Nationalsjælen bor i en gylden kopi

5
10
15
20
25
30
35
40
45
50
Adam Oehlenschläger: Guldhornene, 1803 side 1
Guldhornene
De higer og söger
i gamle Böger,
i oplukte Höie
med speidende Öie,
paa Sværd og Skiolde
i muldne Volde,
paa Runestene
blandt smuldnede Bene.
Oltids Bedrifter
anede trylle;
men i Mulm de sig hylle,
de gamle Skrifter.
Blikket stirrer,
sig Tanken forvirrer.
I Taage de famle.
„I gamle gamle
hensvundne Dage!
da det straalte i Norden,
da Himlen var paa Jorden,
giv et Glimt tilbage!“
Skyen suser,
Natten bruser,
Gravhöien sukker,
Rosen sig lukker.
De övre Regioner
toner!
De sig möde, de sig möde,
de forklarede Höie,
kampfarvede, röde,
med Stierneglands i Öie.
„I som raver i blinde,
skal finde
et ældgammelt Minde,
der skal komme og svinde!
Dets gyldne Sider
skal Præget bære
af de ældste Tider.
Af det kan I lære.
Med andagtsfuld Ære
I vor Gave belönne.
Det skiönneste Skiönne,
en Möe
skal Helligdommen finde!“
Saa synge de og svinde.
Lufttonerne döe!
55
60
65
70
75
80
85
90
95
100
Hrymfaxe den sorte
puster og dukker
og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
og Skinfaxe traver
i straalende Lue
paa Himlens Bue.
Og Fuglene synge.
Dugperler bade
Blomsterblade,
som Vindene gynge.
Og med svævende Fied
en Möe hendandser
til Marken afsted.
Violer hende krandser.
Hendes Rosenkind brænder,
hun har Lilliehænder.
Let som en Hind
med muntert Sind,
hun svæver og smiler;
og som hun iler
og paa Elskov grubler —
hun snubler!
og stirrer og skuer
gyldne Luer,
og rödmer og bæver
og zittrende hæver
med undrende Aand,
af sorten Muld,
med sneehvide Haand,
det röde Guld.
En sagte Torden
dundrer!
Hele Norden
undrer!
Og hen de stimle
i store Vrimle,
og grave og söge
Skatten at foröge.
Men intet Guld!
Deres Haab har bedraget.
De see kun det Muld,
hvoraf de er taget.
Et Sekel svinder!!

105
110
115
120
125
130
135
140
145
150
Adam Oehlenschläger: Guldhornene, 1803 side 2
Over Klippetinder
det atter bruser.
Stormenes Sluser
bryde med Vælde.
Over Norges Fielde
til Danmarks Dale
i Skyernes Sale,
de forklarede Gamle
sig atter samle.
„For de sieldne Faae
som vor Gave forstaae,
som ei Jordlænker binde,
men hvis Siele sig hæve
til det Eviges Tinde,
som ane det Höie
i Naturens Öie,
som tilbedende bæve
for Guddommens Straaler,
i Sole, i Violer,
i det Mindste, i det Störste,
som brændende törste
efter Livets Liv,
som — o store Aand
for de svundne Tider!
see dit Guddomsblik
paa Helligdommens Sider,
for dem lyder atter vort Bliv!
Naturens Sön,
ukiendt i Lön,
men som sine Fædre,
kraftig og stor,
dyrkende sin Jord,
ham vil vi hædre,
han skal atter finde!“
Saa synge de og svinde.
Hrymfaxe den sorte
puster og dukker,
og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
og Skinfaxe traver
i straalende Lue,
paa Himlens Bue.
Ved lune Skov
Öxnene trække
den tunge Plov,
over sorten Dække.
155
160
165
170
175
180
185
Da standser Ploven,
og en Gysen farer
igiennem Skoven.
Fugleskarer
pludselig tier.
Hellig Taushed
alt indvier.
Da klinger i Muld
det gamle Guld.
Tvende Glimt fra Oldtidsdage
funkler i de nye Tider.
Selsomt vendte de tilbage,
gaadefyldt paa röde Sider.
Mystisk Helligdom omsvæver
deres gamle Tegn og Mærker.
Guddomsglorien ombæver
Evighedens Underværker.
Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!
snart maaskee de er forsvunden.
Jesu Blod paa Herrens Alter
fylde dem, som Blod i Lunden.
Men I see kun deres Lue,
ikke det ærværdigt Höie!
Sætte dem som Pragt tilskue
for et mat nysgierrigt Öie.
Himlen sortner, Storme brage!
Visse Time du er kommen.
Hvad de gav de tog tilbage.
Evig bortsvandt Helligdommen.

Uddrag af avis fra mandag den 17. maj 1802

Nationalsjælen bor i en gylden kopi
Politiken 18 september 2007, 2 . sektion side 1
De stjålne guldhorn i Jelling samlede i går et større presse- og politiopbud, og
museumsverdenen fulgte dramaet fra første række. Guldhornene er ganske vist
ikke af guld, og de er heller ikke fra oldtiden. De er rene rekonstruktioner - men de
udgør en værdi som stærkt nationalsymbol.
Af ANNE BECH-DANIELSEN
En julidag i 1639 snublede Kirsten Svendsdatter fra Møgeltønderkanten for anden
gang over et eller andet i plovfurerne på Schackenborgs jorder ved Gallehus. Hun var
på vej til Tønder med sine kniplinger, og de andre i flokken mente ikke, at der var
noget at hige og søge efter. Men denne gang bukkede hun sig ned og gravede fri, hvad
der stak op.
Det første af Danmarks måske to største nationalsymboler overhovedet var fundet: Da
kniplersken var færdig med at vaske metallet fri for jord i bækken, stod hun med et
over 3,5 kilo tungt, velbevaret guldhorn dekoreret med motiver af fantasidyr,
mennesker med dyrehoveder, stjerner og dyr. Kirsten Svendsdatter fik et skørt, og
kongen fik sit danefæ.
Men Danmark havde ikke fået sit nationalsymbol endnu.
Der skulle gå næsten 100 år, før en fattig husmand, Erik Lassen, fandt det andet horn,
da han var ude at grave ler til sin hytte under tyve meter fra Kirsten Svendsdatters
findested. 'Det korte horn' var knækket, spidsen manglede, men der var den fineste
runeinskription, der kunne placere hornets oprindelse et sted i Skandinavien. Og der
var en fantastisk fortælling om et historisk fund - og nu over 7 kilo oldtidsguld med
både enorm videnskabelig værdi og affektionsværdi for Danmark.
En historie, der havde det hele, kunne man tro - men den skulle blive meget bedre i
1802, og natten til i går fik den sit foreløbig sidste dramatiske kapitel, da guldhornene
forsvandt. Igen. På en måde.
For i 1802 brød en guldsmed med svag karakter og stærke pengeproblemer ind i
Kunstkammeret. Efter at finderen, Erik Lassen, pænt havde afleveret sit fund i
Sønderjylland og indkasseret 200 rigsdaler, havde greven af Schackenborg sendt
danefæet til Kunstkammeret, hvor også det første guldhorn lå, og hvor han mente, at
så dyrebare klenodier lå sikrest.
»Det kan man jo så mene noget andet om i dag«, som en af landets ypperste
guldhornsspecialister, museumsinspektør og dr.phil. i arkæologi Morten Axboe, tørt
bemærker.
For med to simple nøgler, hvoraf den ene ganske enkelt var pillet ud af låsen
derhjemme i stuen, lykkedes det den københavnske guldsmed at fjerne de to guldhorn
fra Det Kongelige Kunstkammer. Og ikke noget med lyssky handler og eksotiske
udenlandske opkøbere her. Niels Heidenreich var af anderledes praktisk karakter: Han
stoppede ganske simpelt de uvurderlige horn med de gådefulde dekorationer fra
germansk jernalder ned i sin smeltedigel hjemme i køkkenet i Larsbjørnsstræde. Inden
han blev pågrebet og fængslet, havde han omdannet enhver arkæologisk værdi til godt
7 kilo råguld.
Den danske nationalromantik
Og hvis ikke der allerede nu var stof nok til en myte, fuldendte digteren Adam
Oehlenschläger samme år sagaen med sit berømte digt om 'Guldhornene' - i øvrigt

skrevet ganske få baggårde fra Niels Heidenreichs køkken.
Danmark havde fået et nationalsymbol. Få andre arkæologiske nationalskatte kommer
på højde med guldhornene, når det gælder om at have gennemslagskraft i
befolkningen - også selv om man tæller Gundestrupkarrene, Illerupspyddene,
Grauballemanden og Solvognen med. Som museumsdirektør på Nationalmuseet
Carsten U. Larsen siger det:
»Guldhornene var om nogen med til at indvarsle den danske nationalromantik«.
Altså dyrkelsen af vores egen identitet og myten om det lille kongerige mod Nord, de
bølgende kornmarker, generationer af brave mænd og plovskærene bugnende af
fordums storhed.
Det var baggrunden for, at kong Frederik VII i tæt samarbejde med Nationalmuseets
grundlægger, Christian Jürgensen Thomsen, satte sig for at få lavet to
rekonstruktioner i forgyldt sølv. Christian Jürgensen Thomsen kunne ikke se et
nationalmuseum i Danmark uden de to horn, fortæller nuværende museumsinspektør
på stedet, Morten Axboe.
Hornene blev udformet efter gamle tegninger og med hjælp fra bl.a. Jürgensen
Thomsens egen barndomserindring: Han var en af de få, der havde set de oprindelige
horn, og han huskede dem som bueformede. Kopihornene blev udstillet på
Nationalmuseet, som har haft rekonstruktionerne i eje siden 1859. I 1970'erne fik
museet lavet yderligere et sæt rekonstruktioner for også at kunne vise, at nogle
teoretikere mener, at hornene har været vredne som oksehorn.
For en måneds tid siden blev de ældste horn udlånt til det østjyske udstillingscenter
Kongernes Jelling, også under Nationalmuseet.
Museumsmandens mareridt
Og natten til i går fik legenden om guldhornene så en nutidig tilføjelse. Det lykkedes
ukendte indbrudstyve at klatre op ad en stige på bagsiden af museet, smadre en høj
rude, sparke en mellemdør op ind til udstillingsrummet og en af Danmarks mest
tyverisikrede mobile montrer - og fjerne nogle autentiske, helt uvurderlige oldfund
som et halssmykke og en lille ravbjørn.
Og så guldhornene. Altså - dem fra 1859. De oprindelige er jo væk. Denne gang er
det kopier, der er forsvundet. Der findes en brugbar afstøbning på Nationalmuseet, så
man kan lave to nye horn i morgen. Det vil ikke engang koste alverden, for
rekonstruktionerne var nok forgyldte, men ikke af guld. Og mon ikke også der skulle
være en venlig digter, der kunne forfatte et nyt nationalkvad, hvis det skulle være?
Med andre ord: En mindre sag om tyveri af en dårlig kopivare?
Ikke at dømme efter opbuddet af sendevogne, fotografer, politiskilte,
kriminalteknikere, bekymrede museumsfolk fra København og rød-hvide
afspærringer uden for museet i Jelling i går.
Som en forbipasserende cyklist, Steffen O. Kay fra Jelling, noget underspillet
bemærkede på vej gennem Jelling i går:
»Det er irriterende, at nogen kan finde på det«.
Det synes Carsten U. Larsen, museumsdirektøren fra Nationalmuseet, i den grad også.
Tyveriet er »enhver museumsmands mareridt«, siger direktøren, der blev vækket
tidligt i går morges med den næsten surrealistiske besked om, at guldhornene var
stjålet - igen.
Selvfølgelig 'bare' rekonstruktionerne. Men det er interessant at kunne fremvise
hornene, fordi deres dekorationer er så gådefulde, betoner Nationalmuseet: Figurerne
er ifølge museumsinspektør Morten Axboe formentlig religiøst betonede, men det er
hverken Tor, Odin eller Balder, der er nittet på, selv om de nordiske guder ellers

optræder i andre fund bare to generationer senere. Trods mange forsøg har ingen til
dato formået at tolke guldhornenes budskab, og man er ikke engang klar over, om de
oprindelig har været brugt som drikkehorn eller gjaldende fanfarehorn.
Endelig er der symbolikken, understreger museumsfolkene.
»I sig selv er guldhornene en 150 år gammel historie, og den kan ikke gøres op i
penge. Men derudover repræsenterer de et fund fra germansk jernalder i 400-tallet.
Og så var de med til at indlede nationalromantikkens periode i Danmark. De udgør et
meget stærkt nationalsymbol«, siger direktøren for Nationalmuseet.
»De kan jo laves igen«
På Moesgård Museum er direktør Jan Skamby tilsvarende »rystet« over tyveriet af
ravbjørnen og de andre autentiske oldtidsfund, der også blev stjålet under tyveriet i
Jelling i går.
»De er uvurderlige. Som de oprindelige guldhorn var; da vi mistede dem, led vi et helt
uerstatteligt tab. I dag udgør de stadig et nationalt symbol uden lige, men rent
forskningsmæssigt er der ikke gået noget tabt ved, at rekonstruktionerne er stjålet. Ja,
undskyld mig, men guldhornene kan jo laves igen«, siger Jan Skamby, der høfligt
beklager, at han ikke kan finde en tilpas sørgerand at sætte omkring det famøse tyveri.
Filosoffen Arno Victor Nielsen, der har fulgt museumsverdenen tæt de sidste år, kan
heller ikke hidse sig op over tabet af 'kopierne', men han er enig med Nationalmuseet
i, at guldhornene står centralt i dannelsen af den danske identitet. Det er dog en meget
ung nationalidentitet, minder filosoffen om:
»Før romantikken og Oehlenschlägers digt om guldhornene opfattede folkedybet
ikke Danmark på samme forherligende måde som i dag. Det er noget, der først
kommer med nationalromantikken, og man kan håbe, at det her giver anledning til, at
nogen finder ud af, at ikke bare guldhornene er kopier. Det er den danske
nationalidentitet også. Den er en kopi af noget, vi har læst i et digt af Oehlenschläger.
Og vi må spørge os selv: Vil vi nøjes med en kopi?«.
Det ville de ukendte gerningsmænd i Jelling i går. De vil ikke kunne få meget ud af
sælge det smeltede metal. Det vil være næsten umuligt for dem at komme af med
deres spektakulære oldtidslevn. Men tyvene har åbenbart en idé om, at selv et par
forgyldte kopivarer kan have en større betydning end som så.
anne.bech@pol.dk
“Man kan håbe, at det her giver anledning til, at nogen finder ud af, at ikke
bare guldhornene er kopier. Det er den danske nationalidentitet også. Den er
en kopi af noget, vi har læst i et digt af Oehlenschläger”
Arno Victor Nielsen, filosof
Fakta: Fakta Guldhornene
400 e.v.t.: Guldhornene laves, formentlig i Danmark, givet i Skandinavien.
1639: Det første guldhorn (det mest intakte) findes i Gallehus, Sønderjylland.
Hornet bruges som drikkehorn af Chr. IV's søn, prins Christian. 1734: Det
andet guldhorn ('det korte horn') findes i Gallehus, Sønderjylland. 1802:
Guldhornene stjæles fra Kunstkammeret i København. 1803: Tyven, en
guldsmed, pågribes og tilstår, men hornene er smeltet om. 1859: Frederik VII
sponsorerer og iværksætter to forgyldte rekonstruktioner til Nationalmuseet.
2007: Rekonstruktionerne stjæles fra udstillingscentret Kongernes Jelling i
Jelling.

Vægten værd i national stolthed ...
Politiken 18 september 2007, 1 . sektion side 1
Af ANNE BECH-DANIELSEN
De er ikke af guld, guldhornene, og ægte oldtidsfund er de heller ikke. De kan
oven i købet støbes om i morgen, hvis det skulle være: Der findes en støbeform
på Nationalmuseet af de stjålne horn.
Alligevel samlede tyveriet af de to rekonstruktioner i går i Jelling et sjældent
opbud af presse, museumsfolk, sprængningseksperter og politi.
De oprindelige guldhorn »bortsvandt« for evigt, som digteren Adam
Oehlenschläger skrev i sit berømte digt, da de efter et tyveri i 1802 blev smeltet
om til bl.a. skospænder. Der er ingen støbeformer eller nøjagtige tegninger af
de ægte guldhorn. Men de forgyldte rekonstruktioner, som Frederik VII fik
lavet til Nationalmuseet i 1859, har alligevel en afgørende værdi for Danmark,
vurderer direktør for Nationalmuseet Carsten U. Larsen:
»Guldhornene udgør et meget stærkt nationalsymbol«, siger direktøren, der
også tillægger den dramatiske historie om guldhornene værdi: De to horn blev
fundet i sønderjysk muld af fattige folk i 1600- og 1700-tallet, stjålet og smeltet
om af en grisk guldsmed i København og genskabt af en konge - og nu er de
stjålet en gang til.
Museumsdirektør Skamby fra Moesgård Museum kan ikke deltage i
begrædelsen af tabet: »Guldhornene kan jo laves om igen«, siger arkæologen
fra Århus.
1. sektion side 3 2. sektion forside
Nationale klenodier: Tyveri af guldhornene var
professionelt arbejde
Politiken 18 september 2007, 1 . sektion side 3
En større delegation af politi og pressefolk invaderede i går den lille jyske
by Jelling, efter at kopierne af de originale guldhorn blev stjålet. Politiet
efterlyser fire mænd i to biler.
Af P.C. Poulsen
Politiet er ikke i tvivl om, at tyveriet af kopierne af de nationale klenodier
guldhornene i Jelling tidligt i går morges var planlagt.
»Vi mener også, at der var flere om det. Formentlig fire mænd«, konstaterede
vicepolitiinspektør Peter Thaysen fra Sydøstjyllands Politi i går eftermiddags
på baggrund af den indledende efterforskning.
Ud over kopierne af guldhornene, der var udlånt til en udstilling i
formidlingscentret 'Kongernes Jelling' af Nationalmuseet, frygter man også, at
andre uvurderlige kunstskatte er stjålet.
Blandt andet de såkaldte ravbjørne, der er to 9.000 år gamle klumper rav
udformet som bjørne, et par guldøreringe og en guldhalsring.
»Men det ved vi ikke med sikkerhed endnu, fordi vi ikke har været inde at
undersøge det«, sagde Peter Thaysen, mens politiets teknikere og
sprængningseksperter fra Beredskabsstyrelsen stadigvæk undersøgte
udstillingsbygningen.
Efter at tyverialarmen gik i gang på udstillingsbygningen i går morges kl. 4.28,
oplevede Jelling det største opbud af politi og pressefolk, siden den historiske

y var vært for den danske stats officielle markering af årtusindskiftet med
deltagelse af regentparret og statsministeren.
»Så stor opmærksomhed har vi da helt sikkert ikke set siden«, sagde
formanden for Jelling Kirkes menighedsråd, Gunni Højvang, da han kom forbi
bygningen.
Her hilste han på byens tidligere borgmester og nuværende viceborgmester i
Vejle Kommune Arne Sigtenbjerggaard (V), der i første omgang troede, at der
var tale om en vittighed, da han i lokalradioen hørte om tyveriet.
»Men jeg blev helt chokeret, da jeg så hørte i landsnyhederne, at den var god
nok«, sagde Arne Sigtenbjerggaard, der i sin tid var med til at etablere
udstillingsbygningen, som blev indviet i Jelling i 2002. Han havde aldrig troet,
at det kunne lade sig gøre at stjæle fra den bygning.
»Jeg har nemlig altid sagt, at huset var som Fort Knox, og at selv kronjuvelerne
kunne udstilles her uden risiko«, sagde han, mens hans øjne fulgte det massive
opbud af politi og pressefolk.
Tyve på rekognoscering
Hele dagen var den hvide udstillingsbygning og de nærmeste omgivelser
afspærret, over byen og omegnen svævede en politihelikopter, og inde i
bygningen færdedes polititeknikere og sprængningseksperter iklædt lyseblå
masker og hvide beskyttelsesdragter.
Såvel politi som museumsfolk står uforstående over for tyveriet af kopivarerne,
eftersom de næppe hverken har samlerinteresse eller væsentlig økonomisk
værdi. Men der hersker ikke tvivl om, at en eller flere af gerningsmændene har
været på rekognoscering i udstillingsbygningen, før de satte en stige op bag
bygningen til et vindue ind til førstesalen, hvor montren med guldhornene
stod.
»De har på forhånd vidst, hvad de gik efter«, sagde vicepolitiinspektør Peter
Thaysen.
Omkring tidspunktet for tyveriet blev der set en sort Volvo V 40 med
nummerpladen YL 59 356 i Jelling. Vognen er stjålet for fire dage siden i
Horsens. Der var to mænd i bilen, der cirka to timer efter indbruddet blev set i
Brande mellem Vejle og Herning. Denne gang med fire mænd, der ifølge et
øjenvidne opførte sig mærkeligt.
De to mænd, der yderligere blev set i forbindelse med den sorte Volvo, er
formentlig identiske med to mænd, der ved 03.50-tiden blev set i en mørkeblå
Nissan Primera i nærheden af udstillingsbygningen i Jelling.
Passageren sad med hånden ude ad vinduet og holdt på en cirka tre meter lang
aluminiumsstige. Føreren beskrives som lille af vækst, kraftig og ubarberet med
sort overskæg og iført mørk hue og camouflagejakke.
Politiet oplyser, at det først i løbet af nogle dage på baggrund af analyser kan
konstateres, hvorvidt der er blevet brugt sprængstof til at sprænge montren
med guldhornene, eller om den er slået i stykker med to brandøkser, som var
blevet efterladt på stedet.
poul.christian.poulsen@pol.dk
2. sektion forsiden
Guldhornene er fundet igen
Politiken 19 september 2007, 1 . sektion side 2
Efterforskning. De stjålne guldhorn er fundet. Det bekræfter Steen Edeling,
politiinspektør ved efterforskningsenheden hos Sydøstjyllands Politi i Vejle,
overfor TV Syd. Også ravbjørnen, der blev stjålet samtidig ved indbruddet i

Kongernes Jelling natten til mandag, er fundet. Hvor og under hvilke
omstændigheder de er fundet, vil politiet ikke oplyse.
»Vi er i gang med at hive de sidste tråde i land og det vil foregå i løbet af
natten«, siger Steen Edeling til TV Syd. Der er pressemøde på politigården i
Vejle i dag kl. 10.00.
ATS - At tænke sig
Politiken 18 september 2007, 1 . sektion side 14
LYNINTERVIEW I
Hr. kriminalinspektør, hvordan går det med efterforskningen af tyveriet af
guldhornene?
»Vi higer og søger i gamle Bøger, i oplukte Høie med speidende Øie, paa
Sværd og Skiolde i muldne Volde, paa Runestene blandt smuldnede Bene.
Derudover kan jeg sige så meget, at vi efterlyser en Nissan Primera«.
ATS - At tænke sig
Politiken 21 september 2007, 1 . sektion side 16
GULDHORNSNYDT Det var en vågen landbetjent, der afslørede de to mænd,
der nu er fængslet for at have stjålet guldhornene, fortæller
vicekriminalkommissær Waage Sandø:
»Kollegaen lagde mærke til, at den ene af mændene havde monteret et forgyldt
udstødningsrør med en usædvanlig krumning på sin bil. Da kollegaen bragte
køretøjet til standsning, lagde han endvidere mærke til, at der hang en ravbjørn
i bakspejlet i stedet for de sædvanlige plysterninger, og så var det bare at
lægge to og to sammen«.

POLITIKEN | LØRDAG 22. SEPTEMBER 2007 KULTUR | side 5
Johannes Møllehave digter på Guldhornene
Da de originale guldhorn blev
stjålet i 1802, fløj digteren
Adam Oehenschläger i
blækhuset og indledte sit
berømte digt 'Guldhornene' med
ordene "De higer og søger/i
gamle bøger".
Det hjalp dog ikke hornene,
som blev hensynsløst
omsmeltet af tyven. For
nylig gentog historien sig
Horn til morgenkaffen
Johannes Møllehave
------
Biler kom dyttende
mandag den syttende
Midt i trafikken
stopped' musikken
5 Speakerens guldkorn:
Båthorn og guldhorn!
Av for min guldtand
røver og guldsand
Gyset går ud i alle kommuner
10 no'en rister brød og no'en rister runer
Det er minsandten
ren Olsen Banden
Dreng eller pige
- tremeters stige
15 - rov uden lige
- smadrede ruder!
Oldtidens Guder
vågner og græmmes
Rædsel fornemmes
20 tiden blir gold tid
hvem stjal vor oldtid?
Drop morg'nens måltid
søstre og brødre!
(Horn eller kryd're)
25 Græd ved den melding
fra kongernes Jelling
O, hvilke gavtyve
halsring-og rav-tyve!
Skæbnedatoer - meget sigende
30 flaget på halv den syttende i niende!
Guldet forsvundet
men atter fundet
to dage efter
ved opbud af kræfter
35 Lær da i Jelling
af den fortælling:
Værn om værdierene
(navnlig kopierne!)
frygt røverierne
40 vær mer' beskyttende
end før den syttende!
på forunderlig vis, da
nationalmuseets kopier af
guldhornene blev ranet fra
en udstilling i Jelling.
Det har Politiken bedt
Johannes Møllehave skrive
et digt om. På sin vis en
kopi af gamle
Oehenschläger - og dog sit
helt eget
Tegning: Roald Als

GULDKORNENE I & II
I anledning af tyveriet af Guldhornene har Information bedt den
unge, pladeaktuelle sangskriver Christian Juncker om en opdatering
af Adam Oehlenschlägers kendte epos fra 1803
I
DE RÅBER OG SKRIGER
OM ET PAR GAMLE KOPIER
I RADIO OG AVISER
JEG SIDDER BARE OG SKRIVER
TIL FOLKEDANS
LÆRER DE SELVFORSVAR
IFØRT TRÆSKO OG GLOBALISEREDE AR
FOR HVEM VED HVAD DE FREMMEDE TAGER
COME ON!
DRONNINGEN DØR FØR ELLER SIDEN
KØDET ER MØRT
FOR GRÅSPURVENE SKAL DER FYRES
DESPARADOBØNDER
FOLDER DERES HÆNDER
OM USTOPPELIGE FADØLSHANER
HALTER STÅLSAT HVIDKLÆDT I CANCER
TRYGHED I HOLLÆNDERVOGNE
DELFINER I TORSKEROGNEN
FAMLER I BLINDE
FALDER I MANDS MINDE
LUFTKASTELLER FARVELLER
-----------------------------------------
Information 27. september 2007
II
TILBAGE IGEN
BÅDE HORN OG JEG
INTET FORANDRET HVERKEN FØR ELLER EFTER
NAZIONALISMENS HJERTE ER TILBAGE PÅ PLADS
OG PYNTER SVÆRT LETTERE
MÆRK FORSKELLEN
ER DEN SAMME
JEG ER DEN SAMME
(RYSTER LIDT PÅ HOVEDET)
((HUSKER DENGANG FOLK HAMSTREDE GÆR))
(((BEMÆRKER I LOKALAVISEN AT ROCKY MARIA
RAMSGAARD
HAR VUNDET EN PRISBELØNNET SALATSLYN
GE)))
((AT VI ER LØBET TØR FOR TOILETPAPIR))
(OG DET TRÆKKER UDEFRA)
NU!
Christian Juncker, 2007
Den 32-årige sanger, sangskriver og guitarist Christian Juncker
aktuel med albummet 'Pt', der udkom denne uge, har på
Informations opfordring skrevet et nyt epos om Guldhornene
efter tyveriet af dem for to uger siden. Foto: Stephen Freiheit
Adam Oehlenschläger skrev sit lange berømte digt i 1803. Arkivfoto