Helt fundamentalt - replik - Friskolebladet

friskolebladet.dk

Helt fundamentalt - replik - Friskolebladet

Helt fundamentalt

Et ansigtsudtryk præget af vrede og sorg hos et menneske

man sætter højt, det kan være barskt at blive præsenteret

for. Og jeg blev faktisk rystet, da jeg så dette

udtryk hos overrabbiner Bent Lexner, da han blev

interviewet i forbindelse med debatten om det rimelige

i omskæring af små drengebørn, jødiske og muslimske.

Bent Lexner, den oplagte talsmand for den jødiske

menighed, har jeg altid agtet meget højt – for hans visdom,

hans frie sindelag og hans befriende humor, især

når han sad imellem kristne og muslimer og skulle forholde

sig til de ”uomgængelige sandheder” som de to

store religioner skulle leve op til. Hos Lexner fornemmede

man altid et overskud: herre gud, og gud er jo

fælles for os, lad os dog finde ud af det.

Jeg ved ikke hvorfor diskussionen om omskæring

poppede op igen; det var vel en flok gejstlige i Tyskland

der ønskede en ny debat om et oldgammelt rituals

berettigelse. Det gav genlyd i Danmark, og Bent

Lexner, der har foretaget masser og masser af omskæringer

– formodentligt med sikker hånd og sikker

viden – blev pludselig præsenteret for fotos af et skamferet

drengebarn.

Hvordan kunne han forsvare den slags barbari Det

kunne han naturligvis ikke, men han kunne forsvare

de indgreb han selv havde stået for, måden, tidspunktet

og ideen bag: at blive del af Abrahams slægt, at blive

del af Guds folk, at blive udmærket som Guds udvalgte

folk.

Og da så den naturlige reaktion kom fra individforkæmperne:

et forbud mod den slags overgreb må effektueres

straks, (så kan drengene eventuelt vælge selv,

når de bliver myndige), kom også reaktionen fra overrabbineren.

Sorg og vrede i en uhyggelig blanding stod

frem i hans smukke, normalt så rolige ansigt: - hvis et

forbud blev effektueret, så ville han på jødernes vegne

sige tak fordi de har måttet være her i 400 år, og nu ville

de i øvrigt tage et andet sted hen.

Det er en udmelding der gør det desperat umuligt at

forestille sig en forsoning, og lad det så være, men så

bare en form for samliv mellem ”bogens folk”: jøder,

kristne, muslimer og sekulære, humanistiske kræfter,

når en fornem repræsentant for den ikke-missionerende

religion må afsværge et land for at bevare retten til

forhudsindgreb.

Når fundamentalismen svinger fra troen på visse ord

og symboler til overbevisning om nødvendigheden af

indgreb og handling, så går det galt, og så må vi, der i

øvrigt sætter pris på fundamentale værdier, stå af og tage

afstand – og så ikke blot til handling og virkeliggørelse,

men måske til fundamentalismen som princip.

Det er en bitter konsekvens, fordi tænkende troende,

der har udgangspunkt i noget fundamentalt,

stort set altid stikker dybere i deres reflektion end mennesker

der baserer deres domme på evidens, statistikker

og hurtige copypaste-afhandlinger.

Undertegnede var så heldig at blive friskolelærer i slutningen

af 70´erne, dvs. i de år hvor en ”fundamentalistisk”

grundtvigsk bevægelse gik over landet, kulminerende

med 200-års fødselsdagen i 1983. – Mit udgangspunkt

var ikke lige der, men jeg skal dog love

for at jeg fik flyttet rundt på nogle fordomme. – Lykkeligvis

skulle en grundtvigsk ”omvendelse” ikke med

vold og magt følges af fysiske ”omskæringer”, skønt

mændenes skægvækst nærmede sig profetisk længde,

og kvinderne sad med løst strikketøj og stramt hår.

Kønt var det vel ikke, men det skadede formodentlig

heller ikke nogen. – Diskussionerne var heftige mellem

gammel-og nygrundtvigianere, mellem koldske

kristne og Thaning-tilhængere (”Menneske først og kristen

så….”), og skolerne blomstrede ved den evindelige

udfordring af egne, ”fundamentale” standpunkter.

Det mest forunderlige ved den fanatiske fundamentalisme,

der kræver at mennesker straffer på guds vegne

hvis fundamenterne besudles, er det gudsbillede der

anes bag konsekvensrytteriet. Gud som Den Store Bogholder,

en overjordisk Mads Skjern med alle indtægtsog

udgiftsbilag omhyggeligt opbevaret til det endelige

regnskab skal gøres op. Er han ikke større den Allah,

den Jehova, den Gud som Bogens Folk forestiller sig,

er gud ikke noget så stort at kun latteren kan indfange

gudens væsen, en latter der lyder i årtusinder gennem

rummet som en kærlighedserklæring til det skabte, til

alt levende, og også til mennesker: deres dårskab, galskab

og troskab.

Peter Seeberg har i sin samling af prosatekster: Om

fjorten dage, en herlig lille tekst, bare en halv side.

26


Replik

til tidens politik, kultur og samfund

Timeplan for

en gammel gud

________________________________________________________________________________________________

Ma Ti On To Fr Lø Sø

________________________________________________________________________________________________

Sove Sove Blunde Lege Sove Sove dybt Sove

________________________________________________________________________________________________

Sove dybt Vugge verden Se efter den

lidt om aftenen

eenbårne søn

en times tid

Som ovenstående timeplan tydeligt viser, har det

været anstrengende at skabe verden, gud har haft

travlt, så man skal ikke belemre ham med småting.

Der skal være plads og tid til fordybelse og hvile.

Som et menneske med en tilværelsesforståelse baseret

på fundamentalistisk humanisme har jeg næppe ret til

at blande mig i en tolkning af diverse gudsbilleder,

men stadigvæk: jeg kunne godt tænke mig at de tre

store religioner med udgangspunkt i fundamentale

læsninger af Bogen, af en eller anden Bog, kunne lade

Gud slippe fri af pagten, slippe ud af de stramme forpligtelser

som han pålagde både menneskene og sig

selv. ”Jeg var så ung dengang,” hvisker han. ”Jeg var

så renfærdig dengang, men hvad betyder det med den

forhud Noget skulle jeg finde på.”

I højmiddelalderen fortælles det at trangen til at besidde

relikvier af den ene eller den anden art var så intens

at en biskop kunne finde på at bide i Maria Magdelenas

knogler – eller hvis knogler det nu måtte være

– for at få et uvurderligt relikvie med sig hjem til den

lokale kirke. I domkirken i Chartres, et af middelalderens

fornemste pilgrimsmål, opbevarede man La

Sainte Chemise, den særk som jomfru Maria bar da

hun fødte Jesus, men i kirken fandt man også et lille

relikvieskrin der var beregnet til at rumme en rest af Jesus

selv. Problemet var selvfølgelig hans himmelfart,

der ikke efterlod meget jordisk gods: et par mælketænder,

lidt blod, nogle tårer, angstens sved (Veronicas

svededug), men vigtigst af alt: Le Saint Prépuce,

Den Hellige Forhud.

I mindst 15 af middelalderens kirker opbevarede

man et eksemplar af Jesu forhud, (man kan grue ved

tanken om indgrebets omfang), men den i Chartres er

for længst stjålet og tilbage står kun det tomme skrin.

En skønne dag er Pagtens Ark måske også tom, så

må religiøse fundamentalister nøjes med troen og

sproget der gør deres gud levende, og vi andre må besinde

os i vores argumentation.

Veronicas svededug fra søndre sideskib i Vestervig Kirke,

Aalborg Stift.

Le Saint Prépuce, Den Hellige Forhud, som det sidst

eksemplar af blev stjålet i 1983 i Calcutta.

”Jeg er den, jeg er.” sagde Gud.

At kunne samtale med den eller det der er, det lukker

op for uanede muligheder: for latteren over at dette

også er til, og glæden ved at være til.

Erik Lyng

Friskolelærer

27

More magazines by this user
Similar magazines