En betagende jagtoplevelse og et lykkeligt skud - Vester Hjermitslev ...

More documents

Recommendations

Info

Efter endnu 2 min. kom får og lam fra venstre mod højre over sporet lige frem for os, og samtidig så jeg lige glimtet af endnu en vædder, der krydsede sporet oppe ved tårnet, hvor vi sad aftenen før. Men et eller andet sagde mig, at det var bedst at få riflen op på brættet foran os, og det var ikke den dårligste indskydelse, for kl. 08.22 kom der denne gang fra højre mod venstre to får fulgt af en stor vædder, der havde næsen helt oppe og køre! De standsede op på vejen ret langt ude, og Hasso fik vædderen i kikkerten og hviskede: ”Ein-Wachser! Der muss weg! Kannst Du schiessen?” Det lod jeg mig ikke sige 2 gange, og selvom jeg vidste, at afstanden var mere end de 150 m., som min 30.06 Nossler 11,7 gr. kugle kunne gå i plet på, var jeg overbevist om, at det var et velplaceret, om end hurtigt skud. Hasso og jeg så de to får og vædderen fortsætte ind i skoven mod venstre, som om intet var hændt, og få sekunder efter kom endnu en vædder i deres spor. Hasso havde i kikkerten bemærket, at vædderen, jeg skød på, i skudøjeblikket var på vej lidt opad mod fårets lyksaligheder, men da vi begge kort tid efter så de to får og den sidst tilkomne vædder krydse det venstre spor i modsat retning af de tidligere, men uden den store vædder, beroligede Hasso mig med et ”Das ist gute Zeichen!” Få sekunder senere kom endnu en vædder springende ud på skovvejen fra samme veksel som de andre. Den var forvirret og løb direkte med vinden op mod tårnet og stillede sig kun 50 m. fra os. Hasso lagde beroligende sin hånd på min og pegede ned mod skudstedet. ”Der Grosse liegt doch!” Det var så den femte vædder inden for 10 min. den morgen, så man kan roligt betegne Hassos valg af placering som ”brandvarmt”! Mens vi ventede på at gå hen og besigtige skudstedet, sagde Hasso, at han havde lagt mærke til, at jeg i aftes og her til morgen havde foldet hænderne, da vi var kommet på plads i hochsitzen. Jeg betroede ham, at det gjorde jeg altid forud for en jagt, ikke for at bede om vildt, i dette tilfælde om en stor vædder, men for, at jeg måtte beherske mig og afgive et forsvarligt, sikkert og dræbende skud til det rigtige stykke vildt. Det tog den erfarne og garvede jæger og skovfoged til sig. Men selv ikke en stille bøn gav jo nogen garanti for, at mit skud havde været dræbende, Så det var med den bæven og usikkerhed, alle jægere har, når vildtet ikke forender på stedet, at jeg tog nogle fotos oppe fra tårnet, mens Hasso hentede sin bil og sin hund, en ung Beagle, som var i træning som schweiss-hund. Vi gik forsigtigt ned mod skudstedet. Mine ben var tunge, og afstanden syntes uendelig. Hvor var det nu, den havde stået? Det var endnu længere borte, end jeg havde troet. Meget længere! Men pludselig trak hunden ind mod venstre på vekselen, og jeg så de tydelige spor i gruset på vejen af klove i fremspring. Hasso med rød vest og hat var kun 20 m. inde, da han tog hatten af og vinkede til mig. Den følelse af lettelse kender vi også alle, og for mig var den helt utrolig. Vi gav hinanden en varm krammer, som føles speciel med hans fuldskæg! At tænke sig: Den allerførste morgen, kun den anden Ansitz af ti mulige, og så var det lykkedes! Frem med kameraet, så Hasso med hund og bytte blev foreviget. Jeg har oplevet meget på jagter herhjemme og i udlandet i de kun 25 år, jeg har gået på jagt, men synet af den store Muflon-vædder, der lå på siden tæt ved vekselen, vil jeg huske for altid. Det er det smukkeste dyr, jeg nogensinde har set og nedlagt. Dersom nogen så siger: ”Hvordan kunne du nænne det?”, så vil jeg citere Hasso for det, han sagde i sin vurdering af min vædder. Her på dansk! ”Du har nedlagt den førende vædder, som tog sig af hunnerne. Han er ikke i mellemste aldersklasse, men i øverste klasse A1. Alle de andre 4 væddere var kun tilskuere og ventede på, at han blev for gammel, og han var ikke blevet meget ældre. Inden foråret havde hans enorme indad-voksende horn (Ein-Wachser), der var 73 cm, og som allerede havde slidt store huller i pelsen på halsen og havde lavet sår med blødning ud for det venstre horn, taget livet af ham. Det er den ældste og stærkeste vædder, jeg har set her på vore 20.000 HA, fortsatte Hasso, og målte på hornene, at alderen var 7 ½ år, hvilket viste sig at være korrekt.” ”Hvor ramte jeg ham?” ”Lidt lavt, måske på grund af afstanden eller måske snarere i vædderens opadgående bevægelse i skudøjeblikket. Men din kugle var dræbende, for den har helt sikkert ramt hjertet og knust ribben i begge sider.” Hasso fotograferede mig med vædderen, som jeg ikke rigtig vidste, hvordan jeg skulle præsentere bedst. Det var en meget, meget bedre fornemmelse end med kronhjorten fra dengang, også fordi jeg følte, efter Hassos beskrivelse af vædderen, at det var en velgerning, som jeg tilfældigt var del i. Det blev ikke ringere, da vi så, at den gamle vædder kun havde 3 fortænder tilbage i underkæben! Men pyt med tænder, for lige indtil dette øjeblik havde han jo også haft appetit på andre delikatesser! At tænke sig, hvad han har oplevet på 7 år rundt om i de uendelige skove i Göhrde.
Hasso slæbte vædderen ud til bilen, som han havde hentet, imens jeg ringede hjem og berettede. Skudafstanden var 170 m, og helt forsvarlig, når man kender sit våben på den afstand, fortalte han, mens han med det traditionelle egeløv med blod ærede vædderen og dens banemand fra Løkken. Så gik det tilbage mod Hassos revierförsterei Röthen, hvor hans medarbejdere stimlede sammen, mens han førte kniven med stor forsigtighed. Jeg havde jo straks gjort endnu et indhug i kassebeholdningen herhjemme ved at bestemme, at den skulle fuldmonteres og have en hædersplads hjemme i vort bjælkehus. Da Hasso fjernede det, der havde samme størrelse som to fuldvoksne avocadoer, sagde hans søn, at jeg ikke skulle være misundelig, for et sådant udstyr havde muflonvæddere, så der kunne være ligevægt med de store horn fortil! Jo, det var hjertespidsen, jeg havde ramt! Altså et lykkeligt skud! Hasso var færdig på kort tid. Det er en fagmand, som sammen med ansatte forstfolk efter hver af de store trykjagter i november-december, opbrækker i hundredvis af nedlagt råvildt, dåvildt, kronvildt og vildsvin. Jeg var sidste år med på en sådan, der omfattede 800 HA. Vi var 50 riffelskytter placerede nede i jordhøjde bag skjul efter en nøje udtænkt og sikker plan. Otte hundefolk gik igennem og efter 2 timers jagt blev der blæst af. På den stemningsfyldte parade med træstub-fakler og hornblæsning for hver vildtart lå der så en muflon-kalv i første række. Derefter 3 kronhinder og 4 kalve, 2 dåspidshjorte og 2 kalve, 57 vildsvin, 16 rådyr og en ræv. Men, det var ikke lige mig med alt det skyderi! Ugen efter var der endnu en trykjagt i et andet revier med samme overvældende resultat og ugen efter igen endnu en på et nyt revier, hvor der blev skudt 83 vildsvin. Heraf havde Hassos søn med sin drilling hele to gange lavet en ”tripple”, dvs. 3 vildsvin i et hug med riffelkugle og to Brennecke-kugler i haglløbene! Men tilbage til den 22. oktober! Hasso og jeg var fremme med vædderen på Forstamtet i Göhrde inden ceremonien kl. 10. Samme morgen var der skudt en ulige 8-ender kronhjort, og på paraden lå 2 af de endnu 3 muflon væddere, der var nedlagt i brunst-jagten. Min vædder vakte beundring og fik tildelt fløjpladsen. Han lå så smukt udstrakt med sin hjertekugle, mens en anden vædder vendte det ene bagben, hvor han var blevet anskudt, helt kunstigt opad. Han var blevet affanget efter en kilometers flugt på tre ben og havde yderlige 2 skudhuller. Den tredje vædder havde et tomt udtryk i øjnene. Han var blevet ramt forfra i munden i et spidsskud (!), hvor kuglen så var gået ud i nakken mellem hornene! Gad vide, hvordan den ser ud som hovedmonteret! Nå, men ingen er ufejlbarlig, og man kender ikke forud sine reaktioner, før man står foran et sådant prægtigt stykke vildt, som en muflon-vædder er. Vægten af min vædder var 50 kg. opbrækket, og jeg fik hele dyret med hjem, efter at jeg i endnu 2 dage havde nydt det gode venskab og naturen, genset det gode tårn fra 2007 og observeret Göhrde-skovenes mangfoldighed i det smukkeste vejr. Min jagtrejse var lykkedes og overstået for denne gang, og den gamle vædder lå afkølet og helt stille i Pajeroen hele vejen til konservator Kim i Aalborg, hvor jeg havde sat mine nære jagtvenner stævne, så de kunne se en lille vædder og skåle!
Page 1: Jagthistorie bragt i medlemsbladet

En betagende jagtoplevelse og et lykkeligt skud - Vester Hjermitslev ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?