Tværsektorielle overgange i psykiatrien - Region Hovedstadens ...

psykiatri.regionh.dk

Tværsektorielle overgange i psykiatrien - Region Hovedstadens ...

Tværsektorielle overgange i

psykiatrien

Afrapportering af kvantitativ og kvalitativ

undersøgelse


1

Tværsektorielle overgange i psykiatrien

Rapporten er udarbejdet i 2012.

Rapporten er udarbejdet af Rådgivende Sociologer ApS i

samarbejde med Region Hovedstadens Psykiatri

for Region Hovedstadens Psykiatri.

© Rådgivende Sociologer ApS. Henvisning til rapporten må kun

ske med tydelig henvisning til Rådgivende Sociologer ApS.

Ved yderligere oplysninger kontakt venligst:

Region Hovedstadens Psykiatri


2

RESUMÉ AF RAPPORTENS HOVEDPOINTER ...................................................................... 4

INDLEDNING..................................................................................................................... 9

Baggrund for undersøgelsen .......................................................................................... 9

Formål........................................................................................................................... 10

Hvad er overgange...................................................................................................... 10

Hvad er den gode overgang ........................................................................................ 11

Metode ......................................................................................................................... 12

Data .............................................................................................................................. 12

RAPPORTENS OPBYGNING ....................................................................................................... 13

1. del – ledere og medarbejdere ................................................................................... 13

2. del – patienter/borgere og pårørende ...................................................................... 13

1. DEL: LEDERNE OG MEDARBEJDERNE .......................................................................... 14

TEMA 1: TVÆRSEKTORIELLE KONTAKTER .................................................................................... 14

Hvad handler samarbejdet om ................................................................................... 15

Hvordan foregår kontakten ........................................................................................ 16

Hvordan fungerer samarbejdet i praksis .................................................................... 18

Ved man nok om hinandens kultur og arbejdsopgaver på tværs af sektorer ............. 22

Gensidig information og faglig sparring ....................................................................... 24

Kan man finde den rigtige person ............................................................................... 30

Sammenfatning ............................................................................................................ 33

TEMA 2: OVERGANGE MELLEM SEKTORER .................................................................................. 34

Er overgangene gode .................................................................................................. 34

Varighed af indlæggelser .............................................................................................. 35

Årsager til uhensigtsmæssige overgange ..................................................................... 39

Dårlig kommunikation og mangelfuld indsigt .............................................................. 41

Manglende adgang til information .............................................................................. 42

Dobbeltdiagnosticerede er særligt udsatte .................................................................. 43

Lovgivningsmæssige barrierer ...................................................................................... 44

Den gode overgang: kontinuitet og fleksibilitet ........................................................... 45

Øget oplysning og faglighed ......................................................................................... 45

Sammenfatning ............................................................................................................ 46

TEMA 3: INVOLVERING/AKTØRER ............................................................................................. 47

Hvilken rolle spiller de pårørende ............................................................................... 48

Sammenfatning ............................................................................................................ 49

TEMA 4: SAMARBEJDSAFTALEN ................................................................................................ 50

Sammenfatning ............................................................................................................ 52

SUPPLERENDE POINTER FRA JOBCENTERET .................................................................................. 53


3

2. DEL: PATIENTER OG BORGERE .................................................................................... 55

TEMA 1: INDLÆGGELSE/UDSKRIVNING ...................................................................................... 55

Inddragelse og informering ved udskrivelse ................................................................ 58

Vigtigheden af at viden bliver givet videre .................................................................. 62

Oplevet for lang indlæggelse ....................................................................................... 63

Sammenfatning ........................................................................................................... 65

TEMA 2: SAMARBEJDE ........................................................................................................... 66

Samarbejde mellem sektorer ....................................................................................... 68

Samarbejde mellem hospital og bosted ....................................................................... 69

Manglende information ............................................................................................... 70

Sammenfatning ........................................................................................................... 71

TEMA 3: SOCIALE FORHOLD .................................................................................................... 72

Gode og dårlige erfaringer med sociale forhold .......................................................... 73

Sammenfatning ........................................................................................................... 75

TEMA 4: MEDICIN ................................................................................................................ 76

Sammenfatning ........................................................................................................... 79

SUPPLERENDE POINTER FRA PÅRØRENDE ................................................................................... 80

Om at være pårørende................................................................................................. 80

Vigtigheden af en fast kontaktperson.......................................................................... 81


4

Resumé af rapportens

hovedpointer

Formål med undersøgelsen

Undersøgelse: ”Tværsektorielle overgange i psykiatrien” indgår som et led i et

projekt om velfærdledelse, som har til formål at styrke det tværsektorielle

ledelsessamarbejde mellem Frederiksberg Kommune og Psykiatrisk Center

Frederiksberg.

Formålet med undersøgelsen er at kvalificere viden om det tværsektorielle

samarbejde mellem Psykiatrisk Center Frederiksberg og Frederiksberg Kommune.

Deltagelse af både ansatte og borgere/patienter giver mulighed for at undersøge,

ligheder og forskelle i perspektiver på sektorovergange. Det åbner op for at

inddrage forskellige perspektiver i det fremadrettede arbejde, der har fokus på at

styrke af sektorsamarbejdet med henblik på at optimere hensigtsmæssige

overgange for borgere/patienter.

Konklusioner

Kultur og organisation

44 % af ansatte i kommunen og 26 % af ansatte i regionen mener, at fordomme

og gensidige forforståelser i nogen eller høj grad kan have negativ indflydelse

på samarbejdet om borgere/patienter. F.eks. ved divergerende opfattelser af,

hvordan patienter/borgere skal behandles.

63 % af de ansatte i kommunen og 74 % af ansatte i regionen har erfaret, at

samarbejdet kun i mindre grad eller slet ikke påvirkes negativt af fordomme

og forforståelser.

Ca. 50 % af ansatte i region og kommune er enige eller meget enige i, at

forskellige lovgivninger kan stå i vejen for at indhente vigtige informationer

om borgere/patienter. Manglende kendskab til den anden sektors lovgivning

kan skabe tvivl om, hvilke informationer om borgere/patienter, der må

formidles videre. Et udvidet kendskab til lovgivning på tværs af sektorer kan

imødegå de samarbejdsmæssige udfordringer, som eksisterer.


5

Indlæggelse og udskrivning

Over 75 % af ansatte i regionen og kommunen mener, at patienter indimellem

bliver udskrevet for tidligt. Til sammenligning svarer 33 % af

borgere/patienter, at de i nogen eller høj grad har oplevet at blive udskrevet

før de følte sig klar til at håndtere deres egen hverdag. 44 % af

borgere/patienter giver derimod udtryk for, at de i mindre grad, eller slet ikke

har oplevet at blive udskrevet for tidligt.

Ventetid på behandlingstilbud kan betyde, at borgere/patienter oplever at

blive udskrevet til ’ingenmandsland’ – og overladt til sig selv. Information og

henvisning til handlemuligheder kan være en hjælp for borgere/patienter.

Eksempelvis i form af møder ved afslutningen af et forløb, hvor det sikres, at

borgere/patienter involveres i og kender deres behandlingsplan.

Ansatte peger på, at borgere/patienter med komplekse problemstillinger kan

have vanskeligt ved at håndtere overgange mellem sektorer. Der kan være en

risiko for, at borgere/patienter mister kontakten til både kommunen og

regionen. De overlades til sig selv, og går tabt i sektorovergange.

Gensidig viden, indsigt og kommunikation

41 % af kommunens ansatte mener i nogen eller høj grad, at regionens ansatte

har tilstrækkelig kendskab til det arbejde, de udfører. 59 % oplever, at dette

ikke er tilfældet. 38 % af regionens ansatte mener, at ansatte i Frederiksberg

Kommune i nogen eller høj grad har tilstrækkeligt viden om det arbejde, de

udfører. 68 % mener ikke, at ansatte i Frederiksberg Kommune har

tilstrækkeligt kendskab til Psykiatrisk Center Frederiksbergs arbejde.

Manglende kendskab til hinandens arbejde kan gøre det vanskeligt at

kvalificere samarbejdet om borgere/patienter. Manglende kendskab kan

desuden skabe myter og fordomme.

En stor andel af de ansatte i begge sektorer giver udtryk for, at de har

mulighed for at trække på erfaring og ekspertise fra den anden sektor. I

praksis er der færre af de ansatte, der trækker på den anden sektor.

Særligt ansatte i socialpsykiatrien, ydelsesservice og jobcenter ønsker mere

viden og flere kompetencer indenfor det psykiatrifaglige område. Jobcentrets

ansatte kunne godt tænke sig, at de ansatte i behandlingspsykiatrien fik et

større kendskab til den lovgivning, jobcentrene arbejder under.


6

Mange ansatte i regionen og kommunen giver udtryk for, at den personlige

kontakt er af uvurderlig betydning i formidling af viden om borgere/patienter.

Lokale omstruktureringer og personaleudskiftning kan være barrierer for

overlevering af viden og uformelle drøftelser på tværs af sektorer.

Samarbejdsaftalen

Størstedelen af de ansatte i begge sektorer tilkendegiver, at deres kendskab til

samarbejdsaftalen er begrænset. De oplever den kun i mindre omfang som

relevant i det daglige arbejde.

Det er vanskeligt at vurdere om samarbejdsaftalen er mere anvendt blandt

ansatte i regionen og kommunen, end de selv er bevidste om. Den kan være

videreformidlet gennem andre kanaler, uden at de ansatte er klar over, at de

følger samarbejdsaftalens retningslinjer.

Undersøgelsesresultaterne peger på, at kendskabet til samarbejdsaftalen er

lille.

Sociale forhold

Borgere/patienter har forskellige erfaringer med, om der er blevet taget hånd

om deres sociale forholdiform af arbejde, bolig og børn. Langt størstedelen

angiver, at problematikkerne ikke er relevante for dem. Det kan skyldes, at

borgere/patienter har erfaret, at der er taget hånd om deres sociale forhold

eller at de ikke har børn.

Flere borgere/patienter giver udtryk for, at dialogen med de sociale

myndigheder ikke altid er optimal. Borgere/patienter oplever en manglende

forståelse for deres sygdom. Lovgivning og regler kan også medvirke til at

skabe misforståelser.

Borgere/patienter oplever, at de navigerer imellem mange forskellige

sagsbehandlere. Det fremmer ikke tillid og fælles forståelse imellem parterne.

Andre aktører

Ansatte fra begge sektorer giver udtryk for, at det er af stor betydning at

inddrage andre aktører i samarbejdet om den enkelte patient/borger. Det kan

forebygge, at borgere/patienter tabes i sektorovergange og sikre videndeling.

Ansatte mener, at det er vigtigt at inddrage pårørende, da de både kan agere

som netværk, vidensformidlere og støttepersoner.


7

Flere borgere/patienter oplever, at deres pårørendes deltagelse i møder med

kommunen og regionen har været afgørende for, at de har fået de tilbud, som

de ønskede. Borgere/patienter, der ikke har pårørende, stilles i en vanskeligere

situation. De kan have svært ved selv at finde resurser og indhente den

nødvendige viden til at argumentere for deres sag.

Borger-/patientinddragelse

42% af borgere/patienter oplever ikke, at de kan tage hånd om deres hverdag

ved udskrivelse.

33% af borgere/patienter savner opfølgning ved udskrivelse, og får det

dårligere deraf. De mangler information og viden om hvilke andre tilbud og

muligheder, der eksisterer i forlængelse af udskrivning.

Størstedelen af de ansatte i kommune og region mener, at borgere/patienter

skal inddrages ved udskrivelsen.

Sammenfatning af undersøgelsens resultater

Undersøgelsen peger på, at en af de største udfordringer i det tværsektorielle

samarbejde er de ansattes oplevelse af manglende indsigt og viden i den

anden sektors arbejde. Det er et ønske om, at man gensidigt får mere viden om

den anden sektors faglighed, arbejdsforhold og lovgivning. Derfor forventes

det, at et gensidigt større kendskab inden for de nævnte områder, vil kunne

imødegå en række af de udfordringer, undersøgelsen peger på.

Efterlysning af de personlige møder og det personlige kendskab giver

forhåbninger om, at disse faktorer er nøglen til at styrke det tværsektorielle

samarbejde og, at det vil styrke indsigten i den anden sektors arbejde,

lovgivning og faglighed. Derfor er omstruktureringer, hvor medarbejdere

forsvinder som samarbejdspartner, et område, der kræver en særlig

opmærksomhed.

Indlæggelse og udskrivning er et af fokusområderne i samarbejdet på tværs af

sektorer. Kortere indlæggelsestid og optimering af den ambulante behandling

stiller krav til behandlingspsykiatrien og de socialpsykiatriske tilbud.

Flaskehalse kan betyde, at der er ventetid på det rette tilbud. Dette er borgere/

patienter og ansatte i regionen enige om. Det skaber unødig frustration for alle

parter, og det kan medføre længere indlæggelsestid. Undersøgelsen peger på,

at en gennemgående kontaktperson kan skabe sammenhæng for

patienten/borgeren. I ventetiden kan information og andre tilbud skabe

sammenhæng i behandlingsforløbet for borgere/patienter.


8

Koordinationsmøder og fælles behandlingsplaner med involvering af alle

relevante aktører, kan medvirke til, at forebygge indlæggelse. Samtidig kan

der udarbejdes forskellige handleplaner ved udskrivning.

Størstedelen af borgere/patienter har oplevet, at der er blevet taget hånd om

deres sociale forhold ved indlæggelse. Der er enkelte borgere/patienter, som

har mindre gode erfaringer. Manglende overbringelse af informationer ved

indlæggelse og udskrivning kan være årsagen.

Borgere/patienter nævner, at samarbejdet med de kommunale sagsbehandlere

kan være svært. Borgere/patienter oplever, at skulle forholde sig til flere

forskellige sagsbehandlere på samme tid. Lovgivningsmæssige barrierer og en

til tider manglende forståelse fra sagsbehandlerne i forhold til, hvilken

indflydelse en diagnose kan få for beskæftigelse og uddannelse, påvirker

dialogen negativt. Flere af de kommunale sagsbehandlere efterlyser imidlertid

mere psykiatrifaglig viden. Det kan sandsynligvis skabe en større forståelse

for borgere/patienters diagnose.

Mere end halvdelen af borgere/patienter, som har medvirket i undersøgelsen,

giver udtryk for, at de er glade for det samarbejde, deres kontaktperson og

behandlere har. Mange ansatte i både kommunen og regionen peger også på,

at samarbejdet allerede fungerer godt, og at de oplever at arbejde ud fra et

fælles mål.

Der synes alt i alt at være et godt grundlag for at videreudvikle det

tværsektorielle samarbejde mellem Psykiatrisk Center Frederiksberg og

Frederiksberg Kommune.


9

Indledning

Baggrund for undersøgelsen

Denne rapport er udarbejdet som led i projektet ”Ledelse af det tværsektorielle

samarbejde omkring den psykiatriske patient”. Baggrunden for projektet er, at der

i de seneste årtier er sket en række organisatoriske ændringer, der har betydet, at

behandling og rehabilitering af psykiatriske patienter varetages af flere sektorer og

faggrupper med forskellige perspektiver på sygdommen, behandlingen og

ansvarsfordelingen. Det tværsektorielle samarbejde er præget af en varierende og

ikke altid tilstrækkelig grad af kvalitet.

Tidligere undersøgelser viser, at borgere med komplekse og langvarige

sygdomsforløb generelt har en manglende oplevelse af sammenhæng i eget

patientforløb, en oplevelse af ikke optimal kommunikation, samarbejde og

koordination mellem sektorer, samt en manglende oplevelse af udnyttelse af

patientens egne ressourcer og netværk i det tværsektorielle samarbejde.

Som følge heraf har Frederiksberg kommune og Psykiatrisk Center Frederiksberg

ønsket at styrke et helhedssyn på ledelse, da ledelse er det led, der kan skabe

sammenhæng og kontinuitet for borgerforløbet. Ledelserne skal favne den

tværsektorielle udfordring i kombination med styrkelse af en velfungerende

forandringsledelse i egen organisation, så beslutninger konsolideres og virker i

praksis.


10

Formål

Formålet med projektet ”Ledelse af det tværsektorielle samarbejde omkring den

psykiatriske patient” er at udvikle og kvalificere ledelserne til at håndtere det

tværsektorielle samarbejde. I projektet ønskes, via ledelserne som ansvarlige

aktører, at fremme en samarbejdende kultur mellem region og kommune, hvor der

skal:

• formuleres fælles mål for patientforløbet, der giver mening og motiverer

alle parter

• sikres det nødvendige niveau af fælles viden og fælles sprog via

videndeling og læring

• opnås gensidig respekt og tillidsbaseret samarbejde mellem faggrupper og

sektorer

• udvikles strukturer og relationer, der styrker kvaliteten af den

tværsektorielle kommunikation

Målet med projektet er udvikling af en konkret model for tværsektorielt

ledelsessamarbejde. Modellen skal danne ramme for, at ledelserne i region og

kommune i fællesskab får udviklet og implementeret et forløbsprogram for

psykiatriske patienter i overgangen mellem den behandlende psykiatri og

socialpsykiatrien.

Hvad er overgange

Ved ”tværsektorielle overgange” i denne rapport forstås alle de situationer, hvor

et menneske med psykisk lidelse bevæger sig i grænsefladen mellem det

kommunale og det regionale niveau. Det kan være ved indlæggelse på

sengeafsnit (region) fra egen bolig med støtte-kontaktperson (kommune) eller ved

udskrivelse fra sengeafsnit (region) til bosted (kommune, men det kan også være

længerevarende parallelle forløb, hvor en borger fx på samme tid går til ambulant

behandling på Distriktspsykiatrisk Center (region) og får ydelser fra den

kommunale forvaltning eller benytter sig af tilbud i Rådgivningscenteret for

misbrugere (kommune). Disse få eksempler demonstrerer således, at begrebet

overgange dækker over et bredt spektrum af situationer, og involverer mange

grupper af medarbejdere i mange forskellige typer af patient- eller borgerforløb.

Af samme grund er det ikke muligt at opsummere rapportens resultater i snævre

forskrifter. I stedet vil vi i denne indledning kortfattet opliste et antal konkrete

fokuspunkter, som det empiriske materiale leder frem til.


11

Hvad er den gode overgang

Den gode overgang er kendetegnet ved fleksibilitet og kontinuitet, så borgeren

mærker mindst muligt til, at hun eller han har bevæget sig over grænsen mellem

de to sektorer. De mange eksempler, som både ansatte, patienter og pårørende kan

give på overgange, som opleves mere eller mindre hensigtsmæssige, peger på, at

etableringen af kontinuitet er meget vigtig. En anden faktor, som kan gøre

sektorovergange mere hensigtsmæssige, er en vis fleksibilitet, som betyder, at

overgange opleves mindre bratte. Det kan f.eks. være, at patienter ved udskrivelse

får lov at sove på afdelingen eller omvendt sove hjemme, men komme på

afdelingen om dagen. Det kan også være, at personer fra den ene sektor ikke

slipper taget fuldstændigt ved overgangen, men kommer på besøg, deltager i

møder eller lignende i en periode derefter. Manglende fleksibilitet opleves, når

mere eller mindre tilfældige grænser, som f.eks. kommunegrænser eller

aldersgrænser for forskellige tilbud, forhindrer, at en borger kan få den hjælp, han

eller hun måtte have brug for. For nogle grupper, navnlig dem, der bor i eget hjem

og har et vist overskud, kan den praktiserende læge spille en væsentlig rolle i

etableringen af den ønskede kontinuitet, idet han eller hun har overblik over

patientens samlede forløb med indlæggelser, ambulant behandling, medicin etc.


12

Metode

Undersøgelsen består af både en kvantitativ og en kvalitativ del.

I alt har 245 ansatte fra Frederiksberg Kommune og Psykiatrisk Center

Frederiksberg besvaret et spørgeskema ud af de 399, der blev bedt om at svare på

skemaet. Det svarer til en samlet svarprocent på 61 %. 334 borgere/patienter har

fået udleveret et spørgeskema. Af dem har 52 % (179 borgere/patienter) besvaret

hele spørgeskemaet. For størstedelen af de ikke fuldt besvarede spørgeskemaer

angives årsagen som værende ’ikke relevant’. Alle kvantitative besvarelser der

indgår i undersøgelsen er anonyme.

For at kvalificere det kvantitative materiale er der foretaget en række

kvalitative interviews. I undersøgelsen indgår:

• 3 fokusgruppeinterviews med 18 medarbejdere fra Frederiksberg

Kommune og Psykiatrisk Center Frederiksberg.

• 7 individuelle interviews med borgere og patienter

• 1 fokusgruppeinterview med centralvisitationen med deltagelse af 3

læger og en leder

• 2 fokusgruppeinterviews med deltagelse af 9 pårørende

• 1 fokusgruppeinterview med ansatte fra Jobcenter Frederiksberg med

deltagelse af4 medarbejdere.

Data

Data er indsamlet via Rådgivende Sociologers dataindsamlingsredskab (skema.rso.dk). I

alt har 245 ansatte besvaret skemaet ud af de 399, der blev bedt om at svare på skemaet.

Det svarer til en samlet svarprocent på 61 %.

Nedenstående figur viser, hvordan fordelingen af svarene er på henholdsvis Psykiatrisk

Center Frederiksberg og Frederiksberg kommune.

Ansættelse Antal udsendte Antal besvarede Svarprocent

Frederiksberg

Kommune

Psykiatrisk

Center

Frederiksberg

181 140 77 %

218 105 48 %

Selv om den overordnede svarprocent ligger i den pæne ende, så er der en ikke ubetydelig

variation mellem region og kommune. Kommunen har således en noget højere svarprocent

end regionen. I begge sektorer er ca. 20 % af de udfyldte besvarelser fra ledere og 80 % fra

medarbejdere.


13

Rapportens opbygning

Rapporten er inddelt i to dele.

Rapportens første del fokuserer på ansattes oplevelser af det tværsektorielle

samarbejde.

Rapportens anden del fokuserer på borgere, patienter og pårørendes

erfaringer med de tværsektorielle overgange.

1. del – ledere og medarbejdere

1. del er inddelt efter de fire hovedtemaer i spørgeskemaet:

• Tværsektorielle kontakter, der omhandler omfanget og oplevelsen af kontakten

mellem de to sektorer

• Overgange mellem sektorer, der omhandler oplevelsen af, hvordan overgange

fungerer for borgere/patienter

• Involvering, der omhandler, hvem der er og bør involveres i tværsektorielle overgange

• Samarbejdsaftalen, der belyser respondenternes kendskab til og brug af

samarbejdsaftalen

Under hvert tema analyseres forskelle mellem region og kommune. Grundet det lille antal

ledere i undersøgelsen samt det faktum, at ledere ikke er repræsenteret i den kvalitative

del, brydes analysen ikke ned på forskelle mellem ledere og medarbejdere. For hvert tema

bringes først de kvantitative resultater i form af tabeller og figurer, dernæst suppleres og

illustreres de omtalte problemstillinger ved hjælp af citater fra det kvalitative materiale.

Efter hvert tema vil der være en delkonklusion, ligesom der vil være en samlende

konklusion som afslutning på kapitlet om ledere og medarbejdere.

2. del – patienter/borgere og pårørende

2. del er inddelt efter de fire temaer i spørgeskemaet til patienter/borgere:

• Indlæggelse/udskrivning, der omhandler oplevelser og erfaringer i forbindelse med

indlæggelser og udskrivninger

• Samarbejde, der omhandler oplevelsen af samarbejde mellem forskellige sektorer og

aktører

• Sociale forhold, der omhandler oplevelsen af, at der er blevet taget hånd om bolig,

uddannelse, arbejde og evt. børn i forbindelse med sektorovergange

• Medicin, der omhandler information og inddragelse i forbindelse med medicin

For hvert tema rapporteres først de kvantitative resultater i form af tabeller og figurer,

dernæst suppleres og illustreres de omtalte problemstillinger ved hjælp af citater fra det

kvalitative materiale med patienter/borgere og pårørende. Da de pårørende ikke har

deltaget i spørgeskemaundersøgelsen, kommer deres synspunkter i stedet til udtryk i form

af citater fra det kvalitative materiale. Efter hvert tema vil der være en sammenfatning, der

opsummerer de væsentligste pointer fra hvert område.


14

1. del: Lederne og

medarbejderne

Tema 1: Tværsektorielle kontakter

Figur 1.1.1 viser, at omkring 60 % af alle respondenter angiver, at de i høj grad eller i

nogen grad har samarbejde med den anden sektor i deres daglige arbejde. I læsningen af

følgende resultater er det vigtigt at have øje for, at 40 % af respondenterne i mindre grad

eller slet ikke indgår i tværsektorielt samarbejde, hvorfor erfaringsgrundlaget med det

tværsektorielle samarbejde naturligvis varierer.

Figur 1.1.1. Samarbejde med anden sektor

Ved

ikke

3 %

2 %

For nogle medarbejdere er kontakten til den anden sektor en kontinuerlig opgave. Andre

har mere sporadiske kontakter i forbindelse med konkrete sager. Medarbejdere fra

kommunen har kontakt til Psykiatrisk Center Frederiksberg, både sengeafsnit, skadestue

og OP-team, når borgerne skal indlægges/er indlagt, eller når borgere ved udskrivelse skal

visiteres til kommunale tilbud. De har også fortløbende kontakter med især

Distriktspsykiatrisk Center, når de tager sig af beboere, der går til ambulant behandling.

Medarbejderne fra Psykiatrisk Center Frederiksberg har kontakt med medarbejdere fra

bosteder, herberger og rådgivningscenteret. Derudover har de kontakt med hjemmeplejen,

genoptræningscentret og med kommunens sagsbehandlere på rådhuset og i jobcenteret.


15

Hvad handler samarbejdet om

I nedenstående figur kan man se, hvad samarbejdet handler om. Som figur 1.1.2 viser,

handler samarbejdet mellem sektorer altovervejende om enkelte borgeres sager. Dette har

80 % af medarbejderne i kommunen svaret, mens det tilsvarende tal for regionen er 73 %.

Kun en meget lille gruppe (primært ledere) har et samarbejde, der hovedsageligt handler

om generelle arbejdsgange.

Figur 1.1.2. Samarbejdet handler primært om

Ved

ikke

3 %

3 %

Kontakten på tværs af sektorer er således som oftest foranlediget af en konkret sag. Der

tages kun i mindre grad kontakt på tværs for at arbejde med at udstikke generelle

retningslinjer for samarbejdet.


16

Hvordan foregår kontakten

46% af de ansatte i kommunen svarer at de i høj grad eller i nogen grad har en kontakt

ansigt til ansigt med medarbejdere fra regionen. I regionen gælder det endnu færre, idet

33% angiver i høj eller nogen grad at have en ansigt til ansigt relation til medarbejdere i

kommunen. Mail benyttes i høj eller nogen grad som kontaktform af 44 % af de ansatte i

regionen og 25 % i kommunen. Forskellen kan skyldes, at mailkontakterne fra sengeafsnit

og Distriktspsykiatrisk Center er koncentreret på nogle få kommunale medarbejdere,

formentlig i høj grad sagsbehandlere i forvaltningen. Undersøgelsen viser dog, ikke

overraskende, at den overvejende kontaktform hos såvel medarbejdere i regionen som

medarbejdere i kommunen er telefonisk, idet telefonisk kontakt benyttes af henholdsvis

72% og 67%.

Figur 1.1.3. Kontakt til medarbejdere fra den anden sektor

Ved

ikke

6 %

4 %

7 %

6 %

7 %

7 %

Et væsentligt spørgsmål er dog, hvilket behov den enkelte medarbejder har for at trække

på den anden sektors viden, for at kunne udføre sit arbejde, da der er 40 % af de ansatte i

kommune og region, som i mindre grad eller slet ikke samarbejder med den anden sektor.

Dette har indflydelse på i hvilken grad, medarbejdere har brug for at trække på den anden

sektors viden, og hvilke medarbejdere der har dette behov.


17

I fokusgrupperne med medarbejdere fra region og kommune var der overvejende enighed

om, at ansigt-til-ansigt-møderne er noget, der virkelig bidrager til at fremme samarbejdet,

fordi man i bogstavelig forstand får sat ansigt på hinanden og opnår større indsigt i

hinandens arbejde.

I de situationer, hvor man har en face-to-face kontakt, så vil der næsten aldrig være

nogen problemer. Så kan det godt være, man får et nej til et eller andet, men så er det

begrundet og noget, som man ved, er reelt.

Flere kunne fortælle om eksempler, hvor et enkelt eller nogle få afholdte møder havde ført

til, at problemer var blevet løst, enten i forbindelse med enkeltsager eller generelle

arbejdsgange:

Der var en, hun ringede til mig og sagde: ”Jeg kan godt sige dig, jeg er decideret bange

for den patient, du har, som skal herned, jeg tror ikke, vi kan rumme hende, hun er

simpelthen for vred og aggressiv”, og da hjalp det, hvor jeg sagde til hende: ”Jamen, du

må lige, du skal ikke være bange for hende, hvor kommer det fra” Jamen, det var fra de

papirer, de havde læst, og så siger jeg så til hende: ”Ved du hvad, I skal jo heller ikke have

en, som du er bange for. Jeg synes, du skal komme over til os, og så må vi sidde og

snakke sammen alle sammen, hvad er det egentlig du er bange for, og hvad er det, du

har læst og hørt, for det kan være, det er skrevet på en måde, der kan forstås på flere

måder.” Det endte med, at hun så var knap så bange. Fordi patienten jo havde en

attitude, men det var kun en attitude, det var ikke, fordi hun kunne drømme om at slå

eller gå fuldstændig amok.

Omvendt gjorde deltagerne også opmærksom på, at møder er tidskrævende, og i en

presset hverdag kan det være svært at sætte tid af til dem:

De observationer, man gør sig, bliver ikke delt, før man møder hinanden face-to face. Det

er ikke den rigtige måde at gøre det på, når nu man ønsker at spare, sådan som man gør.

At man skal møde hinanden fysisk for at overdrage informationer, sparer man ikke noget

ved.

Flere fremhævede, at når først der var kontakt til nogen i den anden sektor, som man

kendte, blev det nemmere efterfølgende at klare problemerne via telefon.

En idé, som kom frem i flere af grupperne, var at holde årlige møder, som ikke handlede

om konkrete sager, men som havde til formål at lære hinanden bedre at kende og øge

indsigten i hinandens arbejdsgange og – vilkår.

Man tager ofte selv kontakt, når man bliver ved med at løbe panden mod en mur, så

indkalder man, eller hvis der sker noget forfærdeligt, så indkalder man også. Men det

kunne være fint at gøre det, inden tingene går skævt.


18

Hvordan fungerer samarbejdet i praksis

Nedenstående figurer viser procentfordelingen på en række spørgsmål om, hvordan

medarbejderne oplever, at de tværsektorielle kontakter fungerer i praksis.

Figur 1.1.4 Tværsektorielle kontakter

Ved

ikke

15 %

13 %

Som det fremgår af figuren, oplever 70 % af medarbejderne i kommunen og 68 % af

medarbejderne i regionen, at man i høj grad eller i nogen grad har gensidig forståelse for

de fælles mål, man har på tværs af sektorerne. Der er dog også 31% i kommunen og 32% i

regionen, der kun i mindre grad eller slet ikke oplever, at der er gensidig forståelse for, at

man har fælles mål.


19

I praksis oplever de ansatte dog i vid udstrækning, at de har mulighed for at trække på

erfaring og ekspertise fra den anden sektor. 53 % af Frederiksberg Kommune

medarbejdere, svarer at det har de i høj eller nogen grad, mens den tilsvarende andel hos

Psykiatrisk Center Frederiksberg er 37 %. Svarene tyder på, at der er betydelig forskel på,

hvor let man som medarbejder oplever, at det er at trække på hinanden i de to sektorer.

Dette understøttes af, at 23 % i regionen – svarende til næsten hver fjerde – oplever slet

ikke at have mulighed for at trække på medarbejdere fra den anden sektor. Det gælder

11% i kommunen svarende til hver niende.

Figur 1.1.5. Tværsektorielle kontakter

Ved

ikke

19 %

19 %

Det skal bemærkes, at 19 % har svaret ”ved ikke”. Det skyldes formentlig, som tidligere

skrevet, at en større del af medarbejderne kun sjældent har behov for at arbejde sammen

med personer fra den anden sektor, og derfor ikke har stor viden om, hvor godt

samarbejdet fungerer.


20

At have muligheden for at trække på andres ekspertise er imidlertid ikke ensbetydende

med, at det sker. 22 % af de kommunale og 14 % af Psykiatrisk Center Frederiksberg

medarbejdere svarer, at de i høj eller i nogen grad trækker på medarbejdere i den anden

sektor i praksis.

Figur 1.1.6. Tværsektorielle kontakter

Ved

ikke

13 %

11 %

Omvendt svarer 27 % af medarbejderne i kommunen og 29 % af medarbejderne i

regionen, at de slet ikke trækker på medarbejdere fra den anden sektor i det daglige

arbejde, og yderligere godt 50 % fra begge sektorer svarer, at de kun gør det i mindre grad.

Svarene i tabel 1.1.5. og 1.1.6. tyder således på, at man har muligheden for at trække på

medarbejdere i den anden sektor, men ikke benytter sig af denne mulighed i dagligdagen.

De to tabeller giver ikke svar på, hvorvidt man oplever at trække på medarbejdere fra den

anden sektor i fornøden grad. Dette vil rapporten komme ind på andre steder.


21

Lidt flere, nemlig henholdsvis 31 % og 27 % svarer, at de i høj eller i nogen grad tager

kontakt til medarbejdere i den anden sektor for at drøfte daglige problemstillinger. Dette

kan tyde på, at en drøftelse af faglige problemstillinger kan foregå, uden at man ser det

som en trækken på hinandens viden.

Figur 1.1.7. Tværsektorielle kontakter

Ved

ikke

13 %

9 %


22

Ved man nok om hinandens kultur

arbejdsopgaver på tværs af sektorer

og

Som figur 1.1.8. nedenfor illustrerer, oplever 50 % af kommunens og 44 % af regionens

ledere og medarbejdere i høj eller nogen grad, at medarbejdere i Frederiksberg Kommune

har tilstrækkelig viden om det arbejde Psykiatrisk Center Frederiksberg udfører.

46 % og 37 % af alle adspurgte i henholdsvis kommune og region mener, at ansatte på

Psykiatrisk Center Frederiksberg har tilstrækkeligt kendskab til det arbejde, kommunen

udfører.

Disse tal kan også ses i forhold til, hvor meget den enkelte medarbejder samarbejder med

den anden sektor. De medarbejdere og ledere i kommune og region, som i mindre grad

eller slet ikke indgår i tværsektorielt samarbejde, har sandsynligvis også mindre grad af

indsigt i det tværsektorielle arbejde.

Figur 1.1.8. Oplevelse af gensidigt kendskab og viden

Ved

ikke

19 %

15 %

28 %

14 %


23

Deltagerne i fokusgrupperne er blevet spurgt, hvordan de forholder sig til spørgsmålet om

gensidigt kendskab og viden.

På baggrund af den viden ansatte fra begge sektorer har om hinandens arbejde er der flere,

som giver udtryk for, at de oplever, at behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien

arbejder inden for to forskellige paradigmer, der beskrives som henholdsvis et behandlingsparadigme

og et borgerparadigme og dermed som to meget forskellige

udgangspunkter for arbejdet. Nogle medarbejdere i behandlingspsykiatrien arbejder udfra

et behandlingsperspektiv. De giver i interviewene udtryk for, at det, at arbejde ud fra et

borgerperspektiv, efter deres opfattelse kan føre til, at kommunen stiller for høje krav om

udvikling eller overlader for meget ansvar til borgere.

Vores viden og holdninger støder ret ofte mod hinanden. Hvor vi har nogle patienter, vi

ved, at det er en del af deres sygdom, at de ikke tager initiativ, at de ikke kommer af sted

selv, og hvor man så fra kommunens side har den holdning, jamen, det er jo frie borgere,

der har sin egen frie vilje, og de må selv bestemme, om de vil ud af døren, eller om de vil

vaske sig, eller hvad de vil gøre, og hvor vi jo så vil kalde det for omsorgssvigt, hvis ikke

de bliver vasket en gang imellem og får noget ordentlig mad. Så der støder holdningerne

virkelig sammen.

Nogle af de ansatte i socialpsykiatrien giver omvendt udtryk for, at de ansatte i

behandlingspsykiatrien har en anden holdning til patienternes udviklingspotentiale

fremadrettet. Der er dog bred enighed om, at jo mere viden, man får om hinanden, desto

bedre forløber samarbejdet i praksis. Flere fortæller om eksempler, hvor de har haft

medarbejdere fra den anden sektor ude at holde oplæg eller selv har været på besøg for at

fortælle om deres eget arbejde. Holdningen til disse eksempler er gennemgående meget

positiv, og flere ytrer ønske om, at dette kunne blive sat mere i system fremover.


24

Gensidig information og faglig sparring

Nedenstående figurer viser procentfordelingen i forhold til oplevelser af vidensdeling og

informationsudveksling.

Hhv. 56 % af de ansatte i kommunen og 50 % af de ansatte i regionen erklærer sig enige

eller meget enige i, at de af og til savner faglig sparring fra den anden sektor. Modsat

svarer, 16 % i kommunen og 17 % i regionen, at de er uenige i udsagnet vedrørende faglig

sparring med medarbejdere fra den anden sektor.

Figur 1.1.9. Oplevelse af videndeling og informationsudveksling mellem sektorer

Ved

ikke

10 %

18 %


25

Der er forskel på, hvor informerede de ansatte i de to sektorer føler sig, vedrørende de

tilbud den anden sektor har til borgere med psykisk sygdom, hvilket fremgår af figur

1.1.10. 21 % af de ansatte i kommunen er enige eller meget enige i, at de føler sig godt

informeret om den andens sektors tilbud til borgere med psykisk sygdom. Blandt de

ansatte i regionen gælder det 38 %. Og i forlængelse heraf, er 47 % af de ansatte i

kommunen uenige eller meget uenige i, at de føler sig godt informeret om den andens

sektors tilbud. Blandt de ansatte i regionen gælder det 29 %. De ansatte i kommunen føler

sig således mindre informerede end de ansatte i regionen.

Figur 1.1.10. Oplevelse af videndeling og informationsudveksling mellem sektorer

Ved

ikke

0 %

0 %


26

34 % af medarbejderne i kommune svarer, at de er ”meget enige” eller ”enige” i udsagnet

om, at de har svært ved at overskue de tilbud, der findes i den anden sektor. Det

tilsvarende tal for medarbejdere i regionen er 35 %. Heroverfor svarer 25 % af

medarbejderne i kommunen og 28 % af medarbejderne i regionen, at de er uenige eller

meget uenige i udsagnet.

Figur 1.1.11. Oplevelse af videndeling og informationsudveksling mellem sektorer

Ved

ikke

11 %

8 %

Godt hver tredje har således svært ved at overskue tilbuddene i den anden sektor, og

yderligere ca. 40 % har med deres svar i ”hverken enig eller uenig” tilkendegivet, at de ikke

finder det nemt at overskue den andens sektors tilbud.


27

33 % af medarbejderne i kommunen og 29 % af medarbejderne i regionen svarer, at de er

enten ”meget enige” eller ”enige” i, at det er nemt for dem at få den information om

borgerne, som de har brug for fra den anden sektor. Omvendt er 22 % af medarbejderne i

kommunen og 33 % af medarbejderne i regionen uenige eller meget uenige i, at det er

nemt at få den fornødne information fra den anden sektor.

Figur 1.1.12. Oplevelse af videndeling og informationsudveksling mellem sektorer

Ved

ikke

0 %

0 %


28

32 % af medarbejderne i kommune og 28 % af medarbejderne i regionen tilkendegiver, at

de er ”meget enige” eller ”enige” i, at samarbejdet mellem de to sektorer undertiden kan

være besværliggjort af gensidige fordomme eller myter.

Figur 1.1.13 Oplevelse af videndeling og informationsudveksling mellem sektorer

Ved

ikke

16 %

20 %

Det skal bemærkes, at en del har svaret ”hverken enig eller uenig” eller de har svaret ”ved

ikke”. Det indikerer at spørgsmålet kan have været svært at svare på.


29

Deltagerne i fokusgrupperne blev bedt om at forholde sig til emnet vedrørende

samarbejde på tværs af sektorerne, og mange gav udtryk for, at mere viden ofte ville lette

overgangene:

Jeg oplever også nogle rigtig gode udskrivelser, vil jeg sige, og det er jo typisk, hvor det

er, at man får gode informationer videregivet om lige præcis denne her borger, hvad det

er, de har brug for, og hvad det er, de har været indlagt for, og hvad det er, man skal

være opmærksom på, og at der er nogle klare retningslinjer for ”hvem gør hvad hvornår”

her fra, sådan så vi ikke tror, at nogen andre gør noget, som de ikke gør, eller at to gør

det samme uden at være vidende om det. Dem er der også gode eksempler på, det synes

jeg bestemt der er. Men så er det tit, vil jeg sige, så er det et eller andet med, at man har

en god kontakt i forvejen, så det er sådan noget face-to-face og man kender hinanden,

og man ringer sammen, fordi man har et godt samarbejde i forvejen, fordi de formelle

rammer er sådan set sat for et godt samarbejde.

I alle grupper blev det nævnt, at et journalfællesskab kunne være det, der gjorde denne

udveksling af viden meget nemmere. Som det er, skal en patient/borger fortælle sin

historie forfra, hver gang vedkommende kommer et nyt sted hen, og det er uundgåeligt, at

der tabes information i disse overgange. Samtidig bruger medarbejdere ofte megen tid på

at indhente journaler og papirer fra en lang række instanser; tid, som med fordel kunne

have været brugt på med det samme at iværksætte en indsats over for borgeren/patienten.

Der kom eksempler på patientforløb, som blev mere langtrukne og af dårligere kvalitet end

nødvendigt, fordi der var vigtige oplysninger, som patienten ikke selv fik fortalt, og som

man først med forsinkelse fik fra andre instanser. Disse eksempler kommer fra kommunalt

regi.

Fra de kvalitative interviews fremkom der forslag om et fælles medicinkort der kan

medvirke til at forebygge misforståelser og fejl i medicineringen, især i forbindelse med

udskrivning til eget hjem. Der efterlyses smidige IT-løsninger.

Som det ses i figur 1.1.13. ovenfor, er det kun et mindretal i begge sektorer, som oplever, at

gensidige myter og fordomme besværliggør samarbejdet. Alligevel viste diskussionen i

fokusgrupperne, at medarbejdere i begge sektorer er opmærksomme på, at gensidige

myter og fordomme kan eksistere, og at de bedst udryddes gennem større indsigt i

hinandens arbejdsfelter. Samtlige deltagere var enige om, at mere oplysning og

samarbejde vil være måden, hvorpå man kan komme myter og fordomme til livs.


30

Kan man finde den rigtige person

I spørgeskemaet bliver der stillet en række spørgsmål til, hvor let det er at få fat i den

rigtige person i den anden sektor, i forhold til den borger eller den problemstilling man

står med. Figurerne nedenfor viser, hvordan svarene fordeler sig i forhold til disse

spørgsmål.

67 % af medarbejderne i kommunen svarer, at de er ”meget enige” eller ”enige” i, at om

problemer kan løses afhænger meget af, om de kan få fat i den rigtige. Det tilsvarende tal

blandt medarbejdere i regionen er 77 %.

Figur 1.1.14. Oplevelse af tværsektorielt samarbejde

Ved

ikke

0 %

0 %


31

Knap en tredjedel - 31 % - svarer, at de er enten ”meget enige” eller ”enige” i, at de ofte er i

tvivl om, hvem fra den anden sektor, de skal ringe til, hvis de ønsker at diskutere en

konkret sag. Antallet der er enige eller meget enige er væsentligt højere blandt

medarbejderne i regionen, hvor 66 % erklærer sig enige i udsagnet.

Figur 1.1.15. Oplevelse af tværsektorielt samarbejde

Ved

ikke

0 %

0 %

Forskellen på kommune og region genfindes også i den anden ende af skalaen, idet 30 %,

svarende til knapt hver tredje af de adspurgte i kommunen, er uenige eller meget uenige i,

at de ofte er i tvivl om, hvem i den anden sektor de skal ringe til, hvis de ønsker at

diskutere en konkret sag. De tilsvarende tal i regionen er 14 %.

Det er uklart, hvad denne forskel på svarene hos ansatte i henholdsvis region og kommune

bunder i, men som beskrevet senere, peger diskussioner i fokusgrupperne på, at den

kommunale forvaltning er blevet meget svær at gennemskue, grundet omstruktureringer.


32

Forskellen genfindes delvis i et andet lignende spørgsmål, idet 26 % af medarbejderne i

kommunen er enige eller meget enige i, at de altid ved, hvem fra den anden sektor der er

den rigtige at kontakte i en konkret sag. I regionen er kun 3 % enige eller meget enige i, at

de ved, hvem der er den rigtige. Dette afspejler sig også i den anden ende af

svarmulighederne, idet 43 % af medarbejderne i kommunen er uenige eller meget uenige i,

at de altid ved, hvem i den anden sektor, der er den rigtige at kontakte i en konkret sag. For

de ansatte i regionen gælder det, at 68 % er uenige eller meget uenige.

Figur 1.1.16. Oplevelse af tværsektorielt samarbejde

Ved

ikke

13%

13%

Også fokusgruppeinterviewene viste, at oplevede vanskeligheder især opstår ved

kontakten med den kommunale forvaltning. Det er blevet nævnt i flere sammenhænge, at

der er foregået hyppige omstruktureringer og personudskiftninger, som har medvirket til

at gøre det svært for medarbejdere ved Psykiatrisk Center Frederiksberg at finde ud af,

hvem der er relevant at kontakte. Som det vil fremgå senere, oplever over 80% af de

ansatte i kommune og region, at netop omstruktureringer er en stor udfordring (se figur

1.10) – særligt set i lyset af, hvor stor betydning den personlige kontakt tillægges.

Det kunne være godt, hvis der var nogle få personer på jobcentrene, som havde styr på

det med de psykiatriske patienter, i stedet for at det er en ny en, man kommer til hver

gang, som skal hjælpes rigtig meget for at forstå, hvad det handler om.

Fokusgruppedeltagerne fra Psykiatrisk Center Frederiksberg var enige om, at når man

ringer til de socialpsykiatriske bosteder eller væresteder, er der sjældent problemer med

at få fat på den relevante medarbejder, da alle på bostederne typisk ved, hvem der er

kontaktperson for beboerne. I den kommunale forvaltning kan det være vanskeligt. Flere

nævnte også, at forskellige funktioner er fordelt på forskellige medarbejdere, så det ikke er

sikkert, at det er nok at ringe til én medarbejder. Dertil kommer, som citatet illustrerer, at


33

enkelte medarbejdere kan opleve, at sagsbehandlerne på rådhuset eller i jobcentrene ikke

altid har så stor viden om det psykiatriske område.

Sammenfatning

Det første tema vedrører den tværsektorielle kontakt. Temaet beskriver, hvordan

medarbejdere og ledere oplever samarbejdet, således inddrages udsagn og besvarelser om

indholdet af samarbejdet og kendskabet på tværs af sektionerne. Temaet beskæftiger sig

med andre ord med fundamentet og forudsætningerne for samarbejde mellem sektorerne.

Herunder følger en kort gennemgang i punktform af nogle væsentlige resultater fra dette

tema. Bemærk at tallene ikke medtager personer, der har svaret ”ved ikke”.

• 58 % af de adspurgte i kommune og 60 % regionen har i høj grad samarbejdet med den

anden sektor.

• Kontakten på tværs af sektorerne foregår oftere via telefon (27 % i kommunen og

32 % i regionen har svaret ”i høj grad”) end ansigt-til-ansigt, hvor 2 % i

kommunen og 6 % i regionen har svaret ”i høj grad”.

• I kommunen svarer 80 % af medarbejderne, at samarbejdet primært handler om ”enkelt

borgers sager”, hvorimod det tilsvarende tal for regionener 73 %

• 54 % af medarbejderne i kommunen og 50 % af medarbejderne i regionen erklærer sig

”meget enig” eller ”enig” i udsagnet, at de af og til ”savner faglig sparring med

relevante medarbejdere fra den anden sektor.”

• 31 % af medarbejderne i kommunen og 66 % af medarbejderne i regionen, er enige

eller meget enige i, at de ofte er i tvivl om, hvem fra den anden sektor de skal kontakte,

hvis de ønsker at diskutere en konkret sag.


34

Tema 2: Overgange mellem sektorer

I denne del af analysen bliver der set nærmere på, hvordan de ansatte i de to sektorer

opfatter patienternes/borgernes overgange fra den ene sektor til den anden.

Er overgangene gode

Figur 1.2.1. viser, at godt 60 % af medarbejdere og ledere i kommune og region mener, at

der i høj eller nogen grad skabes gode overgange mellem de to sektorer, mens 30-40 % i

begge sektorer mener, at det sker ”i mindre grad” eller ”slet ikke”. Dette spørgsmål alene

kan ikke afdække, hvilke kvaliteter de adspurgte efterlyser for at skabe en ’god’ overgang,

men fokuserer på omfanget af de oplevede gode og mindre gode overgange.

Figur 1.2.1. Skabes der gode overgange mellem de to sektorer for patienter/borgere

Ved

ikke

18%

10%

Deltagerne i fokusgrupperne blev bedt om at forholde sig til disse tal, og mange nikkede

genkendende til, at overgange ikke altid bliver så gode, som de kunne ønske, og som de ud

fra en faglig betragtning mente, at de burde være. Det blev påpeget i grupperne, at der er

større muligheder for at få en god overgang, hvis man som patient har overskud:

Hvis det er en relativt velfungerende borger, der bare har haft et dyk, så kan det fungere

godt. Borgere, som har en vis grad af ressourcer, så kan det gå godt. Men for dem der

ikke har det så godt, så er det, som om der kommer noget Matthæus-effekt 1 i den, så

bliver det værre – en af dem, der egentlig havde mest brug for et godt forløb.

1 Matthæus-effekten er et utryk der stammer fra biblen. I ovenstående sammenhæng anvendes citatet til at

anvende sine kompetencer og kundskaber til glæde for sig selv og for andre. Heraf udsagnet om at enhver,

som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages,

som han har.


35

Borgere, som har det bedre, kan selv henvende sig og gøre opmærksom på deres behov.

Der bliver i citatet påpeget, at der er stor forskel, og at overgange også kan være

hensigtsmæssige. Dette uddybes nærmere nedenfor.

I flere af grupperne bliver det påpeget, at alle overgange i princippet kan være vanskelige,

for borgere og patienter, der har brug for stabilitet og tryghed. Enhver overgang medfører

en potentiel risiko for overanstrengelse for patienten. Den hensigtsmæssige overgang er

således den, hvor borgeren/patienten får dækket sine behov og ikke føler overlast.

Varighed af indlæggelser

Figurerne herunder viser procentfordelingen på en række spørgsmål der omhandler

uhensigtsmæssige forhold i forbindelse med, at indlæggelser enten bliver for lange eller

for korte.

Mens 38 % af medarbejderne i kommunen er enige i udsagnet:” Patienterne er nogle gange

indlagt for længe, fordi der mangler passende kommunale tilbud”, så er den tilsvarende

andel blandt medarbejdere i regionen 92 %. Vi kan ikke opgøre svarene i forhold til, hvilke

tilbud de ansatte arbejder i.

Figur 1.2.2. Indlæggelser, udskrivning og ventetider

Ved

ikke

23%

3%


36

54 % af medarbejderne i kommunen og 38 % af medarbejderne i regionen erklærer sig

”meget enige” i, at hospitalet nogle gange udskriver patienter for tidligt, fordi der mangler

sengepladser.

Figur 1.2.3. Indlæggelser, udskrivning og ventetider

Ved

ikke

10%

3%

Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at ca. 20 % af patienterne og borgerne

angiver at de er blevet udskrevet før de selv var klar til det (se figur 2.3.1). Ansatte fra

kommune og region oplever i større grad end patienter og borgere for tidlige udskrivelser.

Sammenstiller man svarene i de netop præsenterede figurer, er der forskel på oplevelsen

af borgernes indlæggelsesperiode blandt ansatte i henholdsvis kommune og region. I

kommunen angiver flere af de ansatte, at borgerne udskrives for tidligt og færre at

borgerne er indlagt for længe. I regionen angiver færre af de ansatte end i kommunen, at

borgerne udskrives for tidligt, og langt flere, at borgerne er indlagt for længe.


37

Blandt medarbejdere og leder i kommunen svarer 60 %, at de er ”meget enige” eller

”enige” i, at der nogle gange går for lang tid, før den rette indsats bliver iværksat over for

en patient i forbindelse med udskrivningen. Denne opfattelse deles af 76 % af

medarbejderne i regionen.

Figur 1.2.4.. Indlæggelser, udskrivning og ventetider

Ved

ikke

12%

12%


38

66 % af medarbejderne i kommunen og 60 % af medarbejderne i regionen erklærer sig

enige i udsagnet: ”der går nogle gange for lang tid, før den rette indsats bliver iværksat

over for en patient/borger i forbindelse med indlæggelse”.

Figur 1.2.5. Indlæggelser, udskrivning og ventetider

Ved

ikke

11%

17%

Alle gruppedeltagerne i fokusgrupperne kunne genkende billedet af, at indlæggelser i dag

er kortere sammenlignet med tidligere. Kortere indlæggelsestid er ikke kun

uhensigtsmæssig. Flere har nævnt eksempler fra tidligere tider på, at patienter blev så

tilvænnet til hospitalslivet, at det i sig selv gjorde dem svagere – men der er generel

enighed om, at udviklingen i retning af færre sengepladser. I nogle tilfælde er der

undertiden ikke er plads til dem, der reelt har behov for det.

I en fokusgruppe blev det diskuteret, hvad man gør i forbindelse med overbelægning. Der

var deltagere, der fortalte, at når der er overbelægning eller skal skaffes plads på

afdelingerne, f.eks. op til en weekend for at gøre klar til akutte indlæggelser, kan det

hænde, at det ikke er de raske, men de mindst syge, der udskrives. I den situation fortæller

flere både fra region og kommune, at udskrivelserne sker for brat, og at allerede indgåede

aftaler om udslusningsforløb undertiden fraviges, fordi det skal gå stærkt i situationen.

Det kan godt være, at hospitalet ser patienten som velbehandlede, men når patienten

sendes hjem i weekenden og opholder sig på et herberg, hvor der er adgang til stoffer, så

kan patienten få det dårligt, både fordi den antipsykotiske medicin er holdt op med at

virke, og fordi vedkommende har indtaget en mængde stoffer, som svarer til indtaget

inden indlæggelsen. Herberget er ikke rustet til denne problemstilling i weekenderne,

hvor der kun er ansat en vikar. Resultatet bliver, at patienten kan starte forfra i sin

behandling.

Der har i grupperne været nævnt eksempler på indlæggelser, kan opleves for lange, fordi

der ikke er noget tilbud klar til en færdigbehandlet patient.


39

Årsager til uhensigtsmæssige overgange

Figurerne herunder giver indblik i, hvad ansatte opfatter som årsagsforklaringer på

uhensigtsmæssige overgange, men ikke hvor ofte, eller i hvilke sammenhænge

uhensigtsmæssige overgange finder sted. Det skal bemærkes, at besvarelserne også

inkluderer de medarbejdere, som i mindre grad eller slet ikke indgår i samarbejde med

den anden sektor, idet er stor andel dog har svaret ”ved ikke”.

Omstruktureringer og deraf følgende tab af kontinuitet angives som en årsag til at

overgange kan opleves uhensigtsmæssige for patienter og borgere. Når ansatte skifter

jobfunktion som følge af omstruktureringer kan det skabe kontinuitetsbrud for både

patienter, borgere og ansatte, som måske ikke længere ved, hvem de skal kontakte for at

drøfte sager.

Figur 1.2.7. Indlæggelser, udskrivning og ventetider

Ved

ikke

24%

20%

16%

15%

Som det fremgår af figur 1.2.7., svares der overvejende ens på spørgsmålene blandt de

ansatte i kommune og region. 35 % af medarbejderne i kommunen og 40 % af

medarbejderne i regionen, svarer at det ”i høj grad” er i forbindelse med

omstruktureringer, at der kan opstå uhensigtsmæssigheder ved en overgang mellem de to

sektorer.

I kommunen er 33 % i høj grad enige i, at dårlig kommunikation er med til at skabe

uhensigtsmæssige overgange mellem de to sektorer for patienterne. Det samme svarer 10

% af de ansatte i regionen. Det kan undre, at dårlig kommunikation ikke anses for en større


40

udfordring blandt de ansatte i regionen, idet de ansatte i regionen i to andre spørgsmål i

højere grad end ansatte i kommunen angav, at de var i tvivl om, hvem i den anden sektor

de skulle kontakte for at diskutere en konkret sag samt hvem der var den rigtige person at

kontakte i forbindelse med en konkret sag. Se figur 1.1.15. samt 1.1.16.

37 % af medarbejderne i kommunen og 16 % af medarbejderne i regionen svarer, at de ”i

høj grad” mener, at manglende indsigt i hinandens arbejdsfelt kan skabe uhensigtsmæssige

overgange. Ifølge figur 1.2.8. er der forskel på, hvor stor betydning manglende indsigt i

hinandens arbejdsfelt vurderes at have hos henholdsvis ansatte i kommunen og i regionen.

37% af medarbejderne i kommunen mener i høj grad, at manglende indsigt i hinandens

arbejdsfelt giver uhensigtsmæssige overgange. Det tilsvarende tal for medarbejdere i

regionen er 16 %. Det er dog uklart, om de ansatte med deres svar angiver, at de andre har

manglende indsigt, eller om de svarer, at de selv har manglende indsigt.

Figur 1.2.8. Indlæggelser, udskrivning og ventetider

Ved

ikke

17%

16%

16%

15%


41

56 % af medarbejderne i kommunen og 74 % af medarbejderne i regionen svarer, at

gensidige myter og fordomme ”i mindre grad” eller ”slet ikke” er årsag til

uhensigtsmæssige overgange mellem de to sektorer.

Figur 1.2.9. Indlæggelser, udskrivning og ventetider

Ved

ikke

26%

27%

20%

25%

Dårlig kommunikation og mangelfuld indsigt

Dårlig kommunikation og mangelfuld indsigt de to sektorer imellem er også noget, som

flere af de adspurgte identificerer som en medvirkende årsag til uhensigtsmæssige

overgange.

Barrierer, som består i, at vi nok ikke kender nok til servicelovens barrierer eller

begrænsninger og de økonomiske realiteter, der er til rådighed for kommunens

sagsbehandlere, og kommunens sagsbehandlere nok ikke kender nok til vores muligheder

og begrænsninger på samme måde. Og den kommunikation, som bør være der, den

hænger ikke rigtig sammen, der er ikke tid til at tale sammen. Kommunikationen som

finder sted sker højt oppe på ledelsesplan, og ikke på praksisområdet hvor de andre er.

Et sæt problemer handler om samspillet mellem den behandlende psykiatri og kommunen

som bevilgende myndighed. I grupperne er der en, som udtrykker det sådan:

Jeg er selv en af dem, der har skrevet i mindre grad, fordi jeg synes, at når vi har

patienten og kan se, at patienten er ikke klar til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, der

skal gøres nogle andre tiltag, som ikke ligger inden for vores regi, og når man så

kontakter, skal vi jo altid kontakte kommunen og sagsbehandleren, og når vi så synes, at

vi kommer med et godt forslag, jamen, så er der næsten lukket ned, inden vi overhovedet

er kommet til, hvorfor det egentlig lige er. Jeg synes ikke der er så meget lydhørhed over

for ”hvad vil vi”, hvis ikke man kan tilbyde det, kan man så finde et alternativ Altså, jeg

synes bare, der bliver klappet ned lige med det samme, og så står vi der. Og jeg synes

ikke, det er til borgerens bedste, at det foregår på den måde.


42

Flere gruppedeltagere nævner, at de oplever en modsætning mellem den pt.

fremherskende politik i forhold til beskæftigelse, hvor de mener, at der fokuseres på at

stille krav. Undertiden forventes udvikling inden for en tidshorisont, som set fra

medarbejdere i den behandlende psykiatri, er urealistisk kort. Det understreger de

tidligere fremførte overvejelser om, at der er to forskellige systemparadigmer, som mødes

– et behandlings- og et borgerparadigme. Flere nævner også, at kulturen i forskellige

institutioner kan virke meget forskellig, ligesom det undertiden opleves, som om det er

indstillingen hos den enkelte ansatte, det kommer an på:

Nogle steder opfordres man til at tænke uden for boksen, mens det er anderledes andre

steder. Man belønner ikke kreativitet.

Det kommer meget an på, hvem man får i røret. Nogen er faktisk meget hjælpsomme og

siger, nej, det må vi lige prøve at kigge på, så det er ikke kun noget møg, men altså, det

er både og.

Andre eksempler på manglende kommunikation handler om, at det ganske enkelt kan

være svært at få en besked igennem til den rigtige instans, som i nedenstående eksempel

på udskrivninger, hvor kommunikationen mellem udskrivende afdeling og hjemmepleje

glipper:

At man f.eks. har skrevet på en meget, meget dårlig patient, som bliver sendt hjem og

oplever efter en uge, hvor hun har været hjemme, at der er jo hverken mad eller drikke

eller penge eller noget som helst i hjemmet, og på hospitalet har hun sagt, at hun laver

selv mad, og det har man jo tænkt, at det gør hun, eller man har i hvert fald ikke

undersøgt nærmere, om hun gjorde eller ej, og så bliver hun udskrevet uden

hjemmehjælp eller hjemmesygeplejerske eller noget som helst.

Manglende adgang til information

En stor andel af ansatte i både kommune og region oplever, at manglende adgang til

information kan være medvirkende årsag til uhensigtsmæssige overgange, hvad ovenfor

citerede sag jo også er et eksempel på. Afdelingens medarbejdere mener ikke, at de har

haft den fornødne information om patientens funktionsniveau i hjemmet og har derfor

ikke vidst, at det var nødvendigt at bestille hjemmehjælp til hende ved udskrivningen. Som

tidligere nævnt er der i de kvalitative interviews givet udtryk for, at en større grad af

journalfællesskab og systemer til effektiv informationsdeling, vil kunne bidrage meget til

at løse disse problemer. Samtidig giver flere i grupperne udtryk for, at de ikke har overblik

over, hvor mange og hvilke informationer, der må og kan deles på tværs af sektorer. Flere

borgere og patienter oplever, at de har givet informeret samtykke og dermed sagt ja til at

deres informationer må deles, og alligevel sker det ikke. Sammenstemmende tegner der

sig et billede af, at adgangen til nogle af de nødvendige informationer måske eksisterer, det

er blot et spørgsmål, om at koordinere og indfange informationerne.

En pointe, der er blevet fremhævet i fokusgrupperne er, at der kan opstå problematiske

overgange som følge af bestemte regler. F.eks. oplever ansatte i hjemløseområdet, at det er

svært at komme ind i Distriktspsykiatrisk Center, hvis man ikke har nogen adresse, fordi

man uden adresse ikke kan afgøre, hvilket center borgeren hører til. Ligeledes er OP-


43

teamet, som ellers roses meget, kun til Frederiksbergs og Vanløses egne borgere, hvorved

medarbejdere på herberger og væresteder oplever, at der er brugere, som ikke får hjælp,

fordi deres hjemkommune ikke har lignende tilbud.

Dobbeltdiagnosticerede er særligt udsatte

Flere i fokusgrupperne peger på, at mennesker, der både har en psykiatrisk diagnose og en

misbrugsdiagnose er hårdt ramt. Flere medarbejdere påpeger, at disse borgere kan falde

mellem to stole, fordi misbrugsbehandlingen, som skal foregå i kommunerne, ikke er

tilrettelagt til psykiatriske patienter, og at behandlingspsykiatrien ofte henviser patienter

med et aktivt morfikamisbrug til kommunen. Følgende citat illustrerer situationen:

Jeg vil sige en af de ting der slog mig allermest, jeg har været på min nuværende

arbejdsplads i fire år, og inden da har jeg været rigtig mange år i psykiatrien, hvor

billedet var det samme. Man kørte rundt med en, først til psykiatrisk skadestue og så til

et forsorgshjem og de ville ikke tage en nogen steder, vel, for den ene sted var der for

meget psykiatri, og det andet sted var der for meget misbrug ind over. Men det der slår

mig når jeg så kommer og arbejder i dette felt er at rigtig mange gange får man at vide

”Jamen, det er en stofpsykose, du har”. Jamen, hvis man kigger på symptomerne, så har

han det rigtig, rigtig dårligt, og det er faktisk ikke okay, at vedkommende går rundt på

gaden eller har et liv, som vedkommende har lige nu. Og når man så prøver at gå den

anden vej rundt og sige, jamen, så må vi kigge på noget af stoffet, for det får vi jo at vide

– du kommer ikke ind, så længe du er misbrugende, vel, så er de faktisk også for dårlige,

fordi både, de kan være for dårlige, fordi de er meget typisk psykotiske, og så kan de

være svære at arbejde med, men man kan også være så dårlig psykiatrisk, at hvis man

fjerner noget at misbruget, som man får at vide, jamen, så ryger de helt ned og så er det

at man kan støde panden mod en mur hele tiden eller også kan man ringe efter

psykiatrisk udrykningstjeneste og bruge en masse penge på det.

Flere gruppedeltagere giver udtryk for, at denne gruppe har behov for, at der oprettes en

særlig misbrugspsykiatri, der er indrettet på at håndtere deres problemer.


44

Lovgivningsmæssige barrierer

Medarbejdere og ledere blev spurgt, hvorvidt lovgivningen på området står i vejen for, at

de kan tage hånd om patienten/borgeren på bedste måde i forbindelse med: indlæggelse,

udskrivning og videregivelse af information.

Lidt flere ansatte i kommunen finder, at lovgivningen står i vejen for, at personalet kan

tage hånd om patienter/ borgere på bedste måde i forbindelse med indlæggelse. 58 % af

de ansatte i kommunen er enige eller meget enige heri. Det gælder 44 % af de ansatte i

regionen.

Figur 1.2.10. Oplevelse af lovgivningsmæssige barrierer

Ved

ikke

18%

16%

22%

13%

15%

14%

Svarene vedrørende lovgivningens betydning ved udskrivning samt videregivelse af

information er meget enslydende hos ansatte i kommune og region.

I fokusgrupperne blev deltagerne bedt om at forholde sig til spørgsmålet om lovgivningen.

Flere udtrykker, at de ikke føler sig sikre nok på, hvad loven egentlig siger, fx om

udveksling af information, og derfor måske holder sig tilbage med at kontakte ansatte i den

anden sektor for at drøfte en patient/borgers sag:

Eksempelvis, må man godt ringe til en kommune og lave et koordinationsmøde og sige,

at patienten har den og den diagnose og misbrug


45

Den gode overgang: kontinuitet og fleksibilitet

De eksempler, der er givet på de gode overgange, har det til fælles, at det er lykkedes at

etablere en kontinuitet for borgeren/patienten, som i nedenstående citat:

Vi har også haft nogle rigtig gode erfaringer med en, der skulle ud og bo i vores

akutboliger eller herbergspladser rundt omkring i byen, hvor man kan sige, hun sov på

hospitalet om natten, og så var hun ude fra otte til femten, så kontaktpersonen, eller

case-manageren som det hedder hos os, fulgte vedkommende tilbage til hospitalet

klokken femten, og så på den måde blev hun langsomt sluset ud. Og her ville der helt

klart være nogen, der ville sige, at hun kunne godt, nu er der en bolig til hende, hun

kunne godt bare smutte ud, ikke, men der var der rigtig stor forståelse for. Og en anden

gang en, der har været inde ret længe, og som man virkelig gerne skulle holde på noget

antabus, men depressiv og ganske voldsom, når han fik drukket for meget, men de var

der også stor forståelse for, ”Jamen, kom, tag ham med ud, og så venter vi til efter

weekenden, vi udskriver ikke en torsdag, men vi venter til efter weekenden og udskriver

ham først mandag, hvor det hele er klappet og klart, og der har han lidt et billede af,

hvad der skal ske.

Det er ikke altid, det er meget store ting, der gør forskellen, men blot det, at der er lidt

smidighed og fleksibilitet på begge sider. Der er enighed i grupperne om, at de ekstra

ressourcer, denne øgede fleksibilitet koster, formentlig kommer ind igen, fordi man

undgår, at patienterne meget hurtigt vender tilbage og skal indlægges igen, som det kan

ske, hvis overgangen er for brat.

Lige så snart patienten har fået tilknyttet en støttekontaktperson, fungerer det rigtig

godt.

Støttekontaktpersonordningen nævnes af flere som en rigtig god ordning, der netop kan

give den meget vigtige kontinuitet og stabilitet, ligesom de tit kan sikre, at vigtig viden

følger personen og bliver givet videre til de relevante aktører.

Øget oplysning og faglighed

Hvorvidt det lykkes at skabe den gode overgang, handler også om personalets faglighed.

Flere ansatte i socialpsykiatrien nævner, at de har oplevet, at jo mere viden, de har om

psykiatri, desto bedre er de til at beskrive en borger på en måde, så vedkommende kan få

den rette hjælp i behandlingspsykiatrien:

Det er ikke nok at kunne sige, at en person har det dårligt eller opfører sig mærkeligt.

Man bliver nødt til at have en viden for at få borgere indlagt. Man skal kunne bruge de

rigtige ord for at få adgangsbilletten.

Generelt er der enighed om, at der mangler viden på flere fronter. Flere efterlyser

undervisning på tværs af sektorer, hvor man bliver oplyst eksempelvis om projekter, der

kører, og hvad henholdsvis kommunen og regionen kan tilbyde.


46

Sammenfatning

Det andet tema beskæftiger sig med overgangene mellem sektorerne. Det er særligt et

spørgsmål om, hvorvidt medarbejdere og ledere opfatter overgangene som gode.

Derudover forholder dette tema sig til lovgivningen og dennes betydning for samarbejdet

mellem sektorerne. Nedenfor følger en kort gennemgang i punktform af nogle væsentlige

resultater fra dette tema. Bemærk at tallene ikke medtager personer, der har svaret ”ved

ikke”.

• Kun 4 % af medarbejdere og ledere i såvel kommune som region oplever, at der ”i

høj grad” skabes gode overgange mellem de to sektorer for patienterne. Omvendt

svarer blot 5 % i kommunen og 7 % i regionen, at der ”slet ikke” skabes gode

overgange

• 92 % af medarbejderne i regionen erklærer sig ”meget enige” eller ”enige” i, at

patienterne nogle gange er indlagt for længe, fordi der mangler kommunale tilbud

– det tilsvarende tal for medarbejdere i kommunen er 38 %

• Blandt medarbejderne i kommunen svarer 33 %, at de i høj grad mener, at det

skyldes dårlig kommunikationen mellem sektorerne, når en overgang foregår på

uhensigtsmæssig vis. 10 % i regionen mener i høj grad, at dette er årsagen


47

Tema 3: Involvering/aktører

I denne del af analysen kigges der nærmere på, hvilke aktører der bør involveres i

tværsektorielle overgange. Der er spurgt til en række aktører, der alle blev nævnt som

væsentlige i de indledende interview. Figurerne herunder viser, i hvilken grad de

adspurgte mener, at en række aktører bør involveres i de tværsektorielle overgange.

Eksempelvis svarer 46 % af medarbejderne i kommunen, at de ”i høj grad” mener, at de

praktiserende læger bør involveres i de tværsektorielle overgange.

Figur 1.3.1. Forskellige aktørers involvering i tværsektorielle overgange

Ved

ikke

4%

8%

26%

23%

32%

21%

54%

56%

Svarene hos de ansatte i henholdsvis region og kommune er meget enslydende. Det skal

bemærkes, at der er et stort antal ”ved ikke” svar i forbindelse med nogle af spørgsmålene.

Det gælder i særlig grad spørgsmålet om, hvorvidt ”Andre” skal involveres, hvor flere ser

ud til at være i tvivl om, hvem det kunne være. Generelt vil de ansatte gerne involvere egen

læge, men også kriminalforsorg og PSP-samarbejdet nævnes af mindst tre ud af fire

ansatte.


48

Hhv. 86 % af medarbejderne i kommunen og 88 % af medarbejderne i regionen mener, at

patienten/borgeren bør involveres i tværsektorielle overgange.

Figur 1.3.2. Forskellige aktørers involvering i tværsektorielle overgange

Ved

ikke

3%

6%

8%

8%

8%

9%

Der er bred enighed i begge sektorer om, at patienten/borgeren selv bør involveres i det

omfang, det overhovedet er muligt. Der eksisterer også en generel enighed om, hvem og

hvilke aktører, der bør involveres.

Hvilken rolle spiller de pårørende

Som man kan se i figurene 1.3.2, så er der en forskel mellem region og kommune i forhold

til, hvor meget pårørende bør involveres. Selv om langt de fleste fra begge sektorer mener

at de pårørende bør inddrages, er der dog som nævnt en forskel således, at flere af de

ansatte i Psykiatrisk Center Frederiksberg mener dette. Denne forskel har også vist sig i

fokusgrupperne, hvor deltagerne herfra i højere grad er kommet med eksempler på

personer, der er relativt velfungerende, og som også har pårørende, der kan hjælpe dem.

Dette søger Psykiatrisk Center Frederiksberg at understøtte gennem pårørendeundervisning

og andre tilbud. De kommunale ansatte fortæller i højere grad om borgere,

som har været i systemet så lang tid, at de pårørende ikke magter mere. Særligt

dobbeltdiagnosepatienter nævnes i den sammenhæng. Generelt er der ikke så mange af de

kommunale ansatte, der oplever, at pårørende er særlig meget ind over, men de ville

ønske, at de i højere grad var det.

Flere beretter, at de har hørt praktiserende læger sige, at de ikke føler sig faglig rustet til at

spille en væsentlig rolle for de psykiatriske patienter. Deres uddannelse i psykiatri ligger

undertiden langt tilbage, der kan gå lang tid imellem, at de har patienter med psykiske

lidelser, og evt. efteruddannelse skal de selv sørge for.


49

Der er jo datatab ved alle overgange, og de overgange, som vi sidder med, udgør et

kæmpe datatab på den måde, at de praktiserende læger henviser og har lige siddet og

set patienten sandsynligvis og talt med patienten i et eller andet antal minutter, kender

patienten gennem et eller andet antal år, og skal så folde det hele ud på et stykke

elektroniskpapir og sende det ind til os, som vi så skal lukke op og kigge på. Der kan du jo

selv forestille dig hvor meget data, der forsvinder i den proces.

Et andet problem, der nævnes af flere, er, når en patient, som ikke er godt kendt af sin egen

læge, får det så dårligt, at f.eks. hjemmeplejen eller personalet på bostedet vurderer, at

vedkommende bør tvangsindlægges. Nogle læger er meget hjælpsomme, og andre er

meget afvisende i forhold til at hjælpe med indlæggelse. Igen nævnes det, at det hjælper

med det personlige kendskab, og nogle ansatte har i erkendelse af dette oparbejdet et

netværk af læger, de ved, de kan ringe til i den slags situationer. På et bosted har de selv

taget initiativ til at informere den praktiserende læge om, at patienten nu bor der, og at det

måske på et tidspunkt kan blive relevant med en akut indlæggelse. Det bliver også nævnt,

at de praktiserende læger altid kan ringe til bagvagten på Psykiatrisk Center

Frederiksberg, hvis de er i tvivl, men at mange af dem måske ikke har tilstrækkeligt

kendskab til denne mulighed.

Sammenfatning

Det tredje tema omhandler involvering og aktører. Omdrejningspunktet er medarbejderne

og ledernes holdninger til, hvem der bør involveres i de tværsektorielle overgange.

Nedenfor følger en kort gennemgang i punktform af nogle væsentlige resultater fra dette

tema. Bemærk at tallene ikke medtager personer, der har svaret ”ved ikke”.

• 26 % af medarbejderne i kommunen svarer, at de ”i høj grad” mener, at

kriminalforsorgen bør involveres i de tværsektorielle overgange. Det tilsvarende

tal blandt medarbejdere i regionen er 44 %

• 54 % af medarbejderne i kommunen og 67 % af medarbejderne i regionen svarer,

at de ”i høj grad” mener, at den primære kommunale sagsbehandler bør

involveres

• 37 % af medarbejdere og ledere i kommunen og 57 % i regionen mener, at de

pårørende ”i høj grad” bør involveres i overgangene


50

Tema 4: Samarbejdsaftalen

I dette sidste tema behandles informanternes kendskab til samarbejdsaftalen

(”Samarbejdsaftale om mennesker med sindslidelse”) og deres brug af denne i

dagligdagen. Det er væsentligt, idet samarbejdsaftalen faktisk rummer klare retningslinjer

for det tværsektorielle samarbejde.

25 % af medarbejderne i kommunen svarer, at samarbejdsaftalen giver mening for dem i

samarbejdet omkring sektorovergange. Det tilsvarende tal for medarbejderne i regionen er

44 %. 27 % af medarbejderne i regionen svarer, at samarbejdsaftalen ’slet ikke’ giver

mening for dem i samarbejdet omkring sektorovergangene. Hvad angår henvisninger til

samarbejdsaftalen, svarer 57 % af medarbejderne i kommunen og 46 % af medarbejderne

i regionen, at det slet ikke sker i forbindelse med de tværsektorielle kontakter.

Figur 1.4.1. Samarbejdsaftalen

Ved

ikke

44%

30%

35%

21%

Det skal bemærkes at en stor andel af de ansatte har svaret ”ved ikke” til spørgsmålene

vedrørende samarbejdsaftalen. I hvilken grad dette skyldes, at spørgsmålet ikke er

relevant, og i hvilken grad det skyldes manglende kendskab hos de ansatte til

samarbejdsaftalen, er ikke til at sige på baggrund af dette spørgsmål. Som det fremgår af

fokusgrupperne, kan samarbejdsaftalen dog opleves som svær at omsætte i praksis, hvilket

kan gøre spørgsmålet svært at besvare.

15 % af medarbejderne i kommunen – svarende til hver syvende - svarer, at de bruger

samarbejdsaftalen i deres daglige arbejde. Blandt medarbejderne i regionen drejer det sig

om 32 % - svarende til hver tredje.


51

Figur 1.4.2. Samarbejdsaftalen

Ved

ikke

20%

13%

11%

6%

Figur 1.4.2. viser, at samarbejdsaftalen kun i relativt ringe grad er kendt blandt de ansatte i

såvel kommune som region, dog af lidt flere i regionen. Der har dog også været nogle

deltagere, navnlig dem, der beklæder en central koordinerende funktion, som har

kendskab til den, men som der bliver sagt:

Det er jo sådan nogle formelle rammer, som er svære at implementere i praksis. Når man

står der og skal handle akut eller har et akut problem eller sådan noget, så går man jo

ikke ind og læser 45 sider alligevel: ”hvordan var det vi skulle have gjort det her”. Der står

nemlig, faktisk, så burde der slet ikke være det her møde eller de her problemer, for der

er faktisk rammerne for alt, hvad man burde gøre i forbindelse med en udskrivelse, og så

burde der slet ikke være de problemer, vi sidder med.

Det diskuteredes i grupperne, hvorfor koordineringen ikke sker, når nu rammerne egentlig

burde være til stede, men som en ansat påpeger, så er der ikke kultur for det, og der er ikke

strukturer, der siger, at man skal gøre det. I en presset hverdag på f.eks. et sengeafsnit

opleves det at tage telefonen og ringe til en ansat på et bosted eller et plejehjem som noget

ekstra, og derfor bliver det ofte nedprioriteret.

Når samarbejdsaftalen er blevet præsenteret i grupperne, har mange ansatte udtrykt, at

den har de aldrig hverken set eller hørt om, men der bliver også sagt, at det kan være

uoverskueligt at sætte sig ind i alt, hvad der ligger af dokumenter. Nogle efterlyser højere

grad af vejledning fra ledelsen, mens andre påpeger, at det er den enkeltes eget ansvar at

være opsøgende og holde sig orienteret.

Jeg vil sige, at det skaljo komme fra ledelsen og vores afdelingssygeplejerske, og de der

ledere skal jo egentlig være dem, der sorterer, hvad er relevant for os, så vi får den

relevante viden. Sådan burde det være. Men det forventes også, at vi søger på intranet,

og der ligger sikkert tusind ting derinde, men…


52

Der bliver dertil sagt, at ledelsens udmelding har været, at den enkelte ansatte selv må

være opsøgende. Dette opleves imidlertid som vanskeligt i en travl hverdag – også hvad

angår det at følge med i de tilbud, den anden sektor udvikler.

Informationer kommer ikke ud i alle kroge. Der er enighed om, at det ligger meget på

ledelsesniveau. Viden kommer ikke altid ud til dem, der skal bruge det. Samarbejdsaftalen

kan være indarbejdet i de procedurer og retningslinjer, som anvendes i dagligdagen.

Derfor er det muligt, at den videreformidles de gennem andre kanaler, hvormed de ansatte

ikke er klar over, at de faktisk i stor udstrækning følger samarbejdsaftalens retningslinjer.

Sammenfatning

Det fjerde tema er også det sidste tema i første del af rapporten. Temaet berører forhold

angående samarbejdsaftalen. Samarbejdsaftalen omhandler i denne sammenhæng

samarbejdet på tværs af sektorerne og de formelle rammer for dette. Nedenfor følger en

kort gennemgang i punktform af nogle væsentlige resultater fra dette tema. Bemærk at

tallene ikke medtager personer, der har svaret ”ved ikke”.

• 41 % af medarbejderne i kommunen har svaret, at samarbejdsaftalen ”slet ikke”

giver mening for dem i samarbejdet omkring sektorovergange. For regionen

svarer 27 % af medarbejderne, at samarbejdsaftalen ”slet ikke” giver mening

• 57 % af medarbejderne i kommunen svarer, at der ”slet ikke” henvises til

samarbejdsaftalen i deres tværsektorielle kontakter. Det tilsvarende tal blandt

medarbejderne i regionen er 46 %

• Halvdelen af medarbejderne i kommunen svarer, at de ”slet ikke” bruger

samarbejdsaftalen i deres daglige arbejde, mens 38 % af medarbejderne i

regionen ”slet ikke” bruger aftalen i deres daglige arbejde

• 29 % af medarbejdere og ledere i kommunen er ”i høj grad” eller ”i nogen grad”

bekendt med samarbejdsaftalen, mens 43 % af medarbejdere og ledere i regionen

er bekendt med aftalen


53

Supplerende pointer fra jobcenteret

I dette afsnit refereres indholdet af fokusgruppen med medarbejdere fra Frederiksberg

kommunes jobcenter.

Mødet med borgere

Hvordan mødet med borgere med en psykiatrisk diagnose forløber, kommer meget an på,

hvor langt de er i behandlingsforløbet. Når borgerne er i gang, og der er kontakt med

behandlingssystemet, går det godt, men hvis de er røget ud af systemet eller ikke er

kommet ind i det, er det svært. Borgere med svær depression og angst, dvs. ikkepsykotiske

borgere, nævnes som problematiske, fordi de ofte ikke er syge nok til at blive

indlagt, men for syge til at kunne deltage i aktivering. Denne gruppe af borgere skal ofte

vente længe på hjælp hos f.eks. en privatpraktiserende psykiater. Dobbeltdiagnosticerede,

som både har psykisk sygdom og misbrugsproblemer nævnes som en gruppe, der kan

falde mellem to stole og ikke få den hjælp, de har brug for, fordi det er vanskeligt at

bestemme, om det er den psykiske lidelse eller misbruget, der er deres primære problem.

Tværsektorielt samarbejde og kommunikation

Deltagerne i gruppen er enige om, at ansatte i behandlingspsykiatrien i mange tilfælde ikke

har tilstrækkeligt kendskab til de love og regler, som jobcenteret arbejder under. F.eks.

skal jobcenteret tale med borgerne hver 3. måned for at finde ud af, om de er klar til en

indsats, og borgerne kan kun fritages fra dette, hvis de er indlagt. Det kan godt aftales, at

sagsbehandleren møder borgeren et andet sted end på jobcenteret. Det sker i reglen for de

borgere, hvor deres diagnose er jobcenteret bekendt. Der skal dokumentation for

sygdommen til, for at borgerne evt. kan blive fritaget for pligten til at møde op, eller hvis

mødet skal finde sted et andet sted. Der er således mulighed for fleksibilitet.

Deltagerne i gruppen oplever, at der er et tæt samarbejde med Distriktspsykiatrisk Center,

og at der er mange muligheder i Frederiksberg kommune for at tage hånd om borgere med

psykisk sygdom. Også OP-teamet er der et godt samarbejde med. De tager også ud til

borgere, hvis jobcenteret ringer og siger, at der er en borger, som måske har brug for det.

Når der skal samarbejdes på tværs af sektorer, oplever deltagerne i gruppen, at de

personlige møder er bedst, fordi man der får sat ansigt på hinanden. Det er lettere at tale

forbi hinanden i telefonen. Det bliver nævnt i gruppen, at det tidligere har været sådan, at

OP-teamet kom på besøg på jobcenteret hver måned, og disse møder omtales som en

succes, men deltagerne ved ikke, hvorfor de ikke længere foregår. Det nævnes, at der

mangler et stående samarbejdsforum til gensidig oplysning.

Om borgernes oplevelse af at blive mistænkeliggjort

Det brev, der sendes til borgerne med indkaldelse til de lovbestemte samtaler, er meget

standardiseret, og deltagerne i gruppen er enige om, at det kan virke skræmmende på

borgerne, og at personalet i behandlingspsykiatrien måske ikke altid er i stand til at hjælpe

borgerne med at fortolke brevet, fordi de ikke har nok kendskab til, hvorfor der indkaldes

til samtale. Borgerne oplever, at de bliver pålagt en pligt til at møde, men jobcenteret har

det også som en pligt at holde kontakten med borgerne.

Der er mulighed for at gøre brevene lidt mere personlige, men visse formuleringer må

jobcenterets medarbejdere ikke ændre på af juridiske årsager. Og de mere personlige


54

formuleringer bringes typisk i anvendelse, når sagsbehandleren ved, at der er tale om en

borger med en psykiatrisk diagnose. Igen er det således især et problem for de borgere,

som ikke er diagnosticeret. Der er enighed om, at der udvises fleksibilitet, således at

borgerne får flere chancer, før deres ydelser stoppes, men det er vigtigt, at jobcentret kan

få kontakt med borgerne.

Hvad skal der til for at få borgere tilbage til arbejde/uddannelse

Der er enighed i gruppen om, at det er en forudsætning, at borgerne er i behandling. Det er

godt med tæt kontakt til behandler, hvad enten dette er egen læge eller læge på PC

Frederiksberg. Det er en fordel, når behandling foregår parallelt med evt. indsats fra

jobcenteret, så borgeren kan få støtte fra sin behandler og tale om evt oplevelser i

forbindelse med aktivering. Der er også enighed om, at tryghed og kontinuitet er en

forudsætning, og derfor er der stor ros til SKP-ordningen. Gruppedeltagerne er enige om,

at det er en stor fordel, når en behandler eller en SKP kan ledsage borgere til samtaler på

jobcentret og hjælpe borgeren med at formulere sig, huske og forstå, hvad der foregår.

En deltager fortæller, at man på en tidligere arbejdsplads holdt månedlige kursusdage om

forskellige psykiatriske diagnoser, hvilket gjorde medarbejderne i stand til at møde disse

borgere på en bedre måde. En anden deltager nævner, at PC Frederiksberg holder en

foredragsrække om forskellige psykiatriske diagnoser. Flere af mødedeltagerne har været

til et eller flere af disse arrangementer og omtaler dem positivt, også fordi man der får sat

ansigt på hinanden.

Der er enighed om, at det ikke er godt for denne gruppe borgere med de hyppige skift af

sagsbehandlere. Information om borgeren gives videre via sagen, men flere

sagsbehandlere foretrækker alligevel at få borgeren selv at fortælle deres historie forfra.

Dette kan give anledning til den frustration, nogle borgere har fortalt om i de kvalitative

interview, når de skal fortælle deres historie mange gange. Igen bliver SKP-ordningen og

andre ordninger, der sikrer, at borgeren har en gennemgående person, fremhævet som

positiv.

Det nævnes, at det for nogle borgere kan være en god investering at holde et fælles

opstartsmøde, f.eks. i forbindelse med udskrivning, hvor alle bliver enige om, hvad der skal

ske og hvornår. Hvorvidt dette sker opleves dog i dag som lidt tilfældigt og afhængigt af,

hvilken sagsbehandler, den pågældende har. Ansvaret for at indkalde til et sådant møde er

ikke placeret hos nogen bestemt. Der er delte meninger i gruppen om disse møder, da de

tager lang tid. En deltager mener med baggrund i erfaringer fra andre kommuner, at

rundbordssamtaler om enkelte borgere ikke altid giver det resultat, som de burde. Hvis de

skal blive en succes, kræver det, at de enkelte grupper er lydhøre over for hinanden og

ikke holder stejlt på deres egen faglighed.

I jobcentret kan der være en oplevelse af, at medarbejderne i socialpsykiatrien ser

aktivering som noget, de skal beskytte deres patienter imod. Medarbejderne i jobcentret

mener, at aktivering også kan være et godt tilbud. Der er mange muligheder for at få et

aktiveringstilbud, som passer til den enkelte, ned til et par timer om dagen eller hver

anden dag. Gruppedeltagerne synes i det hele taget, at det ville være godt, hvis

psykiatriens medarbejdere fik større viden om jobcenterets arbejdsvilkår og måde at

arbejde på.


55

2. del: Patienter og borgere

I denne del afrapporteres resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen samt de kvalitative

interview med patienter og borgere. Desuden suppleres med udsagn fra

pårørendeinterviews. De pårørende som indgår i undersøgelsen er for de flestes

vedkommende pårørende til patienter og borgere, som ikke bor i Frederiksberg Kommune.

Deres udsagn skal læses med dette for øje, da deres erfaringer med tværsektorielle

overgange kan komme fra andre kommuner og psykiatriske centre.

Tema 1: Indlæggelse/udskrivning

I figur 2.1 nedenfor ses det, hvor stor en procentdel af patienter og borgere, der har svaret

”I høj grad” eller ”I nogen grad” til, at deres behov er blevet dækket i forbindelse med

henholdsvis indlæggelse og udskrivning.

Figur 2.1.1. Er dine behov blevet dækket

Ved

ikke

25%

16%

70 % mener, at deres behov er blevet dækket i høj eller nogen grad i forbindelse med

indlæggelse, og 71 %, at det er sket i forbindelse med udskrivning. Dette betyder omvendt,

at 30 hhv. 29 % mener, at det er sket i mindre grad eller slet ikke. Hvad dette dækker over,

søges indkredset nærmere i de følgende afsnit.

En nærmere analyse viser, at der er stort sammenfald i svarene på de to spørgsmål. 59 %

af de patienter, der i høj grad var tilfredse med behovsdækningen ved indskrivningen, var

det også med udskrivningen. 50 % af dem der i nogen grad var tilfredse ved

indskrivningen var også i nogen grad tilfredse ved udskrivningen, og 48% var slet ikke

tilfredse hverken ved indskrivning eller udskrivning.


56

29 % af adspurgte borgere og patienter har i høj eller nogen grad haft den negative

oplevelse at blive afvist ved behov for akut indlæggelse. Tilsvarende har 31 % af

patienterne i høj grad eller i nogen grad oplevet, at vigtig viden om dem ikke blev givet

videre til relevante personer ved indlæggelse.

Figur 2.1.2. Overgange ved indlæggelse

Ved

ikke

23%

25%

28%

Det er dog værd at bemærke, at en meget stor andel slet ikke oplever at blive afvist, at

viden om dem ikke videregives eller at de er blevet dårligere grundet manglende mulighed

for indlæggelse. Mere end halvdelen af patienterne har svaret ”slet ikke” at have oplevet

dette.

En nærmere analyse viser, at der også her er stort sammenfald i svarene på de forskellige

spørgsmål. Omkring 50 % af de patienter der i høj grad har oplevet det ene har også

oplevet det andet. Endnu flere – mellem 60 og 80 % af de der slet ikke har oplevet det ene

har heller ikke oplevet de andre ting.


57

I de kvalitative interview har flere fortalt om erfaringer med, at det kan være svært at blive

indlagt, og at det paradoksalt nok kan kræve et overskud, som man netop ikke føler, at

man har, når man har det psykisk svært:

Du skal tale for din sag, når du bliver indlagt. Og det tror jeg alle føler. Du skal

argumentere for at blive indlagt. Og det er pisse irriterende og frustrerende. Du skal

virkelig være ved at krepere, føler man, for at blive indlagt. Du skal sidde og tale for din

syge moster for at blive indlagt, ellers så bliver du sendt hjem og sove. [fortæller om en

indlæggelse] der sov jeg på den der ambulante, og så blev jeg smidt hjem igen. Der havde

jeg ikke talt nok for min syge moster. Det er svært at sidde og sige at man har det dårligt.

For man har ikke lyst til at sidde og fortælle alle de ting der, men det bliver man lidt nødt

til. Og hvis man ikke er en type, der kan det, så er man på røven. For så bliver man ikke

lukket ind, og så får du ikke den hjælp, du skal bruge.

Nogle gange er man i en situation, som er rigtig forfærdelig at leve i, når man så

henvender sig igen, så er det ikke så nemt lige at få foden indenfor igen. Når man er ude,

kan man ikke komme ind, og når man er inde, kan man ikke komme ud.

Som de kvalitative citater viser, handler overgangen i forbindelse med indlæggelse, at man

kan blive indlagt eller på anden måde mødt, når man oplever, at man har brug for det, f.eks.

hvis man får det psykisk dårligt og frygter, at man er ved at få tilbagefald til en dårligere

tilstand. Flere giver eksempler på, at de har fået det dårligere som følge af ventetider og

afvisninger har som konsekvens, at borgere/patienter får det endnu dårligere og måske får

et længere og sværere indlæggelsesforløb, end de ellers mener, de ville have haft.

Der er også eksempler på, at indlæggelser forløber godt, og at koordineringen fungerer

efter hensigten:

Der var én gang, hvor jeg kunne mærke, at den var helt gal. Jeg ringede til Psykiatrisk

skadestue og sagde, at den ikke var god. Jeg kan mærke, at filmen er ved at knække. Jeg

ringede til min støttekontaktperson og hun kom med det samme. Hun fik mig lige lidt ned

med zoneterapi, og så tog vi en taxa derover.

Som også påpeget i interview med de ansatte, er det vigtigt med kontinuitet og fleksibilitet

i disse overgange, hvor som i det ovenstående eksempel en støttekontaktperson tager med

på skadestuen, eller som i nedenstående citat, hvor en indlæggelse forberedes og aftales

med lydhørhed over for borgerens egne ønsker:

Jeg var oppe hos min psykolog på hospitalet[Distriktspsykiatrisk Center], der syntes, at vi

skulle gå over og tale med dem på den psykiatriske skadestue. Og det var så dem, der

syntes, at jeg skulle blive indlagt. Så sagde jeg, at jeg gerne ville vente lidt. For jeg var

bare kommet derop til en lille samtale, så det var meget pludseligt. Og så et par uger

efter sagde psykiateren, som jeg gik hos på hospitalet, at jeg nok skulle skifte medicin, og

samtidig med, at de var bekymrede, så virkede det meget fornuftigt [at blive indlagt]. Og

så aftalte jeg, at jeg skulle gå derop om mandagen. Så jeg gik hjem og pakkede en taske

og fortalte det på kollegiet.


58

Inddragelse og informering ved udskrivelse

43 % har oplevet ’i høj grad’ eller ’i nogen grad’, at det var svært efter udskrivning at finde

ud af, hvilke muligheder, de havde mens 57 % angiver, at det i mindre grad eller slet ikke

har været svært.

Har du fået god information, da du gik fra hospitalet til kollegiet

Jeg ved ikke om jeg har fået så meget information. Hverken da jeg blev flyttet fra den

lukkede til den åbne eller da jeg blev udskrevet. Jeg fik bare at vide, at de havde henvist

mig til distriktspsykiatrien. Det var egentlig det. Så skulle jeg bare vente på at jeg hørte

fra dem.

Overgangen fra indlæggelse til udskrivning beskrives f.eks. af en borger herunder som

unødvendigt brat:

Jeg var glad for mit ophold på hospitalet. Det var mest overgangen til, jeg ikke var på

hospitalet. Der var ret mange mærkelige ting. For eksempel det der med, at jeg ikke

havde distriktspsykiatri, synes jeg var mærkeligt. Og der var ikke rigtigt nogen

oplysninger om det. Det var noget, jeg selv skulle høre om.

Så du synes at du manglede at få at vide, hvad dine muligheder var

Ja, det var ikke noget, der sådan blev sagt noget om. Det var først, hvis man henvendte

sig. Der var ikke noget om, hvad der skulle ske, når jeg var færdig. Jo, altså der var sådan

noget om, hvad skal du gøre, hvis du får det dårligt. Men der kunne have været en bedre

glidende overgang mellem det at være indskrevet og ikke være indskrevet.

En pårørende supplerer:

Tænk, hvis de bredte paletten ud, så at de rent faktisk tilbød dig forskellige muligheder.

Tænk, hvis du fik bare sådan tre forskellige muligheder, bare orienterede om nogle

muligheder, sådan, fornemme denne her person, virker det, som om det fanger et eller

andet Du får ikke den her palet af muligheder, du skal jo først skære hjertet op og blive

ked af det og blive mødt med mistillid, når det ikke fungerer.


59

En bruger mener, at han ikke er blevet inddraget og informeret tilstrækkeligt:

Jeg skulle have været inddraget i forhold til ikke at skulle i distriktspsykiatrien. Det havde

været mere klædeligt, hvis jeg havde fået forklaret, hvad man kunne gøre. Det blev ikke

fremlagt som en mulighed. Det var bare sådan ”overlægen vil gerne have, at du får den

psykiater, så ham får du”. Det kom slet ikke frem. Jeg måtte selv spørge til, hvad

distriktspsykiatrien er. Jeg følte mig lidt som et barn, hvor forældrene aftaler, hvor man

skal hen på ferie. Der var slet ikke nogen kommunikation der.

Borgeren påpeger, at selv om der måske ikke er så mange muligheder, bør man alligevel

sørge for, at den person, det hele handler om, inddrages i beslutningsprocessen.

En anden borger fortæller om sin oplevelse i forbindelse med, at der var ventetid imellem

udskrivning og opstart på et ambulant tilbud:

Så jeg gik og ventede i rigtig lang tid. Hvilket var lidt svært, fordi jeg vidste ikke rigtigt,

hvad jeg skulle gøre. Fordi jeg fik jo bare at vide, at jeg skulle vente. Og jeg havde det jo

rigtig dårligt.

Fik du tilknyttet nogen fra kommunen, mens du gik og ventede

Nej, der var jeg alene. Det var rigtig uheldigt. Så jeg gik ind på internettet. For jeg tænkte

at, der måtte være et sted, jeg kunne være eller gå hen til. For jeg vidste ikke, hvad jeg

skulle gøre. Det er det, der er fejlen mange gange. Man ved jo ikke, hvor man skal gå

hen, man ved ikke, hvad der er af muligheder, hvad der er af organisationer. Man får en

masse pjecer om depression, men man får ikke nogen pjecer udleveret med, hvor man

kan gå hen. Hvor der er nogle andre, så man ikke er alene. Det der med, at man har det

så skidt, gør, at det er svært at komme ud af døren. Så man er fanget i sin sygdom og i sit

hjem. Men jeg havde så heldigvis min kæreste. Jeg tør slet ikke at tænke på, hvad der

ville være sket, hvis jeg ikke havde ham. Men så var jeg jo på nettet og fandt ud af, at der

var det værested, der hedder Flinten. Opbakket af kæresten gik jeg så der hen.


60

Eksemplet viser, at en relativt lille indsats, som fx en henvisning til de kommunale

væresteder, kan gøre en stor forskel, mens patienter og borgere venter på et tilbud. En stor

del af de adspurgte giver udtryk for, at de faktisk får de tilbud, som de har brug for. 2 . Som

det fremgår af figur 2.1.3. har 41 % slet ikke oplevet at få det dårligere efter udskrivningen,

grundet mangel på tilstrækkelig opfølgning, men 16 % oplever, at det i høj grad har gjort

sig gældende. 25 % oplever slet ikke, at det er svært at finde ud af, hvilke muligheder man

har efter udskrivelsen, mens 26 % har oplevet det i høj grad. 44 % har slet ikke oplevet, at

de er blevet udskrevet, før de selv følte sig klar til at håndtere deres hverdag, mens 20 %

har oplevet det i høj grad. Det er desværre ikke muligt med de foreliggende data at

afdække, om der er særlige karakteristika hos patienterne (diagnoser, hjemlige forhold

eller andet) der betinger svarene.

Figur 2.1.3. Oplevelse af overgange ved udskrivning

Ved

ikke

24%

26%

23%

42 % har oplevet at blive udskrevet, før de selv følte sig klar til at håndtere deres hverdag,,

mens 58% i mindre grad eller slet ikke har oplevet, at bliver uskrevet før vedkommende

følte sig klar til at håndtere hverdage

2 Samtidig illustreres det store behov, der er, for den netop introducerede ”Dialogguide”, som for tiden

implementeres i psykiatrien. Guiden indeholder bl.a. nødvendige tjeklister i forbindelse med en udskrivning.

Både i forhold til psykiatrien, kommunerne og de praktiserende læger.


61

Et af stressmomenterne er at du ikke ved, hvad der skal ske, fordi der ikke er noget til at

tage imod en. Systemet er så indviklet og kommunen er så indviklet. Det er også derfor

jeg er så glad for, at jeg har fået min støttekontaktperson nu. Hun kender alle de der ting,

og har også kræfterne og overskuddet til at søge de ting.

Samme oplevelse gives der udtryk for i citaterne herunder, hvor de interviewede fortæller

om trygge overgange i forbindelse med udskrivninger.

Var du tryg, da du blev udskrevet

Det var jeg. Jeg havde jo været på den åbne afdeling i et par måneder og det sidste

stykke tid havde jeg tilbragt meget tid derhjemme, så jeg havde det egentlig fint nok med

det. Den sidste måned gik bare med, at jeg ventede på at få svar fra en neuropsykologisk

test. Så det var egentlig fint nok. Det var sikkert meget passende, at jeg blev udskrevet

der.

Dette er et eksempel på, at overgangen bliver lettere, hvis den sker gradvist, så patienten

har mulighed for at vænne sig til at være hjemme. Nedenstående to eksempler viser,

hvordan overgangen fra indlæggelse til udskrivning ligefrem kan blive rutine:

Har du følt dig tryg, når du er blevet skrevet ud

Jeg har følt mig lettet. Jeg kommer bare tilbage til det liv, jeg har nu. Selve

udskrivningsproceduren er bare, at jeg pakker mine ting og går.

En anden siger:

Nu er jeg efterhånden blevet vænnet til at gå ind og ud – jeg har haft 20, måske 30,

indlæggelser. Så når jeg er kommet ud har jeg generelt ringet til folk –

distriktspsykiatrien, alkoholenheden og min støttekontaktperson, og på den måde

fungerer det meget stille og roligt.

Citatet viser, at det for nogen er muligt at etablere en situation, hvor de selv behersker

forløbet i overgangene og selv sørger for at informere og inddrage de relevante personer.

Det er dog næppe alle borgere, der kan nå dertil, hvor de kan håndtere dette på egen hånd.


62

Vigtigheden af at viden bliver givet videre

28 % har ’i høj grad’ eller ’i nogen grad’ oplevet, at vigtig viden ikke er blevet givet videre

til relevante personer ved indlæggelsen, mens 56 % slet ikke har oplevet, at vigtig viden

ikke er blevet videregivet. De relevante personer, der skal informeres, kan være

behandlerne på afdelingen, men det kan også være de pårørende, som nedenstående

eksempel viser:

Jeg har oplevet at have min søn indlagt. Det var den gang, de hæftede sig meget i

tavshedspligten ude på Hospital. De ville ikke oplyse til de pårørende, om de var indlagt.

Der var en længere periode, hvor jeg ikke vidste, hvor han var. Jeg lå og ringede til politi

og hospitaler. Det var midt om sommeren. Han havde haft nogle kyllingerester stående

på køkkenbordet. Da jeg omsider fandt ud af, at han ikke var der hjemme, var der gået

flæskebiller i kødet. Så måtte jeg endnu en gang sygemelde mig og sammen med nogle

fra kommunen rydde op i det der. Det er sammen med de der tvangsindlæggelser noget

af det værste, jeg har oplevet.

23 % har i høj grad oplevet, at de blev udskrevet til eget hjem uden at støttekontaktperson

eller hjemmeplejen havde fået besked, 53 % har aldrig oplevet det. En

meget stor del har svaret ”ved ikke”, hvilket kan skyldes at spørgsmålet er blevet opfattet

som irrelevant.

Figur 2.1.4. Oplevelse af overgange ved udskrivning

Ved

ikke

30%

45%

31%

40 % har ’i høj grad’ eller ’i nogen grad’ oplevet, at de først fik de relevante tilbud, når

deres pårørende/kontaktperson/ netværk tog kontakt. Et eksempel fremgår af det

følgende citat:


63

Hvis man har gejsten til at undersøge, hvilke hjælpemidler man kan få, så kommer de til

en, og det bekymrer mig lidt på andres vegne. For hvis der er nogen, der ikke har en

storesøster, der kan hjælpe, eller har overskuddet, så får de ikke de ting. Det, synes jeg,

er lidt grotesk. Det kunne man snildt gøre i overgangen. Man skulle fortælle mere om,

hvad man kan søge om og få hjælp til, og, hvad der var af regler. Og det ville jo være

genialt, hvis man gjorde det fra hospitalets side, fordi de kunne sidde og hjælpe en med

de her ting.

Det samme beskriver de pårørende, både i forhold til behandlingspsykiatrien og til

kommunale myndigheder.

Nogle af dem, som vi er pårørende for, der er vores syge jo enormt heldige, fordi de har

os som netværk, men der er jo også nogen, der ikke har noget netværk.

Det er ikke alle, der har nogen, der kan sætte sig ind i det, det handler om.

Det har været heldigt for hende, at jeg har arbejdet hjemme, så jeg kan deltage i alt det

der. Jeg kan gå til møder midt på dagen, og kom også da hun var indlagt hver dag på

hospitalet.

Man kan jo ikke redde alle, og man kan ikke vide, hvad der sker inde bag hjemmets fire

vægge, men det er i hvert fald helt tydeligt, at man er helt lost, hvis man ikke har nogen

pårørende.

Det beskrevne eksempel ligger nogle år tilbage, men illustrerer den utryghed, der kan

komme hos de pårørende, hvis de ikke får information om indlæggelse. Nedenstående citat

viser omvendt, at det opleves meget positivt, hvis de pårørende informeres tidligt:

Der skal bruges tid på de pårørende, på at drage dem med ind i hvad det handler om.

Især første gang, for man er fuldstændig lost. Jeg var jo ikke mere syg end min datter,

men jeg var fuldstændig rystet. Jeg tudede i en uge. Hun var syg og var blevet indlagt på

en lukket afdeling. Og jeg vidste ingenting om noget af det her. Så havde de også noget

pårørendeundervisning, Det startede godt nok lidt sent. Men det var rigtig godt. Så

oplysning, oplysning, oplysning.

Oplevet for lang indlæggelse

Som det fremgår ovenfor, er det langtfra alle indlæggelser, der opleves som for korte.

23 % angiver således, at de ’i høj grad’ eller ’i nogen grad’ har oplevet at blive dårligere,

fordi de ikke kunne blive udskrevet, da de havde brug for det. 77 % har i mindre grad eller

slet ikke oplevet dette. 20 % har oplevet at forblive indlagt grundet ventetid på botilbud.

80 % angiver, at de i mindre grad eller slet ikke er forblevet indlagt, fordi der var ventetid

på det rigtige botilbud. og 21 % grundet ventetid på øvrige tilbud. 79 % har her i mindre

grad eller slet ikke oplevet ventetid på øvrige tilbud. Igen er timingen vigtig i de tilfælde,

hvor der er ventetid.


64

Figur 2.1.4. Oplevelse af overgange ved udskrivning

Ved

ikke

38%

35%

30%

Beretningerne fra de kvalitative interviews tyder på, at der ikke rettes spørgsmål ift.

tilbuddenes kvalitet, men det faktum, at der ofte er lang ventetid på at komme i gang med

f.eks. samtaler med en privatpraktiserende psykiater. Det giver en følelse af at være lukket

ud i et tomrum, som kan skabe utryghed.

I modsætning hertil fortæller en pårørende til en ung, som har været i OPUS, om, hvordan

dette program håndterer opfølgningen, og hvilken tryghedsskabende effekt det har:

Hvis man er patient i OPUS, bliver der taget hånd om det. Fx i forhold til, om man er

bange for at få tilbagefald. Der udarbejder de en kriseplan inde i OPUS sammen med den

syge, og den var vi inde og få forklaret. Men den handler om, hvad det er for nogle tegn,

hvis hun bliver syg igen. Hvad er det for nogle, vi skal holde øje med, og hvad skal hun se,

om hun kan holde øje med Og det har været en rigtig god ting. Der har været en gang,

hvor hun begyndte og få det dårlig, der ringede jeg til dem – ”hun gør sådan og sådan,

hvad skal jeg gøre”

I dette eksempel forebygges utryghed hos såvel patient som pårørende ved, at de får

forklaret, hvad de skal holde øje med.


65

Sammenfatning

Det første tema i anden del af rapporten beskæftiger sig med patienterne oplevelser i

forbindelse med indlæggelse og udskrivning. Herunder om patienterne føler, at deres

behov blev dækket. Det er således primært tale om en overordnet tilfredshed ved

påbegyndelse og afslutning af behandling. Nedenfor følger en kort gennemgang i

punktform af nogle væsentlige resultater fra dette tema. Bemærk at tallene ikke medtager

personer, der har svaret ”ved ikke”.

• 70 % af borgerne oplevede, at deres behov ”i høj grad” eller ”i nogen grad” blev

dækket i forbindelse indlæggelsen, og 71 % oplevede, at det samme var tilfældet i

forbindelse med udskrivningen

• 29 % af borgerne beskriver, at de ”i høj grad” eller ” i nogen grad” har oplevet at

blive afvist ved behov for akut indlæggelse

• 43 % af borgerne har svaret, at de ”i høj grad” eller ”i nogen grad” har oplevet, at

det var svært at finde ud af, hvilke muligheder de havde i forbindelse med

udskrivningen

• 70 % af borgerne svarer, at de ”slet ikke” har oplevet at vente på at blive

udskrevet, fordi der var ventetid på øvrige tilbud


66

Tema 2: Samarbejde

I figurerne herunder er besvarelser, som angiver forskellige oplevelser af samarbejdet

mellem de relevante aktører i forbindelse med overgange. 73 % har oplevet at der i høj

eller nogen grad var et samarbejde om deres forløb mellem behandlerne på Psykiatrisk

Center Frederiksberg og medarbejderne i Frederiksberg kommune. 58 % har i høj grad

oplevet samarbejdet mellem dem selv, behandlere og kontaktpersoner som godt, og

yderligere 30% har i nogen grad oplevet det som godt.

Figur 2.2.1. Samarbejde

Ved

ikke

40 %

6 %

”Kontaktperson” kan i denne sammenhæng være mange forskellige. Det kan være en

kommunalt ansat i Støtte Kontaktpersons-ordningen, men borgere, der går hos

Frederiksberg Rådgivnings Center, har også en kontaktperson der, ligesom pårørende

måske også kan opfattes som kontaktperson.

Kontaktpersonen [fra alkoholenheden]kom over en uge, før jeg skulle udskrives, og

snakkede med mig og min kontaktperson på afdelingen. Men det skulle man også gøre

med SKP. Det er meget rart, at der lige sidder en anden og husker en på, hvad det er,

man skal sige. For det er lidt svært at skulle sidde og forklare de ting der.


67

Der er generel enighed om blandt både borgere og pårørende, at et velfungerende

samarbejde mellem de forskellige instanser gør en stor positiv forskel. Nedenstående er et

eksempel på dette fra en borger:

I forbindelse med min graviditet fik jeg tilbudt et samarbejde. Rigshospitalet har et

samarbejde, når man er i den kategori. Der er tilknyttet en psykolog og en psykiater og

sådan nogle ting. Sådan nogle, der arbejder sammen, og så tænkte man ”Næh, det var jo

fantastisk. Det der samarbejde, det kunne man godt bruge andre steder”. Det var jo

fantastisk. De holdt jo møder en gang om måneden, hvor de diskuterede de der ting og

samlede op på, hvad de skulle gøre. Og kom med deres forskellige meninger om, hvad

der skulle ske i forløbet. Det var jo desværre kun i graviditeten, for det er jo sådan noget,

man drømmer om godt kunne ske på kommunen, mellem de forskellige ting. Jeg tænker

især kommunen, for det er der, man føler, at samarbejdsproblemerne er store.

I pårørendeinterviewene bliver programmet OPUS fremhævet som eksemplarisk, hvad

dette angår:

De har også haft kontakten i forbindelse med hendes revalideringsansøgning, og de har

hjulpet hende i forbindelse med, at hun søgte på seminariet. Hun var startet på

seminariet og havde fået valgt et linjefag, som hun syntes var håbløst. Og så sad der en

uddannelsesvejleder derude, der skal vurdere, om hun må skifte linjefag. Og det kan man

på alle andre seminarier, selvom det er på 3. år. Og hun fik afslag på 1. semester. Men

der måtte hun tage kontakt til erhvervsvejlederen inde i OPUS, der så hjalp hende. Jeg

kan jo ikke ringe derud og sige ”Det er Louises mor”, men det kan de i OPUS. (…) Det er

helt utroligt den hjælp, man får derinde. De har en psykiater og to psykologer, en

ergoterapeut, en erhvervskonsulent, en sygeplejerske og en socialrådgiver. De har hele

paletten derinde. Man har sin egen kontaktperson.


68

Samarbejde mellem sektorer

44 % har oplevet et godt samarbejde mellem Psykiatrisk Center Frederiksberg og

Frederiksberg kommune. Nedenstående er et positivt eksempel:

Jo, jeg fik virkelig hjælp. Det var jobcenteret. Der var en, der ringede og spurgte, hvad jeg

gik og lavede. Hvorfor jeg ikke var i arbejde. Så spurgte jeg, om hun ikke havde læst min

sag. Jo, men hun kunne ikke lige se noget. Så sagde jeg, at jeg lider af panikangst. Jeg

kan ikke komme ud for en dør. Men hvorfor får du ikke pension, sagde hun. Det søgte jeg

jo for seks år siden. Jamen, det skulle hun nok tage op. Så det er faktisk hendes skyld, at

jeg fik det. Der blev så indhentet de oplysninger fra læge og psykiater, som der skulle.

Der er dog også eksempler på det modsatte, som i nedenstående eksempel, hvor en borger

beskriver, at man kan have svært ved at få hjælp, når man har allermest behov:

Sygedagpenge og alt det der, det får man når man går op og beskriver sin sag. Men hvis

man er for syg – ligger i koma, har brækket begge arme eller er psykisk syg, og derfor

ikke kan overholde tidsfrister, så får man ingen ting. Den situation var jeg i. Jeg prøvede

3-4 dage, inden jeg blev indlagt, at gå op at tale med dem. Men jeg var så bange for at

gå på gaden.

Jeg kunne ikke finde ud af at komme i kontakt med dem. Man ringer, og så skal man

trykke 1 eller 2, og så er der en stemme, der siger, at de arbejder på, at man bliver

ekspederet hurtigst muligt, uanset om det går hurtigt eller langsomt.

Det skal påpeges, at en del af de eksempler, som pårørende har kunnet fortælle, stammede

fra andre kommuner end Frederiksberg.


69

Samarbejde mellem hospital og bosted

51 % har ’i høj grad’ oplevet et godt samarbejde mellem Psykiatrisk Center Frederiksberg

og kontaktpersonerne på deres bosted, og yderligere 27 % har i nogen grad oplevet det

som godt. Det skal bemærkes, at et stort antal har svaret ”ved ikke,” da de ikke er tilknyttet

et bosted. I interviewene giver flere dog udtryk for, at de havde forventet, at der var et

større samarbejde. Borgerne nævner, at det kan være en stor hjælp, hvis man som syg

bliver lettet for det ansvar, det kan være selv at skulle sørge for, at informationer kommer

videre.

Figur 2.2.2. Samarbejde

Ved

ikke

17%

48%


70

Derfor bliver det modtaget positivt, hvis de forskellige instanser selv etablerer et

samarbejde:

Der havde nok været behov for, at afdelingen havde taget kontakt til bostedet. Man gør

jo ikke altid sit eget bedste. Nogle gange har jeg for eksempel haft svært ved at kontakte

mine kontaktpersoner på bostedet, når jeg har været indlagt. Eller finde den rigtige

situation. Man skal finde kræfter og finde, når de har tid, og man skal også finde ud af,

hvordan man vil sige det. Det har man ikke altid overskud til.

Der er også borgere, som giver udtryk for, at de har det godt med, at det er dem selv, som

skal videregive information, fordi de så føler, at de har mere kontrol med, hvad der bliver

fortalt om dem de forskellige steder.

Manglende information

Som nævnt har 28 % har oplevet at blive forvirret, fordi forskellige personer ikke har

kendt til indgåede aftaler. I interviewene har vi gentagne gange fået beretninger om, at

man kan komme til at give de samme informationer igen og igen, også selv om man

egentlig har givet tilladelse til, at informationerne bliver givet videre:

Jeg drømmer jo om en slags intranet. Jeg ved godt, at man skriver hele tiden under på, at

de må dele oplysninger, men jeg synes aldrig, at de deler de oplysninger. Så det er som

om, du skal begynde forfra hver gang. Jeg drømmer lidt om en vandrejournal, eller at der

blev holdt nogle flere møder, ligesom det samarbejde, de havde ude på Rigshospitalet for

gravide. For det er frustrerende, at man skal starte forfra hver gang. Det er jo også et

fremmed menneske, du lukker ind hver gang. Det tager på kræfterne.

Som citaterne peger på, bliver borgerne til tider bedt om at fortælle deres historie forfra i

nye kontakter. En borger foreslår, at man kunne have en vandrejournal, som hun kender

fra sin graviditet, hvorved man på enkel måde kunne følge med i, at de relevante

informationer kom hele vejen rundt.


71

Sammenfatning

Det andet tema i anden del af rapporten koncentrerer sig om patientens oplevelse af

samarbejdet. I denne forbindelse er det særligt samarbejdet mellem sektorerne, samt

samarbejdet mellem kontaktpersoner og behandlere. Nedenfor følger en kort gennemgang

i punktform af nogle væsentlige resultater fra dette tema. Bemærk at tallene ikke medtager

personer, der har svaret ”ved ikke”.

• 73 % af patienterne har ”i høj grad” eller ”i nogen grad” oplevet, at der var et

samarbejde om deres forløb mellem behandlere fra Psykiatrisk Center

Frederiksberg og medarbejderne i Frederiksberg kommune

• 88 % af patienterne oplever, at der ”i høj grad” eller ”i nogen grad” har været et

godt samarbejde mellem dem selv, deres behandlere og deres kontaktpersoner

• 28 % af patienterne har svaret, at de ”i høj grad” eller ”i nogen grad” har oplevet

at blive forvirret, fordi forskellige personer ikke har kendt til aftaler, der indgået

med patienten selv, vedkommendes behandlere og kontaktpersoner


72

Tema 3: Sociale forhold

Figurerne herunder viser procentfordelingerne på de spørgsmål, der handler om sociale

forhold. Der er spurgt til tre områder, nemlig børn, boligsituation og arbejde/uddannelse.

Figur 2.3.1. Sociale forhold

Ved

ikke

44%

45%

62%

63%

83%

83%

Langt de fleste angiver for alle tre områders vedkommende, at det ikke har været relevant.

En forklaring på hvorfor de fleste borgere og patienter svarer, at det ikke har været

relevant, kan være fordi, de har erfaret, at der bliver taget hånd om de sociale forhold fra

kommunens side. Det kan også være, at de eksempelvis er barnløse eller at evt. børn er

voksne eller et udtryk for at borgeren/patienten har styr på tingene og derfor ikke har

brug for hjælp.

Ser man på de tilfælde – 17 % af besvarelserne – hvor det har været relevant at tage hånd

om en patients børn, har hhv. 44 % (indlæggelse) og 46 % (udskrivning) – oplevet, at dette

blev gjort i høj eller nogen grad, mens hhv. 48 % (indlæggelse) og 50 % (udskrivning) –

har oplevet, at det ’slet ikke’ skete. Der har ikke været mulighed for at få kvalitative

uddybninger af dette i det forhåndenværende materiale. Det er heller ikke muligt at få

oplyst, hvornår borgere har oplevet, at der ikke blev taget hånd om deres børn ved

indlæggelse og udskrivning

Ser man på de tilfælde – knap 40 % af besvarelserne – hvor det har været relevant at tage

hånd om en patients arbejds-/uddannelsessituationen, har hhv. 27 % (indlæggelse) og 32

% (udskrivning) oplevet, at det skete ’i høj’ eller ’nogen grad’. I forbindelse med

boligsituationen – som er det område, der har været relevant for flest, omtrent 55 % af alle

adspurgte – er det også den største andel, som har oplevet, at der i høj eller nogen grad


73

blev taget hånd om boligsituationen. Omkring 60 % mod omtrent 40 %, der mener, det er

sket i mindre grad eller slet ikke.

I figuren ses stort set ingen forskel mellem situationen ved indlæggelse og ved

udskrivning, men en borger beskriver i citatet nedenfor en situation, hvor han oplevede, at

der blev taget godt hånd om hans sociale forhold ved indlæggelse, men ikke ved

udskrivning, hvilket undrede ham, da hans udskrivning var planlagt lang tid i forvejen.

Det var rigtig fint, at der kom en i starten. Jeg havde et studiearbejde. Så det var rart.

Man kan ikke overskue sådan nogle ting. At skulle ringe til arbejdet. Husleje. Alt sådan

nogle praktiske ting. Det var ikke noget jeg kunne overskue at klare. Så det var rart at der

komme en og sagde, atdet skulle hun nok klare. Der var Frederiksberg Hospital fortrinligt.

Der var også sådan noget med at jeg ikke havde mere SU tilbage, men det skulle de nok

klare. Den skulle bare også have været med ved slutningen. Der var en fast socialrådgiver

på afdelingen.

I det følgende citat beskrives en situation, hvor der ikke blev taget hånd om patientens

økonomi under indlæggelse:

Jeg er kommet i gæld, mens jeg var indlagt. Jeg skulle være startet på uddannelse. Jeg

havde meldt mig til SU. Men så blev jeg indlagt. Jeg ringede derop og sagde, at jeg ikke

kom alligevel, og så troede jeg, at der var styr på det. Og så havde jeg bare givet mit

bankkort til min kæreste, så han hævede penge til mad og regninger, men han havde ikke

noget overblik over min konto. Og det havde jeg jo heller ikke. Så blev jeg ringet op

mange måneder senere om, atnu skulle jeg da tage at melde mig fra SU. Der var i hvert

fald gået et halvt år. Og jeg havde overhovedet ikke kigget på min konto. Det var faktisk

min sagsbehandler, der udbetalte kontanthjælp, selvom hun godt vidste at jeg fik SU. Jeg

sad med en gæld på 56.000, som jeg er ved at betale af på nu.

Min datter var indlagt på et hospital og udskrev sig selv, men så havde de oprettet et

system, og der har været to kontaktpersoner, som har hjulpet hende og fået den nye

lejlighed sat i stand, og jeg har også kontaktet dem, for jeg orkede ikke, at hun igen

skulle blive smidt ud, så de har sørget for at faste udgifter blev betalt, så det hun fik ud,

det kunne hun bruge til kost og sådan 3 .

Når der er styr på basale forhold som bolig og økonomi, giver det en ro, som hjælper

borgerne med at komme videre.

Gode og dårlige erfaringer med sociale forhold

En del ansatte, patienter og pårørende beskriver vanskeligheder i forbindelse med mødet

med beskæftigelsessystemet, typisk på jobcentre, ydelseskontorer o. lign. Der er en

oplevelse af, at systemet kan møde borgerne med kontrol og krav, som opleves som

urimelige. Nogle af de ansatte tror, at problemerne skyldes, at jobcentrene arbejder inden

for nogle regelsæt, som er for stive, således at de bliver nødt til at forlange af de syge, at de

skal starte på fuldtidsarbejde for tidligt. Dette frustrerer medarbejderne, som oplever, at

3 Det fremgår af sammenhængen, at det formentlig er akut-teamet på Psykiatrisk Center Frederiksberg, der i

dette tilfælde har sørget for, at der blev taget hånd om huslejebetalinger osv. for borgeren.


74

lidt mere fleksibilitet måske kunne give borgerne en succesoplevelse i stedet for et

nederlag, der nemt bliver konsekvensen, hvis timetallet ikke er afstemt med borgeren.

Der er også flere i grupperne, som påpeger, at man inden for psykiatrien måske ikke

kender nok til de regler og bestemmelser, som kommunernes sagsbehandlere og

jobcentrene arbejder under. Mange ansatte giver også udtryk for en forståelse for, at man

ikke altid kan opnå det tilbud eller den ydelse for patienterne, som man ud fra en

behandlingslogik finder optimal, simpelt hen på grund af ressourcemæssige

begrænsninger. Dette er der forståelse for, selv om mange beklager, at det må være sådan.

Dog kan tonen over for patienter og ansatte til tider opfattes som lidt for hård.

Jeg synes også tonen er et problem. Jeg vil give et helt nyt eksempel. Her i den her uge

hvor jeg har en patient, som har været så uheldig at have en kælderlejlighed, og den er jo

så her i sommers blevet fuldstændig oversvømmet og alle hendes ting var fuldstændig

rådnet op, og hun havde fået en dyb depression og havde været indlagt i fem måneder.

Og så har vi vurderet, at hun faktisk heller ikke på grund af sin tilstand, alligevel kan klare

sig selv, at hun er nødt til at komme et sted, hvor der er nogen, der kan holde lidt øje med

hende, og hjælpe hende i den rigtige retning, så kommunen har godkendt at hun kom

ned på sådan et kollegium på Svanholmsvej, og når man flytter ind der, så kræver det at

man har en seng og et skab, og nogle forskellige ting, og det har hun ikke, fordi det hele

er ødelagt, og hun er på kontanthjælp, hun har ikke råd til at skaffe sig noget nyt. (…)og

så ringer jeg op for at høre hvor langt sagen er kommet, og så det første hende jeg taler

med siger ”Ja den ligger her, men ved du hvad, tror du det her det er et

forsikringsselskab”, og så tænker jeg bare, hvad mener hun med det ik’, og så siger hun

”Ja alle hendes ting, hun kunne da bare have sparet op, det er et halvt år siden” Altså,

det er bare den tone der, man opgiver også lidt selv, skal det være sådan her når man

ringer til kommunen.

Der er dog også eksempler på gode oplevelser, hvor sagsbehandlerne er hjælpsomme og

får sagerne hurtigt igennem, go her er der enighed om, at dialog og større kendskab er

vejen frem.

Jeg har en socialrådgiver ude på vores opsøgende psykoseteam, som simpelthen har

skabt sig venner, om man så må sige, på jobcentret, det kommunale jobcenter, hvor han

via netop det her med at tage derop og sidde overfor en medarbejder og snakke sammen

med patienten om muligheder, og hvad de kan gøre og så videre, har fået nogle ganske

tunge skizofrene patienter i arbejde på de vilkår, de nu kan passe arbejde på, og det er

simpelthen, fordi de er involveret både fra jobcentrets side og fra vores side og i den

direkte kontakt. Det virker. Men det er jo bare noget, det tager tid, og hvor skal vi få

pengene fra.


75

Sammenfatning

Det tredje tema omhandler de sociale forhold for patienterne. Herunder hvordan patienten

oplever, at der er taget hånd om en række forhold i forbindelse med hhv. indlæggelse og

udskrivning. Nedenfor følger en kort gennemgang i punktform af nogle væsentlige

resultater fra dette tema. Bemærk at tallene ikke medtager personer, der har svaret ”ved

ikke” med mindre andet er angivet.

• 32 % af patienterne oplevede, at der ”i høj grad” er blevet taget hånd om deres

boligsituation ved indlæggelse, og 39 % svarer at der ”i høj grad” blevet taget

hånd om dette ved udskrivning

• 9 % af patienterne har svaret i forbindelse med indlæggelse og 10 % i forbindelse

med udskrivning, at der ”i høj grad” blevet taget hånd om deres uddannelses-

/arbejdssituation

• Overordnet betragtet er der mange af de adspurgte patienter, der ikke har fundet

kategorierne i spørgsmålene relevante. Således har mellem 44 % og 83 % svaret

”ved ikke” til spørgsmålene vedr. hvorvidt der er blevet taget hånd om de

forskellige forhold i forbindelse med indlæggelse/udskrivning


76

Tema 4: Medicin

Det afsluttende tema omhandler medicin. Patienterne er blevet spurgt om, der har været

en god dialog mellem dem selv, deres behandlere fra Psykiatrisk Center Frederiksberg og

kontaktpersoner fra kommunen omkring deres medicin. 70 % patienterne oplever, at der

”i høj grad” eller ”i nogen grad” har været en god dialog. 23 % - eller knapt hver fjerde –

oplever slet ikke, at der har været en god dialog.

Figur 2.4.1. Medicin

Ved

ikke

38%


77

61 % patienterne mener, de ”i høj grad” eller ”i nogen grad” er blevet informeret

tilstrækkeligt om deres medicin i forbindelse med indlæggelsen. Det tilsvarende tal i

forbindelse med udskrivning er 60 %.

Figur 2.4.2. Medicin

Ved

ikke

16%

22%

En nærmere analyse viser, at der også her er meget stort sammenfald på, hvordan man

oplever informationsniveauet ved udskrivelse og indlæggelse. 82 % af dem, der i høj grad

oplevede informationsniveauet som tilstrækkeligt ved indlæggelsen, gør det også ved

udskrivelsen. 78 % af dem, der slet ikke fandt det tilstrækkeligt ved indlæggelsen, gør det

heller ikke ved udskrivelsen.


78

58 % har oplevet, at de i høj grad eller i nogen grad er blevet inddraget tilstrækkeligt om

deres medicin i forbindelse med indlæggelse, 57 % har oplevet, at de blev inddraget og

informeret ved udskrivning.

Figur 2.4.3. Medicin

Ved

ikke

18%

2 %

Der er bred enighed om, at det er vigtigt, at der er styr på medicinen. I interviewene har vi

fået eksempler på, at der ikke altid er det:

Specielt det der med at jeg havde svært ved at få udskrevet medicin, det var en utroligt

irriterende stressfaktor. Også fordi jeg var så svingende da jeg kom ud. Jeg havde svært

ved at omstille mig. Når du begynder at få lidt angst og går ned til din læge, så virker det

lidt suspekt. For man kigger ikke op og sådan. Så det var lidt problematisk for mig. (…)

Hvorfor var det svært at få udskrevet medicinen hos din egen læge

Først og fremmest var der fejl i min epikrise. Og så var jeg inde hos en uddannelseslæge,

og hun syntes vist det var et lidt stort ansvar at udskrive angstdæmpende medicin. Og

ADHD-medicinen, der måtte jeg gå ned på Alkoholenheden og få dem til at udskrive det.

Den blev opgivet fra min læge, fordi det er noget med det kan misbruges. Og så er det

selvfølgelig uheldigt, at der kommer en epikrise med fejl. Så skal man starte med at

forklare og at de kan ringe til et nummer.(…)Det, syntes jeg, var frygtelig irriterende. At

hver gang jeg skulle snakke med psykiater, alkoholenheden og læge, at jeg skulle starte

med at sige, at der var fejl. For det virker også lidt suspekt. Jeg kan sige, at de kan ringe

til overlægen, men det er der ingen, der gør. Det er kun alkoholambulatoriet, der har

gjort det.


79

Der bliver ofte under indlæggelsen brugt megen energi på at få doseret medicinen rigtigt,

og derfor er det problematisk, hvis manglende koordinering i overgangene bevirker, at der

kommer uorden i dette. Undertiden kan det være små fejl og misforståelser, som giver

anledning til stort besvær, som i nedenstående eksempel:

Det, der har været det største problem ved mine udskrivelser, har været medicinen. Det

har specielt været dosispakninger. Jeg fik det ret tidligt i indkøringsperioden, og det er

ganske praktisk. Så blev jeg indlagt på den lukkede, og der var så en venlig sygeplejerske,

der ville spare nogle penge for mig, og afbestilte de her dosispakninger. Det gik fint nok,

men da jeg så var udskrevet, kunne lægen så ikke finde ud af at sende en recept til

apoteket. Det endte med, at hun skrev samtlige recepter i hånden. Så skulle jeg rundt om

Frederiksberg Apotek, og de viste sig så ikke at virke, fordi hun ikke havde skrevet ”til

dosispakninger”. Jeg kunne sagtens få dem, men ikke i dosispakning.

Omvendt er det heller ikke alle, der føler et stort behov for at blive inddraget, når det

gælder medicin, navnlig ikke ved indlæggelser, hvor man ofte ikke kan overskue så meget:

Det var heller ikke noget jeg kunne overskue på det tidspunkt. Det eneste jeg sagde, var

at jeg ikke ville have elektrochok. Det fik jeg heller ikke. Ellers overlod jeg det til dem, og

det var egentlig meget rart.

Jeg har gjort det meget klart over for dem, der står for medicinen fra starten af, at jeg

ikke går så meget op i, hvad de putter i mig, bare de tror at det virker. Så jeg er nok ikke

blevet inddraget lige så meget som andre. Men jeg får at vide, hvad bivirkningerne er, og

hvad det er for noget. Og det er bare det jeg har behov for.

Også information skal altså doseres korrekt, da man både kan få for lidt og for meget. Det

kan være befriende, at andre tager ansvaret fra ens skuldre, navnlig i perioder, hvor man

ikke har overskuddet.

Sammenfatning

Det sidste tema forholder sig til medicineringen. Dette gælder særligt dialogen omkring

deres medicinering og information ved indlæggelse og udskrivning. Nedenfor følger en

kort gennemgang i punktform af nogle væsentlige resultater fra dette tema. Bemærk at

tallene ikke medtager personer.

• 70 % af patienterne har ”i høj grad” eller ”i nogen grad” oplevet, at der var en god

dialog mellem dem selv, deres behandlere fra Psykiatrisk Center Frederiksberg og

kontaktpersoner fra kommunen vedrørende deres medicin

• 58 % af patienterne oplevede ”i høj grad” eller ”i nogen grad” at blive inddraget og

informeret vedrørende deres medicin i forbindelse med indlæggelsen

• I forbindelse med indlæggelsen oplevede 61 % af patienterne, at de ”i høj grad”

eller ”i nogen grad” blev tilstrækkeligt informeret om deres medicin


80

Supplerende pointer fra pårørende

I det følgende afsnit beskrives kort en række pointer fra interviewene med de pårørende,

som ikke direkte relaterer sig til de emner, der er dækket i den kvantitative del af

undersøgelsen, men som stadig er relevante for diskussionen af tværsektorielle overgange.

Det faktum at de pårørende ikke bor i Frederiksberg Kommune, bevirker også, at det er

meget begrænset, hvad der kan siges noget om de pårørendes oplevelser af det

tværsektorielle samarbejde mellem Frederiksberg Kommune og PC Frederiksberg.

Om at være pårørende

De pårørende i fokusgrupperne beskrev deres erfaringer, så det blev tydeligt, at det kan

være et hårdt arbejde at være pårørende til en psykisk syg:

Når man kommer ind på livet af nogen, der har det så slemt, som betyder noget for en,

og man ikke synes, der er nogen andre, så kan man ikke lade være. Men det er jo ikke,

fordi man ikke har andet at lave. Det er bare en prioritet, så længe man tænker, atnu er

der brug for det. Men der hører ikke så meget anerkendelse, jo, de der få

sagsbehandlere, som lige sagde, det var godt, du var med, fordi så fik man lige fat i en

ekstra ting, og så slap vi faktisk for at holde et ekstra møde, fordi vi fik tingene klaret

med det samme.

På denne måde oplever de pårørende, at deres indsats gør en stor forskel. Det kan være

svært, hvis de pårørende ikke oplever, at deres indsats bliver anerkendt. De pårørende

oplever af og til bliver mødt med holdningen, at man er til besvær eller måske endda

skadelig for patient/borger.

Det har engageret mig meget. Det har været meget svært. Og også ubehageligt, for der

har ikke været så meget tillid til pårørende om, at det, vi sagde, det passede og at det var

alvorligt, og at det havde baggrund i virkeligheden.

Nogle pårørende har ikke kun én, men flere familiemedlemmer med psykiske lidelser, og

disse mennesker bærer på et stort ansvar, som undertiden kan føre til, at de selv er tæt på

at bryde sammen. Desuden skal man som f.eks. forældre til en borger /patient sørge for, at

der også bliver taget hånd om de andre børn. Det kan opleves som en stor udfordring at

håndtere, når den pårørende følger patienten/borgeren tæt.

Hans søster, som gik i 1.g, hun måtte ud hos sine bedsteforældre og bo, for han

[broderen, som var syg] var nødt til at bo hos os, og hun har jo lukket helt af, det skulle

bare være så normalt som muligt. Hvis vi havde været i OPUS, havde vi fået tilbudt

flerfamiliegruppe og pårørendetilbud, men der var ingenting. Vi kan jo ikke selv, som

dem, der er involverede i det give hende det, som hun har brug for som søster til en bror,

der bliver syg. (…) hvad kan man ikke få af problemer og tillidsbrud, til forældrene, ”okay,

nu bliver jeg sat ud på et sidespor, det er ham, der er syg, det er mig, der er normal”. Min

datter er på nogle punkter blevet voksen alt for tidligt.

Der lyder mange rosende ord i grupperne om de tilbud, der findes til pårørende, f.eks. i

OPUS eller i Psykiatrisk Center Frederiksbergs pårørendetilbud. Det har været meget

værdifuldt for dem at få afklaret, hvad man som pårørende skal hjælpe med, og hvad de


81

professionelle skal tage sig af, lige som det at møde andre i samme situation kan være en

stor lettelse og ressource.

Det korte af det lange, fra han fik diagnosen, en fredag kl. 10 om formiddagen, så gik der

tre timer, før kommunen ringede til mig, vi snakker op til en weekend, og sagde nu skal vi

have sat noget i gang, (…) Op til en fredag på tre timer, en demenskoordinator, som

ringer til min bror og mig og siger, der er ting, vi skal tage os af, og der er ting, I skal tage

os af. I må gerne være med, men jeres far har brug for, at der er overskud.

Igen fremgår det tydeligt, at timingen er meget vigtig, så man undgår perioder med

uvished og bekymring.

Vigtigheden af en fast kontaktperson

Som beskrevet tidligere i rapporten er der enighed om, at det kan gøre en stor positiv

forskel, hvis borgeren finder en kontaktperson, som han eller hun har tillid til, og som kan

fungere som en art tovholder i forhold til de mange aktører, man kommer i kontakt med. I

de tilfælde, hvor det er en pårørende, der får denne rolle, oplever de pårørende, at de kan

komme til at overskride nogle personlige grænser.

Det er jo ikke sjovt at være mor for sin mor, man skal have lov at være barn.

Jeg ville da gerne have haft at min datter havde haft en person, der kunne hjælpe hende.

Jeg synes, jeg ved alt for meget, om hendes sygdom og sådan, meget mere end en mor

skal vide, men det har jeg været nødt til, for der har ikke været andre.

Det gør jo ikke noget, at det er en anden person, for folk kan jo skifte job, men hvis man

bliver indlagt, nu er det igen, eller første gang, hvis der så ret hurtigt derefter, hvis det

går sådan, at man bliver ringet op eller der kommer en på, hey, jeg er din kontaktperson,

det ville jo være fantastisk.

Disse eksempler nævnes meget rosende.

Min kommune har en decideret mentorordning, som de unge bliver visiteret til, og det

der også er i det, det er, at de tager også kontakten til jobcenteret, og de har kæmpet

med at sparke nogle døre ned. De har åben tid en gang om ugen, hvor alle kan komme

ned, dvs. du skal ikke igennem alt muligt, og det er ikke sikkert, de kan love dig hjælp,

men der er i hvert fald en indgang, eller nogen der kan lytte. Bare det at du har et

neutralt sted og ikke på sådan et kontor.

Det var en fem minutters samtale, men han var bare så sej, havde en fantastisk tilgang

og anerkendte hende med det samme og sagde, hvad han skrev på computeren, det var

bare så godt.


2012

82

More magazines by this user
Similar magazines