Hvordan sikres rettigheden til kommunikation?

ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
botilbuddene oplever vi, at kommunikationshandicappet forbliver placeret hos individet, hvor det i
nogle af brugernes påpegede problematikker er svært at få øje på den medmenneskelige solidaritet,
der kunne ligge i at tage et fælles ansvar for, at kommunikationen kom til at fungere mellem du og
jeg - mellem Camilla, Anders og Thomas og de mennesker, de har brug for at dele tanker,
synspunkter og mening med her og nu og over tid. Det er svært at få øje på det fælles i relationen og
på en balance, der tager hensyn til både det hverdagslige og det faglige blik, sådan som vi med Per
Lorentzens ord efterlyser.
At der er tale om at kompensere de unge mennesker for deres funktionsnedsættelser, er i flere
tilfælde endda en tilsnigelse; fx når der ikke er afholdt handleplansmøde, hvor Thomas vil kunne
fortælle, hvilke prioriteringer han har i sit liv, og når der ikke er fundet løsninger på, hvordan
talecomputeren kan monteres og betjenes i hans nye el-kørestol, og når den pædagog er rejst, som
havde forstand på talecomputeren, hvor ingen andre har overtaget ansvaret. Er vi i virkeligheden
tilbage i den fortid, hvor Birgit Kirkebæk beskriver det mekaniske menneskesyn, som blev de
svageste til del i hele deres anderledeshed - og med fokus på det materielle, pleje og omsorg? Når
det er svært at få øje på selve mennesket, bliver det svært at tage afsæt i, hvad han tænker og føler.
Er nogle af de unge mennesker med multiple funktionsnedsættelser og komplekse
kommunikationsbehov nutidens asylister, der ikke møder større faglig optimisme end beboerne på
Karens Minde 27 ? Det er ikke mindst hos Thomas slående, at han rent faktisk har et sprog, som kan
give ham en vis mulighed for at udtrykke sig frit – han kan stave/udtrykke sig via en stavetavle med
øjenudpegning og partnerstøtte, men i praksis er det kun nogle ganske få ud over hans mor, der kan
give ham mulighed for at udtrykke sig nuanceret på denne måde. Resten af tiden er Thomas
overladt til ja/nej spørgsmål, der forhindrer mere dybtgående og meningsfuld dialog.
På hjemmesiden for den private driftsholder, som driver Camilla og Anders botilbud for Kommune
2 beskrives botilbuddet med nøgleordene pleje, omsorg, stimulering, aktiviteter og træning, et godt
og trygt liv og et leve-bomiljø med mulighed for deltagelse i hjemlige sysler. Ordvalget gør det
svært at få øje på intentioner hos driftsholder om at sætte mennesket og ikke handicappet i centrum.
Vi kunne savne nøgleord som fx deltagelse i samfundslivet, interesser, ungdomskultur, venskaber,
selvstændighed, kommunikation og information. Man kunne sætte det på spidsen og spørge, om de
unge mennesker er reduceret til stereotyper med identitet som fysisk handicappede.
Måske er denne tilgang til de unge, som her afslører sig, en af forklaringerne på, at Camilla, Anders
og Thomas fx ikke har adgang til det, alle andre unge mennesker har; selvstændig elektronisk
kommunikation (computer, internet, e-mail, sms, digitale billeder mv.). De drømmer om at få det,
det kunne øge deres mulighed for selvstændighed i kommunikationen, og der findes løsninger, som
27 Åndsvageasylet Karens Minde,eksisterede fra 1880-1987. Kirkebæk 2007
34