Håb - Teknologirådet

tekno.dk

Håb - Teknologirådet

Fremtidsbilleder

>


illeder

24 fremtidsbilleder

Fremtidsbilleder

Årtusindskift eller var det århundredskift? Nytår

1999 var det i hvert fald og verdens medier gik amok

i optællinger, statusnotater, armageddon-anelser,

opgørelser, milleniumudgaver, profetier, reflektioner,

panik før lukketid, trend- og segmentanalyser,Y2Kfeber,

århundredets bedste, yndigste og smarteste.

Hvad er der sket? Hvad sker der nu? Og som Kim

Larsen synger: Fik vi set det vi ville?

Vi brugte århundredskiftet til at se tilbage og rose

os selv for de teknologiske landvindinger og bedrifter

vi ønsker at huske og gerne vil have med ind i det

nye århundrede. Vi kårede århundredets sportspræstation,

århundredets største personlighed og århundredets

bil. Vi havde nået utroligt meget. Men i milleniumfeberen

glemte vi lidt alt det som gik galt eller

mislykkedes. Det som vi ikke vil bruge kræfter på

i det nye århundrede. Optællingerne manglede reflektion

med hensigten om at skabe retning for det

næste århundrede. Og det til trods for, at de store

ulykker ofte er den drivkraft, der gør, at vi i fremtiden

tænker os om, risiko-vurderer, og dermed sikrer den

rigtige udvikling.

Årsagerne til at vi ikke har sat ordentlig retning på

vores ønsker for fremtidens teknologiske udvikling,

kan være mangeartede: I dag fremstår teknologien –

og især informationsteknologien – som nøglen til al

fremskridt; nøglen til videnssamfundet, til information

og i sidste ende til magt. Måske er vi blevet så

bombarderet med informationer om og velsignelser

af teknologien, at vi er blevet for forvirrede og simpelthen

har glemt at sortere i mængden af teknologiske

muligheder. Måske kan vi ikke sortere. Måske

kan vi simpelthen ikke vælge én is blandt de 24, der

findes i køledisken. Og har vi overhovedet mulighed

for at sige nej?

”Selv en vej på 1000 kilometer

begynder med et skridt”

asiatisk visdom

En teknokratisk uigennemsigtighed kan være en anden

årsag til, at debatten ikke har rummet et fremadrettet

element: Vi føler os måske magtesløse overfor

de kloge ”forskerne i ibenholtstårnet”, der bare

forsker og udvikler derudaf, uden at lytte til menigmand.

Men at forholde sig aktivt til fremtiden handler

ikke så meget om at forudsige udviklingen med så

stor nøjagtighed som muligt. At være fremsynet

handler snarere om at skabe debat om fremtiden.

At skabe en kvalificeret dialog om mulige billeder

for den teknologiske udvikling, blandt de mange

mennesker i samfundet, der bliver påvirket af udviklingen.

Aktører og borgere, der – hvis de handler i

tide – kan omstille sig til at bruge de nye teknologier.

Eller påvirke dem. At være fremsynet handler om at

skabe et grundlag for at kunne handle i tide.

Dette tillæg handler om tendenser i den teknologiske

udvikling. Og skriver sig som sådan også delvist

ind i milleniumfeberen. Dog indeholder tillægget

også en skitse af de spor som teknologien vil køre

i fremtiden, indenfor områder som fx sundhed, rumforskning

og bioteknologi. De spor som vi har at

vælge i mellem. Og som vi selv – som de politiske

forbrugere/analytikere vi er – bliver nødt til at vurdere,

hvis vi vil påvirke og have indflydelse på den

teknologiske fremtid.

Det vil altid være vigtigt at diskutere morgendagen

ved at reflektere over gårsdagen. Det vil altid

være vigtigt at tage sig tid til at skabe debat om den

fremtid, vi vil have. At sætte retning på vores ønsker.

For som Suzanne Brøgger skriver i dette tillæg: ”Vel

findes der stadig faglig kritik, forbrugerkritik, kunstkritik

mm. Men et informationssamfund er ikke

nødvendigvis et reflektionssamfund.”

Der findes ikke bare én fremtid, men mange.

tony stone©


tony stone©

le fremtid

Den digitale fremtid

Internettet bliver livslinen i fremtidens netværkssamfund,

og det kan give både borgeren,

forbrugeren og medarbejderen store

fordele. Men det sker ikke automatisk – det

afhænger helt af de valg, som vi foretager...

af jane kofod/zebra pressebureau

Vi er i dag fuldstændigt omgivet af computere og

computerchips. De sidder i vores biler, vores køleskabe

og næsten også i vores aviser. I løbet af ganske

få år vil de mange chips gøre bilen, køleskabet og

avisen til noget helt andet end i dag.

Den lille computer i bilens instrumentbræt vil

være koblet op til en central server, der hurtigt analyserer

sig frem til ruten med færrest trafikpropper.

Køleskabet vil med stregkoder aflæse indholdet og

bestille friske varer i en Internetbutik. Og vores private

robot på Internettet vil hver morgen scanne

verdens nyhedstjenester og sammensætte en personlig

avis med nyheder inden for de kategorier, som

vi har indtastet som vores interesseområder.

Det var Gordon Moore, medstifteren af verdens

største chipsproducent Intel, der for tyve år siden formulerede

den såkaldte Moores lov. Den siger, at computerkraften

fordobles på halvandet år – og fås til

den halve pris. Var bilindustrien underlagt samme

lov, kunne en bil køre flere tusind kilometer på literen

med lydens hastighed og til en pris af et par

tusind kroner i dag.

Det er den enorme hastighed på udviklingen

inden for informationsteknologi, som får IT-eksperterne

til at ryste på hovedet, når de skal give et bud

på IT-virkeligheden om bare fem år.

Men én ting står klart: Vi er med fuld fart på vej

ind i netværkssamfundet, hvor et fintmasket net af

kabler og computere vil binde samfundet sammen

på en fundamentalt ny måde.

Skridtet ud i det ukendte

Verden vil blive en global markedsplads, hvor penge,

samarbejdspartnere, varer, tjenesteydelser og

kunder bliver uafhængig af tid og sted. Med en Internet-opkobling

sidder vi derhjemme og arbejder,

køber ind og ordner vores selvangivelse. Vi vil få et

samfund, som stiller både borgere, forbrugere og

medarbejdere over for helt nye udfordringer.

David Junge er administrerende direktør i IT-virksomheden

E-sense, der beskæftiger sig med interaktiv

kommunikation. Han er ikke i tvivl om, at vi

fremover vil se en meget skarp opdeling mellem vidensarbejde

og andre ydelser i forhold til arbejdets

indhold.

- De virksomheder, som inden for de sidste fem-ti

år har været i stand til at skabe vækst, er IT-virksomheder,

der som Microsoft, Amazon og E-bay, ikke har

en fysisk, men derimod en vidensbaseret produktion

som software, shoppingsystemer eller branding (at

placere et bestemt produkt længst fremme i forbrugerens

bevidsthed, red.).

- I industrisamfundet sad arbejdsgiverne på produktionsapparatet.

I dag sidder det inde i hovedet på

vidensarbejderen, og det betyder noget for styrkeforholdet

på arbejdsmarkedet. Det vil nærmer sig et

partnerskab, og virksomhederne vil betragte den enkelte

medarbejder som en individbaseret, global

virksomhed.

David Junge peger på, at vi dermed risikerer at

skabe et stort skel mellem dem, der er i stand til at

skabe noget originalt og dem, der kun kan kopiere.

For indtjenings- og udviklingsmulighederne vil ikke

ligge hos de mennesker, der bygger vores huse og bager

vores brød, men hos dem, der kan producere ny

viden.

Noget nyt hver dag

Men også mere traditionel produktion bliver påvirket,

fastslår professor på Handelshøjskolen i København,

Laurids Hedaa.

- Flere og flere virksomheder i dag producerer dele

til et produkt fremfor en færdig vare, og dermed bliver

deres afhængighed af andre større. Inden vi kan

skære et stykke af Brugsens rugbrød, har både brød

og pose været gennem en lang række forskellige delproduktioner,

og bliver clipsene til poserne ikke leveret

til tiden, skaber det tumult i de efterfølgende led.

Når selv mindre begivenheder kan skabe stor uro,

kan man ikke længere forlade sig på gamle rutiner

og erfaringer. Virksomhederne skal kunne navigere i

uforudsigeligt farvand, og det kræver en ny rollefordeling

mellem ledelse og medarbejdere. En gammeldags

topstyret virksomhed, hvor alle beslutninger

skal op og vende i ledelsen, er altså ikke fleksibel nok.

Virksomhederne er nødt til at uddele mere ansvar ud

til medarbejderne, mens medarbejderne skal kunne

vurdere, hvad de skal gøre i uforudsete situationer.

Fremtidens arbejdsmarked bliver altså ikke kun

præget af større frihed at arbejde hjemme og på tidspunkter,

der passer ind i familiens øvrige rytme,

men også af høje krav til at være fleksibel, dynamisk

og parat til at indgå i stadig nye sammenhænge.

Vidste du at...

Søgemaskinen Yahoo i

dag er ca. 330 milliarder kr.

værd. Den begyndte ved

at to studenter i 1995 konstruerede

en oversigt over

websteder på Internettet.

På det amerikanske

arbejdsmarked findes

der ca. 25 millioner ”free

agents”-amerikanere,

der arbejder uden fast

arbejdsgiver.

Næsten hver tredje

danske husstand har

internetadgang (31%)

kilde: rapporten det digitale danmark

forskningsministeriet 1999

27


28 fremtidsbilleder

Personlige oplysninger til salg

Men også andre områder af samfundet bliver udfordret.

Når vi læser anmeldelser af forskellige bøger

i en netboghandel, bestiller varer i et netsupermarked

eller undersøger netavisens rejsesektion for

gode tilbud på skirejser, kan virksomhedernes software

følge vores klik rundt på deres sider og kombinere

det med viden om vores indkøb. I løbet af kort

tid vil de kende os så godt, at de kan give os tilbud på

netop de varer, som vi interesserer os for.

Juridisk konsulent i Forbrugerrådet Mette Reismann

pointerer, at der ligger store fordele for forbrugeren

i at få skitilbud fremfor tilbud på bleer, hvis

man er en skifan uden børn. Men for at opnå de fordele

er vi nødt til at afgive oplysninger om os selv. Og

alt afhængigt af, hvordan vi tillader virksomheder og

andre at omgås med de nemt indsamlede personlige

data, risikerer vi hidtil ukendte angreb på privatlivets

fred.

Allerede i dag er oplysninger om vores vaner og

interesser så mange penge værd for virksomheder,

at et helt nyt erhverv er opstået i USA: Listbrokeren,

der indsamler og videresælger personlige oplysninger

til virksomheder og reklamebranchen. Indtil

videre er det ikke tilladt i Danmark, men blandt andet

den nye, danske registerlov åbner op for en sådan

udvikling, siger hun.

Et dårligt liv

- I dag er det herhjemme sådan, at forbrugerne skal

give deres samtykke til, at virksomheden viderebehandler

personlige data. Et forsikringsselskab må

ikke uden videre indhente de oplysninger, som vi for

eksempel har givet til et kreditinstitut.

Med den nye registerlov bliver reglerne om samtykke

vendt om, så forbrugerne skal opsøge virksomhederne

for at få oplyst hvilke oplysninger, de ligger

inde med, og derefter nægte virksomheden tilladelse

til for eksempel at videresælge oplysningerne. Men

det vil være umuligt i det daglige at følge med i, hvor

oplysningerne ryger hen, mener hun.

- Et supermarked kan blive opkøbt af en større

koncern, og pludselig kan det forsikringsselskab,

som du henvender dig til uden at vide, at det tilhører

samme koncern, indhente oplysninger om din livsstil

og derefter bestemme, at du er ‘et dårligt liv’.

- Vi skal vænne os til at nægte at give oplysninger

om vores interesser, når vi køber en vaskemaskine

eller en ny bog. Ellers risikerer vi at ende i total overvågning,

hvor ideen om privatliv fuldstændig har

mistet sin glans, mener Mette Reismann.

Det døgnåbne rådhus

Det er ikke bare virksomheder, som er opmærksomme

på IT. Også flere og flere kommuner får

hjemmesider, så borgeren kan sidde hjemme udfylde

og sende ansøgninger om boligsikring på skærmen,

skifte adresse hos Folkeregistret og forlænge

lånetiden på biblioteksbøger.

- Teknologien giver os samtidig nye muligheder

for at styrke borgernes viden og deres handlekraft til

at deltage i de samfundsmæssige beslutningsprocesser,

siger Jens Hoff, lektor på Institut for Statskundskab

ved Københavns Universit og tilknytte CIPS

– center for forskning om IT i den offentlige sektor.

Hoff mener at den politiske strategi bag forvaltningens

brug af IT hidtil har fokuseret på at øge effektiviteten,

så sagsbehandlerne kan udføre deres arbejde

med brug af færre ressourcer. Den har orienteret

sig mere mod myndighederne end mod borgerne.

- Hvis det virkelig skal rykke, skal politikerne være

parate til at spille med på et helt andet niveau. Vi

skal for eksempel have adgang til de mere kildne

ting som skolernes og sygehusenes mål for service

og kvalitet, før vi kan begynde at tale om at bruge

IT til at styrke borgernes demokratiske kompetence.

Ellers reducerer vi borgerne til forbrugere, hvis

eneste rettighed er at efterspørge og forbruge offentlige

tjenester, frygter Jens Hoff.

”Vil demokratiet, der i højere grad er truet af

teleteknologiernes hastighedseksesser end

af en tilsyneladende sejrende kapitalismes

rigdomseksesser, endelig blive flertallets

demokrati, som nogen hævder, eller vil det

snarere snart forsvinde?” - Paul Virilio.

Ingen tid til refleksion

Nye redskaber, opfindelser og teknik har altid præget

og ændret sin samtid. Også ved IT følger der både

muligheder og trusler med. Den franske byplanlægger

Paul Virilio peger i citatet på, at vi med IT får det,

som han kalder samtidighed. Alt sker her og nu. Og

Virilio frygter at denne samtidighed fjerner den dimension

i vores demokrati, der bygger på reflektion.

Reflektion afløses af refleks, og der bliver ingen tid til

overvejelser. Beslutninger tages på øjebliksfornemmelser.

Det vil være en katastrofal måde at beslutte på,

hvordan vores digitale fremtid skal forme sig.


Bæredygtighed er fremtidens dagsorden

Slut med materialisme, grådighed og egoisme,

den politiske dagsorden for det nye århundrede

er miljømæssig bæredygtighed og satsning

på immaterielle værdier, solidaritet og

mådehold. Men foreløbig går samfundsudviklingen

den modsatte vej. Derfor må vi indstille

os på voldsomme ændringer i vores livsstil og

hverdag i de kommende år.

af jonna odgaard, miljøjournalist

”Målet om en bæredygtig udvikling er én af de største

udfordringer den nordiske region står overfor på

tærsklen til det nye årtusinde”. Så klart og utvetydigt

udtrykte de nordiske statsministre sig om fremtidens

udfordring, da de i november 1998 underskrev

en deklaration om at udvikle ”Et bæredygtigt Norden”.

Heri forpligter statsministrene fra Danmark,

Norge, Sverige, Finland og Island samt de politiske

ledere fra Færøerne, Grønland og Åland sig til at udarbejde

en tværsektoriel strategi for en bæredygtig

udvikling i Norden. Danmark har formandskabet for

det udvalg, der skal udarbejde strategien, der skal

være færdig i år og træde i kraft ved årsskiftet 2001.

I Danmark har regeringen besluttet, at der skal udarbejdes

en national plan for bæredygtig udvikling,

som skal være færdig i 2002.

Også EU-landene har med Amsterdam-traktaten

forpligtet sig til at ”fremme en harmonisk, afbalanceret

og bæredygtig udvikling”. EU’s statsministre

gav på topmødet i Helsinki i december 1999 Kommissionen

til opgave at udarbejde forslag til en

strategi for en økologisk bæredygtig udvikling i

EU inden juni 2001.

Baggrunden for såvel Danmarks, som Nordens og

EU’s målsætning om en bæredygtig udvikling er

Agenda 21 – den handlingsplan for en miljømæssig

bæredygtig i udvikling det 21. århundrede, som verdens

lande vedtog i Rio i 1992. I år 2002 følger FN op

på Rio-konferencen og gør status med en ny konference,

kaldet Rio+10.

Der er altså ingen tvivl om, at overskriften for

samfundsudviklingen i det nye århundrede i Danmark,

i Norden, i EU og globalt vil være ”En miljømæssig

bæredygtig udvikling”. For at få gang i

denne udvikling er der brug for redskaber, metoder

og midler, der kan omsætte dette luftige mål til kon-

dagsorden

kret politisk handling. Og som kan måle fremskridt

og belyse om delmål nås. Disse midler og metoder

er udviklet og taget i brug. De hedder integration,

indikatorer og faktor 4 og 10.

Dyster baggrund

Baggrunden for målet om en miljømæssig bæredygtig

udvikling er dyster. Allerede i 1992 erkendte verdens

ledere, at den måde først og fremmest de rige

lande lever på, har ført til rovdrift på de naturlige

ressourcer og til en forurening, der truer vores egen

og fremtidige generationers eksistens. Trods denne

erkendelse er situationen bestemt ikke blevet bedre

siden 1992.

Kort før årtusindeskiftet udgav FN’s miljøprogram

UNEP en statusrapport over verdens miljøsituation,

den 400 sider store: ”Global Environmental Outlook

2000”. Rapporten, der er udarbejdet af 850 eksperter

fra hele verden, fastslår: ”Den fortsatte fattigdom

hos flertallet af planetens indbyggere og det umådeholdne

forbrug hos mindretallet, er de to hovedårsager

til Jordens økologiske nedbrydning. Verdens

nuværende kurs er ikke bæredygtig og udsættelse af

handling er ikke længere en mulighed”. Rapporten

udpeger klimaændringer som det største globale

problem og vandmangel som det største regionale

problem. Bogen konkluderer: ”Hvis det nye årtusinde

ikke skal hjemsøges af større, økologiske katastrofer,

må alternative politikker meget hurtigt tages i brug”.

EU’s miljøagentur European Environment Agency

(EEA) er lige så dyster i sin vurdering af EU’s miljøsituation.

I statusrapporten ”Europas miljø ved århundredeskiftet”

fastslås det, at ”bortset fra en betydelig

og glædelig reduktion af ozonlagsnedbrydende stoffer,

er der kun sket utilstrækkelige fremskridt på alle

de øvrige områder”. ”Inden for områderne drivhusgasser

og klimaændringer samt affaldsproduktion,

er prognoserne dystre”, konkluderer EEA. ”Det er

klart, at der er behov for en større indsats på en

række områder for at forbedre miljøkvaliteten og sikre

en bæredygtig udvikling”, fastslår EEA. I en evaluering

af EU’s hidtidige miljøpolitik, som EU-Kommissionen

fremlagde på topmødet i Helsinki i december

1999, konkluderer Kommissionen: ”Vi er ikke på sporet

til at sikre bæredygtighed”, og ”mere miljølovgivning

alene vil ikke være nok til at opnå dette”. Miljøhensyn

skal integreres overalt.

EU’s ledere har forlængst indset, at en bæredygtig

udvikling i EU ikke kan sikres alene af miljøkommissæren.

Integration af miljøhensyn i alle politikområder

har derfor en fremtrædende placering i Amsterdam-traktaten,

og vil være kodeordet for EU’s

fremtidige politik. For hvert område skal ministrene

fremlægge strategier for en bæredygtig udvikling på

området. Strategierne skal indeholde mål og tidsplaner

for, hvornår målene skal nås. Strategier for de

Et bæredygtigt Norden

I deklarationen om

”Et bæredygtigt Norden”

vedtog de nordiske statsministre

i november 1998

følgende grundlag for

strategien:

• Nuværende og kommende

generationer

skal sikres et sikkert

og sundt liv.

• Et bæredygtigt samfund

må bygge på demokrati,

åbenhed og delagtighed

i lokalt, regionalt og

nationalt samarbejde.

• Den biologiske mangfoldighed

og produktive

økosystemer skal

bevares.

• Udslip af forurening til

luft, jord og vand skal

ikke overstige grænserne

for det, naturen kan tåle.

• Fornyelige ressourcer må

benyttes og beskyttes

effektivt indenfor rammerne

af fornyelighed.

• Ikke-fornyelige ressourcer

skal anvendes på en

sådan måde, at de naturlige

kredsløb beskyttes

og fornyelige alternativer

udvikles og støttes.

• Der må skabes en høj

bevidsthed i samfundet

om de tiltag og processer,

som leder til en

bæredygtig udvikling.

• Princippet om en bæredygtig

udvikling bør fortsat

integreres i arbejdet

i alle samfundssektorer.

• Den oprindelige befolknings

rolle i skabelsen af

en bæredygtig udvikling

bør fremhæves.

• Miljøfremmede stoffer,

som er skadelige for

mennesker og natur,

bør på længere sigt ikke

forekomme.

• Nødvendig nytænkning

bør stimulere til en

effektiv anvendelse

af energi- og naturressourcer.

29


30 årsberetning ’99


tony stone©

første tre områder: landbrug, transport og energi,

blev vedtaget på topmødet i Helsinki i december

1999.

Den samme integrationsstrategi skal anvendes

af medlemslandene. I Danmark har regeringen dog

endnu ingen planer for integration af miljøhensyn i

alle sektorer. I Sverige derimod fremlagde 20 offentlige

myndigheder i oktober 1999 deres integrationsplaner

med mål og tidsfrister. Det svenske Landbrugsråd

har eksempelvis sat som mål, at 20 procent

af landbrugsjorden skal dyrkes økologisk i 2005.

Indikatorer skal måle udviklingen

Et vigtigt redskab til måling af, om samfundsudviklingen

går i bæredygtig retning, er begrebet indikatorer

eller nøgletal. FN’s Kommission for Bæredygtig

Udvikling har udviklet 17 indikatorer, som landene

kan bruge. De kan belyse ressourceforbrug som

energi-, vand- og materialeforbrug og forbrugsmønstre

som transport- og fødevareforbrug.

Også på det felt halter Danmark bagud, mens vore

nabolande Sverige og England allerede sidste år vedtog

indikatorer. Den svenske rigsdag har vedtaget 15

overordnede miljøkvalitetsmål. Ud fra disse 15 mål

skal en række myndigheder udvikle delmål og strategier

for, hvordan målene nås. Samtidig har den

svenske regering vedtaget 12 grønne nøgletal, som

i årlige rapporter til den svenske rigsdag og befolkning,

skal vise udviklingen. Tre nøgletal belyser ressourceforbruget,

fem belyser forureningsniveauer og

fire tal afspejler den økologiske omstilling i samfundet.

Allerede i 1998 vedtog den engelske regering 14

overordnede indikatorer, der skal belyse samfundsudviklingen.

De spænder fra bruttonationalprodukt

over antal leveår uden sygdom til trafikmængde og

udslip af drivhusgasser. Et halvt år senere lancerede

regeringen så yderligere 150 indikatorer, som skal

bruges til at måle samfundets fremskridt. Da regeringen

i december 1999 offentliggjorde sin første

rapport baseret på de 150 indikatorer var konklusionen,

at rapporten ”tegnede et bekymrende billede”.

Fremskridtene mod bæredygtighed var få og små.

Økologisk effektivitet

Udfordringen i fremtiden bliver at afkoble den økonomiske

vækst fra ressourceforbrug og forurening,

fastslår EU-Kommissionen i sin evaluering af EU’s

miljøpolitik. Et af midlerne til det er at producere de

samme varer og tjenesteydelser med langt lavere

ressourceforbrug. Til det brug har forskere og multinationale

virksomheder udviklet begrebet økologisk

effektivitet eller ”faktor 4 og faktor 10”. Sidstnævnte

betyder en reduktion af ressourceforbruget med en

faktor 4 på mellemlangt sigt og en faktor 10 på langt

sigt. Nordisk Ministerråd udgav i 1999 en rapport,

hvor fire nordiske lande har analyseret brugen af

faktor 4 og faktor 10 indenfor områderne transport,

skovbrug, bebyggelse og fødevarer. Rapporten konkluderer,

at det er muligt med de nu kendte teknologier

at reducere ressourceforbruget med en faktor 4 i

2030 og en faktor 10 i 2050, men tilføjer, at det ikke

er muligt uden ”radikale ændringer i såvel individuelle

som samfundsmæssige værdier og i lovgivningen”.

Scenen for det nye århundrede er sat: Mens dagsordenen

i den rige del af verden i det århundrede, vi

netop har forladt, var materialisme, egoisme og grådighed,

er dagsordenen for det nye århundrede nødt

til at blive immaterielle værdier, solidaritet og mådehold.

Links og baggrundslitteratur

• Statsministerdeklarationen om ”Et bæredygtigt

Norden”, Oslo, november 1998.

• Annual Report 1998, Nordic

Council of Ministers, 1999.

• Helsinki European Council, Presidency Conclusions,

11. december 1999.

• Global Environmental Outlook 2000. UNEP, 1999:

www.grid.unep.ch

• ”Europas miljø ved århundredeskiftet”. European

Environment Agency, 1999: www.eea.eu.int

• Global Assessment of the European Community

Programme of Policy and Action in relation to

the environment and sustainable development.

Commission of the European Communities,

november 1999: http://europa.eu.int/comm/

environment/newprg/global.htm

• Swedenvironment No. 4/1999: www.environ.se:

8083/swedenvironment/no9904.html

• Measuring Changes in Consumption and Production

Patterns. A set of indicators. UN, Devision

for Sustainable Development, 1998: www.un.org

samt MiljøDanmark 2/1999.

• ”A better quality of life”, ”Monitoring Progress”,

Department of the Environment, Transport and

the Region, UK, 1999.Edie Weekly, 10.12.99.

Eller: www.edie.net

• ”Miljømålen”: Sveriges 15 miljøkvalitetsmål,

Naturvårdsverket, Sverige, oktober 1999,

www.environ.se

Sveriges grønne nøgletal

Følgende 12 nøgletal skal

i årlige rapporter vise svenskerne,

om de gør fremskridt

i retning af en

bæredygtig udvikling:

Energiforbrug

Materialeforbrug

Kemikalieforbrug

Udslip af drivhusgasser

Forsuring

Overgødning

Luftforurening i byerne

Udryddelse af biologisk

mangfoldighed

Miljørigtig adfærd

Miljørigtige indkøb

Miljørigtig arbejdsmåde

Kredsløb af næringsstoffer

31


Kunstig befrugtning betyder

at man anbringer

sædceller i kvinden på

en anden måde end ved

samleje. Der findes en

lang række metoder til

dette, blandt andet:

• Donor insemination

• Insemination i

livmoderen, livmoderhalsen

eller æglederen

• Mikroinsemination

• Befrugtning med

kromosoner

• Reagensglasbefrugtning

• Ægtransplantation

I Danmark blev reagensglas

befrugtning godkendt

som en almindelig

sygehus opgave i 1986.

I 1994/95 blev ca. 5.000

kvinder kunstig befrugtet.

kilde: netdoktor og sundhedsstyrelsen

Dilemmaet er, at den medicinske

teknologiudvikling er drevet af en

efterspørgsel efter den totale sikkerhed,

som ikke kan leveres.

Louise Brown, verdens første reagensglasbarn, er i

dag en ung kvinde på 21 år. Forplantningsteknologier

til brug på mennesker har i hendes levetid

undergået en voldsom udvikling, hvor tendensen

har været stadig mere håndtering af de tidlige fosteranlæg.

Hvilke konsekvenser, denne udvikling

måtte have, ligger endnu hyllet i fremtidens tåger.

Louise er ung. De titusinder af mennesker, som er

blevet til på disse måder, har endnu ikke nået skelsår

og alder, og før de er kommet så langt, vil gruppen

tælle hundredetusindvis af mennesker. Endnu er det

uvist, hvordan de vil virke tilbage på det system, der

har skabt dem. Vil de være omvandrende eksempler

på teknologisk succes? Eller vil problemer dukke op?

Der er et utal af mulige udviklingsforløb. Ét kunne

være, at det i løbet af ti-femten år viste sig, at én af

de i dag hyppigt anvendte produktionsmetoder

havde uventede følger for de således produceredes

voksenliv. Følgerne for moderne lægevidenskab af

en sådan – helt hypotetisk – udvikling ville være

uoverskuelige. Formentlig ville den mangel på tillid,

som i dag præger den europæiske debat om gensplejsede

fødevarer, blive overført til medicinsk

teknologi i bred forstand.

Et andet muligt udviklingsforløb er, at der ikke

viser sig uventede og triste bivirkninger af de

verdensomspændende, forplantningsteknologiske

eksperimenter, men at de tværtimod bliver et succesfuldt

afsæt for sygdomsforebyggelse i storskala.

petriskål

Louise Brown blev født i en petriskål...

af journalist gitte meyer

Forudsigelsesmedicin

Louise Brown blev lavet i en petriskål, fordi hendes

forældre ikke kunne forplante sig på gammeldags

vis. Med de nye muligheder for at underkaste befrugtede

æg genetiske undersøgelser – et par celler

plukkes ud til analyse – er forplantningsteknologierne

nu ved at forlade det problemkompleks, de oprindelig

blev skabt af, nemlig menneskelig ufrugtbarhed.

De potentielle brugere eller købere er nu alle, der

gerne vil have børn, og som frygter sygdom, som

undersøgelser af kromosomer eller gener kan give

en eller anden slags information om. Det potentielle

marked er så stort, at der ingen ende er på det. Men

vil dette marked nu også blive realiseret? Vil vi i løbet

af ti-tyve år opleve, at sex og forplantning bliver

to aldeles adskilte fænomener, og at ansvarlige borgere

går til klinikker for at få børn, der er checkede

for en række sygdomsanlæg allerede i æggelivet?

Britiske sundhedsmyndigheder tager dette scenarie

alvorligt nok til, at de nu har foranstaltet en offentlig

høring om, hvorvidt der bør være begrænsninger

i adgangen til æggekontrol. Og vurderet ud

fra den status som både stats- og folkereligion, som

sundhed i dag indtager i den vestlige verden, er der

også grund til at tage scenariet alvorligt.

Så man kan forestille sig en udbredt praksis med

æggekontrol. Og man kan forestille sig, at ny genetisk

viden sideløbende tages i brug som redskab til

forebyggelse i andre sammenhænge: Forudsigelsesmedicin

i form af offentligt finansierede genetiske

folkeundersøgelser, muliggjort af dna-chips som giver

adgang til enkle og billige massetest. Og/eller

omfattende salg af test og sundhedsrådgivning på et

privat marked. Det hele koblet med nye behandlingstilbud

i forhold til sygdomme, der hidtil ikke eller

kun dårligt har kunnet behandles.

tony stone©


34 fremtidsbilleder

Det kan være genterapi, hvor den syge tilføres dna,

der hæmmer sygdommen eller fremmer kroppens

egen bekæmpelse af den. Det kan være xenotransplantationer,

hvor grise med immunsystemer, der

via gensplejsning er tilpasset mennesket, leverer organer

til erstatning for udslidte ditto. Det kan være

brug af menneskelige stamceller til at reparere udslidte

organer. Og sideløbende kan det være medicinsk

behandling for at forebygge demens. Aldrende

menneskers hjerner renses for affaldsstoffer, der

hæmmer nervecellerne, og demenssymptomer holdes

nede gennem påvirkning af hjernens signalstoffer.

Medicin skræddersyes til den enkelte. Der står

sundhedsfremmende medicinmad på spisebordene.

Folk bliver gamle og holdes ungdommelige.

Forstandig efterspørgsel?

I dette scenarie har molekylærbiologi og computerteknologi

– med dertil hørende billeddannende

undersøgelsesapparatur – indgået allehånde succesfulde

forbindelser med hinanden og med de nært

beslægtede felter, foster- og hjerneforskning. Man

kan tro på visionen, eller man kan lade være. Store

dele af nutidens debatter tager afsæt i, at alt dette og

meget mere, som nogle nu arbejder på at realisere,

faktisk også vil lykkes og vil komme til at fungere

knirkefrit. Det eneste sikre er imidlertid, at et genetisk

testmarked er under udvikling, og at der på den

ganske klode ikke findes en befolkning, som er rustet

til at håndtere udfordringerne på et sådant marked.

Det sikre er, at mange flere vil blive præsenteret

for mange flere muligheder for information om egne

anlæg, og at det vil være information, der er vanskelig

at tolke, og som på den ene eller den anden måde

vil være behæftet med usikkerhed. I udgangspunktet

søger folk til dette marked – og skaber det dermed

– for at få sikkerhed, for at få beskyttelse mod

sygdom. Men hvad de vil møde vil i høj grad være

usikker information.

”Samfundsstrukturer og menneskers

livssyn, holdninger og viden

er lige så dynamiske faktorer som

teknologi, og de påvirker teknologiudviklingen

i lige så høj grad,

som de påvirkes af den.”

Testtilbud vil ikke i længden kunne markedsføres

uden information om usikkerheden. Risikoen for

kvælende kostbare erstatningssager vil være alt for

stor. Men i hvilket omfang vil folk gøre brug af testmulighederne,

når de bliver klare over usikkerhedselementerne?

Vil tilværelsen i en også på andre måder

usikker verden, præget af global konkurrence,

virke fremmende for kontroltankegang? Vil sundhed

fastholde sin status som erstatningsreligion, eller vil

den måske på et tidspunkt blive udskiftet med for

eksempel livsglæde? Vil et offentligt sundhedsvæsen

som det danske kunne overleve de enorme udgifter

til ny forebyggelse og behandling, eller vil væsenet

netop blive omdannet til et marked? Og hvordan vil

det så påvirke den videre forsknings retning?

Samfundsstrukturer og menneskers livssyn, holdninger

og viden er lige så dynamiske faktorer som

teknologi, og de påvirker teknologiudviklingen i lige

så høj grad, som de påvirkes af den.

I dag er det til at få øje på, at udforskning af gener,

celler, proteiner, af fosterudvikling og af hjernen, er

felter, hvorfra ny medicinsk teknologi kan og vil blive

udviklet i de kommende årtier. Det er også til at

få øje på, at såvel forskning som teknologiudvikling

fortsat er koncentreret om livets ender, om at kontrollere

skabelsen og udskyde svækkelse og død. Og

det er til at få øje på, at udviklingen i høj grad vil blive

privat finansieret og derfor vil foregå i nærkontakt

med offentlighedens efterspørgsel. Samme

efterspørgsel er imidlertid ikke statisk. Indtil videre

drejer den sig groft sagt om den totale sikkerhed. Det

er for meget forlangt. Det er forkert forlangt. Det kan

ikke leveres. Det er uforstandig efterspørgsel. Det inspirerer

til overbud og overmod. Det er viden, behæftet

med usikkerhedselementer – og altså med risici

– som vi skal lære at omgås med forstand og kritisk

sans.

Folkestyret i et lille land som Danmark kunne gøre

resten af verden en stor tjeneste ved at stille skarpt

på dette dilemma og benytte traditioner for offentlig

debat til at øge bevidstheden om det. Erfaringerne

ville utvivlsomt kunne eksporteres til resten

af Europa.


løfter og trusl

Bioteknologiens løfter og trusler

Forskningen indenfor bioteknologi vil indenfor

et år eller to nå en væsentlig milepæl; kortlægningen

af hele den menneskelige arvemasse.

Allerede nu er mange forskere rykket

videre til næste fase, hvor det gælder om at

finde ud af, hvad det så altsammen betyder:

Hvilke gener koder for hvad?

af journalist og forfatter peter hesseldahl

Man begynder med det nemme, alle de faktorer

der styres af et enkelt gen. Men vi er komplekse og

sammenhængende væsener, mange egenskaber er

en kombination af mange gener, og en forbedring af

ét aspekt af helbredet kan have uheldige konsekvenser

i andre forbindelser – typisk indenfor psykologien,

hvor balancen mellem det geniale og det sindssyge

kan være hårfin.

Efterhånden som sammenhængene kortlægges

vil det muliggøre en langt mere individualiseret medicinsk

behandling. Dels vil man kunne diagnosticere

sygdomme, så man ved præcist hvilken type der

er tale om og hvilket stadium den befinder sig i –

dels vil man kunne analysere patientens gener, så

man nøjagtigt kan vælge den personlige behandling

der er effektiv uden at forårsage bivirkninger.

DNA-profiler

Et af de vigtigste redskaber i den forbindelse er DNA

chippen, der, som navnet antyder, bygger på teknologi

der oprindeligt er udviklet til computere. Chippen

gør det hurtigt at teste for forekomsten af bestemte

gener eller udgaver af gener. Det bliver langt

billigere at opstille en DNA-profil af en person, der

– i takt med at forståelsen af generne forbedres – vil

give et stadig mere detaljeret billede af en persons

medfødte styrker og svagheder.

DNA analysen kan foretages, så snart fosteret har

delt sig nogle få gange. Hvis man lader befrugtningen

af æggene ske i et reagensglas kan en DNA

analyse af de befrugtede æg bruges til at sortere

dem med uheldige arveanlæg fra – eller: til at vælge

det æg, der har den mest lovende genetiske profil.

Kloning til reservedele

Kloning er måske den mest kontroversielle del af

bioteknologien. Den fremherskende frygt er, at nogen

skulle begynde at lave eksakte kopier af særligt

intelligente personer, eller endnu værre: massevis af

halvhjernede slaver.

Det er imidlertid ikke det mål, der driver forskningen.

Forskerne har måttet tilpasse deres sprogbrug

for overhovedet at kunne udtale sig offentligt.

Nu taler man om ”terapeutisk kloning”, for at markere

at det ikke handler om kloning med den hensigt

at skabe kopier af mennesker (det kaldes ”reproduktiv

kloning”).

Målet med terapeutisk kloning er at skaffe reservedele.

Der er enorm mangel på organer og væv

til transplantation, og selv når man kan skaffe organerne,

er der store problemer med at få modtagerens

krop til at acceptere det fremmede væv. Menneskets

immunforsvar gør kort proces med celler, det opfatter

som fremmede, men hvis cellerne er dyrket ud fra

patientens egne celler, er man ude over det problem

– så matcher vævstyperne perfekt.

Byggestenen i strategien er ”stamcellerne”. Når

man kloner foregår det – i grove træk – ved at fjerne

alt arvemateriale fra et æg, og derefter indsætte cellekernen

fra den organisme man vil kopiere. Med et

elektrisk stød får man de to dele til at smelte sammen,

og ægget begynder at dele sig, akkurat som var

det blevet befrugtet.

I dette tilfælde er arvemassen i cellen imidlertid

ikke – som ved en normal befrugtning – en blanding

af DNA’et fra ægcellen og sædcellen. Der er udelukkende

DNA fra den indsatte celle, og dermed vil alle

de celler der efterfølgende dannes, have fuldstændig

samme gener som den person, cellen stammer fra.

Når et befrugtet æg begynder at dele sig, vil det i

starten være i form af såkaldt ”embryoniske stamceller”.

Senere, når celleklumpen efter et par uger når op

på omkring 100 celler, vil der begynde at dannes forskellige

former for celler med hver deres funktioner i

det, der efterhånden bliver et foster.

Man siger at cellerne ”differentieres”; de bliver

– èn gang for alle – til hudceller, nerveceller, brusk,

knogle, muskler osv. De allertidligste celler, de embryoniske

stamceller, kan derimod udvikles til at

blive en hvilken som helst type celle i kroppen.

Det forskerne ønsker, er at fastholde cellerne på dét

DNA’s opbygning

Opbygningen af DNA

(Deoxyribo Nuclei Acid),

består af sukker, fosforsyre

og fire baser. DNA

bestemmer egenskaberne

af alle planter, dyr og

mennesker.

35


kent krogh

grundlæggende stadium og opdyrke en kultur af

dem. Derfra vil man så, ved at tilføre de rigtige stoffer,

styre deres udvikling frem til netop den type celler,

man har brug for.

Kan vi leve med det?

Teknikken ville kunne bruges på en lang række sygdomme:

Nervelidelser som Parkinsons syge kan udbedres

ved at erstatte degenerede celler med friske.

Folk, der haft en blodprop i hjertet har typisk fået

ødelagt en del af muskelvævet, og det kunne erstattes

med klonet væv. Og så er der alle dem, der har

brug for et helt nyt hjerne, eller en ny nyre, lever eller

lunge.

Når man ser bort fra problemerne med overhovedet

at få dyrket brugbare organer ud fra stamceller,

så er problemet med terapeutisk kloning at der et

sted undervejs i forløbet befrugtes et æg, der principielt

kunne udvikles til et helt menneske – sådan ét,

som os selv. Kan vi leve med det – eller måske snarere:

Vil vi dø for ikke at dræbe det fosteranlæg?

Organer fra dyr

En vej ud af den moralske kattepine kunne være

xenotransplantationer. Det går ud på at tage væv

eller organer fra dyr, først og fremmest grise, og overføre

dem til mennesker. Man har allerede gode erfaringer

med at overføre små mængder af nerveceller

til hjernen, og nu arbejder man på at gensplejse sig

frem til grise med organer, der ikke bliver afstødt af

det menneskelige immunforsvar. Hvis det virker, vil

det være en forholdsvist let og billig løsning på den

akutte mangel på organer til transplantation.

Problemet med xenotransplantation er risikoen

for at overføre sygdomme til mennesker, som har

været uskadelige og skjult i dyrene, men som mennesker

overhovedet ikke er rustede til at bekæmpe.

Der er den krølle på problematikken at det for den

enkelte patient kan være afgørende at modtage et

dyreorgan, men at menneskeheden som helhed dårligt

kan løbe den mindste risiko for at overføre en

sygdom, der kunne blive til en epidemi ala AIDS.

”Hvad bliver genforskningens version

af år 2000 problemet – en eller anden

banal ting, som ingen havde fantasi til

at tage højde for i teknologiens barndom,

men som en dag vender frygteligt

tilbage?”

Svære informationer

Der er mange lighedspunkter mellem udviklingen

af bioteknologi og informationsteknologi. I vid udstrækning

er det den samme motor, der driver udviklingen;

massiv computerkraft. Det er en informationteknologisk

udfordring at holde rede på og finde

mønstre i de enorme mængder af information, der

gemmer sig i genernes 3 mia. basepar.

Der er også det fællestræk ved teknologierne at de

risikerer at give os flere informationer end vi egentlig

forstår at håndtere. Det vil ændre på vores forståelse

af os selv og af andre, når vi med DNA-profiler

får et meget konkret mål for en persons genetisk

bestemte kvaliteter. Forhåbentlig vil vores menneskesyn

modnes, så vi lærer at se mennesket som

mere end blot data, og så vi forstår at dataene under

alle omstændigheder er afhængige af hvordan de

tolkes.

Evolutionen accellereres

Bioteknologien er et godt eksempel på et af teknologiens

paradokser: Det mest betænkelige ville være,

hvis det virkelig lykkedes at udvikle alt det, som synes

at kunne blive muligt. Vi kan forvente masser af

små og store forbedringer. Udryddelse af nogle arvelige

sygdomme, en effektiv kur mod mange typer

cancer, hjælp mod demens eller vanskabte børn. Det

er svært at have noget imod det, for det vil afskaffe

megen svær lidelse. Men hvis dét virker, hvad er så

skridtet videre? Og hvad kan de selvsamme teknikker

bruges til i andre sammenhænge?

Det bliver seriøst kompliceret etisk og socialt, når

vi overskrider tærsklen fra at udbedre til at forbedre.

Hvis det virkelig bliver muligt at lave forbedringer af

arvemassen for at give os eksempelvis en bedre koncentrationsevne,

mindre behov for søvn eller længere

levetid – så har det meget omfattende konsekvenser

for spillereglerne i samfundet.

Man kan naturligvis også have sine bekymringer

om hvorvidt det hele simpelthen går for stærkt. Vi er

blevet i stand til at lave målrettede ændringer i biologien,

ændringer, der indtil for nylig ville have tage

tusinder, hvis ikke millioner af års evolution at nå.

Der er ikke tid til at prøve det hele igennem inden

forbedringerne markedsføres og spredes til de globale

masser.

37


niske fix

Du kan spille Simcity på

nettet. Det foregår på:

www.simcity.com

38 fremtidsbilleder

Trafik Godzilla og det tekniske fix

Trafikken stiger globalt, men politikere, befolkningen

og erhvervslivet ønsker ikke at mobiliteten

skal begrænses. Ny teknologi skal være

trafikkens Albyler, der fjerner miljøhovedpinen

så hjulene kan rulle videre. Men måske er det

den lavteknologiske cykel, der er kuren.

af journalist paul metelmann

Alle, der har prøvet det klassiske PC-spil Simcity, ved

hvad der sker når man i spillet bygger en ny fabrik,

boliger eller et stadion – i løbet af kort tid er der for

meget trafik på vejene. Så bygger man flere veje, kun

for at opdage, at de nye veje også bliver overfyldt.

Sådan er det også i den virkelige verden. Trafikken

stiger. Vi kører i bil, flyver og kører i tog og bus som

aldrig før. Alene i Danmark mere end 70 milliarder

kilometer om året. Og i modsætning til det indlagte

Godzillamonster i Simcity, der drager ødelæggende

igennem byen – så har virkelighedens trafikplanlæggere

et mangehovedet uhyre at kæmpe med,

hvis de skal opfylde målsætningen fra Rio om at udlede

tyve procent mindre CO 2 i 2005, for at forhindre

forandringer i Jordens klima.

Et andet problem er forureningen med partikler

og giftstoffer som fx ozon. I en ny rapport fra Københavns

kommune vurderer man, at luftforureningen

koster mellem 60 og 168 mennesker livet – hvert år!

Derfor skal trafikken med bil, lastvogn og fly ned

– mens politikere og trafikplanlæggere vil have flere

over i bus og tog. Der er nemlig snart ikke plads til

flere biler og lastvogne på vejene og i byerne. Og i

luftrummet over USA og Europa er luften tyk af fly,

der kæmper om pladsen.

Trafikkens fri bevægelighed

De politiske vinde tillader dog ikke, at man f.eks. indfører

begrænsninger af biltrafikken eller hæver afgifterne

på fx benzin. Hverken de danske eller udenlandske

politikere tør foreslå de upopulære indhug

i billisternes fri bevægelighed. Andre forslag som

bompenge og vejafgifter, der bruges i blandt andet

Norge, afvises som ’udansk’ af politikerne. Samtidig

er der bred politisk enighed om, at mobiliteten i

samfundet er af det gode og skal øges. Og samtidig

har EU besluttet, at den kollektive trafik skal liberaliseres

og overleve uden fordums store tilskud.

Derfor tror politikerne på tekniske fix, der kan

være med til at løse problemerne med den voksende

trafik.

Planlæg hele rejsen på internet

Internet, mobiltelefoner og computere er alle sammen

velegnet til at levere hurtig og opdateret information

– også til trafikanter, hvad enten de kører i bil

eller tog og bus. Her er der allerede sket store fremskridt

for at forbedre trafikinformationen.

DSB’s hjemmeside har en million besøg om måneden,

og de fleste tager turen forbi køreplanen, der

ikke alene viser togtider, men også kan planlægge

hele rejsen fra dør til dør med både gåtid og busstop.

Det er en fordel for dem, der i forvejen bruger kollektiv

trafik, men filosofien hos trafikselskaberne er,

at bedre information kan fastholde kunderne, så

de ikke skifter togsædet ud med bilsædet. Det viser

erfaringer fra Østrig.

Lige her og nu

Også den aktuelle trafikinformation oplever en rivende

udvikling. Når toget er forsinket eller afgange

er aflyst kan man få besked på sin mobiltelefon eller

via email. Systemer som Landets Puls og Byens Puls

viser togene ’live’ på computerskærmen. I øjeblikket

kører de såkaldte PrioBusser på en forsøgsstrækning

i København. Tanken er, at fremtidens HT-busser vil

have et display, der viser navnet på næste stoppested,

muligheder for omstigning til andre buslinier,

bussens linienummer og destination, samt forventet

ankomst til næste stoppested.

Men der er mere i vente. Der er store forhåbninger

til Wireless Application Protocol(WAP) der henter

internettet ned på mobiltelefonen. Telefoner, der

er på vej er ud i handlen. For slet ikke at tale om de

populære wearables som f.eks PalmPilot’en, der allerede

i dag kan surfe mobilt. Når Global Position System

(GPS) bliver en del af wearables og mobiltelefoner

er vejen åben for systemer, der ved, hvor du er

og kan fortælle dig, hvornår den næste bus går og

hvordan du kommer hen til den.

Altid penge på lommen

Udover at forbedre informationen, så arbejder trafikselskaberne

også på at lave et nyt billetsystem. Om

få år vil man i hele landet indføre det såkaldte ’Rejsekort’.

Rejsekortet er et ’smartcard’ der selv ’fortæller’

en terminal i bussen eller toget, hvornår man stiger

på og af, og hvor langt man har rejst. Pengene bliver

automatisk trukket på ens rejsekonto. Systemet afløser

de zonesystemer, der opfattes som uigennemskuelige

af kunderne.

tony stone©


Eksempler på ny teknologi

indenfor trafikområdet:

TransEuroRapidExpress

Et fælles europæisk system

af højhastighedstog

der ved hjælp af computerstyret

kurvestyring skal

konkurrere med flyene

med hastigheder mellem

300 til 350 kilometer i

timen. www.uic.asso.fr

Ren dieseludstødning

Flere kilometer på literen

er målet, da bilen siden

halvfjerdserne kun er

blevet ti procent mere

benzinøkonomiske. Peugeot

lancerer en ny computerstyret

dieselmotor

kaldet HDI, der fjerner

de farlige partikler fra

udstødningen og derfor

gør de mindre brændstoføkonomiske

dieselbiler

til et godt alternativ.

www.peugeot.com

Høsten i tanken

Alternativt brændstof så

som el, brint, rapsolie og

brændselsceller har der

også været store forhåbninger

til. Men el-bilerne

slås stadig med for tunge

batterier og for kort aktionsradius,

mens der

endnu ikke er fundet en

fornuftig måde at lagre

brinten på. Organiske

brændstoffer som rapsolie

forurener også, men skulle

være CO 2 neutrale.

Til gengæld kræver det

meget store marker at

dyrke raps nok, og dykningen

kræver også energi.

Brændselsceller kan udnytte

mange forskellige

typer brændstoffer, uden

affaldsstoffer. Teknologien

er dog ikke klar til kommerciel

brug før om ti til

femten år.

www.hotwired.com

Glider lettere

Den store gevinst får man dog, hvis bilernes forurening

begrænses og trafikken ledes af de veje, hvor

der er plads. På Vejdirektoratets hjemmeside kan

man checke hvordan og hvor køerne er på de københavnske

indfaldsveje. På hovedårerne ind til Københavns

centrum er der store lysskilte, der viser, hvor

der er parkeringspladser. Udover at afstresse bilisterne,

så er bilkøer med til at øge benzinforbruget

med fire til fem gange i forhold til jævn kørsel, viser

svenske undersøgelser. Og biler der cruiser byen

tynd for at finde en parkeringsplads er med til at

blokere trafikken og forurener også mere.

Flere firmaer som f.eks. Blaupunkts TravelPilot

sælger systemer, der via GPS og en elektronisk stemme

kan dirigere bilisten ind på den korteste vej og

uden om køerne. Om få år vil de systemer sikkert

være at finde i mange flere biler, da de er ved at nå

prisniveauet for et godt stereoanlæg til bilen.

Øjet i himlen

I stedet for de ’udanske’ bompenge og vejafgifter

taler man i Trafikministeriet og i Københavns Kommune

meget om ’roadpricing’. Politikerne håber, at et

sindrigt system af satellitter, et zonesystem og en

lille boks i bilen kan få bilisterne til at betale for den

strækning, de kører. Det skulle få bilister til enten at

køre andre veje, køre på tidspunkter, hvor det er billigere

(uden for myldretiden), eller vælge bilen fra og i

stedet bruge kollektiv trafik. Roadpricing ville vende

op og ned på afgifterne for bilerne. Én krone i afgift

pr. kørt kilometer kan nemlig erstatte alle andre bilafgifter,

og samtidig være mere retfærdig, fordi bilisten

betaler for den reelle brug af bilen.

Men endnu mange spørgsmål skal besvares. Selve

teknologien er på plads, men en forskergruppe på

DTU arbejder med at fastlægge afgiftens størrelse

for at den har en effekt. Desuden er de fokusgrupper,

som forskerne har interviewet, ikke begejstret for

roadpricing. De tror det giver flere udgifterne til bilisterne

og er utrygge ved overvågningsdelen i roadpricing.

De vil hellere have bomme og en forbedret

kollektiv trafik.

RUF – togbilen

En af de mest kreative løsninger på både plads- og

forureningsproblemet er Rapid Urban Flexible (RUF),

og den er tilmed dansk. Opfinderen Palle R. Jensen

kombinerer bilen, bussen og toget. I lokalområdet

kører man med sin el-eller benzindrevne bil, og når

man skal pendle kører man via en rampe op på en

skinne. Her kobler de enkelte biler sig automatisk

sammen og kører med toghastighed afsted mod deres

mål, styret af en computer og drevet af strøm fra

skinnen. Imens kan man slappe af eller arbejde på

sin PC med internetopkobling. Skinnen lader samtidig

bilens batterier op. RUF-busser kan også køre

rundt i et boligområde og samle passagerer op.

Selvom ideen er rimelig fantastisk, så har Palle

R. Jensen fået støtte fra både Miljøministeriet og

mange andre myndigheder og organisationer – også

udenlandske. Mange af elementerne i systemet er

allerede udviklet, både det system, der skal styre

RUF’en op og ned af ramperne, og selve bilen vil

kunne laves af standard komponenter. Endelig har

computerudviklingen gjort det endnu lettere at lave

systemer der kan styre og overvåge RUF’en.

Den tapre lille cyklist

På trods af eksemplerne på de mange teknologiske

fix, der skal løse trafikproblemerne, så er det måske

den lille tapre lavteknologiske cyklist, der skal nakke

Trafik Godzilla. I forbindelse med den såkaldte Cykel-

TogBusBy-konference for tre år siden kunne trafikselskaber,

offentlige myndigheder, private firmaer

og Dansk Cyklist Forbund, vise en række eksempler

på, hvordan cykel sammen med bus og tog kan være

et miljøvenligt og sundt alternativ til bilen. Cyklen

kan specielt i byområder sænke antallet af de korte

bilture på under tre kilometer, der forurener mest og

som udgør halvdelen af al bilkørsel. Forsøg og beregninger

viser, at en kombination af cyklen og kollektiv

trafik er lige så fleksibel som bilen, hvis bare der er

gode, lavteknologiske, og relativt billige forudsætninger

til stede – hvilket såmænd betyder cykelstativer,

cykelstier og aflåste cykelrum…












Links

Trafikselskaber

www.dsb.dk

www.ht.dk

www.rejseplanen.dk

Offentlige myndigheder

www.bane.dk

www.vd.dk

Mere om trafik

www.trafikdage.dk

– hjemmeside for den

årlige konference for

danske trafikforskere.

Mange rapporter og

oplysninger.

www.tekno.dk – tjek

Teknologirådets projekter

Bilen og Benzinen om

fremtidens transport

og projektet om Roadpricing.

www.ruf.dk

www.blaupunkt.com

www.dr.dk/harddisk

– mange artikler og

optagelser om teknologi

og trafik

www.dsb.dk/stog – en

pjece med konklusionerne

fra CykelTogBus-

By-konferencen

S


o ein Ding...

So ein Ding....

Før opsendelsen af satellitten ”Ørsted” rynkede

folk på næsen, når talen kom ind på

dansk rumfart. Men den massive pressedækning

af Ørsted-missionen ændrede hurtigt

opfattelsen af, at Danmark skulle være ubetydelig

i rumfartssammenhæng. Sandheden er

dog, at Danmark i mange år har været mere

eller mindre direkte involveret i rumfart. Og

at vi har en fremtid indenfor området.

af cand.scient. thommy larsen

Man hører tit argumenter om, at det mere eller mindre

er spild af penge at investere i rumfart. Specielt

når en eller anden million-dollar raket eksploderer

lige når den er skudt ud af affyringsrampen. Men

rumfart i dag handler ikke bare om raketter og jordkredsende

sattelitter. Rumfart varetager et stort

spænd af opgaver, fx indenfor meteorologi og atmosfæreforskning,

kommunikation og teleteknik, eller

positionsbestemmelse (GPS), hvor Danmark faktisk

deltager indenfor alle områder. Argumenterne for

Danmarks deltagelse i rumfart går fortrinsvist på, at

rumfart giver et ”spin-off” – altså at den teknologiske

udvikling speedes op, når rumfartsteknologierne bliver

anvendt andre steder i samfundet. Det kommer

sig af, at rumfart stiller store krav til teknologi, fx

præcis navigering på trods af tusinder (eller millioner)

af kilometers afstand eller udvikling af materialer,

der kan modstå ekstreme temperaturer, og alligevel

fungere upåklageligt i lang tid.

For Danmark har indsatsen indtil nu betydet, at

der er dukket et væld af nye virksomheder op, som

leverer alt fra elektronik og navigeringsudstyr, over

software til mekaniske komponenter, der anvendes

til satellitter og løfteraketter. Det har altså vist sig at

det er muligt at opbygge en hel ny industri ved at

foretage forholdsvis små investeringer. Den samlede

omsætning indenfor sektoren er på adskillige milliarder

kroner. Derudover bruger mange forskningsområder

i dag rumfart som et vigtigt instrument:

Astronomi, geologi, miljøforskning, klimaforskning,

atmosfæreforskning m.v. Og så må man ikke glemme

at fx kommunikation og positionsbestemmelse

bygger på internationalt samarbejde, som vil fortsætte

selvom Danmark vælger fra.

Er Danmark med i rummet?

Danmarks investeringer i rumfart begyndte for alvor

da Danmark i 1977 tilsluttede sig ESA samarbejdet.

Siden da er den samlede omsætning steget betragteligt,

hvilket i 1996 førte til at Det Offentlige Forsk-

ningsudvalg for Rummet blev dannet, med det formål

at styrke dansk rumforskning og skabe en større

koordinering. Udvalget som hører ind under Forskningsministeriet

skal også stå for at rådgive og informere

erhvervsliv, offentlige institutioner m.v. om

forskning og udvikling indenfor rumfart.

Der sker faktisk så meget på området i disse år, at

det kun er muligt at opsummere nogle af de vigtigste

tiltag i tre områder: Danske virksomheders rolle

som underleverandører, Danmarks deltagelse i det

fælles-europæiske samarbejde ESA (European Space

Agency), og satsninger på selvstændig dansk rumfart.

Danske underleverandører

Danske firmaer leverer en hel del teknologi og viden,

fortrinsvist til ESA’s rumprogram, men også til de

russiske og amerikanske programmer fx firmaet

Alcatel Denmark Space ApS igennem en årrække

leveret elektroniske dele til ESA i form af elektronik

til kommunikationssatellitter og til den europæiske

løfteraket ”Ariane”. Ticra fremstiller parabolantenner

til telekommunikations-satellitter. Det specielle ved

deres antenner er, at de kan sende signaler, der er

formet som et bestemt land. På denne måde kan

man sikre, at alle i det pågældende land, og kun dér,

er i stand til at modtage signalerne. Damec A/S forsker

i fysiologi indenfor rumfart (f.eks. kroppens respons

på at befinde sig i vægtløs tilstand). Virksomheden

har bl.a. haft forsøgsudstyr om bord på den

russiske rumstation Mir. Endelig er TERMA A/S den

største danske virksomhed indenfor rumfart. De leverer

såvel mekaniske dele som hele systemer og tjenesteydelser

(f.eks. baneberegninger) til europæisk

rumfart, og har afdelinger i flere europæiske lande,

bl.a. Tyskland og Holland, hvor også ESA’s vigtigste

afdelinger befinder sig.

Satelliter

Egentlig betyder ordet

”satellit” en ”ledsager”

og er indenfor rumfart et

jordomkredsende fartøj.

Hvis fartøjet rejser væk

fra jorden kaldes det en

rumsonde.

41


tony stone ©

Deltagelse i ESA

Den vigtigste del af det danske rumprogram er dog

stadig deltagelsen i ESA. Og det er også dette samarbejde,

der har givet og stadig giver danske virksomheder

mulighed for at etablere sig indenfor området.

Der er to dele i ESA-organisationen: en ”obligatorisk”

del som alle medlemslande (p.t. 15) skal deltage i og

støtte økonomisk med et beløb. Denne del består af

teknologisk udvikling, projektudvikling, og understøttelse

af ESA’s generelle aktiviteter. Den anden del

er frivillig, og indeholder rumforskning, bemandedeog

ubemandede missioner indenfor fx jordobservationer

og telekommunikation, opsendelser med Ariane.

Danmark har valgt at opprioritere deltagelsen i

jordobservations-programmer, fordi de har en stor

samfundsnyttig værdi. Men der satses også stadig

på egentlig rumforskning, hvor Astronomisk Observatorium

ved Københavns Universitet, Institut for

Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet og Dansk

Rumforskningsinstitut, deltager aktivt.

Danmark kan spille med

Med Ørsted-satellitten startede en hel ny æra i

dansk rumfart. Det er den første satellit, der helt

igennem er af dansk fabrikat. Formålet med Ørsted

er at måle på Jordens magnetfelt, idet selv meget

små variationer kan detekteres over tid, samt fra

sted til sted. Projektet har derfor et meget snævert

sigte, hvilket har gjort det muligt at gøre konstruktionen

meget lille. Og dermed billig i både opsendelse

og drift. Faktisk blev den sendt gratis op, da der

var lidt plads tilovers på toppen af en amerikansk raket

(dog mod at amerikanerne modtager visse måleresultater).

Det er klart at Danmark ikke besidder tilstrækkelige

midler til at opretholde egen rumfart af stor skala,

men netop med små målrettede projekter som

Ørsted kan Danmark spille en rolle. Det er med denne

baggrund, at Småsatellit Programmet blev sat i

gang under Det Danske Forskningsudvalg for Rummet.

Programmet er blevet sat på finansloven med et

beløb på 50 mio kr. fordelt over årene 1998-2001. Ud

af disse er der afsat 18 mio kr. til dansk deltagelse i

det argentinske projekt SAC-C. Den danske del af

satellitten har stort set den samme opbygning som

Ørsted-satellitten, og vil dermed kunne supplere de

resultater Ørsted har givet.

Der er altså 32 mio kr. tilbage til udviklingen af

Ørsted-satellittens efterfølger. I 1998 udsendte Udvalget

for Småsatellitprogrammet en indkaldelse af

forslag til denne efterfølger. Der blev indsendt otte

forslag, hvoraf fire blev valgt ud til en mere grundig

beskrivelse. To af satellitterne har astronomiske formål,

hvorimod de to andre har til formål at observere

henholdsvis atmosfærisk røntgenstråling og strømme

i Jordens magnetfelt. Det vil blive afgjort i løbet

af 2000, hvilket projekt der bliver realiseret. Det er

Dansk Rumforskningsinstitut, der står for den

tekniske styring af småsatellitprogrammet.

Fremtidsudsigter

I forbindelse med ESA’s engagement i den internationale

Rumstation ISS (International Space Station),

som er et samarbejde mellem NASA, russisk rumfart

og ESA, leverer danske firmaer både software og mekaniske

dele, og måleudstyr til medicinsk forskning.

I det hele taget vil langt den største del af de fremtidige

danske rumfarts-investeringer fortsat ligge i

ESA-regi. Det er trods alt muligt at løfte langt tungere

og vidtrækkende projekter, når flere lande slår

sig sammen. Imidlertid videreføres småsatellit-programmet

som små økonomisk overkommelige projekter.

Det er interessant, at selv en stor rumfartsorganisation

som NASA har vist interesse for det danske

program, da deres efterhånden trængte økonomi

tvinger dem til at overveje nye fremgangsmåder. De

er derfor selv begyndt at overveje en større satsning

på småsatellitter.

Det ser også til at satellitter i langt højere grad end

i dag vil blive anvendt til mere samfundsrelevante

formål, f.eks. miljøformål og positionsbestemmelse

(GPS), som bl.a. kan anvendes til ”Road-pricing” – et

bilafgiftssystem, hvor man betaler afgifter, alt efter

hvilke veje, man kører på.

Se mere på nettet...

Om Danmarks engagement

på rumfartsområdet,

og de sidste

nyheder:

www.rummet.dk, eller

Dansk Rumforskningsinstituts

hjemmeside:

www.dsri.dk .

Du kan også tjekke

publikationen fra Det

Offentlige Forskningsudvalg

for Rummet,“Danish

Space Policy” om de indsatsområder,

hvor Danmark

har mulighed for at

spille en særlig stor rolle.

Den findes på: www.fsk.dk

Teknologirådet har et

projekt om Roadpricing i

2000. Du kan følge med

på: www.tekno.dk

43


Håb

44 fremtidsbilleder

Kritik af det bestående, af samfundsforholdene, er ikke

længere ønskelig. Kritik betragtes ikke mere som et værdifuldt

udtryk for engagement, eller en nødvendig forudsætning

for demokrati. Tværtimod opfattes kritik snarere

som et fortidigt levn fra en totalitær tid, en negativ ånd,

der overhovedet ikke er brug for i verden, herefter kaldet

www – for nemheds skyld.

af forfatter suzanne brøgger

En uge ind i det ny århundrede lød en lovsang til latteren,

”Latterens dag” blev forkyndt. Det var latter på

kommando, uden at der specielt var noget at grine

ad, og som den genlød på Rådhuspladsen fra 30.000

mennesker, mindedes man – selvom det sikkert var

helt uskyldigt ment – en uhyggelig lyd fra fortiden:

Massebevægelsen opfyldt af ingen anden rus end at

være – en masse.

En af forklaringerne på denne hyldest til latteren

var at ”latteren ikke giver plads til kritik eller selvkritik”.

Og det var åbenbart et gode. Er blevet et gode.

Men sådan har det ikke altid været. Der er sket en

forandring, gradvis og lige pludseligt.

Det gik først op for mig for nylig i forbindelse med

optagelse af en nytårsudsendelse til tv. Der var afsat

tid mellem kl. 16.30-17.30 til en ”afslappet samtale”.

Den afslappede samtale viste sig at skulle vare 6 minutter,

og det var selvfølgelig heller ikke det, der blev

sagt, der var vigtigt, men scenografien – billedet i

fire felter var på mode den uge – samt timingen.

Inden for de seks minutter skulle jeg også finde

plads til en spådom om, hvad det næste århundrede

vil bringe, sagde tv-folkene. Jeg tænkte på den 1000årige

gamle vølve og på at det først nu er blevet muligt

for hendes spådom at gå i opfyldelse. For når de

rige, hvide mennesker får genteknologisk skabte

børn og på den måde sikrer sig maksimal intelligens,

skønhed og udødelighed, så er de blevet til guder og

så vil de nødvendigvis blive bekriget af flertallet af

jætter, de primitive, fattige, farvede, det er den gamle

opskrift på ragnarok.

- Det var ikke nogen munter spådom, fik jeg at

vide efter kameraet var slukket.

Nej, sagde jeg, det er spådomme aldrig, undtagen

de billige. Der var bare noget, jeg havde misforstået:

De havde slet ikke ønsket en spådom, men et håb.

Hvordan? Man håber vel altid, at den enkelte aldrig

må miste håbet. Men at håbe for en hel verden til

evig tid, det er en stor mundfuld. Jeg var uafvidende

blevet lyseslukker i flimmeret, selvom lidt flimmer

mere eller mindre vel ikke kunne gøre den store forskel.

Men forskellen var der. Den er kommet. Der er indtrådt

en ubestridelig forandring i tidsbilledet og det,

der engang hed ”den offentlige samtale”. Vi er trådt

ud af kritikkens tidsalder. Samfundskritik opfattes

efterhånden som ligefrem”sårende”. Kritik af det

bestående, af samfunds- forholdene, er ikke længere

ønskelig. Kritik betragtes ikke mere som et værdifuldt

udtryk for engagement, eller en nødvendig forudsætning

for demokrati. Tværtimod opfattes kritik

snarere som et fortidigt levn fra en totalitær tid, en

negativ ånd, der overhovedet ikke er brug for i verden,

herefter kaldet www – for nemheds skyld. Og

hvis man skulle betvivle den fornemmelse, kan man

nøjes med at tænke over, hvordan massemediernes

debatskabende fora gradvist er omdannet til

tv-konkurrencer for succes, rigdom og skønhed. Visse

aviser har inddraget kronikken, fordi der ikke længere

er læsere til at skrive den.

Det ny århundredes ånd kom tydeligt til udtryk

for nylig i en anmeldelse (Berl.T 7/1-00) af den polske

sociolog Zygmunt Baumans bog: ”Globalisering.

De menneskelige konsekvenser”– som ifølge B. udmyntes

i et samfund, der kan deles op i hjemløse

vagabonder på den ene side og symbolanalyserende

turister på den anden. Anmelderen, Niels Gunder

Hansen - som jeg ellers har stor respekt for – slutter

at Baumans bog: ”skriver sig ind i en lang og problematisk

kritiktradition, hvor den intellektuelle gælder

for klog og ubestikkelig, jo mere han kan male fanden

på væggen. Men det er just ikke det, vi har brug

for i det nye årtusind. (...) Det ligner i øvrigt også foragt

for de kommende generationer.”

Mit ærinde er ikke at forsvare Baumans hypotser,

men sagt i al fordragelighed, så er det jo ikke noget

argument imod en hypotese, at den er pessimistisk.

Mit spørgsmål er snarere: Hvordan kan det være, at

en bestemt måde at tænke på – den problematiske

kritiktradition, der i over 200 år har holdt Europa intellektuelt

til ilden, pludselig ikke længere kan bruges

til noget? At den er afgået ved døden uden nogen

form for begravelse eller mindehøjtidelighed?

Kunne den ikke overleve århundredskiftet?

Vel findes der stadig faglig kritik, forbrugerkritik,

kunstkritik, mm. Men et informationssamfund er

ikke nødvendigvis et reflektionssamfund. Og som

Johan Fjord Jensen skriver i ”Bogen eller kaos” om

konsensuskritikkens forsvinden i informationssamfundet:

”Computere er velegnede til at føre en stjernekrig

og til at gennemspille dens strategiske muligheder,

men ikke til at diskutere, om en sådan krigsførelse

overhovedet bør finde sted.”

Måske forholder det sig grundlæggende sådan, at

den kritiske tradition er forlovet med utopien. Så

længe, man lever på en utopi, er kritik af det bestående

altid en udfordring, sågar en pligt, brænde på

kent krogh


46

fremtidsbilleder

bålet for at det gamle kan brænde ned til fordel for

det ny, der skal opstå.

En af de vigtigste utopier i senere tid var unægtelig

socialismen. Men det er ikke den eneste. Alle

intellektuelle bestræbelser har i de sidste par hundrede

år været knyttet til det utopiske: Rationalismen,

Romantikken, Positivismen, Georg Brandes og

det moderne gennembrud, Nietzsche.

For så vidt kan man sige, at alle de store utopier er

endt mere eller mindre tragisk. I bedste fald som en

skuffelse. Derfor er det nok ikke så mærkeligt, at

man har vendt de partielle paradiser ryggen. I stedet

for at hænge sin hat på visionen om en kommende

verden, vil man hellere koncentrere sig om den, der

er. Al ære værd. Men noget tyder på, at når alle utopier

falder bort, fordi vi allerede har opnået den tilsyneladende

– bedste af mulige verdener, så forstummer

samtidig al samfundskritik. Og så har vi

barnet og badevandet. Dvs. vi har ingen af delene.

For hvis man giver slip på den kritiske instans, fordi

man har forladt utopien, lukker man samtidig barnet

ud i kloakken. Eller værre endnu: Man smider

mange mennesker ud.

Det, der åbenbart sker i et samfund, der ikke længere

vil beskæftige sig kritisk med sig selv, men i stedet

blindt underkaster sig www, er at den ledige ånd

finder syndebukke. Det, man i dag kalder debat,

handler oftest om at ta’ en korrupt stakkel på fersk

gerning, pågribe en skurk, udstille en skyldig idiot.

Eller at udpege fortidens politiske syndere, der under

anden verdenskrig og den kolde krig ikke forstod at

vælge ret side. Eller indvandrerne. Tabuet på, eller

bare modviljen mod samfundskritik er blevet til had

mod den fejlslagne, den fremmede, helt i 30’ernes

ånd. I manglen på samfundskritik kaster man sig

monomant over et statistisk set temmelig lille indvandrerproblem.

Men psykologisk enormt. Enormiteten

skyldes jo – foruden dansk efterladenhed – den

opsplitning, Bauman taler om, den stadig dybere

kløft mellem dem, der er med i www og dem, der

sidder med bajeren på bænken. De, der bor fjernt fra

indvandrerkvartererne, ved ikke hvordan det er at

leve der. De, der bor fjernt fra narkomanerne og de

hjemløse, har ingen anelse om, hvordan det føles at

leve sådan. Det er fristende at sige om alle dem, der

udgør et problem: ”Bare de ikke var der”. Bare virkeligheden

ikke var der, så ville www være perfekt. I

hvert fald et ordentligt sted.

Göran Rosenberg har i et essay ”Loyalitet og Retfærdighed”

her ved årsskiftet skrevet om, hvor vanskeligt

det er for os at udvide vores loyalitet fra de

snævre varme cirkler (familie, venner, evt. arbejds-

”Hvordan kan det være, at en bestemt

måde at tænke på – den problematiske

kritiktradition, der i over 200 år

har holdt Europa intellektuelt til ilden,

pludselig ikke længere kan bruges til

noget? At den er afgået ved døden

uden nogen form for begravelse eller

mindehøjtidelighed? Kunne den ikke

overleve århundredskiftet?”

plads, evt. boligkvarter, evt. nation), til også at omfatte

andre nationer og anderledes identiteter. Og at

man formentlig kun kan få loyalitet og retfærdighedsfølelse

til at strække så langt på baggrund af en

eller anden større, fælles fortælling, som Göran Rosenberg

måske forestiller sig må opstå, skrives eller

skabes. Jeg tror ikke, man må ønske sig, at denne

fortælling bliver skrevet af et enkelt menneske,

ihukommende sidste forsøg med ”Mein Kampf”.

Sammenligningsvis er Biblen dog blevet til ved

hundredvis af menneskers bidrag, både navngivne

og anonyme.

”Sportsbegivenheden” foreslås mange steder som

vor tids fælles fortælling, ligesom menneskerettighederne

fremhæves som et muligt livsgrundlag.

Men begge optioner forekommer at være minimalistiske

ønskesedler for et eksistentielt ambitionsniveau.

Og måske oven i købet en hån mod de menneskelige

muligheder, det menneskelige håb: ”Bare vi

vinder i fodbold og jeg ikke får skåret halsen over af

min nabo, så er mit liv ok.”

Når alt kommer til alt, findes vel kun to typer

grundfortællinger for det menneskelige håb. I den

ene version er vi uigenkaldeligt smidt ud af paradiset

og må herefter påtage os kulturens byrde og det

slæb, det er at civilisere os ad hoc for ikke at være til

alt for stor skade for hinanden og om muligt skabe

dette og hint. Mirakler såvel som katastrofer. I den

anden fortælling er det muligt for os at skabe paradis

på jord, og derfor er det kun ret og rimeligt at kritisere/undertrykke

alt, der er til skade for projektet.

Inden for de sidste ti år er det lykkedes at afskaffe

den utopiske grundfortælling. Vi lever for nærværende

i den første version, som udsmidte. Der er

langt fra www til paradiset, må man hele tiden

pointere. Hidtil har vi kun kendt det totalitære samfund

i forbindelse med den utopiske grundfortælling.

Det påtrængende spørgsmål, som vi endnu ikke

kender svaret på er: Kan man tænke sig et totalitært

samfund uden nogen utopisk grundfortælling?

Jeg siger ikke, at man ikke skal fange spioner og

agenter og andre af historiens vildfarne. Eller at man

ikke må problematisere det multikulturelle samfund

– indvandrerne gør det selv, på godt og ondt. Jeg peger

bare på, hvad der åbenbart er i fare for at ske, så

snart et samfundssystem mister evnen til at sætte

spørgsmålstegn ved sig selv. Problemet er jo også,

om samfundskritikkens forsvinden vil lædere selve

kritikkens nerve i Kants forstand, ja, selve evnen til

at finde ud af, hvad der er sandt og falsk.


teknologidebat

Nr. 2, marts 2000

ISSN 0905-5681

forsidefoto

Kent Krogh©

udgives af

Teknologirådet

Antonigade 4

1106 København K

Telefon 33 32 05 03

Telefax 33 91 05 09

tekno@tekno.dk

redaktion

Mette Bom

grafisk design

Bysted Hovedkvarteret AS

oplag

4.000

repro og tryk

Holbæk Express AS

papir

Arctic Volume

Eftertryk tilladt

mod kildeangivelse.

Rådets holdninger

afspejles kun i indlæg,

hvor dette tydeligt

er angivet.

Deadline for indlæg

til TeknologiDebat

nr. 3/2000 er den

19. juni.

Redaktionen af dette

nummer er sluttet

den 14. januar 2000.

Abonnement er gratis.

Bestilling af abonnement

eller adresseændring hos:

Statens Information

Telefon 33 37 92 28

Telefax 33 37 92 80

sp@si.dk


antonigade 4

1106 københavn k

telefon 33 32 05 03

telefax 33 91 05 09

tekno@tekno.dk

www.tekno.dk

More magazines by this user
Similar magazines