Gunnar Thornval: Om familien Hansen i SÃ¸ly, Lohals 1893 - 1932

More documents

Recommendations

Info

Carl Thordur m. Karen og nyfødt Helle 1940 Edel Hansens bror Peter Madsen Hansen udenfor ”Bøgely” sommeren 1944 Storvask i Søly juli 1924 malet af svigersønnen professor Anders Thornval Carl Thordur var yngste skud på stammen i SØLY og blev født 12. maj 1905 og opkaldt efter sin far og den islandske handelsforbindelse og ven. Han lød dog aldrig andet end kælenavnet DODDI. Som broderen Niels stod hans hu til søen. Han kom på styrmandsskole og sejlede hele sit liv for DFDS, sidst som kaptajn på en middelhavsrute. Under krigen var han som søofficer af reserven indkaldt til marinen og var 29. august 1943 chef for en minestryger, som han selv sænkede, da tyskerne trængte ind på Holmen i København. Han blev 1939 gift i Aalborg med Karen Simonsen og sammen fik de 2 døtre, der begge blev udlært tekstilkunstnere på Håndarbejdets Fremmes skole: 1) Helle Thordur født 1940 var tekstilkonservator på Nationalmuseet og senere på Frederiksborgmuseet. Som pensionist slog hun sig ned i eget hus i Ramsherred 85 i Rudkøbing. 2) Else Thordur født 1941 har udfoldet sig som væverske på Langeland og har i mange år med ægtefællen maleren Nikolaj Nielsen haft bolig på ”Lykkesholm” ved Tryggelev. Forældrene købte i 1960’erne et bondehus ved Skiften på Houvej i Lohals, hvor Karen stadig bor efter Carl -------------------------------------------------------------------------------------------------------- Thordurs død i 1971. Huset blev af Doddi døbt ”Husavik”. . Det var vist ikke så let for den gamle skipper i de første år efter 1914 at undvære ”Husavik” og falde til ro i SØLY, der domineredes af de mange døtre. Han havde de første år efter salget et sommerjob i Rungsted, hvor han passede private lystkuttere for velhavere. Men efter nogle år faldt han til ro. Ungdommen flyttede hjemmefra, og han kunne hygge sig med sin elskede Edel og sin svoger og kollega, Edels storebror, kaptajn Peter Madsen Hansen, der fra 1918 beslaglagde gæsteværelset i SØLY. ”Onkel Peter”, som han altid blev kaldt, var født 1858 i Rudkøbing og nu enkemand. Han havde under 1. verdenskrig været kaptajn på flere skibe og oplevet at forlise hele 3 gange som resultat af minesprængning eller torpedoer fra tyske ubåde. Ved sit sidste forlis fik han læderet det ene ben og var efter et langt ophold i koldt vand blevet helt ganginvalideret, men fik så et fristed hos sin søster og svoger i Lohals. ”Onkel Peter” var meget populær blandt husets ungdom, der myldrede hjem i ferierne og nød at lytte til onkels beretninger fra de 7 have. De kunne dog ikke lære deres gamle morbror at sige New York. Han holdt stædigt på, at navnet udtaltes Nævjork, og det kom der hvert år langvarige diskussioner om. Søly havde en lille sejlbåd, som blev flittigt brugt i ferierne. Særlig fest var der i juli 1924, da husets datter Kate kom hjem med en ny svigersøn, der var ørelæge i København med egen lystkutter. Svigersønnen glemte aldrig den modtagelse, som han fik i Søly, og malede flere år efter sin nygifte kones storvask efter ankomsten til Søly. Hjulpet af sin mor og de 3 søstre Anna, Inger og Pys står hun med udslået hår på vaskepladsen ved den store regnvandstønde. I 1926 døde Carl Ludvig Hansen stille en nat i sengen ved sin Edels side og blev begravet på Hou Kirkegård i et familegravsted under en stor natursten, der var hjembragt fra Island til formålet. Men under fru Edels milde styre fortsatte livet ufortrødent i SØLY, hvor der nu også begyndte at komme børnebørn. Mine egne allerbedste sommerminder fra de første leveår er således knyttet til Lohals og Søly, hvor jeg fik lov at tilbringe somrene 1928-31 og blive passet af min elskede mormor, mens mine forældre var på udlandsrejser. Selv om jeg da kun var 1 – 4 år, husker jeg stadig som gammel mand disse ferier i Søly. Hanegal om morgenen, turen ud i hønsegården efter nylagte æg med mormor i hånden i den tidlige morgen, mælkemanden med sin spændende Edel Hansen i Søly’s hvide hestevogn med haner bagpå, hvorfra der kunne have med sit 1-årige tappes mælk og fløde ved hjælp af en særlig nøgle, der barnebarn Gunnar hang i en snor i mælkemandens bælte, og som skulle sommeren 1928 bruges som håndtag på tappehanen. Og slagter Hassenkam med hestevognen fuld af kød, der løftede mig op til
sig på bukken, hvor jeg stolt fik lov at køre med op ad Søndergade til de næste huse. Og den megen leben på havnen ved ankomsten af dampskibet ”Tranekær” fra Korsør fuld af glade sommergæster. Den var langt mere imponerende end den lille damper, der sejlede over til Lundeborg, og som var så berygtet for at gøre passagerer søsyge, at mine morbrødre døbte den ”Ivan den Grusomme” . Og den gamle onkel Peter, der kun kunne gå med stort besvær og ved hjælp af en stok, men som altid havde løse penge i lommen, som jeg fik lov at omsætte til slik hos købmand Flindt på gadehjørnet overfor SØLY. Og bilture sydpå i min onkel Jens’ gamle Ford, hvor mine onkler altid på et vist tidspunkt spurgte: ”Og hvad er så du, Gunnar” Når jeg så svarede ”Tørstig!” brød selskabet til min store undren ud i latter og standsede ved den første kro, hvor de drak øl og jeg en gul sodavand. Ja det var glade dage. Og når de var forbi, og det blev aften, og der ikke var andre gæster, gik mormor i seng samtidig med mig, der var vant til hjemme at blive efterladt alene i et mørkt og ensomt barnekammer. I SØLY lå jeg hos min mormor i den lyse sommeraften i den store dobbeltseng under en enorm dyne og faldt i søvn, mens hun med sin blide langelandske stemme fortalte eventyr fra sin ungdom. Da var jeg lykkelig! Men der var kun en stakket tid tilbage for familien Hansen i SØLY. Alt sluttede med Edel Hansens død 27. februar 1932. Under et vinterophold hos datteren Inger i København blev mormor smittet med influenza, der kompliceredes med en lungebetændelse, og så var det slut. Min mors tårevædede ansigt ved meddelelsen var en grusom oplevelse for en 5-årig knægt. Den 3. marts 1932 blev Edel Hansen begravet på Hou kirkegård og forenet med sin Carl Ludvig i familiegravstedet under den store grå islandske sten. Jeg var for lille til at deltage i begravelsen, men har i min fars efterladte dagbog fundet følgende beskrivelse af begivenheden: Torsdag 3. marts 1932 Saa blev Mormor da lagt i Graven i Dag paa Hou Kirkegaard paa Langeland. Vi tog af Sted med Toget Kl. 8.02, og vi traf Moster Pys og Henning, Moster Inger og Jens, endvidere Niels og Moster Anna. Vejret var det skønneste Vejr, man kan tænke sig med pragtfuldt Solskin. Det gyngede lidt over Storebælt, men det var meget beskeden Søgang .Mormor kom om Bord i ”Tranekær” sammen med os andre. Hun stod i sin hvide Kiste smukt pyntet med Blomster, og Rustvognen kørte om Bord paa Færgen. Paa Havnen i Lohals blev vi modtaget af Onkel Peter og Doddi og andre af Mormors Venner dernede. Der var mange Flag paa halv. Vi satte os straks i Bevægelse mod Kirken, men først gjorde vi Holdt uden for ”Søly”, hvor der blev sunget et Salmevers og bedt Fadervor. Da vi kom op til Hou Kirke, hvortil Damerne blev kørt, mens vi spadserede bag Rustvognen, blev Mormor baaret ind i den smykkede Kirke. Præsten talte overordentligt smukt. Det er længe siden, at jeg har hørt en Præst tale saa smukt ved en Begravelse. Særlig for lille Moster Anna var det nogle drøje Minutter. Hun hulkede, mens de andre holdt det bedre ud. Præsten havde valgt at tale ud fra nogle Ord fra Apostlen Paulus til Athenienserne. Det var noget om Regn og Solskin og om, at Gud mættede dem. Han talte saa frit og naturligt, og det gik meget til Hjertet. Der blev sunget: ”Jeg lever og ved hvor længe fuld Trøst”. Efter Talen: ”Tænk, naar en Gang den Taage er forsvundet”. Saa blev Kisten baaret ud og sænket i Graven. Derefter sang vi ”Dejlig er Jorden”. Vi spadserede saa tilbage til Lohals og spiste en udmærket Middag paa Badepensionatet ”Christianshøj”. Til Stede var her foruden Familien, Postmesteren og hans Plejedatter Grethe, Mormors Bror og Brorsøn og endvidere Fru Nielsen. Og saa tog vi af Sted til København ved 4-Tiden, og nu er vi atter hjemme. Mit barndoms paradis SØLY blev solgt til en sparekasse, og gamle ”Onkel Peter” flyttede efter søsterens død ind som fast pensionær på Pension ”Bøgely” i Lohals, hvor han døde i 1945 86 år gammel. ”Husavik Barometer med kviksølvtermometer fra skonnerten HUSAVIK Ryghvirvel fra Grønlandshval hjembragt På sølvpladen står ombord på ”Husavik” fra Island til Søly’s have Fra Metrologisk Institut til Capt. C. L. Hansen 1900. Fra bestemte destinationer i Nordatlanten skulle C.L.Hansen indrapportere lufttryk og temperatur til Instituttet. Det var 100 år før satellitæraen. Som tak for sin indsats modtog han ved sin fratræden et dobbeltkapslet guldur fra Instituttet. Barometeret hang på en hædersplads i SØLY efter salget af skibet.
Page 1 and 2: Gunnar Thornval: Om familien Hansen
Page 3: Børneflokken i ”SØLY” opstill

Gunnar Thornval: Om familien Hansen i SÃ¸ly, Lohals 1893 - 1932

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?