Basar-pdf - Simon Staun

tyrkiet
Efter at have hadet
lokale markeder og
basarer som pesten
i mere end et årti,
blev fascinationen
vakt til live i
Istanbuls gigantiske
Kapali Carsi-basar
Stadig gode venner efter intense forhandlinger. Vi fik et mavedanserkostume
til vores datter, så ekspedienten til højre kunne holde fri. Det er skrædderen,
han poserer sammen med.
Solgt i verdens
største basar
BULGARIEN
MIDDELHAVET
Istanbul
Ankara
SORTEHAVET
Kapali Carsi
Istanbuls store basar Kapali
Carsi er en af verdens største
overdækkede basarer med
flere end 3000 butikker på 61
overdækkede gader. Der er
ansat cirka 26.000 mennesker.
Den ligger i Fatih-distriktet
og strækker sig mellem
de to moskeer Beyazit og
Nuruosmaniye.
Byggeriet blev påbegyndt i
1455, kort efter at ottomanerne
erobrede Konstantinopel, og
endte først efter 1730.
Den besøges dagligt af
mellem 250.000 og 400.000
mennesker, hvilket gør det
til verdens bedst besøgte
attraktion.
Basaren har åbent alle dage
fra 9 til 19 på nær søndage.
Se mere på:
TYRKIET
SYRIEN
Endnu et land, endnu en by og endnu et
marked. Sådan har jeg haft det i lang tid
som turist, hvor man på arrangerede ture
ofte tvinges til at se endeløse rækker af
fiskehandlere, krydderisælgere og
frugtboder med fremmedartede
delikatesser. Jeg hader
GEORGIEN
ARMENIEN
IRAN
det. Det er i store træk
altid det samme, selv
om der naturligvis er
forskel på vareudvalget
afhængigt af, hvilket
land og verdensdel man
befinder sig i.
Men standpunkter kan
som bekendt forandre sig, og
IRAK
det gjorde mit med hensyn til
markeder og basarer, da jeg lettere
modvilligt lod min kone slæbe mig
med ind i den 500 år gamle Kapali Carsi,
Istanbuls største basar med 3000 forretninger,
hvor man kan købe smukt udskårne
backgammon- og skakspil, vandpiber,
smykker i både ægte og uægte guld, finurlige
lamper, mavedanserkostumer til alle
aldre og turkish delight for enhver smag.
Mindst 3000 butikker lyder som enhver
mands mareridt i vågen tilstand, og jeg er
heller ikke just entusiastisk, da vi bevæger
os fra solskinnet og ind under hvælvingernes
skygge.
Der er ikke voldsomt mange turister,
men vi får alligevel lov at vandre nogenlunde
uforstyrret rundt. Naturligvis får
vi en lang række mere eller mindre monotone
salgstaler i forbifarten, men der
er ingen, der hiver fat i os eller på anden
måde er ubehagelige eller overskrider
intimsfæren. Det gør det efter kort tid
yderst interessant at gå på opdagelse i de
tilsyneladende endeløse korridorer, gader,
gange, passager, smøger og stier, der
fletter sig ud og ind mellem hinanden.
Det ene øjeblik er man omgivet af
ved at nyse snuden af, fordi duften af
krydderier hænger tungt i luften. Jeg bliver
helt opstemt og ender med at begynde
at prutte om prisen på turkish delight og
safran. Altså den ægte safran, der er små
rødlige stilke, og ikke den gullige gurkemeje,
som mange intetanende turister køber
sig fattige i.
Vi ender med et kompromis, som både
sælger og køber er tilfreds med. Jeg får
vakuumpakket udvalget af tyrkisk slik og
to velduftende tevarianter i en grad, så jeg
frygter, at smagen suges ud sammen med
luften. Sælgeren lover dog, at det smager
præcis lige så himmelsk, når vi pakker det
op i Danmark. Hvilket han skulle få ret i.
Prutter til den bitre ende
Min gravide kone vil gerne kigge på mavedanser-kostumer,
hvilket ikke helt huer
mig, før hun understreger, at det er en
souvenir til vores datter, hun jagter.
Så skal man pludselig have en holdning
til, hvilken farve stof det skal være. Skal
det være med slør? Skal der snabeltyrkersko
med til sættet? Skal det være med perler
eller små glinsende vedhæng?
Vi bruger en halv time på at vælge tøj.
Imens sparer vi gas sammen til virkelig at
kunne prutte igennem med den stakkels
unge ekspedient, der ikke aner, at han har
fået vækket en slumrende løve i mig.
Mit nordjyske handels-gen er vakt til
live efter mange år i hi. Jeg giver mig ikke
uden intens kamp, og da vi efter 20 minutters
forhandlinger grundstøder, giver
jeg mig ikke, selv om det er sølle 15-20
kroner, der skiller os ad. Ikke meget, når
hele bunken af tøj inklusive elastiske graviditetsbukser
til fruen og bomuldskjorter
til mig selv koster 600 kroner.
Jeg kan se, at ekspedienten begynder at
blive lidt stram i betrækket. Nabobutik-
www.kapalicarsi.org.tr. smykkeforretninger, og det næste er man
Fortsættes næste side »
side 16
side 17

Øverst til venstre: Denne
gamle mand er millionær,
men han dør, hvis han
stopper med at arbejde,
fortalte en af hans kolleger.
Prisen var for god
til at være sand
Øverst til højre: Frugt og
grønt kan tage sig ekstra
flot ud set fra oven.
Nederst til venstre: Hayat
Café og dens rutinerede
chefkok og tjener er et
besøg værd. Dejligt nede
på jorden og god mad til
en ekstrem fornuftig pris.
Nederst til højre: Basaren
fortsætter også ud i de
omkringliggende gader,
hvor der eksempelvis er et
helt kvarter med sengetøj
og brudekjoler.
Solgt ...
Det vrimler med gode tilbud
også inden for rejsebranchen,
men hvornår er det bare en
god pris, og hvornår er det en
åbenlys fejl? Pakkerejse-Ankenævnet
måtte afsige kendelse
ved flertalsbeslutning
ØV!
En kunde hos Club La Santa Sport modtog
kort før afrejse til Lanzarote en opkrævning
på 6500 kroner oven i de 13.990
kroner, hun allerede havde betalt for sin
mor, sine to børn og sig selv.
Det var hun alt andet end tilfreds med,
da hun ”...troede, at regningen for ferien
var ude af verden”.
Men hun burde have vidst, at der var
sket en fejl, og at de knap 14.000 kroner
ikke var den fulde pris for rejsen, men kun
dækkede de voksne, mente bureauet. Ikke
mindst i betragtning af, at kunden havde
fået oplyst prisen for henholdsvis voksne
og børn i telefonen, og fordi priserne også
fremgår af Club La Santas hjemmeside.
Tvisten kunne ikke afgøres mellem
partene, så det endte med, at Pakkerejse-
Ankenævnet måtte tage stilling, og heller
ikke her var der enighed, men en afgørelse
blev dog truffet ved flertalsbeslutning.
Kvinden forklarede over for ankenævnet,
at sælgeren havde oplyst priser ”på de
forskellige ting, men ikke en samlet pris,
som jeg husker det”.
Hun havde også tjekket, at alle fire navne
optrådte på billetten, og hun mente, at
fakturaen ”så ud til at være o.k.”
Tilmed havde bureauet fremsendt en
faktura både i juli og november (den sidste,
fordi kunden ikke ønskede afbestillingsforsikring,
hvorfor slutbeløbet var
mindre end i den første opkrævning), og
heller ikke anden gang havde Club La
Santa opdaget fejlen.
Derfor var det vel ikke underligt, at
kunden heller ikke havde bemærket fejlen,
argumenterede hun og fastholdt kravet
om at få tilbagebetalt de 6500 kroner,
hun havde overført til bureauet
under protest.
Booking drillede
En chef hos arrangøren beklagede
dybt, at man havde
været nødt til at sende ekstraopkrævningen
så sent, ”men desværre er der ikke så
meget, jeg kan gøre”.
Sælgeren kunne udmærket huske kunden,
som havde fået oplyst prisen for både
voksne og børn og den samlede pris.
Bureauchefen forklarede, at et nyt bookingsystem
drillede fra tid til anden, og at
det ikke altid opkræver et beløb for børn,
der indlogeres sammen med voksne.
Han kunne også godt se, at det var surt
at skulle betale 6500 kroner for børnene,
men ikke desto mindre var det den ”rigtige”
pris, som var oplyst mundtligt, og som
fremgik af prislisten.
Pakkerejse-Ankenævnets to repræsentanter
for Forbrugerrådet mente, at kvinden
skulle have de 6500 kroner tilbage.
De argumenterede med, at prislisten
var svært gennemskuelig, og at fakturaen
var udformet sådan, at det
ikke var åbenlyst, at der manglede betaling
for børnene. De mente også, at Club
La Santa burde have opdaget fejlen tidligere
end fem måneder efter bestillingen
og betaling af depositum, og at bureauet
ikke har bevist, at kunden har handlet i
ond tro.
Men tre medlemmer - to repræsentanter
for rejsearrangørerne og nævnets
formand, der er jurist og dommer - støttede
bureauet. Kunden havde fået oplyst
den samlede pris ved bestillingen, og da
hun modtog rejsebeviset, burde hun have
indset, at der var sket en fejl, lyder deres
argumentation.
Derfor bliver de 6500 kroner i bureauets
kasse, og kunden får ikke tilbagebetalt
klagegebyret på 275 kroner.
Af Søren Thorup, thorup@fyens.dk
Tegning: Helle Scheffmann, siesta@fyens.dk
Fortsat fra foregående side »
kerne er efterhånden lukket ned, mens vi
har forhandlet, og basaren skal snart ryddes
og spærres af for natten.
- Okay, jeg har fyraften nu, så du får det
til din pris. Aftale? spørger han endelig.
- Aftale, siger jeg og finder pengene
frem, så han kan komme hjem.
Inden han smutter, når vi dog at snakke
sammen om alt mellem himmel og jord.
Hvor vi kommer fra, hvad vores datter
hedder, hvor gammel hun er, og om vi
nyder opholdet i Istanbul. Jeg konkluderer,
at han vist fik trukket det længste strå
med hensyn til den samlede pris, når alt
kommer til alt.
Tid til ferie
Intense forhandlinger og forvirringen i
de labyrintiske gange trætter. Heldigvis
har vi fundet det perfekte sted at komme
til hægterne. Det er på et lille lokalt spisested,
der er placeret på et fortov tæt på
vores hotel ikke langt fra basaren. Man
kan mæske sig i alle de tyrkiske specialiteter
som køfte, døner og sis kebab til rasende
lave priser. 45 kroner for et kæmpe
måltid med en iskold Efes-pilsner til er
ikke til at stå for.
Det er Hussein og Ismet heller ikke. De
to halvgamle mænd styrer biksen med rutineret
hånd og brede smil. De har arbejdet
sammen i 37 år. Syv år her i kvarteret,
Sultanahmet, og 30 år på en restaurant i
et andet kvarter.
- Jeg har arbejdet som tjener i 47 år efterhånden.
Jeg arbejder 13 timer syv dage
om ugen. Sådan har det altid været, fortæller
Hussein uden at kny.
Jeg bliver helt udmattet på hans vegne
og tænker, at det snart er på høje tid med
noget ferie. Turen kunne sagtens gå til
Istanbul, og mon ikke jeg igen havner
midt i den kaotiske og forbløffende Carsibasar.
Tekst og foto: Simon Staun, sim@fyens.dk
side 18 side 19