NYT om erhvervet døvblindhed 2008 nr. 4

Tanker om kontaktpersoner
Videnscentret har bedt Ilene Miner sætte ord på sine tanker om
”kontaktpersonordningen set udefra.” Det har vi gjort på baggrund
af undersøgelsen ”Døvblinde og identitet”, som vi foretog i
et samarbejde november 2007.
Den service, en kontaktperson yder, tillader og opmuntrer døvblinde
til at have et fuldt liv uafhængig af familie, venner og frivillige.
Men at have en kontaktperson nedbryder barrierer og isolation.
Døvblinde kan med en kontaktperson besøge de familiemedlemmer,
der ellers ikke er i stand til at kommunikere med dem, de kan
deltage i politiske møder, til fester, gå ud at spise og besøge en
ven, der måske er syg.
De kan sætte sig ind i de daglige nyheder, betale deres regninger,
gå ud at handle og skrive breve. Kort sagt, de kan tage vare på
deres egne behov på helt normal og ligeværdig vis.
At være kontaktperson af profession og som døvblind at have ret
til at gøre brug af kontaktpersoner, som det er tilfældet i Danmark,
er en uhørt service i USA. Der eksisterer udvalgte programmer
rundt omkring i landet, men mennesker, der lever med døvblindhed,
har ikke ret til at modtage den form for service i USA.
”At have en kontaktperson
nedbryder barrierer og
isolation.”
Det faktum, at denne ret er lovfæstet i Danmark, tildeler den
enkelte, som benytter sig af ordningen, værdighed, og kontaktpersonen
praktiserer samtidig en anerkendt profession.
Ilene Miner på sit kontor i New York
■ A F I L E N E M I N E R , K L I N I S K S O C I O N O M , L E AG U E F O R T H E H A R D O F H E A R I N G ,
N E W YO R K C I T Y
En kontaktpersonordning er afgørende for, hvilket liv mennesker
med døvblindhed får. Graden af uafhængighed og kontakten til
omverden afhænger heraf. Den service, som kontaktpersoner
yder, tillader døvblinde at leve et liv med værdighed.
Døvblinde fortæller mig, hvordan de føler sig fanget i deres tanker
og deres krop, at de føler sig alene, eller at de er omgivet af
mennesker, de ikke kan kommunikere med. De er tvunget ind
i en isolation på grund af omstændighederne, en isolation hvor
depression og frygt kan være overvældende.
Mange af de følelser, der udspringer heraf, relaterer sig til den
mangel på kontakt til andre mennesker og steder, manglende
kommunikation og bevægelsesfrihed, som døvblinde oplever.
Evnen til at komme i kontakt med omverden bliver forsvindende
lille uden en kontaktperson.
Den døvblinde benytter en service, som er ydet af en professionel,
der modtager betaling for sit job. Vedkommende skal ikke gå
rundt og håbe på, at en frivillig dukker op eller føle sig mindreværd
og hele tiden bekymre sig om, hvordan en eventuel frivillighed skal
tilbagebetales.
Når en døvblind ansætter en kontaktperson, er relationen formaliseret,
og den døvblinde efterlades ikke i et afhængighedsforhold
til en frivillig.
For mig, en amerikaner der kommer til Danmark, var det en
forbløffende og overraskende oplevelse at se, hvordan en sådan
kontaktpersonordning gør en forskel.
I november 2007, da jeg var i Danmark for at lave en række interview,
mødte jeg både mange døvblinde og deres kontaktpersoner.
Det var en dybt udviklende oplevelse for mig. De gav alle deres
tid, deres hjerter, deres tanker og deres dyrebare kontaktpersontimer
for at kunne mødes med mig. De tilbagelagde lange afstande
i bil, i bus eller med tog. Jeg vil ikke i tilstrækkelig grad kunne sige
dem tak for deres generøsitet. Og uden en kontaktperson var
disse møder aldrig blevet en realitet.
2 0
NYT NR.4-2008