Søndags- læsning - Grundtvig

Søndagslæsning
Udgivet af
Grundtvigsk Forum
Nr. 4. 112. Årgang
April 2010
ISSN 0901-2214
Prædiken til Langfredag
Se, hvilket menneske – Ecce homo – siger
den romerske statholder Pontius Pilatus i
Johannes evangeliet, da han ser Jesus i
påskedagene for så mange år siden. Han
så et menneske, som han ikke fandt skyld
hos, alligevel vaskede han hænder og lod
Jesus henrette på Golgatha og tyven Barabbas
gå fri. Se, hvilket menneske!
Ved årsskiftet melder tanker sig, tanker,
præget af status, tanker, der dukker op, når
man gør lidt status over en forløben periode.
Hvordan har vi set på mennesket. Det
gør der hver gang, det bliver Langfredag,
også her vandrer tankerne til, hvordan det
går menneskeheden.
På en måde har de sidste mange år været
præget af en humanistisk tankegang. Mennesket
er godt, og er det ikke godt, kan
man med pædagogik, psykologi og venlighed
gøre det godt. Samfundet tager vare
på mennesket, sørger for det. På den anden
side står så den kristne tanke: at mennesket
efter syndefaldet er både godt og
ondt. Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, og
det onde, jeg ikke vil, det gør jeg, sagde
Paulus. Vi ved godt, at vi skal gøre det
gode, men glemmer det. Mennesket er
syndigt, og arvesynden – som mange kan
have det svært ved – er jo, at vi glemmer
medmennesket og Gud.
Først må vi indse dette og ud fra den erkendelse,
at vi er syndere, kan vi ved syndernes
forladelse leve i tjeneste for Gud
og mennesker. Først erkendelsen af det
onde, forsagelsen, og dernæst kan man gå
i tjeneste for medmennesket.
I disse dage hvor dette skrives, og lidelserne
florerer, og håbet synes helt væk for en
løsning i Mellemøsten ,så dukker billederne
af mørkets gerninger op. Vi ser billederne
af lidelserne i lejrene, vi bliver mindet
om den tid og vores egen med Bihac,
Sarajevo, Grosny, Algeriet, Rwanda, Darfur,
og hvor ondskaben ellers florerer trods
25

alle vore humanistiske idéer, og trods vor
store viden er vi nødt til at starte forfra og
sige, som Elie Wiesel gjorde det i Auschwitz:
Aldrig mere Auschwitz.
Vi må hele tiden fortælle dette, kæmpe
med dæmonerne hos os selv, vide, at menneskene
i grunden er ens, at vi er alle ens.
I novellen ”Kælderen” fortæller forfatteren
Aksel Heltoft om en kælder med krigsfanger
i Hamburg under 2. verdenskrig. I
kælderen er alle folkeslag forsamlede;
man laver gummimåtter af bildæk, og SS
passer fangerne. En dag kommer en SSmand
på inspektion. Alle stopper arbejdet,
da SS standser foran en russer, der har
grønne vanter på, SS'ernes grønne vanter,
stjålne vanter, og spændingen stiger. Da
hvisker en polak til Aksel Heltoft: Vi er
alle ens, vi er alle syndige, skyldige, for
ingen griber ind, og alle er lidt spændte.
SS slår russeren til blods. Så kommer Jesus
pludselig ind i kælderen, da alle har
råbt: ”Det er nok”. Alle stopper, også SS
stopper mishandlingen, og Jesus er hos
den mishandlede, der halvdød vågner. Alle
ved, at der er en grænse, og de har overskredet
den menneskelige grænse. Det er
som en kirke, denne uhumske kælder med
sved og latrinen; Jesus forsvinder igen, og
livet fortsætter. Heltoft beretter om det, at
vi alle er skyldige, og inderst inde er vi
alle syndige; vi lader stå til og ender i
mørkets kælder og lader dæmonerne hviske,
ligesom vi også gør det i dag, når
menneskeheden forfalder til uhyrlige tanker.
26
I påsken fortæller kristendommen om Jesu
lidelse langfredag, Jesus dør for os alle.
Han træder i alle lidendes sted; han er
Herrens og menneskenes lidende tjener.
Men han opstår påskemorgen for at sige,
at alle de, der lider, bærer hans navn, at
det altid er nok med de menneskelige lidelser,
at han vil være hos alle, der lider.
Det er det, Axel Heltoft bruger til beskrivelse
af lidelserne i kælderen. At Guds søn
bærer verdens synd, den som vi forårsager
og er skyld i.
Det er det, kristendommen fortæller: at i
vores verden, er alle syndige og skyldige,
- og skyld er ikke noget kirken har fundet
på, som Susanne Brøgger så rigtigt siger
det, - skyld har vi alle for de ting, der mislykkes
for os, når vi søger ofre for det, vi
ikke selv magter. For det er ikke kun Pontius
Pilatus, der siger: Se, hvilket menneske.
For derefter at ofre Menneskesønnen i
samarbejde med Herodes og menneskemængden,
der hurtigt råber: ”Korsfæst,
korsfæst”. Det er ikke kun Herodes og
Pilatus, der bliver venner efter Jesu død, -
altid har menneskeheden søgt ofre for
derefter at forlige sig. Tænk på gamle tiders
prygelknaber, en prygelknabe var en
dreng, faderløs, der var ved kongens hof
og fik alle de skænd og tærsk, som prinsen
skulle have haft.
Tænk på lille Claus, der ikke kan lide degne,
tænk på alle syndebukkene, nogle kan
ikke lide landstrænere, og landstrænere
kan ikke lide nogle journalister, tænk på
idoler som julemanden og modsætningen
syndebukken ”Den store Bastian” – sådan
er vi mennesker. Vi udstøder og skaber
fjender for at magte livet og på overfladen
blive venner som Herodes og Pilatus.
Elsker du mennesket
I første del af sidste århundrede levede der
et menneske, der sagde: ”Enhver af os er
udstyret med et kompas, som peger på
Gud, og enhver må lejlighedsvis ind i hans
fjorde”. Gud er en fjord, hvor vi kan søge
læ, lyder dette mannakorn, og vi kan søge
hans søn Menneskesønnen for vejledning
og nåde. Den, der sagde disse ord, var

digteren Nis Petersen, Kaj Munks fætter,
der voksede op hos sin indremissionske
bedstemor i Herning og siden som digter,
landstryger, dagdrømmer og forhutlet eksistens
vandrede rundt for at finde Gud og
hans fjord. Et liv i søgen, en tvivlers søgen
efter Gud. Nis Petersen vidste på sin egen
krop, at vi alle fejler. Alle har vi skyld og
begår synd, men alle kan og skal søge
Gud. Guds mening med Nis var, som Tom
Kristensen vist skrev det, at fortælle menneskene
dette. Derfor blev hans romaner
og ikke mindst de posthumt udgivne digte
så populære. Her var der et menneske, der
kendte det dybeste lag i menneskesindet.
Et af de kendteste digte, han skrev, var et
svar på også vore dages spørgsmål:
Elsker du mennesket
Mennesket kom imod mig –
slæbende tungt –
i vejen bag det
slimede spor
af løgn, af væskende sår –.
En røst rungede:
– Elsker du mennesket
Nej! sa’ jeg – jeg kan ikke.
Elsk! sa’ stemmen.
Mennsket kom –
nærmere – krybende –
savlende af lyst –
med fluer og utøj
i bugens vunder.
Og røsten hamrede:
– Elsker du mennesket
Nej! sa’ jeg.
Elsk! sa’ stemmen.
Nærmere – langsomt nærmere –
tomme for tomme –
stanken tog til
af løgnens tusinde syger –
og røsten truede:
– Elsker du mennesket
– Nej – jeg elsker ikke!
Elsk! sa’ stemmen.
Da rejste mennesket sig –
og det rakte sine hænder imod mig,
og se: naglegabene væskede rødt –
til skulderen var de nøgne arme
dækkede af syndens sorte sår –
og mennesket lo:
Således har Gud elsket –!
Der faldt et bind fra mine øjne –
og jeg råbte:
Menneske – jeg elsker dig!
Og min mund var fuld af blod –
af menneskers blod.
Sådan taler Nis Petersen om skylden og
om Gud, der elsker mennesker, så meget,
at han giver sin søn til døden. Dette, som
vi aldrig helt kan forstå. Gud lider med
mennesket, han er hos os, så bind kan falde
fra vore øjne, så vi kan se sandheden.
Det er, som der blev råbt i KZ-lejren, når
man spurgte under mishandlingerne:
”Hvor er Gud henne i alt dette” Han
hænger på korset! Gud er der, men ikke
nok med det, hans søn giver os den ene
befaling, at vi skal elske, elske trods synd
og død, trods mord og spot, trods svig og
sygdom, trods syndens sorte sår.
Det er påskens ord: Elsk, som jeg elskede
min søn, elsk og forsag djævelen, elsk og
undgå prygelknaber, syndebukke, degne
og alt det, du begærer. Elsk, som Gud elsker
sine og dig. At sige Ecce Homo: Se,
hvilket menneske, er ikke nok, for af Gud
får du at vide, at den ene guddommelige
befaling lyder i al sin enkelhed: Elsk.
Det er ikke nok at se mennesker, du skal
også elske dem. At som Jesus tog røveren
med sig, så skal vi også tage os af hverandre,
for: Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad
de gør.
Peter Hedegaard
Valgmenighedspræst, Holstebro
27

Prædiken til Langfredag
Kærlighedens smerte
Ugen fra palmesøndag til påskedag kaldes
den stille uge. En uge, der nok kan
kræve stilhed og eftertænksomhed for at
følge med, for det går stærkt i denne uge.
Den er fuld af modsætninger. Livets yderpunkter
og store følelser er samlet på godt
en uge. Glæde og sorg, kamp og kapitulation.
Der er nogle der ler, og nogle, der
græder, der er lys og mørke, liv og død.
På bare en uge går det fra jubel og glæde
palmesøndag til mørke, død og sorg langfredag
og atter til lys og liv påskedag.
Hvorfor al den lidelse Vi kan spørge
efter meningen i Jesu lidelse, og vi spørger
om meningen i vores egen lidelse.
Kunne den ikke undgås Hvad er meningen,
og hvorfor gør Gud ikke noget ved
det Sådan har de fleste mennesker spurgt
en eller flere gange i deres liv.
Vi slipper ikke. Det hører med til vores
menneskeliv, at vi bliver ramt af modgang,
at der findes hårde tider, at vores
muligheder for at handle er begrænsede.
Det er ikke noget vi ville vælge, hvis vi
fik valget, og vi får ikke valget.
Jesus fik livet på samme vilkår som os,
med modgang og lidelse.
28
Der gives dog en mulighed for at undgå
lidelsen. Vi slipper ikke for sygdom og
andre hårde begivenheder, men vi kunne
undgå, at det førte lidelse med sig, hvis vi
ikke elskede. Hvis vi ikke holdt af livet,
hvis vi ikke elskede andre mennesker, så
ville døden ikke være forbundet med lidelse.
Jesus kunne have undgået døden langfredag,
hvis han havde opgivet sit livs projekt:
at gøre Guds kærlighed gældende
blandt mennesker. For det var på grund af
den kærlighed, at han blev slået ihjel.
Men han ville ikke svigte kærligheden.
Lidelsen kommer af, at vi ikke hverken
kan eller vil opgive kærligheden.
Kærligheden fører lidelse med sig, og
lidelsen har kærlighed i sig.
Det kan vi ikke sige os selv, men når vi
hører det, så føles det sandt.
En af de stærkeste påskesalmer vi har, er
salmen "Hil dig frelser og forsoner." I den
salme bliver det tydeligt, hvordan kærlighed
og lidelse hænger sammen. Hele salmen
er gennemsyret af både lidelse og
kærlighed, og det er tydeligt at kærligheden,
og måske især kærlighedens smerte,
er stærk - ja, stærkere end døden.
Kærligheden, hjertegløden / stærkere var
her end døden / heller giver du end tager,
/ ene derfor dig behager / Korsets
død i vores sted!
Kærlighed kan og skal ikke gengældes.
Det bliver tydeligt i påsken. Her er der
tale om kærlighed, der går én vej. Kærligheden
giver det, den har, og tager imod
det, den får. Der er ikke ligelighed, ret og
rimelighed i kærligheden. Det kan vi heller
ikke sige os selv. Her kræves tro. Tro
er at hengive sig til noget, som føles
sandt, og som jeg ikke kunne have sagt
mig selv.
Dog jeg tror: af dine vunder / væld udsprang
til stort vidunder, / mægtigt til
hver sten at vælte / til isbjerge selv at

smelte, / til at tvætte hjertet rent!
Denne tro fører bønnen med sig. En bøn
om at Jesu kærlighed må blive en del af
mig og mit liv. At den kærlighed må give
mod og lyst og kræfter til, at jeg kan møde
kærlighedens smerte i mit eget liv.
Derfor beder jeg med tårer: / Led den ind
i mine årer, / floden, som kan klipper
vælte, / floden, som kan isbjerg smelte, /
som kan blodskyld tvætte af!
Guds kærlighed er med i alle påskens
dage. I jubelen og glæden, i hadet og sorgen,
i kampen og kapitulationen. Gennem
påskens dage går vi med ind i lidelsen, og
vi får nyt liv gennem kærlighedens smerte.
Helle Rørbæk Hørby
Sygehuspræst og sognepræst, Skejby
Prædiken til Påskedag
Matt. 28, 1-8
Kristus er opstanden!
Det er påskemorgen, og opstandelsen har
fundet sted. Det skete før kvinderne kom
til graven. Det skete uden nogen vidner.
Det skete uden nogen menneskers medvirken.
Der var kun Gud. Der kom mennesker
til stede. Men det var sket, da de
kom.
Midt inde i gravens mørke havde den døde
Jesus fået livet igen.
Det er ikke noget, vi kan regne os frem til
- hvordan der kommer liv til det, der døde.
Opstandelsesfortællingen handler om noget,
vi ikke kan gennemskue. Og det er det
samme som at sige, den handler om Gud.
Kunne vi sige, nå ja, det er sådan det hænger
sammen, så ville den ikke handle om
Gud.
Mange gange prøver vi at regne os frem
til, hvad Gud tænker, og hvad Gud gør.
Det skete nok fordi…, det var så nok meningen…
siger vi ofte, når der sker ting i
vores liv, som vi ikke havde ventet. På
den måde prøver vi at finde en sammenhæng
i det der skete. En sammenhæng,
som vi kan forstå og acceptere.
Fortællingen om opstandelsen kan vi ikke
regne os frem til. Opstandelsen handler
om Gud og Guds muligheder. Opstandelsen
er Guds gave til os.
Det betyder også, at opstandelsen kommer,
når den kommer.
Men hvorfor vente tre dage Hvorfor ikke
bringe det glædelige budskab til de fortvivlede
mennesker med det samme
Vi ved det ikke. Måske fordi det nye liv
kommer gennem døden, og opstandelsen
kommer gennem erfaringen af mørke,
sorg og død.
Opstandelsen fortæller at midt i mørke,
sorg og død kan der opstå nyt liv. Og som
vi får det fortalt, så sker det ikke udefra,
som en indgriben i tingenes tilstand, det
sker indefra.
Selv i Matthæusevangeliets fortælling,
som vi har hørt i dag, hvor der kommer
både jordskælv og en engel fra himlen, der
vælter stenen fra, selv der er opstandelsen
sket inden da.
Opstandelsen sker inde midt i mørket.
Inde midt i mørket kan der opstå lys og
nyt liv.
Det fortæller os, at der midt i vores mørke
tider kan opstå lys og liv. Vi får ikke no-
29

get at vide om hvornår og hvordan. Det er
Guds sag, ligesom det var ved opstandelsen.
Dengang gik tre dage. Det synes ikke længe
at vente. Men når man ikke ved, hvornår
livet vender tilbage, så kan tre dage
føles som en evighed.
Vi ved ikke hvornår det nye liv kommer,
og vi ved heller ikke hvordan. Det vidste
de heller ikke dengang. Men da opstandelsesdagen
kom, så kunne det mærkes. Disciplene
og kvinderne mærkede at livet,
modet og troen på en fremtid kom til dem
igen.
Og sådan er det også for os. Når ventetidens
usikkerhed er ovre, så mærker vi, at
vi atter ser fremad, får mod og nye kræfter
til det liv der er vores.
Vi ved ikke, hvordan det nye liv er. Ved
en opstandelse får vi et nyt liv. Det er ikke
at få det gamle liv tilbage. Det nye liv,
som ligger på den anden side af sorgen,
smerten og tabet, er et nyt liv. Vi ved ikke
hvordan det er, men vi kan mærke, når det
kommer, og giver os mod og kræfter til at
gå ud på nye veje.
Når vi hører om Jesu opstandelse, får vi at
vide at Gud har magt og mulighed for at
give os nyt liv på den anden side af sorgen,
smerten, tabet og døden.
Vi må vente på at det bryder igennem,
men med Jesu opstandelse ved vi, at det
sker.
Glædelig påske!
Helle Rørbæk Hørby
Sygehuspræst og sognepræst, Skejby
Begravelsestale
Vi har hørt to tekster fra Biblen, Salme nr.
8 fra Det gamle Testamente og Påskeevangeliet
sådan om vi læser det hos evangelisten
Markus.
Når vi kommer ind i Davids kirke mødes
vi af det store alterbillede, som er bebudelsen
malet af Joakim Skovgaard. Det kan
give os anledning til at huske hinanden på,
at vi tre gange i den bibelske beretning
hører hilsnen "Frygt ikke". Hver gang er
det en engel, der bringer hilsnen. Første
gang er ved bebudelsen. Anden gang er
julenat, hvor det lyder "Frygt ikke, for se,
jeg forkynder jer en stor glæde, som skal
være for hele folket." Tredje gang hørte vi
før. Det er englens hilsen til kvinderne
påskemorgen, da de kommer ud til den
tomme grav.
Vi kender bedst juleevangeliet. Det har vi
hørt fra vi var helt små. Vi er fortrolige
30
med, hvordan Jesus blev født. Det er i
bogstaveligste forstand sunget ind i vores
bevidsthed gennem julesalmerne. Påskeevangeliet
lærer vi først at kende med årene.
Og for de fleste vil det være ved en
bisættelse eller begravelse, når vi er samlet
for at tage afsked med en af vore kære.
I kirkeåret hører påskeevangeliet hjemme
påskedag, men her er det ikke så mange,
der har haft mulighed for at lære det at
kende.
Frygt ikke lød hilsnen til hyrderne ude på
markerne uden for Betlehem julenat. Vi
hørte før, at den gammeltestamentlige
salme 8 tilskrives salmedigteren kong David,
som kirken her er opkaldt efter. I bibelhistorien
lærer vi, at han voksede op
som hyrdedreng i Betlehem. Han vogtede
dyrene på de samme marker, hvor hyrderne
mange, mange år senere holdt vagt over

deres hjord julenat. Vi har lov til at opleve
det på en måde, at salme nr. 8 afspejler
Davids oplevelser som barn og ung som
hyrdedreng fra det åbne landskab omkring
Betlehem. Her er han blevet grebet
af undren over universets storhed, her er
han blevet grebet af ærefrygt over det
spæde og det umyndige, når han så dyrenes
små unger stable sig op på deres ben
for at følge med flokken. Her har han
lært, hvordan der er brug for agtelse for
den skabte natur og for det levende liv.
Alt dette afspejler sig i salmen, som vi
må forestille os, at han har skrevet på et
senere tidspunkt i sit liv. Her genkalder
han sig, hvordan han på et tidligt tidspunkt
i sit liv lærte at aflæse tilværelsens
forunderlighed i Universets storhed og i
det helt spæde og i det forsvarsløse.
På denne måde er det som om vi i salme
8 hører en forklang af juleevangeliet om
Jesus Kristus, som blev født julenat i Betlehem,
- og hører det på en måde, så det
er i fin overensstemmelse med den første
salme, vi sang, "Op al den ting, som Gud
har gjort..", hvor det er som om vi foretager
en naturvandring i Guds frie natur,
for så til sidst at sammenfatte det i glæde
Fra et interview
med Michael Falch
og taknemmelighed: "Op, stemmer alle
folk på jord med frydetone samme: Halleluja,
vor Gud er stor! Og Himlen svare:
Amen!".
Påskeevangeliet er den anden bibeltekst,
vi hører i dag. Det er beretningen om,
hvordan kvinderne uden håb gik ud til
graven påskemorgen, men hvordan de der
blev mødt af et budskab, som får vor fantasiløshed
til at krakelere. Igen her lyder
ordene: Frygt ikke, vær ikke bange, han
er ikke her, se, der er stedet, hvor de lagde
ham. De fik besked på, at de skulle
vende tilbage der, hvor de kom fra. Der
skulle de se ham, som han havde sagt
dem. Vi bliver også sendt tilbage der,
hvor vi kommer fra. Hver især skal vi
vende tilbage til det sted, hvor vi lever
vort liv. Med os i vore tanker og minde
og følelser har vi mindet om vore kære,
som vi har taget afsked med. Men med os
har vi også det, der er blevet sagt til os i
dag: Frygt ikke. Nu kan vi lægge vore
kære og deres liv i guds hånd.
Erik Balslev Clausen
Provst, Østerbro
Et spørgsmål om, hvad han får ud af kristendommen og sin daglige læsning i Det nye
Testamente, besvares med, at det slet ikke er det, det her drejer sig om, men hvad kristendommen
kræver af ham.
- Nogle tror jo, at det med religion er lidt ligesom at tage en bedøvende pille. Når man
tror, så bliver alt i orden, så behøver man hverken at tænke eller reflektere mere over
sit liv, for så er der hverken tvivl eller uro tilbage. For mig er det stik modsat. I lyset af
kristendommen bliver livet først for alvor dilemma og tvivl.
- At Jesus - eller den visualisering af Jesus, som kommer gennem læsningen af Det
Nye Testamente - er blevet aktiv i mig, har givet et blik på mit liv, som kræver en selvransagelse,
hvor man ikke bare kan skøjte videre på overfladen, men tvinges til at gå
dybere. Det er slut med selvbedraget, eller, måske mere præcist, alt selvbedrag begyn-
31

der at vakle—for det vil jo stadig frem. Man bliver ikke en helgen af at læse Det Nye
Testamente.
For Michael Falch er kristendommen udfordrende, konfronterende og ”dybt, dybt trøstende”.
- På samme tid giver den fuld bevidsthed om og tillid til at stå ved sig selv som menneske,
samtidig med at man bliver provokeret til at blive det menneske, man dybest set
er. Det ægte menneske, uden forstillelse.
Alligevel vil han ikke kalde sig selv for troende.
- Jeg har fortsat for store vanskeligheder med dåben og opstandelsen til, at jeg ville
kunne skrive under på en trosbekendelse…
...men kristendommen er for mig en daglig inspiration og kilde til konstant undren.
Og på denne måde ligger kristendommen som et åndeligt grundlag for de 10 sange på
”Fodspor i havet”. Det er ikke forkyndelsessange, understreger Falch, men kristendommen
er der som fundament…
…Forsøger vi at fortie eller fortrænge mørket i os, havner vi - som blandt andre Søren
Kierkegaard har skrevet meget om - i det dæmoniske.
- Mørket skal frem og afdæmoniseres. Vi må acceptere mørket i os. Når livet kører, og
vi synes, vi har styr på det hele, så glemmer vi alt for let, hvor skrøbelige vi er som
mennesker, og at vi hele tiden har fortvivlelsen som klangbund.
Kampen med mørket udtrykkes i sangen ”Hjem gennem natten”, og der er et deprimeret
suk over det korte liv, der ses som ”Et langt farvel”, eller sangen om det ”Lille,
ulykkelige menneske”, der må kæmpe med livet, fordi ”Djævelen har skrevet på din
væg: Intet i livet er skægt”. Sange, hvis tekster understøttes af cd’ens let melankolske
lydbillede, hvor der er eksperimenteret med mange forskellige lyde i et nærmest filmisk
soundtrack omkring teksterne…
…- Fortvivlelsen ligger under overfladen, det er vores livsvilkår, og den kan vi overvinde
ved at lade os gribe af passionen, ved at begejstres over livet, og lade os inspirere
af passionen. I stedet for at resignere og skuffes over, at livet ikke har mere at tilbyde
os.
I resignation bliver livet fladt og halvhjertet, men livet er som det bakkede landskab,
og at erkende dalene - skyggerne, fortvivlelsen - som en del af livet, er ikke mistrøstighed,
understreger Michael Falch, men realisme.
Kristeligt Dagblad
18. januar 2010
32
Redaktør Erik Jakob Petersen
Toftevej 3, 5591 Gelsted, tlf. 64 49 24 54, e-mail: ejp@gelsted.dk
Bestilling af print: Grundtvigsk Forum tlf. 33 73 28 00, e-mail: kg@vartov.dk
________________________________________
Træsnit af Sven Havsteen-Mikkelsen, efter Kristus-billedet fra Store Jellingesten.