Søgbar version

statensnet.dk

Søgbar version

BETÆNKNING

ANGÅENDE

AFLØSNING AF RETTEN TIL FISKERI

MED ÅLEGÅRDE

OG ANDRE SÆRLIGE RETTIGHEDER

TIL FISKERI PÅ SØTERRITORIET

AFGIVET AF

DEN AF FISKERIMINISTERIET UNDER 24. JANUAR 1952

NEDSATTE KOMMISSION

KØBENHAVN

H. CHR. LÜTZHØFTS BOGTRYKKERI

1955


INDHOLDSFORTEGNELSE

Side

Kommissionens nedsættelse 3

Blankålsfiskeriet 6

Nogle bemærkning ang. det indsamlede statistiske materiale 8

Juridiske og historiske forudsætninger for ålegårdsretten m. m 14

Begrebet ålegårde (redskabstypernes udvikling) 22

Ålegårdsovernævnets praksis 26

Redegørelse for kommissionens indstilling 32

Erstatningsberegningen 40

Forslag til lov om afløsning og statens overtagelse af retten til fiskeri med

ålegårde m. m 43

Bemærkninger til lovforslaget 52

BILAGSFORTEGNELSE

Bilag nr. 1 — Oplysninger om udnyttelse af ålegårdsrettighederne m. v 65

Oversigt over udarbejdede skemaer 66

Skema 1a — Udnyttes fiskeriet af kystejeren eller andre (med

landforbindelse) 67

— 1b — Udnyttes fiskeriet af kystejeren eller andre (uden

landforbindelse) 68

— 2 — Antallet af anvendte redskaber, type for type . . 69

— 3a — Med hvilke redskaber udnyttes fiskeriet (med

landforbindelse) 70

— 3b — Med hvilke redskaber udnyttes fiskeriet (uden

landforbindelse) 71

— 4 — Vanddybder 72

— 5a — Fiskepladser taget i brug siden 1916 (med landforbindelse)

73

— 5b — Fiskepladser taget i brug siden 1916 (uden landforbindelse)

74

— 5c — Fiskepladser opgivet siden 1916 75

— 6 — Gennemsnitsudbyttet for redskaberne 76

— 7 — Oplysninger om særlige fiskerirettigheder 77

— 8 — Gennemsnitsprisen for blankål 103

— 9 — Samlet oversigt over fiskeriet efter blankål 103

Bilag nr. 2 — Redskabstyper 105

Bilag nr. 3 - - Lovudvalgets forslag af 21. april 1950 109

Bilag nr. 4 — Professor Poul Andersens responsum 112

Bilag nr. 5 — Skrivelse af 19. marts 1951 fra kammeradvokaten 124

Bilag nr. 6 — Skrivelse af 10. juli 1948 fra kammeradvokaten 127


Kommissionens nedsættelse m. m.

I det forslag til ny lov om saltvandsfiskeri, der i 1950 blev forelagt

rigsdagen, var medtaget forslag om en ændret formulering af § 7 i saltvandsfiskeriloven

af 31. marts 1931 om ålegårdsrettighederne. Dette forslag,

der findes optaget som bilag nr. 3, var indeholdt i en af et sagkyndigt

udvalg udarbejdet betænkning af 21. april 1950, der lå til grund for det

nævnte lovforslag. Forslaget, som omtales nærmere nedenfor, gav bl. a.

detaillerede regler for, hvorledes en ålegård skal være indrettet for at kunne

nyde beskyttelse som ålegård samt nærmere regler angående afstandsbestemmelser

m. v.

Under lovforslagets behandling på rigsdagen kunne der imidlertid

ikke opnås enighed, idet det fra venstre og konservativ side blev fremhævet,

at forslagets gennemførelse eventuelt ville kunne medføre indgreb

i velerhvervede rettigheder. Foreningen af Skov- og Landejendomsbesiddere

i Danmark havde ligeledes i en henvendelse til et enkelt medlem

af rigsdagen hævdet, at de i forslaget indeholdte regler betød en væsentlig

principiel indskrænkning i ålegårdsejernes rettigheder, og at der, hvis forslaget

blev gennemført, måtte tilkomme de berettigede erstatning for delvis

ophævelse af ålegårdsretten. Det må dog i denne forbindelse nævnes, at en

af fiskeriministeriet fra kammeradvokaten indhentet erklæring af 19. marts

1951, der findes optaget som bilag nr. 4, gav udtryk for, at ingen af de

i forslaget indeholdte bestemmelser efter hans skøn gik ud over den lovgivningsmagten

til enhver tid tilkommende beføjelse til at indføre nærmere

regulerende bestemmelser for udøvelsen af næringsrettigheder eller af egentlige

ejendomsrettigheder, og at bestemmelsernes gennemførelse derfor ikke

kunne begrunde noget erstatningskrav fra ålegårdsejernes side.

For ikke at sinke det øvrige lovforslags gennemførelse blev § 7 i den

af udvalget foreslåede affattelse herefter af den daværende fiskeriminister

Knud Rée udtaget af forslaget, og i stedet blev § 7 fra saltvandsfiskeriloven

af 1931 indsat påny, dog med et par ikke helt uvæsentlige ændringer.

Heraf kan nævnes stk. 8, hvorefter den til fiskeri med ålegårde berettigede

inden 1. august skal give nærmere anmeldelse til fiskerikontrolløren om

den af ham indtagne ålegård med nøjagtig angivelse af ålegårdens beliggenhed

m. v. Endvidere bestemmelserne i stk. 10 og 11, der fik deres nuværende

formulering under rigsdagsbehandlingen, og som betyder en

udbygning af ålegårdsnævnenes og ålegårdsovernævnets kompetence i

forhold til de almindelige domstole.

Samtidig blev der af fiskeriminister Rée overfor folketingsudvalget


- 4

givet tilsagn om at nedsætte en kommission, der skulle overveje spørgsmålet

om afløsning af ålegårdsretten eller eventuelt en ændring af § 7.

I henhold til dette tilsagn blev nærværende kommission herefter nedsat

den 24. januar 1952.

Fiskeriministerens skrivelse til kommissionens formand, professor, dr.

jur. Knud Illum havde følgende ordlyd:

»Under behandlingen på rigsdagen af den nu vedtagne lov af 19. december

1951 om saltvandsfiskeri gav jeg i overensstemmelse med et fra

flere sider fremsat ønske tilsagn om nedsættelse af en kommission til overvejelse

af forskellige problemer i forbindelse med den i saltvandsfiskerilovens

§ 7 omhandlede ålegårdsret, herunder spørgsmålet om en eventuel

afløsning af nævnte ret. I henhold til ovennævnte tilsagn har jeg herefter

dags dato nedsat nævnte kommission.

Efter at De har erklæret Dem villig til at overtage hvervet som formand

for kommissionen, beskikkes De herved til formand for denne.

Kommissionens opgave vil være at fremkomme med indstilling om,

hvorvidt der, bl. a. under hensyn til den i de senere år skete udvikling af

ålefiskeriet med faststående redskaber, bør foretages afløsning af de eksisterende

rettigheder til fiskeri med ålegårde og andre særlige rettigheder

til fiskeri på søterritoriet. Forsåvidt kommissionen måtte komme til det

resultat, at den finder at kunne gå ind for afløsning af de nævnte rettigheder,

går jeg ud fra, at kommissionen samtidig stiller forslag om, på

hvilken måde og på hvilke betingelser en eventuel afløsning bør ske.

Med henblik på muligheden af, at en afløsning eventuelt ikke lader

sig gennemføre, anmodes kommissionen derhos om at ville foretage en

gennemgang af den i saltvandsfiskerilovens § 7 indeholdte bestemmelse

eventuelt sammenholdt med de tilsvarende bestemmelser i det forslag, der

er indeholdt i den betænkning, der er afgivet af »fiskerikommissionen« af

2. april 1940, og fremkomme med sådanne ændringsforslag, som denne

gennemgang eventuelt måtte give anledning til.

Kommissionen vil være berettiget til at disponere over sagkyndige

fra de under fiskeriministeriet hørende institutioner, herunder fiskerikontrollen

og Dansk Biologisk Station, samt at tilkalde anden sagkyndig bistand,

som iøvrigt måtte skønnes fornøden for opfyldelse af ovennævnte

kommissorium.

Det tilføjes, at jeg samtidig hermed har udnævnt følgende til medlemmer

af kommissionen:

Departementschef B. Dinesen, fiskeriministeriet,

kontorchef G. L. Mourier, fiskeriministeriet,

højesteretssagfører Bent Jacobsen,

som repræsentant for Foreningen af Skov- og Landejendomsbesiddere

i Danmark,


- 5-

landsdommer Poul Rønnov-Hansen,

som repræsentant for justitsministeriet,

landstingsmand Severin Hansen,

som repræsentant for Dansk Fiskeriforening,

fhv. fiskeriminister Chr. Christiansen,

som repræsentant for den socialdemokratiske rigsdagsgruppe,

folketingsmand, konsulent K. Damsgaard,

som repræsentant for venstres rigsdagsgruppe,

folketingsmand, proprietær V. Fibiger,

som repræsentant for det konservative folkepartis rigsdagsgruppe,

folketingsmand, direktør A. C. Normann,

som repræsentant for det radikale venstres rigsdagsgruppe, samt

folketingsmand, fabrikant Verner Larsen,

som repræsentant for Danmarks Retsforbunds rigsdagsgruppe.

Endelig er ekspeditionssekretær i fiskeriministeriet, J. Nørgaard, beskikket

som sekretær for kommissionen.«

Efter kommissionens nedsættelse er der sket følgende personskifter:

Folketingsmand Fibiger, der havde bedt sig fritaget, blev efter indstilling

fra det konservative folkepartis rigsdagsgruppe den 4. juni 1952 erstattet

af folketingsmand, toldforvalter Hans Bågø-Hansen.

Endvidere er fiskeriminister Chr. Christiansen ved sin udnævnelse til

fiskeriminister udtrådt af kommissionen og efter indstilling fra den socialdemokratiske

folketingsgruppe erstattet med folketingsmand, landsretssagfører

K. Axel Nielsen, Hadsund.

I kommissionens første møder blev der optaget en debat med hensyn

til de i kommissoriet indeholdte principielle spørgsmål, men man blev herunder

ret hurtigt klar over, at det ville være nødvendigt at få foretaget en

nærmere undersøgelse af, hvorledes blankålsfiskeriet foregik, herunder

hvilke redskaber der nu benyttedes hertil, idet de oplysninger, der var blevet

indsamlet af den i 1916 nedsatte kommission, nu ikke længere svarede til

de virkelige forhold. Denne opfattelse fik kommissionen yderligere bestyrket

under en besigtigelse, som efter indbydelse fra fiskeriministeriet blev foretaget

i efteråret 1952 med fiskerikontrolskibet »Havmågen«, der var stillet

til kommissionens disposition. Denne besigtigelse omfattede ålegårde og

andre redskaber beregnet til blankålsfiskeri i Storebælt, herunder ved Asnæs,

og endvidere i Langelandsbæltet, i farvandet syd for Fyn samt ved Knudshoved

på Sjælland. Kommissionen havde lejlighed til at sætte sig

ind i de forskellige former for ålegårde og andre redskaber, der benyttes til

fiskeriet af blankål, og blev herunder klar over, at blankålsfiskeriet i det

store og hele efterhånden har udviklet sig i retning af fiskeri med store

ovenvandsruser og bundgarn.


- 6 -

Man enedes herefter om, at der burde foretages en nærmere almindelig

undersøgelse af, hvorledes blankålsfiskeriet foregår, og at der herunder

først og fremmest skulle søges tilvejebragt oplysninger om:

1) Ålegårdsejernes lejeindtægter.

2) I hvilket omfang ejerne selv driver ålegårdsfiskeriet.

3) Lejeindtægterne gennem en årrække (stikprøver).

4) Hvor der tidligere har været fisket med ålegårde, men dette fiskeri

er opgivet.

5) Karakteren af de fiskeredskaber, der benyttes.

6) Tilsvarende oplysninger som under 1-5 om fiskeriet i henhold til

særlige rettigheder til fiskeri på søterritoriet.

Der blev derfor rettet en henstilling til fiskeriministeriet om at ville

lade fiskerikontrollen foretage en indsamling af disse oplysninger.

De af fiskerikontrollen indsamlede, overordentlig omfattende oplysninger,

hvis indsamling nødvendigvis måtte være forbundet med ret betydelige

vanskeligheder, og hvortil der i forbindelse med den statistiske bearbejdelse

medgik omtrent 1/4 år, er gjort til genstand for en nærmere statistisk gennemgang

og vurdering. Som resultat heraf er udarbejdet en række forskellige

opstillinger, der findes optrykt under bilag nr. 1.

Blankålsfiskeriet.

Forud for en nærmere omtale af det indsamlede materiale vil det formentlig

være rigtigst at fremsætte nogle bemærkninger om blankålsfiskeriet

i det hele taget for at give et indtryk af de vilkår, hvorunder dette drives,

og værdien af dette m. v.

Et omfattende blankålsfiskeri drives i alle vore fjorde og langs kysterne

i Sundet, Bælterne og Østersøen, bortset fra Bornholm. De fleste kystfarvande

her er tæt besat med redskaber i efteråret, cl. v. s. i den tid, da blankålens

træk foregår fra de danske fjorde og ferske vande såvel som fra de

floder, der udmunder i Østersøen, idet de udvoksede ål på disse tider af

året anlægger yngledragt (bliver blanke) og herfra søger ud i Atlanterhavet

for at yngle. Da ålevandringen i hovedsagen er nordgående gennem Sundet

og Bælterne, byder de nordvendte kyster på Sjælland og Fyn dog kun små

muligheder for blankålefangst, og der sættes da heller ikke redskaber ud

her, bortset fra de garn, der anbringes i eller nær op til fjordmundingerne

(Odense fjord og Isefjord).

Jyllands Kattegatkyst ligger ligeledes ugunstigt for retningen af åletrækket.

Kun enkelte steder, især omkring Fornæs og ud for fjordmundingerne,

er fangstmulighederne større og udnyttes hvert år.


- 7 -

For vestkystens vedkommende drives fiskeriet kun ved den mere beskyttede,

sydlige del, fra Ho-Bugten og sydpå, men såvel indsatsen af materiel

som udbyttet er her beskeden.

Udfor Sønderjyllands østkyst og i de sønderjydske fjorde og sunde

foregår også en del blankålsfiskeri, men kommissionen har ikke følt sig

foranlediget til at foretage en nærmere undersøgelse heraf, idet bestemmelserne

om ålegårdsrettighederne ikke er eller har været gældende i Sønderjylland.

Fangsten i de enkelte kystvande er, ligesom tilfældet er med andre

kystfiskerier, ret stærkt svingende. Det er påvist, at udbyttet i Bælthavet,

vestlige Østersø og Limfjorden bliver større, jo højere vandets sommertemperatur

har været, idet da flere gule ål bliver blanke.

For Øresunds vedkommende synes udbyttet væsentlig afhængig af

omfanget af ålevandringen fra Østersøen, medens det for Kattegat-kysten

navnlig er strømforholdene, som igen beror på den fremherskende vindretning,

der har afgørende indflydelse på, hvor store mængder ål, der kommer

ind under kysten og går i garnene der.

I det hele synes erfaringen at vise, at åleudbyttet bliver mindre i stille

vejr, vel fordi ålene overvejende holder sig ude i farvandet, medens blæsevejr

og de stærke strømme, dette fremkalder, driver en større del af ålene

ind under kysterne. De let byggede redskaber tåler dog ikke alt for voldsom

sø, og efterårsstorme beskadiger i visse år garn og pæle så stærkt, at udbyttet

forringes føleligt.

Alt i alt må blankålsfiskeriet med sin korte sæson karakteriseres som

et udpræget chancefiskeri, og statistikken over det samlede udbytte, ligesom

fangsterne i de enkelte farvande viser ret store svingninger.

På grundlag af tallene i den årlige fiskeriberetning kan gennemsnitsudbyttet

pr. år i tidsrummet 1917-52 ansættes til ca. 2 mill, kg blankål,

men beregnet for 10-årsperioder indenfor det angivne tidsrum svinger udbyttet

mellem 2,4 mill, kg og 1,8 mill, kg pr. år. I enkelte, særlig gunstige år

er der registreret fangster på 2,7 mill, kg, medens udbyttet i de ugunstigste

år har ligget så lavt som 1,4 mill. kg. Disse tal afviger dog noget fra, hvad

der fremgår af de af kommissionen indhentede oplysninger, hvorefter udbyttet

skulle være ikke uvæsentligt større, nemlig noget over 2,5 mill. kg. Ingen

af opgørelserne kan imidlertid forventes at hvile på et absolut sikkert

grundlag.

Gennemsnitsprisen pr. kg (førstehåndsprisen), hvorom der er givet en

oversigt i skema 8, lå i en periode under og lige efter første verdenskrig

på ca. 2,70 kr. pr. kg, men sank i 1920-29 til i gennemsnit 2,03 kr. og

yderligere i perioden 1929-39 til ca. 1,55 kr. I prisstigningen under og efter

sidste krig fulgte også ålepriserne med, og der opnåedes i 1940-49 i gennemsnit

3,70 kr. og i 1950-52 ca. 4,16 kr. (alt pr. kg).


8

Det samlede pengeudbytte af blankålsfiskeriet har efter fiskeriberetningen

haft følgende størrelser:

1916-19 3,9 mill. kr. pr. år

1920-29 4,1 mill. kr. pr. år

1930-39 3,5 mill. kr. pr. år

1940-49 6,5 mill. kr. pr. år

1950-52 9,1 mill. kr. pr. år

1953 9,0 mill. kr.

Fangsten af gule ål har gennemgående givet noget mindre værdier,

men udbyttet af den samlede ålefangst andrager nu (1950-52) henved 16

mill. kr. imod i 1913-15 ca. 4,7 mill. kr.

Efter værdi er ålefiskeriet det 3. vigtigste af vore hovedfiskerier.

Det indsamlede statistiske materiale.

Oplysningerne er samlede indenfor hvert kontroldistrikt, og de enkelte

redskaber og redskabsrækker er afsat på tilsvarende målebordsblade.

Oplysningerne for hvert distrikt er afgivet i 3 grupper:

1. For alle redskaber og redskabsrækker, hvor radgarnet er ført til

land (redskaber med landforbindelse).

2. For alle fritstående redskaber eller redskabsrækker (redskaber uden

landforbindelse), samt endelig

3. For det fiskeri, der udøves i kraft af særlige rettigheder.

Med hensyn til de anvendte redskaber drejer det sig om former af

meget forskellige størrelser og konstruktioner — fra den enkle ruse, der

kun når fra bund til overflade på lavt vand, til ålebundgarnene, der nogle

steder har en sådan størrelse, at de klæder vandskorpen på 10-11 m vand.

For at lette indsamlingsarbejdet og skaffe oversigt over materiellet har

man efter samråd med fiskerikontrollørerne valgt at søge samtlige redskabsformer

henført til følgende 4 grundtyper. (Se iøvrigt bilag nr. 2, indeholdende

tegninger af de enkelte typer og en nærmere forklaring angående

hver type) :

I. Den almindelige enkle ruse med eller uden arme.

II. Tragtrusen, hvor der foran og i forbindelse med første bøjle er

anbragt en garntragt, således at redskabet kan klæde vandskorpen

på større vanddybder end den, der svarer til diameteren af

rusens første bøjle. Foran rusemundingen ligger kun et enkelt rum,

forgården, omsluttet af armene.


9

III. De større, mere sammensatte ovenvandsredskaber med dobbelt forgård,

og endelig

IV. Ålebundgarnet.

Det kan nævnes, at der så godt som ingen vanskeligheder har været

ved at gennemføre en klassificering af redskaberne efter disse 4 grundtyper.

Det må dog bemærkes, at der i et enkelt farvand, Roskilde fjord (Hundested

distrikt), foruden de gængse åleredskaber, almindeligt anvendes et

redskab af ret afvigende bygning.

Det drejer sig om de såkaldte »treben« (figur V i bilag nr. 2).

Redskabets arme, der hver er ca. 10-30 meter lange, omslutter en enkelt

forgård.

Redskabet kan iøvrigt beskrives som et ruseredskab med lange, vinkelbøjede

arme, der klæder vandskorpen på indtil 5-6 meter vand, og som er

udstyret med 2 ekstra ruser, indsat i den overbøjede del af armene, tre i

hver arm.

Man har ment det rigtigst at optage denne type redskab som en type V,

og det nærmere med hensyn til antal m. v. vil fremgå af noterne til skema

3 a og 3 b.

Når fiskerne er kommet ind på at anvende disse trerusede redskaber

foruden de almindelig brugte redskaber med een eller højst to ruser, skal

det skyldes, at der i fjorden i de senere år jævnligt forekommer store

mængder gopler, der fylder redskaberne og derved forringer disses fiskeevne.

Benyttes trebenstypen, bliver ulemperne mindre, idet der som regel

dog vil være i hvert fald een fiskedygtig ruse i redskabet.

Til selve redskabet (rusen eller bundgarnet) fører altid et kortere eller

et længere ledegarn, radgarnet eller raden, en lodretstillet garnvæg, der

som regel når fra bund til overflade og ligesom selve redskabet støttes af

(er fastgjort til) pæle.

Redskaberne — navnlig type III og type IV — varierer betydeligt i

størrelse fra sted til sted efter farvandets karakter og dybdeforhold, ligesom

det enkelte redskabs pæleudstyr er meget varierende. Medens 5 til 10 pæle

i almindelighed er tilstrækkeligt til de mindre ruseredskaber, kræver større

bundgarn op til 100 pæle, undertiden flere.

Redskaberne sættes enten enkeltvis eller forbundne i rækker, hvis

længde efter farvandets karakter når lige fra 20 meter op til 1.000 meter.

Enkelte steder f. eks. ved Knudshoved og i Øresund forekommer der

rækker på 2-3 km.

Med hensyn til det angivne udbytte af de enkelte redskaber er der for

hvert sådant eller for hver redskabsrække på skemaet opført et tal for udbyttet

i kg. Dette må dog kun betragtes som et skønsmæssigt udtryk for

gennemsnitsfangsten for de seneste år. Udbytteangivelserne beror i nogle


10

tilfælde på fiskernes egne opgivelser, i andre på kontrollens eget skøn

ud fra det kendskab, personalet har til de lokale forhold. Nogen regnskabsmæssig

opgørelse over udbyttet har der kun foreligget i ganske enkelte tilfælde,

men der er grund til at antage, at det i hovedsagen er lykkedes kontrollen

at finde et rimeligt udtryk for fiskeriets afkastning i hvert enkelt

tilfælde.

Der er fra de 22 kontroldistrikter indkommet ialt ca. 320 målebordsblade

med tilhørende lister. Alle de redskaber, der var udsat i efteråret

1952. er afsat på kortbladene, og i de tilhørende lister findes de ønskede

oplysninger om fiskeriets omfang og karakter, redskabsrække for redskabsrække.

Det drejer sig ialt om ca. 10.000 redskaber fordelt på ca. 5.400

rækker.

Materialet omfatter:

Udbytte

1. Redskabsrækker med landforbindelse, ca. 1.500 rækker

med ca. 2.420 redskaber, deraf ca. 1.070 I + II

og ca. 1.350 III + IV + V ca. 475.000 kg

I!. Redskabsækker uden landforbindelse, ca. 3.700 rækker

med ca. 7.320 redskaber, deraf ca. 4.000 I + II

og ca. 3.320 III + IV + V ca. 1.900.000 kg

Til. Særrettigheder, ca. 168 rækker med ca. 360 redskaber,

deraf ca. 115 I + II og ca. 245 III + IV .... ca. 207.000 kg

lalt ca. 5400 rækker med ca. 10.000 redskaber, deraf ca.

5.200 I + II og ca. 1,800 III + IV ca. 2.600.000 kg

Som det vil ses, udgør ruseredskaberne i strengere forstand, type I og

type II, knapt halvdelen af det landfaste redskabsmateriel, og lidt mere for

de fritstående redskabers vedkommende. Det kunne måske overraske, at

der fremdeles anvendes så forholdsvis mange småredskaber i blankålsfiskenet,

men disse findes dog navnlig i fjordene og i vore mange små

farvande, hvor de fra ældre tid har deres naturlige plads. Desuden sættes

der også stadig nogle ruser af type I og II udfor de mere åbne kyster.

Det kan i denne forbindelse anføres, at af de henved 4.000 I og II

ruser (uden landforbindelse) bliver alene ca. 2.600 anvendt i Limfjorden

og ca. 800 i Mariager fjord, derimod synes redskaber af type III at være

de foretrukne bl. a. i de syd-sjællandske fjorde.

Med hensyn til de anførte udbytter af de tre grupper fiskerier ses det

allerede her. at hovedfangsten gøres i rækkerne uden landforbindelse.

Idet man iøvrigt skal henvise til de sammenstillinger af materialet, der

er opfor! på skema 1-3. skal der til orientering yderligere bemærkes følgende:


— 11-

ad skema 1a og 1b.

Disse sammenstillinger viser, i hvilket omfang fiskeriet udnyttes af

kystejeren eller som frit fiskeri.

Skema 1 a. Redskaber med landforbindelse.

Kystejerne selv har anvendt ea. 280 redskaber og haft et udbytte, der

er anslået til ca. 42.000 kg.

På lejede rettigheder er der anvendt ca. 1.100 redskaber med et udbytte

på ca. 290.000 kg (imod en lejeafgift på ca. 54.000 kr.), medens

der iøvrigt er drevet et betydeligt fiskeri uden afgift til kystejerne, dels

med disses tilladelse (ca. 300 redskaber, udbyttet 41.000 kg), dels og i

stort omfang (ca. 730 redskaber med et udbytte pa 105.000 kg), uden at

kystejeren er anmodet om tilladelse dertil, og således må formodes ikke at

have været interesseret i forholdet.

Skema 1 b. Redskaber opstillet uden forbindelse med land.

1 en del tilfælde (ca. 125 redskaber med et udbytte på ca. 17.000 kg)

har ejerne af de indenfor liggende kyststrækninger selv udsat redskaber,

men i væsentlig flere tilfælde (ca. 600 redskaber med et udbytte på op imod

300.000 kg) drives fiskeriet uden landforbindelse mod afgift til kystejeren

(afgift ca. 22.000 kr.).

Som man iøvrigt kunne vente, er det dog i det fri fiskeri, der gøres

den store indsats af materiel (ca. 6.000 redskaber) og tages det største

udbytte (ca. 1,5 mill. kg).

ad skema 2. Antallet af anvendte redskaber, type for type.

Skemaet viser, distrikt for distrikt, det samlede antal redskaber af

hver type.

For de landfaste rækkers vedkommende bemærkes særligt de forholdsvis

mange større redskaber (type III -f- IV), der anvendes i Lillebælt (Fredericia

distrikt) samt under Svendborg-distriktet særlig ved Langeland og

de sydfynske kyster. Det samlede udbytte for de landfaste rækker er anslået

til henved V'Z mill. kg.

Angående redskaber uden landforbindelse skal her blot peges på de

mange bundgarn (type IV) i de vestjyske fjorde, i Svendborg-distriktet,

Isefjord-området (Hundested distrikt), ved Knudshoved (Vordingborg distrikt)

samt ved Øst-Sjælland. Det samlede udbytte er 1,9 mill, kg eller

henved 4 gange så stort som for de landfaste redskabers vedkommende.

ad skema 3 a og 3 b.

Her gøres nærmere rede for de redskabstyper, der anvendes ved de

forskellige former for driften (eget fiskeri, lejet fiskeri og afgiftsfrit fiskeri).

Skema 3 a. Fiskeri med landfaste redskaber.


12

Ai de ca. 300 redskaber, kystejeren selv anvender, er henved halvdelen

småredskaber, resten større ovenvandsruser og bundgarn. Forholdene

varierer naturligt distrikt for distrikt, og skemaet viser, at der som

før nævnt bl. a. i Aarhus-området og især i Svendborg-distriktet overvejende

fiskes med de større redskaber.

På de lejede rettigheder har ligeledes brugen af type III og IV overvægten

(140 I 4" II redskaber imod 680 III -f- IV), dette gælder særlig i

Fredericia- og Svendborg-distriktet.

På de rækker, der udsættes uden afgift, er de store redskaber også i

overtal.

ad skema 4. I anddybden ved rækkernes yderste redskab.

Som det kunne ventes, når rækkerne med de enkle ruseredskaber

[type I) kun i de færreste tilfælde ud på større dybder end 3 meter.

Ganske enkelte, såvel landfaste som fri. rækker af type I ruser er dog

fort helt ud til 6-7 m. Det drejer sig for de landfaste redskabers vedkommende

kun om 2 ruser, begge udsat i den nordlige ende af Lillebælt. Hele

redskabets længde, ruse -f" radgarn, er henholdsvis 50 m og 85 m.

Ffter nærmere undersøgelse har det vist sig, at her ikke er tale om

rene typer I former, men om en noget afvigende konstruktion, der af de

lokalkendte betegnes som »nærmest type I«.

Uden landförbindelse er der i Sallingsund udsat en række med 14

type 1 ruser, hvoraf den yderste står på 7 m vand, medens en række på

10 type I ruser ved Jegindø går ud på en dybde af 6.5 m. Rækkerne:;

længder er angivet til henholdsvis 1.500 og 950 m.

Endelig er der i Bornholms-distriktet noteret en række med 2 type I

ruser udsat på 7 m vand ved sydvestkysten (Soseodde).

Også de fleste tragtruser {type II). og da særlig de som landfast

anbragte, er sat ud på mindre end 3 m vand, men iøvrigt fiskes der med

redskaber af denne type helt ud på 8 m vand og et par rækker, ved Nordvest-Salling,

går endda ud på 9,5 m.

De større ovenvandsruser (type III) anvendes, som det ses af skemaet,

kun lidt indenfor 2 m kurven. De fleste landfaste står på fra 2-5 m

ligesom ruserne uden landforbindelse af samme type.

Som det kunne ventes, sættes en del flere III-ruser på større dybder,

end tilfældet er med de mindre ruseredskaber. Ingen når dog længere ud

end på 9 m vand.

Også »trebenene«, type V, anvendes overvejende indenfor 5 m kurven;

derimod kommer bundgarnene {type IV), i rækker både med og uden

landforbindelse, ud på større dybder, nogle helt uå på 1 1 m (ved Sydøst-

Sjælland og ved Öresund).


13

Mange af disse forholdsvis komplicerede redskaber anvendes dog på

forholdsvis lavt vand (på dybder indtil 4 ni), navnlig er dette tilfældet i

de vestjydske fjorde og i andre indre farvande.

ad skema 5 a og 5 b. Fiskepladser laget i brug siden 1916.

Skema 5 a. Redskaber med landforbindelse.

Det fremgår af distriktslisterne, at ialt ca. 160 fiskepladser — eller

henved 10 % af det samlede antal benyttede — er taget i brug siden 1916.

Antallene er størst i Aalborg og Svendborg distrikter.

Af disse ca. 160 nye pladser har kystejerne selv besat de ca. 70,

medens et lignende antal benyttes med kystejerens tilladelse, med eller

uden afgift. På en snes pladser drives fiskeriet som frit.

Skema 5 b. Redskaber uden landforbindelse.

Her drejer det sig kun om ca. 50 nye fiskepladser eller kun godt 1 %

af det samlede antal pladser i brug.

De fleste bruges frit (navnlig i Svendborg og Hundested distrikter),

men for 16 rækkers vedkommende, deraf 8 rækker med ca. 50 redskaber

(i Nykøbing Mors distrikt), har fiskerne affundet sig med ejerne af kysten

indenfor.

ad skema 5 c. Fiskepladser som kystejerne har opgivet at benytte selv

siden 1916.

Kun i få tilfælde foreligger oplysninger om, at kystejerne selv har opgivet

at udnytte fiskeriet. Det drejer sig ialt om kun 19 landfaste rækker

og 3 frie.

ad skema 6. Gennemsnits-udbytte i kg i redskaber af type I og type II.

Som før nævnt er de angivelser af kg-udbyttet, listerne indeholder,

som regel kun skønsmæssige og varierer ofte stærkt fra række til række

ud for samme kyststrækning. Ved den nøjere gennemgang af materialet har

man også haft opmærksomheden henvendt på de angivne, meget forskellige,

udbytter fra række til række, men gennemgående har kontrollen kunnet bekræfte

angivelserne, idet der erfaringsmæssigt kan være meget stor forskel

på de fangstmuligheder, der er for de enkelte rækker. Man vil derfor mene,

at de anførte gennemsnits-udbytter for type I (henholdsvis 39 og 30 kg) og

type II (henholdsvis 93 og 66 kg) giver et nogenlunde rigtigt billede af

forholdet.

For de større redskabers vedkommende (type III og type IV) er udbytterne

pr. redskab langt stærkere svingende med stedet og redskabets

dimensioner, end tilfældet er for type I og type II. Man har derfor også af

den grund set bort fra her at foretage en beregning af noget middeltal for

fangsten.


14 -

ad skema 7. Oplysninger om særlige fiskerirettigheder.

Her er opført de oplysninger, der foreligger om disse rettigheders art,

stedet hvor de findes, deres udnyttelse m. m.

Idet man skal henvise til skemaets oplysninger om de enkelte rettigheder

tilføjes, at der i skema 9 er givet et sammendrag af udbyttet med

hensyn til ålefiskeriet og en oversigt over måden, hvorpå disse rettigheder

udnyttes.

Endelig bemærkes, at der i flere tilfælde gør sig en vis usikkerhed

gældende med hensyn til, om der i det enkelte tilfælde foreligger rettigheder,

der går ud over den almindelige ålegårdsret, men da afgørelsen

heraf vil kræve en dyberegående undersøgelse, og rettighederne var medtaget

under særrettigheder i den i 1919 afgivne betænkning, har man ikke

ment at burde foretage en sådan undersøgelse også under hensyn til, at

ejerne ved en eventuel afløsning vil komme til at dokumentere deres rettigheder

overfor afløsningskommissionen.

ad skema 8. Gennemsnitsprisen (pr. kg) for blankål i perioden 1916-1953.

Som det vil ses, har prisen i store træk ligget imellem 2 og 3 kr. i

årene indtil 1925. I tidsrummet fra dette år og indtil krigen har prisen

stort set svinget omkring godt 1,50 kr. for derpå at stige stærkt under

krigsårene og i tidsrummet fra 1945 til 1953 at ligge så højt som mellem

4,00 og 4,50 kr.

Mest påfaldende er vel det lave prisniveau i 1930'erne. Netop i denne

periode var vor fiskeeksport imidlertid stærkt hæmmet, forsåvidt som indførselen

af fiskevarer i de vigtigste aftagerlande var stærkt begrænset

(kontingenteret). Den svigtende efterspørgsel fra udlandet har utvivlsomt

sin store andel også i de lave ålepriser lige indtil krigen, idet ålen, og især

blankålen, under normale forhold er en vigtig og højt betalt eksportvare.

ad skema 9.

Dette skema indeholder oversigter og sammendrag af materialet.

De juridiske og historiske forudsætninger for

ålegårdsretten og de særlige fiskerirettigheder.

Undertiden antages det, at ålegårdsretten og andre særlige rettigheder

til saltvandsfiskeri går tilbage til kongens ejendomsret over søterritoriet.

Allerede i Jydske Lov 3-61 hedder det:

»Vrag, som kommer til Lande og ingen følger eller kommer efter, det

ejer Kongen, fordi Kongen ejer hele Forstranden, og det, som ingen ejer,

ejer Kongen.«


15 -

Også i den senere lovgivning, f. eks. i forordning af 2. januar 1740

om fiskeriet i Limfjorden og i grevernes privilegier af 25. maj 1671, udtales

det, at kongen ejer forstianden. Det er dog meget tvivlsomt, hvad

der ligger i denne kongens ejendomsret. I sine konsekvenser går den næppe

meget ud over den moderne antagelse, at søterritoriet hører med til den

danske stat, og at kongens lovgivningsmagt og statens højhedsret derfor

også strækker sig til søterritoriet. 1 nyere tid er det også anerkendt, at

søterritoriet ikke er undergivet egentlig ejendomsret. Rent praktisk har dog

kongens »ejendomsret« i ældre tid givet sig udtryk i, at han på disse steder

ikke blot kunne betinge adgang til at fiske af erlæggelsen af en afgift, men

også forbyde, hvem han ville, at fiske, give enkelte personer eneret til mod

eller uden afgift at fiske på visse steder o. s. v. Denne kongens rådighed søgte

man at indskrænke gennem håndfæstningerne, som var udtryk for magtbalancen

mellem kongen og de mest indflydelsesrige stænder.

Med den af håndfæstningerne følgende begrænsning beholdt kongen

iøvrigt den ovenfor nævnte rådighed over fiskeriet og udøvede den i

regelen således, at det tillodes enhver at fiske mod erlæggelsen af visse afgifter

(»sandtold«, »åresild«), men undertiden også således, at han overdrog

den til en eller anden som en særlig fiskerirettighed. Et par tilfælde af

denne art, der går tilbage til tiden før Danske Lov (1683), og som vedrører

ålefiskeriet, skal her kort omtales, da de endnu er af praktisk betydning.

Ved åbent brev af 12. juni 1575 og 14. februar 1580 fik hollænderne

i St. Magleby på Amager eneret til ålefiskeriet under Amager og Sjællands

land mod en årlig afgift. Disse bevillinger blev stadfæstet ved senere tronskifter

med visse begrænsninger, i henhold til hvilke indenrigsministeriet i

1891 fastsatte retten til at gælde for strækningen fra Koklapperne i Kalvebod

Strand sønden om Amager til ud for skellet mellem St. Magleby og

Dragørs jorde. Retten, som herefter tilkommer St. Magleby, går videre end

til en egentlig ålegårdsret, idet den omfatter ålefiskeriet i det hele taget på

disse steder. Dette er også fastslået ved en højesteretsdom i 1896. (U. f. R.

for 1896, side 319).

En tilsvarende ret til ålefiskeri, altså mere end egentligt ålegårdsfiskeri,

blev tilstået magistraten i Fredericia i byens privilegier af 9. november

1661 og 11. marts 1682. Endvidere kan nævnes, at der ved åbent brev af

7. september 1564 er tillagt Middelfart by en udstrakt ret til ålefiskeri ud

for kronens grunde. Der blev dog senere taget forbehold med hensyn til

ålegårdene på kysten af Elbo herred, hvor Frederik d. II havde erhvervet

alt jordegodset og indhegnet herredet med flere tilgrænsende herreder til

et jagtdistrikt. Ålegårdene her blev ved et skøde af 19. november 1670

afhændet til en privatmand. Disse ålegårdsrettigheder ud for Elbo herred

er senere betragtet som selvstændige faste ejendomme og overdraget ved

skøder fra mand til mand.


16

I Øresund på strækningen fra kysten ved Helsingør til forbi Nivå

lindes en række åle- og bundgarnsstader, der oprindelig tilhørte staten,

men senere er afhændet, således at de nu ejes af private ifølge særskilt tinglyste

adkomster, der iøvrigt ofte kun lyder på brøkdele af et stade.

Derimod er staten stadig indehaver af de såkaldte embedsstader ved

Helsingør, f. eks. Borgmesterstaderne.

Endelig kan nævnes den ejeren af Lynnerupgård i henhold til skøde

af 10. oktober 1573 fra kong Frederik d. II tilkommende eneret til fiskeri

i Hjarbæk fjord til midtstrøms fra Balbeck til Sundstrup skel.

Ved siden af de særegne fiskerirettigheder, der skyldes overdragelse

fra kronen, finder man også enkelte steder rettigheder, der er stiftet ved

hævd. I hvert fald efter fiskeriloven af 1888 antages det dog, at fiskerilovgivningens

regler er til hinder for, at nye rettigheder skiftes på denne

måde.

løvrigt henvises til de i bilag nr. 1, skema nr. 7, givne oplysninger om

særrettigheder til fiskeri på søterritoriet.

Den oprindelige kilde til den udvikling, som har ført til ålegårdsretten,

er at finde i Christian d. II's håndfæstning:

»Item skulle Vi eller vore Fogeder ikke hindre eller hindre lade nogen

dem, som ved Stranden bo, at de maa jo den bruge med Fiskeri, som de

have gjort af Arilds Tid, uden al ny Afgift.«

En ganske tilsvarende bestemmelse findes i Frederik d. II's håndfæstning.

Således som bestemmelsen er formuleret, fremgår det klart, at der

ikke er tillagt de grundejere, som bor ved stranden, nogen eneret til fiskeri;

men der er tilsikret dem en adgang til at fiske, uden at der pålægges dem

nye skatter. En tilsvarende skattefrihed er derimod ikke tilsikret dem, der

ikke bor ved stranden. Ved Christian d. Ill's tronbestigelse var adelens

stilling styrket, og hans håndfæstning tillægger kun adelen beskyttelse for

andet fiskeri:

»Ligeledes maa og skulde Danmarks Riges Raad og Adel nyde deres

frie Fiskeri for deres egen Grund, som de fra Arilds Tid med Rette haft

have

og besynderlig hver maa nyde Aalegaarde ud for deres

egen Grund, undtagen ud i Fjorde, som Kronen og den menige Mand haver

Skade af.«

Omtrent enslydende bestemmelser er optaget i Frederik d. II's, Christian

d. IV's og Frederik d. Ill's håndfæstninger i § 20, i den københavnske

reces af 1547 samt artikel 31 i den koldingske reces af 1558.

1 Christian d. V's Danske Lov findes ingen regler om grundejernes

ret til almindeligt fiskeri, derimod findes i 5 — 10 — 43 sålydende bestemmelse

om ålegårdsretten:


17

»Enhver raaa nyde Aalegaarde for sin egen Grund, undtagen i de

Fjorde, som Kongen og den menige Mand haver Skade af.«

Af overretsprokurator Leth, hvis opfattelse findes gengivet i en udførlig

afhandling optrykt i ålegårdsbetænkningen af 1919, er det antaget, at

D. L. 5 — 10 — 43 lige så lidt som de ældre bestemmelser i håndfæstningerne

har hjemlet grundejerne en eneret til at fiske med ålegårde. Han

støtter sig i den henseende navnlig til 2 kancelliskrivelser af 3. oktober 1829

og 5. oktober 1830, betænkning 1919, side 149.

Kancelliet udtaler heri, at grundejeren ikke har nogen eneret til ålefiskeri

ud for sin grund; men de i skrivelserne indeholdte udtalelser er lidet

klare og omhandler i særdeleshed ikke direkte grundejerens fiskeri med

ålegårde.

Leth påberåber sig desuden også det gamle forbehold i Christian

d. Ill's håndfæstning angående fjorde, som kronen og den menige mand

haver skade af. Han mener heri at kunne indlægge den forudsætning, at

ålegårdsfiskeriet ikke har måttet udgøre nogen indskrænkning i den menige

mands ret til udøvelse af fiskeri.

I virkeligheden er der imidlertid næppe nogen, der nu kan sige, hvad

der har ligget i det gamle forbehold om skade for kronen og den menige

mand. Det er imidlertid lidet sandsynligt, at der hermed skulle være tænkt

på den skade, som kunne voldes derved, at andre som følge af ålegårdsretten

blev afskåret fra ålefiskeriet eller indskrænket i retten til andet

fiskeri, som ville kunne være til skade for fiskeriet med ålegårdene.

En sådan opfattelse ville være ensbetydende med, at ålegårdsretten blev

uden væsentlig betydning, og det ville være temmelig uforklarligt, hvorfor

regelen begrænsedes til fjordene. Ved gennemførelsen af fiskeriloven af

1888, § 3, gik man da også ud fra, at forbeholdet havde været uden betydning.

Allerede tidligt må det antages, at ålegårdsrettigheder i en vis udstrækning

har været overdraget til tredie mand af grundejeren, og dette må

forudsætte, at der anerkendtes en eneret til fiskeri for grundejeren. I en

højesteretsdom af 2. april 1849 (Schlegels Domssamling 1. 233) forudsættes

det, at ejeren af en ålegård i en vis udstrækning kan forbyde andet

fisken, selv om det udtales, at der ikke er givet nogen almindelig regel til

beskyttelse for den ved ålegårdene tilsigtede fangst mod andet fiskeri, som

drives i nærheden; men navnlig ved en højesteretsdom af 7. maj 1873

(U. f. R. 1873, side 803) antoges det, at D. L. 5 — 10 — 43 gav grundejeren

en udelukkende ret til ud for sin grund at drive ålefiskeri, hvad enten

det sker ved ålegårde eller kaste-ruser, da rettigheden, hvis den kun bestod

i at have de såkaldte ålegårde, ikke ville være af betydning, når enhver

anden kunne drive ålefiskeri ud for grunden ved ruser, navnlig når de som

2


18

her var forsynede med lange arme i samme øjemed som indretningen af

ålegårdene.

I fiskeriloven af 1888, § 3, findes følgende bestemmelse om ålegårde:

»Ret til Fiskeri med Aalegaarde eller Aalestader tilkommer udelukkende

Ejerne af Kysten, enhver ud for sin Grund, med mindre andre, ifølge

særlig Adkomst maatte have erhvervet Ret i saa Henseende. Ethvert Slags

fiskeri ud for Kysten af andre, ogsaa med fritstaaende Aaleruser, er tilladt,

naar det ikke udøves i en saadan Nærhed af de i Forbindelse med Aalegaarde

eller Aalestader udsatte Aaleruser, at det skader Fiskeriet med disse.

Aalestaderetten maa ikke adskilles fra den tilstødende Grund.«

Loven af 1888 må ses som en lovfæstelse af den hidtidige retstilstand,

således som denne var fastslået ved Danske Lovs 5 — 10 — 43, og således

som denne bestemmelse var opfattet ved højesteretsdommen af 1873. Grundejerens

eneret omfattede herefter ikke alene et fiskeri med egentlige ålegårde,

men, som det er anført foran under afsnittet om begrebet ålegårde,

formentlig tillige fiskeri med andre ruseredskaber (ålestader). Mod andres

fiskeri enten med fritstående åleruser eller med fiskeredskaber, der ikke

var bestemt til ålefangst, kunne grundejeren protestere, dersom dette fiskeri

kunne være til skade for ålefangsten.

Nyt var i fiskeriloven af 1888 forbudet mod at skille ålegårdsretten

fra den tilstødende grund. Tilsvarende forbud findes med hensyn til retten

til jagt og til ferskvandsfiskeri i lovgivningen om jagten og om ferskvandsfiskeri.

I de sidstnævnte love er forbudet dog mere begrundet; selvom jagten

eller fiskeriet ofte er udlejet, er det dog en almen interesse, at en grundejer

selv skal kunne udøve den til grunden knyttede jagt- eller fiskeriret. I

nutiden sker det imidlertid kun undtagelsesvis, at grundejeren selv udøver

ålegårdsretten, der i regelen er bortlejet eller overdraget til andre uden

vederlag, jfr. skemaerne 1 a og 1 b.

I § 34 i fiskeriloven af 1888 opretholdes visse særlige indskrænkninger

i retten til ålegårdsfiskeri i Limfjorden, som var indført ved lov af 29.

december 1857. Heriblandt er der navnlig grund til at hæfte sig ved den

regel, at ålegårdene ikke måtte føres så langt ud, at de blev til skade for

det almindelige sildefiskeri.

I 1897 nedsattes den første ålegårdskommission, der afgav betænkning

i 1898. I denne kommission, som havde til opgave at tage spørgsmålet om

forholdet mellem kystejernes ålegårdsfiskeri og andres fiskeri under overvejelse

og så vidt muligt at foreslå en løsning, der kunne imødekomme begge

parters interesser, overvejede man at give regler om ålegårdsrettens afløsning

og udtalte sig principielt for ønskeligheden heraf; men man stillede

ikke noget forslag herom under henvisning til, at bekostningen ved afløsningen

ville blive meget betydelig. Endvidere henviste man til, at staten, når

afløsningen var gennemført, dog måtte kræve afgifter af ålegårdsfiskeriet,


19

og retstilstanden ville derfor ikke blive meget forandret ved en sådan afløsning.

Med hensyn til ålegårdsrettens udøvelse ville kommissionen anerkende f

det princip, at ejeren af kysten måtte føre sine ålegårde så langt ud, som

grunden tillader nedramning af pæle.

Medens fiskeriloven af 1888, som tidligere omtalt, ikke definerede,

hvad man forstod ved en ålegård, udarbejdedes en sådan definition af den

første ålegårdskommission af 1897, og denne definition optoges senere i

saltvandsfiskeriloven af 4. maj 1907.

Til regulering af forholdet imellem lodsejernes ålegårdsret og det frie

fiskeri stillede man forslag om en række afstandsbestemmelser, der dog kun

skulle være gældende mellem åleredskaber indbyrdes.

Endelig stillede kommissionen forslag om, at der skulle pålægges ålegårdsejeren

pligt til forud for ålesæsonen at afmærke ålegården, hvis han

dette år ville benytte sig af sin ålegårdsret.

I saltvandsfiskeriloven af 4. maj 1907 fandtes bestemmelserne om ålegårde

i § 6:

»Retten til Fiskeri med Aalegaarde tilkommer udelukkende Ejerne af

Kysten enhver ud for sin Grund, forsaavidt ikke andre ifølge særlig Adkomst

maatte have erhvervet en Ret, som er til Hinder derfor.

Ved Aalegaard forstaas i denne Lov et til Aalefangst bestemt Redskab,

som bestaar af en eller flere Ruser i Forbindelse med en fra Land udsat Rad

(Risgærde, Garn, Tremmeværk eller lignende) bestemt til at lede Aalen ind

i Ruserne.

Aalegaardsretten maa ikke adskilles fra den tilstødende Grund.

Den til Fiskeri berettigede maa, saavidt hans Ret til Kysten strækker

sig, anbringe saa mange Aalegaarde, som han finder tjenligt og føre dem

saa langt ud i Søen, som Nævnet tillader, og som han er i Stand til at nedramme

sine Pæle, dog ikke uden særlig Adkomst længere end Halvvejen

til modsat Kyst og saaledes, at han ikke hindrer Sejladsen i Farvandet.«

§ 6, 5. og 6. stk., gav regler om afmærkningspligt i overensstemmelse

med det af den første ålegårdskommission fremsatte forslag, hvorhos bestemmelserne

i 7. og 8. stk. forbeholder videregående ålefiskeri med særlig

adkomst.

løvrigt gav § 6 udførlige regler om de ved loven oprettede ålegårdsnævn

og ålegårdsovernævn. Deres kompetence fastsattes ved § 6, 9. stk.,

således:

»Saafremt der opstaar Uoverensstemmelse mellem Aalegaardsejere og

Fiskere om, hvor langt førstnævnte maa føre deres Redskaber ud, og hvor

sidstnævnte kunde anbringe deres Ruser eller Ruserækker uden at skade det

Fiskeri, som drives af Aalegaardsejere, kan den, som føler sig forurettet,

indbringe Sagen for vedkommende Aalegaardsnævns Formand.«

2*


20

Som det ses. anerkendte $ 6, 4. stk.. kun til en vis grad princippet, at

ålegårdsejeren må føre sine ålegårde så langt ud i søen, som han er i stand

til at nedramme sine pæle. Der blev givet nævnet en adgang til diskretionært

at begrænse afstanden fra kysten for den enkelte ålegård. Ålegårdsnævnene

har dog ikke gjort brug af denne beføjelse til gennemførelse af

almindelige afstandsbegrænsninger.

I ålegårdsdefinitionen blev det fastslået, at en ålegård skulle være

forbundet med land. Dette medførte en begrænsning af ålegårdsejerens

eneret.

Saltvandsfiskeriloven af 1917, § 7, stemmer i alt væsentligt overens

med loven af 1907, § 6. Med hensyn til ålegårdsnævnenes og overnævnets

kompetence blev det dog foreskrevet, at også andre spørgsmål vedrørende

udøvelsen af den ålegårdsejeren tilkommende ret til fiskeri end de foran

nævnte blev henlagt til nævnene.

Denne ændring har givet anledning til tvivl om, hvorvidt selve spørgsmålet,

om et redskab skal kunne anses som en ålegård, kan påkendes af

domstolene. Spørgsmålet er besvaret bekræftende ved den foran omtalte

højesteretsdom af 7. maj 1951.

Denne dom gav imidlertid som tidligere nævnt stødet til en ændring

og udvidelse af ålegårdsnævnenes og -overnævnets kompetence ved saltvandsfiskeriloven

af 19. december 1951, jfr. dennes § 7, stk. 10 og 11,

hvorved det blev fastsat, at også spørgsmålet om, hvorvidt et redskab er

en ålegård, kan afgøres af ålegårdsnævn og ålegårdsovernævn, uden at

spørgsmålet kan indbringes for domstolene.

Allerede før 1917-lovens vedtagelse, nemlig i 1916, var der nedsat en

kommission til overvejelse af spørgsmålet om ålegårdsrettens og de særlige

fiskerirettigheders afløsning. Denne kommission udarbejdede en grundig

redegørelse for omfanget og betydningen af ålegårdsretten og andre særlige

fiskerirettigheder. Indenfor kommissionen var der enighed om, at ålegårdsrettighederne

og de eksisterende særlige rettigheder til fiskeri på søterritoriet

burde afløses eller ophæves; men medens kommissionens flertal, herunder

repræsentanterne for det konservative folkeparti og partiet venstre,

anbefalede en afløsning såvel af ålegårdsretten som af de sidstnævnte særlige

rettigheder mod fuld erstatning, ville mindretallet, herunder repræsentanterne

for socialdemokratiet og det radikale venstre, derimod kun gå med

til at give erstatning i tilfælde, hvor den fiskeriberettigede havde særlig

adkomst i form af staten udstedte privilegier, koncessioner eller salgsdokumenter.

Inden for kommissionens flertal delte man sig iøvrigt yderligere i et

flertal og et mindretal med hensyn til spørgsmålet om, hvorledes erstatningerne

skulle fastsættes. Heraf mente mindretallet, at erstatningerne burde

ydes på samme måde som ved afløsning af andre rettigheder, når dette skete


- 21 -

af hensyn til almenvellet, nemlig således, at erstatningen fastsattes til vedkommende

rets værdi i handel og vandel. Flertallet fandt derimod, at erstatning

burde ansættes til et multiplum af den normale gennemsnitlige nettoårsindtægt.

Dette multiplum fandt flertallet passende kunne ansættes til

højst 15 gange den årlige netto-indtægt. I udregningen af netto-indtægten

synes man at have lagt udbyttet med fradrag af driftsudgifter på ca. 40 pct.

til grund. Denne beregningsmåde førte til meget høje tal for erstatningerne,

medens mindretallet ikke gjorde forsøg på at anslå det samlede erstatningsbeløb.

Efter stedfunden afløsning ville et flertal indenfor kommissionen give

fiskeriet frit, idet man var bange for, at der, såfremt dette ikke skete, ville

opstå megen misfornøjelse blandt de frie fiskere, der ville være skuffede

over, at rettighederne ikke straks blev givet fri. Et mindretal foreslog derimod,

at fiskeriet burde udlejes eller bortforpagtes i hvert fald på de steder,

hvor det var mest indbringende. Til støtte for sin indstilling anførte mindretallet,

at retten til ålefiskeriet efter mindretallets forslag ville blive fri udenfor

6 m kurven, og at man indenfor 6 m kurven kunne erhverve denne i konkurrence

med andre liebhavere, samt endelig at staten herigennem fik en

rimelig rente af dens udlæg ved ekspropriationen af rettighederne.

Kommissionens forslag førte ikke til nogen lovgivning.

Saltvandsfiskeriloven af 1931 satte grænsen for ålegårdsrettens adskillelse

fra grunden til 25 år, hvorhos det udtrykkeligt som foran nævnt blev

sagt, at afgørelser af ålegårdsnævnene eller overnævnet ikke kunne indbringes

for domstolene.

I fiskerilovudvalgets betænkning af 1950 kom man også ind på ålegårdsspørgsmålet.

Dette udvalg havde imidlertid ikke til opgave at beskæftige

sig med spørgsmålet om afløsning af ålegårdsretten, og det indskrænkede

sig derfor i denne henseende til kort at anbefale en afløsning. Derimod

giver kommissionsbetænkningen side 16 en interessant skildring af den

nyere udvikling indenfor ålegårdsproblemet, der står i forbindelse med

anvendelsen af større fiskeredskaber.

Udvalgsforslaget af 1950, jfr. bilag nr. 3, indeholdt forskellige betydningsfulde

ændringsforslag. Der blev således heri stillet forslag om følgende

tillæg til den hidtidige saltvandsfiskerilovs ålegårdsdefinition:

»Ruserne må ikke have forgård, d. v. s. en med kalv (garntragt)

og/eller netbund forsynet redskabsdel foran forreste rusebøjle eller rusemundingen,

og armene må ikke på noget sted have en højde af mere end

3^4 m over havbunden. Når raden ikke klæder vandskorpen, skal dens

højde — når garnet benyttes — være mindst armenes højde og ikke under

1 m. Den hver ruse tilsluttede rad må ikke have en længde af mere end

80 m. Såvel rusemundingens underside som armene skal støtte på havbunden.


22 -

Maskestørrelsen i raden må højst være 24 mm målt fra knude til

knude, og i redskabet iøvrigt må alene bagrusen (samlerusen) have en

maskestørrelse, der er mindre end 14 mm målt fra knude til knude.«

Med hensyn til motiveringen for dette forslag henvises til udvalgsbetænkningen

side 106-107, idet dog bemærkes, at hovedformålet med forslaget

var at begramse anvendelsen af ålegårde på større vanddybder samt

at skabe klare kriterier med hensyn til afgrænsningen mellem ålegårde med

beskyttelse som sådanne og andre redskaber til ålefiskeri.

Desuden indeholdt kommissionsforslaget en regel, hvorefter ålegårdsejeren

foruden at foretage afmærkning af ålegården inden et vist tidspunkt

skulle foretage anmeldelse til fiskerikontrolløren om, hvor ålegården agtedes

opstillet i den forestående sæson. Dette forslag om anmeldelsespligt blev optaget

i den nugældende saltvandsfiskerilov.

Endelig genoptog kommissionsforslaget tanken fra betænkningen af

1 898 om fastsættelsen af bestemte sideafstandsbestemmelser for det fiskeri,

der kunne skade anvendelse af ålegårdene. Om den nærmere udformning

henvises til forslagets stk. 11.

Da den ved saltvandsfiskeriloven af 1907 indførte, men såvidt vides

aldrig benyttede adgang til at begrænse afstanden fra land blev foreslået

afskaffet, og ålegårdsredskabet defineret ganske bestemt, ligesom der blev

fastsat bestemte sideafstande, måtte udvalgsforslaget medføre, at ålegårdsnævn

og ålegårdsovernævn blev overflødige, og bestemmelserne angående

disse instanser var derfor ikke medtaget i udvalgsforslaget. Alle spørgsmål

vedrørende ålegårdsrettens udøvelse måtte herefter ligesom før 1907 påkendes

af de almindelige domstole.

Begrebet ålegårde.

Redskabstypernes udvikling.

Først ved saltvandsfiskeriloven af 4. maj 1907 blev det udtrykkeligt

i lovgivningen fastslået, hvad der skulle forstås ved ålegårde, jfr. denne

lovs § 6, hvori det hedder:

»Ved Aalegaard forstaas i denne Lov et til Aalefangst bestemt Redskab,

som bestaar af en eller flere Ruser i Forbindelse med en fra Land udsat

Rad (Risgærde. Garn, Tremmeværk eller lignende), bestemt til at lede

Aalen ind i Ruserne.«

Denne definition er omtrent den samme som den, der er anvendt i de

senere love også i den sidste saltvandsfiskerilov af 19. december 1951. idet

det i denne lovs § 7, stk. 2. hedder:


23

»Ved ålegårde forstås i denne lov et til åiefangst bestemt redskab, som

består af en eller flere ruser i forbindelse med en fra land ved almindeligt

dagligt højvande udsat rad (risgærde, garn, tremmeværk og lignende), bestemt

til at lede ålen ind i ruserne.«

Den første almindelige fiskerilov af 5. april 1888 havde ikke givet

nogen definition af begrebet, men alene i § 3 udtalt:

»Ret til Fiskeri med Aalegaarde eller -stader tilkommer udelukkende

Ejerne af Kysten enhver udfor sin Grund . . . .«

Som det vil ses af denne bestemmelse, anvendes der her to udtryk: ålegårde

og ålestader. hvilket gav anledning til betydelig usikkerhed ved senere

retsafgørelser og megen kritik.

Selvom man ved ålestade rent sprogligt vel i almindelighed vil forstå

den plads, hvorpå de pågældende åleredskaber er udsat og ikke selve redskabet,

kan der ikke være tvivl om, at udtrykket her er anvendt som betegnelse

for et redskab, og det er nærliggende at antage, at man ved anvendelse

af dette udtryk har ønsket at give udtryk for, at ålegårdsretten også

kunne udnyttes med primitive ruseopstillinger »sat i række fra land omtrent

vinkelret på dette« (Fiedler: Tidsskrift for Fiskeri 1869, side 132). Det har

dog også været hævdet, at ålestader var den betegnelse, der visse steder i

landet blev anvendt om egentlige ålegårde.

Når definitionen af begrebet ikke langt tidligere er kommet ind i lovgivningen,

uanset at man har anvendt ålegårde til fiskeri meget langt tilbage

i tiden, skyldes dette sikkert, at der ikke har været så stærkt brug for at få

begrebet fastlagt i lo-vgivningen, sålænge fiskeriet fandt sted med ganske

bestemte redskaber, som enhver, der beskæftigede sig med fiskeri, kendte

som ålegårde, og sålænge fiskeriet med ålegårde ikke så let kom i konflikt

med andet fiskeri, som tilfældet er blevet, efter at fiskeriet med bundgarn

m. v. er blevet mere almindeligt.

Hvornår denne udvikling mod anvendelse af ruser sat på pæle og senere

større ovenvandsruser samt de nu meget anvendte ålebundgarn er begyndt

er ikke ganske klart, men udviklingen er i hvert fald i gang omkring

1860-70.

Talrige vidnesbyrd i lovgivningen og anden litteratur fra meget gammel

tid viser, at fiskeriet med ålegårde under en eller anden form er blevet

drevet meget langt tilbage i tiden. Dette er også naturligt med den gunstige

beliggenhed, som Danmark har for udnyttelsen af blankåletrækket.

Såvidt det er kommissionen bekendt, er ålegårde første gang omtalt i

lovgivningen i Kong Valdemars sjællandske Lov II 32, hvori det hedder:

»Gaar og nogen Mand til og sætter Ild i Bondens Hegn eller i hans

Aalegaard eller i hans Svinesti, da bøde han Bonden derfor 9 Mark.«

0g i Kong Eriks sjællandske Lovs 11-30:


24

»Sker det, at Mand farer til en anden med Had og Harm og sætter Ild

enten i hans Svinesti paa Marken eller i hans Aalegaard, da bøde han derfor

9 Mark til Bonden.«

De nævnte »love« er retsoptegnelser fra ældre tid og kan formentlig

dateres til begyndelsen af det 13. århundrede.

Muligvis tager disse bestemmelser først og fremmest sigte på de til

fangst af ål i ferskvand anbragte ålekister m. v., men teoretisk var der ikke

noget i vejen for, at de heri givne regler kunne finde anvendelse også på

ålegårde anbragt udfor kysten, idet de gamle ålegårde i almindelighed bestod

af træværk, hvoraf en stor del ragede op over vandoverfladen, således

at de har kunnet antændes.

Karakteristisk for de gamle ålegårde var. at overdelen bestod af en

mere eller mindre primitiv form for bro, ad hvilken man fra land kunne gå

ud og røgte ruserne eller — som de tidligere blev benævnt — hammene og

bringe fangsten i land, medens man ikke, som det nu i almindelighed er

tilfældet, anvendte båd til røgtning af redskaberne. Ålegårdene har således

oprindelig haft nær tilknytning til den indenfor liggende jordlod, idet man

kun derfra har kunnet komme til redskaberne. Disse ældre ålegårde har

iøvrigt været indrettet på mange forskellige måder. Dette var ikke alene

nødvendiggjort af de forskellige forhold på de kyststrækninger, hvor de var

udsat, idet de nødvendigvis måtte være af en sværere kvalitet, når de var

udsat fra åben kyst, end hvor de var udsat i mere smult farvand, men der

udviklede sig også ganske bestemte typer og varianter karakteristiske for de

enkelte egne af landet.

De to hovedtyper var sænkeålegårde og ålegårde, som man kunne kalde

bundfaste, idet de var fastgjort med pæle rammet ned i havbunden.

Af de to typer anvendtes sænkeålegårde på de mest udsatte kyststrækninger,

og sådanne er endnu i brug ved østkysten af Djursland, ved Fornæs

og ud for Katholm strand, ligesom de indtil ret ny tid har været almindeligt

brugt ved Asnæs og Refsnæs. Ved sydkysten af Asnæs findes endnu 1 1

ålegårde af den ældre konstruktion forsynet med bro. men disse er fastgjort

til bunden ved nedramning af pæle.

Foruden de nævnte steder findes der ifølge oplysninger indhentet gennem

fiskerikontrollen endnu ålegårde, som røgtes fra bro, følgende steder:

Ved Samsø's kyst på strækningen fra Ljushage — Vestborg Fyr -

Grydenæs Odde, udfor Vesterløkken på øens vestside samt fra Sælvig og

nord på til Issehoved.

Ved sydkysten af Lolland fra Vindeholme Strand og mod vest findes

20 redskaber bestående af een eller flere ruser, der røgtes fra bro.

Endelig findes ved sydkysten af Ærø 5 redskabsrækker, der kan røgtes

fra en primitiv bro bestående af to lægter anbragt på såvel rad- som ringpælene.


- 25

Sænkeålegårde er blevet bygget på land i stykker, der derefter er sænket

i vandet fra land og udefter og føjet sammen til et hele. De pæle. der

bar broen, var ikke som ved de andre ålegårde rammet ned i havbunden,

men nedfældet i en solid planke, der var anbragt på bunden og blev holdt

fast hertil ved en stenbelastning. For at hindre broen i at slingre var der i

almindelighed anbragt skråstøtter fra broen ned i havbunden. Raden bestod

af risfletning og — i sjældnere tilfælde — af brædder.

Ved de bundfaste ålegårde blev broen båret af pæle nedrammet i havbunden.

Raden bestod som ved sænkeålegårde af risfletning. løvrigt var

konstruktionen af de bundfaste ålegårde ret forskellig i de forskellige egne

af landet.

En detailleret redegørelse for de gamle ålegårdes indretning på de forskellige

egne og udførlig oplysning om de gamle betegnelser for ålegårdenes

enkelte dele findes i »Danske ålegårde og andre fiskegårde« (1953) af dr.

phil. Kr. Møller og udgivet af Udvalget for folkemåls publikationer.

Endvidere henvises til den foran omtalte, af overretsprokurator T. Leth

i sin tid udarbejdede afhandling om ålegårdsretten, der findes optaget som

bilag til den betænkning, der er afgivet af ålegårdskommissionen af 1916.

Som antydet foran var i hvert fald i den sidste del af forrige århundrede

en udvikling i gang inden for konstruktionen af ålegårdene, og denne

udvikling er i større fart fortsat i dette århundrede, nemlig overgangen til

de langt mere fiskedygtige store ovenvandsruser og bundgarn. Disse store

redskaber er i modsætning til de gamle ålegårde indrettet til at klæde vandskorpen

på større vanddybder. Til illustration kan nævnes, at man har åleredskaber,

der er anbragt på en vanddybde af 11 meter, jfr. skema 2. Ligesom

de gamle ålegårde er disse redskaber forsynet med en kortere eller længere

rad, men denne består nu altid af net. Forsåvidt raden ikke er ført til

land, har redskabet allerede af den grund ikke kunnet betegnes som ålegård

og har ikke kunnet nyde beskyttelse som sådan, jfr. § 7, stk. 2, i den nugældende

saltvandsfiskerilov. Disse redskaber røgtes fra båd, og nogen forbindelse

med land har derfor ikke været nogen nødvendighed. Den nære

tilknytning, som de af træ konstruerede ålegårde havde til den inden for

beliggende kyststrækning, og dermed afhængigheden af kystejerne, er således

heller ikke længere til stede. Den ovenfor omtalte undersøgelse af ålefiskeriet

viser da også, at flertallet af åleredskaberne nu er anbragt uden

tilladelse af kystejeren, jfr. skemaerne 1 a og 1 b.

Anvendelsen af ovenvandsruser og ålebundgarn til ålefiskeri kom også

til at indvirke på udnyttelsen af ålegårdsrettighederne, idet ålegårdsejerne

ofte er gået over til helt at anvende disse redskaber eller indsætte dem som

led i en bestående ålegård. Synspunktet har herved va;ret det, at ålegårdene

måtte have lov til al udvikle, sig i overensstemmelse med den moderne teknik

med hensyn til redskabernes konstruktion. Dette synspunkt er dog ikke i fuld


26

udstrækning anerkendt af ålegårdsnævnene og ålegårdsovernævnet, som nedenstående

oversigt over ålegårdsovernævnets praksis vil vise.

c

Alegårdsovernævnets praksis.

Ålegårdsovernævnet har i perioden 1908—1953 behandlet ialt ca. 165

sager, men de fleste af disse er påkendt eller afvist på grundlag af fejl ved

afmærkningen, tvivl om rettigheden til ålegårdsfiskeri eller andet, uden at

ålegårdsovernævnet har taget stilling til det pågældende redskab eller redskabsopstillings

karakter. Kun i et fåtal af sagerne er dette sket. Som oftest

har det her drejet sig om ovenvandsruser med dobbelt forgård med eller

uden bund og kalv, medens ålegårdsovernævnet kun i enkelte tilfælde har

taget stilling til, om redskaber, der må betegnes som tragtruser, kan henregnes

til ålegårde, jfr. nedenfor.

I litteraturen fra nyere tid forekommer begrebet ovenvandsruser kun

sjældent, men i Mortensen og Strubberg »Dansk Saltvandsfiskeri 1935« og i

H. Blegvad »Fiskeriet i Danmark«, bind I 1946, anføres som karakteristiske

bygningstræk for ruser af denne konstruktion, at rusens forreste del er forhøjet,

således at denne ligesom radgarnet når fra bunden til op over vandskorpen,

men iøvrigt er der ved fremstillingen kun lagt vægt på en nærmere

beskrivelse af ovenvandsrusen med dobbelt forgård som en övergångsform

mellem ruse og bundgarn, og denne ruse er betegnet som et meget benyttet

redskab.

Ovenvandsruser svarer således til den i bilag nr. 2 som type T TI betegnede

ruse.

Tragtrusen, der er indrettet til at klæde vandskorpen på større dybder

end den enkelte ruse, er ikke særlig beskrevet, og betegnelsen heller ikke benyttet

i de ovennævnte fremstillinger, men typen er i figur 79 i »Dansk

Saltvandsfiskeri« sidestillet med den enkle ruse, fordi begge typer har den

enkle forgård modsat de før nævnte større ruseredskaber.

Tragtrusen svarer således i det store og hele til den i bilag nr. 2 som

type II betegnede ruse.

Ud fra en streng systematisk betragtning kan der ikke være tvivl om.

at tragtrusen også er et ovenvandsredskab, men blandt fiskerne er der såvidt

vides en tilbøjelighed til overvejende at knytte betegnelsen ovenvandsruser

til redskaberne med dobbelt forgård. Den terminologi, fiskerne anvender, er

dog ingenlunde fast. og iøvrigt uensartet i forskellige landsdele.

Det gælder i almindelighed, at ålegårdsovernævnets protokoller ikke

indeholder nogen nærmere beskrivelse af de redskaber, der er anvendt i de

nævnet forelagte sager, men i de fleste tilfælde fra de senere år er hver

ålegårdssag bilagt et af parterne godkendt rids over redskabsstillingen. udarbejdet

af fiskerikontrollen, ofte ledsaget af en skitse af det pågældende


- 27

redskab med dimensioner og vanddybde angivet. I sagerne indtil 1927 savnes

derimod som oftest nærmere beskrivelse af redskaber og opstilling.

Af de få tilfælde, hvor ålegårdsovernævnet har taget stilling til spørgsmålet

om anvendelse af tragtruser i en ålegård, skal her nævnes følgende:

1929/5 — 1929/6: — Nissum fjord. Indfjorden.

Redskaberne kan efter de foreliggende oplysninger i sagen beskrives således:

Tragtruser med vinkelbøjede arme, hvis samlede længde angives til

henholdsvis 30 og 35 m. Vanddybden var respektiv 1,4 og 1,8 m ved ruseenden.

Raderne var ført til land.

Ålegårdsovernævnet udtaler bl. a., at det efter besigtigelsen og alt i

sagen oplyst fandt det konstateret, at de her omhandlede redskaber var »en

bundgarnskonstruktion«, hvorfor det i sin kendelse afviste sagen som nævnsinstitution

uvedkommende.

1930/11: — Nissum fjord. Indf jorden.

Redskabet kan her beskrives som en ovenvandsruse anbragt for enden

af en ca. 140 m lang rad, ført til land. Rusen har en enkelt 1 m lang arm

og en firkantet tragtmunding, 3 m bred. Ved miseenden var vanddybden

1,1 m.

Ålegårdsovernævnet udtaler, at der efter besigtigelsen og det iøvrigt

oplyste må gives ålegårdsnævnet medhold i, at det pågældende fiskeredskab

er en ålegård, uanset at redskabet er indrettet til kun at fiske fra vest. Ålegårdsovernævnet

mener derimod, at redskabet er til hinder for sejladsen i

farvandet og fastsætter i sin kendelse, at ålegården skal rykkes så langt ind

imod Indfjordens nordkyst, at ingen del af redskabet med tilhørende pæle

kommer syd for den linie, der betegner nordgrænsen af det i Indf jorden

afsatte sejlløb.

1932/2: —Avernakø.

Her har det drejet sig om følgende redskabsopstillinger:

Fra land fører en kort rad til en lille simpel ruse med 2 korte arme.

Nær ved rusens yderste pæl begynder en ca. 25 m lang rad, der fører til en

noget større ruse (på 1,5 m vand). Denne ruse har 2 ca. 4 m lange arme

og er forsynet med en ca. 2 m bred tragt, der ligesom raden klæder vandskorpen.

Et stykke udenfor dette redskab og i samme kompasretning er

endelig anbragt en ca. 60 m lang rad førende til en ovenvandsruse med dobbelt

forgård og kalv.

Ålegårdsovernævnet afviser sagen på grund af fejl ved afmærkningen,

men udtaler efter besigtigelsen, at forsåvidt afmærkningen havde været behørig,

kunne de 2 første fra land udsatte ruser have opnået betegnelsen af

ålegård, men at det der udenfor udsatte redskab »må betegnes som en bund-


28 -

garnskonstruktion, der ikke kan falde ind under den definition, der i fiskerilovens

§ 7 er givet for. hvad der forstås ved en ålegård.«

1944/1: _ Tåsinge.

Redskabet karakteriseres som en tragtruse med en lang vinkelbøjet arm.

Det drejer sig her om en landfast røkke med 4 ruser med rader anbragt i

forlængelse af hinanden.

Inderst 37 m rad med en ruse med 2 korte arme. Rusehøjde 0.8 m.

vanddybde 1,3 m, derefter 45 m rad med en ruse med enkelt forgård, 19 m

lang. Rusehøjde 1,5 m, vanddybde 2,0 m, fortsat med 75 m rad med lignende

men noget større ruse. 25 m lang forgård. Rusehøjde 2.5 m. vanddybde

3,0 m.

Rækken afsluttes derefter med 85 m rad og en ruse med en 32 m lang

forgård. Rusehøjde 3.3 m og vanddybde 4,0 m.

Alle ruserne er indrettet til at fiske fra sydsiden.

Ålegårdsovernævnet har ikke afholdt nogen åstedsforretning, men udtaler

på grundlag af det af parterne godkendte rids og det iøvrigt oplyste, at

det må holde for, at redskabet må betegnes som en ålegård således som defineret

i § 7 i saltvandsfiskeriloven. Ålegårdsovernævnet bemærker yderligere.

at bugten på raden og en ombøjet »vinkelrad« ved de yderste ruser ikke kan

siges at have forandret redskabets konstruktion så meget, at det derved mister

karakteren af ålegård, og præciserer i kendelsen, at det finder tilstrækkelige

holdepunkter for at give den pågældende fisker medhold i, at hans

redskabsrække må betegnes som ålegård.

L 948/1: Egholm.

Det drejer sig her om 3 rækker redskaber udsat fra den omtrent østvest-gående

del af sydkysten af Egholm ved Skelskør. Opstillingen beskrives

således af fiskerikontrollen: Vestligst står en række på 8 mindre åleruser,

udsat i forlængelse af den fra kysten udsatte 70 m lange rad.

For enden af rækken stod yderligere 2 lignende ruser, idet dog radforbindelsen

mellem ruse nr. 8 og ruse nr. 9 var afbrudt på et ca. 6 m langt

stykke. Også landforbindelsen var mangelfuld, idet raden manglede ea. 3,5

m i at nå til land ved almindelig højvande, hvilket muligvis skyldtes hårde

storme i de nærmeste dage før fiskerikontrollens besigtigelse.

Vanddybden ved yderste ruse var 2,0 m.

Ca. 190 m østligere var næste redskabsrække udsat fra land. En ca.

120 m lang rad førte her ud til et redskab, der beskrives som en ruse tilsluttet

et 3-tfidet forgarn uden bund. der anbragt i omtrent retvinklet stilling

tillige danner en masten ret. ca. 9 m lang arm på redskabets vestside. Vanddybden

var 2.(> in \ed spidsen al rusen, og redskabet var ligesom de 2 ruser

i den østligste række (den 3. række) indrettet til at klæde vandskorpen. Der


29

er ikke angivet nærmere mål på selve rusen, men den må karakteriseres som

en ovenvandsruse med en enkelt forgård.

Ca. 250 m længei'e mod øst stod en 3. række redskaber bestående af

2 ovenvandsruser, bygget som rusen i den midterste række, og forbundne

med en ca. J 20 m lang rad. Vanddybden ved inderste ruse 2,6 m, ved den

yderste 4,0 m. Raden til den inderste ruse var ligeledes ca. 120 m lang, men

manglede ligesom raden til de vestligste redskaber ca. 3,5 m i at nå til land

ved almindelig daglig højvande.

De inderste 20-30 m af raden både i den midterste og den østligste redskabsrække

var mangelfuldt flådet eller ophængt og således ikke i fiskedygtig

stilling, hvad der efter ejerens påstand skulle skyldes det hårde vejr.

Ud for disse 3 redskabsrækker havde modparten anbragt en række på

3 ålebundgarn med tilhørende rad, omtrent gående i retning øst-vest, altså

omtrent tværs på de 3 ruserækkers retning. Afstanden mellem bundgarnsrækken

og enderne af de fra land udgåede ruserækker var henholdsvis 200,

300 og 100 m.

Ruseejerne klagede for ålegårdsnævnet for Sorø amt over, at bundgarnsrækken

var sat for nær ved deres ovenvandsruser, hvorefter nævnet

statuerede, at det østligste bundgarn skulle fjernes. Denne afgørelse indankedes

til ålegårdsovernævnet, der bl. a. udtalte, at i hvert fald den østligste

fra Egholm udsatte redskabsopstilling efter hele sin konstruktion, udstrækning

i søen og vanddybden, hvorpå den var udsat, gik ud over, hvad

der naturligt måtte forstås ved en ålegård, men at dette redskab iøvrigt, selv

om det kunne betragtes som ålegård, efter ålegårdsovernævnets formening

var ført så langt ud, at det ikke i det foreliggende tilfælde kunne have krav

på beskyttelse over for de pågældende bundgarn.

Forsåvidt angik de 2 vestlige fra Egholm udsatte redskabsrækker, bemærkede

ålegårdsovernævnet, at de udsatte bundgarn ikke kunne genere

fiskeriet fra disse, og at det derfor fandtes unødvendigt at tage stilling til

spørgsmålet om de to rækkers karakter af ålegård.

Ved overnævnets kendelse ophævedes nævnets kendelse.

1946/1: — Knudshoved.

Denne sag drejer sig om redskabsopstillinger på sydsiden af Knudshoved.

Der var af lejeren af de godset Rosenfeldt tilhørende ålegårdsrettigheder

på dette sted foruden flere bundgarn udsat 2 rækker ruseredskaber,

som vedkommende hævdede nød beskyttelse som ålegårde i forhold til

de af »en fri fisker« anbragte bundgarn.

Begge rækker ruser bestod af 3 ensartede redskaber. I den vestlige

række var det yderste redskab ført 414 m ud fra kysten, og det yderste

redskab var anbragt på en vanddybde af 2,8 m. Udenfor dette redskab og i

forbindelse med dette var anbragt et egentligt bundgarn. I den anden række


30

var det yderste redskab ført 495 m ud fra kysten og anbragt på en vanddybde

af


31

forelå ålegårdsfiskeri. Landsrettens afgørelse blev indanket for højesteret,

men stadfæstet af denne. Under sagens behandling for højesteret var afholdt

nyt syn og skøn ved fuldmægtig A. Strubberg og direktør, dr. phil. H. Blegvad.

I deres erklæring hed det, at det pågældende redskab, efter alt foreliggende

måtte karakteriseres som en ovenvandsruse med en enkelt bagtil lukket

forgård, i hvis nedre del rusemundingen var indsat, og at formen på

rusemundingens tilslutning var et konstruktionstræk, der gik ud over den

enkelte ruseform, hvor armene er tilsluttet rusemundingen på hver sin side af

denne og med samme højde som denne. Efter skønsmandenes opfattelse opnåede

man ved denne konstruktion, at et redskab, som det under sagen

foreliggende, blev fiskedygtigt på væsentlig større dybde end der, hvor det

er muligt at benytte selv en tragtruse med fordel.

Højesterets afgørelse gav iøvrigt anledning til, at man ved rigsdagens

behandling af det forslag til saltvandsfiskerilov, der førte til den nugældende

lov, udvidede ålegårdsnævns og -overnævns kompetence, jfr. nedenfor i afsnittet

om de juridiske og historiske forudsætninger for ålegårdsretten m. v.

Af den foretagne gennemgang af ålegårdsovernævnets praksis kan formentlig

uddrages, at de som type I i den som bilag nr. 2 optagne skitse betegnede

redskaber ifølge fast praksis er anerkendt som ålegårde. Med hensyn

til type II er spørgsmålet mere tvivlsomt, men et redskab af en noget tilsvarende

konstruktion er anerkendt som ålegård ved ovennævnte højesteretsdom

af 1951. Ålegårdsovernævnet har nu så sent som i oktober 1954 i ålegårdssag

1954/1 anerkendt et redskab af ganske tilsvarende konstruktion som

værende lovlig ålegård. Endelig kan fastslås, at ingen redskaber af type III

og IV hidtil er anerkendt som ålegårde.

Såvidt vides er der ikke hidtil faldet nogen afgørelse med hensyn til,

om det som type V betegnede redskab kan anerkendes som ålegård.

Forholdet er således det ejendommelige, at det gang på gang er fastslået

ved kendelser af ålegårdsovernævnet, at der ikke haves eneret til ålefiskeri

udfor grunden, medmindre det foregår ved hjælp af de mindre redskaber

af type I eller type II. Alligevel foregår langt den overvejende del

af det udlejede fiskeri ved redskabsrækker, hvori der også indgår ovenvandsruser

og bundgarn af typerne III og IV. Som det er sagt i en indberetning

fra en af fiskeribetjentene, udlejer grundejeren retten til at sætte

ålegårde, men for at fiskeriet kan svare sig og lejen betales, må lejeren udsætte

bundgarn. Disse er vel ikke forbudte fiskeredskaber, men brugen

savner efter ålegårdsovernævnets praksis retsbeskyttelse efter reglerne om

ålegårde, og de betegnes derfor i denne betænkning som ulovlige ålegårde.

De nævnte omstændigheder har medført, at der ved kommissionsforslagets

regler om erstatning foreslås et særligt fradrag. Dette fradrag er

netop begrundet med, at ålegårdsretten udnyttes på den nævnte ejendommelige

uhjemlede måde. Det må imidlertid med hensyn til spørgsmålet om


:V2

erstatning til ålegårdsejere, hvis rettigheder er udnyttet med de ovennævnte

redskaber af type 111 og IV, der ikke i praksis er anerkendt som lovlige

ålegårde, fremhæves, at det efterfølgende kommissionsforslag (jfr. § 12)

på dette punkt fremkommer som et resultat af brydninger mellem stærkt

modstridende opfattelser mellem kommissionens medlemmer, idet nogle af

disse har været af den opfattelse, at da de pågældende redskabstyper hverken

i henhold til lovgivningen, eller retspraksis nyder nogen beskyttelse efter

reglerne om ålegårde, burde der ikke ydes ejerne af de rettigheder, der

udnyttes med sådanne redskaber, nogen erstatning eller i hvert fald kun

erstatning svarende til, hvad rettigheden ville kunne have indbragt ved

benyttelse af »lovlige« redskaber. Fra andre medlemmers side har den stik

modsatte opfattelse været hævdet gående ud på, at der måtte tilkomme

sådanne ålegårdsejere, som har udnyttet deres ret med de nævnte redskaber,

fuld erstatning, idet de pågældende i stort omfang uantastet fra nogen

side har anvendt sådanne redskaber igennem en længere årrække. De politiske

partiers repræsentanter i kommissionen har derfor kun tiltrådt forslaget

på dette punkt med forbehold af deres endelige stilling ved forslagets eventuelle

behandling i folketinget.

Bent Jacobsen, der i kommissionen repræsenterer Foreningen af Skovog

Landejendomsbesiddere i Danmark, har heller ikke kunnet tiltræde, at

redskaber af type III og IV som følge af deres konstruktion savner retsbeskyttelse

efter reglerne om ålegårde, men har desuagtet ud fra praktiske

hensyn erklæret sig enig i det af kommissionen udfærdigede lovforslag, efter

at det nævnte forslag af ham har været forelagt en kreds af større ålegårdsejere

og fundet tilslutning her.

Kommissionens indstilling m. v.

Indledningsvis bemærkes, at kommissionen har opfattet sit kommissorium

på den måde, at man principielt skal afgive indstilling om. hvorvidt

ålegårdsretten og de særlige fiskerirettigheder på søterritoriet bør afløses,

og kun som en subsidiær opgave, forsåvidt man ikke kan gå ind for afløsning,

foretage en nærmere gennemgang af den nugældende § 7 i saltvandsfiskeriloven

med henblik på ændringer af denne bestemmelse.

Afgørende, for kommissionens overvejelser har først og fremmest været,

at der må antages at være et stærkt udbredt ønske blandt det store flertal

af landets fiskere om en afløsning. Dette har også fundet udtryk ved enstemmige

vedtagelser på Dansk Fiskeriforenings generalforsamlinger og ved talrige

andre lejligheder. — Man er dog samtidig opmærksom på, at en vis

kreds af fiskere, nemlig en stor del af de fiskere, der har lejet ålegårdsrettig-


33

hederne, næppe er interesseret i en afløsning. — Når alt fiskeri på søterritoriet

principielt er frit her i landet, jfr. saltvandsfiskerilovens § 1, finder

man det ikke stemmende med denne grundsætning, når fiskeriet med ålegårde

er forbeholdt grundejerne. Endelig eksisterer den oprindelige nære

tilknytning mellem fiskeriet med ålegårde og grundejerne ikke mere, idet

den hører hjemme i en tid, hvor fiskeriet foregik under ganske andre former,

end det nu er tilfældet, jfr. det foranstående afsnit om begrebet ålegårde.

Nogen betydning tillægger man også de tilvejebragte oplysninger om,

hvorledes ålefiskeriet faktisk drives. Det viser sig herved, at det kun er en

del af grundejerne, som udnytter deres ålegårdsret, og af disse er der kun

få, der selv driver fiskeriet. Udbyttet af ålegårdsejerens eget fiskeri andrager

således kun ca. 10 pct. af udbyttet af det udlejede fiskeri. Medregner man

også udbyttet af det fiskeri, der udnyttes med tilladelse af ålegårdsejerne

men uden afgift, bliver procenten endnu mindre.

Afgørende betydning tillægger man det endelig, at fiskeriet, som foran

omtalt, har udviklet en ny teknik med anvendelse af stærkt fiskende redskaber,

som store ovenvandsruser og bundgarn, på de steder, hvor forholdene

tillader det, hvilket har bevirket, at ålegårdsf i skeriet kun i mindre

omfang foregår i overensstemmelse med ålegårdsovernævnets fortolkning

af lovens regler om ålegårde. Langt den største del af det fiskeri, for hvilket

der betales afgift til grundejeren, foregår med redskaber af type III og

type IV, der som foran nævnt efter ålegårdsovernævnets praksis ikke er at

anse som lovlige ålegårde. Bl. a. dette medfører, at ålegårdsfiskeriet og det

frie fiskeri med bundgarn går dårligt i spænd sammen og giver anledning

til mange konflikter.

Med nogen grund kan man i denne forbindelse spørge, hvorledes det i

praksis kan gå til, at de frie fiskere i så stort et omfang, som det i virkeligheden

er tilfældet, har affundet sig med, at indehaverne af ålegårdsretten

eller lejerne af denne udnytter rettigheden med redskaber, der ikke ifølge

saltvandsfiskeriloven kan have krav på beskyttelse som ålegårde. Svaret

herpå må formentlig være, at de frie fiskere i stor udstrækning ikke er helt

klare over, hvorvidt ålegårdsejernes ret går, og iøvrigt helst undgår konflikter.

Dertil kommer, at på det tidspunkt (1. september), hvor en fisker,

der ville sætte åleredskaber ved eller udfor en til ålegård afmærket plads,

skal have afmærket sin plads, ved han ikke, om den ålegårdsberettigede

vil besætte sin til ålegård afmærkede plads med et ålegårdsredskab eller

f. eks. et bundgarn. Han vil derfor i almindelighed ikke turde løbe risikoen

ved at afmærke for tæt på den af ålegårdsejeren, eventuelt brugeren, afmærkede

plads. Sker dette, vil ålegårdsejeren eller brugeren have mulighed

for at få den frie fiskers redskab fjernet ved at indbringe sagen for ålegårdsnævnet,

såfremt han selv udsætter lovlige ålegårdsredskaber. Erfaringen har

3


M

vist, at denne usikkerhed rent faktisk i stor udstrækning har været tilstrækkelig

til, at ålegårdsejeren har kunnet holde de frie fiskere borte, selvom

han udnyttede sin rettighed med ulovlige redskaber.

Endelig gør man opmærksom på, at mange ålegårdsrettigheder ikke

lejes for at udnytte disse med ålegårde, men kun for at holde de frie fiskere

borte. Dette ser man bl. a. ved, at mange af lejerne i virkeligheden udnytter

retten med store ålebundgarn, men samtidig udsætter nogle meget

lidt fiskedygtige ålegårdsredskaber (narreværker) for at holde de frie

fiskere i tilstrækkelig afstand fra bundgarnene.

Alt i alt må det efter kommissionens opfattelse siges, at tiden og

specielt den tekniske udvikling er løbet fra det almindelige ålegårdsfiskeri,

og at det vil være lidet rationelt og samfundsøkonomisk uforsvarligt at

fastholde, at ålegårdsfiskeriet fortsat skal udøves med de under de fleste

forhold mindre fiskedygtige redskaber, som falder ind under ålegårdsbegrebet,

idet det, set fra samfundets side, er ønskeligt, at blankålstrækket udnyttes

mest muligt, da blankålene, der hvert efterår søger ud fra eller gennem

de danske farvande, ikke vender tilbage påny.

At give ålegårdsejerne eller lejerne af ålegårdsrettighederne ret til fuldt

ud at følge med i den tekniske udvikling og at anvende de mere fiskedygtige

redskaber, såsom bundgarn og ovenvandsruser, kan man på den anden side

ikke anbefale; det kunne navnlig medføre, at der i fremtiden kunne forlanges

leje for en stor del af det fiskeri, der nu er frit. Det rationelle forekommer

derfor kommissionen at være at ophæve ålegårdsretten og dermed

fjerne den hindning, som denne ret i hvert fald i et vist omfang har betydet

for ålefiskeriets udvikling, og samtidig at fjerne det konfliktstof, som denne

ret indebærer.

Kommissionen har dernæst overvejet spørgsmålet om, hvorvidt der i

tilfælde af, at ålegårdsretten ophæves, tilkommer de berettigede erstatning

og har herunder gjort sig bekendt med de tidligere omtalte kommissionsbetænkninger

samt i det omfang, hvori det har været muligt, med de udtalelser,

der foreligger fra juridisk sagkyndige angående spørgsmålet, og skal angående

disse udtalelser bemærke følgende:

Professor Vinding Kruse har i »Ejendomsretten«, 1. udgave, side 199].

og 2. udgave, side 275, ligesom professor Knud Berlin i »Statsforfatningsret«

II, side 393, note 75, i sammenhæng med en omtale af, at der i dansk

ret ikke gives erstatning for sådanne almindelige indgreb fra statsmagtens

side, hvorved erhvervsrettigheder indskrænkes eller ophæves, selv hvor disse

er knyttet til bestemte faste ejendomme, fremsat den opfattelse, at også den

almindelige ålegårdsret ud fra de samme grunde må kunne ophæves uden

erstatning.

Professor Poul Andersen, der har afgivet et responsum angående

spørgsmålet, kommer derimod til det resultat, at ålegårdsretten må betrag-


35

tes som en egentlig formuerettighed og allerede af den grund ikke kan betragtes

under samme synspunkter, som de af Vinding Kruse omtalte

erhvervsrettigheder. Han fremhæver, at adgangen til fortsat at udøve en

vis fri eller bunden næring er noget ganske andet end de formuerettigheder,

som udgør den økonomiske basis for vedkommende næring, herunder f. eks.

de materielle rettigheder til jagt og fiskeri. I sit responsum, som det vil føre

for vidt at komme ind på i enkeltheder, og som findes optrykt som bilag

nr. 4 går Poul Andersen imod den opfattelse, der er blevet fremsat fra

visse sider gående ud på, at da ålegårdsretten beror på en generel lovregel,

skulle den også kunne ændres ved senere lovgivning, uden at staten behøvede

at erstatte den derved forvoldte værdiforringelse af kystejendommene. Denne

betragtning kan ifølge Poul Andersen ikke begrunde, at ålegårdsretten

skulle kunne ophæves uden erstatning, men kun at ålegårdsretten kan undergives

ret vidtgående begrænsende og regulerende bestemmelser fra lovgivningsmagtens

side.

Kommissionen har dernæst gjort sig bekendt med et af fiskeriministeriet

fra kammeradvokaten indhentet responsum af 10. juli 1948, der er

optrykt som bilag nr. 6. Kammeradvokaten slutter sig heri nähmest til

den af Poul Andersen hævdede opfattelse, at ålegårdsretten må betragtes

som en egentlig formuerettighed. Kammeradvokaten anser det imidlertid

for usikkert, om domstolene i betragtning af det materielle retsspørgsmåls

tvivlsomhed i givet fald ville tilsidesætte en lov om ophævelse af den

almindelige ålegårdsret uden erstatning som klart stridende mod den gamle

grundlovs § 80.

Blandt kommissionens medlemmer er der imidlertid enighed om, at

ålegårdsretten og de særlige rettigheder til fiskeri på søterritoriet er formuerettigheder,

der omfattes af grundlovens § 73. Grundejerne må derfor

have et grundlovsmæssigt beskyttet krav på erstatning for rettighedernes

afløsning, og man finder det heller ikke rimeligt og retfærdigt, om man

uden videre ville overføre de værdier, som ålegårdsretten repræsenterer,

fra grundejerne til fiskerne eller staten.

Forsåvidt angår de særlige, fiskerirettigheder er man ikke i tvivl om,

at den erstatning, der bør ydes for afløsningen, såvidt gørligt bør opveje

det indtægtstab, som rettighedens indehavere lider. Det samme gælder for

de ålegårdsejere, som udnytter deres rettigheder med redskaber, der er

anerkendt som lovlige redskaber i henhold til den praksis, der er skabt gennem

ålegårdsnævnenes og ålegårdsovernævnets kendelser, ligesom sådan

erstatning formentlig også må tilkomme ålegårdsejere, som udnytter deres

rettighed med redskaber af den type, der er anerkendt som lovlige ålegårdsredskaber

i henhold til den foran omhandlede højesteretsdom af 1951 og

ålegårdsovernævnets kendelse af oktober 1954 i ålegårdssag nr. 1954/1.

3*


36

Der må således herefter tilkomme ålegårdsejere, der udnytter deres

rettigheder med redskaber, der svarer til de som type I og II i bilag nr. 2

betegnede redskaber, erstatning efter samme regler som indehaverne af

særlige fiskerettigheder.

For de ålegårdsejere, hvis rettigheder udnyttes med redskaber svarende

til type III og IV, foreslår man en almindelig reduktion i erstatningen

under hensyn til, at indtægten af ålefiskeriet er afhængig af brugen

af »ulovlige« redskaber. Denne indtægt er ikke stabil og sikret, men er

udsat for fortrængning af de frie bundgarnsfiskere.

Ved beregning af den erstatning, der eventuelt måtte tilkomme indehaverne

af ålegårdsrettigheder, kan forskellige udgangspunkter lægges til

grund. Ved overvejelsen af, hvilket udgangspunkt man skal tage, vil det være

naturligt at have opmærksomheden henvendt på de forslag, der var fremsat

af 1916-kommissionen i dens under 13. marts 1919 afgivne betænkning:

1) Flertalsforslaget fra 1919-betænkningen gik ud på at lægge fangstmængden

efter fradrag af anslåede udgifter til grund ved beregning af

eventuel erstatning. Kommissionen anslog nettoværdien af fangsten til


37

3) Som anført under 1) er langt den største del af de udnyttede ålegårdsrettigheder

udlejet, og efter kommissionens opfattelse får man derfor

et langt mere sanddru billede af rettighedernes værdi ved at se på,

hvad de udlejede rettigheder indbringer, idet dette i det store og hele

må kunne tages som udtryk for, hvad ejerne af rettighederne ansætter

disse til. Værdien af de uudlejede rettigheder kan man formentlig fastsætte

ved en sammenligning med den leje, der betales for de tilsvarende

udlejede rettigheder og de oplysninger, der iøvrigt kan skaffes

om rettens værdi.

De samme betragtninger, som foran er anført angående beregningen

af den erstatning, som i tilfælde af afløsning efter kommissionens formening

kan tilkomme indehaverne af ålegårdsrettighederne, gør sig også gældende

med hensyn til erstatninger til indehaverne af de særlige fiskerirettigheder.

Af disse udnyttes også kun den mindste del direkte af indehaverne

selv, medens størsteparten er udlejet. Det vil derfor også med hensyn til

disse rettigheder være rimeligt at beregne erstatningen i forhold til den

leje, som de udlejede rettigheder indbringer, og for de ikke udlejede i forhold

til den leje, som tilsvarende udlejede rettigheder indbringer.

Med hensyn til rettighedsindehavere, som har overladt deres rettigheder

til andre uden vederlag, vil kommissionen i almindelighed ikke anse det.

for rimeligt, at der tillægges de pågældende erstatning, men som anført i

bemærkningerne til forslagets § 12, stk. 3, mener man dog ikke at kunne

se bort fra, at der kan foreligge forhold, der kan gøre erstatningsydelser

rimelig. I sådanne tilfælde vil man også finde det rettest at lægge den leje.

der er betalt for andre tilsvarende rettigheder til grund ved beregning af

erstatningen.

Som det vil fremgå af bemærkningerne til § 12 i kommissionens efterfølgende

forslag, er kommissionens flertal af den opfattelse, at der principielt

ikke bør ydes erstatning til en ålegårdsejer, der aldrig eller gennem

en længere periode ikke har udnyttet sin rettighed.

Et mindretal — Damsgaard — har imidlertid ikke kunnet tiltræde

dette synspunkt ud fra den betragtning, at for indehavere af ålegårdsrettigheder

på en kyststrækning, udfor hvilken der foregår blankålstræk, er ålegårdsretten

et formuegode, der repræsenterer en værdi, som ikke bør kunne

fratages dem uden fuld erstatning, uanset om de har udnyttet deres rettigheder

eller af en eller anden årsag har undladt dette over en længere eller

kortere årrække.

Den samlede årlige indtægt ved udleje af ålegårdsrettigheder andrager

ca. 83.000 kr., og når man hertil lægger en anslået leje af de af ejerne selv

udnyttede ålegårde, hvis udbytte kun andrager ca. 10 pct. af de udlejede,

kommer man ikke op over godt 91.000 kr. Hertil kommer udbyttet af de


særlige rettigheder til fiskeri på søterritoriet. Den del af disse, der er

udlejet, indbringer en årlig leje på ca. 44.500 kr.. medens tilsvarende leje

for de af ejerne selv udnyttede rettigheder ville udgøre ca. 18.000 kr., således

at disse rettigheder ialt indbringer ca. 62.500 kr. årlig. Ved afløsningen

bør kapitalværdien af ålegårdsrettighederne og de særlige rettigheder

til fiskeri på søterritoriet efter kommissionens skøn opgøres som den årlige

indtægt ganget med 20. Man gør dog samtidig opmærksom på, at da rettighedsindehaverne

hidtil har betalt ejendomsskatter af den dem tilhørende

ret, må rettighedens værdi reduceres med et beløb, der svarer til betalte

skatter. Dette bør som nærmere udviklet i bemærkningerne til § 12 i kommissionens

forslag medføre en reduktion af kapitalisationsfaktoren med

30 pet. til 14.

Selvom afløsningen blev gennemført straks, vil der. som det vil fremgå

af foranstående, ikke kunne blive tale om erstatningsbeløb af blot tilnærmelsesvis

den størrelsesorden, som anslået af 191 6-kommissionen.

Et mindretal — Damsgaard — har ikke ment at kunne tiltræde flertallets

foran omtalte synspunkter med hensyn til grundlaget for en eventuel

afløsning, men mener tværtimod, at en afløsning på grundlag af fangstmulighederne

må være det mest retfærdige grundlag for en afløsning.

T forbindelse med spørgsmålet om afløsning har kommissionen overvejet,

hvorvidt man skulle foreslå straks at afløse ålegårdsretten, og deretter

give fiskeriet frit, eller man skulle foreslå en selvafviklende ordning

over en vis periode.

For straks at give fiskeriet frit taler formentlig alene eller i hvert fald

hovedsageligt hensynet til de »frie fiskere«, hos hvem der naturligt vil være

et stærkt ønske om straks at overtage udnyttelsen af de fiskepladser, der

hidtil har været udnyttet af de ålegårdsberettigede. Det kan dog formentlig

ikke benægtes, at der ved gennemførelse af en sådan ordning, der er uden

samfundsøkonomisk begrundelse, idet det næppe kan påregnes, at den samlede

fangstmængde herigennem vil blive væsentlig forøget, ydes fiskerierhvervet

en betydelig økonomisk støtte af statskassen, som ikke kan siges

at være saglig begrundet i forhold til andre erhverv. Endelig vil en ordning,

hvorefter den hidtidige udnyttelse af disse rettigheder pludselig må ophøre,

gribe ind i mange menneskers hidtidige levevilkår. I mange tilfælde har

ålegårdsretten år efter år været udlejet til samme fisker. For sådanne

fiskere kan det betyde et ikke uvæsentligt afbræk i deres levevej, om fiskeriet

på een gang bliver givet frit.

Man foreslår derfor en ordning, hvorefter afløsningen afvikles over en

vis periode, hvori de hidtidige brugere af fiskeriet får ret til at iorbætte

brugen. Hvor rettighedens indehaver selv udnytter denne, sker der da en

tilsvarende reduktion af erstatningen. Var brugeren lejer, pålægges der

ham en vis leje til statskassen. Denne ordning synes at have adskillige for-


39

trin. Den vil være ret billig for statskassen, og man undgår således, at statskassen

skal udrede betydelige beløb, uden at fangstudbyttet væsentlig forøges.

Man opnår også herved at gribe mindst muligt ind i de nuværende

ejeres og brugeres forhold, medens det dog sikres, at fiskeriet efter en overskuelig

tid vil være frit overalt.

Den periode, hvori de nuværende brugere efter afløsningen får lov at

fortsætte deres nuværende fiskeri, foreslås fastsat til 20 år eller brugerens

livstid. Da denne tid må betragtes som en övergångsform til frit fiskeri,

finder kommissionen det rimeligt, at lejen reduceres noget, f. eks. til

75 pct. af den nuværende leje. For de nuværende ejere, der selv udnytter

deres ålegårdsret eller særlige ret til fiskeri, foreslår man, at erstatningen

straks fastsættes og udbetales. Da retten faktisk først ophører efter mindst

20 års forløb, kunne udbetalingen være udskudt lige så længe. Der må

derfor foretages en reduktion i erstatningsbeløbet svarende til renter og

renters rente.

Kommissionen har foretaget en beregning af, hvor store erstatningsbeløb,

der eventuelt kan blive tale om, idet man udtrykkelig gør opmærksom

på, at denne beregning ifølge sagens natur kun kan blive skønsmæssig.

Herefter skulle den endelige udgift for statskassen efter afviklingsperiodens

udløb andrage ca. 435.000 kr., medens man, hvis man alene ser på

de erstatningsbeløb, der ifølge forslaget udbetales straks ved afløsningens

gennemførelse, vil komme op på en samlet afløsningssum på ca. 1,9 mill. kr.,

jfr. nedenstående beregning.

Ved denne beregning kapitaliseres de særlige fiskerirettigheder med faktoren

14, jfr. foran og i bemærkningerne til forslagets § 12 i forbindelse med

omtalen af skatternes betydning. Ved de egentlige ålegårdsrettigheder medfører

den udstrakte brug af ulovlige redskaber en yderligere ganske skønsmæssig

nedsættelse til 11. Der henvises dog til det foran side 32 anførte,

hvorefter de politiske repræsentanter har taget forbehold overfor det skønsmæssig

fastsatte fradrag. I få tilfælde kan faktoren forhøjes, fordi kun lovlige

redskaber er anvendt. Udgiftsforøgelsen herved vil formentlig opvejes

af en indtægtsforøgelse, fordi visse brugsrettigheder vil fortsætte med afgift

i brugerens levetid ud over 20 år, og fordi visse særrettigheder vil vise sig at

være almindelige ålegårdsrettigheder. Også enkelte andre usikkerhedsmomenter

kan knytte sig til beregningen f. eks. unøjagtigheder i grundlaget for forhøjelse

og nedsættelse af erstatningen i særlige tilfælde, jfr. udkastets § 12,

stk. 4.

København, den 15. april 1955.

H Baagø-Hansen K. Damsgaard B. Dinesen

Severin Hansen Knud Illum Bent Jacobsen

(formand)

Verner Larsen G. L. Mourier K. Axel Nielsen

A. C. Normann Rønnov-Hansen

J. Nørgaard


Udlejede ålegårdsrettigheder:

Årlig leje

Multiplikator 11 =

•10

Erstatningsberegning

83.063 kr.

913.693 kr. i afløsning

Ved udlejning påregnes disse rettigheder at kunne indbringe følgende:

Nuværende leje

83.063 kr.

75 pel. heraf = 62.297 kr. årligt i 20 år.

Denne udlejningsret repræsenterer nu (med hensyntagen til rentetabet)

en værdi af:

62.297 kr. X 12.865 = 801.451 kr.

Den virkelige udgift til afløsning bliver herefter:

913.693 kr. -r- 801.451 kr. = 112.242 kr.

Afløsning af ålegårdsretligheder, der drives af ejeren selv.

Lejeværdien

8.306 kr.

Multiplikator 11 =

91.366 kr. i afløsning.

På grund af udsættelse reduceres dette beløb til 33.988 kr. (Multiplicator

0,372, når der regnes med 5 pct. rente og rentes rente).

Afløsning af særrettigheder.

De udlejede rettigheder.

Årlig leje

Multiplikator 14 =

44.51 1 kr.

623.154 kr. i afløsning.

Ved udlejning påregnes disse rettigheder at kunne indbringe følgende:

Nuværende leje

44.511 kr.

Lejes ud til 75 pct. af den nuværende leje — 33.383 kr.

Denne udlejningsret repræsenterer nu en

værdi af 33.383 kr. X 12.865 =

Den virkelige udgift til afløsning bliver herefter

623.154 kr. -f- 429.472 kr. =

429.472 kr.

193.682 kr.

Eget fiskeri på særrettigheder.

Eget fiskeri (lejeværdi)

Multiplicator 14 =

18.294 kr.

256.116 kr. i afløsning.


41

På grund af udsættelse reduceres dette beløb til 95.275 kr. (Multiplicator

0,372).

Samlet af løsningssum, hvis denne skulle udbetales kontant:

Den endelige udgift vil imidlertid ifølge foranstående udregninger kun

andrage 435.187 kr.

Idet man har ment at kunne indskrænke sig til foranstående bemærkninger,

stiller kommissionen det efterfølgende forslag til lov om afløsning

og statens overtagelse af retten til fiskeri med ålegårde og andre særlige

rettigheder på søterritoriet. Med hensyn til enkelthederne i forslaget tillader

man sig at henvise til de til forslagets enkelte paragraffer knyttede bemærkninger.


Forslag til lov

om

afløsning og statens overtagelse af retten

til fiskeri med ålegårde

og andre særlige rettigheder til fiskeri

på søterritoriet


I.

Den grundejeren tilkommende ret til fiskeri med ålegårde, jfr. § 7 i

lov nr. 500 om saltvandsfiskeri af 19. december 1951, såvel som de rettigheder

til fiskeri på søterritoriet, der hviler på særlig adkomst, vil være

at ophæve eller afløse efter reglerne i denne lov.

Det skal dog have sit forblivende ved de særlige om østersfiskeriet

gældende regler og ved bestemmelsen i saltvandsfiskerilovens § 10 angående

bortfald af de staten tilhørende bundgarnsstader og sildevoddrætsteder.

II.

§ 2.

Til gennemførelse af lovens bestemmelser nedsættes af fiskeriministeren

en afløsnings- og taksationskommission på 4 medlemmer. Formanden

skal opfylde betingelserne for at kunne beskikkes som dommer. Af do

øvrige medlemmer skal et repræsentere ålegårdsejerne eller indehaverne af

de særlige fiskerirettigheder, et skal repræsentere de frie fiskere, og endelig

skal der vælges et medlem, der repræsenterer de fiskere, der er lejere

af ålegårdsrettigheder eller særlige fiskerirettigheder. Sidstnævnte medlem

skal dog kun medvirke i kommissionen i de tilfælde, hvor ejeren selv ikke

driver fiskeriet.

Fiskeriministeren udpeger endvidere efter de angivne retningslinier

en suppleant for formanden og for hver af de øvrige medlemmer. Suppleanterne

tiltræder kommissionen i et medlems forfald såvel som i tilfælde,

hvor et medlem bør vige sit sæde, i hvilken henseende reglerne i retsplejelovens

§§ 60. 1. stk.. og 62. 1. stk.. finder tilsvarende anvendelse.

Formanden træffer afgørelse af, om han selv eller et medlem bør

vige sit sæde.

§ 3.

Den i J; 2 omhandlede kommission behandler og påkender alle spørgsmål,

der står i forbindelse med ophævelse eller afløsning af de af denno

lov omfattede rettigheder, derunder spørgsmålet om rettighedernes beskaf-


45

fenhed, omfang og udstrækning, samt om vedkommendes adkomster til

disse, og fastsætter ved kendelse, om erstatning skal ydes og i bekræftende

fald dennes størrelse.

§ 4.

Alle afgørelser af kommissionen træffes med stemmeflerhed. I tilfælde

af stemmelighed gør formandens stemme udslaget.

Kommissionens afgørelse er endelig. Dog kan spørgsmål om, hvorvidt

og i hvilket omfang der tilkommer nogen en ret, for hvis afløsning

der tilkommer ham erstatning, om den af kommissionen trufne afgørelse

har hjemmel i loven, samt om størrelsen af den af kommissionen udmålte

erstatning indbringes for vedkommende landsret, ved at sag anlægges af

eller mod fiskeriministeriet. Sag mod de private rettighedshavere må være

anlagt af fiskeriministeriet inden 72 år efter modtagelsen af den i § 15

omhandlede fortegnelse og sag mod fiskeriministeriet inden 4 uger efter

fremlæggelsen af den i § 16 omhandlede fortegnelse.

Såfremt det for landsretten indbragte spørgsmål efter sit indhold normalt

ville henhøre under vedkommende underret som første instans, kan

landsrettens afgørelse kun med justitsministeriets tilladelse indbringes for

højesteret. Ansøgning herom må indgives til justitsministeriet inden 8 uger

efter landsretsdommens afsigelse, og indbringelse for højesteret må være

sket inden 4 uger, efter at justitsministeriet har meddelt den fornødne tilladelse.

§ 5.

De af kommissionen foretagne forretninger indføres i dertil af fiskeriministeren

autoriserede protokoller.

Forhandlingerne bør såvidt muligt foregå mundtligt. De berettigedes

påstande samt så meget af de afgivne forklaringer, som af kommissionens

formand skønnes fornødent, indføres i protokollen, der ved forhandlingernes

slutning underskrives af kommissionens formand.

§ 6.

Såfremt rettighedsindehavere eller andre i afløsningen interesserede,

der har fremsat krav om erstatning eller om ret til fortsættelse af fiskeriet,

udebliver uden oplyst lovligt forfald, kan hans krav afvises af kommissionen.

Kommissionen kan indkalde de pågældende til personligt møde for at besvare

spørgsmål sigtende til sagens oplysning.

Kommissionen er iøvrigt berettiget til såvel af offentlige myndigheder

som af private borgere at fordre meddelt for sagens behandling nødvendige

oplysninger.

Enhver er pligtig til efter tilsigelse at give møde og at aflægge vidnesbyrd

for kommissionen om, hvad der med hensyn til de i stk. 2 om-


16

handlede oplysninger er ham bekendt. Reglerne i lov om rettens pleje (jfr.

dennes kapitel 18) finder herved tilsvarende anvendelse.

Med hensyn til fremlæggelse af dokumenter og andre synbare bevismidler

gælder ligeledes reglerne i nævnte lov om rettens pleje (jfr. dennes

kapitel 28).

Der tillægges hver af afløsnings- og taksationskommissionens medlemmer

et honorar af statskassen efter fiskeriministerens nærmere bestemmelse.

Der tilkommer kommissionens medlemmer og suppleanterne for disse

diæter efter de i henhold til tjenestemandsloven fastsatte regler for statens

tjenestemænd samt godtgørelse for rejseomkostninger efter regning. Udgifter

til porto, bekendtgørelser m. v. godtgøres ligeledes efter regning.

Kommissionen bemyndiges til at antage den fornødne medhjælp.

III.

§ () o.

Afløsnings- og taksationskommissionen fastsætter, i hvilken rækkefølge

der skal foretages afløsning af ålegårdsrettighederne på de enkelte

kyststrækninger, og udsteder ved bekendtgørelse 3 gange i Statstidende og

stedlige blade indkaldelse, hvori alle og enhver, som formener i henhold

til denne lov at have krav på erstatning for afløsning af rettigheder -

ejendomsret, brugs-, pante- eller afgiftsrettigheder m. v. — med hensyn til

fiskeri med ålegårde eller andet særligt fiskeri på søterritoriet ud for en

nærmere angivet kyststrækning samt eventuelle brugere af sådanne rettigheder,

opfordres til inden 2 måneders forløb fra sidste bekendtgørelse i

Statstidende for kommissionen at anmelde deres rettigheder og mulige

krav på fyldestgørelse af af løsningssummerne.

Kommissionen sender endvidere meddelelse om indkaldelsen til vedkommende

sogneråd.

Undladelse af anmeldelse medfører fortabelse af adgangen til erstatning

eller til fyldestgørelse af afløsningssummen eller til fortsat at udøve

fiskeriet. Dog kan kommissionen i ganske særlige tilfælde optage anmeldelser,

der indkommer inden et år efter sidste bekendtgørelse i Statstidende,

til behandling, når det gøres antageligt, at den manglende rettidige anmeldelse

er undskyldelig, og behandlingen af det fremsatte krav ikke kommer

i strid med nogens ret i henhold til afsagte kendelser.

§ 9-

Når den i § 8, stk. 1, omhandlede frist er udløbet, fremmes afløsningen.

Kommissionen foranlediger udfærdiget fortegnelser over de anmeldte

rettigheder og krav.


• 47

§ 10.

Med mindst 14 dages varsel vil kommissionen derefter gennem stedlige

blade og ved anbefalet brev til den af de pågældende ved anmeldelsen

angivne adresse indkalde indehavere af de i henhold til proklamaet anmeldte

rettigheder, der berøres af afløsningen, såvel som brugere af fiskeriet til

at give møde for kommissionen til varetagelse af deres interesser.

I indkaldelsen vil derhos være at optage en opfordring til de pågældende

om ved mødet at fremlægge dokumentation for deres adkomster eller

for deres brugsrettigheder samt, forsåvidt de ønsker at gøre krav på erstatning,

såvidt muligt alle oplysninger om deres årlige indtægter og udgifter

ved fiskeriet i tiden 1949-1953.

Forsåvidt fiskeriet er overladt andre til brug, må endvidere angives

til hvem og den eventuelle lejes størrelse. Eventuel lejekontrakt må medbringes.

§ 11.

Under taksationsforretningen fastsætter kommissionen ved en begrundet

kendelse, fra hvilket tidspunkt rettighederne skal ophøre, om erstatning

skal ydes, og i bekræftende fald dennes størrelse i overensstemmelse med

de i § 12 givne regler.

Kommissionen tager i det enkelte tilfælde stilling til, om en besigtigelse

på stedet skønnes fornøden, forinden kendelse afsiges.

Kommissionen træffer endvidere bestemmelse om, i hvilket omfang

erstatningen skal udbetales rettighedsejeren, forpagteren eller anden bruger

af den faste ejendom, hvortil rettigheden er knyttet, panthaverne eller andre

berettigede.

Erstatningsbeløb under 500 kr. udbetales dog til rettighedsindehaverne

eller brugerne, medmindre panthaverne udtrykkelig har fremsat krav om

udbetaling til sig.

Opnås der under forhandlingerne for kommissionen enighed mellem kommissionen

og rettighedsindehaverne om, hvorvidt erstatning skal ydes, og

i bekræftende fald om dennes størrelse, afsiger kommissionen kendelse i

overensstemmelse hermed.

§ 12.

For afløsningen gælder iøvrigt følgende regler:

Den, der den 1. januar 1954 ikke har udnyttet sin ålegårdsret eller

sin særlige fiskerirettighed i de nærmest foregående 10 år enten ved eget

brug eller ved overladelse af retten til een eller flere andre bestemte personer,

er ikke berettiget til erstatning for rettighedernes afløsning.

Såfremt en ålegårdsret har været udlejet mod vederlag, fastsættes

erstatningen i almindelighed til et beløb af 11 gange den gennemsnitlige

årlige leje for årene 1949-53. Oplyses det, at ålegårdsretten udelukkende

eller dog væsentligst er udnyttet med sådanne mindre redskaber, der i


18

hidtidig praksis er anerkendt som lovlige ålegårde, forhøjes erstatningen

indtil 14 gange den årlige leje. Ved afløsning af udlejet fiskeri, der hviler

på særlig adkomst, fastsættes erstatningen i almindelighed til ] 4 gange den

årlige leje.

Hvis rettigheden er overladt til andre uden vederlag eller for nedsat

vederlag, og rettighedens indehaver kan antageliggøre særlige forhold som

årsag til vederlagsfriheden eller det nedsatte vederlag, anslås fiskeriets værdi

ved sammenligning med andet tilsvarende, udlejet fiskeri.

Oplyses der iøvrigt særlige omstændigheder, der øver indflydelse på

rettighedens værdi i handel og vandel, kan erstatningen forhøjes eller nedsættes

under hensyn hertil.

Såfremt ålegårdsrettigheder eller særlige fiskerirettigheder ved nærværende

lovs ikrafttræden udnyttes af den fiskeriberettigede selv, anslås

fiskeriets værdi under hensyn til andet tilsvarende, udlejet fiskeri.

1 de tilfælde, hvor ålegårdsrettigheder eller andre særlige fiskerirettigheder

er udlejet mod vederlag i ål eller andre fiskearter, omsættes disse

afgifter til penge ved udmåling af erstatning og ved fastsættelse af lejen

for den fremtidige udnyttelse af disse rettigheder.

§ 13.

A.

Dersom retten til fiskeri af den berettigede er overladt til en anden

uden vederlag, kan kommissionen, når dette i særlige tilfælde skønnes rimeligt,

tillægge brugeren ret til at udnytte fiskeriet for hans levetid eller for

et kortere åremål, eventuelt mod et ved kendelse fastsat vederlag.

Såfremt fiskeriet var udlejet 1. oktober 1953, skal den nuværende

lejer efter afløsningen have ret til at overtage det mod vederlag afløste

ålefiskeri for 20 år, dog mindst for livstid. Afgår lejeren ved døden inden

udløbet af de 20 år, kan hans arvinger overtage fiskeriet for det resterende

åremål.

Såfremt lejeren ikke ønsker at overtage fiskeriet eller senere frasiger

sig det med tre måneders varsel til den 1. september, udlejes fiskeriet for

den resterende del af perioden ved fiskeriministeriets foranstaltning, dog

ikke ud over 20 år fra afløsningen at regne.

1 de tilfælde, hvor den nuværende lejer selv ønsker at fortsætte fiskeriet,

fastsættes lejen til et beløb svarende til 75 pct. af gennemsnittet af den

i tiden 1949-1953 betalte leje.

B.

Ved afløsningen af fiskerirettigheder, der udnyttes af den berettigede

selv, har den nuværende ejer ret til fortsat at udnytte rettigheden i 20 år,

dog mindst for livstid. Endvidere kan kommissionen, når særlige forhold


49

taler herfor, tillade, at eventuelle børn, som gennem længere tid har deltaget

i fiskeriet, får ret til at fortsætte dette i deres levetid. I disse tilfælde

udbetales erstatningen ved afløsningen med en nedsa^ttelse, der svarer til

5 pct. rente og rentes rente indtil det tidspunkt, da retten kan påregnes at

ophøre.

§ 14.

Ved afløsningen af det fiskeri, hvis udstrækning beror på særlig adkomst,

beror indholdet af den ret, der tillægges rettighedshaveren eller brugeren

i henhold til § 13 fuldt ud på den hidtidige adkomst.

Ved afløsningen af ålegårdsrettigheder, der hviler på bestemmelsen i

saltvandsfiskerilovens § 7, fastsætter kommissionen grænserne for og det

nærmere indhold af den ret, der skal tilkomme rettighedshaveren eller brugeren

under hensyn til det hidtil udøvede ålefiskeri. Kommissionen er ikke herved

bunden af de i saltvandsfiskerilovens § 7 givne bestemmelser om ålegårde.

For det i 2. stk. omhandlede fiskeri gælder iøvrigt følgende bestemmelser:

Den berettigede er pligtig til, såfremt han i det pågældende efterår

vil udøve sin ret, inden 1. august at have udsat åleredskabets yderste hovedpæl

og desuden en af redskabets inderste pæle, der tillige med hovedpælen

angiver redskabets hovedretning, og inden 10. september at have

udsat rad og garn i fiskedygtig stand. Hovedpælen skal rage mindst 1,2 m

over vandet ved daglig vandstand og på toppen være forsynet med et mørkt

flag. Beskyttelsen for fiskeriet finder kun sted, medens fangstredskaberne

er udsat, og ikke længere end til 30. november.

Ligeledes skal den pågældende inden 1. august til fiskerikontrolløren

i det pågældende distrikt ved anbefalet brev give anmeldelse om den af ham

indtagne redskabsplads med nøjagtig angivelse af pladsens beliggenhed på

kysten, den yderste hovedpæls afstand til nærmeste land samt åleredskabets

fangstside (r).

Fiskere, der vil sætte åleredskaber ved eller ud for rettighedshaverens

rettidigt afmærkede eller indtagne fiskeplads, skal indem 1. september tydeligt

afmærke — ved pæl eller bøje med lyst flag — stedet, hvor de agter at

anbringe deres redskaber.

Tvistigheder mellem rettighedshavere og fiskere om indholdet og udstrækningen

af den særlige ret, og om hvor fiskere kan sætte eller bruge

deres redskaber uden at skade rettighedshaverens fiskeri, samt om andre

spørgsmål angående udøvelsen af rettighedshaverens fiskeriret afgøres af

ålegårdsnævnene og ålegårdsovernævnet i overensstemmelse med de i § 7,

stk. 12-19, i lov nr. 500 af 19. december 1951 om saltvandsfiskeri givne

bestemmelser.

Når retten til fiskeri med ålegårde er afløst inden for et givet område,

4


50

er bestemmelserne i saltvandsfiskerilovens § 7. stk. 1-10, uden anvendelse

inden for området.

§ 15.

Når kommissionen har afsluttet sin gennemgang af de i et amt inden

proklamaets udløb anmeldte rettigheder til ålegårdsfiskeri eller anden særlig

ret til fiskeri på søterritoriet, udarbejder den en fortegnelse indeholdende

en beregning over de tilkendte erstatninger samt over de rettigheder til

fortsat fiskeri, som måtte være anerkendt. I fortegnelsen opføres alle de i

henhold til kommissionens afgørelse erstatningsberettigede sognevis med

angivelse af rettighedens art og beliggenhed (matrikuls-betegnelse). Fortegnelsen

indsendes til fiskeriministeriet, der efter foretagen gennemgang

tilbagesender den til kommissionen med angivelse af, hvilke spørgsmål

ministeriet eventuelt måtte have indbragt for retten, og hvilke ministeriet

intet har fundet at indvende imod.

§ 16.

Efter modtagelse af fortegnelserne fra fiskeriministeriet foranstalter

kommissionen disse fremlagt til almindeligt eftersyn på et passende sted i

vedkommende sogn, hvorom bekendtgørelse vil være at indrykke i Statstidende

og stedlige blade.

§ 17.

Efter udløbet af den i § 4 fastsatte frist for søgsmål mod fiskeriministeriet

tilbagesender kommissionen de pågældende fortegnelser med eventuelt

tilhørende dokumenter til fiskeriministeriet, der foranlediger afløsningssummerne

udbetalt.

Når kommissionens arbejde er tilendebragt, indsendes kommissionsprotokollen

til fiskeriministeriet.

§ 18.

Kommissionen udarbejder endelig en fortegnelse over de i forbindelse

med afløsningen indrømmede brugsrettigheder med angivelse af vilkårene

for disse til brug for fiskerikontrollen for det pågældende kontroldistrikt.

Fiskerikontrolløren vil herefter have at føre kontrol med, at vilkårene for

meddelelse af brugsrettighederne overholdes.

§ 19.

Såfremt gennemsnitsprisen på blankål ved salg fra fiskerne i henhold

til de af fiskeriministeriet foretagne årlige statistiske beregninger afviger

mere end 15 pct. fra gennemsnitsprisen for det kalenderår, hvori nærværende

lov træder i kraft, bemyndiges fiskeriministeren til at træffe bestemmelse

om en tilsvarende regulering af de i § 13 omhandlede lejeafgifter.


51

§ 20.

De i § 13 omhandlede afgifter kan i mangel af rettidig betaling inddrives

ved udpantning.

§ 21.

Udbetalingen af erstatningerne sker kontant til den, der ifølge afløsnings-

og taksationskommissionens afgørelse er berettiget til at erholde del

i disse. Kan udbetalingerne ikke ske inden 3 måneder efter, at den i § 4

omhandlede frist for søgsmål mod fiskeriministeriet er udløbet, tillægges

der erstatningsbeløbet renter svarende til 5 pct. p. a. af afløsningssummen

fra fristens udløb at regne. De panthaverne tilkommende beløb udbetales

kun mod afskrivning på vedkommende pantebreve.

Er et beløb udbetalt en panthaver, rykker efterfølgende panthavere op

for et beløb svarende til det udbetalte.

Forsåvidt der efter afløsningen fortsat består en til en ejendom knyttet

fiskerirettighed, jfr. reglerne i § 13, sender fiskeriministeriet meddelelse

herom til vedkommende tinglysningsdommer til notering på ejendommens

blad i tingbogen.

Fra det tidspunkt, da de pågældende fiskerirettigheder er afløst, bortfalder

alle skatter af disse rettigheder til stat og kommune, ligesom den

tidligere ejer har ret til nedsættelse af ejendomsskyld og grundskyld for

den ejendom, hvortil rettigheden har været knyttet, med et beløb, der, forsåvidt

rettigheden har været særskilt skyldsat, svarer til det skyldsatte

beløb, og forsåvidt rettigheden ikke har været særlig skyldsat, svarer til

70 pct. af erstatningsbeløbet.

§ 22.

For de af kommissionen rekvirerede tingbogsattester, udskrifter m. v.

betales intet gebyr eller afgift, ligesom de i medfør af denne lov foretagne

noteringer og udslettelser af tingbogen foretages uden gebyr.

§ 23.

Udgiften ved gennemførelse af nærværende lov afholdes af statskassen

og bevilges på de årlige finanslove.

§ 24.

Denne lov, der ikke gælder for Færøerne og Grønland, træder i kraft

efter dens bekendtgørelse i Lovtidende.

4*


52

Bemærkninger til de enkelte paragraffer i forslaget.

ru § i.

Henvisningen til § 7 i den gældende

lov om saltvandsfiskeri af 19.

december 1951 er tilføjet for at angive,

at begrebet »ålegårde« omfatter

alt, hvad der i denne lovbestemmelse

er henført herunder.

Når der til »afløse« er føjet ordet

»ophæve«, er dette sket for at afskære

enhver tvivl om, at ålegårdsrettighederne

og særrettighederne til

fiskeri på søterritoriet bortfalder,

selvom der ikke ydes erstatning,

f. eks. fordi rettighederne på det pågældende

sted skønnes uden værdi.

Selvom det staten som et kongeligt

regale tilhørende østersfiskeri

ikke i egentlig forstand kan kaldes

fiskeri, har kommissionen dog ment

det formålstjenligt udtrykkeligt at

gøre opmærksom på, at dette ikke

er omfattet af forslagets bestemmelser.

Man har ligeledes fundet det

rigtigst at holde de i saltvandsfiskerilovens

§ 10 omhandlede regler

vedrørende bortfald af de staten tilhørende

bundgarnsstader eller sildevoddrætsteder

udenfor forslaget.

Til § 2.

Gennemførelsen af afløsningen foreslås

overdraget en afløsnings- og

taksationskommission på 4 medlemmer.

Når kommissionen kun foreslår

en enkelt afløsnings- og taksationskommission

for hele landet,

skyldes dette ønsket om i videst muligt

omfang al sikre ensartethed i

afgørelserne. 1 denne forbindelse

gør man opmærksom på, at den i

forslagets § 8 indeholdte bestemmelse

angående bemyndigelse for

kommissionen til at fastsætte, i hvilken

rækkefølge der skal foretages

afløsning på de enkelte kyststrækninger,

skulle sikre en passende

rytme i afløsningskommissionens arbejde.

Den i samme paragraf indeholdte

regel om udstedelse af bekendtgørelse

i Statstidende og stedlige

blade, hvorefter de, der ønsker

at gøre erstatningskrav gældende,

opfordres til inden en vis frist

at anmelde deres krav, tilsigter at

indskrænke omfanget af kommissionens

arbejde, idet man må gå ud fra,

at som hovedregel vil kun de rettighedsindehavere

anmelde deres krav,

som har nogen grund til at formode,

at deres krav kan gennemføres.

Ved den foreslåede sammensætning

af kommissionen har man søgt

at sikre, at alle berettigede interesser

bliver repræsenteret. Under hensyn

til de betydningsfulde afgørelser,

som kommissionen skal træffe, og

de retsspørgsmål, som herunder kan

opstå, har man fundet det absolut

nødvendigt, at formandsskabet beklædes

af en person, der er i besiddelse

af betydelig juridisk indsigt og

erfaring, og har derfor foreslået, at

den pågældende skal opfylde betingelserne

for at kunne beskikkes som

dommer. Man havde oprindelig påtænkt

at foreslå, at de øvrige medlemmer

skulle være fiskerikyndige,

men da mange af de spørgsmål, der

vil komme til afgørelse, sikkert i

lige så høj grad vil blive af juridisk


53

som af fiskerimæssig karakter, har

man ikke fundet det rigtigt udtrykkeligt

at kræve fiskerikyndighed

som en betingelse for at være medlem;

men man går ud fra som en

selvfølge, at fiskerikyndighed bliver

repræsenteret i kommissionen. Med

henblik på den mulighed, at der kan

opstå tilfælde, hvor der kan rejses

tvivl om et medlems upartiskhed i en

speciel sag, har man foreslået, at et

medlem bør vige sit sæde under tilsvarende

vilkår som de i retsplejelovens

§ 60, 1. stk., og § 62, 1. stk., for

dommere foreskrevne.

Til § 3.

I denne er givet regler for kommissionens

beføjelser.

Til § 4.

ad stk. 1.

Da afløsningskommissionen ifølge

forslaget skal bestå af 4 medlemmer,

er det nødvendigt at lade formandens

stemme være afgørende, således

som det også i almindelighed er tilfældet

i andre tilsvarende forhold.

a d stk. 2 og 3.

Under hensyn til kommissionens

sammensætning har man fundet det

ubetænkeligt principielt at lade dens

afgørelser være endelige. I overensstemmelse

med de i den nye grundlovs

§ 73 indeholdte principper foreslås

der dog åbnet adgang til at indbringe

spørgsmål om, hvorvidt og i

hvilket omfang der tilkommer nogen

en ret. for hvis afløsning der tilkommer

ham erstatning, om den af kommissionen

trufne afgørelse har hjemmel

i loven, samt om størrelsen af

den af kommissionen udmålte erstatning

for en domstol.

Ud fra den opfattelse, at kommissionens

afgørelser må ligestilles med

afgørelser ved en domstol i første instans,

er det foreslået, at de ovennævnte

spørgsmål skal kunne indbringes

for vedkommende landsret.

Med hensyn til spørgsmålet om,

hvorvidt landsrettens afgørelse skal

kunne indbringes for højesteret, er

det foreslået, at dette skal kunne ske

uden tilladelse fra justitsministeriet,

såfremt det for landsretten indbragte

spørgsmål efter sit indhold normalt

henhører under landsretten som første

instans, idet landsretten i denne

forbindelse kun bør betragtes som

anden instans i de sager, der normalt

henhører under underretten

som første instans, og »tredie instansbevilling«

af justitsministeriet

som følge heraf kun kræves i disse

sidste sager.

Selvom der vel næppe i praksis

vil være tvivl om, mod hvem en eventuel

retssag skal anlægges, er det

dog for at udelukke enhver tvivl

herom udtrykkelig angivet, at en sådan

sag skal anlægges mod fiskeriministeriet

på statskassens vegne. På

samme måde er der tillagt ministeriet

ret til at indbringe de tilsvarende

spørgsmål for en domstol, for at

statskassens tarv kan blive varetaget,

f. eks. i tilfælde af ikendelse af en

urimelig stor erstatning. Når fristen

for en sags indbringelse for domstolene

af fiskeriministeriet er foreslået

så lang som ' •> år, skyldes

dette, at der nødvendigvis må hengå


- 54

nogen tid for ministeriet med at gennemgå

den i § 15 omhandlede fortegnelse,

og før stilling kan tages til

spørgsmålet om eventuel indbringelse

for domstolene.

Til § 5.

Denne bestemmelse indeholder rene

proeedureregler samt regler om

førelse af protokol m. v.

Til § 6.

For at sikre så retfærdige afgørelser

som muligt af de erstatningsspørgsmål,

der vil blive behandlet af

afløsningskommissionen, er det nødvendigt

at give denne bemyndigelse

til at skaffe de for sagernes rette behandling

tilstrækkelige oplysninger,

idet disse ikke altid vil være umiddelbart

tilgængelige eller kunne

fremskaffes ved besigtigelse på stedet.

Der foreslås derfor tillagt kommissionen

ret til at kræve sådanne

oplysninger meddelt først og fremmest

af rettighedsindehaverne eller

andre i afløsningen interesserede i

flet store og hele i overensstemmelse

med reglerne i retsplejeloven

om partsforklaring, men også såvel

af offentlige myndigheder som af

private borgere. Endvidere er de i

retsplejelovens kap. 18 og kap. 28

indeholdte regler om henholdsvis

vidnepligt og pligt til fremlæggelse

af dokumenter m. v. foreslået gjort

anvendelige, idet man finder, at de

motiver, der ligger til grund for

disse regler, med lige så stor vægt

kan finde anvendelse med hensyn til

behandlingen for afløsningskommissionen

af de ofte økonomisk betydningsfulde

sager, der vil blive indbragt

for denne.

Til § 7.

Kommissionen har fundet det rimeligt

og påkrævet, at der, foruden

godtgørelse af rejseudgifter og diæter

efter tilsvarende regler som for

statens tjenestemænd, tillægges formanden

og kommissionens øvrige

medlemmer et honorar for det arbejde,

der vil være forbundet med

afløsningens gennemførelse. Man har

dog ikke ment at burde stille konkrete

forslag om honorarernes størrelse,

idet man finder, at det må

være overladt til fiskeriministeren at

fastsætte disse på grundlag af et

skøn over det arbejde, der hvert år

har været forbundet med kommissionens

virke. Man henleder dog opmærksomheden

på, at honoraret til

kommissionens formand bør være

væsentlig højere end honoraret til de

øvrige medlemmer, idet et betydeligt

større arbejde uden tvivl vil komme

til at påhvile formanden end disse.

Til § 8.

Kommissionen har anset det for

praktisk ugørligt at rette en direkte

opfordring til alle interesserede om

at gøre deres erstatningskrav gældende,

idet afløsningskommissionen

i de fleste tilfælde på forhånd kun

kan have mulighed for at finde frem

til ejerne og panthaverne, og endog

dette kan kun ske med nogen sikkerhed

ved en gennemgang af matrikulsdirektoratets

kort og protokoller

samt tinglysningskontoreines registre.

En sådan fremgangsmåde vil


55

være så tidkrævende og bekostelig,

at man ikke har kunnet gå ind herfor.

Den foreslåede fremgangsmåde,

hvorefter alle, der mener sig berettiget

til erstatning for afløsning, med

præklusiv virkning gennem en tre

gange gentagen bekendtgørelse i

Statstidende og lokale blade opfordres

til at anmelde deres rettigheder

og krav, har kommissionen ment var

fuldt forsvarlig, idet det næppe kan

antages, at nogen i ålegårdsfiskeri

interesseret ikke vil blive bekendt

med proklamaet, såfremt denne fremgangsmåde

benyttes. Skulle et sådant

tilfælde mod forventning indtræde,

er der imidlertid i paragraffens

sidste stykke åbnet en sikkerhedsventil,

idet kommissionen herefter

i ganske særlige tilfælde skal

kunne optage anmeldelser, der indkommer

inden 1 år efter sidste bekendtgørelse

i Statstidende, til behandling,

når der anføres grunde,

som antageliggør, at den manglende

rettidige anmeldelse er undskyldelig,

og behandlingen af det fremsatte

krav ikke vil komme i strid med nogcns

ret i henhold til allerede afsagte

kendelser.

Proklama bør efter kommissionens

formening ikke indskrænkes til

at omfatte dem, der som ejere eller

brugere er interesseret i de særlige

fiskerirettigheder og ålegårdsrettigheder,

men bør for at skaffe størst

mulig sikkerhed for, at der ikke senere

rejses krav på erstatning, omiatte

alle, som har rettigheder med

hensyn til den ejendom, hvortil rettigheden

hører ejendomsret,

brugs-, pante- eller afgiftsrettigheder

m. v.

Til §§ 9 og 10.

Indkaldelse af de inden proklamaets

udløb anmeldte rettighedshavere

til møde for afløsningskommissionen

foreslås foretaget dels

gennem bekendtgørelse i stedlige

blade dels gennem direkte brev til

de pågældende. Når det foreslås, at

der i bekendtgørelsen og i meddelelsen

til de anmeldte rettighedshavere

skal optages en opfordring til at opgive

deres årlige indtægter og udgifter

ved fiskeriet i 5-års perioden

1949-53, forsåvidt de ønsker at gøre

krav på erstatning, og ikke f. eks.

indtægter og udgifter i de forud for

afløsningen gående 5 år, skyldes

dette, at afløsningen ikke efter forslagets

eventuelle lovfæstelse kan

gennemføres på een gang over hele

landet, og at man ikke kan se bort

fra, at forslagets eventuelle ophøjelse

til lov og iøvrigt også de meddelelser,

der allerede har været fremme

bl. a. i dagspressen om kommissionens

arbejde, i visse tilfælde kan

medføre en fristelse for de pågældende

rettighedshavere og eventuelle

brugere til at indgå proformaaftaler

angående lejens størrelse m. v., således

at det ikke vil være rigtigt at

lægge brugsaftaler indgået efter

1953 til grund ved erstatningsberegningerne.

Til §11.

Såfremt der under forhandlingerne

for kommissionen opnås enighed

mellem denne og rettighedsindehaveren

om, hvorvidt erstatning skal ydes


:>(>

og i bekræftende fald om dennes

størrelse, har man ikke anset det for

nødvendigt, at kommissionens kendelse

skal være nærmere motiveret,

hvorimod dette må være tilfældet,

når sådan enighed ikke opnås, og der

som følge heraf eventuelt kan blive

tale om at indbringe et af de i § 4

omhandlede spørgsmål for domstolene.

Det foreslås endvidere overladt til

kommissionen at træffe bestemmelse

om, i hvilket omfang eventuel erstatning

skal udbetales rettighedsindehaveren,

forpagteren eller anden

bruger af den faste ejendom, hvortil

rettigheden er knyttet, panthaverne

eller andre berettigede, idet man dog

af praktiske grunde har ment at kunne

se bort fra eventuel udbetaling til

panthaverne af ganske små erstatningsbeløb

under 500 kr. —

medmindre panthaverne udtrykkelig

har gjort krav herpå. En tilsvarende

ordning som den sidstnævnte er

ikke ukendt i den øvrige lovgivning,

jfr. f. eks. byggelov for staden København

af 29. marts 1939.

Til § 12.

ad s t k. 1.

Når en ålegårdsejer eller indehaver

af en særlig fiskerirettighed ikke

har udnyttet denne i en årrække enten

ved eget brug eller overladt den

til andre, kan dette indicere, at den

pågældende ikke tillægger rettigheden

nogen væsentlig økonomisk

værdi, og kommissionens flertal stiller

derfor forslag om, at rettighedshaveren

ikke skal være berettiget til

erstatning, når rettigheden ikke har

været udnyttet i de sidste 10 år regnet

fra 1. januar 1954. Når sidstnævnte

dato er valgt, skyldes dette,

at man har villet undgå, at afløsnings-

og taksationskommissionen

skal komme til at beskæftige sig med

tilfælde, hvor ejerne aldrig eller i

hvert fald i en længere årrække ikke

har udnyttet sin ret, men har sat

redskaber ud, efter at nærværende

kommissions arbejde er blevet omtalt

i dagspressen, jfr. også bemærkningerne

til §§ 9 og 10.

Den nævnte regel vil iøvrigt bevirke,

at afløsnings- og taksationskommissionen

undgår at skulle beskæftige

sig med den største del af

landets kyststrækninger, idet det må

erindres, at blankålsfiskeriet i store

træk kun foregår på ganske bestemte

kyststrækninger, der er gunstigt beliggende

for dette fiskeri under

blankålens træk mod Atlanterhavet.

Et mindretal — Damsgaard

har, som det vil fremgå af det i kommissionens

foranstående indstilling

tagne forbehold, ikke kunnet tiltræde,

at ålegårdsejere, der ikke har udnyttet

deres rettigheder igennem en

årrække, af den grund skulle være

fuldstændig afskåret fra erstatning.

ad s t k. 2.

Kommissionen har ved erstatningsberegningerne

taget sit udgangspunkt

i en kapitalisationsfaktor

på 20, idet man dog samtidig er

klar over, at de herved fremkommende

erstatningsbeløb må reduceres

med et beløb svarende til skattebyrden.

Det bemærkes herved, at


- 57 -

det er oplyst, at den gennemsnitlige

grundskyld, der betaltes på landet i

1952-53, var ca. 4,5 pct. af de ansatte

værdier.

Når hensyn imidlertid tages til, at

grundskyld og ejendomsskyld afviger

væsentligt fra den værdi i handel

og vandel, som må lægges til

grund for erstatningsberegningen, er

det næppe rimeligt at lade skattebyrden

indgå i erstatningsopgørelsen på

anden måde end med et skønsmæssigt

fastsat fradrag, der af kommissionen

er foreslået ansat til 30

pct. Fradraget giver sig udtryk i

en reduktion af den ved erstatningsberegningen

anvendte multiplikationsfaktor

fra 20 til 14. Man

må være af den formening, at det

foreslåede fradrag i det store og hele

ikke går grundejernes interesser for

nær. Der kan dog forekomme tilfælde,

hvor fradraget kan virke ubilligt, og i

sådanne tilfælde er der åbnet kommissionen

mulighed for at forhøje eller

nedsætte erstatningen. Som eksempel

herpå kan nævnes, at en forhøjelse

kan være begrundet, fordi

beskatningen er sket efter de for

købstæder gældende regler eller iøvligt

er ekstraordinær lav. Hvor skatten

er særlig høj, bør dette dog næppe

tages i betragtning, da det kan have

en forbigående og tilfældig karakter,

og man mener at måtte lægge

rærlig vægt på, at de berettigedes interesser

ikke gås for nær. Er forholdet

iøvrigt det, at brugeren betaler

skatten uden for lejen, må skatten

naturligvis tillægges deri aftalte leje

ved erstatningens fastsa'ttelse.

De forskellige ejendomsskatteprorniller

kan dels have forbindelse med

forskelligheder i indkomstbeskatningen

dels med forskelligheder i den almindelige

ejendomsskyldvurdering i

de forskellige dele af landet. Forsåvidt

det sidste er tilfældet, er ret høje kommunale

grundskyldspromiller ikke

udtryk for, at skatterne er tilsvarende

højere end i andre kommuner, hvor

ejendomsskyldvurderingen er holdt

i et højt niveau. Det kan derfor ikke

antages, at en fastsættelse af erstatningen

under hensyn til skattepromillen

i alle tilfælde vil give et rigtigt

grundlag for erstatningsberegningen.

Hertil kommer, at forholdet

mellem ejendomsbeskatningen og

den personlige beskatning i de forskellige

kommuner kan variere fra

tid til anden, og at der derfor også

af denne grund knytter sig tilfældigheder

til en sådan beregnings

måde.

Ved en af kommissionen foranstaltet

undersøgelse af skatteforholdene

i 259 kommuner, der berøres

af forslaget om afløsning af ålegårdsrettigheder,

er det oplyst, at

skattepromillen for den sammenlagte

skat til sogne- og amtskommunerne

samt til staten fordeler sig

som anført i nedenstående opstilling.

1 denne opstilling er det tillige anført,

hvilken multiplikator det under

hensyn til den konkrete skattepromille

måtte være rigtigt at anvende,

såfremt konkrete skattepromiller, beregnet

i overensstemmelse med det i

den nedenstående mindretalsindstilling

angivne princip, ønskedes lagt

til grund:


Lægges alene den sognekommunale

grundskyldspromille til grund,

viser det sig. at der i 125 kommuner

vil blive tale om erstatning efter

den foreslåede kapitalisationsfaktov

14 samt i 72 kommuner efter en

højere og i 62 efter en lavere faktor.

Af de sidstnævnte 134 kommuner

ligger 89 dog så tæt op ad de nævnte

125. at der her kun vil blive tale

om et udsving af kapitalisationsfaktoren

14 på -;; til hver side.

Når dertil kommer, at der som

ovenfor nævnt gør sig en række forskellige

momenter gældende, som må

tages i betragtning ved vurdering af

den konkrete grundskyldspromille,

og der ifølge flertallets forslag iøvrigt

er åbnet mulighed for at tage

hensyn til de tilfælde, hvor beskatningen

er særlig lav. finder kommissionens

flertal ikke. at der kan rettes

berettigede indvendinger mod, at

kapitalisationsfaktoren 14 som hovedregel

anvendes.

Kt mindretal Å. C. Normann

har peget på den meget store forskel

i grundskyldspromillerne landet

over og på det efter mindretallets

mening uheldige i, at man begrundet

med fremtidig skattefritagelse nedsætter

erstatningerne med 30 pet.,

altså med en lige stor andel overalt,

uanset at den skat, der bortfalder

ved ålegårdsrettens afløsning, kan

være henimod 4 gange så stor i kommuner

med høje grundskyldspromiller

som i kommuner med lave grundskyldspromiller.

Mindretallet mener,

at man uden at forøge administrationsomkostningerne

vil undgå en

betydelig forskelsbehandling og dermed

en væsentlig individuel uretfærdighed,

hvis man indføjer efter stk.

2 en bestemmelse, hvorefter erstatningernes

nedsættelse i stedet for

overalt at baseres på den for hele

landet gældende gennemsnitspromille

gradueres efter de i den enkelte

kommune gældende grundskyldspromiller

til amts- og sognekommune.

Udgangspunktet for flertallets

forslag har været en gennemsnitlig

grundskyldspromille for landkommuner

i hele landet på 4,5. og

nedsættes kapitalisationsfaktoren 20

med 6 (til 14 som det gennemsnitlige

grundlag), vil det altså sige med

1,33 for hver grundskyldsprocent.

Følgelig bør der indsættes en skala,

hvorefter kapitalisationsfaktoren forhøjes,

f. eks. med 0,66 for hver

gang, de samlede grundskyldspromiller

i den pågældende kommune

er 5 %o lavere end 45 %o, respektive

nedsættes med 0,66 for hver

gang den samlede grundskyldspromille

overstiger 45 med 5 %o.


59 -

En enklere skala med nogle få

satser udarbejdet efter samråd med

ligningsdirektoratet vil formentlig

være tilstrækkelig til i hovedsagen at

opnå den højere grad af individuel

retfærdighed, mindretallet ønsker.

Mindretallet har for ikke at forsinke

betænkningens færdiggørelse

undladt at stille ændringsforslag,

men har forbeholdt sig sin stilling,

indtil et eventuelt forslag fra regeringen

forelægges i folketinget.

Kapitalisationsfaktoren 14 er kun

tænkt anvendt i tilfælde, hvor ålegårdsretten

udelukkende eller dog

væsentligst udøves med sådanne

mindre redskaber, der i hidtidig

praksis er anerkendt som lovlige

ålegårde. Ved anvendelsen af ordet

»praksis« er der af kommissionen

tænkt dels på ålegårdsovernævnets

praksis dels på domstolenes praksis,

således som denne senest er fastlagt

ved den i kommissionens betænkning

omhandlede højesteretsdom fra

1951. Forsåvidt angår de tilfalde,

hvor en ålegårdsret er udøvet med

større redskaber end dem, der er

anerkendt som »lovlige« ålegårde,

hvilket i det væsentligste vil sige

redskaber af de typer, der er betegnet

som type III og IV på skitsen

bilag nr. 2, har kommissionen overvejet,

om der overhovedet skulle

være adgang til at yde erstatning,

idet sådanne redskaber strengt taget

ikke hidtil er anerkendt som lovlige

ålegårde og næppe heller kan antages

at ville blive dette. Som det

fremgår af kommissionens foranstående

indstilling har meningerne indenfor

kommissionen været ret divergerende

på dette punkt, og de politiske

partiers repræsentanter har

derfor som nasvnt kun tiltrådt forslaget

på dette punkt med forbehold

af deres endelige stilling ved forslagets

eventuelle behandling i folketinget.

Når man efter omstændighederne

har ment at burde gå ind for,

at der også ydes erstatning, omend

med et vist fradrag i tilfælde, hvor

rettighederne er udnyttet helt eller

delvis med sådanne redskaber, skyldes

dette, at fiskeriet med disse redskaber

i betydeligt omfang har fået

lov til at fortsætte igennem et længere

åremål, og at det derfor ville

føles hårdt, om de pågældende slet

ingen erstatning skulle have eller

kun erstatning beregnet i forhold til

fiskeri med redskaber af type I eller

II. Dertil kommer, at tilkendelse af

erstatning, beregnet som om fiskeriet

havde været udøvet med de mindre,

»lovlige« redskaber, vil blive

overordentlig vanskelig for ikke at

sige umulig. Man har derfor alene

foreslået foretaget en skønsmæssig

reduktion af erstatningen.

ad stk. 3.

Kommissionen har meget indgående

drøftet, hvorvidt der skal ydes

erstatning til rettighedsindehavere,

som har overladt deres rettigheder

til andre uden vederlag. I almindelighed

må kommissionen anse det

for urimeligt, at der betales erstatning

i tilfælde, hvor grundejeren aldrig

har haft og næppe heller har

ventet at få udbytte af sin ålegårdsret.

Man har dog imidlertid ikke

ment at kunne se helt bort fra, al


f)0

der i nogle tilfælde kan foreligge

forhold, der kan gøre erstatningsydelse

eller eventuelt en højere erstatning

end efter den almindelige

beregning rimelig. Som eksempel

herpå kan nævnes tilfælde, hvor

rettigheden har været overladt til en

nær slægtning uden eller mod et

mindre vederlag end normalt. For at

undgå et helt uoverskueligt erstatningskrav

må det dog være en betingelse

for ydelse af erstatning, at

rettighedsindehaveren kan antageliggøre,

at sådanne særlige forhold foreligger.

Ved fastsættelse af en eventuel erstatning

til rettighedsindehavere,

der har overladt deres rettigheder til

andre uden vederlag, må lejen for

andet tilsvarende udlejet fiskeri lægges

til grund, ligesom tilfældet er

med hensyn til beregningen af erstatningen

til rettighedsindehaverne,

der selv udnytter deres rettigheder,

jfr. stk. 5.

Til § 13.

I denne bestemmelse foreskrives

mrrmere regler med hensyn til,

hvorledes der skal forholdes med

fiskeriet, efter at afløsningen er gennemført.

Som også nævnt i de indledende

bemærkninger har kommissionen

foreslået en afvikling over en

årrække, således at de nuværende

ejere eller brugere i denne periode

lår lov til at fortsætte fiskeriet som

hidtil, dels af hensyn til at billiggøre

aflosningen for statskassen,

dels for at gribe mindst muligt ind i

de nuværende ejeres og brugeres

loihold.

ad A.

Såfremt fiskeriet er udlejet inden

afløsningen, foreslår kommissionen

at lade den nuværende lejer overtage

fiskeriet for livstid. Forsåvidt han

måtte dø, inden der er gået 20 år,

foreslås det. at den pågældendes arvinger

skal have lov til at fortsætte,

indtil der ialt er gået 20 år fra afløsningen.

1 de tilfælde, hvor fiskeriet er

overladt en anden uden vederlag,

foreslås der som omhandlet i § 12,

jfr. bemærkningerne til denne bestemmelse,

i almindelighed ikke ydet

erstatning, og der vil som hovedregel

heller ikke være nogen anledning

til, at brugeren skal have en særlig

fortrinsret til at fortsætte fiskeriet

frem for andre fiskere. Man kan dog

på den anden side ikke udelukke, at

der kan foreligge tilfælde, hvor der

kan være grund til, at brugeren skal

have lov til at fortsætte. Disse grunde

kan naturligvis va^re mange forskellige,

og man finder derfor ikke

at burde give nærmere detaillerede

regler herom, men at det må være

overladt til afløsnings- og taksationskommissionen

i de enkelte tilfælde

at skønne over, om der foreligger

sådanne særlige grunde. Som eksempel

kan nævnes det i bemærkningerne

til § 12 fremdragne, at en

rettighed har været overladt til en

bruger uden eller mod ringe vederlag

som følge af nært slægtskabsforhold,

og at brugeren har haft en

berettiget forventning om til stadighed

at kunne fortsætte dette fiskeri

og har indrettet sig på fortsat at drive

dette.


61

Under hensyn til, at udlejning er

et overgangsled til I rit lisken, mener

man ikke, at lejeren bør betale fuld

leje, men foreslår denne fastsat til

75 pct. af den gennemsnitlige leje

for S-årsperioden 1949-53.

ad B.

En tilsvarende ret til at fortsætte

fiskeriet, som i § 13 A er foreslået

tillagt brugeren af udlejede rettigheder,

foreslås tillagt ejeren selv,

når denne har udnyttet rettigheden

personligt. Man har endvidere i disse

tilfælde ment at burde gå så vidt,

at der også tillægges ejerens eventuelle

hjemmeværende børn, som ved

afløsningen gennem længere tid har

deltaget i fiskeriet, ret til at fortsætte

dette i deres levetid, når særlige

forhold taler herfor. Herved

tænkes bl. a. på, at der kan foreligge

tilfælde, hvor voksne børn faktisk

gennem en længere årrække har forestået

fiskeriet for rettighedshaverne

og gjort dette til deres levevej,

hvorfor det kunne virke hårdt, hvis

disse skulle være udelukket fra at

fortsætte fiskeriet, såfremt rettighedshaveren

dør kort efter, at afløsningen

er gennemført. Det må som

regel være en betingelse herfor, at

fiskeriet udgør deres hovednæring.

Til gengæld for denne ret til at

fortsætte fiskeriet udbetales erstatningen

ved afløsningen med en reduktion,

der svarer til 5 pct. rente

og rentes rente indtil det tidspunkt,

da retten kan påregnes at ophøre,

hvilket som hovedregel vil sige 20

år efter afløsningen.

Til § 14.

d s t k. 1 og 2.

Med hensyn til indholdet af den

ret, der i afviklingsperioden tilkommer

den, der har overtaget udnyttelsen

af rettigheden, kan der, forsåvidt

angår de særlige rettigheder til

fiskeri på søterritoriet, næppe opstå

tvivl, idet omfanget af retten i sådanne

tilfælde helt og fuldt må afhænge

af omfanget af den ret, som

de pågældende har i henhold til deres

adkomst til rettigheden. Derimod

vil det med hensyn til ålegårdsrettigheder

være nødvendigt, at der tillægges

afløsnings- og taksationskommissionen

bemyndigelse til at fastsætte

nærmere regler og grænser for

udøvelsen af fiskeriet for så vidt

muligt at undgå, at der i afviklingsperioden

skal opstå tvistigheder mellem

brugerne og de frie fiskere. Det

er kommissionens tanke, at brugerne

i det store og hele skal kunne fortsætte

med det hidtidige fiskeri; i tilfælde,

hvor der inden for et vist område

har været blandet ålegårdsfiskeri

og frit fiskeri, vil det formentlig

være mest hensigtsmæssigt,

at et samlet område overlades ålegårdsbrugeren,

medens fiskeriet uden

for dette gøres frit.

ad stk. 3-7.

De heri indeholdte regler svarer

til de i saltvandsfiskerilovens § 7,

stk. 7, 8 og 9, indeholdte og er i det

store og hele af ordensmæssig karakter,

idet det drejer sig om forskrifter

med hensyn til afmærkning

af redskaberne og fiskepladsen samt

om anmeldelse til fiskerikontrollen.


62

a (1 næstsidste s t y k k e.

Sel\ om der af afløsningskommiss

ionen föreskri ves nærmere regler og

grænser for brugernes fiskeri, kan

man dog ikke se bort fra, at der også

i aiviklingsperioden vil kunne opstå

uoverensstemmelser mellem brugerne

og de frie fiskere. Man har derfor

foreslået, at de i saltvandsfiskerilovens

§ 7 omhandlede ålegårdsnævn

og ålegårdsovernævnet bibeholdes

til at afgøre sådanne tvistigheder.

Når man har foreslået disse

nævn opretholdt og ikke har foreslået

uoverensstemmelser henvist til de almindelige

domstole, skyldes dette, at

disse nævn nu har eksisteret igennem

en længere årrække og er i besiddelse

af sagkundskab på dette specielle

område, hvortil kommer, at de vil

kunne afgøre uoverensstemmelserne

på kort tid, hvad der ofte vil være af

stor betydning i disse sager, hvor det

drejer sig om stærkt sæsonpræget

fiskeri over en kort periode om efteråret.

Til §§ 15, 16 og 17.

Kommissionen foreslår, at det pålægges

afløsnings- og taksationskommissionen

efter gennemgangen

al de i et amt anmeldte rettigheder

at udarbejde en fortegnelse over de

tilkendte erstatninger og brugsrettigheder

ordnet sognevis og forsynet

med tilstrækkelige oplysninger til

med sikkerhed at kunne identificere

de pågældende rettigheder. Fortegnelsen

foreslås indsendt til fiskeriministeriet

til brug ved ministeriets

afgørelse af, hvorvidt dette måtte

finde anledning til at indbringe de

trufne afgørelser for domstolene.

Endvidere foreslås fortegnelsen efter

at være modtaget tilbage fra ministeriet

offentliggjort ved Iremlæggelse,

og meddelelse herom indrykket i

Statstidende samt stedlige blade.

Med hensyn til fristerne for fiskeriministeriets

og de berettigedes adgang

til at indbringe eistatningsberegninger

m. v. for domstolene henvises

til forslagets § 4, stk. 2 og 3.

Når disse frister er udløbet, tilbagesendes

fortegnelsen til fiskeriministeriet,

der herefter udbetaler afløsningssummerne,

som foreslås udbetalt

kontant.

Til § 18.

Idet kommissionen går ud fra, at

fiskeriministeriet ved administrationen

af de i forbindelse med afløsningen

indrømmede brugsrettigheder

mest praktisk vil kunne benytte den

lokale fiskerikontrol, foreslår man,

at det pålægges afløsnings- og taksationskommissionen

at udarbejde en

fortegnelse over de indrømmede

brugsrettigheder til brug for fiskerikontrollen

for det pågældende kontroldistrikt.

Til §19.

Da brugsrettighederne indrømmes

over et længere åremål, hvorunder

der kan forekomme betydelige udsving

i priserne på ål, har man fundet

det rimeligst såvel overfor brugeren

som statskassen, at der åbnes

adgang for fiskeriministeren til at

regulere afgifterne i overensstemmelse

med svingningerne i priserne.

For dog ikke at pålægge administrationen

det ret betydelige arbejde,

der vil være forbundet med regulering

også i tilfælde af ganske små


63

udsving i priserne, foreslås det, at

prisen skal afvige mere end IS pel.

fra den gennemsnitspris, der er gældende

for det kalenderår, hvori en

eventuel lov træder i kraft. Ved beregning

af gennemsnitspriserne foreslås

den beregning, der af fiskeriministeriet

foretages på grundlag af

indberetninger om salg af ål, jfr.

bekendtgørelse af 25. juni 1952, lagt

til grund.

Til § 20.

Der foreslås tillagt statskassen udpantningsret

med hensyn til afgifterne

for brugsrettigheder.

Til § 21.

ad s t k. 1 o g 2.

Det foreslås, at udbetalingen af

erstatningerne skal ske kontant, og

at der tillægges rente, 5 pet. p. a.,

af afløsningssummen, såfremt erstatningsudbetalingerne

ikke finder sted

inden 3 måneder efter udløbet af de

i § 4 omhandlede frister for erstatningsberegningernes

indbringelse for

en domstol. Endvidere har man fundet

det nødvendigt at foreslå, at udbetaling

til panthaverne kun kan ske

mod tilsvarende afskrivning på vedkommende

pantedokument, og at der

tillægges efterfølgende panthavere

oprykningsret, selvom en sådan ikke

måtte være fastsat i pantedokumentet.

ad s t k. 3.

Egentlig tinglysning af kommissionens

afgørelser har man ikke

ment var nødvendig, men man har

fundet det tilstrækkeligt, at der forelages

en notering på vedkommende

ejendoms blad i tingbogen om fortsatte

rettigheder til fiskeri.

ad s t k. 4.

Den heri indeholdte regel om, at

alle skatter af de afløste rettigheder

bortfalder, er en konsekvens af, at

fritagelse for skattebetaling er taget

i betragtning ved erstatningsberegningen.

I de tilfælde, hvor rettighederne

har været særskilt skyldsat,

foreslås ejendoms- og grundskylden

for den pågældende ejendom nedsat

med et tilsvarende beløb. Såvidt rettigheden

ikke har været skyldsat

særskilt, foreslås ejendoms- og

grundskylden for den ejendom, hvortil

rettigheden har været knyttet, nedsat

med et beløb svarende til 70 pct.

af erstatningsbeløbet, idet man ved

fastsættelse af nævnte nedsættelse har

taget i betragtning, at erstatningsværdien

i almindelighed vil ligge

højere end ejendomsskyldværdien.

Det tilføjes, at man er opmærksom

på, at der kan forekomme tilfælde,

hvor rettighederne ikke er taget

i betragtning ved skyldsætning

af den ejendom, hvortil rettighederne

hører, og hvor der derfor sker en

uberettiget nedsættelse af ejendomsskyld

og grundskyld for den pågældende

ejendom. Det vil imidlertid

være forbundet med uforholdsmæssig

stor ulejlighed i hvert enkelt tilfælde

at finde ud af, hvorvidt dette

er tilfældet, og det bør tillige tages

i betragtning, at alt for store nedsættelser

vil kunne reguleres ved den

førstkommende efterfølgende ejendomsskyld

vurdering.


64 -

Til § 22.

til rekvirering af attester m. v. og

Denne bestemmelse indeholder foretagelse af noteringer i tingbøregler

om fritagelse for gebyr og af- gerne,

gifter til det offentlige med hensyn


Oplysninger om udnyttelsen af

ålegårdsrettighederne m. v.

Bilag nr. 1.


66

Oversigt over udarbejdede skemaer

vedrørende ålegårdsfiskeriet.

Skema nr. 1.

Oversigt over ålefiskeriet med angivelse af antallet af rækker og redskaber

samt samlet udbytte for henholdsvis ålegårdsejernes eget fiskeri,

fiskeri mod afgift og fiskeri uden afgift.

/ a med landforbindelse.

1 b uden landforbindelse.

Skema nr. 2.

Angivelse af hvorledes fiskeriet udnyttes, d. v. s. med hvilke redskabstyper

og det samlede udbytte for hvert distrikt.

Skema nr. 3.

Tilsvarende oplysninger som under 2, men opdelt efter hvorvidt det

drejer sig om ålegårdsejerens eget fiskeri, fiskeri mod afgift, fiskeri med tilladelse

men uden afgift og fiskeri uden tilladelse.

3 a med landforbindelse.

3 b uden landforbindelse.

Skema nr. 4.

Oversigt over vanddybder for de forskellige redskabstyper.

Skema nr. 5 a, b og c.

Oversigt over fiskepladser taget i brug efter 1916 eller opgivet af kystejeren

efter dette tidspunkt.

Skema nr. 6.

Oversigt over gennemsnitsudbytte i redskabstyperne I og II.

Skema nr. 7.

Særrettigheder.

Skema nr. 8.

Oversigt over ålepriser.

Skema nr. 9.

Oversigt over udbyttet af blankålsfiskeriet fordelt på særrettigheder og

ålegårdsrettigheder m. m.


Bilag nr. 2.

Redskabstyper

Type nr. 1.

Hertil henregnes almindelige ruser uden eller med arme. Armene einer

altid forbundne med rusens 1ste bøjle.

Type nr. II

Til type II henføres de rusekonstruktioner, der er indrettet til at fiske

på større vanddybde (ev. klæde vandskorpen) end den. der svarer til diameteren

al rusens I ste bøjle, og hvor


106

Foran og i forbindelse med 1ste bøjle er anbragt en kortere eller længere

»tragt« uden kalv, hvorved rusens munding forhøjes. De tilsvarende

forhøjede arme udgår på skitsen fra tragtens munding.

Armene eller armen kan opstilles vinkelbøjede som på tegningen eller

i en anden stilling. Der forekommer bl. a. konstruktioner, hvor den ene arm

erstattes af radgarnet, der er bøjet hen imod rusemundingen og tilsluttet

tragtmundingens ene side. I en anden konstruktion er radgarnet bøjet så

meget om. at det erstatter begge arme. og rusemundingen er da indsyet i

det ombøjede radgarn.

Type nr. III.

Herunder henregnes de mere sammensatte ovenvandsredskaber, karakteriseret

ved at der er indskudt en særlig redskabsdel, »ringen« eller »forgård«

nr. 2. imellem den »forgård« (nr. 1), der omsluttes af armene, og

rusens munding.

Type III skulle således omfatte alle ovenvandsruser med dobbelt

forgård.

I »ringen« er der i fortsættelse af armene anbragt en kalv og vel ofte

også netbund. På skitsen er »ringen« fremstillet som aflang, firkantet, men

redskaber med sekskantet eller flerkantet ring falder også ind under type 111.


107

Type nr. IV.

Redskabet har. som skitsen viser, de samme bygningstræk som et

almindeligt bundgarn, d. v. s. stor »ring« med kalv og netbund, arme og

rad. Særligt for ålebunclgarnet er bl. a. den eller de samleruser, der er tilsluttet

»ringen«.

Övergångsformer mellem type 111 og type 1 V r forekommer ofte.


!()8

Type ur. V.

Det såkaldte »treben«. Armene heri omslutter en enkelt forgård. Hedskabet

kan iøvrigt beskrives som et ruseredskab med lange, vinkelbøjede

arme, der klæder vandskorpen på indtil 5-6 meter vand, og som er udstyret

med 2 ekstra ruser, indsat i den ombøjede del af armene.


Bilag nr. 3.

Lovudvalgets forslag af 21. 4. 1950

§ 7.

Stk. 1. Fortrinsret til fiskeri med ålegårde tilkommer udelukkende

ejerne af kysten enhver ud for sin grund, forsåvidt ikke andre ifølge særlig

adkomst måtte have erhvervet ret, som er til hinder derfor.

Stk. 2. Ved ålegård forstås i denne lov et til ålefangst bestemt redskab,

som består af en eller flere ruser i forbindelse med en fra land ved almindeligt

dagligt højvande udsat rad (risgærde, garn, tremmeværk og lignende),

bestemt til at lede ålen ind i ruserne.

Stk. 3. Ruserne må ikke have forgård, d. v. s. en med kalv (garntragt)

og/eller netbund forsynet redskabsdel foran forreste rusebøjle eller rusemundingen,

og armene må ikke på noget sted have en højde af mere end

3^2 m over havbunden. Når raden ikke klæder vandskorpen, skal dens

højde — når garn benyttes — være mindst armenes højde og ikke under

1 m. Den hver ruse tilsluttede rad må ikke have en længde af mere end

80 m. Såvel rusemundingens underside som armene og raden skal støtte på

havbunden.

Stk. 4. Maskestørrelsen i raden må højst være 24 mm målt fra knude

til knude, og i redskabet i øvrigt må alene bagrusen (samlerusen) have en

maskestørrelse, der er mindre end 14 mm målt fra knude til knude.

Stk. 5. Fortrinsretten til fiskeri med ålegårde må ikke adskilles fra

den tilstødende grund og må ikke bortlejes for længere tid ad gangen

end 25 år.

Stk. 6. Den berettigede må, såvidt hans ret til kysten strækker sig,

anbringe så mange ålegårde, som han finder tjenligt, og hvortil han er i

stand til at nedramme pæle, dog ikke uden særlig adkomst længere end

halvvejen til modsat kyst, og således at han ikke hindrer sejladsen i farvandet.

Stk. 7. De foranstående bestemmelser berører ikke den videregående

ret til ålefiskeri, der måtte tilkomme nogen ifølge særlig adkomst.

Stk. 8. Retten til fiskeri i de af staten afhændede fiskestader berøres

ikke af ovenstående bestemmelser, men bliver bestående i den udstrækning,

som adkomstdokumenterne hjemler, dog således, at ejeren eller brugeren

af disse nyder samme beskyttelse som ålegårdsejere forsåvidt angår fangsten

af blankål i tiden fra 1. august til 30. november.

Stk. 9. Den, der vil udnytte sin fortrinsret til fiskeri med ålegård i det

pågældende efterår, er pligtig til inden 1. august at have udsat den yderste


no -

hovedpæl og desuden en af ålegårdens inderste pæle, der tillige med hovedpælen

angiver ålegårdens hovedretning, og inden 10. .september at have

udsat den øvrige del af redskabet i fiskedygtig stand. Hovedpælen skal rage

mindst 1,2 m over vandet ved daglig vandstand og på toppen være forsynet

med et mørkt flag.

Stk. 10. Ligeledes skal den pågældende inden 1. august til fiskerikontrolløren

i det pågældende distrikt ved anbefalet brev give anmeldelse

om den af ham indtagne ålegård med nøjagtig angivelse af ålegårdens beliggenhed

på kysten, den yderste hovedpæls afstand til nærmeste land samt

ålegårdens fangstside (r).

Stk. 11. Når foranstående regler er iagttaget, og så længe ålegårdsfiskeriet

med de således afmærkede og udsatte redskaber herefter finder

sted. dog ikke længere end til 30. november, må af andre ingen faststående

eller forankrede fiskeredskaber, bortset fra krogliner og nedgarn, udsættes

eller benyttes ud for grunden på ålegårdens fangstside, medmindre der

holdes følgende åbning mellem redskabet og land:

0—100 m fra ålegården: Ålegårdens længde (afstanden fra ålegårdens

yderste pæl til nærmeste land)

100-150 -

l /4 af ålegårdens længde

150-200 - Y:i af ålegårdens længde

200 -250 - — A af ålegårdens længde.

Den ovennævnte afstand måles mellem redskabernes nærmeste dele.

Stk. 12. Forsåvidt et fiskeredskab sættes uden for ålegården, kommer

reglerne i § 17 om afstand og gennemsejlingsåbning i anvendelse. Det samme

gælder ved udsætning af redskaber på den side af ålegården, hvor denne

ikke har fangstside, d. v. s. åbninger på mindst % m foran samtlige ruser,

hvorigennem ålen fra den pågældende side kan passere ind i disse.

Stk. 13. Fiskeredskaber, der uberettiget sættes en af den fortrinsberettigede

udsat ålegård nærmere end foran angivet, kan af den berettigede

straks forlanges fjernet i fornødent omfang af fiskerikontrollen på vedkommende

ejers eller brugers regning. Fiskerikontrollen skal i hvert enkelt

tilfælde, hvor sådan begæring fremsættes, og forinden kontrollen træffer

afgørelse i sagen, i en særlig af fiskeriminsteriet autoriseret protokol indføre

en beskrivelse af forholdene på stedet og af de udsatte redskaber med

angivelse af såvel de for redskaberne som for disses enkelte dele og for

afstanden mellem redskaberne forefundne mål. Protokollen vil være at underskrive

af fiskerikontrolløren for det pågældende distrikt samt af parterne,

der ved anbefalet brev vil være at tilvarsle til fiskerikontrollørens besigtigelse

af redskabsopstillingerne med mindst 2 dages varsel.

Stk. 14. Hvis ålegårdsejerens fortrinsret, jfr. stk. 1, bestrides af modparten,

må sagen — inden fiskerikontrollen træffer afgørelse om fjernelse


Ill

af redskaberne — af ålegårdsejeren indbringes for retten efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 57 om forbud.

Stk. 15. Ansvaret for det fjernede redskab indtil dettes aflevering til

ejeren og andet ved redskabets bortfjernelse eventuelt opstået ansvar påhviler

den, der har forlangt redskabet fjernet, ligesom denne også skal afholde

omkostningerne ved bortfjernelsen af redskabet mod ret til at holdes skadesløs

af ejeren eller brugeren af dette.

Stk. 16. De i nærværende paragraf indeholdte bestemmelser kommer

ikke til anvendelse i de sønderjydske landsdele.


Bilag* ni*. 4.

Hvorvidt kan den i saltvandsfiskeriloven af

2. juni 1917, § 7, omhandlede ret til fiskeri

med ålegårde ved lov ophæves eller overtages

af staten, uden at der ydes de berettigede erstatning

i henhold til grundlovens § 80

Det følgende har den kystejerne i almindelighed tilkommende ålegårdsiet

for øje, jfr. D. L. 5-10-43, ikke de ålegårdsrettigheder, der beror på

særlig adkomst, jfr. saltvandsfiskeriloven § 7, 5. og 6. stk., betænkningen

af 1919 bl. a. side 3. 5. 10, 24 flovforslagets § 1) og 30 (bemærkningerne

til ^ 1).

Spørgsmålet om domstolenes adgang til at tilsidesætte en grundlovstridig

lov lades ude af betragtning.

1. Vanskeligheden ved besvarelsen af det mig forelagte spørgsmål

beror ikke på selve indholdet af ålegårdsretten, således som den er hjemlet

i saltvandsfiskerilovene af 2. juni 1917 og 4. maj 1907, henholdsvis § 7 og

§ 6, samt lov om fiskeriet i Danmark af 5. april 1888, § 3.

Adgang til. med udelukkelse af andre, at fiske ål på den ved kysten

nærmest liggende del af havet med de til sådant fiskeri særligt egnede indretninger

er en ret, som efter sit indhold utvivlsomt må anses for en almindelig

formueret. I bet. 1919, side 9. gøres det af mindretallet ga;ldende, at

retten til fiskeri med ålegårde ikke i mindste måde kan sammenlignes med

ejendomsretten til hus og jord, idet ålen ikke .»opdrættes« på vandarealet

udfor ålegårdsejerens kyst, »men kommer andre steder fra«, således at det

»beror fuldstændig på tilfældigheder, om den ene eller anden ålegårdsejer

får del i fangsten, eller åletrækket driver forbi«; men imod denne betragtning

må anføres, at ålegårdsretten, naturens luner til trods, gennem

århundreder har vist sig at være en rettighed af betydelig økonomisk værdi.

Fngen bestrider jo heller, at jagtretten, uanset at også vildtet i regelen

»kommer andre steder fra«, er en almindelig formueret, jfr. motiverne til

§ 10 i lov af 25. marts 1851 indeholdende adskillige bestemmelser om

jagten. Rigsdagstidende 1850-51, anhang sp. 84 (» . . . jagtretten er en

virkelig rettighed . . . dens ophævelse uden et til dens pengeværdi svarende

vederlag ville være en retskrænkelse«) ; ofte opfattes jagtretten ligefrem som

en bestanddel af ejendomsretten til grunden. Endelig må det erindres, at

indholdet af den i lovgivningen umiddelbart hjemlede ålegårdsret jo i hovedsagen

svarer til indholdet af de ålegårdsrettigheder, der hviler på særlig

adkomst fra staten (skøde, privilegium o. s. v.) : men at ålegårdsrettigheder


- 113 -

af sidstnævnte art kun kan ophæves mod erstatning, har der fra alle sider

været enighed om, jfr. het. 1919, side 10 og 24 (§ 1) samt det danske

fiskerierhvervs forslag til lov om statens overtagelse af retten til fiskeri

med ålegårde o. s. v. § 1.

Et andet spørgsmål er det, om jagt- og fiskerirettigheder går ind under

begrebet »ejendomsret« (»ejendom«) i grundlovens § 80. Det er bekendt,

at teorien oprindelig, jfr. Hoicks statsforfatningsret II, side 331 ff, opfattede

dette begreb snævrere end Matzen gør det, når han identificerer det med

»formue« og »formueret«, »enhver på en privatretlig adkomst hvilende ret«,

se hans statsret III, 1909, side 334 ff (i den side 340 citerede vidnekammerkendelse,

U. f. R. 1902, side 182, siges det, at udtrykket »ejendom« i

grundlovens § 82 må antages at omfatte alle formuerettigheder), jfr. Berlins

betænkning, Rigsdagstidende 1926-27, tillæg B, sp. 2066 ff. Torp,

Dansk Tingsret 1905, side 159, og Vinding Kruse, Ejendomsretten I, side

222-223. Jeg må være enig i, at »ejendom« og »ejendomsret« må opfattes

i den anførte videre betydning. (I denne forbindelse kan anføres, at i Tyskland,

hvor de enkelte landes forfatninger tidligere i regelen kun erklærede

»ejendom« i snævrere, civilretlig forstand for ukrænkelig, se Nipperdey:

Grundrechte und Grundpflichten der Reichsverfassung, 3die bind, side

199 ff, fortolkes ordet »Eigentum« i rigsforfatningens art. 153, 1. stk., nu

af Reichsgericht — i overensstemmelse med den overvejende mening indenfor

teorien — som omfattende alle private formuerettigheder, se ovennævnte

værk side 201 ff og Anschütz, Die Verfassung des Deutschen Reichs

(1928), side 396).

2. Af betydning for spørgsmålets besvarelse er en undersøgelse af det

juridiske grundlag for ålegårdsretten. Som ovenfor berørt skulle således

ifølge Matzen »ejendom« og »ejendomsret« i grundlovens § 82 (§ 80) kun

omfatte rettigheder, der beror på »privatretlig adkomst«, og hans bemærkninger

om ålegårdsretten (side 345) står åbenbart i sammenhæng med

denne opfattelse. — I bemærkningerne bet. 1919, side 30, til § 1 i lovforslag

B lægges vægten på, om ålegårdsretten skyldes »en særlig akt fra statens

side i hvert enkelt tilfælde, altså ikke har sin oprindelse i en almindelig

lovbestemmelse, sædvane, hævd eller lignende«.

Sondringen mellem »privatretlige« og »offentligretlige« adkomster, der

er vag og omtvistelig, jfr. min »Hovedpunkter af forvaltningsretten«, side

16 ff., kan imidlertid ikke fastholdes som afgørende kriterium for, hvilke

rettigheder der falder ind under grundlovens § 80. Det er let at påvise rettigheder,

der hviler på en adkomst, som i almindelighed anses for offentligretlig,

og som dog alle vil anse for beskyttet ved grundlovens § 80, t. eks.

nogle af de i bet. 1919, side 45 ff. omtalte, ved »bevilling« eller »privilegium«,

jfr. side 24, lovforslag B § 1, 2. pkt., hjemlede fiskerirettigheder,

en pensionsret, som med hjemmel i loven måtte være tillagt en bestemt per-


Ill

son for livstid med et uforanderligt beløb, ja, vistnok også almindelige

pensionskrav efter tjenestemandens død eller afskedigelse, jfr. »Hovedpunkter

af forvaltningsretten« side 138. 1 denne forbindelse kan også anføres,

at reglerne om afløsning af jagtretten og vederlaget herfor gælder, hvad

enten den andre tilkommende jagtret oprindelig er hjemlet ved lov, særlig

overdragelse eller alderstidshævd, se jagtlov af 30. juni 1922, § 2, jfr.

Torps Tingsret 1905, side 197-198.

Men iøvrigt er ålegårdsretten — også hvad angår »adkomsten« —

lige så »privatretlig« som de øvrige, til grundbesiddelse knyttede »rettigheder«.

Disse rettigheder beror jo alle på den objektive retsorden, og der er

i denne henseende ingen principiel forskel mellem D. L. 5-10-43, der tillægger

kystejeren ålegårdsretten, og t. eks. regelen om, at jagtretten tilkommer

grundejeren, se lov om jagten af 30. juni 1922, § 1 og lov om jagten af

8. maj 1894, § 1. Denne ålegårdsrettens »privatretlige« karakter viser sig

også deri, at de almindelige, formueretlige erhvervsmåder: Arv, køb og salg,

pantsætning o. s. v. finder anvendelse på den. Indtil det ved loven af 1888

§ 3, sidste stykke, blev forbudt at adskille ålegårdsretten fra den tilstødende

grund, var den hyppigt genstand for særskilt afhændelse, således at der nu

findes mange ålegårdsejere, som ikke tillige ejer den tilstødende grund. Sådanne

særskilte overdragelser afgiver derhos bevis for denne rettigheds almindelige

økonomiske betydning og indicerer, at den almindelige opfattelse

har anset ålegårdsretten for en virkelig ret, som man med tryghed kunne

anbringe penge i, noget der ikke kan lades ude af betragtning ved afgørelsen

af, om ålegårdsretten er beskyttet ved grundlovens § 82, se også folketingsudvalgets

bet., Rigsdagstidende 1880-81, tillæg B, sp. 1529, jfr. sp.

1337-86, der udtaler, at det vist ikke er muligt at indskrænke denne bestående

ret således, at man går private forhold for nær, og i denne forbindelse

fremhæver, at ålegårdsretten »flere steder« er bortlejet, bortforpagtet, bortfæstet

og endog bortskødet«, Rigsdagstidende 1887-88, folketinget, sp. 3882

(»gået som privat ejendomsret fra mand til mand«), og tillæg B, sp. 886.

folketingsudvalgets bet., (»gået over til en almindelig ret . . . samt på nogle

steder adskilt fra vedkommende grundejendom og ved skøder gået fra mand

til mand, ligesom enhver anden privat ejendom«), Rigsdagstidende 1905, folketinget

sp. 122 (. . . »i min kommune ... så godt som alle ålestaderne,

ca. 50, skilt fra ejendomsretten til grunden«), Rigsdagstidende 1906-07,

landstinget sp. 523 (det kritiseres, at lovforslaget går ålegårdsretten for

nær; ålegårdsretten er ofte »solgt og bortskødet«).

At lovgivningsmagtens stilling skulle være forskellig, eftersom ålegårdsretten

er skilt fra grunden, eller den tilkommer grundejeren, kan derimod

ikke antages. Hvis Matzen med sin udtalelse III side 345 om, at en ændring

eller ophævelse af D. L. 5-10-43 ikke kan ophæve den privatretlige adkomst,

»hvor ålegårde ere blevne overdragne ved skjødning uafhængig af grund-


115 -

besiddelse som selvstændige ejendomsgenstande«. mener"), at lovgivningsmagten

vel uden erstatning kan ophæve ålegårdsretten, hvor den tilkommer

kystejeren i henhold til D. L. 5-10-43, men ikke, hvor den har været genstand

for særskilt afhændelse som ovenfor nævnt, må det heroverfor hævdes,

at lovgivningsmagtens adgang til at indføre nye bestemmelser om ålegårdsretten,

eventuelt ophæve denne, må være den samme overfor tilfælde, hvor

ålegårdsretten og den tilstødende grund har været i en og samme persons

eje al den tid, ålegårdsretten har været af praktisk økonomisk betydningoverfor

tilfælde, hvor der har fundet ejerskifte sted ved arv eller overdragelse,

være sig at ålegårdsretten er fulgt med grunden eller er blevet

skilt fra denne, og endelig overfor tilfælde, hvor ålegårdsretten sammen med

grunden eller særskilt måtte være bortlejet, jfr. også folketingsudvalgets bet.

Rigsdagstidende 1896-97, tillæg B, sp. 140. (»Hvor ålegårdsretten tidligere

af private er afhændet selvfølge, at herved ikke kan hjemles større

rettigheder end de grundejerne tilkommende«).

Som foran anført kan den omstændighed, at ålegårdsretten beror på

en generel lovregel, ikke begrunde, at rettigheden skulle være uden beskyttelse

i henhold til grundlovens § 80. Derimod har det en vis betydning, at

denne lovregel går ud på at fastsætte kystejerens fiskeriretlige beføjelser i

forhold til almenhedens adgang til fiskeri på kystterritoriet. En sådan positivretlig

afgrænsning vil være præget af en vis vilkårlighed, hvilket ikke

er helt uden betydning, når der spørges, om den kan ændres ved senere lovgivning,

uden at staten behøver at erstatte den derved forvoldte værdiforringelse

af kystejendomme. Forsåvidt er der lidt rigtigt i den opfattelse, som

kort udtrykt går ud på, at da ålegårdsretten er indført ved lov, kan den også

ændres ved lov, jfr. t. eks. Folketingstidende 1929-30, sp. 50-60 (»At man

i 1888 og

1907 forandrede hidtil gældende ret,

beviser

at denne ret kan der lovgives om«) og Rigsdagstidende

1898-99, folketinget, sp. 3754 (». . . kun retten fra 1888 ... at landbruget

nu skal afstå denne ret igen, kan jeg ikke se, der er nogen uret i«).

Betragtningen kan dog ikke begrunde, at ålegårdsretten skulle kunne ophæves

uden erstatning, men kun at ålegårdsretten kan undergives ret vidtgående

begrænsende og regulerende bestemmelser fra lovgivningsmagtens

side. Sådanne bestemmelser findes navnlig i den gældende saltvandsfiskerilovs

§ 6, jfr. saltvandsfiskeriloven af 4. maj 1907, § 7, som indførte

de såkaldte ålegårdsnævn, der fik en meget vidtgående myndighed, og det

må anses for uholdbart, når mindretalsudtalelserne, Rigsdagstidende 1906-07

tillæg B, sp. 3159 går ud fra, at disse bestemmelser er grundlovstridige. —

At regeringen ikke altid har været bange for at røre ved ålegårdsretten kan

også ses af § 2 i det forslag til lov om adgangen til at drive fiskeri og om

"')


Meningen er, navnlig når henses til de citerede domme, ikke helt klar.


116

sammes udøvelse, som blev fremsat i rigsdagsamlingen 1867-68 (lovforlag

sp. 1957 ff.) ; thi herefter skulle anbringelse af alle faste fiskeindretninger

indenfor en afstand af 100 favne fra kysten i almindelighed være

forbeholdt grundejerne, hvorved disses ålegårdsret dels ville være blevet

udvidet til en eneret, der omfattede alt fiskeri med faste indretninger, deis

indskrænket forsåvidt som D. L. 5-10-43 ikke indeholdt nogen afstandsbegrænsning

som den foreslåede.

Endnu skal til belysning af ålegårdsrettens karakter anføres, at ålegårde

i henhold til overskyldrådets praksis medtages ved vurderingen af de kystejendomme,

hvortil de hører, og vurderes særskilt, hvis de ikke hører til

kystejendommen, at skattedepartementet anlægger et tilsvarende synspunkt

med hensyn til stempling af overdragelsesdokumenter, samt at ålegårdsrettigheder,

som ikke hører til kystejendommen, undertiden opføres på særlige

blade i tingbogen, jfr. overskyldrådets »sammenstilling af de for vurdering

til ejendomsskyld og grundskyld gældende regler« af 27. marts 1923,

side 60 og 81, Rigsdagstidende 1906-07, landstinget sp. 519. Vinding

Kruses afhandling U. f. R. 1928 B., side 42-43, U. f. R. 1929, side 333,

note 1.

3. Det argument, som hyppigst er blevet gjcrt gældende for den anskuelse,

at lovgivningsmagten frit kan ophæve ålegårdsretten, vedrører forholdet

mellem loven af 5. april 1888, § 3, og D. L. 5-10-43. Det er navnlig

blevet hævdet, at den eneret til fiskeri med ålegårde, som ved førstnævnte

lovbestemmelse blev tillagt ejerne af kysten, ikke var hjemlet i D. L. 5-10-43,

at denne forandring blev indført på grund af eller under påvirkning af en

misopfattelse af D. L. 5-10-43, samt at lovgivningsmagten derfor frit kan

afskaffe den i 1888 indførte eneret, se overretsprokurator T. Leth's redegørelse,

bet. 1919, side 140-167, mindretallets udtalelse sammesteds side

8-10 og talrige steder i Rigsdagstidende, t. eks. 1898-99, landstinget sp. 845,

jfr. derimod ordførerens udtalelser sp. 960, Rigsdagstidende 1903-04, folketinget

sp. 2338-39, Rigsdagstidende 1906-07, tillæg B. (landstingsudvalgets

bet.) sp. 592 og landstinget sp. 1780.

Disse betragtninger kan dog ikke være afgørende for spørgsmålet om,

hvorvidt ålegårdsretten nyder beskyttelse efter grundlovens § 80. Rent bortset

fra den forhånds formodning, der må være for, at rigsdagen har været

på det rene med den omhandlede bestemmelses indhold og betydning, jfr.

landbrugsministerens udtalelse, Folketingstidende 1898-99 sp. 3785 (»Det

nytter ikke at tale om, hvorvidt en paragraf er kommen ind ved uagtsomhed

eller ikke det er ikke heldigt at tale om, at en så vigtig bestemmelse

er kommet ind ved uagtsomhed«), skal det her fremhæves, at domstolene,

da loven af 1888 var til behandling på rigsdagen, forlængst havde

fortolket D. L. 5-10-43 derhen, at ejeren af grunden har en udelukkende

ret til anbringelse af ålegårde. Dette var blevet fastslået i en københavnsk


117 -

overretsdom af 11. juni 1866, J. U. 1866, side 537, og en — også på rigsdagen

— meget omtalt højesteretsdom af 7. maj 1873, U. f. R. 1873, side

803, hedder det, at D. L. 5-10-43 hjemler »Contracitanten udelukkende ret

til udfor den i dommen omhandlede kyststrækning at drive ålefiskeri

ved benyttelse af ålegårde«, hvorfor hovedcitanten er »uberettiget til at

lægge hindring i vejen for udøvelsen af hin ret ved med ruser eller med

garn, der ere indrettede til ålefiskeri, at drive dette fiskeri ved bemeldte

kyststrækning, såvidt, som grundens beskaffenhed tilsteder anlæg af ålegårde«.

Nu at ville hævde — som det undertiden gøres — at denne højesteretsdom

beror på en misforståelse af D. L. 5-10-43, og at ville drage konsekvenser

heraf for det foreliggende spørgsmål, må jeg anse for juridisk ganske

forfejlet. Når loven af 1888, § 3, i princippet stemmer med den af højesteret

i 1873 fastslåede forståelse af D. L. 5-10-43, ses der ikke at være mindste

grundlag for den antagelse, at eneretten efter nævnte § 3 -— så at sige på

grund af error in motivis — skulle være juridisk særlig svagt befæstet.

Selv om man, som Jellinek i hans til det 36. tyske juristmøde forfattede afhandling

vedrørende den tyske rigsforfatnings art. 153 og i hans Verwaltungsrecht

(1928) side 398-99, vil afgøre spørgsmålet om statens forpligtelse

til at yde erstatning for indgreb i ejendomsretten på grundlag af

en mere almindelig undersøgelse af vedkommende rettigheds »Schutzwürdigkeit«,

kan man ikke fra de gældende ålegårdsbestemmelsers tilblivelseshistorie,

specielt deres forhold til D. L. 5-10-43, finde nogen begrundelse

for, at ålegårdsretten skulle kunne ophæves uden erstatning. — Som følf

af det anførte mener jeg også, at en nærmere retshistorisk undersøgelse vedrørende

D. L. 5-10-43 må blive uden betydning for besvarelsen af det foreliggende

spørgsmål, jfr. også ordførerens udtalelse, Rigsdagstidende

1898-99, landstinget sp. 860.

4. Såfremt der skulle blive tale om at ophæve ålegårdsretten, vil dette

formentlig ske ved en generel lovbestemmelse, ikke i form af konkrete indgreb

som tilfældet er ved de egentlige (»klassiske«) ekspropriationstilfælde.

Dette giver anledning til at rejse det spørgsmål, om grundlovens § 80 yder

beskyttelse mod en sådan lovregel, der generelt ophæver ålegårdsretten,

eller generelt overfører den til staten.

Undertiden har man antaget, at deslige generelle indgreb i ejendomsretten

overhovedet falder udenfor begrebet ejendomsafståelse, jfr. Matzen

III, 2. udg. (1891), side 348: ». . . ikke rådighedsindskrænkninger for alle

eller visse ejere overhovedet, uden at derved er tale om noget særligt offer

for almenvellets skyld, som udenfor alle regler pålægges enkelte bestemte

ejere«, og Anschütz, Die Verfassung des Deutschen Reichs (1928), side

400: »—vorausgesetzt, dass ein solches Gesetz nicht alle gleichmäßig, sondern

nur einzelne (oder doch einen engeren Kreis von einzelnen) trifft, dass

ihm also der Charakter eines Einzeleingriffs, der Auferlegung besonderer


.118 —

Opfer innewohnt«. Matzens foran citerede udtalelse kritiseres af Troels G.

Jørgensen, erstatning for ejendomsafståelse S. 47 F. og genfindes ikke i

den sidste udgave af statsretten, jfr. side 344; i Tyskland har W. Jellinek i

den tidligere nævnte afhandling, side 301-04 kritiseret Anschütz' Einzelaktstheorie«.

Den omstændighed, at et ejendomsindgreb er af generel karakter, idet

det rammer alle eller en vis klasse af ejendomme, er nu sikkert et moment,

som ofte vil være af betydning ved afgørelsen af, om der foreligger en

»ejendomsafståelse« i grundlovens forstand, jfr. tobakkommissionens betænkning

side 72; men ene afgørende er denne egenskab ved indgrebet ikke.

F. eks. ville der ikke ved lov kunne pålægges grundejerne i almindelighed

en forpligtelse til uden vederlag at afgive de til anlæg af jernbaner fornødne

arealer, og når staten i krigsårene overtog »levnedsmidler og varer«,

jfr. lov nr. 164 af 7. august 1914, § 1, måtte der naturligvis ydes erstatning,

hvad enten overtagelsen skete ved en konkret akt eller, som det ofte

var tilfældet ved en generel »bekendtgørelse«. På den anden side ville en

lov, der gjorde et ringe indgreb i alle eller en forholdsvis stor klasse af ejendomsrettigheder,

t. eks. en lov, som rykkede faste ejendommes grænse mod

havet, jfr. Vinding Kruse I, side 275, tilbage til den almindelige højvandslinie

falde udenfor området af grundlovens § 80. En ophævelse af ålegårdsretten

ville imidlertid pålægge en forholdsvis snæver kreds af personer

et betydeligt økonomisk offer til fordel for de fri fiskere.

Det er imidlertid ikke blot indgrebets størrelse og dets mere eller mindre

generelle karakter, som bliver afgørende for lovgivningsmagtens forhold

til grundlovens § 80; af væsentlig betydning er også beskaffenheden

af de samfundsmæssige interesser, som tilgodeses gennem vedkommende

lovgivningsforanstaltning. Dette moment spiller navnlig en rolle i de tilfælde,

som juridiske fremstillinger sædvanligt har for øje ved behandlingen

af de »almindelige begrænsninger af ejendomsretten«, jfr. Matzen

III, side 344 ff. og Vinding Kruse, ejendomsretten I, side 230 f., der som

t. eks. udstykningslove, fredningsbestemmelser, jfr. U. f. R. 1904 A, side

231, bygningslove, huslejelovgivning, jfr. U. f. R. 1918, side 468, sundhedslovgivningen,

jfr. U. f. R. 1893. side 754 o. s. v., o. s. v.. kan indiøres

uden erstatningspligt for staten, idet »ejendomsretten ikke her sætter en

grænse for loven, men omvendt finder en grænse i lovens bestemmelser«

(Anschütz), jfr. den tyske rigsforfatnings art. 153, som i 1ste stykke siger,

at ejendomsrettens indhold og grænser beror på lovgivningen, medens 2det

stykke opstiller forfatningsmæssige garantier med hensyn til ejendomsafståelse

(»Enteignung«). En juridisk begrundelse for, at ålegårdsretten

kan ophæves uden erstatning, er efter min mening kun mulig ud fra det

synspunkt, at en sådan foranstaltning henhører til de nævnte, almindelige

begrænsninger af ejendomsretten, jfr. udtalelser af N. j. Larsen. Folketings-


119

tidende 1896-97, sp. 2273, der energisk hævdede, at lovgivningsmagten

stod fuldstændig frit og begrundede dette ved at sammenstille ophævelsen af

ålegårdsretten med fredningsbestemmelsers og byggelovgivningens indgreb

i ejendomsretten.

Denne begrundelse er imidlertid ikke fyldestgørende. For det første

havde mange af de nævnte begrænsninger i ejendomsretten efter deres art

ved grundlovens givelse en sådan historisk hævd, at lovgivningsmagtens

frihed her — lige så vel som beskatningsretten — må anses forbeholdt ved

grundlovens § 80. Dernæst vil en ophævelse af ålegårdsretten ramme en

langt snævrere kreds af personer end de nævnte ejendomsbegrænsninger,

se om antallet af ålegårde bet. 1919, side 104 ff. 0g endelig tjener en ophævelse

af ålegårdsrettighederne ikke en selvstændig samfundsinteresse på

samme måde som de nævnte ejendomsbegrænsninger. Navnlig dette sidste

må anses for afgørende. Indførelse af fredningsbestemmelser for at opretholde

eller forbedre bestanden af vildt og fisk, fastsættelse af byggelinier

til sikring af en passende gade- og vejbredde, byggeforskrifter til afværgelse

af brandfare eller sundhedsfarlige beboelsesforhold, huslejelovgivning

til beskyttelse mod økonomisk udnyttelse af lejere osv., osv. er noget ganske

andet end en ophævelse af ålegårdsretten, som jo ikke tilsigter at muliggøre

et mere rationelt fiskeri — at det samlede udbytte af ålefiskeriet skulle

blive væsentlig forøget gennem en sådan foranstaltning er vel ikke sandsynligt

— at skabe mere ordnede forhold mellem de i fiskeriet interesserede

eller lignende, men alene at frigive den rent økonomiske værdi, som ålegårdsretten

repræsenterer, til fordel for — så at sige til deling imellem —

fiskerierhvervets almindelige udøvere. I bet. 1919, side 11, anføres eller

forudsættes det ganske vist, at ålegårdsretten foranlediger »splid og strid«

mellem dens indehavere og de »frie« fiskere; men det kan næppe ventes, at

der vil blive mindre splid og strid, når adgangen til ålegårdsfiskeri gives fri,

jfr. de komplicerede regler i »det danske fiskerierhvervs forslag til lov om

forandring i lov nr. 316 af 2. juni 1917 om saltvandsfiskeri«, eller under

en ordning, hvorefter staten som ålegårdsejer udlejer eller bortforpagter

ålegårdsretten.

Et interessant grænsetilfælde, der kan bidrage til belysning af det her

diskuterede spørgsmål har nylig foreligget for den sachsiske overforvaltningsdomstol.

Ifølge den sachsiske jagtlov af 1. december 1864 bestod de

såkaldte »Altjagdrechte«, det vil sige en visse grundejere tilkommende ret

til selvstændig udøvelse af jagt (»Eigenjagd«), uanset om vedkommende

grundejendom var af en sådan størrelse (150 ha), at den efter den almindelige

regel kunne være et selvstændigt jagtdistrikt. Disse »Eigenjagdrechte«

blev ophævet ved en lov af 1. juli 1925, og spørgsmålet, om de jagtberettigede

i den anledning havde krav på erstatning, blev besvaret benægtende

såvel af 11. C Z. (111. 1932) - hvis afgørelse blot gik ud på, at loven


- 120 -

måtte anses at have nægtet den pågældende erstatning - - som af den

sachsiske overforvaltningsdomstol (30.101 og 32.163). I motiverne til loven

af 1. juli 1925 blev det navnlig gjort gældende, at loven kun var af politiretlig

karakter, medens den »ikke pålægger enkelte bestemte opofrelser af

rettigheder til gunst for almenheden«. Den angik ikke »borttagelse af et

stykke ejendomsret« (»Wegnahme von einem Stück Eigentum«), men en

offentligretlig begrænsning af ejendomsretten af samme art som bygningseller

næringsretlige forskrifter. Til disse betragtninger slutter overforvaltningsdomstolen

sig. I dommen understreges sondringen mellem 1) privatretlige

jagtrettigheder, som er bestanddele af ejendomsretten, og 2) de

offentligretlige begrænsninger vedrørende jagtrettens udøvelse. — Afgørelsernes

rigtighed er omtvistet, se Archiv des öffentlichen Rechts 1930, side

321 ff., jfr. W. Jellineks tidligere nævnte afhandling side 316.

Anvender man den sondring, der i den nævnte sag er blevet anset for

afgørende, og som også må opstilles i dansk ret, jfr. Vinding Kruse, ejendomsretten

II, side 394, og jagtlovens §§ 14-16, vil det ses. at ålegårdsretten

må sidestilles med den privatretlige jagtberettigelse. Reglerne om ålegårdsret

er ikke af fiskeripolitimæssig karakter, jfr. ovenfor side 6-7. En ophævelse

af ålegårdsretten vil netop være, hvad ophævelsen af den sachsiske »Eigenjagdrechte«

ifølge lovens motiver ikke var: Borttagelse af et stykke ejendomsret.

5. Noget afgørende holdepunkt for spørgsmålets besvarelse kan ikke

udledes af vor lovgivnings- eller domspraksis.

Der ses således ikke at foreligge love, som nægter erstatning i tilfælde,

der kan sidestilles med en ophævelse af ålegårdsretten. Ved lov af 20. juni

1850 om udjævning af forskellen mellem priviligeret og upriviligeret hartkorn

m. v. § 13, jfr. lov af 25. marts 1851 indeholdende adskillige bestemmelser

om jagten § 2, ophævedes ganske vist uden erstatning »den til

en vis besiddelse af priviligeret gods knyttede jagtret på fælled«; men dels

vedrører denne lovbestemmelse en af de til priviligeret jordbesiddelse knyttede

forrettigheder, hvis afskaffelse i sin tid ansås næsten for en konsekvens

af overgangen til den konstitutionelle statsform, dels var den omhandlede

jagtret vistnok ikke af praktisk betydning, se forhandlingerne i Rigsdagstidende

1. sess., folketinget, sp. 3639 ff. At jagtretten iøvrigt betragtedes

som en almindelig formueret fremgår både af reglerne om jagtrettens afløsning

i den foran nævnte lov af 25. marts 1851, § 10, jfr. nu jagtlov af 30.

juni 1922, § 2, og af motiverne til disse regler, se ovenfor side 1.

Fra de love, som giver erstatning for indgreb i formuerettigheder, kan

man naturligvis ikke slutte, at erstatningen har været grundlovsmæssig nødvendig.

Som udtryk for den retsopfattelse, fra hvilken lovgivningsmagten

uafhængigt af den gi undlovsmæssige nødvendighed er gåel ud. kan imidlertid

anføres en række love, der giver erstatning i tilfælde, som ligger nær-


— 121 -

mere ved de almindelige begrænsninger af ejendomsretten (bygningslovgivning,

fredningsbestemmelser o. s. v.) end en ophævelse af ålegårdsretten:

Ifølge § 8 i lov af 18. april 1925 om byplaner kan der således kræves erstatning

bl. a. for de ved byplanen pålagte rådighedsindskrænkninger,

og dette erstatningskrav er gjort så meget mere effektivt, som ejeren, hvis

han er utilfreds med den ham tilbudte — det vil sige af vedkommende

kommission fastsatte — erstatning for de gjorte rådighedsindskrænkninger,

kan kræve ejendommen eksproprieret. Nogle af de rådighedsindskrænkninger,

der her bliver tale om, vil jo ikke være væsensforskellige fra de indskrænkninger,

som følger af byggelovgivningen eller t. eks. fastsættelse af

byggelinier i medfør af lov af 28. november 1928, der kun undtagelsesvis

hjemler erstatning herfor, se § 2, 5 og 6. stykke. I boliglovgivningen er der

hjemlet krav på erstatning for skade ved forbud mod påbegyndte eller

planlagte nedrivningsarbejder, jfr. nu lov nr. 83 af 1. april 1925,

§ 27; dommen U. f. R. 1918, side 468, har udtrykkelig statueret, at

sådanne erstatningskrav ligger udenfor området af grundlovens § 80 (82),

se også U. f. R. 1893, side 753, jfr. U. f. R. 1891, side 755, og U. f. R.

1890, side 921, med hensyn til erstatningsreglen i § 2 i lov om foranstaltninger

mod den såkaldte svinedifteritis af 14. december 1887, jfr. Matzen

III, side 344. Ifølge § 10 i lov om naturfredning af 8. maj 1917 kan de i

lovens § 5 omhandlede naturfredningsforanstaltninger medføre erstatningspligt

for det offentlige, jfr. også §§ 6 og 17, samt Vinding Kruse, Ejendomsretten

I, side 313. I den efterhånden omfattende lovgivning, som tilsigter

en modarbejdelse af sygdomme blandt mennesker, dyr og planter, findes

mange regler om erstatning for ejendomsindgreb, af hvilke nogle ligger

nær ved de almindelige begrænsninger af ejendomsretten, se lov nr. 138

(epidemiloven) af 10. maj 1915, §§ 11, 16, 17, 19, 20, 22, 25 og 27, jfr.

de tilsvarende paragraffer i lov nr. 86 af 17. marts 1922 (Færøerne), lov

nr. 156 af 14. april 1920 (smitsomme sygdomme hos husdyrene) § 6, næstsidste

stykke, § 8, 4., 1., 8. og 9. stykke, §9,1. stykke, § 19, 1. og 2.

stykke, lov nr. 11 af 21. januar 1925 (bipest) § 3, e og h, lov nr. 490 af

9. februar 1926 (oksebremselarver) § 4, lov nr. 140 af 1. juli 1927 (plantesygdomme

og skadedyr) § 5. Endog for de forøgelser af skattebyrden, der

bliver en følge af kommunale indlemmelser, tilsiger lovgivningen i et vist

omfang erstatning, se lov nr. 50 af 3. april 1900, § 18, lov nr. 51 af s. d.,

§ 18, lov nr. 52 af s. d., § 19 og lov nr. 379 af 28. juni 1920, § 6, jfr. lov

nr. 126 af 4. april 1928, § 1.

Disse bestemmelser beviser som foran nævnt ikke direkte noget om, i

hvilket omfang det i henhold til grundlovens § 80 er grundlovsmæssig nødvendigt

at yde erstatning for indgreb som de omhandlede; men de er udtryk

for lovgivningsgrundsa'tninger. med hvilke en ophævelse af ålegårdsretten

uden erstatning til ejerne ville stå i stærk modstrid. Mange af de nævnte


— 122

erstatningsbestemmelser forudsætter ganske vist konkrete indgreb, men

for så vidt der i det konkrete tilfælde kun anordnes, hvad loven bindende

foreskriver, bliver forskellen fra de umiddelbart generelle indgreb kun af mindre

betydning for erstatningsspørgsmålet, jfr. W. Jellineks ovennævnte afhandling,

side 303.

Retspraksis ses ikke at have taget stilling til tilfælde, som kan sidestilles

med det her omhandlede. En ældre hof- og stadsrets dom. U. f. R.

1868. side 717, forudsætter, at ophævelse af en reel eneret til mølleri, jfr.

lov af 15. april 1955. kun kunne ske mod erstatning efter grundlovens § 82

(80). se i det hele om forskellige eksempler på ophævelse af reelle monopoler

Cohn i Juridisk Tidsskrift 1915, side 723; men iøvrigt er det anerkendt

i praksis, at »almindelige, regulerende lovbestemmelser for næringslivet«,

jfr. H. R. D., U. f. R. 1918, side 956 og 960, ikke medfører erstatningspligt

for staten, selv om de helt eller delvis frigiver en næring, der tidligere

var forbeholdt et begrænset antal personer, se lov om møllernæringen af

14. april 1952. § 14, jfr. J. U. 1860. side 276, lov af 12. februar 1852 angående

bagernæringen i København, §§ 3 og 4, jfr. J. U. 1857. side 887,

kgl. resolution af 15. april 1854 vedrørende hvedebrødsbagningen i Kolding

(reskriptsamlingen side 128), men anderledes reskr. af 11. januar

1805 om ophævelse af bryggerlauget i København. Derna^st må adgangen

til en eller anden fri eller bunden næring kunne spærres eller indskrænkes,

uden at der i den anledning i henhold til grundlovens § 80 kan rejses erstatningskrav

mod staten. Vanskeligere er det at afgøre, om grundlovens § 80

er til hinder for, at en påbegyndt fri eller bunden næring kan forbydes ved

en generel lovforskrift, jfr. om konkrete indgreb beværterlov af 29. martr.

1924, § 42. uden at der ydes erstatning til den næringsdrivende, jfr. Cohn,

Juridisk Tidsskrift 1915, side 728 ff. Selv med hensyn til en bunden næring

må spørgsmålet vistnok besvares bekræftende, når det drejer sig om

en na>ring, som af samfundsmæssige grunde er blevet anset for uønskværdig.

se navnlig de nysnævnte H. R. D., U. f. R. 1918, side 956 og 960. jfr.

tobakskommissionens betænkning (1921), side 73 f. og U. f. R. 1920.

side 81-83.

Imidlertid kan en lov om ophævelse af ålegårdsretten ikke betragtes

under samme synspunkt som en lov, der — som den i de sidstnævnte domme

omhandlede islandske lov af 30. juli 1909 — forbyder den fortsatte udøvelse

af en vis næring (eller en del deraf). Adgangen til fortsat at udøve en vis

-- fri eller bunden — næring: Landbrug, fiskeri, jagt, handel, håndværk

o. s. v. er noget ganske andet end de formuerettigheder, som udgør den

økonomiske basis for vedkommende næring: Ejendomsretten til jord, bygninger,

løsøre, de materielle rettigheder til jagt og fiskeri o. s. v., o. s. v..

jfr. ovenfor side 6-7. Den her omhandlede lovgivning og retspraksis yder da

kun for så vidt en støtte for besvarelsen af det foreliggende spørgsmål, som


123 -

ålegårdsretten, der er en materiel eneret til fiskeri på en vis del af kystterritoriet,

ikke synes at kunne være ringere beskyttet — snarere bedre —

end de næringsretlige reelle enerettigheder, som ældre lovgivning og praksis

har anset for beskyttet ved grundlovens § 80 (82).

6. Resultatet af den foranstående undersøgelse bliver, at en lov, der

fratager ålegårdsejerne deres ret uden at tillægge dem erstatning, vil være

stridende mod grundlovens § 80. Dette gælder uden hensyn til, om ålegårdsretten

simpelt hen frigives, eller den overtages af staten til udleje, bortforpagtning

eller anden økonomisk udnyttelse; begge løsninger er som bekendt

blevet bragt i forslag, se bet. ]919, side 11-12, side 13 (bilag A § 1) og

side 24 (bilag B § 1).

Det har ganske vist været hævdet, at udtrykket »afstå sin ejendom« i

grundlovens § 80 kun skulle sigte til tilfælde, hvor der finder en overførelse

sted af vedkommende rettighed, ikke til tilfælde, hvor rettigheden blot berøves

dens indehaver, se Troels G. Jørgensen, erstatning for ejendomsafståelse.

side 11 ff.; men denne opfattelse er navnlig — og formentlig med rette —

blevet imødegået af Matzen, statsforfatningsretten III, side 343, jfr. U. f. R.

1906, side 100 ff. I Tyskland, hvor mange forfattere tidligere var tilbøjelige

til at hævde den nævnte, snævrere afgrænsning af ekspropriationstilfældene,

jfr. Anschütz, Die Verfassung des Deutschen Reichs, Iste udgave (1921),

side 247 (»Enteignung ist stets Übereignung«), står det nu fast i teori og

retspraksis, at udtrykket »Enteignung« i rigsforfatningens art. 153, 2det

stykke, må omfatte også tilfælde, hvor ingen retsoverførelse finder sted, se

Anschütz, Die Verfassung des Deutschen Reichs 8de udgave (1928), side

398 ff. og Nipperdey, Die Grundrechte und Grundpflichten der Reichsverfassung

III, side 223 ff. Ifølge Morgenstierne II, side 387, har der i Norge

aldrig været tvivl om, at grundlovens erstatningsprincip (§ 105) må anvendes

også udenfor de tilfalde, hvor der sker en overgang af ejendomsretten.

Dette, at en overførelse af rettigheden ikke kan opstilles som absolut

betingelse for, at der kan foreligge ejendomsafståelse i grundlovens forstand,

udelukker jo imidlertid ikke, at det i visse tilfælde i forbindelse med

andre momenter kan blive af betydning, om der sker en overførelse af rettigheden

— således at staten får økonomisk æquivalens for erstatningen —

eller denne kun tilintetgøres. Tænker man sig, at staten ønskede at overtage

ålegårdsrettighederne af rent fiskale grunde — for at skaffe sig en indtægt

gennem salg eller udleje af rettighederne — ville dette utvivlsomt være et

moment, der juridisk kunne anføres til støtte for, at ålegårdsejerne måtte have

krav på erstatning. Hvorvidt det også, når hensynet til de »frie fiskere« har

været det afgørende for lovgivningsmagten, spiller en rolle, om staten (foreløbigt)

overtager rettighederne til udleje eller simpelt hen ophæver dem, er

mere tvivlsomt; men da jeg i begge tilfalde må anse staten for erstatningspligtig,

skal spørgsmålet ikke forfølges videre. Poul Andersen.


Bilag nr. 5.

KAMMERADVOKATEN Kobenhavn K., den 19. marts 1951.

Journ.nr. XXXI. 5. Holmens Kanal 42.

Til

FISKERIMINISTERI ET

I skrivelse af 25. januar d. å (fisk j. 1951 nr. B.7/1) har ministeriet

anmodet mig om en udtalelse om, hvorvidt gennemførelsen af den i § 7 i det

landstinget forelagte forslag til en ny saltvandsfiskerilov indeholdte bestemmelser

angående ålegårdsretten, der i nogen grad afviger fra de tilsvarende

bestemmelser i § 7 i den gældende saltvandsfiskerilov af 1931, efter min formening

måtte kunne begrunde et eventuelt erstatningskrav overfor statskassen

fra ålegårdsejernes side. Således foranlediget tillader jeg mig at udtale

følgende:

Bortset fra, at ålegårdsretten i den foreslåede bestemmelse betegnes som

en fortrinsret, hvilket ikke medfører nogen ændring i rettens reelle indhold i

forhold til nugældende ret, indeholder forslaget i 3. og 4. stk. nye bestemmelser

om redskabets indretning, hvorved fra beskyttelsen som ålegård udelukkes

ålebundgarn og ovenvandsruser samt endvidere blot fingerede opstillinger,

der udsættes af vedkommende ålegårdsberettigede for under påberåbelse

af ålegårdsretten at skaffe sig forbedrede fangstvilkår for egne i nærheden

stående ålebundgarn eller lignende redskaber, hvormed det egentlige

ålefiskeri foregår, jfr. herved bemærkningerne p. 106-107 i den af det af fiskeriministeriet

nedsatte udvalg til revision af saltvandsfiskeriloven m. v. den

21. april 1950 afgivne betænkning. De i den nugældende lov indeholdte

regler om frist for afmærkning af ålegårde bibeholdes og suppleres i stk. 10

med en bestemmelse, hvorefter indtagne ålegårde inden 1. august skal anmeldes

til fiskerikontrollen i det pågældende distrikt med nøjagtig opgivelse

af ålegårdens beliggenhed m. v.

Endvidere indfører forslaget i stk. 1 1 særlige regler for. i hvilken afstand

andre faststående eller forankrede fiskeredskaber — bortset fra krogliner

og nedgarn - - må sættes til lovligt afmærkede og udsatte ålegårde, og

ved stk. 12 foreslås de almindelige regler i forslagets § 17 (svarende til den

nuga'ldende lovs § 13) om afstand mellem faststående redskaber bragt i

anvendelse på udsættelse af redskaber uden for ålegården eller på den side

af ålegården, hvor denne ikke har fangstside. Endelig bemærkes, at de hidtidige

ålegårdsnævn og ålegårdsoverna'\ net, (\cv ifølge § 7. stk. 9. i den

gældende saltvandsfiskerilov aigør tvistigheder mellem ålegårdsejere og


125

fiskere, bortfalder, og i stedet foreslås kontrollen med, at ålegårdsretten

ikke krænkes, overladt til fiskerikontrollen overensstemmende med de i forslagets

stk. 13 og 14 indeholdte bestemmelser, hvoraf fremgår, at ålegårdsejeren,

hvis dennes fortrinsret bestrides af modparten, må indbringe sagen

for retten efter reglerne i retsplejelovens § 57 om forbud, forinden kontrollen

træffer afgørelse om fjernelse af redskaberne.

Foreningen af Skov- og Landejendomsbesiddere i Danmark har i skrivelse

af 25/10 1950 til folketingsmand, hofjægermester N. Tesdorpf givet

udtryk for, at de i forslaget indeholdte regler betyder en væsentlig principiel

indskrænkning i ålegårdsejernes rettigheder. Foreningen anfører i så

henseende navnlig, at bestemmelsen i stk. 3, hvorefter de til ruserne hørende

arme ikke på noget sted må have en højde af mere end 3/4 m over havbunden,

som også anført i udvalgsbetænkningen p. 107, vil medføre, at udsætning

af ålegårde på så store vanddybder, at vandoverfladen kommer til at

ligge væsentlig over redskabets øverste fangende dele, vil være formålsløst,

og efter foreningens opfattelse i praksis er ensbetydende med, at ålegårdsretten

indskrænkes til at udøves på vanddybder, der ikke væsentlig overstiger

3/4 m. I forhold til nugældende ret, som efter foreningens opfattelse må

antages at hjemle kystejerne ret til at sætte ålegårde ud på en dybde af i

hvert fald 10-12 m, således at de fangende garn strækker sig fra bunden til

vandoverfladen, er den foreslåede ændring, hvorved rettens omfang begrænses

til omkring en trediedel af den hidtidige, en så betydelig begrænsning i

ålegårdsejernes rettigheder, at der, hvis reglen gennemføres, må tilkomme

de berettigede erstatning for delvis ophævelse af ålegårdsretten. I denne sammenhæng

anføres yderligere, at den væsentlig mindre fangst, som gennemførelsen

af bestemmelserne vil medføre, også vil få afgørende betydning for

fastsættelsen af den erstatning, der vil blive tale om at yde ålegårdsejerne

ved en eventuel senere fuldstændig ophævelse af ålegårdsretten. Endelig

rejser foreningen indsigelse mod bestemmelserne, hvorefter ruserne ikke må

have forgård, og rusemundingens underside skal støtte på havbunden, samt

mod bestemmelsen om, at den hver ruse tilsluttede rad ikke må have en

længde af mere end 80 m. Forsåvidt angår forbudet mod forgård og forskriften

om, at rusemundingens underside skal støtte på havbunden, synes

foreningen dog ifølge de af fiskeriministeriet udarbejdede bemærkninger til

foreningens skrivelse at have misforstået forslagets bestemmelser.

Ifølge § 7, stk. 9, i den gældende saltvandsfiskerilov tilkommer det ålegårdsnævnene

under appel til ålegårdsovernævnet at afgøre tvistigheder om,

hvor langt ålegårdsejerne må føre deres ålegårde ud, og hvor fiskerne kan

sætte eller bruge deres redskaber uden at skade det af ålegårdsejerne drevne

fiskeri med ålegårde samt om andre spørgsmål angående udøvelse af den ålegårdsej

ere tilkommende ret til fiskeri med ålegårde. De af nævnene eller

overnævnet trufne afgørelser kan ifølge stk. 10 ikke indbringes for dom-


126

stolene. Selvom domstolene muligvis må anses som kompetente til at afgøre

spørgsmålet, hvorvidt (ler foreligger ålegårdsfiskeri i lovens forstand, jfr.

således i denne retning den i udvalgsbetænkningen p. 21 refererede afgørelse,

hvor Østre Landsret afgjorde, hvorvidt et på en vanddybde af 7^2 m

stående redskab kunne anses som en ålegård, må nævnene formentlig selv

efter en sådan domstolsafgørelse være beføjede til i medfør af § 7, stk. 4, jfr.

stk. 9, at træffe bestemmelse om, hvor langt ålegården må føres ud.

Ved bestemmelsen i forslagets § 7, 3. og 4. stk., har man ifølge udvalgsbetænkningen

p. 107 i så vidt omfang, som det er praktisk muligt,

søgt at dække de retningslinier, som ålegårdsovernævnet i en længere årrække

har fulgt ved behandlingen af ålegårdssagerne. Af det af fiskeriministeriet

udarbejdede udkast til besvarelse af forskellige af det af landstinget til

behandlingen af loven nedsatte udvalg rejste spørgsmål fremgår i så henseende

bl. a.. at ålegårde (i den af nævnene tagne forstand) aldrig er blevet

godkendt på vanddybder væsentlig over 3/ié m vand, selvom nævnene ikke

herved har gjort brug af den dem tilkommende beføjelse til at fastsætte en

absolut grænse for redskabets udføring i vandet, men har anset de på større

vanddybder stående redskaber som bundgarn eller bundgarnslignende ovenvandsruser,

der ikke nyder beskyttelse som ålegårde.

Efter det anførte er det min opfattelse, at ingen af de foreslåede nye

bestemmelser går ud over den lovgivningsmagten til enhver tid tilkommende

beføjelse til at indføre nærmere regulerende bestemmelser for udøvelsen

af næringsrettigheder eller endog af egentlige ejendomsrettigheder, og bestemmelsernes

gennemførelse vil efter min mening ikke kunne begrunde

noget erstatningskrav overfor statskassen fra ålegårdsejernes side.

Med ærbødighed

sign. Arne Kemp.


Bilag; nr. 6.

KAMMERAD VOK ATEN

XVII. 477. 10. juli 1948.

Til

FISKERIMINISTERIET

Ved med skrivelse af 4/10 f. å. (Fdir. J. 1947 nr. 1737 1 ) at tilstille

mig de hoslagt tilbagefølgende bilag har ministeriet i anledning af et i ministeriet

drøftet forslag, gående ud på at ophæve den almindelige ålegårdsret

uden erstatning, men lade de særlige ålegårdsrettigheder bestå indtil

videre, anmodet mig om en udtalelse om, i hvilket omfang der efter min opfattelse

er mulighed for, at en af ejerne af de almindelige ålegårdsrettigheder

ved domstolene anlagt sag til prøvelse af grundlovsmæssigheden af en

lov, ved hvilken det nævnte forslag lovfæstes, vil kunne gennemføres med

et for staten heldigt resultat.

Således foranlediget skal jeg tillade mig at bemærke følgende:

Vinding Kruse har i Ejendomsretten 1. udgave p. 1991 og 2. udgave

p. 275, jfr. også Knud Berlin: Statsforfatningsret II p. 393 note 75, i sammenhæng

med en omtale af, at der i dansk ret ikke gives erstatning for

almindelige indgreb fra statsmagtens side, hvorved erhvervsrettigheder indskrænkes

eller ophæves, selv hvor disse er knyttet til bestemte faste ejendomme,

fremsat den opfattelse, at også den almindelige ålegårdsret udfra

de samme grunde må kunne ophæves uden erstatning. Poul Andersen når

derimod i sin betænkning til det resultat, som jeg for mit vedkommende er

mest tilbøjelig til at tilslutte mig, at ålegårdsretten må betragtes som en

egentlig formuerettighed og allerede af den grund ikke kan betragtes under

samme synspunkter som de af Vinding Kruse omtalte erhvervsrettigheder.

Han fremhæver, at adgangen til fortsat at udøve en vis fri eller bunden næring

er noget ganske andet end de formuerettigheder, som udgør den økonomiske

basis for vedkommende næring, herunder de materielle rettigheder til

jagt og fiskeri. Specielt hvad angår afløsning af private jagtrettigheder, hvis betydning

for det her foreliggende spørgsmål Poul Andersen nævner i sin betænkning

p. 1 og 7, tilføjer jeg, at også Illum i sit værk om servitutter,

hvor der særlig i kapitel 2 foretages en nærmere undersøgelse af afgrænsningen

mellem ekspropriation og indførelse af almindelige indskrænkninger

i ejendomsretten, er af den opfattelse (p. 59), at det til et indgreb, hvorved

jagten gøres fri for enhver eller forbeholdes det offentlige, er rettest at anvende

ekspropriationsformen, og i forbindelse hermed nævner, at det da også

altid har været forudsat som selvfølgeligt, at afløsningen af jagtretten på

fremmed grund måtte anses for en ekspropriationsforanstaltning.

Berlin antager (Statsforfatningsret II p. 404 og 408) med hensyn til

domstolenes adgang til at tilsidesætte en lov som stridende mod grundlovens

§ 80, at både spørgsmålet, om afståelsen er krævet af hensyn til almenvellet,


— 128

og spørgsmålet, om en ekspropriationslov gennem sine erstatningsregler tillægger

fuldstændig erstatning, kan efterprøves af domstolene. Ved den al

Københavns Gæsteret afsagte dom angående lovligheden af en i medfør af

>} 2 i lov nr. 93 af 30. april 1909 om Esbjerg havns udvidelse foretagen ekspropriation

(U. f. R. 1913, p. 457), der stadfæstedes af Højesteret, udtales

det imidlertid, at spørgsmålet, hvorvidt den i loven omhandlede ekspropriation

har været påkrævet af almenvellet, er et spørgsmål, hvis afgørelse falder

indenfor lovgivningsmagtens område og afgøres suverænt af denne. På

lignende måde udtales det i Højesterets dom om grundlovsmæssigheden af

lov nr. 505 af 28. september 1918 om afløsning af grundbyrder (U. f. R.

1921, p. 168), at der efter det oplyste må gås ud fra, at lovens regler er

bestemt ved, hvad hensynet til almenvellet kræver, og i redaktionsnoten i

ugeskriftet anføres, at det ikke kan antages, at Højesteret ved de benyttede

udtryk har indtaget et andet standpunkt end det, som er udtrykt i Højesterets

dom af 1913. Hvad angår spørgsmålet om domstolenes adgang til at

efterprøve, om der er ydet fuldstændig erstatning i tilfælde af ejendomsafståelse,

giver navnlig præmisserne til Højesterets dom af 18. maj 1921

(U. f. R. 1921, p. 644) udtryk for, at domstolene vil være meget utilbøjelige

til at tilsidesætte en på grundlovsmæssig måde vedtagen lov med den

begrundelse, at den ifølge loven ydede erstatning er utilstrækkelig. Dette

fremhæves af Poul Andersen: Dansk Statsforfatningsret, p. 128, og understreges

yderligere af Ernst Andersen i dennes nylig udkomne afhandling:

Forfatning og Sædvane, se således p. 9, 11-13, 65 og 97-98, hvorefter

Højesteret antages kun at ville tilsidesætte klart forfatningsstridige love, men

aldrig love, hvis eventuelle forfatningsstridighed beror på en fortolkning.

Ross udtaler i en anmeldelse af sidstnævnte værk i Tidsskrift for Rettsvitenskap

1947, p. 447 ff bl. a., at det af den foranciterede dom i U. f. R.

1921, p. 644 fremgår, at domstolene her i landet faktisk ikke er sindede at

gøre fuldt alvor af den formelt ubegrænsede prøvelsesret, og at Højesteret

ikke med hensyn til lovens indhold (modsat dens formelle tilblivelse) i tvivlsomme

tilfælde vil sætte sit skøn over lovgivningsmagtens.

De lige citerede udtalelser må naturligvis læses med den begrænsning,

der følger af, at de har Højesterets dom i U. f. R. 1921, p. 644, som omhandler

spørgsmålet om erstatningens tilstrækkelighed, til udgangspunkt. I

nærværende tilfælde drejer det sig om grundlovsmæssigheden af en lovgivning

tagende sigte på ophævelse af en bestående rettighed uden erstatning,

men jeg må anse det som usikkert, om domstolene i betragtning af det

materielle retsspørgsmåls tvivlsomhed i givet fald ville tilsidesætte en lov

om ophævelse af den almindelige ålegårdsret uden erstatning som klart stridende

mod grundlovens § 80.

Allerærbødigst

sign. Arne Kemp.

More magazines by this user
Similar magazines