PENSIONISTEN - Statspensionisternes Centralforening

overførselsindkomster. Der kan holdes
mange og lange taler om den nationaløkonomiske
fornuft i dette, men de
mange floskler skygger for en væsentlig
skelnen.
Mange overførselsindkomster er i deres
væsen midlertidige. Det kan være
en langvarig midlertidighed, men dog
principielt midlertidige, og med den
hensigt at sikre et vist eksistensniveau
under en tilværelsesmæssig transformation.
Statens Uddannelsesstøtte, syge-,
barsels- og arbejdsløshedsdagpenge,
plejeorlovsydelser og kontanthjælp er
sådanne ydelser.
Beskæftigelsesfradraget handler om at øge forskellen
på indkomstens værdi, alt efter om den
er erhvervet som arbejdsindkomst eller overførselsindkomst,
skriver Steffen Lunn.
Og for de fleste af disse ydelser gælder,
at de enten er et udtryk for et personligt
valg (SU eller fx barsel) eller et
resultat af en personlig situation, som
man – efter politikernes mening – selv
kan påvirke ganske virksomt (arbejdsløshed,
sygdom, misbrug).
Om disse overførselsindkomster gælder
så i disse år, at mange mener, at
der er for lille økonomisk gevinst ved at
arbejde fremfor at modtage de nævnte
indkomstformer, og derfor en økonomisk
motivation ved at øge forskellene.
Den diskussion vil jeg lade ligge.
Forræderi
Andre overførselsindkomster er imidlertid
fundamentalt forskellige, nemlig
pensionsindkomsterne.
Man kan diskutere det rette alderspensionstidspunkt,
og det gør politikerne
meget for at påvirke i disse år.
Man kan også have holdninger til,
hvornår det er rimeligt at skønne et
menneske så sygt eller ødelagt, at en
førtidspensionering er på sin plads.
Når pensioneringen imidlertid er
sket, betyder det, at pensionisten ikke
længere skal betragtes som en professionel
arbejdsmæssig ressource (omend
nok som en frivillig!), hvorfor det ikke
giver mening at gøre pensionisterne til
målgruppe for beskæftigelsespolitiske
incitamenter.
Og det er jo det, beskæftigelsesfradraget
handler om: At øge forskellen på
indkomstens værdi, alt efter om den er
erhvervet som arbejdsindkomst eller
overførselsindkomst.
Grundlæggende er dette et forræderi
mod pensionskontrakten i samfundet.
Man sparer, som medlem af en pensionskasse,
som selvpensionist eller via
optjeningen af pensionsret som tjenestemand,
op til at bevare en indkomst
som pensionist, der relativt sikrer én
den plads i indkomsthierarkiet, som
man nu kan opnå eller vil indstille sig
på. Og har man kun sin folkepension er
man trods alt stillet en tålelig tilværelse
i udsigt.
Det måles ikke kun i forhold til andre
pensionister – det skal måles i forhold
til alle indkomstbærere.
Stiger den reelle indkomst for alle lønmodtagere
via beskæftigelsesfradraget,
sker der en tilsvarende relativ forarmelse
af de pensionister, der på papiret har
sammenlignelig indkomst. Leveomkostninger
har det med at afspejle flertallets
betalingsevne.
”Men ligesom gøgeungen,
der begynder som et
uskyldigt æg i hjørnet af
reden, er beskæftigelsesfradraget
nu i en vækst,
så vi bliver nødt til at tale
alvorligt om dets konsekvenser.”
”Af alle latterlige Ting forekommer
det mig at være det allerlatterligste
at have travlt.”
Søren Kierkegaard (1813-1855),
filosof og teolog.
For at modvirke dette, kan fremtidens
pensionister (nutidens erhvervsaktive)
aftale eller tilrettelægge en større pensionsopsparing,
men de aktuelle pensionister
kan intet gøre. Og det er ikke
realistisk i den virkelige verden, at en
80-årig pensionist søger ud på arbejdsmarkedet
for at kompensere for indkomsttabet.
Livslang aftale
Specielt for tjenestemandspensionister
er sagen grel.
En tjenestemandspensionist har en
livslang aftale om at være modtager af
en nærmere bestemt procentandel af
lønindkomsten. Denne ordning, som
afspejler det indkomstniveau, man sluttede
karrieren på, udhules af beskæftigelsesfradraget,
da det offentlige ikke
tilsvarende forhøjer pensionsprocenten.
Alle, der kender aftaleforhandlinger
tæt på, ved hvor svært det er at få tilgodeset
pensionistgruppen særskilt på
de arbejdsaktives bekostning. Skulle tjenestemandspensionisterne
i denne sag
kompenseres via aftaleforhandlingerne
ville det koste mange års lønforbedringer
for de aktive.
Det er da heller ikke rimeligt at forestille
sig problemet løst ad den vej.
Det er staten, som ensidigt gennem
beskæftigelsesfradragets uhæmmede
vækst eroderer pensionisternes relative
indkomstniveau.
Det bør derfor også være staten, regionerne
og de kommunale arbejdsgivere,
som på egen hånd og uden virkning for
reguleringsordningerne, kompenserer
deres tjenestemandspensionister gennem
enten en passende forhøjelse af
de grundlæggende pensionsprocenter
eller en ekstraordinær opregulering af
pensionsberegningsprocenten svarende
til værdien af beskæftigelsesfradraget.
STATSPENSIONISTEN nr. 2 · 2013 11