Læs tekstuddrag! - Modtryk

RUDOLF RÆV OG DE
SYNGENDE KRAGER
Der var engang en sommerdag midt
om sommeren, hvor Rudolf Ræv var
grumme sulten. Maven peb og fløjtede,
og tarmene hylede efter
mad.
– Mad, mad, mad! tænkte
Rudolf, og så løb han igennem
skoven fra den ene ende til den
anden og så fra den anden ende
til den ene uden at finde så meget
som en lille bitte bid at spise. Så
løb han helt forpustet ud på engen foran skoven, og der
fik han øje på kragen Kræsten Kra, der sad oppe i et træ
med et stykke lækker ost i næbbet. En rigtig fed, gammel,
herlig ost.
– Det var dog sandelig godt nok et stykke lækker ost,
som Kræsten Kra sidder og tygger i, tænkte Rudolf. Det
kunne jeg filen broderemig godt tænke mig at æde. Jeg
tror splatpettervæltemig lige, jeg ta’r og snyder Kræsten,
så han taber osten.
– Goddag, goddag, Kræsten Kra, sagde Rudolf så. Du er
daskpetterplaskemig den fedeste fugl, jeg længe har set.
Hvis du kan synge lige så lækkert, som du ser ud, så er
du garanteret den fedeste fugl i hele skoven.
– Kra, kra, kra, sagde Kræsten Kra. Det kan du da have
ret i, Rudolf Ræv. Nu skal jeg synge troubadourens trut-
8

polka fra Hyldefløjten af
Mogens Mozart! Og så
sang Kræsten Kra hele arien
med en høj, skrattende basstemme,
og plums faldt osten
ud af næbbet på ham og ned på
jorden.
– Nå, men det der lille pæne stykke ost tror jeg
da lige, jeg vil æde, sagde Rudolf Ræv, og så åd
han osten og sagde tak for mad.
– Det var så lidt, sagde Kræsten Kra og pustede fjerene
op. Nå, sagde han så, der kommer søreme min grandfætter,
som hedder Krumme Kra.
Og ganske rigtig. Der kom Krumme Kra med et stykke
fed, lækker, saftig gammel ost i næbbet og satte sig lige
ved siden af Kræsten.
– Kra, kra, goddar, goddar, sagde han.
– Det var dog li’godt også et forunderligt fedt stykke ost,
han har med, tænkte Rudolf Ræv, det vil jeg da også lige
ta’ og narre fra ham, og så sagde han:
– Nå, men du er jo næsten lige så smuk som din fætter,
Krumme Kra. Hvis du kan synge endnu smukkere end ham,
så tror jeg, du er den smarteste fugl i hele kommunen.
– Kra, kra, jah, jah, sagde Krumme Kra, det kan du
da tro, at jeg kan, og nu skal jeg filen fræsemig synge
Kavalererne i den rustne kane fra Dinkelfyts Filepongo
tre gange bagfra, og så begyndte han at synge, og plums
røg osten ned på jorden, og Rudolf Ræv åd den lige med
det samme.
– Ja, det var godt nok en lækker sang, sagde han, den
var både fed og lagret og med kommen.
– Kra, kra, jah, jah, sagde Krumme Kra; men der kommer
jo min mosters onkel Kristoffer Kra flyvende.
– Jah, jah, det gør jeg da, sagde Kristoffer Kra, og så
9

landede han på grenen med et mægtigt fedt stykke fed
ost i næbbet.
– Det var li’godt lækkert, tænkte Rudolf, det stykke ost
må jeg også lige narre fra ham, og så sagde han:
– Ja, du er godt nok en heldig fugl, Kristoffer Kra, og
hvis du kan synge bedre end Kræsten og Krumme, så er
du også den vakseste krage i hele landet.
– Jah, jah, sagde Kristoffer, det kan jeg da sagtens. Nu
skal jeg synge Pillefonien fra Pegemanden i underverdenen,
og så sang han den, og osten røg lige ned på jorden
med et plums, og Rudolf åd den lige med det samme.
– Det var filen daskemig smukt, sagde han så. Du er
helt sikkert landets lækreste krage.
– Jah, jah, sagde Kristoffer; men der kommer jo min
bedstemors barnebarns oldemor, Kris Kra.
– Jah, jah, goddar, goddar, sagde Kris og landede på
grenen med det største stykke fede ost i næbbet, som
Rudolf Ræv havde set hele sit liv.
– Det må jeg da også lige have fingre i, tænkte han, og
så sagde han:
– Ja, du er filen daskemig den flotteste krage på hele
jordkloden. Hvis du kan synge bedre end Kræsten og
Krumme og Kristoffer, så skulle du udnævnes til pellefant
i Pingonesien.
– Kra, kra, ha, ha, sagde Kris Kra. Det kan jeg da sagtens,
og nu skal jeg synge minuetten fra Den fede kalkun
af H. C. Anderledes, og så sang Kris Kra, og plums røg
osten lige ned på jorden med et svup, og Rudolf åd den
lige med det vuns.
– Bøvs, sagde han så.
– Jah, jah, jeg er den mest fantastiske krage på hele
jordkloden, sagde Kris, men der kommer jo min fætters
onkels tantes morbror Krumspring Kra. Og ganske rigtig,
der kom Krumspring Kra med et gigantisk stykke mægtig
10

ost i næbbet og satte sig på grenen.
– Bøvs, sagde Rudolf Ræv, for han var nemlig ved at få
ondt i maven.
– Jah, nu skal jeg synge Remouladen fra Wienerbassen
i biksemaden af Skægbalde-Bundtesen, og så sang Krumspring
Kra, og det kæmpestore stykke ost faldt på jorden
med et plums, og Rudolf prøvede på at æde det lige med
det samme; men det tog godt nok en halv times tid, for
han var nemlig tem’lig dårlig.
– Jah, jah, jeg er verdens bedste krage, sagde Krumspring
Kra, og der kommer jo min tantes barnebarns bedstemor
Krummelure Kra med et stykke ost i næbbet, der
er så stort, at hun kun kan lette en kvart centimeter fra
jorden, når hun har medvind.
– Jah, jah, goddar, goddar, sagde Krummelure Kra. Jeg
er universets mægtigste krage, fordi jeg kan synge bedre
end både Kræsten og Krumme og Kris og Kristoffer og
Krumspring, og nu skal jeg synge kvartetten fra Mosenkvæk
kvällenkvak af Buffalo Bethoven. Så sang Krummelure,
og osten røg ned på jorden, hvor den næsten var i
forvejen, og Rudolf prøvede fortvivlet på at æde den. Han
tyggede og bøvsede og tyggede og bøvsede en times tid,
og så sagde han:
– BØVS! og så gav det et mægtigt knald, for han sprang
11

nemlig midt over lige på midten, og alle ostebidderne fløj
ud til alle sider.
– Kra, kra, tark skarl du har, sagde alle kragerne, og så
tog de hver deres bid og spiste, og så faldt de i søvn.
– Hvem sæven i skuret er det, der har ædt al min ost
råbte Benny Bonde og kom drønende ud over marken
med sit kæmpestore jagtgevær.
– Nå, det er jer! råbte han, da han fik øje
på alle kragerne, som sad og sov. I skal få
skal I! Og så plaf, plaf, plaf, plaf, plaf,
plaf skød han dem alle sammen og gik
hjem og kogte dem til kragemos.
– Det er meget bedre end den dumme
gamle ost, sagde han fornøjet og tog en
ordentlig skålfuld kragemos, og så levede
han lykkeligt til sine dages ende.
Morale: Kragemos er bedre end en
åndssvag gammel ost.
12