November 2005 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

mormon.dk

November 2005 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

154. ÅRGANG • NUMMER 11 • JESU KRISTI KIRKE AF SIDSTE DAGES HELLIGE • NOVEMBER 2005

Liahona

Generalkonferencetaler


MÅ IKKE KOPIERES

Josephs Nauvoo, af Al Rounds

»Og atter, sandelig siger jeg jer: Jeg befaler jer atter at bygge et hus til mit navn på dette sted, så I kan vise jer tro mod mig i alt det, jeg befaler jer,

så jeg kan velsigne jer og krone jer med ære, udødelighed og evigt liv« (L&P 124:55).


154. ÅRGANG • NUMMER 11 • JESU KRISTI KIRKE AF SIDSTE DAGES HELLIGE • NOVEMBER 2005

Liahona

2 Sammenfatning af

oktoberkonferencen 2005

MØDET LØRDAG FORMIDDAG

4 Indledende bemærkninger

Præsident Gordon B. Hinckley

6 Velsignelser ved at læse Mormons Bog

Ældste L. Tom Perry

10 Vær beredt ... Vær stærke fremover

Biskop Keith B. McMullin

13 Legemets hellighed

Susan W. Tanner

16 Søg mod højere grund

Ældste Joseph B. Wirthlin

20 Lyset i deres øjne

Præsident James E. Faust

MØDET LØRDAG EFTERMIDDAG

23 Opretholdelse af Kirkens ledere

Præsident Thomas S. Monson

24 Præstedømmemyndighed i familien

og i Kirken

Ældste Dallin H. Oaks

28 Til Unge Piger

Ældste Jeffrey R. Holland

31 Sand lykke: Et bevidst valg

Ældste Benjamín De Hoyos

33 Mormons Bog, et redskab til at

samle det spredte Israel

Ældste C. Scott Grow

35 »Hvis Kristus havde mine

muligheder ...«

Ældste Paul K. Sybrowsky

37 Åndelig beredthed: Begynd tidligt

og vær udholdende

Ældste Henry B. Eyring

41 Det, der betyder mest, er det, der

varer længst

Ældste M. Russell Ballard

PRÆSTEDØMMETS MØDE

44 Bliv missionær

Ældste David A. Bednar

48 Menneskets søgen efter

guddommelig sandhed

Ældste Charles Didier

50 Velsignelserne ved en

generalkonference

Ældste Paul V. Johnson

53 Kaldet og udvalgt

Præsident James E. Faust

56 Gør din pligt – hold tappert ud

Præsident Thomas S. Monson

60 Er I beredt, behøver I ikke at frygte

Præsident Gordon B. Hinckley

MØDET SØNDAG FORMIDDAG

67 Profeten Joseph Smith: Underviser

ved eksemplets magt

Præsident Thomas S. Monson

70 På Zions bjerg

Præsident Boyd K. Packer

74 Et mønster for alle

Ældste Merrill J. Bateman

76 Thi min sjæl fryder sig over

skrifterne

Cheryl C. Lant

78 Sandheden gengivet

Ældste Richard G. Scott

81 Tilgivelse

Præsident Gordon B. Hinckley

MØDET SØNDAG EFTERMIDDAG

85 Jesus Kristus – helbredelsens mester

Ældste Russell M. Nelson

88 Forberedelser til genoprettelsen og

det andet komme: »Min hånd skal

være over dig«

Ældste Robert D. Hales

92 Offer er en glæde og en velsignelse

Ældste Won Yong Ko

94 Evangeliske pagter fører lovede

velsignelser med sig

Ældste Paul E. Koelliker

96 Herrens kompas

Ældste Lowell M. Snow

98 »Vær hyrde for mine får!«

Ældste Ulisses Soares

100 Kristuslignende egenskaber –

Vinden under vore vinger

Ældste Dieter F. Uchtdorf

103 Afslutning

Præsident Gordon B.

Hinckley

HJÆLPEFORENINGENS

ÅRLIGE MØDE

105 Video: »Redskaber

i Guds hånd«

107 Gode stunder

Bonnie D. Parkin

110 Så vi alle kan være sammen i himlen

Kathleen H. Hughes

112 Kend Herrens hensigt med dig

Anne C. Pingree

114 Redskaber i Guds hånd

Præsident James E. Faust

64 Generalautoriteter i Jesu Kristi Kirke

af Sidste Dages Hellige

118 De talte til os: Gør konferencen til

en del af vores tilværelse

120 Vor tids lærdomme

121 Retningslinjer for Hjælpeforeningens

inspirationsmøder og aktiviteter for

hjemmet, familien og den enkelte

122 Kildematerialer til Det Aronske

Præstedømme og Unge Piger

125 Hovedpræsidentskaber for

hjælpeorganisationer

126 Kirkenyt


Sammenfatning af oktoberkonferencen

2005

LØRDAG FORMIDDAG, 1. OKTOBER 2005,

KONFERENCEMØDE

Præsidium: Præsident Gordon B. Hinckley.

Ledelse: Præsident Thomas S. Monson.

Indledningsbøn: Ældste Harold G. Hillam.

Afslutningsbøn: Ældste Darwin B.

Christenson. Musik ved Tabernakelkoret;

dirigenter Craig Jessop og Mack Wilberg;

organister Clay Christiansen: »Nu Israels

Genløser«, Salmer og sange, nr. 5; »Ved tanken

på min Frelser kær«, Salmer og sange,

nr. 73; »He, Watching over Israel«,

Mendelssohn; »Led os, o du vor Jehova«,

Salmer og sange, nr. 36; »Jeg prøver at bli’

som Jesus«, Børnenes sangbog, s. 40, arrangement

af Bradford, udgivet af Nature Sings;

»Jeg på Kristus tror«, Salmer og sange, nr. 69,

ikke udgivet arrangement af Wilberg.

LØRDAG EFTERMIDDAG, 1. OKTOBER 2005,

KONFERENCEMØDE

Præsidium: Præsident Gordon B. Hinckley.

Ledelse: Præsident James E. Faust.

Indledningsbøn: Ældste John H. Groberg.

Afslutningsbøn: Ældste F. Melvin Hammond.

Musik ved et kor af unge piger og unge

mænd fra stave i Bountiful, Woods Cross og

North Salt Lake i Utah; dirigent Michael

Huff; organister Linda Margetts og Bonnie

Goodliffe: »Awake and Arise«, Hymns, nr. 8,

ikke udgivet arrangement af Huff; »Skønne

forårsmorgen«, Børnenes sangbog, s. 57,

ikke udgivet arrangement af Huff; »På bjergets

høje top«, Salmer og sange, nr. 4; »On

This Day of Joy and Gladness«, Hymns, nr.

64, ikke udgivet arrangement af Huff.

LØRDAG AFTEN, 1. OKTOBER 2005,

PRÆSTEDØMMETS MØDE

Præsidium: Præsident Gordon B. Hinckley.

Ledelse: Præsident Thomas S. Monson.

Indledningsbøn: Ældste Stephen B. Oveson.

Afslutningsbøn: Ældste Adhemar Damiani.

Musik ved et præstedømmekor af fædre

og sønner fra stave i Orem i Utah; dirigent

Donald Ripplinger; organist John Longhurst:

»Sandheden gengivet«, Beethoven og Jones,

ikke udgivet arrangement af Ripplinger; »Jeg

går, hvor du sender mig hen«, Salmer og

sange, nr. 270, ikke udgivet arrangement af

Fjeldsted; »Kom, Israels ældste«, Salmer og

sange, nr. 201; »Skal vi svigte vore pagter«,

Salmer og sange, nr. 167, ikke udgivet arrangement

af Ripplinger.

SØNDAG FORMIDDAG, 2. OKTOBER 2005,

KONFERENCEMØDE

Præsidium: Præsident Gordon B. Hinckley.

Ledelse: Præsident Gordon B. Hinckley.

Indledningsbøn: Ældste F. Burton Howard.

Afslutningsbøn: Ældste Ned B. Roueché.

Music ved Tabernakelkoret; dirigenter Craig

Jessop og Mack Wilberg; organister Richard

Elliott og John Longhurst: »Nu dagen gryr«,

Salmer og sange, nr. 1; »Joseph Smiths første

bøn«, Salmer og sange, nr. 18, ikke udgivet

arrangement af Wilberg; »En stakkels sorgbetynget

mand«, Salmer og sange, nr. 15, ikke

udgivet arrangement af Wilberg; »Det er så

skønt, min Gud, min Drot«, Salmer og

sange, nr. 83; »The Seer, Joseph, the Seer«,

Hymns, 1948, nr. 296, arrangement af

Beesley, udgivet af IRI (tenor: Stanford

Olsen); »Ode for Joseph«, Bradshaw, udgivet

af Jackman; »Priser profeten«, Salmer og

sange, nr. 17, arrangement af Wilberg, udgivet

af Jackman.

SØNDAG EFTERMIDDAG, 2. OKTOBER 2005,

KONFERENCEMØDE

Præsidium: Præsident Gordon B. Hinckley.

Ledelse: Præsident Thomas S. Monson.

Indledningsbøn: Ældste H. Aldridge

Gillespie. Afslutningsbøn: Ældste Dennis E.

Simmons. Musik ved Tabernakelkoret; dirigenter

Craig Jessop og Mack Wilberg; organister

Bonnie Goodliffe og Linda Margetts:

»Jernstangen«, Salmer og sange, nr. 182,

Holst, ikke udgivet arrangement af

Galbraith; »Hvor Gud er«, Børnenes sangbog,

s. 76, ikke udgivet arrangement af

Cardon (fløjte: Jeannine Goeckeritz; harpe:

Tamara Oswald); »Kommer, I Guds børn«,

Salmer og sange, nr. 20; »Hav tak for profeten,

du sendte«, Salmer og sange, nr. 19,

ikke udgivet arrangement af Wilberg.

LØRDAG AFTEN, 24. SEPTEMBER 2005,

HJÆLPEFORENINGENS ÅRLIGE MØDE

Præsidium: Præsident Gordon B. Hinckley.

Ledelse: Bonnie D. Parkin. Åbningsbøn:

Barbara D. Lockhart. Afslutningsbøn: Lilian

B. DeLong. Musik ved et hjælpeforeningskor

fra stave i Orem i Utah; dirigent Dyanne

Riley; organister Linda Margetts og Bonnie

Goodliffe: »Vi glædes og frydes«, Salmer og

sange, nr. 3, ikke udgivet arrangement af

Margetts og Riley; »When I Feel His Love«,

Perry, ikke udgivet; »Så sikker en grundvold«,

Salmer og sange, no. 38, ikke udgivet

arrangement af Wilberg.

OPTAGELSE AF KONFERENCEN KAN KØBES

Optagelse af konferencens møder kan købes

på mange sprog på distributionscentre, som

regel inden for to måneder efter konferencen.

KONFERENCETALER PÅ INTERNETTET

Der er adgang til generalkonferencetaler på

internettet på mange sprog ved at besøge

www.lds.org. Klik på »Gospel Library« og

»General Conference«. Vælg derpå et sprog.

BUDSKABER TIL HJEMMEUNDERVISNING

OG BESØGSUNDERVISNING

Vælg en tale, som bedst imødekommer

behov hos de medlemmer, I besøger, som

budskaber ved hjemmeundervisning og

besøgsundervisning.

PÅ OMSLAGET

Den ene efter den anden, af Walter Rane,

© 2003, By the Hand of Mormon Foundation,

må ikke kopieres.

FOTOS VED KONFERENCEN

Billeder fra generalkonferencen i Salt Lake

City blev taget af Craig Dimond, Welden C.

Andersen, John Luke, Matthew Reier,

Christina Smith, Scott Davis, Les Nilsson,

Rod Boam, Amber Clawson og Shannon

Norton; i Brasilien af Adriano Vedovi; i

Frankrig af David Anderson; i Mexico af

Israel Gutierrez; i Michigan af Rod Humiecki

og Lee Kochenderfer; i Peru af Mason Warr;

og i Samoa af Judith Johnston Niuelua.

2


November 2005 154. årgang. Nummer 11

LIAHONA 25991 110

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges officielle

tidsskrift på dansk.

Det Første Præsidentskab: Gordon B. Hinckley,

Thomas S. Monson, James E. Faust

De Tolvs Kvorum: Boyd K. Packer, L. Tom Perry,

Russell M. Nelson, Dallin H. Oaks, M. Russell Ballard,

Joseph B. Wirthlin, Richard G. Scott, Robert D. Hales,

Jeffrey R. Holland, Henry B. Eyring, Dieter F. Uchtdorf,

David A. Bednar

Redaktør: Jay E. Jensen

Vejledere: Monte J. Brough, Gary J. Coleman,

Yoshihiko Kikuchi

Adm. direktør: David L. Frischknecht

Planlægning og redaktionel leder: Victor D. Cave

Grafisk leder: Allan R. Loyborg

Redaktionel direktør for Kirkens tidsskrifter:

Richard M. Romney

Chefredaktør: Marvin K. Gardner

Redaktion: Collette Nebeker Aune, Susan Barrett,

Shanna Butler, Ryan Carr, Linda Stahle Cooper, LaRene

Porter Gaunt, Jenifer L. Greenwood, R. Val Johnson, Carrie

Kasten, Melvin Leavitt, Sally J. Odekirk, Adam C. Olson,

Judith M. Paller, Vivian Paulsen, Don L. Searle, Rebecca M.

Taylor, Roger Terry, Janet Thomas, Paul VanDenBerghe,

Julie Wardell, Kimberly Webb

Ledende Art director: M. M. Kawasaki

Art director: Scott Van Kampen

Produktionsleder: Jane Ann Peters

Design og produktion: Calli R. Arroyo, Howard G.

Brown, Thomas S. Child, Reginald J. Christensen,

Kathleen Howard, Denise Kirby, Tadd R. Peterson,

Randall J. Pixton, Kari A. Todd, Claudia E. Warner

Marketingsleder: Larry Hiller

Trykchef: Craig K. Sedgwick

Distributionschef: Kris T Christensen

Liahona:

Redaktør: Svend Aage Andersen

Redaktionens adresse: Translation Division, Borups Allé

128, 1. th, DK-2000 Frederiksberg. Tlf. 38 11 18 50;

fax 38 11 18 51

Kirkenyt: Lene Henriksen

Tegning af abonnement eller adresseændring kan foretages

enten ved henvendelse til din tidsskriftsrepræsentant eller

direkte til distributionscentret i Tyskland. Gratisnummer:

00800 3478 3388. Abonnementsprisen på DKK 130

pr. år (inkl. moms og porto) betales på girokontonummer

653-2136.

Indsend manuskripter og spørgsmål til Liahona, Room 2420,

50 East North Temple, Salt Lake City, UT 84150-3220, USA,

eller med e-mail til cur-liahona-imag@ldschurch.org

Liahona (et ord fra Mormons Bog, som betyder »kompas«,

eller »vejviser«) udgives på albansk, armensk, bulgarsk,

cambodjansk, cebuano, dansk, engelsk, estisk, fiji, finsk,

fransk, græsk, haitisk, hindi, hollandsk, indonesisk, islandsk,

italiensk, japansk, kiribati, kinesisk, koreansk, kroatisk, lettisk,

litauisk, malagassisk, marshallesisk, mongolsk, norsk, polsk,

portugisisk, rumænsk, russisk, samoansk, singalesisk,

slovensk, spansk, svensk, tagalog, tahitiansk, tamil, telugu,

thai, tjekkisk, tonga, tysk, ukrainsk, ungarsk, urdu og

vietnamesisk. (Antal numre pr. år varierer fra sprog til sprog).

© 2005 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes.

Printed in the United States of America.

Tekst og billedmateriale i Liahona kan kopieres til

lejlighedsvis, ikke-kommercielt brug i kirke og hjem.

Billedmateriale må ikke kopieres, hvis der i kunstværkets

kildeangivelse står restriktioner. Spørgsmål skal rettes til

Intellectual Property Office, 50 East North Temple Street,

Salt Lake City, UT 84150, USA; e-mail:

cor-intellectualproperty@ldschurch.org.

Liahona findes på internettet på mange sprog på

www.lds.org. På engelsk: Klik på »Gospel Library«.

På andre sprog: Klik på verdenskortet og vælg dansk.

For readers in the United States and Canada:

November 2005 Vol. 154 No. 11. LIAHONA (USPS

311-480) Danish (ISSN 1522-9165) is published monthly

by The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 50 East

North Temple, Salt Lake City, UT 84150. USA subscription

price is $10.00 per year; Canada, $14.00 plus applicable

taxes. Periodicals Postage Paid at Salt Lake City, Utah, and

at additional mailing offices. Sixty days’ notice required for

change of address. Include address label from a recent

issue; old and new address must be included. Send USA

and Canadian subscriptions to Salt Lake Distribution Center

at address below. Subscription help line: 1-800-537-5971.

Credit card orders (Visa, MasterCard, American Express)

may be taken by phone. (Canadian Poste Information:

Publication Agreement #40017431).

POSTMASTER: Send address changes to Salt Lake

Distribution Center, Church Magazines, PO Box 26368,

Salt Lake City, UT 84126-0368.

TALERE I ALFABETISK

ORDEN

Ballard, M. Russell, 41

Bateman, Merrill J., 74

Bednar, David A., 44

De Hoyos, Benjamín, 31

Didier, Charles, 48

Eyring, Henry B., 37

Faust, James E., 20, 53, 114

Grow, C. Scott, 33

Hales, Robert D., 88

Hinckley, Gordon B., 4, 60,

81, 103, 105

Holland, Jeffrey R., 28

Hughes, Kathleen H., 110

Johnson, Paul V., 50

Ko, Won Yong, 92

Koelliker, Paul E., 94

Lant, Cheryl C., 76

McMullin, Keith B., 10

Monson, Thomas S., 23, 56,

67

Nelson, Russell M., 85

Oaks, Dallin H., 24

Packer, Boyd K., 70

Parkin, Bonnie D., 107

Perry, L. Tom, 6

Pingree, Anne C., 112

Scott, Richard G., 78

Snow, Lowell M., 96

Soares, Ulisses, 98

Sybrowsky, Paul K., 35

Tanner, Susan W., 13

Uchtdorf, Dieter F., 100

Wirthlin, Joseph B., 16

EMNEINDEKS

Aktivering, 35, 98

Andet komme, 88

Beskyttelse, 60

Bøn, 37

Børn, 41, 76

Eksemplets magt, 33, 67

Enlige voksne, 24, 114

Familie, 24, 41

Fastholdelse, 98

Flid, 67, 96

Forberedelse, 10, 37, 44,

60, 70

Forsoning, 74, 78, 81, 85

Frafald, 53, 78, 88

Fred, 48

Frelsesplanen, 37, 74, 78

Fysiske legemer, 13, 28

Generalkonference, 50, 96

Genoprettelse, 74, 88, 103

Glæde, 92

Guddommelig natur, 28, 78

Gæld, 53

Handlefrihed, 16, 31, 78,

100, 112

Helbredelse, 85

Helligånden, 16, 20, 48, 78

Hjælpeforeningen, 105, 107,

110, 114

Humanitær tjeneste, 60

Jesus Kristus, 10, 31, 37, 70,

74, 78, 81, 85, 100

Kaldelser, 53, 56

Kirkens vækst, 4, 70

Konvertering, 35, 48, 85, 100

Kristi lys, 20

Kvindelighed, 24, 28, 114

Kærlighed, 67, 81, 98, 110

Ledelse, 24, 53

Lydighed, 10, 16, 37, 44,

48, 50, 60, 76, 78, 94, 96,

100, 112

Lykke, 20, 31, 41

Misbrug, 24

Missionering, 33, 35, 44,

67, 112

Mod, 67

Moderskab, 107, 114

Moral, 13, 41, 78

Mormons Bog, 6, 33, 70, 74,

76, 88

Myndighed, 24

Offer, 92, 94

Omvendelse, 37, 81, 85

Opretholdelse, 53

Pagter, 20, 33, 44, 94, 110,

112

Pligt, 56

Pornografi, 50

Profeter, 6, 16, 48, 50, 53

Præstedømmet, 24, 44, 53,

56, 60

Retfærdighed, 4, 10, 16, 31,

60, 76

Sandhed, 48

Skriftstudium, 6, 37, 41, 48,

70, 76, 88, 92, 112

Skønhed, 13, 28

Smith, Joseph, 67, 88, 103,

105

Templer og tempeltjeneste,

4, 13, 16, 94

Tiende, 37

Tilgivelse, 81

Tjeneste, 16, 35, 56, 60, 107,

110, 114

Tro, 10, 37, 56, 60, 67, 94,

96, 98, 100, 112

Tålmodighed, 67, 98

Uafhængighed, 60

Underkastelse, 112

Undervisning, 67

Unge Piger, 28

Velsignelser, 6, 92

Vidnesbyrd, 28, 33

Visdomsordet, 13

Ægteskab, 24, 41

Ærbarhed, 13, 28

Ærlighed, 67

Åbenbaring, 20, 48, 50, 70

LIAHONA NOVEMBER 2005 3


MØDET LØRDAG FORMIDDAG

Den 1. oktober 2005

Indledende

bemærkninger

PRÆSIDENT GORDON B. HINCKLEY

Kirkens vækst fra den spæde begyndelse til dens nuværende

position er fænomenal, og vi har kun lige ridset i overfladen.

Der kom meget godt ud af det

imperium på mange områder. Men

der var også utrolige lidelser. De

opstod som følge af erobring, undertrykkelse,

krig og konflikter. Britiske

soldaters jordiske rester blev lagt i

grave over hele jorden.

Nu er det alt sammen væk.

Rudyard Kipling skrev om dets fald i

sit digt »Recessional«:

Mine brødre og søstre, jeg

byder jer velkommen til

denne storslåede verdenskonference

for Kirken. Det rummelige

Konferencecenter i Salt Lake City

er fyldt helt op, og andre sale i området

er ligeledes fyldt. Vi taler foruden

her også til jer i mange lande og

under mange himmelstrøg. Vi byder

jer alle velkommen. Vi elsker jer som

brødre og søstre.

Jeg var på mission på de Britiske

Øer for mere end 70 år siden. Dele af

det britiske imperium var stadig intakt.

Det imperium var den mest vidtstrakte

politiske familie af nationer på jordens

overflade. Det blev sagt, at solen aldrig

gik ned i det britiske imperium. Union

Jack vejede hele verden rundt.

I horisonten vores flåde forsvinder,

dens ild rammer fjendens klitter

og kyst.

Se, al vores pragt fra historiens tinder

bliver som Nineve til støv så tyst.

(»God of Our Fathers, Known of

Old«, Hymns, nr. 80)

Der er nu et andet imperium. Det

er Kristi, Herrens imperium. Det er

det gengivne evangeliums imperium.

Det er Guds rige. Og solen går aldrig

ned i dette rige. Det er ikke et resultat

af erobring, konflikt eller krig. Det er

et resultat af fredelig overtalelse, af

vidnesbyrd, af undervisning – en her

og en anden der.

Som I alle ved, fejrer vi i år 200-året

for profeten Joseph Smiths fødsel og

175-året for Kirkens stiftelse.

Kirkens vækst fra den spæde

begyndelse til dens nuværende position

er fænomenal, og vi har kun lige

ridset i overfladen.

Bygningen af templer er en indikation

af denne vækst. Vi har nu 122 i

funktion i mange dele af verden.

Vore medlemmer velsignes meget af

disse. Hver eneste person, der kan få

en tempelanbefaling, er også regnet

som en trofast sidste dages hellig.

Han eller hun betaler fuld tiende,

overholder visdomsordet, har et

godt familieliv og er en bedre borger

i sit samfund. Tempeltjeneste er

slutresultatet af al vores undervisning

og aktivitet.

4


Konferencecentrets auditorium er fyldt til sidste plads lige før begyndelsen af et konferencemøde.

Sidste år blev der udført 32 millioner

ordinancer i templerne. Det er

mere, end der er udført i noget tidligere

år. Lige nu er nogle af vore templer

helt fyldte og lidt til. Behov og

ønsker hos vore trofaste hellige må

imødekommes.

Vi har tidligere bekendtgjort et nyt

tempel i det sydøstlige hjørne af Salt

Lake-dalen. Vi har to andre fortræffelige

steder i den vestlige og den sydvestlige

del af dalen på grund af

velvillighed fra entreprenørerne på

disse grunde. Det første, som vi vil

bygge på, er beliggende i det såkaldte

Daybreak-område, og denne formiddag

offentliggør vi det. I undrer jer

måske over, hvorfor vi favoriserer

Utah så meget. Det er, fordi der er

behov for det grundet den store aktivitet.

Men det går også fremad for

os med nye templer i Rexburg og

Twin Falls i Idaho; i Sacramento i

Californien; i Helsinki i Finland; i

Panama City i Panama; i Curitiba i

Brasilien og et mere, som jeg nok

hellere må undlade at nævne lige nu,

da det endnu ikke er bekendtgjort,

men det vil det snart blive. Der er

endnu flere under overvejelse. Alle

de nævnte steder har vi ejendomsretten,

og arbejdet går fremad på forskellige

trin i opførelsen.

Vi er taknemmelige for vore medlemmers

indvielse, som gør alt dette

muligt.

En af de mest foruroligende sider

af vores tempelaktivitet er, at nu hvor

vi får flere og flere templer spredt ud

LIAHONA NOVEMBER 2005 5


over hele jorden, sker der dobbeltudførelse

af stedfortrædende ordinancer.

Mennesker i forskellige nationer

arbejder samtidig på de samme familielinjer

og finder de samme navne.

De ved ikke, at andre i andre områder

gør det samme. Vi har derfor i

nogen tid arbejdet på et meget vanskeligt

projekt. Løsningen på at

undgå en sådan dobbeltudførelse

ligger i noget komplekst computerteknologi.

Foreløbige resultater viser,

at det vil fungere, og hvis det er tilfældet,

er det virkelig en forbløffende

løsning med verdensomspændende

konsekvenser.

Som mange af jer ved, har vi haft

stavskonferencer ved benyttelse af

satellittransmissioner. Kirken er vokset

så stor, at det ikke længere er

muligt for medlemmer af Det Første

Præsidentskab, De Tolvs Kvorum og

andre generalautoriteter at besøge

de enkelte stave, bortset fra ved nye

stavspræsidentskaber og delinger.

Satellittransmission har gjort det

muligt for os at tale i Salt Lake City

og blive hørt og set i stavscentre og

andre lokaler verden over. Det er

både mirakuløst og vidunderligt.

Det er på samme måde, at mange

af jer deltager i vores konference i

dag. Vi er samlet som en stor, international

familie i musik og bøn og med

instruktioner og vidnesbyrd fra vore

Brødre.

Tak for alt, hvad I gør, I vidunderlige

sidste dages hellige. Tak for den

store indsats fra område-halvfjerdsere,

fra biskopråd og stavspræsidentskaber,

fra hjælpeorganisationsledere,

fra tempel- og missionspræsidentskaber

og mange, mange andre, som

giver så gavmildt af tid, indsats

og midler for at fremme Guds rige

på jorden.

Mine brødre og søstre, jeg beder

om, at himlens største velsignelser må

komme til jer. I Jesu Kristi hellige

navn. Amen. ■

Velsignelser ved at

læse Mormons Bog

ÆLDSTE L. TOM PERRY

De Tolv Apostles Kvorum

Nu er det op til os at studere Mormons Bog og tage ved lære

af dens principper og anvende dem i vores liv.

Jeg glæder mig hver måned til at

modtage det vidunderlige tidsskrift

Ensign. Det styrker mig

at læse budskaber fra Det Første

Præsidentskab, der står i hvert nummer.

Augustnummeret af Ensign og

Liahona indeholdt en udfordring

fra præsident Hinckley til at læse

eller genlæse Mormons Bog inden

udgangen af året.

Hvorfor tror præsident Hinckley, at

det bliver så gavnligt for hver af os at

læse Mormons Bog Han sagde:

»Dens tiltrækning er lige så tidløs

som sandheden, lige så universel som

menneskeheden. Det er den eneste

bog, som indeholder et løfte om, at

læseren ved guddommelig kraft og

med vished kan få at vide, at den er

sand.

Dens oprindelse er mirakuløs. Når

beretningen om dens oprindelse fortælles

til én, som ikke kender den, er

den næsten ikke til at tro på. Men

bogen er her, man kan holde den i

sine hænder, man kan læse den.

Ingen kan bestride dens eksistens ...

Ingen anden hellig skrift illustrerer

så klart den kendsgerning, at når

mennesker og nationer lever i frygt

for Gud og er lydige mod hans befalinger,

får de fremgang og vækst, men

når de lader hånt om ham og hans

ord, sker der et forfald, og hvis det

ikke stoppes ved retfærdighed, vil det

føre til afmagt og død« (»Et levende

og ægte vidnesbyrd«, Liahona, aug.

2005, s. 4-5).

Hvorfor er det i dag så vigtigt for os

at læse i Mormons Bog Det er fordi

størstedelen af Mormons Bogs forfattere

fuldt ud forstod, at det, de skrev,

hovedsageligt var til en fremtidig generation

snarere end til deres egen generation.

Moroni skrev til vor tid: »Jeg

taler til jer, som om I var nærværende«

(Mormon 8:35). Profeten Nephi sagde:

»Derfor har Gud Herren lovet mig,

at disse ting, som jeg skriver, skal

opbevares og passes og overdrages

min slægt fra generation til generation,

så at den forjættelse, der blev

6


givet Josef, må opfyldes, at hans sæd

aldrig skal forgå, så længe jorden står«

(2 Nephi 25:21).

Mormons Bog er en advarselsrøst

til denne generation. Læg mærke til,

hvor levende den beskriver forholdene

på jorden i dag.

»Og ingen behøver at sige, at [disse

optegnelser] ikke skal komme frem,

thi de vil komme frem, thi Herren har

sagt det; thi de skal komme frem af

jorden ved Herrens hånd, og ingen

kan forhindre det; og de skal komme

frem på en dag, da der vil blive sagt, at

undere er ophørt; og de skal komme

frem, som om nogen talte fra de døde.

Og de skal komme frem på en dag,

da de helliges blod skal råbe til

Herren på grund af hemmelige foreninger

og mørkets gerninger.

Ja, de skal komme på en dag, da

man fornægter Guds kraft, og kirker

bliver besmittede og opblæste i hjertets

hovmod; ja på en dag, da kirkeledere

og lærere vil være opblæste af

stolthed, så at de endog misunder

dem, som tilhører deres kirker.

Ja, de skal komme på en dag, da

der skal høres om ild og uvejr og røgdampe

i fjerne lande;

og da man hører om krige og rygter

om krige og jordskælv på forskellige

steder.

Ja, de skal komme på en dag, da

der vil findes megen urenhed på jorden.

Der skal være mord og røveri,

løgn og bedrageri, hor og vederstyggeligheder

af enhver art, og mange skal

sige: Gør dette eller hint, det vil ikke

skade; thi Herren vil støtte sådanne på

den yderste dag. Men ve sådanne, thi

de er i bitterheds galde og i syndens

bånd« (Mormon 8:26-31).

Præsident Ezra Taft Benson bekræftede

den kendsgerning, at Mormons

Bog er af særlig værdi for vor tid, da

han sagde:

»Mormons Bog er skrevet for os i

vor tid. Gud er bogens forfatter. Den

er en sand beretning om et faldent

folk, samlet af inspirerede mænd til

velsignelse for os i dag. Disse mennesker

fik aldrig bogen at se – den var

beregnet for os. Mormon, den fordums

profet, efter hvem bogen er

opkaldt, forkortede århundreders

optegnelser. Gud, som kender enden

fra begyndelsen, fortalte ham, hvad

han skulle tage med i denne forkortelse,

som vi ville få brug for i vore

dage« (»Mormons Bog er Guds ord«,

Den danske Stjerne, aug. 1975, s. 43).

Vi læser ofte optegnelsen hovedsagelig

som en historie om et faldent

folk og glemmer, at den blev samlet af

inspirerede profeter med det formål

at hjælpe os til at komme til Kristus.

Mormons Bogs hovedforfattere havde

slet ikke til hensigt, at det skulle være

en historiebog. Faktisk sagde Jakob, at

hans bror Nephi befalede ham, at han

»kun i forbigående skulle berøre dette

folks historie, som kaldes Nephis folk«

(Jakobs Bog 1:2).

LIAHONA NOVEMBER 2005 7


Hver gang vi læser bogen, bør vi

nok spørge os selv: »Hvorfor valgte

disse forfattere at medtage netop

disse historier eller begivenheder i

optegnelserne Hvilken værdi har de

for os i dag«

Blandt de lektier, vi lærer fra

Mormons Bog, er årsagen til og resultatet

af krig, og under hvilke omstændigheder,

det kan retfærdiggøres. Den

fortæller om onderne og farerne ved

hemmelige foreninger, der stiftes for

at få magt og herredømme over folket.

Den fortæller, at Satan er virkelig,

og antyder nogle af de metoder, han

anvender. Den råder os om passende

anvendelse af rigdom. Den fortæller

os om evangeliets enkle og dyrebare

sandheder, og at Kristus og hans

sonoffer for hele menneskeheden er

virkeligt og guddommeligt. Den fortæller

os om indsamlingen af Israels

hus i de sidste dage. Den fortæller os

om formålet med og principperne i

missionering. Den advarer os mod

stolthed, ligegyldighed, opsættelse,

farerne ved falske traditioner, hykleri

og urenhed.

Nu er det op til os at studere

Mormons Bog og tage ved lære af

dens principper og anvende dem i

vores liv.

Mormons Bog begynder med en

storslået historie om vigtigheden af,

at familier har og anvender skrifterne.

Lehi, en profet og far, blev advaret

om, at der var nogle, der stræbte ham

efter livet på grund af hans udtalelser

omkring deres ondskab. Han fik

besked på at flygte sammen med sin

familie.

»Og det skete, at han drog ud i

ørkenen. Han forlod sit hjem, sit arveland,

sit guld og sølv og sine kostbarheder

og tog intet med sig med

undtagelse af sin familie og levnedsmidler

og telte, og han drog ud i

ørkenen« (1 Nephi 2:4).

Efter at have rejst et godt stykke

vej, fik Lehi en drøm, hvori Herren

sagde, at de ikke skulle rejse længere,

men i stedet vende tilbage til

Jerusalem og skaffe deres fædres

optegnelser, som var graverede på

messingplader. Disse plader indeholdt

også profeternes ord og

Herrens befalinger. Lehis fire sønner

fik til opgave at rejse tilbage for at

skaffe optegnelsen.

Da de ankom til Jerusalem, trak

de lod, for at beslutte, hvem, der

skulle gå til Labans hus og bede om

messingpladerne. Loddet faldt på

Laman. Han henvendte sig til Laban:

»Og se, det skete, at Laban blev vred

og viste ham ud; og han ville ikke,

at han skulle have optegnelserne.

Derfor sagde han til ham: Du er

en røver, og jeg vil slå dig ihjel«

(1 Nephi 3:13). Laman undslap

med livet i behold, men uden

messingpladerne.

En ting, der slår mig ved dette første

forsøg er, at brødrene ikke så ud

til at have en god plan. Dette lærer os

en vigtig lektie, som vi kan anvende

i vores studium af skrifterne. Lad

os vise, at vi forpligter os til at læse

Mormons Bog ved at gå i gang med

vores studium med en bestemt plan.

Præsident Hinckley gav i sin artikel

i Ensign og Liahona »en udfordring til

Kirkens medlemmer over hele verden

og vore venner overalt om at læse

eller genlæse Mormons Bog.« Derpå

foreslog han os en plan til at klare

udfordringen: »Hvis I vil læse lidt

mere end halvandet kapitel om

dagen, vil I kunne læse bogen færdig,

inden året er omme« (Liahona, aug.

2005, s. 6). August og september er

nu forbi. Ifølge præsident Hinckleys

plan burde vi nu læse i Almas Bog – et

sted mellem kapitel 4 og 12. Er I foran

eller bagefter

Da det første forsøg på at få fat i

messingpladerne mislykkedes, ville

Nephis brødre give op og vende tilbage

til deres familie i ørkenen. Men

Nephi opmuntrede dem til fortsat at

forsøge, og foreslog en anden tilgang

til at skaffe optegnelsen: »Lad

os derfor være tro i at holde Herrens

bud; lad os drage hen til vor faders

arveland; thi se, han efterlod guld og

sølv og alle slags rigdomme. Og alt

dette har han gjort, fordi Herren

befalede det ...

Og vi gik ind til Laban, og vi bad

ham om at give os optegnelserne ...

for hvilke vi ville give ham vort guld,

vort sølv og alle vore kostbarheder«

(1 Nephi 3:16, 24).

Nephis eksempel lærer os, at velsignelserne

i skrifterne er langt mere

værdifulde end ejendom og andre

verdslige ting. At forfølge noget verdsligt

kan nogle gange give os midlertidig

fornøjelse, men ikke varig glæde

og lykke. Når vi søger efter det, der

hører Ånden til, er belønningerne

evige og vil give os den tilfredsstillelse,

vi søger gennem denne jordiske

oplevelse.

Præsident Hinckley har opfordret

os til at læse Mormons Bog for at

hæve os over det verdslige, så vi kan

nyde det, der hører Herren til. Han

sagde: »Jeg kan uden forbehold love

jer, at hvis I hver især vil følge denne

enkle anvisning, uanset hvor mange

gange I allerede har læst Mormons

Bog, så vil I have Herrens ånd i jeres

hjem i større målestok. Jeres beslutning

om at være lydige mod hans

bud vil forstærkes, og I vil få et større

vidnesbyrd om, at Guds søn er en

levende virkelighed« (Liahona, aug.

2005, s. 6). Disse velsignelser er langt

mere værdifulde end materielle

besiddelser.

Da Nephi og hans brødre tilbød at

give deres rigdom i bytte for messingpladerne,

stjal Laban deres ejendom

og forsøgte at tage deres liv.

Dybt mismodige efter endnu et mislykket

forsøg, ville Laman og Lemuel

igen opgive det, de mente var en

umulig opgave. Nephi var derimod

urokkelig i sin forpligtelse til at

8


adlyde Herrens befalinger. Han argumenterede

således over for sine

brødre: »Lad os igen drage op til

Jerusalem og lad os være tro i at

holde Herrens bud; thi se, han er

mægtigere end hele verden, mon

da ikke også mægtigere end Laban

og hans halvtredsindstyve, ja

eller endog hans titusinder«

(1 Nephi 4:1).

Da de greb opgaven an med tro på

Herren, medførte dette det ønskede

resultat. Da Nephi gik fremad for at

skaffe optegnelsen, og var ledt af

Ånden, blev Laban overgivet i hans

hænder. Ved sin tro og lydighed sikrede

Nephi sig selv og sin familie velsignelserne

ved at have skrifterne. Nu,

med messingpladerne i deres besiddelse,

kunne Nephi og hans brødre

vende tilbage til deres far i ørkenen

og fortsætte deres rejse.

Hvis vi griber præsident Hinckleys

udfordring an med tro, har vi et sikkert

løfte fra vores profet om de velsignelser,

vi vil få ud af vores studium

af Mormons Bog. Vi vil opdage, som

Nephi og hans familie gjorde det, at

skrifterne er »ønskværdige, ja tilmed

af så stor værdi for os« (1 Nephi

5:21). Vi kan også opnå den velsignelse,

som Moroni lovede, da

han afsluttede sin optegnelse i

Mormons Bog:

»Ja, kom til Kristus og bliv fuldkommen

i ham og fornægt jer selv

alt, hvad der er ugudeligt; og dersom

I fornægter jer selv alt, hvad der

er ugudeligt samt elsker Gud af hele

jeres magt, sind og styrke, da er hans

nåde tilstrækkelig for jer, så at I gennem

hans nåde kan blive fuldkomne

i Kristus; og dersom I ved Guds

nåde er fuldkomne i Kristus, kan I

ingenlunde fornægte Guds kraf

(Moroni 10:32).

Dette er året, hvor vi fejrer 200-

året for profeten Joseph Smiths

fødsel. Mormons Bog giver overbevisende

bevis på profeten Josephs gerning

og på genoprettelsen af Jesu

Kristi Kirke. Præsident Hinckley

sagde dette om Mormons Bog ved

sidste generalkonference i april:

»Det er noget håndgribeligt, man

kan tage i hænderne, som kan læses,

som kan efterprøves ... Man skulle

synes, at hele den kristne verden

ville række ud og modtage den

med glæde og omfavne den som et

levende vidnesbyrd. Den giver endnu

et stort og grundlæggende bidrag,

som kom som en åbenbaring til

profeten [Joseph]« (»De store ting,

Gud har åbenbaret«, Liahona, maj

2005, s. 82).

Jeg beder til, at hver eneste må

have læst Mormons Bog inden årets

udgang som svar på udfordringen fra

vores nuværende profet, Gordon B.

Hinckley, for at ære genoprettelsens

profet, Joseph Smith. Må vi have en

plan, som vi følger i tro for at smage

og blive mæt med det, der er af uendelig

og evig værdi, ja, Guds ord,

som står i Mormons Bog. Det er

min ydmyge bøn i Jesu Kristi navn.

Amen. ■

LIAHONA NOVEMBER 2005 9


Vær beredt ... Vær

stærke fremover

BISKOP KEITH B. MCMULLIN

Andenrådgiver i Det Præsiderende Biskopråd

Tragedier vinder aldrig, hvor personlig retskaffenhed

er fremherskende.

Har I nogensinde oplevet en

samtale, hvor I pludselig blev

bedt om at tie stille, mens

jeres synspunkt blev fejlfortolket og

forklejnet En sådan oplevelse havde

jeg for snart 25 år siden, og frustrationen

over den ufuldendte samtale er

der stadig i dag.

Som missionspræsident blev jeg,

sammen med andre fra Kirken, inviteret

til at mødes med borgmesteren fra

en af byerne i vores mission. Han var

hjertelig, da han bød os velkommen på

sit kontor. Vores samtale berørte tidens

bekymringer. Endelig spurgte han,

hvorfor Kirken missionerede i hans by.

Det var ikke uventet. Jeg havde fået

en tilskyndelse nogle uger før om, at

han ville stille dette spørgsmål, og

hvad mit svar skulle være. Jeg svarede:

»Jesu Kristi evangelium giver svar og

løsninger på alle verdens problemer,

også dem, som de gode borgere i

din by står overfor. Det er derfor,

vi er her.«

Jeg forventede fuldt ud, at borgmesteren

ville ønske at høre mere. I stedet

skiftede han humør. Skepsis og derefter

ringeagt overtog hans ansigtsudtryk.

Han råbte op om min naive

tilgang til verdens udfordringer og

bragte vores besøg til en pludselig

ende. Ingen yderligere forklaring

var tilladt.

Her til morgen vil jeg gerne fuldende

den samtale. Jeg håber, at den

gode borgmester lytter, for det, der

nu følger, er afgørende i en urolig

verden.

De sidste års forfærdelige katastrofer

har lagt en dæmper på os. De

indtræffer med øget hyppighed og

styrke. Naturens kræfter er grumme i

deres omfang, mennesker overfalder

nådesløst andre mennesker, og

uhæmmet grådighed fører til tøjlesløshed,

kriminalitet og familiens undergang,

i et omfang der når vældige

højder. Flodbølgen i det sydlige Asien

og orkaner i USA er med deres forfærdelige

tab, de nyligste katastrofer, der

fanger vores opmærksomhed. Hjerter

og hænder verden over rækker ud til

dem, der er så dybt berørte. I en kort

periode viger uenighed for medfølelse

og kærlighed.

Vi står i gæld til dem, der, når påvirkede

af katastrofer, påminder os om

menneskets afhængighed af Gud. En

enke i en flygtningelejr, der sørgede

over de brutale drab af hendes sønner,

sagde grædende: »Jeg må ikke

miste min tro.« Overlevende, der

var overvældet af Katrinas vrede,

udsendte denne bøn: »Bed for os.« 1

Årsagerne til sådanne katastrofer er

genstand for tilsyneladende endeløs

debat. Kommentatorer, politikere, forskere

og mange andre har meninger

om årsagerne.

Herren Jesus Kristus sagde følgende

angående gengivelsen af hans

evangelium:

»Derfor har jeg, Herren, kaldt min

tjener Joseph Smith jun. og talt til

ham fra himlen og givet ham befalinger,

da jeg vidste, at ulykker skulle

ramme jordens indbyggere ...

Ransag disse befalinger, thi de er

sande og troværdige, og de profetier

og forjættelser, som de indeholder,

skal alle gå i opfyldelse.« 2

Lad os vende vores opmærksomhed

mod grundene til eller formålet

med sådanne katastrofer. Heldigvis

har vi ikke brug for at debattere her,

for vi har Kristi evangeliums fylde at

sætte vores lid til. Ransag profeternes

ord i Mormons Bog og Bibelen; læs

Jesu Kristi lærdomme i det 24. kapitel

af Matthæus; 3 studér Herrens åbenbaringer,

givet i de sidste dage, i Lære og

Pagter. 4 Herfra lærer vi Guds formål

med sådanne ting.

Katastrofer er en slags modgang;

og modgang er en nødvendig del af

vor himmelske Faders plan for sine

børns lykke.

Hvis vores hjerte er hos Gud, vil

modgang undervise os, hjælpe os med

at overvinde vores kødelige natur og

give næring til det guddommelige i os.

10


Præsident Gordon B. Hinckley (i midten); præsident Thomas S. Monson, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab (til venstre),

og præsident James E. Faust, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab.

Var det ikke for modgang, kunne vi

ikke vide, hvordan man »vælger den

gode del.« 5 Modgang hjælper os til at

se, hvor vi har brug for at omvende

os, til at undertrykke vore naturlige

instinkter, til at omfavne retfærdighed

og nyde »fred med samvittigheden.« 6

Jo mere vi holder fast ved retfærdigheden,

des mere nyder vi vor

Frelsers beskyttende omsorg. Han er

universets Skaber og Herre. Han vil

stilne stormene og gøre vandene blikstille.

7 Hans lærdomme og forsoning

vil læge den angrende sjæl. Han er

Messias eller Befrier, og takket være

ham, kan vi alle lede vores egen personlige

verden, selv når tragedier

truer os. Lyt til disse sandheder:

»Og Messias kommer i tidens fylde,

for at han kan forløse menneskenes

børn fra syndefaldet. Og da de er forløst

fra syndefaldet og kender godt fra

ondt, er de blevet fri for evigt, til at

handle for sig selv og ikke lade sig

påvirke af noget med undtagelse af

lovens straf på den store yderste dag

i overensstemmelse med de befalinger,

som Gud har givet.

Derfor er menneskene fri efter

kødet; og alle ting, der er tjenlige for

menneskene er givet dem. Og de kan

frit vælge frihed og evigt liv ved den

store formidling for alle mennesker,

eller fangenskab og død efter djævelens

magt og fangenskab; thi [djævelen]

han søger at gøre alle mennesker

ulykkelige, ligesom han selv er.« 8

Vi gør godt i at huske, at Djævelen

er ødelæggeren.

Det er sandt, at vi i dette liv kun er

så fri, som vore dødelige omstændigheder

tillader. Vi er måske ikke i stand

til at stoppe krige i fremmede lande,

eller til med vores svage arm at holde

rasende storme tilbage eller til at løbe

frit, når vores legeme holdes fængslet

af et svigtende helbred. Men det er

sandt, at sådanne ting ikke i sidste

instans styrer vores personlige verden.

Det gør vi!

Profeten Joseph Smith har sagt:

»Lykke er formålet og hensigten med

vort liv og vil blive det endelige resultat,

dersom vi vandrer ad den vej, der

fører dertil, og denne vej eller sti er

dyd, oprigtighed, trofasthed, hellighed

og efterlevelse af alle Guds bud

og befalinger.« 9

Således, højtærede borgmester,

giver Jesu Kristi evangelium svar på

alle verdens problemer, netop fordi

det giver løsninger på hver enkel

levende sjæls lidelser.

Hver gang katastrofer indtræffer,

pålægges vi alle en tilsvarende hellig

forpligtelse til at blive bedre. Vi bør

spørge os selv: »Hvilken del af mit liv

skal jeg ændre, således at jeg ikke

behøver tugtelse«

I skriften gør Herren det klart,

hvad han forventer af os, når vi udsættes

for sådanne prøvelser. Han siger:

»Omgjord derfor jeres lænder og vær

rede. Se, riget er jeres, og fjenden skal

ikke sejre.« 10

LIAHONA NOVEMBER 2005 11


12

Kirken og dens medlemmer har

fået befaling om at være selvhjulpne

og uafhængige. 11 Forberedelse begynder

med tro, som gør os i stand til at

klare omskiftelser, når de kommer.

Vi ser livet på jorden som en forberedende

rejse. Tro på Herren og hans

evangelium overvinder frygt og fremmer

åndelighed.

Åndeligheden vokser, når vi

»bede[r] og ... vandre[r] retskaffent

for Herren« 12 Det er »bevidstheden

om at have sejret over selvet, og om

fællesskab med det uendelige.« 13

Tro, åndelighed og lydighed giver

et forberedt og selvhjulpent folk.

Når vi adlyder tiendepagten, bliver

vi beskyttet mod at lide nød og mod

ødelæggerens magt. Når vi efterlever

fasteloven og gavmildt giver for at tage

os af andre, høres vore bønner, og

familiesammenholdet øges. Lignende

velsignelser kommer, når vi adlyder

profeternes råd og ikke lever over

evne, undgår unødig gæld og lægger

den nødvendige mængde livsfornødenheder

til side til at opretholde livet

for vores familie i mindst et år. Det er

måske ikke altid let, men lad os gøre

vores »allerbedste« 14 – så vil vore forrådskamre

ikke svigte – men der vil

være »nok, ja, i overflod.« 15

Og igen siger Herren: »Vær derfor

stærke fra nu af, frygt ikke, thi riget

er jeres.« 16

Styrke og ukuelighed kommer af at

leve retfærdigt. Man er ikke retfærdig,

hvis man er hellig om søndagen og en

drivert resten af ugen. Utøjlet begær

er destruktivt og skyld i, at folk

»driv[er] ... spøg med hellige ting.« 17

Præsident Brigham Young sagde:

»Den synd, der bliver hos alle Adam

og Evas efterkommere, er, at de ikke

gjorde deres bedste.« 18

Jesu Kristi evangelium er stien til

retfærdighed. Tragedier vinder aldrig,

hvor personlig retskaffenhed er fremherskende.

Lad os derfor give agt på

apostlen Paulus’ råd:

»Natten er fremrykket, dagen er

nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger

og tage lysets rustning på.

Lad os leve sømmeligt, som det

hører dagen til, ikke i svir og druk,

ikke løsagtigt og udsvævende, ikke i

kiv og misundelse,

men iklæd jer Herren Jesus Kristus,

og vær ikke optaget af det kødelige, så

det vækker begær.« 19

Som sidste dages hellige har vi

pligt til at forberede os selv, denne

jord og dens indbyggere til Herren

Jesu Kristi andet komme. At være

rede og stærke, som evangeliet lærer

os, sikrer lykke her og herefter, og

gør denne »store tusindårige mission«

mulig.

Vores elskede præsident Hinckley

har formanet os: »Nu, mine brødre og

søstre, tiden er kommet for os til at

stå lidt mere ranke, at løfte vores blik

og udvide vores forstand i en større

forståelse af den storslåede, tusindårige

mission for denne Jesu Kristi

Kirke af Sidste Dages Hellige. Dette er

tiden til at være stærk. Det er en tid til

at bevæge sig fremad uden tøven og

med fuldt kendskab til omfanget og

betydningen af vores mission. Det er

tid til at gøre det, der er ret, uanset

følgerne. Det er en tid, hvor vi bør

overholde befalingerne. Det er en tid

til at række ud med venlighed og kærlighed

til dem, der er i en ulykkelig

situation, og til dem, der vandrer i

mørke og smerte. Det er en tid til at

være hensynsfulde og gode, anstændige

og høflige over for hinanden i

alle forhold. Med andre ord – til at

blive mere kristuslignende.« 20

Denne formaning fra Herrens profet

viser os vejen gennem disse urolige

tider. Alle I, der lider, er i vores

hjerte. Må vor himmelske Fader i hans

uendelige nåde lette jeres byrder og

fylde jeres liv med den fred, som

»overgår al forstand.« 21 I er ikke alene.

Vores kærlighed og tro og bønner er

forenede med jeres. Gå fremad i retfærdighed,

og alt vil blive godt.

I Jesu Kristi navn. Amen. ■

NOTER

1. Citeret i Evan Thomas, »The Lost City«,

Newsweek, 12. sep. 2005, s. 44.

2. L&P 1:17, 37.

3. Se også Joseph Smith-Matthæus.

4. Se L&P 45; 88; 101; 133.

5. »Father in Heaven, We Do Believe«, Hymns,

nr. 180.

6. Mosiah 4:3.

7. Se Matt 8:25-27; Mark 4:39.

8. 2 Nephi 2:26-27; fremhævelse tilføjet.

9. History of the Church, 5:134-135.

10. L&P 38:9.

11. Se L&P 78:13-14; Omsorg på Herrens

måde: Vejledning for ledere om velfærd,

velfærdshåndbog, 1990, s. 5.

12. L&P 68:28.

13. David O. McKay, i Conference Report, okt.

1969, s. 8.

14. Se Gordon B. Hinckley, »Stå stærk og urokkelig«,

Verdensomspændende oplæringsmøde

for ledere, 10. jan. 2004, s. 21.

15. L&P 104:17.

16. L&P 38:15.

17. L&P 6:12.

18. Discourses of Brigham Young, udv. John A.

Widtsoe, 1954, s. 89.

19. Rom 13:12-14.

20. »Dette er Mesterens værk«, Stjernen, juli

1995, s. 72; se også »Indledende

bemærkninger«, Liahona, maj 2005, s. 4.

21. Fil 4:7.


Legemets hellighed

SUSAN W. TANNER

Unge Pigers hovedpræsidentinde

Herren ønsker, at vi forandrer os – men efter hans billede,

ikke efter verdens billede, ved at få hans billede prentet i

vores bevidsthed.

Jeg er lige vendt hjem fra et besøg,

hvor jeg bød vores nyeste lille barnebarn,

Elizabeth Claire Sandberg,

velkommen til verden. Hun er perfekt!

Jeg blev fyldt af ærefrygt, som jeg bliver

det, hver gang en baby bliver født,

over hendes fingre, tæer, hår, bankende

hjerte, og hendes tydelige familiesærpræg

– næse, hage, smilehuller.

Hendes ældre brødre og søstre var lige

så begejstrede og fascinerede af deres

lillebitte, perfekte lillesøster. De syntes

at mærke en hellighed i deres hjem ved

tilstedeværelsen af en celestial ånd, der

for nylig er blevet forenet med et rent

fysisk legeme.

I forudtilværelsen lærte vi, at legemet

var en del af Guds store plan

for vores lykke. Som familieproklamationen

erklærer: »I den førjordiske

verden kendte og tilbad åndelige sønner

og døtre Gud som deres evige

Fader og accepterede hans plan, hvorved

hans børn kunne opnå et fysisk

legeme og opnå jordiske erfaringer

for at udvikle sig frem mod fuldkommenhed

og til sidst realisere deres

guddommelige skæbne som arving til

evigt liv« (»Familien: En proklamation

til verden«, Liahona, okt. 2004, s. 49).

Vi »råbte af fryd« (Job 38:7) over at

være en del af denne plan.

Hvorfor var vi så begejstrede Vi

forstod evige sandheder om vore

legemer. Vi vidste, at vore legemer

ville være i Guds billede. Vi vidste, at

vores legeme skulle huse vores ånd.

Vi forstod også, at vores legeme ville

blive genstand for smerte, sygdom,

handicap og fristelse. Men vi var villige

til, endda ivrige efter, at tage

imod disse udfordringer, fordi vi vidste,

at kun med ånd og legeme uadskilleligt

forbundet kunne vi udvikle

os til at blive som vor himmelske

Fader (se L&P 130:22) og modtage

»en fylde af glæde« (L&P 93:33).

Med evangeliets fylde på jorden

har vi igen det privilegium at kende

disse sandheder om legemet. Joseph

Smith lærte os: »Vi kom her til jorden,

for at vi kunne få et legeme og fremlægge

det rent for Gud i det celestiale

rige. Lykkens store princip består i at

have et legeme. Djævelen har ikke

noget legeme, og heri ligger hans

straf« (Profeten Joseph Smiths lærdomme,

s. 216).

Satan lærte de samme evige sandheder

om legemet, og alligevel er

hans straf, at han ikke har et. Derfor

forsøger han at gøre alt, hvad han kan,

for at få os til at mishandle eller misbruge

denne dyrebare gave. Han har

fyldt verden med løgne og bedrag om

legemet. Han frister mange til at

besmitte denne storslåede gave gennem

ukyskhed, usømmelighed, vellevned

og afhængighed. Nogle forleder

han til at foragte deres legemer; andre

frister han til at tilbede deres legemer.

I begge tilfælde lokker han verden til

blot at anse legemet for en genstand.

Fordi der er så mange sataniske falskheder

om legemet, vil jeg i dag løfte

min stemme til støtte for legemets

hellighed. Jeg vidner om, at legemet

er en gave, der skal behandles med

taknemmelighed og respekt.

Skrifterne erklærer, at legemet er

et tempel. Det var Jesus selv, der først

sammenlignede sit legeme med et

tempel (se Joh 2:21). Senere formanede

Paulus folket i Korinth, en ugudelig

by med al slags udsvævelse og

uanstændighed: »Ved I ikke, at I er

Guds tempel, og at Guds ånd bor i

jer Hvis nogen ødelægger Guds tempel,

skal Gud ødelægge ham. For

Guds tempel er helligt, og det tempel

er I« (1 Kor 3:16-17).

Hvad ville der ske, hvis vi virkelig

behandlede vores legeme som et tempel

Udfaldet ville være en drastisk

stigning i kyskhed, sømmelighed,

overholdelse af visdomsordet og en

tilsvarende nedgang i problemerne

med pornografi og misbrug, for vi

ville anse legemet, ligesom templet,

for et helligt sted for Ånden. Ligesom

intet urent må komme ind i templet,

ville vi være opmærksomme på at

holde alle slags urenheder ude fra

vores legemes tempel.

På samme måde ville vi holde det

ydre af vores legemlige tempel rent

LIAHONA NOVEMBER 2005 13


14

og smukt at se på, for at afspejle den

hellige natur af det, der er indeni,

ligesom Kirken gør med sine templer.

Vi bør klæde og opføre os sådan, at

det afspejler den hellige ånd i os.

Da jeg for kort tid siden besøgte

en af verdens store turistbyer, følte

jeg en overvældende tristhed over, at

så mange mennesker i verden er blevet

bytte for Satans bedrag, at vores

legeme blot er en genstand, der kan

lades hånt om og stilles offentligt til

skue. Forestil jer kontrasten og min

glæde, da jeg trådte ind i et klasseværelse

med sømmeligt og passende

påklædte unge piger, hvis fremtræden

udstrålede godhed. Jeg tænkte:

»Her er otte smukke piger, der ved,

hvordan de skal vise respekt for

deres legeme, og som ved, hvorfor

de gør det.« I Til styrke for de unge

står der: »Dit legeme er Guds hellige

skaberværk. Respektér det som en

gave fra Gud og besmit det ikke på

nogen måde. Du kan i din påklædning

og fremtoning vise Herren, at du

ved, hvor dyrebart dit legeme er ...

Måden, du klæder dig på, er en

afspejling af, hvordan du er indeni«

(2001, s. 14-15).

Sømmelighed handler om mere

end at undgå afslørende påklædning.

Det handler ikke kun om, hvor kort

eller hvor udringet tøjet er, men om

vores hjertes indstilling. Ordet sømmelig

betyder »passende«. Det har at

gøre med at afpasse. Det indebærer

»anstændighed og beskedenhed ... i

tanke, sprog, påklædning og opførsel«

(i Daniel H. Ludlow, red.,

Encyclopedia of Mormonism, 5 bind,

1992, 2:932).

Mådehold og behørighed bør styre

alle vore fysiske ønsker. En kærlig

himmelsk Fader har givet os fysisk

skønhed og behagelighed »både til at

fryde øjet og glæde hjertet« (L&P

59:18), men med denne advarsel: At

det skal »bruges med måde og ikke i

overmål, ej heller med overdrivelse«

(L&P 59:20). Min mand brugte skrifterne

til at undervise vore børn i kyskhedsloven.

Han sagde, at »ordet

overdrivelse ... rent bogstaveligt betyder

at ›gå til yderligheder.‹ Vores

anvendelse af ... legemet, må ikke gå

til yderligheder i forhold til ... det guddommeligt

indstiftede formål, hvortil

[det blev] givet. Fysisk nydelse er

godt på rette tid og sted, men selv da

må det ikke blive vores gud« (John S.

Tanner, »The Body as a Blessing«,

Ensign, juli 1993, s. 10).

Legemlige glæder kan blive en

besættelse for nogle; det samme kan

den opmærksomhed, vi giver vores

ydre fremtoning. Nogle gange er der

en selvisk umådeholdenhed af

motion, slankekure, ændring af udseende

og brug af penge på den sidste

nye mode (se Alma 1:27).

Det bekymrer mig, at nogle går til

ekstremer for at ændre deres udseende.

Lykke kommer af at acceptere de

legemer, der er givet os som guddommelige

gaver, og fremhæve vore naturlige

fortrin, og ikke af at se vores

legeme i forhold til verdens idealer.

Herren ønsker, at vi forandrer os – men

efter hans billede, ikke efter verdens

billede, ved at få hans billede prentet i

vores bevidsthed (se Alma 5:14, 19).

Jeg kan godt huske den usikkerhed,

jeg følte som teenager med


meget store hudproblemer. Jeg prøvede

at pleje min hud ordentligt.

Mine forældre hjalp mig med at få

lægehjælp. I mange år spiste jeg

endda ikke chokolade eller alt det

fede fast food, som teenagere ofte spiser,

når de er sammen, men stadig

uden påfaldende tegn på helbredelse.

Det var svært for mig dengang fuldt

ud at værdsætte dette legeme, som

gav mig så stor sorg. Men min gode

mor belærte mig om en højere lov.

Gang på gang sagde hun til mig: »Du

skal gøre alt, hvad du kan for at se tiltalende

ud, men fra det øjeblik, du

går ud af døren, så glem dig selv og

begynd at tænke på andre.«

Der var det. Hun underviste mig i

det kristuslignende princip uselviskhed.

Barmhjertighed, eller Kristi rene

kærlighed »misunder ikke, opblæses

ikke, søger ikke sit eget« (Moroni

7:45). Når vi tænker på andre og bliver

uselviske, udvikler vi en indre

skønhed i ånden, som udstråles i

vores ydre fremtoning. Det er sådan,

at vi skaber os selv efter Herrens billede

frem for efter verdens og får

hans billede prentet i vores bevidsthed.

Præsident Hinckley talte om

præcis den skønhed, der kommer, når

vi lærer at respektere legeme, sind og

ånd. Han sagde:

»Der findes ikke noget smukkere af

den Almægtiges skaberværk, intet

mere inspirerende, end en kær Guds

datter, som vandrer i dyd, med en forståelse

for, hvorfor hun skal gøre det,

som ærer og respekterer sit legeme

som noget helligt og gudgivent, og er

en pige, der dygtiggør sig og hele tiden

øger sin forståelse, som ernærer sin

ånd ved evig sandhed« (»Forstå vores

guddommelige natur«, Liahona, feb.

2002, s. 24; »Vort ansvar overfor vore

unge piger,« Stjernen, jan. 1989, s. 88).

Det er min bøn, at alle mænd og

kvinder vil søge den skønhed profeten

priser – skønheden i legeme, sind

og ånd!

Det gengivne evangelium lærer os,

at der er en nær sammenhæng

mellem legeme, sjæl og ånd. I visdomsordet

er det åndelige og fysiske

for eksempel sammenflettet. Når vi

følger Herrens sundhedslov for vores

krop, loves vi også visdom til vores

ånd og viden til vores sind (se L&P

89:19-21). Det åndelige og fysiske er i

sandhed forbundet.

Jeg husker en episode fra mit hjem,

da jeg var barn, hvor min mors følsomme

sind blev påvirket af fysisk

fråds. Hun havde prøvet en ny kageopskrift.

De var store, fede og lækre –

og meget mættende. Selv mine teenage-brødre

kunne ikke spise mere end

én. Den aften til familiebøn bad min

far min mor om at bede. Hun begravede

sit hoved i hænderne og svarede

ikke. Han prikkede blidt til hende: »Er

der noget galt« Til sidst sagde hun:

»Jeg føler mig ikke særlig åndelig i

aften. Jeg har lige spist tre af de meget

fede kager.« Jeg går ud fra, at mange af

os har krænket vores ånd på lignede

måde, når vi har frådset fysisk. Især

det, der forbydes i visdomsordet, har

en skadelig indflydelse på vores

legeme og en bedøvende påvirkning

af vores åndelige følsomhed. Ingen af

os kan se bort fra forbindelsen mellem

ånd og legeme.

Disse hellige legemer, som vi er så

taknemmelige for, lider under naturlige

begrænsninger. Nogle fødes med

et handicap og nogle lider med smerter

på grund af sygdom hele deres liv.

Når vi ældes, oplever vi alle, at vores

legeme gradvist begynder at svigte.

Når det sker, længes vi efter den dag,

hvor vores legeme vil blive helbredt

og raskt. Vi glæder os til opstandelsen,

som Jesus Kristus gjorde

mulig, når sjælen igen skal »komme

til legemet og legemet til sjælen; ja,

og hvert lem og led skal igen komme

til sit legeme; ja, der skal endog ikke

gå et hår af hovedet tabt, men alle

ting skal atter komme til deres rette

og fuldstændige sammensætning«

(Alma 40:23). Jeg ved, at gennem

Kristus kan vi opleve en fylde af

glæde, der kun er tilgængelig, når ånd

og grundstof er uadskilleligt forbundet

(se L&P 93:33).

Vores legeme er vores tempel. Vi er

ikke mindre, men mere lig vor himmelske

Fader, fordi vi er legemliggjorte.

Jeg vidner om, at vi er hans

børn, skabt i hans billede, med potentiale

til at blive som ham. Lad os

behandle denne guddommelige gave,

som kroppen er, med stor omsorg.

Hvis vi er værdige skal vi en dag, modtage

et fuldkomment, ophøjet legeme

– rent og uplettet ligesom mit nye lille

barnebarn, bare uadskilleligt forbundet

med ånden. Og vi skal råbe af fryd

(se Job 38:7) over at modtage denne

gave igen, som vi sådan har længtes

efter (se L&P 138:50). Må vi alle

respektere legemets hellighed, mens

det er dødeligt, så Herren kan helliggøre

og ophøje det for al evighed. I

Jesu Kristi navn. Amen. ■

LIAHONA NOVEMBER 2005 15


Søg mod højere

grund

ÆLDSTE JOSEPH B. WIRTHLIN

De Tolv Apostles Kvorum

Vi står med et valg. Vi kan stole på vores egen styrke,

eller vi kan søge mod højere grund og komme til Kristus.

Den 26. december 2004 udløstes

et kraftigt jordskælv ud for

Indonesiens kyst. Det skabte en

dødbringende flodbølge, som dræbte

over 200.000 mennesker. Det var en

forfærdelig tragedie. På en dag blev

millioners tilværelse ændret for evigt.

Men der var en gruppe, som,

selvom deres landsby blev ødelagt,

ikke mistede en eneste person.

Hvad var grunden

De vidste, at en flodbølge var på vej.

Moken-folket bor i landsbyer på

nogle øer ud for Thailands og

Burmas (Myanmar) kyst. De er fiskere,

og deres liv afhænger af havet.

I hundreder, ja, måske tusinder af år

har deres forfædre studeret havet, og

de har videregivet deres viden fra far

til søn.

Især var de omhyggelige med at

fortælle én ting: Hvad man skal gøre,

når havet trækker sig tilbage. Når det

sker, vil »Laboon« – en bølge, der spiser

mennesker – i henhold til deres

traditioner ankomme kort efter.

Da landsbyens ældster så det frygtede

tegn, råbte de til alle, at de skulle

løbe til højere grund.

Ikke alle lyttede.

En ældre fisker sagde: »Ingen af

børnene troede på mig.« Faktisk

kaldte hans egen datter ham for løgner.

Men den gamle fisker gav ikke

efter, før alle havde forladt landsbyen

og var klatret op til højere grund. 1

Moken-folket var heldige ved at

have nogen med overbevisning, som

advarede dem om det, der fulgte.

Landsbybeboerne var heldige, fordi

de lyttede. Havde de ikke gjort det,

kunne de være døde.

Profeten Nephi skrev om den store

ulykke på hans tid, ødelæggelsen af

Jerusalem. »Og ligesom en slægt nu

er blevet ødelagt blandt jøderne på

grund af ugudelighed, således er de

blevet ødelagt fra slægt til slægt ifølge

deres ugudelighed; og der blev aldrig

nogen af dem udryddet, uden at det

jo blev dem forudsagt ved Herrens

profeter.« 2

Siden Adams dage har Herren talt til

sine profeter, og selv om hans budskaber

varierer i henhold til tidens specifikke

behov, så er der et fast og aldrig

ændrende tema: Gå bort fra ugudelighed

og søg mod højere grund.

Når folket giver agt på profeternes

ord, velsigner Herren dem. Men når

de ser bort fra hans ord, følger ofte

sorg og lidelser. Igen og igen fortæller

Mormons Bog denne store lektie. På

dens sider læser vi om de fordums

indbyggere på det amerikanske kontinent,

som på grund af deres retfærdighed

blev velsignet af Herren og fik

fremgang. Alligevel blev denne fremgang

ofte til en forbandelse, fordi det

fik dem til at forhærde »deres hjerter

og glemme Herren, deres Gud.« 3

Der er noget ved fremgang, som

får det værste frem i nogle mennesker.

I Helamans Bog lærer vi om en

gruppe nephiter, som oplevede store

tab og nedslagtning. Om dem læser

vi: »Og det var på grund af hjertets

stolthed og deres store rigdomme, ja,

det var fordi de undertrykte de fattige,

nægtede at give de sultne mad

og de nøgne klæder, slog deres

ydmyge brødre på kinden, bespottede

det hellige [og] fornægtede profetiens

og åbenbaringens ånd.« 4

Denne sorg ville ikke have ramt

dem, »hvis det ikke havde været for

den ugudelighed.« 5 Havde de blot

givet agt på profeternes ord på deres

tid og søgt mod højere grund, ville

deres liv have været dramatisk

anderledes.

De naturlige konsekvenser for

dem, der forlader Herrens vej, er, at

de er overladt til deres egen styrke. 6

Selv om vi midt i vores succes kan

mene, at vores egen styrke er tilstrækkelig,

så opdager de, der stoler på en

arm af kød, hurtigt, hvor svag og utilstrækkelig

den virkelig er. 7

Salomo adlød fx i begyndelsen

Herren og ærede hans lov. På grund

af det havde han fremgang og blev

16


velsignet ikke blot med visdom, men

også med rigdom og ære. Hvis han

fortsatte i retfærdighed, lovede

Herren, at »lade [hans] kongetrone

i Israel bestå til evig tid.« 8

Men selv efter himmelske besøg,

selv efter at have modtaget større velsignelser

end andre, vendte Salomo

sig fra Herren. Derfor erklærede

Herren, at hans rige skulle rives fra

ham og gives til hans tjener. 9

Navnet på den tjener var

Jeroboam. Jeroboam var en flittig

mand fra Efraims stamme, som

Salomo havde forfremmet til at lede

en del af hans arbejdere. 10

En dag, mens Jeroboam var på

rejse, kom en profet og profeterede,

at Herren ville rive kongeriget fra

Salomo og give ti af Israels tolv stammer

til Jeroboam.

Herren lovede Jeroboam gennem

sin profet, at hvis han ville gøre det

rette, »vil jeg være med dig, og jeg vil

bygge dig et hus, der står fast, som

det jeg byggede for David, og jeg vil

give dig Israel.« 11

Herren valgte Jeroboam og lovede

ham store velsignelser, hvis blot han

ville adlyde befalingerne og søge mod

højere grund. Efter Salomos død blev

profetens ord opfyldt, og ti af Israels

tolv stammer fulgte Jeroboam.

Efter at have modtaget en sådan

gunst, adlød den nye konge så Herren

Desværre gjorde han det ikke.

Han opsatte guldkalve og opfordrede

sit folk til at tilbede dem. Han

skabte sit eget »præsteskab« ved at

vælge enhver, han ønskede, og indviede

dem som offerhøjspræster. 12

Kongen var kort sagt på trods af de

store velsignelser, han havde modtaget

fra Herren, langt værre end alle,

der kom før ham. 13 Blandt senere

generationer var Jeroboam den

standard, som onde konger i Israel

blev målt med.

På grund af denne ugudelighed

vendte Herren sig fra Jeroboam.

Herren erklærede som følge af kongens

ugudelighed, at kongen og hele

hans familie skulle tilintetgøres, indtil

ikke en var tilbage. Profetien blev

senere helt bogstaveligt opfyldt.

Jeroboams efterkommere forsvandt

fra jorden. 14

Salomo og Jeroboam er eksempler

på den tragiske cyklus, der så ofte

illustreres i Mormons Bog. Når folket

er retfærdigt, giver Herren dem fremgang.

Fremgang fører ofte til stolthed,

som fører til synd. Synd fører til ugudelighed

og til hjerter, der bliver forhærdede

over for det, der hører

Ånden til. I sidste ende fører denne

vej til fortvivlelse og sorg.

Dette mønster gentages ikke kun i

enkeltpersoners tilværelse, men også

LIAHONA NOVEMBER 2005 17


18

i byer, lande og tilmed i verden.

Konsekvenserne af at ignorere

Herren og hans profeter er sikre og

ofte ledsaget af stor sorg og fortrydelse.

I vore dage har Herren advaret

om, at ugudelighed i sidste ende

fører til »hungersnød, plager, jordskælv

og himlens torden«, indtil »jordens

indbyggere [skal] erfare en

almægtig Guds vrede, fortørnelse og

tugtende hånd.« 15

Men det er vigtigt at forstå, at

mange fine og gode mennesker påvirkes

af menneskeskabte og naturlige

katastrofer. De første hellige i denne

uddeling blev forfulgt og fordrevet fra

deres hjem. Nogle mistede livet. Men

måske fordi de havde udholdt så

meget, udviklede de en indre styrke,

der var en nødvendig forberedelse til

det værk, der ventede dem forude.

Det samme sker også i vore dage.

Eftersom vi ikke er immune for

katastrofer, må vi lære af dem.

Selv om skrifterne viser konsekvenserne

af ulydighed, viser de også,

hvad der kan ske, når mennesker lytter

til Herren og giver agt på hans råd.

Da den ugudelige by Nineve hørte

profeten Jonas’ advarende røst,

anråbte de Herren, omvendte sig og

blev reddet fra tilintetgørelse. 16

Eftersom folket på Enoks tid var

ondt, befalede Herren Enok at åbne

sin mund og advare folket om at

vende sig fra deres ugudelighed for at

tjene Herren, deres Gud.

Enok tilsidesatte sin frygt og gjorde,

som han var blevet befalet. Han rejste

omkring blandt folket, råbte med høj

røst og vidnede imod deres gerninger.

Skrifterne fortæller os, at »alle mennesker

forargedes på ham.« De talte

blandt sig selv om »noget mærkeligt i

landet« og en »vild mand«, der var

kommet iblandt dem. 17

Selv om mange hadede Enok, så

troede de ydmyge på hans ord. De

holdt op med at synde og søgte mod

højere grund, og »de blev velsignet på

bjergene og på de høje steder og

havde fremgang.« 18 I deres tilfælde

ledte fremgang til barmhjertighed og

retskaffenhed i stedet for stolthed og

synd. »Og Herren kaldte sit folk ZION,

fordi de var af ét hjerte og ét sind og

levede i retfærdighed, og der fandtes

ingen fattige blandt dem.« 19

Frelseren kom efter sin opstandelse

til det amerikanske kontinent.

Som følge af hans vidunderlige tjenestegerning

blev folks hjerte mildnet.

De holdt op med at synde og søgte

mod højere grund. De værdsatte hans

ord og søgte at følge hans eksempel.

De levede så retskaffent, at der

ingen strid var blandt dem, og de var

retfærdige over for hinanden. De gav

frit af deres midler til hinanden, og de

havde meget stor fremgang.

Om dette folk blev det sagt: »Der

kunne i sandhed ikke findes noget

lykkeligere folk blandt alle de folk, der

var blevet skabt ved Guds hånd.« 20

I vore dage kan vi stå med et lignende

valg. Vi kan tåbeligt ignorere

Guds profeter, stole på vores

egen styrke og i sidste ende høste


konsekvenserne. Eller vi kan klogt

drage Herren nær og tage del i hans

velsignelser.

Kong Benjamin beskrev begge veje

og begge konsekvenser. Han sagde, at

de, som forsager Herren, »overgives

til en frygtelig ransagelse af deres

egne synder og vederstyggeligheder,

hvad der får dem til at gyse tilbage for

Herrens åsyn til en tilstand af elendighed

og evig pine.« 21

Men de, som søger mod højere

grund og holder Guds befalinger, bliver

»velsignet i alle ting, både timelige

og åndelige, og dersom de holder trofast

ud til enden, bliver de modtaget i

himlen for at bo hos Gud i evigvarende

salighed.« 22

Hvordan ved vi, hvilken retning vi

går Da Frelseren vandrede på jorden,

blev han bedt om at nævne det

største bud. Uden tøven sagde han:

»›Du skal elske Herren din Gud af

hele dit hjerte og af hele din sjæl og

af hele dit sind.‹

Det er det største og det første bud.

Men der er et andet, som står lige

med det: ›Du skal elske din næste

som dig selv.‹

På de to bud hviler hele loven og

profeterne.« 23

I disse vers viser Herren en tydelig

måde, hvorpå vi kan vide, om vi er på

rette vej. De, der søger mod højere

grund, elsker Herren af hele deres

hjerte. Vi ser i deres tilværelse udtryk

for den kærlighed. De søger deres Gud

i bøn og bønfalder om hans hellige

Ånd. De er ydmyge og åbner deres

hjerte for profeternes lærdomme. De

ærer deres kaldelser og søger at tjene,

snarere end at blive betjent. De står

som vidner om Gud. De adlyder hans

befalinger og bliver stærke i deres vidnesbyrd

om sandheden.

De elsker også vor himmelske

Faders børn, og deres tilværelse viser

denne kærlighed. De viser omsorg for

deres brødre og søstre. De styrker,

tjener og støtter deres ægtefælle og

børn. Med kærlighed og venlighed

opbygger de deres omgivelser. De

giver frit af deres midler til andre. De

sørger med dem, der sørger, og trøster

dem, der har trøst behov. 24

Denne søgen mod højere grund er

disciplens vej til Herren, Jesus Kristus.

Det er en rejse, der til sidst vil føre

os til ophøjelse med vores familie i

Faderens og Sønnens nærhed. Derfor

må vores søgen mod højere grund

omfatte Herrens hus. Når vi kommer

til Kristus og søger mod højere grund,

vil vi ønske at tilbringe mere tid i hans

templer, for templerne repræsenterer

højere grund, hellig grund.

I alle aldre står vi med et valg. Vi

kan stole på vores egen styrke, eller

vi kan søge mod højere grund og

komme til Kristus.

Hvert valg har en konsekvens.

Hver konsekvens en destination.

Jeg vidner om, at Jesus Kristus er

vor Forløser, den levende Søn af den

levende Gud. Himlene er åbne, og en

kærlig, himmelsk Fader åbenbarer sit

ord til menneskene. Evangeliet blev

gengivet til jorden gennem profeten

Joseph Smith. I vore dage har vi en

profet, seer og åbenbarer, præsident

Gordon B. Hinckley, som åbenbarer

Guds ord til menneskeheden. Hans

stemme lyder i harmoni med de profetiske

stemmer fra fordums dage.

»Jeg opfordrer jer hver især,« har

han sagt, »uanset hvor I som medlemmer

af denne kirke er, til at rejse jer

og med en sang i hjertet gå fremad,

efterlev evangeliet, elsk Herren og

opbyg riget. Sammen vil vi holde

kursen og bevare troen, for den

Almægtige er vores styrke.« 25

Brødre og søstre, vi er kaldet til at

søge mod højere grund.

Vi kan undgå den sorg og nød,

der kommer som konsekvens af

ulydighed.

Vi kan nyde fred, glæde og evigt liv,

hvis vi vil give agt på profeternes ord,

være opmærksomme på Helligåndens

indflydelse og fylde vores hjerte med

kærlighed til vor himmelske Fader og

vore medmennesker.

Jeg efterlader mit vidnesbyrd om,

at Herren vil velsigne alle, som drager

ud på disciplens vej og søger mod

højere grund. I Jesu Kristi navn.

Amen. ■

NOTER

1. »Sea Gypsies See Signs in the Waves«, CBS

News, 60 Minutes transkription, 20. mar.

2005, http://www.cbsnews.com/stories/

2005/03/18/60minutes/main681558.shtml.

2. 2 Nephi 25:9.

3. Helaman 12:2.

4. Helaman 4:12.

5. Helaman 4:11.

6. Se Helaman 4:13.

7. Se Joh 15:5: »Skilt fra mig kan I slet intet

gøre.«

8. Se 1 Kong 9:4-5.

9. Se 1 Kong 11:9-10.

10. Se 1 Kong 11:28.

11. 1 Kong 11:38.

12. Se 1 Kong 12:28-30; 13:33.

13. Se 1 Kong 14:9.

14. Se 1 Kong 15:29.

15. L&P 87:6.

16. Se Jon 3:4-10.

17. Se Moses 6:37-38.

18. Moses 7:17.

19. Moses 7:18.

20. 4 Nephi 1:16.

21. Mosiah 3:25.

22. Mosiah 2:41.

23. Matt 22:37-40.

24. Se Mosiah 18:9.

25. »Hold kursen – bevar troen«, Stjernen,

jan. 1996, s. 72.

LIAHONA NOVEMBER 2005 19


Lyset i deres øjne

PRÆSIDENT JAMES E. FAUST

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab

Der kommer et helligt lys i vore øjne og vores ansigt, når vi

har et personligt forhold til vor kærlige himmelske Fader og

hans Søn.

Mine kære brødre, søstre og

venner over hele verden, når

jeg taler til jer denne morgen,

søger jeg ydmygt efter jeres forståelse

og efter hjælp fra vor Faders Ånd.

Jeg satte stor pris på det korte,

profetiske budskab fra præsident

Hinckley ved begyndelsen af denne

konference. Jeg vidner om, at præsident

Hinckley er vores profet, som i

rigt mål nyder vejledning fra denne

kirkes overhoved, som er vor Herre

og Frelser, Jesus Kristus.

Jeg kom for nylig til at tænke på et

møde i Jerusalem for 17 år siden. Det

var angående lejen af den grund, hvor

Brigham Young Universitetets center i

Jerusalem for mellemøstlige studier

senere blev bygget. Før lejekontrakten

kunne underskrives, aftalte præsident

Ezra Taft Benson og ældste Jeffrey R.

Holland, der dengang var rektor for

Brigham Young University, på Kirkens

og universitets vegne med den israelske

regering, at de ikke ville forkynde i

Israel. I kan måske undre jer over, at vi

gik med til ikke at forkynde. Det blev

krævet af os for at få byggetilladelse til

at bygge den storslåede bygning, der

nu står i den historiske by Jerusalem.

Så vidt vi ved, så har Kirken og BYU

omhyggeligt og ærligt overholdt

denne forpligtelse om ikke at forkynde.

Efter at lejekontrakten var blevet

underskrevet, bemærkede en af

vore venner indsigtsfuldt: »Vi ved,

at I ikke vil forkynde, men hvad vil I

gøre ved lyset i deres øjne« Han henviste

til vore studerende, der studerede

i Israel.

Hvad var det for et lys i deres øjne,

der var så tydeligt for vores ven

Herren giver selv svaret: »Og det lys,

som skinner, der giver jer lys, er gennem

ham, som oplyser jeres øjne, og

er det samme lys, der skærper jeres

forstand.« 1 Hvor kom det lys fra Igen

giver Herren svaret: »Jeg er det sande

lys, som oplyser hvert menneske, der

kommer til verden.« 2 Herren er det

sande lys og Ånden »oplyser hvert

menneske i verden, der lytter til hans

røst.« 3 Dette lys kan ses i vores ansigt

såvel som i vore øjne.

Paul Harvey, en berømt nyhedskommentator,

besøgte for nogle år

siden et af vores kirkes universitetsområder.

Senere sagde han:

»Hvert ... af de unge ansigter afspejlede

en slags ... ophøjet overbevisning.

I disse tider bliver mange unge

øjne for tidligt gamle på grund af utallige

kompromisser med samvittigheden.

Men [disse unge] har det

misundelsesværdige forspring, der

kommer af disciplin, helligelse og

indvielse.« 4

De der ærligt omvender sig, modtager

Kristi Ånd og bliver døbt ind i

Kirken til deres synders forladelse.

Der bliver lagt hænder på deres

hoved og gennem Guds præstedømme

modtager de Helligånden. 5

Det er »Guds gave til alle dem, der flittigt

søger ham.« 6 Som ældste Parley P.

Pratt karakteriserede det, så er

Helligåndens gave »som om det er ...

glæde i hjertet, [og] lys i øjnene.« 7

Helligånden er den Talsmand, som

Frelseren lovede os, før han blev korsfæstet.

8 Helligånden giver værdige

hellige både åndelig vejledning og

beskyttelse. Den øger vores kundskab

og vores forståelse af »alt.« 9 Dette er af

umådelig stor værdi i en tid, hvor

åndelig blindhed tiltager.

Sekularisme breder sig i meget af

verden i dag. Sekularisme defineres

som »ligegyldighed eller afvisning

eller udelukkelse af religion eller religiøse

overvejelser.« 10 Sekularisme

accepterer ikke meget som absolutter.

Dets første formål er fornøjelse og

egennytte. Ofte har de, der antager

sekularisme et anderledes udtryk over

sig. Som Esajas siger: »Deres

ansigtsudtryk vidner imod dem.« 11

Med al den sekularisme i verden,

så hungrer og længes mange mennesker

alligevel efter det, der hører

Ånden til, og efter at høre Herrens

ord. Som Amos profeterede: »Der skal

komme dage, siger Gud Herren, da

jeg sender hunger over landet, ikke

hunger efter brød eller tørst efter

vand, men efter at høre Herrens ord.

20


De skal flakke om fra hav til hav, og

fra nord til øst skal de strejfe rundt og

søge efter Herrens ord, men de finder

det ikke.« 12

Hvor kan vi høre Herrens ord Vi

kan høre det fra vores profet Gordon

B. Hinckley, Det Første Præsidentskab,

De Tolv Apostles Kvorum og de andre

generalautoriteter. Vi kan også høre

det fra vores stavspræsident og

biskop. Missionærer kan høre det fra

deres missionspræsident. Vi kan læse

det i skrifterne. Vi kan også høre den

stille, sagte røst, der kommer gennem

Helligånden. Når vi hører Herrens

ord, løfter det os ud af åndelig blindhed

og ind i hans »underfulde lys.« 13

Hvad skal vi gøre, for at lyset stadig

vil skinne i vores øjne og ansigt

Meget af det lys kommer af vores disciplin,

helligelse og indvielse 14 i forhold

til nogle vigtige absolutter.

Den første af disse absolutter er, at

der er en Gud, der er Faderen til

vores sjæl, og som vi skal stå til ansvar

overfor. Den anden er, at Jesus er

Kristus, vor Frelser og Forløser. Den

tredje er, at den store plan for lykke

kræver lydighed mod Guds befalinger.

Den fjerde, at Guds største gave er

evigt liv. 15

Andre velsignelser føjer yderligere

lys til vore øjne. Det er Åndens

gaver, som kommer fra Frelseren. 16

Glæde, lykke, fylde, og fred er

gaver fra den ånd, der flyder fra

Helligåndens kraft.

Med hensyn til lykke her og i evighederne

har mange af vore trossætninger

virkelig noget at tilbyde. De er

enorme og nogle af dem er enestående

for vores tro. Disse dyrebare

trossætninger er baseret på vores trofasthed

og inkluderer det følgende,

der ikke nødvendigvis er nævnt med

det vigtigste først:

1. Gud og hans Søn er herliggjorte

personer. Gud Faderen er vores

levende Skaber og hans Søn Jesus

Kristus er vores Frelser og Forløser. Vi

er blevet skabt i Guds billede. 17 Vi ved

det, fordi Joseph Smith så dem, de

talte til ham, og han talte til dem. 18

2. Tempelvelsignelser besegler

mand og hustru, ikke blot for dette

liv, men for evigheden. Børn og efterkommere

kan forenes ved denne

besegling.

3. Ethvert værdigt, mandligt medlem

af Kirken kan bære og udøve

Guds præstedømme. Han kan udøve

denne guddommelige myndighed i

sin familie og i Kirken under ledelse af

en, der har myndighed.

4. Yderligere hellige skrifter inkluderer

Mormons Bog, Lære og Pagter

og Den Kostelige Perle.

5. Levende apostle og profeter

taler Guds ord i vore dage under

LIAHONA NOVEMBER 2005 21


22

ledelse af præsident Gordon B.

Hinckley, der er profeten, seeren og

åbenbareren, kilden til fortsat åbenbaring

i vore dage.

6. Helligåndsgaven er tilgængelig

for alle medlemmer. Da profeten

Joseph Smith blev spurgt: »Hvordan

adskiller [SDH-kirken] sig fra tidens

andre religioner,« svarede han, at det

var ved »Helligåndsgaven ved håndspålæggelse

... [og] at alt andet er indeholdt

i Helligåndsgaven.« 19

7. Forædlingen af kvinder. Kvinder

er fuldt ud ligestillet med mænd for

Herren. Af natur adskiller kvindernes

roller sig fra mændenes. Denne kundskab

er kommet til os med genoprettelsen

af evangeliet i tidernes fylde

med en anerkendelse af, at kvinder

er udrustet med moderskabets og

opdragelsens store ansvar. Kvinder

har fået flere muligheder siden 1842,

da profeten Joseph Smith på deres

vegne og i Guds navn åbnede døren,

end de har haft siden menneskeheden

kom til jorden. 20

For nogle år siden fik Constance,

der var sygeplejeelev, til opgave at forsøge

at hjælpe en kvinde, der var

kommet til skade med sit ben i en

ulykke. Kvinden nægtede at modtage

lægehjælp, fordi hun havde haft en

dårlig oplevelse med nogen på hospitalet.

Hun var bange og var blevet

noget af en eneboer. Den første gang

Constance kom forbi, beordrede den

syge kvinde hende ud. Ved det andet

forsøg, lod hun Constance komme

ind. På det tidspunkt var kvindens

ben dækket af store, åbne sår, og

noget af kødet var ved at rådne. Men

hun ville stadig ikke behandles.

Constance besluttede at bede om

det, og i løbet af en dag eller to kom

svaret. Ved hendes næste besøg tog

hun noget brintoverilte i skumform

med. Da det ikke gjorde ondt, lod den

gamle dame hende bruge det på sit

ben. Så talte de om en mere indgribende

behandling på hospitalet.

Constance forsikrede hende om, at

hospitalet ville gøre hendes ophold så

behageligt, som det var muligt. I løbet

af en eller to dage, blev kvinden modig

nok til at tage på hospitalet. Da

Constance besøgte hende, smilede

kvinden og sagde: »Du overbeviste

mig.« Og meget overraskende spurgte

hun så Constance: »Hvilken kirke tilhører

du« Constance fortalte hende, at

hun var medlem af Jesu Kristi Kirke af

Sidste Dages Hellige. Kvinden sagde:

»Jeg vidste det. Fra den første gang jeg

så dig, vidste jeg, at du var sendt til

mig. Der var et lys i dit ansigt, som jeg

har bemærket hos andre af din tro. Jeg

blev nødt til at stole på dig.«

Efter omkring tre måneder var det

betændte ben fuldstændig helet op.

Medlemmer fra den menighed, hvor

den gamle dame boede, istandsatte

hendes hus og ordnede hendes have.

Missionærerne mødtes med hende,

og snart efter blev hun døbt. 21 Alt

dette fordi hun lagde mærke til lyset i

denne unge sygeplejeelevs øjne.

Engang da præsident Brigham

Young blev spurgt om, hvorfor vi nogle

gange bliver ladt alene og ofte kede af

det, svarede han, at mennesket skal

lære at »handle som selvstændige personer

... og se, hvad de vil gøre ... og

prøve deres selvstændighed – at være

retfærdige i mørket.« 22 Det bliver lettere

at gøre, når vi ser »evangeliet skær

... udstråle fra ... oplyste personer.« 23

Tjeneste i denne kirke er en vidunderlig

velsignelse og et privilegium,

der får vore øjne og vores ansigt til at

skinne. Som Frelseren anbefalede:

»Lad derfor jeres lys skinne således for

dette folk, at de må se jeres gode gerninger

og prise jeres Fader, som er i

himlen.« 24 Ord kan ikke udtrykke de

velsignelser vi får, når vi tjener i denne

kirke. Herren lover, at hvis vi ærer

vores kaldelse, vil vi finde lykke og

glæde.

Alma spørger, om hans billede er

prentet i vores bevidsthed. 25 Der

kommer et helligt lys kommer i vore

øjne og vores ansigt, når vi har et personligt

forhold til vores kærlige himmelske

Fader og hans Søn, vor Frelser

og Forløser. Med dette forhold vil

vores ansigt vise den »ophøjede overbevisning«

26 om, at han lever.

Jeg bærer mit personlige vidnesbyrd

om guddommeligheden af dette

hellige værk, som vi er en del af.

Vidnesbyrd kommer ved åbenbaring.

27 Jeg fik som dreng denne åbenbaring,

der vidnede for mig. Jeg kan

ikke huske nogen særlig anledning,

der tilskyndede til denne bekræftende

åbenbaring. Det har bare altid syntes

at være en del af min bevidsthed. Jeg

er taknemmelig for denne bekræftende

viden, som har gjort det muligt

at klare livets omskiftelighed, som vi

alle oplever.

Vi er blevet og vil blive bevæget af

brødrene og søstrenes budskaber og

vidnesbyrd ved denne konference. Jeg

tror, at I vil opleve denne bekræftende

oplevelse. I kan meget vel modtage en


MØDET LØRDAG EFTERMIDDAG

Den 1. oktober 2005

bekræftelse på, at det, der er blevet

sagt, er sandt. Brigham Young sagde:

»Ikke blot de hellige, der er til stede ...

men dem i alle lande, på alle kontinenter

og øer, der efterlever den religion,

som vor Frelser og hans apostle

og også Joseph Smith belærte om; ...

bærer også det samme vidnesbyrd,

deres øjne er blevet oplivet ved Guds

Ånd, og de ser det samme, deres

hjerte er blevet gjort levende, og de

føler og forstår det samme.« 28

Jeg ved af hele mit hjerte og sind,

at Gud lever. Jeg tror på, at han vil

oplyse vores liv med hans kærlighed

til os hver især, hvis vi stræber efter at

være værdige til den kærlighed. I Jesu

Kristi hellige navn. Amen. ■

NOTER

1. L&P 88:11; fremhævelse tilføjet.

2. L&P 93:2.

3. L&P 84:46.

4. Nyhedsudsendelse, 8. dec. 1967, transskription,

s. 1.

5. Se L&P 20:37.

6. 1 Nephi 10:17.

7. Key to the Science of Theology: A Voice of

Warning, 1978, s. 61.

8. Se Joh 14:26.

9. Joh 14:26.

10. Merriam-Webster’s Collegiate Dictionary,

11 udg., 2003, »secularism«, s. 1123.

11. 2 Nephi 13:9.

12. Amos 8:11-12.

13. 1 Pet 2:9.

14. Se Paul Harvey, nyhedsudsendelse,

8. dec. 1967.

15. Se L&P 14:7.

16. Se L&P 46:11.

17. Se 1 Mos 1:26-27.

18. Se JS-H 1:17-18.

19. History of the Church, 4:42.

20. Se George Albert Smith, »Address to

Members of the Relief Society«, Relief

Society Magazine, Dec. 1945, s. 717; se

også referat fra Hjælpeforeningen, 28. apr.

1842, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages

Helliges arkiver, s. 40.

21. Se Constance Polve, »Et slag vundet«, Den

danske Stjerne, mar. 1981, s. 21-24.

22. Brigham Youngs kontordagbog, 28. jan.

1857, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages

Helliges arkiver.

23. Neal A. Maxwell, »Vær ved godt mod«, Den

danske Stjerne, apr. 1983, s. 131.

24. 3 Nephi 12:16.

25. Se Alma 5:14.

26. Paul Harvey, nyhedsudsendelse, 8. dec.

1967.

27. Se Brigham Young, Discourses of Brigham

Young, red. John A. Widtsoe, 1998, s. 35.

28. Discourses of Brigham Young, s. 31.

Opretholdelse af

Kirkens ledere

PRÆSIDENT THOMAS S. MONSON

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

Mine brødre og søstre, præsident

Hinckley har bedt om, at

jeg præsenterer Kirkens generalautoriteter,

område-halvfjerdsere og

præsidentskaber for hjælpeorganisationerne

for jer til opretholdelse.

Det foreslås, at vi opretholder

Gordon Bitner Hinckley som profet,

seer og åbenbarer og præsident for

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages

Hellige; Thomas Spencer Monson

som førsterådgiver i Det Første

Præsidentskab og James Esdras Faust

som andenrådgiver i Det Første

Præsidentskab.

De, der kan godkende det, bedes

vise det.

Nogen imod, samme tegn.

Det foreslås, at vi opretholder

Thomas Spencer Monson som præsident

for de Tolv Apostles Kvorum;

Boyd Kenneth Packer som fungerende

præsident for De Tolv Apostles Kvorum

og følgende som medlemmer af det

kvorum: Boyd K. Packer, L. Tom Perry,

Russell M. Nelson, Dallin H. Oaks, M.

Russell Ballard, Joseph B. Wirthlin,

Richard G. Scott, Robert D. Hales,

Jeffrey R. Holland, Henry B. Eyring,

Dieter F. Uchtdorf og David A. Bednar.

De, der kan godkende det, bedes

vise det.

Nogen imod, samme tegn.

Det foreslås, at vi opretholder rådgiverne

i Det Første Præsidentskab og

De Tolv Apostle som profeter, seere

og åbenbarere.

De, der kan godkende det, bedes

vise det.

Nogen imod, samme tegn.

Det foreslås, at vi afløser ældsterne

John H. Groberg og David E.

Sorensen som medlemmer af De

LIAHONA NOVEMBER 2005 23


Halvfjerds’ Præsidium og som medlemmer

af De Halvfjerds’ Første

Kvorum og udpeger dem til emeritusgeneralautoriteter.

Det foreslås, at vi

afløser ældsterne F. Burton Howard,

F. Melvin Hammond og Harold G.

Hillam som medlemmer af De

Halvfjerds’ Første Kvorum og udpeger

dem til emeritus-generalautoriteter.

Alle, der sammen med os ønsker at

gøre det, bedes vise det.

Vi afløser ældsterne Darwin B.

Christenson, Adhemar Damiani,

H. Aldridge Gillespie, Stephen B.

Oveson, Ned B. Roueché og

Dennis E. Simmons som medlemmer

af De Halvfjerds’ Andet Kvorum.

De, der sammen med os ønsker at

gøre det, bedes vise det.

Vi afløser også Jairo Mazzagardi

som område-halvfjerdser.

Alle, der sammen med os ønsker at

udtrykke deres tak, bedes vise det.

Det foreslås, at vi opretholder ældsterne

Neil L. Andersen og Ronald A.

Rasband som medlemmer af De

Halvfjerds’ Præsidium.

De, der kan godkende det, bedes

vise det.

Nogen imod, samme tegn.

Det foreslås, at vi opretholder

Sione M. Fineanganofo som områdehalvfjerdser

for at efterfølge Pita R.

Vamanrav, som for nylig døde.

De, der kan godkende det, bedes

vise det.

Nogen imod, samme tegn.

Det foreslås, at vi opretholder alle

øvrige generalautoriteter, områdehalvfjerdsere

og præsidentskaber for

Kirkens hjælpeorganisationer, som de

nu fungerer.

De, der kan godkende det, bedes

vise det.

Nogen imod, samme tegn.

Det ser ud til, at opretholdelsen

har været enstemmig og godkendende.

Tak, brødre og søstre, for jeres

fortsatte tro og bønner. ■

Præstedømmemyndighed

i familien

og i Kirken

ÆLDSTE DALLIN H. OAKS

De Tolv Apostles Kvorum

Der er mange ligheder og nogle forskelle på den måde,

præstedømmemyndighed fungerer i familien og i Kirken.

Mit emne er præstedømmemyndighed

i familien og i

Kirken.

I.

Min far døde, da jeg var syv. Jeg var

det ældste af tre små børn, som vores

mor, der nu var enke, kæmpede for at

tage sig af. Da jeg blev ordineret til

diakon, sagde hun, at det glædede

hende meget at have en præstedømmebærer

i hjemmet. Men mor blev

ved med at lede familien, herunder at

bestemme, hvem af os, der skulle

bede, når vi knælede sammen hver

morgen. Jeg var forvirret. Jeg havde

lært, at præstedømmet præsiderede i

familien. Der måtte være noget, som

jeg ikke vidste om, hvordan dette

princip fungerede.

Omkring samtidig havde vi en nabo,

som dominerede og sommetider mishandlede

sin hustru. Han brølede som

en løve, og hun krøb sammen som et

lam. Når de gik til kirke, gik hun altid

nogle få skridt bag ham. Det gjorde

min mor vred. Hun var en stærk

kvinde, som ikke ville acceptere en

sådan dominans, og hun var vred over

at se en anden kvinde, der blev krænket

på den måde. Jeg tænker på hendes

reaktion, hver gang jeg ser mænd

misbruge deres autoritet til at tilfredsstille

deres stolthed eller udøve kontrol

eller tvang i blot den mindste grad

af uretfærdighed (se L&P 121:37).

Jeg har også set nogle trofaste

kvinder, som misforstår, hvordan præstedømmemyndighed

fungerer. Idet

de tænker på deres partner-forhold

til deres ægtemand i familien, har

nogle hustruer søgt at udstrække

dette forhold til deres mands præstedømmekaldelse

som fx biskop eller

24


missionspræsident. Som kontrast hertil

har nogle enlige kvinder, der er blevet

mishandlet af mænd (fx i en

skilsmisse) fejlagtigt sammenblandet

præstedømmet med mænds mishandling

og er blevet mistroiske over for

en hvilken som helst præstedømmemyndighed.

En person, der har haft

en dårlig oplevelse med et bestemt

elektrisk apparat behøver ikke

afholde sig fra at bruge elektricitet.

Hvert af disse forhold, som jeg har

beskrevet, skyldes en fejlopfattelse af

præstedømmemyndighed og det storslåede

princip, at selv om denne myndighed

præsiderer både i familien og i

Kirken, så fungerer præstedømmet på

forskellig måde i hvert tilfælde. Dette

princip forstås og anvendes af de store

ledere i Kirken og i familien, som jeg

har kendt, men det forklares sjældent.

Selv i skrifterne, som beskriver forskellig

udøvelse af præstedømmemyndighed,

står der sjældent direkte, hvilke

principper, der kun gælder udøvelsen

af præstedømmemyndighed i familien

eller i Kirken, eller hvilke, der gælder i

begge.

II.

I vores teologi og i vore sædvaner

har familien og Kirken et gensidigt

styrkende forhold. Familien er

afhængig af Kirken for at få lærdomme,

ordinancer og præstedømmenøgler.

Kirken bidrager med de

nødvendige lærdomme, myndighed

og ordinancer til at fortsætte familieforhold

i evighederne.

Vi har programmer og aktiviteter

både i familien og i Kirken. De er så

tæt indbyrdes forbundet, at tjeneste i

den ene er tjeneste i den anden. Når

børn ser deres forældre trofast udføre

kirkekaldelser, så styrker det deres

familiebånd. Når familier er stærke, er

Kirken stærk. De to kører parallelt.

Hver af dem er vigtig og nødvendig,

og hver af dem skal ledes med

omhyggelig hensyntagen til den

anden. Kirkens programmer og aktiviteter

bør ikke være så altomfattende,

at familierne ikke kan have alle til

stede ved familiens arrangementer.

Og familieaktiviteter bør ikke berammes

samtidig med nadvermødet eller

andre nødvendige kirkemøder.

Vi har brug for både kirkeaktiviteter

og familieaktiviteter. Hvis alle familier

var fuldtallige og fuldkomne,

kunne Kirken have færre aktiviteter.

Men i en verden, hvor mange af vore

unge vokser op i hjem, hvor den ene

forælder mangler, ikke er medlem

eller på anden måde mindre aktiv i

evangelisk lederskab, så er der et særligt

behov for kirkeaktiviteter til at

udfylde hullerne. Vores mor, der var

enke, så klogt, at kirkeaktiviteter

kunne give hendes sønner oplevelser,

som hun ikke kunne give dem, fordi

vi ikke havde et mandligt forbillede i

hjemmet. Jeg kan huske, at hun

opfordrede mig til at betragte og forsøge

at være som de gode mænd i

vores menighed. Hun skubbede til

mig for at deltage i spejderaktiviteter

og andre kirkeaktiviteter, der kunne

give mig denne mulighed.

I en kirke, hvor der er mange

enlige medlemmer, som for tiden ikke

har det parforhold, som Herren har

tilsigtet for alle sine sønner og døtre,

bør Kirken og dens familier også

udvise særlig interesse for de enlige

voksnes behov.

III.

Præstedømmemyndighed fungerer

både i familien og i Kirken.

Præstedømmet er Guds kraft, der

bruges til at velsigne alle hans børn,

mænd og kvinder. Nogle af vore forkortede

udtryk som »kvinder og

præstedømmet« giver en forkert

association. Mænd er ikke »præstedømmet.«

Præstedømmemødet er et

møde for dem, der bærer og udøver

præstedømmet. Præstedømmets velsignelser

som dåb, modtagelse af

LIAHONA NOVEMBER 2005 25


26

Helligånden, tempelbegavelsen og

evigt ægteskab er tilgængelige for

både mænd og kvinder. Præstedømmets

myndighed fungerer både i

familien og i Kirken i henhold til de

principper, som Herren har fastsat.

Da min far døde, præsiderede min

mor over vores familie. Hun havde

intet præstedømmeembede, men

som den overlevende forælder i sit

ægteskab, var hun blevet lederen i sin

familie. Samtidig respekterede hun

altid fuldstændig præstedømmemyndigheden

hos vores biskop og andre

kirkeledere. Hun præsiderede over

sin familie, men de præsiderede over

Kirken.

IV.

Der er mange ligheder og nogle

forskelle på den måde, præstedømmemyndighed

fungerer i familien og i

Kirken. Hvis vi ikke erkender og anerkender

forskellene, får vi problemer.

Nøgler. En væsentlig forskel på dets

funktion i Kirken og i familien er den

kendsgerning, at al præstedømmemyndighed

i Kirken fungerer under

ledelse af en, der bærer de relevante

præstedømmenøgler. I modsætning

hertil fungerer den myndighed, der

præsiderer i familien – uanset om det

er en far eller en enlig mor – i familieanliggender

uden behov for at få

tilladelse fra nogen, der bærer præstedømmenøgler.

Denne familiemyndighed

omfatter at lede familiens

aktiviteter, familiemøder som familieaftener,

familiebøn, undervisning i evangeliet

og vejledning og disciplinering af

familiens medlemmer. Det inkluderer

også ordinerede fædre, der giver præstedømmevelsignelser.

Præstedømmenøgler er nødvendige

for at godkende ordination eller indsættelse

af familiens medlemmer. Det

skyldes, at den organisation, som

Herren har gjort ansvarlig for udførelse

og registrering af præstedømmeordinancer,

er Kirken, ikke familien.

Grænser. Kirkens organisationer

som menigheder, kvorummer eller

hjælpeorganisationer har altid geografiske

grænser, der begrænser ansvar og

myndighed for de kaldelser, der er

knyttet til dem. I modsætning hertil er

familieforhold og -ansvar ikke afhængig

af, hvor de forskellige i familien bor.

Varighed. Kirkekaldelser er altid

midlertidige, men familierelationer er

permanente.

Kaldelse og afløsning. En anden

kontrast vedrører begyndelsen og

afslutningen på stillinger. I Kirken har

en præstedømmeleder, som har de

nødvendige nøgler, myndighed til at

kalde eller afløse personer, der tjener

under hans ledelse. Han kan tilmed

medvirke til, at de mister deres medlemskab

eller får deres navne »slettet«

(se Mosiah 26:34-38; Alma 5:56-62).

I modsætning hertil er familierelationer

så vigtige, at familiens overhoved

mangler myndighed til at lave

ændringer i familiens sammensætning.

Det kan kun foretages af en, der har

myndighed til at justere familierelationer

ifølge menneskers love eller Guds

love. Så, mens en biskop kan afløse en

hjælpeforeningspræsident, kan han

ikke afbryde sit forhold til sin hustru

uden en skilsmisse ifølge menneskers

love. Tilsvarende kan hans besegling i

evigheden ikke afsluttes uden en

ophævelsesproces ifølge Guds love. På

samme måde kan en ung person, der

tjener i et klasse- eller kvorumspræsidentskab,

blive afløst af præstedømmemyndigheden

i menigheden, men

forældre kan ikke frasige sig et barn,

hvis valg i livet er frastødende for dem.

Familierelationer er mere varige end

forhold i Kirken.

Partnerskab. En meget vigtig forskel

i præstedømmemyndigheds

funktion i familien og i Kirken er et

resultat af, at ledelse i familien er

patriarkalsk, mens ledelse i Kirken er

hierarkisk. Begrebet partnerskab fungerer

forskelligt i familien og i Kirken.

Familieproklamation fremsætter

denne smukke forklaring på forholdet

mellem en mand og en hustru. Selv

om de har forskellige ansvar, er fædre

og mødre i »disse hellige ansvar ... forpligtet

til at hjælpe hinanden som

jævnbyrdige partnere« (»Familien: En

proklamation til verden«, Liahona,

okt. 2004, s. 49; fremhævelse tilføjet).

Præsident Spencer W. Kimball

sagde dette: »Når vi taler om ægteskabet

som et partnerskab, så lad os tale

om ægteskabet som et fuldgyldigt

partnerskab. Vi ønsker ikke, at vore

SDH-kvinder er sovende partnere

eller begrænsede partnere i denne

evige opgave! Vær en bidragydende

og fuldgyldig partner« (The Teachings

of Spencer W. Kimball, red. Edward L.

Kimball, 1982, s. 315).

Præsident Kimball erklærede også:

»Vi har hørt om mænd, som til deres

hustru har sagt: ›Jeg bærer præstedømmet,

og du skal gøre, hvad jeg

siger.‹« Han afviste kategorisk dette

misbrug af præstedømmemyndighed

i et ægteskab og erklærede, at en

sådan mand »ikke bør æres i sit præstedømme«

(The Teachings of

Spencer W. Kimball, s. 316).

Der er kulturer eller skikke i nogle

dele af verden, som tillader mænd at

undertrykke kvinder, men sådant misbrug

bør ikke bringes ind i familierne

i Jesu Kristi Kirke. Husk, hvordan

Jesus underviste: »I har hørt, at der er

sagt ... Men jeg siger jer ...« (Matt 5:27-

28). Frelseren var fx i modsætning til

den fremherskende kultur hensynsfuld

i sin behandling af kvinder. Vores

vejledning må være den evangeliske

kultur, som han underviste i.

Hvis mænd ønsker Herrens velsignelser

i deres ledelse af familien, må

de udøve deres præstedømmemyndighed

i henhold til Herrens principper

for dens anvendelse.

»Ingen magt eller indflydelse kan

eller bør udøves i kraft af præstedømmet

uden gennem overbevisning,


langmodighed, mildhed, sagtmodighed

og uskrømtet kærlighed; gennem

venlighed og sand kundskab« (L&P

121:41-42).

Når præstedømmemyndighed udøves

på den måde i den patriarkalske

familie, opnår vi det »fuldgyldige partnerskab«,

som præsident Kimball

underviste i. Som der står i familieproklamationen:

»Lykke i familielivet vil med størst

sandsynlighed opnås, når det er baseret

på Herren Jesu Kristi lærdomme.

Vellykkede ægteskaber og familier bygges

på og fastholdes ved tro, bøn,

omvendelse, tilgivelse, respekt, kærlighed

[og] barmhjertighed« (Liahona,

okt. 2004, s. 49).

Kirkekaldelser udføres i henhold til

de principper, der leder os alle, når vi

arbejder under præstedømmemyndighed

i Kirken. Disse principper omfatter

den overbevisning og langmodighed,

der belæres om i afsnit 121, som især

er nødvendig i Kirkens hierarkiske

organisation.

De principper, jeg har beskrevet

ved udøvelsen af præstedømmemyndighed,

forstås bedre og er mere

trygge for en gift kvinde end for en

enlig kvinde, især en enlig kvinde, der

aldrig har været gift. Hun oplever ikke

nu præstedømmemyndighed i ægteskabets

partnerforhold. Hendes erfaring

med præstedømmemyndighed er

det hierarkiske forhold i Kirken, og

nogle enlige kvinder føler, at de ingen

stemme har i de forhold. Det er derfor

vigtigt at have effektive menighedsråd,

hvor mandlige og kvindelige

menighedsledere regelmæssigt er

sammen og sidder i råd under biskoppens

præsiderende myndighed.

V.

Jeg slutter med nogle generelle

kommentarer og en personlig

oplevelse.

Teologien i Jesu Kristi Kirke af

Sidste Dages Hellige er centreret om

familien. Vores forhold til Gud og

formålet med livet på jorden er forklaret

med ord fra familien. Vi er åndelige

børn af himmelske forældre.

Evangeliets plan er iværksat gennem

jordiske familier, og vores højeste

stræben er at fortsætte disse familierelationer

i hele evigheden. Den højeste

mission for vor Frelsers kirke er at

hjælpe os med at opnå ophøjelse i det

celestiale rige, og det kan kun opnås i

en familiesammenhæng.

Det er ikke mærkeligt, at vores

kirke er kendt som en familiecentreret

kirke. Det er ikke mærkeligt, at vi

er foruroliget over den nuværende

juridiske og kulturelle tilbagegang for

ægteskabet og det at få børn. På en

tid, hvor verden synes at miste sin forståelse

for formålet med ægteskabet

og værdien ved at få børn, er det afgørende,

at sidste dages hellige ikke er

forvirrede på disse områder.

Den trofaste enke og mor, som

opdrog os, var ikke forvirret omkring

familiens evige natur. Hun ærede

altid vores afdøde fars position. Hun

gjorde ham synlig i vores hjem. Hun

talte om den evige varighed af deres

tempelægteskab. Hun mindede os

ofte om, hvad vores far ønskede, at

vi gjorde, så vi kunne få opfyldt

Frelserens løfte om, at vi kunne blive

en familie for evigt.

Jeg mindes en oplevelse, der viser,

hvilken effekt hendes undervisning

havde. Et år lige før jul bad vores

biskop mig, der var diakon, om at

hjælpe ham med at uddele julekurve

til enkerne i menigheden. Jeg bragte

en kurv til hver dør med hilsener fra

ham. Da han kørte mig hjem, var der

en kurv tilbage. Han gav den til mig

og sagde, at den var til min mor.

Mens han kørte bort, stod jeg, mens

sneen dalede ned, og undrede mig

over, at der var en kurv til min mor.

Hun omtalte aldrig sig selv som enke,

og det var aldrig faldet mig ind, at

hun var. For en 12-årig dreng var hun

ikke enke. Hun havde en mand, og vi

havde en far. Han var blot midlertidigt

væk.

Jeg ser frem til den herlige dag

engang i fremtiden, hvor de adskilte

bliver genforenet, og vi alle gøres

fuldstændige, som Herren har lovet.

Jeg vidner om Jesus Kristus, den evige

Faders enbårne Søn, hvis præstedømmemyndighed

og hvis forsoning og

opstandelse gør det hele muligt. I

Jesu Kristi navn. Amen. ■

LIAHONA NOVEMBER 2005 27


Til Unge Piger

ÆLDSTE JEFFREY R. HOLLAND

De Tolv Apostles Kvorum

Vær kristne kvinder. Værdsæt jeres skattede plads for Guds

åsyn. Han har brug for jer. Kirken har brug for jer. Verden

har brug for jer.

Tiden spillede mig et uforskammet

puds for et par måneder

siden. Jeg stod op en morgen

helt frisk og veloplagt og hilste morgengryet

velkommen med et smil –

kun for at pludselig at indse, at jeg på

den fødselsdag, jeg skulle fejre denne

dag, havde et barnebarn, der nu

var teenager. Jeg overvejede det et

minuts tid og gjorde derefter, hvad

enhver ansvarsbevidst, værdig voksen

ville gøre. Jeg gik i seng igen og trak

dynen op over hovedet.

Jeg vil undlade at komme med

flere vittigheder om at opdrage teenagere,

men vil i stedet sige til mit eget

barnebarn og langt størstedelen af

Kirkens unge, som jeg møder rundt

om i verden, at jeg er ualmindelig

stolt af jer. Moralske og fysiske farer

lurer næsten overalt omkring jer, og

fristelser af mange forskellige slags

opstår dagligt – alligevel stræber de

fleste af jer efter at gøre det rette.

Her til aften vil jeg gerne rose jer,

udtrykke min kærlighed og min

opmuntring til jer og min beundring

for jer. Fordi dette dyrebare og ældste

barnebarn, som jeg omtalte, er en

ung pige, vil jeg henvende mine

bemærkninger til Kirkens unge piger,

men jeg håber ånden i det, jeg siger,

kan anvendes af kvinder og mænd i

alle aldre. Men i dag vil jeg, som

Maurice Chevalier sang »takke himlen

for små piger«.

Først og fremmest ønsker jeg, at I

skal være stolte over at være kvinder.

Jeg ønsker, at I skal mærke, hvad det

betyder at vide, hvem I virkelig er. I er

bogstavelig talt en datter af himmelske

forældre med guddommelige

egenskaber og evige muligheder. 1

Denne store sandhed bør fæstne sig

dybt i jeres sjæl og være grundlæggende

for enhver beslutning, I træffer,

mens I udvikler jer til voksne kvinder.

Intet vil nogensinde i højere grad

bevise jeres værdighed, jeres værd,

jeres privilegier og jeres forjættelser.

Jeres Fader i himlen kender jeres

navn og jeres omstændigheder. Han

hører jeres bønner. Han kender jeres

håb og drømme, deriblandt jeres frygt

og frustrationer. Og han ved, hvad I

kan blive gennem tro på ham. På

grund af denne guddommelige arv

nyder I, sammen med alle jeres åndelige

søstre og brødre, fuld lighed for

hans åsyn, og I er gennem lydighed

sat i stand til at blive retmæssige

arvinger til hans evige rige, som

»Guds [arving] og Kristi

[medarving].« 2 Søg efter at forstå vigtigheden

af disse lærdomme. Alt det,

Kristus underviste i, underviste han til

kvinder såvel som mænd. I Jesu Kristi

evangeliums gengivne lys optager

kvinden, deriblandt unge piger, hendes

helt egen vigtige rolle i Skaberens

guddommelige plan. I bærer, som

ældste James E. Talmage engang

sagde det »en hellig forpligtelse, som

ingen kan anfægte.« 3

Vær kristne kvinder. Værdsæt jeres

skattede plads for Guds åsyn. Han har

brug for jer. Kirken har brug for jer.

Verden har brug for jer. En kvindes

faste tro på Gud og aldrig svigtende

hengivelse til det, der hører Ånden til,

har altid været et anker, når livets

storme og bølger rasede. 4 Jeg vil sige

det samme til jer, som profeten Joseph

Smith sagde til jer for mere end 150 år

siden: »Hvis I lever op til jeres privilegier,

kan end ikke englene holdes tilbage

fra at pleje omgang med jer.« 5

Alt dette er for at prøve at fortælle

jer, hvad jeres Fader i himlen føler for

jer, og hvad han har planlagt, at I skal

blive. Og hvis nogen af jer på et tidspunkt

ikke forstår Guds plan for jer

eller føler, at jeres livsvilkår afholder

jer fra at leve i overensstemmelse

med jeres privilegier, så udtrykker vi

endnu større kærlighed til jer og

beder jer indtrængende om at gøre

jeres teenage-år til en triumf, snarere

end en tragedie. Fædre og mødre,

profeter og apostle har ingen anden

hensigt end at velsigne jeres liv og

skåne jer for enhver hjertesorg, vi

muligt kan skåne jer for.

For at I fuldt ud kan påberåbe jer

vor himmelske Faders velsignelser og

beskyttelse, beder vi jer være trofaste

28


mod standarderne i Jesu Kristi evangelium

og ikke blindt følge modeluner

og tilfældige indfald. Kirken vil

aldrig anfægte jeres moralske handlefrihed

angående, hvordan I skal klæde

jer, og præcis hvordan I skal se ud.

Men Kirken vil altid anvise standarder

og vil altid undervise i principper.

Som søster Susan Tanner underviste i

her til formiddag, så er et af de principper

sømmelighed. I Jesu Kristi

evangelium er sømmelig fremtræden

altid moderne. Vi kan ikke gå på

kompromis med vore standarder.

Hæftet Til styrke for de unge er

meget tydeligt i dets råd til unge piger

om at undgå tøj, der er for stramt, for

kort, eller upassende afslørende på

nogen måde, deriblandt tøj, der viser

noget af maven. 6 Forældre, læs dette

hæfte igennem med jeres børn. Det

er kun jeres kærlighed de har mere

brug for end jeres grænser. Unge

piger, vælg jeres tøj på samme måde,

som I ville vælge jeres venner – i

begge tilfælde bør I vælge det, der forbedrer

jer og giver jer selvtillid til at

stå i Guds nærhed. 7 Gode venner ville

aldrig gøre jer forlegne, nedværdige

jer eller udnytte jer. Det samme bør

gælde jeres påklædning.

Jeg har en særlig bøn angående,

hvordan unge piger klæder sig til kirketjeneste

og søndagsmøder. Vi plejede

at tale om »bedste kjole« eller

»søndagskjole«, og måske burde vi

gøre det igen. Vi er altid fra gammel tid

og til nu blevet bedt om at se bedst

muligt ud, både indvendig og udenpå,

når vi træder ind i Herrens hus – og en

indviet SDH-kirkebygning er et

»Herrens hus«. Vores tøj eller fodtøj

behøver aldrig at være dyrt, det bør

ikke være dyrt, men det skal heller

ikke se ud, som om vi er på vej til

stranden. Når vi kommer for at tilbede

vores alle sammens Gud og Fader og

for at deltage i nadveren, der er et symbol

Jesu Kristi forsoning, bør vi

være så tækkelige og respektfulde, så

værdige og passende klædt, som vi kan.

Vi skal kunne genkendes som Kristi

sande disciple på vores udseende såvel

som på vores opførsel, ved at vi i overensstemmelse

med tilbedelsens ånd er

ydmyge og sagtmodige af hjertet, og

ved at vi i sandhed har et ønske om

altid at have Frelserens ånd hos os.

Lad mig i samme åndedræt omtale

et endnu mere følsomt emne. Jeg

beder indtrængende alle jer unge

piger om i højere grad at acceptere jer

selv, som I er, deriblandt jeres kropsform

og udseende, og længes lidt mindre

efter at ligne en anden. Vi er alle

forskellige. Nogle er høje, andre er

lave. Nogle er buttede, og andre er

tynde. Og næsten alle ønsker på et

eller andet tidspunkt at være noget, de

ikke er! Men som en rådgiver for teenage-piger

sagde: »I kan ikke bruge

jeres liv på at bekymre jer om, om

hele verden kigger på jer. Når I lader

andres meninger gøre jer forlegne, så

giver I dem jeres magt ... Nøglen til at

føle sig [sikker på sig selv] er altid at

lytte til sit indre jeg – [det sande

jeg.]« 8 Og i Guds rige er jeres sande

jeg »mere kostbar end perler.« 9 Enhver

ung pige har guddommelige muligheder,

og enhver voksen kvinde er en

kraftfuld kilde til godhed. Jeg nævner

voksne kvinder fordi, søstre, I er vore

bedste eksempler og hjælpere for

disse unge piger. Og hvis I bekymrer

jer om at kunne passe en meget lille

tøjstørrelse, så skal I ikke blive overrasket,

hvis jeres datter eller rosenpigen

i jeres klasse gør det samme og

gør sig selv fysisk syg for at prøve at

opnå det. Vi bør alle være i så god

form, som vi kan – det er god lærdom

fra visdomsordet. Det betyder at spise

rigtigt, motionere og hjælpe vores

krop til at fungere med dens optimale

styrke. Vi kan sikkert alle gøre det

bedre på dette punkt. Men jeg taler

her om optimalt helbred; der er ingen

almengyldig optimal størrelse.

For at være ærlig, så har verden

været hård mod jer på dette punkt. I

bombarderes i film, tv, modeblade og

reklamer med budskabet om, at udseendet

er alt! Det, de prøver at overbevise

jer om, er, at »hvis du ser godt

nok ud, så bliver dit liv glamourøst, og

du bliver lykkelig og populær.« Den

slags pres er enormt i teenage-årene,

LIAHONA NOVEMBER 2005 29


30

for ikke at tale om senere i en kvindes

liv. I alt for mange tilfælde gøres der alt

for meget mod menneskekroppen for

at leve op til en sådan falsk (for ikke at

sige overfladisk) standard. Som en

Hollywood-skuespillerinde efter forlydende

for nylig sagde: »Vi er blevet

besatte af skønhed og ungdommens

kilde ... Jeg er meget ked af den måde,

hvorpå kvinder lemlæster [sig selv] i

søgen efter dette. Jeg ser kvinder [selv

unge kvinder] ... der gennemgår kosmetiske

operationer. Det er en glidebane

[man kan ikke stige af]. ... Det er

virkeligt ... vanvittigt, hvad samfundet

gør mod kvinder.« 10

Når det drejer sig om at være selvoptaget

og fokusere på det ydre, er

det mere end samfundsmæssigt vanvittigt;

det er åndeligt nedbrydende,

og det er skyld i megen af den ulykke,

som kvinder, deriblandt unge piger,

står overfor i verden i dag. Og hvis

voksne er stærkt optaget af udseendet

– fjerner lidt her og der, får implantationer

og ændrer alt, hvad ændres kan

– så vil det pres og den bekymring helt

sikkert smitte af på børnene. På et

tidspunkt bliver problemet det, som

Mormons Bog kalder »stolthed og

tomme indbildninger.« 11 Og i det

verdslige samfund løber både stolthed

og indbildning løbsk. Man skulle godt

nok have en stor og rummelig makeup

taske, hvis man skulle konkurrere

med den skønhed, man ser overalt i

medierne. Men i sidste ende ville der

stadig være dem, der »spottede og

pegede finger,« som Lehi så, 12 fordi

lige meget hvor meget man prøver at

leve op til idealerne i modeverdenen,

vil det aldrig være glamourøst nok.

En kvinde, der ikke deler vores tro,

skrev engang noget i retning af, at

hun i alle de år, hun havde arbejdet

med smukke kvinder, havde set en

hel del, som de alle havde til fælles,

og ikke én af disse ting havde noget

med størrelse og form at gøre. Hun

sagde, at den smukkeste kvinde, hun

havde kendt, udstrålede sundhed, en

varm personlighed, lærevillighed, en

standhaftig karakter og hæderlighed.

Hvis vi dertil må tilføje Herrens behagelige

og blide ånd hos en sådan

kvinde, så beskriver det skønheden

hos kvinder i alle aldre og fra alle

tider, og enhver del af dette er fremhævet

i og opnåeligt gennem velsignelserne

i Jesu Kristi evangelium.

Jeg vil nu til at slutte af. Meget er

på det seneste blevet sagt i underholdningsmedierne

angående den

udbredte begejstring for tv-programmer,

der følger personers virkelige liv.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad de går

ud på, men jeg ønsker inderligt at

dele denne evangeliske sandhed med

den smukke generation af unge piger,

der vokser op i Kirken i dag.

Jeg erklærer højtideligt for jer, at

Faderen og Sønnen virkelig viste sig

for profeten Joseph Smith, en ung

mand kaldet af Gud, da han var i jeres

alder. Jeg bevidner, at disse guddommelige

væsener talte til ham, at han

hørte deres evige røst og så deres

herliggjorte legemer. 13 Denne oplevelse

var lige så virkelig som apostlen

Thomas’ oplevelse var, da Frelseren

sagde til ham: »Ræk din finger frem,

her er mine hænder, og ræk din hånd

frem og stik den i min side ... og vær

ikke vantro, men [vær] troende.« 14

Til mit barnebarn og til alle andre

unge mennesker i Kirken bærer jeg

mit personlige vidnesbyrd, at Gud virkelig

er vor Fader, og at Jesus Kristus

virkelig er hans enbårne Søn i kødet,

verdens Frelser og Forløser. Jeg vidner

om, at dette virkelig er Guds kirke og

rige på jorden, at sande profeter har

ledt dette folk i tidligere tider, og at

en sand profet, præsident Gordon B.

Hinckley, leder dem nu. Må I alle

kende den uendelige kærlighed, som

Kirkens ledere har til jer, og må den

evige virkelighed af Jesu Kristi evangelium

hæve jer over jordiske bekymringer

og teenage-problemer. Dette er

min bøn i Jesu Kristi navn. Amen. ■

NOTER

1. Se »Familien: En proklamation til verden«,

Liahona, okt. 2004, s. 49.

2. Rom 8:17.

3. James E. Talmage, »The Eternity of Sex«,

Young Woman’s Journal, okt. 1914, s. 602.

4. Se J. Reuben Clark, i Conference Report,

apr. 1940, s. 21 for en længere hyldest til

kvinder i Kirken.

5. History of the Church, 4:605.

6. Til styrke for de unge, (hæfte, 2002), s. 15.

7. Se L&P 121:45.

8. Julia DeVillers, Teen People, sep. 2005,

s. 104.

9. Ordsp 3:15.

10. Halle Berry, citeret i »Halle Slams ›Insane‹

Plastic Surgery«, This Is London, 2. aug.

2004, www.thisislondon.com/showbiz/

articles/12312096source=PA.

11. 1 Nephi 12:18.

12. Se 1 Nephi 8:27. Se Douglas Bassett, »Faces

of Worldly Pride in the Book of Mormon«,

Ensign, okt. 2000, s. 51 for en fremragende

behandling af dette emne.

13. Se JS-H 1:24-25.

14. Joh 20:27.


Sand lykke:

Et bevidst valg

ÆLDSTE BENJAMÍN DE HOYOS

De Halvfjerds

Lykke er en sindstilstand. Denne lyksalige tilstand kommer

som et resultat af et retfærdigt liv.

Livet er godt, hvis vi lever sådan,

at vi gør det godt.« Dette var en

del af et inspirerende budskab,

jeg læste for mange år siden. Det, som

budskabet kalder »et godt liv« er et

resultat af den måde, hvorpå vi gør

ting, af de ord, vi vælger at sige, og

endda af den slags tanker, vi vælger at

tænke.

Ingen behøver føle sig alene på

livets vej, for vi er alle inviterede til at

komme til Kristus og blive fuldkomne

i ham. Lykke er formålet med evangeliet

og formålet med den forløsende

forsoning for alle mennesker.

Beretningen i Helamans Bog

udtrykte det kortfattet, og der

står: »Således ser vi, at Herren er

barmhjertig mod alle dem, som med

oprigtigt hjerte påkalder hans hellige

navn.

Ja, således ser vi, at himlens port

er åben for alle, ja, for alle dem, der

vil tro på Jesu Kristi navn, som er

Guds søn.

Ja, vi ser, at den er åben for

enhver, som vil modtage Guds ord,

som er levende og kraftigt og vil ...

lede Kristi efterfølgere på den lige og

snævre vej ...

og føre deres sjæle, ja, deres udødelige

sjæle til et sted ved Guds højre

hånd i himmeriges rige.« 1

Mine kære brødre og søstre, vi må

indse, at det at »ville« er den afgørende

faktor, som leder os til at modtage

Guds ord og blive lykkelige.

Udholdenhed i at træffe rigtige beslutninger

er det, der leder os til lykke.

Lykke kommer som resultat af

vores lydighed og vores mod til altid

at gøre Guds vilje, selv under de sværeste

omstændigheder. Da profeten

Lehi advarede Jerusalems indbyggere,

hånede de ham, og som med andre

fordums profeter, søgte de at tage

hans liv. Jeg citerer profeten Nephi:

»Jeg ... vil vise jer, at Herrens inderlige

barmhjertighed er over alle dem,

som han har udvalgt for deres tros

skyld, for at gøre dem mægtige,

endog med magt til befrielse.« 2

Da jeg tjente som missionær i det

nordlige Mexico, modtog vi, få dage

efter familien Valdez’ dåb, en telefonopringning

fra bror Valdez, der bad

os om at komme hjem til ham. Han

havde et vigtigt spørgsmål til os.

Han overvejede nu, hvor han kendte

Herrens vilje angående visdomsordet,

og selvom det ville være svært at finde

et nyt job, om han fortsat skulle

arbejde for det cigaretfirma, han havde

arbejdet for i mange år. Kun få dage

senere bad bror Valdez os igen om at

komme på besøg. Han havde besluttet

at sige sit job op, fordi han ikke var

villig til at gå imod sin overbevisning.

Derpå fortalte han os smilende og

med følelsesladet stemme, at den

samme dag, hvor han sagde sit gamle

job op, havde et andet firma ringet og

tilbudt ham en meget bedre stilling.

Ja, vi finder lykke midt i prøverne

på vores tro. Herren viser sig for os

gennem sin inderlige barmhjertighed,

som vi finder langs lykkens vej.

Vi ser med større klarhed hans hånd i

vores liv.

Lykke er en sindstilstand. Denne

lyksalige tilstand kommer som et

resultat af et retfærdigt liv. 3

For nogle år siden, mens jeg

tjente som missionspræsident,

bevidnede min hustru Evelia en

rørende lykkelig scene, da hun så en

trofast familie træde ind i kirkebygningen.

Denne mor og hendes to

små børn var gået fra deres ydmyge

hjem i trykkende hede til kirke den

dag. De havde aldrig forestillet sig, at

de ville finde ældste Cruz, den begejstrede

missionær, som et år forinden

havde delt budskabet om det gengivne

evangelium med dem. Denne

vidunderlige overraskelse var nøglen

til, at de indså den store lykke, som

evangeliet havde bragt ind i deres liv.

Børnene løb hen for at omfavne

ham, og mens glædestårer løb ned af

ældste Cruz’ kinder, trykkede moderen

hans hånd og takkede dybfølt for

LIAHONA NOVEMBER 2005 31


32

alt det, han havde gjort for at velsigne

hendes familie. De fandt uden

tvivl den lyksalighed, der er beredt

for de hellige. 4

Profeten Joseph sagde: »Lykke er

formålet og hensigten med vort liv

og vil blive det endelige resultat,

dersom vi vandrer ad den vej, der

fører dertil, og denne vej eller sti er

dyd, oprigtighed, trofasthed, hellighed

og efterlevelse af alle Guds bud

og befalinger.« 5

Efter anstrengelserne på den lange

rejse til det forjættede land og ved 30

års trofast indsats for at holde Guds

befalinger, 6 opsummerede den utrættelige

profet Nephi i Mormons Bog

sit folks historie ved at sige: »Og vi

levede lykkeligt.« 7

Lykke defineres i Mormons Bog af

profeten kong Benjamin som den:

»... velsignede og lykkelige tilstand,

[for dem] der holder Guds bud. Thi

se, de blev velsignet i alle ting, både

timelige og åndelige.« 8

Ja, mine brødre og søstre, livet er

godt, hvis vi lever sådan, at vi gør det

godt. At tro, ønske, beslutte og vælge

rigtigt er de enkle handlinger, der

definerer en større grad af lykke og en

større grad af indre overbevisning,

der rækker udover dette liv.

Lad os huske, at Herren selv stadigt

kalder på os og siger: »Kom til

mig, alle I, som slider jer trætte og

bærer tunge byrder, og jeg vil give

jer hvile.« 9 Jeg ved, at han lever,

og at han uophørligt banker på

vores dør. Han har genoprettet sin

kirke og gengivet evangeliets fylde

gennem profeten Joseph Smith

og fremkomsten af Mormons Bog.

Selv i dag leder han sin kirke

og sit rige gennem vores elskede

profet, præsident Gordon B.

Hinckley.

Jeg efterlader jer min kærlighed og

mit ydmyge vidnesbyrd i Herren Jesu

Kristi navn. Amen. ■

NOTER

1. Helaman 3:27-30; fremhævelse tilføjet.

2. 1 Nephi 1:20, fremhævelse tilføjet.

3. Se Guide til Skrifterne, »glæde«.

4. Se 2 Nephi 9:43.

5. History of the Church, 5:134-135.

6. Se 2 Nephi 5:10.

7. 2 Nephi 5:27.

8. Mosiah 2:41.

9. Matt 11:28.


Mormons Bog,

et redskab til

at samle det

spredte Israel

ÆLDSTE C. SCOTT GROW

De Halvfjerds

Jesus Kristus gav os Mormons Bog som et redskab til

at samle det spredte Israel.

For 36 år siden var jeg på mission

i det sydøstlige Mexico.

På det tidspunkt var der ingen

stave, og de største byer i missionen

havde kun to menigheder. Der var

begrænsede muligheder for uddannelse

og stor fattigdom. Med to eller

tre undtagelser var alle missionærerne

fra USA.

Jeg husker menneskene i Nealtican

Menighed. Alle bygningerne i byen

var lavet af ubrændte lersten undtagen

den katolske katedral og de sidste

dages helliges kirkebygning. Jeg mindes

stadig at stå i grenspræsidentens

lille lerklinede hytte. Der var jordgulv,

vinduerne var uden glas, og et tæppe

hang for indgangen. Der var ingen

møbler i huset. Hans familie havde

ingen sko.

Men de var lykkelige mennesker.

Han fortalte mig, at de havde solgt alt,

hvad de ejede, for at købe busbilletter

til templet i Mesa, hvor blev de beseglet

for tid og al evighed. Mange af

medlemmerne i menigheden havde

gjort det samme.

For en måned siden vendte jeg tilbage

til Mexico for at tjene i det nordlige

områdepræsidentskab i Mexico.

Mexico i dag er meget anderledes

fra, hvordan det var for 36 år siden.

Nealtican er centrum for en blomstrende

stav i Zion. Mexico har 200

stave og en million medlemmer af

Kirken. Mange stavs- og menighedsledere

er højtuddannede og har en

god økonomi. Tusinder af unge

mænd og kvinder fra Mexico er på

fuldtidsmissioner.

Lehis syn, som Nephi udlagde, vil i

sandhed finde sted. »Og på den dag

skal de tilbageværende af vort afkom

vide, at de er af Israels hus, og at de

er Herrens pagts folk, og da skal de

vide og komme til kundskab om

deres forfædre og ligeledes få kundskab

om deres Forløsers evangelium,

som blev forkyndt for deres fædre;

og de skal komme til kundskab om

deres Forløser.« 1

Folket i Mexico og andre latinamerikanske

lande er sandelig blandt

profeternes efterkommere. Mormons

Bog er deres arv. Jesus Kristus

betjente deres forfædre.

Efter sin opstandelse steg Jesus

Kristus ned fra himlen klædt i hvidt og

stod midt i blandt deres forfædre her

på det amerikanske fastland. Og dér

strakte han sin hånd frem og sagde:

»Se, jeg er Jesus Kristus, om hvem

profeterne vidnede, at han skulle

komme til verden ...

»... jeg er verdens lys og liv.« 2

»Derfor, hold jeres lys op, så det

kan skinne for verden. Se, jeg er lyset,

som I skal holde.« 3

Til Kirken i dag har Frelseren gentaget

den formaning, da han sagde:

»Sandelig siger jeg til jer alle: Stå op

og lad jeres lys skinne, så jeres lys må

blive et banner for folkene.« 4 Jesus

Kristus er det lys, som vi skal holde

op som et banner for alle folk. Vi tilbyder

mere oplysning om Jesus Kristus,

som det åbenbares i Mormons Bog,

endnu et vidne om Jesus Kristus.

Præsident Hinckley har opfordret

os til at læse eller genlæse Mormons

Bog før året er omme i højtideligholdelse

af 200-året for profeten Joseph

Smiths fødsel. Ved at gøre det, ærer vi

Joseph Smith, som oversatte Mormons

Bog »ved Guds gave og kraft.« 5

Da den fordums profet Moroni

viste sig for Joseph Smith, fortalte han

ham, »at Gud havde et værk for [ham]

LIAHONA NOVEMBER 2005 33


34

at udføre, og at [hans] navn skulle

nævnes for ondt og godt blandt alle

nationer, slægter og tungemål, eller at

der skulle tales både ondt og godt om

det blandt alle folk.« 6

Den profeti er gået i opfyldelse.

Joseph Smiths navn er kendt og hædret

over hele verden, selv i den fjerne

landsby, Nealtican i Mexico.

Et medlem i Monterrey i Mexico

fortalte mig for nylig, hvordan

Mormons Bog havde ændret hans liv.

Som teenager var Jesús Santos imponeret

af SDH-missionærerne, som han

så gå ned ad de støvede gader. Han

ville gerne tale med dem om deres

kirke, men fik fortalt af en ven, at han

skulle vente på, at de kontaktede ham.

Mange gange gik han hen til kirkebygningen

og så på gennem jernhegnet,

når missionærerne og de unge

spillede. De så ud til at have det godt,

og han ønskede at være en del af

dem. Han trykkede sin kind mod

hegnet og håbede på, at de ville lægge

mærke til ham og invitere ham til at

deltage. Det skete aldrig.

Da Jesús fortalte mig sin historie,

sagde han: »Det er trist. Jeg var

ung og kunne have været på en

fuldtidsmission.«

Han flyttede til Monterrey i Mexico.

Ni år senere besøgte han en ven i den

anden ende af byen, da missionærerne

bankede på døren. Hans ven

ville sende dem væk. Jesús tryglede

ham om at lade missionærerne tale

med dem i bare to minutter. Hans ven

indvilligede.

Missionærerne talte om Mormons

Bog, hvordan Lehis familie rejste fra

Jerusalem til Amerika, og hvordan

den genopstandne Jesus Kristus

besøgte Lehis efterkommere i

Amerika.

Jesús ønskede at vide mere. Han

var særlig fascineret af billedet, som

forestiller Kristi besøg i Amerika. Han

gav missionærerne sin adresse. Han

ventede i månedsvis, men de tog

aldrig kontakt med ham.

Der gik yderligere tre år. Nogle

venner inviterede hans familie til en

familieaften. De gav ham et eksemplar

af Mormons bog.

Så snart han begyndte at læse den,

vidste han, at Mormons Bog var

sand. 12 år efter, at han først var blevet

opmærksom på Kirken, blev han

og hans hustru endelig døbt. Så

mange år var spildt. Hvis bare missionærerne

havde talt med ham, hvis de

unge havde bemærket en ensom teenager,

som så over hegnet, hvis missionærerne

i Monterrey har truffet

ham hjemme, så ville hans liv have

været anderledes i de 12 år. Heldigvis

inviterede naboerne, som var medlemmer

af Kirken, ham over til en

familieaften og gav ham den bog,

som besidder så stor kraft til omvendelse,

Mormons Bog.


I dag tjener Jesús Santos som tempelpræsident

i Monterrey i Mexico.

Jesus Kristus gav os Mormons Bog

som et redskab til at samle det

spredte Israel. Da han besøgte folket i

Amerika, sagde han til dem: »Og når

dette sker, og dine efterkommere

begynder at få kundskab om disse

ting, skal det være et tegn for dem, så

de kan vide, at Faderens værk allerede

er begyndt til opfyldelse af den

pagt, som han har gjort med folket,

som er af Israels hus.« 7

Mormons Bog er sit eget vidne til

folket i Latinamerika og alle andre

nationer. Den kommer stærkt frem i

disse sidste dage og bærer vidne om,

at Gud igen er begyndt at samle det

spredte Israel.

Jeg kan se for mig, hvordan Jesús

Santos som en ranglet 18-årig dreng

står og ser over hegnet til kirkebygningen.

Kan I se ham Kan I invitere

ham og andre som ham til at være ét

med os Hvem kender I, som ville

tage imod jeres opfordring til at læse

Mormons Bog. Vil I invitere dem

Vent ikke.

Jeg vidner om, at Joseph Smith er

genoprettelsens profet. Mormons

Bog, endnu et vidne om Jesus Kristus,

er midlet, hvorved folk fra alle nationer

skal samles i Jesu Kristi Kirke af

Sidste Dages Hellige. Denne kirke er

grundlagt på apostle og profeter,

akkurat som den var i ældre tid.

Præsident Gordon B. Hinckley er

Herrens udvalgte profet på jorden i

dag. Jesus Kristus er vor Frelser og

Forløser. Dette er hans kirke og hans

rige. Han er vores kong Immanuel.

Dette bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu

Kristi navn. Amen. ■

NOTER

1. 1 Nephi 15:14; fremhævelse tilføjet.

2. 3 Nephi 11:10-11.

3. 3 Nephi 18:24.

4. L&P 115:5.

5. Introduktion til Mormons Bog.

6. JS-H 1:33.

7. 3 Nephi 21:7; fremhævelse tilføjet.

»Hvis Kristus

havde mine

muligheder ...«

ÆLDSTE PAUL K. SYBROWSKY

De Halvfjerds

Vor Frelser, Jesus Kristus lærer os vigtigheden af at søge efter

dem, der er fortabte.

For mange år siden, da vores

ældste børn var 6, 4 og 2, overraskede

min hustru og jeg dem

med en lille prøve. Vi havde læst dagligt,

som familie, i Mormons Bog.

»Hvad hed manden,« spurgte min

hustru, »der gik ud i skoven for at

jage, men i stedet bad hele dagen og

noget af natten«

Efter et øjeblik med stilhed, prøvede

hun at hjælpe: »Hans navn

begynder med E ... e ... e ... e.«

Fra et hjørne i rummet råbte vores

to-årige: »Nos!«

Det var det barn, der legede i hjørnet

– dét barn, vi troede, var for lille

til at forstå. Enos! Det var Enos, der

gik ud i skoven for at jage, men hvis

sjæl sultede. Selvom hans optegnelse

ikke siger, at han var faret vild i skoven,

fortæller historien om Enos os,

at han havde fundet sig selv, da han

kom tilbage – og at han derefter

bekymrede sig mere for sine brødres

velfærd.

I Det Nye Testamente lærer vor

Frelser, Jesus Kristus, os vigtigheden

af at søge efter dem, der er fortabte:

»Hvis en af jer har hundrede får og

mister et af dem, lader han så ikke de

ni og halvfems blive i ødemarken og

går ud efter det, han har mistet, indtil

han finder det

Og når han har fundet det, lægger

han det glad på sine skuldre« (Luk

15:4-5).

Siden Adams fald har hele menneskeheden

været i en fortabt og falden

tilstand. Som de fleste af jer startede

min proces med at »finde« mig selv

med to trofaste missionærer. I året

1913 i København i Danmark underviste

ældste C. Earl Anhder og Robert

H. Sorensen mine bedsteforældre i

LIAHONA NOVEMBER 2005 35


36

Jesu Kristi evangelium og døbte dem.

Mine forældre lærte mig vigtigheden

af hårdt arbejde, ærlighed og retskaffenhed.

Men på en eneste generation

blev vi mindre aktive i Kirken og mistede

kundskaben om evangeliet. Når

jeg ser tilbage, erindrer jeg, at mine

legekammerater, da jeg ikke var særlig

gammel, inviterede mig med til

Primary. Min første oplevelse i Kirken

byggede på venskaber i Primary.

Som dreng, nogle måneder før min

12-års fødselsdag, åbnede jeg en søndag

eftermiddag døren, da det bankede

på. Flere af mine venner –

diakoner, klædt i hvide skjorter og

slips, kom for at tage mig med til mit

allerførste præstedømmemøde. Vores

leder gik ved siden af mig, mens vi

begav os ned ad bakken til Tabernaklet

på Tempelpladsen. Det var præstedømmets

møde ved aprilkonferencen.

Lloyd Bennett var min spejderleder.

Ofte hentede han mig lørdag

eftermiddag og tog mig med til spejderbutikken

for at købe de mærker og

forsyninger, der manglede. Under

køreturen talte vi sammen. Han blev

en ven, jeg kunne stole på. Lloyd

Bennett tog sig, som mange andre,

tid til at finde det ene fortabte får.

Disse vidunderlige venner og

ledere forstod ældste M. Russell

Ballards nylige råd om at »finde ... en

til« (»En til«, Liahona, maj 2005, s.

71), og de forstod, hvad det indebar.

Nogle gange er det den person i hjørnet,

som vi ikke har overvejet.

Min egen Enos-oplevelse opstod,

da jeg var 18, og jeg knælede ned

i min militærbarak i Fort Ord i

Californien. Efter lyset var slukket, og

jeg knælede på et hårdt gulv, fandt jeg

vejen, ligesom Enos havde gjort det.

Jeg var senere på fuldtidsmission. Mit

hjerte er fuldt af taknemmelighed til

de mange, som bidrog til at hjælpe

mig med at finde ud af, hvem jeg er,

og til at kende til Kristus og hans

evangelium. Jeg forstod, at min vej

hjem er gennem vor Frelser, Jesus

Kristus.

»Og han skal komme til verden for

at genløse sit folk; og han skal tage

deres overtrædelser på sig, som tror

på hans navn; og det er dem, der skal

have evigt liv, og frelse kommer ikke

til andre« (Alma 11:40).

Profeten Esajas fra Det Gamle

Testamente så vore dage, da evangeliet

ville blive gengivet i sit fylde, og

erklærede:

»Dette siger Gud Herren: Nu løfter

jeg min hånd for folkene, jeg rejser

mit banner for folkeslagene; de skal

bringe dine sønner i favnen og bære

dine døtre på skulderen« (Esajas

49:22).

Når vi tager os af den ene, brødre

og søstre, ser vi den profeti gå i opfyldelse.

Kan I se, hvordan I er blevet

båret i favnen og på skuldrene – båret

i sikkerhed

Hvad ville vor Frelser gøre med de

muligheder, vi har for at påvirke den

enkelte Når vi anvender det princip:

»Hvis Kristus havde mine muligheder,

hvad ville han så gøre«, bliver

vore beslutninger i livet Kristuscentrerede.

Jeg ved, at vor elskede ældste Neal

A. Maxwell altid søgte at finde det ene

fortabte får. For ligesom Nephi arbejdede

han »flittigt med at skrive for at

få [os alle] til at tro på Kristus og blive

forsonet med Gud« (2 Nephi 25:23).

Jeg ved, at ældste Maxwell, mere end

én gang opsøgte de fortabte, som han

forsøgte at bringe til Kristus.

Hvad enten vi er primarylærer,

Unge Mænds eller Unge Pigers leder,

spejderleder, hjemmelærer, besøgslærerinde

eller ven, vil Herren bruge os,

hvis vi vil lytte, til at søge efter og

finde de fortabte.

Jeg er så taknemmelig for beslutningen

om at tage på en fuldtidsmission,

hvilket blev et stort vendepunkt

i mit liv. Unge mænd, det er jeres privilegium

at tjene, endda at arbejde

flittigt. Forbliv værdige, forbered jer

til at forkynde evangeliet; udsæt det

ikke – gå ud og tjen! Unge piger, I

kan gøre så meget for at opbygge

riget. Kære ældre medlemmer, vi har

brug for jer!

Vores familie var så privilegeret at

tjene i Canada med vidunderlige ældster,

søstre og seniormissionærer. Ved

at kommunikere hjerte til hjerte, ånd

til ånd, og med Herrens styrke, søgte

de efter de fortabte, og fandt ham


eller hende, som pligttro missionærer

gør over hele verden.

»Og således blev de redskaber i

Guds hånd til at bibringe mange

kundskab om sandheden, ja kundskab

om deres Forløser« (Mosiah

27:36).

Hver eneste af os kan gøre en forskel

i nogens liv, endda i hans eller

hendes evige liv, men vi må handle; vi

må gøre noget; vi må arbejde flittigt.

Måske har I fået en tilskyndelse til at

invitere nogen til at komme tilbage til

Kirken, eller til at høre budskabet om

det gengivne evangelium for første

gang. Gør det, følg den tilskyndelse.

Hvorfor inviterer vi ikke alle sammen

nogen til at komme og lytte til en profets

stemme i morgen Vil I gøre det

Vil I invitere nogen i dag Med tro og

et villigt hjerte (endog ønske), må vi

stole på, at Ånden vil give os »i den

samme stund og i samme øjeblik,

hvad [vi] skal sige« (L&P 100:6). Jeg

ved, at sådan er det.

Jeg er så taknemmelig for dette

kald til at tjene endnu en gang, denne

gang i Australien. Jeg vil gerne

udtrykke min evige kærlighed og

påskønnelse til min hustru og vore ni

missionær-mindede børn for deres

kærlighed og støtte. Jeg bærer højtideligt

vidnesbyrd om, at evangeliet i

sit fylde er gengivet til jorden, at

Joseph Smith er en Guds profet, og at

Mormons Bog er Guds ord. I dag

ledes vi af en levende profet, præsident

Gordon B. Hinckley. Og jeg ved,

at Gud lever, og jeg ved, at Jesus er

Kristus, vor Frelser og Forløser. Det er

i Hyrdens kærlige arme og på hans

skuldre, at vi bliver båret hjem. Må jeg

som Enos ydmygt sige, at jeg må

»prædike ... for dette folk og forkynde

ordet i overensstemmelse med sandheden,

som er i Kristus. Og jeg har ...

glædet mig deri, frem for i det, der er

af verden« (Enos 1:26). Om disse

sandheder vidner jeg i Jesu Kristi

navn. Amen. ■

Åndelig beredthed:

Begynd tidligt og

vær udholdende

ÆLDSTE HENRY B. EYRING

De Tolv Apostles Kvorum

Livets store prøve er at se, om vi vil lytte til og adlyde Guds

bud midt i livets storme.

De fleste af os har tanker om,

hvordan vi forbereder os på

uvejr. Vi har set og mærket

lidelserne hos kvinder, mænd og

børn, og de ældre og svage fanget i

orkaner, flodbølger, krige og tørker.

En reaktion kan være at spørge:

»Hvordan kan jeg være beredt« Og

der hastes for at købe og lægge til

side, hvad folk nu kan komme i tanke

om, at de får brug for den dag, de

måske står over for sådanne ulykker.

Men der er en endnu vigtigere forberedelse,

vi må gøre til prøverne,

som vi ved, der kommer til hver af os.

Den forberedelse må påbegyndes

lang tid i forvejen, for den tager tid.

Det, vi får brug, for kan ikke købes.

Det kan ikke lånes. Det er svært at

lagre. Og det må bruges regelmæssigt

og ofte.

Det vi får brug for på vores prøvelsesdag,

er en åndelig beredthed. Det

er at have udviklet tro på Jesus

Kristus, som er så stærk, at vi kan

bestå livets prøve, hvorpå alt for os

beror i evigheden. Den prøve er en

del af det formål, som Gud havde

med os ved skabelsen.

Profeten Joseph Smith gav os

Herrens beskrivelse af den prøve, vi

står overfor. Vor himmelske Fader

skabte jorden med sin Søn Jesus

Kristus. Vi har disse ord til at fortælle

os om formålet med skabelsen: »Vi vil

gå ned, thi der er rum der, og vi vil

tage af disse materialer og danne en

jord, hvorpå disse kan bo. Og vi vil

prøve dem hermed for at se, om de

vil gøre alt, hvad Herren, deres Gud,

vil befale dem.« 1

Så livets store prøve er at se, om vi

vil lytte til og adlyde Guds bud midt i

livets storme. Det er ikke at udholde

LIAHONA NOVEMBER 2005 37


38

storme, men at vælge det rette, når de

raser. Og livets tragedie er at forfejle

den prøve og derved ikke gøre sig fortjent

til i herlighed at vende tilbage til

vores himmelske hjem.

Vi er åndelige børn af en himmelsk

Fader. Han elskede os og underviste

os, før vi blev født ind i denne verden.

Han fortalte os, at han ønskede at

give os alt det, han havde. For at gøre

os fortjent til den gave, måtte vi have

et dødeligt legeme og blive prøvet. I

dette dødelige legeme ville vi opleve

smerte, sygdom og død.

Vi ville komme ud for fristelser

gennem det begær og de svagheder,

som følger med vores dødelige legemer.

Listige og stærke onde kræfter

ville friste os til at overgive os til disse

fristelser. Livet ville indeholde storme,

i hvilke vi måtte træffe valg og udøve

tro på de ting, vi ikke kunne se med

vores naturlige øjne.

Vi blev lovet, at vi ville få Jahve,

Jesus Kristus, som vor Frelser og

Forløser. Han ville sikre, at vi alle ville

opstå. Og han ville gøre det muligt for

os at bestå livets prøve, hvis vi gennem

lydighed udøvede tro på ham. Vi

råbte af glæde over den gode nyhed.

En passage i Mormons Bog: Endnu

et vidne om Jesus Kristus, beskriver,

hvor svær den prøve er, og hvad der

kræves for at bestå den:

»Fat derfor mod, og husk på, at I

har frihed til at handle for jer selv – til

enten at vælge vejen til evig død eller

vejen til evigt liv.

Derfor, mine elskede brødre,

underkast jer Guds vilje og ikke djævelens

og kødets vilje, og husk, efter at I

er forsonet med Gud, at det alene er i

og ved Guds nåde, at I bliver frelst.

Må Gud derfor oprejse jer fra

døden ved opstandelsens kraft og

også fra evig død ved forsoningens

kraft, at I kan blive modtaget i Guds

evige rige og prise ham gennem guddommelig

nåde. Amen.« 2

Det vil kræve urokkelig tro på

Herren Jesus Kristus at vælge vejen til

evigt liv. Det er ved at bruge den tro,

at vi kan kende Guds vilje. Det er ved

at handle i tro, at vi opbygger styrken

til at gøre Guds vilje. Og det er ved at

udøve tro på Jesus Kristus, at vi kan

modstå fristelser og opnå tilgivelse

gennem forsoningen.

Vi har brug for at have udviklet og

næret tro på Jesus Kristus lang tid før,

at Satan rammer os, som han vil, med

tvivl og tiltrækning til vores kødelige

begær, og med falske stemmer, der

siger, at godt er ondt, og at der ikke

findes synd. Disse åndelige storme

raser allerede. Vi kan forvente, at de

bliver værre indtil Frelseren vender

tilbage.

Uanset, hvor megen tro vi nu har

til at være lydige mod Gud, bliver vi

nødt til vedvarende at styrke og forny

den. Det kan vi gøre ved at beslutte

os til at være hurtigere til at adlyde og

mere opsatte på at holde ud. At lære

at begynde tidligt og være udholdende

er nøglen til åndelig forberedelse.

Nøl og vægelsind er dens

dødsfjender.

Lad mig foreslå jer fire områder,

hvor man kan øve hurtig og vedholdende

lydighed. Et er budet om at

mætte sig med Guds ord. Et andet er

altid at bede. Et tredje er befalingen

om at betale en ærlig tiende. Og et

fjerde er at undgå synd og dens frygtelige

følger. Hver af dem kræver tro

for at få begyndt og derpå at holde

ud. Og alle kan de styrke jeres evne til

at kende og adlyde Herrens bud.

I har allerede fået Herrens hjælp til

at komme i gang. I august modtog I

dette løfte fra præsident Gordon B.

Hinckley, hvis I ville læse hele

Mormons Bog inden slutningen af

året: »Jeg kan uden forbehold love jer,

at hvis I hver især vil følge denne

enkle anvisning, uanset hvor mange

gange I allerede har læst Mormons

Bog, så vil I have Herrens Ånd i jeres

hjem i større målestok. Jeres beslutning

om at være lydige mod hans

bud vil forstærkes, og I vil få et større


vidnesbyrd om, at Guds søn er en

levende virkelighed.« 3

Det er netop det løfte om mere

tro, som vi behøver for at være åndeligt

beredte. Men hvis vi udsætter at

være lydige mod denne inspirerede

opfordring, vil det antal sider, som vi

skal læse hver dag, stige. Hvis vi så

ikke får læst et par dage, vil chancen

for ikke at nå det vokse. Det er derfor,

jeg valgte at læse forud for min plan

for at være sikker på, at jeg ville gøre

mig fortjent til at modtage de lovede

velsignelser, beslutsomhed og vidnesbyrd

om Jesus Kristus. Når december

måned er forbi, vil jeg have lært noget

om at handle prompte, når der kommer

en befaling fra Gud og være

udholdende i lydighed.

Ud over det, vil jeg, når jeg læser i

Mormons Bog, bede Helligånden om

at hjælpe mig med at vide, hvad Gud

ønsker af mig. Der er et løfte i selve

bogen om svar på denne bøn: »Mæt

jer med Kristi ord, thi se, hans ord vil

fortælle jer alt, hvad I skal gøre.« 4

Jeg vil handle prompte på det,

Helligånden fortæller, jeg skal gøre,

når jeg læser og overvejer Mormons

Bog. Når jeg har færdiggjort projektet

til december, vil jeg have mange erfaringer

med at udvide min tro for at

være lydig. Og min tro vil være styrket.

Og jeg vil af egen erfaring vide,

hvad der følger ved prompte og

udholdende at vende sig til skrifterne

for at vide, hvad Gud ønsker af mig,

og så gøre det. Hvis vi gør dette, vil

vi være bedre beredt på de større

storme, når de kommer.

Vi kan så vælge, hvad vi vil gøre

efter den 1. januar. Vi kan vælge at

drage et lettelsens suk og sige til os

selv: »Jeg har opbygget en stor

reserve af tro ved at begynde tidligt

og være vedholdende i lydighed. Jeg

vil gemme den til de tider, hvor jeg

skal prøves i stormens rasen.« Der er

en bedre måde at forberede sig på,

eftersom stor tro har en kort levetid

på hylden. Vi kunne beslutte os for at

fortsætte med at studere Kristi ord i

skriften og de levende profeters lærdomme.

Det er det, jeg vil gøre. Jeg

vil vende tilbage til Mormons Bog og

ofte og inderligt nyde deraf. Og så vil

jeg være taknemmelig for det, som

profetens opfordring og løfte gjorde

for at lære mig, hvordan jeg opnår

større tro og bevare den.

Personlig bøn kan også opbygge

vores tro til at gøre, hvad Gud befaler.

Vi har fået befaling om altid at bede,

for at vi ikke skal blive overvundet.

Noget af den beskyttelse vi har brug

for, vil være direkte indgriben fra Gud.

Men der kommer mere af den ved at

opbygge vores tro til at adlyde. Vi kan

bede hver dag for kende Herrens

vilje med os. Vi kan forpligte os til at

handle prompte, når svaret kommer.

Min erfaring er, at Herren altid besvarer

sådanne bønner. Så kan vi vælge at

adlyde. Når vi gør det, vil vi opbygge

tro nok til ikke at blive overvundet.

Og vi vil opnå troen til igen og igen at

vende tilbage efter yderligere vejledning.

Når stormene begynder at rase,

vil vi være beredte til at gå og gøre,

hvad Herren befaler.

Frelseren gav os et stort eksempel

på en sådan underdanig bøn. Han bad

i Getsemane have, da han udvirkede

forsoningen, om, at hans Faders vilje

LIAHONA NOVEMBER 2005 39


40

måtte ske. Han vidste, at hans Faders

vilje for ham ville være så smertefuld

og forfærdelig, at vi ikke kan fatte det.

Han bad ikke kun for at acceptere

Faderens vilje, men også om at gøre

den. Han viste os, hvordan vi kan

bede i fuldkommen og målbevidst

underkastelse.

Princippet om at udøve tro tidligt

og vedholdende gælder også befalingen

om at betale tiende. Vi bør ikke

vente til den årlige tiendeopgørelse

med at beslutte os for at betale en

ærlig tiende. Vi kan beslutte det nu.

Det tager tid at lære at styre vores forbrug

med tro på, at det, vi har, kommer

fra Gud. Det kræver tro at betale

tiende med det samme og uden tøven.

Hvis vi nu beslutter os for at være

en ærlig tiendebetaler, og vi holder fast

i at betale den, vil velsignelser tilflyde

os året igennem – såvel som omkring

tiendeopgørelsen. Med vores beslutning

om at være en ærlig tiendebetaler

og vores udholdende anstrengelser for

at være lydige, vil vores tro blive styrket

og vores hjerte blive blødgjort. Udover

at ofre vore penge og midler er det

den forandring i vores hjerte gennem

Jesu Kristi forsoning, som gør det

muligt for Herren at love ærlige tiendebetalere

fuld beskyttelse i de sidste

dage. 5 Vi kan have tillid til, at vi vil gøre

os fortjent til den beskyttende velsignelse,

hvis vi forpligter os til at betale

en ærlig tiende og er vedholdende i at

gøre det.

Den samme kraft, som et tidligt

truffet valg om at udøve tro og være

vedholdende i lydighed har, virker

også til at opnå tro til at modstå fristelser

og til at opnå tilgivelse. Det

bedste tidspunkt til at modstå fristelser

på er tidligt. Det bedste tidspunkt

for omvendelse er nu. Vores

sjæls fjende vil anbringe tanker i vores

sind for at friste os. Vi kan tidligt

beslutte os for at udøve tro, som vil

bortrydde onde tanker, før vi handler

ud fra dem. Og vi kan vælge hurtigt at

omvende os fra de synder, vi begår,

før Satan kan svække vores tro og

binde os. At søge tilgivelse er altid

bedre før end senere.

Da min far lå for døden i sin seng,

spurgte jeg ham, om han ikke syntes,

at det var tid til at omvende sig og

bede om tilgivelse for de synder, der

endnu ikke var ordnet med Gud.

Han hørte sikkert en antydning i min

stemme om, at han måske frygtede

døden og dommen. Han lo stille og

smilede til mig og sagde: »Nej Hal,

jeg har omvendt mig hen ad vejen.«

Beslutninger, som træffes nu, om

at udøve tro og være udholdende i

lydighed vil med tiden frembringe

stor tro og forvisning. Det er den

åndelige beredthed, vi alle har brug

for. Og den vil kvalificere os i krisetider

til at modtage Herrens løfte: »...

men er I beredt, behøver I ikke at

frygte.« 6

Det vil være sandt, når vi møder

livets storme og udsigten til død.

En kærlig himmelsk Fader og hans

elskede Søn har givet os al den hjælp,

de kan, for at vi kan bestå livets

prøve, som ligger foran os. Men vi må

beslutte os for at adlyde og handle. Vi

må opbygge tro for at bestå prøverne

i lydighed over tid og i vore daglige

valg. Vi kan beslutte os nu til at være

hurtige til at udføre det, som Herren

beder os om. Og vi kan beslutte os

for at være vedholdende i de små

prøver på lydighed, som opbygger

den tro, der kan bære os igennem de

store prøvelser, som med sikkerhed

vil komme.

Jeg ved, at I og jeg er børn af en

kærlig himmelsk Fader. Jeg ved, at

hans Søn, Jesus Kristus lever, og at

han er vor Frelser, og at han betalte

prisen for alle vore synder. Han genopstod,

og han og vor himmelske

Fader viste sig for drengen, Joseph

Smith. Jeg ved, at Mormons Bog er

Guds ord, oversat ved Guds gave og

kraft. Jeg ved, at dette er Jesu Kristi

sande kirke.

Jeg ved, at vi gennem Helligånden

kan vide, hvad Gud ønsker af os. Jeg

vidner om, at han kan give os kraft til

at gøre det, han beder os om, hvad

end det er, og uanset hvilke prøvelser

der måtte komme.

Jeg beder til, at vi altid vil vælge

prompte at adlyde Herren i stille tider

og i storme. Når vi gør det, vil vores

tro blive styrket, vi vil finde fred i

dette liv, og vi vil opnå forvisning om,

at vi og vores familie kan kvalificere

sig til evigt liv i den tilkommende verden.

Dette lover jeg jer. I Jesu Kristi

navn. Amen. ■

NOTER

1. Abraham 3:24-25.

2. 2 Nephi 10:23-25.

3. »Et levende og ægte vidnesbyrd«, Liahona,

aug. 2005, s. 6.

4. 2 Nephi 32:3.

5. Se L&P 64:23.

6. L&P 38:30.


Det, der betyder

mest, er det,

der varer længst

ÆLDSTE M. RUSSELL BALLARD

De Tolv Apostles Kvorum

Som jeres ledere, anmoder vi medlemmer af Kirken overalt

om at sætte deres familie først og finde særlige måder til at

styrke deres egen familie.

Flere af Brødrene og jeg besøgte

for nylig nogle flygtningecentre

i Louisiana, Mississippi og Texas,

hvor fortvivlede og fordrevne ofre for

orkanen Katrina opholdt sig, mens de

prøver at komme på fode igen. Deres

historier og situationer er på mange

måder tragiske og gribende; men af alt

det jeg hørte, var det, der rørte mig

mest, deres råb efter deres familie:

»Hvor er min mor« »Jeg kan ikke

finde min søn.« »Jeg har mistet en søster.«

Det var sultne, bange mennesker,

der havde mistet alt og havde brug

for mad, lægehjælp og enhver anden

form for hjælp, men det, de mest af

alt ønskede og havde brug for, var

deres familie.

Kriser eller overgange af enhver

art minder os om, hvad der betyder

mest. I hverdagens rutine tager vi

ofte vores familie – vore forældre og

børn og søskende – for givet. Men

når vi er i fare og nød, og livet ændrer

sig, så er der ikke tvivl om, at det,

som vi bekymrer os mest for, er vores

familie! Og det vil vi endnu mere, når

vi forlader dette liv og kommer til

åndeverdenen. De første personer,

som vi vil forsøge at finde, vil helt sikker

være far, mor, ægtefælle, børn og

søskende.

Jeg tror, at hensigtserklæringen for

jordelivet kunne være »at bygge en

evig familie.« Her på denne jord stræber

vi efter at blive en del af en større

familie med evnen til at frembringe og

skabe vores egen del af denne familie.

Det er en af grundene til, at vor himmelske

Fader har sendt os herned.

Ikke alle vil finde en ledsager og have

en familie her på jorden, men alle

uanset deres personlige situation er

en dyrebar del af Guds familie.

Brødre og søstre, dette år markerer

tiårs jubilæet for proklamationen

til verden om familien, som blev

udsendt af Det Første Præsidentskab

og De Tolv Apostles Kvorum i 1995

(se »Familien: En proklamation til verden«,

Liahona, okt. 2004, s. 49). Det

var dengang og er nu et opråb om at

beskytte og styrke familien og en

streng advarsel i en verden, hvor svindende

værdier og forkerte prioriteter

truer med at ødelægge samfundet ved

at underminere dets grundlæggende

enhed.

Proklamationen er et profetisk

dokument, ikke kun fordi den blev

udsendt af profeter, men fordi, den

var forud for sin tid. Den advarer

imod meget af det, der har truet og

undermineret familien i det sidste

årti, og den påberåber de prioriteter

og den vægt, der skal lægges på familien,

hvis de skal overleve i et miljø,

som synes stadig mere ødelæggende

for traditionelt ægteskab og for forholdet

mellem forældre og børn.

Proklamationens tydelige og enkle

sprog står i stærk kontrast til de forvirrede

og indviklede forestillinger, der

er i et samfund, der ikke engang kan

blive enige om en definition på en

familie endsige sørge for den hjælp og

støtte, som forældre og familier har

brug for. I kender sådanne ord fra

proklamationen, som:

• »Ægteskab mellem mand og

kvinde er indstiftet af Gud.«

• »En persons køn er et fundamentalt

særkende ved den enkeltes førjordiske,

jordiske og evige identitet og

hensigt.«

• »Ægtemand og hustru har et

stort ansvar for at elske og vise

omsorg for hinanden og for deres

børn.«

• »Børn har ret til at blive født

inden for ægteskabets rammer og

blive opdraget af en far og en mor,

LIAHONA NOVEMBER 2005 41


42

som ærer deres ægteskabsløfter med

fuldstændig troskab.«

• »Familiens opløsning vil påføre

enkeltpersoner, lokalsamfund og

nationer de ulykker, som er forudsagt

af fordums og nutidige profeter.«

Og de sidste ord i proklamationen

udtrykker den enkle sandhed, at familien

er »samfundets grundlæggende

bestanddel.«

I dag anmoder jeg Kirkens medlemmer

og engagerede forældre,

bedsteforældre og slægtninge

overalt om at holde fast ved denne

storslåede proklamation, at gøre det

til et banner ikke ulig hærføreren

Moronis »frihedens symbol«, og

forpligte os selv til at efterleve dets

forskrifter. Da vi alle er en del af

en familie, kan proklamationen

anvendes af alle.

Meningsmålinger viser, at folk overalt

i verden generelt anser familien

som den højeste prioritet; men i de

senere år synes samfundet at ignorere

eller fejldefinere familien. Tænk over

nogle af de ændringer, der er sket det

sidste årti:

• Mange store nationale og internationale

institutioner, der plejede at

støtte og styrke familien, prøver nu at

fortrænge eller endda ødelægge de

familier, som de blev skabt til at

betjene.

• I »tolerancens« navn er definitionen

på en familie blevet udvidet til

ugenkendelighed til et punkt, hvor

»familie« kan være personer af

ethvert køn, der bor sammen med

eller uden forpligtelser eller børn

eller opmærksomhed på konsekvens.

• Fremherskende materialisme og

selviskhed narrer mange til at tro, at

familie og især børn er byrder og en

økonomisk møllesten, der vil holde

dem tilbage i stedet for at være et helligt

privilegium, som vil lære dem at

blive mere som Gud.

Og alligevel fortsætter de fleste forældre

verden over med at erkende

både vigtigheden og den glæde, der er

forbundet med den naturlige familie.

Nogle af mine venner, der lige er

vendt hjem fra at have talt til familier

og forældre på flere kontinenter, fortalte

mig, at forældres håb og bekymringer

er forbavsende ens verden over.

I Indien sagde en bekymret hinduistisk

mor: »Det eneste jeg ønsker er

at have en større indflydelse på

mine børn end medierne og deres

jævnaldrende.«

Og en buddhistisk mor i Malaysia

sagde: »Jeg vil gerne have, at mine

drenge er i stand til at fungere i verden,

men jeg ønsker ikke, at de er af

verden.« Forældre fra alle forskellige

kulturer og trossamfund siger og føler

det samme, som vi gør som forældre i

Kirken.

Verden har brug for at vide, hvad

proklamationen underviser i, fordi

familien er samfundets, økonomiens,

vores kulturs og vores styreforms

grundlæggende bestanddel. Og som

sidste dages hellige ved, så vil familien

også være den grundlæggende

bestanddel i det celestiale rige.

I Kirken er vores tro på familiens

altoverskyggende vigtighed baseret på

gengivne lærdomme. Vi kender til

familiens hellighed i begge retninger

af vores evige eksistens. Vi ved, at vi

før dette liv boede sammen med vor

himmelske Fader som en del af hans

familie, og vi ved, at familieforhold

kan fortsætte udover døden.

Hvis vi lever og handler efter

denne viden, vil vi tiltrække verden.

Forældre, der prioriterer deres familie

højt, vil drages mod Kirken, fordi den

tilbyder familien den struktur og de

værdier, lærdomme og evige perspektiver,

som de søger efter, men ikke

kan finde andetsteds.

Vores familiecentrerede perspektiv

bør få sidste dages hellige til at stræbe

efter at blive de bedste forældre i verden.

Det bør give os en umådelig

respekt for vore børn, der i sandhed

er vores åndelige søskende, og det

bør få os til at afse al den tid, der er

nødvendig, for at styrke vores familie.

Faktisk er intet mere afgørende forbundet

med lykke – både vores egen

og vore børns – end hvor godt vi

elsker og støtter hinanden i familien.

Præsident Harold B. Lee talte om

Kirken som et afgørende »stillads«,

der hjælper os til at opbygge den

enkelte og familien (se Conference

Report, okt. 1967, s. 107). Kirken er

Guds rige på jorden, men i himmerigets

rige vil familien være både kilden

til vores evige fremgang og glæde og

afspejle vor himmelske Faders orden.

Som vi ofte bliver mindet om, vil vi en

dag blive afløst fra vore kirkekaldelser;

men hvis vi er værdige, vil vi aldrig

blive afløst fra vore familieforhold.

Joseph F. Smith sagde: »Der kan

ikke findes nogen ægte lykke tilfældige

steder udenfor hjemmet, og

enhver anstrengelse, der gøres for at

hellige og bevare dets indflydelse, er

opløftende for dem, som arbejder og


ofrer sig for dets beståen. Der er

ofte mænd og kvinder, der søger en

erstatning for hjemmet i et liv uden

for hjemmet, de prøver at få sig selv

til at tro, at et hjem betyder, at man

er bundet; at den største frihed er

fri mulighed for at flytte rundt, som

man har lyst til. Der findes ingen

lykke uden tjenestegerninger, og der

findes ingen større tjenestegerning

end at gøre et hjem til en guddommelig

institution, hvilket fremmer og

bevarer familielivet« (Kirkens præsidenters

lærdomme: Joseph F. Smith,

s. 382).

Nu vil nogle nok spørge: »Hvordan

beskytter, bevarer og styrker vi vores

hjem og familie i en verden, der trækker

så hårdt i den modsatte retning«

Lad mig komme med tre enkle forslag:

1. Hold fast ved at have familiebøn

hver dag og holde ugentlige familieaftener.

Begge ting indbyder Herrens

Ånd, hvilket giver os den hjælp og

kraft, som vi har brug for som forældre

og ledere i familien. Kirkens

materialer og tidsskrifter tilbyder

mange gode ideer til familieaften.

Overvej også at holde et vidnesbyrdmøde

for familien, hvor forældre og

børn i private og personlige omgivelser

kan udtrykke deres tro og

følelser for hinanden.

2. Undervis i evangeliet og i grundlæggende

værdier i jeres hjem. Opbyg

en kærlighed til at læse skrifterne sammen.

Alt for mange af vore forældre

lægger dette ansvar over på Kirken.

Mens seminar, hjælpeorganisationer

og præstedømmekvorummer er vigtige

som et supplement til forældres

undervisning i evangeliet, så ligge

hovedansvaret i hjemmet. I kan måske

vælge et evangelisk princip eller en

familieværdi og derpå se efter muligheder,

hvor I kan undervise i det. Vær

klog og involver ikke børn eller jer

selv i så mange aktiviteter uden for

hjemmet, at I får så travlt, at I ikke kan

genkende eller føle Herrens Ånd, når

den giver jer den lovede vejledning til

jer og jeres familie.

3. Skab meningsfyldte familiebånd,

der giver jeres børn en identitet, der

er stærkere end den, de kan finde

blandt deres jævnaldrende, i skolen

eller andre steder. Dette kan gøres

ved at skabe familietraditioner til fødselsdage,

på ferier, ved middagsmaden

og om søndagen. Det kan også

gøres ved familieregler med naturlige

og forståelige konsekvenser. Hav en

enkel plan for familien, hvor børnene

har bestemte pligter eller opgaver i

hjemmet, og hvor de får ros eller

andre belønninger i forhold til, hvor

godt de klarer opgaverne. Lær dem

vigtigheden af at undgå gæld og af at

tjene og spare penge sammen og

bruge dem fornuftigt. Hjælp dem til at

lære at være ansvarlig for deres egen

timelige og åndelige uafhængighed.

I verden i dag, hvor Satans angreb

på familien er så fremherskende, må

forældre gøre alt, hvad de kan, for at

forstærke og forsvare deres familie.

Men deres anstrengelser er måske

ikke nok. Familien, der er vores mest

grundlæggende institution, har desperat

behov for hjælp og støtte fra

familiekredsen og fra de offentlige

institutioner, der er omkring os.

Brødre og søstre, tanter og onkler,

bedsteforældre, fætre og kusiner kan

have meget stor betydning i børns liv.

Husk på, at hvis en slægtning udtrykker

kærlighed og opmuntring, kan

det ofte yde den rette påvirkning og

hjælpe et barn på et kritisk tidspunkt.

Kirken selv vil fortsætte med at

være den institution – »stilladset«, der

står først og forrest for at være med

til at opbygge stærke familier. Jeg kan

forsikre jer om, at de, der leder Kirken,

interesserer sig meget for jeres families

velbefindende, og I vil således se

en øget indsats for at prioritere og

fokusere på familiens behov. Men

som jeres ledere, anmoder vi medlemmer

af Kirken overalt om at sætte

deres familie først og finde særlige

måder til at styrke deres egen familie.

Ydermere anmoder vi alle offentlige

institutioner om at se på sig selv og

gøre mindre af det, der skader familien,

og mere af det, der hjælper den.

Vi anmoder medierne om at tilbyde

mere, der fremmer traditionelle

familieværdier og er opløftende og

støtter familien og mindre af det,

der populariserer umoralitet og

materialisme.

LIAHONA NOVEMBER 2005 43


PRÆSTEDØMMETS MØDE

Den 1. oktober 2005

Vi anmoder regeringer og politiske

ledere om at sætte børnenes og forældrenes

behov først og til at tænke på

indvirkningen på familien, når de lovgiver

og udstikker deres politik.

Vi anmoder internetudbyderne og

skaberne af hjemmesider til at blive

mere ansvarsfulde angående den

potentielle påvirkning og til at sætte

sig et bevidst mål om at beskytte børn

mod vold, pornografi, smuds og

umoralskhed.

Vi anmoder uddannelsessteder

om at undervise i universelle værdier

samt familie- og forældrefærdigheder,

der kan støtte forældrene i deres

ansvar med at opdrage børn til at

blive ledere for familier, der vil

komme i de næste generationer.

Vi anmoder vore egne medlemmer

af Kirken til i kærlighed at række ud til

deres naboer og venner af anden tro

og medtage dem i brugen af de mange

ressourcer, som Kirken har til at hjælpe

familien. Vores lokalsamfund og nabolag

bliver mere trygge og stærke, når

folk fra alle trosretninger arbejder sammen

for at styrke familien.

Det er vigtigt at huske på, at alle

store enheder i samfundet afhænger

af den mindste og mest grundlæggende

enhed, familien. Lige meget

hvem eller hvad vi er, så hjælper vi os

selv, når vi hjælper familien.

Brødre og søstre, når vi holder

»Familieproklamationen« op som et

banner, og når vi efterlever og underviser

i Jesu Kristi evangelium, opfylder

vi formålet med vores skabelse

her på jorden. Vi finder fred og

glæde her og i den verden, der kommer.

Vi burde ikke have behov for en

orkan eller andre kriser for at minde

os om, hvad der betyder mest.

Evangeliet og Herrens plan for lykke

og frelse, bør minde os om det. Det,

der betyder mest, er det, der varer

længst, og vores familie varer evigt.

Dette vidner jeg om i Jesu Kristi

navn. Amen. ■

Bliv missionær

ÆLDSTE DAVID A. BEDNAR

De Tolv Apostles Kvorum

I og jeg skal i dag og altid bære vidnesbyrd om Jesus Kristus

og erklære genoprettelsens budskab ... Missionering er et

udtryk for vores åndelige identitet og arv.

Alle vi, der har modtaget det

hellige præstedømme, har en

hellig forpligtelse til at velsigne

jordens nationer og familier ved at

forkynde evangeliet og invitere alle til

at modtage de frelsende ordinancer af

den rette myndighed. Mange af os har

tjent som fuldtidsmissionærer, nogle

af os tjener lige nu som fuldtidsmissionærer,

og alle tjener vi, og vil fortsat

tjene, som missionærer hele livet.

Vi er missionærer hver dag i vores

familie, på vores skole, på vores

arbejdsplads og i vores samfund.

Uanset alder, erfaring eller stadie i

livet er vi alle missionærer.

At forkynde evangeliet er ikke

noget, vi beskæftiger os med periodisk

eller midlertidigt. Og vores

arbejde som missionærer er bestemt

ikke begrænset til den korte periode,

vi giver til missionærtjeneste i vores

ungdom eller vore modne år.

Forpligtelsen til at forkynde evangeliet

er snarere en naturlig del af præstedømmets

ed og pagt, som vi indgår.

Missionering er i bund og grund et

ansvar, der hører præstedømmet til,

og alle os, der bærer præstedømmet,

er Herrens bemyndigede tjenere på

jorden og er missionærer til alle tider

og på alle steder – og det vil vi altid

være. Selve vores identitet som præstedømmebærere

og Abrahams efterkommere

defineres hovedsageligt af

pligten til at forkynde evangeliet.

Mit budskab i aften kan anvendes

af os alle, der har en pligt i præstedømmet

til at forkynde evangeliet. Mit

særlige formål til dette præstedømmemøde

er dog at tale åbent med

Kirkens unge mænd, der forbereder

sig på kaldelsen til at tage på mission.

De principper, jeg vil tale med jer om,

er både enkle og åndeligt betydningsfulde,

og de bør få jer til at overveje,

evaluere og foretage forbedringer. Jeg

beder om, at Helligånden vil ledsage

mig og jer, når vi sammen overvejer

dette vigtige emne.

Et ofte stillet spørgsmål

Til møder med unge medlemmer

af Kirken rundt om i verden, opfordrer

jeg ofte de tilstedeværende til at

stille spørgsmål. Et af de spørgsmål,

44


jeg oftest får stillet af unge mænd, er:

»Hvad kan jeg gøre for at forberede

mig mest effektivt på at tage på fuldtidsmission«

Sådan et oprigtigt

spørgsmål fortjener et seriøst svar.

Mine kære unge brødre, den allervigtigste

ting, I kan gøre for at forberede

jer på et kald til at tjene, er at

blive missionærer, længe før I tager på

mission. Læg mærke til, at jeg i mit svar

fremhævede blive snarere end tage.

Lad mig forklare, hvad jeg mener.

I vores almindelige sprogbrug i

Kirken taler vi ofte om at tage i kirke,

tage til templet og tage på mission.

Jeg vil være så dristig at påstå, at vores

ret rutinemæssige fremhævelse af at

tage ikke er rammende.

Det drejer sig ikke om at tage i

kirke; men snarere om at tilbede og

forny pagter, når vi er i kirke. Det

drejer sig ikke om at tage til eller gå

gennem templet; det drejer sig snarere

om at have ånden, pagterne og

ordinancerne i Herrens hus i vores

hjerte. Det drejer sig ikke om at tage

på mission; det drejer sig snarere om

at blive missionær og tjene gennem

hele vores liv af hele vores hjerte,

sjæl, sind og styrke. Det er muligt for

en ung mand at tage på mission og

ikke blive missionær, og dette er ikke,

hvad Herren kræver, eller hvad Kirken

behøver.

Mit inderlige håb for hver af jer

unge mænd er, at I ikke blot vil tage

på mission – men at I vil blive missionærer,

længe før I indsender jeres

missionspapirer, længe før I modtager

kaldet til at tjene, længe før I indsættes

af jeres stavspræsident, og længe

før I kommer på MTC.

Princippet om at blive

Ældste Dallin H. Oaks har effektivt

undervist os om udfordringen i at

blive noget i stedet for blot at gøre

forventede ting eller foretage særlige

handlinger:

»Apostlen Paulus underviste i, at

Herrens belæringer er blevet givet, og

lærere kaldet, for at vi alle kan opnå

›en vækst, som kan rumme Kristi

fylde‹ (Ef 4:13). Denne proces kræver

meget mere end at opnå kundskab.

Det er ikke engang nok for os at blive

overbevist om evangeliet – vi skal

handle og tænke således, at vi bliver

omvendt af det. I modsætning til verdens

institutioner, som lærer os at

vide noget, så udfordrer Jesu Kristi

evangelium os til at blive noget.

... Det er ikke nok for nogen blot at

gøre noget uden at gøre det rigtigt.

Evangeliets befalinger, ordinancer og

pagter er ikke en liste over indskud,

som det forlanges, at vi foretager på

en himmelsk konto. Jesu Kristi evangelium

er en plan, der viser os, hvordan

vi bliver det, som vor himmelske

Fader ønsker, at vi skal blive« (»En

udfordring til at blive«, Liahona, jan.

2001, s. 40).

Brødre, udfordringen til at blive

passer præcis og perfekt til missionsforberedelse.

Processen – at blive missionær

– indbefatter selvfølgelig ikke,

at en ung mand har hvid skjorte og

slips på i skole hver dag, eller at han

følger missionærreglerne for at gå i

seng og stå op – selvom de fleste forældre

bestemt ville synes, at det var en

god idé. Men I kan øge jeres ønske om

at tjene Gud (se L&P 4:3), og I kan

begynde med at tænke som missionærer

tænker, at læse, hvad missionærer

læser, at bede som missionærer beder,

LIAHONA NOVEMBER 2005 45


46

og at føle, som missionærer føler. I kan

undgå den verdslige indflydelse, der

får Helligånden til at trække sig tilbage,

og I kan vokse i tillid til at genkende og

reagere på åndelige tilskyndelser. Linje

på linje, bud på bud, lidt her og lidt der

kan I gradvist blive de missionærer, I

håber, I vil blive, og de missionærer,

som Frelseren forventer.

I vil ikke pludselig eller ved et trylleslag

blive forvandlede til forberedte

og lydige missionærer den dag, I træder

ind af missionærskolens hoveddør.

Hvad I er blevet i dagene,

månederne og årene op til jeres missionærtjeneste,

er hvad I vil blive på

MTC. Det er en kendsgerning, at den

udvikling, I vil gennemgå på MTC, i

høj grad vil afspejle jeres fremgang i at

blive missionærer.

Når I kommer på MTC, savner I

selvfølgelig jeres familie, og mange

dele af jeres daglige skema vil være

nye og udfordrende. Men for en ung

mand, der er godt forberedt til at

blive missionær, vil de grundlæggende

tilpasninger til missioneringens hårde

arbejde og livsstil ikke være overvældende,

tyngende eller begrænsende.

Derfor er en grundlæggende del af at

hæve standarden at arbejde på at blive

missionær, før man tager på mission.

Fædre, forstår I jeres rolle i at

hjælpe jeres søn til at blive missionær,

før han tager på mission I og jeres

hustru er nøglen til den proces, det

er at blive missionær. Præstedømmeledere

og ledere i hjælpeorganisationerne,

erkender I jeres ansvar for

at hjælpe forældre og hjælpe enhver

ung mand med at blive missionær, før

han tager på mission Standarden er

også blevet hævet for forældre og for

alle Kirkens medlemmer. Bønsom

overvejelse af princippet om at blive,

vil indbyde inspiration, der er skræddersyet

til de særlige behov, som

jeres sønner eller de unge mænd,

som I tjener, har.

Den forberedelse, jeg her beskriver,

er ikke kun rettet mod jeres missionærtjeneste

som 19- eller 20- eller

21-årige unge mænd. Brødre, I forbereder

jer på et liv fuld af missionering.

Som præstedømmebærere er vi

altid missionærer. Hvis I trofast går

frem i processen med at blive missionær,

både før I tager på mission og i

missionsmarken, så vil I, når dagen

oprinder for jeres ærefulde afløsning

som fuldtidsmissionærer, rejse fra

marken, hvor I har arbejdet, og

vende hjem til jeres familie – men I

vil aldrig ophøre med at missionere.

En præstedømmebærer er missionær

til alle tider og på alle steder.

Missionærer er, hvem vi er som

bærere af præstedømmet og som

Abrahams efterkommere.

Abrahams efterkommere

Arvingerne til alle de løfter og pagter,

der er indgået mellem Gud og

Abraham, omtales som Abrahams

efterkommere (se Guide til Skrifterne,

»Abraham«, underafsnit

»Abrahams efterkommere«). Disse

velsignelser opnås kun gennem lydighed

over for de love og ordinancer,

der hører til Jesu Kristi evangelium.

Brødre, processen at blive missionær

hænger direkte sammen med vores

forståelse af os selv som Abrahams

efterkommere.


Abraham var en stor profet, som

tragtede efter retfærdighed og var

lydig over for alle de bud, han modtog

fra Gud, deriblandt befalingen om

at ofre sin elskede søn Isak. På grund

af hans trofasthed og lydighed omtales

Abraham ofte som de trofastes

fader, og vor himmelske Fader indgik

pagt med Abraham og lovede ham og

hans efterkommere store velsignelser:

»Fordi du har handlet sådan og

ikke nægtet mig din eneste søn,

vil jeg velsigne dig og gøre dine

efterkommere så talrige som himlens

stjerner og som sandet ved havets

bred. Dine efterkommere skal erobre

deres fjenders porte.

Alle jordens folk skal velsigne sig i

dit afkom, fordi du adlød mig« (1 Mos

22:16-18).

Således blev Abraham lovet mange

efterkommere, og at jordens nationer

ville blive velsignet gennem disse

efterkommere.

Hvordan er jordens nationer blevet

velsignede gennem Abrahams efterkommere

Svaret på dette vigtige

spørgsmål findes i Abrahams Bog:

»Og jeg vil gøre dig [Abraham] til

en stor nation, og jeg vil velsigne dig i

overmål og gøre dit navn stort blandt

alle nationer, og du skal være en velsignelse

for din sæd efter dig, så de i

deres hænder skal bære denne gerning

og dette præstedømme til alle

nationer.

Og jeg vil velsigne dem gennem dit

navn, thi så mange, som antager dette

evangelium, skal kaldes efter dit navn

og skal regnes blandt din sæd og skal

stå op og velsigne dig som deres

fader« (Abraham 2:9-10).

I disse vers lærer vi, at Abrahams

trofaste arvinger ville modtage Jesu

Kristi evangeliums velsignelser og præstedømmets

myndighed. Således henviser

vendingen »bære denne gerning

og dette præstedømme til alle nationer«

til ansvaret for at forkynde Jesu

Kristi evangelium og til at invitere alle

til at modtage de frelsende ordinancer

ved præstedømmets rette myndighed.

Store ansvar hviler i sandhed på

Abrahams efterkommere i disse

sidste dage.

Hvordan angår disse løfter og velsignelser

os i dag Enten gennem

direkte slægt eller adoption er enhver

mand og dreng inden for min stemmes

rækkevidde i aften en retmæssig

arving til de løfter Gud gav Abraham.

Vi er Abrahams efterkommere. En af

de vigtigste grunde, til, at vi modtager

en patriarkalsk velsignelse, er for at

hjælpe os til mere fuldt ud at forstå,

hvem vi er som Abrahams efterkommere

og til at erkende det ansvar, der

hviler på vore skuldre.

Mine kære brødre, I og jeg skal i

dag og altid velsigne alle folk i alle jordens

nationer. I og jeg skal i dag og

altid bære vidnesbyrd om Jesus

Kristus og erklære genoprettelsens

budskab. I og jeg skal i dag og altid

invitere alle til at modtage de frelsende

ordinancer. At forkynde evangeliet

er ikke en deltidsopgave i

præstedømmet. Det er ikke blot

noget, vi kan beskæftige os med i en

begrænset periode eller en opgave, vi

må fuldføre som medlemmer af Jesu

Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Missionering er snarere et udtryk for

vores åndelige identitet og arv. Vi var

forudordinerede i forudtilværelsen og

født på jorden for at opfylde pagten

og løftet, som Gud gav Abraham. Vi er

alle her på jorden i denne tid for at

højne præstedømmet og forkynde

evangeliet. Det er, hvem vi er, og

det er grunden til, at vi er her – i dag

og altid.

Måske holder du af musik, sport

eller er interesseret i mekanik, og

måske arbejder du en dag i et erhverv

eller fag eller inden for kunst. Selvom

disse aktiviteter og beskæftigelser er

vigtige, definerer de ikke, hvem vi er.

Først og fremmest er vi åndelige

væsener. Vi er Guds sønner og

Abrahams efterkommere:

»Thi de, der er trofaste og får disse

to præstedømmer, hvorom jeg har

talt, og som ærer deres kaldelse, bliver

helliggjort ved Ånden til deres

legemers fornyelse.

De bliver Moses’ og Arons sønner,

Abrahams sæd, Guds kirke og rige og

Guds udvalgte (L&P 84:33-34).

Mine kære brødre, meget er givet

os, og meget forventes af os. Må I

unge mænd mere fuldt ud forstå,

hvem I er som Abrahams efterkommere

og blive missionærer længe før, I

tager på mission. Efter I er kommet

tilbage til jeres hjem og familie, må I

hjemvendte missionærer da altid være

missionærer. Og må vi alle rejse os

som Guds mænd og velsigne jordens

nationer med større vidnesbyrd og

åndelig kraft, end vi nogensinde har

gjort det før.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at Jesus

er Kristus, vor Frelser og Forløser. Jeg

ved, at han lever! Og jeg bærer vidnesbyrd

om, at vi som præstedømmebærere

er hans repræsentanter i det

storslåede værk at forkynde hans

evangelium, i dag og altid. I Jesu Kristi

hellige navn. Amen. ■

LIAHONA NOVEMBER 2005 47


Menneskets søgen

efter guddommelig

sandhed

ÆLDSTE CHARLES DIDIER

De Halvfjerds’ Præsidium

At følge Herrens mønster for at lytte og give agt på

guddommelig sandhed vil hjælpe dig med at opbygge et

åndeligt fundament og fastlægge, hvad du senere vil blive.

Blandt aftenens mange tilhørere

er tre særlige gæster – tre kære

gamle skolekammerater. De er

rejst den lange vej fra Belgien, mit

fædreland, for at være her og fejre

vores 50-års studenterjubilæum og

for at overvære denne konference. Til

dem, til jer præstedømmebærere og

især til jer unge mænd, der forbereder

jer på at blive missionærer, tilegner

jeg dette budskab. Det handler

om menneskehedens søgen efter

guddommelig sandhed. Den skal, når

den først er fundet, anvendes i denne

verden, hvor der er stadig større religiøs

forvirring og moralsk forfald.

Den skal blive det personlige, åndelige

fundament, der får os til at leve i

overensstemmelse med retfærdighedens

principper. Som Herren sagde:

»I retfærd skal du grundfæstes«

(3 Nephi 22:14).

Hvor kan guddommelig sandhed

findes Ved at »høre Herrens røst ...

[høre] hans tjeneres røst ... give agt

på profeternes eller apostlenes ord«

(L&P 1:14). Lyt og giv agt. At lytte er

ret enkelt. At give agt og anvende

det, der høres, bliver livets stadige

udfordring.

For det første, hør Herrens røst.

Kommunikation fra Herren om guddommelig

sandhed eller åndelig

kundskab findes i skrifterne. Det kaldes

åbenbaring, hvilket bogstaveligt

talt betyder »at gøre kendt eller

afsløre« (Bible Dictionary,

»Revelation«, s. 762). Den gives for at

»vide og forstå, hvorledes I skal tilbede«

(L&P 93:19). Ældste Neal A.

Maxwell sagde: »Kun med åbenbaring

kan vi udføre Herrens værk i henhold

til hans vilje, på hans måde og efter

hans tidsplan« (»Åbenbaring«, Første

verdensomspændende oplæringsmøde

for ledere, jan. 2003, s. 5).

»Uden åbenbaring ville alt være gætteværk,

mørke og forvirring« (Bible

Dictionary, »Revelation«, s. 762).

For det andet, hør hans tjeneres

røst. Åbenbaring eller guddommelig

sandhed gives ved Herren vilje til

hans tjenere på forskellige måder og

tidspunkter og findes også i skrifterne.

»Nej, Gud Herren gør ikke

noget, førend han har åbenbaret sine

planer for sine tjenere, profeterne«

(Amos 3:7).

For det tredje, giv agt på profeternes

og apostlenes ord. At give agt er at

være særlig opmærksom. Det er at

lytte til dem, der er blevet kaldet af

Gud til at være særlige levende vidner

om Jesus Kristus for vor tid. Det forudsætter,

at de genkendes i denne rolle,

at der følger en reaktion på deres

opfordring til at modtage en personlig,

åndelig bekræftelse på, at deres

lærdomme er sande, og at der indgås

en forpligtelse om at følge dem.

Sammenfattet, så har Herren et

mønster for at dele guddommelig

sandhed med profeter til at lede og

velsigne os gennem udfordringerne

og det onde i livet: Lyt og giv agt.

Vores personlige åndelige fundament

må være bygget på dette mønster,

hvis vi vil nyde Herrens velsignelser.

Derfor er det ikke nok at granske

skrifterne for at kende Herrens sind.

Det skal efterfølges ved at handle i

tro, ved at acceptere Herrens vilje og

adlyde hans bud, før vi kan nyde

Herrens velsignelser. En personlig,

åndelig bekræftelse af denne proces –

at spørge og tro, at vi vil modtage –

bliver så vores livs bøn.

Faktisk kan kommunikation eller at

lytte til guddommelig sandhed

sammenfattes med tre ord: Åbenbaring,

befalinger, velsignelser. Det bliver

imidlertid udfordringen for et helt

48


liv først at lytte til og dernæst give agt

på Herrens røst og hans tjeneres.

Hvorfor »Thi det naturlige menneske

er en fjende af Gud ... og vil vedblive

at være det i al evighed, medmindre

det underkaster sig den Helligånds

ledelse« (Mosiah 3:19). Åndelig forberedelse

er en forudsætning for at

modtage et personligt, åndeligt indtryk.

Resten af verset lyder, at vi må

blive »en hellig gennem forsoningen

ved den Herre Kristus« og også blive

»som et barn, underdanig, sagtmodig,

ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed,

villig til at underkaste sig« Herrens

vilje, hvilket vil sige hans bud. Derpå

siger Herren: »Og når du opnår en

velsignelse ... så er det ved lydighed

mod denne lov, ifølge hvilket den er

forjættet« (L&P 130:21).

Lad os nu forstå dette mønster

med et nyligt eksempel på at lytte til

og derpå give agt på profetens og

apostlenes ord i vor tid. Det Første

Præsidentskab opfordrede for nylig

alle Kirkens medlemmer til at læse

Mormons Bog: Endnu et vidne om

Jesus Kristus inden udgangen af året.

Udfordringen afsluttes med et løfte:

»[I] bliver velsignet med et større mål

af Herrens Ånd, et stærkere ønske om

at adlyde hans befalinger og et stærkere

vidnesbyrd om, at Guds Søn

virkelig lever« (brev fra Det Første

Præsidentskab, 25. juli 2005).

Hvorfor er det nødvendigt for os

at styrke vores vidnesbyrd om, at

Guds Søn virkelig lever, som det står i

Mormons Bog. I dag er der meget

forvirring i den kristne verden om

Kristi lærdom – ikke kun om hans

guddommelige natur, men selv hans

forsoning og opstandelse, hans evangelium

og især de befalinger, der forbindes

med dette. Resultatet er en

tro på en Kristus, som er kommet

frem ved egen hjælp, en populær

Kristus, og en tavs, korsfæstet Kristus.

Forkert religiøs tro fører til forkert

religiøs adfærd.

Et personligt, åndeligt fundament

kan og skal bygges på en personlig,

åndelig bekræftelse fra Helligånden

om, at Jesus Kristus virkelig lever, på

profeterne og på, at skrifterne indeholder

åbenbaringer fra Herren. At

Jesus Kristus virkelig lever hænger

udtrykkeligt sammen med gengivelsen

af hans evangelium og dets

budskab, »at Jesus Kristus er verdens

frelser, at Joseph Smith er hans åbenbarer

og profet i disse sidste dage, og

at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages

Hellige er Herrens rige, der endnu

engang er blevet oprettet på jorden«

(Introduktion til Mormons Bog).

Denne åndelige bekræftelse gennem

Helligåndens kraft gives på

Herrens betingelser til enhver, som er

villig til at spørge i tro, overbevist om,

at et svar kan komme gennem den

kraft. Man starter med at lytte til

Herrens, hans tjeneres, hans profets

og apostles røst, og det fortsættes ved

at give agt på deres ord. Åndelig viden

om genoprettelsen er et spørgsmål

om tro.

Lad mig dele min egen åndelige

oplevelse som omvendt som et

eksempel på denne åndelige proces.

Da missionærerne kom til vores hjem,

havde jeg et ønske om at lytte til budskabet

om genoprettelsen. Min motivation

var hovedsagelig nysgerrighed.

Da jeg kom i kirke, hørte jeg mere ny,

åndelig viden. Det var spændende, og

jeg kunne lide det, men jeg gik glip af

det grundlæggende: at give agt. Jeg

skulle bygge et personligt, åndeligt

fundament på, at Kristus virkelig lever

LIAHONA NOVEMBER 2005 49


og på bekræftelsen af, at Joseph Smith

var en genoprettelsens profet. Denne

bekræftelse kom først, da jeg gav agt

og afprøvede min spirende tro på

Mormons Bog, det fysiske bevis på

moderne åbenbaring.

At opnå denne viden var dog ikke

nok; den måtte efterfølges af en forpligtelse

til at omdanne min tro til en

sikkerhed om, at Mormons Bog var

sand, og at Joseph Smith også var en

sand profet. Min tro på Kristus har

aldrig været til diskussion. Jeg satte

min lid til Herren og hans løfter. Fred

i mit sind, indre fred var svaret – ikke

flere spørgsmål. Det åndelige fundament

blev grundlagt og fulgt af en forpligtelse

i mit hjerte til at acceptere

dåbspagten. Dertil kom Helligåndens

gave til at lede mig og hjælpe mig

med at træffe retfærdige beslutninger

om at holde ud til enden. Fra da af

vidste jeg, hvad jeg skulle bruge min

fremtid til i dette jordiske liv.

Afprøv guddommelig åbenbaring.

Lyt til Herrens røst. Den er virkelig,

den er personlig, den er sand. Logisk

tankegang erstatter ikke og kan ikke

erstatte åbenbaring. Jeg citerer præsident

James E. Faust: »Lad ikke jeres

private tvivl adskille jer fra den guddommelige

kilde til kundskab« (»Jeg

tror, hjælp min vantro«, Liahona, nov.

2003, s. 19).

Afprøv og mærk den kraftige

virkning af Guds ord på jeres sind,

som de fremsættes af Herrens tjenere

(se Alma 31:5).

Afprøv, spørg og modtag i tro og

giv så agt på profeternes og apostlenes

ord, og I vil »få det evige livs

krone« (L&P 20:14).

Husk nu blot afsluttende, at det at

følge Herrens mønster med at lytte

og give agt på guddommelig sandhed

vil hjælpe jer med at opbygge et

personligt, åndeligt fundament og

bestemme, hvad I bliver i dette liv

og i det næste.

I Jesu Kristi navn. Amen. ■

Velsignelserne

ved en

generalkonference

ÆLDSTE PAUL V. JOHNSON

De Halvfjerds

Beslut jer nu til at prioritere generalkonferencerne højt i

jeres liv. Beslut jer til at lytte omhyggeligt og følge de

belæringer, der bliver givet.

Det er et helligt ansvar at tale til

jer ved denne generalkonferences

præstedømmemøde. Jeg

ser altid frem til at deltage i disse præstedømmemøder

sammen med mine

sønner. Jeg har gode minder om at

sidde sammen med dem i vores stavscenter,

mens vi lyttede til generalautoriteternes

belæringer. Disse møder

havde stor betydning i mit liv, da jeg

var en ung mand, og de har fortsat stor

betydning i mit liv. Jeg ved, at de har

haft indflydelse på mine sønner og på

millioner af bærere af Det Aronske

Præstedømme over hele verden.

I aften taler jeg til jer bærere af Det

Aronske Præstedømme. Vi lever i en

spændende og vidunderlig tid.

Evangeliets fylde er blevet gengivet,

og det spreder sig over hele jorden.

Præstedømmets nøgler er på jorden,

og frelsende ordinancer er tilgængelige

for dem, der er værdige til dem.

Der er millioner af gode mennesker

på jorden, der stræber efter at gøre

det rette i deres liv og i deres familie

og i deres omgivelser.

Denne vidunderlige tid, som vi

lever i, er også fyldt med fare. I lever i

en udfordrende tid, hvor der venter

jeg mange fristelser og farer. I er allerede

blevet udsat for nogle af disse

fristelser og farer. I har måske endda

set personer, hvis liv er blevet skadet

af at give efter for nogle af de onder,

der er så fremherskende i verden.

Hvordan kan I som aronske præstedømmebærere

være i sikkerhed i

disse udfordrende tider, så I fuldt ud

kan gøre jeres del i dette storslåede

værk og finde sand lykke i dette liv og

det liv, der kommer

50


Det er ikke overraskende, at

Herren, når vi står over for voldsomme

onder og fristelser, ikke overlader os til

selv at finde en udvej. Faktisk er der

mere end nok vejledning til rådighed

for enhver af os, hvis vi vil lytte. I har

modtaget Helligåndens gave til at lede

og inspirere jer. I har skrifterne, forældre,

Kirkens ledere og lærere. I har

også ordene fra de profeter, seere og

åbenbarere, der lever i vore dage. Der

er så mange anvisninger og vejledninger

til rådighed, at I ikke vil begå

store fejl i jeres liv, medmindre I

bevidst ignorerer den vejledning, I

modtager.

I aften vil jeg gerne fokusere på en

af disse kilder til vejledning – de

levende profeter, seere og åbenbarere,

som vi opretholdt i dag. Jeg vil gerne

rette blikket mod én af de væsentligste

måder, hvorpå vi får vejledning fra

dem – generalkonferencen.

Konferencer har været en del af

Kirken siden begyndelsen af denne

uddeling. Den første konference blev

afholdt, kun to måneder efter Kirken

blev organiseret. Vi mødes to gange

om året for at blive undervist af generalautoriteterne

og de øverste ledere i

Kirken. Det er muligt at opleve disse

konferencer via forskellige kilder,

både på skrift og elektronisk.

Min mor elskede generalkonferencer.

Hun indstillede altid radioen og

tv’et og skruede så højt op for lyden,

at det var svært at finde et sted i

huset, hvor man ikke kunne høre

konferencen. Hun ønskede, at hendes

børn skulle lytte til talerne og spurgte

os fra tid til anden om, hvad vi kunne

huske. Engang imellem gik jeg udenfor

sammen med en af mine brødre

for at spille bold under konferencens

lørdagsmøder. Vi tog en radio med os,

fordi vi vidste, at vores mor måske

senere ville stille os spørgsmål. Vi spillede

bold og engang imellem holdt vi

en pause for at lytte godt efter, så vi

kunne fortælle vores mor om det. Jeg

tvivler på, at vores mor blev narret,

når vi begge kunne huske det samme

fra et helt møde.

Det er ikke sådan, man skal lytte til

konferencen. Jeg har senere omvendt

mig. Jeg er kommet til at elske generalkonferencen,

og jeg er sikker på, at

det til dels er på grund af min mors

kærlighed til de levende profeters

ord. Jeg kan huske, mens jeg var på

college og var helt alene i en lejlighed,

at jeg lyttede til møderne fra en

bestemt konference. Helligånden vidnede

for min sjæl om, at Harold B.

Lee, der dengang var Kirkens præsident,

virkelig var Guds profet. Det

skete, før jeg tog på mission, og jeg

var begejstret over at kunne vidne om

en levende profet, fordi jeg selv vidste

det. Jeg har fået samme vidnesbyrd

om hver af profeterne siden den tid.

Da jeg var på mission, havde

Kirken ikke et satellitsystem, og i det

land, hvor jeg tjente, blev generalkonferencen

ikke sendt. Min mor sendte

mig båndoptagelser fra møderne, og

jeg lyttede til dem igen og igen. Jeg

kom til at elske profeternes og apostlenes

stemmer og ord.

Jeg læste for nylig min oldefar

Nathaniel Hodges’ dagbog. Han var

på mission i England i 1883. Han fortalte

om at komme til Salt Lake City

for at blive indsat til sin mission og at

komme til generalkonferencen, mens

han var der. Lyt til hans beskrivelse af

denne konference: »Gik til møder i

det store Tabernakel hele dagen. Der

LIAHONA NOVEMBER 2005 51


52

blev givet storslåede belæringer.

Joseph F. Smiths og George Q.

Cannons og præsident John Taylors

taler var især kraftfulde. Jeg hørte

nogle af de ældste indbyggere sige,

at de aldrig havde været til en mere

kraftfuld og åndelig konference.« 1

Jeg tror, at Kirkens medlemmer har

lignende følelser omkring hver generalkonference.

Det synes som om, at

hver af dem er mere kraftfuld og

åndelig end den sidste.

For at budskaberne fra generalkonferencen

kan ændre vores liv, er vi

nødt til at være villige til at følge det

råd, som vi hører. Herren forklarede i

en åbenbaring til profeten Joseph

Smith »Når I kommer sammen, skal I

belære og opbygge hinanden, for at I

kan vide, hvorledes I skal ... forholde

jer med hensyn til de forskellige

punkter i mine love og befalinger ...« 2

Men at vide, hvordan man »skal ... forholde«

sig, er ikke nok. Herren siger i

det næste vers: »I skal forpligte jer til

at handle i al hellighed for mig.« 3

Denne villighed til at handle i henhold

til det, vi har lært, åbner dørene

til vidunderlige velsignelser.

For et år siden til konferencens

præstedømmemøde talte præsident

Hinckley om farerne ved pornografi.

Jeg tror ikke, at jeg har hørt en mere

direkte, profetisk advarsel til præstedømmebærere.

I unge brødre, der

lyttede og gav agt på hans ord, er

allerede blevet velsignet og vil blive

velsignet mere, end I nu kan forstå.

Jeres fremtidige familie vil høste

store velsignelser på grund af jeres

lydighed. Forestil jeg, hvordan verden

ville blive påvirket, hvis enhver

præstedømmebærer, som svar på

profetens råd, holdt pornografi ude

af sit liv.

Hver gang vi er lydige mod profeternes

og apostlenes ord, høster vi store

velsignelser. Vi modtager flere velsignelser,

end vi kan fatte på det tidspunkt,

og vi fortsætter med at modtage

velsignelser lang tid efter vores første

beslutning om at være lydig.

Den dag, Kirken blev organiseret,

modtog Joseph Smith en åbenbaring,

der omfattede et vigtigt princip for

alle Kirkens medlemmer. Herren

sagde, da han talte til Kirken om

Joseph Smith: »Derfor skal du ... give

agt på alle de ord og befalinger, han

giver dig ... Thi I skal tage imod hans

ord ... som om det var fra min egen

mund ...« 4

Lyt nu til de velsignelser, der bliver

lovet dem, der giver agt: »Thi når I gør

dette, skal helvedes porte ikke få

overhånd over jer, ja, Gud Herren vil

sprede mørkets magter for jer og lade

himlen bæve til jeres gode og til sit

navns ære.« 5

Det er kraftfulde løfter, der kan

bevare os trygge i disse farefulde

tider. Vi har brug for dem, og Herren

vil give dem til hver af os, hvis vi er villige

til at følge profeterne, seerne og

åbenbarerne.

Beslut jer nu til at prioritere generalkonferencerne

højt i jeres liv.

Beslut jer til at lytte omhyggeligt og

følge de belæringer, der bliver givet.

Lyt til eller læs disse taler mere end en

gang for at forstå rådet bedre og følge

det. Ved at gøre dette, vil helvedes

porte ikke få overhånd over jer, mørkets

magter vil blive spredt for jer, og

himlen vil bæve til jeres gode.

Jeg ved, at vor himmelske Fader

elsker os og har en fuldkommen plan

for sine børn. Jeg ved, at Jesus er

Kristus, og at han lever. Jeg vidner om,

at Jesu Kristi evangelium er blevet gengivet

til jorden. Vi har sande profeter,

seere og åbenbarere på jorden i dag,

der har »det evige livs ord.« 6 Det vidner

jeg om i Jesu Kristi navn. Amen. ■

NOTER

1. Nathaniel Morris Hodges’ dagbog, bind 1,

8. april 1883, Jesu Kristi Kirke af Sidste

Dages Helliges arkiver, maskinskrevet

manuskript, s. 1-2.

2. L&P 43:8.

3. L&P 43:9.

4. L&P 21:4-5.

5. L&P 21:6.

6. Joh 6:68.


Kaldet og udvalgt

PRÆSIDENT JAMES E. FAUST

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab

Disse kaldede, opretholdte og indsatte er berettiget til vores

opretholdende støtte.

Mine kære brødre i præstedømmet,

modtag venligst vores

påskønnelse for alt det, I gør

for at fremme Herrens værk over hele

verden. Jeg har et stærkt ønske om at

tale om de hellige embeder i præstedømmet,

som besiddes af dem, som er

»kaldet og udvalgt« 1 til at lede Kirken i

denne tid. Dette er et særligt år af

mindst to årsager, for det første fejrer

vi i december 200-året for profeten

Joseph Smiths fødsel, og dernæst fejrede

præsident Gordon B. Hinckley sin

95-års fødselsdag i juni. Jeg vidner om,

at profeten Joseph Smith var kaldet og

udvalgt som den første profet i denne

uddeling, og at præsident Gordon B.

Hinckley er den nuværende profet,

seer og åbenbarer i denne kirke.

Da Mike Wallace interviewede præsident

Hinckley for nogle år siden til

tv-programmet 60 Minutes, sagde

han: »[Folk siger], at dette er en kirke,

som ledes af gamle mænd.« Til dette

svarede præsident Hinckley: »Er det

ikke skønt at have en moden mand

ved roret; en mand med dømmekraft,

som ikke kastes rundt af enhver

strømning.« 2 Så hvis nogen af jer

synes, at det nuværende lederskab er

for gammelt til at lede Kirken, så kan

præsident Hinckley give jer nogle

yderligere råd om den visdom, der

kommer med alderen!

Af de 102 apostle, som er kaldet i

denne uddeling har kun 13 tjent i

længere tid end præsident Hinckley.

Han har tjent længere som apostel

end Brigham Young, præsident

Hunter, præsident Lee, præsident

Kimball og mange andre. Det er

vidunderligt at være under hans inspirerede

ledelse. Tilgiv, at jeg siger, at

jeg føler, at jeg til tider står på kanten

af evigheden. I en alder af 85, er jeg

den tredje ældste levende generalautoritet.

Jeg har ikke søgt denne ære.

Jeg har bare levet længe nok.

Jeg tror ikke, at der tidligere i

Kirkens historie har været større enighed,

end der er nu blandt mine brødre

i Det Første Præsidentskab, De

Tolv Apostles Kvorum og de andre

generalautoriteter i Kirken, som er

blevet kaldet og udvalgt til at lede

Kirken nu. Jeg tror, at der er rigeligt

bevis for dette. Den nuværende

ledelse af Guds rige på jorden har

nydt Frelserens vejledende inspiration

længere end nogen anden gruppe. Vi

er den ældste gruppe, som nogensinde

har ledt Kirken.

Min omgang med nogle af disse

mænd i næsten et halvt århundrede

kvalificerer mig, mener jeg, til med

overbevisning at hævde, at mine brødre,

uden undtagelse, er gode, hæderlige

og pålidelige mænd. Jeg kender

deres hjerte. De er Herrens tjenere.

Deres eneste ønske er at arbejde i

deres betydningsfulde kald og

opbygge Guds rige på jorden. Vore

Brødre, som tjener i denne tid, er

bestået, prøvet og oprigtige. Nogle er

ikke så fysisk stærke, som de har

været, men deres hjerte er så rent,

deres erfaring så storslået, deres sind

så skarpt og deres åndelige visdom så

dyb, at det er en styrke blot at være i

deres nærhed.

Jeg blev ydmyg og overvældet over

at blive kaldet som assistent til De

Tolv Apostle for 33 år siden. Nogle

dage senere rådgav præsident Hugh

B. Brown mig om en af de vigtigste

ting, jeg skulle gøre for altid at være i

harmoni med mine Brødre. Præsident

Brown udpenslede det ikke. Han

sagde bare: »Hold dig til Brødrene.«

Jeg tolkede det som, at jeg skulle

følge de råd og den vejledning, der

kom fra Kirkens præsident, Det Første

Præsidentskab og De Tolvs kvorum.

Det gav genklang af noget, som jeg

ønskede at gøre af hele mit hjerte.

Andre er måske ikke enige i det råd,

men det berettiger til nogen overvejelse.

Jeg konkluderer, at åndelig vejledning

i stor grad afhænger af at være i

harmoni med Kirkens præsident, Det

Første Præsidentskab og De Tolvs kvorum,

som alle er opretholdt, som de

blev det i dag, som profeter, seere og

åbenbarere. Jeg ved ikke, hvordan vi

kan forvente at være i fuld harmoni

med Herrens Ånd, hvis vi ikke er i harmoni

med Kirkens præsident og de

andre profeter, seere og åbenbarere.

LIAHONA NOVEMBER 2005 53


Det Første Præsidentskab taler med medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum efter et konferencemøde.

54

Da jeg var diakon, tog min far mig

og min ældre bror med til generalkonferencens

præstedømmemøde i

Tabernaklet. Jeg husker, hvor begejstret

jeg var over for første gang at

være i nærheden af Guds profet, præsident

Heber J. Grant og de andre

profeter og apostle. Jeg lyttede

opmærksomt til deres budskab og

tog de ting, de sagde, til mit hjerte.

Gennem årene er deres budskab blevet

gentaget mange gange. Jeg tror, at

nogen af dem også vil blive gentaget

ved denne konference. De er afgørende

for vores frelse, og vi har brug

for gentagelsen.

Historien har lige siden verdens

begyndelse vist mange eksempler på

dem, som ikke har været i harmoni

med profeterne. I vores uddelings første

tid forblev nogle af De Tolv, til deres

fortrydelse, ikke trofaste over for profeten

Joseph Smith. En af dem var

Lyman E. Johnson, der tilhørte det første

kvorum af De Tolv, som blev udelukket

for uretfærdig opførsel. Han

begræd senere sit åndelige fald. Han

sagde: »Jeg ville give min højre hånd

for at kunne tro igen. Dengang var jeg

fuld af fryd og glæde. Mine drømme

var behagelige. Når jeg vågnede om

morgenen, var mit sind opløftet. Jeg

var glad om dagen og om natten, fuld

af fred og glæde og taksigelse. Men

nu er der mørke, smerte, sorg, og ekstrem

elendighed. Jeg har aldrig siden

haft et lykkeligt øjeblik.« 3 Han døde i

en kaneulykke i 1856 i en alder af 45 år.

Luke S. Johnson var også kaldet i

det første kvorum af De Tolv i 1835.

Hans åndelige beslutsomhed svækkedes

på grund af nogle økonomiske

spekulationer i 1837. Da han senere

så tilbage, sagde han: »Mit sind

begyndte at formørkes, og jeg blev

overladt til følge min egen kurs. Jeg

mistede Guds Ånd og forsømte min

pligt, og konsekvensen var, at til en

konference i Kirtland den 3. september

1837 ... blev jeg afskåret fra

Kirken.« I december 1837 tilsluttede

han sig en gruppe apostater, som

offentligt fordømte Kirken, og han

blev udelukket for apostasi i 1838. I

otte år havde han en lægepraksis i

Kirtland. I 1846 vendte han og hans

familie så tilbage til de helliges fællesskab.

Han sagde: »Jeg standsede ved

vejkanten og stod uden for Herrens

værk. Men mit hjerte er med folket.

Jeg ønsker at blive genforenet med de

hellige; at vandre med dem i ødemarken

og fortsætte med dem indtil

enden.« Han blev døbt igen i marts

1846, og tog vestpå med et kompagni

af pionerer i 1847. Han døde i Salt

Lake City i 1861 som fuldgyldigt medlem

i en alder af 54 år. 4

Mit råd til Kirkens medlemmer

er at støtte Kirkens præsident,

Det Første Præsidentskab, De Tolv

Apostles Kvorum og andre generalautoriteter

af hele vores hjerte og sind.

Hvis vi gør det, er vi i sikker havn.

Præsident Brigham Young sagde, at

han huskede mange gange, hvor profeten

Joseph Smith sagde, at han

»måtte bede hele tiden, udøve tro,

efterleve sin religion og forstørre sin

kaldelse for at modtage Herrens tilkendegivelser

og holde sig fast i

troen.« 5 Alle må vi forvente, at vores

tro bliver udfordret. Disse udfordringer

kommer på forskellig vis. I vil

måske ikke altid bryde jer om de råd,

som Kirkens ledere giver jer. De forsøger

ikke at være populære. De prøver

at hjælpe os med at undgå de

ulykker og skuffelser, som følger af

ulydighed mod Guds love.

Vi har også brug for at støtte og

opretholde vores lokale ledere, da de

også er »blevet kaldet og udvalgt.«

Ethvert medlem af denne kirke kan

modtage råd fra en biskop eller grenspræsident,

en stavs- eller missionspræsident

og Kirkens præsident og

hans medtjenere. Ingen af disse brødre

har bedt om sin kaldelse. Ingen er


fuldkommen. Alligevel er de Guds tjenere,

kaldet af ham gennem dem, som

er berettiget til inspiration. Disse kaldede,

opretholdte og indsatte er berettiget

til vores opretholdende støtte.

Jeg har beundret og respekteret

hver eneste biskop, jeg har haft. Jeg

har prøvet ikke at stille spørgsmål til

deres råd og har følt, at jeg ved at

støtte og følge deres råd var beskyttet

fra »menneskenes snedighed og

lumskhed.« 6 Dette fordi hver eneste af

disse mænd var kaldede og udvalgte

ledere, som var berettiget til den guddommelige

inspiration, som kommer

med kaldelsen. Manglende respekt

for kirkeledere har forårsaget åndelig

svækkelse og undergang for mange.

Vi bør se udenom åbenbare fejl,

mangler og ufuldkommenheder hos

de mænd, som er kaldet til præsidere

over os og opretholde det embede,

de besidder.

For mange år siden plejede vi at

lave arrangementer i vores menighed,

som skulle skaffe penge til at betale

for de lokale udgifter og aktiviteter,

som nu betales af Kirkens midler og

de lokale enheders tildelte budget. Vi

plejede at lave basarer, udstillinger,

middage og andre indtægtsgivende

aktiviteter. På det tidspunkt havde

min menighed en vidunderlig, hengiven

og pligtopfyldende biskop.

Et medlem fra en nabo-menighed

havde fundet ud af, at en »fald-i-vandet-maskine«

var en indbringende

aktivitet. Deltagere betalte for at kaste

baseballbolde på en markeret mekanisk

arm. At ramme plet udløste en

aftrækker, som fik den person, som

sad på maskinens sæde til at falde ned

i et stort bassin med koldt vand. Vores

menighed besluttede at bruge denne

maskine, og nogen foreslog, at flere

folk ville betale for at kaste bolde, hvis

biskoppen var villig til at sidde på

sædet. Vores biskop stod ikke tilbage

for lidt sjov, og fordi han var ansvarlig

for at indsamle pengene, gik han

villigt med til at sidde på sædet. Snart

begyndte nogle at købe bolde og kaste

dem mod målet. Adskillige ramte plet,

og biskoppen blev gennemblødt. Efter

en halv time med dette, begyndte han

at ryste af kulde.

Mens nogle syntes, det var sjovt,

var min far blev meget stødt over, at

biskoppens embede var blevet så nedgjort

og latterliggjort og endda foragtet.

Selvom pengene blev indsamlet til

et godt formål, kan jeg stadig huske,

at jeg skammede mig over, at nogle af

vore medlemmer ikke viste mere

respekt for hverken embedet eller

manden, som både dag og nat havde

tjent os så godt som vores gode

hyrde. Som bærere af Guds præstedømme

bør vi være et eksempel for

familier, venner og bekendte i at

støtte Kirkens lederskab.

De hellige skrifter såvel som de

lokale ledere og generalautoriteterne

i Kirken udgør begge et sikkerhedsnet

af råd og vejledning for Kirkens medlemmer.

For eksempel har Brødrene

hele mit liv fra denne og andre talerstole

opfordret folk til at leve inden

for rammerne af deres indtægt, ikke

at stifte gæld og spare lidt op til

trange tider, for der kommer altid

trange tider. Jeg har gennemlevet

tider med store økonomiske vanskeligheder,

som den store depression

og anden verdenskrig. Det, jeg har

oplevet, gør mig bange for ikke at

gøre, hvad jeg kan for at beskytte mig

selv og min familie mod følgerne af

sådanne katastrofer. Jeg er Brødrene

taknemmelig for dette vise råd.

Kirkens præsident vil ikke lede

Kirkens folk på afveje. Det vil aldrig

ske. Præsident Hinckleys rådgivere

opretholder ham fuldt ud så vel som

De Tolvs Kvorum, De Halvfjerds’

Kvorummer og Det Præsiderende

Biskopråd. Det resulterer som tidligere

nævnt i, at der eksisterer en særlig

kærlighed og harmoni i Kirkens

ledende råd til Kirkens præsident og

til hinanden.

Guds præstedømme er et skjold.

Det er et skjold mod verdens ondskab.

Det skjold skal holdes rent,

ellers kan vores opfattelse af vores

formål og farerne omkring os blive

begrænset. Rengøringsmidlet er personlig

retfærdighed, men ikke alle vil

betale prisen for at holde deres skjold

rent. Herren har sagt: »Thi mange er

kaldet, men få er udvalgt.« 7 Vi er kaldet,

når der lægges hænder på vores

hoved, og vi modtager præstedømmet,

men vi er ikke udvalgt, før vi har

vist Gud vores retskaffenhed, vores

trofasthed og vores forpligtelse.

Brødre, dette værk er sandt.

Joseph Smith så Faderen og Sønnen,

og han hørte og fulgte deres instruktion.

Det var begyndelsen på dette

store værk, og ansvaret for dette hviler

nu på os. Jeg bærer højtideligt

vidne om dets guddommelighed i

Jesu Kristi navn. Amen. ■

NOTER

1. L&P 55:1.

2. Discourses of President Gordon B.

Hinckley, Volume 1: 1995-1999, 2005,

s. 509.

3. Citeret af Brigham Young, Deseret News,

15. aug. 1877, s. 484.

4. Se Susan Easton Black, Who’s Who in the

Doctrine & Covenants, 1997, s. 156-157.

5. Discourses of Brigham Young, udv. John A.

Widtsoe, 1954, s. 469.

6. Ef 4:14.

7. Matt 22:14.

LIAHONA NOVEMBER 2005 55


Gør din pligt –

hold tappert ud

PRÆSIDENT THOMAS S. MONSON

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

Præstedømmet er ikke så meget en gave som en forpligtelse

til at tjene, et privilegium til at løfte og en mulighed for at

velsigne andre.

Brødre i præstedømmet, som

er samlet her i Konferencecenteret

og over hele verden,

jeg er ydmyg over dette ansvar, som

jeg har fået for at tale til jer. Jeg

beder til, at Herrens Ånd må være

med mig, mens jeg taler.

Jeg er klar over, at vore tilhørere

denne aften omfatter både de nyligt

ordinerede diakoner og de ældste

højpræster. For alle er gengivelsen

af Det Aronske Præstedømme til

Joseph Smith og Oliver Cowdery ved

Johannes Døber og gengivelsen af

Det Melkisedekske Præstedømme

til Joseph og Oliver ved Peter,

Jakob og Johannes hellige og skattede

begivenheder.

Til jer diakoner vil jeg sige, at jeg

kan huske dengang, da jeg blev ordineret

til diakon. Vores biskopråd

understregede det hellige ansvar, som

vi havde ved at uddele nadveren. Det

blev fremhævet, at vi skulle klæde os

passende, opføre os værdigt og huske

at være rene både udvendigt og indvendigt.

Da vi blev undervist i, hvordan

vi skulle omdele nadveren, fik vi

også at vide, hvordan vi skulle hjælpe

Louis McDonald, en lam bror i vores

menighed, så det var muligt for ham

at deltage i den hellige nadver.

Jeg kan huske, at jeg fik til opgave

at omdele nadveren i den række, hvor

bror McDonald sad. Jeg var nervøs og

tøvende, da jeg nærmede mig denne

vidunderlige bror, men så så jeg hans

smil og det ivrige, taknemmelige

udtryk, der viste hans ønske om at

tage nadveren. Mens jeg holdt bakken

i min venstre hånd, tog jeg et lille

stykke brød og holdt det mod hans

læber. Vandet blev senere omdelt på

samme måde. Jeg følte, at jeg stod på

hellig jord. Og det gjorde jeg i virkeligheden

også. Privilegiet ved at

omdele nadveren til bror McDonald

gjorde os alle til bedre diakoner.

For blot to måneder siden, søndag,

den 31. juli, var jeg i Fort A.P. Hill i

Virginia og deltog i et SDH-nadvermøde,

der blev afholdt ved et landsdækkende

spejderstævne. Formålet

med mit besøg var at tale til de 5.000

sidste dages hellige unge mænd og

deres ledere, der havde tilbragt den

forløbne uge med at deltage i stævnets

aktiviteter. De sad ærbødigt i et

naturskabt amfiteater, mens et imponerende

kor af 400 aronske præstedømmebærere

sang:

En mormondreng, en

mormondreng,

jeg er en mormondreng;

jeg kan misundes af en konge,

for jeg er en mormondreng. 1

Nadveren blev velsignet, og der

stod 65 præster ved de mange store

nadverborde, der var stillet op blandt

den forsamlede gruppe. Omkring 180

diakoner omdelte derpå nadveren. På

den tid, som det ville tage at omdele

nadveren i en godt fyldt kirkesal,

var denne store forsamling betjent.

Hvilket ærefrygtindgydende syn jeg

bevidnede denne morgen, da disse

aronske præstedømmebærere deltog i

denne hellige ordinance.

Det er vigtigt, at hver diakon bliver

vejledt til en åndelig bevidsthed om

helligheden af hans ordinerede kaldelse.

I en menighed underviste man

effektivt i dette i forbindelse med indsamlingen

af fasteofre.

På fastedagen blev menighedens

medlemmer besøgt af diakoner og

lærere, sådan at hver familie kunne

yde et bidrag. Diakonerne var lidt misfornøjede

over at skulle stå tidligere

op end ellers for at varetage denne

opgave.

Et biskopråd blev inspireret til at

tage en bus fyldt med diakoner og

lærere hen til Welfare Square i Salt

Lake City. Her så de, hvordan fattige

børn fik nye sko og nyt tøj. Her så de,

56


hvordan tomme kurve blev fyldt med

dagligvarer. Der blev ikke udvekslet

penge. Der blev sagt én kort kommentar:

»Unge mænd, det er, hvad de

penge, I indsamler på fastedagen, går

til – nemlig mad, tøj og husly til dem,

der er i nød.« De unge mænd i Det

Aronske Præstedømme smilede mere,

påskønnede deres kaldelse mere og

udførte deres opgaver mere villigt.

Nu, angående lærerne og præsterne,

enhver af jer bør få til opgave at

gå ud som hjemmelærer med en kammerat,

der bærer Det Melkisedekske

Præstedømme. Hvilken mulighed er

det ikke for at forberede sig til en mission

Hvilket privilegium er det ikke at

lære, hvad det vil sige at gøre sin pligt

En ung mand vil automatisk vende sig

fra at tænke på sig selv, når han får til

opgave at »våge over« andre. 2

Præsident David O. McKay sagde:

»Hjemmeundervisning er en af vores

mest påtrængende og mest lønsomme

muligheder for at nære og

inspirere, at rådgive og vejlede vor

himmelske Faders børn ... Det er en

guddommelig opgave, et helligt kald.

Det er vores pligt som hjemmelærere

at bringe den guddommelige ånd ind

i ethvert hjem og ethvert hjerte.« 3

Hjemmeundervisning besvarer

mange bønner og gør os i stand til at

se virkelige mirakler ske.

Når jeg tænker på hjemmeundervisning,

minder det mig om en mand

ved navn Johann Denndorfer fra

Debrecen i Ungarn. Han var mange år

tidligere i Tyskland blevet omvendt til

Kirken og nu efter anden verdenskrig,

var han bogstaveligt talt en fange i sit

eget land, Ungarn. Han længtes efter

kontakt med Kirken. Så kom hans

hjemmelærere på besøg. Bror Walter

Krause og hans kammerat tog fra den

nordøstlige del af Tyskland hele vejen

til Ungarn for at opfylde deres opgave

som hjemmelærere. Før de forlod

deres hjem i Tyskland havde bror

Krause sagt til sin kammerat: »Vil du

gå med mig ud som hjemmelærer i

denne uge«

Hans kammerat spurgte: »Hvornår

tager vi af sted«

Bror Krause svarede: »I morgen.«

Så blev der spurgt: »Hvornår kommer

vi tilbage«

Bror Krause tøvede ikke; han

sagde: »Om cirka en uge.«

Og de tog af sted for at besøge

bror Denndorfer og andre. Bror

Denndorfer havde ikke haft besøg

af hjemmelærere siden før krigen.

Da han nu så Herrens tjenere, blev

han overvældet. Han gav dem ikke

hånden; i stedet gik han ind i sit

soveværelse og tog sin tiende, som

han havde gemt i årevis, frem fra

et hemmeligt skjulested. Han gav

denne tiende til sine hjemmelærere

og sagde så: »Nu kan jeg give jer

hånden.«

LIAHONA NOVEMBER 2005 57


58

Nu nogle ord til præsterne i Det

Aronske Præstedømme. I unge mænd

har mulighed for at velsigne nadveren,

fortsætte jeres opgaver som

hjemmelærere og deltage i dåbens

hellige ordinance.

For 55 år siden kendte jeg en ung

mand, Robert Williams, som bar

embedet som præst i Det Aronske

Præstedømme. Som biskop var jeg

hans kvorumspræsident. Når Robert

talte, så hakkede og stammede han

ude af kontrol. Han var meget genert,

sky og bange for sig selv og alle andre;

denne talefejl var ødelæggende for

ham. Han tog sjældent imod en

opgave; han så aldrig en anden i

øjnene; han kiggede altid ned i gulvet.

Så en dag, på grund af nogle usædvanlige

omstændigheder, accepterede

han opgaven og ansvaret for at døbe

en anden.

Jeg sad ved siden af Robert i dåbslokalet

i Tabernaklet i Salt Lake City.

Jeg vidste, at han havde brug for al

den hjælp, han kunne få. Han var ulasteligt

klædt i hvidt og var parat til

den ordinance, som han skulle

udføre. Jeg spurgte ham, hvordan han

havde det. Han kiggede ned i gulvet

og stammede næsten helt ukontrollabelt,

at han havde det frygteligt.

Vi bad begge brændende, at

han måtte leve op til sin opgave.

Sekretæren sagde så: »Nancy Ann

McArthur vil nu blive døbt af Robert

Williams, som er præst.«

Robert rejste sig og trådte ned i

dåbsbassinet, tog den lille Nancy ved

hånden og hjalp hende ned i det

vand, som renser menneskeliv og tilvejebringer

en åndelig genfødsel. Han

udtalte ordene: »Nancy Ann McArthur,

med fuldmagt fra Jesus Kristus, døber

jeg dig i Faderens, Sønnens og den

Helligånds navn. Amen.«

Og han døbte hende. Ikke én gang

stammede han! Ikke en gang svigtede

han! Vi var vidne til et nutidigt mirakel.

Robert udførte derpå dåbsordinancen

for to eller tre andre børn på

samme måde.

I omklædningsrummet skyndte jeg

mig at lykønske Robert. Jeg ventede

at høre den samme ubrudte talestrøm.

Jeg tog fejl. Han slog blikket

ned og stammede sin tak.

Jeg vidner for jer, at da Robert

handlede med Det Aronske Præstedømmes

myndighed, talte han med

magt, med overbevisning og med

himmelsk hjælp.

For lidt over to år siden var det mit

privilegium at tale til Robert Williams

begravelse og hylde denne trofaste

præstedømmebærer, der gjorde sit

bedste hele sit liv for at ære sit præstedømme.

Nogle af jer unge mænd her i aften

er måske generte eller anser jer selv

for at være for utilstrækkelige til at

modtage en kaldelse. Husk, at dette

værk ikke blot er jeres og mit. Vi kan

se op og række ud efter guddommelig

hjælp.

Ligesom nogle af jer, ved jeg,

hvordan det føles at opleve skuffelse

og ydmygelse i ungdommen. Som

dreng spillede jeg softball på et hold

til og med ottende klasse. Der blev

valgt to kaptajner, og de valgte efter

tur de spillere, de ville have på deres

hold. Selvfølgelig blev de bedste spillere

valgt først, så kom nummer to

og tre. At blive valgt som nummer

fire eller fem var ikke så slemt, men

at blive valgt sidst og blive henvist

til en fjern plet ude på marken var

rædselsfuldt. Jeg ved det; det skete

for mig.

Jeg håbede sådan på, at bolden

ikke kom hen i min retning, for jeg

ville helt sikkert tabe den, det andet

hold ville få point, og mine holdkammerater

ville grine.

Jeg husker så tydeligt, som var det i

går, det øjeblik, da alt dét ændrede sig i

mit liv. Kampen begyndte, som jeg har

beskrevet; jeg blev valgt til sidst. Jeg

gik den sørgelige vej til min plads langt

væk på højre side af marken, og jeg så

det andet hold fylde deres baser med

spillere. To af spillerne slog efter bolden

uden at ramme. Pludselig ramte

den næste spiller bolden rigtig hårdt.

Jeg hørte ham tilmed sige: »Jeg når at

løbe hele vejen rundt.« Det var ydmygende,

eftersom bolden kom i min retning.

Kunne jeg nå den Jeg løb hen til

det sted, hvor jeg troede bolden ville

lande, og bad en stille bøn, mens jeg

løb, og strakte så mine hænder frem

parat til at gribe. Jeg overraskede mig

selv. Jeg greb bolden! Mit hold vandt

kampen.

Denne oplevelse stivede min selvtillid

af, indgød mig et ønske om at

træne og gjorde, at jeg gik fra at være

den sidste, der blev valgt, til virkelig at

yde et bidrag til holdet.


Vi kan opleve dette udbrud af selvtillid.

Vi kan føle os stolte over at yde

noget. Disse tre ord kan hjælpe os:

Giv aldrig op.

Fra skuespillet Shenandoah kommer

denne inspirerende replik: »Hvis

vi ikke forsøger, opnår vi ikke noget;

og hvis vi ikke opnår noget, hvorfor

er vi her så«

Der sker mirakler overalt, hvor kaldelser

i præstedømmet bliver højnet.

Når tro erstatter tvivl, når uselvisk tjeneste

overvinder selvisk stræben, vil

Guds kraft tilvejebringe hans formål.

Præstedømmet er ikke så meget en

gave som en forpligtelse til at tjene, et

privilegium til at løfte og en mulighed

for at velsigne andre.

Pligtens kald kan komme stille, når

vi, som bærer præstedømmet, reagerer

på de opgaver, vi modtager.

Præsident George Albert Smith, den

beskedne, men effektive leder, erklærede:

»Det er jeres pligt først at erfare,

hvad Herren ønsker, og derefter i

jeres medmenneskers nærværelse at

ære jeres kaldelser med hans hellige

præstedømmes kraft og styrke således,

at andre villigt vil følge jer.« 4

Hvordan højner man så sin kaldelse

Simpelthen ved at udføre de

pligter, som henhører til den. En ældste

højner sin kaldelse som ældste

ved at lære, hvilke pligter en ældste

har, og så udføre dem. Og det samme

gør sig gældende for en diakon,

en lærer, en præst, en biskop og

enhver anden, der har et embede

i præstedømmet.

Brødre, det er ved at gøre – ikke

blot ved at drømme – at folks liv bliver

velsignet, andre bliver vejledt og

sjæle bliver frelst. »Vær ordets gørere,

ikke blot dets hørere, ellers bedrager I

jer selv,« 5 sagde Jakob.

Må alle, der hører min stemme,

gøre en fornyet indsats for at være

værdige til Herrens vejledning i deres

liv. Der er mange, som trygler og

beder om hjælp. Der er dem, der er

modløse, og som har brug for en

hjælpende hånd.

For mange år siden, da jeg tjente

som biskop, præsiderede jeg over en

stor menighed med over 1.000 medlemmer

deriblandt 87 enker. På et

tidspunkt besøgte jeg sammen med

en af mine rådgivere en enke og hendes

voksne, handicappede datter. Da

vi forlod deres lejlighed, stod der en

dame i døren til lejligheden overfor,

som standsede os. Hun talte med

fremmed accent og spurgte, om jeg

var en biskop; jeg svarede, at det var

jeg. Hun sagde, at hun havde lagt

mærke til, at jeg ofte kom på besøg

sammen med andre. Så sagde hun:

»Ingen besøger mig og min sengeliggende

mand. Har I tid til at komme

ind og besøge os, selvom vi ikke er

medlemmer af jeres kirke«

Da vi kom ind i lejligheden lagde vi

mærke til, at hun og hendes mand lyttede

til Tabernakelkoret i radioen. Vi

talte et stykke tid med parret og gav

så manden en velsignelse.

Efter dette første besøg kom jeg

forbi, så ofte jeg kunne. Parret mødtes

til sidst med missionærerne, og hustruen

Angela Anastor blev døbt. Nogen tid

efter gik hendes mand bort, og jeg

havde det privilegium af at lede og tale

til hans begravelse. Søster Anastor, der

også talte græsk, oversatte senere den

meget brugte pjece »Profeten Joseph

Smiths vidnesbyrd« til græsk.

Brødre, jeg elsker mottoet: »Gør

din pligt; hold tappert ud. Og lad

resten være op til Gud.« 6

Aktiv tjeneste i Det Aronske

Præstedømme vil forberede jer

unge mænd til at modtage Det

Melkisedekske Præstedømme, til

at tage på mission og til at gifte jer i

det hellige tempel.

I vil altid huske jeres vejledere i

Det Aronske Præstedømmes kvorum

og de andre medlemmer af kvorummet,

og derved opleve sandheden i

dette: »Gud har givet os minder, for

at vi kan opleve roser i vores livs

december.« 7

Unge mænd i Det Aronske

Præstedømme, jeres fremtid kalder;

forbered jer på den. Må vor himmelske

Fader altid vejlede jer, når I gør

dette. Jeg beder ydmygt om, at han

må vejlede os alle, når vi stræber efter

at ære det præstedømme, som vi

bærer, og højne vore kaldelser. I Jesu

Kristi navn. Amen. ■

NOTER

1. Evan Stephens, »A Mormon Boy«, i Jack M.

Lyon m.fl, red., Best-Loved Poems of the

LDS People, 1996, s. 296.

2. Se L&P 20:53.

3. Priesthood Home Teaching Handbook,

rev. udg., 1967, s. ii-iii.

4. I Conference Report, apr. 1942, s. 14.

5. Jak 1:22.

6. Henry Wadsworth Longfellow, »The Legend

Beautiful«, i The Complete Poetical Works

of Longfellow, 1893, s. 258.

7. Omskrivning af James Barrie, i Peter’s

Quotations: Ideas for Our Time, samlet af

Laurence J. Peter, 1977, s. 335.

LIAHONA NOVEMBER 2005 59


Er I beredt,

behøver I ikke

at frygte

PRÆSIDENT GORDON B. HINCKLEY

Vi kan leve således, at vi kan påkalde os Herrens beskyttelse

og vejledning. Vi kan ikke forvente hans hjælp, hvis vi ikke

er villige til at holde hans bud.

Mine kære brødre i præstedømmet,

hvor end I måtte

være overalt i denne store

verden – hvilken overvældende stor

gruppe I er blevet, mænd og drenge

af enhver race og slægt, alle en del af

Guds familie.

Hans gave til os er dyrebar. Han

har givet os en del af det, som er

hans guddommelige myndighed, det

evige præstedømme, den kraft, hvorved

han tilvejebringer mennesket

udødelighed og evigt liv. Det følger,

at når meget er givet os, så kræves

der meget af os (se Luk 12:48;

L&P 82:3).

Jeg ved, at vi ikke er fuldkomne

mennesker. Vi kender den fuldkomne

vej, men vi handler ikke altid i overensstemmelse

med vores viden. Men

jeg tror, at for det meste så prøver vi.

Vi prøver at være den slags mennesker,

som vor Fader ønsker, at vi skal

være. Det er et meget ophøjet mål, og

jeg roser alle jer, der prøver at nå det.

Må Herren velsigne jer i jeres søgen

efter at leve et eksemplarisk liv på alle

områder.

Som vi alle ved, har golfstaterne i

USA for nylig lidt forfærdeligt under

voldsomme storme og oversvømmelser.

Mange har mistet alt, hvad de

ejede. Skadernes omfang har nået

astronomiske højder. Bogstaveligt talt

har millioner lidt. Frygt og bekymring

har fået tag i mange hjerter. Liv er

gået tabt.

Med alt dette fulgte en lind strøm

af hjælp. Hjerter er blevet mildnet.

Hjem er blevet åbnede. Kritikere

ynder at tale om kristendommens fejlslag.

De burde se på, hvad kirkerne

har gjort under disse omstændigheder.

Folk fra mange trosretninger har

udrettet undere. Og vores egen kirke

har langt fra været den, der gjorde

mindst. Et stort antal af vore mænd

har rejst meget langt og medbragt

værktøj og telte og strålende håb.

Præstedømmebærere har skænket

flere tusinde arbejdstimer til genopbygningen.

Der har været tre og fire

tusinde på én gang. Der er nogle, der

ser med i aften. Vi kan ikke takke dem

nok. Jeg ønsker, at I skal vide om

vores taknemmelighed, vores kærlighed

og vore bønner for jer.

To af vore område-halvfjerdsere,

bror John Anderson, som bor i Florida,

og bror Stanley Ellis, som bor i Texas,

har styret en stor del af denne indsats.

Men de ville være de første til at sige,

at æren bør gives til de mange mænd

og drenge, som har hjulpet til. Mange

har båret T-shirts påtrykt: »Hjælpende

hænder, mormonerne«. De har vundet

kærlighed og respekt hos dem, de har

hjulpet. De har ikke kun hjulpet medlemmer

af Kirken i nød, men også et

stort antal, hvis tro de ikke kendte.

De har fulgt nephitternes mønster,

som det er nedskrevet i Almas Bog:

»Og i deres lykkelige forhold afviste

de således ikke nogen, der var nøgen

eller sulten, tørstig eller syg eller som

manglede pleje, og deres hu stod ikke

til rigdom; derfor var de gavmilde

mod alle, både gamle og unge, både

trælle og frie, både mænd og kvinder,

enten de var udenfor kirken eller i kirken,

og der var ingen personsanseelse

med hensyn til dem, der stod i trang«

(Alma 1:30).

Kvinder og piger i mange dele af

Kirken har ydet en kæmpestor indsats

for at skaffe hygiejne- og rengøringsudstyr

i titusindvis. Kirken har tilvejebragt

udstyr, mad, vand og trøst.

Vi har doneret betydelige pengebeløb

til Røde Kors og andre organisationer.

Vi har givet millioner fra

fasteofre og humanitære fonde. Jeg

takker jer alle på vegne af jeres modtagere

og på vegne af Kirken.

60


Nu siger jeg ikke, og jeg gentager

eftertrykkeligt, at jeg ikke siger eller

antyder, at det, der er sket, er Herrens

straf. Mange gode mennesker, herunder

nogle af vore trofaste sidste

dages hellige, er blandt dem, der har

lidt. Efter at have sagt dette, tøver jeg

ikke med at sige, at denne gamle verden

ikke er fremmed over for ulykker

og katastrofer. De af os, som har læst

og tror på skrifterne, er bekendt med

profeternes advarsler om katastrofer,

der er indtruffet, og som stadig vil

indtræffe.

Der var den store oversvømmelse,

da vandene dækkede jorden, og da,

som Peter siger, kun »nogle få, nemlig

otte sjæle, [blev] frelst« (1 Pet 3:20).

Hvis nogen har nogen form for

tvivl angående de forfærdelige ting,

der kan og vil påvirke menneskeheden,

lad ham da læse det 24. kapitel i

Matthæusevangeliet. Blandt meget

andet siger Herren: »I skal høre krigslarm

og rygter om krig ...

For folk skal rejse sig imod folk, og

land imod land, og sted efter sted skal

der komme hungersnød og jordskælv.

Alt dette er begyndelsen på

veerne ...

Ve dem, der skal føde, og dem, der

giver bryst i de dage. ...

For da skal der være en stor trængselstid,

som der ikke har været magen

til fra verdens begyndelse indtil nu og

heller aldrig vil komme.

Og hvis de dage ikke afkortedes,

blev intet menneske frelst; men for de

udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet«

(Matt 24:6-8, 19, 21-22).

I Mormons Bog kan vi læse om

den ufattelige ødelæggelse på den

vestlige halvkugle på samme tid som

Frelseren døde i Jerusalem. Jeg citerer

atter:

»Og i det fire og tredivte år på den

fjerde dag i den første måned rejste

der sig en vældig storm, en sådan,

som man aldrig før havde set magen

til i hele landet.

Og der rasede også et voldsomt og

forfærdeligt uvejr; og der var en forfærdelig

torden, som rystede hele

jorden, som om den skulle revne i

mange stykker.

Og man så overalt skarpe lyn, som

man aldrig før havde set i landet.

Og byen Zarahemla kom i brand.

Og byen Moroni sank i havets dyb,

og dens indbyggere druknede.

Og jorden hævede sig over byen

Moronihah, så at der blev et stort

bjerg i stedet for byen ...

... hele landets overflade blev forandret

som følge af uvejret og hvirvelvindene,

tordenen og lynilden og de

forfærdelige jordskælv i hele landet.

Og landevejene blev brudt op, og

de jævne veje ødelagdes og mange

jævne steder blev ujævne.

Og mange store og betydende

byer sank i jorden, mange brændte

medens andre rystedes, så bygningerne

faldt sammen, og indbyggerne

omkom, og stederne blev ladt øde«

(3 Nephi 8:5-10, 12-14).

Det må have været en forfærdelig

katastrofe.

Pesten eller den sorte død i det 14.

århundrede tog millioner af liv. Andre

udbredte smitsomme sygdomme,

som fx kopper, har medført usigelig

lidelse og død gennem århundreder.

I år 79 e.Kr. blev den store by

Pompeji tilintetgjort, da Vesuv gik i

udbrud.

Chicago blev hærget af en frygtelig

brand. Flodbølger har oversvømmet

dele af Hawaii. Jordskælvet i San

Francisco i 1906 ødelagde byen og tog

LIAHONA NOVEMBER 2005 61


62

omkring 3.000 liv. Orkanen, der ramte

Galveston i Texas i 1900, dræbte 8.000.

Og for nylig, som I ved, var der den

forfærdelige tsunami i det sydøstlige

Asien, hvor tusinder af liv gik tabt, og

hvor der stadig er brug for nødhjælp.

Hvor ærefrygtindgydende er ikke

åbenbaringens ord i Lære og Pagter

afsnit 88 angående de katastrofer, der

skulle ramme efter ældsternes vidnesbyrd.

Herren siger:

»Thi efter jeres vidnesbyrd kommer

jordskælvenes vidnesbyrd, der skal

fremkalde stønnen i jordens midte,

og mennesker skal falde til jorden og

ikke være i stand til at stå.

Og ligeledes kommer der vidnesbyrd

ved tordenens røst, lynets røst,

stormens røst og ved havets bølgers

røst, når havet går over sine bredder.

Alle ting skal være i bevægelse, og

menneskenes hjerter skal i sandhed

forsmægte; thi der skal komme frygt

over alle mennesker« (L&P 88:89-91).

Beskrivelserne af tsunamien og de

nylige orkaner er interessante med

henblik på sproget i denne åbenbaring,

der lyder: »Og ved havets bølgers

røst, når havet går over sine

bredder.«

Menneskenes umenneskelighed

over for andre mennesker i fortidens

og nutidens konflikter har medført og

fører stadig til unævnelige lidelser. I

Dafur-regionen i Sudan er titusinder

blevet slået ihjel og et godt stykke

over en million er blevet hjemløse.

Det, vi har oplevet hidtil, er alt

sammen forudsagt, og enden på det

er ikke i syne. Ligesom der har været

katastrofer før i tiden, forventer vi

flere i fremtiden. Hvad gør vi

Nogen har sagt, at det ikke regnede,

da Noa byggede arken. Men

han byggede den, og regnen kom.

Herren har sagt: »Er I beredt,

behøver I ikke at frygte« (L&P 38:30).

Den primære forberedelse er også

beskrevet i Lære og Pagter, hvori

der står: »Derfor skal I stå på hellige

steder og ikke lade jer rokke, til

Herrens dag kommer« (L&P 87:8).

Vi synger:

Når så jorden ryster, skælver,

byd vor frygt at vorde djærv.

Og når dom tilintetgører,

hold os fri på Zions bjerg.

(»Led os, o du vor Jehova«, Salmer

og sange, nr. 36).

Vi kan leve således, at vi kan

påkalde os Herrens beskyttelse og

vejledning. Dette er en førsteprioritet.

Vi kan ikke forvente hans hjælp,

hvis vi ikke er villige til at holde hans

bud. I Kirken har vi beviser nok på

straffedomme for ulydighed i både

eksemplet med det jaredittiske og

det nephittiske folk. De gik begge fra

storhed til fuldstændig ødelæggelse

på grund af ugudelighed.

Vi ved selvfølgelig, at det regner

over retfærdige så vel som uretfærdige

(se Matt 5:45). Men selvom de

retfærdige dør, er de ikke fortabt,

men frelses gennem Forløserens forsoning.

Paulus skrev til romerne: »...

for når vi lever, lever vi for Herren, og

når vi dør, dør vi for Herren. Hvad

enten vi altså lever eller dør, tilhører

vi Herren« (Rom 14:8).

Vi kan give agt på advarsler. Vi har

fået at vide, at mange har bekymret

sig om New Orleans’ sårbarhed. Vi

har fået at vide af seismologerne, at

Salt Lake-dalen er et muligt jordskælvsområde.

Det er hovedårsagen

til, at vi så omfattende renoverer

Tabernaklet på Tempelpladsen.

Denne historiske og bemærkelsesværdige

bygning skal kunne modstå

jordens rystelser.

Vi har opført kornsiloer og magasiner

og fyldt dem med livsfornødenheder

med henblik på det tilfælde, at en

katastrofe skulle indtræffe. Men det

bedste forrådshus er familiens forrådskammer.

Herren har med ordene fra

en åbenbaring sagt: »Organiser jer,

bered alt, hvad der er nødvendigt«

(L&P 109:8).

Vores folk er i 75 år blevet rådet

og opmuntret til at gøre sådanne

forberedelser, som vil sikre overlevelse,

hvis en katastrofe skulle

indtræffe.

Vi kan lægge vand, grundlæggende

fødevarer, medicin og varmt tøj til

side. Vi bør også lægge lidt penge til

side til dårlige tider.

Det jeg lige har sagt, skal ikke få jer

til at styrte ned til købmanden eller

noget i den retning. Jeg siger ikke

noget, der ikke er blevet sagt meget

længe.

Lad os aldrig glemme Faraos drøm

om de velnærede køer og de magre,

de gode aks og de afsvedne aks, hvis

betydning blev fortolket af Josef som

værende syv gode år og syv hungerår

(se 1 Mos 41:1-36).

Jeg tror, mine kære brødre, at

Herren vil velsigne os og våge over os

og hjælpe os, hvis vi vandrer i lydighed

mod hans lys, hans evangelium

og hans bud. Han er vor Fader og vor

Gud, og vi er hans børn, og vi må på

enhver måde fortjene hans kærlighed

og omsorg. Det er min ydmyge bøn,

at vi må gøre dette. I Jesu Kristi navn.

Amen. ■


Uanset om de kommer med bus, til fods til

præstedømmets møde eller sammen som

familier, så nyder de sidste dages hellige

i Samoa at være sammen om generalkonferencen.

Over 30 procent af Samoas

indbyggere er medlemmer af Kirken.

Herover: En forsamling i Rio de Janeiro i

Brasilien opretholder Kirkens ledere ved

mødet lørdag eftermiddag. Til højre:

Fuldtidsmissionærer i Brasilien viser

eksemplarer af Mormons Bog, emnet for

flere konferencetaler.

LIAHONA NOVEMBER 2005 63


GENERALAUTORITETER I JESU KRISTI KIRKE AF SIDSTE DAGES HELLIGE

DET FØRSTE PRÆSIDENTSKAB

Oktober 2005

Præsident Thomas S. Monson

Førsterådgiver

Præsident Gordon B. Hinckley

DE TOLV APOSTLES KVORUM

Præsident James E. Faust

Andenrådgiver

Boyd K. Packer L. Tom Perry Russell M. Nelson Dallin H. Oaks M. Russell Ballard Joseph B. Wirthlin

Richard G. Scott

Robert D. Hales

Jeffrey R. Holland

Henry B. Eyring

Dieter F. Uchtdorf

David A. Bednar

DE HALVFJERDS’ PRÆSIDIUM

Earl C. Tingey D. Todd Christofferson Charles Didier

Merrill J. Bateman Robert C. Oaks

Neil L. Andersen Ronald A. Rasband


DE HALVFJERDS’ FØRSTE KVORUM

DE HALVFJERDS’ ANDET KVORUM

Carlos H. Amado Monte J. Brough Sheldon F. Child L. Whitney Clayton Gary J. Coleman Spencer J. Condie

Gene R. Cook

Mervyn B. Arnold Douglas L. Callister Craig C. Christensen Shirley D. Christensen James M. Dunn Daryl H. Garn

Quentin L. Cook Claudio R. M. Costa Benjamín De Hoyos Robert K. Dellenbach John B. Dickson David F. Evans

Christoffel Golden jun.

D. Rex Gerratt Ronald T. Halverson Keith K. Hilbig Spencer V. Jones Won Yong Ko Gerald N. Lund

Walter F. González

C. Scott Grow Bruce C. Hafen Donald L. Hallstrom Richard G. Hinckley Jay E. Jensen Marlin K. Jensen

Clate W. Mask jun.

Dale E. Miller Robert F. Orton William W. Parmley Wolfgang H. Paul Wayne S. Peterson

Kenneth Johnson Paul V. Johnson W. Rolfe Kerr Yoshihiko Kikuchi Paul E. Koelliker John M. Madsen

Richard J. Maynes

H. Bryan Richards R. Conrad Schultz W. Douglas Shumway Lowell M. Snow Donald L. Staheli

Robert R. Steuer

Lynn A. Mickelsen Dennis B.

Neuenschwander

Glenn L. Pace Paul B. Pieper Bruce D. Porter Carl B. Pratt

Lynn G. Robbins

David R. Stone

H. Bruce Stucki Paul K. Sybrowsky William R. Walker Robert J. Whetten Richard H. Winkel

Cecil O. Samuelson jun. Steven E. Snow Ulisses Soares

Francisco J. Viñas Lance B. Wickman W. Craig Zwick

Robert S. Wood

DET PRÆSIDERENDE BISKOPRÅD

H. Ross Workman

Richard C. Edgley

Førsterådgiver

H. David Burton

Præsiderende biskop

Keith B. McMullin

Andenrådgiver


Herover til venstre: Præstedømmebærere

i Mexico City glæder sig til

transmissionen af generalkonferencen.

Herover: Medlemmer i Mexico nyder at

lytte til møderne på spansk og se talerne

på en storskærm i kirkebygningen.

Til venstre: I Peru ankommer to unge

mænd i byen Chosica tidligt til

kirkebygningen, ivrige efter at lytte til

konferencetaler.

Herunder til venstre: Familien Johansson

fra Troy i Michigan opretholder Kirkens

ledere, mens de ser transmissionen i

deres hjem.

Herunder: To medlemmer i Frankrig

hilser hinanden med den franske skik, et

kys på kinden.

66


MØDET SØNDAG FORMIDDAG

Den 2. oktober 2005

Profeten

Joseph Smith:

Underviser ved

eksemplets magt

PRÆSIDENT THOMAS S. MONSON

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

Lad os i vores tilværelse indføje de guddommelige principper,

som han så smukt lærte os – ved sit eksempel – så vi selv kan

leve mere i overensstemmelse med Jesus Kristi evangelium.

Mine brødre og søstre, da

det i år er 200 år siden,

vores elskede profet Joseph

Smith blev født, vil jeg gerne tale lidt

om ham.

Joseph Smith junior blev født den

23. december 1805 i Sharon i Vermont,

som søn af Joseph Smith senior og

Lucy Mack Smith. Den dag, han

blev født, og da hans stolte forældre

kiggede på denne lille baby, kunne de

ikke have vidst, hvilken stor indflydelse

han ville få på verden. En udvalgt ånd

var kommet for at bo i dets jordiske

tabernakel; han har påvirket vores liv,

og han har undervist os – ved sit eget

eksempel – i fundamentale lektier. I

dag vil jeg gerne dele nogle få af disse

lektier med jer.

Da Joseph var cirka seks eller syv år

gammel, blev han og hans brødre og

søstre ramt af plettyfus. Selvom de

andre hurtigt kom sig, havde Joseph

stadig et smertefuldt sår på sit ben.

Lægerne behandlede ham, idet de

brugte den bedste medicin de havde

– men såret gik ikke væk. For at redde

Josephs liv, sagde de, at han blev nødt

til at få sat benet af. Kort tid efter diagnosen

vendte lægerne heldigvis tilbage

til familien Smiths hjem og

sagde, at der var en ny måde, hvorpå

man måske kunne redde Josephs ben.

De ville gerne operere med det

samme og havde taget noget reb

med, hvormed de kunne binde lille

Joseph til sengen, så han ikke ville slå

om sig, da de ikke havde medbragt

noget, der kunne lindre smerten. Den

unge Joseph fortalte dem dog: »I

behøver ikke at binde mig.«

Lægerne foreslog, at han drak

noget cognac eller vin, så smerten

ikke ville være så slem. »Nej,« svarede

den unge Joseph. »Hvis min far sidder

på sengen og holder mig i sine arme,

så skal jeg nok gøre, hvad I siger.«

Joseph Smith senior holdt sit lille

barn i sine arme, og lægerne fjernede

de syge dele af knoglen. Den unge

Joseph var lam i nogen tid efter, så

blev han helbredt. 1 I så ung en alder

og utallige gange siden i løbet sit liv

lærte Joseph Smith os om mod – ved

sit eksempel.

Da Joseph var fjorten år gammel,

flyttede hans familie til Manchester i

New York. Han beskrev senere den

store religiøse vækkelse, som syntes

at være til stede over det hele, og som

næsten alle interesserede sig meget

for. Joseph selv længtes efter at vide,

hvilken kirke han skulle slutte sig til.

Han skriver i sin historie:

»Jeg sagde ofte til mig selv ...

Hvilket af alle disse samfund er det

rigtige, eller er de alle sammen forkerte

Om et af dem er rigtigt, hvilket

er det da Og hvorledes kan jeg finde

ud af det

Medens jeg kæmpede med overordentlige

vanskeligheder, som var en

følge af striden mellem de forskellige

religionspartier, læste jeg en dag følgende

i Jakobs brev, 1. kapitel, 5.

vers: Men hvis nogen af jer står tilbage

i visdom, skal han bede om at

få den af Gud, som giver alle rundhåndet

og uden bebrejdelser, og så

vil han få den.« 2

Joseph fortalte senere, at han vidste,

at han enten måtte sætte Herren

på prøve og spørge ham eller måske

vælge at forblive i mørke for evigt. En

tidlig morgen gik han ind i en lund,

nu kaldet hellig, og knælede ned og

LIAHONA NOVEMBER 2005 67


68

bad med tro på Gud om, at han ville

give ham den oplysning, han så ivrigt

søgte. To personer viste sig for Joseph

– Faderen og Sønnen – og han fik

som svar på sit spørgsmål at vide, at

han ikke skulle slutte sig til nogen af

kirkerne, for ingen af dem var sande.

Profeten Joseph Smith lærte os princippet

om tro – ved sit eksempel.

Hans enkle bøn i tro den forårsmorgen

i 1820 frembragte dette vidunderlige

værk, som i dag fortsætter over

hele verden.

Nogle få dage efter Joseph Smiths

bøn i den hellige lund, fortalte han en

prædikant, som han kendte, om sit

syn. Til hans overraskelse blev hans

beretning behandlet med »foragt« og

»fremkaldte en stadig tiltagende forfølgelse.«

Joseph vaklede dog ikke. Han

skrev senere: »Jeg havde virkelig set et

lys, og midt i det lys så jeg to personer,

og de talte virkelig til mig, og selv om

jeg blev hadet og forfulgt, fordi jeg

sagde, at jeg havde set et syn, var det

alligevel sandt ... Thi jeg havde set et

syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at

Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte

det.« 3 På trods af fysisk og mental

straf fra hans modstandere, som

profeten Joseph Smith udholdt resten

af sit liv, så vaklede han ikke. Han lærte

os om ærlighed – ved sit eksempel.

Efter dette storslåede syn modtog

profeten Joseph i tre år ikke nogen

yderligere åbenbaringer. Men han

undrede sig ikke, han stillede ikke

spørgsmål ved det, han tvivlede ikke

på Herren. Han ventede tålmodigt.

Han lærte os den himmelske dyd

tålmodighed – ved sit eksempel.

Efter englen Moronis besøg hos

den unge Joseph og hans erhvervelse

af pladerne påbegyndte han den vanskelige

oversættelsesopgave. Man kan

kun svagt forestille sig, hvilken hengivenhed,

opofrelse og indsats det

krævede på mindre end 90 dage at

oversætte denne optegnelse på over

500 sider, som dækker en periode på

2.600 år. Jeg elsker de ord, som Oliver

Cowdery brugte til at beskrive den

tid, hvor han hjalp Joseph med oversættelsen

af Mormons Bog: »Det var

dage, som aldrig kan glemmes – at

sidde under lyden af en stemme, der

talte drevet af himmelens inspiration,

fyldte mit hjerte med største taknemmelighed!«

4 Profeten Joseph Smith

lærte os flid – ved sit eksempel.

Som vi ved, så sendte profeten

missionærer ud for at prædike det

gengivne evangelium. Han var selv på

mission sammen med Sidney Rigdon i

den nordvestlige del af New York og i

Canada. Han ikke blot inspirerede

andre til at melde sig frivilligt til at

tage på mission, men han lærte os

også om vigtigheden af missionering

– ved sit eksempel.

Jeg synes, at en af de smukkeste,

men nok også tristeste lektier, som

profeten lærte os, fandt sted kort før

hans død. I et syn havde han set de

hellige forlade Nauvoo og drage til

Rocky Mountains. Han var ivrig efter,

at hans folk skulle føres væk fra deres

plageånder og ind i det forjættede

land, som Herren havde vist ham. Han

længtes uden tvivl efter at være sammen

med dem. Men der var blevet

udstedt en arrestordre mod ham på

grundlag af falske anklager. På trods af

mange appeller til guvernør Ford blev

anklagerne ikke afvist. Joseph forlod

sit hjem, sin hustru, sin familie og sit

folk og overgav sig til de borgerlige

myndigheder vel vidende, at han højst

sandsynligt aldrig kom tilbage.

Dette er de ord, som han sagde, da

han tog til Carthage: »Jeg går som et

lam til slagtebænken, men jeg er rolig

som en sommermorgen, min samvittighed

er uplettet for Gud og alle

mennesker.« 5

Han var indespærret i fængslet i

Carthage sammen med sin bror

Hyrum og andre. Den 27. juni 1844

var Joseph, Hyrum, John Taylor og

Willard Richards sammen, da en

rasende pøbelhob stormede fængslet,

styrtede op ad trappen og begyndte

at skyde gennem døren til det rum,

hvor de var. Hyrum blev dræbt, og


John Taylor blev såret. Joseph Smiths

sidste store gerning her på jorden var

uselvisk. Han gik over til den anden

side af rummet, idet han »tænkte, at

det ville redde hans brødres liv, som

var i rummet, hvis han kunne undslippe

... så han sprang hen til vinduet

idet to kugler ramte ham fra døren og

en udefra ramte ham på højre side

af brystet.« 6 Han gav til liv; Willard

Richards og John Taylor blev skånet.

»Større kærlighed har ingen end den

at sætte livet til for sine venner.« 7

Profeten Joseph Smith lærte os kærlighed

– ved sit eksempel.

Når man over 160 år senere ser tilbage,

så bliver vi, selvom begivenhederne

den 27. juni 1844 var tragiske,

trøstet ved at vide, at Joseph Smiths

martyrium ikke var det sidste kapitel i

historien. Selvom dem, der søgte at

tage hans liv, troede, at Kirken ville

falde fra hinanden uden ham, så forbliver

hans stærke vidnesbyrd om

sandheden, de lærdomme han

oversatte og hans erklæringer om

Frelserens budskab stadig i dag i hjertet

hos over 12 millioner medlemmer

over hele verden, som erklærer, at

han er Guds profet.

Profeten Josephs vidnesbyrd fortsætter

med at ændre liv. For nogle år

siden tjente jeg som præsident for den

canadiske mission. I Ontario i Canada

gik to af vore missionærer og bankede

på døre en kold eftermiddag med snevejr.

De havde ikke haft succes med

deres forehavende. Den ene af dem

var erfaren, og den anden var helt ny.

De to bankede på hos hr. Elmer

Pollard, og han fik ondt af de forfrosne

missionærer og bød dem

indenfor. De præsenterede deres budskab

for ham og spurgte, om han ville

bede sammen med dem. Det ville han

gerne på betingelse af, at han fik lov

til at bede.

Hans bøn forbløffede missionærerne.

Han sagde: »Kære himmelske

Fader, velsign disse to ulykkelige,

vildledte missionærer, at de må vende

tilbage til deres hjem og ikke spilde

deres tid på at fortælle folk her i

Canada om et budskab, som er så

utroligt, og som de ved så lidt om.«

Da de rejste sig fra bønnen, bad hr.

Pollard missionærerne om aldrig

nogensinde at vende tilbage til hans

hus. Da de gik, sagde han hånligt til

dem: »I kan alligevel ikke fortælle mig,

at I virkelig tror på, at Joseph Smith er

Guds profet!« Og så smækkede han

døren i.

Missionærerne var ikke kommet

ret langt, da juniorkammeraten forskræmt

sagde: Ȯldste, vi svarede jo

ikke hr. Pollard.«

Seniorkammeraten svarede: »Vi er

blevet sat på porten. Lad os komme

videre.«

Men den unge missionær holdt

stædigt fast på sit, og de to vendte tilbage

til hr. Pollards hus. Hr. Pollard

åbnede døren og sagde vredt: »Jeg

mente bestemt, jeg havde sagt, at I to

aldrig skulle vise jer her mere!«

Juniorkammeraten sagde så, idet

han opgød alt sit mod: »Hr. Pollard, da

vi gik, sagde De, at vi ikke selv troede

på, at Joseph Smith var en Guds profet.

Jeg vil gerne bære mit vidnesbyrd

for Dem, hr. Pollard, at jeg ved, at

Joseph Smith er Guds profet, at han

ved inspirationens kraft oversatte

den optegnelse, som kendes som

Mormons Bog, og at han så Gud

Faderen og hans Søn Jesus Kristus.«

Og så gik missionærerne igen.

Jeg hørte den selv samme hr.

Pollard fortælle om hin mindeværdige

dags begivenheder ved et vidnesbyrdmøde.

Han sagde: »Den nat kunne jeg

ikke sove. Jeg vendte og drejede mig.

Igen og igen hørte jeg disse ord i mit

sind: ›Joseph Smith er Guds profet.

Jeg ved det ... Jeg ved det ... Jeg ved

det.‹ Jeg kunne knap vente, til det

blev morgen. Jeg ringede til missionærerne

på det nummer, som stod på

det lille kort med Trosartiklerne. De

vendte tilbage, og denne gang lyttede

min hustru, min familie og jeg til missionærlektionerne

som ægte sandhedssøgende

mennesker. Som følge

deraf har vi alle taget imod Jesu Kristi

evangelium. Vi vil altid være taknemmelige

for det sandhedens vidnesbyrd,

som disse to modige, men

ydmyge missionærer bar for os.«

I afsnit 135 i Lære og Pagter kan vi

læse John Taylors ord om profeten

Joseph: »Joseph Smith, Herrens profet

og seer, har gjort mere (Jesus alene

undtaget) for menneskenes frelse i

denne verden end noget andet menneske,

der nogensinde har levet her.« 8

Jeg elsker præsident Brigham

Youngs ord, som lyder: »Jeg har lyst

til at råbe halleluja hele tiden, når jeg

tænker på, at jeg har kendt Joseph

LIAHONA NOVEMBER 2005 69


Smith, den profet, som Herren oprejste

og ordinerede, og som han gav

nøglerne og magten til at opbygge

Guds rige på jorden og styrke den.« 9

Til disse passende hyldestord til

vores elskede Joseph, vil jeg tilføje mit

eget vidnesbyrd om, at jeg ved, at han

var Guds profet, udvalgt til at genoprette

Jesu Kristi evangelium i disse sidste

dage. Jeg beder til, at når vi fejrer

200-året for hans fødsel, at vi må lære

af hans liv. Lad os i vores tilværelse

indføje de guddommelige principper,

som han så smukt lærte os – ved sit

eksempel – så vi selv kan leve mere i

overensstemmelse med Jesus Kristi

evangelium. At vores liv må afspejle

den kundskab vi har om, at Gud lever,

at Jesus Kristus er hans søn, at Joseph

Smith var en profet, og at vi i dag er

ledt af en anden af Guds profeter –

nemlig præsident Gordon B. Hinckley.

Ved denne konference er det 42

år siden, at jeg blev kaldet til De

Tolv Apostles Kvorum. Ved mit første

møde med Det Første Præsidentskab

og De Tolvs Kvorum i templet sang vi

en af mine yndlingssalmer, der ærer

Joseph Smith, profeten. Jeg slutter

med et vers fra denne salme:

Priser profeten, som skued’ Jehova,

Jesus har salvet den herlige seer.

Åbnet blev tidernes fyldes uddeling,

Det, som var talet, på jorden nu

sker. 10

Jeg bærer vidnesbyrd om denne

sandhed, i Jesu Kristi navn. Amen. ■

NOTER

1. Se Lucy Mack Smith, History of Joseph Smith

by His Mother, red. Scot Facer Proctor og

Maurine Jensen Proctor, 1996, s. 69-76.

2. JS-H 1:10-11.

3. JS-H 1:21-22, 25.

4. JS-H 1:71, fodnote.

5. L&P 135:4.

6. History of the Church, 6:618.

7. Joh 15:13.

8. L&P 135:3.

9. Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham

Young, 1997, s. 343.

10. William W. Phelps, »Priser profeten«, Salmer

og sange, nr. 17.

På Zions bjerg

PRÆSIDENT BOYD K. PACKER

Fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum

Hver eneste sjæl, som villigt knytter sig til Jesu Kristi Kirke af

Sidste Dages Hellige og søger at leve efter dens principper og

ordinancer, står »på Zions bjerg.«

Jeg har levet i lang tid og set de

standarder, som civilisationen

må hvile på for at overleve, blive

fejet til side en ad gangen.

Vi lever i en tid, hvor de hæderkronede

standarder for moral, ægteskab,

hjemmet og familie lider nederlag på

nederlag i retssale og råd, parlamenter

og klasseværelser. Vores lykke

afhænger af at efterleve de selvsamme

standarder.

Apostlen Paulus profeterede om, at

mennesker i vore dage, disse sidste

dage, ville være »ulydige mod deres

forældre ... ukærlige ... fjender af det

gode ... de vil elske nydelser højere

end Gud« (2 Tim 3:2-4).

Og han advarede om, at: »Onde

mennesker og bedragere vil komme

længere og længere ud i det onde,

føre andre vild og selv fare vild«

(2 Tim 3:13). Han havde ret. Når jeg

tænker på fremtiden, er jeg ikke desto

mindre overvældet af en følelse af

glad optimisme.

Paulus fortalte den unge Timoteus,

at han skulle fortsætte med de ting,

han havde lært af apostlene, og han

kunne være tryg, fordi »fra barnsben

kender du De hellige Skrifter, der kan

give dig visdom til frelse ved troen på

Kristus Jesus« (2 Tim 3:15).

En viden om skrifterne er vigtig.

Vi lærer om åndelig vejledning

gennem dem.

Jeg har hørt folk sige: »Jeg ville villigt

udstå forfølgelse og prøver, hvis

jeg kunne have levet i Kirkens første

tid, hvor der var sådan en bølge af

åbenbaring, som blev udgivet som hellig

skrift. Hvorfor sker det ikke nu«

De åbenbaringer, som kom gennem

Joseph Smith, og blev udgivet

som hellig skrift, lagde den faste

grundvold for den kirke, hvorigennem

Jesu Kristi evangelium kunne bringes

ud til »alle nationer« (2 Nephi 26:13). 1

Skrifterne definerer embederne for

profeten og præsidenten og hans rådgivere

og De Tolv Apostles Kvorum,

De Halvfjerds’ Kvorum, Det

Præsiderende Biskopråd og stave og

menigheder. De definerer embederne

i Det Melkisedekske og Det Aronske

Præstedømme. De etablerer kanaler,

som inspiration og åbenbaring kan

70


strømme igennem til ledere og lærere

og forældre og enkeltpersoner.

Modgangen og prøvelserne er

anderledes nu. Om noget er de mere

intense og farligere end i de tidlige

dage og ikke så meget rettet mod

Kirken som mod os som individer. De

tidlige åbenbaringer, der blev udgivet

som hellig skrift og som permanent

vejledning for Kirken, definerer ordinancerne

og pagterne og er stadig

gældende.

Et af disse skriftsteder lover: »Er I

beredt, behøver I ikke at frygte«

(L&P 38:30).

Lad mig fortælle jer, hvad der er

gjort for at forberede os. Så vil I

måske forstå, hvorfor jeg ikke frygter

fremtiden, og hvorfor jeg nærer

sådanne positive, tillidsfulde følelser.

Jeg kan umuligt beskrive detaljeret

eller blot opremse alt det, Det Første

Præsidentskab og De Tolv Apostles

Kvorum har fået gjort i de senere år.

Deraf vil I se fortsat åbenbaring, åbne

sig for Kirken og for hvert enkelt medlem.

Jeg vil beskrive nogle få af dem.

For mere end 40 år siden, blev det

besluttet at gøre lærdommene lettere

tilgængelig for alle medlemmer ved

at udarbejde en sidste dages hellig

udgave af skrifterne. Vi gik i gang med

at lave krydsreferencer fra King

James-oversættelsen af Bibelen til

Mormons Bog, Lære og Pagter og Den

Kostelige Perle. Der blev overhovedet

ikke ændret i teksten i King Jamesoversættelsen

af Bibelen.

For århundreder siden blev der

udført arbejde som forberedelse til

vore dage. Halvfems procent af King

James-oversættelsen af Bibelen er,

som den blev oversat af William

Tyndale og John Wycliffe. Vi skylder

disse tidlige oversættere og martyrer

meget.

William Tyndale sagde: »Jeg vil gøre

det muligt, at den dreng, som pløjer

marken, skal vide mere om skrifterne

end [den gejstlige].« 2

Alma havde været gennem store

prøvelser og stod over for endnu

større prøvelser. »Og ordets forkyndelse

gjorde meget til at få folket til at

gøre det, der var retfærdigt; ja, det

havde øvet større indflydelse på folkets

sind end sværdet eller noget

andet, der var hændt dem – derfor

mente Alma, at det var nødvendigt at

forsøge Guds ords kraft« (Alma 31:5).

Det er præcis, hvad vi havde i

sinde, da vi begyndte på projektet

med skriften, at ethvert medlem af

Kirken skulle kunne kende skriften og

forstå de principper og lærdomme,

som findes i dem. Vi ville gøre det i

vore dage, som Tyndale og Wycliffe

havde gjort i deres.

Både Tyndale og Wycliffe blev frygtelig

forfulgt. Tyndale led i et iskoldt

fængsel i Bruxelles. Hans tøj var slidt i

laser, og han frøs forfærdeligt. Han

skrev til biskopperne og bad om sin

frakke og kappe. Han tiggede om et

lys og sagde: »Det er meget trættende

at sidde alene i mørket.« 3 De blev så

ophidsede over denne forespørgsel,

at han blev ført fra fængslet og

brændt på bålet foran en stor skare

af mennesker.

Wycliffe undslap døden på bålet,

men Konstanzkoncilet fik hans lig gravet

op, brændt på bålet og hans aske

spredt. 4

Profeten Joseph Smith havde lånt

bogen Book of Martyrs af John Foxe,

LIAHONA NOVEMBER 2005 71


72

en engelsk præst i det 16. århundrede,

af moderen til Edward Stevenson fra

De Halvfjerds. Efter at han havde læst

den, sagde han: »Jeg har ved hjælp af

Urim og Tummin set disse martyrer,

og de var ærlige, oprigtige Kristi disciple

i henhold til det lys, de havde,

og de vil blive frelst.« 5

Vi vidste på forhånd, at det var en

meget vanskelig, måske endda umulig

opgave, at lave krydshenvisninger til

mere end 70.000 vers i skrifterne,

lave fodnoter og anden hjælp. Men vi

begyndte. Det tog 12 år og mere end

600 mennesker hjalp til for at gøre det

færdig. Nogle var eksperter i græsk,

latin og hebraisk eller havde viden om

antikke manuskripter. Men de fleste

var almindelige, trofaste medlemmer

af Kirken.

Inspirationens ånd hvilede over

arbejdet.

Projektet ville have været umuligt

uden computeren.

Et bemærkelsesværdigt system blev

udarbejdet til at holde styr på tusindvis

af fodnoter til at åbne skriften

for enhver dreng og pige, der pløjer

marken.

Med et emneindeks kan et medlem

af Kirken på bare få minutter slå

ord op som forsoning, omvendelse,

Helligånd og finde åbenbarende referencer

fra alle fire standardværker.

Adskillige år inde i projektet

spurgte vi til, hvordan det gik fremad

med den omstændige og møjsommelige

registrering af emner i alfabetisk

orden. De skrev: »Vi har været gennem

himmel og helvede, er kommet

over kærlighed og lyst og arbejder os

nu henimod omvendelse.«

Det originale manuskript til

Mormons Bog kom os i hænde. Det

gjorde det muligt at rette trykkerens

fejl, som havde sneget sig ind i oversættelse

af skriften.

Mest bemærkelsesværdigt i Topical

Guide er de 18 sider, med enkelt linjeafstand

og lille skriftstørrelse under

overskriften »Jesus Kristus,« den mest

omfattende samling af henvisninger til

skriften på navnet Jesus Kristus, som

nogensinde er samlet i verdens historie.

Følg disse henvisninger, og I vil

åbne døren til, hvis kirke dette er,

hvad den underviser i, og ved hvilken

myndighed – alt er forankret i Jesu

Kristi hellige navn, Guds Søn, Messias,

Forløseren, vor Herre.

To nye åbenbaringer blev føjet til

Lære og Pagter – afsnit 137, et syn

der blev givet til profeten Joseph

Smith i forbindelse med gengivelsen

af begavelsen, og afsnit 138, præsident

Joseph F. Smiths syn om forløsningen

af de døde. Da dette arbejde

var næsten klart til at blive sendt i

trykken, modtog og bekendtgjorde vi

den storslåede åbenbaring om præstedømmet

som en officiel erklæring

(se L&P-Officiel erklæring 2), som

beviser, at der stadig kan komme ny

hellig skrift.

Så kom den store udfordring med

at oversætte til alle sprog i Kirken.

Nu er Tre-i-eneren med Guide til

Skrifterne blevet udgivet på 24 forskellige

sprog, og der følger flere.

Mormons Bog er nu udgivet på 106

sprog. 49 oversættelser er i gang.

Der blev udrettet mere. Mormons

Bog fik en undertitel – Mormons Bog:

Endnu et vidne om Jesus Kristus.

Med de grundlæggende lærdomme

så solidt på plads som granitten i templet

i Salt Lake City og åben for enhver

kunne flere se den konstante strøm af

åbenbaring til Kirken. »Vi tror alt, hvad

Gud har åbenbaret, alt, hvad han nu

åbenbarer, og vi tror, at han endnu vil

åbenbare mange store og vigtige ting

angående Guds rige« (9. trosartikel).

Mens udgivelsen af skriften skred

frem, blev et andet stort arbejde påbegyndt.

Dette vil også tage år. Alle

Kirkens undervisningsmaterialer blev

revideret. Alle kurser i præstedømmet

og hjælpeorganisationer – for børn,

unge og voksne – blev revideret for at

fokusere på skrifterne, fokusere på

Jesus Kristus, fokusere på præstedømmet

og fokusere på familien.

Hundredvis af frivillige arbejdede

år ud og år ind. Nogle af dem var

eksperter i at skrive, læseplaner,

undervisning og andre relaterede

områder, men de fleste var almindelige

medlemmer af Kirken. Alt var

forankret i skriften, med vægt på præstedømmets

myndighed og med

fokus på familiens hellige natur.

Det Første Præsidentskab og

De Tolv Apostles Kvorum udgav:


»Familien: En proklamation til verden.«

6 Dernæst udgav de: »Den

levende Kristus: Apostlenes

vidnesbyrd.« 7

Seminar- og institutklasser spreder

sig over hele verden. Lærerne og eleverne

lærer og underviser ved Ånden

(se L&P 50:17-22) og begge parter bliver

undervist i at forstå skriften, profetens

ord, frelsesplanen, Jesu Kristi

forsoning, frafaldet og genoprettelsen,

den genoprettede kirkes enestående

position og at kende de

principper og lærdomme, som findes

i den. Eleverne opmuntres til at

udvikle en vane med at studere

skriften dagligt.

Mandag aften blev reserveret

til familieaften. Alle aktiviteter i

Kirken må vige, så familien kan være

sammen.

Som en naturlig følge blev missionering

genfæstet til åbenbaringerne

under titlen »Forkynd mit evangelium.«

Hvert år afløses mere end

25.000 missionærer for at vende hjem

til 148 lande, efter at de har brugt to

år med at lære om lærdommene, og

hvordan man underviser ved Ånden

og at bære deres vidnesbyrd.

Principperne om præstedømmets

ledelse er blevet gjort tydeligere.

Præstedømmekvorummernes rolle –

de aronske og de melkisedekske – er

blevet fremhævet. Altid, overalt, er

der ledere, som har nøglerne – biskopper

og præsidenter – til at give

vejledning, at afklare misforståelser

samt opfange og korrigere falske

lærdomme.

Læseplanen for voksne i præstedømmet

og Hjælpeforeningen er lagt

an på Kirkens præsidenters lærdomme.

Kirkens tidsskrifter har fået nyt

udseende og bliver nu udgivet på 50

sprog.

En imponerende æra af tempelbyggeri

er i gang med 122 templer,

som er blevet åbnet for udførelse af

ordinancer, og yderligere to blev

bekendtgjort i går.

Genealogi fik navneforandring til

slægtshistorie. Trofaste medlemmer

bliver hjulpet af den nyeste teknologi

med at forberede og medbringe

navne til templet.

Disse ting vidner alle om fortsat

åbenbaring. Der er meget andet, som

er alt for talrigt til at gå i detaljer med.

Der er i Kirken en central kerne af

kraft, der går dybere end programmer

eller møder eller foreninger. Den

ændrer sig ikke. Den kan ikke nedbrydes.

Den er konstant og sikker. Den

viger eller falmer aldrig.

Selv om Kirken bor i kirkebygninger,

så lever den i hjertet og sjælen

hos hver eneste sidste dages hellig.

Overalt i verden trækker ydmyge

medlemmer på inspiration fra skrifterne

til at vejlede dem i livet, selv om

de ikke fuldt ud forstår, at de har fundet

den »kostbare perle« (Matt 13:46),

hvorom Herren talte til sine disciple.

Da Emma Smith, profeten Josephs

hustru, samlede salmerne til den første

salmebog, medtog hun »Led os, o

du vor Jehova«, som faktisk er en bøn:

Når så jorden ryster, skælver,

byd vor frygt at vorde djærv.

Og når dom tilintetgører,

hold os fri på Zions bjerg.« 8

Hver eneste sjæl, som villigt knytter

sig til Jesu Kristi Kirke af Sidste

Dages Hellige og søger at leve efter

dens principper og ordinancer, står

»på Zions bjerg.«

Hver eneste kan modtage forvisning,

som kommer ved inspiration og

vidner om, at Jesus er Kristus, Guds

Søn, at Jesu Kristi Kirke af Sidste

Dages Hellige er netop det, som han

erklærede, at den var: »Den eneste

sande og levende kirke på hele jordens

overflade« (L&P 1:30). I Jesu

Kristi navn. Amen. ■

NOTER

1. Se også Åb 5:9, 14:6; 1 Nephi 19:7; Mosiah

3:13, 20; 15:28; 16:1; Alma 9:20; 37:4; L&P

10:51; 77:8, 11; 133:37.

2. I David Daniells introduktion til Tyndales

Nye Testamente, oversat af William Tyndale

(1989), s. viii.

3. I David Daniells introduktion til Tyndales

Nye Testamente, s. ix.

4. Se John Foxe, Foxe’s Book of Martyrs, red.

G. A. Williamson (1965), s. 18–20.

5. I Edward Stevenson, Reminiscences of

Joseph, the Prophet, and the Coming Forth

of the Book of Mormon (1893), s. 6.

6. Se »Familien: En proklamation til verden«,

Liahona, okt. 2004, s. 49.

7. »Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd«,

Liahona, april 2000, s. 2.

8. Salmer og sange, nr. 36.

LIAHONA NOVEMBER 2005 73


Et mønster for alle

ÆLDSTE MERRILL J. BATEMAN

De Halvfjerds’ Præsidium

Jesu Kristi genoprettede evangelium er et mønster for alle ...

Det er godt nyt – Herren Jesu Kristi tidløse lærdom og

forsonende magt.

For nylig ytrede en deltager i en

radioudsendelse tvivl om

Kirkens internationale appel, i

betragtning af, at Kirken opstod i New

York, har hovedkontor i Utah, og at

Mormons Bog omhandler historien

om USA’s fordums folkeslag. Mens jeg

tænkte på venner i Asien, Afrika,

Europa og andre dele af verden, blev

det tydeligt, at debattøren ikke forstod

det gengivne evangeliums universelle

natur eller den altomfattende

kraft i dets ordinancer, pagter og velsignelser.

Den verdensomspændende

betydning af profeten Joseph Smiths

første syn og Mormons Bog kan ikke

måles på beliggenheden, men på

budskabet om menneskets forhold

til Gud, Faderens kærlighed til

sine børn og det guddommelige

potentiale, der ligger i hvert levende

menneske.

Det profetiske kald har gennem

alle tider lydt: »Kom til Kristus og bliv

fuldkommen i ham« (Moroni 10:32, se

også Matt 5:48; Joh 10:10, 14:6), at

frelse er gennem Faderens Enbårne

Søn (se Joh 1:14, 18; L&P 29:42).

Kaldet er universelt og henvender sig

til alle Guds børn, hvad enten de er

afrikanere, asiater, europæere eller

af anden nationalitet. Som apostlen

Paulus sagde til athenerne: »Når vi nu

er af Guds slægt« (ApG 17:29).

Faderens plan for vores tilværelse,

med det centrale fokus på

Kristi forsoning, var forberedt før

verden blev grundlagt (se Abraham

3:22-28, Alma 13:3). Det blev tilkendegivet

for Adam og Eva, og de blev

befalet at undervise deres børn (se

Moses 5:6-12). Med tiden forkastede

Adams efterkommere evangeliet,

men det blev gengivet gennem Noa

og senere igen gennem Abraham (se

2 Mos 6:2-4, Gal 3:6-9). Evangeliet

blev tilbudt israelitterne på Moses’

tid. Men en hårdere læremester

var påkrævet for at bringe dem til

Kristus trods århundredes frafald

(se 2 Mos 19:5-6, L&P 84: 19-24).

Evangeliets fylde blev endeligt gengivet

til Israel i tidernes midte af

Frelseren selv.

Et af de mest beskrivende steder i

skriften om denne rækkefølge med

frafald og genoprettelse er Jesu lignelse

om de onde vinbønder (se Mark

12:1-10). I denne lignelse minder

Jesus folket om, at mange profeter er

blevet sendt gennem årene for at

oprejse retfærdige nationer. Derpå

siger han, at budbringerne blev afvist

gang på gang. Nogen blev slået og

sendt tomhændede bort. Andre blev

dræbt. Og profeterende om sin egen

tjenestegerning, sagde Jesus til sine

tilhørere, at Faderen besluttede at

sende en – »sin elskede søn« (JST,

Mark 12:17), og sagde: »De vil undse

sig for min søn« (Matt 21:37).

Jesus, som kendte sin egen skæbne,

sagde videre:

»Men disse vinbønder sagde ... Det

er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel,

og arven er vores.

Og de greb ham og slog ham ihjel,

og de smed ham ud af vingården«

(Mark 12:7-8).

Efter Frelserens og hans apostles

død blev læresætninger og ordinancer

ændret, og frafald satte igen ind.

Denne åndeligt mørke tid varede i

århundreder før stråler af lys igen

trængte igennem til jorden. Apostlen

Peter kendte til dette frafald og profeterede

efter Frelserens himmelfart, at

Herren ikke ville vende tilbage i sit

andet komme før »alle tings genoprettelse«

(se ApG 3:19-21). Apostlen

Paulus profeterede også om en tid,

hvor medlemmerne ikke ville »finde

sig i den sunde lære« (2 Tim 4:3-4)

og at »frafald« (2 Thes 2:2-3) ville gå

forud for Kristi andet komme. Han

henviste også til »alle tings genoprettelse«

og sagde, at Frelseren i tidernes

fyldes uddeling ville »sammenfatte alt

i Kristus« (Ef 1:10).

Herren ledte genoprettelsen af

evangeliet gennem profeten Joseph

Smith. »Alle tings genoprettelse«

begyndte i den hellige lund, da

Faderen og Sønnen viste sig for

Joseph Smith. Ved syn lærte Joseph

om Guds natur – at Faderen og

74


Sønnen er adskilte, ophøjede væsener

med legemer af kød og ben.

Ved begyndelsen af de fleste

uddelinger gives en bog til den nyligt

kaldede profet. Moses modtog tavler

(se 2 Mos 31:18). Lehi fik en bog, så

han kunne læse om Jerusalems ødelæggelse

(se 1 Nephi 1:11-14).

Ezekiel fik en »bogrulle« (Ez 2:9-10),

som indeholdt Herrens budskab til

Judas hus i hans dage. Johannes

Åbenbareren blev på øen Patmos vist

en bog med syv segl (se Åb 5, L&P

77:6). Er det så noget under, at

Herren ville frembringe en bog, som

indeholder evangeliets fylde, som en

del af »alle tings genoprettelse«

Mormons Bog har kraft til at drage

alle mænd og kvinder til Kristus.

Dens henvisninger til Frelserens forsoning

er de klareste, der findes,

hvad angår dets formål og kraft.

Helligånden har hvisket i min sjæl,

at Joseph så Faderen og Sønnen i den

hellige lund, og at Mormons Bog er

sand. Jeg er taknemmelig for den yderligere

viden vedrørende Frelserens

forsoning, som Mormons Bog indeholder.

Én af Frelserens titler er Faderens

enbårne Søn. I Johannesevangeliet

siger apostlen Johannes fx, at han så

Herrens majestæt og herlighed på

Forklarelsens bjerg, og at hans herlighed

var den, »som den Enbårne har

den fra Faderen« (Joh 1:14; se også

vers 18). Mormons Bog anvender ligeledes

denne titel mange gange.

I modsætning til andre dødelige,

som arver dødelighed fra begge forældre,

blev Jesus født af en dødelig

moder men en udødelig Fader.

Dødeligheden, som han fik fra Maria

betød, at han kunne dø, men arven fra

hans Fader gav ham udødelighed, hvilket

betød, at døden blev en frivillig

handling. Som Jesus sagde til jøderne:

»For ligesom Faderen har liv i sig selv,

således har han også givet Sønnen at

have liv i sig selv« (Joh 5:26).

Ved en anden lejlighed sagde han:

»Derfor elsker Faderen mig, fordi

jeg sætter mit liv til for at få det tilbage.

Ingen tager det fra mig, men jeg

sætter det til af mig selv. Jeg har

magt til at sætte det til, og jeg har

magt til at få det tilbage. Og det

har min fader påbudt mig at gøre«

(Joh 10:17-18).

Den udødelige natur, som Jesus

modtog af sin Fader, gav ham magt til

at udføre forsoningen og lide for alles

synder. Profeten Alma i Mormons Bog

lærer os, at ikke alene tog Jesus vore

synder på sig men led også vore smerter,

sorg og fristelser. Alma forklarede

også, at Jesus tog vore sygdomme,

død og skrøbeligheder på sig. (Se

Alma 7:11-13). Dette gjorde han,

sagde Alma, for, at »hans hjerte kan

fyldes med barmhjertighed efter

kødet, så han ... kan vide, hvorledes

han kan hjælpe sit folk« (Alma 7:12).

Profeten Abinadi siger desuden, »at

når hans sjæl gøres til et skyldoffer,

skal han se sit afkom« (Mosiah 15:10).

Abinadi siger så, at Frelserens afkom

er profeterne og dem, som følger

dem. For mange år siden tænkte jeg

på Frelserens oplevelse i Getsemane

have og på korset som steder, hvor en

stor masse af synd blev hældt på ham.

Ved hjælp af Almas, Abinadis, Esajas’

og andre profeters ord er mit syn dog

ændret. I stedet for en upersonlig

masse af synd forestiller jeg mig en

lang række mennesker, da Jesus led

for »vore skrøbeligheder« (Hebr 4:15),

LIAHONA NOVEMBER 2005 75


påtog sig »vore sygdomme ... [bar]

vore lidelser ... [og blev) knust for

vore synder« (Es 53:4-5).

Forsoningen var en fortrolig, personlig

oplevelse, hvorved Jesus lærte,

hvordan han kunne hjælpe hver

enkel af os.

Den Kostelige Perle lærer os, at

Moses blev vist jordens indbyggere,

som var »utallige som sandet ved

havets bred« (Moses 1:28). Hvis

Moses skuede enhver sjæl, så giver

det mening, at universets skaber har

magten til kende hver af os personligt.

Han kendte til dine og mine svagheder.

Han oplevede dine smerter og

lidelser. Han oplevede mine. Jeg vidner

om, at han kender os. Han forstår

den måde, vi møder vore fristelser på.

Han kender vore svagheder. Mere end

det, mere end bare at kende os, så

ved han, hvordan han kan hjælpe os,

hvis vi kommer til ham i tro. Det er

derfor, at en ung latinamerikansk

kvinde pludselig indså, at hun var

mere end en prik i universet, da

Helligånden vidnede om genoprettelsen

for hende. Hun mærkede Guds

kærlighed, at hun var hans datter og

indså, at han kendte hende. Det forklarer

også, hvorfor Frelsesplanen

forekom bekendt for min japanske

ven, da missionærerne underviste

ham, og Helligånden bekræftede hans

formål og muligheder på jorden.

Jeg vidner om, at Jesu Kristi genoprettede

evangelium er et mønster

for alle. Det er ikke stedet for begivenhederne,

der er vigtigt, det er den

gode nyhed – Herren Jesu Kristi tidløse

lærdomme og forsonende kraft.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at han

lever, at han er Kristus. Jeg vidner om,

at evangeliet, som blev gengivet gennem

profeten Joseph Smith er, hvad

Peter omtaler som »alle tings genoprettelse«.

Jeg bærer vidnesbyrd om,

at præsident Gordon B. Hinckley er

Herrens profet i dag. I Jesu Kristi

navn. Amen. ■

Thi min sjæl fryder

sig over skrifterne

CHERYL C. LANT

Primarys hovedpræsidentinde

Der er på ingen måde noget vigtigtigere, som vi kan gøre for

vores familie, end at styrke dem i skrifterne.

Vores elskede profet har for nylig

bedt os læse Mormons Bog

inden udgangen af året. Efter

jeg har taget imod opfordringen, har

jeg opdaget nye og spændende ting i

denne bog, selvom jeg har læst den

mange gange før. For eksempel genopdagede

jeg 2 Nephi 4:15, som

lyder: »Thi min sjæl fryder sig over

skrifterne, og mit hjerte overvejer

dem, og jeg nedskriver dem til mine

børns lærdom og nytte.«

Dette skriftsted lærer os, hvordan

vi skal læse Mormons Bog. Det nævner

tre vigtige ting.

For det første: »Min sjæl fryder sig.«

Jeg elsker denne vending! Jeg har

tænkt på at hungre og tørste efter

viden, når jeg læste i skrifterne, men at

fryde sig over dem er noget andet. Jeg

oplever, at det, jeg får ud af skrifterne,

afhænger af, hvad jeg selv har med

mig. Hver gang jeg læser i dem, medbringer

jeg på en måde en ny person

med nye øjne til oplevelsen. Det stadie,

jeg befinder mig på i mit liv, og

min indstilling har indflydelse på, hvad

jeg får ud af det. Jeg elsker skrifterne.

Jeg værdsætter de sandheder, jeg

finder, når jeg læser dem. Glæde fylder

mit hjerte, når jeg modtager opmuntring,

trøst, styrke og svar på mine

behov. Livet ser lysere ud, og vejen

fremad åbnes for mig. Jeg får bekræftet

min himmelske Faders kærlighed

og omsorg for mig, hver gang jeg

læser. Dette er absolut en fryd for mig.

Som en lille dreng i en solstråleklasse

sagde det: »Jeg er glad for skrifterne!«

For det andet: »Mit hjerte overvejer

dem.« Hvor jeg elsker at bære skrifterne

i mit hjerte! Ånden af det, jeg

har læst, hviler dér og bringer mig

fred og trøst. Den viden, jeg har

opnået, giver mig vejledning og retning.

Jeg har den tillidsfuldhed, der

kommer af lydighed.

Nogle gange har jeg den luksus at

fordybe mig i skrifterne. Nogle gange

læser jeg dem i små bidder. Men det

synes ikke at betyde noget, hvor eller

hvornår jeg læser skrifterne, jeg kan

76


stadig bære dem i mit hjerte. Jeg har

opdaget, at jeg ved at læse i dem om

morgenen er i stand til at have Åndens

indflydelse hos mig hele dagen. Når

jeg læser i dem midt på dagen, er det

normalt, fordi jeg har haft behov for at

finde svar og vejledning, der kan

påvirke mine beslutninger og handlinger.

Når jeg læser i dem om aftenen,

dvæler det dejlige, trøstende budskab

fra Herren i min underbevidsthed,

mens jeg hviler. Mange gange vågner

jeg om natten med idéer eller tanker,

der stammer fra de ord, jeg læste, lige

før jeg faldt i søvn. Mine tanker kan gå

i mange retninger i løbet af dagen,

men mit hjerte omfavner Herrens ord,

som de findes i skrifterne, og »overvejer

dem.«

Ved dette har jeg lært, at som et

menneske tænker i sit hjerte, således

er han (se Ordsp 23:7; King Jamesudgaven).

Når jeg overvejer skrifterne,

sker der noget med mig. Jeg får

et stærkere ønske om at leve tæt på

min himmelske Fader. Jeg længes

efter at tjene ham. Jeg ønsker at efterleve

de principper, som jeg lærer om i

skrifterne, og når jeg gør det, vil mit

hjerte nedskrive »dem til mine børns

lærdom og nytte.«

Jeg nedskriver selvfølgelig ikke

skrifter som Nephi gjorde det, men

når jeg læser i skrifterne og efterlever

de principper, jeg lærer om der, bliver

disse skrifter nedskrevet i mit liv.

De styrer mine handlinger og er skrevet

der, så mine børn kan se dem og

følge dem. Jeg kan opbygge en arv,

en tradition for retfærdig levevis,

baseret på principperne, jeg har lært

fra skrifterne.

I L&P 93:39-40 står der: »Men den

onde kommer og borttager lyset og

sandheden fra menneskenes børn

på grund af ulydighed og fædrenes

traditioner.

Men jeg har befalet jer at opdrage

jeres børn i lys og sandhed.«

Ved at læse i skrifterne, forsikres

jeg om, at jeg vil kende »lyset og

sandheden«, der vil velsigne mig og

min familie. Når jeg ved, hvad jeg skal

gøre, kan jeg arbejde på at tilpasse

mine handlinger – mine »traditioner«

– i forhold til dét, jeg ved. Så vil mit

eksempel ikke føre mine børn på

afveje, men i stedet føre dem til

skrifterne og til sandheden, som

findes dér.

Jeg elsker den primarysang, der

lyder:

Søg, tænk og bed,

det er et af Herrens bud.

For dybt i mit hjerte Ånden si’r,

at skriften kommer fra Gud. 1

Jeg oplever, at når jeg beder om

ikke blot at få et vidnesbyrd om, at

skrifterne er sande, men også om at

have Ånden hos mig, når jeg læser, så

øges min følsomhed, og jeg ser meget

tydeligere. Jeg kan se, hvor jeg er i mit

liv, og hvor min himmelske Fader

ønsker, at jeg skal være. Jeg forstår

sandhedens principper, og jeg kan se,

hvordan jeg kan foretage de nødvendige

ændringer i mit liv. Jeg kan være

forvisset om, at Herren vil hjælpe og

styrke mig til at udføre opgaven.

Således er skrifterne blevet nedskrevet

i mit liv.

Når vi læser i skrifterne, hører vi

Frelserens stemme. Han er ikke fraværende

i vores liv. Han er aktiv og nærværende

i versene i disse hellige

bøger. Vores profet har bedt os om at

komme Frelseren nærmere ved at

læse i Mormons Bog.

Og hvad med vore børn Hvor velsignet

er ikke det barn, hvis forældre

bygger deres liv på skrifternes lærdomme!

Vi kan på ingen måde gøre

LIAHONA NOVEMBER 2005 77


noget vigtigtigere for vores familie

end at styrke dem med skrifterne.

Forældre, kald jeres familie sammen

for at læse i skrifterne, og gør en indsats

for at gøre det muligt i jeres travle

familiekalender. Børn, kom hurtigt og

med glæde, når I bliver kaldt på for at

læse i skrifterne.

Præsident Gordon B. Hinckley

kom med en opfordring til os, men

han gav os også løfter, hvis vi vælger

at sige ja. Han lovede os: »I vil have

Herrens ånd i jeres hjem i større

målestok. Jeres beslutning om at være

lydige mod hans bud vil forstærkes,

og I vil få et større vidnesbyrd om, at

Guds Søn er en levende virkelighed.« 2

En af mine døtre, som er på et

vidunderligt stadie af sit liv, hvor hendes

største velsignelser er hendes

største udfordringer (hun har tre små

børn!), sagde til mig: »Mor, jeg gør

det. Jeg læser Mormons Bog. Og jeg

klynger mig til de vidunderlige løfter.

De er præcis, hvad jeg har brug for i

mit liv lige nu.«

Er disse velsignelser, hvad I har

brug for i jeres liv De er vores, hvis

vi blot tager imod dem. Lad os som

enkeltpersoner love at følge profeten.

Lad os som familie gøre krav på vore

velsignelser. Præsident Hinckley, vi

elsker dig, vi har hørt din stemme,

og vi vil følge dig.

Må jeg bære mit vidnesbyrd om,

at jeg ved, at vor himmelske Fader

elsker os. Jeg ved, at Jesus Kristus er

vor Frelser. Jeg ved, at skrifterne er

sande. De er Guds ord. Jeg ved, at

præsident Gordon B. Hinckley er

vores profet i dag. Jeg ved, at når

vi følger ham, vil vi modtage store

velsignelser fra vor himmelske

Fader. Jeg er så taknemmelig for

dette vidnesbyrd. I Jesu Kristi navn.

Amen. ■

NOTER

1. »Søg, tænk og bed«, Børnenes Sangbog,

s. 66.

2. »Et levende og ægte vidnesbyrd«, Liahona,

aug. 2005, s. 6.

Sandheden

gengivet

ÆLDSTE RICHARD G. SCOTT

De Tolv Apostles Kvorum

Faderens plan for frelse og lykke ... vil ... hjælpe dig med at

overvinde enhver udfordring i livet.

Overalt omkring os ser vi i hele

verden et voksende ønske om

åndelig vejledning som resultat

af tiltagende natur- og menneskeskabte

katastrofer. Længslen efter

åndelig vejledning er en konsekvens

af, at vi er børn af en guddommelig

himmelsk Fader. Det er forståeligt, at

vi, når vi står over for vanskeligheder,

vender os til vor Skaber for at få hjælp.

Vor kærlige himmelske Fader vidste, at

forværrede tilstande i verden, svære

personlige udfordringer og katastrofer,

ville få hans børn til at søge hans

åndelige næring. Udfordringen består

i, hvordan man passende finder den.

Vi boede hos Gud vor hellige Fader

og hans elskede Søn Jesus Kristus i en

før-jordisk tilværelse. Der fik vi en

forståelse af Faderens frelsesplan

samt løftet om at få hjælp, når vi

blev født som dødelige på jorden.

Hovedformålet med livet blev forklaret.

Vi fik fortalt:

»... vi vil danne en jord, hvorpå

disse kan bo.

Og vi vil prøve dem hermed for at

se, om de vil gøre alt, hvad Herren,

deres Gud, vil befale dem.

Og de, der består deres første prøvestand

[hvilket er at være lydige i

den før-jordiske tilværelse], skal gives

mere ... og de, der består deres anden

prøvestand [hvilket er at være lydige i

jordelivet] skal tildeles herlighed over

deres hoveder i al evighed.« 1

Disse ord udtrykker det mest

grundlæggende formål med dit liv på

jorden. Det formål er at vise, at du er

lydig mod Herrens bud og derved

vokser i forståelse, dygtighed og

enhver værdig færdighed. Det er at

modtage enhver krævet ordinance og

indgå og holde enhver nødvendig

pagt. Det er at skabe og tage sig af en

familie. Den oplevelse inkluderer at

have perioder med prøvelser og lykke

med det formål at vende tilbage i triumf

efter at have bestået jordelivets

udfordringer og muligheder og modtage

de herlige velsignelser, der er

lovet for en sådan lydighed.

78


For at denne tid på jorden med

prøver og udvikling kunne give os de

største fordele, blev du undervist og

forberedt på de forhold, som du personligt

ville møde i jordelivet. Vor

Faders plan for at lede dig gennem jordelivet

blev forklaret. Han ville blandt

de mest tapre, lydige åndelige børn

vælge profeter og andre bemyndigede

tjenere til at bære hans præstedømme,

til at blive undervist i hans sandhed og

blive ledt til at udbrede denne sandhed

blandt hans børn på jorden. Gud

ville give hvert barn handlefrihed, retten

til at vælge at følge hans råd eller

ignorere det. Alle ville blive opmuntret,

men ikke tvunget til at adlyde.

Du forstod, at selvom du kunne vælge

din vej på jorden, kunne du ikke

bestemme udfaldet af dine valg. Det

ville blive bestemt af en evig lov.

Hvis nogen levede således, at de

kvalificerede sig til de største, lovede

velsignelser, men af grunde, som de

ikke selv kontrollerede, ikke var i

stand til at opnå dem på jorden, ville

der blive en kompenserende mulighed

efter jordelivet. Din erindring om

et før-jordisk liv ville blive holdt tilbage

fra dig for at sikre, at det ville

være en gyldig prøve, men der ville

være vejledning til at vise dig, hvordan

du skulle leve. Vor Faders frelsesplan i

dette liv med muligheden for at

vende tilbage til ham ville blive kaldt

Jesu Kristi evangelium.

Fra før denne jord blev skabt, var

der et oprør mod vor Faders plan,

som blev anstiftet af en strålende,

men ond ånd, som vi kender som

Lucifer eller Satan. Han foreslog en

ændring af betingelserne. Hans argumentation

var så overbevisende, at en

tredjedel af Faderens åndelige børn

fulgte Satan og blev kastet ud. De mistede

den ekstraordinære mulighed

for at vokse og den afgørende fordel

ved at få et jordisk legeme.

Vor hellige Fader, der kender hver

enkelt af sine børn til fuldkommenhed,

forstod, at mange i tidens løb ville

blive fristet til at blive verdslige og forkaste

hans profeters vidnesbyrd og

lærdomme. Åndeligt mørke ville

erstatte sandhedens lys, en tilstand,

der kaldes frafald. Tidsrummet, fra

gengivelsen af sandhed til den gik tabt

på grund af synd, ville blive kaldt en

uddeling. Profet efter profet ville blive

valgt i en række uddelinger for at

bevare sandheden på jorden til de

trofaste på trods af, at mange ville fordreje

eller afvise den.

Du lærte, at Kristi lys vil give denne

vejledning. Det giver alle ting lys og

liv. Det tilskynder alle mennesker i

verden til at skelne mellem sandhed

og vildfarelse og mellem rigtigt og forkert.

Kristi lys er ikke en person. Det

er en kraft og indflydelse, som kommer

fra Gud, vor Fader gennem hans

Søn, Jesus Kristus, og når den følges,

kan den lede en person til at kvalificere

sig til Helligåndens mere afgørende

vejledning og inspiration.

Du fik fortalt, at overtrædelse ville

svække Helligåndens indflydelse,

men den kunne blive genoprettet ved

passende omvendelse. Du glædede

dig over at vide, at de lydige, der

modtog de rette ordinancer med de

nødvendige pagter og forblev trofaste,

ville arve celestial herlighed og leve i

Faderens og hans Søns nærhed

gennem evighederne.

Hvordan kender vi til disse sandheder

Hvordan kan man bekræfte deres

gyldighed Rundt omkring dig ser du

stor forvirring angående Guds natur,

hans lærdomme og formålet med

livet. Hvordan leder Gud vor himmelske

Fader så sine børn på jorden

Hvordan kommunikerer han sandhed

og sin vilje således, at trofaste, troende

børn kan træffe de rette valg og

modtage de velsignelser, som vor

himmelske Fader ønsker, at de skal

have Det vil jeg forklare.

Fra jordens grundlæggelse har Gud

vor Fader til stadighed fulgt sin plan,

som jeg lige har beskrevet. Adam

arbejdede for at fortælle om vor

Faders plan til sine børn og efterkommere.

Mange troede og blev velsignet.

Men mange valgte at bruge deres

gudgivne gave handlefrihed til at

LIAHONA NOVEMBER 2005 79


80

afvise hans lærdomme og hans evangelium.

De ulydige afviste sandheden,

fordrejede lærdommene og ordinancerne

og fjernede sig fra Gud. Med

tiden blev sandhedens lys erstattet af

åndeligt mørke, og præstedømmet og

den sande kirke gik tabt blandt folket.

Profeter som Enok, Noa, Abraham

og Moses genoprettede sandheden i

deres uddeling, men med tiden blev

deres anstrengelser afvist af de fleste.

I tidernes midte blev Guds elskede

Søn, Jesus Kristus, født på jorden.

Han gengav sandheden og tjente med

kærlighed og medfølelse. Han grundlagde

atter sin kirke på jorden med

apostle og profeter. Han opfyldte med

intense lidelser den opgave, som han

havde fået af sin hellige Fader om at

blive vor Frelser og Forløser. Han lod

sig korsfæste. Han opstod og overvandt

den fysiske død. Hans uendelige

sonoffer er en guddommelig

gave, der giver den, der omvender

sig, mulighed for at få sine synder tilgivet

og kvalificere sig til evigt liv. Men

selv Guds Søn blev afvist af alle med

undtagelse af nogle få. Hans apostle

og medlemmerne af Kirken blev forfulgt,

og mange blev dræbt. Jorden

sank ned i en lang og frygtelig

periode med stort åndeligt mørke.

Skrifterne fortæller, at Gud

Faderens røst gennem historien er

blevet hørt ved begivenheder af

exceptionel betydning. Jesus Kristus

har gentagne gange vist sig personligt

for udvalgte mennesker. Men der er

kun ét guddommeligt, enestående tilfælde,

som vi kender til, hvor Gud

Faderen personligt har vist sig. Det

gjorde han sammen med sin dyrebare,

hellige Søn, Jesus Kristus, for en

person. Den person var den unge

Joseph Smith jun., en ekstraordinær

ånd, der var forberedt før jordens

grundlæggelse. Han ville blive den

største profet, der var blevet sendt

til jorden. Snart skulle præstedømmets

myndighed, den fuldstændige

genoprettelse af Kirken, der var

grundlagt af Frelseren, samt yderligere

hellig skrift, som der var behov

for i vor tid, komme ved fortsat åbenbaring

fra Frelseren.

Vor godgørende Fader kom fra sine

umådelige skabelser til denne jord

for at tydeliggøre sandheden, for at

sprede det åndelige mørkes tætte

skyer, for at fastlægge sin sande identitet,

for at genoprette sandhedens

fylde og for at tilvejebringe den

eneste måde at opnå sikker, åndelig

vejledning. Denne enestående genoprettelse

begyndte med Faderens

enkle sætning: »Denne er min elskede

Søn. Hør ham!« 2 Derpå fulgte en genoprettelse

af sandheden, præstedømmet,

hellige ordinancer og den sande

kirke – sammen med Faderens plan

for frelse og lykke. Når den plan bliver

efterlevet, vil den hjælpe dig med at

overvinde enhver udfordring i livet.

Den vil gennem tro og lydighed

hjælpe dig med at kvalificere dig til at

få den guddommelige, åndelige vejledning,

som du har brug for. Den

støtte vil give dig styrke til at leve,

som du ved, at du bør leve lige meget,

uanset hvordan verdens forhold

forfalder.

Hvilken anledning var så overvældende

vigtig, at den berettigede til

dette besøg af Gud Faderen, som er

uden fortilfælde. Det var at igangsætte

»tidernes fyldes uddeling«, som var

blevet forudsagt af profeter i Det

Gamle og Nye Testamente. Tiden var

kommet for Faderen til at sammenfatte

alt i Kristus, 3 overdrage alle nøglerne

til riget og genoprette den

kundskab, der var blevet forkyndt

gennem tidligere uddelinger, 4 da han

etablerede evangeliets sidste uddeling

på denne jord.

Da Frelseren vidste, at det for

mange ville være svært at tro på, at en

sådan herlig genoprettelse havde fundet

sted, sørgede han for et håndgribeligt

vidne, der kunne stadfæste

sandheden af det, nemlig Mormons

Bog. Måden at bekræfte virkeligheden

af genoprettelsen på er beskrevet på

dets sider. Gennem Joseph Smith sørgede

han også for yderligere, forklarende

skrifter, der var nødvendige i

vor tid, i Lære og Pagter og Den

Kostelige Perle. Det er ikke underligt,

at så meget af Joseph Smiths tjenestegerning

er fokuseret på Frelseren,

hans forsoning og lærdomme.

Mens dette værdifulde, livsvigtige

budskab er blevet forkyndt over hele

verden, har Satan arbejdet effektivt på

at få folk til at ignorere det eller søge

det de forkerte steder.. Størstedelen

af vor Faders børn har ikke blot glemt

deres himmelske Fader og formålet

med det jordiske liv, men de tænker

næsten aldrig på ham eller overvejer

heller ikke, hvorfor de er her på jorden.

De er blevet forført til at lade sig

opsluge af det trivielle, der leder dem

bort fra det afgørende. Begå ikke den

fejltagelse!

Som Jesu Kristi tjener vidner jeg

om, at det, jeg har beskrevet, er sandt.

Det er ikke nok at have en vag forståelse

af sandheden eller af, at Faderen

og hans Søn, vor Frelser, lever. Vi må

alle kende dem, som de virkelig er.


Du må føle, hvor meget de elsker dig.

Du må stole på, at når du bestandigt

efterlever sandheden, så godt du kan,

så vil de hjælpe dig til at forstå formålet

med dit liv her på jorden og styrke

dig til at kvalificere dig til de lovede

velsignelser. At være lydig mod Guds

befalinger kræver en forståelse af

dem. Det er nødvendigt at tro på

dem. Den forståelse kommer bedst

ved personligt studium af lærdommene.

Det er en af grundene til, at

præsident Hinckley og hans rådgivere

i juli i år indbød alle medlemmer til at

læse Mormons Bog inden slutningen

af året. De lovede: »De, der læser

Mormons Bog, bliver velsignet med et

større mål af Herrens Ånd, et stærkere

ønske om at adlyde hans befalinger

og et stærkere vidnesbyrd om, at

Guds Søn virkelig lever.« 5 Jeg har selv i

mit liv afprøvet dette løfte og har fået

bekræftet dets sandhed. Hvis du samvittighedsfuldt

har fulgt dette råd, ved

du, hvad jeg mener. Hvis du ikke er

begyndt, er der stadig mulighed for at

få dit liv beriget ved at læse siderne i

Mormons Bog. Prøv det.

Som Herren Jesu Kristi apostel

vidner jeg højtideligt om, at Gud,

vor Fader, og Jesus Kristus gennem

Joseph Smith udvirkede genoprettelsen,

som jeg har beskrevet, at sandhedens

strålende lys og Jesu Kristi

Kirke atter er på jorden, at Gud

Faderens og hans Søns sande natur

atter er blevet åbenbaret, og at den

rette måde at modtage åndelig vejledning

på er blevet tydeliggjort. Jeg vidner

om, at Guds frelsesplan er gjort

tilgængelig for alle, der ærligt vil søge

den. Tag den til dig. Efterlev den for

din freds og lykkes skyld. I Jesu Kristi

navn. Amen. ■

NOTER

1. Abraham 3:24-26.

2. JS-H 1:17.

3. Ef 1:10.

4. Se L&P 128:18-21.

5. Se brev fra Det Første Præsidentskab,

25. juli 2005.

Tilgivelse

PRÆSIDENT GORDON B. HINCKLEY

På en eller anden måde udvirker tilgivelse, sammen med

kærlighed og tolerance, mirakler, der ikke kan ske på

nogen anden måde.

Mine kære brødre og søstre,

jeg takker min Fader i himlen

for, at han har forlænget mit

liv, så jeg kan være en del af disse

udfordrende tider. Jeg takker ham for

muligheden for at tjene. Mit eneste

ønske er at gøre alt, hvad jeg kan, for

at fremme Herrens værk, ved at tjene

hans trofaste folk og ved at leve i fred

med mine medmennesker.

Jeg rejste for nylig verden rundt,

mere end 40.000 km, og besøgte

Alaska, Rusland, Korea, Taiwan, Hong

Kong, Indien, Kenya og Nigeria, og det

sidste sted indviede vi et nyt tempel.

Derefter indviede vi templet i Newport

Beach i Californien. Jeg har lige været i

Samoa for at indvie endnu et tempel,

16.000 km mere. Jeg holder ikke af at

rejse, men det er mit ønske at komme

ud blandt vore medlemmer for at vise

påskønnelse og give opmuntring og at

bære vidnesbyrd om guddommeligheden

af Herrens værk.

Jeg tænker ofte på et digt, jeg læste

for længe siden. Det lyder således:

Lad mig bo i et hus langs den vej,

hvor mennesker hver dag haster

forbi -

alle folk og typer med stor ståhej,

så gode og onde som dig og mig.

Håne dem ville jeg aldrig, nej,

ej heller kynisk forbande dem -

lad mig bo i et hus langs den vej,

og lad mig blot være menneskets ven

(Sam Walter Foss, »The House by the

Side of the Road«, i James Dalton

Morrison, red., Masterpieces of

Religious Verse, 1948, s. 422).

Sådan har jeg det.

Alder gør noget ved en mand. Det

er som om, den gør ham mere

opmærksom på behovet for venlighed

og godhed og overbærenhed.

Han håber og beder til, at mennesket

vil kunne leve sammen i fred uden

krig og stridigheder, skænderi og

konflikt. Han bliver i højere grad klar

over betydningen af Forløserens

store forsoning, over storheden af

hans offer, og han fyldes af taknemmelighed

for Guds Søn, som gav sit

liv, for at vi kan leve.

I dag vil jeg gerne tale om tilgivelse.

Jeg tror, det må være den største dyd

LIAHONA NOVEMBER 2005 81


82

på jorden og helt sikkert den mest

nødvendige. Der er så meget ondskab

og misbrug, intolerance og had. Der er

så stor brug for omvendelse og tilgivelse.

Det er det store princip, der

fremhæves i skrifterne, både gamle og

nutidige.

I hele den hellige skrift er der

ingen smukkere historie om tilgivelse

end den om den fortabte søn,

som står i det femtende kapitel i

Lukasevangeliet. Alle bør læse og

overveje den af og til.

»Og da [den fortabte søn] havde

sat det hele til, kom der en streng hungersnød

i landet, og han begyndte at

lide nød.

Han gik så hen og holdt til hos en

af landets borgere, som sendte ham

ud på sine marker for at passe svin,

og han ønskede kun at spise sig

mæt i de bønner, som svinene åd,

men ingen gav ham noget.

Da gik han i sig selv og tænkte:

Hvor mange daglejere hos min far har

ikke mad i overflod, og her er jeg ved

at sulte ihjel.

Jeg vil bryde op og gå til min far og

sige til ham: Far, jeg har syndet mod

himlen og mod dig.

Jeg fortjener ikke længere at kaldes

din søn; lad mig gå som en af dine

daglejere.

Så brød han op og kom til sin far.

Mens han endnu var langt borte, så

hans far ham, og han fik medynk med

ham og løb hen og faldt ham om halsen

og kyssede ham.

Sønnen sagde til ham: Far, jeg har

syndet mod himlen og mod dig. Jeg

fortjener ikke længere at kaldes din

søn« (Luk 15:14-21).

Og faderen bestemte, at en stor

fest skulle holdes, og da hans anden

søn beklagede sig, sagde han til ham:

»Men nu burde vi feste og være glade,

for din bror her var død, men er blevet

levende igen, han var fortabt, men

er blevet fundet« (v. 32).

Når der er sket en forseelse, og der

er anger, efterfulgt af tilgivelse, så er

overtræderen, der var fortabt, bogstaveligt

talt fundet, og han, der var død,

er blevet levende igen.

Hvor vidunderlige er ikke velsignelserne,

der kommer af barmhjertighed

og tilgivelse.

Marshallplanen efter 2. verdenskrig

var med gaven på millioner af dollars

med til at få Europa på fode igen.

I Japan så jeg efter samme krig

store stålværker, og jeg fik at vide, at

pengene dertil kom fra Amerika,

Japans tidligere fjende. Hvor meget

bedre er verden ikke stillet på grund

af en gavmild nations tilgivelse af sine

tidligere fjender.

I bjergprædikenen sagde Herren:

»I har hørt, at der er sagt: ›Øje for

øje og tand for tand.‹

Men jeg siger jer, at I ikke må sætte

jer til modværge mod den, der vil jer

noget ondt. Men slår nogen dig på din

højre kind, så vend også den anden til.

Og vil nogen ved rettens hjælp

tage din kjortel, så lad ham også få

kappen.

Og vil nogen tvinge dig til at følge

ham én mil, så gå to mil med ham.

Giv den, der beder dig; og vend

ikke ryggen til den, der vil låne af dig.

I har hørt, at der er sagt: ›Du skal

elske din næste og hade din fjende.‹

Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender

og bed for dem, der forfølger jer«

(Matt 5:38-44).

Det er meget stærke ord.

Tror I virkelig, at I kunne følge dette

påbud Det er Herrens egne ord, og

jeg synes, de gælder for os alle.


De skriftkyndige og farisæerne

førte en kvinde frem for Jesus, der var

blevet taget i utroskab, så de kunne

lede ham i en fælde.

»Men Jesus bøjede sig ned og gav

sig til at skrive på jorden med fingeren,

[som om han ikke hørte dem].

Da de blev ved med at spørge ham,

rettede han sig op og sagde til dem:

›Den af jer, der er uden synd, skal

kaste den første sten på hende.‹

Og han bøjede sig igen ned og

skrev på jorden.

Da de hørte det, gik de væk, én

efter én, de ældste først, og Jesus blev

alene tilbage med kvinden, som stod

foran ham.

Jesus rettede sig op og sagde til

hende: ›Kvinde, hvor blev de af Var

der ingen, der fordømte dig‹

Hun svarede: ›Nej, Herre, ingen.‹

Så sagde Jesus: ›Heller ikke jeg fordømmer

dig. Gå, og synd fra nu af

ikke mere‹« (Joh 8:6-11).

Herren belærte os om at efterlade

de nioghalvfems for at finde det fortabte

får, så tilgivelse og genoprettelse

kan opnås.

Esajas erklærede:

»Vask jer, rens jer! Fjern jeres onde

gerninger fra mine øjne; hold op med

at handle ondt;

lær at handle godt! Stræb efter ret,

hjælp den undertrykte, skaf den

faderløse ret, før enkens sag!

Kom, lad os gå i rette med hinanden,

siger Herren. Er jeres synder

som skarlagen, kan de blive hvide

som sne; er de røde som purpur, kan

de blive som uld« (Es 1:16-18).

Frelserens store, betingelsesløse

kærlighed blev udtrykt, da han, før

han led døden, udbrød: »Fader, tilgiv

dem, for de ved ikke, hvad de gør«

(Luk 23:34).

I vore dage har Herren sagt i en

åbenbaring:

»Derfor siger jeg jer, at I skal tilgive

hinanden; thi den, som ikke tilgiver

sin broder hans synder, står fordømt

for Herren; thi på ham hviler en

større synd.

Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil,

men af jer forlanges det, at I tilgiver

alle mennesker« (L&P 64:9-10).

Herren har givet et storslået løfte:

Han sagde: »Se, den, der omvender

sig fra sine synder, ham er de forladt,

og jeg, Herren, kommer dem ikke

mere i hu« (L&P 58:42).

Der er så mange i vore dage, der

ikke er villige til at tilgive og glemme.

Børn og kvinder græder, fordi fædre

og ægtemænd gang på gang nævner

små fejl, som i virkeligheden er ligegyldige.

Og der er også mange

kvinder, som gør noget stort ud af

hver eneste lille fornærmende ord

eller gerning.

For et stykke tid siden klippede jeg

en avisartikel ud af Desert Morning

News, skrevet af Jay Evensen. Med

hans tilladelse citerer jeg en del af

den. Han skrev:

»Hvordan ville dine følelser være

over for en teenager, der besluttede

sig til at kaste en 9 kg tung frossen

kalkun fra en hurtigkørende bil

direkte ind i forruden på den bil, du

kørte i Hvordan ville du have det

efter at have gennemgået en operation

på seks timer, hvor der måtte

bruges metalplader og andet udstyr

til at stykke dit ansigt sammen, og

så få at vide, at dit ansigt stadig

skal have flere års behandling, før

det bliver normalt igen – og at du

bør føle dig heldig, fordi du ikke

LIAHONA NOVEMBER 2005 83


84

døde eller pådrog dig en varig

hjerneskade

Og hvordan ville du have det, når

du fik at vide, at din overfaldsmand og

hans venner kun havde den kalkun,

fordi de havde stjålet et kreditkort og

var taget på en meningsløs indkøbstur,

bare for sjov ...

Det er den form for frygtelige forbrydelser,

der får politikere valgt til et

embede på løfter om en hård linje

over for kriminalitet. Det er den slags,

der får lovgivere til at stå på hovedet

af hinanden i kampen om at blive den

første med et lovforslag, der indfører

hårdere straffe for anvendelsen af

frosne fjerkræ i forbindelse med en

forbrydelse.

New York Times citerede den

offentlige anklager for at have sagt, at

det er den form for forbrydelse, hvor

ofrer føler, at ingen straf er hård nok.

›End ikke dødsstraf tilfredsstiller

dem,‹ sagde han.

Dette gjorde det, der skete, så

usædvanligt. Offeret, Victoria Ruvolo,

en 44-årig tidligere leder af et inkassokontor,

var mere interesseret i at

redde sin 19-årige overfaldsmand,

Ryan Cushings liv, end i at tage nogen

form for hævn. Hun plagede anklagerne

om oplysninger om ham, hans

liv, hvordan han voksede op osv.

Derefter insisterede hun på at tilbyde

ham delvist tiltalefrafald for tilståelse.

Cushing kunne afsone seks måneder i

fængslet med en efterfølgende prøvetid

på 5 år, hvis han erkendte sig skyldig

i vold.

Var han blevet dømt for særlig grov

vold – den anklage, der passede forbrydelsen

bedst – kunne han have

afsonet 25 års fængsel og til sidst blive

sendt tilbage til samfundet som en

midaldrende mand uden nogen færdigheder

eller fremtidsudsigter.

Men dette er kun den halve historie.

Resten af den, det, der skete den dag

alt dette udspillede sig i retssalen, er

den virkelig bemærkelsesværdige del.

Ifølge en redegørelse i New York

Post, banede Cushing sig forsigtigt og

prøvende vej til det sted, hvor Ruvolo

sad i retslokalet og hviskede grådkvalt

en undskyldning. ›Jeg er ked af det,

jeg gjorde imod dig.‹

Ruvolo rejste sig, og offeret og

hendes overfaldsmand omfavnede

grædende hinanden. Hun strøg ham

over håret og klappede ham på ryggen,

mens han græd, og vidner deriblandt

en journalist fra Times hørte

hende sige: ›Det er ok. Jeg ønsker

bare, at du får det bedste ud af dit liv,

som du kan.‹ Ifølge beretningerne

måtte hårdføre anklagere, og selv

journalister, kæmpe for at holde

tårerne tilbage« (»Forgiveness Has

Power to Change Future«, Deseret

Morning News, 21. aug. 2005, s. AA3).

Det er en vidunderlig historie, der

er endnu mere vidunderlig, fordi den

rent faktisk fandt sted i barske, gamle

New York. Hvem kan andet end at

beundre denne kvinde, som tilgav

den unge mand, som kunne have

slået hende ihjel

Jeg ved, at det er et vanskeligt og

følsomt emne, jeg taler om. Der er

hærdede forbrydere, som det kan

være nødvendigt at låse inde. Der er

ubeskrivelige forbrydelser, så som

overlagt drab og voldtægt, som retfærdiggør

hårde straffe. Men der er

nogle, som kunne reddes fra at tilbringe

lange, meningsløse år i fængsel

på grund af en tankeløs, dum handling.

På en eller anden måde udvirker

tilgivelse, sammen med kærlighed og

tolerance, mirakler, der ikke kan ske

på nogen anden måde.

Den store forsoning var den ypperste

tilgivelsesgerning. Storheden i

denne forsoning evner vi ikke fuldt

ud at forstå. Jeg ved kun, at det skete,

og at det skete for min og din skyld.

Lidelsen var så stor, smerten så

voldsom, at ingen af os kan fatte, at

Frelseren gav sig selv i løsesum for

hele menneskehedens synder.

Det er gennem ham, vi opnår tilgivelse.

Det er gennem ham, det sikre

løfte kommer om, at hele menneskeheden

skænkes frelsens velsignelser

med opstandelse fra de døde. Det er

gennem ham og hans store, altomfattende

offer, at vi, gennem lydighed,

tilbydes muligheden for ophøjelse

og evigt liv.

Må Gud hjælpe os til at blive som

små børn, der udviser større tålmodighed,

er mere tilgivende, mere villige

til at gå den ekstra mil, til at vise

omsorg og hjælpe dem, som har syndet,

men har båret de frugter, som

omvendelsen kræver, og til at glemme

gammelt nag og ikke længere give

næring dertil. Om dette beder jeg

ydmygt i vor Forløsers hellige navn, ja,

i Herren Jesu Kristi navn. Amen. ■


MØDET SØNDAG EFTERMIDDAG

Den 2. oktober 2005

Jesus Kristus –

helbredelsens

mester

ÆLDSTE RUSSELL M. NELSON

De Tolv Apostles Kvorum

Tro, anger, dåb, et vidnesbyrd og varig omvendelse fører til

Herrens helbredende kraft.

Mine kære brødre og søstre,

jeg sender min kærlighed

og mine hilsener til jer alle.

På Brødrenes vegne udtrykker jeg

taknemmelighed for jeres godhed,

for jeres mange gavmilde, gode gerninger,

for jeres bønner og opretholdende

indflydelse på vores liv. Vore

udfordringer er ligesom jeres. Vi

udsættes alle for sorg og lidelse, for

sygdom og død. I gode og dårlige

tider forventer Herren af os alle, at vi

holder ud til enden. Som vi sammen

går frem i hans hellige værk, erkender

Brødrene vigtigheden af jeres

omsorg, så kærligt givet og taknemmeligt

modtaget. Vi elsker jer og

beder for jer, ligesom I beder for os.

Jeg er især taknemmelig for Herren

Jesus Kristus. Jeg er taknemmelig for

hans kærlige godhed og for hans åbne

invitation til at komme til ham. 1 Jeg

forundres over hans uforlignelige

kraft til at helbrede. Jeg vidner om

Kristus som helbredelsens mester.

Det er blot én af mange egenskaber,

der kendetegner hans mageløse liv.

Jesus er Kristus, Messias, Guds

Søn, Skaberen, den store Jahve, den

lovede Emanuel, vores forsonende

Frelser og Forløser, vores talsmand

hos Faderen, vores store eksempel.

Og en dag vil vi stå foran ham som

vores retfærdige og nådige dommer. 2

Helbredelsens mirakler

Som helbredelsens mester bød

Jesus sine venner: »Gå ... og fortæl ...

hvad I har set og hørt: Blinde ser,

lamme går, spedalske bliver rene, og

døve hører; [og] døde står op.« 3

Matthæus 4 -, Markus 5 -, Lukas 6 - og

Johannesevangeliet 7 fortæller gang

på gang, at Jesus gik omkring og

forkyndte evangeliet og helbredte alle

slags sygdomme.

Da den opstandne Frelser viste sig

for folkene i det gamle Amerika, inviterede

han barmhjertigt dem, der var

»plaget på anden vis« 8 til at komme til

ham og blive helbredt.

På storslået vis blev hans guddommelige

myndighed til at helbrede

overdraget til værdige præstedømmebærere

i tidligere uddelinger 9 og igen

i disse sidste dage, hvor hans evangelium

er blevet gengivet i dets fylde. 10

Bønnens indflydelse på helbredelse

Vi kan også opnå hans helbredende

kraft gennem bøn. Jeg vil aldrig

glemme en oplevelse, søster Nelson og

jeg havde, for omkring tre årtier siden

sammen med præsident Spencer W.

Kimball og hans elskede Camilla. Vi var

i Hamilton i New Zealand til en stor

konference med de hellige. Jeg var

ikke generalautoritet dengang. Jeg var

inviteret til at deltage i dette og lignende

møder på andre stillehavsøer,

da jeg tjente som hovedpræsident for

søndagsskolen. Som læge havde jeg tilset

præsident og søster Kimball igennem

mange år. Jeg kendte dem begge

rigtig godt – indeni og udenpå.

Kirkens lokale unge havde til lørdag

aften forberedt et kulturelt program til

denne konference. Uheldigvis blev

både præsident og søster Kimball

begge meget syge med høj feber. Efter

at have fået en præstedømmevelsignelse,

hvilede de sig hjemme hos præsidenten

for templet i New Zealand,

hvis hjem lå i nærheden. Præsident

Kimball bad sin rådgiver, præsident

N. Eldon Tanner om at præsidere ved

den kulturelle begivenhed og at undskylde

præsident og søster Kimball.

Søster Nelson fulgtes med præsident

og søster Tanner og andre ledere

til begivenheden, mens præsident

Kimballs sekretær, bror D. Arthur

Haycock, og jeg vågede over vore

febersyge venner.

LIAHONA NOVEMBER 2005 85


86

Mens præsident Kimball sov, sad

jeg stille og læste i hans værelse.

Pludselig vågnede præsident Kimball.

Han spurgte: »Bror Nelson, hvornår

starter aftenens program«

»Klokken syv, præsident Kimball.«

»Hvad er klokken nu«

»Den er næsten syv,« svarede jeg.

Præsident Kimball sagde hurtigt:

»Sig til søster Kimball, at vi tager

derhen!«

Jeg tog præsident Kimballs temperatur.

Den var normal! Jeg tog søster

Kimballs temperatur. Den var normal!

De klædte sig hurtigt på og gik ud

til bilen. Vi blev kørt til Church College

of New Zealands stadion. Da bilen

kørte ind i arenaen, udbrød der spontant

et højt råb. Det var meget usædvanligt!

Efter vi havde sat os, spurgte

jeg søster Nelson om den pludselige

larm. Hun sagde, at da præsident

Tanner indledte mødet, havde han

pligttro undskyldt præsident og søster

Kimball på grund af sygdom. Derefter

blev en ung new zealænder bedt om

at indlede med bøn.

I stor tro bad han, hvad søster

Nelson beskrev som en ret lang, men

stærk bøn. Han bad således: »Vi er

3.000 new zealandske unge. Vi er samlede

her, efter at have forberedt os i

seks måneder, for at synge og danse

for din profet. Vil du helbrede ham og

bringe ham hertil!« Efter der var blevet

sagt »amen«, kørte bilen med

præsident og søster Kimball ind på

stadion. De blev øjeblikkeligt genkendt,

og med det samme råbte alle

af fryd! 11

Jeg havde været vidne til Herrens

helbredende kraft! Jeg havde også

været vidne til åbenbaring modtaget

og besvaret af hans levende profet!

Jeg indrømmer, at nogle af vore

mest indtrængende bønner af og til

ser ud til ikke at blive besvaret. Vi

undrer os over »hvorfor« Jeg kender

den følelse! Jeg kender frygten og

tårerne i disse øjeblikke. Men jeg ved

også, at vore bønner aldrig overhøres.

Vores tro er aldrig upåskønnet. Jeg

ved, at en alvidende himmelsk Faders

perspektiv er meget større end vores.

Mens vi kender vore jordiske problemer

og smerter, kender han vores

udødelige fremgang og potentiale.

Hvis vi beder om at kende hans vilje

og overgiver os selv til den med tålmodighed

og mod, så kan himmelsk

helbredelse ske på hans måde og i

hans tid.

Skridt mod helbredelse

Lidelse kan opstå af åndelige så vel

som fysiske årsager. Alma den Yngre

erindrede, at hans synd var så smertelig,

at han ønskede at »blive forvist og

tilintetgjort, både sjæl og legeme, så

[han] ikke skulle komme til at stå for

... Guds åsyn og blive dømt efter

[sine] gerninger.« 12 Når vi har det

sådan, hvordan kan vi så blive helbredt

af ham

Vi kan angre mere fuldstændigt!

Vi kan blive mere fuldstændig

omvendte! Så kan »Retfærdighedens

Søn« 13 velsigne os mere fuldstændigt

ved sin helbredende hånd.

Tidligt i sin jordiske tjenestegerning,

erklærede Jesus, at han var

sendt for at bringe »lægedom til dem,

hvis hjerte er knust.« 14 Uanset, hvor

han underviste, var hans mønster

konsekvent. Læg mærke til mønsteret,

når jeg nu citerer nogle udtalelser,

han kom med på fire forskellige tidspunkter

og steder.

• Til folket i det Hellige Land sagde

Herren, at hans folk skulle »se med

øjnene, høre med ørerne og fatte

med hjertet og vende om, så jeg må

helbrede dem.« 15

• Til folket i det gamle Amerika

udstrakte den opstandne Herre sin

invitation til at: »Vende tilbage til mig

... angre jeres synder og blive

omvendt, så at jeg kan helbrede jer.« 16

• Til lederne i sin kirke, sagde han:

»Thi I skal blive ved med at belære

sådanne, thi I ved ikke, om de ikke vil

omvende sig og angre deres synder

og komme til mig af hele hjertet, og

jeg skal helbrede dem.« 17

• Senere da »alt ... genoprette-

[de]s«, 18 underviste Herren profeten

Joseph Smith angående pionererne:

»Og efter deres fristelser og mange

trængsler vil jeg, Herren, søge efter

dem, og dersom de ikke forhærder

deres hjerter og ikke viser nogen hårdnakkethed

mod mig, skal de blive

omvendt, og jeg skal læge dem.« 19

Rækkefølgen i Herrens mønster er

betydningsfuld. Tro, anger, dåb, et vidnesbyrd

og varig omvendelse fører til

Herrens helbredende kraft. Dåb er en

handling, hvormed man indgår en

pagt – et tegn på en forpligtelse og et

løfte. Vidnesbyrd udvikles, når

Helligånden giver overbevisning til

den, der oprigtigt søger sandheden.

Et sandt vidnesbyrd nærer tro; det

fremmer omvendelse og lydighed


over for Guds bud. Et vidnesbyrd

fremkalder begejstring for at tjene

Gud og sine medmennesker. 20

Omvendelse betyder at »vende om«. 21

Omvendelse er at vende sig fra verdens

veje og vende sig til Herrens

veje og blive der. Omvendelse indebærer

anger og lydighed. Omvendelse

medfører en stor forandring i vores

hjerte. 22 Således bliver en sand

omvendt »født igen« 23 og skal leve et

nyt liv. 24

Som virkelig omvendte, motiveres

vi til at gøre, hvad Herren ønsker, at vi

skal gøre, 25 og til at være, hvem han

ønsker, at vi skal være. 26 Syndernes

forladelse, som medfører guddommelig

tilgivelse, læger ånden.

Hvordan ved vi, om vi virkelig har

omvendt os »Test dig selv«-prøver er

tilgængelige i skrifterne. Én måler den

grad af omvendelse, der kræves, før

man bliver døbt. 27 En anden måler

vores villighed til at tjene andre. Til

sin discipel Peter sagde Herren: »...

men jeg bad for dig, for at din tro ikke

skal svigte. Og når du engang vender

om, så styrk dine brødre.« 28 Villighed

til at tjene og styrke andre viser, om

man er klar til at blive helbredt.

Storheden i hans helbredelse

Johannes den elskede sagde: »Se,

dér er Guds lam, som bærer verdens

synd!« 29 Hvilken kraft! Kun helbredelsens

mester kunne bære verdens synder.

Vores gæld til ham er så stor, at

den ikke kan beregnes.

Jeg erindrer en oplevelse, som jeg

havde, mens jeg talte til en gruppe

missionærer. Da jeg gav dem mulighed

for at stille spørgsmål, rejste en

ældste sig. Med tårer i øjnene spurgte

han: »Hvorfor skulle Jesus lide så

meget« Jeg bad ældsten om at slå op

i Salmer og sange og fremsige ordene

fra »O store Gud«. Han læste:

Engang du naglet var til korsets

planke,

og tornekronen selv du bar for mig,

fra evighed det var din store tanke,

at du i døden ville ofre dig.« 30

Derefter bad jeg ham læse fra

»Ydmygt med ærbødighed«. Disse ord

er særlig gribende, fordi de er skrevet,

som Herren ville udtrykke sit eget

svar på netop det spørgsmål, der var

blevet stillet:

... du forløste, tænk på Krist,

hvad han led for dig, for vist;

hist på jorden angstens sved,

faldt som blod i støvet ned

han på korset fandt sin grav,

hvorved han dig frelse gav ...

Derfor glem ej, hvad han led

for til dig at bringe fred,

ofredes til døden hen,

men opstod til liv igen. 31

Jesus led meget, fordi han elsker

os meget! Han ønsker, at vi skal angre

og omvende os, så han til fulde kan

helbrede os.

Når prøvelserne os møder 32 , så er

det der, vi skal styrke vores tro på

Gud, arbejde hårdt og tjene andre.

Så vil han helbrede vores knuste

hjerte. Han vil efterlade os personlig

fred 33 og trøst. 34 Disse storslåede

gaver vil ikke blive ødelagt, end ikke

af døden.

Opstandelsen – den endegyldige

helbredelse

Opstandelsens gave er Herrens

endegyldige helbredelse. Takket være

LIAHONA NOVEMBER 2005 87


ham, vil ethvert legeme blive genoprettet

i dets fuldkomne skikkelse. 35

Takket være ham, er ingen tilstand

håbløs. Takket være ham, venter

lysere dage forude, både her og herefter.

Sand glæde venter os alle – hinsides

sorgen.

Jeg vidner om, at Gud lever, at Jesus

er Kristus – helbredelsens mester – i

Jesu Kristi hellige navn. Amen. ■

NOTER

1. Se Matt 11:28-30. Hans åg er i sandhed

godt, og hans byrde let.

2. Russell M. Nelson, »Jesus Kristus: Vores

Mester og meget mere«, Liahona, apr.

2000, s. 4-19.

3. Luk 7:22.

4. Se Matt 4:23; 8:1-3, 5-13, 16-17; 9:1-8, 32-

35; 12:15; 14:14, 34-36; 15:29-31.

5. Se Mark 1:32-34, 40-45; 2:1-12; 6:53-56;

7:31-37.

6. Se Luk 4:40-41; 5:12-15, 17-26; 7:1-10;

11:14; 22:50-51.

7. Se Joh 4:46-53.

8. 3 Nephi 17:7.

9. Se Matt 10:5-8; Mark 16:17; Luk 10:17;

4 Nephi 1:5.

10. Se L&P 84:65-70.

11. Se Spencer J. Condie, Russell M. Nelson:

Father, Surgeon, Apostle, 2003, s. 172-174.

12. Alma 36:15.

13. 3 Nephi 25:2; se også Mal 3:20.

14. Luk 4:18; se også Es 61:1.

15. Matt 13:15; se også Es 6:10; Joh 12:40; ApG

28:27.

16. 3 Nephi 9:13.

17. 3 Nephi 18:32.

18. ApG 3:21.

19. L&P 112:13; se også L&P 124:104.

20. Derved overholdes de to store bud: »Du

skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte

og af hele din sjæl og af hele din styrke og

af hele dit sind, og din næste som dig selv«

(Luk 10:27).

21. Konvertering (omvendelse) stammer fra

latin: kon betyder »med«, og vertere betyder

»at vende«.

22. Se Mosiah 5:2; Alma 5:12-14.

23. Se Joh 3:3-7; 1 Pet 1:23; Mosiah 27:24-26;

Alma 5:49; 7:14; Moses 6:59; JSO, 1 Mos

6:62.

24. Se Rom 6:3-4.

25. Se Mosiah 5:2-5.

26. Se 3 Nephi 27:21, 27.

27. Se L&P 20:37; Mosiah 18:10.

28. Luk 22:32.

29. JSO, Joh 1:29.

30. Salmer og sange, nr. 39; se også Sl 8:4-10;

9:2-3; Mosiah 4:5-13.

31. Salmer og sange, nr. 106; se også L&P

19:16-19; 45:3-5.

32. Se »Da du styrket fra dit leje«. Salmer og

sange, nr. 72, tredje vers.

33. Se Joh 14:27.

34. Se Es 40:1; Joh 14:16-17, 26.

35. Se Alma 11:43; 40:23.

Forberedelser til

genoprettelsen og

det andet komme:

»Min hånd skal

være over dig«

ÆLDSTE ROBERT D. HALES

De Tolv Apostles Kvorum

[Herrens] hånd har været over genoprettelsens værk før

denne verden blev grundlagt, og vil fortsat være det indtil

hans andet komme.

Dette er året, hvor vi mindes

200-året for profeten Joseph

Smiths fødsel. Vi vidner for

verden om, at han var Guds profet,

forudordineret til at tilvejebringe gengivelsen

af Jesu Kristi evangelium.

Dette gjorde han under ledelse af vor

Frelser, som sagde til en tidligere profet:

»Mit navn er Jehova, og jeg kender

enden fra begyndelsen, min hånd skal

derfor være over dig.« 1

Jeg anerkender Herrens hånd i

gengivelsen af evangeliet. Gennem

Guds børns inspirerede ofrer gennem

tiden, blev grundlaget til genoprettelsen

lagt, og verden forbereder sig

til vor Herre og Frelser Jesu Kristi

andet komme.

Hans evangelium blev oprindeligt

grundlagt på jorden begyndende med

Adam, og der er blevet undervist i det

i alle uddelinger gennem profeter

som Enok, Noa, Abraham, Moses og

andre. Alle disse profeter forudsagde,

at Jesus Kristus ville komme og sone

for verdens synder. Disse profetier er

blevet opfyldt. Frelseren grundlagde

sin kirke. Han kaldte sine apostle og

88


etablerede sit præstedømme. Vigtigst

af alt, han satte sit liv til og opstod, så

alle kan opstå igen, og han gennemførte

dermed sonofferet. Men det var

ikke enden.

Efter Frelserens opstandelse

bemyndigede han sine apostle til at

lede Kirken og udføre evangeliets

ordinancer. Trofaste over for denne

opgave blev de forfulgt, og nogle led

martyrdøden. Som følge af dette var

Herrens præstedømmemyndighed

ikke længere på jorden, og verden var

i et åndeligt mørke. I de efterfølgende

århundreder havde Guds børn Kristi

lys, de kunne bede og kunne mærke

Helligåndens indflydelse. Men evangeliets

fylde var gået tabt. Der var ingen

tilbage på jorden, som havde magt og

myndighed til at lede Kirken eller

udføre hellige ordinancer så som dåb,

overdragelse af Helligåndsgaven og de

frelsende tempelordinancer. Næsten

alle var nægtet adgang til skrifterne, og

de fleste mennesker var analfabeter.

At gøre skrifterne tilgængelige og

hjælpe Guds børn med at lære at læse

dem, var det første skridt til gengivelsen

af evangeliet. Bibelen blev

oprindeligt skrevet på hebraisk og

græsk, sprog som almindelige mennesker

i Europa ikke kendte til. Cirka 400

år efter Frelserens død blev Bibelen

oversat til latin af Hieronymus Men

skrifterne var stadig ikke almindelig tilgængelige.

Eksemplarer skulle skrives i

hånden, normalt af munke, og hvert

eksemplar tog år at færdiggøre.

Så begyndte der gennem

Helligåndens indflydelse at vokse en

interesse i folkets hjerte for at lære.

Renæssancen eller »genfødslen«

bredte sig i Europa. Sidst i 1300-tallet

påbegyndte en præst ved navn John

Wycliffe en oversættelse af Bibelen

fra latin til engelsk. Fordi engelsk dengang

var et begyndende, ufærdigt

sprog, anså kirkeledere det for uegnet

til at gengive Guds ord. Nogle ledere

var overbeviste om, at hvis folk kunne

læse og fortolke Bibelen selv, ville

dens lærdomme blive forvanskede;

andre frygtede, at folk med selvstændig

adgang til skrifterne ikke ville have

brug for kirken, og derfor ville ophøre

med at støtte den økonomisk. Som

følge deraf blev Wycliffe udråbt som

kætter og behandlet derefter. Efter

han døde og var blevet begravet, blev

hans knogler gravet op og brændt.

Men Guds værk kunne ikke stoppes.

Mens nogle blev inspireret til at

oversætte Bibelen, blev andre inspireret

til at forberede midlerne til at

udgive den. I 1455 havde Johann

Gutenberg opfundet en bogtrykkerpresse

med løse typer, og Bibelen

blev en af de første bøger, han trykte.

For første gang var det muligt at

trykke flere eksemplarer af skrifterne

til en pris, som mange kunne betale.

Samtidig hvilede Guds inspiration

også på de opdagelsesrejsende. I 1492

satte Christoffer Columbus ud for at

finde en ny rute til det fjerne Østen.

Columbus blev ført af Guds hånd på

sin rejse. Han sagde: »Gud gav mig

troen, og derefter modet.« 2

Disse opfindelser og opdagelser

beredte vejen for yderligere bidrag.

I starten af 1500-tallet indmeldte

unge William Tyndale sig på Oxford

University. Her læste han teologen

Erasmus’ værker, som mente, at skrifterne

er »føde for [menneske]sjælen,

og ... må gennemtrænge dybden af

[dets] hjerte og sjæl.« 3 Gennem sine

studier udviklede Tyndale kærlighed

til Guds ord og et ønske om, at alle

Guds børn ville blive i stand til selv at

mætte sig med dem.

Nogenlunde samtidig fandt en tysk

præst og professor ved navn Martin

Luther 95 områder med fejl ved kirken

på hans tid, hvilket han frimodigt skrev

om i et brev til sine overordnede. I

LIAHONA NOVEMBER 2005 89


90

Schweiz fremkom Huldrych Zwingli

med 67 reformistiske teser. John

Calvin fra Schweiz, John Knox fra

Skotland og mange andre bidrog til

denne indsats. En reformation var

begyndt.

I mellemtiden var William Tyndale

blevet uddannet til præst og talte otte

sprog flydende. Han mente, at en

direkte oversættelse fra græsk og

hebraisk til engelsk ville være mere

nøjagtig og læselig end Wycliffes oversættelse

fra latin. Så Tyndale, der var

oplyst af Guds ånd, oversatte Det Nye

Testamente og en del af Det Gamle

Testamente. Hans venner advarede

ham om, at han ville blive dræbt for at

gøre dette, men han fortsatte ufortrødent.

Engang, da han diskuterede

med en lærd mand, sagde han: »Hvis

Gud vil skåne mit liv i mange år, vil jeg

gøre det muligt, at den dreng, som

pløjer marken, skal vide mere om

skrifterne, end I gør.« 4

Til sidst blev Tyndale, som andre,

dræbt for sin indsats – kvalt og

brændt på bålet nær Bruxelles. Men

den tro, som han gav sit liv for, gik

ikke tabt. Millioner har selv oplevet

det, som Tyndale underviste i hele sit

liv: »Beskaffenheden af Guds ord er,

at de med det samme vil begynde at

gøre enhver, som læser dem, til et

bedre og bedre menneske for hver

dag, der går, indtil han er blevet

fuldkommen.« 5

Urolige, politiske tider bragte forandring.

På grund af uenighed med

kirken i Rom, erklærede kong Henrik

den ottende sig selv for den engelske

kirkes overhoved og krævede, at

eksemplarer af den engelske bibel

blev anbragt i enhver sognekirke.

Hungrende efter evangeliet flokkedes

folk om disse kirker og læste skrifterne

højt for hinanden, indtil deres

stemmer forsvandt. Bibelen blev også

brugt som begynderbog til at undervise

i læsning. Selvom martyrier fortsat

stod på rundt omkring i Europa, var

uvidenhedens mørke nat ved at være

bragt til ophør. Før han blev brændt,

erklærede en prædikant: »Ved Guds

nåde, tænder vi i England i dag et lys

så klart, at jeg tvivler på, at det nogensinde

vil kunne slukkes.« 6

Vi er taknemmelige for alle dem,

der boede i England og over hele

Europa, som hjalp til med at tænde

dette lys. Ved Guds nåde blev lyset

stærkere. Den engelske kong Jakob

I (King James) var opmærksom på

splittelsen i sit eget land og gik med

til en ny officiel udgave af Bibelen.

Det anslås, at mere end 80 procent

af William Tyndales oversættelse af

Det Nye Testamente og en stor del af

Det Gamle Testamente (Første til

Femte Mosebog og Josvabogen til

Krønikerne) blev bevaret i King

James-udgaven. 7 Med tiden ville

denne oversættelse finde vej til at nyt

land og blive læst af en 14-årig dreng,

der pløjede marken, ved navn Joseph

Smith. Kan det undre nogen, at King

James-udgaven er den godkendte

engelske bibel i Jesu Kristi Kirke af

Sidste Dages Hellige i dag

Den religiøse forfølgelse i England

forsatte under Jakobs søn Karl, og

mange blev tilskyndet til at søge frihed

i nye lande. Blandt disse var pilgrimmene,

der ankom til Amerika i

1620, den selvsamme del af verden

som Colombus havde udforsket over

100 år tidligere. Andre nybyggere

fulgte snart efter, deriblandt sådanne

som Roger Williams, grundlægger af

og senere guvernør for Rhode Island,

som fortsatte sin søgen efter Kristi

sande kirke. Williams sagde, at der

ikke fandtes nogen regulært indstiftet

Kristi kirke på jorden og heller ikke

nogen person, der var bemyndiget til

at udføre nogen kirkeforordninger, og

at der heller ikke kunne være nogen,

før der blev sendt nye apostle ud af

Kirkens store overhoved, hvis komme

han søgte og så hen til. 8

Over hundrede år senere vejledte

sådanne religiøse følelser grundlæggere

af en ny nation på det amerikanske

fastland. Ved Guds hånd sikrede de

religiøs frihed for enhver borger med

en inspireret menneskerettighedserklæring.

Fjorten år senere, den 23.

december 1805, blev profeten Joseph

Smith født. Forberedelsen til genoprettelsen

var ved at være fuldendt.

Da Joseph var ganske ung, »stemtes

[hans] sind til alvorlige betragtninger« 9

angående religion. Fordi han var født i

et land med religionsfrihed, kunne han

stille spørgsmål ved, hvilken af alle

kirker, der var sand. Og fordi Bibelen

var oversat til engelsk, kunne han søge

svar i Guds ord. Han læste i Jakobs

bog: »Men hvis nogen af jer står tilbage

i visdom, skal han bede om at få den af

Gud,« 10 og han fulgte denne anvisning.

Som svar på Josephs bøn viste Gud

Faderen og hans Søn Jesus Kristus sig


for ham. 11 Denne ydmyge bondedreng

var profeten, som Gud havde udvalgt

til at genoprette Jesu Kristi fordums

kirke og hans præstedømme i disse

sidste dage. Genoprettelsen skulle

blive den sidste uddeling i tidernes

fylde, der gengav alle præstedømmets

velsignelser, som mennesket kunne

besidde på jorden. Med denne guddommelige

bemyndigelse var hans

opgave ikke at reformere ej heller at

protestere over det, der allerede var på

jorden. Den var at genoprette det, der

havde været på jorden, og som var

gået tabt.

Genoprettelsen, som begyndte

med det første syn i 1820, fortsatte

med fremkomsten af Mormons Bog:

Endnu et vidne om Jesus Kristus. Den

21. september 1823 fik Joseph Smith

besøg af englen Moroni, som fortalte

ham om en gammel optegnelse, der

indeholdt »det evigtvarende evangeliums

fylde ... som forberedelse til

Messias’ andet komme.« 12 Optegnet

på guldplader beretter Mormons Bog

om Kristi gerning på den vestlige halvkugle,

ligesom Bibelen fortæller om

hans gerning i det hellige land.

Joseph modtog guldpladerne fire år

senere og begyndte i december 1827

at oversætte Mormons Bog. 13

Under oversættelsen læste Joseph

Smith og hans skriver Oliver Cowdery

om dåb. Deres ønske om at selv at

modtage denne velsignelse foranledigede

gengivelsen af Det Aronske

Præstedømme den 15. maj 1829 ved

Johannes Døbers hånd. 14

Derefter fulgte gengivelsen af Det

Melkisedekske Præstedømme, som

blev skænket Joseph og Oliver af

apostlene Peter, Jakob og Johannes,

som besad nøglerne. Efter århundreders

åndeligt mørke var magten og

myndigheden til at handle i Guds

navn, til at udføre hellige ordinancer

og til at lede hans kirke igen på jorden.

De første trykte eksemplarer af

Mormons Bog blev udgivet den 26.

marts 1830. Få dage senere den 6.

april blev Kristi sande kirke i disse sidste

dage igen organiseret, i Peter

Whitmers hjem i Fayette i New York.

For at beskrive disse begivenheders

indvirkning på verden skrev ældste

Parley P. Pratt følgende:

Nu dagen gryr, og mørkets magt

må vige fra den ganske jord.

Nu stråler lyset i sin pragt.

med herlighed fra Herren stor. 15

Den lange nat var endelig til ende,

og åbenbaring strømmede ud og

resulterede i yderligere skrifter. Lære

og Pagter blev godkendt af Kirken den

17. august 1835. Oversættelsen af

Abrahams bog i Den Kostelige Perle

påbegyndtes ligeledes det år.

Yderligere myndighed til at handle

i Herrens navn fulgte snart. Templet i

Kirtland blev indviet den 27. marts

1836. 16 I dette tempel viste Frelseren

sig for Joseph Smith og Oliver

Cowdery, hvorefter Moses, Elias og

profeten Elias viste sig og overdrog

yderligere præstedømmenøgler til

profeten. 17

Evangeliets lys skal aldrig mere

borttages fra jorden. I 1844 overdrog

Joseph Smith alle præstedømmets

nøgler til Brigham Young, John Taylor,

Wilford Woodruff og de øvrige apostle.

Profeten sagde: »Jeg har levet, indtil jeg

har set denne byrde, som hviler på

mine skuldre, overdraget på andre

mænds skuldre ... rigets nøgler er sået i

jorden, og kan aldrig mere borttages ...

Lige meget hvad, der måtte tilstøde

mig.« 18 Tre måneder senere, den 27.

juni, skete det sørgelige, at profeten

Joseph Smith og hans bror Hyrum led

martyrdøden i Carthage i Illinois.

Ældste John Taylor, som var sammen

med profeten, da han blev

dræbt, vidner om ham: »Joseph

Smith, Herrens profet og seer, har

gjort mere (Jesus alene undtaget) for

menneskenes frelse i denne verden

end noget andet menneske, der

nogensinde har levet her.« 19

Jeg bevidner, at profeten Josephs

værk er Herrens værk. I Herrens tjeneste

er vejen ikke altid let. Der kræves

ofte ofre, og vi vil sandsynligvis

møde modgang. Men ved at tjene ham

oplever vi, at hans hånd i sandhed er

over os. Det samme var den for

Wycliffe, Tyndale og tusinde andre,

som beredte vejen for genoprettelsen.

Det samme var den for profeten

Joseph Smith og alle dem, der hjalp

ved at tjene i det gengivne evangelium.

Det samme vil den være for os.

Herren forventer, at vi er lige så

trofaste, så hengivne, så modige som

dem, der gik før os. De blev kaldet til

at give deres liv for evangeliet. Vi er

kaldet til at leve vores liv for det

LIAHONA NOVEMBER 2005 91


samme formål. I disse sidste dage har

vi særlig grund til at gøre dette.

Før den hellige nat i Betlehem

beredte de historiske begivenheder og

profeternes ord i alle uddelinger vejen

for Herrens første komme og hans forsoning.

På samme måde lagde historie

og profeti grundvolden til evangeliets

gengivelse gennem profeten Joseph

Smith. Er vi i stand til at se, at vor tids

begivenheder og profetier forbereder

os på Frelserens andet komme

Jeg bærer særligt vidnesbyrd om, at

vor Frelser Jesus Kristus lever. Jeg vidner

om, at hans hånd har været over

genoprettelsens værk før denne verden

blev grundlagt, og fortsat vil være

det indtil hans andet komme.

Det er min ydmyge bøn, at vi alle vil

forberede os til at hilse ham. I hans

hellige navn, ja, Jesus Kristus. Amen. ■

NOTER

1. Abraham 2:8.

2. Citeret i Mark E. Petersen, The Great

Prologue, 1975, s. 29.

3. Citeret i Benson Bobrick, Wide as the

Waters: The Story of the English Bible and

the Revolution It Inspired, 2001, s. 89.

4. Citeret i S. Michael Wilcox, Fire in the

Bones: William Tyndale—Martyr, Father of

the English Bible, 2004, s. 47.

5. Citeret i Wilcox, Fire in the Bones, s. xv.

6. Citeret i Bobrick, Wide as the Waters, s.

168; se også James E. Kiefer, Biographical

Sketches of Memorable Christians of the

Past, »Hugh Latimer, Bishop and Martyr,«

http://justus.anglican.org/resources/bio/269

.html.

7. Se Wilcox, Fire in the Bones, s. 125-126,

197; Fox’s Book of Martyrs, William Byron

Forbush, red. 1926, s. 181.

8. Se William Cullen Bryant, red., Picturesque

America; or, the Land We Live In, 2 bind,

1872-1874, 1:500-502; se også LeGrand

Richards, Et stort og forunderligt værk,

s. 28.

9. JS-H 1:8.

10. Jak 1:5.

11. Se JS-H 1:11-20.

12. Introduktion til Mormons Bog.

13. Se JS-H 1:27-62.

14. Se L&P 13; JS-H 1:66-72; Kirkens historie i

tidernes fylde, 2. udg. (Kirkens

Uddannelsessystems undervisningsmateriale,

2003), s. 55.

15. »Nu dagen gry’r«, Salmer og sange, nr. 1.

16. Se L&P 109.

17. Se L&P 110.

18. Citeret af Wilford Woodruff i Deseret News,

21. dec. 1869, s. 2.

19. L&P 135:3.

Offer er en glæde

og en velsignelse

ÆLDSTE WON YONG KO

De Halvfjerds

Det er min bøn, at vi alle vil blive hellige, der er villige til at

ofre og blive værdige til Herrens særlige velsignelser.

Brødre og søstre, god eftermiddag.

Profeten Joseph Smith har

sagt: »En religion, som ikke fordrer,

at man er villig til at ofre alt, vil

aldrig have den nødvendige kraft til at

fremme den tro, som er nødvendig

for liv og frelse« (Lectures on Faith,

1985, s. 69). Hvis vi sammenfatter historierne

i skrifterne, kan vi sige, at

det er historien om ofre.

Vi finder vidunderlige eksempler i

skrifterne på dem, der ofrede deres

liv for at beholde deres tro og vidnesbyrd.

Et eksempel er fra historien om

Alma og Amulek, da de med smerte

måtte se Ammonihahs folk, der blev

kastet i ilden og døde, men de bevarede

deres tro (se Alma 14:7-13).

Vi tænker også på Kristus, der

nedsteg fra Faderens nærhed til

denne jord og ofrede sig gennem

større smerte end nogen anden

nogensinde har udholdt for at redde

verden.

I denne evangeliets sidste uddeling

har mange pionerer mistet deres liv

og bragt det endelige offer for at

bevare deres tro.

I dag er det næppe sandsynligt, at

vi bliver bedt om at bringe så stort et

offer som at give vores liv, men vi ser

mange eksempler på hellige, der

bringer smertelige ofre for at holde

deres tro og vidnesbyrd i live. Måske

er det sværere at bringe de små ofre

i vores dagligdag. For eksempel kan

det anses for et lille offer at holde sabbatten

hellig, at læse dagligt i skrifterne

eller at betale vores tiende. Men

disse ofre er ikke lette at bringe, medmindre

vi er indstillede og fast besluttede

på at ofre det, der er nødvendigt

for at holde disse bud.

Når vi bringer disse små ofre,

opvejes de af flere velsignelser fra

Herren. Kong Benjamin sagde: »Og I

står stadig i gæld til ham, og det vil I

blive ved med at gøre i al evighed«

(Mosiah 2:24). Som med sit eget folk,

opmuntrer kong Benjamin os, så vi

kan modtage flere velsignelser, når vi

fortsat adlyder Herrens ord.

92


Jeg synes, at den allerførste velsignelse

ved at ofre er den glæde vi

føler, når vi betaler prisen. Måske kan

den tanke, at ofret i sig selv kan være

en velsignelse, blive en velsignelse.

Når vi tænker sådan og føler glæden,

har vi måske allerede modtaget en

velsignelse.

For nyligt har jeg fundet den slags

velsignelse hos de hellige i Korea, der

var med til at fejre 50-året for indvielsen

af Kirken i Korea og 200-året for

Joseph Smiths fødsel. Jeg vil gerne

kort fortælle jer om deres ofre og den

glæde og de velsignelser, de modtog.

For at fejre evangeliet, som gav håb

og mod til folk i Korea, der var så skadet

af Koreakrigen, begyndte medlemmerne

at forberede denne festlighed

for mere end et år siden. Mange af

medlemmerne i Korea – Primary, Unge

Mænd, Unge Piger, Unge Voksne, søstrene

i Hjælpeforeningen og andre –

samledes for at øve sig til festligheden.

De forberedte mange traditionelle folkedanse,

deriblandt blomsterdansen,

cirkeldansen, viftedansen og bondedansen.

De spillede trommer, viste

taekwondo, skuespil, selskabsdans

og sang sange fra musicals, opførte

pantomimer og et kor optrådte.

Fordi de unge mænd trommede

så højt, klagede naboerne, og de var

nødt til at holde op med at øve. I lang

tid var det ganske besværligt at øve,

men de gjorde det med glæde. Jeg

kunne ikke finde nogen, der beklagede

sig over deres indsats og offer,

når de skulle op klokken 4 om morgenen

for at tage bussen og deltage i

øvelserne. De følte stor glæde og

taknemmelighed for Herrens velsignelser

og for muligheden for at vise

deres påskønnelse.

Også mange hjemvendte udenlandske

missionærer kom tilbage til

Korea med deres hustru og børn på

grund af denne festlighed. De bragte

offeret, da de kom til Korea på mission

for længe siden. Denne gang

bragte de endnu et offer af tid og

penge for at medbringe deres familie

og deltage i festligheden i den varme

sommer. Men de glædede sig og var

taknemmelige for alle festlighederne,

de deltog i.

For at opmuntre de koreanske hellige

og andre, sendte Herren sin profet,

præsident Gordon B. Hinckley til

Korea. Præsident Hinckley bragte selv

et stort offer for denne tur ved at

planlægge en verdensomspændende

rejse på 13 dage og kom til Korea for

at møde de hellige, som han har

elsket i mange år, for personligt at

bibringe Herrens særlige kærlighed.

Ingen følte, at dette var et offer. I stedet

så vi glædestårer og taknemmelighed.

Dette er den velsignelse, vi taler

om, ikke sandt

Brødre og søstre, vær ikke bange

for at yde ofre. Nyd lykken og velsignelserne

ved offeret i sig selv.

Nogle gange går der lidt tid mellem

offeret og velsignelsen. Offeret passer

måske ind i vore tidsplaner, men velsignelsen

passer måske ikke ind i

vores, men i Herrens kalender. Af

denne grund trøster Herren os ved at

sige: »Bliv derfor ikke trætte af at gøre

godt, thi I lægger grundvolden til et

stort værk« (L&P 64:33).

Velsignelserne vil uden tvivl

komme til os. Husk, at offeret i sig

selv kan være en velsignelse. Lad os

bringe ofre i det små.

Når vi læser Mormons Bog, mens

vi gnider vore søvnige øjne, lad os da

huske, at vi følger vores profets råd og

modtager den glæde, der kommer af

at vide det. Vi har mange regninger, vi

skal betale, men når vi betaler tiende,

lad os da finde glæde i muligheden

for at give noget til Herren.

Og så vil større velsignelser blive

udøst over os. Det vil blive ligesom

vores overraskelse og glæde, når vi

modtager en uventet gave.

Som præsident Spencer W.

Kimball sagde: »Og når vi giver,

finder vi, at ›offer og lydighed palmen

... bringer‹ (“Priser profeten,”

Salmer og sange, nr. 17). Når alt

kommer til alt opdager vi alligevel, at

det slet ikke var noget offer for os«

(»At blive ›De rene af hjertet‹«, Den

danske Stjerne, okt. 1978, s. 138).

Det er min bøn, at vi alle vil blive

hellige, der er villige til at ofre og

blive værdige til Herrens særlige

velsignelser. Herren vil våge over

os, så det ikke bliver for svært at

udholde noget offer. I Jesu Kristi

navn. Amen. ■

LIAHONA NOVEMBER 2005 93


Evangeliske pagter

fører lovede

velsignelser

med sig

ÆLDSTE PAUL E. KOELLIKER

De Halvfjerds

Ved at holde evangeliets pagter kan vi overkomme alle

livets forbigående prøvelser.

Idag vil jeg gerne udtrykke min

dybe ærbødighed for og kærlighed

til vor himmelske Fader, hans Søn,

Herren Jesus Kristus og Helligånden.

Jeg vil også bære mit vidnesbyrd om

præsident Gordon B. Hinckleys hellige

kald som Herrens profet, seer og

åbenbarer. Jeg opretholder ham af

hele mit hjerte og af al min kraft.

Jeg er taknemmelig for, at jeg har

kunnet indgå ægteskabspagten i

templet med en elskelig, evig ledsager,

som jeg elsker og påskønner.

Hun er altid et eksempel på omsorgsfuld

tjeneste over for dem, der er i

nød. Vores ægteskab er blevet velsignet

med trofaste, virksomme børn og

børnebørn, der har lært os meget.

Jeg føler mig især velsignet ved, at

min bror, mine søstre og jeg blev født

af retfærdige forældre, der er forblevet

trofaste mod deres tempelpagter,

og som villigt har ofret alt for, at vi

kunne blive trygt forankret i vor himmelske

Faders plan. Jeg kan kun takke

min englelignende mor for at holde

kæden af kærlighed og evangeliets

ordinancer stærk i vores liv.

Jeg har nævnt disse hellige forhold

på grund af den glæde, jeg føler over

at vide, at der er en bindende pagt

med hver af dem, som er beseglet

i det hellige tempel. Jeg er dybt

taknemmelig for at vide, at uanset

hvilke udfordringer der venter os,

så er der håb og trøst i at vide, at vi

ved at holde evangeliets pagter, kan

overkomme alle livets forbigående

prøvelser. Skrifterne lærer os, at alt i

sidste ende vil gå godt, hvis vi er trofaste

mod vore pagter. Kong

Benjamin sagde:

»Og på grund af den pagt, I har

gjort, skal I kaldes Kristi børn ...

Derfor ønsker jeg, at I skal påtage

jer Kristi navn, alle I, der har gjort

pagt med Gud, at I vil være lydige til

jeres livs ende.

Og det skal ske, at den, der gør

dette, skal findes på Guds højre side«

(Mosiah 5:7-9).

Det er meget vigtigt for vores evige

frelse, at vi giver omhyggeligt agt på

vores indgåelse af pagter. Pagter er

overenskomster, som vi indgår med

vor himmelske Fader, hvori vi forpligter

vores hjerte, sind og opførsel til at

holde de befalinger, som Gud har

givet. Hvis vi er trofaste og holder

vores aftale, slutter han pagt om eller

lover i sidste ende at velsigne os med

alt, hvad han har.

I Det Gamle Testamente undervises

der i Herrens pagtsmønster gennem

Noas oplevelse med en ugudelig

verden og Herrens plan for at rense

jorden. På grund af Noas trofaste og

urokkelige forpligtelse, sagde Herren

til ham:

»Men med dig vil jeg oprette min

pagt. Du skal gå ind i arken sammen

med dine sønner, din kone og dine

svigerdøtre ...

Noa gjorde, ganske som Herren

havde befalet ham« (1 Mos 6:18; 7:5).

Efter oversvømmelsen var aftaget,

gik de ud af arken.

»Derpå byggede Noa et alter for

Herren ...

Gud sagde til Noa og hans sønner:

›Nu opretter jeg min pagt med jer

og med jeres efterkommere‹« (1 Mos

8:20; 9:8-9).

Vi har også indgået hellige pagter

med Herren, så vi kan blive beskyttet

mod modstanderen. Ligesom på Noas

tid lever vi i en tid med profetiske løfter

og opfyldelse. I løbet af de sidste

94


otte år er der blevet indviet 71 nye

templer – en bedrift under ledelse af

Herrens profet, og som på sin vis må

være ligesom at bygge arken i Noas

dage.

Vores levende profet, præsident

Gordon B. Hinckley, har indbudt os til

at træde gennem templets døre, hvor

vi kan indgå pagter med Herren.

Ligesom i Noas dage kan vore

bestræbelser på at efterleve disse pagter

ofte blive ledsaget af et vist mål af

offer. Offeret, lige meget, hvor stort

eller småt, bestemmer ofte, hvor forpligtede

vi er i hjerte og sind til at

være vor himmelske Faders vilje

underdanig. Mønsteret i yde ofre indbefatter

ofte en tid med indre kamp,

hvori vi må vurdere og afveje konsekvenserne

af vore beslutninger.

Valgene er måske ikke altid indlysende

eller nemme, så vi kæmper

videre. Når vi til sidste beslutter at

gøre os fri af den indre kamp og ofre

vores vilje for Herrens, bliver vi løftet

til et nyt forståelsesniveau. Denne

proces er ofte mere genkendelig i

vores liv, når vi oplever en stor tragedie

eller udfordring.

For blot et par uger siden blev en

ung mand, der var på spejderlejr i

bjergene øst for Salt Lake City, dræbt,

da han blev ramt af et lyn. Hans forældre,

der var overvældede af sorg og

fortvivlelse ved det pludselige tab af

deres søn, kæmpede i stilhed og

spurgte, hvorfor det var sket. Fordi

deres hjerte var åbent og deres tro

stærk, oplevede de stor kærlighed fra

Herren. Midt i deres sorg traf de en

stille, nænsom beslutning om at

acceptere udfaldet af denne oplevelse

uden vrede. Med deres accept kom

en større forståelse af formålet med

livet og en ihukommelse af de pagter,

der var indgået. Selvom de stadig var

fyldt med smerte på grund af deres

pludselige tab, fandt de, at de var

kommet Herren nærmere og var fast

besluttet på at holde endnu mere fast

i deres pagter og leve således, at de

kunne være sikre på en glædelig genforening

med deres søn.

I denne uddeling er der kommet en

ny, anderledes forståelse af indgåelse af

pagter, end der var på Noas dage. Vi er

ikke blot ansvarlige for at indgå pagter

for os selv, men vi har også fået ansvaret

for at søge vore afdøde slægtninge

og åbne døren for alle, der ønsker at

indgå pagter og værdigt modtage evangeliets

ordinancer.

Arbejdet blandt dem, der levede

tidligere, går hurtigt fremad, idet himlens

hærskare er organiseret og

bemyndiget af Herren. I præsident

Joseph F. Smiths syn angående de

døde skriver han:

»Men se, han ordnede sine styrker

blandt de retfærdige og udpegede

budbringere, som var iklædt magt og

myndighed, og pålagde dem det

hverv at gå ud ...

Jeg så, at denne uddelings trofaste

ældster fortsætter med at forkynde

omvendelsens og forløsningens evangelium

ved Guds Enbårne Søns offer,

når de forlader det jordiske liv« (L&P

138:30, 57).

Skrifterne lærer os også, at budbringerne

indbefattede de »profeters

ånder, der i kødet trofast havde vidnet

om [Forløseren]« (L&P 138:36). Nogle

af disse budbringere kunne omfatte

Peter, Paulus, Alma, Johannes, Josef

og Nephi.

Når man har læst om dette syn,

som præsident Smith modtog, og

kender til de missionærer, der har fået

til opgave at udføre dette hverv, så

skulle man tro, at det i høj grad ville

motivere enhver af os til at holde

vores pagt om at finde navnene på

vore afdøde familiemedlemmer og

udnytte alle ledige timer i templet. Jeg

kan med en vis sikkerhed sige, at der

stadig er ledige pladser i mange templer,

så vi kan imødekomme Det Første

Præsidentskabs råd om at bruge

noget af vores fritid til at udføre tempelordinancer.

Jeg beder til, at vi vil

tage imod denne indbydelse til at

komme til templets dør.

Jeg føler mig ydmyg over denne

mulighed for at tjene i denne betroede

kaldelse og beder til, at jeg må

handle i overensstemmelse med

mine pagter med Herren og være

modtagelig over for Åndens vejledning.

Jeg bærer mit højtidelige vidnesbyrd

om Herren Jesus Kristus og

om genoprettelsen af hans evangelium

gennem profeten Joseph Smith.

Jeg vil gerne udtrykke min kærlighed

for templets pagter og ordinancer og

forpligte mig til at mangedoble min

indsats for at komme i Guds hellige

huse. Jeg ved, at når vi indgår og holder

hellige pagter, vil Herren skænke

os sin hellige nærhed. Jeg bærer vidnesbyrd

herom i Jesu Kristi navn.

Amen. ■

LIAHONA NOVEMBER 2005 95


Herrens kompas

ÆLDSTE LOWELL M. SNOW

De Halvfjerds

Profeter og apostle gennem tiderne er vores kompas fra

Herren. Hans ledelse gennem dem er klar.

Brødre og søstre, mens jeg sad

her, følte jeg et stort ønske om

at udtrykke min kærlighed

til jer og forsikre alle, der hører min

stemme, om deres himmelske Faders

kærlighed. På Brødrenes vegne udtrykker

jeg taknemmelighed for jeres villighed

til at komme her i dag for at få

næring gennem Guds gode ord.

Jeg kan godt lide at vandre i bjergene,

og når jeg går ude i vildmarken,

bruger jeg ofte et kompas, kort og vejskilte

til at lede mig hen til mit

bestemmelsessted. Disse værktøjer er

meget nyttige, endda uvurderlige, når

man undervejs møder ukendte veje

og stier, der går i alle mulige retninger.

Livet er fuldt af mange krydsende

veje og stier. Der er så mange veje at

følge, så mange røster, der råber: »Se

her« eller »se der«. 1 Der er så mange

forskellige medier, der fylder vores

personlige rum; de fleste af dem er

beregnet til at lede os ned ad en bred

vej, der bliver betrådt af mange.

Når I overvejer, hvilke af disse røster,

I skal lytte til, eller hvilken vej

blandt de mange, der er den rette,

har I så nogensinde spurgt jer selv,

ligesom Joseph Smith gjorde: »Hvad

kan man gøre [Hvilke] af alle disse

[røster og veje] er [de] rigtige, eller

er de alle sammen forkerte Om

[nogle] af dem er rigtig[e], [hvilke]

er det da Og hvorledes kan jeg

finde ud af det« 2 Mit vidnesbyrd til

jer er, at Jesus Kristus bliver ved med

at afmærke stien, vise vejen og angive

ethvert punkt på vores rejse.

Hans sti er lige og snæver, og fører

mod »lys og liv og himmelhvælv.« 3

Lad mig dele et eksempel fra skrifterne

med jer.

På Herrens befaling forlod Lehi og

hans børn Jerusalem og begyndte en

storslået rejse mod et forjættet land.

Efter at de i et stykke tid havde ligget i

lejr i en dal ved floden, fortalte

Herren en nat Lehi, at det var tid til at

fortsætte deres rejse ind i ørkenen.

Med mange tanker på sinde gik han

ud af teltåbningen den næste morgen

og fandt til sin store forundring på

jorden foran sig en genstand, der kun

kunne være blevet placeret der af

Guds hånd. Det var et kompas, på

deres sprog en liahona, og dets visere

var konstrueret til at lede dem på

deres rejse og gøre dem i stand til at

følge en kurs, hvor de kunne få fremgang

og forblive i sikkerhed på de

mere frugtbare steder på deres rute.

Men det var ikke alt. På dette kompas

var der også en indskrift, der var tydelig

og let at læse, og som endda

ændrede sig nogle gange for at give

familien en bedre forståelse af

Herrens veje. 4

Under deres rejse viste denne

liahona eller dette kompas sig at være

en uvurderlig hjælp for Lehis familie

til at få fremgang og til sidst ankomme

til deres bestemmelsessted. Men

det er vigtigt at lægge mærke til

Nephis bemærkning om, at det kun

var ved den tro, flid og agt, som de

gav kompasset, at det virkede. Om

denne vidunderlige hjælper, der ledte

dem gennem ørkenen sagde Nephi

ganske enkelt: »Og således ser vi, at

Herren ved ringe midler kan udføre

store ting.« 5

Nephis konklusion gik ikke tabt på

Alma 500 år senere, da han mindede

sin egen søn om vigtigheden af liahonaen.

Han forklarer Helaman, at

Herren forberedte dette kompas til at

vise deres forfædre vejen, som de

skulle følge i ørkenen, men fordi den

mirakuløse anordning fungerede ved

ringe midler, blev deres forfædre

efterladne og glemte at udøve deres

tro og flid. Som følge deraf holdt

denne vidunderlige anordning op

med at virke, og de havde ikke fremgang

på rejsen eller fulgte en lige

kurs, men tøvede i ørkenen og led på

grund af deres forsømmelighed. 6

»O, min søn,« fortsatte Alma, »lad

os ikke være ligegyldige, fordi vejen er

let; thi således var det med vore

fædre; det var således beredt for dem,

at dersom de ville se op, kunne de

leve; således er det også med os.

Vejen er beredt, og dersom vi vil se

op, skal vi leve evindelig. Min søn, se

nu til, at du tager vare på disse hellige

ting; ja, se frem til Gud og lev.« 7

96


Herren giver vejledning og anvisninger

til enkeltpersoner og familier i

dag, ligesom han gjorde med Lehi.

Denne generalkonference er en

moderne liahona, en tid og et sted til

at modtage inspireret vejledning og

anvisninger, der får os til at gå fremad

og hjælper os til at følge Guds vej gennem

de mere frugtbare dele af jordelivet.

Tænk over, at vi er samlede for at

høre råd fra profeter og apostle, der

har bedt meget og omhyggeligt forberedt

sig for at vide, hvad Herren vil

have, at de skal sige. Vi har bedt for

dem og for os selv, at Talsmanden vil

lære os Guds sind og vilje. Der er i

sandhed ikke nogen bedre tid eller

noget bedre sted for Herren til at lede

sit folk end ved denne konference.

Lærdommene fra denne konference

er Herrens kompas. Om nogen

tid kan I ligesom Lehi gå ud af jeres

hoveddør og finde Liahona, Ensign

eller andre kirkeudgivelser i jeres

postkasse, og den vil indeholde det,

der er foregået ved denne konference.

Ligesom med Liahona fra gammel

tid, så vil denne nye skrift være

tydelig og let at læse, og den vil give

jer og jeres familie en forståelse for

Herrens veje og stier.

Som Nephi og Alma begge to mindede

os om, så giver Herren os vejledning

til vores rejse i henhold til den

tro, flid og agt som vi giver på denne

vejledning. Det er ikke sandsynligt, at

han åbenbarer nye veje, hvis vi ikke

trofast har fulgt ham ad dem, som han

allerede har vist os. Guddommelig

fremgang langs vejen kommer til dem,

der omhyggeligt følger inspirerede

råd, gør det til deres »levemåde«

indtil der igen kommer nyt skrift til at

hjælpe dem med at gøre fremskridt på

deres rejse mod det forjættede land.

Mine brødre og søstre, de profeter

og apostle, der har levet gennem

tiderne, er vores kompas fra Herren.

Hans vejledning gennem dem er tydelig;

den udstukne kurs fra dem er

sikker. Hans vej, ligesom hans åg er

let. Men bliv ikke narret af letheden i

hans vej og gå ud fra, at det er ligetil

eller uden betydning, men tag i stedet

vare på disse hellige ting og se hen til

ham, så I kan blive som ham og leve

sammen med ham – for evigt.

Jeg står i dag som et vidne om, at

vor Faders løfter alle vil blive opfyldt; at

han sendte sin enbårne Søn til jorden

for at udstikke kursen og vise vejen; at

Faderen og Sønnen viste sig for Joseph

Smith om morgenen en smuk, klar dag

i det tidlige forår 1820 og derefter gengav

alt det, der kræves for succesfuldt

at færdiggøre menneskets jordiske

rejse; og at en profet i dag, præsident

Gordon B. Hinckley, viser vejen for

dem, der vil se og leve evigt. At vi vil

udvise vores tro og flittigt være

opmærksomme på de sidste dages liahonaers

vejledninger og visere er min

bøn, i Jesu Kristi navn. Amen. ■

NOTER

1. Se JS-H 1:5.

2. JS-H 1:10.

3. »Den store visdom, kærlighed«, Salmer og

sange, nr. 116.

4. Se 1 Nephi 16:9-16.

5. 1 Nephi 16:29.

6. Se Alma 37:38-41.

7. Alma 37:46-47.

LIAHONA NOVEMBER 2005 97


»Vær hyrde for

mine får«

ÆLDSTE ULISSES SOARES

De Halvfjerds

Folk er mest modtagelige over for vores indflydelse, når de

føler, at vi virkelig elsker dem – og ikke kun fordi, vi

opfylder en kaldelse.

På et tidspunkt stillede Frelseren

Peter et spørgsmål tre gange:

»Simon, Johannes’ søn, elsker

du mig Han svarede: ›Ja, Herre, du

ved, at jeg har dig kær.‹ Jesus sagde til

ham: ›Vær hyrde for mine får!‹« 1

Fordi han interesserede sig meget

for vor himmelske Faders børns velfærd,

gav Herren Peter den særlige

opgave at være hyrde for fårene.

Han viste den samme interesse i

nyere tid i en åbenbaring givet til

Joseph Smith:

»Nu siger jeg dig, og hvad jeg siger

dig, siger jeg de tolv: Stå op, omgjord

jeres lænder, tag jeres kors op, følg

mig og vogt mine får.« 2

Når vi studerer skrifterne, bemærker

vi, at Frelseren tjente folk i overensstemmelse

med deres særlige

behov. Et godt eksempel på dette var,

da han var ved Kapernaum, og Jairus,

en synagogeforstander, faldt ned for

Jesu fødder og bad ham om at gå med

hjem og velsigne hans datter, som var

døende. Jesus gik med Jairus, selvom

menneskemængden gjorde det svært

for ham at komme hurtigt frem.

Og så kom der bud til Jairus om, at

hans datter allerede var død. Selvom

han sørgede, bevarede Jairus sin

urokkelige tro på Herren, som trøstede

faderens hjerte ved at sige:

»Frygt ikke, tro kun, så vil hun blive

frelst.

Da han kom til huset, tillod han

kun Peter og Johannes og Jakob og

barnets far og mor at gå med ind.

Alle græd og jamrede over pigen.

Men han sagde: ›Græd ikke, for hun

er ikke død, hun sover.‹

... men han tog hendes hånd og

råbte: ›Pige, rejs dig op!‹

Da vendte hendes ånd tilbage,

hun stod straks op, og han gav dem

besked om at give hende noget at

spise.« 3

Jesus var tålmodig og kærlighed

mod alle, som kom til ham for at få

helbredt deres fysiske, følelsesmæssige

eller åndelige lidelser, og som følte sig

modløse og nedtrykte.

For at følge Frelserens eksempel,

må hver enkelt af os se os omkring og

række ud til de får, som har det ligesådan,

og hjælpe dem og opmuntre dem

til at fortsætte rejsen mod evigt liv.

Behovet er lige så stort, ja måske

endda større i dag, end da Frelseren

var på jorden. Som hyrder må vi forstå,

at vi skal nære hvert eneste af

vore får, for at bringe dem til Kristus,

hvilket er formålet med alt, vi gør i

denne kirke.

Hver aktivitet, hvert møde eller program

bør være fokuseret på dette formål.

Når vi er opmærksomme på folks

behov, kan vi styrke dem og hjælpe

dem til at overkomme deres vanskeligheder,

så de trofast vil forblive på den

vej, der vil føre dem tilbage til vor himmelske

Faders nærhed og hjælpe dem

til at holde ud til enden.

Jesu Kristi evangelium handler om

mennesker, ikke programmer. Nogle

gange har vi så travlt med at udføre

vores ansvar i Kirken, at vi bruger for

meget tid på at koncentrere os om

programmer i stedet for at fokusere

på mennesker, og så ender vi med at

overse de behov, de rent faktisk har.

Når noget sådant sker, glemmer vi vigtigheden

af vore kaldelser, forsømmer

mennesker og forhindrer dem i at

opfylde deres guddommelige potentiale

til at opnå evigt liv.

Da min tolvårs fødselsdag nærmede

sig, inviterede min biskop mig

til et interview og lærte mig, hvordan

jeg kunne forberede mig til at modtage

Det Aronske Præstedømme og

blive ordineret til diakon. Mod slutningen

af interviewet trak han nogle

formularer frem fra sit skrivebord og

udfordrede mig til at udfylde dem.

Det var missionspapirer. Jeg var forbløffet.

Jeg var trods alt kun 11 år.

Men denne biskop så fremtiden og de

velsignelser, der ville blive mine, hvis

jeg forberedte mig ordentligt til at

98


tage på mission, når den tid kom.

Han viste, at han oprigtigt holdt af

mig. Han viste mig, hvad jeg skulle

gøre for at forberede mig både økonomisk

og åndeligt til at tjene Herren.

Derefter interviewede han og senere

biskoppen, der blev kaldet efter ham,

mig mindst to gange om året, indtil

jeg blev 19, og opmuntrede mig til at

forblive trofast i min forberedelse.

De beholdt mine missionærpapirer

i deres arkiv og nævnte dem hver

gang, vi havde et interview. Med mine

forældres hjælp og med en kærlig og

tålmodig biskops opmuntring tog jeg

på mission. Missionen hjalp mig til

bedre at forstå de velsignelser, Gud

har i vente til alle, der holder ud til

enden.

Det er lige meget, om det er et

barn, en ung, en voksen – alle har brug

for at føle sig elsket. Vi er i flere år blevet

rådet til at fokusere på at arbejde

med nyomvendte og mindre aktive

medlemmer. Folk vil blive i Kirken, når

de føler, at nogen holder af dem.

Blandt de sidste belæringer,

Frelseren gav sine apostle, sagde han:

»Et nyt bud giver jeg jer: I skal

elske hinanden. Som jeg har elsket

jer, skal også I elske hinanden.

Deraf kan alle vide, at I er mine

disciple: hvis I har kærlighed til

hinanden.« 4

Folk er mest modtagelige over for

vores indflydelse, når de føler, at vi

virkelig elsker dem – og ikke kun

fordi, vi opfylder en kaldelse. Når vi

udtrykker sand kærlighed til mennesker,

vil de være i stand til at føle

Åndens påvirkning og vil måske føle

sig tilskyndet til at følge vore lærdomme.

Det er ikke altid let at elske

folk for det, de er. Profeten Moroni

forklarede, hvad vi skal gøre, hvis en

sådan udfordring melder sig:

»Derfor, mine elskede brødre, bed

til Faderen af jeres ganske hjerte, at I

må være fyldt med denne kærlighed,

som han har skænket alle dem, som

er hans Søns, Jesu Kristi sande efterfølgere,

så I kan blive Guds sønner, at

når han kommer, vi da må være ham

lig; thi vi skal se ham, som han er. Gid

vi må have dette håb og blive renset,

ja, ligesom han er ren.« 5

Kristus selv tjente folk – lettede

deres tunge byrder, gav håb til de mismodige

og søgte efter dem, der var

fortabt. Han viste folk, hvor meget

han elskede og forstod dem, og af

hvor stor værdi de var. Han anerkendte

deres guddommelige natur og

evige værdi. Selv når han kaldte folk

til omvendelse, fordømte han synden

uden at fordømme synderen.

I Første Korinterbrev understreger

apostlen Paulus behovet for at vise

denne sande kærlighed til ethvert får i

Herrens fold:

»Og om jeg så uddeler alt, hvad jer

ejer, og giver mit legeme hen til at

brændes, men ikke har kærlighed,

gavner det mig intet.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden

er mild, den misunder ikke,

kærligheden praler ikke, bilder sig

ikke noget ind.

Den gør intet usømmeligt, søger

ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer

ikke nag.

Den finder ikke sin glæde i uretten,

men glæder sig ved sandheden.

Den tåler alt, tror alt, håber alt,

udholder alt ...

Så bliver da tro, håb, kærlighed,

disse tre. Men størst af dem er

kærligheden.« 6

Når vi følger Frelserens eksempel

og lærdomme, kan vi hjælpe folk med

at opfylde deres jordiske mission og

vende tilbage og leve med vor himmelske

Fader.

Om dette bærer jeg mit vidnesbyrd

i Jesu Kristi navn. Amen. ■

NOTER

1. Joh 21:16.

2. L&P 112:14.

3. Luk 8:50-52, 54-55; se også versene

41-42, 49.

4. Joh 13:34-35.

5. Moroni 7:48.

6. 1 Kor 13:3-7, 13.

LIAHONA NOVEMBER 2005 99


Kristuslignende

egenskaber –

Vinden under

vore vinger

ÆLDSTE DIETER F. UCHTDORF

De Tolv Apostles Kvorum

At leve i overensstemmelse med de grundlæggende

principper vil bibringe kraft, styrke og åndelig

selvtillid i alle sidste dages helliges liv.

Mine kære brødre og søstre og

mine kære venner:

I mit professionelle liv som

pilot, har jeg af og til ladet passagerer

besøge cockpittet i min Boeing 747.

De spurgte til de mange knapper,

instrumenter, systemer og procedurer,

og hvordan alt dette tekniske

udstyr hjalp et så stort og smukt fly

med at flyve.

Som alle piloter kunne jeg godt

lide, at de blev imponeret af flyets tilsyneladende

kompleksitet, og at de

tænkte på, hvilken storartet og genial

person det krævede for at betjene

det! På dette sted i min historie ville

min kone og mine børn afbryde venligt

og med et glimt i øjet sige: »Piloter

er født med en høj grad af naturlig

ydmyghed!«

For de besøgende i mit cockpit forklarede

jeg, at det kræver et godt

aerodynamisk design, mange hjælpesystemer

og programmer og kraftige

motorer for at gøre denne flyvemaskine

i stand til trygt og komfortabelt

at transportere de rejsende.

For at forenkle mine forklaringer

ved at fokusere på det grundlæggende,

tilføjede jeg, at alt, hvad man

har brug for, er et kraftigt fremadrettet

tryk, et stærkt løft opad, den

rette kurs for flyet, og så vil naturlovene

bære 747’eren og dens passagerer

sikkert frem over kontinenter

og verdenshave, over høje bjerge

og farligt tordenvejr til dens bestemmelsessted.

I de senere år har jeg ofte overvejet,

at det at være medlem af Jesu

Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

opfordrer os til at stille lignende

spørgsmål. Hvad er de basale, grundlæggende

principper for vores medlemskab

af Guds rige på jorden Når

alt er sagt og gjort, hvad er det så, der

virkelig vil bære os gennem svære

tider til vores ønskede og evige

bestemmelsessted