PENSIONISTEN - Statspensionisternes Centralforening

spcf.dk

PENSIONISTEN - Statspensionisternes Centralforening

Det tyder på, at du har styrke og ikke

tabt modet, men lidt længere nede i historien

skriver du, at ”…jeg nægter ikke,

at jeg er en anelse bange.” Det trækker

lidt den anden vej?

- Ja, det gør det. Det er en del af kunsten,

at min kone og jeg helt naturligt

taler om, hvordan den anden vil have

det, når en af os falder væk, eller hvis

en af os fx bliver ramt af en blodprop i

hjernen og sidder lammet og ikke kan

tale, men ellers er klar i hovedet, hvordan

vil den anden så magte det.

- Et gammelt ægtepar må ikke fortrænger

den tilstand, der kan komme

før døden, nemlig alvorlig sygdom, fordi

det er der en meget stor risiko for, når

kroppen er slidt. Og der er kunsten, at

på den ene side drille hinanden, men

sandelig også at tale om alvorlige ting.

Det har jeg som præst konstateret, at

mange ikke gør. Tværtimod har jeg ofte

set den ene part bliver dybt chokeret

over, at den anden dør, selv om pågældende

er højt oppe i alderen.

- Jeg vil ikke blive overrasket over at

dø, men jeg vil blive ulykkelig over at

blive meget syg.

Denne fortrængning af døden undrer

Asger Baunsbak-Jensen set i relation til

den utrolige åbenhed omkring sex. Som

præst har han oplevet, at folk ikke tager

børnene med til begravelser, fordi

de ”sikkert ikke kan klare det”. Og det

mener han er helt forkert. Det er en historisk

dag, at deres bedstefar er død.

Derimod har han ved dåb oplevet, at

forældrene er lige ved at bringe billeder

med fra fødselsøjeblikket.

- Det er fuldstændigt grotesk. Der er

ingen balance – der er en ubalance i

synet på mennesket.

Værd at være i selskab med

Du lever ikke af frokoster, men i frokoster?

- En frokost er et godt sted at mødes

og tale sammen, hvis det vel at mærke

Ved udgivelsen af ”80” læste Asger Baunsbak-Jensen sin yndlingshistorie ”Morgensol i Nivå”,

som skildrer hans og hustruens leg i hverdagen lige fra morgenbadet i Nivåbugten og til indkøb

og forberedelse af de daglige måltider. ”Gamle mennesker skal sørge for, at de kan lege, og ikke

kun være passive tilskuer til fjernsynet”, er et af bogens budskaber.

foregår på tomandshånd. Hvis man er

flere, går der selskabelighed i det.

Det foretrukne spisested er Kanal

Cafeen i København, hvor Baunsbak

er kommet gennem de sidste 44 år, og

hvor det sidste år blev til 30 gange. Og

der har været stor bredde i frokostgæsterne,

både alders-, erhvervsmæssigt

og politisk. Den ældste var født i 1877,

og den yngste er et nuværende folketingsmedlem

født i 1991.

- Så man kan sige, at jeg spænder over

flere livsaldre. Jeg er et stykke levende

historie.

- Kunsten er at tale i øjenhøjde med

den, man er sammen med. Jeg holder

min mund, indtil jeg bliver spurgt, for der

er tre ting, gamle mennesker skal holde

sig fra: 1) ikke tale om deres skavanker,

2) lade være ved at vise billeder fra deres

Mallorca-rejse og 3) ikke tale om deres

barndom. Det keder andre, og man skal

være værd at være i selskab med.

Livet er for kort til…

Du siger, at du fravælger travlhed?

- Min kone og jeg har besluttet, at

vi ikke vil fare af sted. Vi øver os i at

slentre. Jeg bruger det også i praksis,

som fx i går, da jeg stod i køen i Brugsen

med en fyldt indkøbsvogn, og der bag

mig var en yngre dame, som kun havde

købt en enkelt ting. Jeg tilbød hende at

gå foran. ”Det kan jeg da ikke”, ”Jo gør

du bare det, jeg har besluttet mig til ikke

at have travlt mere.” Folk kigger på mig

og synes jeg er en original, men det er

min livsform.

Dine mange aktiviteter gør vel også,

at du har overskud til denne livsform?

- Ja, det kan du have ret i. Hvis jeg

ikke havde mine interesser var jeg sikkert

død.

Asger Baunsbak-Jensen lægger vægt

på, at der er indhold i tilværelsen, som

fx tomandsfrokosterne, der udfordrer

intellektet. På tilsvarende måde holder

de kun firemandsmiddage, så alle kan

tale sammen, uden at det bliver til smalltalk,

som han definere som ”tomhedens

dialekt”. Noget han oplever, når han er

inviteret til større middagsselskaber.

- Når jeg taler med folk, stiller jeg

krav til mig selv om at være fuldstændig

nærværende. Jeg giver dem det rigeste,

jeg ejer: min tid. Livet er for kort til ligegyldighed.

Ungdommen

Der tales meget om, at unge mennesker

har nok i sig selv, at de på grund af

den nye teknologi ikke indgår i samme

sociale kontakter som tidligere osv. Er

du enig?

- Nej egentlig ikke. Vi så X-Faktor i

fjernsynet for at kunne følge med i alle

skriverierne om programmet, og der

lagde jeg mærke til, at de unge omfavnede

hinanden, både når de gik videre

eller blev stemt ud. Når jeg fx ser et

STATSPENSIONISTEN nr. 2 · 2012 5

More magazines by this user
Similar magazines