[pdf] Rehabilitering - Ergoterapeutforeningen

Maibritt Aggerholm Skipper
Afgangsmodul, hold nr. 091
SD-Afgangsprojekt
Januar 2011
Anslag: 59.995
Vejleder: Boye T. Christensen
University College Lillebælt
Rehabilitering
Hvordan oplever terapeuter i arbejdsområdet
hjælpemidler, forbrugsgoder og boligændringer deres
arbejde i forhold til rehabiliteringsbegrebet, som det er
defineret i Hvidbogen
Opgaven er udtryk for den studerendes egne synspunkter, der ikke nødvendigvis deles af
uddannelsesinstitutionen.

Resumé
I kommunens Ældre- og Handicapforvaltning arbejdes der på at implementere
”Rehabiliteringstænkningen” i alle arbejdsområder. Udgangspunktet er rehabilitering som
det defineres i Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet, MarselisborgCentret, 2004. Dette
projekt ser på, hvordan terapeuter i arbejdsområdet for hjælpemidler, forbrugsgoder og
boligændringer oplever deres arbejde i forhold til rehabiliteringstænkningen og hvilke
muligheder og begrænsninger de oplever der er i forhold til at skulle arbejde ud fra denne
tankegang.
Centrale elementer fra definitionen af rehabilitering drages frem.
Til en forståelse af, hvad der kan være på spil for terapeuterne inddrages bl.a. Karen
Langvads tanker om nødvendige kompetencer, Katrin Hjorts tanker om modernisering af
den offentlige sektor, Bourdieus teorier om habitus og Aristoteles’ forståelse af
kundskabsformer.
Til indsamling af empiri anvendes fokusgruppeinterviewet. Empirien bearbejdes ud fra en
hermeneutisk synsvinkel og analyseres ved hjælp af Kvales anvisninger til
meningskondensering og meningsfortolkning.
Resultatet viser, at terapeuternes tanker om, hvordan de gerne vil udføre deres arbejde,
lægger sig tæt op ad definitionerne i Hvidbogen. Samtidig oplever de begrænsninger for at
gøre det, og de efterspørger et klarere billede af, hvad der forventes af dem.
Resultatet kan forhåbentligt anvendes i bestræbelserne på at implementere en
rehabiliterende tankegang.
Summary
In the department of Seniors and Handicap in the municipal, the intention is to introduce a
rehabilitating way of thinking in all domains. The reference is rehabilitation as it is defined
in the White Book of Rehabilitation, MarselisborgCenter, 2004.
This project is about how therapists who work with helping aids, consumer goods and
changes in peoples houses, experience their work hold up against a rehabilitating way of

thinking and about the possibilities and restrictions they experience in working by this way
of thinking.
Important elements from the definition are represented.
To understand what can be essential for the therapists, among others, I refer to Karen
Langvads thoughts about necessary competences, the thoughts of Katrin Hjort about
modernization of the public administration, Bourdieus theories about habitus and
Aristoteles’ understanding of different ”ways of knowledge”.
The method for collecting data is focus-group-interview.
The data is prepared in a hermeneutic way and analysed in order to Kvales way of condense
and interpret “meaning”.
The results of this project show, that the thoughts of the therapists, as to how they want to
do their job, are close to the definition of rehabilitation as defined in the White Book.
At the same time they experience limitations in order to work that way, and they want more
precise information about what is expected from them.
Hopefully the results of this project can be used in the effort to implement a rehabilitating
way of thinking.

Indholdsfortegnelse
1 Problemstilling ............................................................................................................... 1
1.1 Rehabiliterende tankegang ...................................................................................... 1
1.2 Litteratursøgningsstrategi ........................................................................................ 2
1.3 Kommunens perspektiv ........................................................................................... 3
1.4 Hvidbogen ............................................................................................................... 4
1.4.1 Borgerens deltagelse i rehabiliteringsprocessen (s. 27) ................................... 5
1.4.2 Individuel og fleksibel tilrettelæggelse (s. 32) ................................................. 5
1.4.3 Helhedsorienteret tilgang (s. 33) ...................................................................... 6
1.4.4 Målorientering og tidsperspektiv (s. 34) .......................................................... 6
1.4.5 Tværfagligt og tværsektorielt samarbejde (s. 35) ............................................ 6
1.4.6 Koordinering (s. 36) ......................................................................................... 7
1.4.7 Vidensbasering og kvalitetsorientering (s. 38)................................................. 7
1.4.8 Planlægning (s. 42) .......................................................................................... 7
1.5 Lovgivning .............................................................................................................. 8
1.6 Fagligt perspektiv .................................................................................................... 8
1.7 Litteratur .................................................................................................................. 9
1.8 Min forståelse med udgangspunkt i nævnte perspektiver ..................................... 10
1.8.1 Samfundsmæssigt/Kommunen ....................................................................... 11
1.8.2 Medarbejderne................................................................................................ 12
2 Problemformulering ..................................................................................................... 14
2.1 Begrebsafklaring ................................................................................................... 14
3 Metode.......................................................................................................................... 14
3.1 Hermeneutisk tilgang ............................................................................................ 14
3.2 Fokusgruppeinterview ........................................................................................... 16
3.2.1 Deltagere ........................................................................................................ 18
3.2.2 Sted ................................................................................................................. 19
3.2.3 Etiske overvejelser ......................................................................................... 20
4 Analyse ......................................................................................................................... 20
4.1 Meningskondensering ........................................................................................... 20
4.2 Meningsfortolkning ............................................................................................... 22
4.2.1 Borgerens deltagelse i rehabiliteringsprocessen ............................................ 22

4.2.2 Individuel og fleksibel tilrettelæggelse .......................................................... 23
4.2.3 Helhedsorienteret tilgang ............................................................................... 24
4.2.4 Tværfagligt og tværsektorielt samarbejde ...................................................... 25
4.2.5 Målorientering og tidsperspektiv ................................................................... 26
4.2.6 Vidensbasering og kvalitetsorientering .......................................................... 26
4.2.7 Debriefing ...................................................................................................... 27
5 Diskussion .................................................................................................................... 27
5.1 Resultater ............................................................................................................... 27
5.2 Teori ...................................................................................................................... 29
5.3 Empiri .................................................................................................................... 29
5.4 Metode ................................................................................................................... 29
6 Konklusion ................................................................................................................... 30
7 Perspektivering ............................................................................................................. 31
8 Referenceliste ............................................................................................................... 33
Bilag
Bilag 1
Bilag 2
Bilag 3
Bilag 4
Bilag 5
Bilag 6
Bilag 7
Bilag 8
Bilag 9
Organisationsplan
Interviewguide
Invitation – mail
Mail til temaledere, samt svar på mail
Mail til deltagere i fokusgruppen
Introduktion
Støtteark til deltagerne
Transskriberet interview, uddrag
Meningskondensering, uddrag

1 Problemstilling
Rehabilitering, Rehabiliterende tænkning, Rehabiliteringsproces, begreber som svirrer i
luften, både i primær- og sekundærsektoren. Ud fra det materiale jeg har stiftet bekendtskab
med, synes udgangspunktet, for de arbejdspladser i Danmark der gør det eksplicit, at være
rehabilitering som det defineres i Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet,
MarselisborgCentret, 2004.
Således også i nærværende kommune, som er min arbejdsplads.
Emnet for dette projekt er rehabiliterende tænkning hos ergoterapeuter og
fysioterapeuter, som arbejder med sagsbehandling indenfor området Hjælpemidler,
Forbrugsgoder og Boligændringer (herefter benævnt ”sagsbehandling”).
På tværs af alle afdelinger og funktioner i Ældre- & Handicapforvaltningen (ÆHF) arbejdes
der på at implementere ”Rehabiliteringstænkningen”. Der er tre overordnede afdelinger i
ÆHF: Kommunal Ældrepleje, Handicap og Psykiatri, Sundhed (Bilag 1).
Jeg er ergoterapeut og befinder mig i afdelingen Sundhed i funktionen Aktivitet & Træning,
hvor jeg arbejder med sagsbehandling, samt er klinisk underviser for
ergoterapeutstuderende.
Målgruppen for området er borgere der har en varigt nedsat funktionsevne, hvor der ikke er
nogen form for trænings- eller behandlingsmulighed. Sundhed har ansvaret for borgere fra
18 år og opefter.
Vi er i dette arbejdsområde ca. 62 terapeuter, hvoraf 47 er ergoterapeuter og 15 er
fysioterapeuter. Byen er opdelt i Nord og Syd med ca. 30 terapeuter hvert sted. Der er en
teamleder for hhv. Nord og Syd. Vi sidder fordelt i otte selvfungerende teams.
1.1 Rehabiliterende tankegang
Jeg ønsker at finde frem til, hvad terapeuterne i sagsbehandlingsområdet tænker om det at
have en rehabiliterende tankegang og at nå frem til en forståelse af, hvordan de ser deres
1

arbejdsområde i forhold til de barrierer og muligheder der måtte være for at agere i
praksisfeltet ud fra denne rehabiliterende tænkning.
Ud fra egne praksiserfaringer mener jeg at kunne sige, at en borger vi møder i
sagsbehandlingen med aktivitetsproblemer ikke nødvendigvis har behov for en
rehabiliteringsproces i den forstand, at der er behov for inddragelse af -, samarbejde og
koordinering med - andre samarbejdsparter, men terapeuterne skal besidde kvalifikationer
til at tænke borgerens behov så bredt, at de kan forholde sig til, om det kunne være
nødvendigt og også kunne mestre at handle på det.
For at kvalificere min undersøgelse er det nødvendigt, at komme tættere på forståelsen af
rehabiliterende tænkning og de barrierer og ressourcer, der kan være knyttet til denne
tænkning for terapeuterne.
Jeg vil forsøge at skabe et billede af dette ved at se på rehabilitering fra forskellige
perspektiver:
Kommunen. Hvidbog om rehabilitering. Lovgivning. Fagligt. Litteratur om rehabilitering.
1.2 Litteratursøgningsstrategi
Jeg har fundet materiale via kommunens intranet og medarbejderportal, hvor diverse
materialer og referater er at finde. Jeg har her fremsøgt materiale, hvor rehabilitering
omtales og diskuteres.
Via ergoterapeutforeningens hjemmeside under Fag & Forskning har jeg søgt projekter
m.m., som berører rehabilitering bredt, og specifikt søgt efter materiale som måtte relatere
sig til rehabilitering og sagsbehandling indenfor hjælpemiddelområdet i kommunalt regi.
Det var ikke muligt at finde noget, som specifikt matchede mit fokus.
Derimod forholder foreningen sig fagligt og politisk til både rehabilitering og
hjælpemiddelformidling i kommunerne.
Jeg har besøgt Danske Fysioterapeuters hjemmeside. Rehabilitering er også her et emne
med stor bevågenhed, men ikke i forhold til hjælpemiddelområdet.
På Rehabiliteringsforum.dk har jeg søgt seneste nyt angående udviklingen indenfor
rehabilitering og arbejdet med Hvidbog II.
2

Jeg har lavet søgninger på Bibliotek.dk, Cochrane, OTseeker og PubMed. Mine søgeord
var: Rehabilitation, competence, competences, municipality, municipal i forskellige
kombinationer. Der er meget at forholde sig til, men umiddelbart ikke indenfor mit
specifikke emneområde.
1.3 Kommunens perspektiv
Chefgruppen for Sundhed har i juni 2009 formuleret en vision og mission for ”Fremtidens
Sundhed”.
Der nævnes fire særlige indsatområder, som i særlig grad skal hjælpe til at realisere
visionen. Ét af områderne er Rehabiliteringstænkningen.
Chefgruppen skriver, at det er rehabilitering, som den er defineret i Hvidbogen der er
arbejdsgrundlaget. Hvidbogens definition:
” Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem
en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er at borgeren, som har eller
er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske
og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv.
Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og
består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats.”
(Rehabilitering i Danmark. Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet, 2004)
Chefgruppen peger på, at hvis det skal lykkes os at arbejde med den rehabiliterende
tænkning som grundlag, så skal vi have fokus på, hvad vi kan i dag og blive endnu bedre
til: at sikre helheder, at tænke tværfagligt, at koordinere indsatsen, at arbejde
tværsektorielt.
Det fremgår endvidere, at chefgruppen mener, at der skal skabes forståelse for forskellen
mellem rehabiliteringstanken og konkrete rehabiliterende forløb.
I referat fra afdelingsudvalgsmøde 8.9.2010 bliver der givet udtryk for, at ”Det er noget af
en supertanker der er sat i søen – hele ÆHF skal prøve at finde en linje for, hvad
rehabilitering er”. I referat fra lokaludvalgsmøde for Aktivitet & Træning d. 18.8.2010 er
rehabiliteringstænkningen også på dagsordenen idet ”Sundhedschefmødet” ønsker en
tilbagemelding fra organisationen, om hvordan og hvor langt ude i organisationen
rehabiliteringstankegangen er i-tale-sat. Det fremgår, at de i genoptræningen snakker rigtig
3

meget rehabilitering, men at man i de øvrige funktioner afventer tiltag, så man kan blive
klogere på rehabilitering.
1.4 Hvidbogen
Hvordan vi skal forstå rehabilitering, som det er defineret i Hvidbogen vil jeg forsøge at
give et kvalificeret bud på ud fra, hvordan centrale elementer bliver beskrevet. For at gøre
det håndterbart, har jeg lavet et kraftigt sammenkog i form af udvalgte citater og
sammenskrivninger. Kursiveringerne er mine egne og er en identificering af nøgleord.
”Elementerne indgår eksplicit eller implicit i definitionen og er følgende (s. 27):
Borgerens deltagelse i rehabiliteringsprocessen
Individuel og fleksibel tilrettelæggelse
Helhedsorienteret tilgang
Målorientering og tidsperspektiv
Tværfagligt og tværsektorielt samarbejde
Koordinering
Vidensbasering og kvalitetsorientering
Planlægning”
Inden gennemgangen vil jeg tydeliggøre, hvordan der i Hvidbogen skelnes mellem
rehabiliterende tænkning og reelle rehabiliterende forløb. I definitionen af rehabilitering
står, at det drejer sig om borgere som har eller er i risiko for at få betydelige
begrænsninger. Med betydelige menes ”stort i omfang eller grad”.
”Hermed angives det, at borgere med små og/eller få funktionsnedsættelser,
der ved en fælles vurdering mellem borger og den relevante fagperson,
skønnes at kunne afhjælpes ved en lille og/eller enkeltstående indsats ikke
skal indgå i en større rehabiliteringsudredning, men blot modtage den
relevante behandling/indsats.” (Hvidbog, 2004:18)
Men, at kunne vurdere sammen med borgeren, hvad behovet er, kræver viden om, hvordan
man skal arbejde med rehabiliteringsbegrebet som helhed (ibid s. 44).
4

1.4.1 Borgerens deltagelse i rehabiliteringsprocessen (s. 27)
Man skal have en forståelse for, at det faktisk er fagfolkene der involveres i borgerens
rehabiliteringsproces og det hverdagsliv, som borgeren har under hele
rehabiliteringsprocessen.
Det er borgerens daglige liv undervejs i forløbet, der er borgerens eget fokus og det er
derfor også borgerens hverdagsliv der bør være fokus for rehabiliteringsprocessen.
Fagfolkene skal kunne samarbejde ligeværdigt med borgeren.
Der refereres til Koch, 1995 og Kendall, 2003 i følgende citat:
”Rehabilitering kræver en ægte dialogisk tilgang, hvor der kontinuerligt
kommunikeres mellem parterne, og hvor muligheder og vilkår stedse holdes
op mod hinanden og bearbejdes”.
Borgeren skal involveres fra starten af rehabiliteringsforløbet.
Der skal være dialog omkring deltagelse. Hvordan kan man deltage Sammen med hvem
Andre måder at deltage på
Fagfolkene skal stille deres viden til rådighed og arbejde hen imod at borgeren får større og
større kontrol over eget liv i overensstemmelse med egne ønsker og muligheder.
Fagfolkene har ansvar for at informere borgeren undervejs om lovgivningens og den enkelte
institutions muligheder og begrænsninger. Herunder ansvar for at den relevante lovgivning
overholdes, at der oplyses om klagemuligheder samt at forløbet dokumenteres og evalueres.
1.4.2 Individuel og fleksibel tilrettelæggelse (s. 32)
”Rehabiliteringen skal ikke være styret at det udbud, som en
rehabiliteringsinstans nu engang har på hylderne, men være styret af
efterspørgslen, dvs. det behov den enkelte borger har. Nye tiltag skal indføres
over tid i takt med de ændringer, der sker i samfundets værdier og kultur.”
”Rutiner skal tilpasses løbende, så de hele tiden er i harmoni med og
understøtter det vedtagne værdigrundlag for arbejdet, så en fleksibel og
individuel tilrettelæggelse af rehabiliteringsindsatsen opnås.”
5

1.4.3 Helhedsorienteret tilgang (s. 33)
Rehabilitering tager udgangspunkt i borgerens hele livssituation og har en fysisk, psykisk
og social dimension, hvor tiltagene udøves koordineret og i sammenhæng med den enkelte
borgers værdigrundlag, hverdagsliv og fremtidsperspektiver.
Tiltagene skal være forståelige, meningsfulde, behovsdækkende og sammenhængende og
være i overensstemmelse med borgerens personlighed, identitet og aktuelle situation.
”Det handler om at identificere, hvilke forhold der er relevante og af
betydning i borgerens hverdag, og om at klarlægge, hvilke aktører, sektorer og
typer af indsatser og metoder som skal indgå i et helhedsorienteret
rehabiliteringsforløb.”
Fagfolkene skal have indsigt i, hvad andre faggrupper og instanser kan tilbyde.
”Helhedsorientering udelukker ikke, at der i nogle situationer fokuseres på
dele af helheden, dvs. på nogle specifikke aspekter ved borgerens funktioner
eller dennes situation, hvilket ofte vil være tilfældet, når de konkrete
rehabiliteringsindsatser udføres, da borgerens viden, erfaring og behov
udvikles og ændres undervejs.”
1.4.4 Målorientering og tidsperspektiv (s. 34)
Mange involverede parter arbejder sammen om at nå et fælles mål.
Der skal sættes tidsrammer for de enkelte delmål og rehabiliteringens samlede mål, så
forløbet kan styres og koordineres.
Det medfører ikke, at processen herefter skal køre stramt derefter. Processen skal løbende
tilpasses borgerens individuelle behov og ressourcer.
1.4.5 Tværfagligt og tværsektorielt samarbejde (s. 35)
”Tværfagligt og tværsektorielt samarbejde er vigtigt, fordi borgerens situation
og rehabiliteringsbehov er mangefacetteret og kræver fleksible, tværfaglige
og tværsektorielle løsninger.”
Et godt tværfagligt samarbejde forudsætter god faglig ekspertise hos de enkelte fagfolk.
Rehabilitering kan indeholde en række indsatser, som tilsammen kan kaldes en
rehabiliteringskæde.
6

1.4.6 Koordinering (s. 36)
Det er vigtigt, at fagfolkene ikke kun føler ansvarlighed for deres egen indsats, men også
ansvarlighed for institutionens indsats og det fælles mål som helhed.
Der er brug for et ’ejerskab’ til koordineringsfunktionen, da den ellers ikke vil blive
varetaget optimalt.
”Nogle borgere, fx dem med enkle rehabiliteringsforløb, kan måske selv klare
koordineringen, medens andre borgere har brug for, at en mere
sammenhængende og velkoordineret proces sikres.”
”For hver borger i et formelt rehabiliteringsforløb bør der af hensyn til
koordinering af processen udpeges en koordinator.”
1.4.7 Vidensbasering og kvalitetsorientering (s. 38)
”Metoderne og indsatserne som indgår i et rehabiliteringsforløb skal være de
bedst mulige i forhold til den konkrete problemstilling og mål. Det gælder for
den samlede proces og for de enkelte indsatser, der indgår heri.”
”Evidensbaseret rehabilitering kan beskrives som systematisk og afvejet
anvendelse af den bedste foreliggende forskning.”
”I dagligdagen kan den bedste faglige rehabiliteringspraksis anvendes som
baggrund for retningslinjer, processer og beslutninger.”
”Systematisk kvalitetssikring er kendetegnet ved, at rehabiliteringsprocessen
og de enkelte elementer heri gennemføres på grundlag af nedskrevne
retningslinjer, referencerammer, standarder og indikatorer.”
”Retningslinjer og standarder fastlægges bl.a. ud fra evidens på området eller
med baggrund i den bedste faglige praksis.”
”Kvalitetsudvikling handler om at udvikle en refleksiv praksis, hvor både den
enkelte borger, fagperson og institution løbende vurderer og eventuelt justerer
indsatsen.”
1.4.8 Planlægning (s. 42)
Rehabiliteringsprocessen kan starte forskellige steder. Uanset hvor processen starter skal
det være fastlagt, hvem der har ansvaret for, at vurderingen og udarbejdelsen af en
rehabiliteringsplan bliver iværksat, ligesom der bør findes procedurer for, hvem der i givet
fald sammen med borgeren skal udarbejde planen.
Der skal tages højde for, at menneskelige processer tager tid – nogle gange lang tid. Der
skal tages hensyn til, at borgerens situation kan ændre sig. Rehabiliteringsforløbet kan
7

derfor ikke altid på forhånd være uløseligt fastlagt, men kan begynde og slutte forskellige
steder og springe i forløb afhængigt af borgerens ønsker.
1.5 Lovgivning
I de daglige diskussioner om bevillingsgrundlag for en given ydelse til en borger, oplever
terapeuterne af og til konflikt mellem borgerens ønsker og det lovgivningen på området
synes at give mulighed for. Noget der er værd at hæfte sig ved er da også, at rehabilitering
som begreb eller metode ikke er omtalt nogen steder i lovgivningen på det sociale område
(Søren Hagen, 2008:329).
Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område udgør det retsmæssige
fundament for den sociale og beskæftigelsesmæssige lovgivning (ibid s. 338) og er altså
også gældende for §§ 112, 113 og 116 i Lov om Social Service. Loven indledes med en
formålsbestemmelse, som bl.a. angiver, at de sociale myndigheder har pligt til at
tilrettelægge en tidlig helhedsorienteret hjælp. Forebyggelsesaspektet fremgår også heraf.
Forvaltningsloven og offentlighedsloven er gældende for alle offentlige ansatte og stiller
krav om åbenhed og borgerinddragelse (Larsen, 2008:303).
De væsentligste elementer i §§ 112, 113, 116 er kravet om, at der skal være tale om en
varig nedsat funktionsevne, samt at hjælpemidlet i væsentlig grad skal kunne afhjælpe den
nedsatte funktionsevne. For boligændringer skal der være tale om nødvendighed, for at
boligen er egnet som opholdssted.
Som støtte for terapeuterne er der internt i kommunen udarbejdet værktøjet ”Terapeutens
Højre Hånd” (THH), som bl.a. indeholder lovgivningsmæssige krav til sagsbehandlingen,
men også procedurer for sagsbehandlingen samt andre konkrete handleanvisninger i
forbindelse med beslutningstagen. Et værktøj som løbende revideres.
1.6 Fagligt perspektiv
Ergoterapeutforeningen har udarbejdet et Politik-ark om hjælpemiddelformidling i
kommunerne. Heraf fremgår bl.a. at Ergoterapeutforeningen ser hjælpemiddelformidling i
8

kommunerne som en helt central del af social- og sundhedsvæsenets samlede
rehabiliteringsindsats.
For at sikre kvaliteten inden for området mener ergoterapeutforeningen, at det er
nødvendigt med udvikling af relevant faglig dokumentation, at sikre et højt fagligt niveau,
at sikre specialviden i sager der kræver specialiseret rådgivning og vurdering.
Formand for Ergoterapeutforeningen Gunner Gamborg er også formand for
Rehabiliteringsforum Danmark, som er den paraplyorganisation der har udgivet
Hvidbogen.
I en leder oktober 2010 løfter Gamborg låget for Rehabilitering 2.0. Hvidbog II. Et større
projekt, hvor de mange forskellige former for rehabiliteringspraksis skal identificeres,
analyseres og sættes i nutidig sammenhæng.
Indtil videre er seks temaer identificeret. Bl.a. anbefalinger i forhold til implementering, til
det politiske system og eventuelt oplæg til fælles lovgivning på området.
(rehabiliteringsforum.dk, 2010).
1.7 Litteratur
Ud over Hvidbogen har jeg, blandt meget litteratur om rehabilitering, valgt at se nærmer på
”Rehabilitering for sundhedsprofessionelle” (Nielsen m.fl. 2008). Den favner bredt idet den
er skrevet af 25 forfattere, der med baggrund i forskellige videnskabstraditioner, fag og
praksisområder er specialister på deres felt.
Også i denne bog er Hvidbogens definitioner af rehabilitering gældende. Det fremhæves
desuden, at Hvidbogens rehabiliteringsbegreb i høj grad er inspireret af ICF, den
internationale klassifikation af funktionsevne, funktionsevnenedsættelse og
helbredstilstand, som har en bio-psyko-social tilgang til forståelse af begrebet
funktionsevne.
Karen Langvad, fysioterapeut og cand.scient.san. ser på hvilke kompetencer der er
nødvendige i rehabiliteringspraksis for den professionelle. Hun opererer med en forståelse
af kompetence som et overordnet begreb for hhv. kvalifikation og mestring. Når de to
aspekter trækkes frem er det for at tydeliggøre, at kompetence i rehabilitering må forholde
9

sig både til kvalifikationer forstået som forudsætninger for at indgå i opgaven
rehabilitering, og til mestring forstået som evnen til konkret opgaveløsning i rehabilitering
(s. 204).
I forhold til mestring præsenterer Langvad (s. 207) fire nøglekompetencer, som skal forstås
som et bagvedliggende potentiale i forhold til at etablere og indgå i en samarbejdsorienteret
og processuel tilgang, som er det rehabilitering bygger på. Kompetencerne præsenteres her
og er i Langvads fremstilling defineret af Undervisningsministeriet 2005; Århus Amt 2005:
”Social kompetence er evnen til at skabe konstruktive relationer til andre,
indgå aktivt i relationer med andre, forstå andres følelser og give udtryk for
egne.”
”Kommunikationskompetence er evnen til at indgå i dialog med andre, skabe
forståelse og sætte tanker og handlinger i gang hos modparten.”
”Læringskompetence er evnen og viljen til at tilegne sig viden, skabe og dele
viden samt evnen til at omsætte viden til praktiske handlinger.”
”Selvledelseskompetence er evnen og viljen til at tage vare på eget arbejdsliv
og til på eget initiativ at træffe vigtige beslutninger og gennemføre opgaver.”
1.8 Min forståelse med udgangspunkt i nævnte perspektiver
Her må jeg inddrage min egen praksiserfaring også, samt yderligere teori, som præsenteres
undervejs.
Hvidbogens definition af rehabilitering er gennemgående reference for alle de perspektiver
jeg har trukket ind, inkl. for arbejdet med Hvidbog II.
Lovgivningsområdet skiller sig ud ved ikke at forholde sig direkte til rehabilitering. Det
bliver tydeligt, når diskussionen fx drejer sig om forebyggelse, idet § 112 stk. 1 i Lov om
Social Service betinger, at der skal være tale om ”en varig funktionsnedsættelse” for at et
hjælpemiddel kan bevilges. På den anden side beror afgørelser ud fra Serviceloven oftest på
et skøn, så spørgsmålet kan være, om terapeuterne strammer skruen ud fra de forkerte
hensyn
Blandt de øvrige er der konsensus om:
- at der er behov for at arbejde med implementering af en rehabiliterende
tankegang
10

- at der er behov for at oversætte den rehabiliterende tankegang til praktiske
handleanvisninger
- at helhedsorientering ikke udelukker, at der i nogle situationer fokuseres
på dele af helheden, hvilket chefgruppen for Sundhed ønsker at
tydeliggøre.
- At der er behov for dygtiggørelse af medarbejdere i et eller andet omfang
- at udbygge kompetencer.
Hvilke kompetencer og hvordan må afhænge af udgangspunktet. Helt i tråd med
chefgruppen, som i deres vision skriver, at vi skal have fokus på, hvad vi kan i dag.
Jeg mener, at denne viden er nødvendig for at kvalificere de tiltag der skal sættes i værk,
for at vi kan komme i mål med en rehabiliterende tankegang. Hvad gør terapeuterne
allerede, som kan siges at lægge sig ind under en rehabiliterende tankegang, og som de
måske er mere eller mindre bevidste om, at de gør Hvor er hullerne og udfordringerne
Én af udfordringerne kan måske ligge i, at Sundhed er en del af en ny struktur, som trådte i
kraft 1.1.2009. Der er derfor brugt meget energi på at optimere indenfor egen funktion,
måske på bekostning af sammenhæng og helhed. Der er samtidig øgede krav til effektivitet
og dokumentation, alt imedens der skal findes områder for besparelser.
Jeg vil fremdrage nogle tanker om, hvilke dilemmaer medarbejderne teoretisk set kan stå i.
1.8.1 Samfundsmæssigt/Kommunen
Samfundet er hele tiden under forandring. I øjeblikket foregår det som Katrin Hjort kalder
en modernisering af den offentlige sektor. Det indebærer ændringer både på det
økonomiske, politiske og kulturelle plan, som har indvirkning på den offentlige sektor. En
øget Professionalisering er blevet de offentlig ansattes svar på de udfordringer
moderniseringsprojektet har stillet dem over for. Spørgsmålet er, hvilken betydning det har
for ”arbejdet med mennesker” (Hjort, 2005) og i nærværende sammenhæng, hvilken
indflydelse det kan have på en rehabiliterende tænkning og det tværfaglige samarbejde.
Betyder professionaliseringen af fagene, eller den kendsgerning, at vi er midt i en
11

organisation under næsten konstant forandring, at energien bruges på egen boldgade, i
bestræbelserne på at profilere sig selv og sit eget revir At der derfor ikke er prestige i, eller
overskud til, at samarbejde med andre faggrupper
1.8.2 Medarbejderne
Modsatrettede krav
Er der i vores arbejdsområde tale om modsatrettede krav, som Lipsky fremfører der som
oftest er i en bureaukratisk struktur Har medarbejderne udviklet beskyttelsesmekanismer i
form af kollektive rutiner (Kragh-Jespersen, 1996). Der kunne godt ligge noget
modsætningsfyldt i den vision som Sundhed ønsker at udleve, og de øgede krav der er om
effektivitet, besparelser og dokumentation. Vægtlægning på det kvantificérbare betyder at
fænomener som livsmod, mestring og andre kvalitative fænomener glider i baggrunden
(Jensen og Johnsen, 2000).
Min erfaring er, at terapeuterne oplever, at der i lovgivningen ofte kan ligge nogle
begrænsninger i forhold til fx at tænke forebyggelse ind i ydelserne og der kan ligge
begrænsninger i forhold til, hvad der er meningsfuldt for borgeren og det lovgivningen
synes at give mulighed for. Eller er der mon her tale om kollektive rutiner i form af interne
opstrammede fortolkninger af lovgivningen
Vane
For at kunne gøre noget andet end ”man plejer” kræves at den rette holdning til forandring
er til stede. Bourdieus teorier om habitus begrunder, at vore handlinger og
handlingsdispositioner ikke styres af den kognitive fornuft, men af vore erfaringsbaserede
og kropsligt indlejrede handlingsdispositioner af strukturel art (Saugstad, 2001:205). Kan
det gøre sig gældende hos os, at medarbejderne teoretisk set erkender vigtigheden af at
arbejde ud fra en rehabiliterende tankegang, men ikke er i stand til at handle derefter, før
egne erfaringer er sat i spil
12

For at kunne sætte egne erfaringer i spil, kræves måske personlig kompetence til det Marit
Kirkevold (2003) omtaler intentionel refleksion og som handler om at kunne se sin praksis
og sine handlinger i et nyt og indsigtsgivende lys.
Virkelighedsforståelse og forståelsesbarrierer
Kan man forestille sig, at den kundskab som de enkelte faggrupper tilegner sig gennem
uddannelse og socialisering til erhvervet, skaber så store forskelligheder i tænkemåde og
virkelighedsforståelse, at det medfører problemer for en rehabiliterende tænkning
(Lauvås, 2009:199)
Forandringskompetence
En anden potentiel hurdle kan måske forstås ud fra Aristoteles kundskabsformer, Episteme,
Techne og Phronesis. Episteme kan forstås som videnskabelig og generel viden om det
universelle. Techne kan forstås som håndværksmæssig kunnen. Phronesis er en praktisk
visdom/viden om, hvad der skal til i den enkelte kontekst, når livet mennesker imellem skal
lykkes. Der er tale om moralsk tæft og situationsfornemmelse, der udover faglig viden,
udspringer af såvel livserfaring som menneskekundskab (Jensen, 2009:51).
Jeg tænker, at Techne i mange sammenhænge er den mest fremtrædende vidensform i
arbejdet med borgerne. Den enkelte terapeut er tilbøjelig til at gøre, hvad der umiddelbart
synes at forventes af systemverdenen og måske af eget fag. Phronesis, som kræver en
omfattende moralsk kapacitet, er ikke i samme grad dominerende, eller har den måske blot
trange kår for at udfolde sig
Rehabiliterende tænkning og tværfagligt samarbejde betyder forandring for de fleste, og
forandringer virker både tillokkende og nødvendige, truende og angstfremkaldende på
samme tid. Arbejdsmåder og rutiner, som man er vant til, trues af ændringer (Lauvås,
2009).
Ovenstående er et udsnit af min forforståelse af, hvad der kan være på spil. Det leder frem
til nedenstående problemformulering.
13

2 Problemformulering
Hvordan oplever terapeuter i arbejdsområdet hjælpemidler, forbrugsgoder og
boligændringer deres arbejde i forhold til rehabiliteringsbegrebet, som det er
defineret i Hvidbogen
2.1 Begrebsafklaring
Oplever:
Hvad terapeuterne tænker og de muligheder og begrænsninger de ser der er for at udfolde
deres tanker i arbejdet.
Arbejde:
Hovedelementerne i arbejdet er hjemmebesøg hos borgere, samarbejde med borger,
pårørende, kolleger, andre samarbejdsparter internt og eksternt, vurdering af behov,
journalskrivning og dokumentation, deltagelse i sagsmøder, hvor bl.a. tvivlsspørgsmål ang.
bevilling eller afslag kan drøftes. Der er fastlagt en procedure for arbejdet. Den indeholder
meget overordnet flg.: Henvendelse fra borger/Ansøgning, Afdækning af
aktivitetsproblematik, Lægeoplysninger (evt.), Analyse og fortolkning, Vurdering, Mål og
Handleplan, Evaluering og Opfølgning.
3 Metode
3.1 Hermeneutisk tilgang
Der er flere måder at få svar på, hvad der er på spil for medarbejderne. Opgaven er, som
Marit Kirkevold er talskvinde for, at terapeuternes erfaringer skal sættes i spil for på den
måde at kunne se praksis i et nyt og indsigtsgivende lys. Hvordan de tænker, når de tænker
rehabilitering og ikke mindst, hvad gør de
14

Min intention er at lave et kvalitativt, deskriptivt forskningsinterview med en filosofisk
hermeneutisk tilgang. Til det formål vil jeg tage afsæt i Hans-Georg Gadamers filosofiske
hermeneutik og benytte mig af fokusgruppeinterviewet.
Én af forudsætningerne for et godt interview er, at intervieweren under hele forløbet er
bevidst om sin egen forforståelse (Dahlager, 2007:163).
Jeg vil i det følgende forsøge at præcentere et koncentrat af min forforståelse af
rehabilitering og rehabiliterende tænkning. Min forforståelse er i sagens natur tidslig.
Min grundlæggende forståelse er den forståelse som indholdet i Hvidbog om rehabilitering
giver udtryk for, bl.a. via beskrivelsen af de centrale elementer.
På baggrund af disse beskrivelser, den valgte litteratur og på baggrund af egne erfaringer,
antager jeg, at den aktuelle lovgivning for området, vil blive emne for debat, med de
begrænsninger der umiddelbart synes at ligge her. Min forforståelse rummer også mine
tanker om øvrige omgivelsesmæssige faktorers indflydelse samt de beskrevne hypotetiske
forhold omkring medarbejderne: modsat rettede krav, vane, virkelighedsforståelse og
forståelsesbarrierer og forandringskompetence. Forhold, som jeg tænker, relaterer sig til
nødvendige personlige kompetencer, som beskrevet af Langvad.
Min forforståelse rummer også min erkendelsesinteresse, som den bl.a. kommer til udtryk i
problemstilling samt min personlige drivkraft, som kan udtrykkes ved, at jeg ser
kommunens intentioner om at indføre en rehabiliterende tankegang i alle funktioner, som
en kærkommen mulighed for at få fokus på, hvad der skal til for at optimere
sammenhængskraften på tværs af funktioner og arbejdsområder og på, hvilke kompetencer
der skal arbejdes med hos den enkelte terapeut samt hos vore samarbejdsparter.
Der vil være tale om en balancegang i forhold til, hvordan jeg sætter min forforståelse i spil
uden at min forforståelse og min erkendelsesinteresse bliver dominerende og kommer til at
bære præg af en forudindtagethed. Det gælder ved alle processer undervejs i projektet.
Gadamer beskriver fire metodiske principper, hvormed man kan forsøge at opnå bevidsthed
om sin egen forforståelse. Jeg har fulgt dem på følgende måde.
Jeg har bevidstgjort min egen forforståelse, hvilket fremgår af ovenstående, af
problembaggrunden og af de elementer og nøgleord jeg har valgt for interviewet.
Jeg sætter min forforståelse på spil og sætter min forståelseshorisont i bevægelse i
15

fokusgruppeinterviewet.
Ved en åben udformning af spørgsmålene i interviewet sætter jeg mig ind i deltagernes
situation, idet jeg samtidig anerkender, at jeg medbringer min egen forforståelse.
Et andet vigtigt element er forståelsen for det Gadamer betegner horisonten, som breder sig
som en vifte fra det punkt Gadamer kalder situationen.
Situationen indeholder samfundsmæssige, historiske og personlige aspekter hos mig og hos
de involverede terapeuter. Til den personlige historie hører vores sociale baggrund, køn,
uddannelse, arbejde og desuden vores erkendelsesinteresse. Alle disse elementer vil præge
vores måde at forstå rehabilitering og rehabiliterende tænkning på, og vil på den ene eller
anden måde begrænse vores udsyn. Horisonten er den rækkevidde udsynet har (Dahlager et
al. 2007: 158).
Den enkelte deltagers situation og forforståelse vil have betydning for dynamikken i
gruppen og for, om en bestemt holdning fx bliver dominerende. Ved udvælgelse af
deltagere skal jeg derfor være opmærksom på så stor variation som muligt i forhold til de
aktuelle terapeuters situationer.
At jeg har valgt fokusgruppeinterviewet, som metodisk tilgang, er i sig selv en del af min
forforståelse, da den metode der vælges i høj grad påvirker den forståelseshorisont der
skabes (ibid:163).
3.2 Fokusgruppeinterview
Mit formål med fokusgruppen er at få empiri, som fortæller noget om terapeuternes
subjektive oplevelser og de betydninger der ligger heri for dem, i ft. en rehabiliterende
tankegang. Kombinationen af gruppeinteraktion og emnefokus gør fokusgrupper særligt
velegnede netop til det formål.
Den sociale interaktion vil være kilden til data og vil være med til at skabe nye forståelser
undervejs og der er en potentiel mulighed for, at tavs viden og taget for givne repertoirer
kan komme til udtryk, når terapeuterne ”tvinger” hinanden til at være diskursivt eksplicitte i
deres diskussioner med hinanden (Halkier, 2006:13, refererende til Gullestad, 1989:34-37).
16

Bagsiden er, at den enkelte terapeuts holdninger og synspunkter på denne måde kan blive
skubbet i baggrunden og sociale kontrol i gruppen kan hindre, at alle forskellige erfaringer
og perspektiver kommer frem (Halkier, 2006:13,16).
Ved valg og udformning af spørgsmål vil jeg, som også Gardamer foreskriver, være yderst
opmærksom på, at strukturen i spørgsmålene er afgørende for graden af åbenhed og graden
af begrænsning og dermed for, hvor vid horisonten vil være (ibid:163-170).
De overordnede temaer for interviewet er elementerne fra Hvidbogen. Spørgsmålene tager
afsæt i nogle af de nøgleord, som jeg har identificeret under hvert element. Jeg ønsker med
mine spørgsmål, at få terapeuterne til at fortæller historier om de kompetencer der skal til
for at leve op til rehabiliteringsbegrebet.
Jeg har opbygget en forholdsvis stram model med en del specifikke men samtidig åbne
spørgsmål (ibid:43).
Strukturen i spørgsmålene er todelt. Først spørges ind til terapeuternes tanker, oplevelser og
handlinger. Dernæst til muligheder og begrænsninger i forhold til hvert enkelt emne. Jeg vil
være opmærksom på, at der kan komme nye og interessante vinkler på emnerne, som jeg
ikke på forhånd har forudset og som det kan være vigtigt at forfølge.
(Interviewguide bilag 2).
Interviewet transskriberes af mig selv. Jeg er bevidst om, at megen mening uvilkårligt går
tabt. Det temporale udfoldelsestempo, stemningsleje, kropsudtryk, ironi og almindelige
men alligevel vigtige talefigurer går næsten med sikkerhed tabt (Kvale, 2009:200).
Jeg følger desuden Halkiers anvisninger for, hvad og hvordan der bør transskriberes. Jeg
udskriver al optaget tale. Alle parters udsagn bliver medtaget, hvis nogen taler i munden på
hinanden. Hvis noget ikke kan høres klart, skriver jeg så meget som muligt og kommer med
kvalificerede gæt eller markerer i teksten, at der bliver sagt noget, som ikke kan forstås.
Alle æh’, ikk’, mmmm osv. bliver medtaget og jeg identificerer den der taler (Halkier,
2006:77).
17

3.2.1 Deltagere
Kausal-Felt Metoden af Steen Wackerhausen er udgangspunktet for mine overvejelser om
deltagere til fokusgruppen (Wackerhausen, 1994).
Det er vigtigt at væsentlige kausale faktorer/årsagsforhold, som jeg måtte have en
formodning om kan have indflydelse på, hvordan terapeuterne tænker om rehabilitering, er
til stede i min fokusgruppe. De dimensioner jeg ideelt set ønsker skal være repræsenteret er
nedenstående.
Alle otte teams skal være repræsenteret, idet der kan være kulturmæssige,
holdningsmæssige og omgivelsesmæssige forskelle fra team til team, som kan bidrage til en
nuanceret debat.
Både ergo- og fysioterapeuter skal være repræsenteret. Gerne i nogenlunde samme forhold
som i totalgruppen, hvor fordelingen er én til tre. Der kan ligge forskellige forståelser i de
to faggrupper i ft. rehabilitering.
Færdiguddannede både før og efter 2004, hvor Hvidbog om rehabilitering blev udgivet. Det
kan have betydning for den forhåndsviden om rehabilitering, den enkelte terapeut har med
sig.
Spredning i forhold til antal års beskæftigelse med sagsbehandling. Det kan måske have
betydning for, hvordan man ser på indførelse af noget nyt og på, hvordan man fx takler
lovgivningen.
Pga. tiden til rådighed for projektet blev udvælgelsesproceduren begrænset til en invitation
til alle teams med en anmodning om at melde tilbage med en person, som ønskede og
havde mulighed for at deltage, samt en back up. De blev informeret om projektet og kort
introduceret til, hvad fokusgruppeinterviewet ville indeholde. Bl.a. var Hvidbogens
definition af rehabilitering medsendt til inspiration
(bilag 3).
At deltagelse er noget den enkelte vælger, håber jeg, vil betyde diskussionslyst og
engagement i interviewet.
18

Inden udsendelse af mails til teams havde jeg kontakt til begge teamledere for at få accept
af, at medarbejderne kunne bruge tid på fokusgruppeinterviewet. Der var stor opbakning fra
begge (bilag 4).
Den endelige gruppe blev således:
Deltagerantal otte.
Syv teams var repræsenteret. En terapeut blev syg om morgenen for interviewet og der var
ingen back up fra det pågældende team. I stedet deltog en back up fra et andet team.
Der var fem ergoterapeuter og tre fysioterapeuter, hvilket jeg fandt ok, da begge faggrupper
var repræsenteret og der var overvægt af ergoterapeuter. Én mand – fysioterapeut og syv
kvinder.
Der var en overvægt af terapeuter uddannet før 2004, idet de to senest uddannede er
uddannet 2006 og 2004. De øvrige fordeler sig således: 2002 x 2, 1997, 1991, 1988. Altså
er der i gruppen en repræsentant fra efter udgivelsen af Hvidbogen.
Der var en god spredning i forhold til erfaring med sagsbehandling. De to mindst erfarne
med tre og seks år. De to mest erfarne med 15 og 20 år. Der imellem: 10, 13, 13 og 15 års
erfaring.
Jeg valgte at acceptere gruppen, som den kom til at se ud. Samtidig kan jeg ikke være
sikker på, at de dimensioner jeg har udvalgt, netop er de centrale dimensioner i mit kausale
felt (Wackerhausen, 1994:40).
3.2.2 Sted
Fokusgruppeinterviewet foregik i et mødelokale i Ældre- og Handicapforvaltningens fælles
administrationsbygning. Dette sted er med til at understrege, at det er betydningsfuldt at
deltage. Samtidig er det ikke et fremmed sted, da alle har været til møde her.
Der var rigelig forplejning af forskellig art.
19

3.2.3 Etiske overvejelser
Terapeuterne blev i invitationen, og blev også på dagen for interviewet, informeret om, at
interviewet ville blive optaget digitalt. Al materiale ville blive anonymiseret og
personfølsomt materiale ville efterfølgende blive destrueret.
Fem dage føre interviewet udsendte jeg mail til alle deltagere, som en reminder på tid og
sted og for at de kunne se, hvem de skulle være sammen med. Jeg medsendte samtidig
overskrifterne på de emner der skulle drøftes (bilag 5).
Jeg lavede en grundig introduktion, så ingen skulle være i tvivl om, hvad der skulle foregå
og hvad formålet var (bilag 6 og 7).
Under interviewet var jeg koncentreret om deltagerne og om, hvad der blev sagt, så jeg
havde mulighed for at støtte, opmuntre og være med til at skabe et godt diskussionsklima.
Og selvfølgelig for at kunne styre og stille uddybende spørgsmål.
Efter interviewet spurgte jeg ind til, hvordan de havde oplevet det at deltage, samt forhørte
mig om deres interesse i de resultater jeg måtte komme frem til.
4 Analyse
4.1 Meningskondensering
Til analyse af interviewet benytter jeg mig af Kvales teorier om, hvilke procedurer der kan
anvendes til at organisere interviewtekster og koncentrere meningsindholdet i en form, der
kan præsenteres relativt kortfattet og hvor det er muligt at uddrage den implicitte mening i
det der blev sagt. En hermeneutisk tilgang, som fortsat er tråden i dette projekt, hvor
analysen ses som en naturlig del af den hermeneutiske cirkel. Jeg vil følge de fem trin til
meningskondensering, hvor terapeuternes udsagn gives en kortere formulering (Kvale,
2009:228).
Interviewet er skrevet ud i et skema med tre kolonner.
Temaerne og underemnerne, fra Hvidbogens definition af rehabilitering, er de styrende og
gennemgående overskrifter, nøjagtigt som i interviewguiden.
20

Første kolonne: Den rene interviewtekst, transskriberet ud som beskrevet (s. 17).
Anden kolonne: Meningsenheder om terapeuternes tænkning og handlinger.
Tredje kolonne: Meningsenheder om de muligheder og begrænsninger terapeuterne giver
udtryk for (Bilag 8).
De fem trin til meningskondensering følges som beskrevet her:
1. Hele interviewet læses igennem. Herefter læses ét tema af gangen og bearbejdes færdigt
inden læsning og bearbejdning af det næste tema.
2. Naturlige nøgleord bestemmes og markeres i interviewteksten i første kolonne.
3. I anden og tredje kolonne nedskrives emner, som udgør en naturlig meningsenhed og
omformuleres så enkelt som muligt og ud fra terapeuternes synspunkter, sådan som jeg
forstår dem. Jeg vil være meget opmærksom på, at jeg i jagten på meningsenheder, ikke
begynder at fortolke eller dreje udsagn ud fra min egen forforståelse eller
erkendelsesinteresse. Samtidig kan jeg drage nytte af, at jeg kender feltet rigtig godt.
Meningsenhederne samles i en mere sammenhængende fortløbende form, for at bedre
overblikket og derved lette den efterfølgende meningsfortolkning.
De centrale temaer fra Hvidbogen er fortsat de styrende overskrifter, på samme vis som
beskrevet tidligere (Bilag 9).
Der hvor de meningskondenserede udsagn i højere grad, eller også, relaterer sig til et andet
tema, skrives det begge steder eller flyttes over under det andet tema.
Under det enkelte tema bliver meningsenheder om tænkning og handlinger nævnt først,
herefter meningsenheder om begrænsninger og til sidst om muligheder.
”Koordinering” og ”planlægning” bliver ikke debatteret som særskilte temaer, hvilket
primært skyldes en prioritering pga. tidnød, men også fordi temaerne bliver berørt under
andre elementer.
4. Jeg stiller spørgsmål til meningsenhederne og fortolker ud fra formålet, at finde ud af,
hvordan terapeuterne oplever deres arbejde i forhold til rehabiliteringsbegrebet og hvilke
21

muligheder og begrænsninger de oplever der er. Jeg gør det ved at sammenholde
terapeuternes selvforståelse, -sådan som jeg ser den - med, hvordan de centrale elementer i
definitionen af rehabilitering bliver beskrevet i Hvidbogen, samt vha. teori. Elementerne
”koordinering” og ”planlægning” bliver ikke præsenteret særskilt under egen overskrift.
Min egen forforståelse kommer igen i spil. Når jeg stiller mine spørgsmål til den
meningskondenserede tekst, skal jeg være meget bevidst om, hvordan formuleringen af et
spørgsmål allerede bestemmer, hvilke former for svar der er mulige (Kvale, 2009:233) På
samme vis, som i selve interviewet.
5. De væsentligste temaer fra interviewet som helhed knyttes sammen i konklusionen s. 30.
4.2 Meningsfortolkning
Det overordnede indtryk er, at terapeuternes tænkning, om de centrale elementer for
rehabilitering, i meget høj grad harmonerer med den definition og de betydninger der er
indeholdt i Hvidbogens definition af disse elementer. Der er tydeligvis også en del
overvejelser og hindringer, når det kommer til den praktiske udførelse. Da fokus er på
udvikling, vil jeg derfor i den videre fortolkning primært behandle de områder, hvor
terapeuterne ser udfordringerne og fremhæve de muligheder de ser for udvikling.
4.2.1 Borgerens deltagelse i rehabiliteringsprocessen
Terapeuterne oplever en del hindringer for at gennemføre intentionerne for borgerens
deltagelse. Især hvad angår dialog, samarbejde og ligeværdighed. Under dataindsamlingen
fungerer det fint. Når lovgivningen kommer ind i billedet, i forbindelse med analyse og
vurdering, bliver det vanskeligere at opretholde ligeværdigheden og det er ikke længere så
let at fastholde samarbejdet ud fra borgerens præmisser. Ved stillingtagen til bevilling er
det endnu vanskeligere. Problemerne opstår specielt ved afklaring af væsentligheden for et
givet hjælpemiddel og omkring alle spørgsmål, hvor forebyggelsesaspektet er inde i
billedet.
22

At terapeuten i sagens natur ved mere om lovgivningen og om hjælpemidler end borgeren
gør, opleves som en skævhed der påvirker ligeværdigheden og måden borgeren kan deltage
på. Hvorvidt terapeuten ”taler borgerens sag” synes bl.a. at afhænge af den enkelte
terapeuts indstilling viden og erfaring. I interviewet blev muligheden nævnt for at have en
større margen i forhold til de begrænsninger der er i lovgivningen.
Der er en opmærksomhed på, at borgeren skal medvirke aktivt og tage ansvar i det omfang
det er muligt. Der bliver givet udtryk for, at det kan være vanskeligt at få borgeren til at
tage ansvar. Borgeren kan have en forventning om, at det er terapeutens opgave at klare
problemerne og har derfor ikke ønske om eller behov for selv at tage ansvar og være en del
af problemløsningen og ønsker måske heller ikke at belaste pårørende ved at bede dem om
hjælp. Brug af faglige redskaber, som har fokus på borgerens aktivitetsproblemer og
hverdagsliv, tænkes som en mulighed for at højne borgerens deltagelse.
Ved de svageste borgere kan det opleves, at plejepersonale eller pårørende automatisk tager
over i dialogen med borgeren. I dette problem ser terapeuterne samtidig en mulighed for
bevidst at forsøge, at skabe rammerne for, at borgeren kan deltage så meget som muligt ud
fra de betingelser der måtte være. De lægger vægt på betydningen af at besøge borgeren i
eget hjem. Det giver et naturligt fokus på borgerens hverdagsliv og det fremmer en direkte
dialog på borgerens præmisser.
I nogle teams oplever terapeuterne sproglige barrierer. Problemer som potentielt kan blive
værre, idet der sandsynligvis skal spares på tolkebistanden.
4.2.2 Individuel og fleksibel tilrettelæggelse
Terapeuterne oplever, at mulighederne for at tage individuelle hensyn og for at være
fleksible, bliver mindre jo længere sagsbehandlingen skrider frem. På lignende vis, som ved
”borgerens deltagelse” sætter lovgivningen begrænsninger ved ikke at rumme
forebyggelsesaspektet.
THH med retningslinjer for næsten alt, sagsbehandlings specialisterne, som kan bruges til
sparring og selvjustits med niveaulægning i de enkelte teams, vurderes at være
medvirkende til, at begrænse det individuelle hensyn til borgeren. Den enkelte terapeut, der
23

kender borgerens specifikke behov, er måske ikke den person der tager den endelige
beslutning. En terapeut nævner den mulighed, at terapeuterne i højere grad stoler på deres
egen faglighed og i højere grad tager beslutninger selv.
Ventelisten opleves af nogle som en begrænsning for fleksibiliteten i forhold til den måde
der prioriteres på, når nye sager skal i gang, men først og fremmest fordi der er ventetid for
borgerne.
Når de trænende og sagsbehandlende terapeuter er i samme hus opleves et tæt samarbejde
om borgerne, hvilket giver større fleksibilitet med hurtigere ekspedition.
4.2.3 Helhedsorienteret tilgang
Hjemmebesøget omtales igen, som den bedste arena for kontakten med borgeren. Det giver
gode muligheder for at afdække andre problematikker end det henvendelsen i første
omgang går på. Samtidig opstår her et stort dilemma.
Terapeuterne er enige om, at det fagligt set er det rigtige, at lave en helhedsvurdering, men
den viden der formidles til terapeuterne på det lovgivningsmæssige område, opfordrer til at
afgrænse sagsbehandlingen til udelukkende at omhandle det henvendelsen måtte dreje sig
om. Kombineret med lange ventelister og tidspres, betyder dette, at ”den nemme løsning”
nogle gange bliver valgt, og så kommer man ikke i dybden.
Ud fra diskussionerne er det mit indtryk, at dilemmaet ikke er lige stort for alle terapeuter.
Nogle strammer op medens andre ”har en større margen”.
At tage to terapeuter af sted på hjemmebesøg, når situationen af én elle anden grund synes
kompliceret, kan være med til at sikre en bedre helhedsvurdering af borgerens situation.
I journal systemet Rambøll, kan der være nogle muligheder for at skabe en bedre helhed på
tværs af arbejdsområder og funktioner.
Terapeuterne udtrykker, at der er noget at vinde, hvis man i organisationen er opmærksom
på, at tænke mere i samarbejdsrelationer, når personalegrupper skal placeres.
Der er stor opmærksomhed på de muligheder der ligger i det tværfaglige møde, i
bestræbelserne på at sikre helheden for borgeren. Både med og uden borgeren. Men,
tværfaglige møder med borgeren forekommer yderst sjældent. Tværfaglige møder uden
24

orgeren fungerer i nogle teams. De tjener oftest det formål, at skabe fælles fodslag over
for borgeren i forhold til, hvordan en bestemt situation skal takles.
4.2.4 Tværfagligt og tværsektorielt samarbejde
Tværfagligt samarbejde og en helhedsorienteret tilgang hænger nøje sammen også i
terapeuternes samtale med hinanden. Derfor vil de forhold der allerede er nævnt under
”Helhedsorienteret tilgang” ikke blive nævnt igen her.
Terapeuterne forsøger ved forskellige tiltag at fremme det tværfaglige samarbejde. De har
erfaring for, at jo større personlig kontakt og jo bedre kendskabet er til hinanden, personligt
og fagligt, jo bedre er forudsætningerne for et godt tværfagligt samarbejde.
De mest erfarne terapeuter oplever en tendens til, at man i højere grad end tidligere, passer
hver sin butik og at det hænger sammen med en skarpere opdeling mellem funktioner og
arbejdsområder. Bl.a. i egen butik mellem sagsbehandling, træning og aktivitet.
Kontaktpersonordningen i plejen betyder, at det kan være vanskeligt at få en dialog med en
person, som kender borgeren, hvis kontaktpersonen ikke er til stede. Det opleves som om,
at mange i plejen ikke føler og ikke tager ansvar, hvilket er hæmmende for det tværfaglige
samarbejde. Indholdet i advierne fra samarbejdsparterne er ofte meget kortfattet og meget
lidt beskrivende og kræver derfor kontakt for en nærmere uddybning.
Tiden nævnes som en begrænsning, fordi tværfaglige møder hjemme hos borgeren kræver
meget tid at koordinere.
Det tværsektorielle samarbejde er tungt og foregår primært på skrift, hvilket gør det
vanskeligt at bevare den tidsmæssige kontrol over sagen. En ”bag om” telefon til egen læge
eller mulighed for at maile, nævnes som et ønsket tiltag til forbedring af dette samarbejde.
Ved telefonisk kontakt møder terapeuterne af og til en mistænksomhed overfor deres
henvendelse. Med sygehuspersonalet kan der være diskussioner, som bunder i en uklar
afgrænsning af de lovgivningsmæssige rammer, servicelov kontra sundhedslov.
Terapeuterne på sygehuset bliver ofte kontaktet af visitationsenheden meget tæt på
udskrivelsestidspunktet, hvilket betyder, at terapeuten i kommunen får oplysninger fra
25

sygehusterapeuten for sent til at kunne handle, inden borgeren kommer hjem. En
genoptagelse af de tværfaglige udskrivningsbesøg med sygehusterapeut var at foretrække.
Udfordringerne er mange både for det interne og det tværsektorielle samarbejde.
4.2.5 Målorientering og tidsperspektiv
Dette fungerer kun sporadisk i terapeuternes måde at arbejde på. Dog i mindre målestok
sammen med de trænende terapeuter, hvor der er en oplevelse af, at have fælles
referenceramme og fælles fodslag. Der er ikke den samme oplevelse i samarbejdet med
plejen og sygeplejen.
I samarbejdet med den enkelte borger opleves målsætning også som værende mere eller
mindre diffus. Målet ligger ofte implicit i forhold til, hvad der ligger i henvendelsen og ved,
at der altid er en opfølgning inden afslutningen af en sag.
Strukturen føles som en begrænsning fordi terapeuterne ikke ser dem de samarbejder med,
hvilket gør det vanskeligt at sætte fælles mål og bevare helheden.
Tiden bliver også en begrænsning i ft. at det er nødvendigt at have en venteliste. Det kan
have uheldige konsekvenser for den enkelte borger.
Fra et projekt med tværfagligt samarbejde hjemme hos borgerne, var der gode erfaringer
med handleplan, tidsplan og ansvarsfordeling og alle om bordet, inkl. borger og pårørende,
tog ansvar for at nå fælles mål.
Dog var der et svagt led i ft. en samlet opfølgning på indsatserne. Som der blev talt om,
manglede der måske en tovholder, eller det skyldtes måske, at det er en tidskrævende
proces at følge op og koordinere
Efter projektperioden ebbede det ud med de tværfaglige møder, men det er uklart hvorfor.
4.2.6 Vidensbasering og kvalitetsorientering
Der er en generel enighed om, at der er et behov for at kunne sætte sin lid til noget der er
evidensbaseret. Der er delte meninger om, i hvor stort et omfang, det terapeuterne gør i
hverdagen, kan siges at være baseret på evidens eller om det primært er best practice.
26

I øjeblikket styres efter lovgivningen, interne retningslinjer, ens sparringspartnere samt
egne normer, værdier og følelser.
Holdningen er, at fagligheden bliver svigtet, når beslutninger nogle gange bliver taget på et
lidt tilfældigt grundlag. Der er ikke tilstrækkeligt kendskab til brugen af tests og redskaber
til at de kan komme i brug. Der efterspørges et arsenal af redskaber målrettet de
forskelligartede problematikker terapeuterne møder. Det vil være gavnligt i
argumentationen for en sag og til at vise terapeuternes faglighed udadtil.
Der er en oplevelse af, at det at komme på kurser med et fagligt indhold oftest kræver, at
man har en specialistfunktion og interne kurser, hvor viden videregives fra nogle der har
været på kurser, er ikke godt nok.
Mere ensretning og faste retningslinjer i forhold til journalskrivning nævnes som en
mulighed for at højne kvaliteten og til at gøre det lettere at finde rundt i en borgersag. Evt.
med ICF som udgangspunkt for ”måden at tænke borgeren på”.
4.2.7 Debriefing
Terapeuterne giver udtryk for, at det er uklart, hvad det er ledelsen vil. Skal alle fx være
gode til at arbejde rehabiliterende
Der er ikke meget tid og der skal spares stillinger, så hvordan skal der prioriteres
5 Diskussion
5.1 Resultater
Lovgivningen har en af hovedrollerne i ft. de begrænsninger terapeuterne giver udtryk for.
Samtidig er lovgivningen et vilkår, som der ikke umiddelbart kan ændres på. Måske der
kommer ændringer med ”Rehabilitering 2.0”, som Gamborg er inde på. Modtrækket for
terapeuterne kan være at opøve selvledelseskompetencer, så det falder mere naturligt at
træffe beslutninger selv. Det forudsætter samtidig en faglig viden og sikkerhed, som hos
nogle terapeuter synes at være mangelfuld eller i en vis grad undertrykt. Jeg tænker, at det i
27

varierende grad handler om også at opruste på de øvrige kompetencer, som Langvad
præsenterer. Fx kommunikationskompetence i ft. at informere borgeren om lovgivningens
og kommunens muligheder og begrænsninger på en måde, så det ikke kompromitterer det
at have en ligeværdig og dialogisk tilgang. Usikkerheden kan måske også forstås ud fra
Aristoteles’ visdomsformer, hvor min forventning om, at Techne er mere fremherskende
end Phronesis viden, synes at blive bekræftet. Et argument for dette mener jeg kan ses i den
tendens der er til at retningslinjer, kollektive rutiner m.m., er blevet mere styrende end
tidligere, og som ydermere kan være årsagen til oplevelsen af modsatrettede krav (Kragh-
Jespersen, 1996). Det udtrykkes meget rammende af én af terapeuterne:
”Vi er blevet mere og mere usikre jo mere viden vi har fået. I sin tid trak vi jo
bare af og nu har vi fået Terapeutens Højre Hånd, så vi kan blive klogere og
så kan vi ikke finde ud af det mere.”
Ergoterapeutforeningen giver opbakning til højnelse af det faglige niveau med
tilkendegivelser om, at det er vigtigt med relevant faglig dokumentation, et højt fagligt
niveau og sikring af specialviden for at sikre kvaliteten inden for hjælpemiddelområdet.
Udfordringerne i ft. det tværfaglige samarbejde er mangeartede og der er ikke nogen nem
løsning. Bordieus teorier om habitus kan give en pejling på, hvorfor det kan være
vanskeligt at handle anderledes end man plejer (Saugstad, 2001). Det er også relevant at
bringe Lauvås på banen med deres arbejde om tværfagligt samarbejde. De refererer til
Lindholm (1979:143) med betragtninger om menneskers evne til at ændre perspektiv.
Lindholm mener, at vores behov for tryghed er eksistentielt funderet og har vi fået etableret
et perspektiv, som giver tryghed, indebærer et perspektivskifte, at vi risikerer utryghed.
Perspektivskiftet kan også give en gevinst, men gevinsten er usikker og kommer senere
(Lauvås, 2009:196).
Hvad angår de uklare meldinger fra ledelsen og den usikkerhed det fører med sig, har
terapeuterne en forventning om, at resultaterne fra dette projekt kan bringe processen
videre.
Tilbagevenden til udskrivelsesbesøg med terapeut fra sygehusregi, tænkes at ville være
gavnligt for det tværsektorielle samarbejde.
28

5.2 Teori
Den valgte teori synes at være relevant i ft. at kunne give indsigt i de udfordringer og
dilemmaer der har vist sig at være for terapeuterne i ft. at arbejde ud fra en rehabiliterende
tankegang. Oplevelserne og udfordringerne kunne også betragtes ud fra Giddens’
sociologiske projekt, hvor han bl.a. opererer med tilstedeværelsen af ”en øget refleksivitet”,
som medfører en grundlæggende usikkerhed om ”den ny videns sandhed”. Han er også inde
på, hvordan handlinger og interaktioner, der udgør en social praksis, bindes sammen af
tillidsrelationer. Et andet væsentligt element er selvidentitet og onkologisk sikkerhed hos det
enkelte menneske, som har betydning for de valg vi træffer, også for vores arbejde
(Kaspersen, 1997).
Da det er hensigten, at projektet skal anvendes udviklingsrettet kunne det også være
relevant at se på resultaterne ud fra David A. Kolbs’ teorier om refleksion, læring og
kompetenceudvikling og anvende hans model for erfaringsbaseret læring (Wahlgreen et al.
2004).
5.3 Empiri
Grundlæggende tænker jeg, at empirien er velegnet til at give svar på
problemformuleringen, men flere nuancer kunne måske være kommet frem, hvis der havde
været mere tid til at forfølge interessante vinkler. På den anden side er empirien temmelig
omfattende. Den er repræsentativ i den forstand, at projektgruppen i høj grad matcher
totalgruppen og den er sigende i forhold til min forforståelse.
5.4 Metode
Fokusgruppeinterviewet fungerede efter hensigten. Et forbehold er, at den sociale kontrol
kan betyde, at nogle har været tilbageholdende med at komme på banen. Kvales metode til
meningskondensering og –fortolkning var velegnet i denne sammenhæng, skønt jeg
gentagende gange har været materialet igennem af frygt for at have overset betydningsfulde
29

emner eller for at sikre mig, at jeg var tro imod det sagte. Om det er lykkedes til fulde kan
jeg kun håbe på.
En nuancering kunne være, at have noteret nøgleord ned undervejs, som efterfølgende blev
verificeret af deltagerne. Det ville højne validiteten, men ville kræve en med-forsker og
mere tid til rådighed.
6 Konklusion
(Kvale trin 5)
Mit indtryk er, at terapeuterne har en oplevelse af, at den måde de gerne vil arbejde
sammen med borgerne på, lægger sig tæt op af rehabiliteringsbegrebet, som udtrykt ved de
centrale elementer i Hvidbogen.
Lovgivningen og retningslinjer på opleves at sætte begrænsninger for at agere ud fra denne
tænkning. Især mht. det individuelle hensyn, en helhedsorienteret tilgang, borgerens
deltagelse, dialog og ligeværdighed. At forebyggelsesaspektet ikke rummes i § 112 i
Serviceloven skaber nogle dilemmaer.
Der synes at være en sammenhæng mellem uklare forventninger og en grundlæggende
usikkerhed omkring, hvad der skal prioriteres. Helhedsvurderinger og en rehabiliterende
tankegang eller, ”hvad kan vi, ifølge lovgivningen, nøjes med”.
Spørgsmålet rejses, om det er hensigten, at alle skal være gode til at arbejde rehabiliterende.
Nogle tænker – selvfølgelig, for andre er det uklart.
Der er en forståelse af, at ikke alle borgere har behov for et rehabiliterende forløb.
Fagligheden føles lidt let i vægtskålen i forhold til lovgivningen og retningslinjer på den
anden side. Underskud på faglighed er med til at øge terapeuternes usikkerhed, når de skal
træffe afgørelser. Det individuelle hensyn til borgeren opleves at blive skubbet i
baggrunden til fordel for en mere generel niveaulægning.
Det tværfaglige samarbejde træder frem som en vigtig men kompliceret størrelse at få til at
fungere. På baggrund af gennemført projekt på området synes der at være viden om
hvordan, men usikkerhed og tøven i ft. at implementere og udføre.
30

Terapeuterne giver udtryk for, at der er muligheder for et tættere og mere effektivt
samarbejde, når samarbejdsparterne er i samme hus og der samtidig er åbenhed og
tilgængelighed mellem parterne.
Der er fokus på borgerens eget hjem, som den bedste arena for kontakten med borgeren.
Samarbejdet omkring borgere og hjælpemidler på tværs af servicelov og sundhedslov
opleves ofte som problematisk.
7 Perspektivering
Resultaterne giver en pejling på, hvordan terapeuternes forudsætninger er for at arbejde ud
fra en rehabiliterende tankegang og kan derfor være springbrættet til videre tiltag. For at
gøre resultatet endnu mere anvendeligt er det hensigten at lave en SWOT analyse.
Fordelene ved en SWOT analyse er at styrker, svagheder, muligheder og trusler fremstår
tydeligere. Kendskab til de vigtigste muligheder og begrænsninger kan sammen med
relevant teori benyttes til at skræddersy implementeringen. (Kjærgaard el al. 2006:239).
Resultaterne vil blive formidlet og drøftet på storteammøde i hhv. Nord og Syd, hvor alle
terapeuter i sagsbehandlingen, samt teamlederne, får mulighed for at drøfte
anvendeligheden og næste skridt.
Projektet kan vise en måde at gribe processen an på i andre arbejdsområder.
Trin to kunne være at sammensætte fokusgrupper med personaler på tværs af naturlige
samarbejdende enheder, hvor medarbejderne bliver bedt om at konstruere ideelle
samarbejdsmåder ud fra resultaterne af første interviewrunde. Evt. praksisforskning eller
dialogforum, hvor borgere inddrages. Det ville være et forsøg på at kombinere forskning og
udvikling og at give mulighed for medejerskab til alle involverede parter.
Der er områder, som kræver nærmere undersøgelse af sammenhænge.
Handler begrænsningerne for en helhedsorienteret tilgang om, at phronesis viden er til stede
i forskellig grad hos terapeuterne og at Techne vidensformen er dominerende i arbejdet i
form af, hvad den enkelte terapeut formoder der forventes Og er det et problem fordi det
31

er uklart, hvad organisationen forventer. Måske det handler om, at vi er i ”en tid med
konstante forandringer”, som Katrin Hjort er inde på, eller om graden af
selvledelseskompetence eller andre personlige kompetencer, som Langvad er inde på.
Kan problemerne med det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde skyldes, at
fagpersonerne har for travlt med at profilere sig selv og eget revir til at kunne finde fælles
fodslag (Hjort, 2005)
32

8 Referenceliste
Christensen, Ulla, Lone Schmidt og Lise Dyhr (2007). Det kvalitative forskningsinterview.
I: Vallgårda, Signild og Lene Koch (red.) (2007).
Forskningsmetoder i folkesundhedsvidenskab. 3. udgave.
København: Munksgaard Danmark. S. 61-80 22 s.
Dahlager, Lise og Hanne Fredslund (2007). Hermeneutisk analyse – forståelse og
forforståelse. I: Vallgårda, Signild og Lene Koch (red.) (2007).
Forskningsmetoder i folkesundhedsvidenskab. 3. udgave.
København: Munksgaard Danmark. S. 154-178 25 s.
Ergoterapeutforeningen, Hovedbestyrelsesmøde (oktober 2010). Hvad mener
Ergoterapeutforeningen om hjælpemiddelformidling i kommunerne Internet:
http://www.etf.dk, under Fag & Forskning. Hentet 18. november 2010.
1 s.
Ergoterapeutforeningen, Hovedbestyrelsen (september 2009). Politik-ark. Rehabilitering
http://www.etf.dk, under Fag & Forskning. Hentet 18. november 2010.
4 s.
Gamborg, Gunnar (2010). Rehabilitering 2.0. I: Ergoterapeuten oktober 2010.
S. 4 1 s.
Hagen, Søren (2008). Kap. 21 Handicappolitik og de lovgivningsmæssige rammer for
rehabilitering og koordineret indsats I: Nielsen, Claus Vinter m.fl. (red.)
Rehabilitering for sundhedsprofessionelle.
1. udgave. Danmark: Gads Forlag. S. 313-349 37 s.
33

Halkier, Bente (2006). Fokusgrupper. Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur og
Roskilde Universitetsforlag. S. 7-78 72 s.
Hjort, Katrin (2006). Diskursen om kompetenceudvikling. I: Nordisk pedagogik vol. 26.
Oslo ISSN 0901-8050 S. 333-345 13 s.
Jensen, Torben og Tommy J. Johnsen (2009). Sundhedsfremme i teori og praksis. 2.
udgave. Århus: Forlaget Philosophia. S. 51-70 20 s.
Kaspersen, Lars Bo (1997). Modernitetsanalyse: Globalisering og intimitetens forandring.
I: Bjarne Gorm Hansen m.fl. (red.). Voksenliv og læreprocesser i det moderne
samfund. København: Munksgaard. S. 113-143 31 s.
Kirkevold, Marit (2003). Vitenskap for praksis (1996). Gads Forlag. Kap.2:
Personlig kompetence – en forutsetning for kundskabsanvendelse.
S. 28-48 21 s.
Kragh-Jespersen, Peter (1996). Organisationssociologiske forståelser af bureaukratiet og
den offentlige forvaltnings organisation. I: Kragh-Jespersen, Peter (1996).
Bureaukratiet – Magt og effektivitet. Danmark: Jurist- og Økonomiforbundets
Forlag. S. 57-69 13 s.
Kristensen, B. & Kjærgaard J. (2006). Implementering og kvalitetsudvikling. I: Kjærgaard,
J. , J. Mainz, T. Jørgensen, I. Willaing (2006) I:
Kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet (2006). 1. udgave, København:
Munksgaard Danmark. S. 234-248 15 s.
Kvale, Steiner og Svend Brinkmann (2009). Interview. Introduktion til et håndværk.
2. udgave. København: Hans Reitzels forlag. S. 17-321 304 s.
34

Langvad, Karen (2008). Kap.13 Almene kompetencer i rehabilitering I: Nielsen, Claus
Vinter m.fl. (red.) Rehabilitering for sundhedsprofessionelle. 1. udgave.
Danmark: Gads Forlag. S. 203-211 9 s.
Lauvås, Kirsti og Per Lauvås (2009). Tværfagligt samarbejde. Perspektiv og strategi.
2.udgave. Århus: Forlaget Klim S. 125-147, 194-199 22 s.
Rehabiliteringsforum Danmark (2004). Johansen, Jan Sau, Jes Rahbek, Kurt Møller, Lilly
Jensen (red.)
Rehabilitering i Danmark. Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet.
Århus: MarselisborgCentret. S. 1-71 72 s.
Rehabiliteringsforum Danmark (2010). Projekt og procesbeskrivelse. Internet:
http://www.rehabiliteringsforum.dk/index.phpid=77
Hentet 20. november 2010. 4 s.
Saugstad, Tone (2001). Teori og praksis i et aristotelisk perspektiv. I: Petersen, Karin Anna
(red.): Praktikker i erhverv og uddannelse – om pædagogiske og
sundhedsfaglige praktikker. Viborg: Akademisk Forlag. S.188-210
22 s.
Wackerhausen, Steen (1996). Kausal-felt metoden. I: Tidsskrift for sygeplejeforskning.
Efteråret 1996.
Wahlgreen, Bjarne m.fl. (2004).
Refleksion og læring: Kompetenceudvikling i arbejdslivet.
Gylling: Forlaget Samfundslitteraturen kap. 11 Refleksionsbegrebet hos
David A. Kolb. S. 127-142 16 s.
I alt: 724 s.
35

Bilag 1

Interviewguide
Tema og Nøgleord
Tidsplan
10.15 – 10.35 20 min.
Borgerens deltagelse i
rehabiliteringsprocessen
Borgerens hverdagsliv i
fokus
Interviewspørgsmål
Tænkning og
Handling
Hvordan forstår I det, at
have borgerens hverdagsliv i
fokus
Bilag 2
Interviewspørgsmål
Muligheder og
Begrænsninger
Hvordan er mulighederne
for at have borgerens
hverdagsliv i fokus
Ligeværdigt samarbejde
Hvad er i fokus for jer
Hvordan forstår I
ligeværdigt samarbejde
Er der nogen hindringer
Hvad er fremmende for
ligeværdigt samarbejde
Hvordan kommer det til
udtryk i jeres arbejde
Ser I nogen hindringer for
ligeværdigt samarbejde
Dialogisk tilgang – Hvad forstår I ved en Hvad tænker I kan fremme
dialogisk tilgang
en dialogisk tilgang
Kontinuerlig kommunikation.
Involvering fra start.
Dialog omkr. deltagelse.
Stille viden til rådighed.
Større kontrol over eget liv.
Hvordan er jeres dialog Oplever i hindringer for en
typisk med en borger fra dialogisk tilgang
start til slut
(Emner, omfang)
10.35 – 10.45 10 min.
Individuel og fleksibel
tilrettelæggelse
Individuel tilrettelæggelse. Hvad forstår I ved en Hvordan er mulighederne

Styres af efterspørgsel.
Nye tiltag i takt med ændringer i
værdier og kultur.
Fleksibel tilrettelæggelse
Rutiner tilpasses løbende.
10.45 – 11.00 15 min.
Helhedsorienteret tilgang
Helhedsorienteret tilgang.
Borgerens hele livssituation.
Borgers værdigrundlag,
hverdagsliv og
fremtidsperspektiver.
Tiltag skal være: forståelige,
meningsfulde, behovsdækkende,
sammenhængende, være i
overensstemmende med borgers
personlighed, identitet og aktuelle
situation.
11.00 – 11.05 Pause 5 min
11.05 – 11.15 10 min
Målorientering og
tidsperspektiv
Fælles mål
individuel tilrettelæggelse
Hvad er bestemmende for
jeres
tilrettelæggelse/indsats
Hvad forstår I ved en
fleksibel tilrettelæggelse
Hvordan er jeres
tilrettelæggelse i ft.
fleksibilitet
Hvordan forstår I –
Helhedsorienteret tilgang
Eller
Hvad tænker I rummer - en
borgers hele livssituation
Hvordan er jeres tilgang til
borgeren
Hvordan er jeres erfaringer
med, at arbejde sammen
med flere parter om at nå et
for en individuel
tilrettelæggelse
Hvilke begrænsninger er
der
Hvilke muligheder er der for
at være fleksibel
Hvilke begrænsninger ser I
Hvordan er mulighederne
for en helhedsorienteret
tilgang
Er der begrænsninger
Hvilke Hvordan
Hvordan ser i mulighederne
for at tænke forebyggelse
ind i sagsbehandlingen
Hvordan er mulighederne
for at arbejde mod fælles
mål

Tidsrammer
Tidsramme for delmål.
Tidsramme for rehabiliteringens
samlede mål.
Løbende tilpasning
11.15 – 11.30 15 min
Tværfagligt og
tværsektorielt samarbejde
Tværfagligt samarbejde
Situation og behov er
mangefacetteret.
Kræver god faglig ekspertice.
Tværsektorielt samarbejde
En række indsatser, som kan
kaldes en rehabiliteringskæde.
11.30 – 11.35 5 min
Koordinering
Koordinering
Egen indsats.
Institutionens indsats.
Det fælles mål som helhed.
fælles mål
På hvilken måde arbejder I
med tidsrammer
Hvem kender til
tidsrammerne
Kender I andre tidsrammer
end for jeres eget arbejde
Hvordan forstår I
tværfagligt samarbejde
Hvad gør I
Hvordan forstår I
tværsektorielt samarbejde
Hvordan arbejder I på tværs
af sektorer
Hvordan tænker I jeres
opgave er, i forhold til
koordinering af jeres indsats
og andres indsats
I hvilke situationer
Hvad er begrænsningerne
Hvordan er mulighederne
for at arbejde med
tidsrammer
Er der hindringer i forhold
til at arbejde med
tidsrammer
Hvordan er jeres muligheder
for tværfagligt samarbejde
Hvilke begrænsninger er der
for tværfagligt samarbejde
Hvad fremmer samarbejdet
på tværs af sektorer
Hvilke problemer støder I
ind i
Hvordan er mulighederne
for at koordinere
indsatserne
Hvilke begrænsninger er

11.35 – 11.50 15 min
Vidensbasering og
kvalitetsorientering
Vidensbasering
Metoderne og indsatserne de
bedst mulige.
Systematisk og afvejet anvendelse
af den bedst foreliggende
forskning.
Retningslinjer, referencerammer,
standarder, indikatorer.
koordinerer I med andre
Hvad forstår I ved, at noget
er evidensbaseret
Er der noget af det I gør
eller bruger, som er baseret
på evidens
der
Hvilke muligheder ser I der
kunne være i forhold til en
praksis der i højere grad er
baseret på evidens
Hvilke begrænsninger er der
for i højere grad at arbejde
evidensbaseret
Kvalitetsorientering
Refleksiv praksis.
Løbende vurdering og evt.
justering af indsatsen.
11.50 – 11.55 5 min
Planlægning
Hvordan forstår I - ”bedste
faglige praksis”
Er der noget af det I gør
eller bruger, som er baseret
på ”bedste faglige praksis”
Hvordan forstår I
kvalitetsudvikling
Hvad foregår der hos os,
som kan siges at være
kvalitetsudvikling
Hvordan er mulighederne
for at arbejde ud fra ”bedst
faglige praksis”
Hvilke begrænsninger ser I
der er for at anvende den
”bedste faglige praksis”
Hvordan ser I mulighederne
for kvalitetsudvikling
Hvilke begrænsninger er der
for kvalitetsudvikling

Planlægning
Planlægning af
rehabiliteringsproces.
Ansvar.
Kan ikke på forhånd være
uløseligt fastlagt.
Justeres i forhold til borgerens
ønsker.
Kan starte og slutte forskellige
steder.
11.55 - 12.00 5 min
Debriefing
Hvad tænker I om
planlægning, når det gælder
en borgers
rehabiliteringsproces
Hvordan ser I jeres rolle i
forhold til planlægning af en
borgers forløb
Hvordan ser I andres rolle
Hvordan ser i mulighederne
er, for at planlægge et forløb
for en borger
Hvilke begrænsninger ser I
der er, for at planlægge et
forløb for en borger

Bilag 3
Kære kolleger i Nord og Syd 15.11.2010
Jeg er i øjeblikket i gang med mit afsluttende projekt i min Diplomuddannelse.
Emnet for mit projekt er "Rehabiliterende tænkning" hos sagsbehandlende terapeuter i
området Hjælpemidler og Boligændringer.
Vores Sundhedschefgruppe har formuleret en vision for Sundhed, hvor én af
fokusområderne er, at vi alle skal arbejde ud fra en rehabiliterende tankegang.
Udgangspunktet er rehabilitering, som det er defineret i Hvidbog om
rehabiliteringsbegrebet, MarselisborgCentret 2004.
Derfor tænker jeg, det er interessant at få fokus på, hvordan der i
sagsbehandlingsområdet tænkes rehabilitering på nuværende tidspunkt. Jeg forestiller
mig, at der kan være forskelligheder både for os som enkeltpersoner, men også på
tværs af forskellig kultur i vore enkelte teams.
For at få belyst dette emne ønsker jeg at lave et fokusgruppeinterview med nogle af
jer.
Jeg vil gerne invitere én fra hver af vore otte teams til at deltage. De otte
deltagere vil blive bedt om at diskutere ud fra spørgsmål/emner, som jeg har forberedt
til formålet.
På denne måde håber jeg, at kunne få belyst, hvilke tanker I gør jer om
Rehabiliterende tænkning i forhold til sagsbehandling.
Den eneste forudsætning er, at man har lyst til at diskutere og give sin mening til
kende. Der kræves ikke nogen bestemt form for viden om rehabilitering m.m.
Interviewet vil blive optaget digitalt, så jeg senere kan analysere materialet. Data vil
selvfølgelig blive behandlet anonymt og slettet, når jeg færdig med mit projekt.
Jeg håber diskussionerne om emnet kan være anvendelige til at optimere vores
arbejde i retning af, hvad vi kan gøre, som harmonerer med en rehabiliterende
tankegang. Og til at se, hvor vi måske i praksis har problemer med at leve op til en
rehabiliterende tankegang.

Til inspiration er her definition af rehabiliteringsbegrebet fra Hvidbogen:
"Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger,
pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få
betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår
et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele
livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og
vidensbaseret indsats."
Jeg har grønt lys fra vore teamleder X (og Y pr. efterbevilling håber jeg. Er orienteret:)
til at I bruger to timer af jeres kostbare tid til at deltage.
Jeg håber, at I i hvert team har én terapeut, som har tid og lyst. Det kan være godt
med en back up, hvis vedkommende skulle blive forhindret.
Jeg kan lokke med lidt juleknas og andet godt til ganen :)
Tidspunkt og sted:
TIRSDAG D. 30. NOVEMBER
KL. 10.00 - 12.00
LOKALE 2.1.47
Jeg vil meget gerne have en tilbagemelding hurtigst muligt og gerne senest fredag d.
19.11.
Send navn, fq-ident og telefonnr. til mig på denne mail, men også til min
private mail, da jeg sidder hjemme og arbejder.
Har I spørgsmål m.m. kan I skrive til mig på min private mail eller ringe på min mobil.
Mail, privat:
Mobil:
Venlig hilsen
Maibritt A. Skipper

Bilag 4
15.11.2010
Hej Y (teamleder)
I forbindelse med mit afsluttende diplom-projekt har jeg valgt at lave et
fokusgruppeinterview med én terapeut fra hver af vore otte teams i Nord og Syd.
Jeg er i mit team i dag, for at planlægge interviewet og sende mail til teams. Jeg har
forsøgt at få kontakt til dig for at få din accept af, at invitere én fra hver af dine fire
teams til at deltage. Jeg har fundet ud af, at du er på uddannelse, så.....jeg vover det
ene øje og tænker, at jeg kender dig godt nok til at vide, at du vil synes, at det er
ok.!
Det overordnede emne for projektet er: Rehabiliterende tænkning i sagsbehandling i
området Hjælpemidler og Boligændringer.
Da min tidsplan er lidt stram og da jeg som udgangspunkt sidder hjemme og arbejder,
vælger jeg at sende min invitation af sted uden først at have talt med dig. (Jeg har talt
med X). (teamleder)
Hvis du har tanker om emnet, som du ønsker at involvere mig I, må du meget gerne
kontakte mig. Jeg ved jo, at du er med i en arbejdsgruppe om emnet, eller tager jeg
fejl
Venlig hilsen
Maibritt A.Skipper

Hej Maibritt. 15.11.2010
Det er helt ok at du interviewer mine medarbejder og godt du bare er gået i gang i
stedet for at vente grønt lys fra mig, for selvfølgelig er det helt i orden fra min side.
Det lyder rigtig spændende og jeg har jo rigtig mange tanker om dette emne.
Mit fokus er meget på om vi nu også arbejder rehabiliterende eller om vi arbejder
flerfagligt. For det rehabiliterende tankegang kræver at man tænker andre fag og
meget bredt, og det tror jeg ikke vi er helt gode til. Vi er gode til at tænke hele vejen
rundt om borgeren i forhold til vores egen faglighed, men jeg mener ikke vi er gode
nok til at tænke hele vejen rundt om borgeren i forhold til borgerens eget ansvar,
pårørende, og andre faggrupper.
Vi vil ofte meget gerne "redde" borgeren.
Det her meget kort og firkantet beskrevet og jeg vil gerne uddybe det, hvis du har
brug for yderligere i forhold til min vinkel på det.
Men det skal ikke forvirre billede i din opgave, så er hvis du arbejder med en anden
vinkel på det, så hold fast i det, for det hele er så nyt, når vi snakker rehabilitering
inden for vores felt, at det vigtigste er at vi får øjnene op for det. Så kan vi altid kigge
på finesserne senere.
God dag og pøj pøj med opgaven.
Venlig Hilsen
Y
Teamleder Hjælpemidler Nord
Aktivitet og Træning

Bilag 5
Kære kolleger! 26.11.2010
Så er det lykkedes at få samlet en gruppe på otte terapeuter én fra hvert team, plus to back –ups)
Jeg er rigtig glad for opbakningen!
Gruppen består af:
P
Team H
M
Team S
K Team R (B – back up)
J
Team H
T
Team E
S Team Ø (C – back up)
M
Team A
G
Team N
Opfriskning af tid og sted:
Tirsdag d. 30. november kl. 10.00 – 12.00
Lokale 2.1.47 (Fløj 2, 1. sal, lokale 47)
Der vil blive serveret kaffe, te, vand, frugt og noget sødt.
Som jeg skrev i tidligere mail, vil I i interviewet blive bedt om at gøre jeg nogle tanker om
rehabilitering i forhold til jeres arbejde.
Rehabilitering, som det er defineret i Hvidbogen, MarselisborgCentret 2004, er udgangspunktet for
mine spørgsmål.
I denne definition er der nogle elementer, som indgår eksplicit eller implicit i definitionen. Disse
elementer er hovedoverskrifterne for interviewet. De kommer her, blot til inspiration for jer, som
gerne vil vide lidt mere om, hvad der skal ske. Der er ingen krav om forberedelse! Blot at I har lyst til
at diskutere og dele jeres erfaringer med hinanden.
Temaerne for interviewet er:
* Borgerens deltagelse i rehabiliteringsprocessen
* Individuel og fleksibel tilrettelæggelse
* Helhedsorienteret tilgang
* Målorientering og tidsperspektiv
* Tværfagligt og tværsektoirelt samarbejde
* Koordinering
* Vidensbasering og kvalitetsorientering
* Planlægning
Jeg glæder mig til at se jer på tirsdag – på ….vej!
Go’ weekend!
Med venlig hilsen
Maibritt Skipper

Bilag 6
Introduktion til fokusgruppeinterviewet
Præsentation af deltagere
o Navn. Teamtilknytning.
o Hvor længe har du arbejdet med sagsbehandling
o Hvad er din motivation for at deltage
Hvad går interviewet ud på:
Det handler ikke om at vide, men om at dele tanker, erfaringer og
oplevelser.
Introducere støtteark med definition af rehabilitering og temaer (bilag 7).
Det skal bruges til at skabe viden om, hvordan vi I sagsbehandlingen
lever op til en rehabiliterende tankegang. Til at se muligheder og til at få
fokus på, hvor vi evt. har begrænsninger for at arbejde ud fra en
rehabiliterende tankegang.
Min rolle – er at lære af jer.
Der er ikke noget der er rigtigt og forkert. Alles holdninger og erfaringer
er lige okay.
Retningslinjer for interviewet:
o Jeg stiller spørgsmål. I diskuterer med hinanden, som hvis I sad til
teammøde. Jeg er evt. nødsaget til at afbryde, for at komme videre til
næste tema. Hvis nødvendigt træder jeg ind som ordstyrer.
o Jeg vil sidde og notere ned undervejs. (tanker, uddybende spørgsmål).
o Lydoptagelsen bliver slettet, når jeg er færdig med at bruge den i mit
projekt. Hele lydoptagelsen biver transskriberet og anonymiseret af mig.
Ingen andre end mig og evt. vejleder/censor vil få det at se.
Svar på deltagernes spørgsmål.
Forholdsregler mod unødig støj under interviewet.
Debriefing
Hvordan har I oplevet det at deltage
Hvordan er interessen for resultatet

Fokusgruppeinterview tirsdag d. 30. november 2010
Bilag 7
Problemformulering
Hvordan oplever terapeuter i arbejdsområdet hjælpemidler, forbrugsgoder og
boligændringer deres arbejde i forhold til rehabiliteringsbegrebet, som det er
defineret i Hvidbogen
Hvidbogens definition af rehabilitering:
” Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem
en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er at borgeren, som har eller
er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske
og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv.
Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og
består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats.”
(Rehabilitering i Danmark. Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet, 2004)
Temaerne for interviewet er elementer som indgår eksplicit eller implicit i
definitionen og er følgende (Hvidbogen s. 27):
Borgerens deltagelse i rehabiliteringsprocessen
Individuel og fleksibel tilrettelæggelse
Helhedsorienteret tilgang
Målorientering og tidsperspektiv
Tværfagligt og tværsektorielt samarbejde
Koordinering
Vidensbasering og kvalitetsorientering
Planlægning”

Bilag 8
Uddrag af skema med transskriberet interview med markering af nøgleord
Tema
Interviewtekst
Nøgleord fremhævet med
fed skrift
Helhedsorienteret tilgang
Vi skal snakke noget om
helhedsorienteret tilgang til
borgeren. Og der vil jeg
bede jer om at diskutere,
hvad I forstår ved at have en
helhedsorienteret tilgang til
borgeren. Det er måske også
noget af det vi kom ind på til
at starte med, men hvad
forstår I ved en
helhedsorienteret tilgang
C: Jeg forstår, at det ikke
kun er hjælpemidlet jeg ser
på, er det træning er det
aktivitetstilbud..ja eller
hjælp til rengøring.
………….
I: Hvad gør I så for at have
den her helhedsorienterede
tilgang. Hvad gør I så, når I
er ude ved en borger I må
gerne komme med et
eksempel med en borger
eller hvordan I nu synes I
bedst kan snakke om det.
S: Men det er vel noget med
at ( ), så der er mulighed for
at komme ind på andre
ting end lige det vi måske
lige lægger op til med
ansøgningen på
hjælpemidlet, at gøre det så
Meningsenheder
Tænkning
Handling
Meningsenheder
Muligheder
Begrænsninger

edt, at der kan komme
nye informationer.
B: Jeg kan mærke dengang
jeg begyndte at lave
forebyggende hjemmebesøg,
da blev min sagsbehandling
faktisk også bedre. For vi er
jo vant til i de forebyggende
hjemmebesøg, der spørger
vi jo fuldstændig bredt, der
skal vi jo rundt om hele
situationen ikk oss. Og det
kan jeg da mærke, det
bruger jeg meget i min
sagsbehandling også, hvor
jeg sådan prøver at komme
hele vejen rundt. Men i
forebyggende har vi jo sådan
en samtaleguide for at
komme hele vejen rundt om
borgeren. Det giver en
anden mening i sagen.
H: Det hænger så bare slet
ikke sammen med den
undervisning fx som vi har
fået af juristen, hvor vi kun
skal forholde os til det der
er søgt om og resten skal I
lade være.
B: Nej det gør det ikke, slet
ikk.
Men det har vi også fået at
vide, at det skal vi ikke bare
tage for gode varer.
H: Nej – det har (vores
leder, red.) sagt, men vi står
lidt i et dilemma ikk..
B: Jo.
H: Jo – for jeg synes jo ikke
det er helt klart, for selvom
hun siger, at det skal vi ikke
tage for gode varer, så –
hvad er det egentlig vi vil
ikk.
T: Jeg synes at hele vores

struktur gør, at det kan
være svært at få den her
helhedsorienterede tilgang
for jeg har tildens til ikke at
samarbejde så fast som jeg
gjorde tidligere, fordi jeg
ikke ser dem…
B: [..dem du samarbejder
med.tværfagligt ..mmm..]
T: Der mister man lidt noget
af helheden. Det bliver jo
ikke en helhed, når jeg som
ergoterapeut, ikke har
adgang til sygeplejen –
hjemmeplejen, der mister
jeg lidt noget helhed synes
jeg.

Bilag 9
Uddrag af meningsenheder i en samlet form
Helhedsorienteret tilgang
Tænkning og handlinger
Det er, at have øje for andre behov end hjælpemidler.
Det er, når man på hjemmebesøg spørger bredt ind til borgerens situation.
Det opleves af alle som et dilemma, at juristen fortæller, at man, som sagsbehandlende
terapeut, skal holde sig til det der søges om, når fagligheden og en rehabiliterende
tankegang lægger op til en helhedsvurdering af borgerens situation.
Tværfaglige møder, uden borgeren, eksisterer og fungerer i nogle teams i andre ikke.
Tværfaglige møder kan bruges til at få fælles fodslag overfor borgeren.
Tværfaglige møder kommer oftest i stand på grund af nød, ud af et behov om at skabe
enighed blandt personale om, hvordan en bestemt situation skal takles.
Når man sidder i samme hus som de trænende terapeuter bliver der er tæt og effektivt
samarbejde til fordel for alle parter.
Det opleves som vigtigt for helheden, at man mødes fysisk hos borgeren. Advis og mails er
ikke tilstrækkeligt.
Begrænsninger
Det synes uklart, hvad organisationen forventer af terapeuterne. Om der er ønske om, at
der laves en helhedsvurdering eller om det er juristens udmelding om udelukkende at
forholde sig til det ansøgte, der er god latin.
Strukturen føles som en begrænsning fordi terapeuterne ikke ser dem de samarbejder med.
Derved mistes noget at helheden.
Tiden er en begrænsende faktor i forhold til at holde tværfaglige møder hjemme hos
borgeren.

Det opleves som en begrænsning, at terapeuterne ikke længere har udskrivelsesbesøg
sammen med sygehuset. Når terapeuterne først får henvendelsen efter at borgeren er
kommet hjem ryger sagen på ventelisten.
Muligheder
Der er gode erfaringer med afholdelse af tværfaglige møder (uden borger). Det betyder, at
man kender hinanden bedre og derfor bruger hinanden mere.
Der er mulighed for at holde tværfaglige møder hjemme hos borgeren, hvilket vil
understøtte helheden for borgeren.
Der er grønt lys fra ledelsen til at afholde de tværfaglige møder der er behov for.
Det ville være befordrende for en helhedsorienteret tilgang, hvis man i organisationen
tænker mere i samarbejdsrelationer, når man flytter rundt på personale.
At tage to terapeuter på hjemmebesøg sammen, kan være positivt i forhold til en bedre
helhedsvurdering, gerne en ergoterapeut og en fysioterapeut.
Der kan være nogle muligheder i Rambøll for at skabe en bedre helhed:
- Én eller anden form for fælles journaldel.
- Fælles mål for hele indsatsen
- En fælles handleplan
- En fælles indgang til borgeren
- Anvendelse af funktionsvurderingsskema.