Et besøg på Civilisations- museet i 2025 50 år med ... - Folkeskolen

folkeskolen.dk

Et besøg på Civilisations- museet i 2025 50 år med ... - Folkeskolen

Pluralisme og medborgerskabEt besøg på Civilisationsmuseeti 2025 50 år medtosprogede elever i folkeskolenAF ANNE HOLMEN OG BERGTHÓRA KRISTJANSDÓTTIRFolkeskolen.dkSom optakt til et tværfagligt projektarbejde om demokratiforståelsegennem de sidste 50 år tager den unge lærer Divyamed sin 8. klasse på besøg på Civilisationsmuseet, som blevgrundlagt efter canadisk forbillede i 2015 med det formål atstyrke fællesskabet og den mangfoldige kulturelle identitetblandt alle befolkningsgrupper i Danmark.De permanente udstillinger fortæller historier om diversitetog enshed, om Danmark i verden og verden i Danmark og omkampen for lige rettigheder for alle - uanset køn, socialklasseog etnicitet. De aktuelle spørgsmål, der stilles og besvares,er:• Hvem er vi danskere, der bor i Danmark i 2025?• Hvem vil vi være? Hvilke sprog taler vi?• Hvad er det for et verdenssamfund, vi er en del af?• Hvordan sikrer vi hinanden lige muligheder og lige rettigheder?På museet er der netop åbnet en interaktiv udstilling om de198 sprog, der tales i Danmark, og om disse sprogs forbindelserud i verden og tilbage i historien. Mellem denne udstillingog museets afdeling for postkoloniale fællesskaber liggerden afdeling, som Divya i dag skal besøge sammen med sin8. klasse. Den hedder Afdelingen for Arbejdsmigration, og denbestår af tre sale, som kronologisk ordnet har fokus på deændringer, der er sket i Danmark gennem de sidste 50 årsindvandring. Vi går med Divya og hendes elever rundt i samlingen,hvor de følger den tyrkiske immigrant, Hasan, og hansfamilies danmarkshistorie.Da Divya har fortalt klassen, at uddannelse er en central faktori menneskers liv og velfærd, har eleverne særligt fokuspå skolens rolle for Hasan og hans familie.Fra 1970’erne til 2000’erneI sal 1 skildres de første 30 år af Hasans liv i Danmark.Han indvandrede fra Tyrkiet i slutningen af 1960’erne på ettidspunkt, hvor der var bud efter ham og andre unge mændi industrien. Der var højkonjunktur, og Danmark mangledearbejdskraft. Hasan kom sammen med sine fætre og andreunge arbejdssøgende mænd, mens deres familier blev tilbagei Tyrkiet. I sommerferien tog de hjem, men flere og flerevendte tilbage fra ferier med koner og børn. Det gjaldt ikkealene arbejdere fra Tyrkiet, men også fra andre lande somMarokko og Jugoslavien. I modsætning til tidligere tilflytteretil Danmark blev de nye indvandrere som Hasan kaldtfor fremmedarbejdere eller gæstearbejdere og deres børn forfremmedarbejderbørn eller gæstearbejderbørn.I 1975 blev der vedtaget en ny skolelov, hvor børn som Hasanfor første gang blev nævnt. Ifølge loven omfattede forpligtelserneet obligatorisk tilbud om undervisning i de fremmedsprogedeelevers modersmål, ligesom der også skulle tilbydessærlig tilrettelagt undervisning i dansk i ”et fornødentomfang”. Derudover var de fremmedsprogede elever næppesynlige i skolen og satte ikke præg på skoleudviklingen ellerregelsættet i de i øvrigt eksperimenterende 70´ere. Ironisknok var det, som om de var på midlertidigt, tålt ophold pådet tidspunkt, hvor den humanistiske pædagogik for alvorslog igennem.Hasans børn gik i folkeskolen i 1970’erne og i begyndelsenaf 1980’erne. De klarede sig langt ringere end deres etsprogedeklassekammerater. De fik godt nok modersmålsundervisning,men den var løsrevet fra den øvrige undervisning, ogden danskundervisning, de blev tilbudt, var yderst sparsom.Selv om de repræsenterede en ny udfordring i skolen, blevder hverken satset på professionsudvikling i grund- eller iefteruddannelsen.Man gav Hasans sprog og kultur, og især hans religion, skyldenfor børnenes manglende succes i skolesystemet. Det kunne ikkevære anderledes, når man var født på den anatolske højslette,resonerede de uddannelsesansvarlige i stat og kommune. Hermente man, at den manglende succes var et overgangsfænomen.Billedet ville automatisk vende, når Hasans børnebørn,der var født i Danmark, entrerede folkeskolen.Men man tog fejl. Det gik den anden vej.Cirka 20 år efter, at Hasans børn blev indskrevet i folkeskoleloven,skiftede betegnelsen på børn som hans. De blev nukaldt for tosprogede elever, og den danskundervisning, de fiktilbudt, blev kaldt for dansk som andetsprog. Samtidig medterminologiændringen proklamerede Undervisningsministerietimidlertid, at den nye betegnelse ikke ville betyde nogenændringer af praksis. I realiteten var alt derfor som før, ogselv om antallet af tosprogede børn og unge steg markant årfor år, lignede situationen den fra midten af 1970’erne. En nyregering i begyndelsen af det nye årtusinde mente, at netopden kunne forny uddannelsespolitikken for tosprogede børni skolen. Den søsatte et projekt: ”Dette virker på vores skole”.Efter endt projektperiode udsendte Undervisningsministerietog Integrationsministeriet en pressemeddelelse med enopskrift på integration, som der stod i den. Der var imidlertidtydelige sammenfald med det, som regeringsmagten mentevirkede før projektperiodens begyndelse, og projektresultaterne,for eksempel spredning af tosprogede børn, testning,August 2008-2025


tidlig indsats og styrket forældreindsats. Ændringer af skolensfaglige indhold eller dens kommunikationsformer indgikderimod ikke i opskriften. Som afslutning på projektetholdt de involverede ministerier, Danmarks Lærerforening ogKL en række formidlingskonferencer, hvor fraværet af forskningsekspertisevar total, hvorimod kendte studieværter frafjernsynet fik en central rolle. En skuespiller med mellemøstligbaggrund blev også ved en del lejligheder promoveret somet sandhedsvidne på, at den valgte politik virkede, ligesomadskillige skoleledere fra skoler med mange tosprogede eleverhyppigt stillede sig til rådighed som en slags stand-up komikere.De var ligesom skuespilleren gode til at efterabe forældrenesaccentfyldte dansk. Hasans børnebørn var elever påsådan en skole. Det gjorde ondt på ham, da skolelederen vedadskillige lejligheder meldte ud, at vedkommendes vigtigsteopgave som skoleleder var at holde på de danske forældre.Hasan kunne ikke forlige sig med en skolepolitik, hvor forskellenpå ”os” - de rigtige danskere - og ”dem” - de indvandredeog deres efterkommere - syntes at være så stærkt indlejret iskolernes selvforståelse og pædagogik, at børnenes uddannelsestilbudfik karakter af institutionel etnocentrisme.Danmark skilte sig ud fra andre sammenlignelige lande, vedat børn som Hasans børnebørn klarede sig dårligere i skolesystemet,end deres forældre havde gjort. De blev kaldt foranden- og tredjegenerationsindvandrere, og medierne bragteflere og flere nyheder om marginalisering og utilpassethedblandt disse, hvilket for eksempel gav sig udslag i kriminalstatistikken.De var desuden overrepræsenteret blandt de fagligtsvage børn og unge i uddannelsessystemet, og de unge,der var på arbejdsmarkedet, var overvejende ufaglærte. Deressituation mindede på mange måder om Hasans og hansarbejdskammeraters situation i slutningen af 1960’erne og ibegyndelsen af 1970’erne. Den største forskel var, at efterkommernehavde meget begrænsede færdigheder på deresmodersmål.I 2008 var der gået 33 år, siden elevgruppen blev indskrevet ifolkeskoleloven, og skolen var alt andet lige stadig en skolefor rigtige danskeres børn.2010’erneHvor sal 1 tegnede et billede af arbejdsmigranters liv i et land,der i stigende grad blev præget af nationalisme, afspejler sal2 de stærke kræfter, der i globaliseringens og vidensamfundetsnavn påvirkede Danmark i 2010’erne. Udviklingen havdefor eksempel sat sit præg på de politiske partiers kernesager,og der var opstået nye politiske partier: World-alliancen, derstod for øget globalisering, og som nu dannede regering sammenmed Inklusionspartiet, der kæmpede for at inkludere allede hidtil udstødte grupper i samfundet, og endelige Partiet,som var en sammenslutning af nogle tidligere etablerede partier.Ved et valg i midten af 2010’erne dannede de tre partierregering. Tidligere betød enhver ny regering, at der blev søsatet nyt statsligt projekt, der nulstillede alt, hvad der tidligerevar erfaret. Nulstillingen foregav, at man ville noget nyt. Dennye WIP-regering lagde en anden kurs, idet dens skolepolitiki stedet handlede om at implementere den viden, der fandtesfra tidligere udviklingsarbejder og forskning. Som nogetnyt i Danmark blev man inspireret af, hvad man på svenskkaldte for ”utredninger”. Skiftende svenske regeringer havdei det forrige århundrede fået eksperter til at dokumentereforskningsbaseret viden om strukturel diskrimination i detsvenske uddannelsessystem for at påvise, hvordan institutioneletnocentrisme marginaliserede bestemte elevgrupperog favoriserede andre. WIP-regeringen iværksatte et udredningsarbejde,der havde til hensigt at belyse diskriminerendefænomeners væsen i uddannelserne. Eksperterne fiken renæssance og blev ikke længere mistænkeliggjort som”smagsdommere”. Deres aktiviteter blev atter betragtet somuafhængige bidrag til udviklingen af samfundet, og de blevderfor ikke længere underlagt en stærk kontrol af ministerielleembedsmænd, der siden årtusindeskiftet havde fået tilopgave at tilpasse al videnproduktion til de forskellige regeringsgrundlagspolitikker. Ændringen i synet på viden overflødiggjordesamtidig hovedparten af de konsulentfirmaer,der var vokset frem og som nærmest havde fået status somden femte statsmagt.Tre år efter at WIP-regeringen tiltrådte, blev der vedtaget en nyskolelov. Den var tydeligt inspireret af internationale strømningerog af en udvikling, der i høj grad kunne tilskrives globaliseringen.WIP-regeringen erklærede, at den ville forpligtesig på tidligere tiders anbefalinger om sproglig mangfoldighedfra både nationale og tværnationale fora, for eksempelDansk Sprognævn, Nordens Sprogråd, FN og EU. Her havdeman i årevis argumenteret for undervisning i flere fremmedsprog,ligesom man anbefalede undervisning i det, der tidligerevar blevet kaldt de store indvandrersprog i Danmark:for eksempel tyrkisk, kurdisk, arabisk, polsk, russisk, farsi ogurdu. En af WIP-regeringens markante reformer var et opgørmed skoledistrikterne, der var et levn fra en fjern fortid. Dentog konsekvensen af de negative erfaringer fra dengang, hvorman mente, at det gavnede at køre elever rundt i busser forat opretholde en forældet opfattelse af danskhed på flestmulige skoler. Omkring 2010 var Danmark det eneste land iverden, som bussede børn på baggrund af deres sproglige ogkulturelle tilhørsforhold. Der kunne ikke findes forskningsmæssigebelæg for busning. Alligevel havde man ment, at dervar særlige forhold i Danmark, som retfærdiggjorde beslutningeri kommunerne om at busse børn. De tidligere nævnteudredninger dokumenterede, at busning af børn på grund afsproglige og kulturelle tilhørsforhold var klar strukturel diskrimination.Man fremhævede for eksempel, at de bussede eleverblev kaldt for busbørn eller taxabørn, at de kun sjældentblev en del af skolens fællesskab, og at man mange stederfralagde sig ansvaret for dem. De forskellige bus- og taxaselskaberprotesterede kraftigt mod nedlæggelsen af disse ordninger,også selv om de fortalte i medierne, at børnene teedesig som bavianer i Zoo på ruter, som blev længere og længere,fordi man ofte skulle finde skoler udenfor byerne.De tværgående indvandrerorganisationer voksende sig stærkei løbet af 2010’erne, og derved fik de enkelte familier et talerørog bedre muligheder for assistance til at føre retssager modkommuner, der med tvang ville bestemme, hvor deres børngik i skole. Det førte til den første lovbeskyttelse mod diskriminationi skoleloven. Den blev hyppigst brugt i forbindelsemed busning af børn, men der var også sager i forbindelsemed diskrimination på grund af religion, hudfarve og navne.Enkelte af disse gik videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.Derefter begyndte skolerne at udarbejde klareretningslinjer for klageadgang i sager om diskrimination.


Pluralisme og medborgerskabFolkeskolen.dkSkolerne fik gradvis en helt anden profil, da vægten blev lagtpå at tiltrække elever gennem kvalitet i uddannelsestilbuddenei stedet for på at undgå bestemte elevgrupper. Arbejdetmed kvalitet førte til en opmærksomhed på udvælgelsen afindholdet i skolens aktiviteter, og der kom gang i udformningaf læseplaner, som var sensitive over for den flersprogede ogflerkulturelle baggrund, som eleverne repræsenterede.En anden vigtig reform, der blev indført i begyndelsen af WIPregeringensførste periode, handlede om placering af skoledage.Der var fortsat 200 skoledage på et år med lørdag ogsøndag som faste fridage. Skolens personale havde ret til atbestemme 25 fridage, hvor skolen var lukket for undervisning,og de resterende fridage bestemte forældre og elever, så depå den måde kunne få individuelle fridage. Tidlige blev derkun afholdt fridage, som relaterede sig til kristendommen.Det var slut. Det var for eksempel nyt, at der blev holdt nytårflere gange om året.2025Afdelingens tredje og sidste sal giver et billede af Hasansefterkommere og deres liv i det moderne flersprogede ogflerkulturelle, demokratiske Danmark. Hasan er nu blevet 75år og for længst gået på pension. I begyndelsen af 00’erneflyttede han og konen sammen med to af deres sønner ogderes familier tilbage til Tyrkiet. De flyttede, fordi det var blevetfor svært for dem at udholde det konstante negative fokuspå etniske minoriteter, samtidig med at der var blevet meregunstige tider i Tyrkiet, så familien lettere kunne etablere sigog få arbejde.Den gren af Hasans familie, som blev tilbage i Danmark,havde været igennem svære tider, men det var blevet megetnemmere at være sproglig og kulturel minoritet, efter atWIP-regeringen trådte til for ti år siden. Hasans oldebørn iDanmark går nu i daginstitutioner, hvor de kan udvikle derestyrkiske sprog ved siden af såvel det danske sprog som andresprog. En del medlemmer af Hasans familie er gået væk fraat tale tyrkisk i hjemmet. Det betyder dog ikke, at de ikke kanvælge tyrkisk som en del af undervisningstilbuddene i skolen.I overensstemmelse med praksis i de øvrige europæiske landeer der en bred vifte af tilbud om sprog på forskellige niveauer,fra basis til mere avanceret. Alle børns forældre bliver inddrageti, hvordan institutionerne integrerer de forskelligesproglige og kulturelle tilhørsforhold. Både de skole- ogdagtilbud, der venter Hasans oldebørn, adskiller sig derformarkant fra tidligere.WIP-regeringen satser på en større sproglig og kulturelmangfoldighed i institutionerne. Ønsket har imidlertidværet svært at imødekomme, fordi uddannelsespolitikkeni årtier havde været karakteriseret ved negligering af tosprogedebørn og unges modersmål, og helt galt blev det efterregeringsskiftet i 2001. Men i stedet for at opgive at rekrutterepædagogisk personale, der har kompetence på forskelligesprog, har man valgt at søge efter lærere og pædagogeri udlandet. Mange minoriteter uddannet i Sverige har foreksempel vist sig at være interesseret i undervisning i og påforskellige sprog i Danmark. Det er desuden blevet megetnemmere at få merit for udenlandske eksaminer end tidligere.Undervisning i og på sprog er naturligvis ikke kun et anliggendefor elever med minoritetsbaggrund. Alle kan vælge, omde eksempelvis ønsker geografi i 5. klasse på tyrkisk, engelskeller dansk. Det er desuden blevet en integreret del af uddannelsestilbuddene,at elever kan tage en del af deres skoleforløbi udlandet. Hasans oldebørn vil for eksempel kunnelæse et år i Tyrkiet, dels for at være sammen med den gren affamilien, der er flyttet dertil, dels for at blive inspireret af etskolesystem, der er anderledes end det danske. Der er mange,der benytter sig af denne ordning. Mange børn og unge læserfor eksempel et skoleår i udlandet for at høje skolefærdighederpå de sprog, de vælger. Der er gode muligheder for at kombineresprogtilegnelse med udøvelse af sport, musik, visuelkommunikation og andre såkaldte kreative fag, som har fåeten helt anden status, end de havde i 00’erne.Der er tydeligt fokus på kommunikation og multi-modaleudtryksformer i skolen. Alle børn og unge skal for eksempelhave basisfærdigheder i at læse blindskrift og i at kommunikerepå tegnsprog. Sprog har derudover fået en centralrolle i skolernes uddannelsestilbud. Der er mange fagtilbud,der handler om ”sprog og …”. Når Hasans oldebørn kommeri skole, vil de for eksempel få tilbudt et fagområde, der hedder”sprog og lekter”. Det blev indskrevet i den skolereform,som WIP-regeringen indførte. Her lærer elever på alle alderstrinom sproglig mangfoldighed, sådan som den viser sig i foreksempel dialekter, sociolekter, multilekter og etnolekter. Derer fokus på lekter i Danmark, men også i andre lande. Elevernebliver belønnet i forhold til deres kompetence i at kommunikerepå de forskellige lekter. Når Hasans oldebørn kommeri folkeskolens ældste klasser, vil de for eksempel få tilbudtfagområdet ”sprog og musik”. Musikgruppen Outlandish oggrupper inspireret af dem har revolutioneret sprog- og musikkonventioner.Sprog og musik sætter fokus på nye kombinationeraf sangtekster og musikgenrer. Et andet ”sprog og …”fagområde er ”sprog og idræt”. Her har Hasans oldebørn fokuspå sprog i de forskellige idrætsgrene. De ser for eksempel klipfra Tour de France og analyserer, hvordan cykelløbet beskrivesaf sportsjournalister igennem tiderne i Danmark og et parandre udvalgte lande.Også undervisningen i fremmedsprog har ændret karakter.Der er megen autentisk sprogundervisning ved opkobling tilskoler i udlandet gennem elektroniske konferencer og videokonferencer.I fremmedsprogsundervisningen er det almindeligtat involvere resursepersoner, der har de relevante sprogsom modersmål.Den unge Divyas læreruddannelseHvordan er den unge lærer Divya i 2025 blevet uddannet til atundervise i demokratiforståelse? En undervisning med fokuspå, hvem vi danskere er, hvem vi vil være og hvad det er foret verdenssamfund, vi er en del af?Divya blev uddannet på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole(DPU). Da DPU og andre universiteter begyndte atuddanne lærere, blev læreruddannelsen langt mere kosmopolitisk.Det betød blandt andet, at den sproglige og kulturellemangfoldighed blev en central og integreret del af uddannelsen.Som en del af læreruddannelsen fik Divya desuden mulighedfor at fungere i mange forskellige sammenhænge og underAugust 2008-2025


vidt forskellige betingelser. Hun og hendes medstuderende harfået en del af deres praktik i udlandet. Det er en obligatoriskordning, som har stor betydning for skolens virke.Det kosmopolitiske sigte går igen i DPU’s skolelederuddannelse.Den sætter fokus på ledelse i organisationer, hvis overordnedeformål er at styrke såvel fællesskab som sprogligog kulturel identitet blandt alle befolkningsgrupper i Danmark.En markant professor ved DPU fik i 10’erne held medat italesætte en samfundsmodel, der kombinerede en liberaltradition for pluralisme og en republikansk tradition formedborgerskab. For ham var det vigtigt at udvikle et politiskfællesskab, man som borger i Danmark kunne identificere sigmed og føle sig hjemme i uanset sin sproglige og kulturellebaggrund eller religiøse orientering. Denne tankegang blevindarbejdet i læreruddannelsen og gjorde lærere i stand tilat undervise i det mangesprogede og flerkulturelle danskesamfund.kommer I aldrig i skole! I Dansk Pædagogisk Tidsskrift 6 (3),14-21Horst, Christian (2006): Racisme og ligestilling. In Karrebæk,Martha Sif (red): Tosprogede børn i det danske samfund. HansReitzels Forlag, 98-130Kristjánsdóttir, Bergthóra S. og Lene Timm (2007): Tvetungetuddannelsespolitik. Dokumentation af etnisk ulighed i folkeskolen.SamfundslitteraturLund, Karen og Karen Risager (2001): Dansk i midten. Sprogforum19, 4-8www.folkeskolen.dkAnne Holmen er professor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole,Aarhus UniversitetBergthóra Kristjansdóttir er lektor ved Professionshøjskolen iKøbenhavn og post.doc. ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole,Aarhus UniversitetLitteraturlisteBundgaard, Helle (2006): Et antropologisk blik på kultur. InKarrebæk, Martha Sif (red): Tosprogede børn i det danske samfund.Hans Reitzels Forlag, 131-150Cummins, Jim (2001): Tosprogede børns modersmål. Hvad ervigtigt i deres uddannelse? Sprogforum 19, 16-21Deklaration om nordisk sprogpolitik (2006). Nordisk Ministerråd,København 2007En nyttig udfordring. Hvordan mangfoldighed af sprog kanbidrage til at knytte Europa tættere sammen. Rapport til EUkommissærenfor flersprogethed fra Gruppen af intellektuellefor interkulturel dialog (2008). http://ec.europa.eu/commission_barroso/orban/docs/EAC_C5_rapport_intello_290108_DA.pdfGitz-Johansen, Thomas (2006): Den multikulturelle skole. Integrationog sortering. SamfundslitteraturHarder, Thomas (2008): Respekt for fremmedsprogene, tak!Sprogforum 42, 5-7Holmen, Anne (2006): Finding a Voice in a Second Language.A Matter of Language Learning or Intercultural Communication?In Dahl, Øyvind m.fl. (eds): Bridges of Understanding.Perspectives on Intercultural Communication. Oslo: Unipub,197-212Holmen, Anne og Mette Ginman (2006): Tal dansk – ellers

More magazines by this user
Similar magazines