Den gode by – hvorfor går det ofte galt?

AKADEMIET FOR DE 

TEKNISKE 

VIDENSKABER 

Den gode by – hvorfor går det ofte galt? 

12 essays om vanskelighederne med byernes planlægning og udvikling 

ATV



ATV’s temagruppe for Byggeri og bystruktur 

Forfattere: 

Hans Thor Andersen 

Ellen Højgaard Jensen 

Gertrud Jørgensen 

Hans Kristensen 

Keld Fuhr Pedersen 

Britt Vorgod Pedersen 

Redaktør: 

Hans Kristensen

Akademiets formål er på et fagligt grundlag at 

fremme den teknisk-videnskabelige forskning 

og sikre anvendelsen af dens resultater for at 

øge værdiskabelsen og 

velfærden i det danske samfund. 



Akademiet for de Tekniske Videnskaber, ATV 

Maj 2003 

Design: Due Design A/S 

Tryk og layout: Hafnia Tryk A/S 

Foto: 

Claus Bech-Danielsen: Side 25 (2. fra venstre), 26 

Allan Randgaard © : Forsidebillede, side 10, 11, 12, 17, 18, 19, 22 (2. og 3. fra venstre), 23, 30, 33, 35, 36, 39 

Henrik Stenberg: side 31 

Scanpix/Johner: side 15 (højre øverst) 

Scanpix: side 15 (venstre øverst). 

ISBN 87-7836-029-3

Indhold 

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 

Baggrund og sigte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 

Idé og virkelighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 

Planers holdbarhed og politikeres utålmodighed . . . . . . . . 12 

Blokerende fjendebilleder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 

Hvor globale bliver vi? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 

Bæredygtighed – forsvundet eller transformeret? . . . . . . . . 18 

Informationsteknologiens forandringspotentiale 

– berører den byudviklingen? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20 

Trafik og mobilitet – gene eller nødvendighed? . . . . . . . . . 22 

Byens mangfoldighed og det arkitektoniske værk . . . . . . . . 24 

Individualisme og kollektivisme 

– naboskabet som idé i planlægningen . . . . . . . . . . . . . 27 

Social byudvikling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 

Borgerdeltagelse – er der tale om 

med- eller modvirken fra interessenterne i byen? . . . . . . . . 33 

Folkets valg – og trendsætternes . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 

Indlægsholdere ved projektets rundbordssamtaler . . . . . . . 38 

ATV 

DEN GODE BY 5

Forord 

Hvad er det, der går galt, når skabelse 

eller udvikling af byen ikke resulterer i de 

gode rammer for byens borgere, som planerne 

lægger op til? 

Det spørgsmål giver ATV’s temagruppe 

for Byggeri og bystruktur bud på med 

denne samling essays. Udgangspunktet 

for essayene er en række møder, som 

blev holdt i løbet af 2002, men der er også 

inddraget andre vinkler på emnet. Formålet 

med møderne var at opsamle en bredspektret 

viden om, hvad det er, der går 

galt – og hvorfor det går galt, når byen 

skal skabes eller ændres. Til hvert møde 

var der inviteret 3-5 centrale aktører og 

interessenter i byplanlægning og -udvikling. 

Hver af de inviterede var bedt om at 

komme med et oplæg til debat i temagruppen, 

som dernæst blev diskuteret af 

hele gruppen. 

Essayene blev fremlagt på en konference 

i marts 2003, hvor projektets forskellige 

temaer blev behandlet i en række 

workshops. Efter konferencen er en del 

af synspunkterne fra workshoppene indarbejdet 

i essaysamlingen. 

I projektets planlægningsgruppe har 

deltaget: 

Vicedirektør Hans Kristensen, 

By og Byg (formand) 

Direktør Keld Fuhr Pedersen, 

ManCon (næstformand) 

Professor, ph.d. Peter Bogason, 

Institut for Samfundsvidenskab og 

Erhvervsøkonomi, Roskilde Universitet 

Projektleder, cand.scient. 

Ellen Højgaard Jensen, 

Byfornyelse Danmark 

Forskningschef, ph.d. Gertrud Jørgensen, 

Forskningscentret for Skov & Landskab 

Civilingeniør Britt Vorgod Pedersen, 

Miljøministeriet 

Forskningslektor, ph.d. Karina Sehested, 

By og Byg. 

Projektets koordinator og sekretær i 

ATV har været cand.scient.pol. Pia Dal. 

ATV takker planlægningsgruppen og 

forfatterne af essaysamlingen for deres 

store indsats i projektet. 

Boligfonden Kuben og Aase og Ejnar 

Danielsens Fond har medfinansieret temagruppens 

møder, konferencen og den 

afsluttende debatbog. ATV takker alle deltagere 

i temagruppens møder og de to 

fonde for deres bidrag. 

Mads Krogsgaard Thomsen 

Præsident for ATV 

Civilingeniør, seniorforsker 

Hans Skifter Andersen, By og Byg 

Lektor Hans Thor Andersen, 

Geografisk Institut, 

Københavns Universitet 

Direktør Bente Beedholm, 

Danske Arkitekters Landsforbund 

DEN GODE BY 7

Baggrund og sigte 

Der har igennem årene været mange forskellige 

ideer om “den gode by”. Nogle er 

blevet realiseret – andre forblevet ideer 

eller planer. Men selvom udgangspunktet 

som regel har været at skabe det gode, er 

det ikke altid et godt resultat, der kom ud 

af bestræbelserne. Ret ofte er det gået 

galt. Resultatet blev ikke som forventet. 

I ATV’s temagruppe om Byggeri og 

bystruktur har der i 2002 været afholdt en 

række møder med repræsentanter for: 

Byens planlæggere og designere, erhvervslivet, 

borgerne, byens serviceapparat, 

investorer, developere og entreprenører 

samt til slut byens meningsdannere. 

Med udgangspunkt i egne erfaringer og 

praksis blev de inviterede oplægsholdere 

stillet spørgsmålene: Hvorfor går det galt? 

Hvad forhindrer det gode i at blive realiseret? 

Hvem spænder ben for processen? 

Det viste sig at være svært for mange 

af oplægsholderne at fastholde denne 

kritiske – og potentielt selvkritiske – synsvinkel. 

Men i så fald blev det forsømte 

søgt indhentet i den efterfølgende diskussion. 

I skrivningen af essayene har forfatterne 

taget udgangspunkt i nogle af de 

årsager til, at det går galt, som fremkom 

i oplæggene og diskussionerne, samt i 

mere generelle byplanfaglige erfaringer. 

Det har været tilstræbt i så høj grad som 

muligt at fastholde fokus på fejl, problemer 

og paradokser i byplanlægningen og 

-udviklingen. Denne “skæve” vinkel er 

valgt ud fra en forestilling om, at vi måske 

kan lære mere af at analysere de ting, der 

går galt, end af succeshistorierne. 

Essayene tilstræber ikke objektivitet 

eller videnskabelighed, men snarere en 

provokerende form, hvor iagttagelser og 

udsagn om byernes planlægning sættes 

på spidsen. Essayene blev fremlagt på 

den afsluttende konference i marts 2003, 

og i den endelige udgave af essayene har 

det således været muligt at indarbejde 

nogle af synspunkterne fra debatten på 

konferencen. 

Et gennemgående tema ved essayene 

er et opgør med dele af den “konventionelle 

visdom”, de vante forestillinger, som 

trives blandt byens planlæggere, politikere, 

investorer og bygherrer, samt for 

den sags skyld blandt byens borgere og 

brugere. Det er forfatternes håb, at der 

rokkes lidt ved den “sikre viden” om, 

hvordan man kan planlægge den gode 

by. 

DEN GODE BY 9

Idé og virkelighed 

Arkitekternes og byplanlæggernes 

ideer om fremtidens liv i byog 

boligområderne er meget idealiserede 

og tidsbundne. De har 

altid været dårlige til at erkende 

nutidens reelle livsformer og 

til at forudse fremtidens virkelige 

liv i områderne. Problemet er 

også, at socialt og økonomisk 

svage gruppers liv og behov ikke 

“sælger mange billetter” i planlægningsprocessen, 

hverken hos 

planlæggerne eller politikerne. 

Når der laves planer for nye byer og 

boligområder, præsenteres de på en særlig 

måde. Der er altid et forbløffende stort 

antal gående mennesker, som fylder ud 

og skaber liv mellem husene. For ikke så 

mange år siden var der altid mindst én af 

disse personer, som – uanset om planen 

handlede om fornyelse eller ombygning 

i den indre by eller et nyt boligområde 

i periferien – havde valgt at sætte en drage 

op. Og på forunderlig vis steg disse drager 

altid smukt op mellem husene og 

skabte en elegant perspektivisk virkning 

med dragesnorens lange kurvede linje 

ned igennem de lidt mere firskårne bygningsprofiler. 

Drageflyveren har ikke haft 

monopol på at være stemningsgiver. Han 

eller hun har i årtier haft hård konkurrence 

af den bilglade ejer af en Citroën 

2CV, som i utallige bebyggelses- og byplaner 

kom kørende ad det trafikseparerede 

vejsystem til den bolignære parkeringsplads 

i sin 2CV og parkerede den 

centralt i planens billede af den fremtidige 

bebyggelse. 

Da nogle af forstædernes store almene 

boligbebyggelser blev tegnet i 1960’erne, 

var det ikke drageflyveren eller 2CV’en, 

som skabte billeder af livet i bebyggelsen. 

Det var den habitklædte forretningsmand, 

der steg ud af sin Opel Rekord, og netop 

havde rettet blikket op mod altanen for at 

vinke til sin yndige, lyshårede hustru, som 

var kommet ud med den mindste pige på 

armen og den 5-årige søn ved sin side for 

at se, om far snart kom hjem fra sit vigtige 

arbejde inde i byen. Den nydelige funktionær 

eller forretningsmand med Opel 

Rekorden flyttede imidlertid aldrig ind i 

den veludstyrede 4-5 værelses lejlighed. 

Hustruen kom ikke ud på altanen og vinkede 

til familieforsørgeren, når han kom 

hjem fra arbejde. De valgte i stedet at 

købe et parcelhus med dobbelt carport. 

Hvad der aldrig bliver vist i disse billeder, 

er virkelighedens enlige mor med totre 

børn i kølvandet på vej hjem fra Netto 

med indkøbsvognen foran sig i det øjeblik, 

hun passerer den lokale gruppe af 

druksutter. De kunne af gode grunde ikke 

være med på billedet i 1960’erne – den 

gang var de slet ikke flyttet hertil. Men når 

de stadig ikke er med på billederne i dag 

og i stedet er erstattet af den fanatiske drageflyver, 

skyldes det svælget mellem de 

ideer, vi har om de gode bebyggelser og 

byer, og den virkelighed, som findes i 

byerne. 

Overgangen fra idé til virkelighed kan 

være mere eller mindre ødelæggende for 

et boligområde eller en bydel. Den hårdeste 

overgang har nogle af 1960-70’ernes 

store almene boligbebyggelser i de større 

byers forstæder været ude for. Forretningsmanden 

og hans kone, som bosatte sig 

i parcelhuset, skiftede Opel Rekorden ud 

med to Toyotaer, da konen også fik 

arbejde. Det gik godt i nogle år, men så 

blev de skilt. Han blev boende og startede 

forfra med en ny, lidt yngre kone og anden 

runde af børn. Hun flyttede omsider 

ind i den almene bolig med altanen – men 

havde ikke nogen at stå og vinke til. For 

børnene var blevet store og flyttede tidligt 

hjemmefra. Og flere og flere af naboerne 

var indvandrere, som holdt sig for sig selv. 

Da hun så blev arbejdsløs som 50-årig, gik 

det helt galt. Boligområdet blev ikke til 

det sted, hvor hun ladede op til næste dag 

på jobbet. Det blev et fængsel langt fra 

byens arbejdspladser, butikker, biografer 

og livfulde gader. Sovebyen model 1970, 

som passede fint til datidens kernefamilie 

og det livsmønster, der havde været i 

1960’erne, hvor hele konceptet blev undfanget, 

har meget svært ved at blive gode 

rammer om et liv i kanten af nutidens samfund. 

Som det blev sagt i et temamøde: 

Planerne og perspektiverne var i og for sig 

gode nok, men når beboerne og det liv, 

10 DEN GODE BY

de lever i boligområderne, bliver noget 

helt andet, går det let galt. 

Andre bydele har gennemløbet transformationsprocesser 

den modsatte vej. 

F.eks. hovedstadens brokvarterer, især 

Nørrebro og Vesterbro. Begge bydele 

blev i sin tid planlagt for den voksende 

arbejderklasse beskæftiget i byens industri- 

og håndværksvirksomheder. Efter i 

mange årtier at have haft de forventede 

beboere gennemløb bydelene i efterkrigsårene 

en gradvis social deroute, som 

først blev afbrudt i 1980’erne – ikke som 

et resultat af den offentlige planlægningsindsats: 

På Nørrebro satsede den 

på nedrivning og nybyggeri af moderne 

almene familieboliger. De nybyggede 

(almene) boliger tiltrak indvandrere og 

arbejdsløse – dvs. nye økonomisk eller 

socialt svage grupper. Kvarterets sociale 

opstigning var derimod resultatet af, at 

flere og flere unge studerende bosatte sig 

i de små, billige lejligheder, som endnu 

ikke var blevet revet ned eller byfornyede. 

De unge blev – og bliver – boende 

i de år, de studerer i København. Men 

selvom saneringen på Nørrebro – med 

1970’ernes hårde nedrivninger og nybyggeriets 

sociale problemer – og den mere 

bevarende byfornyelse på Vesterbro, har 

forbedret både boligforholdene og adgangen 

til friarealer, er mange af lejlighederne 

stadig små, trafikken tæt og friarealerne 

ikke altid ideelle for børn. Set 

på den måde er heller ikke den bevarende 

byfornyelse i de sidste 15-20 år vellykket 

i et børnefamilieperspektiv, som 

det blev sagt med beklagelse af en Nørrebro-beboer 

i et af temamøderne. 

I et senere temamøde vendte diskussionen 

tilbage til den aktuelle planlægningsidé 

i København, som fremføres 

af politikere og ledende embedsmænd/ 

planlæggere så ofte, det er muligt: At 

der skal bygges og, hvor det er muligt, 

ombygges til familieboliger til børnefamilier. 

Som det blev sagt af en større 

privat investor og bygherre, så løber denne 

idé ind i virkelighedens mur: De 

nybyggede boliger i familiestørrelsen i 

København ender med at blive så dyre, at 

næsten ingen unge familier med børn har 

råd til at bosætte sig i dem. Som en developer 

udtrykte det: Stort set alt det boligbyggeri, 

der er bygget i de senere år (i 

København), ligger på en anskaffelsespris 

på 20.000-40.000 kr. pr. kvadratmeter. En 

almindelig standardbolig på 110 kvadratmeter 

vil således koste 2,5-5 mio. kr. Det 

betyder, at man skal have en årsindkomst 

på 1-2 mio. kr. for at købe en ny bolig 

i København – med mindre man har en 

formue. Normalt har unge familier med 

børn ikke formuer, og det ender med, at 

de eneste, der kan købe boligerne i 

København, er midaldrende mennesker, 

der sælger deres parcelhus og investerer 

friværdien i en bolig i byen. 

Der er ikke noget galt ved at have ideer 

og idealer i planlægning. Snarere tvært 

imod. De er en nødvendig drivkraft bag 

udviklingen og kan på godt og ondt 

trække udviklingen i en bestemt retning, 

som det blev nævnt ved afslutningskonferencen. 

Problemet er, som det også blev 

sagt ved konferencen, at mange kommuner 

– firkantet sagt – ikke aner, hvad de 

foretager sig, fordi de ikke har hold i 

markedet. De ved ikke, hvordan markedet 

reagerer på de ting, de foretager sig … 

man må have en hvis fornemmelse for, 

hvad efterspørgslen er i det øjeblik, man 

begynder at planlægge og udvikle større 

områder. 

DEN GODE BY 11

Planers holdbarhed 

og politikeres utålmodighed 

De fleste byplaner vedrører forhold, 

som har en langtidseffekt 

i byen. Det gælder både for gode 

og dårlige beslutninger. At politikere 

skal genvælges hvert fjerde 

år, kan være et (stort) problem, 

hvis valget står mellem en populær, 

kortsigtet og synlig – men forkert 

– beslutning over for en upopulær 

beslutning, som først ad 

åre viser sig at være den rigtige. 

I et temamøde, hvor diskussionen faldt 

på moderne byplanlægning og bybygning, 

sagde en arkitekt, som har arbejdet 

med planlægningen i Ørestaden: “I dag 

skal alt være hurtigt og dynamisk. Men 

set med arkitektens øjne dækker det så 

i virkeligheden ikke over, at ingen har tid 

til at tænke sig om eller gøre tingene 

ordentligt? Vi er i en situation i byggebranchen, 

hvor alt og alle – fra byggeindustrien 

til håndværkerne, fra arkitekterne 

til beslutningstagerne – er præget 

af hurtige arbejdsmetoder og hurtige 

beslutninger. Desværre har vi ikke kunnet 

lave om på en af grundreglerne: Arkitektonisk 

kvalitet står stort set altid 

i direkte relation til den tid, man bruger 

til at tænke over og arbejde med løsningerne. 

En to måneders besparelse 

i tegnefasen kan få en markant betydning 

for det, der skulle stå og danne de fysiske 

rammer for livet i forhåbentlig mindst 100 

år … Her har vi i Ørestaden været ganske 

heldige … den tid, vi har haft til at 

udvikle byrummene og de strukturerende 

elementer i den kommende by, har 

gjort, at vi i hvert fald ikke kan bruge 

manglende tid til eftertanke som undskyldning, 

hvis der ikke skulle opstå det 

byliv, som vi går og drømmer om”. 

12 DEN GODE BY

Ørestaden har imidlertid på ingen 

måde været en typisk byplanproces. Den 

har strakt sig over mere end ti år, og 

udbygningstakten har været behersket. 

Den voldsomme debat om det “demokratiske 

underskud” i forbindelse med 

beslutningerne om Ørestaden, har formentlig 

også været medvirkende til, at 

politikernes ønsker om at bruge Ørestaden 

til politiske markeringer har været 

relativt beherskede. Sådan er det ikke 

altid. Ofte indgår lokale udbygningsplaner 

eller forslag til ændringer i allerede 

eksisterende byområder i valgkampen. 

Efter valget kan der dernæst opstå et 

stærkt pres fra det politiske system for 

hurtige forandringer, hvor grundighed og 

bearbejdning af forslaget ikke får første 

prioritet. Synlighed og beslutningsdygtighed 

bliver de væsentlige elementer i sagsgangen 

og i den politiske profilering. 

Konflikten mellem det politiske system 

og de professionelle planlæggere og rådgivere 

kan også bestå i, at det er blevet 

klart for den professionelle verden, at den 

hidtidige udvikling ikke kan fortsætte, 

men at der må gribes ind med upopulære 

beslutninger. Klassikeren er placeringen 

af kommunens nye losseplads eller teleselskabets 

nye sendemast. Men ubehagelighederne 

kan også være mere diffuse. 

F.eks. fortalte en rådgiver i et temamøde 

om en lang og besværlig dialog med en 

østjysk købstadskommune, som absolut 

ville fastholde byens tunge industri på 

havnen og ikke gradvist åbne for nye 

typer af serviceerhverv endsige boligbebyggelser 

dér. Det på trods af, at et meget 

realistisk scenarium – som alle i og for sig 

var mere eller mindre enige i – bestod i, at 

den pågældende industri med stor sandsynlighed 

ville være forsvundet til Baltikum 

eller Fjernøsten i løbet af de næste 

5-10 år. For politikerne var det “begyndelsen 

til enden” – måske endog den 

handling, som igangsatte den uønskede 

udflytning – hvis man begyndte at planlægge 

for afviklingen af det pågældende 

industriområde. Den fireårige valgperiode 

kunne jo også betyde, at der med blot lidt 

held ikke ville ske noget alvorligt ved at 

udskyde den upopulære og risikobetonede 

beslutning til efter næste valg. 

Det er ofte blevet sagt, at fireårs valgperioder, 

hvor de valgte har behov for 

at kunne fremvise konkrete resultater af 

deres indsats, harmonerer dårligt med 

de nødvendige beslutninger, som nogle 

gange må tages i byplanlægningen, men 

hvor konsekvenserne først viser sig 10-20- 

30 år efter eller endnu senere. Nøjagtig 

det samme dilemma gælder, når det handler 

om, at der ingen umiddelbare konsekvenser 

er ved ikke at tage upopulære 

beslutninger. 

Heldigvis er ingen by dog statisk. Byer 

forandrer sig hele tiden – både til det 

bedre og til det værre. I flere temamøder 

dukkede det op som en kvalitet ved byen 

og byens planlægning, at den skal rumme 

fleksibilitet, evnen til forandring, samtidig 

med at de store linjer i byen bevares. Som 

det lidt drillende blev sagt af en ikkeplanlægger 

i en debat om planernes 

(manglende) holdbarhed: “Byen bruges 

på mange måder, men byen bliver aldrig 

det, der var tænkt. Byens dynamik skaber 

noget andet”. Planlægningen er som regel 

for kortsigtet og med for svagt fokus på 

byens forandringsprocesser. Hertil svarede 

en garvet planlægger, at dette vilkår i 

og for sig var velkendt. Den eneste virkeligt 

sikre langtidsplanlægning, han kendte 

til, gjaldt skovrejsning. Dér er der virkelig 

tale om, at planlægningen skaber struktur 

på meget langt sigt. Han nævnte, at et 

andet – lidt mere byplanbeslægtet eksempel 

– var anlægget af hovedtrafiknettet 

med motorveje og jernbaner. Han kunne 

også have nævnt, at bygninger, gader, 

torve osv. også har en strukturerende 

langtidseffekt. Den type af beslutninger 

har det også med at skabe langsigtede 

strukturer, som styrer forandringsprocesserne 

i byen … og det langt ud over den 

kommunale valgperiode. 

DEN GODE BY 13

Blokerende fjendebilleder 

Blandt byplanlæggere findes der 

klare fjendebilleder af investorer, 

developere og entreprenører: De 

vil ikke skabe den gode by, men 

sikre hurtig profit. Omvendt har 

investorer, developere og entreprenører 

også et billede af byplanlæggere: 

De er forstenede 

68’ere, som ikke har nogen fornemmelse 

for, hvad folk vil betale 

for, endsige for, hvorledes den 

erhvervsøkonomiske fremtid tegner 

sig. Disse gensidige fjendebilleder 

blokerer ofte for en fremadrettet 

dialog om udviklingen af 

den gode by. 

Den gang i 60’erne – og for den sags 

skyld i 70’erne med – var der på de højere 

læreanstalter en ret entydig opfattelse af, 

hvem der var forhindringen for den gode 

plan for den gode by. Meget kort sagt var 

det “kapitalen”. Det kunne også siges længere 

og mere omstændeligt – og det blev 

det! I talrige analyser blev det vist, hvorledes 

snæversynede eller kortsigtede profithensyn 

medførte kvalitativt ringe løsninger 

i forbindelse med arealanvendelse, 

byggeri, byudformning og byfornyelse. 

Mange årgange af planlæggere trådte ud 

i praksis med en solid skepsis overfor de 

“smarte folk”, som ser mere på mulighederne 

for hurtigt at score kassen på et 

byggeprojekt end på hensynene til byen 

eller bydelens udvikling. Og både før og 

efter de brølende 60’ere og tidlige 70’ere, 

blev denne skepsis næret af mængder af 

eksempler på elendige byggeprojekter og 

misbrugte eller forspildte byudviklingsmuligheder. 

I et af temagruppens møder blev denne 

skepsis formuleret i en nutidig variant, 

hvor en byplanlægger med beklagelse 

pegede på, at den offentlige planlægning 

og regulering af byudviklingen har det 

hårdt i disse år. Bybygningen præges mere 

og mere af en uhellig – og også uheldig – 

alliance af investorer, udviklingsselskaber, 

entreprenører og ejendomsmæglere, som 

afkobler den offentlige planlægning. I stedet 

for en byudvikling til gavn for almenvellet 

får vi en markeds- og profitorienteret 

byudvikling, hvor det afgørende 

hensyn er, om slutproduktet er hurtigt 

omsætteligt til den for sælger rigtige pris. 

I den sammenhæng skubbes den offentlige 

planlægning til side – hvis den er 

uhensigtsmæssig – ofte gennem dispensationer 

opnået via pression eller sammenspisthed 

med det politiske system. Eller 

også tilpasses den offentlige planlægning 

til det foreliggende projektforslag, således 

at det pauvre projekt lovliggøres fra 

starten. 

I et efterfølgende temagruppemøde 

med investorer, entreprenører og bygherrer 

blev skrækeksemplerne på dårlig 

planlægning og forspildte byudviklingschancer 

hentet fra dele af byen, hvor det 

offentlige har – og igennem hele byudviklingsprocessen 

har haft – det fulde 

ansvar for, hvad der måtte bygges, og 

hvor det måtte ske. I København blev 

peget på det almindeligt udskældte byggeri 

langs Kalvebod Brygge og IT-byen 

i Sydhavnen som byområder, hvor der har 

været store penge på spil i hver enkelt 

bygning – men hvor helheden er blevet 

bymæssigt meget ringe. Også udbygningen 

af Holmen blev fremhævet som et 

eksempel, hvor den offentlige forudseenhed 

og planlægning i forbindelse med 

operabyggeriet har været af meget beskedent 

omfang. Især bydelens vejanlæg og 

trafiksystem bærer ikke præg af en samlet, 

forudseende planlægning. Heroverfor 

blev fremhævet den faste, helheds- og 

kvalitetsbeviste planlægning, som private 

konsortier har gennemført på Tuborgs 

gamle fabriksarealer i Hellerup og den til- 

14 DEN GODE BY

svarende højkvalitets bybygning, som – 

også i privat regi – gennemføres i Havnestaden 

på Islands Brygge. 

Fra investor-/developerside blev det 

fremført som den centrale anke, at byplanlæggerne 

ikke tænker og planlægger 

med markedskræfterne. Kritikken var 

ikke, at byplanlæggerne arbejder imod 

markedet, men snarere, at de ikke tænker 

markedet og markedskræfterne ind i planlægningen 

i tilstrækkeligt og realistisk 

omfang. Det er ikke selve det at planlægge 

og stille krav, som er problemet – 

snarere tværtimod, der skal være veldefinerede 

rammer for hver enkelt bygherre 

for at sikre, at afkastet af investeringen 

ikke ødelægges af en uforudset og ødelæggende 

disposition på nabogrunden. I 

den sammenhæng blev den visse steder 

almindelige praksis, hvor kommunalpolitikere 

griber ind og dispenserer fra gældende 

planer, udsat for stærk kritik. 

Der er ingen tvivl om, at byplanlæggere 

uden nær kontakt med investorer/ 

developere/entreprenører kan udvikle en 

lidt virkelighedsfjern planlægning og praksis. 

Der er heller ingen tvivl om, at nogle 

investorer/developere/entreprenører ikke 

altid tænker meget på byudviklingens 

store linjer og almenvellet. Men imellem 

disse to ekstreme typer befinder hovedparten 

af begge grupper sig. Problemet er, 

at så længe de gensidige fjendebilleder 

dominerer udsynet i begge grupper, vil de 

meget let komme til at virke blokerende 

for udviklingen af dialog og partnerskab til 

afløsning af monologer og fjendskab. 

DEN GODE BY 15

Hvor globale bliver vi? 

Globalisering er blevet et ofte 

anvendt udtryk, der anvendes i 

stadig flere sammenhænge som 

forklaring på og begrundelse for 

bestemte beslutninger. For det 

meste giver begrebet globalisering 

associationer om pulserende 

storbyer med glitrende neonlys 

og en stadig strøm af mennesker 

fra alverdens lande. Men globaliseringen 

er også relateret til 

småbyerne og de fjerntliggende 

landdistrikter: Billig kaffe i den 

lokale Irma er reelt udtryk for nød 

i de kaffedyrkende distrikter i 

Brasilien og andre kaffeproducerende 

lande. 

I sig selv refererer globaliseringen til et 

kompleks af processer og forhold, der 

betinger en stadig forøget integration af 

de sociale processer på tværs af landegrænser. 

Populært udtrykt bliver vi stadig 

mere afhængige af hinanden, og handlinger 

eller beslutninger ét sted får konsekvenser 

helt andre steder – ikke sjældent 

på den anden side af jorden. Globaliseringen 

kan forstås som udviklingen af en 

geografisk arbejdsdeling, der omfatter alle 

kontinenter og efterhånden alle egne af 

jorden. Forudsætningen for at udvikle 

denne arbejdsdeling er naturligvis, at det 

gennem kommunikation og transport er 

muligt at integrere og koordinere de 

enkelte led i produktion, udveksling og 

forbrug. 

Der er egentlig ikke noget nyt i globaliseringen: 

Da de europæiske stormagter 

konkurrerede om at erhverve kolonier 

i andre verdensdele, var de bestemt globalt 

orienterede både økonomisk, socialt, 

politisk og kulturelt. Tilsvarende var middelalderens 

handelsnet mellem byerne 

i Østersøregionen en del af et større, 

verdensomspændende net af handelsbyer 

(i al fald den del af verden man var 

bekendt med). Handel har altid betydet 

udveksling ikke kun af varer, men også 

mennesker og ideer (kultur). Så rent kvalitativt 

er globaliseringen ikke noget nyt 

i sig selv. Det nye ved globaliseringen er 

hverken den geografiske udstrækning 

eller påvirkningerne udefra. Det nye er 

omfanget af disse. At næsten alle påvirkes 

af globaliseringen – man kan ikke gemme 

sig eller melde sig ud. 

De vigtigste processer er varehandel 

(udbredelsen af mærkevarer), men også 

investeringer (virksomheder, internationale 

organisationer), teknologioverførsel 

(værktøj, maskiner og software), medier 

(TV, film, video, musik og trykte medier), 

ideologisk gennem udbredelsen af vestlige 

ideer (demokrati, menneskerettigheder, 

velfærd) samt demografiske (forretningsrejser, 

turisme, migrationer, studieophold). 

Amerikanske TV-serier ses af 

et milliardstort publikum, der ud over 

sproget også gøres bekendt med amerikansk 

livsstil, holdninger og synspunkter, 

ligesom populærmusikken uanset ophavsland 

har et ensartet præg. Ligeledes 

er amerikanske computerfirmaer dominerende 

på hard- og softwaresiden, mens 

andre lande kan gøre sig gældende med 

hensyn til maskiner og anden teknologi. 

Udviklingen af globale forsikringsselskaber, 

banker og investeringsvirksomheder 

sikrer sammen med de transnationale firmaer 

en hurtig overførsel af den nyeste 

teknologi til de steder, hvor der er en markedsmæssig 

baggrund. 

Om noget virker globaliseringen i retning 

af en ensliggørelse af tilværelsen. 

I princippet vil en accelererende globalisering 

føre til, at alle steder bliver 

identiske – befolkningerne vil tænke og 

handle ensartet. Sådan vil det selvfølgelig 

ikke gå, dels fordi udgangspunktet i de 

forskellige lande og byer er forskellige, 

16 DEN GODE BY

dels fordi nye forskelle vil træde frem som 

afgørende. 

Da transportomkostningerne for råstoffer 

var afgørende for lokalisering af industri, 

udbyggedes havne, baner og senere 

veje, indtil denne faktor blev af minimal 

betydning for industriens lokalisering. Så 

blev det andre forhold, miljøkrav, arbejdslønninger, 

strejkeomfang osv., der blev 

afgørende, og efterhånden som disse forhold 

udlignes, træder nye faktorer frem. 

Kernen i problemstillingen er, at der altid 

vil være forskelle mellem lokaliteter, 

enten naturskabte eller samfundsskabte. 

Og når den ene type faktorer er udlignet, 

vil andre blive afgørende. 

Spørgsmålet om, hvor globale vi bliver, 

kan derfor ikke besvares uden videre. 

Selv om der gennem de seneste år har 

været en tendens til at opfatte globaliseringen 

ud fra en økonomisk logik, kan 

den europæiske integration et meget 

langt stykke bedre forstås som en politisk 

initieret proces – altså en villet udvikling. 

Globaliseringen skal endvidere opfattes 

som noget konkret, der udfoldes lokalt; 

det er summen af lokaliteternes forandring 

og relationer, der skaber globaliseringen. 

Derfor er der nogen, der foretrækker 

at tale om glokalisering. Hvis tilpas 

mange handler på en bestemt måde, vil 

det have betydning for integration/kommunikation 

og påvirkelighed. Globaliseringen 

er skabt af mennesker og kan derfor 

ændres eller elimineres af mennesker. 

Men alle beslutninger har omkostninger. 

Sociale forskelle er afgørende for, hvor 

tidligt, hvor omfattende og hvordan vi 

trækkes ind i globaliseringen. 

Globaliseringen har betydet et afgørende 

skifte i bypolitikken ved at lægge 

den største vægt på tiltrækning af investeringer 

gennem udvikling af de centrale 

bydele: Glitrende kontorhuse, gerne med 

havudsigt, koncentration af spektakulære 

aktiviteter (tivolisering), der sikrer en stadig 

strøm af forbrugere mellem tilbudene, 

og aggressiv markedsføring, der fremhæver 

kvaliteter, kontorhuse, forlystelser og 

shoppingmuligheder. Det er karakteristisk, 

at størstedelen af investeringerne 

finder sted i city, hvor forandringerne kan 

ses, og at det mere er turister og udenbys 

investorer end byens egne beboere, der 

tænkes på. Det er ofte ganske kortsigtede, 

men markante projekter, der satses på. 

Ombygningen af de centrale bydele for 

at kunne deltage i storbykonkurrencen 

er overordentlig kostbar. Resultaterne er 

sjældent tilsvarende storslåede. 

Globaliseringens regler formes samtidigt 

af beslutninger taget i internationale 

organisationer og dominerende stater. 

Men ved siden af de formelle regelsæt 

spredes ideer og holdninger, kultur (musik, 

film, arkitektur) og varer fra de førende 

storbyer til resten af verden: Fore- 

stillingen om den globale storby er New 

Yorks skyline, ligesom musikken og tøjet, 

teenagerne bruger, stammer fra Manhattan 

og London samt nogle få andre storbyer. 

De globale storbyers dominans er 

størst, for så vidt angår det “uorganiserede”, 

den folkelige globalisering. Deres 

måder at forstå og løse konkrete problemer 

påvirker forståelsen af globaliseringen, 

men også de regelsæt, der udformes 

for investeringer og handel, for arbejdskraftens 

bevægelighed, for udveksling 

af ideer og dermed for globaliseringen. 

Byens planlæggere rejser til andre storbyer 

for at studere bypolitikkens metoder 

og resultater. Det skaber en hurtig udveksling 

af ideer, blandt de seneste kan nævnes 

kvarterløft, partnerskaber og havnefrontsudvikling. 

DEN GODE BY 17

Bæredygtighed 

– forsvundet eller transformeret? 

Bæredygtig udvikling blev 90’ernes 

mantra for byplanlægningen. 

Som det før var levevilkår eller 

arkitektonisk kvalitet, blev det nu 

byernes miljøpåvirkning i den globale 

skala, der fik en rolle som 

ledestjerne i den fysisk planlægning. 

Ikke som det eneste hensyn, 

men som et absolut, overordnet 

hensyn. 

Brundtlandrapporten fra 1987 havde naturligvis 

afgørende betydning i den sammenhæng. 

Den definerede bæredygtig 

udvikling som en udvikling, hvor der 

tages højde for, at vores behov tilfredsstilles, 

men uden at det går ud over fremtidige 

generationers muligheder for at tilfredsstille 

deres. Det er en definition, som 

på den ene side er meget rummelig og 

relativt upræcis: Hvad forstås der egentlig 

ved behov? Og hvad kan man gøre i praksis? 

På den anden side ligger der i begrebet 

bæredygtig udvikling en streng etisk 

fordring; et krav om solidaritet med 

ukendte mennesker fra kommende generationer 

og i andre lande og kulturer. 

I 1997 kom begrebet ind i formålsparagraffen 

til lov om planlægning, idet 

planlægning skal sikre, “at den sammenfattende 

planlægning forener de samfundsmæssige 

interesser i arealanvendelsen 

og medvirker til at værne om landets 

natur og miljø, så samfundsudviklingen 

kan ske på et bæredygtigt grundlag …” 

“Miljø” har også tidligere været et vig- 

18 DEN GODE BY

tigt hensyn i planlægningen. Men med 

kravet om bæredygtighed handler det 

ikke bare om at sikre det lokale miljø. Nu 

er den enkelte bys påvirkning af hele det 

globale miljø på lang sigt kommet på 

dagsordenen, og det kan være en tung og 

uoverskuelig byrde at bære for et byråd – 

og en svær vare at sælge for en lokalpolitiker. 

Det er måske derfor, at de kommuner, 

som bruger begrebet i kommuneplanen, 

mest bruger det i de feststemte 

forord og indledninger. Det lyder rigtigt 

og fint, men hvis man for alvor skal tage 

fat på at fremme en bæredygtig byudvikling, 

kræver det omlægning af mange 

politikker. Miljøhandlingsplaner kan føre 

et langt stykke ad vejen, men de handler 

først og fremmest om det lokale miljø. 

Agenda21-planer handler om bæredygtighed, 

men kan have tendens til at vægte 

borgernes medvirken højere end de 

kolde miljøfacts. 

Nogle af de store spørgsmål om bæredygtighed 

er koblet meget tæt til arealanvendelsen 

i byerne, og det er konfliktstof. 

Reduktion af energiforbrug og 

CO 2 -udslip til transport er ofte nævnt, men 

også reduktion af forbruget af areal til 

byformål, brug af areal til grønne teknologier 

og genanvendelse og sikring af areal 

til bevaring af biodiversitet og drikkevandskvalitet 

– alle disse aspekter af bæredygtighed 

er tæt koblet til arealer – og 

ikke altid konfliktfrit. Ét af de faglige diskussionspunkter 

op gennem 90’erne har 

været om det “mest bæredygtige” er den 

tætte, effektive by eller den spredte grønne 

by. Begge synspunkter har ivrige fortalere 

– men ved vi, hvad vi taler om? “Tæt by” 

er en lemfældig definition: Taler vi Manhattan 

eller ordnede rækkehusområder? 

Hvis spørgsmålet er om CO 2 -udslip og 

energiforbrug globalt eller om beskyttelse 

af landbrugsjord, natur, landskab og biodiversitet 

nationalt, er der ingen tvivl om, at 

begrænsning af byvækst og genbrug af 

areal er det “mest bæredygtige”. Taler vi 

om lokale drikkevandsressourcer og biodiversitet 

i byen, kan det se anderledes ud. 

Begrænsning af arealforbrug giver konflikter. 

Jo tættere vi skal leve sammen, des 

mere kræves omtanke, omhyggelig planlægning 

og måske en del ubehagelige 

politiske beslutninger og offentlige investeringer 

for at fungere godt i det lokale 

perspektiv. At det ikke kun er en akademisk 

diskussion fremgår bl.a. af de konflikter, 

der har været om “stationsnærhedsprincippet” 

i Københavnsområdet. 

Det er måske derfor, at “bæredygtighedens 

tre ben” er blevet så populære: Det 

sociale ben, det økonomiske ben og det 

økologiske ben, hvor bæredygtigheden 

balancerer som på en trebenet skammel. 

Og at tolkningen af bæredygtig udvikling 

er blevet mere lokalt orienteret. For hvis 

bæredygtighed bliver et spørgsmål om tilstrækkeligt 

med børnehaver (social bæredygtighed) 

og en god erhvervsudvikling 

(økonomisk bæredygtighed), og der også 

er økonomi til at gøre noget for det lokale 

miljø (økologisk bæredygtighed) – så er 

begrebet noget lettere at håndtere i det 

daglige. 

Men selvom tankerne om den store, 

langsigtede, globale bæredygtighed måske 

kan siges at være forsvundet fra den 

faglige debat, har den alligevel påvirket 

bevidstheden og udvidet sigtet i det daglige 

arbejde i kommunerne. Et godt eksempel 

er Aalborg Kommunes langsigtede 

og tålmodige planlægning for at 

sikre kommunens drikkevandsforsyning 

gennem udvikling af et landbrugsområde 

i Drastup vest for Aalborg til et kombineret 

ekstensivt landbrugs- og fritidsområde 

med begrænset belastning af grundvandet. 

Efter 90’ernes ophedede diskussioner 

om bæredygtig udvikling er tiden inde til 

konkrete handlinger langs de lange sigtelinier. 

Mod og evne til at se ud over de 

næste fire år og tålmodighed til at gennemføre 

beslutninger langsomt, men sikkert, 

er udfordringen for politikere og forvaltninger. 

DEN GODE BY 19

Informationsteknologiens 

forandringspotentiale 

– berører den byudviklingen? 

Informations- og kommunikationsteknologien 

(IKT) har udviklet 

sig eksplosivt indenfor de 

seneste 10 år, og den påvirker 

vores dagligdag og kulturliv i fantastisk 

grad: Pc, netværk, Internet, 

e-post, mobiltelefoner – you 

name it – gør os i stand til at overvinde 

tid og rum i kommunikationen 

med hinanden i hidtil uset 

grad. Og udviklingen har ikke 

nået sit mætningspunkt endnu. 

Det har ikke skortet på forudsigelser 

om, hvad IKT vil betyde for 

byudviklingen. Scenarierne tog 

fart allerede, før udviklingen var 

slået rigtigt igennem, og de rakte 

lige fra visioner om det gode liv til 

skrækscenarier – eller er de 

måske to sider af samme sag? 

IKT’s betydning er blevet sammenlignet 

med bilens betydning for byudviklingen. 

Bilen var det redskab, som muliggjorde 

en næsten uhæmmet vækst i byernes 

udstrækning siden 2. Verdenskrig, og som 

på den anden side har betydet, at byerne 

og samfundet i dag er afhængig af bilen 

for overhovedet at kunne fungere. Men 

mens bilen gav mulighed for at bevæge 

sig mere og hurtigere, betyder IKT, at det 

bliver mindre nødvendigt at bevæge sig. 

Masser af arbejdsfunktioner kan løses 

uden at være tilstede på en arbejdsplads, 

og det giver nye muligheder. Disse muligheder 

blev udtrykt i stråvisioner om blomstrende 

landdistrikter, hvor folk arbejder 

hjemme og derfor kan være aktive i nærmiljøet, 

samtidig med at de er midt i en 

IKT-karriere. Visioner om, at pendlingen 

vil falde og blive et uaktuelt miljøproblem, 

og at lokaliseringsspørgsmål vil 

blive stadig mere uinteressante, fordi 

kommunikation bliver uafhængigt af tid 

og rum. Sådanne visioner var for 10-15 år 

siden fast ingrediens i ethvert fremtidsscenarium. 

Skrækscenariet var, at IKT ville betyde, 

20 DEN GODE BY

at byerne igen vil vokse uhæmmet, og at 

der vil blive et voldsomt byggepres på 

bynære landskaber. Ifølge disse scenarier 

vil folk med mulighed for hjemmearbejde 

nemlig ikke sidde hjemme i landdistrikterne 

og engagere sig i landsbyens nærmiljø. 

De vil bosætte sig i store huse 

i de naturskønne områder nær de store 

byer, hvor der er smukt og billigt. Men de 

vil ikke leve i en rural livsstil. Tværtimod 

vil de kræve et kommunalt serviceniveau 

svarende til byernes, de vil udnytte IKT til 

at arbejde hjemme nogle af ugens dage, 

og de øvrige vil de pendle til møder i 

byen, i regionen eller i den store verden 

(i bil naturligvis – det er jo ikke muligt at 

betjene landområder med kollektiv trafik). 

Og det vil betyde pres på landskab 

og natur og ringere miljø. 

Ingen af scenarierne ser ud til at holde 

helt. Visionen om de levende landdistrikter 

er slet ikke slået igennem – i hvert fald 

ikke, hvis vi taler om landdistrikterne langt 

fra byerne. De har oplevet den laveste 

vækst og lav boligefterspørgsel gennem 

de seneste 10 år. Skrækscenariet om 

vækst i kanten af de store byer holder 

bedre. De store byer oplever vækst, og 

deres arbejdskraftoplande og pendlingen 

til dem stiger markant. Der er først og 

fremmest pres på boligbyggeriet i de store 

byers oplande, hvor huspriserne stiger 

meget mere end i de egentlige landdistrikter. 

Men der er også større udvikling 

i boligbyggeriet i de tætte bydele gennem 

de seneste 10-15 år end i årene før. 

Hvis man skulle komme med et bud 

på, hvorfor visionerne ikke helt modsvares 

af virkeligheden, kunne det være, at 

teknologisk udvikling kun udnyttes til 

det, vi gerne vil udnytte den til. Vi vælger 

bolig og arbejdsplads ud fra de muligheder, 

arbejdsmarked og teknologi giver, 

men også efter vores ønsker til omgivelser, 

kultur- og naturtilbud i omegnen 

osv. Og her er vi blevet mere forskellige 

end under parcelhusboomet i 1960’erne. 

Nogle ønsker et liv i tætbyens brede vifte 

af kulturtilbud, andre et liv i pagt med 

naturen, og atter andre foretrækker forstadens 

praktiske hverdagsliv. Udviklingen 

er flertydig, og tidligere visioners forlis 

maner til forsigtighed overfor nye visioner 

og forudsigelser. Dog tyder meget på, at 

en (nogenlunde) stram planlægning – 

hvor særligt byog landzonebestemmelserne 

har spillet en rolle – har medvirket 

til, at skrækscenarierne ikke er blevet 

helt så skrækkelige som frygtet med 

uhæmmet byspredning … endnu. Men 

det er stadig en udfordring at indrette 

byerne, så den nye teknologi kan udnyttes 

til at forbedre dagliglivet for flest 

mulige, uden at det går ud over miljø og 

natur. 

DEN GODE BY 21

Trafik og mobilitet 

– gene eller nødvendighed? 

Tilgængelighed og mobilitet er 

blevet nøgleord i udviklingen af 

vores samfund i dag. Alle skal 

sikres god adgang til arbejde, 

indkøb, fritidsoplevelser og ferie. 

Friheden til at vælge forudsætter 

en mobilitet, der kun er til stede 

med et effektivt transportsystem 

med høj fremkommelighed. Men 

trafikken er ikke kun et gode. 

Trafikken har en lang række 

negative konsekvenser for samfundet, 

for sundhed og miljø. Ikke 

mindst i byerne giver trafikken 

problemer i form af støj, luftforurening, 

ulykker og barrierer. 

Dette er også et af udgangspunkterne 

i den nationale strategi for bæredygtig 

udvikling, hvor det bl.a. hedder, at transporten 

må finde andre former, der skaber 

mindre trafik, færre ulykker og mindre 

forurening. Et af midlerne er, at boliger og 

virksomheder mv. lokaliseres, så der skabes 

mindst mulig motoriseret trafik. Planlæggernes 

svar er ofte den tætte by, som 

betyder kortere afstande mellem de forskellige 

funktioner. Samtidig er tætheden 

en forudsætning for en effektiv og bæredygtig 

kollektiv trafik. Tættere lokalisering 

omkring de kollektive trafikknudepunkter 

har da også været det bærende 

planlægningsprincip i Hovedstadsområdet 

de seneste 15 år. Men til hvilken nytte? 

Byggeriet er i høj grad foregået andetsteds, 

og trafikken er fortsat steget. 

Drøftelserne på temagruppens møder 

viste, at trafikken er et problem, men også 

at der ikke er en entydig holdning eller 

løsning på spørgsmålet. 

I forstæderne har ønsket om tilgængelighed 

og mobilitet været vigtige udgangspunkter 

for planlægningen. Funktionerne 

er adskilt, og vejforbindelserne er gode. 

Men som det blev anført ved flere af 

temagruppens møder, er resultatet ikke 

den gode by. Flere har udtrykt, at det 

netop er i forstæderne, problemerne findes. 

Mobiliteten har ført til, at nærheden 

og naboskabet er tabt. I den tætte by er 

der masser af problemer med trafikken. I 

Kgs. Enghave har beboerne måttet sande, 

at der – trods påpegning af de problemer, 

som de store trafikårer skaber – ikke er 

vilje til at gøre noget. For ingen vil for 

alvor sætte hindringer i vejen for bilisternes 

frie udfoldelse. På Holmen er 

der også trafikproblemer. Holmen er et 

eksempel på udvikling af den tætte by, 

som skulle medvirke til at reducere transporten. 

Men de nye attraktive boliger har 

tiltrukket folk med penge, som forventer 

at kunne have bilen (gerne to biler) parkeret 

lige udenfor. Beboerne i området 

kritiserer planlægningen for ikke at have 

taget tilstrækkeligt højde for trafikproblemerne. 

Heroverfor står holdningen blandt 

planlæggerne og de lokale politikere i 

Christianshavns Lokalråd: At bilerne ikke 

skal ind i byen. Ved temagruppens møde 

blev der stillet spørgsmål ved, om man, 

når man bor i den indre by, skal kunne 

have den samme livsform, som hvis man 

boede i yderområderne. 

Vækst opfattes som regel som et gode, 

men ved den afsluttende konference blev 

der stillet spørgsmål ved om det nu også 

er rigtigt. Vækst fører til mere til trafik, og 

væksten forringer bykvaliteten. Dermed 

kan byerne vokse sig ihjel. I København 

er problemet blandt andet den kollektive 

trafik, som simpelthen er for dårlig til at 

betjene byens brugere. Busserne, som 

udgør grundstenen i den kollektive trafik i 

byen, er kvalitativt et ringe transportmiddel, 

som kun vælges, hvis ikke andet er 

muligt. På den anden side er den ringe 

kollektive trafik måske netop grundlaget 

for en høj cykelandel i København. 

Trafik og byfornyelse blev set som hin- 

22 DEN GODE BY

andens modsætninger. Byfornyelsen tiltrækker 

flere ressourcestærke beboere, 

som har en højere bilandel. Men når 

trafikken bliver en plage, flytter de. Det 

betyder, at pendlertrafikken vokser i byen 

– en ond cirkel bliver skabt. 1000 nye 

biler, der skal parkeres i byen fylder 5 km 

kantsten, så der er grænser for, hvor 

mange nye bilister, der er plads til. Samtidig 

er boligmarkedet i København skævt. 

Kun 20 procent er ejerlejligheder, som er 

frit omsættelige. Andels- og lejeboligmarkedet 

er kraftigt reguleret med billige 

boliger for dem, der bliver hængende. 

Flere får råd til en bil. Det betyder mindre 

udskiftning og dermed også, at færre vælger 

at flytte efter jobbet – og det igen 

betyder større pendling. 

Når det gælder detailhandelen, har der 

gennem tiderne manglet overensstemmelse 

mellem planlæggernes og branchens 

ønsker, og trafikken har været et 

tilbagevendende omdrejningspunkt. I gågadernes 

barndom var der stor frygt for, at 

fjernelsen af bilerne ville betyde butiksdød, 

men denne spådom holdt ikke stik. 

Det samme gjorde sig gældende, da parkeringspladser 

på brogaderne blev sløjfet 

for at etablere cykelstier. Til gengæld har 

udbygningen med detailhandelscentre 

medvirket til butiksdød, dels i de små 

byer, dels i de større byers udkanter, og 

samtidig har det medført øget trafik. 

For at bevare butikkerne i bymidten og 

reducere afhængigheden af biltrafik er 

der sat begrænsninger på udbygningen af 

eksterne detailhandelscentre, og udbygningen 

skal fortrinsvis ske i bymidterne. 

Dette kritiseres af branchen, der er imod 

begrænsninger af biltrafikken til detailhandelscentrene. 

Branchens argument er, 

at det er utopi at tro, at folk ikke vil tage 

bilen med på indkøb. I stedet opfordres 

der til “bytilpassede” parkeringshuse eller 

-kældre, så folk hurtigt kan komme af 

med bilen. Disse kunne også betjene beboerne 

i den tætte by, som også plages af 

nedlæggelsen af parkeringspladser og 

den øgede trafik, så de ofte må bruge tid 

på at køre rundt i gaderne for at komme 

af med bilen. En anden løsning for beboerne 

er, at man som i andre lande sørger 

for i langt højere grad at etablere parkeringshuse 

og -kældre i tilknytning til beboelsesejendommene. 

Ønsket om mobilitet og tilgængelighed 

– også med bil – er ikke til at komme 

uden om. Den personlige frihed og friheden 

til at vælge bilen som transportmiddel 

både til arbejde, indkøb og andre aktiviteter 

er afgørende for mange. Men hvis alle 

vælger bilen som løsning, skabes der 

trængsel og køer på vejene, som forringer 

miljøet i byerne og ødelægger tilgængeligheden 

og dermed mobiliteten og friheden 

for den enkelte. På den anden side er 

en satsning på at bygge tættere i byen 

uden at forholde sig til afviklingen af trafikken 

og etablere gode, effektive alternativer 

til bilen også medvirkende til, at der 

skabes utilfredshed og trafikale problemer. 

DEN GODE BY 23

Byens mangfoldighed 

og det arkitektoniske værk 

Spørges der til den gode by, er 

alle i dag stort set enige. Den 

gode by er en levende og mangfoldig 

by med boliger af forskellig 

slags, arbejdspladser, institutioner, 

kultur, offentlige pladser og 

grønne områder. Den gode by er 

præget af kontraster og variationer, 

og tiden eller historien er 

vigtig. Den gode by er også præget 

af kvalitet – arkitektonisk kvalitet 

og kvalitet i udformningen af 

byens rum. Og frem for alt er den 

gode by befolket af mennesker 

og brugt af mennesker. 

Ved flere af temagruppens møder har 

det været udtrykt, at det er i forstæderne, 

problemerne findes. Forstæderne er for 

størstedelens vedkommende udbygget 

i 60’erne og 70’erne, hvor andre idealer 

herskede. Der skulle være lys og luft. 

Funktionerne skulle adskilles, så konflikter 

kunne undgås – uanset det drejede 

sig om konflikter mellem boliger og 

erhverv eller mellem forskellige trafikanter. 

Udbygningen skulle gå hurtigt, og 

man var fascineret af de teknologiske 

muligheder inden for byggeriet. Resultatet 

er for en stor dels vedkommende store 

ensartede byggerier, ofte af en høj kvalitet, 

men variationen og mangfoldigheden 

mangler. Parcelhusområderne er øde og 

mennesketomme i mange af døgnets 

timer, og de store almene bebyggelser har 

heller ikke det liv, som de var planlagt til. 

Selvom alle i dag stort set er enige om, 

hvad der udgør den gode by, viste debatten 

ved temagruppens møder, at der ikke 

altid er enighed om, hvordan der skal 

planlægges og bygges for den gode by 

i dag. Et eksempel er udbygningen med 

detailhandelscentre. På et af temagruppens 

møder blev den tidligere miljøministers 

kamp mod indkøbscentrene kritiseret 

af en af hans modstandere: En direktør 

i et selskab, som opfører og administrerer 

store indkøbscentre. Hans pointe var, at 

miljøministerens kamp var at ligne med 

Don Quijotes kamp mod vindmøllerne: 

En kamp der kun kan ende galt. De store 

indkøbscentre er allerede kommet, og de 

har stor attraktionskraft hos forbrugerne, 

som gerne kører langt for at få de mange 

valgmuligheder og det store udbud. Kun 

en lille andel af højtuddannede opfatter 

indkøbscentrene som et problem. Butiksdøden 

i nabolaget af indkøbscentrene er 

ikke noget entydigt fænomen. Nogle steder 

har et center medført en opblomstring 

af specialbutikker i nabolaget. Butiksdøden 

er dog nok en trussel i mindre byer 

uden et center. For at sikre en rationel 

struktur af indkøbscentre dækkende hele 

landet bedst muligt og ud fra en erkendelse 

af, at kundeadfærden enten vil gøre 

de allerede eksisterende indkøbscentre 

meget store eller fremtvinge et begrænset 

antal nye, havde han og en kreds af andre 

investorer, administratorer og bygherrer 

for nogle år siden lavet en plan for 25-30 

“vinderbyer”, som hver kunne få et større 

indkøbscenter. Denne plan kom til at fungere 

som en oplagt provokation mod den 

24 DEN GODE BY

langt mere decentraliserede centerstruktur, 

som spillede hovedrollen i miljøministerens 

felttog. 

Centrene er oftest store massive enkeltstående 

bygninger med et ensformigt 

udtryk, som forsvares med, at det er 

mangfoldigheden og det brede udbud 

kede facader, der vender byen ryggen 

frem for at give deres bidrag til byens liv 

og mangfoldighed. 

I diskussionerne blev det fremført, at 

indkøbscentre som Lyngby Storcenter, 

Slotsarkaderne i Hillerød og det nye Frederiksbergcenter, 

der fungerer symbiotisk 

inde i centrene, som forbrugerne og dermed 

byens brugere ønsker. Og centrene 

er da også flittigt benyttet ikke alene til 

indkøb, men også som udgangspunkt for 

oplevelser og som mødesteder og varmestuer. 

I et af temagruppens møder kritiserede 

en arkitekt imidlertid centrene for at 

privatisere de offentlige rum og dermed 

sætte restriktioner på, hvorledes byens liv 

kan udfolde sig. Samtidig blev centrene 

kritiseret for typisk at være præget af lukmed 

det eksisterende bysamfund, styrker 

byen, mens de centre, der bygges uden 

for byerne og uden en organisk kontakt 

med de eksisterende indkøbsstrøg, slår 

handelen i centrum ihjel. Der er således 

god grund til at arbejde med både lokaliseringen 

og udformningen af centrene. 

De kan, rigtigt placeret og udformet, sikre 

– ikke en helt decentral indkøbsstruktur 

“som i gamle dage” – men dog en rimelig 

spredt dækning med indkøbscentre. 

DEN GODE BY 25

Uden en bevidst planlægning risikerer 

flere og flere mindre provinsbyer at ende 

som “cowboy-byer” med tomme, kulisseagtige 

hovedgader, hvor nedlagte butikker 

ligger side om side med tilklistrede 

vinduer. 

Dagens arkitektur er i høj grad en 

monumentalarkitektur. Mange virksomheder 

ønsker at markere sig med egne 

domiciler, som kan fremstå som et ikon 

for virksomheden. Det er derfor ofte den 

enkelte bygnings fremtræden – “det arkitektoniske 

værk” – der er afgørende, 

og ikke helheden og sammenhængen i 

byen. Den almindelige byarkitektur er der 

ikke plads til. Mange vælger oven i købet 

at placere domicilet helt uden for byen i 

naturskønne omgivelser. Andre vælger 

markante steder i byen, f.eks. på “kanten” 

ud mod vandet. Denne udvikling har 

blandt andet sat sit præg på Kalvebod 

Brygge og Sydhavnen i København, som 

gang på gang ved temagruppens møder 

er blevet udpeget som eksempler på “dårlig 

by” eller dårlig planlægning. Her har 

en overordnet planlægning manglet, og 

udbygningen er foregået uden hensyntagen 

til den øvrige by og stedets identitet. 

Arkitekturen er international, og mange af 

domicilerne kunne ligge i en hvilken som 

helst by i verden. 

De gamle byhuse for byens borgere er 

heller ikke altid spændende arkitektur. 

Det gælder f.eks. en del af brokvarterernes 

ensformige århundredskifte struktur. 

Men de gamle huse fastholdt byens skala 

og struktur. Mange af de nye huse og 

monumentalbyggerier passer ikke ind i 

den oprindelige by. De bliver ikke en del 

af strukturen. Et andet problem i dag er 

materialevalget. Vi har aldrig haft bedre 

råd til at bygge, og god arkitektur koster 

ikke mere end dårlig eller ingen. Materialerne 

er billigere end nogensinde, og 

arbejdskraften dyrere. Hvorfor sparer vi 

så i den grad på de gode materialer? 

Tiden har i flere af temamøderne været 

nævnt som en vigtig faktor i den gode by. 

Det nævnes, at det er svært at pege på 

gode, helt nye byer. Ikke fordi gammelt er 

bedre end nyt, men fordi om 100 til 200 år 

vil meget af det nye være blevet godt. Lag 

på lag vil være kommet til, og det, som 

ikke tåler tidens tand, vil være erstattet af 

nyt og nye strukturer. Måske skal vi blot 

overlade udviklingen til tiden og de arkitektoniske 

naturlove! På den anden side 

viser udviklingen, at der mange steder er 

vilje til at gøre noget. Der findes således 

gode eksempler på butikscentre, som er 

bygget i og tilpasset byen, og der er også 

eksempler på, hvordan store erhvervsvirksomheder 

kan indpasses i byen. Det 

afgørende er, at der er vilje og en overordnet 

idé eller plan for udbygningen. 

26 DEN GODE BY

Individualisme og 

kollektivisme – naboskabet 

som idé i planlægningen 

Byen er eksponent for det moderne, 

individuelle liv, hvor den enkelte 

ønsker at “vælge frit på alle 

hylder”. I den moderne by er det 

kollektive – naboskabets fællesskab 

– dødt, og det er derfor et 

forkert udgangspunkt for planlægning 

og byudvikling. De steder, 

hvor naboskabet stadig er et 

tæt fællesskab, kan det være et 

tegn på problemer med integrationen 

i byens og det moderne 

samfunds fællesskab. 

anklerne under en blysort, truende himmel. 

Eller af en gruppe langhårede, hashomtågede 

hippier viftende med Mao’s 

Lille Røde i haven til den nyerhvervede 

patriciervilla, som har skiftet navn fra 

Villa Pax til Marx Hof. Nu som dengang 

kan det ikke undgå at fremkalde gysen og 

slet skjult mishag hos os andre – os, der 

holder på de gode borgerlige dyder. 

Men byen er – uundgåeligt – et stort 

fællesskab, et kollektiv. Ikke sådan at forstå, 

at “alle skal komme alle ved”, men 

dog sådan at forstå, at vi byboer bor tæt 

Tidens sprogbrug og de kolde vinde, der 

blæser mod tidligere årtiers socialistiske 

mærkesager, har unægtelig bragt “det kollektive” 

i miskredit. Alene ordet fremmaner 

billeder af kuede sovjetiske landarbejdere 

på kollektivbrugene i mudder til 

ved hinanden, at vi ikke kan undgå at se 

og høre hinanden – også selv om vi kan 

lade som om, vi ikke gør det. Vi er også 

uløseligt bundet sammen af byens tekniske 

og praktiske funktioner, som nødvendigvis 

må løses i fællesskab: Forsyning 

DEN GODE BY 27

med el, vand, varme, bortskaffelse af 

affald og spildevand, transport af mennesker 

og gods, fordeling af varer og tjenester 

osv. Selvom de senere års liberalistiske, 

og som regel meget individualistiske, 

ideer slår igennem på flere og 

flere områder – senest det frie valg af elleverandør 

– så er der dog endnu et stykke 

vej til, at hver enkelt husstand skal være 

selvforsynende med el. Eller selv skal 

sørge for bortskaffelsen af spildevandet. 

Den frihed, byen har givet – og fortsat 

giver – er i højere grad en frihed til menneskelig 

udfoldelse, en frihed fra nogle af 

Jantelovens begrænsninger af den enkeltes 

udfoldelsesmuligheder. Både i litteraturen 

og i sociologien blev denne frihed 

beskrevet i begyndelsen af det 20. århundrede, 

som en slående kontrast til landsbyfællesskabets 

tætte sociale relationer, 

som for mange virkede som snærende 

bånd på deres udfoldelse som mennesker, 

og hvor ubehagelige sanktioner truede 

den enkelte ved brud på de gængse – 

og som regel meget snævre og bornerte – 

normer for god adfærd. Landsbyerne og 

fællesskabet på godt og ondt er nu helt 

forsvundet. Men blandt planlæggere og 

politikere har en slægtning – hvor vægten 

er lagt på de gode sider ved fællesskabet: 

Solidaritet og hjælpsomhed – overlevet 

helt frem til i dag under betegnelsen “det 

gode naboskab”. 

Forestillingen om naboskabet som en 

stærk social enhed har haft meget stærk 

indflydelse på byplanlægningen i hele 

efterkrigstiden. Ideen kan føres tilbage til 

en idylliseret opfattelse af landsbyfællesskabet. 

Men selve begrebet er mere eller 

mindre en import fra England, hvor “the 

neighbourhood” blev et fast grundelement 

i opbygningen af nye bolig- og 

byområder i efterkrigstidens “new towns”. 

Nogle af elementerne i naboskabet var en 

realitet i 1940’ernes og 50’ernes boligområder 

i Danmark. Den individuelle mobilitet 

var langt mindre, end den er i dag. Det 

var cyklen og gåben, som bragte én rundt 

– ikke bilen. Man var langt mere i boligområdet, 

dels var kvinderne hjemme med 

børnene hele dagen, dels var ferierne 

færre og korte, få havde sommerhuse, og 

de mere begrænsede økonomiske ressourcer 

tillod kun en begrænset brug af 

byens kultur- og restaurationsliv. Kort 

sagt, en væsentlig del af tilværelsen var 

koncentreret i boligområdet, hvor der 

altid var andre mennesker til stede. Hvor 

man ikke kunne leve helt anonymt og 

upåagtet. 

I 1960’erne satte sociologerne naboskabet 

i system. De undersøgte omhyggeligt, 

hvor tit beboerne i forskellige typer af 

boligområder hilste på hinanden, hjalp 

hinanden, kom hos hinanden, og søgte så 

at forklare, hvorledes den fysiske udformning 

af bebyggelserne, placeringen af 

indgangsdørene, udsynet fra køkkenvinduerne 

etc. kunne have betydning for, om 

der opstod gode, velfungerende naboskaber. 

Den underliggende antagelse var, 

at et godt naboskab med tæt kontakt mellem 

beboerne er et eftertragtelsesværdigt 

gode. Mange bebyggelser – især tæt-lav 

bølgen fra 1970’erne – blev baseret på 

denne forestilling om det gode kollektiv. 

Ikke 68’ernes tætte kollektiver med fællesskab 

i højeste potens: Fælles sovesal, 

fælleskøkken og fælles tøj, men naboskabsideologiens 

mere beherskede småbyidylliske 

fællesskaber med fælles beboerhus 

og selskabslokaler, fælles friarealer 

(grønning), fælles postkassestativ og fælles 

cykel- og bilparkering. 

28 DEN GODE BY

identificere stort set alle de traditionelle 

ideer om at bygge på de nære, lokale fællesskaber 

for at styrke boligområderne 

eller bydelene. I analysen er hovedpointen, 

at en planlægning og byfornyelse 

baseret på disse traditionelle kollektive 

nærmiljøideer ikke giver en tilstrækkelig 

fremtidssikring af byog boligområderne. 

Det er derimod vigtigt at se på, hvorledes 

områderne indgår i – og kan indgå i – den 

samlede by. Det er f.eks. en illusion, at 

der i alle forstadens belastede, almene 

boligområder kan opbygges et landsbylignende 

tæt og velfungerende nærmiljø – 

det er måske ikke engang særligt heldigt, 

I dag dyrkes individualismen. En bolig 

sælges ikke på et godt “fællesskab”, men 

på de individuelle kvaliteter i boligen og 

på muligheden for at sidde som en Le 

Corbusier’sk ensom iagttager af den smukke 

udsigt fra altanen eller stuens panoramavindue. 

Og de færreste forestiller sig, 

at de skal have ret meget med naboen at 

gøre i deres boligområde. Gerne hilse – 

men ikke komme for tæt på. Landsbyidyllens 

nærhed og naboskab er afløst af 

ønsket om storbyens distance – og frie 

valg af, hvem man vil have mere nære 

sociale kontakter med. Tidsånden dyrker i 

høj grad den individuelle strategi, selvrealiseringen, 

hvor man forfølger egne mål – 

og når dem. Fællesskaber er ikke et mål i 

sig selv, men kan være nyttige midler til 

realisering af egne mål. 

På trods af dette skift har en del af 

tankegodset fra efterkrigstidens naboskabsorienterede 

byplanlægning overlevet 

helt op til vor tid. I en analyse af de 

bærende ideer i Byudvalgets indsats fra 

1993 til 1998, og af tilblivelsen af de første 

syv kvarterløft, har det været muligt at 

hvis det skulle lykkes. Med den høje 

andel af indvandrere, der er i en del af 

områderne, vil det næsten uundgåeligt 

betyde en udsættelse af integrationen i 

det danske samfund – og altså gå fra at 

være en positiv kraft til at være en reaktionær 

faktor. I stedet må forbindelseslinjerne 

fra forstadens boligområder til hele 

byens udbud af kultur, kunst, uddannelse 

– udfordringer og dynamik – styrkes mest 

muligt. Billedligt talt skal løsningen søges 

gennem at åbne boligområderne i forhold 

til omverdenen – ikke ved at styrke og 

udbygge dem indadtil. 

I det hele taget tegner der sig et andet 

livsmønster i byen blandt majoriteten af 

befolkningen: Byens mangeartede tilbud 

om kunst, kultur, underholdning osv. bruges 

mere. Boligområdets tilbud om fællesskaber 

i klubber o.lign. bruges mindre. 

Og holdningen til de organisationer, der 

holder fællesskaberne i gang, er også skiftet. 

Det kom tydeligt frem i en undersøgelse 

af beboerdemokratiets vilkår i den 

almene boligsektor fra slutningen af 

1990’erne. Mange af de valgte afdelingsbestyrelser 

oplever store problemer med 

generationsskiftet – de yngre beboere 

føler ikke noget særligt behov for de 

lokale aktiviteter. De ønsker bare en 

bolig, og de engagerer sig kun, når der 

er en helt konkret sag, de vil fremme. 

“Supermarkedsdemokratiet” blev dette 

on/off engagement fra sag til sag kaldt 

i undersøgelsen af beboerdemokratiet. 

Denne holdning til fællesskabet svarer 

meget godt til den politiske trend, hvor 

DEN GODE BY 29

der er flere og flere vælgere, som engagerer 

sig i én eller nogle få mærkesager: 

Beskyttelse af miljøet, modstand mod indvandrerne 

etc. Færre og færre vælgere 

finder de mere bredspektrede politiske 

partiers programmer attraktive. 

At gamle fællesskaber forgår og nye 

opstår, ses også på mange andre områder. 

Tidligere var den organiserede idræt, hvor 

man år efter år, generation efter generation, 

var med i den lokale idrætsforening, 

fodbold- eller svømmeklub, eller trofast 

gik på det lokale aftenskolehold, den 

måde, vi fik vores motion på. Begge dele 

findes stadig, men den store tilvækst i 

motionen er sket i fitness-centrene og i 

den helt uafhængige, individuelle træning 

(motionsløb, cross-cykling, rulleskøjter 

osv.). Den mere organiserede idræt har 

den skavank, at den må arbejde med faste 

tidsskemaer for træning/motion, især da 

når det drejer sig om holdsport, hvorimod 

fitness-centrets maskinpark kan tage 

imod og “yde modstand”, lige når det passer 

den enkelte. Løbeskoene og turen 

rundt i nabolaget har samme kvalitet. De 

er altid til rådighed og er helt uafhængige 

af andres planer. De nye fællesskaber 

blandt byens løbere eller fitness-centrets 

gæster er i modsætning til et klubfællesskab 

upersonlige, hurtige og helt uforpligtende. 

I planlægningen kan det være svært at 

tage højde for de fremtidige ændringer i 

(byens) fællesskaber. Den ene lære, man 

kan drage af de ændringer i fællesskabernes 

natur, vi har været igennem, er, at 

både byens rum og bygninger bør være 

så fleksible som muligt: Den fremtidige 

brug kan blive meget anderledes end det, 

vi forestiller os i dag. Den anden er, at 

bygninger ofte er mere fleksible, end man 

umiddelbart tror. 

30 DEN GODE BY

Social byudvikling 

Temamøderne viste, at planlæggere 

og politikere ønsker blandede 

boligområder, hvor de stærke 

tager hånd om de svage, og hvor 

der er plads til alle. Men virkeligheden 

er en anden. Danmark bliver 

mere og mere opdelt i enklaver 

for de rige og ghettoer, hvor 

de fattige samles. Det er, fordi 

folk gerne vil bo sammen med 

nogen, der ligner dem selv, sagde 

investorerne. Og markedet bestemmer, 

hvor man bosætter sig. 

Derfor er det svært at planlægge 

det perfekte bysamfund. 

Der blev talt meget om socialt bæredygtige 

bysamfund i temamøderne. Politikere 

og planlæggere og investorer var enige 

om, at de findes. Men der var også enighed 

om, at andre dele af byen ikke fungerer. 

Ghettoer, stigmatisering og social 

udstødning er et onde, som man bør 

undgå. Det er imidlertid meget svært at 

definere, hvad der egentlig menes med 

en socialt bæredygtig by. 

Mange talte om, at bæredygtighed 

handler om at tage ansvar for hinanden i 

en verden, som både udvikler sig mod 

øget globalisering og øget fokus på det 

lokale. Bæredygtighed handler også om 

social sammenhængskraft, inddragelse og 

mulighed for at deltage i den demokratiske 

debat på lokalt niveau. Samtidig 

diskuterede man, hvordan de svageste 

kunne hjælpes i lokalområderne. Når de 

socialt svage grupper skal hjælpes, kunne 

det gøres ved en direkte målrettet indsats. 

Det var i vid udstrækning konceptet i 

Byudvalgets indsats. Men hvis sigtet er at 

vende et byområdes image og løfte hele 

kvarteret, skal indsatsen måske snarere 

rettes mod at imødekomme mellemgruppernes 

(eller de stærkes) behov, så de bliver 

boende og styrker området. Det har 

i en vis udstrækning været kvarterløftenes 

strategi, og temamødernes drøftelser tydede 

på, at disse to strategier kunne kombineres, 

hvis man ønskede at skabe den 

bæredygtige by. Man skulle bygge på 

aktiv deltagelse fra de ressourcestærke 

beboere – men man skulle også arbejde 

med beskæftigelse for de svagere beboere, 

sagde planlæggerne. Et af problemerne 

indenfor dette felt er, at politikerne 

har større mulighed for at rejse penge 

til sociale projekter end til kulturelle aktiviteter. 

Der var enighed om, at en forudsætning 

for bæredygtigheden er en blandet 

befolkning. En af de inviterede politikere 

sagde: Det, der er afgørende for bæredygtigheden, 

er befolkningssammensætningen. 

Der skal være nogen, der har styrken 

og energien til at interessere sig for 

miljøet udenfor deres egen dør, og som 

kan tage initiativ til, at der sker noget i 

området. Samme politiker sagde, at der er 

to diametralt modsatte opfattelser af den 

gode by. Den ene er, at det ikke gør 

noget, at de fattige bor i den ene ende af 

byen, og de rige i den anden, når bare 

man har fred for hinanden. Den anden 

opfattelse handler om ligeværdighed mellem 

mennesker, hvor alle bør gå i samme 

folkeskole, uanset om man senere skal 

være skibsreder eller arbejdsmand. Den 

sidstnævnte opfattelse hænger uløseligt 

sammen med blandet boligbyggeri og 

blandede ejerforhold. 

Blandt de inviterede politikere og planlæggere 

var der da også konsensus om, at 

blandede boligformer er godt. Det er 

bydelen med den blandede befolkning, 

der er den mest spændende. Man ønsker 

ikke ghettoer – hverken for de rige eller 

for de fattige. Man drømmer om den blandede 

by, men spørgsmålet er, om det bare 

er en drøm – ligesom drømmen om landsbyen. 

Er det fællesskab og blandede 

DEN GODE BY 31

oligområder, som kunderne vil have? 

Investorerne tvivlede. Så længe naboerne 

ikke er alt for forskellige fra en selv, så 

kan det godt gå. Men man vil helst bo ved 

siden af nogen, der ligner en selv. Det var 

også deres erfaring, at man godt kan 

blande beslægtede ejerformer, det vil sige 

blande ejerboliger og andelsboliger eller 

andelsboliger og almennyttige boliger. 

Men de sagde, at det er meget problematisk 

at blande almennyttige boliger og 

ejerboliger. 

Det er da også påfaldende så få gode 

eksempler på planlagte, blandede boligområder, 

der kan nævnes. De kan tælles 

på en hånd. Skyldes det markedet og de 

stærke kapitalinteresser, skyldes det, at 

det offentlige mangler redskaber, eller 

skyldes det, at det moderne byliv er blevet 

så fragmenteret, at fællesskaberne er 

døde? En af investorerne sagde direkte: 

Mange politikere og byplanlæggere er fra 

68-generationen. De har mange idealer, 

som 68-generationen havde, men som 

slet ikke harmonerer med de behov, der 

er hos kunderne i dag. Det er villa, vovse 

og Volvo, der er afgørende for folks 

ønsker i dag. Så hjælper det ikke, at planlæggerne 

synes godt om nydeligt byggeri 

med stræder og huse, der går ud og ind 

med knaster og karnapper, og hvor der 

intimitet og fællesskab. Det er ikke det, 

kunderne vil have. 

Der blev, som citatet ovenfor viser, fra 

investorside klaget over en vis form for 

nostalgi i mange planer. Paradoksalt nok 

oplevede designerne og planlæggerne, at 

de gamle kvaliteter er gået tabt. Hvor blev 

naboskabet af, sagde de. Og de klagede 

over, at mobiliteten er øget, og arealforbruget 

er vokset. Det betyder, at folk tilbringer 

længere tid enten uden for deres 

bykvarter eller i selve hjemmet. Tiden, der 

bruges på de lokale gader og stræder, er 

mindsket. Det er gået ud over det tilfældige 

møde, den sociale kontrol og de 

mere uformelle netværk. 

Helt generelt ved vi meget om fremmedgørelse, 

nedadgående spiraler og opløste 

bykvarterer. Men vi ved for lidt om 

betingelserne for social sammenhængskraft. 

Måske kunne vi skabe bedre bykvarterer, 

hvis vi kommer nærmere på 

svaret. 

32 DEN GODE BY

Borgerdeltagelse – er der 

tale om med- eller modvirken fra 

interessenterne i byen? 

Ændringer i en bys fysiske liv 

igennem kommuneplaner og lokalplaner 

sker efter en lovgivning, 

der kræver planerne fremlagt 

til høring og dermed til kommentarer 

og indsigelser fra byens 

interessenter. Borgerdeltagelse, 

som giver interessenterne 

ret til indsigelser og kommentarer, 

opleves imidlertid af mange 

som en illusion. Er det ikke kun i 

få tilfælde, at det nytter noget 

med indsigelser? Er realiteten 

ikke, at myndighederne altid kan 

finde forklaringer på, hvorfor 

forslag og indsigelser ikke kan 

efterkommes? 

I temamøderne har der været mange forskellige 

meninger om borgerdeltagelsens 

realiteter – eller mangel på samme. 

Spændvidden i indlæggene har været fra 

holdningen om, at borgerdeltagelse er et 

ritual, at byplanlægning er et uinteressant 

område, som folk ikke gider beskæftige 

sig med, til den meget entusiastiske holdning, 

at byplanlægning handler om brugerne. 

Det er brugerne, der er nøglen til 

det hele. Det har været fremført, at nogle 

politikere og planlæggere nærer angst for 

borgernes/interessenternes involvering i 

planlægningen, hvorfor de ikke giver tilstrækkelige 

informationer fra sig for derved 

at forhindre meningsdannelser om 

bestemte emner. 

I enkelte tilfælde har en kommune lagt 

sin kurs om i henseende til borgerog 

interessentinddragelse: Københavns 

Kommunes planlægning af Nordhavnen 

skal ske i en kæmpe workshop af længere 

varighed, hvor alle interesserede kan deltage, 

få oplysninger og give deres kom- 

DEN GODE BY 33

mentarer og forslag til kende. Planlægningen 

skal ikke starte med tegningsforslag, 

men med en dialog om arealernes 

muligheder. Det er kommunens holdning, 

at en demokratisk dialog er nødvendig 

for at lave den bedste planlægning. 

Uden dialog i planlægningsfasen er det 

svært at få brugerne til at føle ejerskab for 

det område, de bor i. 

Mange af dem, der er aktive i processerne 

omkring dialogen i planlægningsarbejdet, 

kommer typisk fra organisationer, 

foreninger og lignende med et fastlåst 

budskab og viser ikke megen fleksibilitet 

med hensyn til prioriteringer og arbejdsmetoder. 

Det må være muligt at involvere 

sig og tage stilling uden godkendelse fra 

ens bagland. Et personligt ansvar er nødvendigt. 

Da byplanlæggerne og politikerne i en 

provinsby ville fortætte en række kvarterer 

med almene boliger for at skabe et 

mere bymæssigt miljø og flere boliger til 

den jævne borger, lykkedes det faktisk 

beboerne i disse ejendomme at forhindre 

dette. Man var enige i, at ideen var god 

nok – “men den skal ikke gennemføres 

lige i det kvarter og i den ejendom, hvor 

jeg bor” var parolen fra beboere, der selv 

havde fået en solidarisk hjælp i form af en 

almen bolig, men ikke lige syntes, at de 

selv skulle udstrække solidariteten til 

andre trængende borgere. I den anden 

ende af skalaen har vi også set protester 

over planer for områder uden bebyggelse 

grænsende op til parcelhuskvarterer, der 

blev udlagt til nybyggeri. Parcelhusejerne 

mente, at de havde vundet hævd på at 

lufte hunden på arealet, og i øvrigt ønskede 

de ikke at få naboer – det er rarere 

at se ud på et grønt område. 

Vi kan konstatere, at vi ikke har udviklet 

alle de nødvendige metoder og værktøjer 

i tilstrækkeligt omfang til en dialogbaseret 

planlægning. Der findes visse 

metoder og værktøjer, der er afprøvet i 

praksis både i udlandet og i Danmark. 

Temamøderne gav indtryk af, at alt for få, 

kender disse. Men det blev også sagt, at 

det er svært sprogligt at udtrykke sig om 

æstetik, arkitektur og andre begreber i 

planlægningen. Det står klart, at dette 

område bør udvikles betydeligt. 

Erfaringerne fra arbejdet med kvarterløft 

er blevet berørt i flere af temamøderne. 

Forandringsprocesserne for at omdanne 

dårligt fungerende byområder – 

kvarterer – til områder med et velfungerende 

liv i og imellem husene har givet en 

række erfaringer med brugerinddragelse 

og metoder til ændringer i holdninger og 

samarbejder. En række af kvarterløftprojekterne 

startede med, at politikere og 

embedsmænd ikke ville afgive kompetence 

til projekterne og borgerne. Borgerne 

forventede, at det var dem, der 

skulle bestemme, og først da kompetence 

og økonomi blev præciseret og uddelegeret 

til de relevante beslutningstagere, kom 

der gang i processerne. Det er lykkedes en 

række kvarterløftprojekter at få borgerne 

til at opleve, at de selv er med til at løfte 

kvarteret, frem for at føle, at projektet har 

været et kommunalt overgreb på dem. 

Det har været vigtigt i disse projekter at 

skabe en vision, borgerne kunne forstå og 

identificere sig med. Borgernes inddragelse 

skal ikke bruges til at producere 

ønskesedler, der ikke er økonomi til at 

realisere. Det er derimod vigtigt at få præciseret 

borgernes beslutningskompetence 

og dermed det ansvar, de har for at medvirke 

til sammenhæng og resultat af planlægningsarbejdet. 

Gennem kvarterløftog 

byfornyelsesdrøftelserne var den røde 

tråd nødvendigheden af de ressourcestærke 

borgeres medvirken for at sikre en 

succes. Det blev også fremhævet, at der 

skal gøres noget for, at denne gruppe 

føler, at ændringerne giver dem noget. De 

stærke borgere skal tilgodeses, for at det 

kan lykkes at få de svage borgere med i 

omdannelsen af et byområde. 

Temamøderne gav overordnet det indtryk, 

at medvirken af interessenterne fra 

planlægningens start i fremtiden vil blive 

det normale, samt at værktøjer og metoder 

hertil skal udvikles betydeligt. Derudover 

blev det også fremhævet, at der er 

behov for mere undervisning og forskning 

i dette tema. Men det kan ikke skjules, at 

følelsen efter at have hørt om de mange 

vanskeligheder i praksis er, at der er lang 

vej endnu, før en dialogbaseret proces er 

i brug som det normale i planlægningen. 

34 DEN GODE BY

Folkets valg – og trendsætternes 

Trendsætterne tror, at deres valg 

bliver alles valg. Planlæggerne 

har en rem af huden: De tror, de 

ved, hvad der er bedst for folk. 

Men folks bosætning og boligvalg 

er konservativt. De vælger parcelhuset 

– som de altid har gjort – 

hvis de har råd. Og hvis de vælger 

noget andet, så er det, set 

med trendsætter- og planlæggerøjne, 

ofte helt “forkert”. 

I de senere år har der været talt en del om 

“det grå guld”: De store årgange fra 

1940’erne. Det ene øjeblik skal gruppen 

redde arbejdsmarkedet fra kollaps ved at 

blive ved at arbejde, til de styrter, eller til 

de bliver så gamle og senile, at de ikke 

længere kan finde ud eller hjem. Det 

andet øjeblik forventes det, at de – i modsætning 

til alle tidligere generationer – bliver 

højmobile på boligmarkedet som 60- 

70-årige. Billedligt talt vil de om få år 

bryde op fra parcelhusene i de større 

byers periferi og som en flodbølge vælte 

ind over de centrale byområder for at 

realisere et intenst byliv med teaterbesøg, 

biografture, museumsbesøg, caféfrokoster, 

restaurationsmiddage osv. Især nogle 

af fremtidsforskerne ser denne trend helt 

tydeligt, ikke mindst efter at én af de 

hyppigt medieciterede selv for nogle år 

siden flyttede fra forstaden til centrum af 

København. Det var simpelthen trenden. 

DEN GODE BY 35

Nu ville mange andre midaldrende følge 

efter, sagde hun i talrige sammenhænge 

i de følgende år. Bølgen er dog stadig til 

at overse. Hovedparten af den omhandlede 

generation har tilsyneladende overhørt 

budskabet og er – som generationerne 

før – blevet boende i deres 

lejlighed eller i parcelhuset i forstaden. 

Andre har fuldstændigt misforstået trenden. 

De er flyttet fra forstaden helt ud af 

byen, hvor de har helårsbosat sig i deres 

sommerhuse. 

På et temamøde fortalte en arkitekt om, 

hvorledes Roskilde Kommune har udarbejdet 

en overordnet plan for den nye 

bydel Trekroner, med stor vægt på en 

grøn hovedstruktur med parkbebyggelser, 

som tilpasser sig det smukke, 

kuperede landskab. I temamødet berettede 

arkitekten dernæst om, hvorledes 

hun deltog i en konkurrence om en 

bebyggelsesplan for en mindre bebyggelse 

i denne nye bydel. Det blev valgt 

at planlægge relativt tæt med 2-3 etages 

bymæssige længehuse uden egne haver, 

som helt levede op til kommunens planer 

for området, og som fuldt ud tilpassede 

sig terrænet ved at give hver enkelt bolig 

maksimalt udbytte af udsigten til de 

grønne områder. Men da bebyggelsen 

skulle realiseres, konsulterede bygherren, 

som også var entreprenøren, en ejendomsmægler 

for at høre, om denne type 

boliger kunne sælges. Svaret faldt prompte: 

På det sted kunne kun afsættes enten 

rækkehuse eller enfamiliehuse. Det kan 

36 DEN GODE BY

være, at den ejendomsmægler, planlæggerne 

og arkitekten her grundstødte på, 

var usædvanlig konservativ og forsigtig. 

Men det kan også være, at ejendomsmægleren 

havde en lidt tættere kontakt til 

almindelige menneskers boligdrømme og 

faktiske boligvalg end arkitekterne og 

kommunens planlæggere. 

At ejendomsmægleren og developeren 

nok har tolket folkestemningen korrekt, 

bekræftes af flere forskellige undersøgelser 

om boligvalg og boligpræferencer 

fra de senere år. De viser, at næsten alle, 

der allerede bor i et selvejet parcelhus, vil 

blive ved med det, og at langt over halvdelen 

af dem, der bor til leje i en lejlighed, 

også drømmer om at flytte i parcelhus. 

Det gælder i særligt udpræget grad børnefamilierne. 

Sammenlignet med tilsvarende 

tal fra 1985 er ønsket og forventningerne 

om at komme til at bo i eget hus steget 

i alle grupper. 

Det ville formentlig være en fordel for 

realiseringen af en “god by”, at planlægningsgrundlaget 

var lidt tættere på folks 

faktiske ønsker og valg, end det ofte er tilfældet, 

og i mindre grad præget af trendsætterne 

og planlæggernes forestillinger 

om de rigtige valg. Ikke fordi planlæggerne 

og planlægningen skal være fuldstændig 

følgagtig, men for at få realisme 

ind i planerne allerede i udgangspunktet, 

og da især hvis planerne – som de også 

nogle gange skal – skaber noget nyt, 

noget som folk derfor ikke kan tage kvalificeret 

stilling til på forhånd. 

DEN GODE BY 37

Indlægsholdere ved 

projektets rundbordssamtaler 

By-designerne 

Ansvarshavende redaktør Dennis Lund, 

Tidsskriftet Byplan 

Teknisk direktør Carl Nielsen, 

Aarhus Kommune 

Cand.jur. Lene Ravnholt, Niras 

Arkitekt Yrjo Rossi, Arkki Aps 

Arkitekt Pia Wiberg, Witraz Arkitekter 

Byens brugere: Erhvervslivet 

Udviklingsdirektør Peter J. Hansen, 

Wonderful Copenhagen 

Videnskabelig medarbejder 

Peter Hartoft-Nielsen, 

Forskningscentret for Skov & Landskab 

Erhvervskonsulent Gerdt Larsen, 

Bispebjerg Erhvervsnetværk 

Konsulent Poul Michaël Linneballe, 

PMLINNEBALLE og fmd., Bedre By, 

Københavns City Center 

Byens serviceapparat 

Lektor, arkitekt Bo Grønlund, 

Kunstakademiets Arkitektskole 

i København 

Tidl. skoleinspektør Kirsten Schalburg, 

Enghøjskolen i Avedøre 

By-byggerne 

Direktør Kurt Albæk, Sadolin og Albæk 

Direktør Bjørn Nielsen, Kuben 

Direktør Søren Brogaard, Steen og Strøm 

Byens meningsdannere 

Stadsarkitekt Jan Christiansen, 

Københavns Kommune 

Arkitekt, journalist 

Merete Ahnfeldt-Mollerup, freelance 

Byens brugere: Borgerne 

Professor Peter Bogason, 

Institut for Samfundsvidenskab 

og Erhvervsøkonomi, RUC 

Dorthe Eren, formand for 

Byudviklingsforummet i Kgs. Enghave 

Udviklingskonsulent Hanne Thomsen, 

Fællesadministrationen 

38 DEN GODE BY

ATV 

Lundtoftevej 266 

2800 Kgs. Lyngby

Den gode by – hvorfor går det ofte galt? - Akademiet for de Tekniske ...

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Den gode by – hvorfor går det ofte galt? - Akademiet for de Tekniske ...

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?