Turen går til Wien - ALS Gruppen Vestjylland

otte, da Bo var ved at stå op....
Nu fik vi set det nordlige Østrig og hele Tjekkiet ved dagslys; vi så mest kornmarker men også
spredte vinmarker. I Tjekkiet var mange af motorvejene genåbnet efter vejarbejde, men de var af så
elendig kvalitet at de burde være lukket på grund af vejarbejde! I det sydlige Tjekkiet så vi flere
cyklister på motorvejen; de brugte nødsporet som cykelsti!
Vi kom igen gennem midtbyen af Prag i strålende solskin; ja, Prag er en utroligt smuk by! Vi så
blandt andet det lille Eiffeltårn oppe på bakken, højt over Prag. I det nordlige Tjekkiet var mange
veje stadig lukkede, så pludselig kørte vi tilbage mod Prag. Vi kørte lidt rundt på må og få og vidste
ikke om det var rigtigt. GPS systemet ledte os højt op i bjergene i det nordlige Tjekkiet ad små
bjergveje; ja, der er utroligt smukt i Tjekkiet!
Alligevel jublede pigerne da vi endelig kom ind i Tyskland, for så kunne de komme på toilettet
igen, på ordentlige rengjorte betalings motorvejs toiletter. Hjælperne havde købt ind om lørdagen til
hjemturen, blandt andet lækkert brød, skinke og ost, grøntsager, frugt, sodavand og en masse slik
(vingummi frøer, citron bolsjer osv), så de slap for ulækre motorvejs cafeterie burgere og pizzaer.
Paola havde taget en køletaske med og sin gamle spejder tallerken plus bestik, så hjælperne spiste
på skift, de tissede på skift osv. Så vi sparede meget tid; hjælperne plejer jo at spilde mindst en time
på at spise på en dags køretur.
Sjovt nok var der meget vejarbejde efter Dresden og lige før Hamborg, som forsinkede os en del,
men ellers gik det hurtigt nordpå. Jeg skulle dog suges en del gange på grund af de slim løsende
tabletter. Men snart var vi ved Hamborg og snart var vi ved grænsen og snart var vi hjemme i
Odense igen. Klokken var kun halv ti, efter kun fjorten timers kørsel og stort set uden pauser.
Senere hørte vi at Bo først var hjemme klokken halv fire om natten!
I den følgende uge måtte jeg have vagtlægen og egen læge flere gange. Penicillinen virkede ikke og
jeg fik en mere bredspektret penicillin mod stafylokokker og så blev det straks bedre. Desuden var
jeg på sygehuset to dage, dels for at få taget røntgenbilleder og dels for at få suget noget rødvin ud
af venstre lunge. Uden bedøvelse! Lægen kom med en en meter lang nål; ok, så en ti centimeter
lang nål som han stak ind fra ryggen og sugede rødvinen ud. Selvom jeg var helt rask....
Jeg mødtes med Bo på en fortovs cafe et par uger senere, som en opfølgning på Wien turen. Og vi
fik et par øl. Bo kom for sent, dvs Bo kom samtidig med mig i bilen, men først skulle Bo have
kolben i bilen, hvilket tog et kvarter, og så skulle Bo ud af bilen, hvilket også tog et kvarter. Mine
hjælpere har nu indført en ny talemåde. Hver gang der er uendelig kø i Kvickly og der ingen
fremdrift er i køerne, når der er 25 numre foran en i køen på posthuset og når man skal have taget
blodprøver på sygehuset og der er mere end 50 foran en, ja så siger mine hjælpere at det er sgu
ligesom at være sammen med Bo!
Det var en fantastisk ferie; hvert år synes jeg at det var vores bedste ferie sammen, det er et godt
tegn! Ved den sidste aftensmad, lørdag aften, på restaurant Vapiano sagde jeg: "Tak alle sammen,
for en fantastisk ferie". Tak til Bo og Anette, Peter og Mathilde, tak til Cecilie, Kathrine og Paola.
Jeg skal helt sikkert tilbage til Wien om nogle år. Wien er lige så smuk som Prag, men der er næsten
uendelig meget mere at se i Wien end i Prag. Tænk at der ligger sådan en fantastisk by lige om
hjørnet til Odense, uden at jeg vidste det? Nå, ok så 1260 kilometer fra Odense. Jeg vil gerne se
nærmere på det indre af Hofburg, det Naturhistoriske Museum, Hundertwasser Museum, Belvedere