Medicin på botilbud for mennesker med psykiske lidelser. Mellem ...

Medicin på botilbud for mennesker
med psykiske lidelser.
Mellem sikkerhed og pædagogik.
Oplæg på temadagen i Århus
den 10. november 2008
Birthe Drejergaard:
Et medicinpædagogisk afsæt
Lene Fantassi:
Alternativer til medicin
Sukkertoppen, Vejle

Et medicinpædagogisk afsæt
Af Birthe Drejergaard,
sygeplejerske og cand.pæd.
En af de grundlæggende opgaver i det sociale
arbejde er at støtte beboerne i at styre egen tilværelse,
at udtrykke hvad de føler og mener, ja,
kort sagt er det en grundlæggende opgave i det
sociale arbejde at styrke den personlige integritet.
Hvis man knytter en forbindelse mellem denne
grundlæggende opgave og behandlingen med
psykofarmaka, så er behandlingen med psykofarmaka
underordnet arbejdet med at styrke den
personlige integritet. Man kan også sige, at behandlingen
med psykofarmaka bliver et redskab
eller en metode på lige fod med en række andre
metoder og redskaber, som vi anvender i socialpsykiatrien
og som alle har det formål at styrke
den personlige integritet hos beboerne i de socialpsykiatriske
bosteder.
På den måde bliver medicin og medicinadministration
ikke bare et lægefagligt område, det bliver
også et pædagogisk indsatsområde i socialpsykiatrien
– et indsatsområde, hvor det at blive
behandlet med psykofarmaka indebærer langt
mere end blot at følge den ordinerede behandling.
For når behandling med psykofarmaka er
underordnet arbejdet med at styrke den personlige
integritet, så betyder det, at fokus for den
medicinske behandling i langt højere grad bliver
beboernes liv frem for beboernes symptomer.
Det vil sige at den medicinske behandling må
indrette sig på, hvad beboeren vil med sit liv og
på, hvad der er kvalitet i beboerens liv. Det betyder
også at beboeren får mulighed for at sætte
ord på oplevelser og erfaringer med medicin og
at beboeren kan være mere aktiv i vurderingen
af den medicinske behandling ligesom beboeren
kan være medbestemmende for, hvordan medicinen
skal administreres, så medicinen kan være
til mest mulig hjælp for beboerens i dennes bestræbelser
på at skabe sig en god tilværelse.
Samarbejdsparterne i et medicinpædagogisk
område er beboerne, den ordinerende psykiater
og personalet på bo-institutionen.
Der er helt sikkert mange måder, som kan tage
hul på det pædagogiske arbejde i forbindelse
med medicin. Her vil jeg blot nævne tre åbenlyse
måder:
• At kvalificere beboerne, dvs. styrke
beboernes viden om medicin, støtte
beboerne i at have opmærksomhed på,
hvordan medicinen påvirker deres liv
Og sammenhængende med ovenstående:
• At kvalificere samarbejdet med
psykiateren og kvalificere grundlaget for
ordinationen. Her gælder det om at støtte
beboeren i at formulere, hvordan
medicinen påvirker ikke bare symptomer
men også resten af tilværelsen
• At kvalificere personalet gennem
undervisning
2
På Sukkertoppen har vi overvejende gjort det
sidstnævnte. Det vil sige vi har lavet et undervisningsprogram
til ikke-sundhedsfagligt personale,
som tager sigte på at kvalificere det ikke-sundhedsfaglige
personale til at tage del i medicinadministrationen
og til med afsæt i et pædagogisk
perspektiv at blande sig i snakken omkring den
medicinske behandling.
Hvorfor er det formålstjenligt at flere
forskellige medarbejdergrupper deltager
i medicinadministrationen
For det første er brugerne i de fleste tilfælde ligeglade
med personalets uddannelsesmæssige
baggrund. Brugerne taler med dem, de bedst
kan lide at tale med og derfor kommer ikkesundhedsfagligt
personale også til at lytte til
brugernes erfaringer, oplevelser og problemer
med at tage psykofarmaka. Ikke-sundhedsfagligt
personale kommer også til at skulle håndtere
dilemmaer som knytter sig til den medicinske
behandling, eksempelvis en brugers overmedicinering
eller en brugers afvisning af medicinen.
Undervisningen har til formål, at det ikke-sundhedsfaglige
personale kan lytte mere kvalificeret
til brugerne. Undervisningen skal også sætte det
ikke-sundhedsfaglige personale i stand til bedre
at se, forstå og agere i forhold til de dilemmaer
og problemer, der kan være i forbindelse med behandlingen
med psykofarmaka.
For det andet er der ikke altid tilstrækkeligt med
sundhedsfagligt personale på arbejde til at varetage
opgaverne med medicingivning.
For det tredje: ved at invitere ikke-sundhedsfagligt
personale til at deltage i snakken omkring
medicin og medicingivning, er der åbnet op for en
tværfaglig tilgang til de spørgsmål og dilemmaer,
som dukker op i relation til medicin og medicingivning.
I praksis består det ikke-sundhedsfaglige
personale ofte af pædagoger og det betyder,
at spørgsmål eller problemer omkring medicinering
også kan belyses fra en pædagogisk vinkel.
Når ikke-sundhedsfagligt personale inviteres til
at deltage i medicineringen af beboerne, så er
der imidlertid nogle udfordringer, som man som
institution må tage sig af. Det ene drejer sig om
sikkerhed og det andet drejer sig om, at det ikkesundhedsfaglige
personale får viden om medicin.
Selvom det måske fra et medicinpædagogisk
perspektiv ikke er så interessant at tale om sikkerhed,
så vil jeg alligevel kort sige et par ord
om sikkerhed. Da mange typer psykofarmaka er
potentielt farlige stoffer og da blot en enkelt forkert
dosering kan bringe en beboers liv i fare,
så er det nødvendigt at det ikke-sundhedsfaglige
personale er bekendt med de krav, der er til sikker
medicinhåndtering.
På samme måde er det nødvendigt, at den ikke
sundhedsfaglige medarbejder får en vis viden om
medicinens virkninger og bivirkninger, da det ellers
kan være vanskeligt at forstå, hvad beboerne
taler om, når de fortæller om deres oplevelser
med medicin. Uden viden om medicinens virkninger
og bivirkninger bliver det også vanskeligt
at reflektere over medicinens virkning på beboerens
liv og det bliver vanskeligt at reflektere over,
hvad der er følger af den psykiske lidelse og hvad
der er følger af den medicinske behandling. Der
er mange pædagogiske opgaver forbundet med

medicin og medicinadministration. Den mest iøjnefaldende
er nok, at medicinen – og her især
PN-medicinen - ikke bruges til en løsning af eksistentielle
og almenmenneskelige problemer eller
som en mulighed for at flygte fra hverdagslivets
udfordringer. Som personale har man her en meget
vigtig pædagogisk opgave, som går ud på, at
medicinen bruges på den rigtige måde af både
personale og beboere og vi har en opgave i at
hjælpe beboerne med at finde frem til alternativer
til medicinen.
Der er pædagogiske udfordringer forbundet med
beboere, som ikke vil have medicinen og som den
ene gang efter den anden får psykotiske tilbagefald.
Der er pædagogiske udfordringer forbundet med
beboere, som i alt for høj grad forsøger at løse
problemer med medicin i stedet for at opbygge
egne ressourcer og mestringsstrategier.
Der er pædagogiske udfordringer forbundet med
brugere, som gennem et mangeårigt liv med
psykofarmaka, træthed og sløvhed har mistet
adgangen til egne ressourcer, opgivet håbet om
bedring og i for høj grad har accepteret et liv i
en medicinsk fremkaldt ”osteklokke” i en vis grad
afsondret både fra sig selv og verden.
Hvis medicinen skal bruges som et redskab blandt
mange andre redskaber til at få et meningsfyldt
liv på trods af alvorlige psykiske problemer, så
består en af de pædagogiske udfordringer også
i at skabe en kultur og et miljø på institutionen,
som fokuserer på opbygningen af en række kompetencer,
som beboerne kan bruge med henblik
på at skabe et meningsfyldt liv. Derfor har medicinpædagogik
set fra vores vinkel på Sukkertoppen
– sjovt nok – en hel masse at gøre med noget,
som ikke nødvendigvis har ret meget med
medicin at gøre.
Litteratur:
Deegan, Patricia: The lived experience. Psychiatric
rehabilitation journal, 2007 vol. 31, No.1, p.
62-69
3

Alternativer til medicin
Af Lene Fantassi,
socialpædagog
Jeg vil i mit oplæg kigge på de metoder, vi har,
som er alternativer til medicin og som har det
formål på en eller anden måde at aktivere beboernes
ressourcer og mestringsstrategier.
Men først vil jeg beskrive, hvilken tilgang jeg som
pædagog har til det medicinpædagogiske område.
Som pædagog har jeg en fagspecifik tilgang. Jeg
skal kigge på den sunde og den normale udvikling
og det betyder helt konkret, at jeg ikke reducerer
enhver adfærd og emotion til sygdom og kobler
det sammen med den psykiatriske lidelse. Derfor
- set fra min vinkel – skal ikke ethvert problem
behandles med medicin. Fx skal kærestesorger
og problemer med familien ikke behandles med
medicin, men man skal have lov til at være ked
af det eller frustreret og finde måder at håndtere
problemerne på.
Pædagogik handler om at få støtte og viden til at
opnå en læring om sig selv og få adgang til egne
ressourcer, således at man kan få opbygget metoder
til at ”mestre sit liv” med de forhindringer,
man nu engang møder. Grundlæggende vil det
sige, at jeg kigger på det almenmenneskelige og
ikke udelukkende på diagnosen.
Det kan dog være svært for nogle af vores brugere
at forholde sig til: et eksempel er, at vi har
en ung mand på 20 år som gerne vil i gang med
en uddannelse.
Et af hans problemfelter er, at han er plaget af
tvangstanker bl.a. omkring medicinen, som han
oplever ikke virker, hvis han ikke får det på præcise
tidspunkter og med bestemte handlinger tilknyttet.
Denne bruger har igennem 1 år arbejdet med planer
om at gå i skole. Han startede med at modtage
undervisning i ét fag 1 gang om ugen, dette
på en voksenhandicappet skole, her var han glad
for at gå, men oplevede, at der ikke var nogen
social træning og faglig udfordring for ham.
Efter sommerferien i år ville han starte på VUC,
her ville der være flere fag og mennesker, han
skulle forholde sig til. Brugeren og kontaktpersonen
snakkede om, hvordan han havde tænkt sig
at forberede sig på skolegangen. Der var mange
ting, der skulle forberedes, bl.a. hvordan brugeren
skulle have sin medicin. Problemet med skolegangen
og medicinen var jo tvangshandlingerne.
Brugerens forslag til løsninger på problemet
var at få mere medicin, så tvangshandlingerne
kunne forsvinde, kontaktpersonens forslag til
løsning var kognitive samtaler og eksponering.
Brugeren forelagde sit problem for psykiateren,
som havde samme holdning som kontaktpersonen.
Den pædagogiske udfordring her, består i
at få brugeren til at arbejde med sine tvangshandlinger.
Samtidig skal han have en viden om,
at øget medicinering kan indebære bivirkninger
i form at sløvhed og træthed, så det kan blive
4
svært at følge med i undervisningen og opnå nye
venskaber. Kort sagt hvis vi kun angriber symptomerne,
så kan det være, at vi samtidig ødelægger
livet.
Derfor har vi på Sukkertoppen lagt vægt på, at vi
har et miljø, som har en bred vifte af alternativer
til medicin.
Et af de redskaber vi bruger, er brugernes indsatsplaner.
I indsatsplanen er der tit et mål og
delmål omkring medicin. Det pædagogiske består
i, at vi taler med brugeren om, hvordan medicin
administreres: skal brugeren selv administrere
medicinen, eller er det personalet der skal administrere
medicinen, eller er det en fællesopgave.
Her er det vigtigt, at brugeren har et medansvar
for de aftaler der indgås. Det er ligeledes vigtigt
at støtte brugeren i at have opmærksomheden
på, hvordan medicinen påvirker brugerens liv, så
brugeren kan fortælle det til psykiateren. I mødet
med psykiateren er det vigtigt, at brugeren får
sat ord på sine erfaringer med medicin, ligesom
det er vigtigt at respektere den selvomsorg, som
ligger i at have opmærksomheden på, hvad der
er godt og mindre godt, når det gælder medicin.
Eksempelvis hvis en bruger har en oplevelse af,
at noget medicin virker bedre end noget andet,
så kan der opstå dialog med psykiateren om et
medicinskifte og evt. fordele og ulemper. Dermed
tager brugeren ansvar for egenomsorg.
Hvis en bruger får det psykisk dårligt, beskriver
vi også i indsatsplanen, hvilke strategier brugeren
kan benytte sig af. Her er det meget individuelt,
hvilke redskaber den enkle har gavn af at
bruge, ofte står der PN-medicin som en strategi
sammen med nogle at de øvrige redskaber, som
jeg vender tilbage til senere. I den forbindelse
mener jeg, at personalet har en pædagogisk opgave
i at få brugerne til at bruge alternative redskaber,
inden de får PN, således at de kan få en
læring, i hvordan de kan mestre svære perioder
i hverdagen, eller hvordan de kan undgå svære
perioder. På den måde kan brugerne opdage, at
de har nogle kompetencer, som de kan bruge til
løsning af hverdagens udfordringer.
Jeg vil nu beskrive, hvilke alternative metoder vi
bruger på Sukkertoppen. Metoderne har forskellige
formål. Nogle af metoderne virker kortvarigt,
andre er længerevarende og køres i forløb.
Metoderne har bl.a. følgende virkninger:
• At generende tanker og stemmer
bringes til tavshed
• At give en oplevelse af simpelthen at
have det godt
• At opløse indre spændinger
• At mærke sin krop
• At få mere energi
Ovennævnte er grundlag for at tilegne sig og mobilisere
selvomsorgsfærdigheder og mestringsstrategier
og i sidste ende reducere medicinforbruget.
Akupunkturmetoder
Vi tilbyder Nada-behandling. Nada er øreakupunktur.
Behandlingen består af 5 nåle i hvert
øre. Der kan sættes en nål i “Det bløde punkt i

hovedbunden” og en mellem øjnene. Nålene skal
sidde i, i 30 til 45 minutter mens brugeren sidder
stille og afslappet for at opnå den fulde effekt.
Nada har vist sig virksom ved angst, søvnløshed,
fysisk og psykisk uro, anspændthed, irritabilitet,
abstinenser og stoftrang, eksamensnervøsitet
m.m. Nada-behandlingen kan suppleres med
Detox-te, som er afslappende. Nada kan også
udvides med sølv- eller guldkugler, som placeres
på 3 punkter i øret. Brugeren aktiverer selv
kuglerne ved at trykke på dem. De kan sidde i en
periode på ca. 7 dage.
EFT (1) er en form for psykisk akupunktur, men
man bruger ikke nåle eller andre former for fysiske
redskaber. De værktøjer, man bruger, er
fingerspidserne og en god del medfølelse, medmenneskelig
forståelse og et solidt kendskab til
EFT-metoden. EFT står for ”Emotional Freedom
Techniques” og kan med lidt listighed oversættes
til dansk på følgende måde: ”Følelsesmæssig/emotionel
frihedsteknik”. En af teorierne bag
EFT er, at alle negative følelser og tanker skyldes
en forstyrrelse i kroppens energisystem. EFT udføres
ved at man banker blidt eller bare holder
på bestemte punkter i ansigtet, på overkroppen
og på fingrene. Denne lette stimulans genopretter
balancen i de blokerede energibaner. Metoden
kan bruges og læres af alle med interesse indenfor
de subtile energier i kroppen.
På Sukkertoppen er der pt. kun én sygeplejerske
der kan denne metode, hun er ved at lave en beskrivelse
af, hvilken effekt det har for de brugere,
der har modtaget behandlingen. En af de brugere
er en kvinde, som har stemmer, og hun har fortalt
mig, at hun kan blive stemmefri i mellem 6 til
8 timer efter en behandling.
Massagemetoder
Stikball: Bruges når en beboer har brug for at
kunne mærke sig selv, få opløst spændinger, blive
afgrænset, få slappet af og flyttet fokus fra
kaotiske tanker.
Pædagogiske nordlys (2) massage er en særlig
hensyntagende massageform, der kombinerer
pædagogisk viden og erfaring med kunsten
at kommunikere gennem berøring og massage.
Massagen tilrettelægges efter brugerens ønsker
og tilpasses efter deres konkrete behov og tilstand.
Massagen gennemføres i et tæt samarbejde
med brugeren. Den enkeltes grænser
respekteres i meget høj grad. Således vil der
være brugere, der ønsker at modtage et fodbad
og massage af fødder og underben, andre som
ønsker massage uden på tøjet og igen andre der
gerne vil have massagen direkte på huden. Så
tilbuddet er fra delmassage til helmassage.
Massagen er god for:
• Bidrager til fysisk og psykisk velvære
• Virker afspændende, beroligende og af
hjælper stress
• Brugernes opmærksomhed på egen
krop øges
• Fornemmelsen af afgrænsning styrkes
• Bedring i forhold til at håndtere dagens
indtryk og oplevelser
er uddannet i denne massageform, hendes vurdering
er: En massageaftale bliver stort set altid
overholdt og der er overbooking.
Brugerudsagn:
”Det kan også føles rart at mærke kroppen”
(Spiseforstyrrelse)
”Det er bedre at få massage end PN-medicin”
”Jeg får energi af massage”
”Ro i mine tanker”
”Godt mod tics”
Massagestol: Massagestolen giver næsten samme
virkning som stikball’en og nordlys, og den er
et godt alternativ, hvis man har brug for massage
men lider af berøringsangst.
Motion
Motion: I det team hvor jeg arbejder, har vi
valgt at have gåture to gange dagligt. I andre
teams på Sukkertoppen er der morgengymnastik
og aftengymnastik. Vi samarbejder med Idræt
for sindslidende, som har en vifte af forskellige
idrætstilbud på alle hverdage.
Samtaleforløb
På Sukkertoppen har vi fire ressourcegrupper,
som på forskellig måde tilbyder brugerne samtaleforløb.
Kognitiv ressourcegruppe tilbyder samtaler
ud fra kognitiv teori. Samtalen finder sted
mellem en bruger og et personalemedlem fra
kognitiv gruppe.
Systemisk ressourcegruppe tilbyder samtaleforløb
baseret på den systemiske tilgang. Samtalen
foregår mellem brugeren, intervieweren og et reflekterende
team.
Psykoedukationsgruppen tilbyder psykoedukation
både individuelt og i grupper.
Misbrugsgruppen kører forløb i grupper og individuelt.
Gruppeforløbet lægger vægt på, at brugerne
kan støtte hinanden i at blive eller forblive
stoffri. Det individuelle forløb er mere baseret på
motiverende samtaler.
Det kan selvfølgelig være lidt underligt at remse
alle disse alternativer til medicin op. Men fra den
amerikanske psykolog og bruger Patricia Deegan
(3) ved vi, at når mennesker beskriver deres erfaringer
med at bruge medicin til at få det bedre,
så fortæller de - paradoksalt nok - om en hel
masse ikke-medicinske selvlærte strategier. Det
er ikke muligt at sige, hvad hver enkelt af de beskrevne
metoder gør for brugerne, men fælles
for metoderne er, at de har til formål at styrke
det som Patricia Deegan kalder personlig medicin.
Personlig medicin er personlige strategier,
som tjener til at forbedre humøret, kognitionen,
adfærden og i det hele taget følelsen af at have
det godt.
1) Kilde: http://www.eftcentret.dk
2) Kilde: http://www.nordlysportal.dk
3) Deegan, Patricia: The lived experience.
Psychiatric rehabilitation journal, 2007 vol. 31,
No.1, p. 62-69
På Sukkertoppen er der lige nu en pædagog, der
5