Download artiklen her (pdf)

kbhmadhus.dk

Download artiklen her (pdf)

Ånden i huset

Af Lars Bjerregaard

I Børnehuset Rudolf hersker der en speciel ånd omkring maden, der har en

naturlig plads i hverdagen og gerne må fylde meget. I køkkenet oppe

under tagspærrene huserer Hanne Davidsen, Rudolfs madmor. Hanne er

meget mere end ”bare” en madmor. Hun er en vigtig del af huset, for børn,

kollegaer og forældre, én man passer godt på. Specielt nu, hvor

forældrebestyrelser i hele landet skal tage stilling til madens og

madmorens fremtid.

Tivoli og Glyptoteket er to adresser de fleste ikke vil forbinde med en

daginstitution. Men ikke desto mindre ligger Børnehuset Rudolf klemt inde mellem

disse to ærke-Københavnske kulturinstitutioner. Den integrerede institution har til

huse i en af de gamle bygninger, der engang udgjorde Rudolf Berghs Hospital, en

klinik for hud- og kønssygdomme.

Det var den gang. Nu er der liv og glade dage i den gamle bygning, hvor der er lyst

og højt til loftet. Øverst oppe, under tagspærrene, holder Hanne Davidsen til i det

hyggelige køkken. Den formiddag, hvor jeg er på besøg, står kollegaer rundt

omkring og spiser en ostemad på Hannes nybagte brød. Køkkenassistenten Gai,

som kommer fra Thailand, lægger viskestykker sammen, og der er i det hele taget

en hyggelig og afslappet stemning.

Ikke flere flæskestege

”Der er en speciel ånd i huset omkring maden,” siger Hanne over en kop kaffe,

mens hun tænker over, hvordan hun skal forklare den. ”Det er som om, at maden –

”det er bare noget vi gør”. Hele huset er indstillet på, at maden fylder meget og

spiller en vigtig rolle.” I gryden i køkkenet under taget bobler en skøn italiensk

vegetargryde, en af børnenes favoritter betror Hanne mig. I det hele taget er

Hannes mad domineret af mange, friske grøntsager.

Hun fortæller, at hun, før hun blev ansat i Rudolf, lavede mad på et

behandlingshjem for grønlændere i Danmark, og at hun syntes, at hun havde stegt

de flæskestege og frikadeller hun skulle. Dette gav hende lyst til at lave mad til en

anden målgruppe. ”Når man selv får børn, så får man også et andet syn på mad,

eller jeg gjorde i hvert fald,” uddyber Hanne.

Hanne er fra landet, fra Falster. Der voksede hun op i et hjem, hvor maden også

fyldte meget. Det hun fik med derfra, prøver hun nu at give videre. Ikke blot til

hendes egen datter, som selv er blevet meget madinteresseret, men også til

børnene i Rudolf.

Et kendt ansigt

At Hanne er et kendt ansigt i Rudolf, er man ikke i tvivl om. I mens hun viser mig

rundt i bygningen, kommer børn rendende til og fra og siger ”Hej Hanne!”, og


pædagogerne spørger, hvad der er på menuen. Hun indgår på lige fod med resten

af personalet, og er derfor ligeså vigtig som det pædagogiske personale.

Medlem af forældrebestyrelsen i Rudolf, Abi van der Werf, bekræfter dette. ”Hanne

er meget mere end en madmor, hun er slet ikke sådan én, der bare passer sig selv

i køkkenet.”

Abi er, som så mange andre frustreret over, at forældrebestyrelserne skal

bestemme om maden og køkkenmedarbejderen skal være en del af institutionens

hverdag, hver andet år. ”Det er ikke rimeligt at forældrebestyrelserne skal kunne

skalte og valte med en anden persons tilværelse. Man burde kunne træffe valget én

gang for alle, og så ikke beskæftige sig mere med det.”

Abi er ikke i tvivl om, hvorfor Hanne er så vigtig en del af ånden i Rudolf. ”Altså,

udover, at det selvfølgeligt er dejligt at slippe for at skulle smøre madpakker, og at

man højst sandsynligt heller ikke kan lave en økologisk frokost billigere end Hanne,

så er maden dejlig og kreativiteten høj. Mine børn spiser meget mere varieret i

Rudolf, end de gør derhjemme,” siger Abi van der Werf

Ro til maden

Hannes position er ikke truet i Rudolf. Her er maden jo ”bare noget de gør”, og

Hannes indstilling til det valg som forældrebestyrelserne står overfor, er meget lig

Abis. ”Vi ved jo alle, at det her med hjemmelavet mad i institutionerne er en god

idé, så lad nu være med at jokke mere rundt i det!” Med andre ord, lad Hanne og

hendes kollegaer få ro til maden.

Og så ikke et ord mere om politik. Tilbage til maden, som har en lys fremtid i

Rudolf. Ifølge Hanne skal hun bare passe på én ting. ”Jeg syntes, at vi har et højt

niveau. Jeg skal bare sørge for at følge med tiden, så børnene stadig kommer op og

siger tak for mad. Det er jo derfor, jeg gør det her”, siger Hanne med et smil. ”Når

der kommer sådan en flok børn op i køkkenet og siger tak for mad, er det det hele

værd. Så bliver jeg glad.”

Efter at have smagt Hannes italienske vegetargryde, kan jeg med sikkerhed sige, at

det ikke kun er Hanne, der er glad. Det er de børn, der hver dag spiser Hannes

mad, også.

More magazines by this user
Similar magazines