døden i europæisk kulturhistorie en vandring - Skoletjenesten

DØDEN I EUROPÆISK KULTURHISTORIE
EN VANDRING
Lærervejledning for 4.-6. klasse

FORORD
Dette undervisningsmateriale
er udarbejdet
med henblik på de lærere,
som ønsker at gå i dybden med
emnet død og sorg over et længerevarende
tilrettelagt forløb.
Baggrunden er dels undervisningstilbuddet
Døden i
Europæisk Kulturhistorie, som
finder sted i Etisk Værksted på
Assistens Kirkegård og den relaterede
dialog med de mange
besøgende siden 1999, samt et
generelt udtalt behov for en tilgang,
der afdækker temaet.
Dette behov for at revitalisere –
eller genopdage – døden fremstår
i disse år med en så iøjnefaldende
intensitet, at det næsten forekommer
unødvendigt at præsentere
døden som et tabuiseret emne.
Det siger sig selv, at man ikke kan
ønske at genopdage "noget", som
ikke er godt og grundigt skjult,
og at der derfor samtidig er tale
om en besværlig størrelse.
At vi står over for et besværligt
emne viser, sig ved de mange velmenende
initiativer, som forskellige
institutioner – i bredeste forstand
– har gennemført for målgruppen
børn og unge med den
hensigt at synliggøre den fortrængte
død.
Kritikken har i den forbindelse
været hård og ofte begrundet
med, at initiativtagerne ikke har
magtet at belyse et tabuiseret tema
som døden, men i stedet cementeret
det yderligere eller endnu
værre, skabt et nyt.
Intentionen med det foreliggende
materiale om døden er derfor
foretaget med denne problematik
for øje.
Det betyder i praksis, at jeg var og
er af den opfattelse, at det kan
lade sig gøre at samtale direkte
om døden uden at benytte metaforer
og vikarierende udenomssnak.
Det er for eksempel alt for
nemt at tale om kæledyrs
"skæbne" i stedet for menneskehedens.
Den teoretiske del af undervisningstilbuddet
Døden i Europæisk
2

Kulturhistorie har fra begyndelsen
ligget fast. Den er foretaget på
baggrund af litteraturstudier, som
detaljeret beretter om skiftende
tiders forestillinger om døden.
Disse forestillinger kan meget
tydeligt aflæses på Assistens
Kirkegård, fordi kirkegården er så
gammel og velbevaret, som den
er, og vi kan helt konkret slå fast,
at forestillinger om døden ikke er
statiske.
Den dialogbaserede del af undervisningstilbuddet
har af naturlige
årsager ikke været fastlagt, men
har opnået sin nuværende form i
samarbejde med de besøgende
børn og unge.
For de yngre børns vedkommende
forekom præmisserne uden
undtagelse at være de samme. De
ville først og fremmest afprøve og
have svar på idealforestillinger og
overlevelsesstrategier fra medieverdenens
univers.
Denne "afledningsmanøvre"
kunne ikke undgås. Mediernes
fremstilling af døden blev en permanent
optakt, fordi spørgsmål i
den sammenhæng naturligt gav
anledning til svar, som måtte
relatere sig til den rigtige død.
Børns tanker, forestillinger og
bekymringer viste sig herefter at
være relativt identiske.
Jeg har derfor i mine kommentarer
til vandringen på kirkegården
bestræbt mig på at
inkorporere de mest karakteristiske
spørgsmål fra børnene.
Det er således ikke tilfældigt, at
jeg prioriterer at tale om fortidens
skræk for levende
begravelser eller oplyser om
lovgivning og rettigheder, og
sidst men ikke mindst gør
opmærksom på børns eftertænksomhed
og kommentarer
på Lokalkirkegårdens afsnit.
Det er her, børn såvel som voksne
kan opleve et nærvær, som
lægger op til en accept af et fælles
menneskeligt vilkår, som
hverken bør undskyldes eller
forties.
Marianne Devantier,
Antropolog
3

DØDEN I
EUROPÆISK
KUTUR-
HISTORIE
Indledning.
Det er svært at tale om døden, og
hvis vi skal være helt ærlige, så vil
vi også helst være fri for at tænke
på den.
Hvorfor har vi så svært ved at tale
om døden?
Man skal som voksen og/eller
underviser være mere end optimistisk,
hvis man forventer et virvar
af svar fra børnene. Ikke desto
mindre er spørgsmålet relevant,
og svarene udebliver heller ikke.
De bliver modstræbende, men
også meget modigt fremsagt med
forbløffende enslydende begrundelse.
"Man kan ikke lide at tænke på,
at man vil savne nogen". "Man
kommer til at tænke på dem,
man vil savne".
Børnene ved altså, at døden
uvægerligt finder sted af helt
naturlige årsager, men deres
kropssprog fortæller samtidig
med al tydelighed, at de helst vil
undgå at uddybe flere spørgsmål
fra den "skuffe".
De vil langt hellere tale om døden
på en selvvalgt måde, hvilket vil
sige den måde, de indbyrdes benytter,
når mediernes og computerspillenes
verden bliver diskuteret.
Den snak er værd at tage
med, selvom det minder om en
overspringshandling.
"Kan en livredder altid genoplive
et menneske, der er druknet?"
"Kan en læge altid få et hjerte til
at fungere igen efter et hjertestop?"
"Er det kun, hvis man
virkelig har dummet sig, at man
dør?"
De fleste børn ønsker med deres
spørgsmål helt tydeligt en forvisning
om, at vi som mennesker er
næsten udødelige, og de vil meget
gerne have bekræftelse.
Men er det fair over for børnene,
hvis vi som voksne – måske af
omsorg – ignorerer deres skepsis
og undlader en konfrontation på
lige præcis det tidspunkt, hvor
sandheden om døden begynder at
blive et problem?
"Nogen" vil jo ikke leve evigt, og
"artens" dødelighed er hverken
børnenes eller de voksnes egen
skyld.
EGENDØDEN
Mennesker har ikke altid haft så
svært ved at acceptere døden,
som vi har nu.
Historisk set har man kendskab
til, at der har været epoker, hvor
mennesker har tænkt på andre
måder, eksempelvis tider hvor
man var fuldstændig fortrolig
med døden, og tider hvor døden
nærmest blev opfattet som vidunderlig.
Vi kan passende starte i middelalderen
i 1200 tallet – sådan cirka
på det tidspunkt, hvor Robin
Hood lever fredløs i Sherwood
Skoven. Fra da af har man en ret
stor viden om, hvorledes mennesker
har forestillet sig døden, og
hvordan denne forestilling langsomt
forandrer sig i løbet af middelalderen.
På dette tidspunkt boede de fleste
mennesker på landet, og man
levede ofte flere generationer
sammen i et hus. Det var ikke
altid, at man blev så gammel –
som vi generelt bliver i vor tid –
og børnedødeligheden var stor.
Afslutningen på livet var derfor
ikke et fremmed syn for nogen
mennesker, men derimod en
naturlig begivenhed, som ingen
kunne undgå at forholde sig til.
Det kunne her være en god ide, hvis
man som underviser har mulighed
for at supplere med andet historisk
materiale eller beretninger om levevilkår
fra perioden.
Man ved en del om menneskers
tro og forestilling om døden på
4

dette tidlige tidspunkt. Man
havde den forestilling, at man
som kristent menneske var sikret
et glorværdigt liv i Himmerige
efter en lang ventetid i søvnen.
Man ventede på Dommedag, altså
den dag hvor Vor Herre aflagde
kollektivt regnskab med alle
afdøde på én gang.
Denne specifikke forestilling om
den lange søvn indtil Dommedag
forandrede sig langsomt i løbet af
de næste par hundrede år af middelalderen.
Dommedag holdt flyttedag, og
mennesket fik i tidens løb den
opfattelse, at Dommedag – altså
regnskabet med Vor Herre –
fandt sted umiddelbart efter
dødsøjeblikket.
Denne nye måde at tænke på
bevirkede, at døden blev mere
personlig, fordi det ikke kunne
undgås, at man blev mere bevidst
om sit eget regnskab, når tiden
oprandt.
Man havde – ligesom nu – en
overbevisning om, hvad der var
godt, og hvad der var skidt. Det
var for eksempel ikke spor godt
at danse og spille musik på dette
tidspunkt, eller at drikke for
meget og have kærester uden at
være gift – men det var selvfølgelig
svært at lade være.
Det kan man tydeligt iagttage på
gamle malerier af blandt andet
Brueghel den Yngre, som var rigtig
god til at skildre folkelivet,
som det var.
Det lille udsnit fra Brueghels
maleri, Landsbymarked, viser
dansen, og også at underbukser
ikke var opfundet endnu. De blev
først almindelige i 1800- tallet.
God opførsel og knap så god
opførsel var nem at få øje på, og
forskellen var forståelig for
enhver. Man behøvede blot at
iagttage datidens "tegneserier" i
kirkerne for at blive bekræftet.
Alle kirker havde disse kalkmalerier,
som fortalte om godt og
skidt, og mange af billederne kan
ses den dag i dag her i Danmark.
Mange kendte kalkmalerier i
Europa fra middelalderepoken
blev fjernet efter reformationen,
men i Danmark var man mere
sparsommelig, man kalkede over,
og billederne er nu tilgængelige
igen.
Hvad var mon grunden til, at man i
Middelalderen benyttede billeder til
at fortælle om moral og "regnskabets
time", og hvorfor var det lige præcis
i kirkerne, man kunne iagttage disse
"tegneserier"?
5

Hvad var det for et budskab, den
lille fyr med "rumpen" i vejret skulle
fortælle til forsamlingen i kirken, og
hvornår blev det i øvrigt almindeligt
at kunne læse?
Ovenstående er spørgsmål, som kan
være spændende at diskutere med
børnene.
I løbet af middelalderen tog man
naturligvis højde for de betænkeligheder,
man måtte have haft i
forbindelse med Vor Herres regnskab,
og lod derfor – for at være
på den sikre side – kirkerne varetage
alt vedrørende død og
begravelse.
Man blev begravet indenfor i
selve kirkegulvet eller umiddelbart
udenfor.
I den tidligste epoke – altså Robin
Hood-tiden, hvor alle sov til
Dommedag – benyttede man
hverken gravsten eller inskriptioner,
men i takt med, at døden
blev mere og mere personlig, fik
synlige navne og årstal stor betydning.
Man ville vise præcis, hvem
man var, og hvor man lå.
Denne præcision og bekymring
for regnskabet kulminerede i slutningen
af middelalderen med en
form for "makabre" gravsten, der i
deres udformning ikke blot angav
afdødes data, men tillige en
påmindelse til de levende om, at
det også blev deres tur.
Det blev med andre ord almindeligt
med gravsten, som viste billeder
af kranier og knogler på en
måde, der ligesom kalkmalerierne
skulle få mennesker til at tænke
på deres personlige dom.
Afslutningen af middelalderen bliver
en forandringstid med hensyn
til, hvorledes mennesker forestiller
sig døden.
Dels bryder det nordlige Europa
med katolicismen – det er et
emne helt for sig – men der er
mange andre kræfter, som i lige
så høj grad medvirker til et ændret
syn på døden.
Dette nye syn vil vi vende tilbage
til, når vi har afrundet den sidste
del af middelalderen.
Vi befinder os nu helt præcist i
begyndelsen af 1700- tallets
gamle København, hvor man
åbenlyst begynder at have behov
for en ændret begravelsespraksis.
København var på det tidspunkt
en rigtig middelalderby, der lå
beskyttet inde bag mure og volde.
Der boede efterhånden temmelig
mange mennesker i byen under
forhold, man nok i dag ville beskrive
som et kaotisk svineri.
Vand fik man fra brønde, kloakker
fandtes ikke, man brugte
gaderne til affald. Det var et slaraffenland
for bakterier og epidemisygdomme.
Pestepidemien, der
florerede i København i 1711, var
eksempelvis af en sådan voldsomhed,
at den forårsagede, at en tredjedel
af byens indbyggere døde.
Disse afdøde måtte naturligvis
begraves, og begravelserne fandt
stadig sted indenfor i kirkernes
gulvareal og på små tilstødende
assistance-kirkegårde.
Datidens lægevidenskab var udmærket
klar over, at det var uhygiejnisk
med "lig i lag" i nærheden
af for eksempel drikkevand, men
det var svært for oplysningstidens
foregangsmænd at hamle op med
folketroen og den begravelsespraksis,
som man havde været
vant til.
Man begyndte imidlertid at tale
om at anlægge en assistance-kirkegård
– altså en hjælpekirkegård
– langt uden for byen. Man talte i
meget lang tid om anlæggelsen,
faktisk talte man om ideen i ikke
mindre end 50 år, før Magistraten,
kirkerne og videnskaben blev
nogenlunde enige, og Assistens
Kirkegård blev en realitet.
I 1760 blev den første del af kirkegården
indviet. Hver kirke fra
den indre by fik deres lille del,
som de selv skulle administrere,
men succesen var i begyndelsen til
at overskue. Det blev primært de
fattige, der inden for de næste 30
år lod sig begrave på Assistens
Kirkegård, de rige foretrak stadig
kirkegulvet trods en kraftig prisstigning.
6

DEN ANDENS DØD
Menneskers holdninger til
begravelser og forestillinger om
døden begyndte langsomt at
ændre sig i denne periode, og
dommedags-tanken i forbindelse
med døden blegnede.
Det betød, at selve livet nu blev
opfattet som Vor Herres prøvelse,
og døden derimod som en velsignet
hjemkomst til Himmerige og
det evige liv i fællesskab med
andre kære afdøde.
Døden fik hermed karakter af at
være en afsked, og til denne
afsked var familien betydningsfuld.
Familierne overtog for første gang
kirkernes "monopol" og omsorg
for begravelser, idet netop slægtninge
blev opfattet som troværdige
og uundværlige i forbindelse
med iscenesættelsen af det egentlige,
nemlig den afdødes dyder i
relation til livets prøvelser. For
denne tillid overtog familien i tilgift
afdødes formue, og sorgen
blev sat i system.
Til det formål havde man brug
for plads. Iscenesættelsen krævede,
at dyder og den nye tidsånd –
om blandt andet hygiejne –
kunne ses.
Der var masser af plads på Assistens
Kirkegård, og de store monumenter
holdt deres indtog.
Det blev mondænt at blive begravet
under de skønneste forhold
med storslåede eftermæler og inskriptioner,
der udførligt berettede
om de afdødes dyder og gerninger.
Denne overdådige pragt
havde naturligvis den konsekvens,
at de gamle "ækle"
gravsten måtte væk.
Det fremgår tydeligt af klageskrifter
til Københavns Magistrat,
hvor der klages over: "den
Mængde af ildegrinende Dødningehoveder
og afskyelige Beenrade,
som vrimle næsten på alle
Monumenterne".
Citatet er fra Valeur Larsen s. 37
De gamle gravsten forsvandt efterhånden,
og den synlige velstand
blev dominerende. Det gjaldt også
sorgarbejdet, hvor de efterladte
åbenlyst viste deres sorg og smerte
i forbindelse med et dødsfald.
Sørgetiden – der var lang –
krævede specielle sørgeklæder,
man deltog ikke i festligheder –
hvilket især gjalt kvinder – og det
var helt legalt at græde offentligt.
Kender vi i øvrigt til sørgeklæder og
sørgetid i vore dage?
Har vi eksempler på det?
Det var samtidig indlysende, at
mindre bemidlede mennesker
havde svært ved at leve op til
guldaldertidens luksus og iscene-
7

sættelse, og den overdrevne, romantiske
forestilling om døden
blev hurtigt udsat for kritik fra
tidens "tænkere".
Kritikken betød naturligvis ikke,
at mennesker fra den ene dag til
den anden ændrede holdninger
og stil, men at man langsomt i løbet
af 1800- tallet blev mindre
pralende. Enkelhed blev en dyd,
da rigdom ikke nødvendigvis udgjorde
et fortrin hos Vor Herre.
Det enkelte menneske skulle være
ansvarlig over for sit eget liv
og sin egen skæbne. Individet fik
en samvittighed, der ikke kunne
udstilles offentligt.
Det betød, at etiske spørgsmål
om godt og ondt blev et indre
personligt anliggende, som var
uafhængigt af andre menneskersog
institutioners vurdering; man
blev sin egen moralske vogter.
Den nye måde at forholde sig til
livets afslutning på, som åbenlyst
blev almindelig i slutningen af
1800 tallet, var naturligvis ikke
kun forårsaget af kritiske røster.
Andre store samfundsændringer
havde været medvirkende til, at
mennesker fik en helt ny forestillingsverden.
DEN OMVENDTE DØD
Døden bliver derfor fra dette tidspunkt
mere Den omvendte død. punkt blevet så god som aldrig
Folkesundheden var på dette tids-
Industrialiseringen i løbet af før. Børnedødeligheden var meget
1800- tallet havde blandt andet lille og menneskers gennemsnitlige
levealder meget lang. Man
forårsaget, at tusindvis af mennesker
forlod landbruget og rejste til levede simpelt hen længere, og
byerne som arbejdskraft for industrien,
og at denne befolknings-
et hospital, når tiden var inde.
det blev mest almindeligt at dø på
vækst for Københavns vedkommende
medførte, at Brokvarterer-
havde i 1880´erne overtaget kir-
Kommunernes begravelsesvæsen
ne hurtigt blev opført.
kernes administration af begravelser,
og ligbrænding var blevet
En ny familieform, – som den vi
kender i dag med far, mor og indført omkring århundredeskiftet.
børn, så dagens lys, og den betød,
at man i mange tilfælde boede Døden var kommet på afstand i
langt fra den øvrige familie.
menneskers dagligdag. Det vil
helt bogstaveligt sige, at det blev
Vi befinder os nu langt fra Robin en sjældenhed at se døende eller
Hood-tiden – hele 700 år – og vi afdøde mennesker.
begynder rent faktisk at kunne Døden bliver derfor fra dette tidspunkt
mere mystisk, og alt, hvad
sætte navne og billeder på tiden
og de mennesker, vi nu skal tale der er mystisk, forekommer ubehageligt
og appellerer til for-
om.
Det er omkring det tidspunkt, trængninger. Vi har ikke lyst til at
hvor vores oldeforældre – i dette tænke på døden.
tilfælde børnenes – bliver født i Mennesket var på godt og ondt
begyndelsen af 1900- tallet.
blevet sin egen moralske vogter,
og den enkelhed, man søgte, kom
8

i praksis til udtryk i en mere og
mere anonym form, hvilket vil
sige et ønske om ikke at gøre sig
bemærket.
Flere og flere mennesker valgte i
forbindelse med egen død en
begravelse som ukendt på kirkegårdenes
fællesareal eller et mindre
urnegravsted.
Sorgen for de efterladte blev ligeledes
anonym. Det blev i mere og
mere udtalt grad pinligt at vise
sine følelser offentligt. Følelser
holdt man for sig selv, og forventningen
fra det øvrige samfund
appellerede til, at man udadtil
opførte sig normalt få dage efter
et dødsfald. Man gik på arbejde
eller i skole igen.
At være sin egen moralske vogter
fik også en mere direkte psykologisk
og følelsesmæssig betydning
for vores forestilling om døden.
Troen på Vor Herre eller ej blev
en privat sag, og forestillingen om
Dommedag var ikke mere en
udvisket størrelse som i guldalderen,
men på det nærmeste et fænomen,
der blot indgik i sproget
som anvendeligt for en kø-situation.
Hvem har ikke prøvet at vente i en
kø til Dommedag?
Hvad mener man med det?
Menneskets ubehag ved tanken
om døden handlede altså ikke
mere om en "hinsides" forestilling
– om opstandelse eller ej – men
derimod om en meget jordisk
situation.
Ubehaget opstod, fordi mennesket
begyndte at frygte tanken om
tiden før døden.
Man var blevet så ansvarlig for sit
eget liv, at man næsten også følte
sig ansvarlig for sin egen dødelighed
som menneske. Svækkelse
blev ens egen skyld, det var
fordi, man havde levet forkert.
Tanken om døden og svagheden
blev så ubehagelig, at man hverken
ville tænke på den eller tale
om den. Man gemte den meget
langt væk.
I løbet af 1980´erne – og vi nærmer
os nutid – begyndte man
langsomt at se ubehaget og vores
"gemmesteder" i øjnene.
Det gør vi stadig, og de ændringer,
der sker lige nu, er derfor
værd at tale om i nutid.
Vi er helt konkret begyndt at tale
om ældre og døende menneskers
vilkår.
Vi er også så småt begyndt at
ændre vores begravelsespraksis.
Mange ønsker fortsat at blive
begravet som ukendt på et fællesareal,
men antallet af små urnegravsteder
er stigende, tillige med
antallet af kistebegravelser.
Vi vil også gerne som efterladte
have lov til at sørge over en afdød
på en måde, der er mere "menneskelig"
og synlig på alle niveauer.
Vi vil i det hele taget gerne genopdage
døden på en ærlig måde,
og vi vil gerne tale om den. Dertil
har vi brug for hinanden.
Jeg vil efterfølgende foreslå en
vandring på Assistens Kirkegård,
hvor det både vil være muligt at
aflæse kulturhistorien i praksis og
opleve og tage stilling til den
gravkultur, som finder sted her og
nu.
9

FORSLAG TIL
EN VANDRING
PÅ ASSISTENS
KIRKEGÅRD
Forgangne tiders forestillingsverden
om døden og udtryk for sorgarbejde
kan tydeligt aflæses på
Assistens Kirkegård, fordi kirkegården
er så gammel og velbevaret,
som den er.
Vi kan iagttage enkelte eksempler
fra slutningen af middelalderen,
som mirakuløst har overlevet
guldaldertidens paradigmeskift og
"oprydningstrang", og vi kan selvfølgelig
opleve selve guldaldertidens
udtryksform.
De eksempler, jeg i den forbindelse
vil fremhæve, er ikke en stillingtagen
til de afdøde personers
kvaliteter – personalhistorien er et
kapitel helt for sig selv – men fortrinsvis
eksempler på den tids
forestillingsverden.
Man kan give sig god tid og finde
mange andre eksempler end dem
jeg vil foreslå, og det samme vil
gøre sig gældende med efterfølgende
epokers gravkultur.
For lokalkirkegårdens vedkommende
har jeg fundet det upassende
at henvise til specifikke
gravsteder og har i stedet valgt at
referere til bestemte områder med
hensyn til kategorier og nye tendenser
på gravkultur.
Lokalkirkegården er – som aktivt
fungerende kirkegård – tilgængelig
for alle besøgende, og jeg vil
blot opfordre til at udvise hensyn
og følge kirkegårdens almindelige
reglement.
Vi vil nu begive os ind på
Assistens Kirkegård, nærmere bestemt
fra porten til Kapelpladsen.
Lige inden for porten tager vi
indgangen til højre side og står
nu på den ældste del af kirkegården
fra 1760. Denne del af
kirkegården har i dag museumsstatus,
hvilket vil sige, at der ikke
bliver foretaget nye begravelser
eller ændringer af det bestående.
Vi går højre om det karakteristiske
hængebøgetræ og fortsætter
ad stien, til vi næsten når frem til
bagmuren. Vi går igen et par
meter til højre ad sidestien og
står nu foran Roslins familiegravsted.
Det er et spændende
gravsted i den forstand, at det
repræsenterer to forskellige forestillingsverdener
og stilarter. Af
særlig betydning er den store
flade gravsten med det udhuggede
kranie. Gravstenen er ikke blot
en af kirkegårdens ældste
gravsten, den er også ældre end
selve kirkegården. Man ved med
sikkerhed, at stenen tidligere har
været placeret uden for Nicolaj
Kirke på familiens daværende
gravsted i den indre by.
Da kirkegården blev anlagt i
1760, vrimlede alle gravsten med
den type motiver, men billedsprogets
morale virkede stødende på
guldalderens nye tidsånd i 1800-
tallet. Sjælens skæbne kunne efter
bedste overbevisning ikke sammenlignes
med kroppens skæbne,
og gravstenene blev efter talrige
anmodninger fjernet.
En undtagelse er denne sten, som
nok helt bogstaveligt er for tung
at bugsere med, og middelaldermoralen
bliver i øvrigt også mod-
10

sagt af inskriptionen på det opslåede
bogrelief. Teksten fortæller
helt i guldalderens ånd, at de salige
"ere de som doe i Herren. De
hvile fra deres Arbejde men deres
Gerninger følge dem". Det jordiske
liv er med andre ord Vor
Herres prøvelse, mens Himmerige
er det betydningsfulde evige liv.
Referencen til "Den andens Død"
– længslen efter Himmerige og
fremhævelsen af dyder og gerninger
– vil ligeledes være lette at
aflæse på de efterfølgende
gravsteder, jeg vil fremhæve.
Vi skrår ud på hovedstien og går
et lille stykke mod højre. Her finder
vi – ved selve muren – grev
Schmettaus gravsted, som er prydet
med hjelm og sværd.
Inskriptionen fortæller blandt
andet, at greven er "hædret af
kongen". Oplysningen forekommer
at være en vigtig dyd at fremhæve,
men sandhedsværdien er
selv i datidens øjne yderst tvivlsom.
Man mente, det var pral.
Efter Københavns bombardement
i 1807 var det nemlig grev
Schmettau, der fik den ubehagelige
opgave at meddele kronprinsen
– som opholdt sig i Kiel – om
henholdsvis Københavns brand,
kapitulationen og overdragelsen
af hele den danske flåde til englænderne.
I den anledning hædrede
kronprinsen absolut ingen,
men gjorde derimod generalerne
ansvarlige for nederlaget.
Fortsætter vi herefter ad samme
sti, vil vi møde Finansraad G.D.F.
Koes gravsted og monument.
Inskriptionen giver med tydelighed
udtryk for en opfattelse af,
hvad livet er: "Et pust i sivet som
synker ned. Et spil af kræfter som
higer efter en evighed. Til evigheden
saa morgenrød gaar vei herneden
kun gennem død".
Efter dette livssyn fortsætter vi
lidt i samme retning til P.C.
Abildgaards monument med den
"mangebrystede" Artemis.
Der skal ikke herske tvivl om
Abildgaards dygtighed som videnskabsmand,
men inskriptionen
lader sig ikke nøje med dyder
som lærdom og oplyser til overflod,
at Abildgaard "som borger og
menneske (var) elsked for vennesalig
fromhed-, usvigelig trofasthed og
ædel beskedenhed".
Denne lidt "svulstige" retorik kan
findes på utallige andre monumenter
fra perioden, men det vil
jeg overlade til jer.
Jeg vil nu henvise til et fænomen,
der ligeledes var fremherskende i
guldaldertidens forestillingsverden,
- rædslen for levende
begravelse.
Vi bevæger os et lille stykke tilbage
ad stien og skrår derefter over
det åbne græsareal, til vi befinder
os på afdelingens midterste
hovedsti.
Her møder vi et stenbelagt
gravsted over Caroline F.
Simonsen, der umiddelbart er
mest bemærkelsesværdigt ved
dets åbenlyse behov for restaurering.
Det, vi skal koncentrere os om, er
det såkaldte "åndehul" midt på
gravstedet - et af mange på kirkegården.
Det er selvfølgelig ikke et
åndehul men derimod en ventilationskanal
til gravkammeret
nedenunder, men kanalen omtales
kun som et åndehul.
Navnet er et levn fra den kollektive
rædsel for at blive levende
begravet, som florerede overalt i
Europa i løbet af 1800- tallet.
Hvordan kan det være, at man var
specielt rædselsslagen i denne periode,
kunne man spørge?
En forklaring er, at lægevidenskaben
insisterer på at overtage retten
til at afgøre, hvornår døden
indtræder, men møder modstand
fra teologien og folketroen. Intet
virker i den sammenhæng mere
11

effektivt end konstruerede, gyselige
vandrehistorier, der skaber
skræk og væmmelse.
Vandrehistorier har ofte en langt
bedre virkning end forbud og formaninger.
Kender vi eksempler på det
fra vore dage?
Vandrehistorier er sejlivede, og
alle ældre, europæiske kirkegårde
med respekt for sig selv har sin
"egen" gyserhistorie. Det har
Assistens Kirkegård også.
Vi vil derfor forlade åndehullet og
fortsætte til højre ad stien mod
Nørrebrogademuren. Her møder
vi Bodenhoffs familiegravsted,
bevogtet af billedhuggeren
Wiedewelts smukke statuetter.
Den nederste sektion af gravstedet
er et eftermæle over det unge
familiemedlem Giertrud Birgitte,
som efter sigende bliver begravet
levende. Historien er i den grad
sigende, at den findes i tyve,
måske tredive udgaver.
Jeg vil kort referere til et par stykker
og overlade resten til jer.
Eventuelle nye udgaver vil være
mindst lige så korrekte.
Giertrud Birgitte blev efter datidens
normer begravet med alle
juvelerne på – og hun var meget
velhavende.
Hun fik omgående besøg af ligrøvere,
hvilket ikke var ualmindeligt.
Og nu starter gyset!
Idet ligrøveren løfter låget på kisten
for at tage for sig af varerne,
vågner Giertrud Birgitte, og ligrøveren
bliver så rædselsslagen, at
han slår den stakkels kvinde ihjel
med en skovl.
En mere moderat udgave af historien
lyder, at Giertrud Birgitte slet
ikke var blevet begravet endnu,
men ligger afventende i et af kirkegårdens
små kapeller, hvor hun
selvfølgelig får besøg af en ligrøver.
Idet røveren løfter låget på kisten,
vågner Giertrud Birgitte, og da
hun ser den fæle mand, bliver
hun så rædselsslagen, at hun dør
af skræk – det gjorde kvinder
nemlig dengang.
Historiernes mangfoldighed førte
til en opgravning for ca. 50 år
siden, som imidlertid ikke førte
til noget som helst.
Personligt betragter jeg historierne
som eksempler på tidens
skræk, historier der i øvrigt er
påfaldende identiske med alle
tidstypiske historier – om især
rige kvinder – fra det europæiske
kontinent.
Vi vil nu forlade emnet levende
begravelse og fortsætte til venstre
ad stien, indtil vi møder en ny
venstregående sti. Her går vi et
godt stykke frem, indtil vi står på
den åbne plads foran
Kierkegaards familiegravsted.
Gravstedet er selvfølgelig bemærkelsesværdigt
ved at være filosoffen
Søren Kierkegaards gravsted,
men også som eksempel på den
enkelhed og beskedenhed, der
blev normgivende i den sidste del
af guldalderen. Søren Kierkegaard
var – om nogen – kritisk overfor
pral og iscenesættelse. Ethvert
individ er ansvarlig over for eget
liv i og med, at ethvert menneske
er i besiddelse af en samvittighed
– en forestillingsverden, der fra
dette tidspunkt slår igennem.
Vi kan på vores tur gennem kirkegården
iagttage mange lignende
gravsteder, der i al sin enkelhed
blot oplyser om afdødes data,
eventuelt suppleret med et kors
eller et par strofer.
Vi vil herfra gå videre gennem
porten til kirkegårdens næste
afsnit, Mindeparken. I
Mindeparken forsøger man i lig-
12

hed med det museale afsnit at
bevare gravsteder af kulturhistorisk
værdi, men enkelte begravelser
foretages stadig. Det er desuden
på dette område af kirkegården,
at man om sommeren kan
iagttage det fænomen, som er helt
unikt for Assistens Kirkegård, at
den lokale befolkning traditionen
tro benytter stedet til solbadning,
eksamenslæsning og almindelig
hygge.
Man kan vælge at gå til højre for
porten og her fortsætte iagttagelsen
af guldaldertidens monumenter
og forestillingsverden,
men jeg vil foreslå en anden rute.
Vi vil gå til venstre af stien, til vi
når Martin Vahls gravsted. Her
drejer vi til højre af stien, der
fører ind mellem træerne.
På en lille åben plet, kan vi se en
skulptur af en skildpadde. Det er
en gravsten, men - som vi kan
se uden inskriptioner.
Vi har foretaget et spring i kronologisk
tid og befinder os nu i sidste
halvdel af 1900 tallet. Denne
periodes forestillingsverden –
1900 tallet som helhed – kan
være svær at få øje på, i det dens
anonymitet på meget sigende vis
netop glimre ved dens fravær.
Det, vi imidlertid ser, er forfatteren
og maleren Hans Scherfigs
gravsted.
Han ønskede ikke inskriptioner
og i realiteten heller ikke et
gravsted som sådan. Men – skulle
han hædres med en gravplads på
Assistens Kirkegård, var man velkommen
til at benytte skildpadden,
som stod i hans egen baghave.
Skildpadden har ifølge forfatteren
den funktion, at den kan tåle at
blive siddet på og leget med, og
det er man meget velkommen til.
Vi forlader skildpadden og skrår
lidt til venstre i retning af tværstien.
Her møder vi forfatteren Dan
Turèlls gravsted, og vi befinder
os nu i absolut nyere tid.
Da det er almindeligt kendt, at
Dan Turèll oprindeligt har udtrykt
ønske om en alternativ begravelsesform,
finder jeg det oplagt at
benytte lejligheden til at oplyse
om aktuel lovgivning og praksis
vedrørende begravelser i dagens
Danmark.
Dan Turèlls personlige ønske var
ligbrænding, og at hans aske
skulle strøs omkring Istedgade.
Dette ønske kunne ikke imødekommes.
Lovgivningen gør opmærksom
på, at askespredning kun er tilladt
over åbent hav i to vidners nærvær,
hvoraf den ene skal være skibsføreren.
Man kan altså hverken benytte
byen, naturen eller for den sags
skyld egen baghave til formålet.
Hvad må man så, hvis man selv
ønsker at være medbestemmende?
Det er en god ide at stifte
bekendtskab med formularen,
"Min sidste vilje". Her vil det
blandt andet fremgå, at alle mennesker
har krav på en begravelse
– med eller uden ceremoni –, og
at begravelsen betales af det
offentlige, såfremt boet er uden
midler.
Det næste, man skal vide, er, at
gravsteder i almindelighed er på
åremål – undtagelser eksisterer i
forbindelse med trossamfund,
hvor overbevisningen kræver
gravfred til evig tid.
Det betyder i praksis, at en urnebegravelse
på kirkegårdens fællesareal
har en varighed på 10 år,
hvorefter den bliver sløjfet.
En urnebegravelse på et mindre
gravsted er for en 10-årig periode,
der imidlertid kan forlænges, så
længe det ønskes og finansieres.
En kistebegravelse er for ca. 20 år
– afhængig af jordbundsforhold –
og gravstedet kan på samme vilkår
som med urnegravstedet forlænges.
Enhver form for udsmykning af
13

de enkelte gravsteder er herefter
dels et spørgsmål om økonomi og
retningslinier for de enkelte kirkegårde.
Det er altså ikke alle fænomenale
ideer, som kan imødekommes!
Før vi forlader Dan Turèlls
gravsted, er det værd at vide, – og
måske kan det også iagttages –, at
stedet bliver besøgt af rigtig
mange mennesker, som i forbifarten
mindes Turèll ved at lægge en
lille hilsen. Det er ofte en cigaret
eller lignende.
Vi tager herefter stien til venstre
og går helt frem til hovedstien ved
muren, hvor vi drejer til højre. I
det fjerne kan vi se en lille gul
bygning. Der skal vi hen.
Bygningen, vi ser, er kirkegårdens
eneste mausoleum. Det betyder, at
kisterne med de afdøde ikke er
begravet i jorden, men står på forhøjninger
inde i bygningen.
Gravstedet tilhører Peter von
Scholten – Generalguvernør for
De Dansk Vestindiske Øer.
Han var berejst i den store verden,
og han havde set, hvorledes
gravsteder og eftermæler kunne
tage sig ud andre steder end i
Danmark.
Von Scholten var især charmeret
af tanken om et mausoleum, og
for at realisere dette alternative
ønske måtte han selv både tegne
og lade bygningen opføre for egne
midler.
Man kan forsigtigt åbne lågen, og,
når lysforholdene tillader det, se
ind af vinduerne. Von Scholten
selv ligger i kisten til højre og
hans danske kone til venstre.
Efter dette besøg fortsætter vi ned
langs "benhusene" – tidligere
tiders små kapeller – hvorefter vi
drejer skarpt til venstre.
Umiddelbart før svinget kan vi til
højre side se et lille firkantet
område med nogle lidt "anderledes"
kors. Området tilhører den
russiske kirke – i øvrigt til evig
tid – og der er to sådanne områder
på Assistens Kirkegård.
Vi vil imidlertid runde hjørnet, og
vi befinder os nu på
Lokalkirkegården, eller, om man
vil, den aktive del.
Her gælder almindelige kirkegårdsregler
for adfærd og dermed
hensyn til besøgende ved gravstederne.
Det store græsområde til højre
side er et eksempel på fællesgrave
med et mindesmærke, hvor
pårørende kan lægge blomster og
kranse.
Vi vil følge stien og gå lidt til
højre, når vi møder den
tværgående hovedsti.
Her ser vi et område med helt
nye urnegravsteder. Dem vil jeg
anbefale, at vi betragter lidt nærmere.
Både disse gravsteder og mange af
de efterfølgende, vi vil se, er
eksempler på nutidens gravkultur.
Vi kan iagttage små personli-
ge hilsener, som pårørende –
udover blomster – har placeret på
gravstederne, og vi kan se, hvilke
inskriptioner man i vore dage
vælger.
Det samme vil efterfølgende gøre
sig gældende, når vi når frem til
den tværgående midtersti, hvor vi
kan se et område med mindeplader,
som er et alternativ til det
almindelige afgrænsede urnegravsted.
Man kan bruge lang tid på at læse
inskriptioner, og man kan undres
over enkelheden eller over forskelle
og ligheder.
Nogle gravsten og mindeplader
nævner blot et fornavn, inskriptionen
"far" eller "mor", mens
andre har sentenser, som umiddelbart
kun forstås af de pårørende.
Atter andre nævner på traditionel
vis navne og årstal.
Det er mit indtryk, at dette område
af kirkegården appellerer
meget til børns eftertænksomhed
og kommentarer.
Vi vil derfor fortsætte i samme
14

spor og følge Lokalkirkegårdens
midtersti i retning af kapelpladsen.
På det første stykke vej kan vi –
både til højre og venstre side –
iagttage nogle rækker af helt ensartede
gravsteder. Det er den
katolske del af Assistens
Kirkegård, og det er fortrinsvis
Sct. Josef Søstrene, som har deres
gravsteder her. Inskriptionen
R.I.P. – som findes på alle gravstenene
– er forkortelsen af
Requiscat In Pace, altså hvil i
fred.
Idet vi passerer endnu en
tværgående sti, starter
Lokalkirkegårdens afsnit for kistegrave.
Det første område går
under betegnelsen kistefællesgrave,
hvilket er synligt ved, at de
enkelte gravsteder ikke er afgrænsede,
og at der er helt ens mindeplader.
Vi vil imidlertid fortsætte lidt
længere frem, til vi møder de
mere traditionelle kistegravsteder.
På dette område vil jeg anbefale,
at vi igen giver os god tid til at
betragte den nyeste kirkegårdskultur.
Her er gravsteder, gravsten
og monumenter i alle formater og
afarter, og her findes sidst, men
ikke mindst, et meget synligt
udtryk for vore dages sorgbearbejdelse.
Vi kan iagttage utallige meget personlige
hilsener og prydsgenstande
og undre os over – og fortælle
børnene – at dette er et helt nyt
fænomen, der faktisk kun har
fundet sted de sidste 20 år.
Der er med andre ord en del, der
tyder på, at vi er i færd med at
"genopdage " døden, og vi er os,
der lever nu.
Vi har på kort tid foretaget en
vandring sammen, hvor vi har talt
om og ved selvsyn set, at mennesker
til alle tider har ændret deres
forestillinger om døden. Disse
ændringer foregår altså også lige
nu, og vi er i realiteten dem, der
er medbestemmende for, at fremtidens
forestillinger antager en
form, som alle kan leve bedre
med.
Ingen bør forlade Assistens
Kirkegård uden at have besøgt
H.C. Andersens gravsted. Det vil
vi heller ikke.
Vi skrår ud på Poppelalléen og
går et lille stykke frem. Her går vi
ind til højre side og følger skiltningen,
til vi når frem til gravstedet.
Mange bliver lidt skuffede over
især stenens format, men gravstedet
repræsenterer til fuldkommenhed
den periode, hvor H.C.
Andersen døde.
Man var meget beskeden, og
oprindeligt var gravstedet i øvrigt
heller ikke H.C. Andersens eget.
Det tilhørte familien Collin, som
han ofte besøgte, og i hvis
gravsted han fik plads, da han
døde, men den historie er helt sin
egen.
Litteratur:
Aries, Philippe
Dødens Historie i Vesten.
1986 Sjakalen.
Aries, Philippe
The Hour of Our Death.
1981 Allen Lane.
Egger, Gert
Den dansende død.
1987 Stofskifte nr. 15
Tidsskrift for Antropologi.
Foucault, Michel
Klinikkens fødsel.
2000 Hans Reitzels forlag.
Sontag, Susan
Illness as Metaphor.
1988 Penguin.
Valeur-Larsen
En tur på Assistens Kirkegård.
1960 Historiske meddelelser om
København.
Weitemeyer, H.
Kulturskildringer fra København i
det 18. århundrede.
1916 Gads forlag.
Billeder:
1. Udsnit af Pieter Brueghels
maleri Landsbymarked. Ca. 1600.
Fra: Ruth Craft. Landsbymarked.
1976 Gyldendal og William
Collins, London.
2. Udsnit af kalkmaleri fra Nørre
Saltum Kirke.
Fra: WWW. Kalkmalerier.dk
3. Tegning af Ole Kollerød, der
viser udkast til hans egen
gravsten.
Fra: Guldalderens Verden. 20 historier
fra nær og fjern.
Red. Bente Scavenius. Gyldendal.
Øvrige fotos: Formidlingscentret
15

JAGTVEJ
NØRREBROS
RUNDDEL
Fremtidig park
Den gamle
askehave
urnegrave
askelund
LOKALKIRKEGÅRDEN
Jazzhaven
Mindeparken
Fremtidig park
Assistens Kirkegård
NØRREBROGADE
Kistegrave
H.C. Andersens
have
Kapel
pladsen
Det museale område
S
KAPELVEJ
KAPELVEJ
Udgivet med støtte fra:
Københavns Kommune, Puljen for Kunst– og Kulturprojekter.
UniDanmark Fonden.
© 2002 Skoletjenesten / Formidlingscentret
Tekst: Antropolog Marianne Devantier
Layout: RAAA / Skoletjenesten
Tryk: Kailow Graphic
0