Patientuddannelse - Sundhedsstyrelsen

og litteratursammenfattende studie fokuserer på begrebet self-efficacy hos personer med
KOL og søger at vise, at det er en kognitiv størrelse af central betydning for at have
succes i forsøget på livsstilsændringer. Self-efficacy er ikke kun betinget af verbal viden,
men også af praktiske kompetencer, fysisk tilgængelighed og selvtillid. Studiet refererer
bl.a. til gruppens egne kvalitative undersøgelser af personer med KOL og deres oplevelser
af, hvad der hjælper dem – fx at bruge råd om energibesparende processer i det daglige
liv eller det at følge en handlingsplan med dertil hørende medicinering – og hvad
der blokerer – fx sygdommens fremskriden eller comorbiditet – uden at det dog lykkes
forfatterne at gøre det helt klart, hvorfor netop begrebet self-efficacy er velegnet til at
indsamle disse elementer i en afgørende faktor og ikke fx velbefindende (161).
I en korrelationsundersøgelse afprøves en ”teoretisk model”, hvorefter der er tre væsentlige
medierende faktorer mellem intervention i form af uddannelse, rådgivning etc. og
en ønsket effekt i form af livsstilsændringer og forbedret sygdomshåndtering. Udover
self-efficacy omfatter denne model for virkningsmekanismer elementerne ”initiative
beliefs” og ”investment beliefs” (mål for patientens tiltro til, at egen indsats kan gøre en
forskel) samt sygdomsspecifik viden. I undersøgelsen måles disse elementer hos en
gruppe personer med KOL igennem psykometriske tests, og der findes en moderat
positiv sammenhæng mellem disse mål for formodede moderatorer på den ene side, og
en række fysiologiske og funktionelle effektmål for håndteringen af KOL. Forfatterne
konkluderer, at den teoretiske model er brugbar i designet af patientuddannelser og
andre patientrettede interventioner, men igen mangler tilsyneladende en begrundelse
for, at man i en designproces skal arbejde med de her opstillede ”mediatorer” frem for
andre begreber og mål for psykologisk velbefindende og ressourcer (162).
Et studie baseret på fokusgrupper med personer med forskellige kroniske lidelser har
søgt at kortlægge selv-oplevede barrierer, som står i vejen for aktiv selvhåndtering af
depression, overvægt, træthed, dårlig kommunikation med lægen og mangel på støtte
fra familien, og i vejen for brug af tilbud og ressourcer til støtte herfor, fx viden om tilbuddene,
fysiske symptomer, transportproblemer og mangel på sundhedsforsikring.
Studiet indgår i udviklingen af en hjemmebaseret variant af Stanforduddannelsesprogrammet
under bibeholdelse af princippet om deltagere som undervisere,
hvilket skulle kunne imødegå nogle af barriererne (163). I et opfølgende studie
afprøves dette program, idet det samtidig undersøges, om ”oplevet kontrol” fungerer
som en modererende faktor. Der er lavet et psykometrisk skema til formålet, og tilsyneladende
er ideen at måle self-efficacy, selvom der spørges temmelig abstrakt til selvhåndterende
adfærd. Det er dog svært at overskue, i hvor høj grad moderatoren overlapper
effektmålet ”self-management self-efficacy” som også er en test-score, men bundet
mere konkret til aktiviteter. Der findes bedre effekt af en version baseret på hjemmebesøg
end en telefonbaseret, og analysen af den modererende faktor fører til den
konklusion, at de, der starter med den laveste ”oplevet kontrol”-score, får størst udbytte.
Det foreslås derfor, at spørgeskemaet om ”oplevet kontrol” udvikles til en screeningprocedure
til identifikation af personer med størst potentielt udbytte (164).
Opsummerende viser den gennemgåede litteratur, at livet med kronisk sygdom kan
give anledning til en række psykologiske reaktioner såsom stress, angst, utryghed og
depression og til ændring af livsperspektiv. For at opnå udbytte af patientuddannelse er
der behov for at tage højde for dette ved tilrettelæggelsen af patientuddannelse, og
dette kan gøres ved hjælp af følgende:
■■
Screening for faktorer, der kan have indflydelse på udbytte, såsom depression, motivation,
sense of coherence, selvoplevet kontrol
94 Patientuddannelse – en medicinsk teknologivurdering