London! - ALS Gruppen Vestjylland

als.gruppen.vestjylland.dk

London! - ALS Gruppen Vestjylland

en luftpude til sædet, som fordelte trykket bedre og fordelte smerterne fra tryksårene bedre, men

summen af smerterne var den samme! Så jeg burde have været fornuftig og have taget den mere end

ti år gamle kørestol med til London, men jeg ville give den nye en chance....

Vi havde en dejlig aften, de fem hjælpere og Bo og jeg, i den fine restaurant "De Syv Have".

Hjælperne valgte den lækre buffet og Bo og jeg fik vores sondemad og vi delte en øl fra Newcastle

Breweries. Mens vi snakkede London og pjattede og grinede, som vi altid gør. I handicapværelset

var det let at blive liftet i seng, for mig, men svært for hjælperne fordi de kun kunne bevæge sig på

den ene side af sengen.

Vi havde ikke bemærket det før, men der var en forfærdelig larm på færgen, når man lå i sin seng i

kahytten. Larmen fra den fem milliarder kilowatt motor, gennemtrængte og transformerede sig til

samtlige etager, til samtlige kahytter og til samtlige senge på færgen. Ikke engang rødvinen til

natmad, kunne få mig til at falde i søvn. Hjælperne plejer ellers at sige at jeg bliver snøvlet i

stavningen, allerede mens jeg får rødvinen, men jeg påstår selvfølgelig at jeg tværtimod er helt klar

i hjernen! Så jeg sov slet ikke den nat på færgen, så det er absolut sidste gang jeg tager en færge på

en udenlandsrejse!

Hjælperen, der passede mig om natten, havde heller ikke sovet meget. Hun sagde om morgenen, at

det var ligesom at sove med tyve larmende traktorer! Nå, vi fik hurtigt givet mig tøj på og jeg blev

liftet over i kørestolen. Mine tre hjælpere vaklede stadig rundt, som om de var stærkt berusede,

selvom det var blikstille vejr udenfor, da vi gik til den store morgenmadsbuffet. Bagefter tog vi ud

på dækket og nød solen og varmen; det skulle blive op til 26 grader i England søndag.

Snart var det tid til at pakke ned i bilen, og selvom vi kom sidst ind på færgen, kom vi først ud.

Cecilie havde meldt sig frivilligt til at køre og hun startede med at vende rundt på færgen og så

skulle vi igen vise pas. De første par kilometer var nærmest en prøvebane for at køre i den forkerte

side; man måtte kun køre 20 kilometer i timen, eller 20 miles i timen hvilket er det samme

(vistnok?) og der var et par rundkørsler, så man kunne prøve at køre den forkerte vej rundt, stille og

roligt.

Derefter kørte vi langs store marker og overalt stod der store skilte med "Kør i Venstre Side", så

englænderne ved udmærket godt at de kører i den forkerte side! Vi bemærkede straks at de engelske

veje er klart dårligere end de danske veje, men englænderne betaler vist også mindre i skat - lidt

mindre. Vi så også hurtigt at de engelske biler er helt forkert konstrueret; rattet sidder helt skævt i

bilen, ligesom instrumentbrættet osv. Tænk at et stort land, som England - et tidligere imperium,

ikke engang kan finde ud af at lave biler....

Vi nående snart Londons yderste forstæder og vi så de første dobbeltdækker busser og høje

engelske taxier. Selvom der var meget trafik, var det ganske let at køre i den forkerte side, i hvert

fald for mig! Når man først havde indstillet sig på det, føltes det helt naturligt. Ok, man skulle passe

lidt på ved højresving; der er vi vant til at kigge bagud over højre skulder for cyklister, men nu

skulle man pludselig kigge fremad. Vi bemærkede også straks at englænderne kører mere

gentlemanagtigt i bil; de dytter ikke hele tiden i hornet som franskmændene og de kører ikke

fuldstændigt psykotisk som danskerne! Vi kørte forbi et stort fodbold stadion og mine tre

(kvindelige) hjælpere blev enige om at det var Old Trafford, som ligger i Manchester! Vi passerede

Themsen og efter blot tre timer fra Harwich, holdt vi foran Novotel London Waterloo.

More magazines by this user
Similar magazines