døden i europæisk kulturhistorie en vandring - Skoletjenesten

skoletjenesten.dk

døden i europæisk kulturhistorie en vandring - Skoletjenesten

DØDEN I EUROPÆISK KULTURHISTORIE

EN VANDRING

Lærervejledning for 4.-6. klasse


FORORD

Dette undervisningsmateriale

er udarbejdet

med henblik på de lærere,

som ønsker at gå i dybden med

emnet død og sorg over et længerevarende

tilrettelagt forløb.

Baggrunden er dels undervisningstilbuddet

Døden i

Europæisk Kulturhistorie, som

finder sted i Etisk Værksted på

Assistens Kirkegård og den relaterede

dialog med de mange

besøgende siden 1999, samt et

generelt udtalt behov for en tilgang,

der afdækker temaet.

Dette behov for at revitalisere –

eller genopdage – døden fremstår

i disse år med en så iøjnefaldende

intensitet, at det næsten forekommer

unødvendigt at præsentere

døden som et tabuiseret emne.

Det siger sig selv, at man ikke kan

ønske at genopdage "noget", som

ikke er godt og grundigt skjult,

og at der derfor samtidig er tale

om en besværlig størrelse.

At vi står over for et besværligt

emne viser, sig ved de mange velmenende

initiativer, som forskellige

institutioner – i bredeste forstand

– har gennemført for målgruppen

børn og unge med den

hensigt at synliggøre den fortrængte

død.

Kritikken har i den forbindelse

været hård og ofte begrundet

med, at initiativtagerne ikke har

magtet at belyse et tabuiseret tema

som døden, men i stedet cementeret

det yderligere eller endnu

værre, skabt et nyt.

Intentionen med det foreliggende

materiale om døden er derfor

foretaget med denne problematik

for øje.

Det betyder i praksis, at jeg var og

er af den opfattelse, at det kan

lade sig gøre at samtale direkte

om døden uden at benytte metaforer

og vikarierende udenomssnak.

Det er for eksempel alt for

nemt at tale om kæledyrs

"skæbne" i stedet for menneskehedens.

Den teoretiske del af undervisningstilbuddet

Døden i Europæisk

2


Kulturhistorie har fra begyndelsen

ligget fast. Den er foretaget på

baggrund af litteraturstudier, som

detaljeret beretter om skiftende

tiders forestillinger om døden.

Disse forestillinger kan meget

tydeligt aflæses på Assistens

Kirkegård, fordi kirkegården er så

gammel og velbevaret, som den

er, og vi kan helt konkret slå fast,

at forestillinger om døden ikke er

statiske.

Den dialogbaserede del af undervisningstilbuddet

har af naturlige

årsager ikke været fastlagt, men

har opnået sin nuværende form i

samarbejde med de besøgende

børn og unge.

For de yngre børns vedkommende

forekom præmisserne uden

undtagelse at være de samme. De

ville først og fremmest afprøve og

have svar på idealforestillinger og

overlevelsesstrategier fra medieverdenens

univers.

Denne "afledningsmanøvre"

kunne ikke undgås. Mediernes

fremstilling af døden blev en permanent

optakt, fordi spørgsmål i

den sammenhæng naturligt gav

anledning til svar, som måtte

relatere sig til den rigtige død.

Børns tanker, forestillinger og

bekymringer viste sig herefter at

være relativt identiske.

Jeg har derfor i mine kommentarer

til vandringen på kirkegården

bestræbt mig på at

inkorporere de mest karakteristiske

spørgsmål fra børnene.

Det er således ikke tilfældigt, at

jeg prioriterer at tale om fortidens

skræk for levende

begravelser eller oplyser om

lovgivning og rettigheder, og

sidst men ikke mindst gør

opmærksom på børns eftertænksomhed

og kommentarer

på Lokalkirkegårdens afsnit.

Det er her, børn såvel som voksne

kan opleve et nærvær, som

lægger op til en accept af et fælles

menneskeligt vilkår, som

hverken bør undskyldes eller

forties.

Marianne Devantier,

Antropolog

3


DØDEN I

EUROPÆISK

KUTUR-

HISTORIE

Indledning.

Det er svært at tale om døden, og

hvis vi skal være helt ærlige, så vil

vi også helst være fri for at tænke

på den.

Hvorfor har vi så svært ved at tale

om døden?

Man skal som voksen og/eller

underviser være mere end optimistisk,

hvis man forventer et virvar

af svar fra børnene. Ikke desto

mindre er spørgsmålet relevant,

og svarene udebliver heller ikke.

De bliver modstræbende, men

også meget modigt fremsagt med

forbløffende enslydende begrundelse.

"Man kan ikke lide at tænke på,

at man vil savne nogen". "Man

kommer til at tænke på dem,

man vil savne".

Børnene ved altså, at døden

uvægerligt finder sted af helt

naturlige årsager, men deres

kropssprog fortæller samtidig

med al tydelighed, at de helst vil

undgå at uddybe flere spørgsmål

fra den "skuffe".

De vil langt hellere tale om døden

en selvvalgt måde, hvilket vil

sige den måde, de indbyrdes benytter,

når mediernes og computerspillenes

verden bliver diskuteret.

Den snak er værd at tage

med, selvom det minder om en

overspringshandling.

"Kan en livredder altid genoplive

et menneske, der er druknet?"

"Kan en læge altid få et hjerte til

at fungere igen efter et hjertestop?"

"Er det kun, hvis man

virkelig har dummet sig, at man

dør?"

De fleste børn ønsker med deres

spørgsmål helt tydeligt en forvisning

om, at vi som mennesker er

næsten udødelige, og de vil meget

gerne have bekræftelse.

Men er det fair over for børnene,

hvis vi som voksne – måske af

omsorg – ignorerer deres skepsis

og undlader en konfrontation på

lige præcis det tidspunkt, hvor

sandheden om døden begynder at

blive et problem?

"Nogen" vil jo ikke leve evigt, og

"artens" dødelighed er hverken

børnenes eller de voksnes egen

skyld.

EGENDØDEN

Mennesker har ikke altid haft så

svært ved at acceptere døden,

som vi har nu.

Historisk set har man kendskab

til, at der har været epoker, hvor

mennesker har tænkt på andre

måder, eksempelvis tider hvor

man var fuldstændig fortrolig

med døden, og tider hvor døden

nærmest blev opfattet som vidunderlig.

Vi kan passende starte i middelalderen

i 1200 tallet – sådan cirka

på det tidspunkt, hvor Robin

Hood lever fredløs i Sherwood

Skoven. Fra da af har man en ret

stor viden om, hvorledes mennesker

har forestillet sig døden, og

hvordan denne forestilling langsomt

forandrer sig i løbet af middelalderen.

På dette tidspunkt boede de fleste

mennesker på landet, og man

levede ofte flere generationer

sammen i et hus. Det var ikke

altid, at man blev så gammel –

som vi generelt bliver i vor tid –

og børnedødeligheden var stor.

Afslutningen på livet var derfor

ikke et fremmed syn for nogen

mennesker, men derimod en

naturlig begivenhed, som ingen

kunne undgå at forholde sig til.

Det kunne her være en god ide, hvis

man som underviser har mulighed

for at supplere med andet historisk

materiale eller beretninger om levevilkår

fra perioden.

Man ved en del om menneskers

tro og forestilling om døden

4


dette tidlige tidspunkt. Man

havde den forestilling, at man

som kristent menneske var sikret

et glorværdigt liv i Himmerige

efter en lang ventetid i søvnen.

Man ventede på Dommedag, altså

den dag hvor Vor Herre aflagde

kollektivt regnskab med alle

afdøde på én gang.

Denne specifikke forestilling om

den lange søvn indtil Dommedag

forandrede sig langsomt i løbet af

de næste par hundrede år af middelalderen.

Dommedag holdt flyttedag, og

mennesket fik i tidens løb den

opfattelse, at Dommedag – altså

regnskabet med Vor Herre –

fandt sted umiddelbart efter

dødsøjeblikket.

Denne nye måde at tænke på

bevirkede, at døden blev mere

personlig, fordi det ikke kunne

undgås, at man blev mere bevidst

om sit eget regnskab, når tiden

oprandt.

Man havde – ligesom nu – en

overbevisning om, hvad der var

godt, og hvad der var skidt. Det

var for eksempel ikke spor godt

at danse og spille musik på dette

tidspunkt, eller at drikke for

meget og have kærester uden at

være gift – men det var selvfølgelig

svært at lade være.

Det kan man tydeligt iagttage på

gamle malerier af blandt andet

Brueghel den Yngre, som var rigtig

god til at skildre folkelivet,

som det var.

Det lille udsnit fra Brueghels

maleri, Landsbymarked, viser

dansen, og også at underbukser

ikke var opfundet endnu. De blev

først almindelige i 1800- tallet.

God opførsel og knap så god

opførsel var nem at få øje på, og

forskellen var forståelig for

enhver. Man behøvede blot at

iagttage datidens "tegneserier" i

kirkerne for at blive bekræftet.

Alle kirker havde disse kalkmalerier,

som fortalte om godt og

skidt, og mange af billederne kan

ses den dag i dag her i Danmark.

Mange kendte kalkmalerier i

Europa fra middelalderepoken

blev fjernet efter reformationen,

men i Danmark var man mere

sparsommelig, man kalkede over,

og billederne er nu tilgængelige

igen.

Hvad var mon grunden til, at man i

Middelalderen benyttede billeder til

at fortælle om moral og "regnskabets

time", og hvorfor var det lige præcis

i kirkerne, man kunne iagttage disse

"tegneserier"?

5


Hvad var det for et budskab, den

lille fyr med "rumpen" i vejret skulle

fortælle til forsamlingen i kirken, og

hvornår blev det i øvrigt almindeligt

at kunne læse?

Ovenstående er spørgsmål, som kan

være spændende at diskutere med

børnene.

I løbet af middelalderen tog man

naturligvis højde for de betænkeligheder,

man måtte have haft i

forbindelse med Vor Herres regnskab,

og lod derfor – for at være

på den sikre side – kirkerne varetage

alt vedrørende død og

begravelse.

Man blev begravet indenfor i

selve kirkegulvet eller umiddelbart

udenfor.

I den tidligste epoke – altså Robin

Hood-tiden, hvor alle sov til

Dommedag – benyttede man

hverken gravsten eller inskriptioner,

men i takt med, at døden

blev mere og mere personlig, fik

synlige navne og årstal stor betydning.

Man ville vise præcis, hvem

man var, og hvor man lå.

Denne præcision og bekymring

for regnskabet kulminerede i slutningen

af middelalderen med en

form for "makabre" gravsten, der i

deres udformning ikke blot angav

afdødes data, men tillige en

påmindelse til de levende om, at

det også blev deres tur.

Det blev med andre ord almindeligt

med gravsten, som viste billeder

af kranier og knogler på en

måde, der ligesom kalkmalerierne

skulle få mennesker til at tænke

på deres personlige dom.

Afslutningen af middelalderen bliver

en forandringstid med hensyn

til, hvorledes mennesker forestiller

sig døden.

Dels bryder det nordlige Europa

med katolicismen – det er et

emne helt for sig – men der er

mange andre kræfter, som i lige

så høj grad medvirker til et ændret

syn på døden.

Dette nye syn vil vi vende tilbage

til, når vi har afrundet den sidste

del af middelalderen.

Vi befinder os nu helt præcist i

begyndelsen af 1700- tallets

gamle København, hvor man

åbenlyst begynder at have behov

for en ændret begravelsespraksis.

København var på det tidspunkt

en rigtig middelalderby, der lå

beskyttet inde bag mure og volde.

Der boede efterhånden temmelig

mange mennesker i byen under

forhold, man nok i dag ville beskrive

som et kaotisk svineri.

Vand fik man fra brønde, kloakker

fandtes ikke, man brugte

gaderne til affald. Det var et slaraffenland

for bakterier og epidemisygdomme.

Pestepidemien, der

florerede i København i 1711, var

eksempelvis af en sådan voldsomhed,

at den forårsagede, at en tredjedel

af byens indbyggere døde.

Disse afdøde måtte naturligvis

begraves, og begravelserne fandt

stadig sted indenfor i kirkernes

gulvareal og på små tilstødende

assistance-kirkegårde.

Datidens lægevidenskab var udmærket

klar over, at det var uhygiejnisk

med "lig i lag" i nærheden

af for eksempel drikkevand, men

det var svært for oplysningstidens

foregangsmænd at hamle op med

folketroen og den begravelsespraksis,

som man havde været

vant til.

Man begyndte imidlertid at tale

om at anlægge en assistance-kirkegård

– altså en hjælpekirkegård

– langt uden for byen. Man talte i

meget lang tid om anlæggelsen,

faktisk talte man om ideen i ikke

mindre end 50 år, før Magistraten,

kirkerne og videnskaben blev

nogenlunde enige, og Assistens

Kirkegård blev en realitet.

I 1760 blev den første del af kirkegården

indviet. Hver kirke fra

den indre by fik deres lille del,

som de selv skulle administrere,

men succesen var i begyndelsen til

at overskue. Det blev primært de

fattige, der inden for de næste 30

år lod sig begrave på Assistens

Kirkegård, de rige foretrak stadig

kirkegulvet trods en kraftig prisstigning.

6


DEN ANDENS DØD

Menneskers holdninger til

begravelser og forestillinger om

døden begyndte langsomt at

ændre sig i denne periode, og

dommedags-tanken i forbindelse

med døden blegnede.

Det betød, at selve livet nu blev

opfattet som Vor Herres prøvelse,

og døden derimod som en velsignet

hjemkomst til Himmerige og

det evige liv i fællesskab med

andre kære afdøde.

Døden fik hermed karakter af at

være en afsked, og til denne

afsked var familien betydningsfuld.

Familierne overtog for første gang

kirkernes "monopol" og omsorg

for begravelser, idet netop slægtninge

blev opfattet som troværdige

og uundværlige i forbindelse

med iscenesættelsen af det egentlige,

nemlig den afdødes dyder i

relation til livets prøvelser. For

denne tillid overtog familien i tilgift

afdødes formue, og sorgen

blev sat i system.

Til det formål havde man brug

for plads. Iscenesættelsen krævede,

at dyder og den nye tidsånd –

om blandt andet hygiejne –

kunne ses.

Der var masser af plads på Assistens

Kirkegård, og de store monumenter

holdt deres indtog.

Det blev mondænt at blive begravet

under de skønneste forhold

med storslåede eftermæler og inskriptioner,

der udførligt berettede

om de afdødes dyder og gerninger.

Denne overdådige pragt

havde naturligvis den konsekvens,

at de gamle "ækle"

gravsten måtte væk.

Det fremgår tydeligt af klageskrifter

til Københavns Magistrat,

hvor der klages over: "den

Mængde af ildegrinende Dødningehoveder

og afskyelige Beenrade,

som vrimle næsten på alle

Monumenterne".

Citatet er fra Valeur Larsen s. 37

De gamle gravsten forsvandt efterhånden,

og den synlige velstand

blev dominerende. Det gjaldt også

sorgarbejdet, hvor de efterladte

åbenlyst viste deres sorg og smerte

i forbindelse med et dødsfald.

Sørgetiden – der var lang –

krævede specielle sørgeklæder,

man deltog ikke i festligheder –

hvilket især gjalt kvinder – og det

var helt legalt at græde offentligt.

Kender vi i øvrigt til sørgeklæder og

sørgetid i vore dage?

Har vi eksempler på det?

Det var samtidig indlysende, at

mindre bemidlede mennesker

havde svært ved at leve op til

guldaldertidens luksus og iscene-

7


sættelse, og den overdrevne, romantiske

forestilling om døden

blev hurtigt udsat for kritik fra

tidens "tænkere".

Kritikken betød naturligvis ikke,

at mennesker fra den ene dag til

den anden ændrede holdninger

og stil, men at man langsomt i løbet

af 1800- tallet blev mindre

pralende. Enkelhed blev en dyd,

da rigdom ikke nødvendigvis udgjorde

et fortrin hos Vor Herre.

Det enkelte menneske skulle være

ansvarlig over for sit eget liv

og sin egen skæbne. Individet fik

en samvittighed, der ikke kunne

udstilles offentligt.

Det betød, at etiske spørgsmål

om godt og ondt blev et indre

personligt anliggende, som var

uafhængigt af andre menneskersog

institutioners vurdering; man

blev sin egen moralske vogter.

Den nye måde at forholde sig til

livets afslutning på, som åbenlyst

blev almindelig i slutningen af

1800 tallet, var naturligvis ikke

kun forårsaget af kritiske røster.

Andre store samfundsændringer

havde været medvirkende til, at

mennesker fik en helt ny forestillingsverden.

DEN OMVENDTE DØD

Døden bliver derfor fra dette tidspunkt

mere Den omvendte død. punkt blevet så god som aldrig

Folkesundheden var på dette tids-

Industrialiseringen i løbet af før. Børnedødeligheden var meget

1800- tallet havde blandt andet lille og menneskers gennemsnitlige

levealder meget lang. Man

forårsaget, at tusindvis af mennesker

forlod landbruget og rejste til levede simpelt hen længere, og

byerne som arbejdskraft for industrien,

og at denne befolknings-

et hospital, når tiden var inde.

det blev mest almindeligt at dø på

vækst for Københavns vedkommende

medførte, at Brokvarterer-

havde i 1880´erne overtaget kir-

Kommunernes begravelsesvæsen

ne hurtigt blev opført.

kernes administration af begravelser,

og ligbrænding var blevet

En ny familieform, – som den vi

kender i dag med far, mor og indført omkring århundredeskiftet.

børn, så dagens lys, og den betød,

at man i mange tilfælde boede Døden var kommet på afstand i

langt fra den øvrige familie.

menneskers dagligdag. Det vil

helt bogstaveligt sige, at det blev

Vi befinder os nu langt fra Robin en sjældenhed at se døende eller

Hood-tiden – hele 700 år – og vi afdøde mennesker.

begynder rent faktisk at kunne Døden bliver derfor fra dette tidspunkt

mere mystisk, og alt, hvad

sætte navne og billeder på tiden

og de mennesker, vi nu skal tale der er mystisk, forekommer ubehageligt

og appellerer til for-

om.

Det er omkring det tidspunkt, trængninger. Vi har ikke lyst til at

hvor vores oldeforældre – i dette tænke på døden.

tilfælde børnenes – bliver født i Mennesket var på godt og ondt

begyndelsen af 1900- tallet.

blevet sin egen moralske vogter,

og den enkelhed, man søgte, kom

8


i praksis til udtryk i en mere og

mere anonym form, hvilket vil

sige et ønske om ikke at gøre sig

bemærket.

Flere og flere mennesker valgte i

forbindelse med egen død en

begravelse som ukendt på kirkegårdenes

fællesareal eller et mindre

urnegravsted.

Sorgen for de efterladte blev ligeledes

anonym. Det blev i mere og

mere udtalt grad pinligt at vise

sine følelser offentligt. Følelser

holdt man for sig selv, og forventningen

fra det øvrige samfund

appellerede til, at man udadtil

opførte sig normalt få dage efter

et dødsfald. Man gik på arbejde

eller i skole igen.

At være sin egen moralske vogter

fik også en mere direkte psykologisk

og følelsesmæssig betydning

for vores forestilling om døden.

Troen på Vor Herre eller ej blev

en privat sag, og forestillingen om

Dommedag var ikke mere en

udvisket størrelse som i guldalderen,

men på det nærmeste et fænomen,

der blot indgik i sproget

som anvendeligt for en kø-situation.

Hvem har ikke prøvet at vente i en

kø til Dommedag?

Hvad mener man med det?

Menneskets ubehag ved tanken

om døden handlede altså ikke

mere om en "hinsides" forestilling

– om opstandelse eller ej – men

derimod om en meget jordisk

situation.

Ubehaget opstod, fordi mennesket

begyndte at frygte tanken om

tiden før døden.

Man var blevet så ansvarlig for sit

eget liv, at man næsten også følte

sig ansvarlig for sin egen dødelighed

som menneske. Svækkelse

blev ens egen skyld, det var

fordi, man havde levet forkert.

Tanken om døden og svagheden

blev så ubehagelig, at man hverken

ville tænke på den eller tale

om den. Man gemte den meget

langt væk.

I løbet af 1980´erne – og vi nærmer

os nutid – begyndte man

langsomt at se ubehaget og vores

"gemmesteder" i øjnene.

Det gør vi stadig, og de ændringer,

der sker lige nu, er derfor

værd at tale om i nutid.

Vi er helt konkret begyndt at tale

om ældre og døende menneskers

vilkår.

Vi er også så småt begyndt at

ændre vores begravelsespraksis.

Mange ønsker fortsat at blive

begravet som ukendt på et fællesareal,

men antallet af små urnegravsteder

er stigende, tillige med

antallet af kistebegravelser.

Vi vil også gerne som efterladte

have lov til at sørge over en afdød

en måde, der er mere "menneskelig"

og synlig på alle niveauer.

Vi vil i det hele taget gerne genopdage

dødenen ærlig måde,

og vi vil gerne tale om den. Dertil

har vi brug for hinanden.

Jeg vil efterfølgende foreslå en

vandring på Assistens Kirkegård,

hvor det både vil være muligt at

aflæse kulturhistorien i praksis og

opleve og tage stilling til den

gravkultur, som finder sted her og

nu.

9


FORSLAG TIL

EN VANDRING

PÅ ASSISTENS

KIRKEGÅRD

Forgangne tiders forestillingsverden

om døden og udtryk for sorgarbejde

kan tydeligt aflæses på

Assistens Kirkegård, fordi kirkegården

er så gammel og velbevaret,

som den er.

Vi kan iagttage enkelte eksempler

fra slutningen af middelalderen,

som mirakuløst har overlevet

guldaldertidens paradigmeskift og

"oprydningstrang", og vi kan selvfølgelig

opleve selve guldaldertidens

udtryksform.

De eksempler, jeg i den forbindelse

vil fremhæve, er ikke en stillingtagen

til de afdøde personers

kvaliteter – personalhistorien er et

kapitel helt for sig selv – men fortrinsvis

eksempler på den tids

forestillingsverden.

Man kan give sig god tid og finde

mange andre eksempler end dem

jeg vil foreslå, og det samme vil

gøre sig gældende med efterfølgende

epokers gravkultur.

For lokalkirkegårdens vedkommende

har jeg fundet det upassende

at henvise til specifikke

gravsteder og har i stedet valgt at

referere til bestemte områder med

hensyn til kategorier og nye tendenser

på gravkultur.

Lokalkirkegården er – som aktivt

fungerende kirkegård – tilgængelig

for alle besøgende, og jeg vil

blot opfordre til at udvise hensyn

og følge kirkegårdens almindelige

reglement.

Vi vil nu begive os ind på

Assistens Kirkegård, nærmere bestemt

fra porten til Kapelpladsen.

Lige inden for porten tager vi

indgangen til højre side og står

nu på den ældste del af kirkegården

fra 1760. Denne del af

kirkegården har i dag museumsstatus,

hvilket vil sige, at der ikke

bliver foretaget nye begravelser

eller ændringer af det bestående.

Vi går højre om det karakteristiske

hængebøgetræ og fortsætter

ad stien, til vi næsten når frem til

bagmuren. Vi går igen et par

meter til højre ad sidestien og

står nu foran Roslins familiegravsted.

Det er et spændende

gravsted i den forstand, at det

repræsenterer to forskellige forestillingsverdener

og stilarter. Af

særlig betydning er den store

flade gravsten med det udhuggede

kranie. Gravstenen er ikke blot

en af kirkegårdens ældste

gravsten, den er også ældre end

selve kirkegården. Man ved med

sikkerhed, at stenen tidligere har

været placeret uden for Nicolaj

Kirke på familiens daværende

gravsted i den indre by.

Da kirkegården blev anlagt i

1760, vrimlede alle gravsten med

den type motiver, men billedsprogets

morale virkede stødende på

guldalderens nye tidsånd i 1800-

tallet. Sjælens skæbne kunne efter

bedste overbevisning ikke sammenlignes

med kroppens skæbne,

og gravstenene blev efter talrige

anmodninger fjernet.

En undtagelse er denne sten, som

nok helt bogstaveligt er for tung

at bugsere med, og middelaldermoralen

bliver i øvrigt også mod-

10


sagt af inskriptionen på det opslåede

bogrelief. Teksten fortæller

helt i guldalderens ånd, at de salige

"ere de som doe i Herren. De

hvile fra deres Arbejde men deres

Gerninger følge dem". Det jordiske

liv er med andre ord Vor

Herres prøvelse, mens Himmerige

er det betydningsfulde evige liv.

Referencen til "Den andens Død"

– længslen efter Himmerige og

fremhævelsen af dyder og gerninger

– vil ligeledes være lette at

aflæse på de efterfølgende

gravsteder, jeg vil fremhæve.

Vi skrår ud på hovedstien og går

et lille stykke mod højre. Her finder

vi – ved selve muren – grev

Schmettaus gravsted, som er prydet

med hjelm og sværd.

Inskriptionen fortæller blandt

andet, at greven er "hædret af

kongen". Oplysningen forekommer

at være en vigtig dyd at fremhæve,

men sandhedsværdien er

selv i datidens øjne yderst tvivlsom.

Man mente, det var pral.

Efter Københavns bombardement

i 1807 var det nemlig grev

Schmettau, der fik den ubehagelige

opgave at meddele kronprinsen

– som opholdt sig i Kiel – om

henholdsvis Københavns brand,

kapitulationen og overdragelsen

af hele den danske flåde til englænderne.

I den anledning hædrede

kronprinsen absolut ingen,

men gjorde derimod generalerne

ansvarlige for nederlaget.

Fortsætter vi herefter ad samme

sti, vil vi møde Finansraad G.D.F.

Koes gravsted og monument.

Inskriptionen giver med tydelighed

udtryk for en opfattelse af,

hvad livet er: "Et pust i sivet som

synker ned. Et spil af kræfter som

higer efter en evighed. Til evigheden

saa morgenrød gaar vei herneden

kun gennem død".

Efter dette livssyn fortsætter vi

lidt i samme retning til P.C.

Abildgaards monument med den

"mangebrystede" Artemis.

Der skal ikke herske tvivl om

Abildgaards dygtighed som videnskabsmand,

men inskriptionen

lader sig ikke nøje med dyder

som lærdom og oplyser til overflod,

at Abildgaard "som borger og

menneske (var) elsked for vennesalig

fromhed-, usvigelig trofasthed og

ædel beskedenhed".

Denne lidt "svulstige" retorik kan

findes på utallige andre monumenter

fra perioden, men det vil

jeg overlade til jer.

Jeg vil nu henvise til et fænomen,

der ligeledes var fremherskende i

guldaldertidens forestillingsverden,

- rædslen for levende

begravelse.

Vi bevæger os et lille stykke tilbage

ad stien og skrår derefter over

det åbne græsareal, til vi befinder

os på afdelingens midterste

hovedsti.

Her møder vi et stenbelagt

gravsted over Caroline F.

Simonsen, der umiddelbart er

mest bemærkelsesværdigt ved

dets åbenlyse behov for restaurering.

Det, vi skal koncentrere os om, er

det såkaldte "åndehul" midt på

gravstedet - et af mange på kirkegården.

Det er selvfølgelig ikke et

åndehul men derimod en ventilationskanal

til gravkammeret

nedenunder, men kanalen omtales

kun som et åndehul.

Navnet er et levn fra den kollektive

rædsel for at blive levende

begravet, som florerede overalt i

Europa i løbet af 1800- tallet.

Hvordan kan det være, at man var

specielt rædselsslagen i denne periode,

kunne man spørge?

En forklaring er, at lægevidenskaben

insisterer på at overtage retten

til at afgøre, hvornår døden

indtræder, men møder modstand

fra teologien og folketroen. Intet

virker i den sammenhæng mere

11


effektivt end konstruerede, gyselige

vandrehistorier, der skaber

skræk og væmmelse.

Vandrehistorier har ofte en langt

bedre virkning end forbud og formaninger.

Kender vi eksempler på det

fra vore dage?

Vandrehistorier er sejlivede, og

alle ældre, europæiske kirkegårde

med respekt for sig selv har sin

"egen" gyserhistorie. Det har

Assistens Kirkegård også.

Vi vil derfor forlade åndehullet og

fortsætte til højre ad stien mod

Nørrebrogademuren. Her møder

vi Bodenhoffs familiegravsted,

bevogtet af billedhuggeren

Wiedewelts smukke statuetter.

Den nederste sektion af gravstedet

er et eftermæle over det unge

familiemedlem Giertrud Birgitte,

som efter sigende bliver begravet

levende. Historien er i den grad

sigende, at den findes i tyve,

måske tredive udgaver.

Jeg vil kort referere til et par stykker

og overlade resten til jer.

Eventuelle nye udgaver vil være

mindst lige så korrekte.

Giertrud Birgitte blev efter datidens

normer begravet med alle

juvelerne på – og hun var meget

velhavende.

Hun fik omgående besøg af ligrøvere,

hvilket ikke var ualmindeligt.

Og nu starter gyset!

Idet ligrøveren løfter låget på kisten

for at tage for sig af varerne,

vågner Giertrud Birgitte, og ligrøveren

bliver så rædselsslagen, at

han slår den stakkels kvinde ihjel

med en skovl.

En mere moderat udgave af historien

lyder, at Giertrud Birgitte slet

ikke var blevet begravet endnu,

men ligger afventende i et af kirkegårdens

små kapeller, hvor hun

selvfølgelig får besøg af en ligrøver.

Idet røveren løfter låget på kisten,

vågner Giertrud Birgitte, og da

hun ser den fæle mand, bliver

hun så rædselsslagen, at hun dør

af skræk – det gjorde kvinder

nemlig dengang.

Historiernes mangfoldighed førte

til en opgravning for ca. 50 år

siden, som imidlertid ikke førte

til noget som helst.

Personligt betragter jeg historierne

som eksempler på tidens

skræk, historier der i øvrigt er

påfaldende identiske med alle

tidstypiske historier – om især

rige kvinder – fra det europæiske

kontinent.

Vi vil nu forlade emnet levende

begravelse og fortsætte til venstre

ad stien, indtil vi møder en ny

venstregående sti. Her går vi et

godt stykke frem, indtil vi står på

den åbne plads foran

Kierkegaards familiegravsted.

Gravstedet er selvfølgelig bemærkelsesværdigt

ved at være filosoffen

Søren Kierkegaards gravsted,

men også som eksempel på den

enkelhed og beskedenhed, der

blev normgivende i den sidste del

af guldalderen. Søren Kierkegaard

var – om nogen – kritisk overfor

pral og iscenesættelse. Ethvert

individ er ansvarlig over for eget

liv i og med, at ethvert menneske

er i besiddelse af en samvittighed

en forestillingsverden, der fra

dette tidspunkt slår igennem.

Vi kan på vores tur gennem kirkegården

iagttage mange lignende

gravsteder, der i al sin enkelhed

blot oplyser om afdødes data,

eventuelt suppleret med et kors

eller et par strofer.

Vi vil herfra gå videre gennem

porten til kirkegårdens næste

afsnit, Mindeparken. I

Mindeparken forsøger man i lig-

12


hed med det museale afsnit at

bevare gravsteder af kulturhistorisk

værdi, men enkelte begravelser

foretages stadig. Det er desuden

på dette område af kirkegården,

at man om sommeren kan

iagttage det fænomen, som er helt

unikt for Assistens Kirkegård, at

den lokale befolkning traditionen

tro benytter stedet til solbadning,

eksamenslæsning og almindelig

hygge.

Man kan vælge at gå til højre for

porten og her fortsætte iagttagelsen

af guldaldertidens monumenter

og forestillingsverden,

men jeg vil foreslå en anden rute.

Vi vil gå til venstre af stien, til vi

når Martin Vahls gravsted. Her

drejer vi til højre af stien, der

fører ind mellem træerne.

en lille åben plet, kan vi se en

skulptur af en skildpadde. Det er

en gravsten, men - som vi kan

se uden inskriptioner.

Vi har foretaget et spring i kronologisk

tid og befinder os nu i sidste

halvdel af 1900 tallet. Denne

periodes forestillingsverden

1900 tallet som helhed – kan

være svær at få øje på, i det dens

anonymitet på meget sigende vis

netop glimre ved dens fravær.

Det, vi imidlertid ser, er forfatteren

og maleren Hans Scherfigs

gravsted.

Han ønskede ikke inskriptioner

og i realiteten heller ikke et

gravsted som sådan. Men – skulle

han hædres med en gravplads på

Assistens Kirkegård, var man velkommen

til at benytte skildpadden,

som stod i hans egen baghave.

Skildpadden har ifølge forfatteren

den funktion, at den kan tåle at

blive siddet på og leget med, og

det er man meget velkommen til.

Vi forlader skildpadden og skrår

lidt til venstre i retning af tværstien.

Her møder vi forfatteren Dan

Turèlls gravsted, og vi befinder

os nu i absolut nyere tid.

Da det er almindeligt kendt, at

Dan Turèll oprindeligt har udtrykt

ønske om en alternativ begravelsesform,

finder jeg det oplagt at

benytte lejligheden til at oplyse

om aktuel lovgivning og praksis

vedrørende begravelser i dagens

Danmark.

Dan Turèlls personlige ønske var

ligbrænding, og at hans aske

skulle strøs omkring Istedgade.

Dette ønske kunne ikke imødekommes.

Lovgivningen gør opmærksom

på, at askespredning kun er tilladt

over åbent hav i to vidners nærvær,

hvoraf den ene skal være skibsføreren.

Man kan altså hverken benytte

byen, naturen eller for den sags

skyld egen baghave til formålet.

Hvad må man så, hvis man selv

ønsker at være medbestemmende?

Det er en god ide at stifte

bekendtskab med formularen,

"Min sidste vilje". Her vil det

blandt andet fremgå, at alle mennesker

har krav på en begravelse

– med eller uden ceremoni –, og

at begravelsen betales af det

offentlige, såfremt boet er uden

midler.

Det næste, man skal vide, er, at

gravsteder i almindelighed er på

åremål – undtagelser eksisterer i

forbindelse med trossamfund,

hvor overbevisningen kræver

gravfred til evig tid.

Det betyder i praksis, at en urnebegravelse

på kirkegårdens fællesareal

har en varighed på 10 år,

hvorefter den bliver sløjfet.

En urnebegravelse på et mindre

gravsted er for en 10-årig periode,

der imidlertid kan forlænges, så

længe det ønskes og finansieres.

En kistebegravelse er for ca. 20 år

– afhængig af jordbundsforhold –

og gravstedet kan på samme vilkår

som med urnegravstedet forlænges.

Enhver form for udsmykning af

13


de enkelte gravsteder er herefter

dels et spørgsmål om økonomi og

retningslinier for de enkelte kirkegårde.

Det er altså ikke alle fænomenale

ideer, som kan imødekommes!

Før vi forlader Dan Turèlls

gravsted, er det værd at vide, – og

måske kan det også iagttages –, at

stedet bliver besøgt af rigtig

mange mennesker, som i forbifarten

mindes Turèll ved at lægge en

lille hilsen. Det er ofte en cigaret

eller lignende.

Vi tager herefter stien til venstre

og går helt frem til hovedstien ved

muren, hvor vi drejer til højre. I

det fjerne kan vi se en lille gul

bygning. Der skal vi hen.

Bygningen, vi ser, er kirkegårdens

eneste mausoleum. Det betyder, at

kisterne med de afdøde ikke er

begravet i jorden, men står på forhøjninger

inde i bygningen.

Gravstedet tilhører Peter von

Scholten – Generalguvernør for

De Dansk Vestindiske Øer.

Han var berejst i den store verden,

og han havde set, hvorledes

gravsteder og eftermæler kunne

tage sig ud andre steder end i

Danmark.

Von Scholten var især charmeret

af tanken om et mausoleum, og

for at realisere dette alternative

ønske måtte han selv både tegne

og lade bygningen opføre for egne

midler.

Man kan forsigtigt åbne lågen, og,

når lysforholdene tillader det, se

ind af vinduerne. Von Scholten

selv ligger i kisten til højre og

hans danske kone til venstre.

Efter dette besøg fortsætter vi ned

langs "benhusene" – tidligere

tiders små kapeller – hvorefter vi

drejer skarpt til venstre.

Umiddelbart før svinget kan vi til

højre side se et lille firkantet

område med nogle lidt "anderledes"

kors. Området tilhører den

russiske kirke – i øvrigt til evig

tid – og der er to sådanne områder

på Assistens Kirkegård.

Vi vil imidlertid runde hjørnet, og

vi befinder os nu på

Lokalkirkegården, eller, om man

vil, den aktive del.

Her gælder almindelige kirkegårdsregler

for adfærd og dermed

hensyn til besøgende ved gravstederne.

Det store græsområde til højre

side er et eksempel på fællesgrave

med et mindesmærke, hvor

pårørende kan lægge blomster og

kranse.

Vi vil følge stien og gå lidt til

højre, når vi møder den

tværgående hovedsti.

Her ser vi et område med helt

nye urnegravsteder. Dem vil jeg

anbefale, at vi betragter lidt nærmere.

Både disse gravsteder og mange af

de efterfølgende, vi vil se, er

eksempler på nutidens gravkultur.

Vi kan iagttage små personli-

ge hilsener, som pårørende –

udover blomster – har placeret på

gravstederne, og vi kan se, hvilke

inskriptioner man i vore dage

vælger.

Det samme vil efterfølgende gøre

sig gældende, når vi når frem til

den tværgående midtersti, hvor vi

kan se et område med mindeplader,

som er et alternativ til det

almindelige afgrænsede urnegravsted.

Man kan bruge lang tid på at læse

inskriptioner, og man kan undres

over enkelheden eller over forskelle

og ligheder.

Nogle gravsten og mindeplader

nævner blot et fornavn, inskriptionen

"far" eller "mor", mens

andre har sentenser, som umiddelbart

kun forstås af de pårørende.

Atter andre nævner på traditionel

vis navne og årstal.

Det er mit indtryk, at dette område

af kirkegården appellerer

meget til børns eftertænksomhed

og kommentarer.

Vi vil derfor fortsætte i samme

14


spor og følge Lokalkirkegårdens

midtersti i retning af kapelpladsen.

På det første stykke vej kan vi –

både til højre og venstre side –

iagttage nogle rækker af helt ensartede

gravsteder. Det er den

katolske del af Assistens

Kirkegård, og det er fortrinsvis

Sct. Josef Søstrene, som har deres

gravsteder her. Inskriptionen

R.I.P. – som findes på alle gravstenene

– er forkortelsen af

Requiscat In Pace, altså hvil i

fred.

Idet vi passerer endnu en

tværgående sti, starter

Lokalkirkegårdens afsnit for kistegrave.

Det første område går

under betegnelsen kistefællesgrave,

hvilket er synligt ved, at de

enkelte gravsteder ikke er afgrænsede,

og at der er helt ens mindeplader.

Vi vil imidlertid fortsætte lidt

længere frem, til vi møder de

mere traditionelle kistegravsteder.

På dette område vil jeg anbefale,

at vi igen giver os god tid til at

betragte den nyeste kirkegårdskultur.

Her er gravsteder, gravsten

og monumenter i alle formater og

afarter, og her findes sidst, men

ikke mindst, et meget synligt

udtryk for vore dages sorgbearbejdelse.

Vi kan iagttage utallige meget personlige

hilsener og prydsgenstande

og undre os over – og fortælle

børnene – at dette er et helt nyt

fænomen, der faktisk kun har

fundet sted de sidste 20 år.

Der er med andre ord en del, der

tyder på, at vi er i færd med at

"genopdage " døden, og vi er os,

der lever nu.

Vi har på kort tid foretaget en

vandring sammen, hvor vi har talt

om og ved selvsyn set, at mennesker

til alle tider har ændret deres

forestillinger om døden. Disse

ændringer foregår altså også lige

nu, og vi er i realiteten dem, der

er medbestemmende for, at fremtidens

forestillinger antager en

form, som alle kan leve bedre

med.

Ingen bør forlade Assistens

Kirkegård uden at have besøgt

H.C. Andersens gravsted. Det vil

vi heller ikke.

Vi skrår ud på Poppelalléen og

går et lille stykke frem. Her går vi

ind til højre side og følger skiltningen,

til vi når frem til gravstedet.

Mange bliver lidt skuffede over

især stenens format, men gravstedet

repræsenterer til fuldkommenhed

den periode, hvor H.C.

Andersen døde.

Man var meget beskeden, og

oprindeligt var gravstedet i øvrigt

heller ikke H.C. Andersens eget.

Det tilhørte familien Collin, som

han ofte besøgte, og i hvis

gravsted han fik plads, da han

døde, men den historie er helt sin

egen.

Litteratur:

Aries, Philippe

Dødens Historie i Vesten.

1986 Sjakalen.

Aries, Philippe

The Hour of Our Death.

1981 Allen Lane.

Egger, Gert

Den dansende død.

1987 Stofskifte nr. 15

Tidsskrift for Antropologi.

Foucault, Michel

Klinikkens fødsel.

2000 Hans Reitzels forlag.

Sontag, Susan

Illness as Metaphor.

1988 Penguin.

Valeur-Larsen

En tur på Assistens Kirkegård.

1960 Historiske meddelelser om

København.

Weitemeyer, H.

Kulturskildringer fra København i

det 18. århundrede.

1916 Gads forlag.

Billeder:

1. Udsnit af Pieter Brueghels

maleri Landsbymarked. Ca. 1600.

Fra: Ruth Craft. Landsbymarked.

1976 Gyldendal og William

Collins, London.

2. Udsnit af kalkmaleri fra Nørre

Saltum Kirke.

Fra: WWW. Kalkmalerier.dk

3. Tegning af Ole Kollerød, der

viser udkast til hans egen

gravsten.

Fra: Guldalderens Verden. 20 historier

fra nær og fjern.

Red. Bente Scavenius. Gyldendal.

Øvrige fotos: Formidlingscentret

15


JAGTVEJ

NØRREBROS

RUNDDEL

Fremtidig park

Den gamle

askehave

urnegrave

askelund

LOKALKIRKEGÅRDEN

Jazzhaven

Mindeparken

Fremtidig park

Assistens Kirkegård

NØRREBROGADE

Kistegrave

H.C. Andersens

have

Kapel

pladsen

Det museale område

S

KAPELVEJ

KAPELVEJ

Udgivet med støtte fra:

Københavns Kommune, Puljen for Kunst– og Kulturprojekter.

UniDanmark Fonden.

© 2002 Skoletjenesten / Formidlingscentret

Tekst: Antropolog Marianne Devantier

Layout: RAAA / Skoletjenesten

Tryk: Kailow Graphic

0

More magazines by this user
Similar magazines