Turen går til Wien - ALS Gruppen Vestjylland

Turen går til Wien
Lige før jul mødtes Bo og jeg for at diskutere vores næste ferierejse. Bo skulle alligevel i
Rosengaardcenteret for at købe julegaver (Armani skjorter, Lacoste t-shirts, Calvin Klein
underbukser osv) til sig selv, så derfor mødtes vi i Rosengaardcenteret. Nu er Rosengaardcenteret
ikke lige stedet hvor man går i byen i Odense, men vi fandt en hyggelig cafe. Og vi fik et par øl. Bo
foreslog Rom og Milano og jeg foreslog Wien og Budapest. Af de fire byer er Wien den eneste vi
kan køre til på en (lang) dag, mens de tre andre kræver en overnatning undervejs. Men Bo ville
under ingen omstændigheder på ferie i Wien! Arrogant som han er, sagde han at Wien er på
størrelse med Kerteminde og at der intet er at se!
Men jeg gav ikke op og jeg er vant til at få min vilje i forhold til Bo, fordi jeg altid er den bedst
forberedte af os. Jeg synes nu i øvrigt også at der er meget at se i Kerteminde men, indrømmet, ikke
nok til en hel ferie. Men jeg vidste at der er masser at se i Wien; slotte og paladser fra det
Habsburgske dynasti. Nå, vi kom ikke videre den dag for Bo havde sygdom blandt hjælperne og
måtte skynde sig hjem på grund af vagtskifte blandt hjælperne, så jeg nåede ikke engang at blive
småpløret af øllene....
Jeg fortsatte via internettet samme aften. På Wikipedia fandt jeg ud af at Wien er EU's tiende største
by, mens Kerteminde er EU's blot sekstentusindesyvhundredeogotteoghalvfjerdsindstyvende største
by. Jeg ved ikke om det var det afgørende argument der overbeviste Bo, men i slutningen af januar
kom der en mail fra ham om at han gerne ville med på ferie i Kerteminde. Undskyld Wien....
Bo har aldrig været i Wien, men havde mange gange kørt igennem Østrig på vej til Italien (eller på
vej hjem igen), og bemærket at Østrig er et flot land. Jeg har heller aldrig været i Wien, men har
dog været i Wiens lufthavn to gange på vej til og fra Kiev. Jeg har også to gange kørt i tog igennem
Østrig på vej til og fra en fysik konference i Trieste (som tidligere har tilhørt Østrig), men jeg lagde
ikke mærke til at Østrig er et flot land. Jeg havde såmænd nok hovedet begravet i en fysikbog....
Ved nærmere eftertanke kender jeg ingen østrigere; jeg kender ellers folk fra mange lande da jeg
altid har rejst meget rundt til konferencer i mange lande. Til en konference på Sicilien var jeg ude at
spise med nogle venner og to østrigere stødte til. Det chokerede mine venner og jeg, at de åbenlyst
var racistiske; de sad højlydt og gjorde grin med negre! Det ser man ellers sjældent blandt
højtuddannede. Nej, jeg kender faktisk ikke andre østrigere end Arnold Schwarzenegger; jeg var
med i en af hans bodybuilder film, nogle år før jeg fik ALS....
Østrigere er jo kendt for at være ultrakonservative, racistiske og det der er værre og jeg tænkte lidt
på at blive det også til turen, for skik følge eller land fly! Jeg har boet i både Frankrig og Canada og
selvfølgelig går man i det samme tøj og følger skikkene og spiser det samme mad som indbyggerne
i det land hvor man nu engang bor. I Frankrig kunne jeg fx aldrig drømme om at gå på arbejde i
gummisko og man er i det hele taget pænt klædt på, selvom man er dansker. Ligesom man fejrer
Bastilledagen og Hellig Tre Konger og man drikker selvfølgelig champagne hele tiden og spiser
snegle og frøer morgen, middag og aften.
I Canada går man meget mere afslappet klædt, spiser junk-food og fejrer Canada Day (første juli).
Og hver gang man er fem personer samlet, tænder man et bål og synger en rangersong! Og sejler i
kano hele tiden, eller kører i bil selvom man kun skal hen til postkassen for enden af blokken. Så

muslimerne i Danmark har bare at fejre juleaften og grundlovsdag og gå i afvasket joggingtøj og
hvide tennis sokker og gummisko. Og drikke øl og spise frikadeller morgen, middag og aften! Men
jeg undlod dog venligst at blive ultrakonservativ, racistisk og det der er værre til turen....
Til turen valgte jeg tre hjælpere der har stor erfaring i at rejse med mig: Cecilie, Kathrine og Paola.
Cecilie har rejst med mig fire gange, Kathrine har rejst med mig to gange og Paola har kun rejst
med mig en gang. Men Paola fortjener virkelig at komme med på rejser; dels fordi hun gør et godt
stykke arbejde hos mig, ligesom mine andre fuldtidsansatte hjælpere, og dels fordi hun normalt ikke
kommer ud at rejse. Idet hendes kæreste har boet hele sit liv i Langeskov og mener at alt udenfor
Langeskov er det farlige udland. Det bemærkes at udland på fynsk udtales uland, ligesom at
mørbrad udtales mørbra, altså med stumt "d". Bo havde store problemer med at få tre hjælpere med
på turen. Vi måtte udskyde rejsen en hel måned for at Bo kunne få hjælpere med. Bagefter
undskyldte han sin slendrian og lovede mig en billig østrigsk øl på en billig luderbar i Wien. Jeg
ved snart ikke hvor mange billige øl Bo skylder mig på billige luderbarer rundt omkring i verden....
Bo og jeg mødtes igen i slutningen af april for den nærmere planlægning og for at finde et hotel. Jeg
havde gjort et kolossalt forarbejde og fundet 4-5 fire stjernede hoteller i centrum af Wien, hvoraf
det ene lå helt perfekt i forhold til den gamle bydel. Bo havde selvsagt ikke forberedt sig, hvilket
passede mig fint for så kunne jeg bestemme det hele. Så vi ringede kun en eneste gang til Wien. Nå,
de ville gerne have at vi sendte en mail med alle vores krav og det fik vi ordnet samme eftermiddag.
Bo skulle som sædvanlig have tre værelser, heraf to værelser til sine tre hjælpere Anette, Peter og
Mathilde, hvoraf den ene skulle sove på Bo's værelse. Og jeg gider simpelthen ikke forklare hvorfor
Bo skulle have tre værelser til fire personer! Næste dag kom der svar fra Wien, og så fulgte en
længere mail korrespondance. Bo lovede at stå for reservationen og jeg tror at han sendte mere end
ti mails den dag på skiftevis engelsk, tysk og ungarsk (fra det Østrig-Ungarnske storrige). Så jeg
skylder Bo en billig østrigsk øl på en billig....
Jeg havde glædet mig utroligt længe til denne rejse. Det havde været en usædvanlig lang og kold
vinter og jeg troede faktisk aldrig at jeg skulle få varmen igen. Helt ind i midten af juni måned sad
jeg med en tyk cardigan på og pakket ind i varme tæpper. Desuden var det den første af årets rejser
og jeg havde lige været igennem en anstrengende retssag. Den sidste uge inden afrejsen var totalt
kaotisk, da både kørestolen og jeg var syge flere gange, eller gik i stykker flere gange. Kørestolen
har været konstant i stykker i flere år; den er næsten ti år gammel og skulle have været skiftet for et
par år siden, men kommunen fattes penge. Mindst et par dage om måneden må jeg ligge i sengen og
se uinteressant fjernsyn, fordi kørestolen er til reparation. Denne gang var det scanneren der gik
kold, men Det Mobile Værksted i Odense gjorde en fantastisk indsats så jeg kun skulle ligge i
sengen en dag. Ok, bagefter kunne vi hverken finde ud af at oplade den eller tænde den, så jeg måtte
ligge et par dage mere i sengen de følgende dage og se uinteressant fjernsyn!
Og jeg fik det pludselig meget dårligt godt en uge før. Jeg skulle suges hele tiden, fik voldsomme
smerter i brystkassen og hjælperne sugede stort set rent blod op fra lungerne. Jeg var alvorligt bange
for at jeg havde fået en lungebetændelse, hvilket ville betyde aflysning af turen. Jeg fik det bedre et
par dage senere, så det var tilsyneladende bare en mindre infektion, men vi havde lægevagten ude,
min egen læge ude flere gange og jeg blev sat på penicillin kur osv. Mine hjælpere mente også at
der var noget stress involveret i det, da jeg havde været hængt op i længere tid. Men stress er kun
for tøsedrenge; alligevel blev jeg hjemme fra universitetet på næste hverdag, hvor Danmark
tilfældigvis spillede VM kamp mod Nederland....

Dagen efter måtte jeg på sygehuset, selvom jeg var helt rask. Jeg troede bare at det var en
opfølgende samtale, for jeg var jo helt rask. Men efter samtalen skulle jeg have lavet alle mulige
mærkelige undersøgelser, selvom jeg var helt rask. Først måtte vi sidde en time i kø for at få taget
blodprøver. Derefter forsøgte to laboranter i en time at finde en blodåre i mine hænder og arme,
men desværre uden held. Det er umuligt at tage blodprøver på mig! Laboranterne vidste ikke at
hjælperne er mine hænder og arme, så laboranterne skulle selvfølgelig bare have taget blodprøverne
på min hjælper! Bagefter skulle en øre/næse/hals læge (eller også var det en næse/øre/hals læge?) se
på tuben og ned i tuben, jeg skulle have taget elektrokardiografi, lungerne skulle røntgen
fotograferes, flere samtaler osv og der var hele tiden ventetid så det tog hele dagen. Mens jeg
ventede på at jeg skulle røntgen fotograferes, slog det mig at der er utroligt mange syge mennesker
på sygehuset....
Men alle resultaterne så fine ud, bortset fra røntgenbillederne. Røntgenbillederne viste at jeg ikke
havde lungebetændelse men derimod at jeg havde væske i den ene lunge; helt præcist havde jeg fået
en såkaldt rødvinslunge, de rødvinsdrikkendes pendant til rygernes rygelunger. Det bemærkes at en
rødvinslunge er langt mindre farlig end en rygerlunge! Røntgenlægen sagde dog at jeg havde så lidt
rødvin i lungen at det var unødvendigt at anlægge dræn, det ville sandsynligvis forsvinde af sig
selv. Jeg skulle blot komme til kontrol røntgen fotografering om to uger; to dage efter at vi kom
hjem fra Wien!
På afrejse dagen stod vi en time tidligere op end sædvanligt, da vi stod overfor vores hidtil længste
dags køretur. Men alligevel kom vi ikke af sted tidligere end sædvanligt, da hjælperne havde taget
fjernsyn med til bilen og det tog så lang tid at rigge fjernsynene til at vi spildte tiden, som vi havde
vundet ved at stå tidligere op. Og det kom aldrig til at virke! Hjælperne havde ellers taget deres
favorit DVD tøsefilm med; Sex and the City, Sex and the City II, Sex and the City III og Sex and
the City IV.
Da vi kørte af sted ved ni tiden ringede vi til Bo og sagde at nu kører vi. Bo's hjælper sagde at de
var klar til at køre om ti minutter. En halv time senere, da vi nærmede os Lillebæltsbroen, opdagede
hjælperne at de havde glemt sterilt vand til fugteren, som er tilknyttet respiratoren om natten,
selvom det stod på huskelisten, så vi ringede til Bo for at høre om de havde taget ekstra med. Bo's
hjælper sagde igen, at de var klar til at køre om ti minutter og de ville gerne tage ekstra sterilt vand
med til os.
Når vi kører af sted på en ny rejse, tænker jeg altid på, at det bliver en helt fantastisk tur med
utallige uforudsete problemer og det slår aldrig fejl! Flere havde spurgt mig om vi tog til Wien for
at høre musik, opera, de store koncerter osv. Nej, man tager da ikke til Wien for at høre opera og
anden bøssemusik! Man tager naturligvis til Wien for at høre tyrolermusik og for at drikke sig fulde
på bierstuben....
Det var dejligt kørevejr til turen; ca 20 grader og spredte skyer. Trafikken skred godt fremad og
snart var vi ved grænsen. Lige efter Hamborg og inden Dresden var der meget vejarbejde, som
forsinkede os en del. Hjælperne gad ikke høre tysk slagermusik eller lokal tjekkisk musik på
originalsproget, så de havde taget cd'er med deres favorit tøsepop. Så opdagede vi at cd spilleren i
bilen ikke virkede....
Vi passerede den tjekkiske grænse en time tidligere end ved turen til Prag sidste år og kort inde i

Tjekkiet købte vi to Vignetter - tilladelser til at køre på motorvejene i Tjekkiet og i Østrig. Nå,
næsten alle motorvejene i Tjekkiet var lukkede på grund af vejarbejde! Vi kørte ad små landeveje
gennem små hyggelige landsbyer, men også gennem kedelige små landsbyer med grå faldefærdige
huse og man tænker uvilkårligt på hvordan mon livet leves i en lille kedelig landsby i Tjekkiet? I
Tjekkiet kørte vi dog også igennem store moderne storbyer (udover Prag), som Teplice og Znojmo.
I det nordlige Tjekkiet kørte vi i utrolig flot natur, langs brusende floder, mellem høje bjerge og
overalt omgivet af store skove. I Tjekkiet spillede radioen næsten udelukkende lokal tjekkisk musik
på originalsproget….
Vi kørte af sted midt i VM turneringen i Sydafrika (fodbold!), men vi håbede at kunne se de danske
kampe i Wien. Og jeg kom til at tænke tilbage på VM turneringen i Frankrig i 1998. Jeg var til en
fysik konference i Santa Barbara og vi så de indledende kampe om morgenen, mellem foredragene.
De amerikanske deltagere var stærkt utilfredse med nederlaget til hovedfjenden Iran. Efter
konferencen lejede jeg en bil og kørte op til San Fransisco for at besøge min gode ven fra kollegie
tiden i Århus, Peter. Peter var ansat i et computer firma i Sillicon Valley, og vi havde nogle
pragtfulde dage.
En aften havde Peter og nogle venner købt billetter til en fin klassisk koncert i bjergene omkring
San Fransisco. Vi havde svært ved at finde stedet, men efter nogen tid fandt vi et amphitheater. Vi
stod i kø blandt tusinder af mennesker, mest kvinder, og vi undrede os over at en fin klassisk
koncert kunne trække så mange tilhørere. Pludselig opdagede en af Peters venner at de andres
billetter så anderledes ud end vores og vi spurgte dem hvilken koncert de stod i kø til? Ja, det var
naturligvis Tom Jones koncerten! A true story, som amerikanerne siger det! Jeg kan også huske at
vi så Nigeria kampen på en irsk pub i San Jose og vi sprang op og jublede hver gang Danmark
scorede, til de øvrige gæsters undren. Ja, det var fantastiske dage dengang, blot halvandet år før jeg
mærkede styringsbesvær i mine fødder....
GPS systemet havde valgt en rute via Prag, men det overraskede os at vi kom lige igennem centrum
af Prag. Det var dejligt at gense Prag, men vi kørte forkert flere gange. Pludselig kørte Kathrine ind
i en gade kun for busser og taxier. Hun skulle lige til at lave en ulovlig U-vending, da to
politibetjente vinkede os hen til dem. Kathrine forsøgte at tale engelsk, tysk, spansk og dansk til
dem, men de forstod ingenting. De to politibetjente indså at det ville blive kolossalt besværligt for
dem at køre sagen videre så de lod nåde gå for ret. Vi kørte videre hen forbi den gamle bydel og
passerede Moldau floden flere gange og jeg synes lige at jeg så Karlsbroen langt ude til højre.
I det sydlige Tjekkiet kørte vi igen i smuk natur; i et bakket landskab omgivet af store skove. Lige
før den østrigske grænse så vi et større "forlystelses" område: Kasinoer, sexbutikker, prostitution,
topløs betjening, Moulin Rouge osv for østrigere med eftertragtede Euro. Så gik det hurtigt mod
Wien; vi kørte i et landbrugs område. I selve Wien, kunne vi se hotellet flere gange mens vi kørte
forbi, men det var svært at parkere. I forvirringen kørte Paola først direkte over for rødt lys og
bagefter lavede hun en ulovlig U-vending i en tresporet ensrettet vej!
Men lidt i tolv, efter femten timers kørsel (incl pauser) og efter 1260 kilometer holdt vi endelig
foran Novotel City Wien! Så var der in-checkningen, udpakningen, værelserne osv. Novotel City
Wien, i Wiens centrum, er et rigtigt kongreshotel; det siges at Wienerkongressen 1814-1815, der
skulle ordne de politiske forhold i Europa efter Napoleonskrigene, blev holdt netop her....
Det viste sig at Bo havde forklaret sig forkert på skiftevis engelsk, tysk og ungarsk overfor hotellet,

så det var umuligt at indsætte en drømmeseng i handicap værelset, ved siden af dobbelt sengen til
mig. Hjælperen ville ikke ligge (i ske) i dobbelt sengen sammen med mig, så vi måtte begge have et
ekstra dobbelt værelse i forlængelse af handicap værelset. Så nu havde Bo fire dobbelt værelser til
fire personer og jeg havde tre dobbelt værelser til fire personer. Det fordyrede hotel prisen med 5-6
tusinde kroner for hver af os, så nu skylder Bo mig en billig østrigsk øl på en billig....
Da jeg endelig lå i sengen klokken halv tre, sagde jeg til mine tre hjælpere: "Det var en fantastisk
indsats i dag". Samtidig fik jeg at vide at Bo netop var ankommet til hotellet og jeg vidste at der gik
2-3 timer inden de kom i seng. Bagefter tænkte jeg videre: Tænk at mine hjælpere havde kørt 1260
kilometer på en dag, heraf ca 300 kilometer ad små landeveje, på trods af utallige gange vejarbejde
og på trods af utallige lukkede veje, så vi ikke kunne køre den rigtige vej. Jo, alt er muligt! Og hele
tiden holdt vi humøret højt; hele vejen igennem Prag, hvor vi kørte forkert, grinede vi og specielt da
vi blev holdt af to tjekkiske politibetjente.
Jeg sov ikke meget den nat, da jeg skulle suges 4-5 gange. Rejse alarmen, som jeg havde købt en
uge før afrejsen til 6200 kroner, virkede ikke og gav kun en stille bip lyd. Og efter mindre end et par
timer, gav respiratoren pludselig forkølede frø lyde: Strømforsyningen til hotel værelset var så
snedigt indrettet at hvis man slukkede for lyset ved sengetid, så slukkede man samtidig for alle
stikkontakter på hotel værelset! Så kørestolen blev ikke opladet, suget blev ikke opladet, mobilliften
blev ikke opladet og respiratoren måtte køre på sit interne batteri. Man skulle bare skrue lyset ned
på nul i stedet for at slukke for det. Det kunne vi for helvede ikke vide!
Vi stod først op klokken ti men færdiggjorde morgen rutinen på under to timer. Min nye badestol
kunne let gå ud på badeværelset. Det var første gang vi tog min elektriske badestol med på rejse; vi
havde søgt om at få den bevilget ca ni måneder tidligere, men den kom bare en måned før rejsen.
Problemet med den manuelle badestol er at jeg skal være vippet helt tilbage for at undgå at jeg
falder ud af badestolen, og det er således meget hårdt for mine hjælpere at vippe badestolen frem
når de skal vaske mig på ryggen, tørre mig på ryggen, give mig t-shirt på osv. Med den nye
elektriske badestol kan hjælperne altså vippe den frem og tilbage fuldt automatisk, hvilket sparer
mange kræfter hos slapsvansene. Jeg fik dog et chok da de første gang vippede mig frem: Den
elektriske badestol har en acceleration på 9g, altså ni gange tyngdeaccelerationen! Jeg må klemme
mine øjne sammen for at øjnene ikke falder ud og jeg er på grænsen til at besvime hver gang! I
øvrigt svarer 9g til den acceleration NASA udsætter deres astronaut aspiranter for i milliondollar
dyre centrifuge forsøg. Hvorfor køber NASA ikke bare nogle elektriske handicap badestole?
Bo havde to uerfarne hjælpere med og kun en erfaren med til Wien. En af Bo's hjælpere sagde om
morgenen at de først regnede med at være færdige med morgen rutinen halv fire. Vi troede at det
var en vittighed! Vi aftalte at mødes senere i midtbyen og så gik vi. Novotel ligger lige ved Donau
Kanalen, som er en afstikker til den rigtige Donau, bare 500 meter fra det historiske centrum af
Wien, Stephansplatz. Lige udenfor hotellet, kunne vi se kirketårnet, eller spiret af Stephansdom, den
centrale bygning i Wien. Ved nærmere eftertanke så vi aldrig noget til den rigtige Donau.
Sandsynligvis fordi den slet ikke eksisterer, der findes simpelthen kun Donau Kanalen....
Tirsdag var vores første hele dag i Wien. Vi gik straks ned til Stephansdom, et af de vigtigste
gotiske bygningsværker i Østrig, med det 137 meter høje kirketårn (kaldet Steffi); verdens tredje
højeste kirketårn! På vejen fra hotellet, bemærkede vi at wienerne spiser is hele tiden, uanset vejret.
Efter et par dage i Wien, bemærkede vi at wienerne spiser is hele dagen; morgen, middag og aften.

Wienerne spiser simpelthen is hele tiden! Vi gik lidt rundt på Stephansplatz og så det post
modernistiske Haas-Haus lige overfor Stephansdom fra 1147. Man forstår at wienerne var stærkt
utilfredse da Haas-Haus blev opført i 1990. Der skulle være en post modernistisk restaurant oppe i
Haas-Haus, med en flot udsigt til Stephansdom, den fik vi aldrig checket ud. Bagefter gik vi ind i
domkirken. Man skulle betale for at se det indre af kirken men vi kom selvfølgelig gratis ind fordi
jeg er handicappet, til gengæld ridsede jeg kirkegulvet med kørestolen. Kirkeskibet er mere end 100
meter langt og vi så fantastiske glas mosaikker, imponerende alter tavler, kæmpestore orgler osv.
Vi gik videre ad den 30 meter brede og 300 meter lange plads/gade, Graben, hvor Habsburgerne
tidligere holdt fester og med den kæmpestore og dominerende pestsøjle; rejst i taknemmelighed
efter endnu en overstået pest epidemi. Det var, fra starten, fantastisk at gå rundt inde i Wiens
historiske centrum: Monumentale og imperiale bygninger rundt omkring, imponerende kirker jævnt
fordelt i hele byen, dekorerede jugendstil bygninger fra ca 1900 året over det hele og Donau
Kanalen skærende gennem midtbyen. Jo, der er utroligt smukt i Wien!
Videre ad Kohlmarkt (jeg havde læst Politikens "Turen går til Wien" to gange og havde memoreret
hele den indre by i hovedet), med alle de fine butikker Armani, Lacoste, Calvin Klein osv op til
Hofburg, Habsburgernes residens i mere end 600 år. Det var frokosttid så vi satte os på en fortovs
restaurant lige overfor Hofburg. Det var ca 20 grader med spredte skyer, men der blæste en hård
vind de første dage i Wien, som følge af at Wien har en blanding af det nordlige fastlandsklima og
det sydlige middelhavsklima. Men når man sad i læ, som på fortovs restauranten, var der dejligt
varmt.
Vi sad med udsigt til den grønne kuppel over Hofburg, med hestevognene kørende forbi på vejene
hele tiden. Bliver wienerne mon aldrig trætte af at køre i hestevogn hele tiden? Hofburg rummer i
dag adskillige museer, National Biblioteket, Den Spanske Rideskole osv. Romerne oprettede for
2000 år siden en militærlejr, Vindobona, hvoraf navnet Wien sandsynligvis er dannet, her på stedet.
Lige foran Hofburg var der afdækket udgravninger fra denne militærlejr.
Jeg fik min sondemad og hjælperne bestilte omeletter, salater og lækre brød. Vi fik fantastisk god
mad, til alles overraskelse. Det østrigske køkken er jo kendt for at være ultrakonservativt, racistisk
og det der er værre. Til wienersnitzel bliver der fx kun serveret hvide kartofler; aldrig brune
kartofler i Østrig! Og på wienerbrød er der altid hvid glasur; aldrig sort glasur i Østrig!
Bagefter gik vi over til Hofburg og forespurgte om mulighederne for at se opvisningerne, som
faktisk bare er træningerne, med/af de flotte Lippizaner heste. Lippizaner hestene er kridhvide, men
fødes sorte eller brune og senere gennemgår en hvidning. Vi kunne godt komme ind i Hofburg, men
senere var der trapper så den gik ikke i kørestol. Skuffende! Vi gik videre af de indre borg gårde i
Hofburg, den ene mere imponerende end den anden. Samtidig kørte hestevognene i rutefart med
glade wienerne. Eller måske turister?
Så over Ringstrasse til det Kunsthistoriske Museum og det Naturhistoriske Museum, som ligger
overfor hinanden. Fantastiske bygninger! Hele Museumsbyen ligger i baggrunden; Wien er en af
hoved byerne for museer i verden, på linje med Paris, Berlin, Madrid og New York. Og
Kerteminde!! Vi så dog foreløbig kun museerne udefra; Bo og jeg var enige om at vi ikke ville
bruge vores ferie på støvede museer. Vi ville slappe af i parker og på pladser, sidde på en cafe eller
en restaurant og nyde det gode vejr og den gode mad, som hjælperne nød. På vores regning! Lad
mig sige at det var relativt let at overtale Bo til at undgå støvede museer....

Bagefter gik vi i Burggarten, som er en dejlig park bagved Hofburg. Det var oprindeligt kejser
familiens private have, men nu en offentlig park. Vi så den store Mozart statue, bagsiden af
National Biblioteket, som også huser et musik historisk museum og et militær historisk museum. Vi
gik hele vejen rundt i parken og så det botaniske væksthus og Albertina Museet i baggrunden
(udenfor Burggarten). Albertina Museet har en af verdens vigtigste samlinger af tegninger og de har
en stor grafisk samling.
Videre ad Ringstrasse til den fantastiske Opera, som er pragtbygningen blandt Ringstrasse
arkitekturen. Her spiller de verdensberømte Wiener Philharmonikere deres koncerter og de berømte
dirigenter havde endda deres "Walk of Fame" på fliserne udenfor, ligesom film stjernerne i
Hollywood. Wien er sådan indrettet at alle de historisk interessante bygninger ligger indenfor, eller
lige udenfor, den ca fire kilometer lange Ringstrasse, som er en hovedfærselsåre for biler og
sporvogne. Alt af historisk interesse er altså inden for gå afstand, hvis man tager udgangspunkt i fx
Stephansdom. Det gør Wien til en helt speciel storby!
Jeg bliver nødt til at sammenligne Wien med Paris, som jeg kender så godt. I Wien er der lige så
mange flotte kirker, imponerende bygninger, fantastiske museer og slotte som i Paris, men byerne
er helt forskelligt opbyggede. I Paris er midtbyen langt større og det er umuligt at gå rundt til alle
seværdighederne, i hvert fald i kørestol. I Wien kan man sagtens gå rundt til alle seværdighederne,
endda i kørestol. I Paris blev der ryddet op i 1850-1900 af Baron Georges-Eugene Haussmann. Han
anlagde alle de brede boulevarder, der nu gennemskærer Paris på kryds og tværs, han anlagde alle
de offentlige parker, der nu ses som åndehuller i millionbyen og endelig sørgede han for
vandforsyning, kloakering osv. I Wien er der aldrig blevet ryddet op, udover anlæggelsen af
Ringstrasse, så alle de små stræder og gyder findes stadig i midtbyen. Og tak for det!
Jeg fik mit klokken fem vand ved Operaen og vi ringede til Bo. Det ærgrede os den første dag at Bo
ikke var med; vi havde set utroligt meget og Bo havde set ingenting! Nå, han havde nu endelig fået
overstået sin "morgen rutine" klokken halv fem og var på vej ned i byen. Vi mødte ham på
Stephansplatz senere. Bo ville gerne se Stephansdom, selvom det indre af kirken var lukket så sent
på dagen, bare for at hotellet og hotel værelset ikke skulle være det eneste han så den dag. I
mellemtiden gik vi på opdagelse i stræderne og gyderne i nærheden af Stephansplatz for at finde en
passende restaurant til aftensmaden. Men alle restauranterne havde høje trin op til indgangen og når
vi spurgte om en rampe, så de uforstående ud. Det var umuligt at komme ind på restauranterne i
kørestol og det var for koldt at sidde på en fortovs restaurant den første aften. Det har vi aldrig
oplevet før! Både i Berlin, Paris og endda i det handicap fjendtlige Prag skulle vi ikke gå langt for at
finde en restaurant, som kørestole kunne gå ind på.
Vi checkede endda in-stedet Oswald & Kalb, i Bäckerstrasse, men de havde et højt trin op. Da vi
mødtes med Bo, ledte vi videre en stund, men opgav og gik tilbage til hotellet. Der kunne vi komme
ind i restauranten uden problemer og hjælperne fik rigtig fin mad og Bo og jeg fik lokal østrigsk
hvidvin i sonden. Eller østrigsk øl (Kaiser, Stiegl, Gösser).
Onsdag stod vi senere op end Bo, men var alligevel tidligere færdig med morgen rutinen, så vi
aftalte igen at mødes på Stephansplatz senere. Vi gik først på apoteket. Ja, hjælperne var bekymrede
for mig under hele turen; de sugede gult, grønt, blåt og endog sort slim op af tuben. Det var dog
karakteristisk at det afhæng af hjælperen om der blev suget gult, grønt, blåt og sort slim op af tuben;
nogle hjælpere sugede kun gennemsigtigt slim op, deraf min skepsis. Desuden var jeg meget hævet

omkring tuben og ofte sugede de blod op og jeg havde været på penicillin i en uge, uden at det
tilsyneladende havde nogen effekt. Medicin virker ikke rigtigt på mig! Jeg kan ikke påstå at jeg var
helt rask, men jeg kan helt ærligt sige at jeg hver morgen var helt frisk på nye oplevelser. Desuden
havde hjælperne allergi og var forkølede og endelig skulle vi have noget creme til mit tryksår
bagpå. Derfor apotek besøget!
Paola forklarede det hele på flydende tysk! Det var en klar fordel at have Paola med til Wien, idet
hun har boet de første 16 år af sit liv i Padborg. Hun er således vokset op med "Sesamstrasse" og
"Spiel ohne Grenzen", har altid holdt med tyskerne i "Det Internationale Melodi Grandprix" og har
altid købt ind i de tyske grænse kiosker. Paola påstår i øvrigt at Padborg ligger nord for den dansktyske
grænse, men den hopper vi ikke på....
Vejret var det samme som om tirsdagen, måske en anelse varmere men stadig en blæsende vind. Vi
gik ned på Stephansplatz og lidt op mod Operaen. Pigerne kiggede på butikker og jeg kunne ikke
gøre hverken fra eller til. Så gjorde vi endnu et forsøg på at finde en restaurant, der havde kørestols
adgang. Og fantastisk om vi ikke fandt en thai restaurant med helt plan indgang. Den havde vi in
mente til aften.
Klokken var omkring halv to og Bo og to hjælpere kom endelig. Vi gik op til Hofburg til en fin
restaurant i en af de indre gårde, hvor der var læ og helt vidunderligt at sidde i solen og varmen.
Hjælperne fik som sædvanlig fin mad og Bo og jeg fik diverse alkohol i sonden. Og som sædvanlig
på en fin restaurant skulle jeg suges i næsen. Nogle af mine hjælpere stikker sugekatherteret helt op
i hjernen når de suger mig i næsen. Det er i øvrigt helt utroligt hvor meget grønt slim der kan være i
næsen. Og i hjernen!
Efter en vidunderlig frokost, gik vi gennem Hofburg til hestevognene i den yderste gård, da vi lige
skulle fotograferes sammen med hestene. Bo stavede et eller andet med at han ikke ville
fotograferes sammen med et eller andet, og vi troede selvfølgelig alle sammen at det var mig. Men
da Bo fik stavet færdig, var det sammen med en hesterøv. Det må også være en menneskeret!
Videre ud til Ringstrasse, forbi den dejlige park, Volksgarten, og over til den danske arkitekt,
Theophil Hansens (1813-1891), fantastiske Parlament.
Det kan godt være at Operaen er det fineste eksempel på Ringstrasse arkitekturen, men for mig vil
Parlamentet altid stå for den mest fantastiske bygning på Ringstrasse! Parlamentet er ca 150 meter
bred, set forfra og lige så langt, og der er to veje derop og foran står en pragtfuld statue af Pallas
Athene. Alt er bygget i græsk stil, som et græsk tempel. Bygningen var tidligere en græsk kirke,
men Theophil Hansen ombyggede kirken til det fantastiske og imponerende Parlament.
Vi kørte op ad de buede veje, op til trapperne og lige foran de kæmpestore græske søjler. Her var
der fin udsigt over området og vi holdt en pause. Jeg prøvede at stave at det var Pallas Athene,
gudinde for visdom i græsk mytologi, der stod foran Parlamentet, men hjælperen fik det til
Pallallada. Det har medført mange spydige bemærkninger fra wienerne at gudinden for visdom
vender ryggen til Parlamentet! Man må spørge om det var bedre at gudinden for visdom vendte
front mod Parlamentet og dermed ryggen til folket?
Der er en sjov historie om Theophil Hansen i Wien. Han var egentlig bare på gennemrejse fra Athen
til København, idet han og hans bror, som også var arkitekt, havde bygget mange bygninger i
Athen. Theophil Hansen havde fx ene mand bygget Akropolis! Men først byggede han Parlamentet

i Wien og han blev resten af sit liv i Wien og byggede mange pragtfulde bygninger, blandt andet
Børsen og Kunstakademiet. I Wien blev Theophil Hansen altid kaldt den græske Hansen.
Bagefter havde begge kørestole lavt strøm niveau. Bo, som ingen eventyrlyst har, ville straks ind til
centrum og jeg, som har masser af eventyrlyst, blev i området. Gennem Rådhusparken til Rådhuset,
bygget i nygotisk stil og som ligner et eventyr slot med spir og tårne. Rådhuset har ca samme
dimensioner som Parlamentet; også en fantastisk bygning på Ringstrasse! Forbi Burgtheater, som
vores egen H C Andersen absolut ikke brød sig om, i forhold til det gamle Burgtheater. H C
Andersen besøgte adskillige gange Wien og holdt meget af Wien. Men ikke det nye Burgtheater!
Videre ad Ringstrasse til Wiens Universitet, en pragtfuld bygning i flere etager, bygget i italiensk
renæssance stil. Der er ca 100.000 studerende tilknyttet Wiens Universitet; mange dog spredt i
bygninger ude i byen. Der er buede veje op til hoveddøren, ligesom ved Parlamentet. Vi gik ind i
forhallen, hvor der er en navneliste over berømte personer der har studeret på universitetet. Der var
trapper ud til de tilstødende lokaler og elevatoren var selvfølgelig i stykker. Ærgerligt! Vi holdt cola
og vand pause i en hyggelig gårdhave med arkader og træer og en cafe. Ja, Wiens Universitet er
også en pragtbygning på Ringstrasse! Til sammenligning ses det grimme universitets byggeri i
Odense bygget af arkitektfirmaet Krohn og Hartwig Rasmussen, der tidligere havde bygget
Statsfængslet i Oklahoma og Berlinmuren....
Klokken nærmede sig seks, så vi måtte ind til centrum for at overholde aftensmad aftalen med Bo.
De havde fundet en anden restaurant, men kunne ikke beslutte sig om hvorvidt den var god nok, så
løsningen blev den thailandske restaurant som mine hjælpere og jeg havde spottet om formiddagen.
Dengang havde vi ikke set nærmere på den, men koncentreret os om at der var kørestols adgang,
men nu så vi at det var en meget fin og dyr restaurant! Såkaldt "Fine Thai Cuisine", hvor
hovedretterne startede ved 30 Euro. Nå, vores hjælpere fortjener fin og dyr mad! Vi fik en fin lille
og stærk forret og næsten alle hjælperne valgte som hovedret rejer i en fin sovs, serveret i en
udhulet ananas og med hvide eller brune ris! Det var nok den mest lækre (og dyre) mad hjælperne
fik i Wien?
Pludselig kom tjeneren hen til vores bord og spurgte om der var en læge tilstede, for ovenpå var en
mand faldet om og havde brug for hjælp. Mathilde, der er medicin studerende, gik ovenpå men kom
lynhurtigt ned igen, for alt var under kontrol deroppe. De andre gæster havde allerede lagt ham i
dobbelt benlås med slynge, så han ikke gjorde skade på sig selv, og der var ringet efter en
ambulance. En halv time senere så vi manden gå ned af trappen selv, kun støttet af to ambulance
folk, så det var åbenbart ikke så alvorligt. Hvorfor spurgte tjeneren i øvrigt ikke om der var en
teoretisk fysiker tilstede?
Som tak for den fine mad, tømte vi urinposen i bambus anlægget foran restauranten, og vi tog hjem
til hotellet. Natten til torsdag sov jeg meget dårligt. Vi havde taget en masse puder med for at
efterligne knækket i den hjemlige hospitalsseng, men puderne må have ligget forkert for snart
vågnede jeg op med voldsomme smerter i lænden. Kort efter måtte jeg tage en kodimagnyl og det
dæmpede smerterne og jeg faldt i søvn. Men så drømte jeg at jeg var lysvågen og havde uændrede
smerter; ja, medicin virker ikke rigtigt på mig....
Torsdag morgen var jeg derfor dødtræt og havde næsten ingen energi. Jeg havde ellers planlagt et
stramt program med oplevelser fra morgen til aften hver eneste dag i Wien, men nu måtte jeg tage
det stille og roligt, tage en slappe af dag og lave ingen verdens ting en hel dag. Ja, jeg måtte

simpelthen erkende at det var alt for hårdt for mine hjælpere og at mit tempo var alt for højt for
mine hjælpere! Mine hjælpere var sløje og sløve, havde allergi og var forkølede og kunne slet ikke
holde trit med mig....
Vi tog først ned til Stephansplatz og videre ad Kärtnerstrasse og op til Operaen; vi kendte hele
midtbyen nu. Hen forbi den store Goethe statue og ind i Burggarten, som allerede nu var vores
favorit park i Wien. Vi satte os på fortovs restauranten foran det botaniske væksthus og slappede af.
Det var varmere end de tidligere dage i Wien, mindst 25 grader og strålende solskin mellem
skyerne. Jeg tror at vi sad der i tre timer, bestilte frokost og spiste frokost, læste i Wien bogen,
snakkede sammen, blundede lidt osv.
Bagefter gik vi ind i Smetterlinghaus, altså Sommerfuglehuset. Noget af det botaniske væksthus var
indrettet som tropisk væksthus med tropiske kæmpe sommerfugle. Det var let at komme ind, men
svært at trække vejret via respirator i den varme og fugtige luft. Lokalet var indrettet med huler,
gangbroer og vandfald og vi kunne lige nøjagtigt komme rundt omkring med min store kørestol. Og
overalt var der kæmpe sommerfugle, de fløj nærgående rundt i luften, satte sig på mig eller sad og
spiste på appelsin ringe. Det var en fantastisk oplevelse, nogle af sommerfuglene havde et
vingefang på op imod to meter! Nej ok, men op imod tyve centimeter....
Det var dejligt at komme ud i den friske, men varme, luft igen. Vi gik over til Hofburg og købte
drikkevarer og souvenirs og videre ind mod Stephansplatz. Og hjælperne fik Wiens bedste is i et
hus hvor Wolfgang Amadeus Mozart angiveligt engang har haft bopæl. Wien er jo blandt andet
kendt for at være hjemby for Mozart, i noget af hans levetid, og det siges at mere end 100 huse i
Wien hævder at Mozart på et eller andet tidspunkt i sit liv har boet netop her, og mere end 20 huse i
Wien hævder at Mozart boede netop her, da han skrev operaen Tryllefløjten! Bagefter købte jeg
chokolader til mine forældre i et hus hvor Mozart angiveligt også har boet!
Vi fulgtes ikke med Bo den dag. Efter sin langvarige morgen rutine, dvs ud på eftermiddagen, tog
Bo på Hundertwasser Museum. Friedensreich Hundertwasser var en berømt østrigsk arkitekt og
kunstner, som blandt andet byggede nogle skæve økologiske huse i Wien hvor naturen indgår
naturligt i husene, fx er det træer overalt i husene. Huse med skæve gulve, skæve vægge og hvor
alle vinduer er forskellige. Hundertwassers huse i Wien skulle være blandt Wiens mest besøgte
seværdigheder, selvom det er private hjem. Ærgerligt at jeg ikke nåede at se det!
Det var ved at være aften, så vi tog hjem til hotellet. Vi havde aftalt med Bo at vi skulle spise på
hotellet klokken syv, så vi var klar til fodboldkampen Japan mod Danmark klokken halv ni. Bo kom
først klokken otte! Nå, vi havde nogle diskussioner med to nederlandske gæster, som helt urimeligt,
insisterede på at se fodboldkampen Nederland mod Cameroun på restaurantens fjernsyn. Hjælperne
nåede lige at bestille lækker mad og så tændte restauranten et andet fjernsyn så vi kunne se Japan
mod Danmark, så alle var glade. Lortekamp!
Fredag skulle vi se Schloss Schönbrunn, Wiens Versailles. Og utroligt, vi var klar til at køre før
klokken tolv; Bo havde oppet sig! Jeg troede at Schönbrunn, som i øvrigt er opkaldt efter noget så
simpelt som en kilde eller en brønd - en skøn brønd, lå helt fri af byen, ligesom Versailles, men der
var tæt by helt ud til slottet. Schönbrunn så imponerende ud ved første øjekast, næsten lige så bredt
som Versailles. Det var langt over frokosttid, så vi gik straks over til en udendørs restaurant i en af
siderne af slottet. Jeg fik min sondemad og en halv liters Budejovice (Budweiser) øl, importeret fra
Tjekkiet. Pigerne fik lækre salater og Peter fik en ulækker, men tilsyneladende velsmagende,

urger.
Bagefter gik vi først en lang tur i den fantastisk anlagte park bagved slottet. Parken er i fransk
havestil, med buede stier og høje hække, men også med vand bassiner, skulpturer, bygningsværker,
springvand osv. Vi sad en tid i parken og nød det gode vejr, mindst 25 grader og solskin. En
vidunderlig park og helt anderledes end den strengt geometrisk opbyggede park, også i fransk
havestil, ved Versailles. Jeg har ikke forstand på haver, men jeg var sikker på Schönbrunns park var
i engelsk havestil....
Så gik vi ind på Schönbrunn, som tidligere fungerede som sommer residens for Habsburgerne.
Napoleon brugte det også som bolig under besættelsen af Wien, så der er masser af minder fra flere
århundreder som sommer residens for konger og kejsere. Jeg betalte indgangs billetterne på slottet
og købte med vilje "The grand tour of Schloss Schönbrunn" med besøg i 1200 af de 1441 værelser,
bare for at trætte Bo! Vi så kejserens soveværelse (til ham og elskerinderne), deres fælles
soveværelse, spejlsalen og utallige værelser med fantastiske gobeliner, malerier og møbler. Det
siges i øvrigt også at Wienerkongressen 1814-1815 blev holdt på Schönbrunn, men vi ved bedre!
Bagefter sagde Bo gudhjælpemig at det havde været interessant. Skuffende!
Det var blevet sent så vi måtte hjem. Vi nåede lige et cafe besøg, mens Bo skulle have kolben på
Schönbrunns toilet. På parkeringspladsen overfor slottet, måtte vi betale ikke mindre end 23 Euro
for vel ca fem timers parkering! Det burde være gratis for handicappede, ligesom på Versailles. Nå,
hjælperen havde tilsyneladende trykket forkert, så vi betalte for en erhvervs lastbil. Hvor mange
erhvervs lastbiler kommer lige og ser Schloss Schönbrunn? På vej hjem tænkte jeg på at Schloss
Schönbrunn kaldes Wiens Versailles. Der er da også mange ligheder, men spejlsalen på Schönbrunn
ligger ca midt imellem mit badeværelse, som også har et stort spejl, og spejlsalen på Versailles!
Det var Paolas fridag, men hun var lige ved at tage med alligevel da Schönbrunns zoologiske have
havde pandabjørne og både Paola og hendes lille datter er helt vilde med pandaer. Bagefter fortalte
vi Paola at det vrimlede med pandaer på Schönbrunn; de løb frit rundt på slottet og i parken. Så
ærgrede hun sig endnu mere over at hun ikke var taget med....
Om aftenen spiste vi på en dejlig italiensk restaurant lige bagved hotellet. Der var som sædvanlig
tre høje trin op til selve restauranten, men så varmt udenfor at vi kunne sidde i den mindst lige så
dejlige gårdhave. Hjælperne fik lækre pizzaer; dog bestilte Anette en vegetar pizza, føj for satan!
Bo bestilte en Grappa til os rigtige mænd, mens vi diskuterede hvad vi skulle lave på vores sidste
hele dag i Wien. Jeg ville gerne se Belvedere slottene lige udenfor Ringstrasse, men Bo ville hellere
ud på landet, helt udenfor Wien. Jeg foreslog at vi tog til Carnuntum, som er en kurby 30-40
kilometer udenfor Wien, hvor romerne havde en stor velstående by, for 2000 år siden. Der var
omfattende udgravninger af romer byen og også omfattede rekonstruktioner af husene, deraf min
interesse. Den var Bo med på.
Lørdag morgen var hjælperne usædvanligt bekymrede for mig, da de sugede store mængder sort
slim op af tuben. Jeg følte mig frisk, ligesom de andre morgener, men hjælperne insisterede på at
ringe til Respirationscenter Vest. Sygeplejersken sagde: "Tag på sygehuset, øjeblikkeligt".
Hjælperen forsøgte at forklare at vi var i Wien og at det ikke var så let at tage på sygehuset og i
øvrigt skulle vi hjem i morgen. Men sygeplejersken sagde stadig: "Tag på sygehuset, øjeblikkeligt".
Nu med udråbstegn!

Hjælperne og jeg blev enige om at der måtte ringes til en læge, som måtte komme ud at se på mig.
Hjælperne blev enige om at overdramatisere sagen, for ellers ville receptionen nok ikke ringe efter
en læge. Og så ringede receptionisten 112! To ambulance folk kom lynhurtigt og så måtte hjælperne
til at underdramatisere sagen, for ambulance folkene var parat til at tage mig på sygehuset med det
samme. Mathilde blandede sig også med supplerende forklaringer på tysk; hun havde i forvejen lagt
mig i dobbelt benlås med slynge, så jeg ikke gjorde skade på mig selv. Det var i øvrigt tydeligt at
Mathilde har en fremtidig drøm om at blive læge i en ambulance, fordi man som læge i en
ambulance må køre over for rødt lys i lyskrydsene. Hvorfor i alverden skulle man ellers drømme
om at blive læge i en ambulance?
Men ellers var Paola rigtigt på med at tale tysk; hun forklarede alt muligt for ambulance folkene og
oversatte til de to andre hjælpere. Nå, ambulance folkene tog bare mit blodtryk, hvilket var normalt,
og kiggede lidt på hævelsen omkring tuben, skrev en kæmpe regning, lovede at sende en sende en
læge med forstand på respiratorer og tog af sted igen. Lægen kom en time senere og spurgte lidt ind
til situationen og Paola forklarede igen som en gal. Lægen lyttede lidt til lungerne, men der var
ingen knitren eller knatren som tydede på at der var lungebetændelse, gav mig en recept på noget
slim løsende medicin, skrev en kæmpe regning og tog af sted igen. Bagefter var Paola helt udmattet
af at tale tysk.
Klokken var lidt over tolv og vi gjorde os hurtigt klar og gik ned i receptionen. Til trods for at vi
havde både ambulance folk og læge folk, var vi kun et kvarter senere klar end Bo. Bagefter kaldte
Bo mig den værste hypokonder han nogensinde havde mødt, ligesom han klagede over at han måtte
vente på mig i et helt kvarter!
Til gengæld måtte vi vente et kvarter på at Bo kom ind i bilen og blev spændt fast, så det udlignede
sig snart. I det hele taget, kender Bo ikke til at vente: Hver morgen måtte vi vente flere timer på Bo,
dvs at vi gik ned i byen og aftalte at vi mødtes senere, hver gang Bo skulle ind i bilen måtte vi vente
mindst et kvarter og hver gang Bo skulle have kolben måtte vi også vente mindst et kvarter. Til
sammenligning tog det mig mindre end to timer at klare morgen rutinen hver eneste dag, det tager
mig mindre end et minut at komme ind i bilen og at blive spændt fast og ingen skal nogensinde
vente på at jeg lader vandet, da jeg har uridom.
For dem der ikke kender det, er et uridom eller et urin kondom, som navnet antyder det, et kondom
med hul i enden så urinen kan løbe ned i en pose, der hænger på kørestolen. Uridomet rulles på
penis, ligesom et kondom, men det klistrer bedre til penis og når det skal af, rulles det af penis,
ligesom man ruller et kondom af penis. Jeg får normalt uridomet på om morgenen og får det af ved
sengetid og i løbet af dagen skal hjælperen så blot tømme urinposen, som hænger på siden af
kørestolen, en eneste gang! Det klares let i en kolbe, i en park eller i et bambus anlæg foran en fin
og dyr restaurant, som tidligere fortalt. Selvom uridomet er utroligt nyttigt i sociale sammenhænge,
vil jeg dog stærkt advare mod at bruge det: Mænd der ikke bryder sig om at unge lyshårede piger
ruller uridomet på penis om morgenen og ruller det af penis igen om aftenen, må strengt holde sig
til kolben! Mine hjælpere har faktisk foreslået mig at jeg gav Bo nogle uridomer til vores næste
rejse sammen. Nej, det er umuligt, for jeg har slet ikke så små uridomer der passer til Bo....
Vi kørte straks ud af byen, dvs mod Carnuntum. Det var dejligt at komme ud på landet igen, efter
fem dage i en storby, vi så mest kornmarker men også vinmarker. Hjælperen om natten havde glemt
at oplade kørestolen om natten, så vi havde næsten ingen strøm. Vi forsøgte at oplade kørestolen via
220 volt stikket i bilen på vej ud til Carnuntum, men 220 volt stikket sagde en høj brumme lyd, som

om at det var brændt sammen. Sådan opdagede vi at 220 volt stikket ikke virkede! Snart nåede vi til
kurbyen, halvvejs mellem Wien og Bratislava (Slovakiets hovedstad), hvor romerne for mere end
2000 år siden anlagde de første romerske bade. De vidste dog ikke at de var romerske....
Hvor romerne kun anlagde en militærlejr i Wien (Vindobona), byggede de en storby i Carnuntum,
som var romernes hovedstad i den nordlige provins. Det var oprindeligt bare en militærlejr før kristi
fødsel, men senere blev det en regulær storby. En meget velstående storby! I militærlejren vidste de
dog ikke at det var før kristi fødsel....
I min gymnasietid var jeg meget interesseret i fysik og matematik og i arkæologi. I folkeskolen var
jeg endda i erhvervspraktik på Koldinghus og var med til nogle udgravninger i den gamle voldgrav.
At jeg i sidste ende valgte at blive fysiker, skyldes at det er let at være fysiker og have arkæologi
som fritidsinteresse, mens det er svært at være arkæolog og have fysik som fritidsinteresse. Selvom
fysik er pærelet! Min interesse for arkæologi er dog holdt ved siden.
Det var langt over frokosttid da vi nåede til Carnuntum, så vi gik straks ind på et rigtigt østrigsk
landgasthaus, en rigtig landkro, hvor kromutter serverede rigtige trucker wienerschnitzler. Lidt
skuffende kunne ingen af hjælperne spise op, hvilket jeg specielt mobbede Peter for. Under trucker
frokosten mobbede vi også Bo for at han at ikke vil flyve. Vi kunne jo tage til New York næste år,
den var hjælperne straks med på!
Bagefter gik vi over til informations centeret for udgravningerne og købte billetter. De havde
udgravet grundmurene for utallige huse og endda en ujævn vej, så man kunne følge vejen langs
husene. Længere nede i romer byen havde man genopbygget mange af husene, ud fra fund af sten,
tagsten, søjler og endog tagrender. En utrolig oplevelse at gå rundt mellem de smukke huse og man
tænker uvægerligt på hvordan mon livet var i en romersk storby for 2000 år siden? Det var i øvrigt
tydeligt at se at de havde læst Asterix albums for at se præcist hvordan romer husene skulle
genopbygges....
Vi måtte ud at køre for at se resten af resterne af romer byen. Tre kilometer væk lå en triumfbue,
eller rettere sagt resterne af en triumfbue. Kun to af benene stod tilbage med en lille bue af
triumfbuen, mens man kunne se hvor de andre ben havde stået. Vi grinede lidt af at triumfbuen
skulle lukke klokken fem (og klokken var over fem!), for triumfbuen lå frit ude i naturen, mellem
kornmarkerne. Bo's nakkestøtte var gået i stykker, så han kørte hjem til hotellet og gik dermed glip
af udflugtens højdepunkt: Amphitheatret! Nej, amphitheatret var bare nogle mure i nogle bakker.
Jeg har set langt mere imponerende amphitheatre i Italien, på Sicilien og selv i Paris!
Om aftenen havde vi aftalt at spise tidligt på den samme italienske restaurant, som aftenen før. Det
var dejligt vejr så vi kunne sidde i den dejlige gårdhave, ligesom aftenen før. Hjælperne fik lækre
pasta retter, mens jeg gav Grappaen til de rigtige mænd. Desuden fik Bo og jeg den sidste hvidvin i
Østrig. Vi nød den sidste aften i Wien, men vi tog tidligt over til hotellet, da vi havde en kort nat og
en lang dag foran os.
Søndag morgen stod to af mine hjælpere op klokken fire, mens den sidste hjælper og jeg stod op
kvart i fem. Jeg havde sovet fint og var helt udhvilet, mens hjælperne som sædvanlig så dødtrætte
ud; jeg havde også kun kaldt en gang i løbet af natten, med den stille bip lyd. Vi havde pakket noget
i forvejen, ordnede morgen rutinen på under to timer og spiste morgenmad sammen, så jeg fik set
den overdådige morgenmadsbuffet. Vi checkede ud og alligevel var vi klar til at køre allerede halv

otte, da Bo var ved at stå op....
Nu fik vi set det nordlige Østrig og hele Tjekkiet ved dagslys; vi så mest kornmarker men også
spredte vinmarker. I Tjekkiet var mange af motorvejene genåbnet efter vejarbejde, men de var af så
elendig kvalitet at de burde være lukket på grund af vejarbejde! I det sydlige Tjekkiet så vi flere
cyklister på motorvejen; de brugte nødsporet som cykelsti!
Vi kom igen gennem midtbyen af Prag i strålende solskin; ja, Prag er en utroligt smuk by! Vi så
blandt andet det lille Eiffeltårn oppe på bakken, højt over Prag. I det nordlige Tjekkiet var mange
veje stadig lukkede, så pludselig kørte vi tilbage mod Prag. Vi kørte lidt rundt på må og få og vidste
ikke om det var rigtigt. GPS systemet ledte os højt op i bjergene i det nordlige Tjekkiet ad små
bjergveje; ja, der er utroligt smukt i Tjekkiet!
Alligevel jublede pigerne da vi endelig kom ind i Tyskland, for så kunne de komme på toilettet
igen, på ordentlige rengjorte betalings motorvejs toiletter. Hjælperne havde købt ind om lørdagen til
hjemturen, blandt andet lækkert brød, skinke og ost, grøntsager, frugt, sodavand og en masse slik
(vingummi frøer, citron bolsjer osv), så de slap for ulækre motorvejs cafeterie burgere og pizzaer.
Paola havde taget en køletaske med og sin gamle spejder tallerken plus bestik, så hjælperne spiste
på skift, de tissede på skift osv. Så vi sparede meget tid; hjælperne plejer jo at spilde mindst en time
på at spise på en dags køretur.
Sjovt nok var der meget vejarbejde efter Dresden og lige før Hamborg, som forsinkede os en del,
men ellers gik det hurtigt nordpå. Jeg skulle dog suges en del gange på grund af de slim løsende
tabletter. Men snart var vi ved Hamborg og snart var vi ved grænsen og snart var vi hjemme i
Odense igen. Klokken var kun halv ti, efter kun fjorten timers kørsel og stort set uden pauser.
Senere hørte vi at Bo først var hjemme klokken halv fire om natten!
I den følgende uge måtte jeg have vagtlægen og egen læge flere gange. Penicillinen virkede ikke og
jeg fik en mere bredspektret penicillin mod stafylokokker og så blev det straks bedre. Desuden var
jeg på sygehuset to dage, dels for at få taget røntgenbilleder og dels for at få suget noget rødvin ud
af venstre lunge. Uden bedøvelse! Lægen kom med en en meter lang nål; ok, så en ti centimeter
lang nål som han stak ind fra ryggen og sugede rødvinen ud. Selvom jeg var helt rask....
Jeg mødtes med Bo på en fortovs cafe et par uger senere, som en opfølgning på Wien turen. Og vi
fik et par øl. Bo kom for sent, dvs Bo kom samtidig med mig i bilen, men først skulle Bo have
kolben i bilen, hvilket tog et kvarter, og så skulle Bo ud af bilen, hvilket også tog et kvarter. Mine
hjælpere har nu indført en ny talemåde. Hver gang der er uendelig kø i Kvickly og der ingen
fremdrift er i køerne, når der er 25 numre foran en i køen på posthuset og når man skal have taget
blodprøver på sygehuset og der er mere end 50 foran en, ja så siger mine hjælpere at det er sgu
ligesom at være sammen med Bo!
Det var en fantastisk ferie; hvert år synes jeg at det var vores bedste ferie sammen, det er et godt
tegn! Ved den sidste aftensmad, lørdag aften, på restaurant Vapiano sagde jeg: "Tak alle sammen,
for en fantastisk ferie". Tak til Bo og Anette, Peter og Mathilde, tak til Cecilie, Kathrine og Paola.
Jeg skal helt sikkert tilbage til Wien om nogle år. Wien er lige så smuk som Prag, men der er næsten
uendelig meget mere at se i Wien end i Prag. Tænk at der ligger sådan en fantastisk by lige om
hjørnet til Odense, uden at jeg vidste det? Nå, ok så 1260 kilometer fra Odense. Jeg vil gerne se
nærmere på det indre af Hofburg, det Naturhistoriske Museum, Hundertwasser Museum, Belvedere

slottene osv, så jeg er slet ikke færdig med Wien. På gensyn Wien!
Arne Lykke Larsen