Specialet kan downloades her (pdf-fil 1MB). - Høreforeningen

hoereforeningen.dk

Specialet kan downloades her (pdf-fil 1MB). - Høreforeningen

D E T H U M A N I S T I S K E F A K U L T E T

K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T

Kandidatspeciale

Alene i en hørende verden

- En kvalitativ undersøgelse af kronisk ensomhed og social

isolation blandt personer i den erhvervsaktive alder, som lever

med en hørenedsættelse. Herunder hvordan deltagelse i

Høreforeningens netværksgrupper kan afhjælpe disse følelser.

Maria Vestergaard Bolinius

Københavns Universitet

Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab

August 2012

Vejleder: Susanne Steen Nemholt


Specialeafhandling

Institutnavn:

Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab

Name of department:

Department of Scandinavian Studies and Linguistics

Forfatter:

Maria Vestergaard Bolinius

Titel:

Alene i en hørende verden - En kvalitativ undersøgelse af kronisk

ensomhed og social isolation blandt personer i den erhvervsaktive alder,

som lever med en hørenedsættelse. Herunder hvordan af deltagelse i

Høreforeningens netværksgrupper kan afhjælpe disse følelser.

Title:

Alone in a hearing world - A qualitative study of chronic loneliness and

social isolation among hearing impaired people in the working age

population. Including how participation in network groups, offered by

The Danish Association of the Hard of Hearing, can remediate these

feelings.

Vejleder:

Cand. mag. Susanne Steen Nemholt

Afleveret den: 30. august 2012

Antal tegn: 234.876

2


Indholdsfortegnelse

1. Indledning.................................................................................................................................... 6

2. Videnskabsteoretiske overvejelser............................................................................................ 10

2.1 Forforståelse.......................................................................................................... 10

2.2 Socialkonstruktivisme........................................................................................... 10

2.3 Fænomenologi....................................................................................................... 11

2.4 Hermeneutik.......................................................................................................... 12

2.5 Opsamling af videnskabsteoretiske overvejelser................................................... 12

3. Metode......................................................................................................................................... 14

3.1 Reliabilitet, validitet og reproducerbarhed............................................................ 15

3.2 Udvælgelse af respondenter................................................................................... 16

3.3 Rekruttering af respondenter................................................................................. 17

3.4 Individuelle interviews.......................................................................................... 18

3.5 Fokusgruppeinterview........................................................................................... 22

3.6 Transskription........................................................................................................ 23

3.7 Kodning, kategorisering og begrebsliggørelse...................................................... 24

3.8 Litteratursøgning.................................................................................................... 26

4. Teoretisk baggrund.................................................................................................................... 28

4.1 Eksisterende undersøgelser.................................................................................... 28

4.1.1 Undersøgelsen af Grimby & Ringdal (2000)................................ 29

4.1.2 Undersøgelsen af Tambs (2004)................................................... 29

4.1.3 Undersøgelsen af Hawthorne (2008)............................................ 30

4.1.4 Undersøgelsen af Nachtengaal et al. (2009)................................. 30

4.1.5 Opsamling af eksisterende undersøgelser..................................... 31

4.2 Erkendelsen af- og livet med en hørenedsættelse.................................................. 31

4.2.1 Tre niveauer til generel opfattelse af hørelse................................ 32

4.2.2 Stigmatisering............................................................................... 33

4.3 Ensomhed & isolation............................................................................................ 36

4.3.1 Introduktion................................................................................... 36

4.3.2 Hvorfor undersøge ensomhed & isolation.................................. 36

3


4.4 Ensomhed.............................................................................................................. 37

4.4.1 Ensomhedens onde cirkel............................................................. 37

4.4.2 Generelt om ensomhed................................................................. 38

4.4.3 Teoretiske indgangsvinkler til ensomhed..................................... 40

4.3.3.1 Perlman & Peplaus 8 teoretiske kategorier.......... 41

4.4.4 Nyere teoretiske indgangsvinkler til ensomhed............................ 43

4.5 Social isolation....................................................................................................... 45

4.5.1 The network approach................................................................... 45

4.6 Livskvalitet............................................................................................................ 48

4.7 Coping.................................................................................................................... 50

4.7.1 Mestring........................................................................................ 50

4.7.2 Coping ifølge Lazarus................................................................... 51

4.7.3 Primær og sekundær vurdering..................................................... 52

4.7.4 Problem-fokuseret og emotions-fokuseret coping........................ 53

4.7.5 Undersøgelsen af Hallberg & Carlsson (1991)............................. 54

4.7.6 Valg af copingstrategi................................................................... 55

4.8 Netværksgrupper/Gruppeterapi/Selvhjælpsgrupper.............................................. 56

4.8.1 Traditionelle terapi- og selvhjælpsgrupper................................... 57

4.8.2 Hvordan adskiller Høreforeningens netværksgrupper fra

traditionelle terapi- og selvhjælpsgrupper............................................ 57

4.8.3 Faktorerne for gruppeterapi.......................................................... 58

4.8.4 Gruppeterapi for personer med nedsat hørelse............................. 60

4.9 Sociale sammenhænge........................................................................................... 62

5. Empiri og analyse....................................................................................................................... 64

5.1 Ensomhed.............................................................................................................. 64

5.1.1 Analyse af ensomhed.................................................................... 76

5.2 Isolation................................................................................................................. 78

5.2.1 Analyse af isolation....................................................................... 84

5.3 Livskvalitet............................................................................................................ 86

5.3.1 Analyse af livskvalitet................................................................... 89

5.4 Coping.................................................................................................................... 90

5.4.1 Analyse af coping......................................................................... 95

4


5.5 Netværksgruppe/gruppeterapi/selvhjælpsgruppe.................................................. 96

5.5.1 Analyse af Netværksgruppe/gruppeterapi/selvhjælpsgruppe..... 109

6. Diskussion................................................................................................................................. 112

6.1 Evaluering af undersøgelsen............................................................................... 114

7. Konklusion................................................................................................................................ 118

8. Abstract..................................................................................................................................... 120

9. Litteratur................................................................................................................................... 121

10. Bilagsmappe

Jeg vil gerne takke en række personer, som har haft afgørende betydning for udformningen af dette

speciale;

Først og fremmest tak til respondenterne for jeres velvilje og åbenhed overfor at være en del af min

undersøgelse. Var det ikke for jer, havde jeg ikke haft mulighed for at udforme dette speciale.

Herudover skal der lyde en stor tak til Høreforeningen, som var så venlige at tildele mig en

kontorplads i deres sekretariat, hvorfra jeg kunne forme mit speciale.

- I særdeleshed tak til netværkskoordinator Joan Klindt Høy, som har hjulpet mig med at finde

respondenter og herudover stået til rådighed med svar på spørgsmål om netværksgrupperne. Dit

overskud har været en stor inspirationskilde, og jeg har været utrolig glad for at dele kontor med

dig.

Tak til min vejleder Susanne Nemholt. Jeg sætter stor pris på din tid og din entusiasme omkring mit

emne.

5


1. Indledning

I artiklen ”The Association Between Hearing Status and Psycosocial Health Before the Age of 70

Years: Results From an Internet-based National Survey on Hearing” (Nachtegaal et al., 2009) blev

motivationen for undersøgelsen, som artiklen er baseret på, defineret på følgende måde:

”There is a substantial lack of knowledge of the impact of reduced hearing on

psycosocial functioning in adults younger than 70 yr.”

(Nachtegaal et al., 2009, p. 302) 1

Seks år tidligere, i 2003, blev det anslået, at omkring 11% af den danske befolkning i den

erhvervsaktive alder (18-65 år) oplever problemer med hørelsen i en sådan grad, at de har

vanskeligt ved at følge med i en samtale, når flere personer er samlet (Clausen, 2003). Der findes

ikke nogen nyere danske opgørelser, men Nachtegaal et al. (2009) nævner, at udenlandske tal af

nyere dato anslår, at op til 10-20% af personer mellem 18 og 70 år på verdensplan har

hørevanskeligheder, og dermed omhandler den manglende viden, som Nachtegaal et al. (2009)

fremhæver, en anseelig gruppe mennesker.

Idet mennesker biologisk set behøver en tryg, social ramme for at fungere og eksistere, former vi

per definition organisationer, som strækker sig ud over det individuelle niveau (Hawkley &

Cacioppo, 2010; Cacioppo et al., 2011). For gruppen af mennesker som er i den erhvervsaktive

alder, nedsat hørelse eller ej, er det i højere grad en nødvendighed at indgå i det sociale samfund,

end det er tilfældet for den ældre del af befolkningen. Personerne i denne gruppe har behov for at

være en del af studieverdenen, arbejdsmarkedet og det sociale liv, som foregår her. Herudover er

mange personer i denne aldersgruppe en del af børnefamilier, hvilket stiller yderligere krav til

kommunikation. Blandt andet på baggrund af dette kan der hos mennesker i den erhvervsaktive

alder, som lever med en hørenedsættelse opstå psykosociale konsekvenser. Hørenedsættelsen

risikerer at skabe en barriere i forhold til socialt samvær i nutidens moderne samfund - et samfund,

hvor formidling og kommunikation er i højsædet (Tornhøj Christensen, 2006). Ofte observerede

psykosociale konsekvenser af nedsat kommunikationsevne er social isolation, ensomhed,

tilbagetrækning og depression (Stephens & Kramer, 2010).

1 Undersøgelsen vil blive nærmere præsenteret senere.

6


Da jeg på Audiologopædistudiet deltog i faget Pædagogisk Audiologi, vaktes min interesse for de

psykologiske aspekter af nedsat hørelse. Jeg mener, at dette er en vigtig del af det audiologopædiske

arbejde med klienter, som har nedsat hørelse, idet den sociale og følelsesmæssige funktion kan

blive negativt påvirket af at leve med en hørenedsættelse (Nachtegaal et al., 2009). Som

audiologopæd bør man beskæftige sig med alle aspekter af et kommunikationshandicap herunder

også de psykologiske. Man bør dermed se på hele individet ud fra et hollistisk menneskesyn. Dette

indebærer, at man er opmærksom på, at vedkommende muligvis kæmper med faktorer, som er

forbundet med hørevanskelighederne, men som ikke drejer sig konkret om selve hørenedsættelsen.

Som tilbud til personer med en hørenedsættelse findes Høreforeningens netværksgrupper, som blev

iværksat i marts 2007 under navnet "Projekt Netværk". Man benytter dog ikke dette navn længere.

Siden er der blevet dannet omkring 100 netværksgrupper på landsplan. Tidligere var

netværksgrupperne et tilbud til alle Høreforeningens medlemmer, men i dag omfatter tilbuddet ikke

længere pensionister. En netværksgruppe består af tre til ni personer.

Min interesse for netværksgrupperne er opstået under mit arbejde som frivillig netværkskoordinator

i Høreforeningen.

Fra Høreforeningens side lægges der stor vægt på sammensætningen af grupperne, og derfor kan

sammensætningen godt være en længerevarende proces. Al korrespondance vedrørende grupperne

foregår elektronisk, via mail. For at have det bedste grundlag at danne grupperne udfra opfordres de

mulige gruppemedlemmer til at beskrive sig selv og deres hørenedsættelse. Disse beskrivelser

sendes i anonymiseret form til de øvrige mulige gruppemedlemmer. Tanken bag metoden er, at hvis

deltagerne i gruppen kan identificere sig med hinanden og hinandens situation, er der øget

sandsynlighed for, at deltagerne får udbytte af deltagelse samt, at gruppen kommer til at fungere

længe. Efter det første netværksgruppemøde, opfordres gruppedeltagerne til at sende mails tilbage

til netværkskoordinatoren, hvor de fortæller, om de stadig ønsker at indgå som en del af gruppen.

Herefter fungerer grupperne på egen hånd.

På baggrund af det grundige arbejde med sammensætning er Høreforeningens netværksgrupper et

unikt koncept, og hidtil har der kun været foretaget to undersøgelser om emnet; en undersøgelse

gemmenført i 2008 2 af Høreforeningen selv og en undersøgelse foretaget i 2009 af Rådgivende

2 Det var ikke muligt at uddrage nogle statistiske analyser på data i undersøgelsen fra 2008 grundet

indsamlingsmetoden. Deltagerne svarede på spørgeskema via mail og svarene blev optalt manuelt.

7


Sociologer. Den sidste blev iværksat på Høreforeningens initiativ, og var en spørgeskema- og

interviewundersøgelse om udbyttet af deltagelsen i Høreforeningens netværksgrupper. I alt deltog

155 personer, som var en del af en netværksgruppe. Formålet med undersøgelsen var ”at

dokumentere Projekt Netværks metode med henblik på optimering af arbejdsgange samt

videreformidling af metoden til inspiration for andre” (Rådgivende Sociologer, 2009, p. 3).

De positive resultater af denne undersøgelse vakte en yderligere interesse for emnet hos mig; den

viste, at der i netværksgrupperne er en høj grad af fortrolighed blandt deltagerne. En deltager

fortæller, at de i netværksgruppen”fortæller hinanden ting, som vi ikke engang fortæller til vores

ægtefæller” (Rådgivende Sociologer, 2009, p. 26). Herudover kom det frem, at der er en generel

grad af tilfredshed med deltagelse i netværksgrupperne; 45% svarede at de i høj grad var tilfredse,

imens 42% svarede, at de i nogen grad var tilfredse. 10% svarede i mindre grad, imens 4% svarede,

at deltagelse slet ikke levede op til forventningerne. De uddybende svar viste, at de mest negative

vurderinger primært omhandlede manglende kemi, gruppestørrelse eller ustabilitet i gruppen samt

manglende ansvarsfølelse overfor gruppen (Rådgivende Sociologer, 2009). Foruden disse resultater

viste undersøgelsen, at deltagerne i netværksgrupper både opnår et teknisk og personligt udbytte.

Som nævnt i indledningen af dette afsnit, er der en anseelig gruppe mennesker, som er i risiko for at

udvikle psykosociale konsekvenser som følge af deres hørevanskeligheder, men til trods herfor er

området ikke veludforsket. Min interesse for området kombineret med min interesse for

Høreforeningens netværksgrupper har motiveret mig til at foretage en undersøgelse af emnet.

Med dette speciale ønsker jeg ud fra en teoretisk baseret, kvalitativ metode at belyse fænomenerne

ensomhed og social isolation som konsekvens af en hørenedsættelse. Knudsen et al. understreger, at

ny viden omkring livet med en specifik helbredstilstand, i dette tilfælde nedsat hørelse, kan

medvirke til en forbedring af sundhedsplejen (Knudsen et al., 2012). Det er mit ønske, at dette

speciale vil bidrage med ny viden til fagfolk, som beskæftiger sig med gruppen af personer med

hørevanskeligheder og dermed medvirke til en optimering af den rådgivning og behandling, som

tilbydes personer med en hørenedsættelse. Jeg ønsker at belyse, hvordan deltagelse i

Høreforeningens netværksgrupper kan fungere som afhjælpende faktor på følelsen af ensomhed og

isolation. Viser sig, at netværksgrupperne fungerer som en afhjælpende faktor på disse følelser, vil

det være oplagt, at viden om tilbuddet bliver endnu mere udbredt, end det er tilfældet i dag.

8


Netop fordi Høreforeningens Netværksgrupper er et tilbud, som fører personer med nedsat hørelse

sammen i et fællesskab, er det min hypotese, at grupperne kan fungere som en afhjælpende faktor

for kronisk ensomhed og social isolation.

Herudover havde jeg følgende hypoteser, forinden jeg påbegyndte min undersøgelse:

- At mennesker i den erhvervsaktive alder, som lever med en hørenedsættelse vil opleve en

kronisk følelse af ensomhed og social isolation.

- At det blandt andet er følelsen af ensomhed, som motiverer til at søge en netværksgruppe.

- At de oplever, at hørenedsættelsen har en negativ effekt på deres livskvalitet.

- At der er noget, som de fravælger på baggrund af deres hørenedsættelse.

- At de har en forholdsvis lille social omgangskreds.

Jeg ønsker at undersøge hypoteserne ud fra følgende problemstilling:

Hvorledes kommer kronisk ensomhed og social isolation til udtryk hos personer i den

erhvervsaktive alder, som lever med en hørenedsættelse Hvordan kan deltagelse i

Høreforeningens netværksgrupper benyttes som redskab til at afhjælpe følelsen, såfremt den er

til stede

Følgende underspørgsmål er relevante herfor:

- Hvad vil det sige at leve med en hørenedsættelse og hvordan griber dette ind i et menneskes

liv herunder livskvaliteten

- Hvilke teoretiske tilgange findes der til ensomhed og social isolation

- Hvad fortæller eksisterende undersøgelser om ensomhed og social isolation blandt personer

i den erhvervsaktive alder, som lever med en hørenedsættelse

- Hvad kan man bruge en netværksgruppe til

- Kan en netværksgruppe benyttes som coping-redskab

9


2. Videnskabsteoretiske overvejelser

I disse afsnit vil jeg redegøre for min videnskabsteoretiske forforståelse, som er den grundlæggende

tilgang til min analytiske erkendelse og vidensproduktion. Dette gør jeg for at synliggøre, hvilken

forståelsesramme og tilgang, der ligger til grund for specialet og dermed give læseren mulighed for

at forholde sig til alle elementer i min tolkning.

2.1 Forforståelse

Søren Kjørup forklarer, at Hans-Georg Gardamer står bag udtrykket forforståelse (Kjørup, 1996).

Forforståelse er fænomenet om, at enhver forståelse har sit udgangspunkt i en tidligere forståelse.

Forforståelse kan have karakter af fordomme men ikke nødvendigvis i en negativ betydning. I følge

Kjørup (1996) mener Gardamer, at et krav om, at man skal rense sig helt for fordomme, når man

beskæftiger sig med et nyt emne, er en helt forfejlet opfattelse. Uden fordomme vil der ikke være

nogen forståelse. Fordommene udtrykker forankringen i vores familiære, faglige og kulturelle

baggrund, og disse skal naturligvis medtænkes, når vi vil forstå noget nyt (Kjørup, 1996). Dermed

er det ikke optimalt og ej heller muligt at sætte sin forforståelse i parentes, når der er noget, man

ønsker at undersøge.

Problemstillingen i dette speciale lægger op til en beskrivende, fortolkningsvidenskabelig tilgang,

og specialets videnskabsteoretiske forforståelse er socialkonstruktivisme, fænomenologi og

hermeneutik. Foruden disse beror min forforståelse ligeledes på et teoretisk grundlag, som

udspringer af viden og erfaring fra min audiologopædiske baggrund. Min forforståelse vil

uundgåeligt påvirke mit valg af og optik på projektets indhold, udformning og teori.

2.2 Socialkonstruktivisme

Ifølge socialkonstruktivismen skal al menneskelig erkendelse og videnskabelig teori forstås som

værende social konstrueret (Collin, 2003) og herudover opstået på baggrund af interaktion,

herunder sprog, viden og kultur (Czernik & Steinmeyer, 1974). Der findes ikke en endegyldig

sandhed eller mening; sandheden dannes, som den opleves af mennesker i deres dagligdag, gennem

sociale processer, som dermed udgør den sociale virkelighed (Collin, 2003).

Den socialkonstruktivistiske tankegang vil uundgåeligt have nogle konsekvenser for

forskningsprocessen og forskerens rolle, idet forskeren også selv vil være præget af sin egen

10


kulturelle og sociale kontekst. Som Audiologopædistuderende er min videnskabsteoretiske

indgangsvinkel samt sociale og faglige virkelighed opstået på baggrund af det faglige og

videnskabelige miljø, som jeg bevæger mig i. Dette vil have konsekvenser for, hvordan jeg vil

anskue, forstå og analysere resultaterne i min undersøgelse samt hvilken litteratur, jeg vælger at

belyse min problemstilling ud fra.

Min forskningsmæssige tilgang er altså præget af socialkonstruktivismen, og jeg mener, i tråd med

denne, ikke at man kan tale om endegyldige sandheder men snarere en analyse af forskellige sociale

faktorer og fænomener i menneskers liv. Det er netop sådan en analyse, jeg ønsker at foretage på

baggrund af min undersøgelse.

2.3 Fænomenologi

Fænomenologien, som den bliver anskuet af Edmund Husserl (Wahlgren et al., 1999), koncentrerer

sig direkte om fænomenerne, som er de konkrete, menneskelige oplevelser og erfaringer fra

livsverdenen. Med indeværende undersøgelse er det netop min hensigt at søge viden om konkrete,

menneskelige erfaringer omkring oplevelsen af ensomhed, isolation og deltagelse i netværksgrupper

blandt personer med nedsat hørelse. Spørgsmålet om, hvad der ligger bag fænomenerne, bliver sat i

parentes sammen med forudindtagede meninger om dette forhold (Kjørup, 1996). Dermed er det

vigtigt, at jeg er bevidst om min forforståelse, således at denne ikke kommer til at stå i vejen for,

hvad jeg finder frem til, når jeg studerer fænomenerne. Fænomenologien koncentrerer sig om

menneskelig opførsel ud fra menneskets egen forståelsesramme af deres verdensbillede. For

forskeren er formen af virkeligheden sådan, som mennesker oplever den (Flyvbjerg, 1988).

Ifølge fænomenologien bør man tilbageholde sit teoretiske fortolknings- og forklaringsarbejde,

indtil man har etableret en fænomenologisk beskrivelse af erfaringerne (Wahlgren et al., 1999). Dog

skal det nævnes, at dette må opfattes som et ideal; man tolker hele tiden, og derfor er det umuligt at

gøre sig helt fri af sin egen forforståelse under iagttagelses- og beskrivelsesfasen. Men det er

vigtigt, at man er opmærksom på ikke at lade sig farve af sin forforståelse, når man studerer og

beskriver fænomener i menneskers liv (Kjørup, 1996). Defor var jeg opmærksom på at holde mig så

neutral som muligt under mine interviews og den efterfølgende beskrivelse af disse.

11


2.4 Hermeneutik

På baggrund af den fænomenologiske beskrivelse bevæger man sig videre til at foretage en analyse

af fænomenerne. Denne analyse kan foretages ud fra en hermeneutisk ramme, hvori al forståelse er

et resultat af fortolkning. Som en del af den hermeneutikken eksisterer den hermeneutiske cirkel,

som er princippet om, at en tekst eller et menneskes ytringer må forstås som led i helheden, imens

helheden ikke kan forstås på anden måde end ud fra delene (Wahlgren et al., 1999). Når man ønsker

at foretage en analyse, skal man dermed både redegøre for enkelte dele og for helheden (Kjørup,

1996).

Kjørup (1996) fremhæver Gardamers forklaring om, at hvis man skal forstå en person og dennes

udsagn gennem dialog, skal man forsøge at sætte sig ind i den anden persons forståelseshorisont.

Forståelseshorisonten udspringer af de erfaringer, man gør sig i livet, og indbefatter forforståelser

og livserfaringer. Dette vil sige, at alt, hvad mennesker forstår, forstås i forhold til den horisont af

forventninger eller fordomme, som er opbygget gennem erfaringen og lagret i forståelseshorisonten.

Når mennesker mødes, må deres forståelseshorisonter inkorporeres. Dette kaldes

horisontsammensmeltning. Hermed skal ikke forstås, at man overgiver sig til den andens

forståelseshorisont, men snarere at man tager den andens synspunkt og horisonten, som det

udspringer af, alvorligt, samt at man vurderer og tager stilling hertil. Denne vurdering og

stillingtagen faciliteres af, at man holder sin egen horisont åben og dermed ikke insisterer på at

besidde det endegyldige perspektiv. Man skal acceptere, at personen, som man sidder overfor,

muligvis siger noget som er sandt, og huske at denne sandhed udspringer af vedkommendes

forforståelse (Kjørup, 1996).

2.5 Opsamling af videnskabsteoretisk forforståelse

På baggrund af min socialkonstruktivistiske baggrund, ønsker jeg i denne fremstilling at analysere

fænomener. Ved hjælp af analysen, sammenholdt med den relevante teori, vil jeg søge svar på min

problemformulering og dermed forhåbentlig fremkomme med ny vide omkring emnet. Mit ønske er

ikke at fremkomme med en absolut sandhed men derimod at berette om den virkelighed, hvori

interviewpersonerne lever; en virkelighed som muligvis indebærer en følelse af kronisk ensomhed

og social isolation.

Jeg vil arbejde ud fra en fænomenologisk ramme og tage udgangspunkt i respondenternes egne

beretninger om den virkelighed, som de lever i. I min analyse vil jeg have princippet om den

12


hermeneutiske cirkel for øje og være opmærksom på sammenhængen mellem del og helhed i

respondenternes beretninger. Som før nævnt er det ifølge hermeneutikken vigtigt at være åben

overfor andre indgangsvinkler end sine egne, og jeg vil derfor i min undersøgelse indgå i en

horisontsammensmeltning med respondenterne og holde min vurdering og stillingtagen i tråd med

denne.

13


3. Metode

I dette afsnit vil jeg forklare, hvordan jeg gennemførte min undersøgelse, hvordan jeg bearbejdede

det indsamlede datamateriale og hvordan jeg fandt frem til den relevante litteratur.

Formålet med indeværende undersøgelse er at skabe empirisk information ved at afdække en række

hypoteser omkring oplevelsen af ensomhed og isolation blandt personer, som lever med en

hørenedsættelse samt hypoteser om effekten af at deltage i en netværksgruppe for personer med en

hørenedsættelse. Undersøgelsen er altså hypoteseafprøvende (Kvale, 2004).

I kombination med min videnskabsteoretiske og teoretiske forforståelse, som danner grundlaget for

min forståelse af fænomenerne ensomhed og isolation, vil jeg benytte en induktiv drevet kvalitativ

metode; jeg vil tage udgangspunkt i mine respondenter og lade begreber, beskrivelser, teori og

analyse vokse ud af deres svar. Min metode vil dog have et deduktivt islæt, idet jeg mener, at man

er nødt til at besidde en vis forhåndsviden omkring undersøgelsens genstandsområde forud for sin

empiriindsamling (Flyvbjerg, 1988).

For at søge svar på min problemstilling er det er givet, at jeg interviewer personer med en

hørenedsættelse, som er del af en netværksgruppe og hører deres beretninger om livet med en

hørenedsættelse og fænomenerne ensomhed og isolation.

Knudsen et al. (2012) understreger, at kvalitativ forskning ofte har været benyttet i audiologisk

forskning, og at metoden har hjulpet til at opnå viden blandt andet om effekten af en

hørenedsættelse på interpersonelle og psykosociale faktorer. Jeg har valgt at kombinere to

interviewformer. Indledende har jeg foretaget en række individuelle interviews, og herefter foretog

jeg et semi-struktureret fokusgruppeinterview.

I rollen som undersøger kan man have hypoteser om, at nogle aspekter af det at leve med en

hørenedsættelse er afgørende, imens analysen af datamaterialet kan vise, at aspekterne i

virkeligheden kun har en lille betydning for respondenterne. I modsætning til dette kan emner, som

indledningsvis ikke anses som betydningsfulde og derfor ikke er blevet inddragede, udspringe af

datamaterialet (Knudsen et al. 2012). Fordelen ved åbent undersøgelsesdesign er, at det kan give en

dybere forståelse for de erfaringer og oplevelser, som er relevante for respondenterne i dette tilfælde

personer med en hørenedsættelse.

14


Til undersøgelsen udvilkede jeg min egen interviewguide. Det er muligt at måle graden af

ensomhed ved hjælp af The UCLA Loneliness Scale (Russell, 1996). Resultatet af denne måling

fortæller dog ikke noget om baggrunden for følelsen af ensomhed, idet man udelukkende måler

graden af ensomhed. Benyttede man The UCLA Loneliness Scale i vurderingen af graden af

ensomhed hos en person med en hørenedsættelse, ville resultatet ikke fortælle noget om, hvorvidt

ensomheden er opstået som en konsekvens af den nedsatte hørelse. Jeg har derfor valgt ikke at

benytte denne skala.

3.1 Reliabilitet, validitet og reproducerbarhed

Når man foretager en hypoteseafprøvning ved hjælp af kvalitative interviews, beskæftiger man sig i

bearbejdningen af datamaterialet med analyse af subjektive udsagn og opfattelser. Disse udsagn og

opfattelser er størrelser, som ikke let lader sig vurdere. Under forskning er det nødvendigt løbende

at være opmærksom på gyldigheden af den viden, de analyser og de argumenter, som man

producerer. Dette gøres bedst ved at forholde sig til undersøgelsens validitet, reliabilitet og

reproducerbarhed, som er kriterier for god undersøgelsespraksis og vurdering af

undersøgelsesresultater (Halkier, 2008).

Det er mit ønske, at dette speciale skal være en sammenhængende fremstilling, og jeg ønsker at

være eksplicit omkring mine valg, mine fravalg, min fremgangsmåde og min bearbejdning, således

at samtlige procedurer bliver tydeliggjort for læseren, som dermed frit kan vurdere reliabiliteten af

mit arbejde. Reliabilitet er nemlig pålidelighed i gennemførslen af produktion og bearbejdning af

empirisk data (Halkier, 2008). Når dataindsamling foretages ved hjælp af interviews, er det

nødvendigt både som undersøger og som læser at være opmærksom på risikoen for, at respondenten

bliver påvirket af intervieweren. På baggrund af dette, har jeg været opmærksom på i så stort

omfang som muligt at undlade at stille ledende spørgsmål. Dog er der en hårfin grænse, når det

kommer til ledende spørgsmål; Kvale (2004) understreger nemlig, at ledende spørgsmål også er et

nødvendigt redskab for intervieweren til løbende at verificere dennes fortolkninger af, hvad

respondenten fortæller. Således understreger Kvale (2004), at ledende spørgsmål i en vis

udstrækning kan øge interviewets reliabilitet.

Foruden løbende at argumentere analytisk for de valg, som jeg foretager og de overvejelser, som jeg

gør mig, vil jeg i bilagsmappen inkludere interviewguider til både de individuelle interviews og

15


fokusgruppeinterviewet. Herudover vil jeg vedlægge fulde transskriptioner og kodninger af mine

interviews således, at læseren løbende kan holde sig informeret om, hvad der undersøges samt,

hvorfor og hvordan undersøgelsen foretages (Halkier, 2008). I og med at jeg løbende dokumenterer,

at det jeg ønsker at undersøge, rent faktisk også er dét, jeg undersøger, højnes undersøgelsens

validitet (Kvale, 2004).

Jeg vedlægger alt relevant materiale, hvilket er ensbetydende med, at enhver anden vil kunne

foretage min undersøgelse igen. Dette sikrer undersøgelsens reproducerbarhed.

3.2 Udvælgelse af respondenter

Udvælgelsen af respondenter til undersøgelsen er sket med assistance fra Joan Klindt Høy, som er

netværkskoordinator i Høreforeningen. Ud fra følgende inklusionskriterier til sikring af

homogenitet i gruppen præsenterede hun en liste af netværksgruppedeltagere, som jeg efterfølgende

kontaktede:

- Respondenternes hørenedsættelse skulle være deres primære problemstilling. Således

inkluderedes ikke netværksgruppedeltagere, som havde Meniére eller tinnitus som deres

primære problemstilling.

- Respondenterne skulle have minimum to års erfaring med deltagelse i en netværksgruppe.

Således kunne jeg sikre, at de havde nået at opleve en eventuel effekt af at deltage. Det var

ikke et krav, at de skulle være en del af en aktiv gruppe på tidspunktet for interviewet. Ej

heller var det et krav, at de skulle have været del af den samme gruppe i minimum to år.

- Respondenterne skulle være i den erhvervsaktive alder.

- Af hensyn til specialets tidsramme skulle respondenterne være bosat i Københavnsområdet.

- Til respondenterne i fokusgruppen var det et kriterium, at de ikke var fra samme

netværksgruppe. Således undgik jeg indforståethed blandt respondenterne, som kunne opstå,

hvis de kendte hinanden i forvejen.

I udvælgelsen af respondenter har jeg ikke taget hensyn til køn eller social baggrund.

16


3.3 Rekruttering af respondenter

Jeg påbegyndte min søgning efter respondenter i februar 2012. I alt rettede jeg per mail henvendelse

til 45 netværksgruppedeltagere, som alle opfyldte ovenstående kriterier 3 .

Interviewundersøgelsen endte med at bestå af ni respondenter. Spørgsmålene blev ikke sendt til

respondenterne på forhånd, og jeg har ikke efterfølgende givet dem mulighed for at godkende og

rette deres udtalelser. Hertil skal tilføjes at ingen respondenter har ytret ønske om dette.

Gruppen af respondenter bestod af otte kvinder og en mand. Herunder er der en oversigt over

respondenterne:

Navn Alder I

arbejde

Pt. en del af en

aktiv

netværksgruppe

Individuelt

interview

Fokusgru

ppeinterview

Gitte 63 Nej Ja X

Julie 56 Ja Ja X

Maren 47 Ja Ja X

Tove 61 Ja Ja X

Louise 27 Ja Ja X

Maj 39 Ja Ja X

Peter 59 Ja Ja X

Ester 53 Ja Nej X

Mie 47 Ja Ja X

(Figur 1)

Jeg lagde ud med at gennemføre seks individuelle interviews. Herefter var det min hensigt at

gennemføre et fokusgruppeinterview med fire deltagere. Men på dagen blev den ene af

arbejdsmæssige årsager forhindret i at møde op, og en anden udeblev. Dette betød, at to kvinder

mødte op til et fokusgruppeinterview, som ikke kunne gennemføres, idet to deltagere ikke kan

udgøre en fokusgruppe. Jeg valgte at benytte mit planlagte fokusgruppeinterview som et

pilotinterview med de to kvinder, som mødte op, og dermed få afprøvet de overordnede temaer,

3 Mailhenvendelse er vedlagt i bilagsmappen.

17


som jeg havde opstillet. Dette interview resulterede kun i få modifikationer af interviewguiden til

den endelige fokusgruppe.

Den endelige fokusgruppe kom til at bestå af kvinden, som i første omgang måtte melde afbud på

grund af arbejde, en anden kvinde samt en mand som indledende havde takket ’ja’ til min

oprindelige mailhenvendelse.

Kønsfordelingen i gruppen af respondenter er retvisende i forhold til kønsfordelingen i

netværksgrupperne generelt; der en klar overvægt af kvindelige deltagere i netværksgrupperne på

landsplan (Rådgivende Sociologer, 2009).

Som det fremgår af figur 1, var en af respondenterne ikke i arbejde. Da det ikke var et krav, at

deltagerne skulle være i arbejde, men blot at de skulle være i den erhvervsaktive alder, er hun

inddraget i undersøgelsen.

3.4 Individuelle interviews

I kvalitativ forskning er ønsket at opnå naturalistisk data, som udspringer af respondenternes egne

fortællinger og observationer. Ifølge den grundlæggende opfattelse af kvalitativ forskning skabes

mening gennem interaktion som for eksempel ved hjælpe af et interview. Interaktionen, som opstår

under et interview, skaber en mening, som influerer social realitet og skaber ny viden herom. Derfor

er metoden velegnet, når man vil undersøge sociale fænomener, som de opleves af mennesker

(Knudsen et al., 2012). Dette er årsagen til, at jeg har valgt at gennemføre en kvalitativ

interviewundersøgelse.

På baggrund af problemstillingen er fokos for min undersøgelse på følgende tre hovedområder:

o Oplever respondenterne en kronisk følelse af ensomhed

o Oplever respondenterne en kronisk følelse af isolation

o Hvordan deltagelse i en netværksgruppe afhjælpe følelsen af ensomhed og isolation,

såfremt den er til stede

Disse tre hovedområder suppleres med uddybende spørgsmål omkring respondentens liv med en

hørenedsættelse, sociale liv, livskvalitet og oplevelsen af at være med i en netværksgruppe.

18


I de konkrete interviewsituationer stillede jeg ikke altid spørgsmålene i den rækkefølge, som er

opstillet i interviewguiden. Jeg forsøgte at bevæge mig med interviewet og sommetider

omformulere og stille supplerende spørgsmål. I nogle tilfælde svarede respondenten på flere af

mine spørgsmål på en gang. I disse tilfælde undlod jeg at stille spørgsmål, som jeg havde fået svar

på tidligere, selvom svaret udsprang af et andet spørgsmål.

I interviewsituationerne lagde jeg stor vægt på at være en empatisk, opmærksom og indlevende

lytter og på at skabe en tryg stemning, således at respondenten følte sig godt tilpas (Kvale, 2004).

Emnerne, som jeg ønskede at berøre, kan potentielt være svære at tale om, så derfor var det vigtigt,

at rammerne var trygge. Således foregik alle de individuelle interviews på nær ét hjemme hos

respondenterne. Det sidste foregik efter respondentens ønske på hendes arbejdsplads.

Herunder vil jeg gennemgå spørgsmålene i min interviewguide og begrunde, hvorfor jeg stillede

dem:

Hørehistorik, høreapparater og hjælpemidler

Det indledende spørgsmål omkring hørehistorik, høreapparater og hjælpemidler er formuleret

således: ”Vil du starte med at fortælle mig om din hørenedsættelse”. Alt efter, hvor detaljeret

respondenten er i sin beskrivelse, følger jeg op med supplerende spørgsmål som for eksempel:

”Hvordan blev du opmærksom på den”.

Hensigten med disse indledende spørgsmål var, at jeg derved kunne få en fornemmelse af

mennesket, som jeg sad overfor. De hjalp mig til at opfange stemningen og gav mig samtidig et

praktisk overblik over, hvor stor respondentens hørenedsættelse var. Herudover var de et godt

redskab til at få snakken i gang og skabe ro. Ved at stille disse spørgsmål, som alle personer med en

hørenedsættelse kan svare på, fik respondenten talt sig lidt "varm". Samtidig gav de respondenten

en mulighed for at danne sig et indtryk af mig, og hvilken slags interviewer jeg var.

Socialt liv

Eksempler på spørgsmål om socialt liv:

Vil du betegne din omgangskreds som lille, almindelig eller stor

Er du tilfreds med dit sociale liv

19


Er der noget, som du savner i dit sociale liv

Er du social i, hvad du selv synes er passende omfang, eller ville du gerne være mere eller mindre

social, end du er nu 4

De ovenstående spørgsmål handler om socialt liv. Svarene på disse giver et indblik i, respondentens

opfattelse af sit sociale liv. Det er relevant at få et overordnet billede af respondentens sociale liv i

forhold til vedkommendes senere vurdering af oplevelsen af ensomhed og isolation. Videre er

svarene relevante i forbindelse med de senere svar omkring, hvorfor respondenten valgte at blive en

del af en netværksgruppe.

Personlige konsekvenser

Synes du, at din hørenedsættelse har haft nogle personlige konsekvenser for dig

Har den påvirket dit arbejdsliv

Har du valgt aktiviteter fra, som du gerne ville deltage i, på grund af din hørenedsættelse

Har du oplevet, at nogle af dine venner er faldet fra på grund af din hørenedsættelse

Spørgsmålene omkring personlige konsekvenser stillede jeg, idet de kan give et mere overordnet

billede af respondentens liv med sin hørenedsættelse; om vedkommende anser denne som en

forhindring, praktisk såvel som personlig.

Ensomhed

Oplever du nogensinde en følelse af ensomhed

Hvis ja, hvornår opstår den

Spørgsmålet om ensomhed stiller jeg på baggrund af undersøgelsen af Nachtegaal et al. (2009), som

fandt signifikante sammenhænge mellem hørenedsættelse og en følelse af ensomhed blandt

personer med nedsat hørelse i den erhvervsaktive alder 5 . Jeg vil netop gerne vide, om

respondenterne i min undersøgelse oplever ensomhed.

4 Ikke alle spørgsmål om socialt liv er inddraget her. Den samlede interviewguide er præsenteret i bilagsmappen.

5 Undersøgelsen vil blive nærmere præsenteret senere.

20


Isolation

Føler du dig nogensinde isoleret

Hvis ja, hvornår opstår denne følelse

Ligesom det er gældende for ensomhed, vil jeg gerne vide, om respondenterne i min undersøgelse

oplever en følelse af isolation. Hawthorne (2008) fandt i en undersøgelse 6 , at nedsat hørelse var

signifikant forbundet med sandsynlighed for at opleve en følelse af social isolation.

Livskvalitet

Hvad er livskvalitet efter din opfattelse

Oplever du, at din hørenedsættelse påvirker din livskvalitet

Hvis ja, hvordan

Jeg ønsker at vide, hvordan respondenterne vurderer deres livskvalitet, idet dette kan hjælpe til at

danne et billede af personens generelle livssituation.

Netværksgruppen

Eksempler på spørgsmål omkring netværksgruppen:

Hvad var grunden til, at du ønskede at blive en del af en netværksgruppe

Har du fået noget ud af at være en del af en netværksgruppe

Hvis ja, hvad

Er deltagelse i en netværksgruppe efter din opfattelse et godt redskab til at bekæmpe følelsen af

ensomhed og isolation 7

Spørgsmålene giver en nuancering af den enkelte respondents bevæggrunde for at søge en

netværksgruppe. De giver indblik i, hvad man kan snakke om i en netværksgruppe, og hvad

respondenterne kan bruge en netværksgruppe til. Herudover får jeg svar på, om respondenterne

mener, at en netværksgruppe vil være et godt redskab til at nedsætte følelsen af ensomhed og

isolation.

6 Undersøgelsen vil blive nærmere præsenteret senere.

7 Ikke alle spørgsmål om netværksgruppen er inddraget her. Den samlede interviewguide kan findes i bilagsmappen.

21


3.5 Fokusgruppeinterview

Grundet min socialkonstruktivistiske baggrund mener jeg, at der altid eksisterer forskellige

fortolkninger af samme fænomen. På baggrund af dette og på baggrund af, at Halkier (2008)

fremhæver, at det er en god idé at kombinere flere forskellige metoder til dataproduktion, ønskede

jeg at gennemføre et fokusgruppeinterview som supplement til mine individuelle interviews. Ifølge

Halkier (2008) højnes validiteten af undersøgelsens resultater, når de forskellige data

komplimenterer hinanden. Herudover kan der produceres viden om fænomenets forskellige

dimensioner eller fortolkninger, når man kombinerer metoder. Et fokusgruppeinterview hjælper til,

at man kan komme mere i dybden med den enkeltes erfaringer og forståelser, end man gør i det

individuelle interview, idet de sociale processer og gruppedynamikken kan fremhæve flere og nye

nuancer omkring emnet.

Mit ønske var således at benytte fokusgruppeinterviewet som eksplorativ dataproduktion (Halkier,

2008), og dermed benytte de aspekter, som kommer frem under dette interview som et supplement

til de individuelle interviews. Måske ville der under fokusgruppeinterviewet komme perspektiver

frem, som understøttede pointerne i de individuelle interviews, eller måske ville der fremkomme

pointer, som modsagde udtalelser fra de individuelle interviews Begge dele er lige vigtige og vil

kunne fungere som et brugbart supplement til empirien i undersøgelsen.

Fokusgruppeinterviewet foregik i maj 2012. Vi mødtes hjemme hos mig, og interviewet blev

lydoptaget 8 .

Når et fokusgruppeinterview benyttes som eksplorativ dataproduktion, er det vigtigt, at deltagerne i

fokusgruppen får lov at vælge, hvad de taler om, og hvordan de taler om emnet inden for en

forholdsvis bred ramme (Halkier, 2008).

Som temaer til fokusgruppen benyttede jeg de overordnede emner fra interviewguiden til de

individuelle interviews. Disse temaer var:




socialt liv

personlige konsekvenser

ensomhed

8 Transskription af fokusgruppeinterviewet er vedlagt i bilagsmappen.

22


isolation

livskvalitet

netværksgruppen

Jeg udarbejdede en interviewguide med få spørgsmål, som drejede sig om temaerne 9 . Spørgsmålene

var åbne og lagde derfor op til dialog mellem respondenterne. Et spørgsmål lød for eksempel

således: ”Hvad kan man bruge en netværksgruppe til”

Rollen som interviewer i en fokusgruppe er at fungere som lyttende moderator. Dette betyder, at

man skal være åben, imødekommende og ellers forholde sig så meget i baggrunden som muligt.

Halkier (2008) understreger, at det er vigtigt, at deltagerne taler mere end intervieweren, og at

dennes rolle er at være professionel lytter og spørger i en balance mellem indlevelse og distance.

Inden interviewet og optagelsen blev påbegyndt, instruerede jeg deltagerne i, hvad det vil sige at

deltage i en fokusgruppe 10 .

3.6 Transskription

Når man vil foretage en systematisk analyse af kvalitativt datamateriale, skal man have sit data på

skrift, og man er dermed nødt til at transskribere sine interviews.

Jeg optog samtlige interviews via en diktafon-app på min iPhone, som sikrer en god lydkvalitet,

hvilket er en fordel, når interviewene skal transskriberes. Dels gør en god lydkvalitet arbejdet med

transskriberingen lettere og dels sikrer den, at dele af interviewet ikke går tabt, hvis man ikke kan

høre, hvad der bliver sagt.

Da jeg ikke skulle benytte mine transskriptioner i en lingvistisk samtaleanalyse, valgte jeg at

omforme mine interviews til en mere formel, skriftlig stil. Derfor har jeg anvendt almindeligt

skriftsprog og tegnsætning i transskriptionerne og udeladt fyldord og gentagelser (Kvale, 2004).

Alle interviews blev transskriberet i deres fulde længde 11 .

9 Interviewguide til fokusgruppeinterviewet er vedlagt i bilagsmappen.

10 Introduktion til fokusgruppeinterview er vedlagt i bilagsmappen.

11 Alle transskriptioner er vedlagt i bilagsmappen.

23


Jeg har i transskriptionerne af de individuelle interviews løbende inddraget mine egne

bemærkninger i parentes, for eksempel (I: Okay) for at illustrere at jeg, som før nævnt, agerer som

en aktiv lytter. Disse fremgår dog kun i transskriberingen i bilagsmappen og ikke i citaterne, som er

inddraget i min analyse. I fokusgruppeinterviewet har jeg ikke transskriberet mine tilkendegivelser,

foruden mine spørgsmål, idet jeg holdte mig i baggrunden så meget som muligt.

Korte pauser og udeladte bidder af citater er markeret med (…). Lange pauser er markeret med

(PAUSE). Herudover har jeg, for at tegne et fyldestgørende stemningsbillede, markeret, når

interviewpersonen griner.

Jeg indledte alle interviews med at bede personen om at fortælle sit navn og sin alder. Samtlige

transskriptioner indledes med deres svar på dette spørgsmål.

Navnene på alle respondenter er pseudonymer.

3.7 Kodning, kategorisering og begrebsliggørelse

Når transskriptionen er udført, er det tid til at påbegynde analysen af det indsamlede datamateriale.

Som redskaber til analysen af mit datamateriale benytter jeg kodning, kategorisering og

begrebsliggørelse. Halkier (2008) fremhæver, at disse ”er redskaber til at danne sig overblik over

datamaterialet og få det reduceret på nogenlunde systematisk vis.” (Halkier, 2008, pp. 72-73)

Når man koder, sætter man foreløbige hovedoverskrifter på mindre bidder af tekstdata, som

meningsmæssigt hænger sammen. Herunder er et eksempel på kodning:

Maren: Jamen det er man da ked af … det synes jeg. Mit arbejdsliv ville jo have været helt,

helt anderledes, hvis jeg ikke havde haft dårlig hørelse, fordi det først og fremmest er dét, der

er mit problem… jeg har også andre ting, men det er småting i forhold til min dårlige hørelse

både socialt og arbejdsmæssigt og… ja. [K119]

I: Hvad så, når du for eksempel er til fester med familien og… hvordan føles det Kan du

følge med, eller er det svært

Maren: Det kommer meget an på lokalet og hvordan akustikken er. Og så hvilke personer,

der er… som regel får jeg da det meste ud af det, men der vil altid være… lad os sige i hvert

fald mellem 25-50%, som jeg ikke får med. [K120]

(Maren: 94-102)

24


[K119]: Ked af de sociale og arbejdsmæssige begrænsninger.

[K120]: Går glip af meget i sociale sammenhænge. 12

Under kategoriseringen sætter man de forskellige koder i forhold til hinanden og ser på, om nogle af

koderne hænger sammen, står i modsætning til hinanden eller har konsekvenser for hinanden.

Derved finder man frem til en række temaer (Halkier, 2008). Jeg fandt frem til følgende 12 temaer:













Familie & Venner

Coping

Arbejdsliv

Livskvalitet

Personlighed

Ensomhed

Sociale sammenhænge

Fravalg

Høreapparater & hjælpemidler

Netværksgruppe

Isolation

Hørenedsættelsen

Det sidste redskab, som Halkier (2008) fremhæver, er begrebsliggørelse. Her ser man på temaer,

gentagelser og mønstre, men man skal også være opmærksom på variationer, kontraster, brud og

paradokser. For eksempel fandt jeg i min analyse af kategorien "livskvalitet", at der var forskel på,

hvorvidt respondenterne mente, at deres livskvalitet blev påvirket af hørenedsættelsen:

12 Kodning af samtlige transskriptioner er vedlagt i bilagsmappen.

25


Maren (216-217):

I: Føler du, at din hørenedsættelse har en indflydelse på din livskvalitet

Maren: Ja. Jamen det har den.

Louise (160-161):

I: Ja. Påvirker din hørenedsættelse din livskvalitet

Louise: Nej. Nej, det gør den ikke…

Halkier (2008) understreger, at opmærksomheden på sådanne kontraster er et vigtigt element, idet

man derved ikke blot ”opfylder sine egne små hypoteser!” (Halkier, 2008, p. 76).

I min begrebsliggørelse har jeg besluttet at koncentrere mig følgende temaer:







Ensomhed

Isolation

Livskvalitet

Coping

Netværksgruppe

Sociale sammenhænge

Jeg er klar over, at dette valg også involverer et fravalg, men ser dette som en nødvendighed for at

bevare fokus for svaret på min problemformulering. Herudover er det af hensyn til omfang ikke

muligt at analysere samtlige temaer indenfor den formelle ramme for specialet.

3.8 Litteratursøgning

Efter at have fundet temaer til analyse, er det nødvendigt at finde den relevante litteratur. Jeg vil i

dette afsnit redegøre for de, hvorledes jeg har fundet frem til den litteratur, som jeg anvender, og de

valg og fravalg jeg har truffet under min litteratursøgning.

Størstedelen af søgningerne foretog jeg i REX, som er det Kongelige Bibliotek og Københavns

Universitets Biblioteks- og Informationsservice. Da jeg på forhånd vidste, at mængden af dansk

litteratur indenfor emnet var begrænset, tog jeg i min søgning udgangspunkt i engelske søgeord som

"loneliness theory", "coping", "social isolation theory", "quality of life", "hearing impairment and

26


loneliness", "therapy groups" osv. Jeg forsøgte også at lave søgninger med emner som "hearing

impairment and loneliness" og "hearing impairment and social isolation", men det viste sig, at

mængden af teoretisk litteratur, som konkret omhandler temaerne sammenholdt med nedsat hørelse,

er forsvindende lille. Derfor omhandler den teoretiske litteratur, som jeg har indkluderet i specialet

mere generelle indgangsvinkler til temaerne. Søgningen i REX har i nogle tilfælde ledt videre til

øvrige databaser for eksempel MEDLINE og PsycINFO, som jeg også har benyttet.

Jeg har ligeledes benyttet REX i min artikelsøgning med søgeord som "hearing impairment and

loneliness", "hearing impairment and social isolation", "hearing impairment and quality of life".

Indledningsvis søgte jeg litteratur indenfor alle år. Viste det sig, at mængden af relevant litteratur

var stor, indsnævrede jeg min søgning til kun at omfatte litteratur af nyere data (som regel efter år

2000 og frem). Jeg valgde dermed ældre litteratur fra, når dette var muligt. Generelt var mængden

af litteratur dog ikke overvældende, hvorfor jeg i dette speciale også inddrager litteratur af ældre

dato. Foruden søgninger i databaser, har jeg i høj grad benyttet referencelister i min søgning efter

øvrig og supplerende litteratur.

Jeg har kun benyttet artikler fra større, videnskabelige tidsskrifter, og således er de inddragede

artikler peer-reviewed.

Når den relevante litteratur er indsamlet, sætter man under den videre begrebsliggørelse og analyse

sit datamateriale, sine koder og kategorier i forhold til eksisterende empiri og teoretiske begreber

indenfor samme felt.

Da flere af de 12 temaer har gensidig relevans for hinanden, vil det være umuligt at lave en absolut

opdeling. Der vil derfor være dele af de forskellige temaer, som bliver inddraget under analysen af

andre temaer. For eksempel kommer jeg ind på "fravalg" under min analyse af "coping", på trods af

at "fravalg" ikke indgår som et selvstændigt tema til analyse.

27


4. Teoretisk baggrund

Efter at have fundet frem til de temaer, som jeg vil koncentrere mig om, skal den teoretiske

baggrund for disse præsenteres, hvilket jeg vil gøre i indeværende afsnit. Inden jeg når til den

konkrete teori, vil jeg foretage en præsentation af relevant empiri af nyere dato.

Idet fænomenerne ensomhed og isolation indgår som en del af problemformuleringen og dermed er

centrum for dette speciale, vil den teoretiske baggrund overvejende omhandle disse med en

overvægt på teorien bag fænomenet ensomhed. Denne er nemlig også relevant for fænomenet

isolation.

Efter gennemgangen af relevant empiri, vil jeg komme ind på erkendelsen af at have nedsat hørelse

og livet med en hørenedsættelse. Dette afsnit bliver efterfulgt af en kort introduktion af

fænomenerne ensomhed og isolation. Herefter vil jeg præsentere ensomhedens onde cirkel og

inden, jeg bevæger mig videre til den teoretiske baggrund, vil jeg præsentere et afsnit med generelle

betragtninger omkring ensomhed.

Afsnittene med den teoretiske baggrund for fænomenerne ensomhed og isolation bliver efterfulgt af

den teoretiske baggrund for henholdsvis livskvalitet, coping,

netværksgrupper/gruppeterapi/selvhjælpsgrupper og sociale sammenhænge.

4.1 Eksisterende undersøgelser

Gennemgangen af relevante, eksisterende undersøgelser foretages for at belyse, hvilke resultater

man hidtil har fundet frem til omkring emnet, samt hvorfor det er relevant at se på ensomhed og

isolation hos personer i den erhvervsaktive alder, som lever med en hørenedsættelse.

Undersøgelserne, som alle er af nyere dato, er til dels udvalgt med baggrund i, hvilken aldersgruppe

de omhandler. Således inddrages der nedenfor kun empiri, som indbefatter og blandt andet

koncentrerer sig om personer, som lever med en hørenedsættelse og er i den erhvervsaktive alder. I

nogle af undersøgelserne spænder alderen på deltagerne bredere end 18-65 år, men der inddrages

for eksempel ikke undersøgelser, som kun handler om personer fra 60-80 år. Herudover er

undersøgelserne udvalgt på baggrund af, at de koncenterer sig om genstandsområder, som er

relevante for indeværende undersøgelse.

28


4.1.1 Undersøgelsen af Grimby & Ringdal (2000): Does having a job improve the quality of life

among post-lingually deafened Swedish adults with severe-profound hearing impairment

Formålet med denne undersøgelse var at måle helbredsrelateret livskvalitet blandt personer i

alderen 22-64 år, som har en moderat til svær hørenedsættelse, og er erhvervsaktive på fuld tid. I

undersøgelsen fandt man frem til, at de eneste forskelle mellem personer uden hørenedsættelse med

fuldtidsarbejde og personer med en hørenedsættelse, som arbejdede fuld tid, var forskel på

energiniveau og følelsen af social isolation. Respondenterne, som levede med en hørenedsættelse

gav under personlige interviews udtryk for, at følelsen af social isolation påvirkede dem, og at de

blev meget udmattede i løbet af en arbejdsdag.

Forfatterne fremhæver, at deres gruppe af adspurgte personer, som lever med en hørenedsættelse,

muligvis kunne siges at være elitær, idet denne tilsyneladende til fulde besad de fysiske og mentale

forudsætninger, der kræves for at opnå en god tilpasning på arbejdspladsen. Denne konklusion

drager de på baggrund af, at social isolation og lavt energiniveau er de eneste faktorer, som

fremhæves. Foruden disse var det generelle velbefindende blandt gruppen af personer med en

hørenedsættelse sammenlignelig med det generelle velbefindende for personer uden

hørenedsættelse. Forfatterne understreger dog, at undersøgelsen giver grund til nærmere forskning

indenfor feltet, da antallet af personer, som deltog i deres undersøgelse var relativt lille (Grimby &

Ringdahl 2000).

4.1.2 Undersøgelsen af Tambs (2004): Moderate Effects af Hearing Loss on Mental Health and

Subjektive Well-being: Results From the Nord-Trøndelag Hearing Loss Study

Formålet med undersøgelsen var at lave en vurdering af effekten af hørenedsættelse på angst- og

depressionssymptomer. Herudover var ønsket at vurdere, hvilken effekt en hørenedsættelse har på

selvværd og subjektivt velvære. I alt deltog 50.398 personer fra Norge i alderen 20-101 år i

undersøgelsen, som indbefattede en audiometrisk test og et spørgeskema.

Undersøgelsen viste en moderat men klar negativ effekt af nedsat hørelse på angst, depression,

selvværd og velvære. Tambs (2004) fandt, at effekten af en hørenedsættelse var større i den yngre

(20-44 år) og midaldrende (45-64 år) gruppe end det var tilfældet i den ældre (65+ år) gruppe.

Tambs (2004) fremhæver, at hørenedsættelser er et af de mest almindelige helbredsmæssige

problemer blandt befolkningsgrupper i de industrialiserede dele af verden. Han understreger, at en

hørenedsættelse, foruden at begrænse evnen til for eksempel at nyde musik og andre lyde, kan

29


medføre social isolation, svækket kommunikation og i nogle tilfælde stigmatisering. Alle disse

faktorer kan påvirke livskvaliteten og mentalt helbred. Derfor mener Tambs, at hørenedsættelser

meget vel kan være en afgørende faktor for nedsat mentalt helbred blandt verdens befolkning

(Tambs, 2004).

4.1.3 Undersøgelsen af Hawthorne (2008): Percieved social isolation in a community sample: its

prevalance and correlates with aspects of peoples’ lives

I en spørgeskemaundersøgelse blandt 3015 australske voksne (i alderen 15-60+) omhandlende

social isolation fandt Hawthorne (2008), at 9% af de adspurgte oplevede en grad af social isolation,

imens 7% oplevede at være isolerede eller meget isolerede. Foruden spørgeskemaundersøgelsen

indsamlede Hawthorne (2008) data omkring socio-demografiske variable og kroniske

helbredstilstande, blandt andet høretab. Undersøgelsen viste blandt andet, at nedsat hørelse var

signifikant associeret med højere sandsynlighed for social isolation. Herudover viste resultaterne, at

risikoen for at opleve social isolation var størst blandt den yngre gruppe af svarpersoner.

Hawthorne understreger, at det er relevant at være opmærksom på social isolation, idet der er klare

helbredsmæssige implikationer forbundet hermed (Hawthorne, 2008).

4.1.4 Undersøgelsen af Nachtegaal et al. (2009): The Association Between Hearing Status and

Psychosocial Health Before the Age of 70 Years: Results From an Internet-Based National

Survey on Hearing (NL-SH) 13

I denne undersøgelse ønskede man at se på sammenhængen mellem hørestatus og psykosocialt

helbred hos personer, som var mellem 18 og 70 år.

Data blev indsamlet ved hjælp af et online spørgeskema til selv-rapportering af psykosocialt

helbred, som blev sendt til deltagerne, der havde meldt sig til NH-SL. I alt 1511 personer deltog.

Man sammenholdt herefter respondenternes svar med deres audiometrier.

Undersøgelsen viste signifikante negative sammenhænge mellem hørestatus og ’distress’ 14 ,

somatiske symptomer 15 , depression og ensomhed. Man fandt blandt andet, at sansynligheden for at

13 The National Longitudinal Study on Hearing (NL-SH) løbende undersøgelse, bestående af to runder, hvor man ser på

forholdet mellem nedsat hørelse og forskellige aspekter af livet (fx psykosocialt helbred og livskvalitet). Nachtegaal el

al. (2009) benyttede data fra NL-SH, som blev indsamlet i perioden fra 2006-2007. NH-SL undersøgelsen bliver

gennemført via internettet og deltagerne skal være mellem 18-70 år gamle.

14 Symptomer herkan være bekymring, irritabilitet, spændinger, dårlig koncentration og søvnløshed.

15 Somatisk: Legemlig, organisk (mods. psykisk) (Gyldendals Røde Ordbøger, 1993)

30


udvikle svær til meget svær grad af ensomhed øges signifikant med 7% for hver dB SNR reduktion

af hørelsen.

Foruden dette viste undersøgelsen, at der hos forskellige aldersgrupper var forskellige

sammenhænge mellem psykosocialt helbred og hørestatus. Gruppen af yngre personer (18-30 år)

oplevede størst grad af ensomhed. Forfatterne mener, at dette skyldes, at yngre og midaldrende

voksne ofte opfatter en hørenedsættelse som værende et stigma, hvorimod en hørenedsættelse hos

ældre mennesker opfattes som en del af det at ældes. Hos gruppen af midaldrende voksne (40-50 år)

viste antallet af signifikante sammenhænge mellem psykosocialt helbred og hørestatus sig at være

størst.

Nachtegaal et al. (2009) konkluderer, at der er en negativ sammenhæng mellem psykosocialt

helbred og hørestatus blandt unge og midaldrende voksne. Forfatterne understreger, at resultaterne

tydeliggør behovet for yderligere opmærksomhed på psykosociale effekter af høretab i denne

aldersgruppe, idet effekterne kan medføre negative økonomiske og sociale samfundsmæssige

konsekvenser (Nachtegaal et al., 2009).

4.1.5 Opsamling af relevant empiri

Undersøgelsen af Tambs (2004) er relevant for emnet i dette speciale, idet den viser, at det især er

yngre og midaldrende personer med nedsat hørelse, der er i risiko for at opleve psykosociale

konsekvenser. Til sammenligning kan drages undersøgelsen af Hawthorne (2008), der netop påviser

en effekt mellem hørenedsættelse og en følelse af social isolation. Ligeledes finder han, at følelsen

var størst blandt den yngre gruppe af deltagere. Grimby & Ringdahl (2000) fandt også frem til, at

deres gruppe af erhvervsaktive personer, som lever med en hørenedsættelse, beskrev en følelse af

social isolation på arbejdspladsen.

Undersøgelsen af Nachtegaal et al. (2009) viste, at det var den yngre og midaldrende gruppe af

personer, som lever med en hørenedsættelse, der er mest udsat i forhold til psykosociale

konsekvenser, heriblandt ensomhed og isolation.

4.2 Erkendelsen af - og livet med en hørenedsættelse

Hørelse handler om social interaktion, følelser og kommunikation (Engelund, 2011), og nedsat

hørelse er meget mere end en fysisk funktionsnedsættelse. Denne fremstilling vil ikke koncentrere

sig om hverken type eller grad af høretab men derimod om de psykologiske og psykosociale

31


aspekter af at leve med nedsat hørelse, som er fokus for min undersøgelse. I dette afsnit fremstilles

erkendelsen af og livet med en hørenedsættelse belyst ud fra psykologiske aspekter.

4.2.1 Tre niveauer til generel opfattelse af hørelse

Ramsdell opstillede i 1947 en klassifikation bestående af tre niveuer til generel opfattelse af hørelse.

Selvom opstillingen er af ældre dato, er den stadig relevant. Især hans skelnen mellem de tre

niveauer underbygger, hvad det vil sige at leve med en hørenedsættelse (Stephens & Kramer, 2010).

Ramsdells (1947) argument for denne skelnen er, at for at forstå de psykologiske ændringer, som

følger en hørenedsættelse, er man nødt til at forså, hvordan normal hørelse fungerer. Han anskuer

normal hørelse som om denne forekommer på tre hierarkiske, psykologiske niveauer;


Første niveau er det symbolske niveau, nemlig at forstå det talte sprog.


Det næste niveau er signaler eller advarsler, hvilket gør at man konstant kan tilpasse sig

hverdagslivet. For eksempel, at man trækker ind på cykelstien, når man hører lyden fra en

ringeklokke bagved.


Det tredje og sidste niveau kalder Ramsdell den auditive baggrund. Dette niveau indeholder

alle de hverdags- og baggrundslyde, som konstant omgiver os i hverdagslivet og som giver

en følelse af at være en del af den levende verden og bidrager til følelsen af at være i live.

(Ramsdell, 1947)

Hørelse skal forstås som en kombination af alle tre niveauer, som er aktive på alle tidspunkter, og

dermed hører man på alle niveauer på én gang. Den ubestridt førende mekanisme, som kobler den

menneskelige organismes konstante aktivitet til naturens aktivitet, er i følge Ramsdell (1947)

hørelsen i sin primitive funktion. Som levende organismer kan mennesker aldrig være fuldstændig

uafhængige af omgivelserne. Som mennesker befinder vi os i forskellige grader af sikkerhed i vores

miljø. Da denne sikkerhed aldrig bliver komplet, er det nødvendigt at være parat til at reagere, og

hørelse i sin primitive funktion er afgørende herfor. Hørelsen hjælper os til at opretholde en

parathed ved konstant at holde os informeret om, hvad der foregår i omgivelserne, også selvom

lydene ikke er høje nok til at tiltrække vores direkte opmærksomhed (Ramsdell, 1947). Kort sagt

faciliterer hørelse i sin primitive form to afgørende faktorer; en parathed til reaktion og en behagelig

32


følelse af at være en del af det omgivende samfund og den levende, aktive verden. Ramsdell

fremhæver det tredje niveau, den auditive baggrund, som det psykologisk mest fundamentale af de

tre niveauer. Han nævner, at en betydelig del af personer med nedsat hørelse beskriver verden som

"død" og tilskriver mangel på evnen til at høre den auditive baggrund den afgørende årsag til dette

(Ramsdell, 1947).

Ramsdells (1947) opstilling åbner øjnene for, hvor vigtigt det er at være i besiddelse af hørelse på

alle tre niveauer og giver en større forståelse for, hvor omfattende det må være at leve uden. Det er

svært at forestille sig at være foruden hørelse på et af niveauerne og endnu sværere at være ramt på

alle tre niveauer, hvilket, afhængigt af grad og type af hørenedsættelse, er tilfældet for mennesker

som lever med en hørenedsættelse. Ramsdells (1947) opstilling giver en større forståelse for,

hvorfor personer med nedsat hørelse ofte oplever en følelse af isolation og tilbagetrækning fra

samfundslivet, idet deres følelse af at være en del af den levende, eksisterende verden mindskes.

Det er min opfattelse at, hvad enten en hørenedsættelse er medfødt eller senere opstået, vil den

uundgåeligt påvirke evnen til at kommunikere og følelsen af at være en del af samfundet i større

eller mindre grad, idet hørelsen er af afgørende betydning for kommunikationsevnen. Lever man

med en hørenedsættelse, brydes mønstrene for normal kommunikation, og man mister nemt evnen

til at opfatte humor, pointer, hentydninger og betoninger. Disse er elementer, som det talte sprog og

samtale indeholder, der giver en samtale gnist og farve. Kommunikationen bliver dermed flad og

ikke så levende, som den er for personer med normal hørelse. Langt størstedelen af personer, som

lever med en hørenedsættelse er udemærket opmærksomme på denne forringelse af

kommunikationen. De oplever, at andre mennesker i mindre grad indgår i verbal kommunikation

med dem og, at samtaler ofte bliver holdt til korte og præcise meddelelser eller endda undgået.

4.2.2 Stigmatisering

Ramsdell (1947) fremhævede vigtigheden i at acceptere et høretab som et objektivt faktum, lige

som man accepterer at bruge briller. Dette gælder for både personen, som lever med

hørenedsættelsen og det omgivende samfund. Det springer i øjnene, når man 65 år senere læser

hans tekst og må konkludere, at dette endnu ikke er tilfældet. At leve med en hørenedsættelse er til

stadighed både for dem, som har hørenedsættelsen og det omgivende samfund et tabubelagt emne,

som kan føre til stigmatisering.

33


Et stigma er et negativt kendetegn, der hæftes på en person som et socialt stempel. Opfattelsen hos

personen, som lever med en hørenedsættelse af, at det at have et høretab og at bruge høreapparater

er stigmatiserende, kan medvirke til, at vedkommende nægter at erkende sit høretab og undlader at

bruge høreapparater. Erkendelsen af funktionsnedsættelsen er en trussel for personens sociale

identitet (Stephens & Kramer, 2010; Erler & Garstecki, 2002). Goffman skelner mellem den

virtuelle sociale identitet og den faktiske sociale identitet (Goffman, 1963). Den virtuelle sociale

identitet er de førstehåndsindtryk, som man får, når man står over for en fremmed. Personen kan

karakteriseres enten positivt eller negativt på baggrund af for eksempel udseende. Den faktiske

sociale identitet er en persons ægte "jeg". Stigmatisering opstår, når en person ikke passer ind i,

hvad samfundet karakteriserer som "normalt". Skiller en person sig ud fra normen, er der en risiko

for, at hans virtuelle sociale identitet ikke er svarende til hans faktiske sociale identitet. Dette kan

være tilfældet for en person, som bærer høreapparater og derfor stigmatiseres som værende uden for

kommunikativ rækkevidde eller måske endda mindre begavet. Personer med en hørenedsættelse

kan have et ønske om at forblive, hvad samfundet opfatter som "normal", og derfor vælge at skjule

deres nedsatte hørelse og i nogle tilfælde undlade at søge behandling (Erler & Garstecki, 2002).

Hétu udførte i 1996 en kvalitativ interviewundersøgelse blandt personer, som havde nedsat hørelse

og var beskæftiget med støjfyldt arbejde. Undersøgelsens hovedformål var at afdække, hvordan det

er at leve med en hørenedsættelse. Herunder beskriver Hétu (1996) forskellige faktorer, som er

medvirkende til, at nogle mennesker har vanskeligt ved at offentliggøre, at de lever med en

hørenedsættelse. Som første faktum nævnes personernes modvilje overfor at acceptere deres

hørevanskeligheder specielt i de tidlige stadier. Herudover fremhæver Hétu, at personerne ofte

forsøger at skjule tegn på deres hørevanskeligheder for eksempel ved at skjule deres høreapparater

og frygter negative indvirkninger (for eksempel indskrænkede jobmuligheder) som konsekvens af at

afsløre deres hørenedsættelse. Hétu fremhæver, at erkendelse og offentliggørelse af en

hørenedsættelse af personen med hørevanskeligheder selv opfattes som en trussel mod dennes

sociale identitet. Disse faktorer kan til dels besvare spørgsmål om, hvorfor så mange mennesker

lever med en hørenedsættelse uden at erkende og handle på dette; nemlig fordi de frygter

efterfølgende sociale konsekvenser, som for eksempel stigmatisering (Hétu, 1996).

I en anden undersøgelse placerede Hétu & Getty (1991) en gruppe personer med en hørenedsættelse

i et middagsselskab med ugunstige betingelser for dem; dårlig belysning, baggrundsmusik, osv.

34


Alle medvirkende i undersøgelsen gav det samme svar, da de blev adspurgt om, hvad de normalt

ville gøre i en sådan situation; de ville afholde sig fra at fremsætte krav om, at foranstaltningerne

måtte ændres således, at de bedre kunne følge med i samtalen, og kommunikationen dermed ville

blive forbedret. Forfatterne konkluderer på baggrund af dette, at personerne i undersøgelsen dermed

foretrækker at give sig ud for at være normalthørende med den risiko, at de opfattes som værende

socialt inkompetente. Med andre ord er social inkompetence for disse personer en mere tolerabel

negativ identitet end dét at have en hørenedsættelse (Hétu & Getty, 1991).

Dette er et faktum, som understøttes af resultater fra andre undersøgelser, blandt andet af Hallberg

& Carlsson (1991), som ved hjælp af dybdegående interviews omkring, hvordan folk håndterer

deres hørenedsættelse, fandt frem til, at dét at fastholde en normal social identitet er drivkraften bag

copingprocessen. Dette understreger pointen om, at det at leve med en hørenedsættelse ikke af

samfundet opfattes som et objektivt faktum 16 .

Hvorvidt ovenstående skyldes personerne med hørevanskeligheder selv, eller om det skyldes

opfattelsen i samfundet generelt eller måske en kombination af opfattelsen i de to ’grupper’ er ikke

til at sige. Men det er et uundgåeligt faktum, at der eksisterer en tabuisering overfor det at leve med

en hørenedsættelse både i kraft af, at personer med hørenedsættelse har svært ved at erkende og

offentliggøre deres vanskeligheder og herudover i kraft af, at deres omgivelser har svært ved at

håndtere og imødekomme disse vanskeligheder.

Det ovenstående tegner et billede af personer med hørenedsættelse som en samlet gruppe, der har

meget vanskeligt ved erkendelsesprocessen og håndteringen af at have nedsat hørelse. Dette er dog

ikke et fuldkommen virkelighedstro billede af gruppen som helhed. Der findes også personer med

nedsat hørelse, som hurtigt accepterer deres hørevanskeligheder og agerer med åbenhed omkring

disse. I litteraturen ligger fokus imidlertid på dem, som gør det modsatte.

Det er også denne gruppe mennesker, som dette speciale har fokus på; gruppen som muligvis

oplever psykosociale konsekvenser på baggrund af deres hørenedsættelse.

16 Jeg vil komme nærmere ind undersøgelsen af Hallberg & Carlsson (1991) under gennemgangen af teorien bag

coping.

35


4.3 Ensomhed & Isolation

4.3.1 Introduktion

I livet med en hørenedsættelse er ensomhed og isolation ikke nødvendigvis psykosociale

konsekvenser som står alene, men derimod kan de være en del af en sammenhængende

livssituation. Derfor er det ikke givet, at disse begreber kan tilskrives den fulde indflydelse på,

hvordan en person, som lever med en hørenedsættelse, oplever sin livssituation. Flere forskellige

faktorer kan spille ind, og det er vigtigt at holde sig for øje, at man, når man vil vurdere ensomhed

og isolation, har med mennesker at gøre. Mennesker, som oplever og føler på vidt forskellige

måder. Måske oplever en person ensomhed på den ene måde, imens en anden person har en helt

anden opfattelse af ensomhedens indflydelse på vedkommendes liv.

4.3.2 Hvorfor undersøge ensomhed og isolation

"When you lose your vision, you lose contact with things; when you lose your hearing, you lose

contact with people."

(Helen Keller, 1880-1968)

Selvom det er mange år siden, at Helen Keller levede, er citatet lige så sigende i dag, som det

formegentlig har været dengang. Tab af hørelsen er en faktor, som kan gøre det vanskeligt at

opretholde kontakten med omverdenen, og derfor er der risiko for at udvikle en følelse af

ensomhed. Herudover kan personer, som lever med en hørenedsættelse, risikere at trække sig

tilbage, fordi de oplever, at det kan være vanskeligt at fungere i det såkaldte "normalsamfund" og

dermed blive socialt isolerede (Halvorsen, 2005).

Alt tyder på, at ensomhed og isolation er universelt oplevede følelser og dermed noget, som alle

mennesker stifter bekendtskab med før eller siden i deres liv (Halvorsen, 2005). Når man lever med

en funktionsnedsættelse, som nedsat hørelse, kan følelserne blive forstærkede og i nogle tilfælde

kroniske. Dermed ikke sagt, at ensomhed og isolation skal opfattes som selvfølger af at have nedsat

hørelse, men der er indikationer for, at fænomenerne kan risikere at blive forstærkede, når man ikke

er normalthørende. De tidligere nævnte undersøgelser af Tambs (2004), Hawthorne (2008) og

Nachtegaal et al. (2009) understøtter denne pointe.

36


Citatet af Keller slår hovedet på sømmet som svar på spørgsmålet om, hvorfor det er relevant at

undersøge ensomhed og isolation hos personer, som lever med en hørenedsættelse. Det er

nødvendigt at se på, hvordan disse personer bevarer kontakten med mennesker i det omfang, som de

har behov for. Er dette ikke tilfældet er man nødt til at møde dem, se dem og koble sig på dem

således, at man kan støtte og yde den professionelle hjælp, som de behøver.

4.4 Ensomhed

4.4.1 Ensomhedens onde cirkel

Billedet, som bliver malet af ensomhed i dette afsnit, er bevidst meget eksplicit. For i sandhed at

kunne forstå, hvad ensomhed kan medføre, er man nødt til at se på den yderste konsekvens af

fænomenet. Samtidig skal man huske på, at ensomhed kan starte i det små og udvikle sig over tid.

Ensomhed er nemlig en følelse, som nemt kan blive en ond cirkel, hvor mennesket sidder fast i

negative tanker og negativ opførsel; som hjælp til at undslippe den ubehagelige følelse af

ensomhed, er det bedste redskab at skabe forbindelser til andre mennesker. Frustration over, hvor

vanskeligt dette kan være for en person, som i forvejen er svækket på grund af ensomhed kan

udmønte sig i fjendtlighed, depression, fortvivlelse, dårlige sociale evner og en følelse af nedsat

personlig kontrol. Dermed bliver personen dårligere til at indpasse sig under sociale standarder

(Cacioppo & Patrick, 2008). Kombinationen af fejlslået selvregulering og et behov for at maskere

smerten kan videre føre til selvdestruktive vaner som misbrug af for eksempel mad eller alkohol

(Cacioppo & Patrick, 2008).

Når den onde cirkel først er iværksat, kan omgivelsernes opfattelse af den ensomme person udvikle

sig til at være mindre positiv, idet personen i nogle tilfælde vil opføre sig selvbeskyttende, fjendtligt

og distanceret. Omgivelsernes opfattelse og konsekvenserne heraf kan ydermere føre til, at den

ensomme person får forstærket sine pessimistiske, sociale forventninger, hvilket kan medføre en

defensiv adfærd, som forværrer den sociale situation yderligere (Cacioppo & Patrick, 2008).

Alt imens denne onde, sociale cirkel udspiller sig, kan ensomhed medføre en forstyrrelse af

cellulære processer i kroppen hos den ensomme. Ensomhed kan være skyld i søvnbesvær, som har

negativ effekt på metabolisk, neural og hormonel regulering. Kroppen svækkes som følge af, at

immunforsvaret påvirkes, og aldringsprocessen fremskydes. Kronisk ensomhed medfører altså ikke

kun elendighed men også risiko for sygdom og andre fysiske konsekvenser (Cacioppo & Patrick,

2008).

37


Det er vigtigt at huske på, at uanset hvor i denne onde cirkel en person befinder sig, vil det være

forbundet med en smertelig følelse. Ensomhed kan være svær at leve med, selv når følelsen kun

opleves som forbigående. Derfor er det på samme tid både nemt og vanskeligt at forestille sig, hvor

smertefuld følelsen må være for en person, hvor den har udviklet sig til at være en kronisk tilstand.

Nemt fordi vi alle ved, hvor ondt den forbigående ensomhed kan gøre. Svært fordi man næsten ikke

kan forestille sig, hvor smerteligt det må være, når den bliver kronisk.

4.4.2 Generelt om ensomhed

I perioder kan nogle mennesker vælge at sætte sig i en situation, hvor ensomhed opstår. Dette kan

for eksempel være i forbindelse med en arbejdsopgave, hvor man i en periode er isoleret. Her er

ensomheden til at leve med, idet den er en forudsætning for at gennemføre et forehavende, og man

ved, at den derfor kun er midlertidig. Foruden denne periodiske, selvvalgte ensomhed vil

mennesker i alle andre tilfælde vælge et socialt liv frem for et ensomt liv. Når man altså har et valg

(Halvorsen, 2005).

Ensomhed fremhæves som værende et af de mere seriøse, eksisterende sociale problemer i nutidens

samfund, som ikke kan defineres simpelt som "det at være alene" (Hawkley & Cacioppo, 2010).

Således bliver ensomhed af flere forskere fremhævet som værende et komplekst og flerdimensionelt

fænomen. (de Jong-Gierveld & Raadschelders, 1982). Netop på baggrund af fænomenets

kompleksitet findes der mange og forskellige definitioner og beskrivelser af ensomhed, som i korte

træk vil blive gennemgået i dette afsnit.

Som oftest skelnes der i litteraturen mellem positive og negative former for ensomhed. Blandt de

positive aspekter fremhæves det, at man i sit eget selskab har mulighed for at reflektere, skabe

kontakt med sig selv og hermed styrke sin karakter. De negative følger af at opleve ensomhed er

forståeligt dem, som har opnået størst opmærksomhed i litteraturen.

I den filosofiske fremstilling af fænomenet betegnes den positive ensomhed som den "ægte"

ensomhed, imens den negative betegnes som værende en pseudo-variant, som er udtryk for noget

patologisk. Herudover drages der i filosofien en distinktion mellem ensomhed som en konstant

grundlæggende kendsgerning i menneskelig eksistens på den ene side og som en psykologisk

reaktion på manglende relationer på den anden side.

38


De fleste forskere, som beskæftiger sig med ensomhed, fokuserer på de psykologiske aspekter af

fænomenet dog uden fuldstændig at udelukke den filosofiske pointe om, at mennesker er individer,

som ultimativt er alene i eksistentiel forstand (de Jong-Gierveld & Raadschelders, 1982).

Foruden de filosofiske og psykologiske aspekter eksisterer der også kulturelle faktorer, som kan

være afgørende for i hvilken grad det at være alene og følelsen af ensomhed påvirker individer. For

eksempel kan religion spille en afgørende rolle (de Jong-Gierveld & Raadschelders, 1982). Dog er

der sket den udvikling, at der i kulturer, som ellers tidligere til dels har opfattet det at være alene og

ensomhed som et positivt fænomen, i større grad med tiden udvikles en mere negativ opfattelse af

fænomenet. Czernik & Steinmeyer, gennemførte i 1974 en revidering af en tidligere undersøgelse. I

den tidligere undersøgelse fandt man, at tyskere opfattede ensomhed (’Einsamkeit’) som et positivt

fænomen og tilskrev det betegnelserne ’stærkt’ og ’ sundt’. I kontrast til tyskerne opfattede

amerikanere fænomenet som yderst negativt og forbundet med frygt. På tidspunktet for den

efterfølgende undersøgelse af Czernik & Steinmeyer (1974) fandt de, at opfattelsen blandt tyskere

bevægede sig mod i højere grad at afspejle opfattelsen blandt amerikanere og dermed at blive tildelt

en mere negativ betydningsnuance(Czernik & Steinmeyer, 1974). Årsagen hertil er muligvis, at

udviklingen i det moderniserede samfund bliver mere individualistisk, og at folk dermed i større

grad fokuserer på sig selv (Hortulanus et al., 2006). Den negative opfattelse af ensomhed vokser

formegentlig, idet folk i større grad føler sig ensomme i det individualiserede samfund.

I udforskningen af ensomhed beskæftiger en del forskere sig med specificering af de manglende

relationer eller årsager i en ensom persons liv, som kunne give anledning til ensomheden (de Jong-

Gierveld & Raadschelders, 1982). Den centrale forsker indenfor mangelfulde relationer og

konsekvenserne af disse er Weiss, som skelner mellem emotionel og social ensomhed (Weiss

1974). Jeg vil komme nærmere ind på Weiss' skelnen under afsnittet om teoretiske indgangsvinkler

til ensomhed.

En yderligere vigtig dimension omhandler varigheden af følelsen af ensomhed og altså, hvorvidt

den er kortvarig eller kronisk. Young (1978) skelner mellem tre typer af ensomhed:

1) Kronisk ensomhed: Når en person i årevis ikke er i stand til at tilegne sig

tilfredsstillende, sociale relationer.

39


2) Situationsbestemt ensomhed: Opstår ofte som følge af store og svære

livsbegivenheder som for eksempel at miste sin ægtefælle enten på baggrund af et

dødsfald eller på grund af en skilsmisse. Efter en kortvarig periode, hvor personen

er i nød, vil vedkommende acceptere tabet og bevæge sig væk fra ensomheden.

3) Forbigående ensomhed: Er den mest almindelige form og opstår lejlighedsvis i

personers hverdag som korte oplevelser af at føle sig ensom.

For at opridse ovenstående dimensioner, kan ensomhed altså anskues psykologisk ud fra, om den er

positiv eller negativ og, om kulturelle faktorer spiller en rolle. Herudover kan de personlige

faktorer, årsager og relationer inddrages i vurderingen af, hvorvidt en person kan betegnes som

værende ensom. Varigheden af følelsen af ensomhed kan ligeledes have en afgørende betydning.

Samtidig tillægges en filosofisk anskuelse om, at alle mennesker eksistentielt er alene en betydning.

Ensomhed omhandler for det enkelte individ, hvordan denne opfatter, oplever og evaluerer sin

ensomhed og mangel på kommunikation med andre mennesker (de Jong-Gierveld & Raadschelders,

1982).

Ifølge Hawkley & Cacioppo er ensomhed en alarmerende følelse, der følges af en opfattelse af, at

ens sociale behov ikke opfyldes af kvantiteten og i særdeleshed ikke kvaliteten af ens sociale

forhold (Hawkley & Cacioppo, 2010).

Ovenpå denne korte, generelle beskrivelse af ensomhed, vil jeg nu præsentere de teoretiske

indgangsvinkler til fænomenet.

4.4.3 Teoretiske indgangsvinkler til ensomhed

I en artikel fra 2005 understregede Karnick, at på trods af den store opmærksomhed som fænomenet

ensomhed modtager i sangtekster, film og poesi, og herudover det faktum at ensomhed er en

universel følelse, så manglede det på daværende tidspunkt en klar, teoretisk definition. Hortulanus

et al. (2006) benyttede Peplau & Perlmans (1982) artikel og kategorisering af de teoretiske tilgange

som grundlag for deres redegørelse for forskningen og teorien omkring ensomhed. Herudover er det

mit klare indtryk, når jeg har læst nyere artikler på området, at når det handler om teorien omkring

ensomhed, så er Peplau & Perlmans (1982) inddeling af de dengang eksisterende teoretiske tilgange

til klassifikation af ensomhed stadig relevant (Shiovitz-Ezra & Ayalon, 2010; Blazun et al., 2012).

40


Jeg vil indlede med at præsentere Peplau & Perlmans (1982) otte teoretiske kategorier.

Kategorierne skal anskues som brede beskrivelser af et komplekst fænomen (Karnick, 2005).

Derefter vil jeg præsentere den nyeste teori omkring fænomenet ensomhed.

4.4.3.1 Peplau & Perlmans (1982) otte teoretiske kategorier

Jeg har i dette afsnit taget udgangspunkt i Peplau & Perlmans inddeling og suppleret med anden

litteratur, hvor det er relevant.

1) Psychodynamic model: Ifølge denne tilgang er det nødvendigt at spore ensomhedens oprindelse

tilbage til erfaringer fra den tidlige barndom. Ensomhed defineres her udfra som en patologisk

tilstand, som er opstået på baggrund af tidlige påvirkninger.

2) Phenomenological Perspective: Bag denne tilgang ligger en anskuelse om, at individet af

samfundet presses til at udfylde visse socialt accepterede roller, og at dette leder til en forskel på

det ægte ’selv’ og det ’selv’, som manifesteres overfor andre. Når individet på et tidspunkt

forsøger at vise sit ægte ’selv’, kan det komme til at stå tilbage sårbar og skræmt af at opdage, at

det afvises af det dømmende samfund. Ensomhed opstår altså, når samfundet ikke tolererer og

accepterer den ægte version af individet.

3) The Existential Approach: Grundtanken bag denne tilgang er, at ensomhed er iboende hos

mennesket og dermed en uundgåelig tilstand i den menneskelige eksistens. Det

eksistentialistiske udgangspunkt er, at mennesket ultimativt er alene, idet ingen andre kan

opleve individets tanker og følelser, som det selv gør. Det er op til den enkelte at overvinde

frygten for ensomhed og i stedet benytte ensomheden på en positiv facon. Fokus ligger altså på,

hvordan man bedst lever med ensomheden frem for, hvordan man slipper af med den. Dette er

den eneste tilgang, som har en positiv indgangsvinkel til ensomhed, som anskues som en

produktiv og kreativ tilstand, som individet skal lære at udnytte på bedst mulige måde.

4) Sociological Explanations: Inden for den sociologiske tilgang findes to forskellige måder,

hvorpå man kan anskue ensomhed:

41


Den første handler om, at individer har et stærkt ønske om, at være vellidt blandt

andre mennesker. Dette medfører en konstant monitorering af det interpersonelle miljø for at

kunne indrette sig efter dette og opføre sig således, at man passer ind i miljøet på bedst

mulig vis. Resultatet af denne tilpasning bliver individer, som er overopmærksomme på

popularitet blandt deres med-individer.

Den anden måde, hvorpå man ud fra en sociologisk tilgang kan anskue ensomhed,

handler om, at menneskers forsøg på at samarbejde med og stole på andre bliver udvisket i

samfundet på grund af individualisme og en generel samfundsholdning om, at alle bør

efterfølge sin egen skæbne. Individualismen og forsøget på at benægte menneskelig

afhængighed i samfundet resulterer i ensomhed (Hortulanus et al., 2006).

5) The Interactionist View: Ifølge denne tilgang opstår ensomhed, når sociale forhold ikke opfylder

afgørende sociale behov. Dette kan for eksempel være mangel på nærende forhold, som man

kan stole på og som giver en følelse af, at man er værdsat (Hortulanus et al., 2006).

Den fremtrædende talsmand for denne tilgang er Weiss (1974). Han deler ensomhed op i

henholdsvis følelsesmæssig ensomhed og social ensomhed, som begge er relaterede til en

mangel på bestemte typer af personlige relationer.

Følelsesmæssig ensomhed

Social ensomhed

Opstår som resultat af et eller

flere manglende, tætte

tilhørsforhold som for eksempel

en kæreste eller ægtefælle. Andre

støttende forhold, som for

eksempel venskab, kan ikke

kompensere for denne mangel.

Dette er blandt andet årsagen til,

at en person med mange sociale

relationer stadig kan føle sig

ensom (Hortulanus et al., 2006).

Opstår som konsekvens af

manglende følelse af fællesskab

og på manglende meningsfyldte

venskaber og tilknytning til et

bredere netværk som kan yde

støtte. Social ensomhed opstår

hos personer, som har relativt

små personlige netværk og

derfor savner fællesskab og

meningsfyldte venskaber

(Hortulanus et al., 2006).

42


Weiss (1974) beskæftiger sig primært med ordinær ensomhed, som de fleste individer oplever i

løbet af deres tilværelse. Dermed anskuer han ensomhed som en normal og menneskelig reaktion,

som tilmed muligvis er instinktiv. Weiss’ teoretiske perspektiver motiverer stadig

ensomhedsforskning den dag i dag (Hawkley & Cacioppo, 2009).

6) The Cognitive Approach: Her anskues kognitionen som den faktor, der knytter forbindelsen

mellem manglende sociale relationer og oplevelsen af at være ensom. Ifølge denne tilgang er

ensomhed ikke ensbetydende med at være alene og ej heller, at man ikke kan føle sig ensom, når

man er i selskab med mange mennesker (Hawkley & Cacioppo, 2009). Ensomhed opstår ifølge den

kognitive tilgang, når individet oplever en forskel mellem den ønskede grad af social kontakt og

den opnåede grad af social kontakt. Denne definition af ensomhed indeholder to elementer; at

antallet af eksisterende relationer er lavere end individet finder behageligt eller acceptabelt, og/eller

at relationerne ikke når den ønskede grad af intimitet. (Hortulanus et al., 2006).

7) A Privacy Approach: Ifølge privacy-tilgangen er individer tilbøjelige til at opleve en følelse af

ensomhed, når deres interpersonelle forhold ikke er tilstrækkelig private og fortrolige til at danne

grundlag for ærlig kommunikation.

8) General Systems Theory: Den grundlæggende tanke bag denne tilgang er, at adfærden blandt

levende organismer er et resultat af flere forskellige faktorer, som arbejder sammen som et

dynamisk system. Disse faktorer rangerer helt nede fra cellulære og op til det hele menneske. Ifølge

denne tilgang er ensomhed en potentielt smertefuld men samtidig hjælpsom mekanisme, som kan

bidrage til samfundets og individets velbefindende. Ensomhed anskues nemlig som en biologisk

feedback-mekanisme, som skal hjælpe individet eller samfundet til at opretholde en jævn, optimal

grad af menneskelig kontakt.

4.4.4 Nyere teoretiske indgangsvinkler til ensomhed

Ifølge Cacioppo & Patrick (2008) er vi som mennesker genetisk prædisponerede for i hvor høj grad,

vi føler og mærker ensomhed og herudover, at følelsen i høj grad er individuel. Deres

grundlæggende teoretiske indgangsvinkel handler om, at vi som mennesker og vores gener

overlever og trives udelukkende på baggrund af, at vi er forbundet med hinanden. Denne teori

43


evises af, understreger forfatterne, at den modstridende følelse af social forbundenhed eksisterer;

nemlig ensomhed (Cacioppo & Patrick, 2008).

Ensomhed er en form for social smerte, der med evolutionen har udviklet sig som stimuli hos

mennesket, ligesom det er tilfældet for fysisk smerte. Cacioppo & Patrick (2008) forklarer, at begge

former for stimuli faktisk udspringer fra den samme del af menneskets hjerne. Følelsen af

ensomhed er ifølge forfatterne genetisk designet til ikke alene at få mennesker til at føle sig dårligt

tilpas, men også til at føle os utrygge. Ensomhed er ikke en stimuli, som skal få os til at handle i

øjeblikket og tjene vores akutte, individuelle egeninteresser, som det ville være tilfældet ved akut

fysisk smerte. Derimod er ensomhed en advarsel, som er udviklet til at få os til at se forbi os selv og

selve momentet, hvori følelsen opstår (Cacioppo & Patrick, 2008).

Det biologiske formål med ensomhed er at få os til at søge tryghed i at blive forbundet eller

genforbundet med andre mennesker. Hermed beskyttes individet fra isolation, og artens overlevelse

sikres, idet sociale forbindelser og den adfærd, som de frembringer (samarbejde, hensyntagen til

andre, forme forhold, osv.), hjælper til overlevelse og reproduktion (Cacioppo & Patrick, 2008).

Hawkley & Cacioppo (2009) understreger, at ensomhed indeholder et arveligt element. Foruden

dette lister forfatterne følgende prædiktorer for udvikling af kronisk ensomhed:






Sociodemografi: Alder, køn, etnicitet, uddannelse, indkomst, osv.

Sociale roller: Ægteskab nedsætter risikoen for ensomhed, når forholdet til ægtefællen er tæt

og fortroligt. Er man arbejdsløs eller pensioneret, er risikoen for ensomhed større.

Herudover har samfundsdeltagelse som for eksempel frivilligt arbejde vist sig at være

beskyttende mod følelsen af ensomhed.

Kvantitet og kvalitet af social kontakt: Små sociale netværk og mangel på interaktion med

venner og familie faciliterer ensomhed. Dog har kvaliteten af sociale forhold vist sig at være

en mere tungtvejende prædiktor for ensomhed end kvantiteten af sociale forhold.

Helbred: Her bruger forfatterne det at have en hørenedsættelse som eksempel. De nævner, at

den udfordring, som nedsat hørelse udgør for kommunikationen, kan facillitere en følelse af

ensomhed.

Disposition: Personlige karakteristika som lavt selvværd, generthed, fjendtlighed osv. kan

medføre ensomhed.

44


Nogle mennesker har behov for få, meningsfulde relationer, imens andre er tilfredse med mange,

overfladiske relationer. Følelsen af ensomhed kan både være forbigående og overfladisk for

eksempel, hvis man er den sidste, der bliver valgt til en holdsport, eller den kan være akut og svær,

som når man gennemgår en skilsmisse eller mister nogen, som står en nær. Den forbigående

ensomhed er så normal, at vi faktisk opfatter den som en del af livet, og næsten alle oplever en

smertefuld følelse af ensomhed i løbet af deres liv (Cacioppo & Patrick, 2008).

At være omgivet af mennesker størstedelen af tiden er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man

dermed ikke kan føle sig ensom. Derimod er det den subjektive oplevelse af ensomhed, som er

afgørende og ikke følelsen af bogstavlig talt at være eller ikke at være alene. (Cacioppo & Patrick,

2008)

Cacioppo & Patrick (2008) understreger, at ensomhed ikke kun er et negativt fænomen. For de

fleste af os, fungerer ensomhed blot som en kort påmindelse om, at der er noget, vi er nødt til at

ændre. Ifølge forfatterne ligger problemet i den kroniske, årelange ensomhed, som opstår som følge

af ensomhedens onde cirkel.

4.5 Social isolation

Fra ensomhed vil jeg nu bevæge mig videre til isolation. Når man ønsker at beskæftige sig med

begrebet isolation, skal man være opmærksom på at skelne mellem objektiv social isolation, som

omhandler mangel på længerevarende interpersonelle relationer og subjektiv opfattet social

isolation. Ensomhed er synonymt med subjektiv opfattet social isolation, idet et menneske kan leve

et relativt solitært liv og ikke omgive sig med særlig mange andre mennesker uden at føle sig

ensom. Samtidig kan et andet menneske leve et liv rigt på sociale relationer men stadig føle sig

ensom (Hawkley & Cacioppo, 2010). I min undersøgelse er fokus dermed på subjektiv opfattet

social isolation, idet det er meget individuelt, hvornår en person føler sig ensom og isoleret.

4.5.1 The network approach

Forskningen omkring fænomenet ensomhed er vigtig i forhold til fænomenet social isolation,

herunder sociale netværk. Fænomenet ensomhed og teorien bag dette kan hjælpe til at vurdere

kvaliteten af sociale netværk ud fra individernes egne anskuelser. Hvorvidt en person er socialt

isoleret, kommer derfor til at dreje sig om den subjektive oplevelse af vedkommendes personlige

45


netværk. For eksempel får vigtige og meningsfulde relationer, herunder kontakt med andre eller

mangel herpå, en central betydning (Hortulanus et al., 2006). Man kan dermed som hjælp til at

vurdere, hvorvidt en person er socialt isoleret, benytte den teoretiske baggrund for ensomhed, som

jeg gennemgik før.

Inden man når så langt, er det nødvendigt at foretage en netværksanalyse med fokus på

grupperelationer og de strukturelle karakteristika for sociale konfigurationer. Disse sociale

relationer skal ses som byggeklodser for sociale strukturer.

Forskningen indenfor netværk bevæger sig indenfor tre tilgange, som alle er rettet mod forskellige

dimensioner omkring det sociale netværk. På engelsk hedder de tre tilgange The Social Integration

Approach, The Social Network approach og The social support approach. Ingen af de tre tilgange

retter sig eksplicit mod fænomenet social isolation, men det er muligt ud fra disse tilgange at udlede

definitioner af social isolation, som er opstået på baggrund af mangel på bestemte karakteristika i

det personlige netværk.

The social integration approach: Social isolation bliver defineret ud fra kompositionen og

rækkevidden af det personlige netværk, hvad enten dette netværk er smalt og ensidigt eller bredt og

med mange facetter. Man ser på typer af forhold indenfor netværket og forsøger hermed at fastslå,

om en person er integreret i samfundet. Karakteristikken af det personlige netværk indikerer graden

af integration. Vigtige faktorer herfor kan for eksempel være kompositionen og størrelsen af

husstanden, arbejdsstatus, familie, venner og medlemskab af foreninger. Som regel antages det, at i

jo større grad en person tilhører flere forskellige netværk, som ikke er sammenkoblede og dermed

er uafhængige af hinanden, jo mere socialt integreret er vedkommende (Hortulanus et al., 2006).

The social network approach: Denne tilgang er orienteret mod karakteristik af netværk, som en

person deltager i. Man ser altså på de formelle strukturer og forhold imellem personerne i

netværket. Som eksempel på karakteristika kan nævnes, hvorvidt personerne i netværket kender

hinanden godt, om de er i familie med hinanden og spændvidden af netværket. Med det sidste

menes, hvilke sociale lag der er tilgængelige for netværket. Man vurderer således, om netværket og

forholdene indenfor dette er multifunktionelle.

I denne tilgang er social isolation ikke forbundet med en begrænset størrelse på netværket men

46


derimod med specifikke karakteristika for netværkets struktur. Opfattelsen er, at man ud fra graden

af nærhed og homogenitet i netværket kan vurdere, hvor forankret en person er i dette. Homogenitet

omfatter, at medlemmerne er ligestillede indenfor strukturelle karakteristika som køn, alder, social

status, civil status, uddannelse, profession, religion, politisk overbevisning osv. Kort beskrevet er

der større risiko for, at en person bliver socialt isoleret, hvis vedkommende ikke er en del af

netværk, som denne passer godt ind i og som består af nære relationer. Opfattelsen er, at jo bedre

medlemmerne i et netværk kommer til at kende hinanden, jo mere vokser solidariteten og den

gensidige involvering, og risikoen for social isolation blandt netværkets medlemmer bliver

reduceret (Hortulanus et al., 2006).

The social support aproach: Indenfor denne tilgang ligger fokus på kvaliteten af forhold. Man

vurderer kvaliteten ud fra, hvilken funktion, i særdeleshed mængden og typen af støtte, et forhold

udgør for en person. Denne tilgang beror ikke på et overblik over hele personens netværk. Derimod

er fokus kun på de forhold, hvorimellem der sker en udveksling af støtte og hjælp. Social isolation

ses som en mangel på støttende forhold i det personlige netværk. Disse forhold kan deles op i to

kategorier; instrumental funktionalitet, som relaterer sig til aktiviteter, som har et praktisk resultat,

som for eksempel hjælp til at male huset. Og social funktionalitet, som relaterer sig til fælles

emotionelle, ikke-praktiske aktiviteter mellem mennesker, som resulterer i en følelse af integration,

involvering og accept (Hortulanus et al., 2006).

Tilgangene ovenfor repræsenterer den teoretiske baggrund, som eksisterer omkring fænomenet

social isolation. Det skal dog nævnes, at disse kun kan fungere som en rettesnor, når man vurderer,

om en person er socialt isoleret, idet det er meget individuelt, hvorfor og hvornår denne isolation

opstår.

Fælles for de ovenstående tilgange er, at social isolation bliver målt ud fra mere eller mindre faktuel

data omkring et menneskes personlige netværk. De handler om netværkets rækkevidde, strukturelle

karakteristika og/eller tilstedeværelsen af personer, som kan tilbyde bestemte former for social

støtte. Derudover opfattes social isolation ifølge tilgangene som værende udtryk for et socialt

netværk med reduceret rækkevidde eller ensidig komposition som dermed ikke dækker alle en

persons behov. Risikoen for social isolation vil øges, når en persons netværk bliver mindre,

ensidigt, og når støttende forhold mangler.

47


Hortulanus et al. (2006) redegør for, at der kun er en svag sammenhæng mellem størrelsen på

netværk og den subjektive opfattelse af netværket. Derfor er data omkring rækkevidde, komposition

og struktur ikke gode indikatorer for, om netværket virkelig er tilstrækkeligt for en person og

opfylder dennes behov (Hortulanus et al., 2006).

De strukturelle karakteristika for et netværk, som tilgangene opstiller, kan herudover ikke til fulde

benyttes som udtryk for, hvorvidt netværket er tilfredsstillende for en person eller ej. Personer, som

er del af et tæt og homogent netværk kan for eksempel stadig føle sig isolerede og ensomme, idet

homogeniteten kan gøre det vanskeligt at fungere udenfor dette tætte netværk. Samtidig er det værd

at huske på, at den støtte, som et netværk kan tilbyde, ikke nødvendigvis lever op til en persons

forventninger og imødekommer dennes behov.

For at opnå den fulde indsigt i, hvorvidt en person er socialt isoleret, er det altså nødvendigt at

supplere de eksisterende, teoretiske netværkstilgange med andre tilgange, hvori der tages højde for

subjektive faktorer. Hertil kan man, som nævnt i begyndelsen af dette afsnit, benytte tilgangene fra

teorien omkring ensomhed som supplement (Hortulanus et al., 2006).

4.6 Livskvalitet

Da vi som mennesker er vidt forskellige, lægger vi også vægt på forskellige faktorer som værende

vigtige for os. Netop derfor findes der mange forskellige, brede og individuelle definitioner af

begrebet livskvalitet.

Til at illustrere dette begreb på en overskuelig facon benytter jeg en artikel skrevet af Felce & Perry

(1995), hvori de på baggrund af flere definitioner af livskvalitet har udviklet en oversigtsmodel for

livskvalitet. De følgende fem hovedpunkter repræsenterer en række aspekter, som er afgørende for

livskvaliteten:






Fysisk trivsel: Helbred, fitness, personlig sikkerhed og mobilitet.

Materiel trivsel: Indkomst, kvalitet af bolig (og område), personlige ejendele, mad,

transport,
 naboskab, sikkerhed, stabilitet og arbejdsstabilitet.

Social trivsel: Personlige forhold, socialt liv og samfundsdeltagelse.

Udvikling og aktivitet: Uddannelse, job, hjemlige forpligtelser og fritid.

Emotionel trivsel: Humør, tilfredshed, selvværd, status/respekt og religion.

48


Felce & Perry (1995) definerer begrebet livskvalitet som generel velbefindende ud fra ovenstående

hovedpunkter, der omfatter objektive deskriptorer og subjektiv evaluering af fysisk, materalistisk,

social og følelsesmæssig velbefindende. Hertil lægges omfanget af personlig udvikling og

meningsfulde aktiviteter samt et personligt værdisæt.

I denne fremstilling, vil jeg fokusere på den subjektive oplevelse af livskvalitet, idet mit

datamateriale beror på kvalitative interviews, som netop indeholder respondenternes subjektive

evalueringer. Ud fra mit datamateriale har jeg ikke forudsætninger for at vurdere de objektive

livsbetingelser og personlige værdier.

På baggrund af hovedpunkterne definerer Felce & Perry (1995) livskvalitet I følgende model:

(Figur 2, Felce & Perry,1995)

49


Figuren illustrerer den dynamiske interaktion, som finder sted mellem objektive livsbetingelser,

subjektiv oplevelse af trivsel samt personlige værdier. Sker der en ændring i et af aspekterne, vil

dette kunne påvirke de andre. Samtidig kan systemet styres af udefrakommende påvirkninger som,

når man får en hørenedsættelse. Felce & Perry (1995) understreger, at figureren omfatter den

generelle befolkning og dermed også grupper af personer, som har en funktionsnedsættelse. Nedsat

hørelse kan altså medføre en påvirkning af hele systemet for livskvalitet.

Der kan være mange individuelle årsager til, at en hørenedsættelse påvirker livskvaliteten, men en

af de mest signifikante er, at når man har nedsat hørelse, vil denne medføre vanskeligheder med at

indgå ubesværet i interaktion med andre. En nedsat evne til at kommunikere vil kunne medføre en

negativ indflydelse på livskvaliteten.

4.7 Coping

4.7.1 Mestring

I Danmark benytter man ordet "mestring" som synonym for det engelske ord "coping". Lundgaard

& Nemholt (2003) skrev i deres audiologopædiske speciale, at den danske oversættelse:

"signalerer, at det handler om at blive en mester til noget. Dette er ikke altid

hensigtsmæssigt." (Lundgaard & Nemholt, 2003 p. 26).

Forfatterne fremhæver, at de ikke bryder sig om den værdiladning, som ligger i ordet "mestring" og

forklarer videre, at det ikke handler om:

"at være dygtig til noget, men om at håndtere de kriser og vanskeligheder man møder

og udvikle sig og lære af det" (Lundgaard & Nemholt, 2003, p. 26)

I tråd med dette understreger den centrale forsker bag coping-begrebet, Lazarus, at konceptet

"mastery" essentielt indeholder dét at udføre en præstation. Til forskel fra "mestring" knytter

"coping" sig til en proces, som er en indsats for at imødekomme en trussel (Lazarus, 1966).

Jeg er enig i Lundgaard & Nemholts (2003) pointe og mener dermed ikke, at den danske betegnelse

50


for begrebet "coping" giver et retvisende billede af begrebet. Derfor vil jeg konsekvent benytte den

engelske betegnelse i denne fremstilling.

4.7.2 Coping ifølge Lazarus

Lazarus er den centrale forfatter indenfor litteraturen omkring coping. Lazarus (1999) har et

procesorienteret syn på begrebet coping; han anskuer ikke coping som noget separat, der kan

adskilles fra følelser. Derimod betragter han menneskers følelser som overordnede systemer, der

består af motivation, vurdering, stress, følelse og coping. Han opfatter dermed coping som en

integreret og essentiel del af den følelsesmæssige proces fra start til slut.

Folkman & Lazarus (1991) har følgende processuelle perspektiv på coping:

"Coping consists of cognitive and behavioral efforts to manage specific external

and/or internal demands that are apparised as taxing or exeeding the resources of the

person" (Folkman & Lazarus, 1991, p. 210)

Med andre ord handler coping om at håndtere psykologisk stress (Lazarus, 1999) og består af

kognitive og adfærdsmæssige bestræbelser på at håndtere de eksterne og/eller interne krav som kan

opstå i en belastende situation. Folkman & Lazarus (1991) forklarer, at den kognitive og

adfærdsmæssige indsats er under konstant forandring som følge af de fortløbende krav, som opstår i

forholdet mellem en person og dennes miljø, et forhold som ligeledes er under konstant forandring.

Forfatterne fremhæver, at forandringen i forholdet mellem en person og dennes miljø påvirkes af

følgende tre faktorer;

1) Copingprocesser hos vedkommende rettet mod at ændre en belastende situation (problemfokuseret

coping) og/eller at regulere de følelser, der opstår som resultat af en belastende situation

(emotions-fokuseret coping).

2) Direkte påvirkning, der er forandringer hos personen, som er et resultat af feedback omkring

hændelser, som denne har oplevet og påvirkning fra omgivelserne.

3) Inddirekte påvirkning som er ændringer i miljøet, der er uafhængige af personen.

(Folkman & Lazarus, 1991).

51


Som ovenstående beskriver, er coping en del af den følelsesmæssige proces, som beror på kognitive

og adfærdsmæssige bestræbelser på at håndtere stress. I det efterfølgende afsnit vil jeg forklare den

bevidste og ubevidste vurdering af en situation, som går forud for copingprocessen.

4.7.3 Primær og sekundær vurdering

Coping beror på to former for vurdering; primær og sekundær vurdering. Lazarus (1999) gør

opmærksom på, at når man taler om vurdering, kan der både være tale om resultatet af en

evaluering og selve den akt at evaluere. Dermed betegner vurderingen både en række, bevidste eller

ubevidste, kognitive handlinger samt resultatet af denne kognitive proces.

Folkman & Lazarus skriver følgende om primær vurdering:

"In primary appraisal the person asks "What do I have at stake in this encounter"

The answer to the question contributes to the emotion quality and intensity. For

eksample, if self-esteem is at stake there is a potential for shame or anger as well as

worry or fear, whereas is one's physical well-being at stake, only worry and/or fear

are likely to be dominant" (Folkman & Lazarus, 1991, pp. 210-211)

Primær vurdering er altså en vurdering af selve situationen og, hvorvidt den danner et

trusselsbillede eller ej. Vurderes situationen som ufarlig og uvæsentlig kan man ignorere den.

Folkman & Lazarus skriver følgende om sekundær vurdering:

"In secondary appraisal the concern of the person is "What can I do What are my

options for coping And how will the environment respond to my actions" (Folkman

& Lazarus, 1991, p. 211)

Under den sekundære vurdering overvejes, hvordan man skal håndtere situationen, og samtidig

overvejes konsekvenserne af denne håndtering. En sekundær vurdering er en evaluering af

copingmulighederne. Den udgør ikke en copingstrategi i sig selv, men fungerer som et kognitivt

grundlag for coping. Hvis vurderingen er led i en aktiv søgning efter information, vil det dog ikke

være forkert at opfatte denne form for vurdering som en slags coping (Lazarus, 1999). Når svaret på

52


vurderingen er tilgængelig, vil dette have inflydelse på, hvilken form for copingstrategi, der vil

blive benyttet for at håndtere den pågældende situation. De to former for coping præsenteres i næste

afsnit.

4.7.4 Problem-fokuseret og emotions-fokuseret coping

Som nævnt skelner Lazarus (1991) mellem problem-fokuseret og emotions-fokseret coping, og han

understreger, at man er afhængig af begge former for coping, når man skal håndtere de krav som

løbende opstår i stressfyldte situationer

De to former for coping kan med udgangspunkt i en person med en hørenedsættelse beskrives på

følgende måde:

Problem-fokuseret coping

Emotions-fokuseret coping

Er direkte rettet mod problemet eller Er ikke direkte rettet mod problemet,

årsagen til den belastende situation. men mod en regulering af de følelser,

Personen tilegner sig information om, der knytter sig til den belastende

hvad der må gøres og foretager situation. Det kan være, at man

handlinger, der ændrer den

distancerer sig fra problemet og prøver

problematiske relation mellem person at lade vær med at tænke på truslen.

og miljø. Dette kunne foreksempel Man kan også forsøge at revurdere

være en person med en

situationen og se det positive i den. For

hørenedsættelse, som vælger at søge en eksempel ville en person med en

netværksgruppe for personer med hørenedsættelse kunne forholde sig

hørvanskeligheder.

årvågent eller undgående til sin nedsatte

‣ Dette er overvejende en AKTIV hørelse.

strategi med direkte kontrol, hvor man ‣ Dette er en overvejende PASSIV

forsøger at komme problemet til livs strategi med inddirekte kontrol.

eller mindske det ved at ændre ‣ Er samtidig en kognitiv tilgang, hvor

situationen.

man forsøger at arbejde med sig selv og

sine følelser frem for at arbejde med

omgivelserne.

(Folkman & Lazarus, 1991; Lazarus, 1999)

53


Kort sagt spørger man under primær vurdering sig selv: "Er dette noget, jeg skal tage mig af" og

under sekundær vurdering: "Hvad kan jeg gøre ved det". Formålet med dette er at løse problemet

(problem-fokuseret coping) og/eller at regulere de følelsesmæssige reaktioner (emotions-fokuseret

coping) (Andersson & Willebrand, 2003).

Lazarus (1999) fremhæver, at vurdering og coping kan overlappe hinanden rent begrebsligt. Dette

kan gøre det vanskeligt at afgøre, om en tanke eller en handling i det enkelte tilfælde er en

vurdering, en copingprocess eller begge dele. Således skal de kognitive vurderinger og valget af

copingstrategi ses som en proces, hvori der er en gensidig påvirkning mellem de forskellige

komponenter.

4.7.5 Undersøgelsen af Hallberg & Carlsson (1991)

I 1991 gennemførte Hallberg & Carlsson en undersøgelse, hvor de netop så på copingstrategier i

relation til at have nedsat hørelse. For en person, som lever med en hørenedsættelse, er coping

kognitive og adfærdsmæssige overvejelser og anstrengelser imod at håndtere de krav, som en

hørenedsættelse medfører i hverdagen. Coping er et udtryk for, hvad vedkommende gør for at

håndtere en hverdag med krævende auditive udfordringer og situationer (Hallberg & Carlsson ,

1991). Ved hjælp af kvalitative interviews, hvori respondenterne skulle svare på spørgsmål om,

hvordan de agerer i høremæssigt krævende situationer, fandt forfatterne frem til to forskellige

handlingsmønstre;

- At kontrollere den sociale scene

eller

- At forlade den sociale scene

De to handlingsmønstre beskrives på følgende måde:

At kontrollere den sociale scene:

Kan sammenlignes med Lazarus'

problemfokuserede coping.

At undgå den sociale scene:

Kan til dels sammenlignes med

Lazarus' emotionelt fokuserede

coping.

54


Er strategier, hvor personen med

nedsat hørelse tager ansvar for og

håndterer situationen og forsøger at

skabe de bedst mulige forhånd for

interaktion med sine omgivelser.

For eksempel kan vedkommende

instruere sine omgivelser i, hvordan

man bedst kommunikerer i auditivt

krævende situationer.

Er strategier, hvor personen med en

hørenedsættelse forsøger at undgå de

situationer, hvor kommunikationen

bliver krævende og belastende. Ved

at forlade den sociale scene, undgås

de vanskeligheder, der ville kunne

opstå.

(Hallberg & Carlsson, 1991)

Ifølge Hallberg & Carlsson (1991) er den mest hensigtsmæssige og konstruktive copingstrategi at

kontrollere den sociale scene. Forfatterne fremhæver, at copingstrategien at undgå den sociale scene

måske er mindre krævende for personen med en hørenedsættelse, men at der kan opstå psykosociale

konsekvenser af at benytte denne strategi.

I følge Hallberg & Carlsson (1991) er det normalt, at der er variation i en persons brug af

copingstrategier, og at der dermed veksles mellem at kontrollere den sociale scene og at undgå den

sociale scene. Hvilken strategi, en person med en hørenedsættelse vælger, afhænger i høj grad af,

hvilken type personen er og af den aktuelle situation. Nogle mennesker er mere tilbøjelige til at

skjule deres hørenedsættelse end andre. Ligesom nogle personer er bedre til at gøre opmærksom på

deres behov end andre. Herudover fandt Hallberg & Carlsson (1991), at en af de drivende kræfter

bag valget af copingstrategi er vedkommendes indsats for at bibeholde et positivt selvopfattelse og

at undgå den stigmatisering, som kan opstå, når man bliver opfattet som afvigende i interaktionen

med andre.

4.7.6 Valg af copingstrategi

Ifølge Folkman & Lazarus (1991) er det mest sansynligt, at en person benytter problem-fokuseret

coping, hvis udfaldet af en situation vurderes at være mulig at ændre. I forhold til emotionsfokuseret

coping er det mest sansynligt, at denne benyttes, når udfaldet af en situation vurderes som

værende umuligt at ændre. Idet valg af copingstrategi er en bevidst proces og en måde at håndtere et

problem, er det meget individuelt, hvad en person vælger at gøre i en konkret situation.

55


Det er ikke muligt at sætte mærkater på copingstrategier og dermed definere, om de er positive eller

negative. Det er nødvendigt at se på den enkelte, valgte strategi ud fra parametre som omfatter både

kontekst og tid (Stephens & Kramer, 2010). Man skal altså se på, hvordan personen agerer i den

konkrete situation på det konkrete tidspunkt og hertil, hvordan vedkommende selv vurderer udfaldet

af sit valg. Vedkommende skal vurdere, hvorvidt det lykkedes at komme den stress til livs, som

ellers ville have været opstået i den belastende situation. Foruden kontekst og tid, skal der også i

vurderingen indgå subjektive parametre hos personen som personlighed og erfaringer og herudover

subjektive parametre hos omgivelserne som holdninger, påvirkning og stemning. Vurderingen af,

hvorvidt en copingstrategi kan siges at have været effektiv, afhænger dermed af en lang række

faktorer.

Selvom copingstrategier ikke altid anses som værende effektive eller hensigtsmæssige, er de

alligevel et led i en process, som indebærer, at personen med en hørenedsættelse tilpasser sig sine

vanskeligheder (Stephens & Kramer 2010). Copingstrategier kan dermed anses som værende en

naturlig del af livet hos en person med en hørenedsættelse.

4.8 Netværksgruppe/Gruppeterapi/Selvhjælpsgruppe

I dette afsnit ønsker jeg at tydeliggøre, hvilke faktorer der gør sig gældende under

grupperehabilitering. Den primære forskel på grupperehabilitering og individuel rehabilitering er, at

man i en gruppe får mulighed for at opnå gensidig støtte og facilitere styrke via selvhjælp eller

hjælp fra de andre gruppemedlemmer (Montano & Spitzer, 2009). Mortano & Spitzer (2009)

skriver følgende om grupper:

"Groups tend to be powerful rather than weak, active rather than passive, fluid rather than static

and catalyzing rather than reifying" (p. 284)

Forfatterne understreger, at der i velfungerende grupper, som er orienterede mod at skabe en

ændring, opstår en dynamik imellem deltagerne, som blandt andet kan hjælpe personer med en

hørenedsættelse til at møde de udfordringer, som deres hørevanskeligheder er skyld i på en mere

succesfuld måde, end hvis de ikke deltog i en gruppe (Montano & Spitzer, 2009).

56


4.8.1 Traditionelle terapi- og selvhjælpsgrupper

Traditionelle terapi- og selvhjælpsgrupper vil oftest have et behandlings (Montano & Spitzer, 2009)

og/eller rehabiliterende mål og være aktive over en periode med en hyppig mødefrekvens (Stephens

& Kramer, 2010). Herudover vil de blive administreret af en tilknyttet igangsætter, som ofte er en

fagperson med viden indenfor det specifikke område, der deltager i alle møder. Efter en nærmere

defineret periode afsluttes gruppen.

Målet for en terapigruppe er facillitering af psykologisk og social udvikling. Herudover er formålet

at forbedre psykosociale faktorer gennem udforskning af de kognitive, adfærdsmæssige og

følelsesmæssige interaktioner i den sociale kontekst mellem medlemmerne. Hvor formålet med

terapigrupper er, at facillitere psykologiske ændringer har selvhjælpsgrupper et mere begrænset

formål; nemlig at bidrage med hjælp til medlemmerne i håndteringen af deres øjeblikkelige

problemstillinger (Montano & Spitzer, 2009).

4.8.2 Hvordan adskiller Høreforeningens netværksgrupper sig fra traditionelle terapi- og

selvhjælpsgrupper

Høreforeningens netværksgrupper adskiller sig fra traditionelle terapi- og selvhjælpsgrupper på

følgende punkter:

Hensigten med Høreforeningens netværksgrupper er, at de skal bestå i længere tid uden

professionel indblanding, og er dermed grupper, hvor ligestillede hjælper hinanden uden

deltagelse fra professionelle fagpersoner. Herudover er det op til gruppemedlemmerne selv

at beslutte, hvornår en gruppe skal ophøre med at eksistere, og hermed kan en

netværksgruppe altså eksistere i mange år. Årsagen hertil er, at lyd- og hørevanskeligheder

er livslange problematikker, og dermed har hverken disse eller netværksgrupperne en

tidshorisont. Høreforeningens netværksgrupper er et mere "frit" koncept end terapi- og

selvhjælpsgrupper i den forstand, at det selv er op til gruppemedlemmerne at definere,

hvorledes de vil bruge deres møder og hvor længe gruppen skal eksistere.

I netværksgrupperne kan der naturligvis forekomme et element af rehabilitering, men dette

er ikke det eneste mål, som det normalt vil være i en terapigruppe. I Høreforeningens

netværksgrupper er et af hovedformålene erfaringsudveksling og som før nævnt, sparring

omkring alle aspekter af livet med en hørenedsættelse.

57


Som tidligere nævnt lægger man fra Høreforeningens side stor vægt på sammensætningen af

grupperne, og således er netværksgrupperne strukturerede i deres sammensætning.

Grupperne består ikke af en gruppe mennesker, som 'blot' har det til fælles, at de deler den

samme problemstilling, og derfor udelukkende på baggrund af denne faktor placeres i en

gruppe.

(Rådgivende Sociologer, 2009)

På trods af faktorerne, der adskiller Høreforeningens netværksgrupper fra traditionelle selvhjælpsog

terapigrupper, kan man stadig drage en sammenligning mellem teorien om, hvad der sker under

traditionel gruppeterapi og traditionelle selvhjælpsgrupper med, hvad der sker i Høreforeningens

netværksgrupper. Gruppedynamikken er nemlig ensartet trods de forskelligartede konstellationer.

Dette afsnit beror derfor på litteratur, som omhandler traditionelle selvhjælps- og terapigrupper, idet

der ikke findes litteratur, som eksplicit omhandler den gruppeform, som er kendetegnet for

Høreforeningens netværksgrupper.

4.8.3 Faktorerne for gruppeterapi

Gruppeterapi er en terapiform, som har eksisteret i mange år. Allerede i 1930'erne blev det

fremhævet, at en terapigruppe kan eksistere som en form for familie. Betegnelsen gruppepsykoterapi

og gruppeterapi benyttes i litteraturen synonymt (Sigrell, 1972). Jeg benytter

konsekvent betegnelsen gruppeterapi.

I 1955 inddelte Corsini & Rosenberg faktorerne, som gør sig gældende under gruppeterapi, i tre

hovedkategorier (forståelsesmæssige faktorer, følelsesmæssige faktorer, handlingsmæssige

faktorer) indbefattende tre underkategorier hver. Alle kategorierne er beskrevet herunder:

58


Forståelsesmæssige

faktorer:

Følelsesmæssige

faktorer:

Handlingsmæssige

faktorer:

1) Lære af andre:

Gruppemedlemmerne

kan lære meget af

hinanden.

1) Accept:

Gruppemedlemmerne

lærer at acceptere

hinanden.

1) Ventilering:

Den enkelte får mulighed

for at fortælle og dermed

ventilere sine følelser.

Gruppemedlemmerne kan

måske føle, at andre ikke

kan eller vil forstå deres

problemstilling. I gruppen

oplever de, at alle lytter.

2) Universalisering:

Gruppemedlemmerne

lærer at identificere sig

med hinanden og med

livet. Gennem

diskussioner og ved

hjælp af de andre

medlemmers

kommentarer begynder

man at forstå, at man

er en integreret del af

livet, og at ens

oplevelse ikke er unik

for en selv.

2) Altruisme 17 :

Accept er et neutralt

begreb, som indebærer

positive følelser,

hvortil altruisme er et

yderlige skridt i den

emotionelle proces,

som indebærer, at man

akivt vil gøre noget for

de andre i gruppen.

2)Virkelighedsafprøvning:

I gruppen kan

medlemmerne opleve

andres reaktioner på deres

følelser og dermed teste

virkeligheden.

17 Altruisme: menneskekærlighed, uegennyttighed (mods. egoisme), Altruistisk: menneskekærlig, uegennyttig, uselvisk,

opofrende. (Gyldendals Røde Ordbøger, 1993)

59


3) Intellektualisering:

Analyser og

forklaringer i gruppen

leder til

tankeprocesser, som

skaber muligheder for

en ny

forståelsesramme.

3) Overførsel:

En følelse af at tilhøre

gruppen og en

grundlæggende

identifikation imellem

individer. Indenfor

gruppens rammer

opstår en følelse af

3) Interaktion:

Er samspil mellem

mennesker i sin enkle

form. Blot det at samle

mennesker i en gruppe,

hvor de frit kan give

udtryk for deres følelser

er værdifuldt.

gensidig afhængighed

og fortrolighed.

(Corsini & Rosenberg, 1955)

Kategorierne ovenfor indkapsler de væsentligste faktorer, som finder sted under gruppeterapi.

Sigrell (1972) understreger dog, at når man vil finde svar på, hvilket udbytte den enkelte

gruppedeltager får, er det nødvendigt at vælge en mere beskrivende definition af dennes adfærd i

gruppen som supplement til ovenstående kategorier. Dette har jeg gjort ved hjælp af mine

interviews.

4.8.4 Gruppeterapi for personer med nedsat hørelse

Montano & Sptizer fremhæver følgende om behandlingen af personer med en hørenedsættelse:

"More specific to AR (Audiologic rehabilitation, red.) is that traditionally medically

based professional perspectives and treatment models for disability, and especially

hearing loss, have not adequately addressed individual needs for psychosocial

adjustment"

(Montano & Spitzer, 2009, p. 285)

I følge forfatterne imødekommes de individuelle behov for behandling af psykosociale faktorer ikke

tilstrækkeligt. Hertil understreger forfatterne:

"Therapy groups have the capacity to make significant contributions toward dealing

with problems that, for varying reasons are not being addressed by traditional

professional approaches or institutions in our society"

60


(Montano & Spitzer, 2009, p. 286)

Gruppeterapi kan altså fungere som den "manglende byggesten" i et større system af behandling for

personer med nedsat hørelse. Stephens & Kramer (2010) understreger endvidere, at fordelen ved

gruppeterapi sammenlignet med individuel intervention er, at gruppen i sig selv giver en mulighed

for at man kan øve sine auditive færdigheder under interaktionen med andre og at lære fra andre

gruppemedlemmer. Gruppemedlemmerne kan dermed komme til at fungere som rollemodeller for

hinanden. Foruden at blive hjulpet er muligheden for at kunne hjælpe andre i en gruppe også af stor

værdi (Montano & Spitzer, 2009).

De positive afkast af deltagelse i en gruppe forudsætter, at den pågældende terapigruppe fungerer

for den enkelte. Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og det er ikke nødvendigvis en

selvfølge, at blot fordi en person deltager i en gruppe, så oplever han dermed et positivt afkast af

denne deltagelse og har lyst til at fortsætte i gruppen. Der kan være mange forskellige

personlighedsmæssige, tidsmæssige, jobmæssige, osv. årsager til, at en gruppedeltager ikke føler, at

deltagelse i en gruppe fungerer (Montano & Spitzer, 2009).

Montano & Spitzer (2009) fremhæver blandt andet som svagheden ved gruppeterapi, som

fokuserer på audiologisk rehabilitering, at disse grupper har en tendens til at placere størstedelen af

fokus på teknologi. Forfatterne mener, at dette fokus sker på bekostning af fokus på psykosocial

tilpasning. Herudover mener Montano & Spitzer (2009), at der i terapigrupper findes en fortsat

konflikt mellem at opfylde individuelle behov og at opfylde gruppens behov. Som sidste punkt

nævnes, at små grupper muligvis ikke kan tilvejebringe nok kraft til at facilitere en udvikling og

forandring. Forfatterne fremhæver som konklusion på dette, at ulemperne bør overvejes i en større

kontekst, som inkluderer de mange fordele ved gruppeterapi.

Det primære fokus for alle former for gruppeterapi er at facilitere forandring. Grupper skaber

omsorgsfulde relationer, som hvori deltagerne tilmed kan fungere som en lærende faktor for

hinanden og hjælpe hinanden med at forbedre evnen til at cope med hørenedsættelsen (Montano &

Spitzer, 2009). Samtidig fungerer deltagelse i en netværksgruppe som et copingredskab i sig selv,

hvilket jeg vil komme ind på senere under min analyse af coping.

61


4.9 Sociale sammenhænge

Under min kodning og kategorisering af mit interviewmateriale udsprang der et tema, som jeg har

tildelt overskriften "sociale sammenhænge". I dette afsnit ønsker jeg derfor at præsentere en kort,

teoretisk beskrivelse af temaet "sociale sammenhænge", som handler om de

deltagelsesbegrænsninger, som kan opstå for personer med en hørenedsættelse, når de befinder sig i

sociale sammenhænge. Da temaet viste sig at have relevans for de øvrige temaer, vil jeg ikke tildele

det et separat analyseafsnit. Derimod vil citaterne, som jeg kodede til at høre under "sociale

sammenhænge" blive benyttet, hvor det er relevant under analysen af de øvrige temaer.

The World Health Organisation (WHO) nævner i deres ICF-klassifikation af

funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand forskellige områder for deltagelse, som man skal være

opmærksom på, når man vil definere en persons involvering i forskellige livssituationer. Blandt

disse områder har kommunikation, interpersonel interaktion & forhold og socialt liv (World Health

Organization, 2001) relevans for temaet "sociale sammenhænge". Deltagelsesbegrænsning

defineres som de vanskeligheder, som en person oplever i sin involvering i de forskellige

livssituationer (World Health Organisation, 2001). Dette kan for eksempel være vanskeligheder

med at deltage i samtalen i sociale sammenhænge.

Under mine interviews kom det frem, at respondenterne ofte oplever en følelse af ensomhed og

isolation, når de befinder sig i sociale sammenhænge, hvor interaktion med andre mennesker

nedsættes, idet det er vanskeligt for dem at indgå i kommunikation. Respondenterne beskriver, at de

ofte sidder med en følelse af at være alene og udenfor deltagelse.

Danermark (2005) nævner, at der i alle former for sociale sammenhænge indgår kommunikation.

Hertil er det relevant at inddrage Stephens & Kramer (2010), som fremhæver, at det afgørende

element for at kunne vedligeholde interpersonelle og sociale forhold er at kunne indgå i simple

såvel som komplekse interaktioner med andre mennesker. Simple interaktioner kan være en hurtig

samtale med sin partner henover morgenbordet. En kompleks interaktion kan være, når man

deltager i en samtale blandt flere mennesker. Hvad enten der er tale om simple eller komplekse

interaktioner, så udgør den verbale kommunikation et essentielt grundlag for opretholdelse af

interpersonelle og sociale forhold (Stephens & Kramer, 2010). En hørenedsættelse vil uundgåeligt

hindre kommunikationen med andre og dermed påvirke kvaliteten af verbal kommunikation og af

62


interpersonelle forhold. Selv når en vis grad af interpersonel interaktion eksisterer, kan kvaliteten af

denne hurtigt ændres på baggrund af, hvilke copingstrategier der bliver benyttet af personen, som

har nedsat hørelse (Stephens & Kramer, 2010). For eksempel kan vedkommende trække sig tilbage

og forholde sig passivt under en dialog til en fest, fordi det er vanskeligt at høre, hvad der bliver

sagt. Hertil er det relevant at fremhæve Danermark (2005), som fastslår, at kommunikation udgør

den afgørende forbindelse mellem en hørenedsættelse og psykosociale konsekvenser. Når man på

baggrund af sin hørenedsættelse får vanskeligt ved at kommunikere, kan dette altså medføre en

følelse af ensomhed og isolation.

63


5. Empiri og analyse

Ovenpå præsentationen af den relevante teori vil jeg i de følgende afsnit foretage min

begrebsliggørelse. Jeg vil sammenholde datamateriale fra mine individuelle interviews og

fokusgruppeinterviewet med den eksisterende empiri og den teoretiske baggrund for mine temaer,

som jeg har præsenteret. Da denne analyse er min personlige tolkning af interviewundersøgelsen

foretaget med grundlag i min videnskabsteoretiske baggrund, skal det understreges, at andre måske

vil se eller forstå udsagn anderledes, end jeg har gjort.

Afsnittene vil være opbygget således, at jeg gennemgår de relevante citater for hvert tema, og

herefter sammenholder disse med den gennemgåede teori.






Ensomhed

Isolation

Livskvalitet

Coping

Netværksgruppe/gruppeterapi/selvhjælpsgruppe

Som tidligere nævnt, vil citater fra det sidste tema "sociale sammenhænge", blive benyttet under de

ovenstående temaer og derfor ikke have et separat analyseafsnit.

5.1 Ensomhed

Som nævnt i gennemgangen af den eksisterende empiri fandt Nachtegaal et al. (2009) signifikante

sammenhænge mellem hørestatus og ensomhed.

I dette afsnit vil jeg gennemgå respondenternes udsagn omkring ensomhed. Indledningsvis vil jeg

tage udgangspunkt i mit direkte spørgsmål både under de individuelle interviews og

fokusgruppeinterviewet, som lyder; "Oplever du/I nogensinde en oplevelse af ensomhed".

I: Okay. Oplever du nogensinde en følelse af ensomhed

Louise: Ja, det kan jeg godt. Altså i sådan nogle situationer, hvor jeg er taget hjem, fordi jeg

synes at det er blevet for støjende og for larmende, der kan jeg godt lige have den følelse…

[K218]

I: Ja. Er det så en, der vare længe, eller er det bare lige midlertidigt

64


Louise: Det er bare midlertidigt. Så kan det vare til næste morgen, hvor jeg sådan vågner op

og har ny energi.

(Louise: 136-142)

Louise forklarer videre, at hun ikke oplever en lægerevarende følelse af ensomhed.

I: Ja. Men den ensomhed, den er meget sådan… momentær. Du har ikke nogensinde

længerevarende følelser af at være ensom

Louise: Nej. Det har jeg ikke.

(Louise: 147-149)

Det samme billede gør sig gældende for de øvrige respondenter, nemlig at når de oplever en følelse

af ensomhed, så er den ikke længerevarende. For eksempel beskriver Ester og Maren oplevelsen af

ensomhed på følgende måder.

Ester: Altså jeg kan godt føle mig ensom. Det har muligvis nok noget med min personlighed

at gøre… hvis jeg har sagt "nej tak" til at tage ud til et musikarrangement, som min mand

gerne vil have mig med ud til, fordi det kunne være hyggeligt… og jeg har sagt "ellers tak, det

må blive en anden gang. Jeg har været på arbejde hele dagen, og er rigtig træt". Han siger, at

"det er helt i orden", men så sidder jeg derhjemme og er helt alene. Så kan jeg altså godt føle

mig ensom… og kedelig, og gammel… og hørehæmmet. Det kan jeg godt.

(Fokusgruppe: 322-327)

I: Er det så sådan en forbigående følelse, eller er det noget, der varer ved

Maren: Det er forbigående. Det er jo kun lige i den situation…

I: Okay. Så det er ikke noget, du går og tænker over til daglig Det er mere noget med, at du

mærker følelsen, og så er den ligeså hurtigt væk igen…

Maren: Ja.

(Maren: 188-192)

Julie beskriver, at det kan være svært at afgøre, på hvilken baggrund den kortvarige følelse af

ensomhed opstår, og at der hertil kan være masser af grunde foruden hørenedsættelsen.

I: Oplever du nogensinde en følelse af ensomhed

65


Julie: Ja, det kan jeg ikke sige mig fri for. Jeg tror ikke, at det er oftere, end andre mennesker

gør det.

I: (...) kan du prøve at sætte ord på, hvornår den følelse kan komme

Julie: (PAUSE) Faktisk ikke… det hænger jo også lidt sammen med, om der sker ting, der

sådan kan trigge det … der er det sådan lidt mere fremme. I lange perioder, så sker der en

masse ting, og så er det jo ikke lige det, der komme til at fylde.

I: Hvad kan det være for nogle ting

Julie: Du mener, at der modvirker ensomhedsfølelsen

I: Nej, hvilke ting, der trigger den

Julie: Der trigger den… (PAUSE) det kan godt være perioder, hvor jeg er doven, og hvor

jeg… ikke er så aktiv. Så… får man god tid til at tænke sig om og så… det kan også være i

situationer, hvor jeg er sammen med andre mennesker, men hvor… (PAUSE) Måske er det

selvforskyldt, men hvor jeg sådan ligesom har trukket mig … tilbage. Og så udløser det en

eller anden form for ensomhedsfølelse…

I: Ja… kan det så alligevel siges at være på grund af din hørenedsættelse

Julie: Nej, jeg tror, at der er masser af andre grunde til det… masser af andre grunde… også

som jeg er som person. Og når der så sker nogle ting, som gør, at det ligesom bliver trigget…

hvis jeg møder andre, der er ensomme, hører om ensomhed, læser om ensomhed … eller…

eller bliver sat ud på et sidespor af nogle ting, der sker … jeg brækkede min arm slemt og

sådan noget, ikke … når der sker sådan nogle ting, jamen så kommer det da derop af. Men

som jeg tænker, er det hverken mere eller mindre, end andre mennesker oplever.

(Julie: 115-141)

På trods af Julies vanskeligheder med at definere på hvilken baggrund følelsen af ensomhed opstår,

nævner hun et element, der går igen som en rød tråd i de øvrige interviews. Dette element

omhandler en følelse af ensomhed, når man er omgivet af andre mennesker under sociale

sammenhænge som for eksempel til en fest. Tove fortæller følgende om denne følelse:

I: Oplever du nogensinde en følelse af ensomhed

Tove: Jeg kan godt, hvis jeg for eksempel sidder i et selskab og ikke kan følge med i det sjove,

kan man godt føle sig lidt udenfor… eller jeg kan godt føle mig lidt udenfor, ikke. Men så

prøver jeg at snakke med nogle af dem, der sidder ved siden af. Men det giver en form for

isolation, det gør det.

(Tove: 206-210)

66


Maren fremhæver det samme som Tove, nemlig at man godt kan være omgivet af mennesker og

opleve en følelse af noget, der minder om ensomhed. Dette sker på trods af, at Maren har beskrevet,

at hun har et velfungerende socialt liv. Hun har dog vanskeligt ved at definere, om følelsen præcis

kan siges af være ensomhed.

I: (...) om du på trods af din store omgangskreds og familie nogensinde oplever en følelse af

ensomhed

Maren: (PAUSE) Jeg synes faktisk, at det er et svært spørgsmål, fordi man kan godt være

omgivet af mange mennesker og så alligevel have en eller anden fornemmelse af ensomhed …

fordi at de andre er normalthørende for eksempel … eller… altså, ja, det kan du…

I: Mhm. Vil du prøve at fortælle lidt mere om det

Maren: Blandt andet i familien. Når man sidder der og ikke forstår, hvad der bliver sagt, og

de snakker … og du kan ikke fatte en fjerdedel af, hvad de siger.

I: Nej. Så kan den godt opstå den dér følelse af at være ensom i et selskab

Maren: Ja… jeg ved ikke, om det er ensomhed, men det er i hvert fald… man bliver ked af det

og føler sig udenfor.

(Maren: 177-187)

Louise fortæller herunder om, hvordan det føles, når man sidder i et selskab og ikke kan følge med:

Louise: Man tænker selvfølgelig, at man er udenfor et selskab. (I: Mhm) Eller jeg tænker, at

jeg er udenfor et fællesskab, og jeg ikke… kan præstere eller ikke kan have en… have det sjovt

med de mennesker, som jeg egentlig gerne ville have det sjovt med.

(Louise: 144-146)

Louise nævner, at det mest ærgerlige ved at have en hørenedsættelse, er det sociale, som man går

glip af.

I: (...) Oplever du nogle gange, at din hørenedsættelse begrænser dig socialt (...)

Louise: Ja, det kan jeg godt føle… der er nogle gange også på arbejdet… eller på studiet for

eksempel, hvor jeg har valgt ikke at… nej, altså jeg møder op og jeg er der jo, men der er tit,

tror jeg, hvor jeg godt kunne have bidraget til en samtale, men hvor jeg ikke bidrager, fordi

jeg ikke er helt sikker på, hvad der foregår … og det gør jo, at man måske ikke kommer ind i

alle samtalerne og i det sociale liv.

67


I: Hvordan har du det med det

Louise: Det synes jeg da er ærgerligt. Det er klart det sociale, som jeg synes det er mest

ærgerligt ikke at være … altid at være en del af.

(Louise: 93-103)

Tove forklarer, at man ikke kan være med på samme måde som normalthørende til fester og i det

sociale samvær på arbejdspladsen.

I: Så du oplever ikke, at du bliver begrænset sådan rent socialt af din hørenedsættelse

Tove: Nej, men jeg kan ikke… jo på den måde, at til fester og også socialt på arbejdet, så kan

jeg jo ikke være med på samme måde. Og der… nu har jeg lige været til reception i dag… så

stiller man sig hen i et hjørne, hvor der ikke er så meget… så snakker man med dem lige i

nærheden. (PAUSE)… så på en eller anden måde påvirker det jo….

(Tove: 110-114)

Julie forklarer ligeledes, at hørenedsættelsen begrænser, når man er i selskab med mange

mennesker.

I: Oplever du nogensinde, at din hørenedsættelse begrænser dig socialt (...)

Julie: Ja… til fester … eller i det hele taget, hvor der er mange mennesker, hvor der er

baggrundsstøj, jo, der begrænser det mig.

(Julie: 65-68)

Peter beskriver forskellen på at være normalthørende i et selskab og at være den, der har

hørenedsættelsen på følgende måde:

Peter: I virkeligheden er det jo det samme, for jeg ved, at under optimale omstændigheder der

kan jeg sagtens følge med på de der punkter. Men jeg kan også blive reduceret til en senil

olding eller et lille barn, hvor jeg ikke kan følge med eller ikke kan svare fornuftigt… og

skulle bruge for mange ressourcer til at lytte til, hvad de siger. En normalthørende ved

nogenlunde på forhånd, hvordan de vil fungere, men vi ved det aldrig. Du kan fungere på alle

mulige niveauer fra temmelig dum til det modsatte (Mie: Ja)… og tit har vi ikke selv kontrol

over det.

(Peter: 405-410)

68


Under mine interviews kom der forskellige aspekter frem omkring følelsen af at føle sig ensom i et

større selskab. Det er tydeligt at høre og mærke, at det er i sociale sammenhænge, at nogle af de

største vanskeligheder opstår, når man har hørevanskeligheder. I særdeleshed sker dette under

sociale sammenkomster som for eksempel familiefester, og det bliver også her, at følelsen af

ensomhed opstår.

Størstedelen af svarene omkring dette emne udspringer af mit spørgsmål om hvorvidt respondenten

"oplever, at blive begrænset socialt af hørenedsættelsen". Som den største faktor nævnes, at man

ikke kan følge med i samtalerne.

Maren fortæller, at hun i stort omfang begrænses socialt af sin hørenedsættelse.

I: (...) Oplever du, at din hørenedsættelse nogle gange begrænser dig socialt (...)

Maren: Ja, meget.

(Maren: 77-79)

Herudover forklarer hun, hvor meget hun går glip af, når hun er i større selskaber:

I: Hvad så, når du for eksempel er til fester med familien og… hvordan føles det Kan du

følge med, eller er det svært

Maren: Det kommer meget an på lokalet, og hvordan akustikken er. Og så hvilke personer,

der er… som regel får jeg da det meste ud af det, men der vil altid være … lad os sige i hvert

fald mellem 25-50%, som jeg ikke får med.

I: (…) det er jo så alligevel ret meget, når du sætter de tal på…

Maren: Ja.

(Maren: 98-104)

Tove forklarer, at hun ærgrer sig over ikke at kunne følge med:

Tove: (...) Men det er jo klart, at når jeg sidder for eksempel til personalefest. Det var jeg

forleden dag, og vi har de her store borde med musik i baggrunden. Så hører jeg kun dem, der

sidder lige ved siden af… men sådan er det altså. Jeg kan ikke… det er ærgerligt, men jeg kan

ikke gøre noget ved det…

(Tove: 126-129)

69


Endvidere forklarer hun, at i kombination med, at give en følelse af ensomhed, så kan det godt

ramme, når personer undlader at sige noget sjovt, fordi hun har en hørenedsættelse.

I: Ja. Føler du nogensinde, at dine omgivelser ligesom udelukker dig eller…

Tove: Nej… det kan godt være, at de engang imellem opgiver at sige noget sjovt, fordi de ved,

at jeg lige skal have tænkt over det en gang, ikke. Så jeg tror nok, at der sker et vist fravalg.

Ikke i ond mening… men hvis man har et eller andet, man hurtigt skal have fyret af… så

sidder man ikke også siger det til en, der har svært ved at høre det. På den måde, kan det godt

ramme lidt…

(Tove: 223-228)

Maren sætter ord på, hvordan det føles, når man misforstår, hvad der bliver sagt.

I: Hvordan føler du, at din omgangskreds reagerer på din hørenedsættelse

Maren: Langt de fleste synes, at det er synd for mig. Det er helt sikkert… og så kan man jo

også blive lidt til grin engang imellem, når man misforstår (GRINER) nogle ting eller sådan

noget.

I: Hvordan føles det så, når du… kan du tage det med et smil, eller bliver du trist

Maren: Det kommer an på, hvilken dag, man har. Der er nogle dage, hvor det er sværere at

tage end andre dage. Er man udhvilet og har det godt, så kan man også grine af det, ikke.

Men det kan være svært… det synes jeg godt, at det kan. Men jeg prøver… fordi det er helt

klart den bedste måde at tage det på…

I: Ja, at tage tingene med et smil

Maren: Ja.

I: (...) Men man skal lige have overskuddet til det…

Maren: Ja, det synes jeg, at man skal.

(Maren: 64-76)

Maj fortæller, at hun altid er den, som ikke forstår vittigheden.

I: (...) Er der nogle gange, hvor du oplever, at dit høretab begrænser dig socialt For

eksempel til større fester…

70


Maj: Ja. Jeg er altid den, der ikke forstår vittigheden. Når de alle sammen griner… og jeg

lader det passere, for hvis det skal gentages eller oversættes, så er det ikke morsomt. Det går

det for hurtigt til…

(Maj: 171-175)

Flere af respondenterne fremhæver, at det netop er den smalltalk, som for eksempel sjove

kommentarer og vittigheder, som foregår i sociale sammenhænge, man går glip af og savner, når

man har nedsat hørelse.

Tove: Ja, det kan være meget anstrengende…

I: At være den, der har hørenedsættelsen

Tove: Ja, rigtig meget. Og man går glip af rigtig meget sjovt… altså som regel kan man høre

det meste, men hvis man bare misser et ord eller to, så går man glip af pointen i vittigheden.

Og det kan være svært…

(Tove: 158-162)

Endvidere forklarer Tove om smalltalk på arbejdspladsen:

Tove: Ja, for eksempel hvis jeg sidder til… inden vi starter på et ledelsesmøde, det har vi en

gang om ugen. Så er der typisk sådan noget smalltalk, hvor der er ping pong. Når man så

først går i gang, så er det vores direktør, der leder og så taler vi en af gangen. Så er det ikke

noget problem. Men det der smalltalk, som er hyggeligt, det har jeg svært ved at følge med i.

Der kan jeg godt føle mig en lille smule udenfor … men det er ikke sådan så jeg går bagefter

og tænker, at ’det var da også satans’ eller sådan noget, vel. Men det ligger der lidt… det kan

ikke undgås.

(Tove: 212-217)

Gitte fortæller, at hun ligeledes savner at kunne deltage i smalltalk.

Gitte: (...) jeg savner… jeg er en meget nysgerrig person også. Jeg savner for eksempel sådan

almindelig smalltalk … I omklædningsrummet … hvor jeg ikke kan høre… hvad de står og

taler om derhenne, ikke.

I: Ja.

71


Gitte: Altså, og det ville være fuldstændig… (PAUSE)… hvad hedder sådan noget Uhøfligt

og spørge eller andet, ikke … og jeg kan da også godt se, at jeg har ændret… jeg har nok

ændret noget personlighed, fordi jeg er jo mere… fangede hurtigere en vittighed tidligere og

grinede af den. Og fanger jeg den ikke nu, så kan jeg jo ikke nå at grine af den, med mindre

den bliver sagt sådan helt … bastant til mig, ikke.

(Gitte: 141-149)

Herudover nævner Gitte det faktum, at man ikke kan gå ind og møde folk i en hurtig dialog som en

årsag til, at følelsen af ensomhed kan opstå.

I: (...) din hørenedsættelse har ikke på noget tidspunkt givet dig en følelse af ensomhed

Gitte: Altså jeg ville ikke udelukke det fuldstændigt og sige klart ’nej’, det vil jeg ikke. Det

ville være forkert.

I: Ja.

Gitte: Men det er ikke sådan noget, der præger mig eller noget jeg går og tænker over eller

føler mig dårlig tilpas over, men jeg er da opmærksom på, at det kan være sådan … og der

måske også er nogle situationer i livet, men jeg er ikke… det gælder med det og alt muligt

andet, det skal ikke fylde for meget og jeg prøver at finde det positive i… i livet. Man har jo

kun et… (...)

I: (...) nu nævner du selv, at der kan være nogle situationer, kan du komme i tanke om nogle

af dem

Gitte: (PAUSE) Ja, altså det dér med, lige sådan hurtigt og… og gå ind i en dialog og møde

folk.

I: Ja.

Gitte: Det kan jeg jo ikke.

(Gitte: 302-317)

Tove forklarer, at hvis man misser det indledende ord i en samtale, så misser man mange gange

også budskabet, som følger.

Tove: Jeg tror ikke, at jeg ønsker, at de tager alt for mange særhensyn. Der er nogle, der er

rigtig gode til, hvis jeg ikke har hørt det, sådan lige at tage mig på armen. Det er typisk nogle,

som også har hørenedsættelse indenfor familien. De ved, hvad der skal til. Og det er jo en

lettelse, for så har man lige opmærksomheden fra starten af. Fordi problemet er, hvis man

72


misser det første indledende ord, fordi man lige skal finde ud af, hvem det er, der siger noget,

så misser man også mange gange budskabet, ikke.

(Tove: 230-235)

Herudover beskriver hun konsekvensen af ikke at kunne følge med under sociale sammenkomster

på følgende måde:

Tove: Men man kan godt blive lidt træt. Det tror jeg er almindeligt, at man kan godt blive

træt… og trække sig lidt tilbage på et tidspunkt.

(Tove: 121-122)

Hun er ikke den eneste, som beskriver den konsekvens, at trække sig tilbage. Julie beretter om det

samme scenarie:

I: Ja. Beder du dem om at gentage eller ender det med, at du sidder lidt selv uden egentlig

og…

Julie: Meget tit beder jeg om at få det gentaget, men jeg vil da heller ikke afvise, at jeg nogle

gange sådan ligesom trækker mig lidt tilbage og bare sidder lidt og iagttager og observerer

og vegeterer lidt.

I: Hvordan har du det så med det

Julie: Det er nogle gange lidt trist. I almindelighed så har jeg accepteret det ... altså som et

vilkår.

(Julie: 77-83)

Mie fortæller, at hun kører på rutinen til fester:

Mie: ... Jeg ved, at jeg bliver dødtræt, og at jeg kører på rutinen. Det er ikke alt, jeg hører.

Jeg kan sagtens svare alligevel. Jeg kan sagtens gennemføre en samtale uden egentlig at vide,

hvad der bliver sagt. Det har jeg øvet mig på i mange år.

(Fokusgruppe: 20-23)

Maren fortæller, at hun sommetider vælger ikke at spørge ind og i stedet trække sig tilbage fra

samtalen.

73


I: Spørger du så ind og beder folk om at gentage, eller lader du det gå hen

Maren: Det kommer også an på situationen. Hvis de henvender sig direkte til mig, og jeg ikke

forstår, hvad de siger, så er jeg selvfølgelig nødt til at reagere. Men sidder der nogle og

snakker, så er jeg nødt til at koble af og sige ’Jamen jeg forstår ikke, hvad de siger'.

(Maren: 105-108)

Mie vælger at se det positive ved situationen, når hun trækker sig tilbage fra samtalen under et

større selskab.

Mie: ... Jeg ved, at jeg ikke får hørt halvdelen af det, men jeg vil gerne være sammen med

menneskerne. Så tager jeg det som en oplevelse. Hvis der for eksempel sidder 20 mennesker

og spiser, så sidder jeg bare og har det rart med at være der. Og så trækker jeg mig lidt og

sidder bare og glæder mig over, at jeg kender dem. Så jeg finder nogle gode ting ved dét.

(Fokusgruppe: 259-262)

De ovenstående citater om at trække sig tilbage i et selskab berører også området omkring

copingstrategier. Men samtidig kan denne tilbagetrækning, som jeg har illustreret, resultere i en

momentær følelse af ensomhed, og derfor er citaterne inddraget i dette afsnit.

Flere af de andre respondenter fortæller ligesom Mie, at de ikke vælger de sociale ting fra på trods

af, at de ved, at det kan være svært at følge med og på trods af den følelse af ensomhed, der kan

opstå under disse sammenkomster.

Gitte: Jeg er heller ikke så vild med at gå til de store fester mere … (PAUSE) ja, fordi jeg ikke

får så meget ud af… jeg siger ikke nej…

I: (...) Vælger du dem fra nogensinde

Gitte: Nej, jeg vælger dem ikke fra, men jeg er ikke den, der sådan ligger op til det igen.

(Gitte: 125-129)

Tove: Jeg vænner mig til det. Det er en del af mit liv, ikke.

I: Ja. Så det slutter man ligesom fred med

Tove: Ja. Jeg synes… jeg går ikke ind og melder afbud til noget. Familiefester eller sociale

sammenkomster… det gør jeg faktisk ikke.

(Tove: 117-119)

74


Maj fortæller om at spise frokost i kantinen med sine kolleger:

Maj: ... på arbejdet har vi en kantine, og så har vi en stor bygning med en atrium. Mine

nærmeste kolleger vil gerne sidde der, og jeg er faktisk begyndt at opbygge et slags had til

kantinen. Fordi det larmer så meget. Jeg kan kun… jeg nyder det ikke, og der er så meget

baggrundsstøj. Så dér er det en begrænsning.

I: Ja. Hvad gør du så Lader du så være med at spise i kantinen

Maj: Nej… men nogle gange… måske en eller to gange om ugen går jeg med, fordi der er en

stor gruppe, som helst vil sidde i det atrium.

(Maj: 175-181)

Louise fortæller, at hun deltager i fester osv. men at hun ofte går tidligt hjem.

I: (...) Er der noget, du alligevel kan nævne, at du savner

Louise: Der er nogle situationer, hvor jeg gerne… hvor jeg… tror jeg… hvis ikke jeg havde et

høretab ville have været blevet i længere tid og ville opholde mig i højere grad nogle steder …

(...). Og det er jo sådan noget med… større forsamlinger hvor jeg måske tit er den… der enten

der går på dansegulvet hurtigst eller måske tager hjem, fordi jeg synes, at det er i larm, hvor

det er sværest at have de der snakke. Så der er helt sikkert nogle ting, hvor jeg ville have

været i højere grad, hvis ikke jeg havde hørt dårligt.

I: Ærgrer det dig

Louise: Ja… det gør det…

I: (...) Går du hjem med sådan en følelse af ’årh'

Louise: Ja, det kan jeg godt nogle gange…

I: Hvor du har haft lyst til at blive

Louise: Ja. Men andre gange kan jeg også godt bare læne mig tilbage… folk de ved det jo

godt … og så kan jeg bare sådan sidde og nyde og bare… og bare være. Men jo, jeg kan godt

nogle gange gå hjem og sige, at jeg har egentlig lyst til at blive, men jeg synes ikke, at jeg kan

høre noget som helst.

(Louise: 44-61)

Afslutningsvis skal det tilføjes, at Louise fortæller, at hun tidligere i sit liv med en hørenedsættelse

oplevede en følelse af ensomhed og isolation.

I: (...) Hvad var årsagen til, at du valgte at søge en netværksgruppe dengang

75


Louise: Det var fordi, at jeg på det tidspunkt… var knapt så langt i min accept af mit høretab,

som jeg er nu og… havde nogle andre overvejelser omkring de ting, vi har talt om og var

måske mere… jeg følte mig måske… havde måske mindre livskvalitet og var måske lidt mere

ensom og isoleret engang imellem. Så jeg havde brug for at vende min situation med nogen,

som der var unge, og som måske kunne have de samme tanker, som jeg havde…

(Louise: 182-187)

Dette kunne tyde på, at et tidsperspektiv kunne have en afgørende rolle i det faktum, at

respondenterne ikke oplever en længerevarende følelse af ensomhed.

Generelt viser respondenternes beskrivelser, at følelsen af ensomhed er forbigående, og opstår som

regel, når de er omgivet af andre mennesker i sociale sammenhænge. Jeg vil herefter sammenholde

dette resultat med teorien omkring ensomhed, som jeg har gennemgået.

5.1.1 Analyse af ensomhed

Som før nævnt, er ensomhed et komplekst og flerdimensionelt fænomen (Hawkley & Cacioppo,

2010). Man skal være opmærksom på, at fænomenet kan have mange ansigter og kan vise sig på

mange forskellige tidspunkter og i forskellige situationer. Det er yderst subjektivt, hvordan følelsen

af ensomhed opleves, samt i hvor høj grad den individuelle person påvirkes af dette.

Da respondenterne i min undersøgelse ikke giver udtryk for en kronisk følelse af ensomhed, vil jeg i

denne analyse fortrinsvis inddrage den teoretiske baggrund, som beskæftiger sig med den

periodiske følelse af fænomenet. Følelsen beskrives af respondenterne i min undersøgelse som

forbigående og ikke som noget, der bider sig fast i dem i længere tid af gangen, men alligevel som

noget de mærker, og som ikke er rart.

For størstedelens af respondenternes vedkommende opleves ensomhed, når de befinder sig blandt

andre mennesker. Dog forklarer Ester, at hun også godt kan opleve en følelse af ensomhed, når hun

takker 'nej' til at tage med sin mand til et arrangement, og derefter sidder alene derhjemme. Louise

fortæller, at hun blandt andet oplever følelsen af ensomhed, når hun forlader et selskab, fordi

hendes nedsatte hørelse gør, at hun ikke magter at bliver der længere. Så opstår følelsen, når hun

efterfølgende er derhjemme alene og egentlig gerne stadig ville deltage i festen.

76


Respondenterne beskriver, at følelsen af ensomhed er svær at definere, men ingen af dem udtrykker,

at de oplever en positiv form for ensomhed. Tværtimod er oplevelsen af ensomhed en negativ,

intern ensomhed, som opstår, når de oplever en afstand til andre, når de befinder sig i sociale

sammenhænge omgivet af mange mennesker (de Jong-Gierveld & Raadschelders, 1982). Young

(1978) beskriver, at den mest almindelige form for ensomhed er forbigående og opstår lejlighedsvis

i personers liv som korte oplevelser af at føle sig ensom. Det er denne almindelige form for

ensomhed, som mine resultater beskriver.

Når man sammenholder respondenternes beretninger om oplevelsen af ensomhed med Peplau &

Perlmans (1982) otte teoretiske kategorier for ensomhed, er der sammenhænge mellem nogle af de

teoretiske tilgange og beskrivelserne fra mine interviews; indenfor den sociologiske tilgang

beskrives, at man konstant monitorerer miljøet således, at man kan passe ind i dette på bedst mulig

vis. Når man har en hørenedsættelse, vil man ikke være i stand til at indgå i dialogen i sociale

sammenhænge på samme vilkår som de øvrige deltagere. Hermed bliver man mindet om sine

utilstrækkeligheder, hvilket fører til forbigående følelse af ensomhed. Man bliver opmærksom på,

hvad andre tænker om en og på, at man ikke kan følge med i samtalen.

Under The Interactionist view taler Weiss (1974) om ordinær ensomhed herunder social ensomhed,

hvilket er en følelse, som opstår som konsekvens af en manglende følelse af fællesskab. I teoriens

reneste forstand omhandler dette manglende meningsfyldte venskaber og tilknytning til et netværk.

Men det er min vurdering, at man godt kan strække denne kategori til også at omfatte en manglende

følelse af fællesskab med sit netværk. Som foreksempel når man sidder til en fest omgivet af

venner, hvor man ikke kan deltage i samtalen, fordi man ikke kan høre, hvad der bliver sagt.

Hermed kommer man, ifølge respondenterne i min undersøgelse, til at føle sig udenfor fællesskabet

også selvom dette fællesskab består af nære venner og familie.

Ligeledes opstår ensomhed ifølge The Cognitive Approach, når individet oplever en forskel mellem

den ønskede grad af social kontakt og den opnåede grad af social kontakt. Befinder man sig i et

selskab og ønsker at tale med de mennesker, man er iblandt, men ikke kan dette, kan det resultere i

en følelse af ensomhed.

Cacioppo & Patrick (2008) beskriver ensomhed som social smerte, hvilket afspejler beskrivelsen fra

respondenterne i min undersøgelse. For eksempel fortæller Louise, at man føler sig udenfor et

77


fællesskab, når man er ensom i sociale sammenhænge. Man mærker altså, at det ikke er muligt at

tage del i det sociale fællesskab, hvilket resulterer i den forbigående, smertelige følelse ensomhed.

Herudover fremhæver Cacioppo & Patrick (2008), at den forbigående ensomhed er så normal, at

man opfatter den som en del af livet. Det er mit indtryk, at respondenterne i min undersøgelse i høj

grad opfatter den forbigående følelse af ensomhed, som de oplever i sociale sammenhænge, som en

del af deres liv med nedsat hørelse. Men til trods for dette er følelsen stadig smertelig og noget, som

de er opmærksomme på.

Cacioppo & Patrick (2008) påpeger, at det er den subjektive oplevelse af ensomhed, som er

afgørende og ikke følelsen af bogstavelig talt at være eller ikke at være alene. Dette blev meget

tydeligt i min undersøgelse, idet næsten alle respondenterne beskrev, at følelsen af ensomhed

opstår, når de er sammen med andre mennesker, på arbejdet eller under sociale sammenkomster, og

altså dermed ikke, når de er alene i bogstaveligste forstand.

Som tidligere nævnt, har Hawkley & Cacioppo (2009) listet en række prædiktorer for udvikling af

ensomhed herunder helbred, hvor forfatterne benytter det at have en hørenedsættelse som eksempel.

Det er mit klare indtryk, at respondenterne i min undersøgelse ikke ville føle sig ensomme under

sociale sammenhænge i samme grad, hvis de ikke havde en hørenedsættelse. Deres ønske er nemlig

at kunne deltage på lige fod med de andre, og den umiddelbare forhindring for dette er deres

hørevanskeligheder. Det er muligt at andre af Hawkley & Cacioppos (2009) prædiktorer gør sig

gældende for respondenterne i min undersøgelse. Men da jeg ikke har interviewet dem indgående

omkring personlighedstræk, sociodemografi osv., er det ikke muligt for mig at inkludere disse i min

analyse.

Set i lyset af den eksisterende empiri er det er iøjnefaldende, at ingen af respondenterne gav udtryk

for en kronisk følelse af ensomhed. Louise (182-187) fortæller, at hun tidligere havde en følelse af

ensomhed og isolation, hvilket antyder, at der er et tidsperspektiv, som spiller en rolle. I denne tid

kan der som led i erkendelsesprocessen være sket en høremæssig- og personlig udvikling, som gør,

at følelsen af ensomhed ikke længere er til stede.

5.2 Isolation

I min gennemgang af den eksisterende empiri fremhævede jeg undersøgelsen af Hawthorne (2008),

som påviste, at helbredstilstande, herunder nedsat hørelse, var forbundet med social isolation.

I dette afsnit vil jeg fremhæve respondenternes udtalelser om deres oplevelse af isolation.

78


Det er generelt for respondenterne i min undersøgelse, at de har svært ved at adskille og definere

følelsen af isolation og følelsen af ensomhed. Maren beskriver, at følelsen som opstår på baggrund

af ensomhed og isolation kan være den samme:

I: Føler du dig nogensinde isoleret på grund af din hørenedsættelse

Maren: Ja.

I: Hvornår gør du det

Maren: Jamen altså, det er jo… om det er isolation, som jeg føler med familien eller ved

festlige lejligheder… eller om det er en ensomhed på grund af isolation … det er svært at sige,

synes jeg. Fordi jeg synes, at følelsen kan godt være den samme …

(Maren 197-202)

Ester synes ligeledes, at følelsen af ensomhed og følelsen af isolation hænger sammen. Herudover

beskriver hun, hvordan hun reagerer, når hun oplever at befinde sig i en situation, hvor hun føler sig

isoleret.

Ester: (...) Så er jeg i virkeligheden et eller andet sted isoleret, og så siger jeg "nå, så går jeg

hjem". Så kunne det godt være, at ensomhedsfølelsen kom oveni. De hænger jo lidt sammen…

(Fokusgruppe: 341-343)

Mie fortæller, at hun godt kan føle sig isoleret. Hun bruger et møde på sin arbejdsplads, hvor hun

følte sig isoleret som konkret eksempel.

Mie: ... (...) Jeg aner ikke, hvad de har snakket om. Men så vurderer jeg, om det er vigtigt

eller ikke vigtigt. Men så da han var gået… jeg gik faktisk lidt og tænkte over, om jeg skulle

spørge de andre, om hvad der egentlig lige skete, for det ville jeg sagtens kunne… men så

tænkte jeg, at jeg egentlig var lidt ligeglad. Det var andre ting, som var vigtigere… og jeg

kunne fornemme på stemningen, at det, vi havde lavet, gjorde et godt indtryk, og så var jeg jo

tilfreds med det, fordi det jo var det vigtigste… Men der kunne jeg godt føle mig isoleret. For

jeg var faktisk ikke rigtigt med.

(Fokusgruppe: 265-371)

79


Peter fremhæver, at det er bekymringen for at blive isoleret, der fylder mest for ham. Han tilføjer, at

denne bekymring opstår igen og igen, selvom det stort set aldrig bliver en realitet, at han kommer til

at føle sig isoleret.

Peter: Jeg tror, at for mig er det mere bekymringen for at blive isoleret… altså udsigten til at

blive isoleret i de mange nye situationer, som man kommer i. For realiteten er, at jeg ikke

bliver det særlig tit. Jeg havner ofte i et godt selskab, hvor jeg finder nogle interessante

mennesker at snakke med. Det er utrolig sjældent, at det sker, at jeg føler mig isoleret… men

hver gang jeg skal et eller andet; nyt seminar, ny konference, en ny sammenhæng… hvordan

får jeg så lige sat mig et sted, hvor jeg kan høre nogen. Tænk, hvis man skulle sidde der hele

alene en hel aften uden at kunne snakke med nogen… men det sker stort set aldrig. Det er

bekymringen for det, der er fylder.

(Fokusgruppe: 383-389)

Han fortæller, at han ville leve et mere udadrettet liv, hvis han ikke havde en hørenedsættelse.

Peter: (...) Jeg spiller selv musik, så jeg ville spille sammen med nogle andre. Det gør jeg ikke

nu. Og jeg ville spise frokost sammen med mine kolleger hver dag i stedet for at ordne noget

andet. Jeg ville lade være med at gå og bekymre mig om alt muligt selskabelighed, jeg skulle

til. Jeg ville leve mere udadrettet, end jeg gør, det ville jeg. Jeg har et rigt socialt liv, men jeg

ville gerne være mere blandt mennesker. Jeg har behov for de dér øer, hvor jeg bare er mig

selv… jeg kan godt lide at være alene, men jeg ville være mere udadrettet, hvis jeg ikke skulle

tage hensyn til det (hørenedsættelsen, red.). Så der er ting, jeg ikke gør på grund af dét der.

(Fokusgruppe: 24-31)

Herudover nævner han et konkret eksempel, hvor han føler sig isoleret; nemlig når han ikke kan

spise frokost sammen med sine kolleger.

Peter: ... jeg er rigtig glad for mine kolleger, og snakker med mange af dem. Men jeg spiser

ikke frokost med dem. Det er umuligt, fordi der er rigtig mange, som sidder omkring et langt

bord og snakken går… samtidig med, at de snakker på engelsk og og alt muligt andet. Det kan

jeg ikke. Men mit kontor er lige overfor, og der er glasdøre, så jeg kan sidde og følge med. Og

nogle gange går jeg ind og tager en kop kaffe… men lige i dén situation, der føler jeg mig

faktisk isoleret. Det gør jeg.

80


(Peter: 347-352)

Louise fortæller, at hun kun oplever en kortvarig, situationsbestemt følelse af isolation, som ikke er

noget, hun tænker over.

I: (...) Føler du dig nogensinde isoleret

Louise: Nej, det… nej, det gør jeg ikke… altså det kan man jo igen gøre i måske den ene

situation, men det er ikke noget, det sådan… som sådan en tanke eller følelse, jeg har haft

som jeg har gået og… boltret med, nej.

(Louise: 150-153)

Maren beskriver, som det også viste sig at være tilfældet med ensomhed, at det er i større

forsamlinger, at følelsen af isolation opstår.

I: Men det er kun i de der situationer, hvor du er i større forsamlinger, at den (følelsen af

isolation, red.) kommer

Maren: Ja, det synes jeg.

I: Okay. Og det gør dig ked af det, når den opstår

Maren: (...) Ja. Altså det gør det, for man tænker ’øv’, sikke noget….

(Maren: 203-207)

Fælles for størstedelen af respondenternes svar er, som det var tilfældet med deres svar på mit

spørgsmål omkring ensomhed, at følelsen af isolation er forbigående og situationsbestemt, idet de

mærker den, når de befinder sig iblandt flere andre mennesker.

Der er dog en undtagelse til dette, nemlig Gitte, som beskriver, at hendes følelse af isolation opstår,

fordi hun ikke er i stand til at skabe nye venskaber og bekendtskaber.

I: (...) oplever du nogensinde, at du føler dig isoleret på grund af din

hørenedsættelse

Gitte: At jeg isolerer mig

I: Ja, om du føler dig, eller om du gør det… Det er egentlig begge dele, jeg gerne vil frem til.

Gitte: En lille smule vil jeg…

I: (...) Vil du prøve at sætte ord på

81


Gitte: Jamen, det synes jeg jo sådan set, at jeg har gjort, at det… At man ikke lige er hurtig til

at gå ind og skabe nye, om ikke venskaber, så bekendtskaber … Og… Ja, og det kan man

måske godt savne, ikke… Fordi så er der jo noget, man går glip af, som man måske godt

ville… Men den mulighed er der så ikke.

(Gitte: 330-339)

Julie fortæller, at hun ikke oplever en følelse af isolation.

I: (...) føler du dig nogensinde isoleret

Julie: Nej. Det vil jeg sige, at det gør jeg ikke.

(Julie: 147-149)

Maj, som oprindeligt er fra England, forklarer, at den følelse af isolation, som hun oplever, opstår

på baggrund af kulturforskelle og ikke på baggrund af hendes hørenedsættelse.

I: (...) Føler du dig nogensinde isoleret

Maj: Nej… altså jeg føler mig anderledes nogle gange… men jeg tror, at det mere er fordi, at

jeg er englænder og har en anden kultur. (...)

I: Ja… så det er mest fordi, at du ikke er fra Danmark

Maj: Ja. Og at jeg ikke har gået i gymnasiet og ikke har oplevet det danske… så det har ikke

noget med mit høretab at gøre. Det er en kulturforskel.

(Maj: 302-313)

Når man ønsker at vurdere graden af social isolation, er det nødvendigt at foretage en vurdering af

personens netværk. Jeg bad respondenterne om at vurdere deres sociale liv. Herunder er en række af

de svar, som udsprang af spørgsmålene, som omhandlede respondenternes sociale liv:

I: (...) Er du tilfreds med dit sociale liv

Gitte: (PAUSE) Ja, det tror jeg egentlig nok, at jeg er. Jeg har altid

været sådan lidt (PAUSE)… jeg har aldrig haft mange, jeg har haft få og

tætte veninder, og venner...

(Gitte: 135-137)

I: Er der noget, du føler, at du savner i dit sociale liv

82


Julie: (PAUSE) Ja, men måske ikke lige decideret nogle ting, som hænger sammen med

hørenedsættelsen. Altså, jeg har sunget i kor, og jeg ville rigtig gerne synge i kor stadigvæk.

Jeg har måtte sie det fra af nogle andre grunde. Og hvem ville ikke gerne finde manden i sit

liv og… have en partner, ikke … og sådan nogle ting. Men at det decideret har en forbindelse

til hørenedsættelsen, det vil jeg ikke påstå. Der kan være mange grunde til det…

(Julie: 46-52)

I: (...) Er du tilfreds med dit sociale liv

Maren: Ja. Det er jeg. Altså mit sociale liv fejler ikke noget, det er bare mig, der ikke kan

høre (GRINER).

I: Godt. Så der er ikke noget, du savner

Maren: Nej… jo, min tid til at pleje det.

(Maren:46-50)

I: Så er der noget, du savner i dit sociale liv

Maj: En kæreste. Ja… men det tror jeg, at alle der er i min alder og single ville sige… så det

er for mig ikke noget, der hænger sammen med mit høretab, fordi jeg har andre venner, som

også er singler. Så jeg tænker ikke, at jeg ikke har en kæreste, fordi jeg har et høretab. Slet

ikke. Men jeg vil sige, at jeg har et rigtig dejligt socialt liv…

(Maj 144-148)

I: (...) vil du betegne din omgangskreds som værende lille eller almindelig eller stor

Tove: Det er vel almindelig… familie og veninder og den slags… men ikke gevaldig stor.

Hørnedsættelsen har faktisk ikke ført til, at jeg har mindsket min omgangskreds.

I: Så du vil sige, at du er tilfreds med dit sociale liv

Tove: Ja.

(Tove:64-69)

I: (...) Vil du betragte din omgangskreds som værende lille, tilpas eller stor

Louise: Den er nok… nogen ville nok kalde den lille, jeg ville nok kalde den tilpas…

I: Ja. Er du tilfreds med dit sociale liv

Louise: Meget.

(Louise: 40-44)

83


Det er altså den generelle holdning blandt respondenterne, at de er tilfredse med deres sociale liv og

sociale netværk.

5.2.1 Analyse af isolation

Som bekendt nedsættes mulighederne for kommunikationen som konsekvens af en hørenedsættelse.

Dette sker både for personen med nedsat hørelse, men samtidig også for de mennesker som omgiver

vedkommende. De skal nemlig lægge mere energi i kommunikationen ved at tale langsommere,

artikulere tydeligere, huske at vende ansigtet mod personen for imødekomme mundaflæsning, osv.

Som et resultat af disse krav til kommunikationen er der en høj risiko for, at omgivelserne vil skabe

mindre kontakt med personen, som har en hørenedsættelse, hvilket resulterer i, at denne kan blive

mere og mere isoleret (Arlinger, 2003).

Jeg nævnte i begyndelsen af teoriafsnittet omhandlende isolation, at fokus for dette projekt er på

subjektiv opfattet social isolation. Det er i denne forbindelse relevant at nævne, at ingen af

respondenterne i min undersøgelse gav udtryk for, at de oplever objektiv social isolation; de gav

alle udtryk for tilfredshed med deres sociale liv og de relationer, som dette består af. De fortæller

ikke, at de oplever en mangel på længerevarende interpersonelle relationer. Fokus er altså med rette

på subjektiv opfattet social isolation.

Herudover redegjorde jeg for The Network Approach, og at man i forbindelse med denne objektive

tilgang kan benytte teorien bag ensomhed i sin analyse af isolation. Man skal hermed også se på den

subjektive oplevelse af individers personlige netværk, hvor kontakten med andre er af central

betydning. Netop kontakten med andre bliver ramt, når man har en hørenedsættelse. Og det er også

mangel på denne kontakt, som udløser en følelse af, ikke kun ensomhed, men også isolation.

Således opstår følelsen af isolation blandt størstedelen af respondenterne, som oplever denne

følelse, når de er sammen med andre mennesker i sociale sammenhænge, idet det her er svært netop

at opretholde en kontakt og være en del af snakken.

Herudover nævner Peter, at han ville leve et mere udadrettet liv, hvis han ikke havde en

hørenedsættelse. Gitte giver også udtryk for dette, idet hun nævner, at hun føler sig isoleret i den

forstand, at hørenedsættelsen gør det vanskeligt at opsøge nye venskaber og bekendtskaber. Dermed

oplever hun en barriere i forhold at udvide sit netværk, såfremt hun ønskede at gøre dette.

84


Som jeg gennemgik tidligere findes der indenfor The Network Approach tre forskellige tilgange,

som kan bruges som en rettesnor, hvorfra man kan udlede definitioner af social isolation.

Tilgangene drejer sig om social isolation, som er opstået på baggrund af mangel på bestemte

karakteristika i det personlige netværk.

Indenfor The social integration approach karakteriserer man det personlige netværk. Denne

karakteristik indikerer graden af integration (Hortulanus et al., 2006). Jeg har som bekendt i min

undersøgelse ikke foretaget en dybdegående karakteristik af respondenternes sociale netværk. Dog

drejede en del af mine spørgsmål sig om deres egen vurdering af deres sociale liv. Ud fra disse svar,

som er præsenteret i foregående afsnit, tillader jeg mig at drage en konklusion om, hvorvidt de er

socialt integrerede eller ej. Idet ingen af respondenterne i min undersøgelse udtrykker utilfredshed

med deres sociale netværk, kan de anses som socialt integrerede. Se for eksempel Maren (47-51) og

Louise (41-45)

The social network approach er rettet mod en karakteristik af netværk, som en person deltager i

(Hortulanus et al., 2006). Man ser, som tidligere nævnt, på de formelle strukturer og forhold

imellem personerne i netværket. Er en person ikke en del af et netværk, som han passer godt ind i,

og som består af nære relationer, er der større risiko for at vedkommende bliver isoleret. Når man

har en hørenedsættelse, kan denne blive skyld i, at man i mindre grad er en del af netværket, idet

hørenedsættelsen skaber barrierer i forhold til kommunikationen. Man kan forestille sig, at dette

især kommer til udtryk under sociale sammenhænge, hvor personen med nedsat hørelse oplever at

blive koblet af de samtaler, som foregår imellem mennesker, som ellers muligvis er en del af

vedkommendes personlige netværk. Dette kan være årsagen til, at størstedelen af respondenternes

svar omkring ensomhed omhandler situationer, som de oplever i sociale sammenhænge som for

eksempel til familiefester.

Teorien omkring isolation drejer sig, som nævnt, hovedsagligt om vurdering af netværk. Hvorvidt

ens arbejdsrelationer opfattes som en del af ens netværk, er, som jeg opfatter det, en individuel og

subjektiv vurdering. Teorien er også uklar omkring dette. Den fastslår blot, at man skal foretage en

karakteristik af netværk, som en person deltager i. Når spørgsmålet kommer til isolation, nævner

flere af respondenterne, som angivet, at de føler sig isolerede på deres arbejdsplads. De påvirkes af,

at de ikke kan deltage i kommunikationen på arbejdspladsen på lige fod med deres kolleger. Jeg

vælger dermed at se mine respondenters arbejdsmæssige relationer som en del af deres netværk, da

dette er et netværk, som de deltager i på daglig basis.

85


I The social support approach er fokus på kvaliteten af de forhold, hvor der sker en udveksling af

støtte og hjælp. Det er min opfattelse, at respondenterne i min undersøgelse er godt dækket ind på

dette punkt.

Hos respondenterne er følelsen af ensomhed og isolation som bekendt tydeligst i sociale

sammenhænge. Dette sker formegentlig på baggrund af, at netværket, selvom det er stabilt, ikke

formår at imødekomme respondenternes hørenedsættelse og dermed inddrage vedkommende

tilstrækkeligt i, hvad der foregår. Objektivt set yder netværket dermed ikke den nødvendige sociale

støtte. Når de subjektive faktorer, som jeg gennemgik under min analyse af ensomhed inddrages, er

min vurdering af graden af isolation identisk med vurderingen af graden af ensomhed; nemlig at

følelsen er forbigående, og at den fortrinsvis opstår, når respondenterne befinder sig i sociale

sammenhænge.

Som det er gældende for resultaterne omkring ensomhed i indeværende undersøgelse, kan det, set i

lyset af resultaterne fra Hawthorne's (2008) undersøgelse, komme som en overraskelse, at

respondenterne i min undersøgelse ikke beskriver en højere grad af isolation, end de gør.

5.3 Livskvalitet

For at danne et indtryk af respondenternes generelle livssituation, ønskede jeg at høre deres

vurdering af, hvorvidt deres livskvalitet påvirkes af den nedsatte hørelse. Hensigten var at kunne

drage en sammenligning mellem mine resultater omkring livskvalitet og resultaterne omkring

graden af følelse af ensomhed og isolation.

Jeg stillede under mine interviews spørgsmålet om, hvad livskvalitet er. Svarene herfra illustrerer,

at opfattelsen af begrebet i høj grad er individuel. Selvom respondenternes opfattelse af livskvalitet

er forskellig, er der alligevel svar, som går igen. Disse omfatter blandt andet at have et godt helbred

og balance i tilværelsen. Især hæfter jeg mig ved et bestemt svar, nemlig at livskvalitet er at være

sammen med andre mennesker og dermed være omgivet af et netværk. Maren forklarer det således:

I: (...) hvad er livskvalitet efter din opfattelse

86


Maren: Uha… livskvalitet er jo… det er jo det sociale. Det er jo dels at være sammen med

andre mennesker. Ikke fordi, at jeg ikke kan være alene, det kan jeg sagtens. Jeg har boet

alene i så mange år, så det er ikke mit problem, men… ja, altså det er da en livskvalitet, at

man har et netværk og nogle at være sammen med. Det synes jeg, er det vigtigste i livet (...)

(Maren: 209-214)

Julie nævner ligeledes, at livskvalitet er at have et bagland.

I: (...) hvad livskvalitet, efter din opfattelse, er

Julie: (PAUSE) Det er et stort spørgsmål, som jeg synes, at det er svært at svare kort på…

(PAUSE) Jeg kan godt nævne en række elementer, som jeg synes, indgår … I

livskvalitet. Der tænker jeg blandt andet på at have et bagland… familie , venner og bekendte

og kolleger og hvilke andre sammenhænge, man ellers kommer i.

(Julie: 150-154)

Peter nævner blandt andet kontakt med andre mennesker.

Peter: En grundlæggende følelse af mening, synes jeg. Og glæde ved det, man gør. Og kontakt

med andre mennesker… at det ikke er ligegyldigt, om man står op om morgenen… og at man

går træt i seng og er blevet brugt på en god måde.

(Fokusgruppe: 519-521)

Louise fortæller, at livskvalitet for hende er at være sammen med andre mennesker.

I: (...) Hvad er livskvalitet efter din opfattelse

Louise: Åhh… det er mange ting… altså livskvalitet er jo, når man… når jeg er sammen med

mine veninder og mine venner og sidder udenfor en sommerdag som i dag… og det er at

rejse, i høj grad. Og det er bare at være sammen med min familie og mine venner. Og lave en

masse ting… også igennem Høreforeningen for eksempel. Og de mennesker, som jeg har mødt

der.

(Louise: 154-159)

87


Det er nærliggende at tro, at Louises livskvalitet bliver påvirket af hendes hørenedsættelse, idet

denne er en faktor, som spiller ind i samværet med andre. Louise vurderer dog selv, at dette ikke er

tilfældet.

I: (...) Påvirker din hørenedsættelse din livskvalitet

Louise: Nej. Nej, det gør den ikke…

(Louise: 160-161)

Peter fortæller, at hørenedsættelsen ikke forhindrer ham i at være glad.

Peter: Der har været perioder af mit liv, hvor jeg ikke havde det så godt, og hvor noget af det

i høj grad skyldtes mine ører. Det er der ingen tvivl om. Jeg hører rigtig dårligt, mellem 70 og

80 dB, og jeg er virkelig glad for mit liv. Ikke bare lige nu her… det har jeg været i mange,

mange år. Det er noget rigtig møg at høre dårligt… jeg har også diabetes, det er også noget

rigtig møg… men jeg er stort set i godt humør eller i tophumør det meste af tiden. Så det er

ikke noget, der forhindrer mig i at være glad. Det er det ikke.

(Peter: 528-533)

Ifølge Tove påvirkes livskvaliteten af at have en hørenedsættelse, men ikke følelsen af at have et

godt liv.

I: Så det er ikke noget, der påvirker din livskvalitet

Tove: Nej… jo det påvirker livskvaliteten, fordi jeg er udelukket fra nogle situationer. Men det

påvirker ikke min generelle opfattelse af det at have et godt liv. Der kan så være de der

situationer med børn, ikke, hvor man rent faktisk mister nogle relationer. Men det er ikke

noget, der plager mig til daglig.

(Tove: 258-262)

Julies opfattelse er meget lig Toves idet hun mener, at livskvaliteten kun i begrænset omfang

påvirkes af at leve med en hørenedsættelse.

I: Så du føler ikke, at din hørenedsættelse har nogen forringende effekt på din

livskvalitet

88


Julie: (PAUSE) Den er der måske nok, forringelsen. Men at den er meget stor, det kan jeg

ikke sige.

I: Men en lille smule…

Julie: Ja. Det påvirker jo også min livskvalitet at have en skæv ryg og en breddeøgning af

hjertepulsåren og sådan nogle ting, ikke.

(...)

Julie: Så jo, jo det medfører en forringelse af livskvaliteten, det tror jeg. Fordi… vi… jo, det

er jeg sikker på, men jeg oplever den ikke så voldsom stor, så den kommer til at overskygge

min glæde ved det, der er at være glad for og det, der er af plusser på den konto, som øger

min livskvalitet, vel.

(Julie: 157-166)

Det er Marens opfattelse, at hendes hørenedsættelse har en indflydelse på hendes livskvalitet.

I: Føler du, at din hørenedsættelse har en indflydelse på din livskvalitet

Maren: Ja. Jamen det har den. Fordi den har jo alligevel en indflydelse på det sociale. Fordi

der vil være nogle ting, som man ikke lige får fat i, når man sidder sammen med andre

mennesker, og sådan er dét… og det lærer man måske aldrig helt at acceptere. Det tror jeg

ikke. Man vil altid have den dér ’sørens også’.

(Maren: 216-220)

Således er det meget individuelt, hvordan livskvalitet opleves og hvad man lægger vægt på, når man

selv skal vurdere, om man har høj livskvalitet. Herudover er det også individuelt, om

respondenterne selv vurderer, at deres livskvalitet påvirkes af at leve med en nedsat hørelse.

5.3.1 Analyse af livskvalitet

Som jeg beskrev, da jeg præsenterede teorien omkring livskvalitet, er fokus i denne fremstilling på

den subjektive oplevelse af livskvalitet.

Figur 2 illustrerer, at hele systemet for livskvalitet påvirkes af udefrakommende faktorer. En

hørenedsættelse er et eksempel på en udefrakommende faktor. Ydermere ses det i figur 2, at

hørenedsættelsen kan have en indflydelse på den fysiske trivsel inden for selve systemet. Jeg

anskuer det ikke således, at fordi man har en hørenedsættelse, er dette ensbetydende med, at man

ikke trives eller kan trives fysisk. Men en hørenedsættelse er en fysisk funktionsnedsættelse, som

89


vil have en effekt på vedkommende, som lever med denne. Især vil evnen til at kommunikere blive

ramt. Denne effekt vil kunne brede sig til også at påvirke den emotionelle trivsel ligeledes vil den

strække sig videre ud og påvirke hele systemet foruden de subjektive faktorer. Herudover vil social

trivsel, for eksempel samfundsdeltagelse, kunne blive påvirket.

Sammenholdt med mine resultater fra analyserne af ensomhed og isolation, viser det sig, at

hørenedsættelsen påvirker evnen til at deltage i snakken under sociale sammenhænge. Denne

manglende deltagelse giver for nogle respondenters vedkommende en forbigående følelse af

ensomhed og isolation. Samfundsdeltagelse svækkes, hvilket kan påvirke den emotionelle trivsel.

Sammenhængen er illustreret i figur 2, som viser, at hele systemet kan påvirkes af

hørenedsættelsen, og udfaldet kan dermed blive, at livskvaliteten påvirkes, som det er tilfældet hos

Maren. I Julies tilfælde påvirkes hendes livskvalitet kun i begrænset omfang. For den resterende del

af respondenterne gør sig dog gældende, at deres livskvalitet ikke påvirkes ej heller af den, for

nogles vedkommende, forbigående følelse af ensomhed og isolation.

5.4 Coping

Taler man med en person, som lever med nedsat hørelse om netop hørenedsættelsen, så kommer

meget af samtalen på den ene eller anden vis til at dreje sig om coping. Således omhandler meget af

mit datamateriale, når man dykker ned i denne med analytiske øjne, forskellige copingstrategier. I

min hidtidige begrebsliggørelse har jeg fundet frem til, at respondenterne oplever en følelse af

ensomhed og isolation, når de er iblandt andre mennesker i sociale sammenhænge. Derfor har jeg,

for at bevare overblikket, valgt at denne analyse af coping vil handle om copingstrategier, som

benyttes, når man befinder sig i sociale sammenhænge. Herefter vil jeg komme ind på benyttelse af

en netværksgruppe som copingstrategi.

Gitte beskriver, hvordan hun tænker på, om nogle mennesker måske opfatter hende som overlegen,

når hun ikke rigtig deltager i dialogen.

Gitte: Men det kan da godt være… Et savn, fordi jeg er da sikker på, at nogen, der ikke

kender mig tænker, ’nå hun er sådan’… Jeg ved ikke hvilket ord, man sætter på sådan en…

’Hun har nok i sig selv’, eller ’er hun lidt halv-overle…’ Eller et eller andet… Og det lever

jeg med (I: Ja), at sådan er det.

(Gitte: 319-322)

90


Hendes måde at håndtere dette på er altså at leve med, at "sådan er det".

Mie forklarer, at hun økonomiserer med sin hørelse.

Mie: ...Men så er der altid en af de andre ledere eller de andre lærere, der så sidder der, og

hvis jeg kan fornemme, at der er noget, der kommer mig ved, og som jeg skal svare på, så

spørger jeg dem, om de lige kan oversætte, så jeg er sikker på, hvad jeg svarer på. Det vil de

gerne. Men der er også mange ting, hvor jeg tænker, at det må en anden tage sig af, og så

lukker jeg helt ned mentalt, for så kan jeg spare kræfterne til noget andet. Jeg kan godt

mærke, at jeg økonomiserer meget med det.

(Fokusgruppe: 83-88)

Hun fortæller videre, hvordan hun under et møde på arbejdet benytter en copingstrategi, som hun

selv kalder "fake"; hun lader bare som om, at hun kan høre, hvad der bliver sagt.

Mie: ...Men vi havde for eksempel møde med borgmesteren forleden dag, og jeg ved, at han

hører overhovedet ingenting på det ene øre, men alligevel taler han ikke særlig højt… hvilket

nok er af samme årsag. Og de andre til stede kunne jo sagtens høre, hvad han sagde. Flere af

dem kender ham i forvejen, så de synes jo, at det var vældig hyggeligt. Men jeg sad der og

kunne ikke høre en tiendedel af, hvad han sagde, men jeg synes at han er vældig flink, og jeg

ved, at han er glad for vores skole… så jeg tog den dér "fake", som jeg kalder den, og så får

jeg smilet på de rigtige tidpunkter og sådan, og jeg vil vædde på, at han ikke har opdaget, at

jeg ikke har hørt halvdelen af, hvad der blev sagt.

(Fokusgruppe: 355-362)

Julie forklarer i et tidligere citat, som er angivet under analyse af ensomhed, at hun nogle gange

beder om at få ting gentaget, men andre gange trækker sig tilbage og sidder og "observerer og

vegeterer lidt" (Julie: 79-80). Julie og Mie er ikke de eneste, som vælger den copingstrategi, som

går ud på at trække sig tilbage og ikke deltage i samtalen under et selskab. Som det ligeledes er

illustreret i teorien omkring ensomhed, kobler Maren sig nogle gange fra (Maren: 107-108). Hvis

hun har den opfattelse, at der er blevet talt om noget vigtigt, opsøger hun folk og spørger ind til det

efterfølgende.

91


Maren: ...Og mange gange kan man også fornemme, at der var noget, man skulle følge op på.

Så går jeg som regel hen til en eller anden bagefter og siger ’sig mig, var der noget med det

og det’. (I: Ja) Det gør jeg også på arbejdet (I: Okay) med mine kolleger, hvis hun har

snakket med nogle, og jeg kunne fornemme, at det skulle jeg måske vide noget om, (I: Mhm)

så går jeg hen til hende bagefter…

I: Så følger du op på det…

Maren: Ja.

I: Det er en meget smart strategi…

Maren: Ja. I stedet for at stå der som en dompap. (GRINER)

(Maren: 112-120)

Tove benytter sig af præcis den samme strategi som Maren.

I: (...) Beder du folk om at gentage, hvis du ikke hører

Tove: Nogle gange, men der er også nogle situationer, hvor jeg vælger ikke at gøre det, fordi

jeg kan ligeså godt opgive… der er nogle… det ved du også, at nogle taler tydeligt… det gør

du… men der er mange mænd, der er meget mumlende og børn, som skal skynde sig sådan.

Men… jeg tager ikke sådan specielle forholdsregler, men jeg må bede folk om at gentage.

Men der er jo så også tilfælde, hvor jeg opgiver. Det er der. Men er der så noget, som jeg

mener, at jeg skal have fat i, så gør jeg det, at jeg kontakter folk efter et møde for eksempel.

Og hører, om der var et eller andet, ikke.

(Tove: 130-138)

Ester forklarer, at hun forlader et selskab, når hun ikke kan følge med.

Ester: ...Så er jeg den, der sidder og er lidt kedelig og går tidligt i seng, imens de andre

sidder og har det sjovt. Det gider jeg ikke.

(...)

Ester: Og så skal der altid sættes musik på, når de andre får lidt at drikke… eller vi alle

sammen får lidt at drikke, og så kan jeg slet ikke høre noget. Så står man og vasker op eller

også går man i seng, og det gider jeg ikke.

(Fokusgruppe: 160-166)

92


I dette eksempel nævner hun, at hun forlader selskabet ved enten at gå i seng eller gå i køkkenet og

vaske op. Senere uddyber hun, hvorfor hun vælger at trække sig.

Ester: Jeg går fra situationen, hvis jeg føler mig isoleret. Hvis jeg føler, at jeg ikke kan

komme igennem ved enten at flytte plads eller, hvis jeg kan se, at der ikke er nogen i selskabet,

som jeg har lyst til at kommunikere med en til en eller en til to… Eller tre max. (...)

Peter: Lige dét der kender jeg også godt. Og jeg kan godt være lidt hurtig til at flygte væk fra

et eller andet uden hensyn til sociale normer og så videre for, hvornår man bør gå hjem. Så

smutter jeg bare.

(Fokusgruppe: 339-347)

Peter vælger den samme copingstrategi som Ester. Han forklarer selv, at han decideret flygter.

En copingstrategi kan også være, at vælge noget fra. Ester vælger helt at undlade at deltage i større

selskaber.

I: (...) Er der ting, som man bevidst vælger fra, når man har en hørenedsættelse (...) om der

er noget, man siger ’nej tak’ til, som man måske egentlig gerne ville

Ester: For mig; Sociale ting. Store middagsselskaber. Dem prøver jeg at undgå. Og jeg

holder heller ikke selv særlig mange længere. Jeg plejede ellers at holde mange… for revl og

krat… men jeg kan ikke… jeg får ikke nok ud af det i forhold til, hvor meget arbejde, der er i

det.

(Fokusgruppe: 155-160)

Peter vælger sommetider samme strategi og forklarer fravalgene med, at man er nødt til at give sig

selv lidt fri engang imellem.

Peter: ... Men man skal også give sig selv lidt fri engang imellem. Og det er ikke altid, at det

kan gøres lige værdigt… det er det ikke, desværre.

Mie: Nej. Jeg ville for eksempel aldrig sige ’nej’ til selskabelighed. Det tror jeg slet ikke, at

jeg kan finde ud af. Men jeg kan lade være med selv at skabe noget. Så lader jeg simpelthen

være med… så kan jeg mærke, at jeg ikke skal lave nogle aftaler i denne weekend. Hvis jeg får

lavet for mange aftale i hverdagen så.. selvom det kan være svært på grund af de lange

arbejdsdage. Så er det kun i weekenden, at jeg ser nogen. Men på den måde begrænser jeg

93


det. Men hvis der kommer noget udefra, så siger jeg ikke ’nej’. Jeg ved, at jeg ikke får hørt

halvdelen af det, men jeg vil gerne være sammen med menneskerne. Så tager jeg det som en

oplevelse.

(Fokusgruppe: 252-260)

Hertil svarer Mie, at hun til trods for sin hørenedsættelse ikke melder fra til selskabelighed. Dette

gør sig gældende for flere af respondenterne, som hellere vil deltage og have vanskeligt ved at følge

med end slet ikke at deltage overhovedet. Det er mit indtryk, at især, når de sociale sammenkomster

er blandt venner og familie, ønsker respondenterne at deltage, også selvom de ikke kan følge med.

Som illustreret i citatet ovenfor forklarer Mie, at hun tager det som en oplevelse at være sammen

med mennesker, som hun godt kan lide. Når sammenkomsterne er i forbindelse med deres arbejde

er billedet for nogle respondenters vedkommende imidlertid et andet; Peter spiser som tidligere

nævnt (Peter: 347-353) ikke frokost sammen med sine kolleger, og Maj fortæller, at det er muligt, at

hun vil fravælge at deltage i firmafesterne fremover.

Maj: ... vi har en sommerfest i firmaet, og der er typisk 7000-8000 deltagere. For to år siden

blev det holdt på et stort sted. I september sidste år, kunne jeg ikke være med. Men jeg var

ikke ked af, at jeg ikke kunne komme… og til næste år kan det også godt være, at jeg vælger

det fra. For jeg får ikke noget ud af det...

(Maj: 190-193)

Som tidligere nævnt, kan en netværksgruppe benyttes som copingredskab. Alle respondenterne har

aktivt valgt at søge en netværksgruppe og dermed aktivt valgt dette redskab. I forhold til coping er

det interessant at se på, hvorfor de gjorde dette. Et af mine spørgsmål lød på, hvorfor de valgte at

søge en netværksgruppe, og generelt for alle respondenterne var, at de ønskede at møde andre

personer med en hørenedsættelse og tale om livet med hørevanskeligheder. Tove beskriver det på

følgende måde:

I: Hvad var grunden til, at du startede i en netværksgruppe

Tove: Det var nok lidt nysgerrighed, fordi jeg hørte om andre, der havde det. Og havde

fornøjelse af det, ikke. Og så er det jo for at have et forum blandt såkaldt ligestillede …

udveksle erfaringer med det ene og det andet og også høre, hvordan deres liv går. Hvad de

møder af udfordringer.

(Tove: 280-284)

94


Louise beskriver, at hun følte sig alene som "normal" person med en hørenedsættelse og ønskede at

møde andre som hende, som hun kunne spejle sig i.

Louise: Jamen det er jo noget med, at man tror, at man som ung med høretab er den eneste.

Og… man føler måske også, at man er den eneste normale unge med høretab… at man… man

føler, eller jeg følte, at dem, der så måtte være, ville være meget specielle og jeg havde… jeg

ville gerne prøve at møde nogle, som jeg havde fået at vide, ville være normale … og som jeg

måske kunne… spejle mig i… eller på en eller anden måde (PAUSE). Ja, jeg havde brug for at

finde ud af, hvad det var for noget. Om der fandtes nogle andre og, hvem det så var.

(Louise: 190-196)

5.4.1 Analyse af coping

Som tidligere nævnt er coping en bestræbelse på at håndtere psykologisk stress, som opstår i en

belastende, akut situation og/eller en mere generel, belastende livssituation. Copingstrategierne

bliver tilvejebragt af kognitive og adfærdsmæssige bestræbelser på at håndtere denne stress

(Lazarus, 1999).

Når man befinder sig i et selskab, er den mest hensigtsmæssige copingstrategi at kontrollere den

sociale scene og dermed skabe de bedst mulige forhold for interaktion med sine omgivelser. Min

undersøgelse viser dog, at respondenterne sjældent vælger denne mulighed. De vælger derimod for

det meste at undgå den sociale scene; enten forlader de situationen eller er blot til stede uden at

gøre opmærksom på, at de ikke kan følge med.

At undgå den sociale scene er en kortsigtet og mindre krævende strategi. Men strategien kan i følge

Hallberg & Carlsson (1991) medføre psykosociale konsekvenser. Dette kommer tydeligt til udtryk,

da det netop er i sociale sammenhænge at størstedelen af respondenterne oplever en følelse af

ensomhed og isolation. Hermed opstår en ond cirkel for dem, når de er sammen med flere

mennesker; nemlig at de trækker sig tilbage, bliver isolerede og føler sig ensomme i situationen.

Der er ingen tvivl om, at når respondenterne beskriver disse følelser, er det forbundet med ubehag,

hvilket betyder, at de vælger den nemme udvej i øjeblikket, hvor de befinder sig i en belastende

situation. Også selvom denne ikke er hensigtsmæssig, da den indebærer ubehagelige, psykosociale

konsekvenser.

95


Det skal hertil nævnes, at ubehaget for de fleste respondenters vedkommende ikke er skyld i, at de

undlader at deltage i sociale sammenkomster, især ikke når disse sammenkomster er blandt familie

eller venner. Dog er det mit indtryk, at i de tilfælde, hvor nogle af respondenterne vælger at melde

fra til sociale sammenkomster, er dette et valg, de træffer for at skåne sig selv for de ubehagelige

følelser, som kan opstå, når de er sammen med mange andre mennesker.

At søge deltagelse i en netværksgruppe er en del af den sekundære vurdering, hvor man overvejer,

hvordan man håndterer livet med nedsat hørelse. En netværksgruppe kan karakteriseres som en

problem-fokuseret copingstrategi og dermed en aktiv strategi, hvor man forsøger at mindske et

problem ved at ændre situationen. Man forsøger indirekte at kontrollere den sociale scene ved at

søge deltagelse i en gruppe, hvori man blandt andet gennem erfaringsudveksling kan spejle sig i

andre med en hørenedsættelse og muligvis lære af hinanden og hinandens copingstrategier.

Jeg vil i det følgende afsnit under analysen af netværksgrupper uddybe, hvad der sker i en

netværksgruppe og, hvorvidt deltagerne i en netværksgruppe taler om for eksempel ensomhed og

isolation, og om deltagelse kan afhjælpe disse følelser.

5.5 Netværksgruppe/Gruppeterapi/Selvhjælpsgruppe

Min analyse vil i første omgang ske med udgangspunkt i Corsini & Rosenbergs (1955) inddeling af

de faktorer, som gør sig gældende for gruppeterapi. De tre forståelsesmæssige faktorer er at lære af

andre, universalisering og intellektualisering.

Om at lære af andre i netværksgruppen fortæller Peter:

Peter: ... Sådan har jeg selv ofte gjort noget, som jeg ser andre hørehæmmede gøre. For

eksempel at tage ud og rejse… det kan virke inspirerende. Jeg lærer meget af at se, hvordan

andre mennesker håndterer deres hørehandicap. Det har jeg altid gjort. De inspirerer mig.

(Fokusgruppe: 673-675)

Om universalisering fortæller Gitte, at de alle i hendes netværksgruppe er enige om, at det er

ærgerligt, når man ikke kan indgå i smalltalk.

96


Gitte: (...) jeg tror, at det var mig, der lagde ud med at sige det. Et af dine spørgsmål var om,

hvordan det påvirkede… og… blandt det der med, at det irriterer mig, at jeg ikke kunne have

den der smalltalk. Altså den der lette dialog med folk i … og det var vi jo enige om alle

sammen …

(Gitte: 447-450)

I dette eksempel kan gruppemedlemmerne identificere sig med hinanden, idet de alle savner at

kunne indgå i smalltalk.

Også Tove nævner, at det er en befrielse at alle er i samme situation.

Tove: ... Men… det sidder lidt i én, at man hele tiden skal skærpe opmærksomheden … og det

er derfor, at det er dejligt nogle gange… få gange har jeg været på kursus ovre på

Castberggård, og jeg har også været på det, der hedder House of Hearing. Der var jeg

sammen med nogle af dem, fra min netværksgruppe. Sådan et kursus med ’Bevar dit arbejde’.

(...)

Tove: Og der er det jo en befrielse, at alle er i samme situation. Det kan man godt mærke, at

det letter lidt, ikke.

(Tove: 149-156)

Maren fremhæver den samme pointe, nemlig at man i en netværksgruppe får en følelse af at kunne

identificere sig med andre og dermed opleve, at situationen ikke er unik for én selv.

Maren: Ja… fordi, at man også får en følelse af, at man ikke er alene i verden. Det er nok

også derfor, at jeg deltager i alt det hér. At man… at der er andre, der har det på samme

måde.

(Maren: 316-318)

Omkring intellektualisering, som er dialog i gruppen, som leder til tankeprocesser, som videre fører

til mulighed for en ny forståelsesramme, nævner Ester et eksempel, som handler om at tale om at gå

i biografen og bryde det adfærdsmønster, som man ellers ville benytte.

Ester: Vi havde faktisk talt om i min netværksgruppe, det er så aldrig blevet til noget, men om

vi ikke skulle gå i biografen sammen. Det kom sig af, at jeg siger… på det tidspunkt havde jeg

telespole i mit apparat. Det tror jeg faktisk ikke, at jeg har mere… men det at gå op til én eller

97


anden ung gimpe i billetlugen i biografen og sige ’har I teleslynge’, dét kunne jeg simpelthen

ikke få mig selv til. Og så havde vi nogle, der sagde ’det tør jeg sgu godt, så det gør vi!’…

men så blev det aldrig til noget… men sådan kunne man jo også bruge det. At det ikke

nødvendigvis er venner, som man går ud socialt med… men ligesom jeg går ud og ser nogle

franske film med nogen piger, som jeg i virkeligheden ikke kender særlig godt, men fordi at

det gider de, og det gider jeg. Og så ses man lige den ene gang om året… man kan jo godt

bruge det mere socialt men samtidig i en udviklende sammenhæng.

(Fokusgruppe: 736-745)

Under de følelsesmæssige faktorer finder man accept, altruisme og overførsel.

Ester fortæller følgende om accept:

Ester: ... At alle lægger en serviet under kopperne, alle spiser forsigtigt med kniv og gaffel, og

vi sætter os, så vi kan se hinanden. Og det er bare rart, fordi det er afslappende.

(Fokusgruppe: 615-617)

Gruppens medlemmer viser, at de accepterer hinanden og hinandens vanskeligheder ved at træffe

de nødvendige foranstaltninger for at gøre høresituationen så god som muligt.

Når man ser på altruisme er det relevant at inddrage, at flere af respondenterne nævner, at de ønsker

at hjælpe de andre i gruppen. Tove fortæller følgende:

Tove: Ja… ikke så meget… jeg er den, som er mest hørehandicappet, så jeg er den, der har

flest erfaringer med hjælpemidler, så der er grænser for, hvad de kan give mig … og jeg kan

heldigvis så hjælpe dem.

(Tove: 303-305)

Der er altså et ønske om aktivt at ville gøre noget for de andre i gruppen. Som regel sker dette ved

at dele ud af sine erfaringer om livet med en hørenedsættelse.

Overførsel handler om, at der indenfor gruppen opstår en følelse af gensidig afhængighed og

fortrolighed. Tove nævner, at hendes netværksgruppe, for hende, er en form for social tryghed.

98


Tove: Det er da en form for tryghed, at du behøver ikke at præsentere dig selv hver gang. De

ved, hvem du er. (I: Ja)… så du skal ikke som sagt starte forfra. Så det er da en form for

social tryghed, ikke…

(Tove: 378-380)

Maren fortæller, at det er rart, at de andre gruppemedlemmer ved præcis, hvordan de hver især har

det.

Maren ... Dels er det mere praktiske ting og jo, så taler vi også om det dér ’øv’, og vi kan da

godt tale om at man har været til en fest og ikke kunne høre en pind og at det var… ’åh ja’,

sidder de andre så og siger. De ved nøjagtig, hvordan man har det.

(Maren: 262-265)

Det er altså en tryghed, at man ikke behøver at starte forfra med at forklare sine vanskeligheder, når

man mødes med de andre gruppemedlemmer.

Julie nævner, at hun ville savne sin netværksgruppe, hvis den ikke eksisterede længere.

Julie: ... Altså, det er næsten lige før, at hvis du ikke kan være i en netværksgruppe, når du

ikke arbejder mere, at så ville jeg savne det… vi samles jo ikke sådan rigtig mange gange i

løbet af året … det er ikke sådan hver anden uge … men jo, jeg ville savne dem den dag, hvor

jeg ikke skulle i netværksgruppe mere. Det ville jeg.

(Julie: 238-241)

De handlingsmæssige faktorer er ventilering, virkelighedsafprøvning og interaktion.

Om ventilering fortæller Mie, at det er dejligt at få vendt ting med de andre i gruppen.

I: (...) hvad man kan bruge en netværksgruppe til

Mie: Jamen det skulle jo faktisk være sådan noget, som vi snakker om nu. Det der med,

hvordan det er… det der med at træde lidt ud af sin hverdag og så sætte sig ned og fokusere

lidt på, hvordan man egentlig har det og få vendt de der ting… hvad der så også godt kan

være lidt svært engang imellem… så kan man sidde… den der med at være sammen med

nogen, der har det ligesom en selv. Det synes jeg altid hjælper i en eller anden forstand.

(Fokusgruppe: 551-556)

99


Det er rart at få snakket med gruppen og at føle, at de lytter. Maren fremhæver, at hun ikke taler så

meget om sin hørenedsættelse til daglig, og derfor er det værdifuldt at få snakket, når man mødes

med netværksgruppen.

I: (...) hvad føler du, at du har fået ud af at være en del af en netværksgruppe

Maren: Jamen jeg har da fået nogle meget søde venner og… og kan læsse af på høre-området

til dem, fordi… jeg er meget påpasselig med ikke at tale for meget om min nedsatte hørelse.

(...) Jo, lige til mine allernærmeste, men ikke ude i det andet sociale netværk, fordi det synes

jeg ikke er… men det kan jeg i min netværksgruppe. Som jeg siger, behøver man ikke at sige

så meget.

(Maren: 273-281)

Netværksgruppen fungerer som en slags ventil, hvor det er accepteret, at man har fokus på og taler

om sin hørenedsættelse.

Peter fortæller, at han benytter sin netværksgruppe til at finde ud af, om der er ting, han kunne gøre

anderledes og bruger dermed sin gruppe til virkelighedsafprøvning.

Peter: ... Og så er det rart at få en chance for engang imellem at få vendt det her… jeg har

ikke tid til i det daglige at sidde og tænke over, hvordan jeg har det med mit hørehandicap og,

om der var noget, jeg kunne gøre bedre. Men gruppen giver sådan en lejlighed til at få det op

og vende, og om der er noget, man kan gøre anderledes…

(Fokusgruppe: 621-624)

Gitte fortæller om interaktion, at de i hendes gruppe godt kan berøre de vigtige ting.

Gitte: Men det var ikke noget vi sad og snakkede om længe, men altså vi kan godt berøre de

vigtige ting også, ikke.

(Gitte: 480-481)

Maren fremhæver, at når man har det samme handicap, så behøver man ikke at sige så meget, før

man forstår hinanden, og værdien ligger dermed i høj grad også i bare at være sammen.

100


I: (...) Taler I også nogle gange om de lidt sværere, følelsesmæssige ting, som jeg også har

spurgt ind til… for eksempel omkring ensomhed og at føle sig isoleret og dén slags

Maren: Nej, ikke så meget… fordi jeg tror godt, at vi alle sammen ved, hvordan det er. Vi

behøver ikke at sige ret meget … når man har det samme handicap, så behøver man ikke at

sige ret meget, før man forstår hinanden.

(Maren: 258-262)

Tove opsummerer i det store hele de forståelsesmæssige, følelsesmæssige og handlingsmæssige

faktorer kort og præcist i dette citat:

I: (...) Er det din opfattelse, at alle hørehæmmede ville kunne have glæde af at være en del af

en netværksgruppe

Tove: Ja, jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle kunne det. Dels er der det sociale, som jo er

vigtigt at komme ud og snakke med andre mennesker specielt for hørehandicappede, og her

kan de jo så gøre det meget frit, ikke. Og så er det godt at høre om andres erfaringer og du

kan spørge ind… i forhold til et møde eller med en foredragsholder… der får du måske nogle

mere almene betragtninger. Du kan gøre hørenedsættelsen meget jordnær og personrettet…

hvad der er af problemer, og, det tror jeg, er et vigtigt aspekt. Du får sat hoved og navn på

andre, der er hørehandicappede. Og ser, hvordan de tager… og kan lære af deres… og det

kan jeg da også selv lære af deres håndtering.

(Tove: 337-346)

For at tegne et nuanceret billede af konceptet omkring Høreforeningens netværksgrupper ønskede

jeg under mine interviews, som før nævnt, at belyse, hvorvidt respondenterne har haft nogle

negative oplevelser ved deltagelse i en netværksgruppe. Størstedelen af respondenterne kunne ikke

komme i tanke om nogle negative oplevelser. Kun Maj og Gitte nævnte konkrete eksempler på,

hvad der efter deres opfattelse har været negative oplevelser. Maj fortæller, at hun valgte at stoppe

med at deltage i sin første netværksgruppe, fordi to af medlemmerne fyldte mere end de andre i

gruppen.

Maj: (...) ... Men jeg vil sige, at den første gruppe… var måske for stor til at komme virkelig

ind… der var to, som snakkede mere end de andre, og der kan jeg godt mærke, at jeg træder

mere i baggrunden og konkurrerer ikke om at få opmærksomheden. Og så går man hjem og er

lidt irriteret over det…

101


I: Ja, så det var en negativ oplevelse

Maj: Ja.

I: Har du haft nogle andre negative oplevelser

Maj: Nej, det var hovedsagelig det…(...)

(Maj: 517-524)

Gitte nævner, at det var en negativ oplevelse, da en kvinde fra hendes første netværksgruppe valgte

at forlade denne efter første møde uden begrundelse herfor.

I: Har du haft nogle negative oplevelser med at være en del af en

netværksgruppe

Gitte: (...) det var sådan lidt ubehageligt, da der var en der pludselig … Vi startede op, og så

sidder man og fortæller om sig selv og så, egentlig uden og… Hun sagde det ikke her. Hun

skrev det. Og… "Jeg håber, at vi ses i høreverdenen", det var så… eller et eller andet. Det

kunne være på Castberggård eller andet. (...) Det når man siger det sådan, "nå okay altså".

(I: Ja) Det var ikke noget, jeg gik og tænkte længe over (...) Det var da sådan lidt underligt.

Hun kunne have sagt det, imens hun var her, at "det var ikke noget for mig", eller "I er" eller

… på en pæn måde, selvfølgelig, ikke… men alligevel, det at man bare får en skriftlig, det…

(Gitte: 497-505)

En af de ting, som flere af respondenterne nævner som en styrke ved Høreforeningens

netværksgrupper er, at de er definerede som et hørenetværk. I fokusgruppen var de enige om, at det

netop var derfor, at de søgte en netværksgruppe; for at kunne tale om høreproblemer og ikke fordi

de i almindelighed søgte et socialt netværk.

Ester: Men jeg vil så også sige, at grunden til, at jeg ville i en netværksgruppe var, at det var

defineret. At vi skulle tale om høreproblemer. Ellers ville jeg aldrig have søgt et netværk.

Mie: Det ville jeg heller ikke.

Peter: Det var også derfor, at jeg gjorde det. Det var ikke fordi, jeg havde jeg havde det der

sociale… det var det ikke.

(Fokusgruppe: 731-735)

På baggrund af, at Høreforeningens netværksgrupper er defineret som et forum, hvor man taler om

høremæssige problemstillinger fremhæver flere af respondenterne vigtigheden i, at fokus bliver

102


holdt på hørelsen, således at møderne ikke kommer til at handle om alt muligt andet. Mie fortæller i

fokusgruppen om, at hun oplever, at der i hendes netværksgruppe er alt for meget udenoms snak, og

at dette har udviklet sig til et irritationsmoment for hende.

Mie: ... Jeg kan godt mærke, at jeg næste gang, vi skal ses, bliver nødt til at sige, hvordan jeg

vil have det. Hvis de andre ikke synes det, så er det helt fint med mig. Så skal jeg nok finde ud

af noget selv… jeg gider ikke at høre på, at folk sidder og prøver at overbevise hinanden om

noget politisk. Det foregår i vennekredse… der synes jeg, at man skal holde fokus.

Peter: Så I snakker kun høreting Eller…I snakker mest høreting

Mie: Jamen altså, der er jo en grund til, at vi er samlet. Og det er selvfølgelig fint at høre,

hvordan det går i familien og sådan nogle ting. Det har jeg helt fint med. Det er jo naturligt at

interessere sig for personer, som man er sammen med. Men derfra og så til, at vi ligesom skal

være en middagsklub og snakke om alle mulige holdninger til ting og sager eller sidde og

små-score… det kan jeg slet ikke se…

Peter: Fordi det vedrører hverken jer selv eller jeres hørelse, hvis jeg sidder og snakker om

politik, vel

Mie: Nej. Så er det, at jeg tænker, hvorfor jeg er blevet sat sammen med de mennesker til dét

(...)

(Fokusgruppe: 565-578)

Julie nævner i tråd med Mies pointe, at det ville kunne få hende til at stoppe, hvis der blev snakket

politik.

Julie: Det kunne få mig til at stoppe, hvis… hvis jeg oplevede, at jeg ikke kunne komme til

orde. Hvis jeg blev latterliggjort. Hvis jeg ikke blev hørt … jeg tror også, at jeg ville finde det,

hvis der meget ensidigt blev lagt op til meget tunge, politiske

diskussioner… det er jeg ikke så meget indenfor…

I: Nej, omdrejningspunktet skal helst være på høre-problemstillinger…

Julie: Det synes jeg i høre-netværksgruppen. Hørelse og arbejde.

(Julie: 227-232)

Når jeg spurgte ind til, hvad de snakker om i deres netværksgruppe, nævner de fleste, at de

hovedsagligt taler om praktiske ting, men også kan berøre de personlige emner, hvis nogle har

behov for dette. Julie fortæller:

103


I: (...) Vil du prøve at nævne nogle eksempler på, hvad I snakker om, når I

mødes

Julie: (...) jeg vil sige, at det handler meget om den hverdag, som vi har. Det vil sige, om det

er arbejdet, vi står i, og hvad vi har mødt der… og… så fortæller vi, hvis vi har lagt mærke til

noget, vi har læst og hørt… vi fortæller hinanden, når vi kan se, at der er kurser og sådan

nogen og hører, om vi kan følges ad… og… når vi har… der er måske en i gruppen, der står

for at skulle have nye høreapparater, hvordan går det lige … og en har decideret haft sygdom

i øret, og er blevet opereret… hvordan er det lige gået og… hvad er fremtiden for hende og,

ja… så det er på… det er sådan, det er egentlig sådan meget praktisk … også personligt.

I: Kommer I nogensinde ned og også berører de der sådan mere følsomme emner, som vi har

talt om nu med for eksempel ensomhed

Julie: Ja, det synes jeg falder meget naturligt …

(Julie: 186-197)

Gitte fortæller ligeledes, at de godt kan berøre de alvorlige emner i hendes gruppe.

Gitte: ... Så kan vi også godt komme til de sådan lidt mere alvorlige sager, hvor vi går ind og

for eksempel prøver og tale om de ting, du har stillet spørgsmål om, ikke…

(Gitte: 443-445)

Under mine interviews kom det frem, at det er meget forskelligt, hvorvidt respondenterne opfatter

deres netværksgruppe som en del af deres sociale netværk. Julie fortæller, at hun anskuer

netværksgruppen som en del af hendes sociale netværk.

I: (...) så der er kommet nogle venskaber ud af den gruppe

Julie: Ja, det synes jeg.

I: Så vil du betegne din netværksgruppe som værende en del af dit sociale netværk

Julie: Ja. Det vil jeg.

(Julie: 235-238)

Tove definerer netværksgruppen som et hørenetværk.

I: (...) Men opfatter du din netværksgruppe som en del af dit sociale netværk

104


Tove: Både og… det er et hørenetværk, lad mig sige det på den måde…

(Tove: 381-382)

Maren benytter heller ikke sin gruppe som socialt netværk.

I: Kan man benytte sin netværksgruppe som socialt netværk

Maren: Det kan man da godt…

I: Gør du det

Maren: Nej. Ikke på den måde… vi er sammen til netværksmøderne, og det er dét.

(Maren: 331-334)

Det var ikke alle respondenterne, som havde været en del af deres nuværende netværksgruppe

længe nok til, at jeg kunne stille dem spørgsmålet om, hvorvidt de anskuer gruppen som en del af

deres sociale netværk.

Jeg stillede respondenterne spørgsmålet om, hvorvidt en netværksgruppe efter deres opfattelse vil

være et godt redskab til at bekæmpe eller holde en følelse af ensomhed og isolation nede.

Alle respondenter er enige om, at dette er tilfældet. Louise forklarer det således:

I: (...) Mener du, at det at deltage i en netværksgruppe vil være et godt redskab til at bekæmpe

ensomhed og isolation.

Louise: Ja. Det ville det være. Fordi man får jo både et netværk og så får man også en

mulighed for at få talt om nogle af de ting, der måske er årsag til, at man er ensom og

isoleret.

(Louise: 239-243)

Ligeledes er respondenterne stort set enige, når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt alle personer

med en hørenedsættelse ville have gavn af at være en del af en netværksgruppe. Julies svar lyder

således:

I: (...) Tror du, at alle mennesker, som lever med en hørenedsættelse ville have gavn af at

være en del af en netværksgruppe

Julie: Ja, det tror jeg. For ikke at sige, at det er jeg overbevist om. Om det så

105


skal… ja… og det vil sige, at mens du er erhvervsaktiv, så er der måske nogen, der kan knytte

an til det, og når du bliver pensionist, så er der måske nogen, som kan knytte an til dét. Hvor

det måske mere bliver et interessefællesskab end den fællesnævner, at man er erhvervsaktive,

der sådan er det samlende punkt, ikke. Men… ja, det tror jeg, at de fleste ville have gavn af.

(Julie: 242-248)

Louise er enig i, at de fleste ville have gavn af en netværksgruppe.

I: Tror du, at alle personer, som har en hørenedsættelse, ville have glæde af at være med i en

netværksgruppe

Louise: Jamen det er lige før, at jeg ville sige ja. Det er jo svært at sige, men det tror jeg

faktisk. For selvom folk synes, at de lever fint med deres hørenedsættelse, så tror jeg, at man

engang imellem har brug for at få vendt nogle af de her ting … så hvis ikke alle, så i hvert

fald næsten alle … fordi det er jo… det betyder rigtig meget i forhold til at begå sig socialt, at

man ikke kan høre, og derfor er der bare nogle ting, man har brug for at få talt om med nogle

andre.

(Louise: 230-236)

Maj mener ikke, at alle personer med en hørenedsættelse ville have gavn af en netværksgruppe.

Hun begrunder det på følgende måde:

Maj: Nej. Min veninde fra arbejdet, som jeg fortalte dig om… hendes høretab er medfødt, og

hun hører dårligere end jeg gør, men nogle af de hjælpemidler, hun har, kan hun høre bedre,

end jeg gør. Hun har aldrig været med i en netværksgruppe, men hun har en flok veninder,

som alle hører dårligt… jeg kan ikke huske, hvordan hun har lært dem at kende… de mødes

engang imellem. Men hun har ikke behov for det… jeg har også snakket med hende om hendes

rejse og det hele, men jeg tror, at ja… hun har bare ikke haft behov for det. Så jeg tror, at der

er flere som hende.

(Maj: 493-399)

Fælles for alle respondenterne er, at de føler, at de har fået et personligt udbytte af at deltage i

Høreforeningens netværksgrupper. Dog varierer det, hvor stort dette udbytte er. Julie forklarer, at

deltagelsen ikke har revolutioneret noget for hende, men at det er godt.

106


I: (...) Hvordan tror du, at du ville have haft det i dag, hvis du ikke havde været med i en

netværksgruppe

Julie: (PAUSE) Jeg tror ikke, at der ville være så meget forandret. (PAUSE) Udover kan man

sige, at… at mit samlede bagland ville være en lille smule mindre (I: Ja), altså… det er jo ikke

sådan, at det fuldstændig har revolutioneret … min arbejdstilværelse eller min personlige

tilværelse at komme i en netværksgruppe. Det har en betydning. Det er godt.

(Julie: 253-258)

Tove fortæller, at hun nødigt ville have undværet netværksgruppen.

I: (...) Hvordan tror du, at du ville have haft det i dag, hvis du ikke havde været en del af en

netværksgruppe

Tove: Uhh, det er svært, ikke … fordi så meget fylder det jo heller ikke. Men jeg er rigtig glad

for at have lært nogle at kende på den måde og have sådan en lille gruppe … så jeg ville

nødig have undværet det.

(Tove: 389-393)

Louise fortæller, at deltagelse i en netværksgruppe har hjulpet hende i en udviklende sammenhæng.

I: (...) Hvordan tror du, at du ville have haft det i dag, hvis du ikke havde været en del af

nogen netværksgrupper

Louise: Jeg frygter da, at jeg ikke ville være kommet ligeså langt i min kamp… det tror jeg

ikke, at jeg var, for det har betydet rigtig meget, at jeg har mødt dem og, at vi har haft nogle

gode snakke… så… hvad var det, du spurgte om (GRINER)

(...)

Louise: (...) Jeg ville have været knapt så langt, helt bestemt. Ja. Jeg ville stadigvæk være

usikker i nogle situationer, hvor jeg nu måske har meget nemmere ved bare at sige til folk ’jeg

kan ikke høre, hvad du siger’ eller ’gider du gentage’ mange gange. Og det har da været

fordi, vi har snakket om de her ting, om hvor vigtigt det er, at man gør sine omgivelser

opmærksomme på det. Så jo, jeg ville have været meget meget kortere på denne her vej.

(Louise: 253-263)

Louise mener altså ikke, at hun ville have nået ligeså langt, hvis hun ikke havde været en del af en

netværksgruppe.

107


Peter fortæller, at deltagelse i netværksgruppen har gjort ham mere modig.

Peter: Det kunne min sagtens have gjort, hvis den var kommet ind tidligere i mit liv. Men jeg

tror, at jeg var på plads på det punkt, da jeg startede… det er derfor, at jeg tror, at det er

meget forskelligt, hvad man kan bruge en netværksgruppe til. Jeg tror ikke så meget… jo, der

er nogle ting, man bliver mere afklaret omkring, når man får sagt dem mange gange. Jo, jeg

tror alligevel, at jeg er blevet lidt mere modig… den er én af mange kilder til, at man tør

springe ud og få nogle nederlag… og prøve noget nyt.

(Fokusgruppe: 760-765)

Mie er af den opfattelse, at deltagelse i en netværksgruppe har hjulpet hende til at acceptere, at der

er nogle ting, som hun er nødt til at tage hensyn til.

Mie: Jeg tror, at jeg er blevet bedre til at erkende, at jeg rent faktisk er handicappet… hvis

man kan kalde det dét… eller… jeg kan ikke holde ud at være ’hæmmet’, så ’hørehæmmet’ det

holder ikke for mig. Så vil jeg altså hellere være ’handicappet’, hvis jeg skal vælge… men jeg

tror, at jeg er blevet bedre til at indse, at der rent faktisk er noget, jeg skal tage hensyn til…

for det ville jeg jo egentlig helst ikke… fordi ’nu kører vi bare, vi er her kun en gang, og der

skal ske noget’… men jeg er faktisk nødt til at tage hensyn til det. Og det tror jeg, at gruppen

har været med til.

(Fokusgruppe: 766-771)

Afslutningsvis ønsker jeg at inddrage Peter, som nævner, at Høreforeningens netværksgrupper

under de rette forudsætninger ville kunne benyttes som bidrag til behandling af personer med en

hørenedsættelse. Mie er enig med ham omkring dette.

Peter: Kunne det ikke være et bidrag

Mie: Det ville ikke kunne stå alene…

Peter: Nej, nej det er klart, men det kunne være et bidrag…

Mie: Ja, det er da rigtigt nok. Det er altid vigtigt at møde nogle, som har det ligesom en selv.

(Fokusgruppe 683-686)

Senere uddyber han:

108


Peter: Det tror jeg altså også. Du har ret, det ville aldrig blive en kur, men som et bidrag…

som noget, der kan sætte noget i gang, og vise folk, at man altså godt kan fungere, selvom

man hører ad pommern til. Og at der er måder at gøre det på… ja, man får nogle tæv af det,

men man kan godt overleve alligevel. Og det er bedre end at sidde for sig selv, ikke Det kan

være inspirerende… men det kommer selvfølgelig an på, hvad det er for en netværksgruppe…

hvis de alle sammen har de samme problemer og alle sammen er isolerede og ensomme så…

(Fokusgruppe: 697-703)

5.5.1 Analyse af netværksgrupper/gruppeterapi/selvhjælpsgrupper

I følge Montano & Spitzer (2009) er gruppeterapiformen en effektiv form for terapi. Forfatterne

understreger blandt andet, at grupperehabilitering er kraftfuld frem for svag og aktiv frem for

passiv.

Som nævnt ovenfor har jeg taget udgangspunkt i, hvad respondenterne har fortalt om deres

netværksgrupper og sammenholdt disse udtalelser med Corsini & Rosenbergs (1955) kategorisering

af de væsentligste processer, som finder sted under gruppeterapi. Jeg ønskede at drage denne

sammenligning for at fastslå, om de samme væsentlige processer finder sted i Høreforeningens

netværksgrupper til trods for, at disse på flere punkter adskiller sig fra traditionel gruppeterapi.

Herudover giver denne sammenligning et billede af, hvad man kan bruge en netværksgruppe til.

Gennemgangen af respondenternes citater viser, at netværksgrupper for personer med

hørenedsættelse indeholder de samme væsentlige processer, som gør sig gældende i traditionelle

selvhjælpsgrupper. Dermed kan netværksgrupperne i teorien siges at være et effektivt

rehabiliteringsværktøj. I tillæg hertil skal inddrages de faktorer som gør, at Høreforeningens

netværksgrupper skiller sig ud fra traditionel gruppeterapi. Disse faktorer, som for eksempel den

grundige sammensætning af grupperne, og at netværksgrupperne ikke har en tidshorisont,

forstærker efter min mening fordelene for deres medlemmer.

For at kunne vurdere den enkeltes udbytte af deltagelse i en netværksgruppe er det nødvendigt at

supplere kategorierne for de væsentligste processer med en mere beskrivende definition af den

enkeltes adfærd i gruppen. Det vil jeg derfor gøre herunder.

Under mine interviews blev der kun beskrevet meget få eksempler på negative oplevelser med at

være en del af Høreforeningens netværksgrupper. Hertil er det værd at nævne, at det er meget

individuelt, hvad respondenterne opfatter som negativt. Maj fortæller, at hun opfatter det som en

negativ oplevelse, at det var svært at komme ind i den første gruppe, da to af medlemmerne fyldte

109


meget. Louise var en del af den samme gruppe, og fortæller om de samme to medlemmer, og

hvordan de to var blevet veninder (Louise 175-178). Hun betegner dog ikke dette som en negativ

oplevelse på samme måde, som Maj gør. I dette konkrete eksempel er det altså meget

personafhængigt, hvorvidt oplevelsen opfattes decideret negativ eller ej.

Flere af respondenterne nævner, at de valgte at søge en netværksgruppe, fordi

netværksgruppekonceptet var defineret som hørenetværk. Det er mit indtryk, at respondenterne ikke

"blot" ønskede at møde andre mennesker, og derfor søgte en gruppe, men at deres ønske var

specifikt at møde andre med en hørenedsættelse. En af Høreforeningens netværksgruppers styrke er,

at de er definerede. Mine interviews har dog også vist, at denne styrke kan blive deres svaghed, idet

grupperne nemt kan rykke sig væk fra det høremæssige fokus, når snakken går. Både Louise og Maj

fortæller om deres forhenværende gruppe, som efter deres opfattelse blev lidt for venskabelige, og

hvor fokus ikke lå på høreproblemstillinger i så høj grad, som de ønskede det. Mie fortæller om sin

eksisterende gruppe, hvor samme scenarie efter hendes opfattelse udspiller sig. I følge min

undersøgelse tyder det på, at det er et vigtigt faktum for den enkelte gruppes eksistens, at fokus

holdes på hovedsagligt at omhandle hørerelaterede emner. Dette bliver yderligere tydeliggjort af det

faktum at kun få af respondenterne opfatter deres netværksgruppe som en del af deres sociale

netværk; for dem er deres netværksgruppe et forum bestående af ligestillede, hvor de kan tale om

hørerelaterede problemstillinger og ikke en gruppe bestående af venner.

Det er generelt for respondenternes netværksgrupper, at de mest taler om praktiske ting, men at der

også er plads til at tage fat på mere personlige emner, hvis der er behov for dette. Som nævnt i

teoriafsnittet, fremhæver Montano & Spitzer (2009), at en svaghed ved gruppeterapi som fokuserer

på audiologisk rehabilitering er, at de ofte kommer til at handle om teknologi og ikke så meget på

psykosocial rehabilitering. Det er mit indtryk, at denne risiko nedsættes i Høreforeningens

Netværksgrupper, idet de netop ikke har en tidsramme. På denne måde kan gruppemedlemmerne

komme til at lære hinanden godt at kende, og dermed under de rette forudsætninger også komme til

at kunne tale om sværere, personlige emner som er knyttet til deres nedsatte hørelse.

Med undtagelse af Maj er det generelt for respondenterne, at de mener, at alle personer, som har en

hørenedsættelse, ville have gavn af en netværksgruppe. Samtidig mener de alle, at deltagelse i en

netværksgruppe vil være et godt redskab til at mindske og/eller bekæmpe en følelse af kronisk

110


ensomhed og isolation. Som Louise nævner, får man via en netværksgruppe både et netværk og

muligheden for at tale med de andre gruppemedlemmer om disse emner. Dette er naturligvis et

vurderingsspørgsmål, idet ingen af respondenterne selv oplever en kronisk følelse af ensomhed og

social isolation.

Peter nævner blandt andet, at netværksgrupper kan indgå som et bidrag i den mere overordnede

rehabilitering af personer med nedsat hørelse. En lignende pointe omkring terapigrupper bliver

fremhævet af Montano & Spitzer (2009).

Der tegner sig i store træk det samme billede i min undersøgelse, som der gjorde i undersøgelsen af

Rådgivende Sociologer (2009); at deltagerne i Høreforeningens netværksgrupper kan hjælpe

hinanden med de mere praktiske aspekter af lyd- og høreproblemer, og at de herudover får et

personligt udbytte af at deltage. De møder ligestillede og oplever, at der opstår en fortrolighed i

gruppen, hvor de dermed også kan tale om sværere emner.

111


6. Diskussion

Jeg påbegyndte min undersøgelse med en række hypoteser omkring deltagelse i Høreforeningens

netværksgrupper og følelsen af ensomhed og isolation hos personer med en hørenedsættelse i den

erhvervsaktive alder. Dermed havde jeg gjort mig nogle overvejelser om, hvilke svar jeg kunne

forvente i min undersøgelse, men da min metode var induktiv, var det ikke min hensigt at få bevist

en forudindtaget konklusion.

I min undersøgelse ønskede jeg blandt andet at søge svar på, om personer i den erhvervsaktive

alder, som lever med en hørenedsættelse oplever en følelse af ensomhed og social isolation, og

hvordan denne følelse kommer til udtryk. Resultaterne viste, at dette hos nogle respondenter var

tilfældet, men at følelsen ikke er kronisk. Derimod opstår den forbigående og ofte under sociale

sammenhænge. Det virker paradoksalt, at følelsen af ensomhed og isolation opstår, når man er

omgivet af mange mennesker og ikke, når man er alene. Dette understreger, at den afgørende

konsekvens af en hørenedsættelse er, at man rammes på sin evne til at kommunikere. En evne, som

man ikke i særlig høj grad har behov for, når man er alene, men som man i høj grad er afhængig af,

når man er i selskab med andre. I disse sociale situationer kommer funktionsnedsættelsen i sandhed

til udtryk og kan medføre psykosociale konsekvenser. Respondenternes oplevelse var, at de

psykosociale konsekvenser opstod under sociale sammenhænge på baggrund af deres nedsatte

hørelse. Dette kan hænge sammen med, at fokuspunktet for interviewet netop var deres

hørenedsættelse. Det er sandsynligt, at de også oplever forbigående ensomhed og isolation på andre

vilkår, men at dette ikke kom frem under interviewet.

Dermed oplevede ingen respondenterne på tidspunktet for interview en kronisk følelse af ensomhed

og/eller isolation. I denne forbindelse er det relevant at inddrage Louise (186-191), der fortæller, at

hun på et tidligere tidspunkt i sit liv, inden hun startede i en netværksgruppe, oplevede en følelse af

blandt andet ensomhed. Dengang var hun ikke nået så langt i sin accept af sit høretab. Det er fælles

for alle respondenterne i min undersøgelse, at de er erfarne brugere af Høreforeningens

netværksgrupper, idet et af mine inklusionskriterier var, at de skulle have deltaget i en

netværksgruppe i minimum to år. Man kan diskutere, om grunden til, at de ikke oplever en følelse

af ensomhed og isolation netop er på grund af, at de er langt i deres erkendelsesproces og har været

en del af en netværksgruppe længe. Billedet havde måske været helt anderledes, hvis jeg havde

interviewet dem, inden de startede i netværksgruppen.

112


En anden faktor, som kan spille ind i denne forbindelse er, at samtlige respondenter i de

individuelle interviews udtrykte tilfredshed med deres sociale liv. Louise beskrev, at nogle

mennesker måske vil betegne hendes omgangskreds som "lille", men at hun selv betegner den som

"tilpas" (Louise: 40-44). Når man er tilfreds med kvaliteten af sit sociale liv og de menneskelige

relationer, som man omgiver sig med, er sansynligheden for at føle sig ensom og isoleret mindre.

Blandt respondenterne i min undersøgelse var det kun Maren, som vurderede, at hendes

hørenedsættelse har en negativ effekt på hendes livskvalitet. Julie fremhævede, at den kun har en

delvis effekt. De resterende respondenter gav ikke udtryk for, at hørenedsættelsen var en faktor, der

påvirker systemet for livskvalitet. Dette kan virke paradoksalt, idet et punkt, som alle

respondenterne fremhæver er, at livskvalitet blandt andet er at være sammen med andre mennesker.

Dette sociale aspekt bliver netop påvirket, idet følelsen af forbigående ensomhed og isolation opstår

her. Dette kunne tyde på, at den forbigående følelse er mærkbar og noget, som respondenterne

lægger mærke til, men den er ikke for alles vedkommende kraftig nok til, at systemet for

livskvalitet påvirkes heraf.

Under mine interviews kom det frem, at nogle af respondenterne fravælger deltagelse i større

sociale sammenhænge som for eksempel store familie- og firmafester. Peter fortæller, at han på sit

arbejde fravælger at spise frokost med sine kolleger. Disse fravalg kan betegnes som en

copingstrategi. Foruden Peters fravalg omkring frokost, er det ikke mit indtryk, at dette er en

strategi, som respondenterne benytter konsekvent. For eksempel beskriver Maj, at hun indtil videre

kun overvejer at melde afbud til firmafesten. En anden copingstrategi, som respondenterne benytter

sig af er, at de trækker sig tilbage under sociale sammenhænge med følelser af ensomhed og

isolation som konsekvens heraf. Omgivelserne kan siges at bære en del af ansvaret for dette, men

herudover ligger en del af ansvaret også hos respondenterne selv; tog de i større grad ansvar for

kommunikationen og benyttede sig af copingstrategien at kontrollere den sociale scene, ville de

muligvis ikke føle sig ensomme og isolerede i disse situationer. For at de skal kunne ændre deres

brug af copingstrategier, har de muligvis behov for at blive vejledt i forhold til, hvordan de coper på

mest hensigtsmæssig vis.

Da ingen af respondenterne oplevede en kronisk følelse af ensomhed og/eller isolation, blev svaret

på, hvordan en netværksgruppe vil kunne afhjælpe disse følelser et vurderingsspørgsmål. Dog var

113


det respondenternes klare vurdering, at en netværksgruppe ville være et nyttigt redskab til dette

formål. Et aspekt, som efter min opfattelse understreger, at Høreforeningens netværksgrupper

generelt er et godt indslag i livet hos personer med en hørenedsættelse, er, at alle respondenterne på

nær Ester stadig er en del af en netværksgruppe. I Maj og Louises tilfælde er dette ikke den samme

gruppe, som de oprindelig var en del af. De har begge søgt en ny, efter den første gik i opløsning.

Dette vidner om, at på trods af negative oplevelser, som de var i Majs tilfælde, eksisterer der stadig

et ønske om at indgå i en netværksgruppe. Dette indikerer, at udbyttet af deltagelse må opveje de

negative oplevelser. Ester nævner, at hendes gruppe gik i opløsning på grund af personlige faktorer

hos et af medlemmerne, men at de efterfølgende har talt om at genoplive gruppen (Fokusgruppe:

635-644). Hun har ligeledes stadig et ønske om at være en del af en netværksgruppe.

Som kritikpunk af netværksgrupper kan nævnes, at de måske kan tænkes at blive et forum, hvor

man blot sidder og anderkender hinandens vanskeligheder i stedet for at snakke om, hvordan man

arbejder med disse. Det er dog ikke mit indtryk, at respondenternes grupper fungerer sådan.

Tværtimod er mit indtryk, at de er en del af nogle konstruktive grupper, hvor man kan hjælpe

hinanden i en udviklende retning. Som jeg nævnte tidligere, fremhæver Montano & Spitzer (2009),

at fokus i terapigrupper for personer med nedsat hørelse kan komme til at dreje sig om tekniske

spørgsmål på bekostning af fokus på psykosociale problemstillinger. Det er min opfattelse, at man

kommer dette til livs i Høreforeningens netværksgrupper, idet de ikke er aktive indenfor en

begrænset tidsramme. Dermed er der under de rette forudsætninger tid nok til at nå rundt om både

teknologiske og psykosociale spørgsmål. Hvorvidt det var en kronisk følelse af ensomhed og

isolation, som fik respondenterne til at søge en netværksgruppe, er svært at vurdere ud fra deres

svar. Kun Louise fortæller, som før nævnt, at hun oplevede en følelse af ensomhed, inden hun

startede i en gruppe. Det er en mulighed, at de øvrige respondenter ligeledes har haft disse følelser

og i mellemtiden har fortrængt dem.

6.1 Evaluering af undersøgelsen

Hypoteserne udsprang af min forforståelse, som er baseret på min teoretiske forhåndsviden om for

eksempel coping. Herudover er min forforståelse baseret på den litteratur, som jeg læste, da jeg

påbegyndte min søgning efter et emne for dette speciale. Jeg blev i litteraturen præsenteret for et

faktum om, at personer med en hørenedsættelse er i risiko for at opleve en følelse af kronisk

ensomhed og social isolation. Jeg har dog været opmærksom på ikke at lade mig farve af denne

viden, og min hensigt har været at opnå et virkelighedsnært billede som resultat af min

114


undersøgelse. Jeg valgte et interviewdesign, indsamlede empiri og valgte derefter de teoretiske

temaer på baggrund af min kategorisering af empirien. Således lod jeg empirien tale og undgik at

tilpasse den til teorien. Jeg kan dog ikke sige mig helt fri for min forforståelse samt for, at jeg

ubevidst har ladet mig påvirke af denne under udarbejdelsen af specialet. For at synliggøre mit

arbejde og dermed højne validiteten af undersøgelsen har jeg vedlagt alle interviews og kodninger.

Jeg opsøgte deltagerne til undersøgelsen via mail, hvilket jeg opfatter som en forholdsvis

uforpligtende kommunikationsform; man godt kan undlade at svare på en mailforespørgsel fra en

fremmed, hvis man ikke synes, at den er af relevans. Således består deltagergruppen af

respondenter, som har overskud og lyst til både at svare mig og til at deltage i undersøgelsen. Jeg

opfatter derfor respondenterne som forholdsvis ressourcestærke personer, som havde et ønske om at

fortælle deres historier. Herudover vidner det faktum, at de takkede "ja" til at deltage i

undersøgelsen om, at de er forholdsvis sociale personer, som ikke stod tilbage for at mødes med

mig.

Den samlede deltagergruppe bestod af ialt ni respondenter, hvilket er rigeligt, når undersøgelsen

danner grundlag for et speciale. Der er ikke en stor aldersmæssig spredning iblandt respondenterne.

Den yngste var 27 år gammel 18 . Af hensyn til opgavens omfang og det faktum, at jeg udarbejder

projektet alene, valgte jeg ikke at søge efter flere, yngre respondenter, selvom dette kunne have

givet en bredere ramme for undersøgelsen.

Det er min opfattelse, at deltagergruppen indeholder en alsidighed, som kan give et bredt billede af

emnet, idet oplevelsen af psykosociale konsekvenser og bevæggrunde for deltagelse i en

netværksgruppe i høj grad er subjektiv og ikke nødvendigvis aldersbetinget. Derfor mener jeg, at

respondenterne var velegnede til at danne grundlag for en besvarelse af min problemformulering.

Jeg valgte en kvalitativ undersøgelsesform. Skulle man sige noget mere generelt om gruppen og

benytte resultaterne på en mere kvantitav vis, havde det været nødvendigt med en større

deltagergruppe. Til min undersøgelse mener jeg dog, at det kvalitative interviewdesign var en

velegnet metode, idet jeg ønskede at opnå en forståelse af dele af mine respondenters livssituation

og deres oplevelser heraf. Det er min opfattelse, at man på bedste vis opnår dette ved en gengivelse

af respondenternes egene perspektiver.

18 Se oversigt over respondenterne i Figur 1.

115


Jeg valgte som bekendt at supplere mine individuelle interviews med et fokusgruppeinterview. Jeg

mener, at denne metode var velvalgt, idet fokusgruppen gav mulighed for en mere dybdegående

snak mellem respondenterne, hvor jeg blot optrådte på sidelinjen. Fokusgruppeinterviewet var

effektivt, idet det understøttede og nuancerede de pointer, som kom frem under de individuelle

interviews.

For at sikre, at jeg opnåede deres umiddelbare svar, valgte jeg ikke at præsentere respondenterne for

mine spørgsmål på forhånd. Dette har dog både sine fordele og ulemper; til forskel fra en

velovervejet respons, som respondenterne muligvis troede, at jeg ønskede at høre, ønskede jeg at

svarene i mine interviews skulle være så umiddelbare og ægte som muligt. Men at spørgsmålene

var ukendte kan på den anden side også medføre, at de bliver korte og unuancerede. En løsning på

dette kunne være at foretage flere uddybende interviews af respondenterne, hvilket af tidsmæssige

årsager dog ikke var en mulighed for mig.

Herudover kunne det have været en mulighed at præsentere respondenterne for en definition af

henholdsvis ensomhed og social isolation forud for interview. Der er nemlig flere eksempler på, at

respondenterne nævner, at det er vanskeligt at skelne imellem de to fænomener.

Min undersøgelse bidrager med en vis mængde forståelse for, hvorvidt respondenterne oplever en

følelse af ensomhed og/eller isolation samt en forståelse for, hvad man kan få ud af at deltage i en

netværksgruppe. Men der er stadig behov for flere og mere dybdegående både kvalitative og

kvantitative studier af de psykosociale konsekvenser hos personer med en hørenedsættelse, som

befinder sig på et tidligere stadie i deres forløb, og som ikke endnu er en del af en netværksgruppe. I

indeværende undersøgelse koncentrerede jeg mig kun om fænomenerne ensomhed og isolation,

men det kunne være interessant også at se på andre konsekvenser, som for eksempel angst og stress,

og, om de ligeledes opstår hos personer med en hørenedsættelse, når de er omgivet af mange

mennesker i sociale sammenhænge.

I undersøgelser af enhver art eksisterer der altid et bias, som omhandler, hvorvidt respondenterne

svarer ærligt. I dette konkrete tilfælde kan det være, at respondenterne ikke ønsker at erkende eller

fortælle, at de føler sig ensomme og/eller isolerede, fordi dette er for smertelig en følelse. Måske

har de fortrængt følelsen, eller måske ønsker de ikke at fortælle så personlige ting til en interviewer,

116


som de lige har mødt. Dette kunne man muligvis også komme til livs ved at interviewe dem af flere

omgange, inden de starter i en netværksgruppe.

Selvom det kan være svært at drage generelle konklusioner på baggrund af en kvalitativ

interviewundersøgelse med et begrænset antal deltagere, synes jeg, at resultaterne af denne giver et

indblik i respondenternes virkelighed, som bidrager med nyttig viden omkring psykosociale

konsekvenser blandt personer i den erhvervsaktive alder, som lever med en hørenedsættelse og

herudover deres deltagelse i Høreforeningens netværksgrupper.

117


7. Konklusion

Med dette speciale ønskede jeg at undersøge, hvorledes kronisk ensomhed og social isolation

kommer til ydtryk hos personer i den erhvervsaktive alder, som lever med en hørenedsættelse samt,

hvordan deltagelse i Høreforeningens netværksgrupper kan benyttes som redskab til at afhjælpe

følelsen, såfremt den er til stede.

Det er ikke muligt ud fra min undersøgelse at konkludere, at personer i den erhvervsaktive alder

som lever med en hørenedsættelse oplever en kronisk følelse af ensomhed og/eller isolation og

dermed ej heller, hvordan følelsen kommer til udtryk. Derimod viste det sig i indeværende

undersøgelse, at når følelsen opstår, så er den forbigående og under sociale sammenhænge.

Ud fra dette resultat er det ikke muligt at nå frem til en endegyldig konklusion om, hvordan

deltagelse i Høreforeningens netværksgrupper kan benyttes til at afhjælpe en følelse af kronisk

ensomhed og social isolation. Dog vurderer respondenterne i min udersøgelse, at grupperne ville

være et effektivt redskab til formålet. De fortæller alle, at de kan snakke om følelsesmæssige emner

i deres grupper. Herudover beskriver alle respondenterne, at de har fået et personligt udbytte af at

deltage i en netværksgruppe. Udbyttet spænder fra, at en netværksgruppe er en god oplevelse, som

man ikke vil være foruden til, at den har bidraget i en udviklende sammenhæng. Selvom graden er

individuel, vurderer ingen af respondenterne, at de ikke har opnået personlig gevinst ved deltagelse.

Generelt er det muligt ud fra respondenternes beretninger at konkludere, at deltagelse i en

netværksgruppe for personer med en hørenedsættelse er et nyttigt og hjælpsomt indslag i denne

gruppe menneskers liv. Denne konklusion baserer jeg på de værdier omkring netværksgrupper, som

er blevet fremhævet under mine interviews; man kan mødes med ligestillede, man kan få talt om

høremæssige problemstillinger, og man også kan tale om de mere følelsesmæssige emner. Hertil

kommer, at man har mulighed for at benytte sin netværksgruppe som socialt netværk, hvis man

ønsker dette. De negative faktorer er små, og man vil til enhver tid kunne stoppe med at deltage i

gruppen eller eventuelt søge en ny.

Herudover viser det faktum, at alle respondenterne stadig efter minimum to års deltagelse i deres

netværksgrupper har et behov for disse, dels, at personer med en hørenedsættelse har et behov for at

deltage i et forum blandt ligestillede, og herudover at Høreforeningens netværksgrupper er en

velegnet mulighed for dette.

118


Resultaterne af min undersøgelse indikerer, at personer med en hørenedsættelse har behov for i

højere grad at blive bekendt med og øve sig i copingstrategier, som kan benyttes, når de befinder sig

i sociale sammenhænge således, at følelsen af ensomhed og isolation, som opstår i disse situationer,

kan afhjælpes.

Da jeg indledte mit projekt, var det mit ønske at de mennesker, som lever med en hørenedsættelse

ville kunne læse dette speciale og blive inspirererede til at søge støtte hos andre, som ligeledes

oplever høremæssige problemstillinger. Da det har vist sig, at Høreforeningens netværksgrupper er

et godt redskab, er dette ønske stadig gældende. Herudover vil jeg opfordre til, at fagpersoner, som

optræder i rehabiliteringen af personer med en hørenedsættelse fortsat, og måske endda i højere

grad vil henvise til Høreforeningens netværksgrupper, når de fornemmer, at de sidder overfor et

menneske, som ville have glæde af dette. Der findes muligvis tilmed fagpersoner, som aldrig

informerer om tilbuddet om netværksgrupper for personer med hørenedsættelse. Det er naturligvis

min overbevisning, at de bør ændre strategi til at lade Høreforeningens netværksgrupper indgå som

en del af rehabiliteringen, når det er relevant.

119


8. Abstract

Alone in a hearing world - A qualitative study of chronic loneliness and social isolation

among hearing impaired people in the working age population. Including how participation

in network groups offered by The Danish Association of the Hard of Hearing can remediate

these feelings.

The objective of this thesis is to investigate how hearing impaired people in the working-age

population (18-65 yrs) experience feelings of loneliness and social isolation. In addition to this, the

study seeks to investigate how participation in network groups for hearing impaired people can

have a remediating function on these psychosocial factors.

A qualitative method comprising individual interviews and a subsequent focus group interview was

used as the design of the study. The individual interviews included six Danish respondents in the

working age. The focus group included three Danish respondents in the working age. All

respondents had participated in a network group for at least two years.

Based on the interviews the report focuses on the following six domains: loneliness, isolation,

quality of life, coping, network groups and social settings.

In spite of individual differences, the report concludes that working-age people with hearing

impairment do not experience feelings of chronic loneliness and social isolation. Loneliness and

isolation are time-limited feelings occurring when the respondents are in social settings. Several of

the respondents cope with these situations by withdrawing from the conversation or leaving the

social setting.

All of the respondents are satisfied with their participation in a network group, reporting only a very

few negative experiences with participation. Furthermore, they all assess network groups for

hearing impaired people to be a good opportunity in remediating feelings of loneliness and social

isolation.

Based on the results of the study it is concluded that hearing impaired people are to be guided in

opportunities concerning coping strategies, so that they are better prepared to avoid feelings of

loneliness and isolation in social settings. Furthermore, I suggest that Danish hearing therapists still

and perhaps in an increased manner inform clients regarding the opportunity to participate in a

network group for hearing impaired people. If they never inform about the network groups, it is

suggested that they begin doing so.

120


9. Litteratur

Andersson, G., & Willebrand, M. (2003): What is coping A critical review of the construct and its

application in audiology. International Journal of Audiology, 42(Supplement), 97–

103.

Arlinger, S. (2003): Negative consequences of uncorrected hearing loss - a review. International

Journal of Audiology, 42 (s2), 17–20.

Blazun, H., Saranto, K., & Rissanen, S. (2012): Impact of computer training courses on reduction of

loneliness of older people in Finland and Slovenia. Computers in Human Behavior,

28(4), 1202–1212.

Brüel, S., Nielsen, N. Å., & Plon, L. (1993): Fremmedordbog. Copenhagen: Gyldendal.

Cacioppo, J. T., Hawkley, L. C., Norman, G. J., & Berntson, G. G. (2011): Social isolation. Annals

of the New York Academy of Sciences, 1231(1), 17–22.

Cacioppo, J. T., & Patrick, W. (2008): Loneliness: human nature and the need for social

connection. New York: W.W. Norton & Co.

Clausen, T. (2003): Når hørelsen svigter : Om konsekvenserne af hørenedsættelse i arbejdslivet,

uddannelsessystemet og for den personlige velfærd. København:

Socialforskningsinstituttet.

Corsini R.J., & Rosenberg B. (1955): Mechanisms of group psychotherapy: processes and

dynamics. Journal of abnormal psychology, 51(3), 406–11.

Collin, F. (2003): Socialkonstruktivisme i Humaniora. I: Køppe, S., & Collin, F.: Humanistisk

videnskabsteori. Søborg: DR Multimedie.

121


Czernik, A. & Steinmeyer, E. (1974): Zur Frage des Einsamkeitserlebens Gesunder und Neurotiker.

Archiv für Psychiatrie und Nervenkrankheiten, 218(2), 141–59.

Erler, S. F. & Garstecki, D. C. (2002): Hearing loss- and hearing aid-related stigma: perceptions of

women with age-normal hearing. American Journal of Audiology, 11(2), 83–91.

Felce, D, & Perry, J. (1995): Quality of life: its definition and measurement. Research in

Developmental Disabilities, 16(1).

Engelund, G. (2011): Som et puslespil. I: Fink, L., Molbech, A.: Spids ørerne! - 24 timer med

høretab. Hvidovre: Høreforeningen, Leverandørforeningen for Høreapparater.

Flyvbjerg, B. (1988): Case studiet som forskningsmetode. Aalborg: Institut for Samfundsudvikling

og Planlægning, Aalborg Universitetscenter.

Folkman, S. og Lazarus, R.
 (1991): Coping and Emotion. I: Monat, A. og Lazarus, R. (red.): Stress

and Coping. An Anthology. 3.oplag. New York: Columbia University Press.

Goffman, E. (1963): Stigma: Notes on the Management of Spoiled Identity. Simon and Schuster.

Grimby, A. & Ringdahl, A. (2000): Does Having a Job Improve the Quality of Life among Post-

Lingually Deafened Swedish Adults with Severe-Profound Hearing Impairment

British Journal of Audiology, 34(3), 187–195.

Halkier, B. (2008): Fokusgrupper. 2. udg. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Hallberg, L. R. & Carlsson, S. G. (1991): A qualitative study of strategies for managing a hearing

impairment. British Journal of Audiology, 25(3), 201–11.

122


Halvorsen, K. (2005): Ensomhet og sosial isolasjon i vår tid. Oslo: Gyldendal akademisk.

Hawkley, L. C. & Cacioppo, J. T. (2009): Loneliness. I: Leary, M. R., & Hoyle, R. H.: Handbook

of individual differences in social behavior. New York: Guilford Press.

Hawkley, L. C, & Cacioppo, J. T. (2010): Loneliness matters: A theoretical and empirical review of

consequences and mechanisms. Annals of Behavioral Medicine, 40(2),218–227.

Hawthorne, G. (2008): Perceived social isolation in a community sample: its prevalence and

correlates with aspects of peoples’ lives. Social Psychiatry and Psychiatric

Epidemiology, 43(2), 140–150.

Hétu, R. & Getty, L. (1991): Development of a rehabilitation program for people affected with

occupational hearing loss. 1. A new paradigm. Audiology : official organ of the

International Society of Audiology, 30(6), 305–16.

Hétu, R. (1996): The stigma attached to hearing impairment. Scandinavian Audiology Supplement,

25(Suppl 43), 12–24.

Hortulanus, R. P., Machielse, A., & Meeuwesen, L. (2006): Social isolation in modern society.

London; New York: Routledge.

de Jong-Gierveld, J. & Raadschelders, J. (1982) Types of loneliness. I: Peplau, L. A. & Perlman, D.

(ed.): Loneliness. A sourcebook of current theory, research and therapy. New York:

Wiley.

Karnick, P. M. (2005): Feeling Lonely: Theoretical Perspectives. Nursing Science Quarterly, 18(1),

7–12.

Kjørup, S. (1996): Menneskevidenskaberne: problemer og traditioner i humanioras

videnskabsteori. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.

123


Knudsen, L. V., Laplante-Lévesque, A., Jones, L., Preminger, J. E., Nielsen, C., Lunner, T.,

Hickson, L., et al. (2012): Conducting qualitative research in audiology: A tutorial.

International Journal of Audiology, 51(2), 83–92.

Kvale, S. (2004): InterView : en introduktion til det kvalitative forskningsinterview. Kbh.: Hans

Reitzel.

Lazarus, R. S. (1966): Psychological stress and the coping process. New York: McGraw-Hill.

Lazarus, R. S. (1999): Stress and emotion: a new synthesis. New York: Springer Pub. Co.

Lundgaard, D., & Nemholt, S. (2003): Jeg hedder ikke Menière... jeg hedder Charlotte! Et speciale

om de psykosociale aspekter ved øresygdommen Menière. København: Københavns

Universitet.

Montano, J. J., & Spitzer, J. B. (2009): Adult audiologic rehabilitation. San Diego, CA: Plural Pub.

Nachtegaal, J., Smit, J. H., Smits, C., Bezemer, P. D., van Beek, J. H. M., Festen, J. M., & Kramer,

S. E. (2009): The Association Between Hearing Status and Psychosocial Health

Before the Age of 70 Years: Results From an Internet-Based National Survey on

Hearing. Ear and Hearing, 30(3), 302–312.

Peplau, L. A., & Perlman, D. (1982): Theoretical Approaches to Loneliness. I: Peplau, L. &

Perlman, D. (ed.): Loneliness. A sourcebook of current theory, research, and therapy.

New York: Wiley.

Ramsdell, D.A. (1947): The Psychology of the hard-of-hearing and the deafened adult. I: Davis, H.

& Silverman, S. R. (ed. H. Davis) (1970): Hearing and Deafness: A guide for laymen.

New York: Murray Hill.

Russell D.W. (1996): UCLA Loneliness Scale (Version 3): reliability, validity, and factor structure.

Journal of Personality Assessment, 66(1), 20–40.

124


Rådgivende Sociologer (2009): Udbytte af deltagelse i Høreforeningens netværksgrupper.

Spørgeskema og interviewundersøgelse gennemført af Rådgivende Sociologer: Kbh.

Shiovitz-Ezra, S., & Ayalon, L. (2010): Situational versus chronic loneliness as risk factors for allcause

mortality. International Psychogeriatrics, 22(3), 455–62.

Sigrell, B. (1972): Gruppebehandling - teori og praksis. Copenhagen: Munksgaard.

Danermark, B. (2005): A review of the psychosocial effects of hearing impairment in the workingage

population. I: Stephens, D., & Jones, L. (ed.): The impact of genetic hearing

impairment. London & Philadelphia: Whurr.

Stephens, D., & Kramer, S. (2010): Living with hearing difficulties : the process of enablement.

Hoboken, NJ: Wiley-Blackwell.

Tambs, K. (2004): Moderate effects of hearing loss on mental health and subjective well-being:

results from the Nord-Trøndelag Hearing Loss Study. Psychosomatic medicine, 66(5).

Tornhøj Christensen, V. (2006): Uhørt: betydningen af nedsat hørelse for

arbejdsmarkedstilknytning og arbejdsliv. Kbh.: Socialforskningsinstituttet.

Wahlgren, B., Madsen, M. B., Schnack, K., & Jacobsen, B. (1999): Videnskabsteori. Kbh.:

Gyldendal.

Weiss, R. S. (1974): Loneliness: the experience of emotional and social isolation. Cambridge,

Mass.: MIT Press.

World Health Organization. (2001): International classification of functioning, disability and

health : ICF. Geneva: World Health Organization.

125


Young, J. E. (1982): Loneliness, depression and cognitive therapy: Theory and application. I:

Peplau, L. & Perlman, D. (ed.): Loneliness. A sourcebook of current theory, research,

and therapy. New York: Wiley.

126

More magazines by this user
Similar magazines