Vandpibekulturen blandt danske teenagere - Liv.dk

liv.dk

Vandpibekulturen blandt danske teenagere - Liv.dk

Projekt Børn, Unge o& Rygning | Kræftens Bekæmpelse

Vandpibekulturen blandt

danske teenagere

Hvorfor er vandpiben blevet så

populær, og hvordan kan vandpiberygning

forebygges?


Vandpibekulturen

blandt danske

teenagere

Hvorfor er vandpiben blevet så

populær, og hvordan kan vandpiberygning

forebygges?

Poul Dengsøe Jensen og Ann-Britt Kvernrød

Kræftens Bekæmpelse • Projekt Børn, Unge & Rygning


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

Hvorfor er vandpiben blevet så populær, og

hvordan kan vandpiberygning forebygges?

Poul Dengsøe Jensen

Ann-Britt Kvernrød

Redigering:

Ida Nymand Ammundsen

Grafisk tilrettelæggelse:

Helle Træholt Wang

Fotos:

Annett Bruhn

Lene Winther Ringgaard

Helle Træholt Wang

Polfoto

Kræftens Bekæmpelse 2008

Forebyggelse og dokumentation

Projekt Børn, Unge & Rygning

Strandboulevarden 49

2100 København Ø

Telefon 35 25 75 00

www.rygning.com

www.liv.dk

www.xhale.dk

www.cancer.dk

Omslag og tryk:

Erhvervsskolernes Forlag

ISBN: 978-87-7082-028-8

Rapporten kan købes ved henvendelse

til Kræftens Bekæmpelse.

Copyright 2008 © af Kræftens Bekæmpelse.

Alle rettigheder forbeholdes.


Indhold

Forord 7

Sammenfatning 9

Vandpibens udbredelse til Danmark 15

Mellemøstens vandpibekultur 33

Vandpibekulturen blandt danske teenagere 43

Anbefalinger til kommunikationsindsatser 63

Summary 67

Bilag 1 Metode til kvalitativ analyse 75


4

Vandpibekulturen blandt danske teenagere


”Hvis man kun ryger vandpibe, vil jeg ikke sige man er

ryger. Det virker for underligt at sige det, fordi rygerne

er folk, der ryger cigaretter, mens vandpiben er hygge”

Fie 15 år

5


6

Vandpibekulturen blandt danske teenagere


Forord

Denne rapport vurderer, hvorfor vandpiberygning er blevet så populært blandt

danske teenagere, og hvad der kræves for at forebygge dette nye fænomen.

Kræftens Bekæmpelse har tidligere udgivet en temarapport om skadevirkninger

og afhængighed af vandpiberygning. Konklusionen var, at stofferne i

vandpiberøgen er den samme som i røgen fra cigaretter, og at vandpiberygning

nedsætter lungefunktionen, påvirker hjertet og dets kredsløb samt øger risikoen

for lungekræft. Dog konkluderes det, at der mangler den nødvendige evidens til

samlet at kunne dokumentere, at risikoen for skadevirkninger er den samme som

ved cigaretrygning.

Alligevel mener Kræftens Bekæmpelse, at den tilgængelige viden, kombineret

med at hyppig vandpiberygning kan føre til et mere varigt cigaretforbrug,

er tilstrækkelig til, at det er nødvendigt at advare børn og unge mod vandpiberygning.

Derfor anbefaler Kræftens Bekæmpelse bl.a. en national kommunikationsindsats

over for danske teenagere (13 – 16 år) og deres forældre om skadelighed

og vanedannelse ved vandpiberygning.

Rapporten opstiller anbefalinger til en sådan indsats og giver med sine

analyser en dybere forståelse af vandpibens brug og betydning blandt danske

teenagere samt ikke mindst nogle bud på vandpiberygningens pludselige popularitet

blandt helt unge danskere. I den sammenhæng anvendes talmateriale om

vandpiberygningens udbredelse i Danmark, en undersøgelse af vandpibetobakkens

tilgængelighed på det danske marked, et antropologisk studie af vandpibekulturen

i Mellemøsten samt en kvalitativ analyse af danske teenageres vandpiberygning.

God læselyst

Per Kim Nielsen, projektchef

Kræftens Bekæmpelse

Projekt Børn, Unge & Rygning

2008

7


8

Vandpibekulturen blandt danske teenagere


Sammenfatning

Sammenfatning

Overordnede konklusioner

• Vandpiberygning i Danmark er et ungdomsfænomen, da vandpiben primært

ryges af unge i aldersgruppen 15 – 19 år, men også børn helt ned til

13-års alderen. Rygeformens appel til helt unge og relativt uerfarne tobaksrygere

skyldes ikke mindst vandpibetobakkens søde smag og vandpibens

sociale element

• Vandpiben har ikke mærket samme modkultur som cigaretten, og sker det

ikke, vurderes det, at vandpiben i fremtiden vil blive fast installeret som

rygeinstrument i danske børn og unges tobakseksperimenterende fase

• Frygten er, at den tobakseksperimenterende fase for børn og unge vil begynde

tidligere, at flere prøver at ryge tobak, fordi de nu også ryger vandpibe,

samt at vandpiben øger risikoen for, at børn og unge bliver regelmæssige

cigaretrygere

• Det antages, at vandpibens udbredelse til Danmark især hænger sammen

med et produktfremstød fra den danske tobaksvirksomhed, Mac Baren

Tobacco Company A/S, og en effektiv distribution af vandpiber og vandpibetobak

via detailhandlen og servicestationsbranchen. Fra en situation

med stort set intet salg før 2002 (da Mac Baren introducerede deres vandpibeprodukter),

sælges vandpibetobak i dag bredt på det danske marked

inklusiv på nettet, i kiosker og hos grønthandlere

• Danske teenagere prøver vandpiberygning pga. en højere tilgængelighed

til produktet end før, en højere social accept i forhold til cigaretter både

blandt forældre og unge, myter om den uskadelige røg (at den ikke er

sundhedsskadelig eller afhængighedsskabende), vandpiberøgens lokkende

søde duft og vandpibens orientalske æstetik, der gør den både spændende

og mystisk

• Vandpiben er for de danske teenagere meget andet end et rygeredskab.

Som i Mellemøsten handler det også om at tage sig god tid, slappe af, lege

med røgen, samtale rundt om piben og pleje de sociale relationer i gruppen

• Danske teenageres vandpibekultur er ikke kun en ‘kopikultur’ af praksissen

i Mellemøsten. De danske teenagere går også ind og skaber deres egne

praksisser, f.eks. ved at transformere vandpiben til et ‘festobjekt’, dvs. inddrage

vandpiben i festsammenhænge, hvilket bryder med den traditionelle

vandpibekulturs fokus på tid, ro og nærvær

9


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

• Pga. sin massive udbredelse blandt helt unge samt et generelt lavt vidensniveau

om skadevirkninger og afhængighed er der et akut behov for målrettet

og vedvarende oplysning på området

• Ikke kun de unge, men især forældre virker oplagte som målgruppe for en

kommunikationsindsats. Dels fordi ikke alle forældre sidestiller vandpiberygning

med cigaretrygning, dels fordi forældres kommunikation om tobak

smitter af på børn og unges rygevaner, og endelig fordi forældre indtager

en naturlig rolle som dem, der snakker med deres børn om rygning og

udstikker rammer

• Det vurderes dog, at en kommunikationsindsats ikke kan stå alene, hvis

målet er en kraftig reduktion i antallet af unge, der ryger vandpibe. Indsatsen

bør suppleres med politiske tiltag som f.eks. forbud mod/reguleringer

af mængden af smags- og tilsætningsstoffer i vandpibetobak, og et generelt

rygeforbud der forhindrer en yderligere eskalering i antallet af organiserede

vandpibeetablissementer som f.eks. vandpibecaféer

Omkring hver anden danske skoleelev i 9. klasse har prøvet at ryge vandpibe.

Denne rygeforekomst er på niveau med antallet i samme aldersgruppe, der har

prøvet at ryge cigaretter. Dermed er vandpiben på ganske kort tid gået fra at stå

helt uden for dansk tobakskultur til i dag at være en del af den fase, hvor danske

børn og unge eksperimenterer med tobak.

I forhold til Mellemøsten og andre steder med årelange traditioner for vandpiberygning,

er det for Danmark ikke bare den eksplosive vækst der er speciel, men

også det forhold at der med vandpiberygning er tale om en ungdomskultur. Dvs.

vandpiben er blevet ‘opdaget’ af teenagere og de lidt ældre unge, og det er dem,

som i dag typisk ryger vandpibe. I Mellemøsten har vandpiberygning traditionelt

set altid været en voksenkultur.

Der nævnes i litteraturen flere årsager til, at vandpiben er kommet til vestlige lande

som Danmark: Globaliseringen har nedbrudt kulturgrænser, så fjerne traditioner

nemmere adapteres, en årelang modkultur i Vesten mod cigaretten afstedkommer

en boomerangeffekt over for nye tobaksprodukter, så f.eks. vandpiben

forekommer mere sund og accepteret end cigaretten, en øget individualisme i det

moderne samfund får os til at opsøge nye fællesskabsformer etc. På baggrund af

den tilgængelige viden der er om salg af vandpibetobak i Danmark antages det

dog, at vandpibens massive udbredelse i Danmark med stor sandsynlighed aldrig

ville have fundet sted, hvis ikke den danske pibetobaksfabrikant, Mac Baren Tobacco

Company A/S, valgte at massedistribuere vandpibetobak og vandpiber via

detailhandlen og de større servicestationskæder, dvs. salgssteder som føtex, Shell,

fakta og Kvickly. I dag sælges det således meget bredt, så det kan købes i selv

mindre provinsbyer. Det er derfor denne rapports klare hypotese, at vandpibens

udbredelse i Danmark primært er en kommercielt skabt udvikling, mere end den

er samfundsskabt f.eks. pga. en øget individualisme i det moderne samfund, der

10


Sammenfatning

får os til at opsøge nye fællesskabsformer. F.eks. begynder Mac Baren sit salg i

Danmark i 2002, og to år efter har omkring hver anden 16 – 20-årig prøvet at

ryge vandpibe. Nøglen til denne kommercielle succes er den samme som i Mellemøsten,

hvor tobaksindustrien i 1990’erne udvikler et nyt og sødt smagende

vandpibetobaksprodukt, ‘tabamel’, som supplement til den oprindelige ‘skarpe’

vandpibetobak ‘tumbak’. Især kvinder og unge i Mellemøsten bliver fristet af

denne nye kemiskfremstillede vandpibetobak, og samme tendens, især blandt de

helt unge, viser sig lynhurtigt også i Danmark, godt hjulpet på vej af butikkernes

velvilje til at sælge produktet.

Vandpiberygning i Danmark er dog ikke installeret i hverdagslivet på samme

måde som i Mellemøsten, hvor det er mere udbredt og synligt i gadebilledet.

Afgørende er ikke mindst vandpibecaféerne, der tilbyder ydelser organiseret omkring

vandpiben, og som indgår som synlige etablissementer i den sociale organisering

af det arabisk-islamiske bysamfund. En så central rolle vil det begrænsede

antal vandpibecaféer, der er skudt op i Danmark, aldrig få og slet ikke med de tiltagende

rygerestriktioner, som netop nu opleves. Vandpiben har dog ikke i Danmark

mærket samme modkultur som cigaretten, og sker det ikke, kan vandpiben

meget vel blive forankret i danske børn og unges tobakseksperimenterende faser,

så den ikke længere kan regnes for blot et forbigående modefænomen. Vandpibens

potentielle installation i danske teenageres ungdomsliv hænger ikke sammen

med synligheden i gadebilledet og antallet af vandpibecaféer som i Mellemøsten.

For danske teenagere er det mere afgørende, at vandpiben og vandpibetobakken

i dag er kommet inden for deres hverdagslige rækkevidde, dvs. er tilgængelige i

form af antal butikker, der sælger det, hvor mange i omgangskredsen der ejer en

vandpibe, og om det må ryges i hjemmet, til fester osv.

Ses alene på hvorfor danske teenagere prøver at tage det første sug af en vandpibe,

peger rapporten både på betydningen af denne høje tilgængelighed, men

også en social accept af vandpiben blandt forældre. En accept, der er meget

større end med cigaretter, og som gør forældrekommunikationen om vandpiben

mere ‘løs’ med færre regler og blødere holdninger. Flere af respondenterne

nævner eksempler på venner, som har fået foræret en vandpibe af deres forældre

i fødselsdagsgave og om forældre, som tillader ‘vandpibehygge’ på teenageværelset.

Disse episoder hænger ikke mindst sammen med myterne om vandpibens

uskadelige røg, der også florerer blandt de unge selv.

Børn og unge, som ryger vandpibe for første gang, erfarer en sød og nedkølet

røg, der smager og dufter dejligt, og som ikke kradser i halsen. Dette er lige modsat

teenagernes første erfaringer med cigaretrøgen, der føles varm, kradser i halsen,

og som ikke smager godt. For især uerfarne rygere (som ikke ryger cigaretter

jævnligt) opleves vandpiberøgen derfor langt mere blid og sød i sin smag. Desuden

virker vandpibens æstetik med sine flotte farver og orientalske fremtoning

11


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

tillokkende på de unge. De unge, som senere køber en vandpibe, har den f.eks.

ofte stående hjemme på teenageværelset som samleobjekt eller pyntegenstand.

Vandpibens udbredelse skyldes også vandpibens tiltrækkende og fascinerende

praksis. Da vi til denne rapport interviewede en gruppe 14 – 17-årige om deres

erfaringer med vandpiberygning, nævnte de alle “hyggen” og “det sociale” som primære

årsager til, hvorfor de røg vandpibe. Det sociale eller fællesskabet om piben

rummer hos de danske teenagere tre elementer: tiden, legen og ordet (samtalen).

Tiden handler om at tage sig god tid, rette opmærksomheden mod vandpiben for

en stund gerne mere end ½ time. Deltagerne oplever et rumligt nærvær rundt om

piben og et tidsligt nærvær, hvor de sammen glemmer den normale kvantificerbare

ydre tid målt i dage, timer, minutter osv. til fordel for et samtidigt nærvær.

Legen indgår her som et sjovt og kreativt element, hvor de unge leger med den

tykke, massive vandpiberøg: De laver røgringe, puster røg i hovedet på hinanden

og opfinder sjove selskabslege. Samtalen opstår med den tætte kontakt, hvor man

sidder i et tæt broderligt sammenhold, hvor piben rituelt deles mellem deltagerne.

Med sit nærvær giver vandpiben både anledning til at tale og lytte, og de sociale

relationer plejes og måske forbedres. Således er vandpiben for de danske teenagere

meget andet end blot et rygeredskab. Den giver dem også tid og ro og er

et sjovt og kreativt instrument, der giver anledning til en dybere samtale. På den

måde er vandpiben, i en tid hvor der tales om, at unge oplever en mere stresset og

hektisk hverdag, en oase i hverdagen, en slags social helle, hvor de for et øjeblik

kan glemme tiden, slappe af og dyrke de sociale relationer.

Vandpiberygning er dog ikke en generel praksis for de danske teenagere, men

dyrkes på mange forskellige måder afhængig af den sociale kontekst. Denne rapport

indfanger to vandpibearenaer: det åbne rum og det lukkede rum. I det åbne

rum er de sociale relationer lidt ‘løsere’ end i det lukkede rum. I det åbne rum

kender man ikke nødvendigvis dem, man ryger sammen med, der er mange mennesker

til stede, f.eks. til en fest, og vandpiberygning er ikke nødvendigvis anledningen

til, at man er samlet. Til en fest har vandpiben status af et festobjekt på

samme måde som alkoholen og musikken, og da folk går til og fra piben, er det

svært at opnå den nødvendige tid og ro til at opleve et rumligt og tidsligt nærvær.

Derimod egner vandpibens sociale lege og samtalen sig godt til det åbne rums

støj og uro. I det lukkede rum inviteres oftest de nærmeste venner, det foregår

privat, man sætter tid af, og alle er indstillede på at ryge, da vandpiberygning er

selve anledningen til at mødes. Modsat det åbne rum dyrkes alle vandpibens sociale

elementer i det lukkede rum dvs. tiden, legen og ordet.

Vandpiberygere blandt teenagere deles i rapporten op i to typer. De hardcore

vandpiberygere ryger vandpibe regelmæssigt, i nogle perioder dagligt. Ofte er

vandpiben et supplement til et regelmæssigt forbrug af cigaretter. De hardcore

vandpiberygere ejer selv en vandpibe, de ved, hvordan den skal tændes, og det er

dem, der medbringer den, hvis der skal ryges. Seancen skal helst foregå med de

12


Sammenfatning

nærmeste venner i ‘det lukkede rum’ f.eks. på teenageværelset eller et udendørs

sted, hvor de kan være i fred, men enkelte er også begyndt at orientere sig imod

mere velorganiserede vandpibeetablissementer som vandpibecaféerne i de større

byer. De eksperimenterende vandpiberygere har prøvet at ryge vandpibe flere

gange, men det kan sagtens være ½ år siden, de sidst prøvede. Deres forbrug

afhænger meget af omstændighederne, f.eks. om de kommer til en fest, hvor der

tilfældigvis også ryges vandpibe. De ejer ikke selv en vandpibe, og det er da heller

ikke dem, som organiserer rygeseancerne eller tænder piben. De eksperimenterende

rygere kommer oftest i ‘det åbne rum’. Endelig findes også novicerne – de

som kun få gange eller aldrig har prøvet vandpibe. Novicerne indgår dog ikke i

rapportens analyse.

Overordnet konkluderer rapporten, at forudsætningen for at ændre risikoadfærd

(at man betragter sin adfærd som problematisk) ikke er til stede hos de unge

vandpiberygere og slet ikke de hardcore vandpiberygere. Dette skyldes primært,

at vandpiben forbindes med noget positivt, de unge mener, de kan kontrollere

deres forbrug, røgen virker mere sund (dufter og smager bedre), ligesom hyggen

og det sociale element er langt mere til stede end med cigaretter. Flere af

disse forhold, f.eks. den søde smag og det sociale, er rent kommunikativt svære

at argumentere imod, da de hænger sammen med nogle faktuelle forhold: Vandpiberøgen

er sød, og rygeseancerne finder typisk sted under hyggelige omstændigheder.

Således er der nogle indiskutable, attraktive forhold forbundet med

vandpiberygning, som klart komplicerer sandsynligheden for adfærdsforandring.

F.eks. var det helt tydeligt blandt de hardcore vandpiberygere, at de ville opleve

et klart tab, hvis de ikke længere kunne ryge vandpibe, ikke mindst pga. roen

omkring vandpiben.

Anderledes står det til med respondenternes fejlslutninger og misforståelser om

sundhedsskader og afhængighed. Her giver en informationskløft imellem de unges

viden og videnskaben basis for at informere teenagere om de reelle risici ved

vandpiberygning. En sådan indsats bør være opmærksom på kommunikationsbarrierer

i form af de unges oplevelse af personlig relevans, hvor de unge spørger

sig selv “kan det overhovedet ske for mig?”. F.eks. var nogle respondenter enige i, at

vandpiberygning kunne føre til cigaretrygning, men troede ikke på, at det kunne

ske for dem, da de mente, de sagtens kunne styre deres forbrug. Ligeledes virkede

oplysninger om, at vandpiberygningens skadevirkninger er de samme som

cigaretrygningens, heller ikke relevante for de unge, da de ryger vandpibe langt

sjældnere end cigaretter.

Pga. det lave vidensniveau om skadevirkninger og afhængighed ved vandpiberygning

er der et akut behov for oplysning på området både over for de unge og

deres forældre. Især forældregruppen virker oplagt som målgruppe for en kommunikationsindsats,

dels fordi den pt. skaber en uhensigtsmæssig social accept

af vandpiben, og dels fordi de i rollen som forældre har en naturlig interesse i,

13


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

at deres barn ikke ryger. Blandt de unge anbefales de eksperimenterende og novicerne

som målgruppe, da de er mere på afstand af kulturen og derfor ikke vil

mærke samme ‘tab’ som de hardcore vandpiberygere ved at droppe vandpiben.

Det handler konkret om i kommunikationsindsatsen at give de eksperimenterende

og novicerne nogle personlige argumenter, der går imod den positive diskurs

om vandpiberygning og gøre dem i stand til at tage et mere reflekteret og

personligt valg.

Supplerende politiske tiltag er dog også nødvendige, hvis målet er, at vandpiberygning

skal begrænses markant. En naturlig anbefaling er en regulering af industriens

muligheder for at producere og sælge tobak med så høje doser smags- og

tilsætningsstoffer, som det er tilfældet med vandpibetobakken.

14


1

Vandpibens

udbredelse til

Danmark


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

Vandpiberygning under Roskilde Festival 2006

16


1 • Vandpibens udbredelse til Danmark

1

Vandpiberygning er en flere hundrede år gammel tradition, der især associeres

med Kina, Pakistan, Indien og Mellemøsten (Gupta, Murti, and Bhonsle, 1996,

183-198;Jaleel and others, 2001, 34-36;Lubin and others, 1992, 390-395;Maziak,

Ward, and Eissenberg, 2004, 101-106). Det vurderes, at omkring 100 millioner

mennesker i dag ryger vandpibe, men sådan har det ikke altid været (Wolfram

and others, 2003, 47-53). Frem mod 1990’erne skete der et fald i antallet af vandpiberygere,

ikke mindst i Mellemøsten, hvor nye generationer ikke påskønnede

vandpiben i samme omfang som de ældre (Kandela, 2000, 1175;Shafagoj and

Mohammed, 2002, 953-958). Men siden 1990’erne er der sket en uventet opblomstring,

da kvinder og unge, som ind til da kun i begrænset omfang havde

vist interesse for denne ældre og traditionsbundne rygeform, også begyndte at

fatte interesse for den (Kandela, 1997, 1460;Kandela, 2000, 1175). F.eks. i Syrien,

hvor omkring halvdelen af de universitetsstuderende svarede, at de havde prøvet

at ryge vandpibe, og omkring hver fjerde mandlig studerende røg det mere eller

mindre regelmæssigt (Maziak and others, 2004, 882-889). Samme tendens blev

observeret blandt unge i Libanon: 30 % mænd og 23 % kvinder svarede, at de røg

vandpibe ugentligt, og selv blandt teenagere så man en stigende tendens (Tamim

and others, 2003, 933-939). I en egyptisk undersøgelse af teenageres rygevaner

(gennemsnitsalderen 15 år) havde 19 % prøvet at ryge vandpibe (Gadalla and

others, 2003, 1031-1050). Blandt en endnu yngre gruppe, de 13 – 15-årige, viste

en undersøgelse i fem arabiske lande, at hver tiende havde prøvet at ryge andre

tobaksprodukter end cigaretter - fortrinsvis vandpibe (The Global youth tobacco

survey collaborative group, 2002, 252-270).

Vandpiben kommer til Vesten

Informationer som disse tegner et bekymrende billede af en ny ‘tobaksepidemi’

i den Mellemøstlige region, hvor nye grupper tilsyneladende ‘opdager’ denne

gamle rygetradition, der ellers tidligere var forbeholdt midaldrende og ældre

mænd. Inden for de senere år er det tillige kommet frem, at vandpiberygning

har spredt sig til dele af Vesten med vandpibecaféer i metropoler som Paris,

London og New York (Frey, 2002;Kandela, 2000, 1175;McNicoll, 2002;Werde,

2003). Og med det lader det til, at unge er begyndt at afprøve denne – set med

vestlige øjne – eksotiske rygetradition, selvom nationale undersøgelser på området

endnu er begrænsede. Således er ingen europæiske studier om udbredelsen

af vandpiberygning endnu dukket frem i videnskabelige tidsskrifter. Dog indikerer

europæiske undersøgelser, at vandpiben er begyndt også at sprede sig til det

europæiske kontinent. I Tyskland viste en national undersøgelse i 2007 blandt 12

- 17-årige, at mere end hver tredje (38 %) havde prøvet at ryge vandpibe, mens

17


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

det i Sydsverige gjaldt omkring hver anden af gymnasieelverne i 2. g (drenge 59

%, piger 49 %) (Orth B., 2007;Stafström, 2007). En tilsvarende undersøgelser i

2006 blandt danske 16 – 20-årige bekræfter samme tendens (drenge 69 %, piger

62 %) (Rheinländer, 2008).

Der nævnes flere årsager til denne pludselige popularitet i Vesten: Globaliseringen

har nedbrudt kulturgrænser, så fjerne traditioner nemmere adapteres, en

årelang modkultur i Vesten mod cigaretten afstedkommer en boomerangeffekt

over for nye tobaksprodukter, så f.eks. vandpiben forekommer mere sund og accepteret

end cigaretten, en øget individualisme i det moderne samfund får os til

at opsøge nye fællesskabsformer etc. (Chaouachi, 2007). Men uanset hvad forklaringen

er, ville vandpibens udbredelse med stor sandsynlighed ikke have fundet

sted, hvis ikke tobaksindustrien havde valgt at udvide deres produktsortiment.

Vandpibetobak var nemlig oprindeligt noget ganske andet end den søde og milde

frugttobak, som man i dag kender fra tobakshylderne i flere danske butikker.

‘Tumbak’ – den ægte vandpibetobak

Den oprindelige mellemøstlige vandpibetobak, kaldet ‘tumbak’, er en ren tobak,

der oprindeligt blev røget af indianere for at opnå en kontrolleret rus (Chaouachi,

2007). Under forarbejdningen kommes den rå tobak i vand, bliver presset

flere gange i hånden for dernæst at blive tørret, renset og til sidst presset sammen

i vandpibens brænder. Denne type behandling forlænger konsumeringen og modificerer

tobakkens indhold af nikotin dog ikke mere end at indholdet af alkaloider

(nikotin) fortsat er højt. En kender af processen beskriver den således:

“På skænken står der bakker helt fyldt med lys tobak fra Tyrkiet. Når man stille gennemvæder

den med vand, udskiller den en mild duft af Orienten. Rygeren skal tilberede tobakken

ved at tage et lille kvantum i sin hånd, som han ruller, til det bliver en fugtig kugle. Derefter

tager han en stærk nål af stål, og stikker den forsigtigt gennem kuglen, så røgen kan trænge

igennem. Til sidst pakkes kuglen ind i et ubehandlet tobaksblad, så det ikke går i opløsning

i varmen. Således placeres kuglen, der er transformeret til en slags rund cigar, i vandpibens

brænder” (Chaouachi, 2007)

18


1 • Vandpibens udbredelse til Danmark

1

Den oprindelige vandpibetobak ’tumbak’ er ren tobak, der kommes i vand, presses, tørres og

renses, inden det kommes i vandpibens brænder.

Smagen af tumbak betegnes som ‘skarp’ og er i dag typisk en tobaksvariant, der

ryges af ældre mænd. Pga. sin historie forbindes den flere steder i Mellemøsten

med den ‘ægte’ og ‘originale’ vandpibetobak.

‘Tabamel’ – den nye vandpibetobak

Blandingen ‘tabamel’, den nye vandpibetobak, adskiller sig væsentligt fra tumbak,

da det er en kemisk blandet vandpibetobak, der med sin søde smag klart distancerer

sig fra tumbakkens skarphed (Chaouachi, 2007).

19


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

Tabamel er en kemisk blandet vandpibetobak, der består af melase/honning, glycerol, tobak

og smagsessens f.eks. æble, jordbær, mynte osv.

Vandpibetobak sælges i Danmark i farverige indpakninger, der med frugt og arabisk skrift

signalerer sundhed og Orienten. Myndighedernes krav om en sundhedsadvarsel på fronten

giver dog et andet indtryk.

20


1 • Vandpibens udbredelse til Danmark

I dag udgør den en stor del af den samlede vandpibetobakproduktion i Mellemøsten.

Præcist hvor stor produktionen er vides ikke med sikkerhed, men det

formodes, at alene Kuwait producerer op mod 400 tons om året (Chaouachi,

2007). Tabamel eller ‘mu’essel’, som på arabisk betyder honningsød, kaldes sådan,

fordi den er lavet på basis af melasse (et biprodukt fra sukkerproduktionen)

eller honning, der bruges som klæbemiddel i produktet. Blandingen tobak og

melasse/honning sker i forholdet 1:2½ og tilsættes desuden glycerol (sødestoffer

som fugtgiver) samt forskellige essenser. Sidstnævnte giver de meget forskellige

smagsvarianter og dufte til tobakken (æble, jordbær, mynte osv.). Tobaksformen

antændes ikke direkte, men opvarmes ved hjælp af et stykke kul, der placeres

oven på vandpiben i en kulrist/ovenpå staniol.

1

Kulrist

Pakning

Kop/pibehoved

Mundstykke

Slange

Askebakke

Pibe

Pakning

Glas

Vandpibens opbygning. Tobakken i koppen antændes ikke men opvarmes vha. et stykke kul

placeret øverst på piben.

21


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

En tredje og sidste form for vandpibetobak, som kaldes ‘jurak’, kommer oftest

fra Indien og er en mellemting mellem tumbak og tabamel. Jurak er mest udbredt

på den arabiske halvø.

Indholdet i vandpiberøgen

Det er ikke denne rapports opgave at gå nærmere ind i vandpiberøgens indholdsstoffer

og skadevirkninger. I stedet henvises til Kræftens Bekæmpelses temarapport

om emnet (Mårtensson and Nielsen, 2006). Dog er det værd at bemærke,

at Chaouachi nævner røgens kulilteindhold blandt de største risici sammen med

den store mængde af røg fra vandpiben (Chaouachi, 2007). Kullet, tobakken,

melassen og vandpibens størrelse medvirker til at producere kulilte, en gas som

især opstår ved en langsom eller ukomplet forbrænding. Mængden af kulilte målt

i udåndingsluften varierer enormt fra 10 ppm til 60 ppm (parts per million) afhængig

af ventilation og frem for alt forskellige måder at ryge på, især hvor

dybt man inhalerer 1 . Det påpeges, at de nye selvantændende kul, der kan være

nok så praktiske og især bruges af unge brugere, sandsynligvis er mere skadelige

end det, man oprindeligt brugte (Chaouachi, 2007). Kullet kan producere mere

kulilte, og man kender ikke nok til kullenes tilsætningsstoffer. Chaouachi nævner

to tilfælde af forgiftninger i Toulouse i Frankrig, hvor en ung kvinde mistede

bevidstheden efter at have røget tre vandpiber lige efter hinanden. En anden, der

ikke selv røg, men arbejdede med at tænde vandpiberne i en orientalsk café, fik

kronisk hovedpine og kastede op (Chaouachi, 2007).

Vandpibens udbredelse til Danmark

Det har ikke været muligt at kunne angive præcist, hvornår vandpiben kom til

Danmark, da indvandrerbutikker længe har solgt vandpiber importeret fra indvandrernes

respektive hjemlande (Hornbeck, Kay, and Wenzel, 2005). Men skal

man finde et årstal, der radikalt ændrede det danske vandpibemarked og var anledning

til den udbredelse, vi ser i dag, regnes 2002 som et afgørende år. Den

danske tobaksproducent, Mac Baren Tobacco Company A/S, der igennem generationer

ind til da mest var kendt for sin traditionelle pibetobak, var begyndt

at vise interesse for vandpibetobak og vandpiber. De så her muligheden for en

nicheindtjening på det globale marked, og Danmark blev udpeget som et af testmarkederne

(Hornbeck, Kay, and Wenzel, 2005).

I stedet for selv at producere vandpibetobak og vandpiber på fabrikken i Svendborg

blev der indgået aftaler med mellemøstlige producenter om at levere den

søde tabameltobak og nogle orientalske vandpiber, som Mac Baren ville distribu-

1 Dette er relativt høje ppm værdier set i forhold til cigaretrygning. En storryger, dvs. en der ryger mere

end 14 cigaretter per dag, vil typisk have ppm værdier omkring 15 – 30 ppm i sin udåndingsluft og kun

sjældent over 40 ppm.

22


1 • Vandpibens udbredelse til Danmark

ere på det danske marked (Jensen, 2004;www.mac-baren-info.com, 2008). Såvel

tobakken som piberne fik navnet ‘Habibi’, der på arabisk betyder min ven, og

planen for det danske salg var, at både vandpiber og vandpibetobak skulle sælges

‘bredt’, dvs. ude i så mange større butikker som muligt. Dette kunne formentligt

lade sig gøre, da Mac Baren i forvejen havde flere af de store danske detailkæder

og landsdækkende servicestationer som kunder. Og på kort tid var vandpiben

ikke længere en rejsesouvenir, som danske turister kun kunne købe på ferien i

Marokko, men også et produkt de kunne finde på hylderne i selv mindre danske

provinsbyer.

1

Med sit massive distributionsnet i ryggen steg salget af Habibi produkter hurtigt

for Mac Baren, der fra sommeren 2003 til slutningen af 2004 egenhændigt solgte

30.000 vandpiber og vandpibetobak til omkring 350.000 vandpibestop alene i

Danmark. Tobakssalget kunne endda, ifølge Mac Baren selv, have været endnu

større, hvis det ikke havde været for den hårde konkurrence fra kiosker og grønthandlere,

som de mente – mere eller mindre åbenlyst – solgte indsmuglet tobak

udenom afgifterne. Alligevel havde Mac Baren svært ved at skjule deres begejstring,

da de i december 2004 blev spurgt om den aktuelle salgsstatistik: “Det er

gået over al forventning. Vi havde slet ikke regnet med så stor interesse (…) Vi var på forhånd

lidt forsigtige, fordi det er et helt ukendt fænomen for danskerne. Så vi havde faktisk kun budgetteret

med en tiendedel af det salg, der nu har vist sig” (Jensen, 2004). Det har til denne

rapport ikke været muligt at indhente mere præcise salgstal fra Mac Baren for perioden

2002 – 2008 andet end de her angivne tal. I et telefoninterview med Mac

Baren udtaler marketingschefen Erik Mønster dog, at “vandpibetobakssalget har ligget

på et stabilt niveau de sidste tre til fire år”. Det må derfor antages, at førnævnte

niveau også nogenlunde dækker salget i 2005 - 2008. Mac Baren regnes da også

i dag uden sammenligning for Danmarks største importør af vandpibetobak og

altså som det firma med størst indflydelse på salg og distribution af produktet

i landet. Af andre tobaksmærker er det kun den egyptiske ‘Nakhla’ tobak, der

også menes at blive solgt i større mængder i Danmark, og som bl.a. importeres

af firmaet Pleasure Smoking Denmark. Ligesom Mac Baren ønskede Pleasure

Smoking Denmark heller ikke at oplyse deres salgstal til denne rapport.

Vandpibetobakkens tilgængelighed

Selvom vandpibetobakken i dag findes på flere af de danske butikshylder, ved vi

ikke præcist, hvor tilgængeligt produktet er, dvs. hvor mange butikker der sælger

det 2 . Markedet har ry for at være lidt mere ‘gråt’ end cigaretmarkedet, fordi

nogle produkter importeres til landet udenom afgiftssystemet, og vandpibetobak

sælges bl.a. i mindre kiosker, grønthandlere og over internettet. Det vil derfor i

2 I denne rapport har vi valgt kun at opgøre tilgængelighed i forhold til antal butikker, der sælger vandpibetobak.

Vi har ikke undersøgt andre forhold som butikkernes overholdelse af aldersgrænsen for køb af

tobak.

23


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

en rapport som denne være umuligt at vide, præcist hvor mange salgssteder der

sælger det.

Men for at få en pejling af tilgængeligheden af vandpibetobak i Danmark kontaktede

Kræftens Bekæmpelse i foråret 2008 nogle af de største supermarkeds- 3

og servicestationskæder 4 samt landsdækkende kiosker for at høre, om de førte

vandpibetobak, hvilke mærker de solgte, og hvor mange af deres butikker der

førte produktet. Desuden blev der lavet en søgning på internettet over danskejede

internetsalgssteder samt foretaget en stikprøve blandt tilfældigt udvalgte

aviskiosker og grønthandlere i det centrale København.

Detailhandlen: I detailhandlen blev COOP Danmark A/S, Dagrofa A/S, Dansk

Supermarked Gruppen og EDEKA Danmark A/S kontaktet. Tre af disse bekræftede,

at de førte vandpibetobak i nogle af deres butikker. En fjerde ønskede

ikke at oplyse det. Af de tre detailkæder, som indvilgede i at deltage, ville kun

COOP Danmark A/S oplyse, hvor mange af deres butikker der førte produktet,

og hvor mange pakker de solgte på landsplan 5 . De øvrige firmaer afviste at give

yderligere oplysninger med den begrundelse, at salgstallene var en forretningshemmelighed,

eller at tallene ikke kunne fremskaffes. Dog ville de gerne oplyse,

at de alle startede med at sælge vandpibetobak i 2002 eller 2003, og at de primært

sælger vandpibetobak af mærket Habibi.

COOP oplyste, at de kun sælger Habibi vandpibetobak og har gjort det lige siden,

produktet kom frem på det danske marked i 2002. I 2005 blev Mac Baren

tobakken distribueret til stort set alle COOP butikker landet over, mens det i

2007 blev ført i 441 butikker, hvilket svarer til godt halvdelen af COOPs salgssteder.

Det nedadgående antal salgssteder er måske årsagen til et dalende salg,

der gik fra 6.072 solgte pakker i 2005 til 5.560 pakker i 2007.

Servicestationer: Blandt landets største servicestationskæder blev Dansk Shell,

Statoil A/S, XY Energi A/S og Q8 Kuwait Petroleum A/S kontaktet. Alle fire

bekræftede, at de førte vandpibetobak i flere af deres butikker. Blandt dem ville

to, hvis de blev anonymiseret, oplyse, hvor mange butikker der reelt solgte vandpibetobak,

og hvor mange pakker der cirka sælges årligt. Som i detailhandlen

skyldtes hemmeligholdelsen, at der var tale om fortrolige salgsdata.

I de to deltagende servicestationskæder sælges kun Habibi tobak - den ene har

gjort det siden, produktet blev introduceret af Mac Baren i 2002, mens den anden

kæde har solgt det siden 2005. Det var ikke muligt at få præcise tal, der kunne

3 COOP, Dagrofa, Dansk Supermarked Gruppen og EDEKA.

4 Shell, Statoil, XY og Q8.

5 COOP Danmark A/S dækker Super-, Lokal- og Daglig Brugsen, Kvickly, Kvickly xtra, fakta, Irma og

Irma City.

24


1 • Vandpibens udbredelse til Danmark

vise en stigning eller fald i antal butikker, der solgte vandpibetobak, men i 2007

kunne det samlet set købes på 182 servicestationer ud af i alt 330 servicestationer

med tilgængelige salgstal. Dvs. på mere end hver anden af de to kæders

servicestationer (55 %), hvor salgstallene var tilgængelige. Tilsammen solgte de

to servicestationskæder i 2007 omkring 16.000 pakker vandpibetobak. Ifølge en

kategorichef ligger det gennemsnitlige salg per butik højere ude i landzonerne

sammenlignet med byzonerne.

1

Landsdækkende kiosker: To landsdækkende kioskkæder, DSB Kiosker og 7

Eleven, blev også kontaktet. Førstnævnte forhandlede ikke vandpibetobak, mens

7 Eleven vurderede, at cirka hver femte af deres kiosker førte vandpibetobak.

Konkrete salgsoplysninger ville de dog ikke oplyse, andet end at salget var meget

begrænset, og at de kun førte Mac Barens Habibi tobak.

Internetsalgssteder: Der blev søgt på hhv. ‘vandpibetobak’ og ‘vandpibetobak

køb’ på www.google.dk. Kun danske on-line salgssteder indgik i opgørelsen, og

i alt blev seks danskejede internetbutikker fundet. Fire af de seks førte Nakhla

tobak, en solgte også Habibi tobak, mens de to andre solgte mindre kendte mærker.

Aviskiosker/grønthandlere i København: I alt 22 aviskiosker/grønthandlere i

det centrale København blev besøgt og spurgt, om de solgte vandpibetobak. Ud

af dem kunne det købes i seks butikker altså i mere end hver fjerde butik. Nakhla

vandpibetobak var det mest udbredte produkt (fire af seks butikker solgte det),

mens to solgte Habibi tobak eller ukendte arabiske mærker.

Som forventet har rundspørgen ikke kunnet give et komplet billede af udbredelsen

af vandpibetobak i Danmark, men kun nogle pejlinger. Overordnet

viser rundspørgen dog, at vandpibetobak kan købes via mange forskellige salgssteder:

landets største detail- og servicestationskæder, flere internetsalgssteder

samt i kiosker og grønthandlere. Der er altså på kort tid sket et boom i antallet af

vandpibetobakssalgssteder, og derved er produktet blevet langt mere tilgængeligt

sammenlignet med for blot 6 – 7 år siden. Med få undtagelser kostede Habibi

tobakken 40 kr. hos de undersøgte salgssteder, mens Nakhla vandpibetobakken

kostede omkring 50 kr. Dvs. markedet har relativt ensartede priser for de større

vandpibetobaksmærker.

Salget i detailhandlen og i servicestationsbranchen virker til at være meget koncentreret

omkring Mac Barens Habibi produkt, mens mere specialiserede mærker

som Nakhla typisk er tilgængelige i mindre butikker eller på nettet. Men som

stikprøven også viste, kræver det som vandpiberyger lidt research at vide, præcis

hvor man kan købe vandpibetobak, da det langt fra sælges i alle butikker.

25


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

Endelig skal det nævnes, at vandpibetobak som rekreativt nydelsesmiddel også

er blevet mere tilgængeligt med de flere serveringssteder – restauranter og caféer

– der har vandpiberygning på menukortet. Det nøjagtige antal kendes ikke, men

alene i København henviser hjemmesiden www.aok.dk til 8 af sådanne etablissementer.

Det er dog typisk ældre unge, ikke teenagere, der frekventerer disse steder,

hvorfor kendskabet til udbredelsen af vandpibeserveringssteder ikke umiddelbart

synes nær så relevant for denne rapport. Man kan da også forestille sig,

at den nye lov om rygning på offentlige steder besværliggør eksistensgrundlaget

for disse vandpibeetablissementer, da indendørs rygning i serveringslokaler på

over 40 m2 kun må foregå i ventilerede rygerum. Dog viser en gennemlæsning

af mediernes omtale af vandpiberygning, at emnet ofte tager udgangspunkt i

netop disse etablissementer – og på den måde positionerer vandpiberygning i en

‘trendy’ og fashionabel ramme med storbyernes hippe restaurant- og cafémiljø

som setting.

Omtalen i den danske presse

Den journalistiske vinkel på vandpiberygning som trendy var den samme ukritiske

vinkel, der blev den dominerende i den danske presse, da historien om vandpiben

ramte de danske medier i 2003/2004. I marts 2004 bragte Jyllands-Posten f.eks.

to artikler, der omtaler vandpibens ankomst som et eksotisk nyt modefænomen,

der for alvor havde fået fat i de unge: “Hver eneste dag køber dusinvis af danskere

sig en vandpibe. Det er populært blandt især unge studerende at samle sig omkring en lystigt

boblende vandpibe og fylde lungerne med den mildt smagende røg, når de mødes med venner og

bekendte. Rundt om i natte- og cafélivet finder man piberne som en næsten lige så integreret del

af inventaret som cafe latte, Carls Special og Caines cigaretter” (Jensen and Arnth, 2004).

Dertil kom, at flere journalister fejlagtigt udlagde vandpiben som et mere sundt

rygeredskab, som de unge problemfrit kunne benytte. I februar 2004 kunne man

f.eks. i Berlingske Tidende læse denne omtale af en vandpibecafé, Café The à la

Menthe, i det centrale København: “Her kan du flyde ud, mens du deler en pibe æbletobak

på vandpiben med en du godt kan lide. Modsat almindelig tobak er tobakken, som du

får i vandpiben mild (0,05 procent nikotin og slet ingen tjære). Den smager sødt, f.eks. af æble

eller lakrids, alt efter hvilken smagsvariant du vælger” (Bjørn, 2004).

Men 2004 var også det år, hvor der virkelig kom skred i pressedækningen på

vandpibeområdet med en mere kritisk vinkel, der fremlagde en ny sundhedsvinkel

– at det både var skadeligt og afhængighedsskabende (Hornbeck, Kay, and

Wenzel, 2005). Pludselig opstod en situation med to konkurrerende udsagn i mediediskursen:

Den positive, der slog på det fascinerende i at adaptere et eksotisk

element fra en fremmed kultur vs. den negative, der prøvede at nedtone fascinationen

pga. sundhedsfarerne. Vandpiben gik dermed fra at være et blødt kultur- og

livsstilsemne til et mere nyhedsbærende konfliktstof – og med det steg omtalen

fra 55 avisartikler i 2001 til 261 i 2005 (Hornbeck, Kay, and Wenzel, 2005).

26


1 • Vandpibens udbredelse til Danmark

Siden er omtalen af vandpiben faldet, sikkert fordi fascinationen af vandpiben

har lagt sig, og advarslerne om vandpibens skadevirkninger er blevet gentaget

så mange gange, at nyhedsmomentet i dag er mere ‘lunkent’. Vandpibetemaet

synes dog ikke helt uinteressant for pressen. Det lader mere til, at området mangler

nye vinkler og historier, f.eks. videnskabelig dokumentation, der kan skabe

mere vidensbaserede historier om skadevirkninger, afhængighed og unges brug

af vandpiben.

1

Danskernes vandpibevaner

I takt med vandpibens indtog i den danske offentlighed blev det – også for tobaksforebyggelsesfolk

– mere og mere åbenlyst, at især danske unge havde taget

vandpiben til sig. Cigaretten var fortsat klart det foretrukne tobaksprodukt, men

vandpiben var det nye og alternative, der blev afprøvet flere og flere steder. Hver

10. dansker over 12 år svarede således i 2006, at de inden for det sidste år havde

prøvet at ryge vandpibe (PLS Rambøl, 2006). Ud fra besvarelserne at bedømme,

var der dog ikke tale om et vedvarende forbrug, men en ganske kortvarig ‘vandpibeflirt’.

Kun 1,2 % svarede, at de røg det en gang om måneden eller oftere.

Undersøgelsen understreger også, at danskernes adaption af vandpiberygning

ikke er et generelt fænomen, men et ungdomsfænomen. For mens 6 % af de 30 –

39-årige, 4 % af de 40 – 49-årige og kun 2 % af de 50 – 59-årige i 2006 prøvede

at ryge vandpibe var forekomsten 31 % blandt de 20 – 29-årige og hele 48 % i

den yngre aldersgruppe, de 15 – 19-årige. Se Figur 1.

27


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

Figur 1. Har prøvet vandpiberygning i 2006 (Monitorering af danskernes rygevaner 2006,

PLS Rambøl)

Netop de 15 – 19-årige er ikke kun den gruppe, som oftest prøver at ryge vandpibe,

det er også den der ryger det langt hyppigere end alle andre aldersgrupper.

I alt 14 % havde således prøvet vandpibe flere gange inden for det seneste år, 7

% røg det mindst en gang om måneden, og 2 % røg det mindst en gang om ugen

(PLS Rambøl, 2006). Se Figur 2.

Figur 2. 15 – 19-åriges vandpibeforbrug i 2006 (Monitorering af danskernes rygevaner

2006, PLS Rambøl)

28


1 • Vandpibens udbredelse til Danmark

Det er to til tre gange hyppigere, end hvad man ser i aldersgruppen 20-29 år,

mens de øvrige aldersgrupper stort set ikke er repræsenteret i opgørelsen.

1

Teenageres vandpiberygning

Hvor denne monitorering af hele befolkningens vandpibeerfaringer klart placerer

vandpiberygning i Danmark som et ungdomsfænomen, belyser en anden

undersøgelse forekomsten af vandpiberygning blandt danske teenagere. Den internetbaserede

kohorteundersøgelse ‘Ungeshverdag.dk’, fra Statens Institut for

Folkesundhedsvidenskab ved Syddansk Universitet, følger omkring 3.000 folkeskoleelever

og deres sundhedsvaner fra 7. – 9. klasse. Den første måling finder

sted i 2005 i 7. klasse og den sidste i 2007, hvor eleverne går i 9. klasse.

I 7. klasse har omkring hver fjerde af drengene prøvet vandpibe (25 %), mens

pigerne endnu er mere afventende (16 %) (Hansson and Vinther-Larsen, 2008). I

8. klasse ses en klar stigning blandt pigerne (31 %), hvilket fortsætter med næsten

samme styrke frem mod 9. klasse (43 %). Hos drengene ses også en klar stigning

med alderen, da mere end hver anden dreng i 9. klasse svarer, han har prøvet at

ryge vandpibe (51 %) (Hansson and Vinther-Larsen, 2008). Se Figur 3.

Figur 3. 7. – 9. klasseelevers vandpiberygning (særkørsel fra ungeshverdag.dk undersøgelsen,

Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet)

29


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

Mere forskning om unges vandpiberygning

Pga. vandpibens eksplosive fremgang i Danmark, de høje rygeforekomster især

blandt børn og unge og den generelt begrænsede viden er der et åbenlyst behov

for mere forskning på området. Ny forskning burde ikke kun kigge på sundhedskonsekvenserne

af vandpiberygning, men også hvilken betydning vandpiberygning

har fået for danske børns og unges generelle tobaksadfærd i dag, f.eks. om

den tobakseksperimenterende fase begynder tidligere end før, om generelt flere

unge prøver at ryge tobak, fordi de nu også ryger vandpibe, og om det på sigt

øger danske unges risiko for at blive regelmæssige cigaretrygere. Ligeledes virker

det oplagt, at kommende monitoreringer af børns og unges rygevaner som standard

medtager vandpiberygning som tema. Til dette formål er der behov for udvikling

af mere validerede standardspørgsmål, så fundene er sammenlignelige.

Referencer

1. Bjørn, E. MYSTIK: Læs her om hvor du kan finde dit eget 1001 Nats

eventyr i København. Berlingske Tidende . 2004.

Ref Type: Newspaper

2. Chaouachi, K., 2007, Tout savoir sur le narguilé. Societé, culture, historie et

santé.

3. Frey, C. The Hookah habit. Los Angeles Times . 29-5-2002.

Ref Type: Newspaper

4. Gadalla, S., boul-Fotouh, A., El-Setouhy, M., Mikhail, N., bdel-Aziz, F.,

Mohamed, M. K., Kamal, A. A., and Israel, E., 2003, Prevalence of smoking

among rural secondary school students in Qualyobia governorate:

J.Egypt.Soc.Parasitol., v. 33, p. 1031-1050.

5. Gupta, P. C., Murti, P. R., and Bhonsle, R. B., 1996, Epidemiology of cancer

by tobacco products and the significance of TSNA: Crit Rev.Toxicol., v.

26, p. 183-198.

6. Hansson, LN and Vinther-Larsen, M. Ungeshverdag.dk undersøgelsen.

2008.

Ref Type: Report

7. Hornbeck, JL, Kay, K, and Wenzel, K. Ikke bare det rene vand - formidlingsetisk

analyse af Kræftens Bekæmpelses kommunikation om vandpiberygning.

2005.

Ref Type: Report

8. Jaleel, M. A., Noreen, R., Hameed, A., Hussain, A., Rauf, S., Ali, L., and

Tanoli, T., 2001, An epidemological study of smoking at Abbottabad:

J.Ayub.Med.Coll.Abbottabad., v. 13, p. 34-36.

9. Jensen, BH and Arnth, L. Trend: Et sug af Østens mystik. Jyllands-Posten

. 2004.

Ref Type: Newspaper

10. Jensen, E. Vandpibe-succes i vintermørket. Fyns Amts Avis . 2004.

30


Ref Type: Newspaper

11. Kandela, P., 1997, Signs of trouble for hubble bubble: Lancet, v. 349, p.

1460.

12. Kandela, P., 2000, Nargile smoking keeps Arabs in Wonderland: Lancet, v.

356, p. 1175.

13. Lubin, J. H., Li, J. Y., Xuan, X. Z., Cai, S. K., Luo, Q. S., Yang, L. F., Wang,

J. Z., Yang, L., and Blot, W. J., 1992, Risk of lung cancer among cigarette

and pipe smokers in southern China: Int.J.Cancer, v. 51, p. 390-395.

14. Mårtensson, S and Nielsen, PK. Vandpiberygning: Udbredelse og skadesvirkninger

(Water pipe smoking; prevalence and harmful effects). 2006.

Copenhagen, Danish Cancer Society.

Ref Type: Report

15. Maziak, W., Fouad, F. M., Asfar, T., Hammal, F., Bachir, E. M., Rastam, S.,

Eissenberg, T., and Ward, K. D., 2004, Prevalence and characteristics of

narghile smoking among university students in Syria: Int.J.Tuberc.Lung

Dis., v. 8, p. 882-889.

16. Maziak, W., Ward, K. D., and Eissenberg, T., 2004, Factors related to

frequency of narghile (waterpipe) use: the first insights on tobacco dependence

in narghile users: Drug Alcohol Depend., v. 76, p. 101-106.

17. McNicoll, T. A new generation of young smokers pass the peace pipe.

Newsweek International . 4-11-2002.

Ref Type: Newspaper

18. Orth B., Töppich J. Förderung des Nichtrauchens bei Jugendlichen 2007

(Nonsmoking promotion among youth 2007). 1-5-2007. Köln, Bundeszentrale

für gesundheitliche Aufklärung.

Ref Type: Report

19. PLS Rambøl. Monitorering af rygevaner 2006. 2006.

Ref Type: Report

20. Rheinländer, T. Nielsen GA. Unges livsstil og dagligdag 2006 (Lifestyle

and everyday life of young adults 2006). 2008. Danish Cancer Society and

Danish National Board of Health.

Ref Type: Report

21. Shafagoj, Y. A. and Mohammed, F. I., 2002, Levels of maximum end-expiratory

carbon monoxide and certain cardiovascular parameters following

hubble-bubble smoking: Saudi.Med.J., v. 23, p. 953-958.

22. Stafström, S. Skolungdomars drogvanor 2007 in Skåne (School youths

drughabits 2007 in Skåne). 2007. Malmö, The University Hospital MAS.

Ref Type: Report

23. Tamim, H., Terro, A., Kassem, H., Ghazi, A., Khamis, T. A., Hay, M. M.,

and Musharrafieh, U., 2003, Tobacco use by university students, Lebanon,

2001: Addiction, v. 98, p. 933-939.

24. The Global youth tobacco survey collaborative group, 2002, Tobacco use

among youth: a cross country comparison: Tob.Control, v. 11, p. 252-270.

31


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

25. Werde, B. A sad ballad for the water pipe Cafes of Astoria. The New York

Times . 23-2-2003.

Ref Type: Newspaper

26. Wolfram, R. M., Chehne, F., Oguogho, A., and Sinzinger, H., 2003, Narghile

(water pipe) smoking influences platelet function and (iso-)eicosanoids:

Life Sci., v. 74, p. 47-53.

27. www.mac-baren-info.com. Habibi vandpibetobak. 2008.

Ref Type: Internet Communication

32


2

Mellemøstens

vandpibekultur


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

Vandpiberyger på vandpibecafé i Qatar

34


2 • Mellemøstens vandpibekultur

2

Selvom vi i dag ved, at flere danskere, især unge, har prøvet at ryge vandpibe,

så er vandpiben dog langt mere allestedsnærværende og synlig i den arabiskmuslimske

kultur end i den danske. Alligevel findes der stort set ingen sociologiske,

etnologiske eller antropologiske studier om vandpiberygning i Mellemøsten.

Vandpiberygning som isoleret forskningsfelt begrænser sig til få videnskabelige

artikler om dens skadevirkninger og udbredelse, mens undersøgelser om dens

brug og anvendelse som et kulturelt fænomen glimrer ved deres fravær (Chaouachi,

2007;Mårtensson and Nielsen, 2006, 1-52).

Eneste undtagelse, som vi har kendskab til, er bidraget Tout savoir sur le narguilé (På

dansk: Få alt at vide om vandpiben) (Chaouachi, 2007), der bl.a. opridser interessante

antropologiske analyser af Mellemøstens brug af vandpibe før og nu. Udvalgte

passager fra bogen vil her blive gennemgået, da vi antager, at ‘vandpibens praksis’

blandt danske teenagere har Mellemøsten som primær reference, samt at det

derfor i vid udstrækning er den reference, de danske unge søger inspiration fra,

når de danner et vandpibefællesskab. Derfor vil et begrebsapparat hentet fra et

studie af den mellemøstlige brug af vandpibe med fordel kunne anvendes som

teoretisk afsæt for en senere analyse af danske teenageres vandpiberygning (se

Kapitel 3). Det formodes dog også, at de danske unge – foruden at blive inspireret

af den mellemøstlige vandpibekultur – selv aktivt går ind og skaber deres

egen praksis på området, og at de på den måde adskiller sig fra den dominerende

kultur i Mellemøsten. Og måske ligefrem (på afstand) udfordrer den?

Brugen af vandpibe i Mellemøsten

Når man skal forsøge at opridse hovedtrækkene ved vandpibekulturen i Mellemøsten,

er det vigtigt at slå fast, at vandpiben ikke overraskende er langt mere

udbredt i lande som Syrien og Libanon end i Danmark (Chaouachi, 2007;Maziak

and others, 2004, 646-654;Tamim and others, 2003, 933-939). Derfor er vandpiben

også meget mere synlig i gadebilledet, ikke kun i de specialiserede boder, men

også i f.eks. Jordans moderne supermarkeder, hvor den ikke længere betragtes

som et forældet objekt forbeholdt ældre mænd, men også opfattes som de unges

og kvindernes rygeredskab. Her betragtes vandpiben – modsat i Vesten – ikke

som et eksotisk og fjernt objekt, men mere som en naturlig del af hverdagslivet.

Et eksempel ses i denne observation:

“I Mellemøsten ser man ofte vandpiber langs vejene, som fx vejen mellem Damas og Homs, i en

lysning, på stranden, i parker for børnene, eller endda i Cairos zoo. For at få en ide om denne

sociale praksis’ omfang, skal man bare gå en tur torsdag aften, dagen før helligdagen i de mel-

35


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

lemøstlige byer eller stoppe i en af de specialiserede boder i Aden eller andre byer i Yemen, i Syrien

eller i den egyptiske hovedstad. Disse steder kan man kende på deres udstillinger af tobak

og tabamel, af forskellige slags, af forskellig oprindelse fra Indien over Tunis og Iran. Deres

butiksvinduer bugner af utallige mængder af tilbehør: tænger, propper, og sammenføjninger i

gummi. Kulbækkener, trækul, brændere af brændt ler og metal etc. Bundter af slanger hænger

ned fra loftet, som var de bundter af rigtige levende slanger. I huler i dunkle butikker findes

dusinvis af vandpiber lavet af glas, træ, kobber og aluminium, sat op som soldater på vagt, der

byder velkommen til den besøgende. Man bør også skridte rækkerne i de moderne supermarkeder

i Jordans hovedstad af, for at se scener, som godt ville kunne overraske dem, som for nogle år

tilbage hurtigt “begravede” vandpiben som et forældet objekt, eller som var sure over en sådan

genkomst af brugen af vandpibe. Dér diskuterer både unge og lidt ældre kvinder de forskellige

slanger, deres udseende, kvaliteten af forskellige slags kul, beholderens finish, for endelig at

beslutte sig og tage den vandpibe med, som de har valgt” (Chaouachi, 2007, p. 12).

Chaouachi beskriver videre, hvordan vandpiben nydes ikke kun på de orientalske,

men nu også på neo-orientalske caféer, hvor caféindehaverne i f.eks. Yemen

åbner dørene og tilbyder ydelser organiseret omkring vandpiben. “Deres kunder,

særligt de unge, foretrækker vandpibens convivialitet, i fri luft og tobakken, der er mild og

parfumeret” (Ibid., p. 14). Vandpiben indgår som et strategisk objekt til at tiltrække

kunder til disse cafeer, der som etablissementer, ifølge Chaouachi, udgør et væsentligt

element i den sociale organisering af “den arabisk-islamiske by” (Ibid., p.

17). Som objekt spiller vandpiben på den måde en central og synlig rolle i Mellemøstens

bysamfund.

36


2 • Mellemøstens vandpibekultur

2

Flotte vandpiber klar til brug på en vandpibecafé i Dubai.

Vandpiben skal dog ikke betragtes som et stationært rygeinstrument, der kun

hører til på caféer, men også som et transportabelt element, man kan tage med

hjem, bruge i vejsiden, i skoven, på stranden osv. Som rekreativt redskab indgår

den på den måde blandt de ting, som mange familier tager med sig, når de skal

på picnic (Ibid., p. 12). Og som det her antydes, er vandpiberygning noget, man

gør med andre, selvom mange også ryger den alene. Men ifølge Chaouachi sidder

selv den, der ryger alene, og venter på, at der kommer en og sætter sig og lytter

og deler (Ibid., p. 76).

Rygesituationen

Selve rygeseancen foregår som regel på en stol eller et tæppe med benene over

kors, ofte samtidig med at der spises frugt. Mens røgen indtages, manipulerer

rygeren de forskellige dele af udstyret, så vandpiben bliver vedligeholdt i timevis:

Specielle tænger anvendes til at tage det glødende trækul, en vifte bruges til at få

ilden til at gløde, slange og mundstykke for at inhalere røgen osv. Samtidig drikker

man kaffe eller te, hører musik og lytter til vandets blide mumlen, ser på røgen,

der i spiraler snor sig op i luften, mens samtalen begynder. Kort sagt beruser man

sig i alle fem sanser: Synet, vandpiben er en genstand, et udtryk for et håndværk,

følesansen, man kan håndtere de forskellige elementer, slangen, tængerne til træ-

37


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

kullet etc., smagen og duften, ved indtagelsen af den duftende og krydrede røg

og hørelsen, vandets mumlen i vandbeholderen og ikke mindst samtalen.

Fordi vandpiberygning forbindes med en positiv og kollektiv handling, hviler

den automatisk på en forestilling om, at det sker på tværs af samfundslag og

religion, og dermed et samfund ‘uden klasser’. Et samfund, hvor prinsen kan

ryge med tiggeren. Men i dag er dette ifølge Chaouachi mere en illusion end en

realitet pga. ændrede socioøkonomiske betingelser og nye fritidsvaner. I dag går

bedsteborgeren (bourgeoisen) f.eks. ikke på café for at blive adspredt, få information

og seneste nyt, men anvender i stedet de nye teknologiske tiltag som TV

og internettet til at få de nødvendige informationer. Chaouachi mener derfor, at

det som fra en sociologisk synsvinkel er mest interessant at observere er måden,

man ryger vandpibe på. Der er mere eller mindre hygiejniske måder at ryge på:

Der er den fattiges og den riges. En vandpibe serveres og præsenteres således

forskelligt afhængig af, om man frekventerer en café i Yemen eller en coffee-shop

i den jordanske hovedstad Amman. På førstnævnte sted skiftes vandet ikke systematisk,

kullet stilles som en masse på brænderen, og nye mundstykker er der slet

ikke tale om. På den anden type café bliver vandpiberne gjort rent regelmæssigt,

kunden får et mundstykke i plastik forseglet i en emballage, tobakken tilberedes

omhyggeligt, og gløderne bliver lagt til rette og udskiftet med jævne mellemrum

(Ibid., p. 83). På den måde demonstrerer Chaouachis feltstudier en social opdeling/distinktion

af vandpiberygere i relation til hygiejne og vandpiberygningens

eksklusivitet.

Vandpibens symbolik og modstand

I Vesten er vandpiben ifølge Chaouachi per tradition blevet opfattet som noget

eksotisk og fjernt, der fremmaner tanker om Orienten, drømme og orientalske

malerier (Ibid., p. 22). Ofte fremtoner den på forsider af bøger om Mellemøsten,

uanset om det er romaner eller faglitteratur, der er tale om, og Chaouachi spørger

retorisk, om vandpiben ikke bliver Vestens billede på orientalismen eller en

fordømmelse af denne set ud fra en snæver synet betragtning (Ibid., p. 51)? Men

enkelte vestlige bogudgivelser gør den også nærværende og velkendt i Vesten.

Chaouachi nævner den engelske forfatter Lewis Carroll, som, mener han, har forankret

vandpiben i den vestlige erindring gennem kålormen fra Alice i Eventyrland.

En kålorm, der sidder på et blad og ryger vandpibe – den eneste i historien,

som Alice siger ‘De’ til, og den eneste i historien som ryger (Ibid.). Mere alment

forholder det sig i Mellemøsten, hvor vandpiben med sin centrale position er et

kendetegn for flere mellemøstlige samfund. Den er en del af den nationale identitet,

som den f.eks. præsenteres i turistbrochurer fra Tyrkiet og modereportager

fra Libanon (Ibid., p. 95).

Chaouachi beskriver videre, hvordan der i Mellemøsten er en stærk symbolik omkring

vandpiben og dens brug, og han udleder tre bestanddele: æstetisk, mys-tisk

38


2 • Mellemøstens vandpibekultur

og ‘irénique’. Æstetikken kommer til udtryk i litteraturen og kunsten, hvor vandpiben

ofte har en central placering f.eks. i malerier. Chaouachi nævner et maleri

af Jean-Auguste Dominique Ingres, hvor en smuk og yppig haremskvinde ligger

afklædt i sengen med en vandpibe placeret diskret til højre for sig, hvilket er med

til at give motivet en atmosfære af dovenskab og Orienten. Den mystiske symbolik

omkring vandpiben ligger derimod i, at vandpiben er noget, man skal initieres

til, altså indvies i, for at kunne bruge. Der er røret, der minder om en slange, der

er vandet, der bobler alvorligt og klangfuldt, og der er den duftende røg – alt dette

kan minde om ceremonier af mere mystisk art (Ibid., p. 55). Men vandpiben

er også et symbol på fred, samtidig med at den vidner om det modsætningsfyldte

i samfundet: tradition vs. modernitet, fællesskab vs. individualisme, dovenskab

vs. tid, poesi vs. produktion. Denne symbolik udfordres lige nu af opfindelsen

af nye betydninger i de højere sociale lag, hvor vandpiben i stigende grad bliver

ringeagtet som noget tilbagestående og gammeldags. I lande som Egypten og

Tunesien er vandpiben blevet et symbol på de dovne og hårde typer, og der hersker

i det hele taget en modkultur imod brugen af vandpibe i disse lande. Dette

kan naturligvis være udtryk for Chaouachis egne holdninger (der er båret af en

afstandstagen fra det, han kalder “vandpibens dæmonisering” - dvs. de forskere

der entydigt forbinder den med noget sundhedsskadeligt), men ser man på rygelovgivningen

i flere arabiske lande, understøtter de hans påstand. F.eks. blev det

i Tunesien i begyndelsen af 1990’erne forbudt at ryge vandpibe på caféterrasser,

der vendte direkte ud mod gaden, og på restauranter og caféer i Dubai er det

ikke længere tilladt for unge under 20 år at ryge vandpibe. Ligeledes overvejer

De Forenede Arabiske Emirater lige nu et generelt vandpibeforbud i lukkede

rum og på offentlige steder (Chaouachi, 2007;Gram, 2008;Muslim, 2008). Denne

modstand, mener han, kan sammenlignes med den modkultur, man har set mod

cigaretter. På trods af stigende modstand har vandpiben dog overlevet gennem

århundreder, har bredt sig, og er nu paradoksalt nok blevet mere universel.

2

Vandpibens fire dimensioner

Vandpibens opblomstring, ikke kun i Mellemøsten, men også i Vesten (jf. Kapitel

1), skyldes ifølge Chaouachi flere forhold, men ikke mindst vandpibens tiltrækkende

og fascinerende praksis. Denne kan ifølge ham indfanges ved hjælp af fire

dimensioner:

• Den sociokulturelle etos: Den moralske grundindstilling over for vandpiben

i det omgivende samfund – den sociale accept

• Vandpibens ‘convivialité’: Vandpibens sociale funktion – det fællesskab

den danner – baseret på triaden: tid, leg og ord

• Historien/myten om vandpibens oprindelse: Vandpibens ukendte

oprindelse omgiver den med en hel del mystik, der virker fascinerende

• Vandpiben og sundhed: En udbredt overbevisning om, at vandpiben er

mere sund end andre måder at anvende tobak på f.eks. cigaretrygning.

39


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

Den sociokulturelle etos: Chaouachi påpeger, at vandpiben i vid udstrækning

er socialt accepteret. Han kommer dog ikke ind på, om denne tolerance kun

gælder for Mellemøsten eller også for resten af verden, men da de fire dimensioner

indgår som forklaringer på vandpibens udbredelse, må han mene generelt.

Denne tolerance kan delvis forklares ved tabamels karakteristika (jf. Kapitel 1),

der med sin honningsødme giver vandpiben en positiv, nærmest guddommelig

betydning. Samme overbærenhed ses ikke over for cigaretten, der betragtes som

noget, der reduceres til ild og ikke er tilsat honningens sødme. Ind til tabamels

ankomst havde vandpiben svært ved at brede sig nord for ‘sine naturlige grænser’,

men også af historiske årsager. F.eks. har vandpiben i Vesten været opfattet

som et fjendeobjekt, som et symbol på det orientalske, og relateres desuden til

indtagelse af narkotika. Endelig taler den megen tid, man bruger på vandpiberygning,

imod en udbredelse i samfund, der er gennemsyrede af et arbejdsdogme,

som mange af Vestens samfund er. Først på det seneste er der sket en åbning

og udvikling med orientalske te-saloner – eller neo-orientalske caféer – så en reel

praksis omkring vandpiben i dag er installeret i både Europa og på det amerikanske

kontinent og ikke længere er et kunstigt modefænomen.

Vandpibens ‘convivialité’ (fællesskab): Vandpiberygning består ifølge Chaouachi

af en tredobbelt særegenhed: tiden, ordet og legen/spillet. I det 21. århundrede

berører tiden ikke mindst det økonomiske aspekt, hvor det handler om

at vinde tid. I den sammenhæng repræsenterer vandpiberygning en helt anden

opfattelse. Her handler det om at turde vove at tabe tid, en anarkistisk tilgang

til tiden, hvor man ryger i timevis, dyrker den sociale tid og dovenskaben. Det

andet element drejer sig om samtalen, som fødes mellem de rygere, der deltager

i seancen. Man taler og lytter meget, på en måde som det kendes fra psykoanalysen:

kur og helbredelse gennem ordet (Ibid., p. 104). Vandpiben bliver et

påskud for at samtale: Den kan fremkalde, vedligeholde og nære samtalerne. Og

modsat cigaretrygere søger vandpiberygere ikke generelt at tilfredsstille en fysisk

afhængighed eller dulme en uro eller ængstelse. De søger snarere at tage sig tid

til at tale sammen, lytte til hinanden og dele vandpiben – i tur og i orden – broderligt,

rituelt og symbolsk. Hele denne iscenesættelse omkring et bestemt objekt

er i grunden kun en undskyldning for at få ordene til at springe frem, privat,

offentligt og befriende. I den sammenhæng observerer Chaouachi også et brud

på traditionerne, når de orientalske caféer opsætter tv-apparater, der forstyrrer

freden og roen til at samtale. Chaouachi nævner et eksempel fra en café i Istanbul,

hvor man har to sale – den ene med TV, hvor fodboldtilhængerne samles og

ryger vandpibe, når der er kamp. Og i den tilstødende sal, hvor ældre mænd på

traditionel vis sidder og ryger vandpibe i ophøjet ro og fred. På den måde opstår

nye rygepraksisser, hvor de gamle traditioner udfordres og stilles til forhandling.

Et andet eksempel er migranterne i Europa, når de f.eks. sidder på caféerne i

Paris og ryger vandpibe. Chaouachi fortæller, hvordan mobiltelefonen diskret

integrerer sig harmonisk i traditionen med vandpiben, og hvordan telefonens

oralitet fint harmonerer med vandpibens talende funktion: Man ringer til hin-

40


2 • Mellemøstens vandpibekultur

anden, man inviterer hinanden, og man laver aftaler for at videreføre samtalen.

På den måde bekræfter den aktuelle brug af vandpiben, at populærkulturen yder

modstand mod den oprindelige praksis, og nye praksisser opstår. Tredje og sidste

variabel inden for vandpibens ‘convivialité’ handler om legen eller spillet med piben.

Vandpiberygeren leger som et barn, mens han ryger f.eks. ved at lave bobler

i vandet og give piben videre til sidemanden.

2

Historien/myten om vandpibens oprindelse: Vandpibens oprindelse er fascinerende

og mystisk, slår Chaouachi fast. Hypoteser peger på en sydafrikansk,

etiopisk eller persisk oprindelse, men også på at vandpiben måske stammer fra

Indien. I et tidsskrift om medicinsk historie beskrives det, hvordan lægen Abdul-

Fath (1556-1605), der stammede fra Persien, tilbød mogulen i Indien at gøre

røgen mindre skadelig ved at lade den passere gennem en vandbeholder. Andre

eksperter peger på Afrika som ophavskontinent, fordi Hottentotternes ‘dakka’

– en pibe med vand – vurderes som stamfaderen til vandpiben. Hvis det er tilfældet,

stammer vandpiben altså hverken fra Indien eller Persien, men fra lande som

Kenya og Tanzania. Disse mange historier eller myter om vandpibens oprindelse

er med til at give vandpiben et mystisk skær.

Vandpiben og sundhed: Vandpibens popularitet og udbredelse hænger ifølge

Chaouachi også sammen med den generelle overbevisning i befolkningen om, at

vandpiben er sundere end cigaretten. Flere mener, at røgen vaskes/renses i vandet,

og informationsniveauet om vandpiberygningens skadevirkninger har været

alt for dårlig sammenlignet med informationsniveauet om cigaretten. Dermed

kan der være opstået en boomerangeffekt af den information, der har været

imod cigaretter, hvor vandpiben ikke får samme spalteplads og dermed mister sin

‘risikostatus’. Chaouachi kritiserer i den sammenhæng også evidensen på området

for at være for mangelfuld til at komme med klare budskaber om skadevirkninger

ikke mindst pga. en alt for løs metodik i undersøgelserne.

Unges vandpibepraksis som forskningsfelt

Når man som i denne rapport ønsker at kigge på danske teenageres vandpibepraksis

kan flere af de fire dimensioner, som Chaouachi finder i Mellemøsten

(den sociokulturelle etos, vandpibens ‘convivialité’, historien/myten om vandpibens

oprindelse samt vandpiben og sundhed), indgå som en del af forklaringen

på vandpibens popularitet også i en dansk sammenhæng. Chaouachi nævner selv

unge fra Syrien som et eksempel på en ung befolkningsgruppe, der sætter pris på

vandpiben og atmosfæren omkring den. Med vandpiben har de fundet en socialt

accepteret måde at tilbringe tiden på samt et alternativ til cigaretten, da cigaretten

med tiden er blevet mere stigmatiseret i samfundet også blandt de unge.

Og især pigerne i Mellemøsten kan opleve en modernitet ved at bryde med et

kønsrollemønster, der per tradition har afholdt unge piger fra at ryge vandpibe.

Desuden tiltrækkes de unge af vandpibens ‘convivialite’, det sociale fællesskab/

41


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

hyggen. De føler sig godt tilpas og fortæller ‘vi har det godt omkring vandpiben’ (Ibid.,

p. 182). Målet er altså ikke at ryge for at tilfredsstille en fysisk afhængighed eller

virke beroligende, “målet er at tage sig tid til at tale, lytte og dele, i tur og orden, at give

piben videre broderligt, rituelt og symbolsk. Hele denne iscenesættelse har alene som formål at

skabe en situation i ordets sociologiske betydning (Erving Goffman), men også legende (Johan

Huizinga), kunstnerisk og anarkistisk (Guy Debord)” (Ibid., p. 182).

Chaouachi slår fast, at “udviklingen af denne type etablissementer i Europa (f.eks. caféer

og restauranter hvor der serveres vandpibe, red.) og andre steder, og den omplantede

praksis, helt sikkert fortjener sociologernes opmærksomhed. De har her et “eksotisk” forskningsområde

midt i deres egne samfund. Der er tale om et sandt nyt pust udefra, der kan

medvirke til at forny denne disciplin” (Ibid., p. 182).

Det er netop samme tendens inden for teenageres adaptation af den mellemøstlige

vandpibekultur, vi finder i Danmark. Danske skoleelever på f.eks. 14 – 16 år

kopierer praksissen, men danner også deres egne, nye former for etablissementer

og omformede vandpibepraksisser, som denne rapport vil kigge nærmere på.

Referencer

1. Chaouachi, K., 2007, Tout savoir sur le narguilé. Societé, culture, historie et

santé.

2. Gram, S. Ingen vandpibe til unge under 20 år. Jyllands-Posten . 2008.

Ref Type: Newspaper

3. Mårtensson, S and Nielsen, PK. Vandpiberygning: Udbredelse og skadesvirkninger

(Water pipe smoking; prevalence and harmful effects). Wiuff

Kruse, M. 1-52. 2006. Copenhagen, Danish Cancer Society.

Ref Type: Report

4. Maziak, W., Eissenberg, T., Rastam, S., Hammal, F., Asfar, T., Bachir, M. E.,

Fouad, M. F., and Ward, K. D., 2004, Beliefs and attitudes related to narghile

(waterpipe) smoking among university students in Syria: Ann.Epidemiol.,

v. 14, p. 646-654.

5. Muslim, N. UEA ministry plans to ban smoking shisha and midwakh in

public. gulfnews.com . 2008.

Ref Type: Newspaper

6. Tamim, H., Terro, A., Kassem, H., Ghazi, A., Khamis, T. A., Hay, M. M.,

and Musharrafieh, U., 2003, Tobacco use by university students, Lebanon,

2001: Addiction, v. 98, p. 933-939.

42


3

Vandpibekulturen

blandt danske

teenagere


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

Danske unge samlet om vandpiben

44


3 • Vandpibekulturen blandt danske teenagere

3

Det synes umiddelbart svært at forklare den store andel af danske teenagere, som

har prøvet at ryge vandpibe, hvis man alene ser på, hvad der kræves første gang,

en teenager prøver. Foruden al besværet med at finde en forhandler, som sælger

vandpiber og vandpibetobak og vil sælge til unge under 18 år (aldersgrænsen for

køb af tobak), skal den unge være villig til at betale 300 – 400 kr. i anskaffelsespris.

Så kommer al det tekniske med at få piben tændt, dvs. vide hvor meget vand

man kommer i vandbeholderen, kende den rette dosering af tobak i pibehovedet,

smuldre tobakken i en tilpas dosis, lave et tilpas antal huller i sølvpapiret øverst

på piben (ikke for mange eller for store), antænde kullet og få gang i piben. Det

hele må også gerne foregå et diskret og hyggeligt sted og gerne sammen med

nogle venner, som man først skal have samlet. Altså en ganske tidskrævende og

besværlig proces set ude fra. Så hvorfor overhovedet forsøge sig med vandpiben

og ikke nøjes med den velkendte cigaret, der er både billigere i anskaffelsespris

og langt mere tilgængelig i Danmark?

I den kommende analyse sætter teenagere selv ord på, hvad der for dem gør

vandpiberygning fascinerende og får det til at forekomme som en meningsfuld

handling. Vi kan nemlig sagtens som sundhedsprofessionelle opstille ovennævnte

barrierer for teenageres vandpiberygning, men måske er det blot en karikatur af

virkeligheden, der slet ikke opleves sådan af de unge selv. Formålet med rapportens

kvalitative analyse er derfor at give et kvalificeret indblik i danske teenageres

vandpibekultur ved at lade de unge selv sætte ord på deres handlinger. Disse

personlige fortællinger vil relateres til et teoretisk begrebsapparat om vandpibekultur,

præsenteret i kapitel 2.

Følgende spørgsmål ønskes belyst i den kvalitative analyse:

1) Hvilke forhold får danske teenagere til at ryge vandpibe første gang de

prøver?

2) Hvilke positive elementer forbinder danske teenagere med vandpibens

praksis, og hvad gør vandpiberygning til en meningsfuld handling for

denne aldersgruppe?

3) Er vandpibens praksis den samme blandt alle teenagere, og i hvilke sammenhænge

foregår den?

45


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

4) Hvilke afgørende forhold bør ændres, hvis vandpiberygning blandt teenagere

skal forebygges, og kan ‘vandpibeproblemet’ alene løses ved en kommunikationsindsats?

Baggrund

Analysen bygger på interviews med i alt 10 teenagere i alderen 14 – 17 år, som

alle på interviewtidspunktet i et eller andet omfang har prøvet at ryge vandpibe

og cigaretter. Interviewene foregik enten parvist eller som enkeltinterviews og

varede fra 1½ til 2½ time. De valgte respondenter kom fra hhv. Storkøbenhavn

og Haderslev. For nærmere indsigt i respondentgruppen og de metodiske overvejelser

bag udvælgelsen og interviewenes metode, se bilag 1.

Cigareterfaringer ved vandpibedebut

En overordnet hypotese for denne rapport er, at teenageres brug af vandpiben

skal ses i relation til børn og unges generelle tendens til at eksperimentere med

tobak. Eftersom respondenter på interviewtidspunktet alle har prøvet at ryge

cigaretter, står flere af dem midt i en proces, hvor de er ved at tage stilling til, om

de vil fortsætte med at ryge cigaretter, kun vil ryge ved festlige lejligheder eller

aldrig ryge igen. Nogle tager altså på interviewtidspunktet helt afstand fra cigaretterne,

det siger dem ikke noget efter at have prøvet det nogle gange, enkelte

ryger til fester og i weekenderne, mens andre beskriver sig selv som “faste rygere”,

som f.eks. Stig på 14 år, som i dag ryger 15 cigaretter om dagen og har sine faste

rutiner med en smøg inden skole, igen klokken 10, klokken 11.30 og så igen lige

efter skole.

Det er midt i disse meget forskellige cigaretrygemønstre, at alle respondenterne

har afprøvet vandpiben, og – som vi senere skal høre – ryger nogle af dem regelmæssigt

og i perioder endda dagligt. Vandpiben er typisk blevet introduceret

på et tidspunkt, hvor respondenterne har prøvet at ryge deres første cigaret, har

røget flere gange eller måske endda røg cigaretter dagligt, inden vandpiben også

skulle afprøves. Kun en enkelt havde aldrig prøvet at ryge cigaretter, inden vandpiben

kom på bordet. For disse respondenter gælder altså, at de generelt ikke er

rene ‘ryge-novicer’, første gang de tænder vandpiben, og deres udsagn skal ses i

den sammenhæng (se bilag 1). Derfor er det også – for denne gruppe – relevant

at spørge til erfaringerne med den første cigaret, da det typisk er den sammenligning,

de unge laver, når de prøver at ryge vandpibe.

Den første cigaret

Spørger man specifikt ind til respondenternes første erfaringer med cigaretter,

omtales den første cigaret langtfra i positive vendinger. Den beskrives som ubehagelig

pga. cigaretrøgens varme og den kradsende fornemmelse, der kræver

46


3 • Vandpibekulturen blandt danske teenagere

mange forsøg og tilvænning, og som gør de første hiv af cigaretten til en mindre

kamp. Malte (16 år), som i dag er ikke-ryger, modstod ikke ubehaget ved den

første cigaret og siger under interviewet: “Jeg kan overhovedet ikke lide det. Det er dårlig

smag, jeg ved, hvor dyrt det er. Så det har aldrig rigtigt sagt mig noget”. De mere erfarne

rygere Joachim (16 år) og Stig (14 år) supplerer; Joachim: “Jeg kunne heller ikke lide

det (…) Det var ikke, fordi det smagte vildt godt eller noget, det var bare hyggen ved at sidde,

og så var det bare en vane ved at sætte en cigaret til munden og så bare ryge”. Stig: “Dengang

syntes jeg ikke, det smagte godt. Der var det kun den der udfordring med at kunne holde det

ud”. Der er på den måde bred enighed i respondentgruppen om, at den første

cigaret ikke ligefrem udmærker sig ved en sød smag eller mild røg − tværtimod.

3

Cigarettens forældremodstand

Foruden det fysiske ubehag kan børn og unges første cigareterfaringer også betegnes

som en overskridelse af en af de mange grænsesituationer, som et ungdomsliv

byder på, når teenagere nærmer sig voksenlivet: den første øl, den første

kæreste, den seksuelle debut osv. Men til forskel fra de nævnte grænsesituationer

repræsenterer den første cigaret for de fleste respondenter en illegitim overskridelse,

de udmærket ved er forbudt, og som de unge derfor forsøger at skjule for

forældrene så længe som muligt. Stig (14 år): “I starten, der skjulte jeg det. Kom hjem

fra skole og gik op og vaskede fingre. Ekstra sæbe og parfume. Men de (forældrene, red.) er

jo ikke dumme vel – når man gør det hver dag, man kommer hjem”. Camilla (17 år): “Jeg

kunne ikke ryge på ferier, man var hele tiden sammen med sine forældre. Og de måtte jo ikke

vide det (…) Jeg følte mig dårlig over det, det er jo noget dårligt noget”. Hvis overskridelsen

opdages, fortæller de unge om en forældregruppe, der på forskellig vis markerer

overfor de unge, at de her har begået en klar illegitim overskridelse: Forældrene

bliver sure og skuffede, fortæller om rygningens skadevirkninger eller opsætter

forbud mod at ryge i fremtiden. Alle handlinger er udtryk for forældrereaktioner,

der dels overfor den unge markerer, at der er blevet begået en illegitim overskridelse,

og dels forsøger at genetablere den samme hverdagsvirkelighed fra før,

overskridelsen fandt sted − dvs. få de unge til at stoppe hurtigst muligt. Men det

kan være svært. Marius (15 år): “De første par gange de finder ud af det, fortæller de, hvor

usundt det er, men så… når de opdager det tilpas mange gange, giver de ligesom op på en (…)

De var ikke sure, men skuffede”.

Som før nævnt kan forældrereaktionen også være et klart forbud. Oskar (16 år):

“Mine forældre vil ikke have, at jeg ryger overhovedet (…) Min far har fået kræft af det. Så

de ved godt selv, hvor skadeligt det er”. Sofie (15 år): “Førhen snakkede hun (moren, red.)

om, at hun ikke ville have, jeg røg. Hun blev også glad, da jeg fortalte hende, at jeg havde prøvet,

men ikke ville gøre det igen”. Hvor forskelligt forældrene end reagerer på de unges

cigaretrygning, har reaktionerne dog det til fælles, at de repræsenterer en konsensus

i forældregruppen om at kommunikere afstandstagen og modstand overfor

børnene, hvis de tages i cigaretrygning.

47


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

Den marginaliserede cigaret

Blandt de teenagere vi interviewede, betragtede flere ikke-rygere de faste cigaretrygere

som en anderledes, nærmest stigmatiseret gruppe, der på flere uheldige

måder skilte sig ud. Oskar (16 år): “De er lidt anderledes. De typer der slås meget, de

hårde typer, de ryger som regel (…) dem der vil være lidt seje, så de føler, de er seje (…) De har

en hård attitude – du skal ikke komme og sige noget (…) jeg ser overhovedet ikke op til dem”.

Fie (15 år): “Mine erfaringer er, at det mest er de unge med problemer, der ryger (…) Jeg tror

stadig, at dem, der vil være seje, ryger, men det er de ikke. Efter noget tid finder man ud af, at

det er ret nedern og ikke er sejt. Men så er man blevet afhængig (…) Os som ikke ryger, vi har

det mere sådan, vi lever bare livet”.

Der ses altså en manglende social accept af cigaretten, både fra forældre og jævnaldrende

ikke-rygere, og dette udgør en modstandskraft, som vi ved fra undersøgelser

har en effekt på unges cigaretrygning både i forhold til rygestart og

rygestop (Elickson, PL, Tucker, JS, & Kelin, DJ, 2001; Tyas, SL & Pederson, LL,

1998)

Vandpibens oplevede relevans

Overordnet viser interviewmaterialet en langt større social accept af vandpiben

end af cigaretten. Men andre forhold spiller også en afgørende rolle for vandpibens

oplevede relevans dvs. unges motivation for at prøve vandpibe. Konkret

har vi i interviewene mødt fire forhold, der gør sig gældende: 1) vandpibens tilgængelighed

og synlighed, 2) den sociale accept, 3) myter om den uskadelige røg

og 4) æstetikken.

1. Tilgængelighed og synlighed: Som det blev beskrevet i kapitel 2, sælges

vandpibetobak i Danmark i flere dele af detailhandelen og på mange servicestationer,

ligesom den kan købes på nettet og i flere kiosker eller grønthandlere.

De unge, vi talte med, udtrykte da også, at de generelt havde let ved at anskaffe

sig en vandpibe og vandpibetobak i deres lokalområde. Det krævede måske lidt

research, men kunne hurtigt opspores. Fie (15 år): “Vandpiber har de stort set alle

steder. Det er ikke så svært (…) Nede ved grønthandleren og over det hele (…) Tobakken

køber vi bare ved en grønthandler”. Noah (15 år): “Jeg vidste godt, hvor jeg kunne købe min

første vandpibe – i sådan en udlændingebutik (…) men det er ikke altid det bedste tilbud, man

får der. Det er sådan lidt svindel og…”. Selv i mindre provinsbyer lader det ikke til at

være noget problem. Joachim (16 år): “Tobakken kan du købe alle mulige steder. Det

kan du gøre på tankstationer, i nogle kiosker og nogle af de der butikker, hvor de sælger det.

Det er ikke noget problem. Jeg tror, der er fire steder her i Haderslev, hvor du kan”.

Første gang de unge prøvede vandpiberygning, foregik det typisk til en fest sammen

med nogle venner, som medbragte vandpiben og tobakken, og som vidste,

hvordan piben skulle tændes. Tilgængeligheden ved vandpibedebuten hænger

altså ikke tæt sammen med en dyr investering og tekniske evner, men nærmere

48


3 • Vandpibekulturen blandt danske teenagere

de unges sociale relationer. Alle, vi talte med, og som ikke selv ejede en vandpibe,

havde en ven eller veninde, som ejede en vandpibe, og som de kunne opsøge,

hvis de ville ryge vandpibe. Først efter flere gange overvejede nogle selv at anskaffe

sig en vandpibe, noget kul og tobak. Malte (16 år): “Jeg tror, første gang var til

en fest udenfor (…) Jeg vidste ikke noget om vandpibe – jeg var 14 år. Havde ikke prøvet det

før (…) Den var der bare, og så prøvede jeg. Jeg sagde, det ville jeg gerne prøve (…) og nu har jeg

en selv”. Sofie (15 år): “Første gang jeg røg vandpibe, det var i sommerferien sidste år, tror jeg.

Mellem 8. og 9. klasse. Ude til en fest (…) den omgangskreds jeg var i, der var det lige kommet

frem. Man var lige begyndt på det (…) Vi var ude ved en, der hedder Malte. Hvor mange var

vi? 10-15 stykker. Og så skulle vi bare prøve, fordi alle de andre prøvede (…) Og så har det

vel været sådan, hvis der har været en vandpibe til en fest, så har man gjort det”.

3

Chaouachi beskrev tidligere vandpiben som et både “eksotisk og fjernt objekt” for

befolkningen i Vesten (jf. kapitel 2). Det synes dog ikke at være tilfældet for den

gruppe danske teenagere, der indgår i interviewundersøgelsen. Der er nærmere

tale om, at vandpiben for dem har fået en ny status som ‘almen’ frem for ‘eksotisk’,

og ‘nær’ frem for ‘fjern’. Vandpiben synes dermed at være blevet til et

selvfølgeligt objekt for disse danske teenagere, dvs. vandpiben i dag i langt højere

grad end før befinder sig inden for de unges hverdagslige rækkevidde, hvor de

til fester og lignende må forholde sig til spørgsmålet “skal jeg, eller skal jeg ikke

prøve?”.

2. Social accept: Vi hørte tidligere om en klar forældremodstand imod cigaretter,

fordi cigaretrygning blev betragtet som en illegitim overskridelse af grænsen

for hvad der er tilladt og ikke tilladt. Dertil kom, at de unge dagligrygere

blev betragtet som en ikke-attraktiv gruppe af deres jævnaldrende, fordi de som

cigaretrygere blev associeret med de hårde og socialt belastede typer. Samme

modstandskraft og symbolik ses ikke i forbindelse med vandpiben i dette interviewmateriale.

Vandpiberygning betragtes derimod som særdeles udbredt, og

ingen mente, det var en bestemt type unge, der røg vandpibe. Stig (14 år): “Alle

dem, der ikke ryger cigaretter af mine venner, de er næsten altid friske på vandpibe. Jeg kender

kun en af mine bedste venner, som ikke rør hverken vandpibe eller cigaretter”. Marius (15

år): “Jeg har ikke oplevet, der ikke er nogle, der er friske på vandpibe efter skole. Det plejer

folk godt at kunne være med til”. Selv ikke når snakken går på de mest rygende vandpibeentusiaster,

dvs. de som ryger det ugentligt eller måske dagligt, er der nogen

modstand at spore. Camilla (17 år): “Der er nogle, der ryger det oftere end andre, så er der

selvfølgelig også nogle, der gør det meget sjældent (…) men ingen af os opfatter dem, som ryger

meget vandpibe, på en bestemt måde”.

Også i store dele af forældregruppen oplever de unge et andet syn på vandpiben,

end hvad angår cigaretten. Oskars forældre forbyder ham således helt at ryge cigaretter,

men med vandpiben er det helt anderledes. Selvom de godt ved, han har

prøvet at ryge vandpibe flere gange, tillader de ham at fortsætte, fordi de føler sig

overbeviste om, at han godt “kan styre det”. Ida (15 år) fortæller: “Mine forældre ved

49


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

det godt. De siger ikke rigtigt noget til det. De vil hellere have, jeg gør det, end at jeg ryger fast.

Det vil de meget hellere”. Et tredje eksempel var, da Sofie (15 år) op til interviewet

måtte fortælle sine forældre, at hun røg vandpibe, hvortil de svarede: “nå da, har

du røget vandpibe”, og i stedet for formaninger spurgte interesseret ind til hendes

erfaringer, da de selv kun lige havde smagt det. Med cigaretterne var det noget

helt andet – dem måtte Sofie slet ikke røre.

Blandt de deltagende teenagere er der andre eksempler på forældre, som – sikkert

utilsigtet – har spillet en aktiv rolle i at skabe opfattelsen af en social accept af

vandpiben. Da Marius (15 år) var 10, var han med sine forældre på ferie i Egypten,

og vanen tro skulle forældrene ryge vandpibe. “Så spørger man, om man ikke

må prøve, så tænker de nok i starten, at det går jo nok. Det var sådan… men det var ikke

mere end to sug (…) Hvis det havde været med cigaretter, havde de nok sagt nej”. Et andet

eksempel er Marius’ kammerats mor, som arrangerede fødselsdagsfest for sin

søn med et orientalsk tema, hvor hun mente, at der dertil selvfølgelig også hørte

vandpiber. Marius: “En af mine venner havde et stort telt, og hans mor havde lavet noget

tyrkisk over teltet. Havde hængt nogle tæpper op, 4-5 borde hvor der stod vandpibe på og stole

rundt omkring (…) der havde hun sat bordene op, og så fik vi selv lov til at tænde dem op”.

Andre af de unge respondenter fortæller om venner, som har modtaget en vandpibe

som gave både fra venner og forældre, og at vandpiben flittigt bliver brugt

som hyldedekoration på teenageværelset derhjemme. Alle eksempler er udtryk

for forældrehandlinger, der kan legitimere unges vandpiberygning.

Det er dog langt fra alle forældre, der forbinder vandpiben med noget ufarligt.

Flere af respondenterne fortæller om forældre eller venners forældre, som ikke

tillader vandpiberygning hverken derhjemme eller andre steder, fordi de sidestiller

det med cigaretrygning. De unge må så gemme deres vandpibe et sted eller

nøjes med at ryge til fester, hvor andre tager den med. Endelig er der så midtergruppen

af forældrene, der måske opstiller nogle restriktioner for deres børn

(må ikke købe vandpibe, må ikke ryge derhjemme), men som ikke forbyder dem

at ryge vandpibe, fordi forældrene er i tvivl om sundhedsskaderne. Som hjemme

hos Camilla (17 år), hvor moderen var i tvivl om det sundhedsskadelige og derfor

opsatte en regel om, at Camilla gerne måtte ryge vandpibe, blot det ikke skete

for ofte. Camilla: “Min mor vil ikke have, jeg ryger hver dag. Før i tiden røg vi hver anden

dag eller dagen lige efter. Det vil hun ikke have. Det gjorde jeg så heller ikke (…) så syntes

min mor bare, det var ret ofte. Så sagde hun bare, at hun ikke brød sig om, at vi røg vandpibe

hver dag”.

Hjemme hos Joachim (16 år) ser forældrene helst, at han helt holder sig fra vandpiben.

De mener dog, at det er bedre end cigaretter, selvom vandpiber måske også

kan være farlige. Joachim: “Min mor har nu også fundet ud af, at det er ret farligt med

vandpibe. Men hun kan godt se, at det er mere og mere normalt, at folk de gør det, og det ikke

på samme måde, som cigaretter er farligt. Men der er så flere og flere, der mener, at det næsten

er lige så farligt”. Citaterne indrammer meget godt den tvivl om sundhedsskader

50


3 • Vandpibekulturen blandt danske teenagere

og afhængighed, som flere respondenter udtrykker på vegne af deres forældre.

Vidensniveauet og forældrenes kommunikation til børnene om vandpiberygning

er tydeligvis ikke som med cigaretter. Hér har forældrene nemmere ved at opstille

restriktioner og markere klare grænser for, hvad der er tilladt og ikke tilladt.

3

3. Myter om den uskadelige røg: Ganske som hos forældrene cirkulerer der

blandt teenagegruppen myter om vandpibens skadevirkninger. Inden respondenterne

for første gang prøvede at ryge vandpibe, forbandt kun de færreste det med

en risiko (f.eks. skadelige indholdsstoffer i røgen og nedsat lungefunktion), enten

fordi de ikke vidste noget om vandpiberygning, eller fordi skadevirkningerne

blev nedtonet af vennerne. Noah (15 år): “Jeg havde tænkt over det, men jeg havde fået

at vide af mange, at det ikke er ligeså skadeligt”. Flere siger ganske vist, at de i dag ved

lidt mere, end da de prøvede for første gang, men denne viden er først nu ved at

komme frem og sprede sig blandt de unge. Camilla (17 år): “Det var meget naturligt

at ryge (vandpibe, red.) og dengang sagde man, det ikke var skadeligt. Men det har jeg hørt

lidt om nu – men dengang var det sådan ‘det skader ikke’ (…) Det var en fra min parallel

klasse, der havde læst det. Bare det at hun sagde, at det var farligt. Ikke fordi jeg troede, at det

ikke var skadeligt, men at det var så skadeligt, som hun sagde. Altså, hun sagde, det kunne

være ligeså skadeligt som cigaretter”. Joachim (16 år): “Hvis jeg havde fået det at vide for tre

måneder siden, så havde jeg sagt ‘det passer ikke’. Men jeg tror nok lidt på det nu (…) Det er

nogle undersøgelser, om at der lige så farligt. Da jeg prøvede det første gang, da snakkede folk

om, at for det første så kan man ikke blive afhængig af det, for det andet var det ikke halvt så

farligt som cigaretter, fik bare alt godt at vide, at det ikke var farligt osv.”. Så ifølge de unge

selv er der altså sket en generel forbedring i vidensniveauet om vandpiberygning,

men som vi senere skal høre, har de fortsat svært ved at se det problematiske ved

at tænde vandpiben, bl.a. fordi det forbindes med noget, man kun gør engang

imellem, og som man sagtens kan styre, fordi de ikke forbinder det med noget

afhængighedsskabende.

4. Æstetikken: For de unge er vandpiben ikke blot et rygeinstrument, men også

et æstetisk samleobjekt, der med sine flotte farver og orientalske fremtoning fascinerer

de unge og tydeligvis er med til at øge relevansen for at prøve. Stig (14

år) var 11 år, første gang han prøvede vandpibe: “Det var pga. min søster. Hun ryger

vandpibe, hun holdt fest, mine forældre var væk. Så havde hun nogle venner hjemme, de sad og

drak nogle øl og røg cigaretter, jeg havde aldrig prøvet at ryge vandpibe før, og jeg syntes, den så

meget flot og fascinerende ud. Der er jo alle mulige ting på, slanger osv. Det så lidt spændende

ud (…) Jeg sagde, jeg gerne ville prøve det, og så fik jeg lov til det”. Ida (15 år): “Jeg kan

huske på et tidspunkt, der blev det sådan et helt fænomen med at købe vandpibe. De er jo flotte

at kigge på. Hjemme ved min farfar har de sådan en rigtig en fra Egypten med to slanger og

guldbelagt – en kæmpe stor en”.

Det æstetiske ved vandpiben understreges af dens anvendelse som pyntegenstand.

Flere unge fortæller, at de købte den flotteste, de kunne finde, og gør meget

ud af at vise den frem for vennerne − som et statussymbol − ved at stille den

51


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

et synligt sted på værelset, medbringe den til fester el.lign. Da Stig (14 år) købte

sin første vandpibe, skulle den derfor ikke gemmes væk, men i stedet stå fremme,

selvom forældrene var imod det. “Jeg havde den ikke nede i kassen, men stående fremme

(på værelset, red.) hele tiden, fordi jeg syntes, den var meget flot. Det var en ret flot en, jeg

købte”. Han ejede dog ikke den flotteste vandpibe i vennekredsen. “Altså, der er en

af mine venner, der går vildt meget op i det. Han har købt en vandpibe til 16.000 kr. Der er

guld på og 16 slanger og sådan noget (...) men han ryger ikke på den. Det gider han ikke. Han

har den bare til at stå derhjemme. Og så har han også nogle andre, der er helt vilde. Jeg aner

ikke, hvordan han får råd til det. Den store er kun til pynt. Han bruger den aldrig. Først til

hans 18 års fødselsdag må han ryge på den”.

Det første vandpibesug

Som tidligere fortalt foregik respondenternes første vandpibesug typisk i sociale,

private sammenhænge til en fest eller hjemme hos en kammerat på en andens

vandpibe. Først efter et par gange overvejede nogle selv at købe en vandpibe.

Modsat erfaringerne med den første cigaret omtaler respondenterne det første

vandpibesug som noget langt mere positivt uden samme kradsende fornemmelse

i halsen, det smagte meget bedre, og røgen var helt anderledes. Sofie (15 år): “Jeg

syntes bare, det var sjovt med al den røg, der kom ud af munden på en (…) Jeg syntes, det

smagte af frugt. Det var ikke som cigaretter – det smagte af frugt (…) Også fordi med cigaretter,

der inhalerer du. Det gør du ikke med vandpibe, eller du inhalerer, men du kan ikke

mærke det i halsen”. Sofie fortæller ganske vist, at hun blev lidt svimmel, men ellers

er det ikke ubehag, men mere positive oplevelser – en smagsoplevelse hun forbinder

med det første sug. Netop den gode smag og duften fra den søde røg pga.

de mange forskellige smagsvarianter (æble, pære, jordbær, ananas, cola mv.) er et

tydeligt omdrejningspunkt for respondenterne, når de skal fortælle om, hvorfor

de startede på vandpiberygning, og hvorfor de fortsat gør det. Fie (15 år) prøvede

at ryge vandpibe for første gang som 13-årig til en fest, hvor nogle venner havde

taget en vandpibe med: “Og jeg kunne godt lide duften. Det smagte også herre godt”, som

hun fortæller. Malte (16 år) tog også sit første vandpibe sug til en privat fest: “Det

var sådan lidt anderledes, selvom jeg aldrig rigtigt har prøvet at ryge. Det var sjovt, og der var

ikke noget, der kradsede i halsen, som hvis man tog et hiv af en smøg. Det smagte godt, og det

var dejligt, man slappede af, og det var hyggeligt”.

Vandpibens sociale funktion

Respondenterne begynder her at beskrive ikke kun den gode smag ved vandpiberygning,

men også dens sociale funktion, der ligesom smagen udgør en væsentlig

årsag til vandpibens popularitet blandt de unge. Vandpiberygning er for alle respondenter

forbundet med en social handling, et fællesskab og ikke noget individuelt,

som cigaretten til tider kan være. Stig (14 år): “Jeg har det sådan, at cigaretter

det er sådan meget individuelt (…) Med vandpibe der sidder man sammen og hygger, snakker

og griner. Så sidder alle og ryger vandpibe sammen”. Eller som Fie (15 år) udtaler, så vil

52


3 • Vandpibekulturen blandt danske teenagere

vandpiberygning alene svare til at drikke alkohol helt alene. I vandpiberygningens

sociale funktion indgår tre vigtige elementer: 1) tiden, 2) legen og 3) samtalen.

3

1. Tiden: Flere respondenter beskriver vandpiberygning som en tidskrævende

proces, hvor der skal sættes tid af, fordi piben både skal tændes og gå rundt til alle

de deltagende et tilpas antal gange. Som udgangspunkt er det derfor utænkeligt,

at seancen kan gøres på f.eks. ½ time. Det handler om at tage sig god tid. Stig

(14 år): “Jeg kan bedst lide, at man ikke skal tænke over det. Sådan “nu har jeg lige to timer

igen, og så skal jeg smutte”. Så er det bedre, man siger til sine forældre allerede klokken 15 om

eftermiddagen “ok, jeg kommer ikke hjem og spiser, jeg spiser hos en af mine venner”. Og så

kan du sidde til klokken… hvornår du nu end skal være hjemme (…) Det er jo ikke rart og

sidde og ryge, hvis du sidder og tripper. Det skal bare være afslappende”. På den måde kan

vandpiberygning være anledning for unge til at stoppe op og glemme tiden for en

stund, dvs. træde uden for standardtiden og sammen med andre ligesindede rette

opmærksomheden alene mod det at ryge vandpibe. Den normale kvantificerbare

‘ydre’ tid målt i dage, timer, minutter osv. med faste spisetider og skemalagte skoledage,

som de unge ellers normalt planlægger deres hverdag efter, kan altså for

en tid skubbes til side, og gevinsten er derfor ikke kun et rumligt nærvær med andre,

men også et tidsligt samvær, hvor man deler tid sammen. Unges vandpiberygning

som social handling bliver på den måde ikke kun ‘noget man gør med andre’,

men også til et ‘samtidigt nærvær’, der levner plads til både tid og ro.

Roen og tiden er dog langt fra altid til stede ved vandpiberygning. Til en fest er

forholdene anderledes pga. høj musik og en konstant udskiftning i gruppen, der

sidder og ryger. Joachim (16 år): “Er man til fest, så tager man ikke så meget, der tager

man lige et par sug, så går man videre til noget nyt, til nogle andre. Laver et eller andet andet.

Mens hvis man sidder 2-6 mand, med et par øl eller et eller andet – f.eks. om sommeren hvis det

er godt vejr, så sidder man nogle gange uden for et eller andet sted, på en skole eller andet sted.

Så sidder man bare ved det her bord, så er der en vandpibe, og så er der nogle øl, og så sidder

man bare stille og roligt og ryger vandpibe der. Så får man noget mere – så er det sådan mere

intens vandpiberygning – der går man måske mere op i at ryge vandpibe end at drikke øl. Hvor

man til fest, der er vandpiben det, man bare lige sådan går hen til og får lidt af det, mens i den

anden situation der er det mere vandpiben, der er i centrum. Der er forskel, synes jeg”.

2. Legen: De fleste respondenter beskriver vandpiberygeseancen som en handling,

der giver anledning til sjov og leg. Oftest er legen relateret til røgen, der i

forhold til cigaretrøgen er meget mere tyk og massiv og derfor også nemmere at

‘lege’ med 1 . Typisk er der tale om at lave tykke røgringe, puste store mængder røg

i hovedet af hinanden eller lave forskellige selskabslege som f.eks. ‘æbleskallen’.

1 Den tykke, massive røg fra vandpiben skyldes formentlig tobakkens store mængder af glycerin (sukker).

Når denne sukkerblanding opvarmes, dannes en stor røgudvikling.

53


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

Joachim (16 år): “Nogle gange så laver vi sådan noget – nogle kalder det vist for ‘æbleskallen’

– et indianer-røgord. Så sidder man fire, og så tager man et sug, og så skal man holde det i

lungerne, indtil det bliver ens tur igen. Det kan man godt blive sådan lidt svimmel i hovedet af,

helt træt så man får lyst til at lægge sig ned”. Andre gange konkurrerer man om, hvem

der kan finde vandpibetobak med en sjælden smag eller sjove væsker til pibens

vandbeholder f.eks. mælk eller vodka. Mælken giver en endnu mere tyk og massiv

røg, mens vodkaen kan virke euforiserende. Stig (14 år): “Du bliver fuld men på

en anden måde, end hvis du drikker det. Og du skal ikke gøre det med øl og sodavand – det

bruser bare over, ik”. Marius (15 år): “Alt, hvad der kan flyde, kan du komme i (…) f.eks.

med mælken kan du mærke konsistensen i munden. Og så den der røg – den er helt vild tyk.

Du kan næsten ikke kigge igennem den. Du kan sådan lade det glide ud af munden”. Legen

kan også være en iscenesættelse, hvor unge som Camilla (17 år) med vandpiben

som centrum laver arabisk aften med veninderne, hvor der er pyntet op med

orientalske puder og tæpper, og der høres arabisk musik. På den måde skal vandpiben

ikke kun betragtes som et rygeredskab. For danske teenagere er den også

et ‘legetøj’, hvor de unge skaber en legende og underholdende praksis omkring

vandpiben med mange kreative påfund.

3. Samtalen: Undervejs i rygeseancen opstår også samtalen – igen sammenligner

de unge vandpiberygning med det at drikke alkohol, der med sin beruselse

får dem til at åbne op og skabe nære kontakter til andre. Samme åbenhed ved

vandpiberygningen skyldes dog ikke en beruselse, men nærmere situationens

rumlige og tidslige nærvær. Den tætte kontakt, hvor man sidder i rundkreds i et

tæt ‘broderligt’ sammenhold, og hvor vandpiben rituelt deles mellem deltagerne,

får ordene til at springe frem på en befriende måde. Oskar (16 år): “Det er det der

med, at man sidder i en rundkreds og snakker og er sammen. I forhold til at sidde og drikke

øl sammen, hvor man sidder lidt mere spredt (…) Man er tvunget til at sidde rimelig tæt, og

snakke med dem, der er rimelig tæt på. Og den der slange (slangen til vandpiben, red.),

den er ikke super lang (…) så man snakker lidt mere”. Fie (15 år): “Vi snakker ikke normalt

om sådan nogle ting (personlige emner, red.), men en gang imellem gør vi. Men man

tør åbne sig lidt mere, for så sidder man og hygger samtidig, og så kan man fortælle lidt mere

personlige ting. Følelser og sådan noget (…) Sådan en fredag aften, så kommer de andre også

op med noget, og så kommer man selv op med noget. Det er lidt nemmere”. De unge opfatter

derfor ikke blot vandpiben som et objekt, der kan fremkalde og vedligeholde en

samtale. Den giver også anledning til at tale og lytte på en anden måde. Marius

(15 år): “Det er en god måde at snakke om mange ting. Man siger, man snakker bedre, når

man har fået en øl, når man sidder og slapper af, der er masser af tid, du har måske masser af

kul, og du kan bare blive ved med at fylde på, og der er ikke noget stress og jag, du skal ikke

være hjemme på noget tidspunkt, du kan bare tale ud i en uendelighed, så får man afløb for en

masse ting, snakket rigtigt meget om tingene, det er en god måde at bringe folk sammen på og få

tættere venner”. For Marius får vandpiberygningens samtale på den måde en social

funktion, der både kan opretholde og forbedre de nære sociale relationer, og som

vi senere skal høre, også gør det svært for ham at give afkald på vandpiben.

54


3 • Vandpibekulturen blandt danske teenagere

Vandpiberygningens to rum

Vandpiberygningens praksis blandt danske teenagere er ikke en generel praksis,

men kan være meget forskellig og afhænger ofte af den sammenhæng, den foregår

i. I denne analyse har danske teenageres vandpiberygning overordnet vist

sig at foregå i to ‘rum’ med hver deres sociale spilleregler: et åbent og et lukket

rum.

3

Det åbne rum: I vandpiberygningens åbne rum er det ikke givet på forhånd,

hvem man ryger sammen med. Rygningen vil typisk foregå i sociale sammenhænge,

hvor mange mennesker er samlet typisk til en fest. Forud har den som

medbringer vandpiben og tobakken ikke sendt personlige invitationer ud til deltagerne,

men er åben overfor deltagelse fra dem, som ønsker at være med, inklusiv

folk man ikke kender så godt. Hvis seancen foregår til en fest, placeres

vandpiben ofte et synligt sted, så folk kan gå frem og tilbage mellem piben og

de mange andre aktiviteter, der foregår. Det er altså festen, der er den sociale

anledning til at være samlet og ikke vandpiberygning. Rygningen foregår i en lille,

men til tider også stor gruppe, uden der altid er styr på, hvem der er med og ikke

med pga. en konstant udskiftning af folk, der bryder ind og lige skal smage. Pga.

de mange mennesker der snakker, høj og aggressiv teknomusik, samt uroen ved

at folk går til og fra vandpiben, kan det være svært at opnå den rette tid og ro til

at opleve vandpibens rumlige og tidslige nærvær. Vandpibens sociale funktion i

det åbne rum begrænser sig da også ofte til legen og samtalen, hvor vandpiben

så til gengæld egner sig perfekt både som igangsætter og samlingspunkt for sjove

snakke og kreative lege. På den måde bærer teenageres vandpibepraksis i høj grad

præg af, at vandpiben gøres til et ‘festobjekt’, der sammen med andre virkemidler

som høj musik, dans og alkoholindtag kan skabe den rette festatmosfære.

Det lukkede rum: For vandpibens lukkede rum gælder helt andre spilleregler.

Her er det ikke tilfældigt, hvem man ryger sammen med, enten fordi man i forvejen

er sammen med sine nærmeste venner og pludselig får den idé, at man

vil ryge vandpibe, eller fordi man kontakter en udvalgt gruppe for at høre, om

de er interesserede. Relationen mellem deltagerne i vandpiberygningens lukkede

rum er derfor typisk nært, modsat i det åbne rum, hvor selv helt fremmede har

adgang. I det lukkede rum kan rygningen foregå privat f.eks. hjemme hos den,

der ejer vandpiben, men finder også sted på offentligt tilgængelige steder, hvor

de unge på forhånd ved, de kan sidde i fred og ro (skolegården efter skoletid,

legepladser, ‘private gemmesteder’). På den måde kan det lukkede rum have en

ekskluderende funktion f.eks. overfor forældre, hvis de ikke må vide, at der ryges.

Eller overfor andre i omgangskredsen, som med Camilla (17 år), der ikke altid

ønskede drengenes tilstedeværelse, fordi det kunne have en negativ indflydelse

på ‘venindesnakken’.

Til forskel fra det åbne rum kan det lukkede rum ikke tælle et ubegrænset antal

deltagere. Ifølge nogle af de unge respondenter er tallet på maks. otte personer,

55


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

da det er meningen, at alle skal kunne sidde rundt om piben, den enkelte deltager

skal have tid til at tage 4-6 sug, inden han sender den videre og samtidig være sikker

på, at den kommer tilbage flere gange, inden vandpiben igen skal tændes. Ellers

vil der opstå for lange pauser og afbrydelser mellem sugene. De få deltagere

giver da også et andet rumligt og tidsligt nærvær, dels fordi de færre deltagere

sikrer deltagerne en tættere kontakt med hinanden, og dels fordi de sætter tid

af og er indstillede på primært at ryge vandpibe, modsat deltagerne i det åbne

rum, hvor vandpiben ikke er selve anledningen til at mødes, men kan være så

meget andet. Både samtalen og legen er til stede i det lukkede rum og adskiller sig

overordnet ikke fra, hvad der finder sted i det åbne rum. Og dog. For det opleves

nemmere at diskutere personlige emner i det lukkede rum end i det åbne rum,

fordi man her bedre kan kontrollere, hvem der er til stede. Og som i det åbne

rum kan musikken i det lukkede rum fungere som virkemiddel til at skabe den

rette stemning. Som hos Stigs (14 år) venner, der tit hører Bob Marley, hvis det

skal være afslappende. Og tekno hvis de sidder og er på vej til fest og “skal fyre den

af”, som han formulerer det.

Overskridelse af rum

Selvom vandpiberygningens to rum virker klart adskilte, er virkeligheden dog

nogle gange en anden. Det sker nemlig, at de unge uintenderet springer imellem

de to rum, hvor det lukkede rum pludselig bliver til et åbent rum eller omvendt.

Som da Sofie (15 år) og nogle veninder i et skur med bænke bag skolen havde

fundet et sted, hvor de i det skjulte kunne tænde deres vandpibe og ryge i fred fra

andre. Lige indtil et par drenge kom forbi og ville deltage, og dermed var årsag til

et skifte i typen af rum. Eller som da Stig (14 år) og en ven sad alene på en legeplads

og røg vandpibe, og to piger, de ikke kendte, kom hen til dem og ville være

med. Rummet skifter dermed fra at være et lukket til åbent rum, og man fornemmer,

at vandpiben på offentlige steder i enkelte situationer kan være et redskab til

at skabe kontakt til andre unge, som man ikke i forvejen har en nær relation til.

Typer af vandpiberygere

Ligesom vandpiberygningens rum er forskellige, er de unge som vandpiberygere

heller ikke ens. I dette interviewmateriale er der identificeret to typer af vandpiberygere:

de hardcore og de eksperimenterende. I fremstillingen er der ikke tale

om absolutter, men mere om analytiske konstruktioner, der skal lette forståelsen

af fænomenet vandpiberygning blandt danske teenagere. Derfor vil den samme

respondent besidde elementer af begge typer og kan altså ikke altid placeres i én

af de to kategorier, selvom interviewpersonerne typisk vil have en overvægt af

karakteristika fra én af typificeringerne.

De hardcore: Ryger vandpibe regelmæssigt, dvs. mere end én gang per måned

og i enkelte perioder dagligt. Typisk har de et regelmæssigt - måske dagligt – for-

56


3 • Vandpibekulturen blandt danske teenagere

brug af cigaretter, hvor vandpiben er et supplement til cigaretten, ikke pga. nikotinindtaget,

men mere pga. det sociale aspekt ved at sidde og ryge sammen med

vennerne. Desuden smager det godt, fås i mange varianter, og forældrene foretrækker

helt klart, at de unge ryger vandpibe frem for cigaretter, da forældrene

vurderer vandpiben som mindre sundhedsskadelig og mindre afhængighedsskabende.

Derudover oplever de hardcore vandpiberygere en høj grad af social accept

fra vennekredsen af, at de har et regelmæssigt forbrug, dels fordi omgangskredsen

ikke oplever den samme sundhedsrisiko som ved cigaretrygning, og dels

fordi oplevelsen af, at alle gør det, skaber en følelse af social accept.

3

De hardcore vandpiberygere ejer selv en vandpibe, de har den ofte stående fremme

på værelset med forældrenes accept og ved, hvordan den skal tændes og

agerer gerne ‘fyrbøder’. Det er derfor også typisk dem, som medbringer vandpiben

samt andet vandpibeudstyr, hvis der skal ryges vandpibe. En pibe der vel

og mærke skal være rengjort, da hygiejnen i forbindelse med vandpiberygning er

vigtig for de hardcore vandpiberygere.

Selve rygningen skal ifølge de hardcore vandpiberygere helst foregå med de nærmeste

venner (i det lukkede rum), dvs. vandpiberygningens sociale funktion er i

forhold til den nærmeste gruppe, hvor man mødes med det klare formål at ryge

vandpibe. Med det følger også, at alle deltagere er enige om at sætte tid af, uden

at lade sig forstyrre af andre ting, som man pludselig skal nå. Det handler om at

have fokus rettet mod vandpiben, for først da opstår den rette stemning i rummet,

hvor deltagerne oplever et samtidigt og rumligt nærvær, der levner plads

til, både tid og ro samt åbner op for samtalen. Musikken og legen med røgen

understøtter denne stemning, og de hardcore vandpiberygere går gerne forrest i

opfindelserne af disse påfund, som f.eks. hvad man kommer i vandbeholderen

i stedet for vand og nye vandpibeselskabslege. Det foretrukne etablissement for

de hardcore vandpiberygere er det private hjem, typisk på eget værelse, eller et

udendørs sted, hvor de unge er i fred for andre. Enkelte af de hardcore vandpiberygere,

deres unge alder til trods, er også begyndt at orientere sig væk fra

teenageværelset ved at opsøge de mere velorganiserede vandpiberygningetablissementer,

som f.eks. vandpibecaféerne i det indre København. Måske fordi rammerne

her er mere ‘autentiske’ end teenageværelset og er med til at understøtte

de hardcore vandpiberygeres ‘seriøse’ indstilling til vandpiberygning?

De eksperimenterende: Har prøvet at ryge vandpibe flere gange, men det kan

sagtens være ½ år siden, de sidst prøvede. Dvs. forbruget er meget svingende og

afhænger meget af omstændighederne, f.eks. om de mere eller mindre tilfældigt

kommer til en fest, hvor der ryges vandpibe. De har prøvet at ryge cigaretter, men

har generelt et distanceret forhold til cigaretter, da de finder cigaretrygning både

usundt og stigmatiserende, mens de mener, at det forholder sig helt anderledes

med vandpiberygning. I de eksperimenterendes optik er vandpiberygning ikke

forbundet med de samme sundhedsfarer, bl.a. fordi deres vandpibeforbrug er så

57


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

lavt, og røgen med sin gode smag og mindre “kradsende fornemmelse” virker ganske

harmløs. Denne manglende forståelse af sundhedsskaderne ved vandpiberygning

sker til trods for, at de eksperimenterendes forældre generelt er skeptiske og

kritiske i forhold til vandpiberygning, og nogle forbyder det, ligesom de forbyder

deres børn at ryge cigaretter. Andre forældre har sværere ved at kommunikere

et sådan forbud helt klart til deres børn, måske fordi flere af forældrene mangler

konkrete sundhedsargumenter, der kan støtte dem i kommunikationen med

børnene. Desuden opleves vandpiberygning af de unge selv som langt mindre

stigmatiserende end cigaretrygning – det er noget alle gør – og denne oplevelse

af social accept fra omgangskredsen virker initierende på de eksperimenterendes

lyst til at prøve vandpiberygning.

De eksperimenterende ejer ikke selv en vandpibe, men alle kender nogen i deres

nærmeste omgangskreds, som ejer en vandpibe, og føler derfor ikke, det er svært

at få adgang til en vandpibe. Typisk er det da heller ikke de eksperimenterende,

som organiserer vandpiberygning. Det lader de de hardcore om – de eksperimenterende

følger blot med, når anledningen viser sig. Af gode grunde besidder de

heller ikke den samme tekniske kunnen og erfaring med vandpiben, som f.eks.

hvordan den tændes i lighed med de hardcore vandpiberygere. De eksperimenterende

er derfor heller ikke ‘fyrbødere’, ligesom de ikke som de hardcore vandpiberygere

har øje for betydningen af en rengjort vandpibe, altså det hygiejniske

element, som de hardcore vandpiberygere lægger meget vægt på.

Selve rygningen må gerne forgå med de nærmeste venner (i det lukkede rum),

hvis de eksperimenterende altså bliver inviteret, men for de eksperimenterende

foregår vandpiberygning ofte til fester (i det åbne rum), hvor vandpiben indgår

som et festobjekt helt på linje med alkoholen og den høje musik. Vandpiberygningens

sociale funktion skal i disse situationer både ses i forhold til den nærmeste

gruppe, men også personer som de unge måske ikke på forhånd kender

så godt, hvis der er fremmede med til festen. Pga. omstændighederne (mange

mennesker om piben, nogle man ikke kender, evig udskiftning af folk der kommer

og går, høj musik), forbindes vandpiberygning af de eksperimenterende ikke

nødvendigvis med tid og ro, som det kendes fra det lukkede rum, hvor deltagerne

oplever et samtidigt og rumligt nærvær, der åbner op for samtalen. Ikke at samtalen

ikke er til stede i det åbne rum, det er bare en anden samtale, ligesom musikken

og legen med røgen også er til stede, ikke mindst hvis det foregår til en fest,

hvor der i forvejen er høj musik, og folk er kommet for at more sig.

Vandpiberygning og afhængighed

Et af de temaer, som undervejs i interviewene blev kommenteret en hel del af

respondenterne, var forholdet ‘afhængighed’. Kan man tale om egentlig afhængighed

hos unge vandpiberygere på samme måde som blandt cigaretrygere? Ses

alene på den nikotinrelaterede afhængighed, har målinger af nikotinindholdet i

58


3 • Vandpibekulturen blandt danske teenagere

blodet vist relativt høje mængder af nikotin hos vandpiberygere, helt på niveau

med hvad man ser hos cigaretrygere (Hadidi, KA & Mohammed, F. I., 2004; Shafagoj,

Y. A., Mohammed, F. I., & Hadidi, KA, 2002). Noget kunne altså tyde på,

at den biokemiske påvirkning i relation til nikotinindtaget ved vandpiberygning

er ganske betragtelig. Enkelte af respondenterne i nærværende undersøgelse, især

de hardcore vandpiberygere, fortæller da også om oplevelsen af en helt speciel

følelse ved vandpiberygning, hvor kroppen går fra at være anspændt til at være

rolig og afslappet, og hvor de unge til sidst befinder sig i en nærmest søvndyssende

tilstand. Denne fysiske transformering behøver dog ikke kun at være nikotinrelateret,

men kan også hænge sammen med andre forhold f.eks. roen, man

oplever ved det rumlige og tidslige nærvær. Som det blev beskrevet i kapitel 2,

vælger Chaouachi da også i sin udlægning at nedtone det rent fysiologiske ved

vandpiberygningen til fordel for nogle mere socialt betingede forhold: “Målet er

at tage sin tid til at tale, lytte og dele, i tur og i orden, at give piben videre broderligt, rituelt

og symbolsk. Hele denne iscenesættelse har alene som formål at skabe en situation i ordets

sociologiske betydning (Erving Goffman)” (Chaouachi, K., 2007). Denne beskrivelse

passer meget godt til det billede, som de interviewede danske teenagere har givet

i denne undersøgelse af vandpiberygning, hvor de klart tager afstand fra, at de

skulle være blevet afhængige i den klassiske, fysiske forstand. Marius (15 år): “Jeg

er langt fra afhængig. Jeg har overhovedet ingen trang til vandpibe. Jeg synes bare, det er smadderhyggeligt,

det er noget socialt (…) Jeg har det ikke sådan, at nu skal jeg bare have vandpibe,

vel”. Denne opfattelse forstærkes af, at teenagernes vandpiberygning trods alt

sjældent foregår dagligt, men er en mere rekreativ rygeform – noget som selv de

hardcore vandpiberygere typisk kun gør nogle få gange om måneden, og ikke for

at få dækket et fysisk behov.

3

Dermed distancerer vandpiben sig i de unges optik fra et negativt, afhængighedsskabende

rygeinstrument, som kan tage magten over en, til at være et positivt

rygeredskab, som de unge sagtens mener, de kan kontrollere. Vandpibens ‘uskyldige’

betydning understøttes af dens velduftende røg, gode smag, roen og hyggen

omkring den, og direkte adspurgt opfatter de fleste respondenter da heller

ikke vandpiberygere som ‘rygere’. Fie (15 år): “Hvis man kun ryger vandpibe, vil jeg

ikke sige, man er ryger. Det virker for underligt at gøre, fordi rygere er folk, der ryger cigaretter,

mens vandpiben er hygge”. Alligevel kan flere af dem dog godt se, at grænsen for at

blive afhængig i nogle situationer udfordres, især når de hardcore vandpiberygere

igen og igen tænder op for piben. Malte (16 år) vil ganske vist ikke forbinde sin

vandpiberygning med afhængighed, men kalder det i stedet “vanedannende”: “Jeg

har aldrig følt mig afhængig af det, altså jo måske lidt vanedannende, nogle gange kunne man

godt tænke sig ‘ahh det kunne være hyggeligt med en vandpibe lige her’, men det er ikke sådan,

at man på nogen måde føler sig afhængig af det. Det er ikke sådan ‘ahh jeg skal bare hjem

og have noget pibe’”. I Maltes tilfælde består det vanedannende i hyggen ved vandpiben,

mens det blandt andre hardcore vandpiberygere som hos Camilla (17 år)

også handler om en tilbagevendende lyst til at stimulere lugte- og smagssansen

ved hjælp af vandpibens søde røg: “Hvis jeg skulle stoppe, ville jeg savne fællesskabet,

59


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

men også lidt røgen. Når man dufter til tobakken, så dufter det bare så godt. Specielt når man

ikke har gjort det i lang tid (…) Den er stærk, men rigtig god. Man kan virkelig dufte, det er

æble, appelsin osv. (…) man får helt lyst til at spise den”. På den måde er der i hvert fald

blandt de teenagere som ryger vandpibe regelmæssigt (de hardcore) en tendens

til ikke at fokusere på en fysisk men nærmere social eller situationel afhængighed,

dvs. lysten opstår pga. hyggen og det sociale, og når vandpiberøgens søde smag

og duft møder en.

Hvad skal kommunikeres, for at teenagere kvitter vandpiben?

Da respondenterne ikke føler sig afhængige af vandpiben som med cigaretter,

føler langt de fleste sig overbeviste om, at de kan stoppe uden problemer. Problemet

er bare, at forudsætningen for forandring af al risikoadfærd, at målgruppen

anser sin adfærd for problematisk, ikke umiddelbart er til stede hos de unge slet

ikke de hardcore vandpiberygere. Dette skyldes primært, at vandpiben forbindes

med noget positivt, den kan kontrolleres, røgen smager og dufter bedre end cigarettens,

virker mere sund, ligesom hyggen og det sociale er langt mere til stede.

Flere af disse forhold, f.eks. den søde smag og det sociale, er rent kommunikativt

svære at argumentere imod, da de hænger sammen med nogle faktuelle forhold:

Vandpiberøgen er sød, og rygeseancerne finder typisk sted under hyggelige omstændigheder.

Således er der nogle indiskutable, attraktive forhold forbundet med

vandpiberygning, som klart komplicerer sandsynligheden for adfærdsforandring

blandt teenagere. F.eks. var det helt tydeligt blandt de hardcore vandpiberygere, at

de ville opleve et klart tab, hvis de ikke længere kunne ryge vandpibe, ikke mindst

i forhold til roen og den dybe samtale omkring vandpiben. Anderledes står det

til med respondenternes fejlslutninger og misforståelser om sundhedsskader og

afhængighed. Her giver en informationskløft imellem de unges viden og videnskaben

basis for at informere teenagere om de reelle risici ved vandpiberygning.

En sådan indsats bør være opmærksom på kommunikationsbarrierer i form af

de unges oplevelse af personlig relevans, hvor de unge spørger sig selv “kan det

overhovedet ske for mig?”. F.eks. var nogle enige i, at vandpiberygning kunne føre til

cigaretrygning, men troede dog ikke på, at det kunne ske for dem, da de mente,

de sagtens kunne styre deres forbrug. Ligeledes virkede oplysninger om, at vandpiberygningens

skadevirkninger er de samme som cigaretrygningens, heller ikke

relevante for de unge, da de ryger vandpibe langt færre gange end cigaretter, og

sammenligningen virkede derfor mindre relevant.

Sundhedsbudskabet med størst personlig relevans (og potentiale for adfærdsforandring)

var en oplysning om kulilteindholdet i vandpiberøgen. Dette budskab

blev formidlet til respondenterne under interviewet via følgende statement:

“Vandpiberøg indeholder stoffer, der også findes i bilos”. Oplysningen virkede ikke alene

overraskende, men også effektfuldt på flere af respondenterne. Den skræmte

dem, var let at afkode (bilos som billede på kulilte/giftstof), og modsat de øvrige

sundhedsbudskaber var det svært for de unge ikke at føle en personlig relevans

60


3 • Vandpibekulturen blandt danske teenagere

ved budskabet, da skadepåvirkningen sker ved hvert sug, dvs. uanset om man

ryger vandpibe en gang eller dagligt.

3

Referencer

1. Chaouachi, K. (2007). Tout savoir sur le narguilé. Societé, culture, historie

et santé.

2. Elickson, PL, Tucker, JS, and Kelin, DJ (2001). Sex differences in predictors

of adolescent smoking cessation. Health Psychol, 20, 186-195.

3. Hadidi, KA and Mohammed, F. I. (2004). Nicotine content in tobacco

used in hubble-bubble smoking. Saudi.Med.J., 25, 912-917.

4. Shafagoj, Y. A., Mohammed, F. I., and Hadidi, KA (2002). Hubble.bubble

(water-pipe) smoking: Levels of nicotine and cotine in plasma, saliva and

urine. Int.J.Clin.Pharmacol.Ther., 40, 249-255.

5. Tyas, SL and Pederson, LL (1998). Individual and contextual influences on

adolescent smoking. Tob.Control, 7, 409-420.

61


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

Udendørs vandpiberygning i København

62


4

Anbefalinger til

kommunikationsindsatser


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

Undersøgelsen peger på en væsentlig informationsmangel i forhold til teenagere

og forældres viden om skadevirkninger og afhængighed ved vandpiberygning.

Pga. vandpiberygningens eksplosive popularitet i Danmark gennem de seneste 5

– 6 år er der derfor et akut behov for gentagende oplysning på området f.eks. via

informationskampagner og vedvarende presseomtale. Overordnet vurderes det

dog, at dette ikke er nok. Supplerende politiske tiltag er nødvendige, hvis vandpiberygning

ikke fremover skal være en installeret bestanddel i dansk teenagekultur.

En naturlig anbefaling i den sammenhæng er at fjerne industriens muligheder for

at producere og sælge tobak med så høje doser smags- og tilsætningsstoffer (jf.

kapitel 1). Ses alene på smagen i vandpibetobakken, samt på hvem der køber det

i dag, vurderer denne rapport således, at vandpibetobak i Danmark ikke er ‘voksentobak’

men ‘børnetobak’ – dvs. tobak, der klart appellerer til og ryges af unge

i den tobakseksperimenterende alder (12 – 16-årige). Ligeledes vil en opstramning

om indendørs rygeforbud på offentlige steder sikre, at attraktive vandpiberygeetablissementer

som f.eks. vandpibecaféer og restauranter ikke længere kan

tilbyde vandpibe. Som det er blevet påpeget i denne rapport, besøger selv unge

teenagere disse steder, og risikoen er, at etablissementerne er med til at bekræfte

og fastholde de unge i en vandpibekultur, ligesom vandpibecaféerne er med til at

positionere vandpiben som en del af massekulturen og ikke en subkultur, dvs. de

er med til at gøre vandpiben mere ‘stueren’.

Målgrupper og budskaber

Det mest naturlige for kommunikationsindsatser vil være at kommunikere direkte

til unge generelt om vandpiberygning. Denne rapport peger imidlertid på

relevansen i, at man opdeler teenagere efter typer af vandpiberygere, de hardcore

og de eksperimenterende 1 , pga. forskellene på unges erfaringer, holdninger og

forandringspotentiale i forhold til vandpiberygning. I den sammenhæng forekommer

de eksperimenterende mere forandringsvillige end de hardcore vandpiberygere,

da det er sidstnævnte gruppe, der definerer og praktiserer vandpibekulturen

og har sværest ved at ændre vandpibeadfærd, mens de eksperimenterende

mere følger med og iagttager kulturen udefra, som dem der bliver inviteret eller

tilfældigt er til en fest, hvor der ryges vandpibe. Derfor anbefaler rapporten, at

de eksperimenterende vandpiberygere og de som aldrig eller kun ganske få gange

har prøvet vandpibe, novicerne, er den primære målgruppe for kommende kommunikationsindsatser.

1 En tredje gruppe, novicerne, er ikke med i undersøgelsen, men er også relevante for en indsats. Det er

de unge, som aldrig eller kun én gang har prøvet vandpibe.

64


4 • Anbefalinger til kommunikationsindsatser

I den sammenhæng er det værd at bemærke, at flere aktører har en negativ indflydelse

på denne udvalgte målgruppe. De hardcore vandpiberygere, som introducerer

de nye og mindre erfarne vandpibebrugere for vandpiben, spiller her en

afgørende rolle både i forhold til at tilbyde vandpiben, men også som igangsætter

af den positive diskurs, vandpiben har fået (at det er mindre skadeligt at ryge

end cigaretter, ikke er afhængighedsskabende, smager godt, ryges af alle etc.). På

den måde er de hardcore vandpiberygere ikke alene sværere at nå i forhold til en

adfærdsforandring pga. deres tættere relation til kulturen, de er også ‘modstandere’,

når det kommer til at begrænse vandpiberygningens udbredelse blandt deres

jævnaldrende, som befinder sig lidt på afstand i en lidt mere afprøvende fase. Sat

ind i en kommunikativ sammenhæng handler det derfor om at give de mindre

erfarne vandpibebrugere nogle personlige argumenter, der gør dem i stand til at

tage et individuelt valg, der går imod den uhensigtsmæssige dagsorden, som de

hardcore vandpiberygere er med til at sætte. Dvs. kunne sige “nej tak”, hvis de

får tilbudt vandpibe til en fest el.lign.

4

En anden vigtig målgruppe i den sammenhæng er forældregruppen. Som det

kom frem i analysen, er de med til at skabe en social accept af vandpiberygning

blandt teenagerne. Det er formentlig de færreste forældre i dag, som ønsker, at

deres børn ryger, så modsat de hardcore vandpiberygere forestiller vi os ikke, at

forældre ønsker rollen som dem der er med til at deres børn ryger, men foretrækker

at kommunikere afstandstagen, hvis den rette information blev givet. Det

gælder i den sammenhæng om at lade forældrene forstå, at vandpiberygning også

er rygning, og at vandpiberygning derfor også er farlig. Konkret handler det om

at give forældrene nogle sundhedsfaglige argumenter, der kvalificerer deres kommunikation

med børnene, så vandpiberygning vurderes på samme måde som cigaretrygning.

Pga. forældrenes indflydelse og betydning for teenagebørns adfærd,

samt at det er en rygeform som stort set ikke praktiseres af forældre (dermed er

de ikke ‘farvet’ af at være en del af kulturen og kan nemmere markere grænser),

vurderes det mest hensigtsmæssigt at have forældrene som primær modellæser 2

i opstarten af en kommunikationsindsats, dvs. ‘tekststrategien’ bliver anlagt med

dem som modtagere (Frandsen, F, 2008). Efterfølgende eller sideløbende kan

man så overveje at kommunikere mere direkte til de unge, selvom (opsigtsvækkende)

kommunikation til forældre sikkert også vil kunne forstås af de unge.

Som det ses af nedenstående punkter, er der da også overlaps i de anbefalede

budskaber til de to målgrupper, forældre og unge:

2 Begrebet ‘modellæser’ er hentet fra Umberto Ecos teori om, at enhver tekst i sig bærer idéen om en

modellæser, der som modtager kan aktualisere tekstens faktuelle udtryk og udfylde de tomme pladser

i teksten korrekt, så tekstens intenderede budskab fremstår klarest muligt. Så hvis afsenderen ønsker,

at hele tekstens potentiale skal forstås af dens modtager, må afsenderen også tilpasse sin tekststrategi,

så teksten rammer indenfor modtagerens allerede eksisterende kompetencer eller forsøge at overdrage

disse kompetencer i teksten.

65


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

• Budskaber til forældrene: Vandpiberygning er også rygning ligesom cigaretter. Få

dit barn til at forstå dette budskab. Opstil derfor de samme regler for vandpiberygning

som med cigaretter, når I diskuterer rygning (pga. røgens farlige indholdsstoffer fx højt

CO-niveau og risiko for at blive cigaretryger)

• Budskaber til de unge (de eksperimenterende og novicerne): Vandpiberygning

er farligt for DIT helbred og kan gøre dig afhængig også selvom du kun ryger

vandpibe en gang imellem. Sig derfor fra, næste gang du bliver det tilbudt (pga. røgens

farlige indholdsstoffer fx højt CO-niveau og det lokkende sociale element)

Referencer

1. Frandsen, F. (2008). Umberto Eco og semiotikken. Århus Universitetsforlag.

66


Summary


68

Vandpibekulturen blandt danske teenagere


Summary

Overall Conclusions

• Waterpipe smoking in Denmark can be characterized as a youth phenomenon,

as most waterpipe smokers tend to be young people in the age group

15 -19 y.o. The appeal of this form of smoking among young and relatively

inexperienced smokers is in no small measure due to the sweet taste of

waterpipe tobacco products and the social element of smoking as a group

• The waterpipe has not been publicly denigrated the same way that cigarette

smoking has and if this does not happen it is estimated that waterpipe

smoking will become a fixed part of the smoking habits of Danish

children and youths experimenting with tobacco products

• It is possible that the phase of tobacco experimentation among children

and young people will begin earlier, that more young people will try

smoking and that waterpipe smoking will increase the likelihood of more

young people will become regular cigarette smokers

• The spread of waterpipe smoking in Denmark is likely traceable to a push

of waterpipe products onto the market by the Danish Mac Baren Tobacco

Company A/S as well as an efficient distribution of waterpipe products in

retail and the service station industry. Compared to a situation of virtually

no sales prior to 2002 (when Mac Baren introduced their waterpipe products),

today waterpipe tobacco is sold by a variety of vendors on the Danish

market, including kiosks, greengrocer’s’ and over the internet.

• Danish teenagers try waterpipe smoking because of a greater availability of

the product than earlier, a higher social acceptance compared to cigarette

smoking among both parents and young people, myths about the nondamaging

smoke (that it is neither damaging to health nor addictive), the

alluring sweet smell of the smoke as well as the oriental aesthetic of the

waterpipe itself, which makes smoking seem exciting and mysterious

• The waterpipe is much more than a simple smoking implement to Danish

teenagers. Like in the Middle East, smoking the waterpipe is also about

taking ones time, relaxing, playing with the smoke, talking around the pipe

and tending the social relations of the group

• The Danish youth culture around waterpipe smoking is not merely a copy

of Middle Eastern practices. Danish teenagers also create their own practices;

for instance by smoking the waterpipe at parties, thus transforming the

pipe into a ’party-object’, which is a break away from traditional waterpipeculture’s

focus on time, calm and intimacy

• Because of the massive spread of waterpipe products among the very

young, combined with a generally low awareness of damaging effects and

69


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

addiction, there is an urgent need for focused and sustained dissemination

of information in this area

• Not just young people, but especially parents seem obvious as target group

for an information campaign. Partly because not all parents rank waterpipe

smoking alongside cigarette smoking, partly because parents’ views

on tobacco influences young people and their smoking habits and finally

because parents hold natural positions as those who discuss smoking with

their children and who set up rules and boundaries

• It is estimated, however, that a communication initiative alone will not be

enough if the goal is a significant reduction in the number of young waterpipe

smokers. An information campaign should be followed by political

initiatives such as prohibitions on/regulations concerning the amount of

flavors and additives in waterpipe tobacco and a general prohibition on

smoking which would halt a further rise in the number of organized waterpipe

smoking establishments

About 50 pct. of all Danish students in the ninth grade have tried waterpipe smoking.

This is more or less the same percentage as when the same group is polled

on how many have tried smoking cigarettes. Demonstrably, in a short period of

time the waterpipe has moved from a position outside of Danish tobacco culture

to being an integral part of the phase of tobacco experimentation among

children and young people.

Compared to the Middle East and other places with ingrained traditions for waterpipe

smoking, it is not only the explosive growth of the phenomenon which

makes the Danish case special, but also the fact smoking the waterpipe is part of

the youth culture. That is to say, the waterpipe was ’discovered’ by teenagers and

young adults and these are the age groups which typically smoke it today.

Studies on the subject mentions several reasons that the waterpipe have been

introduced in western countries such as Denmark: Globalization have eroded

cultural boundaries so that foreign tradition are more easily adapted; years of opposition

to cigarette smoking in the public opinion have generated a boomerang

effect with respect to new tobacco products, so that for instance the waterpipe

seems healthier and more accepted than the cigarette; increased individualism in

modern society induces us to seek new forms of communities, etc. Based on the

available knowledge on distribution of waterpipe tobacco in Denmark, it is assumed

that the massive growth in the rate of waterpipe smokers very likely would

not have occurred if the Danish tobacco producer, Mac Baren Tobacco Company

A/S, had not chosen to distribute waterpipe tobacco and waterpipes on a mass

scale through the retail and service station industry. Today it is sold in a wide

range of shops, available even in small provincial towns. The hypothesis of this

report is thus clear: The spread of waterpipe smoking in Denmark is a commercially

created development primarily. Mac Baren initiated their push of waterpipe

70


Summary

products onto the market in 2002 and two years later every other 16 to 20 y.o.

had tried the waterpipe. The key to this commercial success is of the same kind

as that in the Middle East, where the tobacco industry in the 1990’s developed a

new, sweetly tasting waterpipe tobacco, ’tabamel’, as a supplement to the original,

acrid variety, ’tumbak’. Especially women and young people in the Middle East

are tempted by this chemically produced waterpipe tobacco. This same tendency,

especially among the very young, rapidly manifested itself in Denmark, aided, in

no small measure, by the willingness of retailers to sell the product.

Waterpipe smoking in Denmark, however, has not become a fixture of everyday

life in the way it is in the Middle East, where it is more widespread and a visible

part of the street scene. Crucial in this respect are the ’waterpipe cafés’,

which offer services organized around waterpipe smoking and which are visible

establishments in the social organization of the Arabic-Islamic urban society.

The limited number of waterpipe cafés that have opened in Denmark will never

be so crucial to the local waterpipe culture; especially not when one factor is

the increasing numbers of restrictions on smoking that are being introduced. In

Denmark the waterpipe has not experienced the kind of public denigration that

the cigarette has, however, and if this does not happen it can very well become

an entrenched part of the phases of tobacco experimentation among children

and young people, in which case it can no longer be considered as just a passing

fad. The potential integration of the waterpipe into the everyday life of Danish

teenagers is not connected to its visibility in the street scene, nor to the number

of waterpipe cafés as in the Middle East. For teenagers in Denmark, the crucial

factor is that the waterpipe and waterpipe tobacco products are available to them

on an everyday basis, through the combination of the number of shops selling

the products, the number of friends in their social circle who owns a waterpipe,

that they are allowed to smoke in the home and at parties, etc.

When one consider solely why Danish teenagers try that first puff on a waterpipe,

the report points to this high level of accessability, but also to the level of

social acceptance of the waterpipe among parents. Generally, the level of acceptance

of the waterpipe is much greater than that for cigarettes, which means

that parents set down ’looser’ rules and boundaries about waterpipe smoking

than they do about cigarette smoking. Several respondents mention examples of

friends who have been given a waterpipe as a birthday present by their parents

and also parents who allow ’waterpipe-cosines’ in their teenagers’ rooms. These

episodes are to a large extent due to the myths about the harmless nature of waterpipe

smoke, myths also prevalent among the young people themselves.

Children and youngsters, who try the waterpipe for the first time, experience a

sweet and cool smoke which tastes and smells pleasant and which does not irritate

the throat. This is the exact opposite of most people’s first experience of cigarette

smoke, which is hot, irritates the throat and does not taste pleasant at all.

71


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

Especially to inexperienced smokers the taste of the waterpipe smoke seems far

more pleasant and sweet. In addition, the aesthetic of the waterpipe itself with

its bright colors and oriental appearance seems appealing to many young people.

Those teenagers who purchase a waterpipe often have it displayed in their room

as a decorative object.

The spread of waterpipe smoking is also due to the attractive and fascinating

practices associated with it. When we interviewed a group of 14 to 17 y.o. about

their experiences with waterpipe smoking, they all mentioned ’cosines’ and ’the

social aspect’ as primary reasons for smoking it. The social aspect for Danish

teenagers – the community around the pipe – consists of three elements: Time,

play and conversation. Time is about taking one’s time and focusing one’s attention

toward the waterpipe for a while, preferably more than half an hour. The

participants experience a spatial intimacy around the pipe and a temporal presence

in which they forget the usual, quantifiable ’outer’ time – measured in days,

hours and minutes – in favor of a concurrent feeling of togetherness. Playing is

a fun and creative part of this. People play with the thick and heavy waterpipe

smoke, making smoke rings, blowing smoke at each other and inventing party

games. Conversation arises through the intimacy of the situation, where one feels

part of a close fraternity sharing the pipe ritualistically. With its aura of intimacy

the waterpipe induces both talking and listening and the social relations of the

group are maintained or even improved. The waterpipe is thus much more than

a mere smoking implement to Danish teenagers. It provides them with peace and

quietness and it is a fun and creative instrument which allows for more dept in

conversations. In a time when many consider young people to lead increasingly

hectic and stressful lives, the waterpipe, in these respects, can be a social refuge

for teenagers, an opportunity to relax, forget about everything and simply tend

the social relations of the moment.

Waterpipe smoking is not a generic practice among Danish teenagers, however,

but is adapted to fit into several social contexts. This report recognizes two

’waterpipe arenas’: The open room and the closed room. In the open room the

social relations are somewhat ’looser’ than in the closed room. In the open room

one does not necessarily know those ones sharing the pipe with, many people

are present and waterpipe smoking is not necessarily the reason for the occasion.

At a party the waterpipe becomes a ’party enhancer’ in the same way as alcohol

and music. As people come and go from around the pipe it is difficult to find the

calm necessary to create the experience of spatial and temporal intimacy. On the

other hand the playfulness and conversation that the waterpipe engenders fits

well into the noise and agitation of the open room. Into the closed room often only

the closest friends are invited. These sessions take place in peoples’ homes, sufficient

time is allowed by all and everybody is intended to smoke, since waterpipe

smoking is the reason for the occasion. As opposed to in the open room, all the

72


Summary

social elements of the waterpipe – time, play and conversation – are cultivated

in the closed room.

Waterpipe smokers are divided into two types in the report. Hardcore waterpipe

smokers smoke the waterpipe regularly, in some periods daily. Often the waterpipe

is a supplement to a regular consumption of cigarettes. Hardcore waterpipe

smokers own their own waterpipe, they know how to light it and they are the

ones who bring it to smoking sessions. They prefer to smoke with their closest

friends in ’the closed room’, in their own room or in secluded spot outside. Some

have begun frequenting the waterpipe establishments in the larger cities. The experimenting

waterpipe smokers have tried smoking the waterpipe several times,

but can easily go six months or more without smoking it. Their consumption

depends to a large extent on the circumstances, like if there happens to be a waterpipe

at the party they are attending. They do not themselves own a waterpipe

and they are not the ones to organize a smoking session or light the pipe. The

experimenting smokers often frequent ’the open room’. Finally, there are also the

novices – those who have never or only once or twice tried the waterpipe. The

novices are not included in the analysis of this report.

The overall conclusion of the report is that the prerequisite for a change away

from risky behavior (that one considers ones behavior problematic) is not present

among young waterpipe smokers, particularly not among the hardcore group.

This is primarily because the waterpipe carries positive connotations, the young

people believe they can control their use, the smoke seems healthier (smells and

tastes better) and also because of the cosines and the social elements which are

present to a much larger extent than is the case with cigarette smoking. Several of

these conditions, such as the sweet taste and the social aspect, are hard to refute

since they are based on actual, true circumstances: Waterpipe smoke is sweet and

the smoking seances are typically relaxing. Thus, there are some irrefutably attractive

conditions associated with waterpipe smoking, which clearly complicates

the case for behavioral change. For instance, the polled hardcore waterpipe smokers

clearly expressed that they would consider it a loss if they could no longer

smoke, not least because of the peace and quiet they find around the pipe.

It is a different case when it comes to the misconceptions and misunderstandings

of the respondents concerning damaging effects to health and addiction. The

existing gap between what young people think they know and the scientifically

demonstrated facts provides a basis for an information initiative concerning the

very real risks of waterpipe smoking. Such an initiative needs to be conceived

with potential communication barriers in mind. There is a tendency among young

people to question the relevance to them personally of information campaigns

concerning the risks of their behavior, captured in the phrase ”could this really

happen to me?”. Some respondents, for instance, agreed that waterpipe smoking

can lead to cigarette smoking, but they did not believe that this could happen to

73


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

them since they believed that they were firmly in control of their use. Likewise,

information about the damaging effects of waterpipe smoke being the same as

with cigarette smoke, did not seem relevant to many youths, since they smoke the

waterpipe much more rarely than cigarettes.

Because of the low level of awareness of the damaging effects and addictiveness

of waterpipe smoking there is an urgent need for information about these factors,

among young people as well as among their parents. Especially the parents seem

obvious as target group for a communication initiative, partly because they presently

provide an unsuitable social acceptance of the waterpipe and partly because

they, as parents, have an interest in keeping their children smoke free. Among

the young people the experimenting smokers and the novices are recommended

as target group, since they are not an integrated part of the waterpipe culture and

thus would not experience the same feeling of ’loss’ as the hardcore smokers by

giving up the pipe. Concretely, the information campaign should aim to provide

the experimenting smokers and the novices with personally relevant arguments

to counter the positive discourse about waterpipe smoking and allow them to

make a more well-reflected choice.

Additional political steps are also required, however, if the goal is a significant reduction

in the number of waterpipe smokers. A recommendation which follows

naturally from the report is regulation to make it illegal for the tobacco industry

to produce and sell tobacco products with such high levels of flavoring and additives

as is the case with waterpipe tobacco.

74


Bilag 1 Metode til

kvalitativ analyse


76

Vandpibekulturen blandt danske teenagere


Bilag

Analysen i kapitel 3 bygger på interviews med i alt 10 teenagere i alderen 14 –

17 år, som alle på interviewtidspunktet i et eller andet omfang havde prøvet at

ryge vandpibe. Interviewene foregik enten parvist eller som enkeltinterviews og

varede fra 1½ til 2½ time.

Rekruttering af respondenter

Formålet med den kvalitative undersøgelse var at give et kvalificeret indblik i danske

teenageres vandpibekultur ved at lade de unge selv sætte ord på deres handlinger.

Derfor var det vigtigt, at respondenterne i et vist omfang havde prøvet at

ryge vandpibe, ligesom de aldersmæssigt skulle befinde sig inden for målgruppen.

Kriterierne for udvælgelsen blev derfor, at de unge:

• Skulle have prøvet at ryge vandpibe flere gange eller hyppigere

• Skulle være mellem 13 – 17 år

Der blev på hjemmesiden www.liv.dk 1 annonceret efter unge ud fra disse to kriterier

og 24 unge tilmeldte sig. Mange angav, de røg vandpibe regelmæssigt (n=10),

ligesom det var tydeligt, at cigaretforbruget blandt de tilmeldte var relativt højt

i forhold til landsgennemsnittet. 15 af de tilmeldte røg således cigaretter dagligt

eller mindst en gang om ugen. Målet med udvælgelsen var at sammensætte en

blanding af respondenter, som dels havde en vis erfaring med vandpiberygning

(havde prøvet det flere gange) og dels havde meget erfaring (røg vandpibe regelmæssigt).

På den måde kunne vi både få kommentarer fra de unge, som var tættest

på kulturen, samt de unge, som kun røg vandpibe til fester el.lign.

Desuden måtte der gerne være en blanding i forhold til geografi og erfaringer

med cigaretrygning, da vi gerne ville vide, om nogle af disse forhold kunne have

en indflydelse på de unges tilgang til vandpiberygning. Det var et krav, at respondenterne

fik en skriftlig tilladelse af forældrene for at deltage. Da formålet med

interviewene fremgik af tilladelsen, involverede det, at forældrene fik at vide, at

de unge havde prøvet at ryge vandpibe.

1 Kræftens Bekæmpelses hjemmeside for børn og unge om rygning. Opslaget blev sat på forsiden i 3

måneder.

77


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

Ud af de 24 tilmeldte blev 14 unge kontaktet til videre interview. Ud af dem

blev der lavet aftaler med 5 unge. De øvrige svarede enten ikke på henvendelsen

eller ønskede ikke at deltage, da de ikke ville fortælle deres forældre, at de røg

vandpibe. Sidstnævnte gjaldt 3 unge. Da alle de positive respondenter kom fra

Storkøbenhavn blev en skole med 10. klasser i Haderslev kontaktet for at finde

respondenter fra provinsen. Samtlige elever på skolen blev derfor i en spørgeskemaundersøgelse

spurgt om deres rygevaner og lyst til at deltage i et opfølgende

interview. I præsentationen blev det gjort klart, at deres deltagelse var betinget

af en forældretilladelse. I alt 12 elever, som opfyldte kriterierne om alder, vandpibeforbrug

og forældretilladelse, meldte sig, og ud af dem blev 5 elever kontaktet.

Nedenfor i Tabel 1 er opgjort en respondentoversigt med anonymiserede

navne.

78


Bilag

Tabel 1 Respondentoversigt

Navn Køn Alder Cigaretrygning Alder

ved 1.

cigaret

Vandpiberygning Alder

ved 1.

sug

Ejer

vandpibe

Stig Dreng 14 Dagligt 10 Jævnligt 11 Ja Ja

Marius Dreng 15 Dagligt 13 Jævnligt 13 Ja Ja

Malte Dreng 16 Prøvet enkelt

gang

12 Jævnligt 14 Ja Ja

Joachim Dreng 16 Ugentligt 13 Jævnligt 14 Har gjort Ja

Camilla Pige 17 Ikke hver uge 12 Jævnligt 14 Ja Ja

Noah Dreng 15 Prøvet et par

gange

Oskar Dreng 16 Prøvet enkelt

gang

Fie Pige 15 Har røget

dagligt

15 Flere gange 15 Nej Ja

10 Flere gange 15 Nej Ja

11 Flere gange 13 Ja Ja

Sofie Pige 15 Ikke hver uge 12 Flere gange 14 Nej Ja

15 Flere gange 13 Nej Ja

Ida Pige 15 Prøvet et par

gange

Kender

nogen,

der ejer

vandpibe

79


Vandpibekulturen blandt danske teenagere

Interviewene

I Haderslev foregik interviewene på selve skolen, mens de i København foregik

hos Kræftens Bekæmpelse. 4 interviews var dobbeltinterviews, mens 2 var

enkeltinterviews. Hvert interview varede 1½ - 2½ timer og blev efterfølgende

transskriberet.

Selve interviewene foregik som semistrukturerede interviews om temaerne:

• Cigaretrygning: den første cigaret, nuværende rygevaner, fordele og ulemper

ved cigaretter, årsager, tilgængelighed, forældremodstand og viden om

skadevirkninger

• Vandpiberygning: det første sug, nuværende rygevaner, fordele og ulemper

ved vandpiben herunder vandpibens fysiske og sociale egenskaber, tilgængelighed,

hvordan foregår/organiseres vandpiberygning, afhængighed,

forældremodstand, motivationen for at stoppe vandpiberygning

• Kampagnestatements. Følgende statements blev læst op, og respondenterne

skulle svare sandt eller falsk og begrunde deres svar:

- Vandpibe er ligeså farligt som cigaretter

- Vandpiben gør unge til cigaretrygere

- Vandpiberygere er også rygere

- Vandpiberøgen indeholder stoffer fra bilos

Undersøgelsens begrænsninger

Analysen i rapporten tager udgangspunkt i udvalgte teenageres erfaringer med

vandpiberygning. Det er de unges personlige fortællinger, der indgår i analysen,

og som bliver gengivet af forfatterne som en ‘narrativ meningsstruktur’. Dvs.

forfatterne sammensætter respondenternes historier i temaer, som forfatterne i

analysen efterfølgende lader respondenterne kommentere.

Disse temaer er naturligvis meget afhængige af sammensætningen af unge. F.eks.

har denne rapport bevidst fravalgt de unge, som aldrig eller kun ganske få gange

har prøvet at ryge vandpibe, ligesom de lidt ældre unge ikke indgår i undersøgelsen.

Denne metodiske afgrænsning er gjort for bedre at kunne fordybe sig i en

homogen gruppe, men også fordi de yngste unge – teenagerne – repræsenterer

den potentielt største risikogruppe for at udvikle dens rygevaner yderligere. Og

derfor, set med forebyggelsesbriller, er det den mest interessante gruppe at undersøge.

At respondentgruppen er relativ homogen i forhold til alder og vandpibeerfaringer

har spillet en afgørende rolle i relation til, hvor mange respondenter vi har

interviewet. Vi formodede således, at homogeniteten i gruppen ville begrænse

behovet for flere end 10 respondenter, og denne antagelse blev bekræftet, da interviewene

først gik i gang. Således begyndte vi allerede efter interviews med 4-5

respondenter at se gentagelser og mønstre i udtalelserne, som med de efterføl-

80


Bilag

gende interviews gjorde os i stand til at komme med kvalificerede bud på danske

teenageres vandpibekultur.

Undersøgelsen peger dog også på et potentiale for andre sociologiske og antropologiske

undersøgelser af vandpibekulturen i Vesten. Som Chaouachi slår

fast, så fortjener udviklingen af vandpibeetablissementer i Europa og dens omplantede

praksis sociologernes opmærksomhed. Som han ser det, har de her et

”eksotisk” forskningsområde midt i deres egne samfund, et pust udefra, der kan

medvirke til at forny disciplinen (Chaouachi, K., 2007).

Referencer

1. Chaouachi, K. (2007). Tout savoir sur le narguilé. Societé, culture, historie et santé.

81

More magazines by this user
Similar magazines