DANSK POLITIK 2007-2012, Redigeret af Lasse Marker og ... - Ræson

sin sympati over på underhunden.SF er de stærkeste – De Radikale er de svagesteRegeringen kan falde. Men det vil i så fald først og fremmest skyldes,at den snubler. Sagen i en nøddeskal er nemlig, at selve den for detpolitiske systems funktion helt afgørende opposition er i en megetramponeret forfatning.Hvis vi tager den mindst ramponerede del af oppositionen først, erdet klart, at Socialistisk Folkeparti har fået fat i en lang ende. Partiet harklaret sig fantastisk flot under Villy Søvndals ledelse. I praksis er SF detledende parti i oppositionen: det har både den dygtigste leder og denbedste folketingsgruppe. Ikke mindst fordi der ved valget i 2007 kom såmange dygtige, unge mennesker ind i gruppen.Derfor går mine kritiske anmærkninger til SF først og fremmest påto forhold: hvor robust er pragmatismen? Og hvor er SF’shovedbestyrelse?Hvad angår pragmatismen, så er der ingen tvivl om, at den har bragtSF meget godt de senere år. Men kan folketingsgruppen levere denpragmatiske vare i forbindelse med en afstemning om et eller flere af defire forbehold? Kan den levere den pragmatiske vare i forhold tilfinanslovsaftaler og andre store, nødvendige forlig? Kan den levere denpragmatiske vare, hvis man kommer i regeringsposition, og det foreksempel viser sig, at der ganske enkelt ikke er nogen nemme ogpopulære løsninger i Afghanistan?Jo tættere, man kommer på magten, jo mere pragmatisk bliver selv devenstre-orienterede som regel. Glem ikke Joschka Fischer. Menhvordan med SF’s hovedbestyrelse? Den er med rette berygtet for sinmolboagtighed og sine hardcore, grøntsegmentagtige fikse idéer. For atvære opsamlingsbassin for dem, der ikke rigtig duer, men som man påden anden side ikke rigtig ved, hvordan man skal skaffe sig af med i etsystem, hvor repression kun kan ske i form af repressiv tolerance. Ligenu er succesen så stor, at selv den største landsbytosse i hovedbestyrelsenkan finde ud af at holde sin kæft. Men hvor længe? Det er i højeste gradet springende punkt.Fra den socialdemokratiske front har der i lang tid ikke været nogetnyt. Partiet har i forhold til sin historie en ganske lille folketingsgruppe,der til gengæld ikke er specielt fremragende. Det ytrer sig ved, atSocialdemokraterne notorisk ikke kan sætte spændende dagsordener,der samtidig er så folkelige, at det fænger uden for Politikens ogInformations redaktionskollegium. Sundhed? Nej. Moderne familieliv?Nix. Bæredygtighed? Nul. Mobilitet? Nope. Fødevaresikkerhed og -kvalitet? Sorry. Europa? Beklager. Globalisering? Har ikke hørt noget –tjekker lige, og vender så tilbage.Det falder først og fremmest tilbage på partiets ledelse. Det er den,der leder og fordeler arbejdet, og som kan og bør tage de nødvendigeinitiativer. Men hvor ledelsen af partiet efterhånden har oparbejdet envis anciennitet, er den ikke på nogen måde slået over i rutine. Det påståsmed vedholdende stædighed af alle, der er tæt på hverdagen iSocialdemokratiet, at folketingsgruppen kun lejlighedsvis hører fraledelsen. Og lige så vedholdende, at når de menige medlemmer endeligselv tager initiativer og har brug for lidt hjælp fra partiets politiskøkonomiskesekretariat dertil, kan det ikke lade sig gøre. Heltrutinemæssigt skulle det være drænet for energi, fordi det er så44