Klik her for at åbne blad som PDF-fil. - Foreningen Norden

foreningen.norden.dk
  • No tags were found...

Klik her for at åbne blad som PDF-fil. - Foreningen Norden

NORDEN Nu | Juni 2006


NORDEN Nu | Juni 2006HøflighedDe nordiske manerer er i bundOmgangsformerne i Norden kunne være langt bedre - og mere høflige. Er vi blevet et folk af egoister, derikke ænser hinanden? Det mener antropolog og chefredaktør på Weekendavisen, Anne Knudsen.Af Lisbet LarsenAnne Knudsen har i mange årbeskæftiget sig med folks måde atopføre sig på overfor hinanden.Og hun er ikke imponeret overos skandinaver, når det gælderomgangsformerne, især i detoffentlige rum.- Jeg har boet i Sydeuropa imange år, og når man kommerhjem i lufthavnen og skal havesin kuffert af baggagebåndet, kanman være sikker på at nogen rammeren med deres kuffert, fordide skal have deres først, og før deandre. Så bliver man måske ramtover skinnebenet, hvis man ikkespringer gevaldigt hurtigt væk.Og man kan være helt sikker på,at de ikke siger undskyld. Manbliver på en måde usynlig, nårman kommer hjem, siger hun.Anne Knudsen mener, at dermangler en opmærksomhedoverfor hinanden, og det prægeromgangsformerne.- Det er som om skandinavergår rundt i en verden, hvor derkun er dem selv, og så muligvisnogen de kender. Men alle demde ikke kender, de findes ligesomikke. Man holder ikke døren fordem, der kommer bagved, sådansom man gør det helt automatiski Sydeuropa. I Skandinavien fårman ofte døren i hovedet, og dender går forrest, opdager det ikkeengang.Høflighed i det offentlige rum er blevet en efterspurgtvare, for eksempel i den københavnske metro. Metrostewarderkan fortælle om flokke af ubehøvlede passagerer,der ikke holder tilbage for udstigende, omtilråb og ubehagelige kommentarerer. Metroen har iforskellige kampagner forsøgt at tale til folks bedrejeg, ved for eksempel direkte at bede dem om at talepænt til stewarderne.Anne Knudsen har en forklaring,der går et pænt stykketilbage i historien.- I de glade 60’ere genoplivedeman den gamle forestilling fra1800-tallet om at det er det indre,det kommer an på. Og at de ydreformer på sin vis var forlorne. I1800-tallet havde man en dyrkelseaf bondskheden og de lerstampedegulve, det oprindelige.Bondesamfundet blev idealetfor danskheden, en oprigtighed,hvor man sagde, hvad man menteog derfor heller ikke sagde velbekommeeller ”kan du have detgodt,” hvis man ikke mente det.- Den form blev så pudset afigen under ungdomsoprøret,hvor man igen mente, at det varoverflødigt at være venlig overforfolk, hvis man ikke ville demnoget. Det er en bekendelse tilat dybtfølt uforskammethed erbedre end overfladisk venlighed,mener Anne Knudsen.Men er det ikke udmærket at tage etopgør med den tvangshøflighed, der joogså signalerer til folk, at de helst ikkemå fylde for meget, altså at ingen måmase sig frem, men altid lade andregå først.- Høflighed er jo netop defineretved at man ikke behøver at villehinanden noget. Man skal ikketænke: ”Hende vil jeg i seng med”for at holde døren for hende. Deter sjovt, det er sådan en protestantiskforestilling - den med, athvis det er overfladisk, så er dernoget galt med det. Det gælderom at komme af med overfladen,så man kun har det indre. Menhvis man prøver at forestille sigdet rumligt, så sker der jo det, atskræller du overfladen af, får dujo bare en ny overflade, ikke?Opgør med katolicismenWeekendavisens chefredaktør kanogså finde årsagssammenhænge ivores religiøse baggrund.- Det er faktisk en protestantiskforestilling, den med, at hvisdet er overfladisk er der nogetgalt med det. Forestillingen omsymbolværdier og samtidig om, atformelle måder at omgås hinandenpå, på sin vis er skadelige,har rødder tilbage til det protestantiskeopgør med den katolskekirke. Den katolske kirke varsyltet ind i ritualer og symboler afforskellig art, og hos de lutheranskeprotestanter var det klart ogtydeligt det indre, det kom an på.Vi nærer jo endda en mistankeom, at hvis noget er smukt, så erdet nok løgn! Det gælder ogsåopførsel, jo grimmere, du kan opføredig, des mere ægte fremstårdu ligesom.Du mener altså, at der er forskel påfolks betænksomhed, så protestanterneer værre og katolikkerne er bedre?- Ja, det kan jeg forsikre dig.Hvis du kigger på henholdsvis katolskeog protestantiske samfunder der ingen tvivl om at høflighedenfordeler sig nogenlundeligesom religionen.Hvorfor ligger vi nordboere så itoppen?- Sammen med især nordmændeneog svenskerne har vi laveten historie om os selv, der handlerom oprindelighed, og somikke handler om civilisatoriskekvaliteter. Hvis du skal til konferencei Sydeuropa, så tager mangæsterne til en fin bygning. Hertager vi dem ud på landet! Hvisdet bliver for meget med bonedegulve, bliver det for fjernt for os.Vi kan lide det ukunstlede.Er vi bare nogle bonderøve?- Ha, næh, vi er snarere sådannogle teaterbonderøve! ■


NORDEN Nu | Juni 2006Hverdagsliv på78 grader n rdFra midt i november til sidst i januar er der mørkt døgnet rundt på Svalbard. Og når man går ud, måman passe på, for om vinteren strejfer isbjørne jævnligt rundt. Men i Longyearbyen trives de 1900indbyggere og vil ikke bo andre steder. Tekst og foto: Gunilla HeickI Longyearbyen, Svalbards ”hovedstad”,findes der ingen gamlemennesker. Kun nogle få erfyldt 60 år. Der findes ikke nogetplejehjem, så den, der ikke erselvhjulpen må flytte til fastlandet.Og når man dør, kan manikke begraves på Svalbard. Mankan heller ikke blive født her, deter i hvert fald ikke meningen. Etpar uger før forventet nedkomstmå den vordende mor tageflyet til fastlandet og opsøge enfødeafdeling dér. Longyearbyenseget lille sygehus er kun udstyrettil at behandle akutte skader.Samfundet byder heller ikke påunderstøttelse til de arbejdsløse.Her er man sin egen lykkes smed.Gennemsnitsalderen blandtindbyggerne i Longyearbyen,der ligger halvvejs mellem detnordligste Norge og Nordpolen,kommer ikke over 30 år. Tidligerevar byen et udpræget mine- ogmandesamfund, men nu bosætterogså familier sig her i længere perioderad gangen. Mange mændarbejder stadigvæk i kulminernehos Store Norske SpitsbergenKulkompani – i daglig tale kaldetStore Norske – men flere og flereaf indbyggerne er involveret ituristbranchen, eller arbejdermed forskning, undervisning og iforskellige servicejobs.Meget lave skatterDet er eftertragtet at bo ogarbejde på Svalbard. Opslåedestillinger har tit over 100 ansøgere,og derfor er indbyggertalleti Longyearbyen steget med 400indenfor de sidste fire år. Menhvad er det, der i stigende gradfår mennesker til at slå sig ned etsted, hvor termometeret om sommerensjældent når de ti grader,og hvor der er bælgmørkt fleremåneder om vinteren?- Det er naturoplevelserne derlokker, og nok også en god portioneventyrlyst, siger Olav Tombre,overbetjent hos sysselmannen,øgruppens højeste myndighed.- Lønnen er ikke bedre end påfastlandet, mange går sågar nedi løn når de kommer her. Menpå den anden side er skatten lav,kun 15,8 procent, sygesikringinklusive. Sådanne ting gør nok,at mange bliver hængende et parår ekstra.Olav Tombre har selv boet treår i Longyearbyen sammen medsin familie, og han bliver gerne etpar år endnu. Men så er det ogsåslut, for han er åremålsansat påpå højst fem år.- Det er et trygt sted at vokseop, siger Tombre.Og han er tydeligvis ikkeden eneste, der synes det, for i


NORDEN Nu | Juni 2006Snescootere står parkeret mellem husene - ligesom biler i DK.Skilt der bestemt skal tages alvorligt!Longyearbyen er der et mylderaf små børn, og man ser mangegravide kvinder.Bjørnen kommerMen omkring hver af de firebørnehavers legepladser står derstærke isbjørnestakitter. Det ernødvendigt, for isbjørnene udgøren reel fare. Om sommeren kommerde sjældent ind til byen,fordi de følger isen udad i deressøgen efter føde, der hovedsageligbestår af sæler. Men ved vintertideer det ikke usædvanligt at enbjørn vandrer igennem bebyggelsen.Sidste år skete der fleregange at sysselmannen ringedetil skolen og bad lærerne om atholde eleverne inde i frikvarteret,fordi en bjørn var set i nærheden.De fleste isbjørne er ikke aggressive,kun nysgerrige. Menisbjørne er lige så forskellige sommennesker, og er man uheldigat møde en sulten ung hanbjørn,kan det gå galt. I 1995 blev enung sygeplejerske overfaldet ogdræbt af en bjørn på Platåfjellet,ikke langt fra Longyearbyen.Siden kom der påbud om, at manaltid skal være bevæbnet, når manbevæger sig udenfor byområdet,for som regel forsvinder bjørnen,hvis man skyder advarselsskud.Særegen kriminalitetEn del bjørne specialiserer sig iindbrud i fritidshuse. Isbjørneneer ligeglade med låste døre ogvinduer, de går lige ind gennemvæggen, hvis de tror de kan findemad. Og de gennemroder alt, dehar sågar lært at åbne dåser medkonserveret kød.Med undtagelse af bjørneindbruder kriminaliteten lav påSvalbard. Og ofte handler det omsmåting som ... skotyverier.På Svalbard tager man skoeneaf, så snart man træder indenforen dør. Det gælder ikke bare i”Om vinteren tilbydes udflugter på ski, snescootereller hundeslæde. Og hvorfor ikke prøve isgrotting,dvs ture underisen, hvor man vandrer gennem frosnesmeltevandskanaler…”private hjem, men også på turistbureauet,på biblioteket, i kirkenog på hotellerne. Svage sjæle kanderfor fristes til at finde sig nogetbedre fodtøj end det, de havdepå, da de kom.Olav Tombre og hans kollegerbruger en del tid på redningstjeneste,inspektionsarbejde ogmiljøkriminalitet. Der er sketflere tragiske mineuheld i deseneste år og uforsigtige turisterkan falde ned i gletscherspaltereller komme galt afsted påsnescootere. Men om ikke andeter sysselmannen godt udstyrettil redningsaktioner med helikoptere,både og terrængåendefartøjer.Ture under gletscherneLongyearbyens skole har 230elever, fra børnehaveklasse til3.g. Men udskiftningen blandteleverne er stor fordi forældreneofte er åremålsansat. En fjerdedelaf eleverne bliver skiftet ud hvertår, noget der ikke er nemt forhverken elever eller lærere.Veronica R. Rætan, elev i 3.g,trives dog udmærket. Hun hørertil undtagelserne, når det gælderden hurtige gennemstrømning,for hun har boet i Longyearbyen,siden hun var seks månedergammel.- Her er dejligt, fordi der kun erfem minutter til alt, både biograf


NORDEN Nu | Juni 2006Ved vintertide er det ikke usædvanligt at en bjørn vandrer igennem bebyggelsen.og svømmehal og ungdomshus.Og er man sportsinteresseret,findes her masser at lave, alt frahåndbold til hanggliding, sigerhun.Heller ikke turisterne behøverat mangle aktiviteter. Om vinterentilbyder forskellige turoperatørerudflugter på ski, snescootereller hundeslæde. Eller hvorforikke prøve på isgrotting, altså tureunder isen, hvor man vandrergennem de frosne smeltevandskanalerunder gletscherne. Enutrolig oplevelse for dem, dertør, for her er man udelukkendeomgivet af iskrystaller og stilhed.Dog kan turene ikke anbefales tilfolk med klaustrofobi eller dårligryg, da der kræves en del krybenog klatren. Og ved gletschermundingerneligger mange millionerår gamle fossiler og bare venterpå at bliver plukket.Multietnisk samfundLongyearbyen er et multietnisksamfund. Den største befolkningsgruppeefter nordmændeneer faktisk thailændere. De førstekom hertil som ægtefæller til denorske mænd, og senere er familieog venner fulgt efter. Andrevelrepræsenterede folkeslag errussere, svenskere og tyskere, ogen del danskere har også fundetvej herop.Tilværelsen på Svalbard er ikkeså isoleret som før. For et par årsiden fik Longyearbyen bredbåndsforbindelse,og kablet gårover havbunden fra Andøya påVesterålen. Nu kan de studerendepå Svalbards lille universitet låneen computer med internetadgangpå folkebiblioteket, så forbindelsentil omverdenen er nu endeligtsikret, også i cyberspace. ■FAKTA OM SVALBARDØgruppen Svalbard, der er halvanden gangså stor som Danmark, ligger mellem 74 og 81grader nordlig bredde og 10 og 35 grader østliglængde. To tredjedele af de 61.000 km 2 erdækket af evig sne og is. I 1600- og 1700-tallenevar området genstand for en omfattendehvalfangst, men fra 1900-tallet blev jagten på kul detcentrale omdrejningspunkt. Longyearbyen er opkaldt efter den amerikanskerigmand John M. Longyear, der startede kulminedriften iAdventdalen i 1906 og opbyggede det bysamfund, der i dag bærerhans navn. I 1916 solgte amerikanerne deres andel af minedriften tildet nystartede Store Norske Spitsbergen Kulkompani (SNSK).Tidligere blev næsten hele infrastrukturen i Longyearbyen styretaf Store Norske Spitsbergen Kulkompani. Kompagniet betalte forbåde præsten og skolen og sygehuset, og alle var afhængige afvirksomheden. Men tanker om lokaldemokrati opstod mod slutningenaf 1960’erne, og i 1971 blev ’Det stedlige Svalbardråd’ dannetsom rådgivende organ for den lokale offentlige administration. I2002 kom der endelig fuldt lokaldemokrati i form af Longyearbyenslokalstyre.Der er valg til lokalstyret hvert fjerde år, og alle, der bor i byen,kan opstille. Lige nu har Arbeiderpartiet syv af de 15 poster.Udenlandske statsborgere skal have boet i byen i tre år for at kunnestemme eller opstille, men for nordiske statsborgere er det nokmed et halvt år.Nederst: Nordic Walking på Svalbard. T.h.: Olav Tombre, overbetjent hos sysselmannen.


NORDEN Nu | Juni 2006En bog på bænkenEt amerikansk fænomen for bog-freaks har nået Norden. I både Sverige og Norge har ”bookcrossing”fået en del presse, men i Danmark er det ikke blevet omtalt med et ord. Af Lisbet Larsen. Foto Nikolaj Arenbrandt”Jeg skal ved lejlighed se, om jegkan få sneget en bog ned i eneller andens taske”. Sådan stårder i et svensksproget indlæg påden skandinaviske chat-side for”book-crossers”, der kun delvistkan oversættes til bogbyttere.Den noget besynderlige ideer dog ikke særlig mærkelig fordem, der kommunikerer i detteboglige cyberspace-univers. Dethandler nemlig om at kommeaf med sine bøger, så andre kanlæse dem, og helst på nogle retalternative måder.24-årge Jenni fra Oslo har væretmedlem af Bookcrossing sidendecember 2005. Hun har bådefundet bøger flere gange - altidpå offentlige steder - og hun harogså selv ”lagt ud”, som det hedderi bookcrossing-sproget.- For eksempel lagde jeg for nogentid siden en bog på en bænkpå en togstation. Den blev fundetog kom med på en ferierejse tilTyskland, fortæller Jenni.Lyder det her stadig som volapyk?Hvorfra ved Jenni, at hendesefterladte bog endte i Tyskland?Og hvorfor smider hun om sigmed bøger, i stedet for at beholdedem i reolen?Det er det, Bookcrossing går udpå, siger Jenni.Bøger lægges ud i det friI stedet for udelukkende at købebøger eller gå på biblioteket, erdet meningen, at der med tidenkommer så mange medlemmer afBookcrossing, at man kan findeså mange brugte bøger i det fri,i supermarkeder, i parker ellerpå togstationer, at man kan få - ihvert fald en del af - sit litterærebehov stillet via gratis fund. Nårbogen så er læst, går man ud pågaderne eller i parkerne og finderet nyt godt sted til den, hvoren anden så forhåbentlig finderden. Man kan vel nærmest sammenlignedet med en ekstremtavanceret udgave af Københavnsby-cykel-ordning.Når bøgernes rejsen faktiskkan følges fra den ene læser tilden næste, skyldes det, at man,inden man lægger bogen ud,forsyner den med et id-nummerog en hilsen til den, derfinder den. I hilsenen opfordresfinderen til at gå ind på hjemmesidenBookcrossing.com, ogmelde, at man har fundet bogen.Derudover opfordres finderenogså til at lægge bogen ud igen,når den er læst. Med et nyt id, derhentes fra den amerikanske hjemmeside,og med en ny hilsen. Påden måde kan en anden så fåglæde af den, og Bookcrossingkan få flere medlemmer.En institutionDet lyder noget rodet og omstændeligt,men det fungerer faktisk ivid udstrækning. I Norden er derendnu ikke så mange medlemmer,men i USA er Bookcrossingblevet en institution, og dertælles 300 nye indmeldelser idøgnet. Og der findes bogbyttere,der således finder hinanden påsamme hjemmeside på internettet,i næsten alle afkroge afverden. I Afghanistan findes der26 medlemmer, i Schweitz næsten4000 og i de Forenede Emiraterer der 196. I alt findes der på verdensplannæsten en halv million10


NORDEN Nu | Juni 2006medlemmer. Altså mennesker,der mere eller mindre aktivt læggerbøger ud i deres lokalområde,som de så håber andre finder oglæser. Af den halve million bor de206.000 i USA.Lisa Marklund isodavandsreolenI Danmark findes der godt 1100medlemmer. Det er langt fraalle, der er særligt aktive, så detbetyder også, at antallet af bøger,der lægges ud er ret lille. Noglegange får man hjælp på hjemmesiden,for det er trods alt tilladtat fortælle de andre bogbyttere,hvor bogen ligger, og det sker inogen udstrækning. Hvis det eren populær bog, går der noglegange kun et par timer, ellermåske kun minutter, inden dener fundet. Måske af en andenbookcrosser eller af en, der fårsig en overraskelse, og som måskesenere vælger at melde sig underBookcrossing-fanerne.- På et tidspunkt blev detannonceret, at der lå en LisaMarklund-bog blandt cola-flaskernehos en købmand i Oslo, ogden fandt jeg, fortæller 24-årigeJenni.- Men jeg er kommet for sentmange gange, tilføjer hun medærgelse i stemmen.Et par gange har hun dog nåetdet. På den skandinaviske side påBookcrossing.com stod der endag, at en bog af Knut Hamsumsom Jenni var interesseret i atlæse, var lagt ud på et bibliotek.Da hun kom til biblioteket, opdagedehun, at den rent faktisk stodmellem de andre biblioteksbøgeraf forfatteren.- Jeg tog den, og først følte jegmig jo næsten lidt som en tyv,for folk vidste jo ikke, at den varblevet lagt ud af en bookcrosser,siger Jenni. Så jeg måtte forklarebibliotekaren, hvordan det hangsammen.”Jeg tog den, og først følte jeg mig lidt som en tyv,for folk vidste jo ikke, at den var lagt ud af en bookcrosser…såjeg måtte forklare bibliotekaren, hvordandet hang sammen”Det skandinaviske forumDet kan forekomme underligt,at folk er villige til at give deresbøger fra sig. Men ofte er detmåske ikke lige ens yndlingsbog,man lægger ud, eller også harman bare ikke nogen trang til atmøblere sit hjem med bøger.- Hvad skal jeg med en bog,når jeg har læst den, siger danskeCecilie Hansen, der har væretbookcrosser i et lille års tid.- Så vil jeg hellere have en, jegikke har læst endnu, siger hun.På Bookcrossing findes der somnævnt et skandinavisk forum. Detfungerer også som samtaleforumfor de nordiske medlemmer, hvoroplevelser, erfaringer, og personligeanmeldelser af bøgernebliver samlet.Ikke alle bøger bliver fundetlige hurtigt, og især nævner fleresvenskere og nordmænd, hvorfantastisk det er, når en automatiskmail med ”fundet” dumperind efter måske hele ti måneder,og hvor den glade giver alleredehavde opgivet alt håb om, at nogennogensinde ville finde den.Der er mange og levende diskussionerpå sitet, blandt andetkonkurreres der lidt i Nordenom, hvilket land, der har flestmedlemmer. Sverige og Finlandtopper med godt 3000 hver, mensNorge og Danmark har hver ca.1100. Og så kommer Island, selvfølgeligogså på grund af det laveindbyggerantal, sjokkende til sidstmed bare 76 medlemmer.Medlemsantallet afhænger i højgrad af den presse, sitet får. Efteren tv-udsendelse i Sverige omhjemmesiden, øgedes antallet afmedlemmer betragteligt.Iskold bogIkke alle bøger lægges ud i det frieller på andre offentlige steder.Der foregår også byttehandler vianettet, hvor man kan skrive sigpå lister, og så bliver bogen sendtmed posten fra den ene til denanden.Det imødegår også de begyndervanskeligheder,der findesmange steder, blandt andeti Norden. På Bookcrossingsskandinaviske forum er der foreksempel flere, der klager over,at deres kreativt placerede bøgerikke bliver fundet, og at de ikkefinder nogen selv. Og især iDanmark er der langt mellemsnapsene. Danske Cecilie Hansenpå 18 år er lidt misundelig påisær nordmændene.- I Norge bliver der lagt masseraf bøger ud, men her i Danmarker der ikke så mange at finde. Debøger jeg har fundet, har jeg påforhånd fået at vide, var der, sigerhun.Nordmændene er til tider ogsåganske opfindsomme, når detdrejer sig om at finde steder atplacere bøgerne.- Det mærkeligsted sted tror jegvar, da nogen skrev på sitet at dehavde lagt en bog i en frysedisk iet supermarked, fortæller Jennifra Oslo.Danske Cecilie ønsker sig mestaf alt flere medlemmer, og især iNyborg, hvor hun selv bor. Forhun håber på snart at kunnemelde sig på internetsiden somSådan bruges Bookcrossingfinder af en bog på den ”rigtige”maner, altså et tilfældigt fund;det, der på amerikansk hedder en”wild release”.- I det område, jeg bor, er vikun et par stykker, så det villevære dejligt med lidt flere, sigerCecilie. ■Se også artikel side 13.Medlemsskab på Bookcrosing er gratis. Som medlem får mansin egen side på sitet, hvor man kan notere, hvilke bøger manønsker sig, og hvilke bøger, man har lagt ud i det fri, en såkaldtwild release. Mange bruger også deres personlige side til atanmelde de bøger, de har læst eller lagt ud. Bookcrossing kanogså bruges til at komme på postlister, så man med held vil fåtilsendt bøger, man ønsker at læse. Det kræver dog, at maner villig til at give den fra sig igen. Det tillades også at lånebøger via sitet, der så sendes tilbage til indehaveren efter endtlæsning.Du kan finde alle oplysninger på Bookcrossing.com. Hav dogtålmodighed, da siden er meget omfattende og ikke superoverskuelig.Sproget er engelsk, bortset fra i det skandinaviskeforum, der findes på følgende adresse:http://www.bookcrossing.com/forum/31/3387055.Her mødes nordiske boglæsere til internet-chat om alt, derhandler om bøger. Her kan man også spørge om hjælp, hvisman har problemer med det rent praktiske.11


NORDEN Nu | Juni 2006Premiere på ny Nordisk-Vind en bog-Nordisk Quiz forskarpe hjerner- og med præmie!Nedenfor finder du tre fotos af tre forskellige objekter, alle fra Norge.Opgaven går i al enkelhed ud på at finde ud af, hvad de forestiller. Nedenforved hvert billede er der angivet tre svar. Kun ét af svarene er rigtigt.Quiz-master: Quizzen er ved denne premiere forfattet af Jann Rasmussen,Karup-afdelingen. Da Quizzen har været brugt i en lidt anden udgave ved etarrangement i Karup, kan medlemmer fra Karup desværre ikke deltage dennegang. Men fortvivl ikke - næste gang er det en anden afdeling, der får tjansensom Quizmaster!Billede A:Billede B:Billede C:Løsning 1: Skomagerlæst fundet ved en ”skrabhandel”ved Minnesund i Norge. Skomagerensatte læsten på knæene, og jernbøjlerne holdtskoen fast. Den er, som I kan se, så slidt, at der erkommet en hulning i modellen.Løsning 2: Gammel snesko til heste i Norgesfjeldområder. Når de norske heste skulle til fjeldsom vinteren, fik de snesko på, så de ikke sank nedi sneen. Der hørte altså fire snesko til hver hest,og denne sko viser, at der her er tale om godt,godt nok hjemmegjort, håndværk. Den afbildedesko stammer fra Hessdalen.Løsning 3: Moderne norsk kunst. Den kendtenorske kunstner Arne Heggen har lavet dette værkmed titlen ”Selvportræt”. Kunstværket er tidligereudstillet i et af de mange små gallerier, der findesi kvarteret omkring Oslo Rådhus. Værket er fornogen tid siden blevet solgt til en privat samler.ALøsning 1: Øve-juniorkugle til curling. Norskeunge lærer tidligt at spille curling, og denne herhar fungeret som en begynder-øvelseskugle.Kuglen er blevet opbevaret udendørs, derafpatinaen.Løsning 2: Sparelod fra Norge. Spareloddet blevbrugt i Norge under krigen, hvor man satte det pågrydelåg, der på den måde sluttede tættere til gryden,så maden holdt sig længere varm. Derudoverkunne man også bruge det varme lod om aftenentil at lægge i sengen.Løsning 3: Griselod. Dette vægtlod på 27,50 hgsvarende til 2,75 kg brugte man i gamle dage iNorge til at veje smågrise med, da 2,75 kg varmindstemålet for salg af smågrise.BLøsning 1: Smultering. En smultering er en kageform,der er kendt både i Norge og i Danmark.En smulte er meget populær omkring juletid, ogden pyntes med hvid glasur. Smulter smager lidtligesom norske klejner, der også er dukket op iDanmark i julemåneden.Løsning 2: Kopi af et gammelt fårestempel ellersåkaldt avls-stempel. Når vædderen i gamle dagehavde bedækket fåret, satte man et blåt aftryki nakken på fåret som bevis på at dette får varbedækket. På den måde spildte man ikke denstakkels, tapre vædders kræfter på overflødige får.Husk på, at det kunne være hårdt, endda megethårdt, at være vædder i fårenes brunstperiode.Løsning 3: Ring til stoftryk.Trondelagsstoftrykkeren Åse Kløjstad brugerdenne træring som grundform på sine kjolestoffer.Ud af denne runde form kan der komme utalligegeometriske figurer, og Kløjstad bruger sinekreative evner koblet med en stor visuel fantasi.Man kan i visse udsalg, blandt andet i Alvdal ogTynset, købe hendes modeller, og i medgift fårman udleveret en kopi af hendes arbejdsredskab.C12


✂✂Vil du være quizmaster?Hvert nummer af Norden NU vil i fremtiden indeholdeen nordisk quiz. Vil du være forfatter til en quiz, skriveller mail da til Ole Oxholm på landskontoret. E-post:redaktion@foreningen-norden.dk eller til postadressenskrevet til højre.Quizzen kan for eksempel være:Norden NU’sQuizGæt noget NordiskNORDEN Nu | Juni 2006Gæt med og send løsningen til:Norden NU, Foreningen Norden, Malmøgade 3, 3., 2100 København Ø, mrk. quiz.Kuponen skal være os i hænde senest den 1. august 2006. Vinderen får direkte besked ogoffentliggøres i næste nummer af Norden NU sammen med den rigtige besvarelse.De rigtige svar er: Billede A) , billede B) , billede C)Navn:Adresse:By: Afdeling: Medlemsnr.:■ et billede - gæt hvor det her er! (et svensk kendt slot elleren dansk mindesten) Feriebilleder ok!■ et billede - gæt hvem det her er (den svenske kronprinsesseer nok for nemt, den islandske finansminister er nok forsvært)■ design - hvem har designet denne her vase eller denne stolog hvad er han/hun i øvrigt kendt for■ spørgsmål af sproglig karakter - hvorfra stammer ordet xxx,og hvad er den oprindelige betydning■ spørgsmål af historisk artSpørgsmål og svar skal helst have en form for oplysendekarakter, altså: man må godt blive klogere af at prøve at findesvaret. Dog skal spørgsmålene heller ikke være så svære, atman kan forudse, at der måske slet ingen løsningsforslagkommer. Melder du/I jer som Quizmaster, får I rigelig med tidtil at forfatte den. Det eneste vi beder om, at I så til gengældoverholder deadline for redaktionens slutning.Vil du ikke klippe i bladet er det tilladt at indsende et kopi af kuponen.1. præmien er denne gang HenrikSaxgrens bog, Krig og kærlighed,som blev omtalt i marts-udgavenaf Norden Nu.Saxgren har rejst rundt i heleNorden og besøgt indvandrerei deres nye omgivelser, indvandrerefra Afrika og Asien, fra andreegne af Europa, USA og Canada;han har fotograferet dem i deresmere eller mindre nye miljø ogfortæller kort historien om, hvordanindvandrerne er kommet tilderes nye land. Som titlen siger,skyldes det som regel enten krigeller kærlighed.LitteraturarvInternettet øger læsningen af nordiske bøgerDet amerikanske internet-site, ”Bookcrossing.com” er med til at flereunge læser nordiske bøger på originalsproget. Af Lisbet LarsenDet skandinaviske forum påinternetsitet Bookcrossing.comer med til at øge kendskabet tilden fælles nordiske litteraturarv.Den 24-årige Jenni i Oslo er, efterat hun fik øje på sitet, begyndtat læse bøger på originalsproget,noget hun ikke gjorde før sitmedlemsskab.- Når man er med i det skandinaviskeforum, anbefaler vi jobøger til hinanden, og mange harposteret en ønskeliste med bøger,de gerne vil have fat i, siger hun.Bøgerne bliver fra tid til andensendt fra den ene læser til denanden i Norden, og på denmåde får man ofte bogen påoriginalsproget.- Blandt andet har jeg fået øjneneop for Lisa Marklund, sigerJenni, der nu har læst flere bøgerpå svensk.Sproglig hjælpOgså danske Cecilie er begyndtat læse på svensk og norsk, nogethun ikke rigtig har gjort før hunkom med i det skandinaviskeforum.- Når man skal sidde med enordbog og tygge sig igennem altfor meget af teksten, går det forlangsomt. Men det skandinaviskeforum bruger jeg også somsproglig hjælp. Hvis der er noget,jeg ikke forstår, skriver jeg det påsitet, og så er der altid nogen, derer søde til at forklare, hvad detbetyder, fortæller Cecilie Hansen,der især er blevet bidt af dennorske forfatter Erlend Loe, somhun håber at kunne finde nogleflere bøger af.På det skandinaviske forumer der også livlige diskussionerom de nordiske bøger, der læsesog deres kvalitet. Og mange afmedlemmerne bruger tid på atlave deres personlige anmeldelseraf de bøger, de har fundet rundtomkring.13


NORDEN Nu | Juni 2006BogomtaleVidnesbyrd om besættelsenIndblik i et emne, man ikke uden videre løsriver sig fra. Af Ole OxholmTilbageblik får somme til at læggebøger fra sig og kaste sig overmere fremadrettede gøremål. Deter et spørgsmål om temperamenter,men tilbageblik skal man somi dette tilfælde ikke kimse ad, forså kimser man også af Historien,og det er jo den vi lever på oglærer af - selv om man ofte ikkeskulle tro det.Tag nu denne bog, der ved førsteøjekast ser fredsommelig ud,men sekundet efter på forsidenskærer igennem tingene meden motorsav, som dog så visersig at være en lynlås. ”Tingene”er Danmark og Sverige under 2.verdenskrig, og der er forudengrumhed interessant læsningi adskillige af bogens kapitlerforfattet af fem svenske og firedanske skribenter. Alene åbningssætningeni det første af de nikapitler efter Søren Sørensensforord er brutalt igangsættende:”En forårsdag i 1987 gennemførtejeg et lille, nøje planlagt tyveri fraRigsarkivet i København”.Maria Marcus skriver medrivendeom sine indtryk og oplevelseri Danmark og Sverige underbesættelsen, og om de posttraumatiskelangtidsvirkninger: ”Denkrig og den besættelse lever i ostil vores dødsdag – med en angst,der genoplives og forstærkes afalle højtidelighederne”, dvs. ikkemindst mediernes markeringer afbesættelsens runde mærkedage.”Jeg forstår de mennesker, derWilhelm Agrells forældre. De blev”snappförlovat”, da Danmark blevbesat, og deres erindringer spiller enrolle i Agrells artikel i ”Befrielse”.brød sammen, for 117. gang ellerfor første gang. Der var ting, somdet var umuligt at rumme dengang.Og som man naivt troededet var muligt at rumme i dag”.Maria Marcus indlæg er ettankevækkende vidnesbyrd omtilstande, der peger dybt ind inutidens diskutable problemstillingerfor flygtninge i Danmark.Denne kloge kone bør læses irelevante kredse. Læs hendes artikelpå næste side.Et andet interessant indlæg foren dansk læser er af den svenskehistoriker Wilhelm Agrell:”Landet indenfor voldgraven.Fortælling og mytologi om svenskneutralitet i de andres krig”.Agrell har blandt mange udgivelserogså skrevet en bog om 2.verdenskrig, og han har netop udsendten bog, der hovedsageligtbeskæftiger sig med hele raden afspionorganisationer i Stockholmunder krigen. Han er født i 1950,men baserer sig i ”Befrielse” ikkekun på forskning, men også påforældrenes minder fra krigsårene,der var særdeles nærværendei hans barndomshjem i Lund.”9. april havde den Onde gjortsin entré og taget hele Danmarkpå en formiddag. Skrækken lagdesig som en tung tåge over Lund,hvor far studerede og mor netophavde fået ansættelse på GleerupsForlag. Risikoen for krig havdealle været urolige for, men nu vardet ikke længere et spørgsmålom tyskerne ville komme, menhvornår. I hvert fald vidste far,at han kunne blive indkaldt nårsom helst.” Og herefter beskriverAgrell, hvordan hans forældrebliver først bliver ”snappförlovat”eftersom det var bedre atforlovet end uforlovet. Herefterbeskriver Agrell via sine forældreen stemning præget af venten ogfrygt og om en ansigtsløs fare,der bestandigt lod høre fra siggennem radioens aftennyhederog flymotorers brummen overnattehimlen. Dag efter dag,måned efter måned, år efter årtegnede rædslen for den usynligeog ukendte trussel et monster afgigantiske proportioner, som kunblev endnu mere ubegribeligt afnyhedsoplæserens tørre saglighedi opregningen af bombede byerog bragende slagmarker.Agrells billede af den svenskelunkenhed overfor nazismentegnes op i skarpe glimt, der viser,at dele af det svenske samfund varsympatisk indstillet overfor nazismen,at Lund var et kerneområdei så henseende, og at de pro-tyskeog de tyskfjendske grupper tiltider stod stejlt overfor hinandeni de første krigsår, bl. a. påLunds universitet, ”utvivlsomt detbruneste af de svenske universiteter”.Agrell tager fat i hele dennegrumsede historie og lukker opfor en verden, der står i et i dansknormalbevidsthed helt andetlys, reflekteret af svenskernesstore varme gæstfrihed overforalle danske, der flygtede overØresund.Agrell er en kendt historikerog en god fortæller. Det må værepladshensyn, der gør, at Agrellikke med ét ord nævner hele skismaetomkring de tyske troppe- ogmaterieltransporter gennemSverige til og fra Norge og tilfronten i Finland.Det er ellers en sag, der medsine neutralitets-aspekter truedemed at vælte statsminister PerAlbin Hanssons samlingsregering.Tyskerne forlangte adgang til desvenske jernbaner og svensk togmateriel,hvis ikke ville det blivebetragtet som ”en direkte uvenlighandling”. Hvad det indebar varPer Albin Hansson (1885-46) ikkei tvivl om: Krig med Tyskland. SåSverige sagde ja og fik også engod betaling for det. Over tre årfragtede svenske tog 2.140.000tyske soldater gennem Sverige,dertil 100.000 vognlaster våbenog udrustning. Aftalen var hemmeligfor folket. Togene kørtebare og skabte måbende forvirringog fede rygter. Først i 1943fik befolkningen en begrænsetviden af aftalen med tyskerneMen alt dette er en helt andenhistorie - som i øvrigt ogsåbehandles af en anden af bogenssvenske leverandører, forfatterenHarry Ahlberg (1920), næstenautentisk i en ”litterær rapport” inovelle-form, og med forklarendenoter i marginen.Bogens øvrige læseværdigekapitler er skrevet af den svenskeforfatter og lyriker Carl Magnusvon Seth (1922-), den danskeforfatter Vagn Steen (1928-),den tysk-fødte danske forfatterPaul Aron Sandfort (1930-), densvenske lyriker, billedkunstner ogkomponist Elisabet Hermodsson(1926-), den danske forfatter ogoversætter Ursula Baum Hansenog den svenske kunstner ÅkeArenhill (1920-). ■Befrielse. Erindringer om1940’ernes ufredsår.Dansk-Svensk Forfatterselskab.88 sider. Malmö 2006. Hft.Obs: Medlemstilbud, se bagsiden.14


NORDEN Nu | Juni 2006Maria Marcus i ungdomsårene – og i dag.Min dobbelte befrielseMin dobbelte befrielse ur »Befrielse — Erindringer om 1940’ernes ufredsår»Med tilladelse fra Dansk-Svensk Forfatterselskab.Af Maria MarcusEn forårsdag i 1987 gennemførtejeg et lille, nøje planlagt tyveri fraRigsarkivet i København.Jeg bad høfligt om mappen dervedrørte min familie fra vores ankomsttil Danmark i oktober 1933og frem. Der lå selvfølgelig enstor stak papirer — tidsbegrænsedeopholdstilladelser, snævertbegrænsede arbejdstilladelserog meget andet, plus omsiderdokumentet vedrørende tildelingaf dansk statsborgerskab i 1947,efter 14½ år i Danmark, til minbror og mig, som jo havde gået iskole i Danmark. Mine forældremåtte vente til de lovpligtige 15 årvar gået. Men det var ikke nogetaf det jeg kom efter. Jeg ville barestjæle mit gamle pas.Og det lå der ganske rigtigt. Ettysk pas, udstedt i 1941 med stempelfra Deutsche Gesandtschaft,Kopenhagen, og med min barnligeunderskrift: Maria Marcus.Men på bagsiden stod mit navnén gang til, og her stod jeg nusom Maria Anna Sara Marcus— Sara for jøde.Oven over navnet det tyske hagekors.Og så et kæmpemæssigt J.J for jøde. Der skulle nødigvære noget at tage fejl af.Et pas fylder ikke meget, så dervar ingen der opdagede, at jegstak det i lommen — med verdensbedste samvittighed. Det varjo min ejendom jeg stjal, til brugfor omslaget på min erindringsbogBarn af min tid — en boghvor jeg var på sporet af min gamleidentitet som dommerdatter iHamburg, emigrant i Københavnog flygtning i Stockholm.Jeg husker også en snært aftriumf over mit vellykkede tyveri.En lille bitte hævn over det system,der i årevis havde gjort detså svært for mine forældre, minbror og mig selv at blive officieltaccepteret i Danmark.Men hvorfor i alverden giverman sig til at skrive en erindringsbog?Jeg vidste jo det hele. Minlykkelige barndom i Tyskland,min herlige skoletid i Danmark,med gode veninder, de vidunderligedanske salmer i skolen,det danske sprog som jeg hurtigtlærte at elske. Det var da ikkenoget at skrive om. Og flugten tilSverige — jo, den var da dramatisk,men den var der så mangeandre der havde skrevet om. Mendet var min datter der insisteredepå at hun ville vide noget om sinerødder, og så gav jeg mig.Det blev et meget interessantarbejde for mig. Så meget blevmed ét levende for mig — så megetsom jeg havde fortrængt, ellerbare aldrig havde fået sat ord på.Alt det aflagte tøj. Hjemveen.Og vigtigst måske angsten derlå i luften og gennemsyrede alt,men aldrig blev udtalt. Mineforældre var omhyggelige medat skåne min bror og mig for detder foregik i Tyskland, men afog til smuttede nogle ord ud afmunden på min mor — mystiske,tunge, uheldssvangre ord sombed sig fast i min bevidsthed.Og så den mærkelige identitetsusikkerhed.Jeg talte dansk medmin bror, men vi talte tysk medvores forældre. Det gav problemer,når jeg havde kammeratermed hjemme. Var jeg nu tyskeller dansk?Jeg var tosproget. Jeg var tokulturel.Jeg var forresten også blevet15


NORDEN Nu | Juni 2006Til venstre: Over tomio. tyske soldater blevtransporteret gennemSverige på svenskmateriel.I midten: Detlattervækkende”Oprop”, som tyskernekastede ned fra fly overbl. a. København 9.april 1940, samles op afkøbenhavnerne.Til højre: Endeligi svensk farvand,og endnu en illegalflygtningetransport erlykkedes.statsløs; hvem var jeg så i grunden?Og så var jeg åbenbart jøde— men præcis hvad ville det sige?Det talte vi aldrig om derhjemme.Det var faktisk ikke i Danmarkjeg for første gang blev næstenrigtig dansk. Det skete i Sverige,en tidlig morgen — den 6.oktober 1943. Vi var kommetfrelst i land efter en lang og koldog sindsoprivende nat i bundenaf en skonnert, på vej til Sverigefra Stubbekøbing på Falster; detvar blevet for farligt at sejle denkorteste vej over Øresund.I Trelleborg blev vi modtagetmed åbne arme. Efter en månedstid i en smukt beliggende flygtningelejri Alingsås i nærheden afGöteborg kom vi til Stockholm.Der fik begge mine forældreomsider relevant arbejde på hversit institut, min far på et retsvidenskabeligt,min mor på etkunsthistorisk. De fik løn, og vifik en moderne lejlighed samt althvad vi havde brug for. Den svenskeflygtningehjælp fungeredeperfekt og generøst. Og jeg vedgodt, at det næppe havde værettilfældet, hvis vi var kommet etpar år i forvejen. Det var jo netopdet der var meningen med detstore J i passet — det gjaldt om atsortere uønskede elementer fra.I Stockholm var alt anderledesend i København. Der var lys ivinduerne, chokolade og amerikanskefilm. Jeg kom i det dersvarede til 2.G. på Högre AllmännaLäroverket för flickor å Södermalm.Jeg lærte hurtigt svensk ogfik svenske veninder. Men detvigtigste var på sin vis, at nu varjeg ikke længere en statsløs pigemed en tvivlsom baggrund. Jegvar dansk flygtning — med stregunder dansk.Ikke desto mindre: Den 2. juni1945 blev jeg svensk student. Fiken svensk studenterhue, blev eftersvensk tradition kastet op i luftenog grebet igen af kammeraterfra det nærliggende drengegymnasium,var til studenterfester.Vandrede rundt i gaderne ogsang »Sjungom studentens lyckligadag». Alle smilede til os ogglædede sig med os.Sådan var det ikke den 4. majom aftenen i Stockholm. Vi varen håndfuld danske flygtninge,der drog jublende rundt i gaderneden aften. Det samme gjordevi den 5. maj. Stockholmerne kiggedenoget desorienterede på os.Hvis ikke jeg husker meget galt,var det først den 7. maj, at svenskernestrømmede ud på gaderneog sang sammenmed os.Fjorten dage efter var jeg hjemmei Danmark. Jeg ville hurtigstmuligt hjem til det danske sprog,som jeg havde savnet intenst. Også ville jeg ikke for alt i verden gåglip af studentergilderne sammenmed mine danske kammeraterfra Ordrup Gymnasium, som jeghavde været nødt til at forlade iefteråret 1943. Men det føltes lidtakavet med den svenske hue medblå og gul roset, så jeg skyndtemigned til Thrane og købte en danskstudenterhue i rødt og hvidt. Lidtsnyd var det, på den anden side:Det var jo her jeg hørte hjemme.Eller var det? Når jeg tænkertilbage på de år, forekommerdet mig, at det var i Sverige jegoplevede nogle af mit livs højdepunkter.På trods af besættelsen— eller på grund af den? Jeg tror,at jeg må være en af de få, derskummede fløden af besættelsen.Allerede under selve flugten tilSverige, i bunden af den svenskefiskeskonnert, vidste jeg at lige nubegyndte mit liv. Det var, somom livsfaren fik et slør af uvirkelighedtil at lette. Jeg ved ikke,hvor mange iskolde nattetimer vilå dér i bunden af båden og brækkedeos og krøb sammen medhinanden. Dengang vidste ingenaf os — sådan som jeg ved det idag — i hvor høj grad tyskernelukkede øjnene fortransporterne til Sverige. Foros var det liv eller død hele denlange nat; min far havde to kapslermed cyankalium parat til min”Kigger med tilbageholdt åndedræt, lytter til de overlevendefra dengang, holder mig for ørerne og lukkerøjnene, når jeg ikke kan holde det ud”.bror og mig for det tilfælde, at viblev taget af tyskerne.Jeg vidste ikke noget konkretom, hvad der i så fald kunnevente os. Jeg vidste kun, at dettekunne være livets afslutning.Men inderst inde var jeg midt i alsøsygen og uvisheden besat af endesperat vished om, at lige nu begyndtealting, og for første gang imit liv lå jeg i armene på en smukung mand.Studenterjubilæer. 10 år, 25 år, 50år, og nu 60 år. Tres år efterDanmarks befrielse, tres årefter den fantastiske sommermed hvide kjoler, kulørte lygteri haverne, kys i den korte nat,køreture i jeep langs med det perlemorsglitrendeØresund. Tresår efter befrielsen fra angsten, éngang for alle.Troede jeg.Det er kommet bag på mig, atal den festivitas vi oplever veddisse jubilæer for Danmarksbefrielse stadig virker så voldsomtpå mig. Det kan næsten føles somen lettelse at høre nogle af modstandskampensog krigens veteranerfortælle om deres sene sammenbrudi det ene eller det andetjubilæums anledning, så mangeår efter. Der er altså andre endmig der har måttet se i øjnene, atden krig og den besættelse leveri os til vores dødsdag — med enangst, der genoplives og forstærkesaf alle højtidelighederne.Herregud, det er så mange årsiden, tænker jeg, når dagenenærmer sig. Alle de dér programmeri radio og tv, alle de artikleri aviserne, er det ikke for megetaf det gode. Men jeg lukker opalligevel. Jeg ser mange programmerog læser mange artikler. Jegfår meget at vide som jeg ikke harvidst, aldrig har anet. Og megetsom jeg kun vidste alt for godt.Kigger med tilbageholdt åndedræt,lytter til de overlevende fradengang, holder mig for ørerneog lukker øjnene, når jeg ikkekan holde det ud. Der har væretmange programmer jeg var nødttil at slukke for, men det er sværtat slukke for indre billeder og forord der insisterer på deres egetliv oppe i hovedet. Jeg forstår demennesker der brød sammen, for117. gang eller for første gang.Der var ting som det var umuligtat rumme dengang. Og som mannaivt troede det var muligt atrumme i dag.I forbindelse med jubilæerneer der blevet sat spørgsmålstegnved myten om det danske folksenestående hjælpsomhed over forjøderne. Fiskerne der tog storesummer for at sejle folk over, og16


NORDEN Nu | Juni 2006den slags. For mig er det uvæsentligedetaljer. For mig er mytensandhed.Sådan havde det ikke altidværet. Faktisk blev vi udvist fraDanmark i 1935 og fik besked påat rejse tilbage til det Tyskland vihavde forladt. I 1935! Enten villeman ikke indse at der var fareforbundet med at rejse tilbagetil Tyskland, eller også var manligeglad. Det var udelukkendetakket være en »kristen» sagførersjuridiske manøvrer og dendanske families økonomiskegarantier, at det lykkedes os at fålov til at blive her, dog naturligvisuden mulighed for et anstændigtindtægtsgivende arbejde, endsigenogen form for økonomisk støttefra det offentlige. Vi havde ingenanledning til at føle os velkomnei Danmark på det tidspunkt, selvom man endnu ikke brugte ordsom bekvemmelighedsflygtningog asylansøger.Men i ugerne mellem den29.august og den 5.oktober 1943kom min familie og jeg i berøringmed så mange mennesker fraalle samfundslag, folk jeg kendteog folk jeg aldrig havde hørt om,uden hvis indsats jeg aldrig havdeoverlevet. Jeg var under jordenflere steder, og til sidst hos enfamilie som vi ikke kendte, mensom havde tilbudt at have migboende indtil krigen var slut. Jeghed Marie Mortensen og skulleformelt være barnepige for dereslille dreng, og jeg måtte ikke gåuden for en dør resten af krigen.Men jeg havde mine bøger med,så jeg kunne følge med i skolen.Hverken de mennesker eller jegselv kunne på forhånd vide, atvi nogle dage efter fik et tilbudom at flygte til Sverige nede fraFalster.Men de vidste naturligvishvad de risikerede, hvis jeg blevopdaget af tyskerne. Og detsamme vidste de der husede mineforældre, og familien hvor minbror skulle bo, og de der organiseredeflugten, og de der satte osind i arrangementet, og de derhentede os i taxa og kørte os tilValby Station, og de der holdtmin mor i hånden i toget, hvor viskulle lade som om vi ikke kendtehinanden, og hvor vi hørte bemærkningerom det påfaldendei at der var så mange jøder medtoget den dag…”Ville jeg have sagt ja til at hjælpe, med viden om risikoen?Det blev jeg lykkeligvis forskånet for at tagestilling til dengang. Og kan kun håbe, at jeg vil bliveforskånet for det valg, for jeg ved desværre ikke, hvordanjeg ville reagere”.Det dér store J i mit pas var derjo for at man kunne vide, at jegvar jøde. Det kunne man ellersdårligt se, og man kan ikke påstå,at jeg voksede op i et jødisk hjem.Min mor var døbt og konfirmeret,min far var ateist og havde enBuddha stående på reolen. En afmine første bøger var en vidunderligbibelhistorie for børn.Faktisk blev jeg først jøde, daHitler dekreterede, at det var jeg.I Stockholm var vi blevet installereti en moderne, funktionel lejlighed,hvor jeg fik opfyldt enstor drøm: at få mit eget værelse— og til overmål med klipper ogfyrretræer uden for vinduet. Jegfølte mig velkommen i Sverige,der blev taget hånd om os. Vihavde penge til at leve for, enddatil lidt tøj som supplement tilalt det aflagte vi også fik. Jeg varvant til aflagt tøj, men ikke til, atdet blev givet med kærlighed ogrespekt.Den samme varme og respektmødte jeg også på min svenskeskole. Jeg var dansk flygtning.Ikke et øjeblik havde jeg dennevage, nagende tvivl om min identitet,sådan som jeg havde det iDanmark i hele min skoletid. Jegvar ikke jøde, ikke tysk emigrant,ikke lidt forkert, men danskflygtning — underforstået, at jeghavde ret til at være der. En tungsten var taget fra mine skuldre.En sten hvis eksistens jeg faktiskførst blev rigtig bevidst om underarbejdet med min erindringsbog.Mine svenske skolekammeratervar lykkeligt uvidende om, hvaden okkupation ville sige, og deresstemning forplantede sig til mig.Det var i Sverige jeg havde mangeaf de højdepunktsoplevelser, jegpå sin vis stadig lever på. Indtrykaf en stærk og generøs natur,en smuk og inderlig digtekunst,tætte venskaber. En dyb ogbesynderligt ny fornemmelse affrihed. Jeg var 17 år da jeg kom tilSverige, men det var, som om jegførst nu åbnede mig for tilværelsensrigdom.Jeg var åben og sårbar. Jeg oplevedelykkefølelser, som jeg aldrighavde kendt før. I dag er jeg klarover, at voldsomme ændringer aflivets vante sammenhænge kanbane vejen for øjeblikke hvoralting åbner sig, og jeg er overbevistom, at det var en eneståendeForfatteren Vagn Steens indlæg i ”Befrielse” er en autentiskpræget novelle-agtig historie om en amerikansk pilot, der sprangud fra sit fly og blev hjulpet væk fra tyskerne. Det er dog næppedet her afbillede fly…17


NORDEN Nu | Juni 2006chance for mig at blive kastet udi alle disse omskiftelser på præcisdette modtagelige tidspunkt i mitliv.Men jeg vidste ikke dengang, atogså angst formidles ad ordløse,ubevidste veje, og hvor umærkeligtbørn og halvvoksne menneskeropfanger de voksnes angst ogoptager den i sig.Det var også mens jeg var iSverige, at konkrete beretningerom hvad der rent faktisk skete iTyskland og i de be-satte lande,langsomt begyndte at trængeigennem den mur af skånsomtavshed, som mine forældrehavde opført omkring min brorog mig. Hvert ord var et chok,og jeg husker alle ordene. Livetslysende lykkepunkter og livetssorte afgrunde ramte mig medlige stor kraft. Og det var ikke muligtfor mig at dele de oplevelsermed andre. Slet ikke de mørke,og knap nok de lyse, undtagen isjældne øjeblikke med en svenskMaria MarcusFødt 1926 i Hamborg. Komtil Danmark som syv-årig,flygtede med familien tilSverige i 1943.1953: Mag. art., KøbenhavnsUniversitet, i almindeligog sammenlignendelitteraturhistorie.1953-61: Kunstanmelder påkøbenhavnske dagblade.1961-79: Programsekretæri TV-kulturafdelingen,Danmarks Radio.1979: Indledte uddannelsetil gestalt ogkropspsykoterapeut.Siden 1982 aktiv som terapeut,kursusleder, underviser,foredragsholder, frelance-journalistog forfatter.Har siden 1956 udgivet enlang række bøger, såvelfiktion som faglitteratur.veninde under armen på timelangevandringer i Stockholms gamlegader. Det meste af det levede siteget liv inde i mig, som anelserog længsler, spirituelle såvel sommere jordnære, erotiske. På denmåde er der et livslangt regnskab,som er vanskeligt at gøre op.Rig-dommen i mine ensomme cykeltureog sene aftenmøder medden svenske lyrik, med en pudei ryggen på min seng i mit egetværelse — og så alt det der måtteholdes borte fra bevidstheden,fordi det var umuligt at rumme.Det er det stadig, og når tidenomkring jubilæerne for Danmarksbefrielse ripper op i så megetubærligt både hos mig og hosandre, er det fordi mange af oshar uforarbejdede oplevelser ios, fra vores egen eller fra andresvirkelighed. Og jeg tror ikke, atde nogensinde kan bearbejdestil ende. Man kan lære atleve med dem… eller kan man?For mit eget vedkommende kanjeg blive i tvivl, om det kan ladesig gøre uden at fortrænge dem.Og tvangstanker der har rod ivirkeligheden, er svære at holdei skak.Jeg møder dem, hver gang jeghører om, hvad mennesker gørved andre mennesker. Ikke baredengang, men i dag. Ikke bare iTyskland, men overalt. Jeg er overbevistom, at det ikke behøvede atvære sådan. Jeg ved med mig selv,at jeg på ét plan forstår bødlerne,sådan som Alice Miller forstårHitler ud fra hans grusommebarndom — og at (som hun skriver)»indlevelse i barnets skæbneikke udelukker en korrekt bedømmelseaf senere grusomheder».Jeg ved, at der altid er en årsag, atenhver bøddel har manglet nogetlivsvigtigt i sin egen opvækst. Atder er forklaringer nok, både iden personlige barndom og i denkollektive politiske virkelighed.Men at tænke det skete igennemtil bunds, det lærer jeg aldrig.Hvad ville jeg selv have gjort,hvordan ville jeg selv have valgt,hvis jeg havde været en smuleældre dengang? Ville jeg havesagt ja til at hjælpe, med videnom risikoen? Det blev jeg lykkeligvisforskånet for at tage stillingtil dengang. Og kan kun håbepå, at jeg også fremover vil bliveforskånet for det valg, for jeg veddesværre ikke, hvordan jeg villereagere.Jeg ved kun, at jeg trods almin træning som psykoterapeutaldrig ville kunne arbejde medtorturofre eller torturbødler. Pådet område er jeg skadet for livet.Jeg undgår stadig systematiskbøger og billeder, jeg styrter ud afbiografen eller teatret eller foredragssalen,hvor virkelighedenbliver genkaldt — i et forfængeligthåb om at glemme det derikke kan glemmes. Der er ikkenoget at spille om, alt i mig går iskred, ganske som hos de veteranerder bryder sammen midt i enjubilæumstid. Jeg må nøjes med atbruge de midler jeg har som forfatterog terapeut, for efter bedsteevne at være med til atforebygge — i håb om,at ringene vil brede sigi vandet.Men hvor går detdog langsomt. Dagligter der ting som erubærlige at læse og seog høre om — ikkefra dengang, menfra nu. Og når dendanske statsministerleverer en letkøbtundskyldning for dejøder som Danmarkdengang udviste ogsendte i døden, ser jegmest parallellerne tildagens fremmedhadog dagens praksis medasylansøgere, menneskerder sendes udaf landet til en uvisskæbne. Den stolthedog glæde jeg engangfølte ved at kunnekalde mig dansker,er ikke hvad den harværet. I dag kan jegnæsten blive flov overat være dansk.Men aldrig vil jegheller glemme dendobbelte befrielse.Først den jeg oplevede ved atforlade besættelsens Danmark ogkomme til Sverige med hudløstsind og åbne sanser. Og sidenden magiske, glitrende forsommersom nybagt student med ensvensk og en dansk studenterhue,hjemme i Danmark igen i juni1945.Jeg har ikke mine to studenterhuerlængere, og hvis jeg havde,ville de være godt gulnede. Mende år er ikke gulnede, de leverderes liv i mig med alle deres ekstrememodsætninger, alle deresdobbeltheder. Og det vigtigstede har givet mig, er nok en videnom, at dobbelthed ikke behøverat være splittelse, men kan væreen gave og en rigdom.Og at den sårbarhed og modtagelighedder følger med, når despinkle garantier i ens liv forsvinder,ikke kun er en livslang byrde,men samtidig et stort privilegium.■18


NORDEN Nu | Juni 2006Nordens glemte erindringEt dristigt storprojekt vil prøve at kaste lys over og samle trådene i Nordens kolonihistorie”Et postkolonialistisk nordiskprojekt”, står der i papirerne.En blanding af skepsis ognysgerrighed er det første,der melder sig. Det viser sig atvære et forsknings- og udstillings-projekt,der udføres som”et stafetløb i fem akter”, undfangetaf NIFCA, den dagligeforkortelse for det ikke særligtnordisk lydende ”The NordicInstitute for Contemporary Art”,baseret i Helsingfors, på jævntdansk Det Nordiske Institut forSamtidskunst.Emnet er nok alvorligt oginteressant, men nok også letteretåget for menigmand. Projektetsnavn er ”Rethinking NordicColonialism: A PostcolonialExhibition Project in Five Acts, ogNIFCAs direktør, Cecilia Gelin,anfører i projektbeskrivelsensforord, at der er tale om ”eninterdisciplinær undersøgelse,som udføres sammen med etantal spillere og tænkere i dennordiske region og i resten afverden – i dialog med en rækkehistoriske fænomener, steder oginstitutioner i Norden”.Den grundlæggende hovedtankei dette idehistoriske projekter, at den nordiske kolonihistorieer et mørkt kapitel, der synes atvære gledet ud af nogle af de nordiskebefolkningers hukommelse.Formålet er at kaste lys over dettenordiske efter-koloninale erindringstabog vise, at der er mereeller mindre lige forbindelsermellem tidligere tiders koloniseringtil de store nordiske landesnuværende problemer medintolerance, tendenser til fremmedhadog nationalisme.Stort og ambitiøst projektDe nordiske landes kolonihistorietages op til gentænkningog fornyet analyse for at finderoden til nogle af de hierarkier,uligheder og intolerancer, somstrukturerer de nordiske samfundi dag. Arrangørerne ønsker ogsåat synliggøre, at den (nuværende)postkoloniale tilstand er grobundfor kulturelle sammenstød ogkortslutninger, som fører nyekvaliteter og værdier med sig- kvaliteter og værdier, der eroversete, men som kan være ellerblive frugtbare alternativer til deværdier, vi bekender os til i dag.Udstillingerne (se faktaboks)kombineres med workshops, konferencer,høringer og happeningsi Island, Grønland, Færøerne ogdet samiske område i Finland. 56anerkendte kunstnere, teoretikere,politikere og græsrodsaktivisterfra hele Jorden deltager iprojektet, der begyndte 24. martsi Reykjavík og slutter 25. novemberi Finland.Gennem århundreder har deeuropæiske lande bemægtigetsig andre lande Jorden rundtog udnyttet det selv om derboede andre folk i forvejen.Koloniseringen greb dybt indi de oprindelige samfund medødelæggelser og undertrykkelse.Da koloniseringen var på sithøjeste i forrige århundredesførste halvdel dækkede denifølge projektbeskrivelsen 84 pctaf vor klodes landområder. Dennordiske andel i disse begivenhederskal forstås i forhold til dennestrømning, hvor man i tråd meden overherredømme-tankegangkunne forsvare at kolonisereandre folkefærd og trække mererigdom ud af kolonierne end derblev ført tilbage.Selv om de nordiske kolonieri realiteten er afviklet er koloniseringenikke et færdigt kapitel.Norden kan i dag siges at værei en slags postkolonial tilstandmed tydelige spor tilbage. I detidligere kolonier vil man kunnestøde på frustrationer over ikke atblive hørt, forstået og respekteret,ligesom der er splittede følelseroverfor fortidens koloniherrer.Blandt de sidste vil man omvendtkunne finde romantiske ogbagatelliserende forestillinger omkoloniseringen som en gave, derførte rigdom, udvikling og kompetencertil de koloniserede.Kunstprojektet udgør ogsådet første forsøg på at skrive ensamlet nordisk kolonihistorie. Deter det første af sin art i Nordenog yderst ambitiøst i sit format,da det kombinerer kunstartersom billede- og videokunst, film,performance, musik og aktionskunstmed postkolonial kritik ogpolitisk teori. ■OORethinking Nordic Colonialism 2006er tilrettelagt som et stafetløb i fem akter, hvor hver afde fire første akter består ef en udstillingsdel byggetover et bestemt tema i forbindelse med en workshop,konference, høring eller happening. Hver akt løber overtre uger, og hver akt bringer stafetten videre, så derløbende skabes en erfaringsopsamling og konklusionsformidling.I 5. akt dokumenteres projektet ved ensamlet ”event” i de fire nordiske metropoler.Akt 1: Kunstmuseet, Reykjavík, Island, 24. marts - 16. aprilAkt 2: Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, Nuuk, Grønland,21. april - 14. majAkt 3: Færøernes Kunstmuseum, Tórshavn, Færøerne,12. maj - 4. juniAkt 4: Veturitalli, Rovaniemi, Finland,16. juni - 9. juliAkt 5: DVD udgivelse af et box-set i Helsingfors,København, Oslo, Stockholm, 25. november19


NORDEN Nu | Juni 2006Nordisk uhyggeSkumringstid i 10 år. Markeresmed mord, mørke, mistanker, mystik,mareridt og mandsmodM:ordet i Norden handler om krimier og uhygge. Årets tekster er skrevet afbl. a. den islandske forfatter Arnaldur Indriðason.For børnene: Ole Lund Kirkegaard og Gunilla Bergström.Den nordiske biblioteksuge- Skumringstid har i år 10-årsjubilæum, og det markeres i efterårsarrangementernei dagene13.-19. november. I alle årenehar PR-foreningen for nordiskebiblioteker og ForeningerneNorden samarbejdet om dettestore kulturarrangement – etjubilæum at fejre både lokalt ogsamlet i Norden.Årets tema M:ordet i Nordenhandler om krimier og spændendehistorier. Temaet er en ordleg,som dels hentyder til temaet forden første nordiske biblioteksugei 1997, ”Ordet i Norden”, delsrelaterer til krimi-temaet i sig selvog til forskellige typiske krimibegrebersom mord, mørke,mistanke, mystik og mod.Både temaet og tekstvalget skillersig ud fra tidligere års mereklassiske temaer, forfattere ogeventyrtekster. I år er udgangspunktetvor egen og det modernesamfund. Vi vil belyse spørgsmålog beretninger der kan værebåde spændende, aktuelle oguhyggelige.Forfatterne i år er ”til stede”,såvel bogstaveligt (med undtagelseaf Ole Lund Kirkegaard)som billedligt. I Skumringstid forvoksne, havner fokus på spørgsmålomkring kvinden, samfundetog menneskets modtagelighed; iMorgengry for børn, handler detom spænding og børns mod oginitiativrigdom.Skumringstids-teksten kommerfra Island. Den skrevet af denprisvindende forfatter ArnaldurIndriðason (1961-) og taget frahans bog ”Tavs som graven”(Forum 2005). I år kan vi altså itilknytning til Skumringsuge-arrangementetvente os et programom krimilitteratur, men også omaktuelle samfundsspørgsmål afforskellig art. For børnene er dernaturligvis valgt mindre skræmmendetekster som i stedet forkriminalsager bygger på spændingog relaterer til forskelligeM-ord som mystik, mørke ogmagi. Der er to forskellige tekstertil forskellige aldersgrupper: Forskolebørn: Ole Lund Kirkegaards”Frode og alle de andre rødder”– det tiende kapitel, hvor vi fårat vide hvad børnene finder ivinden.Ole Lund Kirkegaard (1940-79)var en fremtrædende århusianskbørne- og ungdomsforfatter, derhædredes med bl. a. kulturministerietsbørnebogspris (1969). Formindre børn: Gunilla Bergströms”Er du fej, Alfons Åberg?” GunillaBergström (1942-) er Sveriges velmest læste nulevende børnebogsforfatter.■ArnaldurIndriðason fikto år i trækGlasnøglen,den fornemsteudmærkelse iskandinaviskkriminallitteraturOle LundKirkegaardblev kun38 år. Hanskendteste boger nok GummiTarzan.Gunilla Bergström har skrevetover 30 børnebøger og illustrererdem selv.20


NORDEN-NOTITSERLitteraturen bliver stor i OsloEn norsk rigmand har besluttet at bruge 100millioner af sin milliardformue på at etablere etkæmpe litteraturhus i Oslo. Huset, der er på 3500kvadratmeter, kommer til at byde på boghandel,udstillingslokaler, cafe og meget mere. Det ertanken, at huset skal væremødeplads for alle medinteresse for bøger og detskrevne ord, og samtidigøge interessen hos dem, derikke har den ret meget i forvejen.Litteraturcentret forventesfærdigt i efteråret 2007.Hemmelige spioner pågaderne i SverigeRundt på gaderne i de svenske byer siddermænd i biler med kameralinser og venter.De er ansat af de offentlige og deresarbejde går ud på at afsløre... affaldsforbrydere.Det vil sige svenske borgere, dersmider det forkerte affald i de offentligeaffaldscontainere. Spionerne, der alle erpensionerede politimænd, sidder i parkerede biler tætpå containerne og fotograferer løs, hvis eksempelvis engammel computer ender hos de genbrugsvenlige aviser.Derefter bliver der skrevet efterforskningsrapport, ogbødestørrelsen ligger på 5 - 8000 kroner. Svenske medierhar været i oprør over de høje straffe, især efter at en76-årig kvinde først blev meldt til politiet og nu skal foren dommer efter at have skilt sig af med en stegepandei den forkerte skraldespand. En anden kvinde, der hellerikke før havde været i klammeri med politiet, afventer nuen bøde efter at have sat en blomsterkrukke fra sig vedsiden af en affaldscontainer. I alt er over 1000 svenskereblevet anmeldt for forbrydelser mod affaldssikkerheden.Natasha Barrett får Nordisk MusikprisDen norske komponist Natasha Barrett tildeles Nordisk RådsMusikpris 2006 for det elektro-akustiske stykke ”…fetters…”,meddeler Nordisk Ministerråd.Årets 12 nomineringer har omfattet elektroniske indslag.”…fetters…” blev bestilt af Norsk Rikskringkasting i 2002. Barrettbeskriver selv værket som inspireret af fysikkens love for molekylersbevægelser i et begrænset rum, samt hvordan dissebevægelser ændras og accelererer ved tilførsel af energi indtildet begrænsede rum sprænges.Natasha Barrett dokumenterer et imponerende kyndigt greb om mediets unike teknologiskepotentiale og dets komplekse materielle egenart. Hun har ikke ladet sig forføre af den enormeklanglige mangfoldighed, som mediet kan indbyde til, men formår at skabe en afgrænset og afstemtpalet, som hun på en original måde undersøger og udnytter med sikker hånd, hedder deti begrundelsen. Prisen er på 350.000 danske kroner. Uddelingen finder sted ved Nordisk Rådssession i København onsdag 1. november. Værket er indspillet på Aurora: ACD 5037.PISA i nordisk lysDer er udviklet et godt nordisksamarbejde med udgangspunkti de internationale undersøgelseraf elevers indlæringsudbytte,specielt PISA. NordiskMinisterråd meddeler, at det harudgivet en ny nordisk artikelsamlingskrevet af nordiskePISA-forskere baseret på PISAresultaternefra 2003, som blevpræsenteret i en konference iOslo i maj.I rapporten fokuseres påligheder og forskelle mellem denordiske lande. Matematik varhovedområdet for PISA i 2003.Derfor er de fleste artikler knyttettil dette fag.Nordisk skolesamarbejde: http://www.norden.org/skola/skNORDEN Nu | Juni 2006Enarmede tyveknægtegår nordmændtil hovedetI Norge har der på det senesteværet flere sager, hvor børneværnethar måttet gribe ind.Det er sket efter at forældrehar glemt deres poders eksistensi timevis, alt imens deivrigt har jagtet den pekuniærelykke i diverse spilleautomater.De automatafhængige, som dekaldes i Norge, skal nu underøget opsyn af spilleautomaternesejere, der opfordres til at indberetteeventuelle omsorgssvigt tilmyndighederne. I Kristianssandopdagede man således i marts entreårig der sad og græd i en bilmidt om natten, mens faren stodindenfor og gik i spilletrance veden enarmet. Om han vandt noget,melder historien ikke noget om.Sverige overgårigen i feminismeDet nyligt opståede parti,Feministisk Initiativ, gårtil valg i Sverige på enmærkesag om at kvinder skalhave højere løn. Derudover skalmænds vold stoppes, noget FImener, mænd tror de har rettil at begå. Derudover skal derallerede i folkeskolen undervisesi, at mænd ikke har mere magteller er mere værd end kvinder.Yderligere skal det ikke længerevære kvindens fysiske modværge,der afgør, om der er tale omen voldtægt, men om kvindengiver sit uforbeholdne samtykke.FI er dalet i meningsmålingernesiden de kom frem med deresmærkesager, men det vides ikkehelt hvorfor.Ekstrem rigdom iNordenDet kan godt være, vi synesMærsk McKinney Møller er rig,men så skulle man lige tage at senærmere på en vis svensker vednavn Ingvar Kamprad. Kamprader god for 28 mia dollars, ogIkeas kunder gør ham hver dagendnu rigere. Ikeamilliardæren erfaktisk den fjerde-rigeste i verden,mens hr. Møller må nøjes med en84. plads.21


NORDEN Nu | Juni 2006Filmugen i Victoria, SorøI samarbejde mellem ForeningenNORDEN i Sorø-Dianalund og VictoriaTeatret.Filmfestivalen ved sundetNordiske Filmdage fandt sted isamarbejde med Foreningen NORDENi Fredensborg-Humlebæk, kommunerneHelsingør (Cinema Center),Helsingborg og Höganäs, de pågældendekommuners biblioteker, ogi Danmark desuden Børnefilm- ogteaterklubben Humlebien, Humle Bio,Kvartershuset i Kokkedal og NivåBørnefilmklub. Økonomisk er projektetstøttet af Foreningen NORDENsAktivitetsfond, de nævnte kommunersamt Karlebo Kommune.Helge Torm, formand for Foreningen NORDEN i Sorø-Dianalund, byder velkommen med en buket blomster til ministeren for nordiske anliggender Conny Hedegaard.Filmdage og filmuger givernye samarbejdsnetværkFilm-arrangementer åbner for kendskabet til nye nordiske filmproduktioner. Foto: Anders Ole Olsen. Tekst: Ole OxholmSjællandske NORDEN-foreningerbruger dage og uger på film-arrangementer.To markante eksemplerer Foreningen NORDENi Sorø-Dianalund, der i martshar afviklet en Nordisk Filmugei Victoria Teatret, og ForeningenNORDEN i Fredensborg-Humlebæk, der i marts-aprilvar med-arrangør af NordiskeFilmdage med foredrag og forevisningeri et bredt samarbejdsforumaf lokale myndigheder ogsamarbejdspartnere i Danmarkog Sverige. Projektets undertitelvar Filmfestivalen ved Sundet.I Sorø blev ugen åbnet af ministerenfor nordiske anliggenderConnie Hedegaard, der klippedesnoren i Victoria, hvorefterbrødrene Rasmus og MikkelKastberg fra Sorø satte filmugeni gang med at fortælle om hverderes film, efterfulgt af RasmusKastbergs kortfilm ”Lille Lise”(2005). Den er i februar i år blevbelønnet med ”Robert”-prisen afDanmarks Film Akademi. ”LilleLise” er en smuk gyserfilm omen far, der har dræbt sin kone ognu er ved at udrydde resten adfamilien.Derefter vistes broderen MikkelKastbergs og Jonas Baggers”Fotografen fra Mattlaberg”, enkortfilm om en fotograf, somfilmer elge og balletdansere. Denblev prisbelønnet på Fargo-filmfestivalensidste år i North Dakota,USA.Den særlige nordiske stemningi film optog Connie Hedegaardi hendes åbningstale. Den kanman godt fornemme, selv omdet ikke er ensbetydende med, atfilmene ligner hverandre, sagdehun ifølge avisen Sjællandske.Hun pegede på programindholdetsstore kontraster og fandt iøvrigt, at det var flot, at arrangørernehar taget nye film medog ikke koryfæer som Troels vonTrier og Ingmar Bergman.Programmet med 13 film,produceret i Danmark (2),Finland (1), Sverige (4), Norge(3), Island (2) og Færøerne (1),enkelte med indledende foredrag,afvikledes over ni dage.Formanden for ForeningenNORDENs Sorø-Dianalund-afdeling,Helge Torm, siger, at filmugenblev afviklet tilfredsstillende,selv om fremmødet til de enkeltefilm var noget svingende.Øresunds-festivalDet store Øresunds-filmsamarbejdehar i Foreningen NORDENsammenhænghaft sit ankerpunkti Fredensborg-Humlebæk-afdelingen.Programmet omfattedefilm og foredrag for voksne, seksskoleforestillinger i Humle Bio ogbørnefilm på biblioteker og klubberi Fredensborg-Humlebæk ogKarlebo kommuner.Festivalen satte projektørlysetpå nordiske film for at flerekunne få øjnene på for de mangegode film, som produceres iNorden og vises i danske biograferi disse år. Der vistes femvoksen-film, der samlede ca 225tilskuere, samt hos samarbejdspartnerneen serie film for børn.Disse film blev set af knap 800skoleelever. Lokalafdelingen fiken god mulighed for at præsenteresig for skolerne i KarleboKommune, hvor man fik nyesamarbejdspartnere, og detstyrkede fællesskabsfølelsen i dennye storkommune. Samarbejdetmed Danske Børnefilmklubberbetød, at der kunne vises film,som ellers er udgået af denalmindelige distribution, og samvirketmed Foreningen Norden iHelsingborg medførte udarbejdselseaf en fælles plakat, fællesprogramog fælles pressemøde iCinema Center i Helsingør. ■22


NORDEN Nu | Juni 2006Norden i BioFra den danske kortfilm Fisk (2005) af Jakob Rasmussen.Brug humor hver dag – det hjælper(også på forståelsen)Af Carl Liungman, Foreningen Nordens ForbundBilledet af tre tætte finske mændpå vej i en skraltende bil. Den eneprøver at tænde sin cigaret, mentænderen dur ikke. Sådan indledesden finske kortfilm ”Perkele”(2004), der har lavmælt, næstenarketypisk finsk humor i heleforløbet. Ligeså klicheagtig ognationaltypisk er humoren i dendanske film ”Fisk” (2005), hvor etromantisk restaurantbesøg enderi katastrofe på grund af en absurdspøg.”Fisk” og ”Perkele” er to af femnordiske kortfilm, som er udvalgti forbindelse med temaet humori det nye film-baserede sprogundervisningsprojektNordeni Bio for de 14-19-årige elever ihele Norden. De ørvige film er”Natan” (Sverige, 2003), Móðan(Island, 2004) og den norske”Hjemmekamp” (2004).Sproglærere i alle landenetilbydes et nyskrevet undervisningskompendiumog en specialproduceretDVD. Målet er at øgeelevernes kundskaber i nordiskesprog og nordisk kultur, historieog film. Film og humor kan sessom effektive pædagogiske værktøjeroverfor dagens medievanteog kritiske elever.Foreningerne NordensForbund (FNF) og de nordiskeinformationskontorer står bagprojektet, der hovedsageligt finansieresaf Nordisk Kulturfond.Desuden medvirker de nationaleNorden-foreninger sammen mednogle af de nordiske ambassadertil, at Norden i Bio bliveret helt i gennem multilateraltsprogprojekt.Nordisk Kulturfonds storesprogundersøgelse ”Internordisksprogforståelse” (2005) viste,at nabosprogforståelsen blandtnordiske unge er forringet siden1970-erne (da den foregåendeundersøgelse fandt sted). I defleste nordiske lande er nabosprogundervisningeni skolerneikke mere en selvindlysendesag. Ligesom svensk i Finland erdansk i Island blevet svækket. Deter hovedsagelig ældre menneskeri Helsingfors eller Reykjavík, somendnu udnytter deres nordiskesprogkundskaber i kontaktenmed nordboer fra nabolandene.Svensk er dog stadig modersmåletfor ca seks pct af den finskebefolkning.De nordiske folks oprindeligevest- og østnordiske dialekteropfattes i dag desværre somselvstændige nordiske sprog i derespektive lande, og forskelleneer ikke helt lette at slå bro over.Men det er netop disse forskelle,som skal belyses i projektet Bioi Norden – paradoksalt nok fornetop at pege på de mange lighedermellem sprogene. Forskelligesprog er ikke kun beslægtedegennem det rent sproglige, menhar ofte også kulturelle og historiskeslægtsbånd med politiskefortegn. Eksemplerne i Nordener mangfoldige, og selv om de historiskemodsætninger har væretstore har de nordiske lande i dagi en meget speciel og uhørt positivforbindelse mellem hverandre,ikke mindst i en internationalsammenligning. Disse forbindelserbygger sin succes på netop desproglige bånd.At der løber en gylden sprogtrådgennem islandsk, færøesk,nynorsk, norsk bokmål, dansk,rigssvensk og finlandssvensk erderfor noget vi virkelig bør holdefast i og hæge om. Vi ser, hvordankulturelt fællesskab og fælles værdigrundlagi stort og småt forenerfolkene i Norden, uafhængigt af,at f.eks. finsk og skandinavisk haren ganske væsensforskellig sprogbasis.Sprogforskellene overvindesofte af en gensidig forståelsei hverdagen, og en tilsvarendehumor. I projektet Norden i Biotyddeliggøres dette – læs mereherom og se filmklip på hjemmesidenwww.nordenibio.org. ■23


Foreningen NORDEN 2006Malmøgade 3.2100 Kbh. Ø.NORDEN nu 140,-MedlemstilbudForeningen NORDENs bogsalgskatalogBestil allerede idagForeningen NORDENsbogsalgskatalogOmtale af over 60 bøger eller mindrepublikationer revideres løbende.Noget bliver udsolgt, andet kommertil. Kataloget kan rekvireres fralandskontoret. Det er gratis. For allebøger tillægges eksped. gebyr kr. 10.- &porto.Vandrehjemskort 2006Foreningen NORDENs Landskontor udstedervandrehjemskort for hele 2006 vedhenvendelse til landskontoret, Maj-BrittSkovbro Hansen.Kortet gælder for én person hele året.Nordisklitteraturtidsskrift 2005Det er gratis for medlemmer.10,-70,-10,-Madkultur i Norden– En AntologiBogen er en kogebog, men med indledendeafsnit om bl.a. kød, brød, frugt og grønti en nordisk historisk sammenhæng.Bogen er fremstillet og udgivetaf en af Foreningen NORDENsmedlemsforeninger. Bogen omnordisk madkultur kan købesigennem Foreningen NORDENsLandskontor for 140 kr.- + porto ogforsendelse.Gratis formedlemmerBefrielse. Erindringer om1940’ernes ufredsår.I bogen skildres dels ierindringsbilleder, dels i fiktion,ukendte sider af besættelsestidenset fra en dansk og en svensksynsvinkel. Den danske synsvinkel erstadig nærværende for mange, densvenske er stort set ukendt og derforekstra interessant. Fem danske ogfire skribenter fortæller levende ogmedrivende om ufredsårene. Bogentilbydes medlemmerne så længeoplag haves, for kr. 140 plus porto ogforsendelse.DK skilt til bilenLäsfeberAf Torgny Karstedt. Bogen om lystentil og besværlighederne ved at læse.Bogen indeholder varme og humoristiskeberetninger i prosa og vers. 96sider, svensk.25,-Svenske og norske turistforeningersårbøger, udvalgte geografiske områderSe iøvrigt bogsalgskataloget.Litteratur i NordEn antologi med uddrag fraalle nominerede bøger tilNordisk Råds litteraturpris2005. Pris er eksl.administation.25,-140,-Der tages forbehold for trykfejl og udsolgte varer

More magazines by this user
Similar magazines