Da de 10 blev til 1 - Kolding Kommune

— Havde I problemer med, at landbruget var en
svingende indtægtskilde rent skattemæssigt
Det var et kapitel for sig rundt i landkommuner¬
ne. Der havde vi diskussion om ejendomsskatterne
og skatterne på formue og indkomst. Vi havde i
mange år her den regel, at 3 5% af budgettet skulle
udlignes på fast ejendom, hvoraf det allermeste var
landbrug. Ved husene var det vist kun grunden, der
talte med. Vi diskuterede, om vi kunne sætte de
35 % ned med den begrundelse, at vi ikke blev flere
landbrug. Budgettet ville stige, fordi vi blev flere
folk, så var det uretfærdigt, at vi skulle blive ved.
Det havde vi en diskussion om, og da begyndte der
at blive nok så meget politik i det. Til at begynde
med var der faktisk ikke politik i sognerådet, men
så begyndte der at blive det ved det spørgsmål. Vi
fik to socialdemokrater ind, og et par radikale. Jeg
vidste ikke, hvad de andre var, fordi vi ikke bekend¬
te kulør. Vi beholdt det på 35 % i mange år, indtil
det blev promille af ejendomsskylden, så kom der
låg på ejendomsskatterne. Det blev promille i stedet
for procenter af budgettet, så skilte det ikke så me¬
get, for så voksede det ikke, som når det var pro¬
center af budgettet.
Der var det forbandede ved det, at andre deci¬
derede landkommuner som Taulov, havde Skær¬
bækværket med mange højt lønnede tjenestemænd
og store offentlige arealer. De var interesserede i at
få en stor ejendomsskatteprocent. H. Fr. Clausen i
Ødis snakkede jeg også med. De havde op til 50%.
»Ja, det kan du sagtens sige«, siger han. »Vi er en
decideret landkommune med masser af huse. Hvis
vi sætter ejendomsskatten ned, og får for stor skat
på indkomsten, så rejser de store indkomster fra os.
Så sidder vi tilbage med pensionisterne.«
Det er det eneste, jeg kan huske, hvor det sådan
skilte, for ellers kunne vi aldrig mærke politik i sog¬
nerådsarbejdet. Vi blev valgt af beboere i de for¬
skellige områder. Jeg kan sige, at i det første år var
der tre landmænd, to arbejdsmænd, to håndværke¬
re og to tjenestemænd. Så man kan sige, det var for¬
delt godt.
— I 1960'erne opbyggede I en kommunal admini¬
stration
Nå ja, opbyggede. Vi købte et hus. Vi lavede et
lille kommunekontor i et udhus, og der sad den her
kæmner ene de første par år. Efterhånden fik vi en
elev til at hjælpe, så gik det igen. Så begyndte det at
vokse, dels kom det ovenfra, vi skulle jo have mere
social- og undervisningsvæsen. Så var det, vi be¬
gyndte at ansætte assistenter. Nogle uddannede og
nogle uddannede vi selv. Jeg tror, vi var syv-otte
stykker, da vi afleverede (ved kommunesammenlægningen
i 1970.) Da havde vi udbygget og havde
flere kontorer, skatten for sig og socialvæsen for sig.
Jeg ved såmænd ikke, om vi også havde ejendomsskattekontor,
men assistenterne havde hver sit, med
det grej, der skulle til, kartotekshængeskabe og alt
det der, det var vi nødt til. Jo, det byggede vi op ef¬
terhånden, det skulle vi jo have.
— Var arbejdsmængden begyndt at vokse jer over
hovedet til sidst, eller kunne I stadig følge med
Sognerådsformanden skulle, før vi fik kæmner,
være temmelig vaks for at klare det. Jeg kan selv
huske de første år, da vi var samlet på kroen. Da
havde vi ikke selv lokaler, vi kunne være i. Vi ord¬
nede selvangivelser med bilag og fik dem sendt ud,
og da arbejdede vi alle ni. Når de (selvangivelserne)
kom ind, var vi samlet et par dage for at få vores
mandtalsliste skrevet og få alle de foreløbige oplys¬
ninger ind, inden vi begyndte skatteligningen.
Jeg tror det gjorde meget, at vi var med i det alle
sammen, husk på ligningskommission og sogneråd
var det samme. Jeg har også været lidt med i byrå¬
det, og jeg vil vove at påstå, at sognerådet havde
mere respekt for skatteydernes penge, alene af den
47