Søgbar version

statensnet.dk
  • No tags were found...

Søgbar version

27Efter den hidtidige ordning påhvilerpligten almindeligvis faderen, når der er taleom et ægtebarn. Er han ude af stand til atforetage anmeldelsen, eller drejer det sigom et barn uden for ægteskab, påhvilerpligten moderen eller den, der besørger deanliggender, som hun på grund af sin tilstandikke selv kan besørge. Efter den i de sønderjydskelandsdele gældende ordning påhvilerpligten:1) faderen til det i ægteskab fødte barn,2) den ved fødslen assisterende jordemoder,3) den ved fødslen assisterende læge,4) enhver anden person, der har været tilstede ved fødslen,5) moderen, dog først når hun er i standdertil.Anmeldelsespligten indtræder i den anførterækkefølge. Ved fødsler på offentligefødselsstiftelser og fødehjem, sygehuse,fængsler og lignende anstalter påhvilerpligten udelukkende den pågældende overlæge,forstander eller fængselsinspektør.Udkastets § 4 følger den uden. for desønderjydske landsdele hidtil gældende ordning,idet den fastslår, at anmeldelsespligtenpåhviler faderen til et ægtebarn, og hvis haner ude af stand til at opfylde pligten damoderen. Pligten til at anmelde fødslen afet barn uden for ægteskab påhviler moderen.Selv om anmeldelsespligten ikke indebærer,at moderen skal give møde hos personbogføreren,hvad hun i reglen ikke villevære i stand til inden for anmeldelsesfristen,vil der forekomme tilfælde, hvor hun ikkevil kunne opfylde pligten. Hun kan således— f. eks. på grund af sygdom — være udeaf stand til at afgive en skriftlig anmeldelseeller befuldmægtige en anden til at foretageanmeldelsen, og det er derfor bestemt, atanmeldelsespligten i sådanne tilfælde skalpåhvile dem, der tager sig af moderen ogbarnet.For at personbogføreren skal kunne kontrollere,at anmeldelserne indkommer, skaldet fortsat påhvile den jordemoder ellerlæge, der assisterer ved fødslen, at indgiveen anmeldelse herom, jfr. herom instruksens§ 27.ad § 5:Ved S 18 i forordningen om dåben af 30.maj 1828 er det bestemt, at ethvert barnbør benævnes „ei alene med fornavn, menog med det familie- eller stamnavn, som deti fremtiden bør bære", og denne bestemmelseer fortolket således, at ægtebørn skal førefaderens familienavn. En bestemmelse somdenne hører vel nærmest hjemme i en navnelov,men i mangel af en sådan har man forat opnå en samlet fremstilling af de for civilstandsregistreringengældende regler fundetdet formålstjenligt at medtage en tilsvarendebestemmelse i udkastet. Bestemmelsen skalkun fastslå, hvad der er gældende ret, ogdet har ikke været hensigten at tage stillingtil spørgsmålet om, hvorvidt reglen børændres, f. eks. således at et ægtebarn får rettil at føre moderens familienavn; dettespørgsmål må eventuelt løses ved en senerenavnelov.Særlig hjemmel for, at et ægtebarn bæreret andet familienavn end faderen, kan findesi en kgl. bevilling eller et i medfør af lov nr.89 af 22. april 1904 udfærdiget navnebevis.Ved § 5, istk. 2, der opretholder de gældendebestemmelser om familienavn forbørn uden for ægteskab, sker der den formelleændring i § 2 i lov nr. 131 af 7. maj1937 om børn uden for ægteskab og i § 5 ilov nr. 132 af samme dato om ægtebørn,at de anmeldelser, der tidligere i henholdtil nævnte bestemmelser skulle afgives tilministerialbogen (personregistret), fremtidigafgives til personbogen. Af lovtekniskegrunde bør den nævnte ændring muligtske ved særlige ændringslove.ad § 6:Paragraffen indeholder bestemmelser omanmeldelse til føreren af personbogen omnavngivelser og i forbindelse hermed noglematerielle bestemmelser om valget af fornavne,som man af samme grunde som anførtovenfor ad § 5 har fundet det formålstjenligtat medtage i udkastet.Efter den hidtil gældende ordning findesden eneste begrænsning i forældrenes adgangtil frit at bestemme, hvilke fornavne etbarn skal have, i dåbsforordningens § 18,der bestemmer, at der ikke må tillægges etbarn et upassende fornavn.I svensk ret findes der en tilsvarende bestemmelsei folkbokföringsförordningens § 17,der fastsætter: „Förnamn som uppenbarligenkan väcka anstöt eller åtlöje må ej i födelseochdopsbok införas."Den norske navnelov af 9. februar 1923bestemmer i § 17: „Som fornavn må ikkevelges1) navn, som må befryktes å kunne blitil byrde for den, som bærer det,

More magazines by this user
Similar magazines