g - ADHD: Foreningen

adhd.dk

g - ADHD: Foreningen

Spørgsmål til indenrigs og socialminister Karen Ellemann i forbindelse med ADHD høringen

23/909.

Spørgsmålene tager udgangspunkt i den plan for udmøntningen af de 26 mio. kr. til ADHD området,

satsordførerne hen over foråret har besluttet. I den opereres med en fireårig projektperiode, der skal munde

ud i en national handlingsplan.

1. Hvilket resultat på ADHD området, vil du være mest stolt af at kunne sige, at du som minister har

stået bag

Svar: ”Indsatsen på ADHD-området er meget væsentlig. Jeg glæder mig meget over den betydelige

ADHD-indsats, regeringen har aftalt med de øvrige satspuljepartier.

De samlede indsatser har til formål, at borgere med ADHD får en mere målrettet støtte og

kompensation for deres funktionsnedsættelse, så risikoen for andre problemer, som f.eks. misbrug,

kriminalitet og andre alvorlige sociale vanskeligheder, reduceres mærkbart.

Det gør vi bl.a. ved at samle og opbygge viden og metoder, som kan anvendes af de kommunale

myndigheder til at målrette, prioritere og kvalificere indsatsen for børn, unge og voksne med ADHD.

Vi skal have lavet en god og brugbar værktøjskasse med redskaber til kommunerne, og vi skal have

lavet en solid kortlægning og skaffet meget mere viden om opsporing og relevante indsatser og

metoder.

Jeg glæder mig til at følge udviklingen i de enkelte indsatser og udformningen af den nationale

handlingsplan og anbefalinger. Det vil være det nye grundlag for konkrete ADHD-politikker og

strategier i landets kommuner, og eventuelle yderligere nationale initiativer. Handleplanen skal bl.a.

indeholde principper og anbefalinger til kommunale myndigheder. Handleplanen skal sikre, at

kommunernes indsats bliver målrettede og evidensbaserede og det gælder alle personer med ADHD

uanset alder.”

2. Hvad vil du sige til de forældre, der oplever at der er alt for lidt fokus på tidlig opsporing af børn

med ADHD med det resultat at børnene oplever alt for mange nederlag når de starter i skolen uden

at man kender til deres problemer. Europæiske undersøgelser viser, at børn i gennemsnit er 9 år før

de diagnosticeres, selv om forældrene langt tidligere er klar over, at de har vanskeligheder

Svar: ”Bedre opsporing, udvikling af screeningsmetoder, ny forskningsindsats og opsamling af metoder

og viden er blandt de vigtige initiativer, der skal sættes i gang under den store ADHD-indsats. Og

børneområdet er meget vigtigt, men vi må ikke glemme de mange unge og voksne. Gennem ADHDforeningens

tidligere indsats for voksne med ADHD ved vi, hvor meget det betyder for voksne at få den

rigtige hjælp og indsats. Vi ved jo, at selv om man som voksen får en diagnose sent i livet, giver det stor

indsigt i og forståelse af det liv, man har levet og de udfordringer man har mødt. Det er nogle af de

tilbagemeldinger, vi har hørt fra de mange temamøder for voksne, der har været afholdt.

2


• Når man har ADHD

… er det svært at

holde

opmærksomhed

bl.a. på at man har

ADHD

Forklaringer på ADHD

FØR

• Socialpsykologisk:

py

• Dårlige forældre der ikke

kan tage sig sammen og

sætte grænser …

• Slap vilje og moral …

• Tag dig sammen …

• Ballademager …

NU

• Biologisk:

• En meget arvelig lidelse :

80-90 %

• Neurologisk

5


Prognose

FØR

• En tilstand hos børn

• Selvbegrænsende

• Især drenge med røg ud

af ørerne

NU

• Et ofte livslangt handicap

• Ændrer udtryk med alder

• Også stille piger pg –

• Voksne 1:1

• Fører andre ting med sig,

depression, misbrug,

personlighedsforstyrrelse,

kriminalitet

Komorbiditeter

• Autisme

• Adfærdsforstyrrelser

• Indlæringsvanskeligheder

g d

• Ordblindhed

• Depression

• OCD

6


Forældre

FØR

• Bange for medicin og

diagnoser

• Ramt af stereotype

opfattelser af DAMP

• Skamfulde,

nederlagsprægede

d

NU

• Nysgerrige yg g og vidende :

hvad kan hjælpe

• Søgende på nettet

• Kræver besked – og ret

Hele livet .. Projekt 360 grader

FØR

• En enlig gpsykiater …

NU

• Tværfagligt: gg

• Sundhedsfagligt, socialt,

arbejdsmarkedsmæssigt

• Medicin

• Psykoedukation

• Kognitiv adfærdsterapi

• Færdighedstræning

• Coaching

• Netværksgrupper

7


De Utrolige År

Et træningsprogram for

Forældre, Børn og Lærere

Udviklet af Carolyn Webster-Stratton, Ph.D.

The Incredible Years Training Series

De Utrolige År

Et manualbaseret

forældrekursus

Målgruppe

Børn i alderen 3-12 år

• hyperaktivitet / opmærksomhedsforstyrrelser,

herunder ADHD

• manglende sociale færdigheder

• manglende følelsesregulering

• manglende problemløsningsstrategier

• indlæringsvanskeligheder

8


Forældrekursus

Forældre til 6 børn samles 2 timer

ugentligt g i 14 – 20 uger

Forældrekursus

Forældre til 6 børn samles 2 timer

ugentligt i 14 – 20 uger

Mødernes indhold:

1. Gennemgang af mødets tema

2. Diskussioner med afsæt i videoklip

3. Rollespil

4. Hjemmeopgaver

9


Grundprincipper

• Den adfærd man giver opmærksomhed –

fremmer man

• Det er vigtigt at sætte mere ind på kontoen end

man trækker ud

10


Yderligere Information

www.servicestyrelsen.dk

www.familieprogrammer.dk

www.incredibleyears.com

www.deutroligearene.no

11


Mister diagnosen AD/HD

For fi re år siden gikk startskuddet for et norsk forskningsprosjekt rettet mot barn med adferdsproblemer. Resultatene

vekker oppsikt. 42 prosent av barna mistet diagnosen AD/HD etter endt behandling.

«De utrolige årene» er et program som skal forebygge og behandle adferdsproblemer hos barn i alderen tre til åtte

år. Internasjonal forskning har vist at to tredeler av barna får betydelig reduserte adferdsproblemer etter behandlingen.

Det Amerikanske justisdepartementet anbefaler nå dette programmet som kriminalforebyggende tiltak for barn.

Samtaler og praktiske øvelser skal erstatte medisiner i behandlingen av ADHD.

I Norge

127 barn i alderen fi re til åtte år deltok i det norske forskningsprosjektet, som ble utført i Trondheim og Tromsø med

fi nansiering fra Sosial- og helsedirektoratet. Deltagerne kunne ikke være i annen behandling (f.eks medisinering) og

fi kk stilt diagnose før og etter programmet. Adferdsproblemene deles i to kategorier:

Opposisjonell adferdsforstyrrelse. Barna utøver betydelig trass og protest, men er ikke voldelige.

Adferdsforstyrrelse. Barna reagerer med vold.

Felles for alle de 127 barna er at adferden deres krever svært mye av foreldre, barnehagepersonale og lærere.

Reaksjonsmønsteret preges av mer ulydighet og trass enn det som er normalt for alderen, og enkelte opptrer destruktivt

og voldelig.

Utrygge rammer

Dette er en stor utfordring for de voksne som omgås barna. Kontakten med de små blir ofte preget av negativt samspill

og straffereaksjoner. For barna skaper dette en utrygg ramme der de opplever verden som uforutsigbar, men

hvor refrenget er at det er de som har skylda. Disse barna har økt risiko for å få alvorlige adferdsvansker og kan

utvikle seg asosialt. I løpet av 13 uker stiller foreldre og barn ukentlig til et foreldreprogram og den såkalte Dinosaurusskolen.

Gjennom praktiske øvelser, videoeksempler og diskusjon utvikles prinsipper og praktiske oppgaver som

skal brukes i hjemmet.

Oppsiktsvekkende

Resultatene er nå klare, og de vekker oppsikt. Hele 61 prosent av barna som deltok i prosjektet kom inn i normalområdet

etter behandling. Av barna med opposisjonell adferdsforstyrrelse mistet 68 prosent diagnosen, mens hele 97

prosent av dem med adferdsforstyrrelse mistet diagnosen.

Det mest oppsiktvekkende funnet gjelder diagnosen AD/HD (Attention defi cit hyperactivity disorder). Over

halvparten hadde denne diagnosen da de gikk inn i programmet. Hele 42 prosent mistet diagnosen etter endt behandling.

Ikke bare medisin

Dette er et svært interessant funn. Det er vanlig å behandle AD/HD med medisiner som f.eks. Ritalin. Våre resultater

viser altså at det er mulig å påvirke hyperaktivitet og konsentrasjonssvikt gjennom psykososial behandling, understreker

professor i psykologi Willy-Tore Mørch.

Ingen medisinske tester kan fastslå om en person har AD/HD, så man må gjennom en omfattende utredning. Diagnosen

har de siste årene blitt svært utbredt blant både voksne og barn i Norge. I løpet av to år har salget av narkotika-preparatene

Ritalin og Concerta eksplodert i Norge til tross for at langtidsvirkningene ikke er kjent. På kort tid er

salget av AD/HD-preparater seksdoblet. Professor i psykologi Willy-Tore Mørch er bekymret over utviklingen.

Bivirkninger

Selv om bivirkningene av medisinene kan være beskjedne, vet vi svært lite om langtidseffektene. Hva skjer med et

barn med en hjerne i stadig utvikling når man medisinerer med amfetamin undrer Willy-Tore Mørch.

Barna som deltok i forskningsprosjektet ble diagnostisert ett år etter endt behandling. Resultatene viser at adferdsendringen

er varig. Dette står i sterk kontrast til effekten av medisinering. Legemiddelindustrien håvet i fjor inn 64

millioner kroner på salg av preparatene Ritalin og Concerta, mot knappe 10 millioner kroner i 2002.

Vi vet at effekten av medisinen faller bort så fort man avslutter bruken, mens terapiprogrammet «De utrolige årene»

gir en varig endring. Dette er veldig gledelig, mener Willy-Tore Mørch.

Læs hele artiklen på: www.nrk.no/programmer/tv/puls/1.1314736

Publisert 02.05.2005 08:58. Oppdatert 03.05.2005 16:18.

Av: Charlotte Berrefjord Bergløff/Tor Risberg

Foto Silje Østmoe og Kjell Herning

13


Afhandlingens drivkraft

ADHD som sociologisk forskningsområde

• Forskning og praksis i det sociale arbejde

• Brugerperspektiver som fraværende

• Aktørressourcer som centrale

• Diagnosers betydninger i det sociale arbejde

14


Analytiske fund

ADHD udtrykker svære og komplicerede

problemstillinger i fortid, nutid og fremtid

ADHD efterspørges som diagnose fordi den

er tilgængelig, har forklaringsværdi,

legitimerer og inkluderer

ADHD er en beskrivelse af at ”stå ved siden

af” – en inkluderende eksklusion

ADHD kan forstås som en flydende betegner

En flydende betegner

• …er et udtryk for et begreb, der ikkke er fast

forankret i en bestemt meningskondensering,

men stadig er åbent for fortolkning, og som

diskursivt er i konstant bevægelse i og

mellem forskellige diskurser…

..og det betyder

• at ADHD ikke samler en ensartet gruppe, og

hjælp fra det sociale system kan ikke

designes på baggrund af kernesymptomer,

men må designes på baggrund af den

enkeltes konstruktion af differentierede og

lokale betydningsmønstre i det levede liv.

15


ADHD har differentierede betydninger

• de kategorier som er til rådighed fungerer

ikke tilfredsstillende

ADHD kan måske kategoriseres som

handicap, funktionsnedsættelse eller sygdom

• men det matcher ikke de voksnes egne

problemdefinitioner, som kræver en anden

og mere differentieret tilgang

Ability

• Udvikling af begrebet som en analytisk

konstruktion, der kan gribe de

modsætningsfylde beretninger

• Først og fremmest udviklet for at skabe

mening med respondenternes forhold til

arbejdsmarked og uddannelse

• Har udviklingspotentiale til andre

dimensioner

Ability komponenter

A.

Formelle kvalifikationer: uddannelse og erfaring

B.

Sociale kompetencer: omgængelighed, situationsfornemmelse, empati.

C.

Tidstypisk matchning: tolerance, stress, fleksibilitet og selvstyring.

D.

Balanceret selvforståelse af den samlede situation: styrker og svagheder

E.

Handlingspotens: ideer til indsatser og tiltag – generelt og i egne

handlinger.

16


Ability som co konstruktion

• Forskellige perspektiver danner afsæt for

forståelse og handling i det sociale arbejde

• Klientisering og spejling er et vilkår

• Diagnostisk respons er et faktum i socialt

arbejde

• Vanskeligt at problemdefinere

• Ability kan danne afsæt for produktive møder

ADHD i det sociale arbejde

• Eksisterende kategorisk arbejde fungerer ikke

• Behov for fleksibel og responsiv analyse

ADHD må forstås som perspektiv – og kontekst

afhængigt

• Indsatser skal defineres af brugerne og respondere

kompleksitet og kontekst

• Behov for adskillelse af børn – unge og voksen

diskurser om ADHD

En fremtid

• Jeg har søgt om pension. Fordi så kan jeg få en indtægt,

der svarer nogenlunde til at have en dagligdag. Og så

kan jeg begynde at arbejde hen imod at lave mindre

opgaver. Altså få en revisor og løse mindre opgaver en

gang imellem. jeg er god til at skrive, jeg er god til at –

altså – jeg er god til mage ting faktisk. Og mange af

tingene er også penge værd. Men det er jo ikke penge

værdi, hvis man får en ny ide hver måned, medmindre jeg

får en måde at få det til at fungere på.(Nikolej 18)

17


for at mindske tab af værdighed

• Jamen jeg har tabt alle de kampe, jeg har kæmpet. Fordi mit mål

har været et, jeg ikke kunne opnå med, hvad kan man sige, de

ressourcer, jeg har haft, eller med de teknikker, jeg har brugt til at

nå de forskellige mål, ikk´ Så jeg ser da på mig selv som en

taber. Altså ikke på den der måde med, sådan en taber det er

sådan en, der tæver sin hund og drikker elefantbajer. Ikke på den

måde en taber. Jeg har mistet kampgejsten. Jeg har mistet troen

på, at det kan betale sig, og det er næsten den værste kamp, man

kan tabe overhovedet, ikk´ Det er troen på, at det kan betale sig

at gøre noget. Det er nok et af mine største mål lige for tiden. At få

troen igen på, at hvis jeg gør noget, så betyder det reelt noget. For

mig selv og for andre mennesker. (Nikolej, 37)

18


Konklusioner og perspektiver på baggrund af arbejdet med Ph.d. afhandling:

Former for Ability. Hvilke betydninger tillægges en ADHD diagnose i forhold til

selvforståelse, intersubjektive og institutionelle positioner.(Andersen 2009).

Indledning

Målet med dette kapitel er at præsentere tværgående diskussioner af afhandlingens

konklusioner samt perspektivere disse diskussioner som implikationer for det sociale arbejde.

Koblingen til det sociale arbejde ser jeg som central, og især hviler denne kobling på de

analyser. der er foretaget i den samlede Ph.d. afhandling: Former for Ability. Hvilke

betydninger tillægges en ADHD diagnose i forhold til selvforståelse, intersubjektive og

institutionelle positioner.(Andersen 2009)

Kapitlet her er disponeret i to afsnit, Det første er en præsentation af de tværgående fund i

afhandlingen, som sættes til diskussion gennem en præsentation af behov for yderligere

forskning i feltet. Det andet afsnit har fokus på implikationer for det sociale arbejde, og

endelig afsluttes med en diskussion af, hvilke betydninger afhandlingens fund kan få for såvel

yderligere forskning i feltet som udvikling i det sociale arbejdes praksis.

Kapitlet opbygges sådan:

8.1. Tværgående diskussion af afhandlingens fund sat i relation til behov for yderligere

forskning.

8.2. Opsamling af de værdifulde fund, som er resultatet af denne afhandling og forhåbentlig

kan give anledning til yderligere forskning i feltet og nytænkning i det sociale arbejdes

praksis.

8.1 Tværgående diskussion

En tværgående analyse af de overordnede fund giver multifacetterede konklusioner, hvor det

vigtigste tværgående fund er, at det kræver en særlig indsats at undersøge og klarlægge,

hvordan den enkelte respondent ser, forstår og anvender ADHD som diagnose i forhold til

selvforståelse, intersubjektive og institutionelle kontekster. ADHD’s deskriptive

kernesymptomer samler på den ene side en gruppe, der kan identificere sig med et eller flere

af kernesymptomerne, men ADHD samler ikke en ensartet gruppe, og hjælp kan ikke

designes på baggrund af kernesymptomerne, men må designes på baggrund af den enkeltes

konstruktion af, hvordan ADHD betydningsfyldes og dermed konstrueres med differentierede

og lokale betydningsmønstre i den enkeltes liv (kapitel 4). Det betyder også, at ADHD som

kategori og position skal ses i relation til andre kategorier og positioner, som den enkelte

indtræder i, og det er netop i forbindelserne mellem de forskellige sociale delinger, der kan

skabes afsæt for sociale indsatser (kapitel 5 og 6). ADHD kan anvendes som forklaring, som

begrundelse og som bekræftelse, der vender indad hos den enkelte, hvor det italesættes som

en personlig egenskab samtidig med, at ADHD kan vende udad i forhold til den verden, der

skal ageres i gennem italesættelser som ”noget”, der skal tages passende hensyn til. ADHD

forstås som noget der er ”iboende” – altså en form for essenstænkning, der overlejrer andre

positioner i et individuelt perspektiv og eksisterer ved siden af en intersubjektiv realitet, hvor

der stilles krav til andres ageren i form af særlige kommunikationsformer, og en institutionel

placering, hvor en placering på arbejdsmarkedet ikke kan realiseres på baggrund af en

19


manglende afklaring. De modsætningsfyldte signaler skal danne afsæt for en specifik analyse

af den enkeltes problemdefinitioner, for at hjælp i det sociale system skal synes mulig,

vedkommende og perspektiverende (se længere fremme).

ADHD kan ikke bruges som en betegnelse, der entydigt betegner et samlet sæt af

problemstillinger og problemmønstre, men må begribes i den kompleksitet, som den enkeltes

liv udspilles i, og især i forhold til de differentierede koblinger mellem forskellige former for

sociale delingsmarkører, der skaber adgang eller manglende adgang til samfundsmæssige

privilegier.

Teoretisk har det ført afhandlingen på en vandring gennem diskursteoretiske universer, over

rolleanalyser til kategorisering og intersektionalitet, og hvert af de teoretiske perspektiver har

på baggrund af forskellighed i styrker været frugtbare i form af at skabe åbninger i

fortællingerne og blotlægge de differentierede sammenhænge, der her udspiller sig.

Det skal tilføjes, at analyserne i særdeleshed viser, hvilke andre former for analyser der med

fordel kan foretages i feltet.

Det begreb, som kommer tættest på en tværgående forståelse af ADHD som fænomen og som

italesættelse, er ”en flydende betegner” (Laclau & Mouffe 2001). Lad mig kort uddybe dette:

ADHD som en flydende betegner

De tværgående fund i analyserne i kapitel 4, 5, 6 og 7 viser, at det giver mening at forstå

ADHD som diagnose, der fungerer som en spejling af kompleksitet og foranderlighed i

omsætningsleddene (dem, der bruger diagnosen – dvs. respondenter, pårørende og

professionelle). Diagnosen anvendes, forstås og fortolkes af respondenterne på så mange

forskellige måder, at det giver mening at betegne ADHD som en flydende betegner (Laclau &

Mouffe 2001). En flydende betegner er et udtryk for et begreb, der ikke er fast forankret i en

bestemt meningskondensering, men stadig er åbent for fortolkning, og som diskursivt er i

konstant bevægelse i og mellem forskellige diskurser. Diskursive kampe om

betydningsdannelse af ADHD er pågående og forankrer sig inden for flere forskellige

”gamle” diskurser – psykiatri, antipsykiatri, neuropsykiatri og forskellige psykologiske

retninger (Dalsgaard 2002, Trillingsgaard 1995, Rose 2003a+b, Hallerstedt 2006, Gerlach

2007, Hoem 2008, Kadesjö 2002). Offentlige hverdagsdiskurser er ligeledes under konstant

dekonstruktion og rekonstruktion (Börjesson 1999), og selvom børnediskurser om ADHD

fortsat er dominerende også inden for voksenområdet, er denne tætte kobling dog underlagt

forskellige former for dekonstruktionsprocesser, som primært igangsættes med baggrund i, at

børn med ADHD bliver voksne med ADHD (Dalsgaard 2002, Kadesjö 2002, Hoem 2008,

Börjesson & Palmblad 2007). Samtidig pågår der også i den offentlige hverdagsdiskurs

dekonstruktioner og rekonstruktioner af ADHD’s betydning for voksne (Börjesson 1999).

Denne afhandling bidrager til den eksisterende forskning på tre måder. For det første har den

fokus på, hvordan ADHD anvendes og betydningsfyldes af respondenterne, frem for hvad

ADHD er. For det andet udvikles og argumenteres der i denne afhandling for, at et begreb

som ability kan fungere som analysestrategisk omdrejningspunkt i en analyse af, hvordan

ADHD betydningsfyldes.. Det har potentiale til at udvikles som metodiske principper, hvis

det får mulighed for at blive afprøvet konkret i socialt arbejdes praksis. For det tredje har

afhandlingen fokus på de voksne respondenters konstruktioner af ADHD’s

20


etydningsmønstre i det levede dagligliv gennem analyser af deres fortællinger, hvilket

tilføjer den eksisterende forskning et væsentligt element, idet brugerne (ADHDdiagnosticerede)

tilføres en forskningsmæssig position, og herunder at især de voksne med

ADHD får en stemme gennem deres fortællinger.

De fortællinger, der danner det analytiske omdrejningspunkt i denne afhandling, skal forstås

som samordensberetninger. Udvalgte fortællinger om udvalgte handlinger, som i sig selv er

diskursdefinerende forstået på den måde, at selve fortællingen er en diskurs i sig selv, hvori

ADHD anvendes som en flydende betegner – forskellige og lokalt forankrede

meningskondenseringer, der anvendes og udvikles differentieret afhængigt af kontekstens

mulighedsbetingelser i fortid, nutid og fremtid.

Ved en løs kobling mellem ability og flydende betegner i en magtdiskurs som socialt arbejde

kan der åbnes for, at den asymmetriske magtrelation, der dominerer dette felt, kan udvikles til

en mere produktiv anvendelse af magt gennem en udvikling af de perspektiver, der primært

driver socialt arbejde i dag.

Som afrunding på denne korte tværgående diskussion af afhandlingens foci vil jeg kort berøre

de teoretiske diskussioner, som udspringer af de teorivalg, som afhandlingen baserer sig på,

og som åbner for diskussioner af behov for yderligere forskning i feltet.

Behov for yderligere forskning

Analyserne har anvendt forskellige teoretiske bidrag – Foucault (1980, 1994) og Goffmann

1978, 1999, 2004) som de overordnede og gennemgående – men suppleret med

intersektionalitet (Pringle 1998, 2006), Yuval-Davis 2006, Qvotrup Jensen 2007, Faber 2008,

m.fl.), kategorisering (Börjesson 1997, Börjesson & Palmblad 2007a, 2008, Börjesson,

Palmblad & Wahl 2007b) og narrativer (Hyden 1997a+b, 2005, Hyden & Hyden 1997). Den

overordnede teoriramme formes af Foucault (ibid.), og derfra er teorivalget baseret på en

pragmatisk tilgang ud fra et anvendelsesprincip. Teorier er udvalgt på baggrund af, hvad de

analytisk kan tilføre, og i denne analyse har det været frugtbart at supplere den

diskursanalytiske tilgang med fokus på subjektiveringsprocesser, med Goffmans

samhandlingsbegreb og rolleanalyse, fordi det har givet analysen en relevant placering i

struktur-aktørspørgsmålet på den måde, at begge dimensioner tydeliggøres og dimensioneres

konkret. Kategorisering som en uomgængelighed i forhold til præcisering af konteksts

betydning er i denne analyse uddybet med intersektionalitetstanken, som først og fremmest

har bidraget med den grundlæggende tanke: hvordan forskellige elementer af sociale

delingsprocesser enten forstærker, overlejrer eller udjævner hinanden. Samtidig har især

intersektionalitetsoptikken rejst nye spørgsmål i feltet, som ikke er diskuteret her, men som

kunne danne afsæt for mere forskning i feltet.

Jeg vil i det nedenstående kort beskrive seks områder som jeg mener trænger til forskning,

som her forstås som konstruktioner af viden, der kan anvendes til at styrke praksis i socialt

arbejde.

21


22

1. Hvordan kan mødet mellem voksne med ADHD og det sociale system kvalificeres


2008). Den mere kritiske forskning har forskellige perspektiver, hvoraf det ene forholder sig

kritisk til selve den medicinske definition og fokusering af ADHD (Timimi 2004, Rose

2003a+b, Brante i Hallerstedt 2006) og peger på medicinalindustrien som ”skurken” i den

markant øgede medicinering (Lægemiddelsstyrelsens statistik). Andre kritiske

forskningsperspektiver lægger vægten på det fravær af andre indsatser end medicin, som

præger billedet. Fx kognitive træningsmetoder, psykologiske indsatser, multimodale

interventionsformer og læringsbaserede indsatser i fx uddannelses- og skolesystem (Cooper &

Bilton 1999). Endelig er der også en spirende opmærksomhed på kost, naturmedicin og andre

holistiske metoder (ibid.) til at kompensere og håndtere vanskeligheder, som beskrives under

ADHD-kategorier.

Jeg har ikke set forskningsbaserede undersøgelser af de praktiske komplikationer og

konsekvenser i et intersubjektivt system som fx en familie, hvilket på den anden side er yderst

relevant, i takt med at ADHD italesættes som en ”familiesygdom” (ADHD foreningen), og at

medicinering i alle aldersklasser er i vækst (Lægemiddelstyrelsens statistik).

Centralstimulerende midler virker ikke døgnet rundt – uanset om det gives som depotmedicin

– og dette faktum sammenholdt med, at ADHD angiveligt er stærkt arveligt Thomsen 2008),

peger på en vis ophobning af vanskeligheder i familier, hvor såvel børn som voksne (dele af

familien) er diagnosticeret og medicineret. Det ville være interessant at foretage et studie

(deltagende observation) i disse familier med henblik på at kortlægge såvel

håndteringsstrategier samt evt. behov for sociale hjælpeforanstaltninger – herunder sammen

med familierne designe relevante indsatsformer, som netop tager afsæt i familien som et

socialt system samt den konkrete og praktiske hverdag. Det betyder, at såvel

problemdefinitioner og løsningsforslag tager afsæt i det levede liv og de erfaringer, som

danner fundament for den konkrete familie.

3. En udvikling af handicapbegreb og forskning med afsæt i og involvering af brugere

med neuropsykiatriske diagnoser

Samtidig har der i arbejdet med afhandlingen vist sig et behov for inddragelse af yderligere

teoretiske diskussioner, som ikke har været realistisk at bringe i fuld anvendelse her. Især

kunne en forstærkning af handicapteorier og diskussioner være oplagt (Corker & Shakespeare

2002, Oliver 1990, Hyde 2000). Inden for især den britiske disability research tegner der sig

et billede af en udvikling af de mere traditionelle adskillelser mellem disability set som en

medicinsk model eller gennem en social optik, hvor fx Corker og Shakespeare peger på et

behov for teoretisk at forlade disse optikker til fordel for mere brugerfokuserede og

differentierede modeller i arbejdet (2002). En udvikling og vinkling af handicapbegrebet

kunne med fordel tage afsæt i de ”nyere” diagnoser, og især inden for neuropsykiatrien er

brugernes perspektiv fraværende i den aktuelle diskussion. Herunder kunne det være

interessant at udforske såvel koblinger som adskillelser til den del af den socialpsykiatriske

forskning, som til en vis grad er ”brugerdrevet” (fx Beresford).

Peter Beresford (2003) sætter især fokus på, at der er behov for at inddrage brugere centralt i

forskningen og ikke blot som formidlere af data eller som deltagere i styregrupper m.m., og

påpeger, at forskere også er med til at diskriminere og undertrykke socialpsykiatriske brugere

ved pr. rutine at behandle deres viden som mindre værdifuld og mindre troværdig.

Selvom der angiveligt er en noget længere tradition for brugerdeltagelse og brugerstyring i det

socialpsykiatriske arbejde og på flere planer i USA og England, så viser der sig også et kritisk

23


lik, som især beskriver forskellige former for vanskeligheder. Beresford påpeger i

særdeleshed, at det er vigtigt at interessere sig for de forskellige ideologiske baser, som kan

danne udgangspunkt for at involvere brugere i forskning: fx en forbrugertankegang eller en

frigørende tankegang. Den dominerende ideologi har jf. Beresford været præget af en

forbrugertankegang, som blandt andet giver brugerne en oplevelse af, at store anstrengelser

kun har ført til en følelse af tokenism, manipulation og ”consultation fatigue” (2003).

I Norden har Sverige markeret sig på området især gennem etablering af forskningscirkler,

hvor brugere og forskere samarbejder (Starrin & Forsberg 1997) og gennem et større projekt

”Vardagsmakt” under Riksförbundet för Social og Mental Hälsa, som ligeledes peger på

betydningen af at involvere brugerne direkte i forskningsprocesserne samt i såvel

kvalitetsarbejde som vidensudvikling.

I Danmark er der ikke den samme tradition for involvering af brugere i forskningsprocesser.

På det forskningsmæssige område har Hanne Katrine Kroghstrups model (Bikva 1997-1999)

dannet et solidt udgangspunkt for brugerinddragelse i evaluering, og der er etableret et center

for evaluering i Århus, som især koncentrerer sig om udvikling af praksisforskning og

uddannelse af brugerlærere. Der er dog i højeste grad stadig behov for at sætte fokus på,

hvordan brugerne kan deltage i hele forskningsprocessen, samt hvordan der kan skabes et

større fokus på at kvalitetsudvikle samarbejde/interaktion mellem brugere og professionelle.

Der er altså stor forskel på, hvilken forskningsmæssig tradition og vidensinteresse der

afspejler sig her, hvor det kan se ud som om, at det, der styrer den danske indsats, i højere

grad er identificering af særlige målgrupper eller særlige problemstillinger (fx unge og børn af

psykisk syge forældre)(VIPU Viden 2007 nr.4) frem for en mere generel interesse i den

særlige aktørstatus, som bruger af en social psykiatrisk indsats og med fokus på deltagelse.

Der er altså behov for at forske i, hvordan selvforståelse som bruger og position konstrueres i

det socialpsykiatriske felt, som det tegner sig i Danmark, men endnu mere uudforsket end det

socialpsykiatriske felt står det neuropsykiatriske felt, som jf. Rose (2001, 2003a+b) kan

kaldes den nye socialpsykiatri.

Koblingen mellem brugeres selvforståelse og position og det professionelle sociale arbejde i

feltet er et noget overset felt både i forskning vedrørende brugerdeltagelse og i praksis.

Parallelt med brugernes selvforståelser og positioner konstrueres de professionelles ditto, og

der er også forskellige typer af professioner involveret i arbejdet, som vil have forskellige

perspektiver og optik på såvel arbejdet karakter, deres egen rolle og brugerne. Det er et

uomgængeligt fokusområde i danske forskningsprojekter, fordi Danmark slet ikke har de

samme græsrodsorganiseringer inden for brugerområdet som England og USA har, og fordi

det psykiatriske felt er relativt ”professionstungt”. Det er ofte professionelle, som udgør det

vigtigste input i en socialpsykiatrisk indsats. Set med danske øjne er de professionelle i socialt

arbejde et vigtigt knudepunkt i arbejdet med brugerdeltagelse, da de pr. definition besidder en

magtposition, som kan anvendes til at hæmme eller fremme en brugerdeltagelse (på alle

niveauer), men den professionelle rolle og det sociale arbejde skal også ses i lyset af den

organisatoriske kontekst, fagenes socialisering, den enkeltes medarbejderes håndtering af

opgaven, samt hvordan magten forstås, håndteres og udvikles. Det kan ikke tages for givet, at

de professionelle i praksis arbejder for at fremme brugernes deltagelse – de har også selv

mange interesser i spil (Lipsky 1980, Schön 1991, Sehested 1996). Der er altså behov for en

flerdimensionel forsknings- og praksisudviklingsindsats, hvor brugerne er i fokus, og hvor der

arbejdes med koblinger mellem forskning og praksis i socialt arbejde og trækkes linjer

24


mellem fx forskning i socialpsykiatri og (den sparsomme) socialvidenskablig forskning i

neuropsykiatri.

4. ADHD, køn og forældreskab

Et større fokus på kønsaspektet er oplagt i den fremtidige forskning (Christensen og Siim i

Kvinder, Køn og Forskning 2006). ADHD har traditionelt været et ”drengefænomen”, som

har udviklet sig til også at indeholde piger, i takt med at diagnosens kernesymptomer dels

differentieres i sine beskrivelser (Thomsen 2008, Hjörne & Säljö 2004, 2008), dels anvendes

som beskrivelser af afvigelser i ”pigeadfærd”. I denne undersøgelse konstruerer kvinderne

ligeledes særlige udtryk og særlige fortællinger, som både kan være/er bundet til køn, men

også til moderskab og den kønslige forholden sig til fx familien som institution. Jeg har ikke

anvendt køn som social delingsmarkør i analyserne, men det er bundet i en tidsfaktor.

Kønsaspektet står som en larmende ubekendt i de diffentieringer, der skabes i fortællingernes

konstruktion og i analysernes fokus, men med en tydelighed, der gør det svært at overse, at

kvindernes handlingspotens er anderledes end mændenes, og at moderskab ikke kan fravælges

på samme måde som faderskab.

5. Har ADHD forskellige udtryksformer som er koblet til klasser

En anden social delingsmarkør, som er underbelyst – om end topaktuel – i afhandlingen er

spørgsmålet om klasser og ADHD. Undersøgelser viser en tendens til, at børn af

velduddannede forældre klarer sig bedre med en ADHD-diagnose end børn af forældre med

en ringe uddannelse (Dalsgaard 2002, Kadesjö 2002), men der er ikke foretaget deciderede

klasse- eller levekårsanalyser koblet til ADHD-problematikker. Inden for sundhedsfremme og

forebyggelsesdiskussioner har man i adskillige år arbejdet ud fra en viden om, at en

enkeltstående parameter som fx uddannelse har en afgørende forskelssættende betydning for,

hvordan sundhedsfaglige interventioner virker. Jo højere uddannelse, jo større udbytte af

interventionerne. Rehabilitering af hjertepatienter fx (Meillier 2008). ADHD lanceres

diskursivt som ”noget, der kan ramme alle” (ADHD foreningen) – altså en diskurs, hvor

social ulighed i sundhed er fraværende. Det interessante kunne være at undersøge: for det

første, om der er ensartet diagnosticeringsgrad uanset uddannelse, og for det andet om den

måde, som ADHD konstrueres på, i sin betydning har et ”klasset udtryk”. Faber (2008) har i

sin afhandling beskrevet, hvordan klassebegrebet stadig sætter sig igennem i fortællinger,

selvom ordet klasse ikke har den samme gennemslagskraft som tidligere. Skeggs (2004) har

ligeledes aktualiseret klasse som dimension og kan sammen med Faber (2008) udgøre et

interessant udgangspunkt for en undersøgelse af, om og hvordan ADHD får et ”klasset”

udtryk, og dermed også danne former for relevant viden i det sociale arbejde. Her er det

oplagt at interessere sig for koblinger mellem ADHD, kriminalitet, misbrug og andre særlige

belastninger.

6. Hvordan kan forskelle i fordelinger af ADHD i forhold til race og etnicitet forstås

Diskussioner om ADHD og etnicitet nærmest uberørte (Brady 2004), hvilket henstår som et

oplagt forskningsområde for fremtiden. Helt aktuelt offentliggøres, at der i Danmark er en

25


etydelig underrepræsentation af børn og unge med anden etnisk herkomst end dansk blandt

de børn og unge, der diagnosticeres med ADHD. Hvordan dette kan forstås må bero på en

nærmere undersøgelse, men det ville være nærliggende at tage afsæt i dele Skyttes (2006)

forskning, som blandt andet peger på, at sociale problemer/vanskeligheder ofte oversættes og

begrundes gennem etnicitet og kultur frem for andre sociale delingsmarkører.

Jeg har nu præciseret nogle af afhandlingens vigtigste hovedfund og sat dem i relation til den

eksisterende forskning ved at påpege, hvad det primære bidrag er samt en række områder, der

”trænger” til forskning i dette felt. Jeg vil nu gå videre med næste afsnit, som er en

præsentation af ønsker til fremtidens udviklingsfelter i det sociale arbejdes praksis på

baggrund af afhandlingens analyser.

8.2 Afhandlingens fund og muligheder for udvikling i det sociale arbejdes praksis

Med udgangspunkt i et stigende antal voksne, der diagnosticeres inden for det

neuropsykiatriske system (jf. lægemiddelsstyrelsens statistik), er det relevant at forholde sig

til en form for modernisering af de kategoriseringsmuligheder og hjælpeforanstaltninger, der

arbejdes med i det sociale arbejde. Denne afhandling giver et indblik i, hvilke alternative

fortællinger der kan danne udgangspunkt for en mere fleksibel analyse af de

problemstillinger, der ønskes støtte til at håndtere, men det kræver en omlægning af bestemte

tankegange, som regulerer det sociale arbejdes praksis. Lad mig kort summere:

At få en ADHD-diagnose er ikke det samme som at indskrive sig i en handicapkategori.

ADHD kan med fordel forstås som en flydende betegner, der kan indholdsfyldes meget

forskelligt afhængig af kontekst, perspektiv og tilgængelige muligheder.

ADHD er ikke en kategori i sig selv i det sociale arbejde, men kategoriseres enten som

handicap, funktionsnedsættelse eller kategoriseres ikke specifikt. Det er et problem, fordi

voksne med ADHD skal baseres på en børnediskurs for at få adgang, skal klemmes i deres

selvforståelser og problemdefinitioner, så de kan kategoriseres, hvor hjælp er mulig, og at

den hjælp, der kan tilbydes, derfor ikke er passende i forhold til de komplekse og

differentierede mønstre, som ADHD kan udløse. Der skabes individuelle mønstre, der

spiller sammen med andre former for sociale delingsmarkører, der – indtil videre – er

uoplyste og umarkerede forskelle.

ADHD siger ikke i sig selv noget som helst ensartet om, hvilke problemstillinger der især

formuleres som støttekrævende.

ADHD er ikke en egenskab eller en essens hos den enkelte, selvom det i fortællinger

fremstilles sådan (fordi der trækkes på de tilgængelige diskurser) – som en indvendig

mangel hos den enkelte. Det sociale arbejde må sætte disse egenskabsforklaringer til

diskussion.

På samme tid viser afhandlingen, at der er vigtigt at fastholde, at:

26


ADHD giver respondenterne vanskeligheder – personligt, socialt, arbejdsmæssigt og

kommunikativt.

Erfarede vanskeligheder og særlige belastninger har udløst behov for diagnose som en

forklaring på det anderledes og nogle gange som en fritagelse fra normale krav, men som

samtidig har en samfundsmæssigt inkluderende karakter i form af en diagnose, der i sig

selv legitimerer det anderledes og dermed indskriver sig i en overordnet normalitet som

kategori.

ADHD kan vælges som en kategori, der fungerer som en intersubjektiv og institutionel

bytteværdi.

Medicinering skaber mulighed for adfærdsmæssig forandring, der dels styrker

mulighederne for social samhandling og dermed andre subjektiveringsmuligheder, dels

giver adgang til at se andres perspektiver – i de perioder, hvor medicinen virker bedst.

Fortællingerne om et liv med og i ADHD bærer præg af, at ADHD bedst anvendes som en

beskrivelse af situationer, der er kendetegnet ved ”at stå ved siden ”. Ikke inden for eller

uden for, ikke inden i eller uden på, ikke over eller under, ikke syg eller rask, eller normal

eller handicappet. ADHD konstrueres uden for de almindeligt anvendte begrebspar

(Koselleck i Andersen 1999) og konstrueres i forskellige betydningsmønstre afhængig af,

hvilke andre sociale delingsmarkører ADHD forbinder sig til – alder, køn, klasse og

etnicitet.

At stå ved siden af skaber en position, hvor dele af det, man står ved siden af, kan aftappes og

anvendes, og andre dele afvises, hvilket analyserne i kapitel 4, 5, 6 og 7 har vist, men det

giver også problemer i det sociale arbejdes praksis, fordi udgangspunktet for at indtræde i

denne praksis er en position som klient, der i udgangspunktet er defineret som en

underskudsposition. Hvis det sociale arbejde skal gribe disse komplekse og differentierede

fortællinger om ADHD og dets betydningsdannelser i det levede liv, kræver det en forandring

i de tilgange, der styrer arbejdet. Der skal arbejdes ud fra en mere intersektionel tænkning,

hvor en tydeliggørelse af forbindelser mellem forskellige sociale delingsmarkører danner

udgangspunkt for analyser af klienternes fortællinger. Her skal der så (fx gennem ability)

både lægges vægt på en erkendelsesdimension, som bygger på en logik, hvor handling følger

af erkendelse, men også en handlingsdimension, hvor handlinger altid eksisterer og kan danne

afsæt for erkendelse, men hvor erkendelse ikke kræves som en nødvendighed for handling.

Handling som en social aktion må i højere grad danne afsæt for analyse hos de professionelle

socialarbejdere.

Denne afhandling kan på forskellig vis bidrage som afsæt dels for yderligere forskning i

feltet, dels for konkrete udviklingsprojekter i det sociale arbejde. Jeg vil i det sidste afsnit

gøre rede for begge dimensioner ved først at beskrive, hvordan jeg mener, at afhandlingens

bidrag til det sociale arbejde skal ses.

For tre år siden da denne afhandling begyndte sit liv, var der ikke megen fokus på ADHD’s

betydning for voksne. Det har ændret sig radikalt i de forløbne år, og nu er der ikke kun

medicinsk fokus på denne gruppe, men også en spirende socialfaglig interesse.

Velfærdsministeriet har netop bevilget 26 millioner kroner til området. Den brede offentlige

debat har ligeledes vist betydelig interesse for feltet, og det er næsten dagligt, at ADHD

italesættes i aviser og fjernsyn.

27


Dog kniber det stadig med forskning på området, og især forskning, hvor de ADHD-berørte

sætter fokus og dagsorden. Denne afhandling bidrager med, hvordan der udbytterigt kan

forskes i feltet fremover, men kaster også konkrete resultater af sig. Lad mig kort gøre rede

for, hvilke værdier, jeg mener, at afhandlingen rummer.

1. Udgangspunktet om at basere forskningen på brugerne som konkrete og aktive aktører i

konstruktioner af de selvforståelser og positioner har vist sig værdifuld.

2. Jeg har undervejs kæmpet for at fastholde respondenterne i centrum for afhandlingen – at

holde dem i live. Det er kun til en vis grad lykkes, da jeg indimellem oplever at have tabt

deres historier i det akademiske og strukturelle arbejde, det også er at udarbejde en

afhandling

3. ADHD kan som diagnose anvendes som adgangsbillet til magtfulde positioner – eller til at

forhandle magt i asymmetriske magtrelationer

4. Den måde, som jeg har mikset forskellige teorier og tilgange på i det analytiske arbejde,

har vist sig at fungere og har bragt de forskningsbaserede resultater i rimelig tæt kontakt

med praksis i socialt arbejde

5. Afhandlingen har udviklet et bud på en anvendelig begrebsudvikling, der kan anvendes i

det sociale arbejde. Her tænkes på ability, som både har analysestrategiske kvaliteter (om

end umodne), et teoretisk begreb (Koselleck 1999) men også potentialer til en metodisk

udvikling af tilgange i feltet. En form for metodenært begreb, der gennem sine analytiske

kvaliteter kan synliggøre og udfolde, hvordan cokonstruktioner og dermed coproduktioner

finder sted i mødet mellem system og borger, og dermed danne afsæt for forandringer i

handling.

6. Det står klart, at et begreb som ability har brug for at komme ud i praksis og arbejde. Med

det mener jeg, at gennem en konkret afprøvning i praksis kan begrebet udvikles, så det kan

anvendes som tankegang og udredningsmodel i forbindelse med ADHD, når ADHD møder

det sociale system. På den måde kan det vise sig, om ability som begreb har potentiale til at

udvikle sig til konkrete håndtag i det sociale arbejde ved at tilføre praksis selve begrebet.

Begrebet bærer i sig en nødvendig udvikling af tankegang og tilgang i det sociale arbejde,

som kan betyde, at ressourcebetragtninger kan blive konkrete, fordi ability indeholder

såvel en forandring af diskurs som en forandring af perspektiver. Men det er påkrævet at

sætte ind med yderligere forskning i forhold til at kvalificere det grundlag, som det sociale

arbejdes praksis hviler på i håndteringen af ADHD i hjælpesystemerne.

Denne afhandling er nået sin foreløbige afslutning med potentialer, som peger på yderligere

forskning i feltet, praksisudvikling af begrebet ability og en analytisk kobling af et

udviklingsarbejde med ADHD og det sociale arbejdes praksis.

28


Skal vi nu til at thave en NY‘ ‘pukkel’ af

patienter ind i voksenpsykiatrien

Postulat: ADHD is the most treatable

Dette er personer som disorder i forvejen of psychiatry er I ALLE

behandlingsregier, g blot udiagnosticerede eller

fejldiagnosticerede Russell Barkley - London 2009

Problem:

Hospitalspsykiatrien og retspsykiatrien har endnu

ikke taget t ADHD diagnosen til sig – hør hvorfor

det især er ambulante regier der ‘belastes’ af

ADHD adfærd……

Skal vi nu til Hvad at th have er ADHD en NY‘ ‘pukkel’ af

patienter ind i voksenpsykiatrien

ADHD er en variation i hjernens funktionsmåde og

Postulat: findes hos 3 -7 % af populationen og i mindre

udpræget grad hos langt flere af os (spektrum)..

Dette er personer som i forvejen er I ALLE

ADHD

behandlingsregier,

er en neuropsykiatrisk

blot udiagnosticerede

lidelse – og i dagens

Danmark er det g et handicap på linie med fx

eller

fejldiagnosticerede

medfødt uopdaget svært nedsat hørelse -

Problem: man kan ikke bare kan ‘tage sig sammen’ eller

‘opdrage’ sig ud af nedsat hørelse!

Hospitalspsykiatrien og retspsykiatrien har endnu

ikke taget t ADHD diagnosen til sig – hør hvorfor

det især er ambulante regier der ‘belastes’ af

ADHD adfærd……

29


Opsporing i teenage-år Nej ….løbet er kørt

vi ser ‘gennem fingre’ med børn der ‘under-performer’

i 1 klasse, 2 klasse, 3 klasse, 5 klasse…..7 klasse

30


TIDLIG OPSPORING AF ADHD ER VIGTIGT:

FOREBYGGER FØLGE-LIDELSER

Hvor mange FAGPERSONER ’kigger’ på hvert barn

•Lærere (10 stk)

•SFO pædagoger (5)

•barnets læge

•Sundhedsplejerske

•Skolepsykolog

•Skadestuer

•Børneafdelinger

Norge: Retningslinier

i

Behandlingslinja legger opp til at fastlege

og PPT gjør grunnutredninger før eventuell henvisning

til BUPP. Dette begrunnes med at

- det som kan gjøres lokalt

skal gjøres lokalt, og at PPT og

fastlege er de som i slike saker har formell

utredningskompetanse på kommunalt nivå.

De er imidlertid helt avhengige

av informasjoner, observasjoner og

vurderinger fra andre: Foreldre, helsestasjon,

barnehage / skole, andre.

31


Norge: ‘Nasjonalt kompetansenettverk’

De regionale helseforetakene har under etablering

regionale fagmiljøer for AD/HD, Tourettes syndrom og

Narkolepsi som bl.a. omfatter kompetansen i de

tidligere sakkyndige team.

De regionale fagmiljøene skal i samarbeid med Nasjonalt

kompetansesenter for AD/HD, Tourettes syndrom og

Narkolepsi, brukere og øvrige tjenesteapparat t t inngå i

nasjonalt og flerregionalt samarbeid for å veilede og

yte tjenester i særlig kompliserte tilfeller, og ved behov

henvise til sentrale fagmiljøer.

Norge: Sundhedsplejerske

d Helsestasjonens rolle ved oppfanging.

Helsestasjonene treffer alle førskolebarn, og er

således i en unik posisjon i forhold til tidlig

oppfanging.

Man har et godt grunnlag for å vurdere om det dreier

seg om vanlige vansker, eller forhold som bør

utredes nærmere.

Det finnes forskning som viser at når mødre mener

det er «noe» med barnet deres - har de som regel

rett, men det er ikke alltid de har rett i forhold til

hva problemet er.

32


Norge: PPRs rolle

Behandlingslinje for barn og unge med ADHD i Østfold

Behandlingslinjen er utviklet av Sykehuset Østfold i samarbeid med kommunene i Østfold.

(250.000 indbyggere)

PPT’s rolle ved oppfanging:

PPT kan ha ulike roller i oppfangingen av

barn med mulig ADHD:

1.Gjennom kurs og veiledning til helsestasjoner,

barnehager og skoler bidra

til at disse har best mulig kunnskap

om ADHD.

Det innebærer også kunnskap

om andre vansker barn kan ha,

og normalutvikling (Hjelperessurser

for PPT med henhold til å holde kurs

om ADHD (2)).

Norge: Børne – ungdomspsykiatrisk tjeneste:

BUPP har to ulike roller i oppfangingen

av mulig ADHD:

1. Gjennom kurs, veiledning og lignende bidra til at

de ovennevnte aktørene har best mulig kunnskap om

ADHD.

2. I sitt eget arbeid gjøre en vurdering av

ADHD etter de kvalitetskriteriene….

En utredning skal ikke bare munne ut

i en formell diagnose (ADHD), men

beskrive styrker, svakheter og behov hos

barnet / ungdommen på en måte som

styrer videre tiltak.

Almen praktiserende lægers rolle

Managing attention-deficit/hyperactivity disorder

in primary care:

A systematic analysis of roles and challenges.

Primary care providers believe that it is highly

appropriate for them to manage ADHD….

but need for additional training of primary care

providers but also for practice-based resources

to assist with school communication and

collaboration with mental health agencies

Pediatrics. 2008 Jan;121(1):65-72

33


Parent-training/education programmes in the

management of children with conduct disorders

3.3 Parent-training/education programmes tend to be focused and

short term, usually 1.5–2 hours every week for 8–12 weeks. They

can be held in a variety of settings including the hospital, clinic,

community or home, and they can be conducted in groups of 6–

12 participants or individually.

Programmes can be run by psychologists, therapists/

counsellors, social workers or community workers, but in

some cases voluntary agencies or parents who have been

through programmes themselves can be involved.

Vi skal bruge alle hænder!

VI MANGLER AT UDBREDE MANUALER

om genkendelse og håndtering af ADHD

til alle der har med børn at gøre

og

til alle der har med behandling

i sundhedsvæsenet d at gøre.

Der bliver ALDRIG psykiatere – pædiatere eller

neurologer nok til at mennesker med ADHD

kan blive udredt indenfor en rimelig ventetid!

Opspore fra børnehavealder

Forældre

Sundhedsplejerske

Lægeundersøgelse

Børnehave

SCREENING

•Undervisning

af forældre

•Opfølgning

34


Kommuner og alle SKP’ere skal

klædes på!

Kommuner tilbyder voksne med handicap at få

en SKP. De skal have viden om ADHD og

forstå hvad deres opgave går ud på:

Case :

Kvinde 54 år – kan ikke overskue hjemmet

ønsker meget at få orden på reoler men kan ikke

flytte dem selv. Bøger i flyttekasser på 2det år.

SKP’er sætter sig og lader kvinden lette sit

hjerte: Al tid går med at snakke om det hun ikke

kan overskue : uge 1 – uge 2 – uge 3 – uge 4

= ingen effekt af SKP

Brobygning

Primær sundhedstjeneste +

PPR regionale specialist/

ADHD kompentencecentre

OG vi mangler også:

Referenceprogram for voksne m. ADHD

Guideline for udredning i almen praksis af

børn og voksne

Pædagogiske redskaber målrettet de

forskellige faggrupper

35


36

KRISTELIGT DAGBLAD


KRISTELIGT DAGBLAD

37


38

Politikpapir - Vedtaget af ADHD-foreningens hovedbestyrelse den 2/5 2009

1. Se mennesket før diagnosen

Både børn og voksne kommer i kontakt med et offentligt system også før de er identifi ceret/diagnosticeret som havende ADHD. Tilbageholdenhed

med at henvise små børn, lange ventetider til udredning og behandling og tilstedeværelsen af andre typer problemer gør, at en diagnose aldrig kan

være forudsætning for en offentlig støttende indsats.

Mennesker er forskellige og behøver forskellig type hjælp ”har man set et menneske med ADHD, har man bare set et”.

Tidlig indsats er vigtig for at kunne forebygge udvikling af andre typer psykiske eller sociale problemer. Med en tidlig indsats kan børn og voksne

hjælpes på præcis den måde, der skal til for at de kan deltage i almindelige aktiviteter i samfundet.

Funktionsnedsættelser bliver kun til handicap hvis ikke de mødes med forståelse, forebyggelse og helhedsorienteret indsats.

ADHD kan give vanskeligheder i livet. Men mennesker med ADHD er forskellige, og indeholder dermed også mange muligheder og ressourcer,

som kan udnyttes positivt, hvis de bliver set. At leve et liv med kvalitet handler om at kunne udnytte sine styrker og at få hjælp til at håndtere sine

svagheder.

ADHD foreningen mener:

Det fremgår intetsteds af lovgivningen, at en diagnose er forudsætning for støtte efter service-loven, folkeskoleloven mv. Kommunerne skal

fastholdes på deres ansvar for at der ydes passende støtte til børn, unge og voksne i deres kommune gennem opsøgende indsats i dagsinstitutioner,

skoler, uddannelsessteder mv.

Medarbejderne i det kommunale system skal kunne se og tage hensyn både til de svage sider og til de personlige ressourcer, det enkelte individ

indeholder, og skal kunne tilrettelægge indsatsen udfra det.

Forældrene er børnenes og de unges primærpersoner i et barndomsforløb, der er længere end for andre børn. Derfor bør kommunerne støtte

forældrene til at støtte en særlig vanskelig forældreopgave. Det kan ske gennem forebyggende forældretræning, opbygning af netværksaktiviteter

o.lign. Kommunerne bør øge fokus på aktiviteter, der kan forebygge mere indgribende indsats i familier som tildeling af støtteperson, lønkompensation

eller anbringelse udenfor hjemmet.

ADHD hos voksne viser sig ofte som en sammenhængende række problemer, hvor der skal sættes bredspektret ind.

Opbygningen af kapacitet, hvor både materiel støtte i form af betaling af merudgifter og støttende indsats i form af relationer skal opbygges i kommuner

og institutioner.

2. ADHD er et livslangt handicap

ADHD er som oftest et livsvarigt handicap, som giver behov for støtte og/eller behandling hele livet igennem. Tidligere antog man, at børn med

ADHD voksede sig ud af symptomerne med alderen. Det har nu vist sig, at det ikke sker. Børn med ADHD bliver voksne med ADHD og fl ere voksne

får stillet diagnosen ADHD i voksenalderen.

Både symptomer og problemer ændrer sig med alderen. Den ydre uro ændres til indre uro med depressive træk. Opmærksomhedsforstyrrelsen

camoufl eres som rutiniseret adfærd.

De forskellige livsfaser forudsætter forskellig indsats. En gang givet diagnose skal revideres adskillige gange i livsforløbet og behandling og indsats

skal tilrettes nye livssituationer.

Myndighedsalderen på 18 år svarer ikke til det modenhedsniveau, mange unge med ADHD har. Forskningen siger, at man kan trække 1/3 fra den

biologiske alder for at fi nde modenhedsalderen.

Følgen af ubehandlet ADHD er, at mennesker med ADHD oftere udvikler psykiske lidelser, bliver misbrugere, begår kriminalitet, har svært ved at

fastholde jobs og gennemføre en uddannelse.

ADHD foreningen mener:

Børn med ADHD og deres forældre skal tilbydes en langvarig ofte livsvarig indsats, hvor det er muligt for de berørte at henvende sig, når problemer

ændrer karakter. Opsplitning af tilbud til hhv. børn, unge og voksne giver ikke mening for familier, berørt af ADHD. Der bør indføres aldersintegrerede

ADHD klinikker, hvor medarbejderne er kompetente på livsforløb.

Derfor er der behov for ændringer i den kommunale indsats særlig hvad angår:

• Indførelse af efterværnsmulighed for unge over 18 år, som ikke har været anbragt udenfor hjemmet.

• At der lægges vægt på betydning af inddragelse af forældre, uanset at den unge er nået myndighedsalderen.

• At der indføres (re)habiliteringsmulighed for unge og voksne med ADHD, som netop pga. handicappet ikke i tide er kommet i gang med

uddannelse eller arbejdsliv.

• At der udfærdiges politikker om sagsoverlevering, fx handleplaner ved overgangen fra børn- og unge afdelingen til voksenindsats eller ved skift

af sagsbehandler.

• At handleplaner mv. visualiseres og understøttes elektronisk for at støtte mennesker med ADHD.

3. Basale menneskelige kompetencer

ADHD er så indgribende et handicap, at det er en fælles opgave for familie, skole og samfund at støtte børn, unge og voksne i at udvikle deres

basiskompetencer.

Basiskompetencer er krav og forventninger som alle borgere, børn, unge og ældre mødes med i det moderne samfund. Krav og forventninger der

indebærer, at for at lykkes med uddannelse, karriere og familieliv, skal man som individ kunne:

• Udvikle sociale relationer og fastholde et netværk

• Lære af erfaringer, både positive og negative så man også kan klare sig i personligt pressede situationer

Mennesker med ADHD er handicappet på begge disse vitale områder. Den ADHD-ramte har netop svært ved at udvikle sociale relationer, ved at

kommunikere og være sammen med andre. Risikoen for social isolation og ensomhed er forøget i forhold til ”normalbefolkningen”.

Det forventes også, at mennesker lærer af deres erfaringer, for at kunne indgå i stadig mere komplicerede sammenhænge. At man kan klare personligt

pres. Det er kompetencer, mennesker med ADHD har vanskeligt ved. Følgen kan derfor være, at den ADHD-ramte skifter job, uddannelsesretning,

partner etc., skift der medfører yderligere social udsathed.

ADHD er overvejende arveligt. Risikoen er, at har et barn eller en ung ADHD, så har en af forældrene sandsynligvis også ADHD. I de dobbelt ramte

familier, er behovet for professionel støtte og indsats ekstra påkrævet, fordi den kompensation forældre kan yde i forhold til handicappet, er nedsat

hvis man selv har ADHD.

ADHD foreningen mener:

Mennesker med ADHD har brug for livslangt at støttes i at kunne bruge deres erfaringer og at få hjælp til at udvikle kompetencer i refl eksion og

overblik. Der er behov for støtteordninger - coaches/sociale tolke til at klare både de praktiske men særligt de sociale kompetencer. Mennesker med

ADHD kan have brug for hjælp til at ”oversætte” det, der foregår i sociale sammenhænge.

Familie, partnere og børn udgør det primære netværk. Men et netværk, som kan have behov for afl astning. Der skal udvikles støtteordninger, uddannelsesforløb

mv. der støtter pårørende i at kunne meste et hverdagsliv med ADHD.

4. Større kapacitet i udredning og behandling

Fra 2008 er indført udredningsgaranti i børne- og ungdomspsykiatrien og fra 2009 også en behandlingsgaranti. Fra 2010 indføres behandlingsret i

voksenpsykiatrien. Disse tiltag er sat i værk for at få nedbragt de lange ventelister på udredning og behandling.


På børneområdet er ventelisterne til udredning steget, så ventetiden i visse dele af landet er over 2 år på trods af, at børne- og ungdomspsykiatrien

kun er i kontakt med 0,9 % af børnene mod en forventet efterspørgsel på 2,0%. Øgede ventetider kan således forudses. Der er kun indgået 4 aftaler

med private klinikker, et antal, som slet ikke kan dække behovet.

På voksenområdet er det vanskeligt at fi nde psykiatere, der interesserer sig for ADHD. Der er således ingen opgørelser over behov og ventetider.

Et helt centralt problem er overgangen fra børne til voksenalderen, hvor det manglende fokus i voksenpsykiatrien kan stoppe et ellers positivt

behandlingsforløb.

Udredning og medicinsk behandling i den regionale psykiatri hænger ikke sammen med den kommunale sociale, beskæftigelsesmæssige eller uddannelsesmæssige

indsats.

ADHD foreningen mener:

Udredningsret og behandlingsgaranti er fi nansieret via satspuljemidler. Det er helt uacceptabelt at centrale områder af den sundhedsmæssige

indsats ikke har fast fi nansiering men er afhængig af tidsbegrænset politisk velvilje.

Større og større grupper hører til de psykiske funktionsnedsættelser, hvis konsekvenser sætter sig igennem i hele livsforløbet. ADHD udredes i psykiatrien,

afhjælpes via handicapordninger, men viser sig ofte som sociale problemer. Kommunerne bør tage alvorligt, at der er tale om de borgere,

som har brug for intensiv og sammenhængende støtte og kommunerne bør i forbindelse med overtagelse af forebyggelses- og sundhedsopgaver

overfor borgerne etablere psykiatri-nære klinikker, som kan yde en sammenhængende indsats.

Der er mangel på både børne- og voksenpsykiatere. Der bør tilrettelægges udredningsforløb, hvor hovedopgaverne påhviler andre faggrupper end

psykiatere, som behandlingsretten på voksenområdet også understreger.

Børne- og ungdomspsykiatrien har på eget initiativ udarbejdet referenceprogram om børn med ADHD. Dette referenceprogram er meget medicinsk

orienteret og burde suppleres med anbefalinger, der knytter sig til de pædagogiske, sociale og familiemæssige problemstillinger. Tilsvarende bør

udarbejdes referenceprogrammer/vejledninger på unge og voksenområdet, som sikrer, at der foregår kvalifi ceret udredning og behandling.

5. ADHD berører hele livet og er sektoroverskridende

Dansk handicappolitik hviler på sektoransvarlighedsprincippet, hvilket betyder, at den sektor, der står for indsatsen overfor ”normalbefolkningen”

også skal stå for indsatsen overfor handicapgrupperne. Udredning af ADHD foretages oftest i psykiatrien, som er regionalt organiseret. Det kommunale

handicapområde står for tildeling af hjælpemidler og anden kompensation. Det sociale system træder til i forbindelse med andre støttefunktioner

(familie, job, uddannelse, botilbud etc.) undervisningssektoren er ansvarlig for delelementer, tilligemed jobcentre, osv. Mange professionelle,

fagområder og sektorer skal aktiveres for at hjælpe den ADHD ramte familie. I de senere år er markedsudsætning blevet et betydningsfuldt element

i socialpolitikken. Det betyder at også private fi rmaer skal koordineres med den offentlige indsats.

Overgangen fra barndom til voksenlivet er længere og kan være mere problematisk for unge med ADHD. I den proces skifter barnet fra den børnerettede

indsats til en voksenindsats.

Undersøgelser viser, ud over almindelig vanskeligheder med koordination, at overgange fra en situation til en anden, giver problemer; overgang fra

børnehave til skole; overgang fra skole til ungdomsuddannelse; overgang fra barn til voksen.

Mange familier kan berette om hvordan de er de ansvarlig for koordinering mellem disse mange professionelle og sektorer. Når dertil kommer stor

udskiftning af kommunalt ansatte, bliver mangel på koordination og sammenhæng reglen og ikke undtagelsen.

Der har været afviklet mange forsøg med case-managers, koordinerende sagsbehandlere, patientrådgivere mv.; initiativer, som har haft til formål at

afhjælpe gråzoner og manglende konsistens i den offentlige indsats.

Uden faglig koordination af behandling og tiltag over for den enkelte med ADHD eller dennes familie og uden deling af viden, vanskeliggøres den

samledes indsats. Risiko for usammenhængende behandling og risiko for at de ramte tabes af behandlingssystemet er derved overhængende.

ADHD foreningen mener:

Sektoransvarlighedsprincippet bør diskuteres i lyset af kommunalreformens opsplitning i fl ere sektorer. Der kan udvikles nye forvaltningsformer, der

går på tværs.

Der er der behov for særlige tiltag i den kommunale sagsbehandling i form af:

• Koordination af indsatsen i de forskellige afdelinger i kommunerne.

• Koordination af indsatsen i kommuner og regioner, herunder psykiatrien.

• Kommunerne etablerer en særlig indsats for unge med ADHD.

Kommunerne skal indrette særlige enheder, der tager sig af rådgivning, kontakt, skaber overblik mv. imellem de mange sektorer, der er involveret i

en familie med ADHD, uanset hvilken alder den berørte har.

I alle sager i kommunerne skal der udnævnes en koordinator, borgerne kan henvende sig til, og som kan sørge for kontakten til de relevante medarbejdere.

Der bør anvendes moderne former for inddragelse af borgerne og deres netværk i rådslag-ningsmodeller og formaliseret inddragelse både af

private og offentlige netværk.

De berørte familier og voksne bør uddannes til at kunne håndtere en koordinationsopgave, de oftest kommer til at sidde med. Udnyttelse af de muligheder

lovgivningen giver i form af handleplaner, ressourceprofi ler etc. Bør udnyttes kvalifi ceret og i en sådan- visualiseret - form, som er brugbar

for mennesker med ADHD. I stedet for at være et redskab for sagsbehandlerne skal handleplaner være redskaber til at skabe overblik for borgerne.

6. Opbygning af viden om ADHD og formidling

ADHD kaldes det skjulte handicap, og mange forældre oplever at blive angrebet for at være årsag til deres børns problemer via dårlig opdragelse.

Den manglende viden om ADHD i befolkningen er udtalt og viser sig hos de mange professionelle, mennesker med ADHD kommer i kontakt med.

ADHD er almindeligt forekommende. Derfor skal der rettes informationsaktiviteter mod befolkningen og udvikles og formidles viden til de professionelle.

Viden om ADHD er kilden til forståelse af de vanskeligheder, der påvirker mennesker med ADHD til at reagere som de gør. Viden om ADHD er

forudsætning for at kunne sætte ind med passende støtte tilrettet den enkelte. Viden er en forudsætning for at kunne se de generelle diagnoserelaterede

problemstillinger hos det enkelte individ.

Uden indsigt i ADHD har de ansatte i kommunen ikke mulighed for, at sætte borgeren i centrum og yde den hjælp, der sætter borgeren i stand til at

hjælpe sig selv.

Kommunerne bør tilrettelægge en særlig kvalifi ceret indsats overfor børn, unge og voksne med ADHD

ADHD foreningen mener:

Den grundlæggende forudsætning for at kunne udvikle og formidle viden om ADHD er, at der fi ndes et fagligt miljø, som kan sikre formidling til

de mange involverede. Der skal oprettes et videns- og kompetencecenter som bygger på den viden og erfaring, ADHD foreningen har opbygget

gennem næsten 30 år. Skal viden og metoder spredes forudsætter det en vidensopbygning, som ikke er sektoriseret, men som kan formidle til alle

sektorer og professionsgrupper.

Der bør satses på videreuddannelse af de professionsgrupper, der kommer i kontakt med mennesker med ADHD, sundhedspersonale, pædagogisk

personale og personale indenfor socialsektoren.

Der bør udvikles særlige uddannelsestilbud til mennesker, der arbejder i marken med mennesker med ADHD, coaches, familierådgivere, sociale

tolke, støttepersoner mv.

39

More magazines by this user
Similar magazines