Barcelona! - ALS Gruppen Vestjylland

als.gruppen.vestjylland.dk

Barcelona! - ALS Gruppen Vestjylland

Barcelona!Lige efter London turen sidste år, da jeg var blevet udskrevet fra sygehuset, mødtes Bo og jeg fleregange på cafeer i sommeren og i efteråret, for at diskutere næste års fælles ferie planer. Og vi fik etpar øl! Jeg havde nogle forslag, men byerne var for handicapfjendtlige, mente Bo og efterhåndenblev vi enige om Barcelona. Vi har talt om Barcelona i flere år, men vi mente at det var for hårdt atkøre derned på to dage og vi ville ikke bruge tre dage på at transportere os!Da jeg spurgte mine hjælpere i januar, var der kun to hjælpere der meldte sig til Barcelona, Lars ogHenrik. Jeg havde samtidig fået ny socialrådgiver, som skar min ferie bevilling ned til at jeg kunmåtte have to hjælpere med på ferie, så det passede jo fint sammen. Bortset fra at det er fuldstændiguforsvarligt at rejse til Barcelona, med kun to hjælpere, uanset om man kører derned i bil eller omman flyver, når man er respiratorbruger. Heldigvis har jeg det mentale overskud til at protestere,men tænk på dem der ikke har overskud til at protestere? De risikerer at dø af socialrådgivernesvanvittige beslutninger!Jeg skippede straks den nye socialrådgiver og forlangte at få en ny, så jeg skrev i de følgendemåneder direkte til lederen af socialrådgiverne. Min nye socialrådgiver, som jeg skippede, havdeogså bestemt at der intet overlap var mellem de to hjælpere, der var med på ferie. Når den ene varpå arbejde, var den anden på rådighedstimer og omvendt! Så jeg skrev til lederen, at hvordan skullejeg nogensinde blive liftet i seng eller op af sengen, hvordan skulle jeg komme i bad og hvordanskulle jeg blive afcuffet morgen og aften, når der ikke var noget overlap mellem de to hjælpere?Men lederen støttede kun den skippede socialrådgiver: "Hun er en dygtig og ansvarsfuldmedarbejder".Jo, goddav do! Jeg var dog ret sikker på, at jeg ville få lov til at rejse med tre hjælpere, da jeg kortefter fik støtte fra Respirationscenter Vest i Aarhus. Nogle måneder senere, fik jeg en nysocialrådgiver og vi havde et møde. Jeg syntes at hun lyttede velvilligt til mine argumenter, så alt sålyst ud. Indtil jeg fik en mail om at hun havde bestemt at mine hjælpere kun måtte være pårådighedstimer, så de kunne være derhjemme og blot have deres mobiltelefon hos sig og så kunnede komme, når jeg havde brug for hjælp! Er du rigtig klog, jeg er respiratorbruger? Skrev jeg strakstil hende, og videre: "Jeg forstår at kommunen skal spare penge, men det går nok ikke at slårespiratorbrugerne ihjel; det er vi nogle der vil protestere over". Og afslutningsvis: "Jeg forlanger enuforbeholden undskyldning for dit uforstandige forslag".Det er til at græde over, at man skal bruge tid på sådan noget forfærdeligt vrøvl! Jeg begyndte atoverveje at flyve til Barcelona, da det virkede uforsvarligt at køre en så lang tur, med kun tohjælpere, eller for den sags skyld med tre hjælpere, der ikke er vant til at køre så lange ture. Ved atflyve, mister man selvfølgelig mange oplevelser dernedad, men de følgende sider vil vise, at manfår mindst lige så store oplevelser ved at flyve. Jeg havde siden i december, haft kontakt medrejseselskabet Handi Tours, da jeg ville til Tenerife i februar. Hvem vil ikke gerne til Tenerife i denkolde, våde og sure danske vinter? Ja, mine hjælpere ville ikke, for der meldte sig kun en enestehjælper, så turen blev aflyst! Men jeg fik altså kontakt til Handi Tours, med deres motto "RejsUanset Handicap" og de fløj netop til Barcelona. Jeg troede selvfølgelig at Handi Tours levede optil deres motto, men jeg skulle blive meget klogere....Da jeg annoncerede at jeg ville flyve til Barcelona, meldte Paola sig, ifald jeg skulle få lov til at


ejse med tre hjælpere, hvilket jeg stadig troede på. Jeg satte Lars til at søge efter handicapvenligehoteller i Barcelona og han lavede lynhurtigt en liste på fem centrale hoteller, som vi kunne prøve atringe til. Men vi kontaktede først Handi Tours, som blandt andet anbefalede Hotel Jazz i centrum afBarcelona. Men for det første, tog Handi Tours næsten dobbelt pris for at booke et værelse: 2000kroner for et dobbeltværelse pr nat! Hvilken handicappet person kan eller vil betale det? Hvis vibookede værelserne af en anden vej, kunne vi få værelserne til ca det halve! For det andet, har maningen afbestillings ret hos Handi Tours!Som syg og handicappet, kan man pludselig blive nødt til at aflyse rejsen, på grund af enlungebetændelse osv. Og så er pengene bare tabt! Handi Tours kan selvfølgelig bare afbestillehotelværelserne helt gratis, indtil dagen før værelserne er booket og så indkasserer Handi Tours helebeløbet for de afbestilte værelser! Stærkt usympatisk af Handi Tours! Og for det tredje, var HotelJazz slet ikke handicapvenligt, selvom Handi Tours anbefalede det! De havde kun badekar påværelserne, inklusive handicapværelserne, og vi med fremskreden ALS og respirator kan umuligtbruge et badekar!Så vi begyndte på Lars' liste af handicapvenlige hoteller, også i centrum af Barcelona. Vi mødtesude hos Bo en eftermiddag og en hjælper ringede rundt til hotellerne. Det første vi kontaktede, varabsolut ikke handicapvenligt: De havde ingen værelser i stueetagen og kun en fire personerselevator til de andre etager, som vi umuligt kunne være i, med vores store el-kørestole. Det er vivant til; hoteller der kalder sig handicapvenlige, forestiller sig ikke så store el-kørestole, mobillifteog badestole. Men næste gang var der mere held: Hotel Medinaceli tæt på Ramblaen opfyldte voresumiddelbare krav og vi bestilte straks fem værelser, da Bo også havde to drenge og en pige med,Johan, Daniel og Sanne. Vi bestilte to handicapværelser, to dobbeltværelser til vores mandligehjælpere og et fælles pigeværelse, da jeg stadig troede på, at jeg ville få Lars, Henrik og Paola med.Jeg var, som sædvanlig, plaget af sygdom før en udenlandsrejse. Bo kalder mig hypokonder, da jegaltid er syg på vores fælles ferierejser, i hvert fald da vi var i Wien og i London. Men jeg harefterhånden vænnet mig til at jeg er syg året rundt, men alligevel kører jeg hårdt på året rundt!Udover min ALS, er jeg konstant i behandling for et eller andet, det være sig en blodprop eller eninfektion. Fjorten dage før Barcelona turen, blev jeg sat i antibiotika behandling, da jeg stadig havdesmerter øverst i højre lunge, efter min dobbeltsidede lungebetændelse. Det viste sig nogle dagesenere, at der alligevel ikke var en infektion, så den eneste effekt af antibiotika kuren, var at densmadrede min mave fuldstændigt, så jeg nogle dage inden afrejsen havde diarre ud over det hele....Og otte dage inden turen, tog jeg på sygehuset for at få endeligt afkræftet at jeg havde en blodprop ilungerne. Ja, siden min læge annoncerede ideen om at jeg måske havde en blodprop i lungerne, blevjeg mere og mere overbevist om at jeg havde netop dette. Jeg havde jo en blodprop i lysken sidste årog blodpropper kommer vist i klynger, har jeg hørt? Som sædvanlig, tog vi på sygehuset i den tro atvi kun skulle være der i en times tid for en blodprøve. De beholdt os i seks en halv time! Jeg skullehave målt blodtryk, iltmætning og puls, jeg skulle have taget elektrokardiogram og jeg skulle havetaget blodprøver i flere omgange: De stak forgæves i flere fødder, end jeg troede at jeg havde, førdet lykkedes at få blod nok. Bagefter skulle mine lunger røntgenfotograferes og endelig CT scannes.Heldigvis havde vi taget min sondemad med, mens min hjælper kun fik en mikroskopisk sandwichog et glas juice, som sygeplejersken venligst fremskaffede. Vi måtte vente næsten to timer førlægen kom med resultatet af CT scanningen, men vi fik en tandlægestue med et stort fladskærmsfjernsyn, så vi så næsten hele fodboldkampen Frankrig-England. CT scanningen viste at jeg ikke


havde en blodprop i lungerne, men derimod en knude i lungerne! Lægen mente at det bare var enknude af indkapslede bakterier i lungerne, altså ikke noget alvorligt. Jeg fik da også en tid to en halvmåned senere, for en nærmere undersøgelse af knuden.Der var yderligere problemer med Handi Tours, da de bruger almindelige rutefly til Barcelona og debrugte naturligvis Cimber Sterling, som krakkede noget tid før jeg ville have bestilt billetter.Heldigvis havde jeg endnu ikke fået at vide, om jeg måtte have to eller tre hjælpere med på rejser ogtak for det! Ellers havde pengene været spildt! Efter konkursen, valgte Handi Tours at bruge SAS tilBarcelona, hvilket fordyrede prisen, men det var trods alt betryggende!Blot en måned før afrejsen fik jeg, af min nye socialrådgiver (hende med rådighedstimerne forhjælpere for respiratorbrugere), at vide at jeg måtte have tre hjælpere med på rejser, men hunbestemte også at jeg kun måtte have 28 arbejdstimer i døgnet, inklusive rejsedagene, hvor alle trehjælpere er på arbejde. Resten af timerne var rådighedstimer, altså 44 timer i døgnet varrådighedstimer! Jeg skrev straks til socialrådgiveren at jeg for det første protesterede og for detandet, at det tvang mig til at betale sort løn til hjælperne, for de timer de virkelig var på arbejde. Pårejsedagene er de, som nævnt, alle tre på arbejde og jeg besluttede også straks at jeg ville have tohjælpere med rundt om dagen, for alt andet er uforsvarligt for en respiratorbruger i en fremmed by iet andet land!Og jeg bestilte straks flybilletterne, via Handi Tours og jeg må desværre sige, at Handi Toursoverhovedet ikke har styr på noget som helst! Da vi fik rejseplanen var afrejsedagen helt forkert ogjeg havde bevisligt skrevet de rigtige datoer. Desuden var rejsen derned fra Circle Hot Springs tilBarcelona og det er ikke engang løgn! Circle Hot Springs ligger 135 kilometer nord for Fairbanks iAlaska og det er ikke engang løgn! Jeg har engang været i Fairbanks, på en af mine tre rejser tilAlaska, men vi skulle altså 135 kilometer nord for Fairbanks for at flyve til Barcelona! Hjemrejsedatoen var korrekt, men vi skulle rejse fra en lokalitet i Bolivia til Kastrup! Et par opringninger tilHandi Tours fik rettet fejlene.Og fjorten dage før afrejsen fandt Handi Tours pludselig ud af at jeg har respirator, efter at jegallerede i december havde meddelt at jeg var respiratorbruger, havde meddelt mærket pårespiratoren, vægten af respiratoren osv. Handi Tours tog i øvrigt overpris for flybilletterne og manhar, som sædvanlig, ikke afbestillings ret. Handi Tours har som nok sikret sig afbestillings ret påflybilletterne, så de tjener kassen på aflyste rejser. Stærkt usympatisk af Handi Tours! Og få dagefør afrejsen, ville Handi Tours ikke sende flybilletterne til mig, eller de påstod at de allerede havdesendt dem, men de havde bare sendt rejseplanen to gange. Vi måtte nærmest franarre Handi Toursmine flybilletter, få dage før afrejsedagen....Jeg bliver formentlig nødt til at rejse med Handi Tours fremover, men jeg ville ønske at jeg ikkebehøvede det! De tager overpris for alt og man har ikke afbestillings ret på noget som helst! HandiTours har selvfølgelig afbestillings ret på det hele, så de lever i høj grad af aflyste rejser, som der vilvære mange af for syge og handicappede mennesker. Så det er et stærkt usympatisk rejseselskab!Og de er bestemt ikke handicapvenlige og lever ikke op til deres motto, om at rejse uansethandicap! Deres motto gælder kun for mennesker med lettere handicaps, som kan bruge en manuelkørestol, kan bruge et badekar, kan komme ind i en lille elevator osv.Man ser da heller ikke andet end manuelle kørestole i Handi Tours katalog, ikke en eneste elkørestol!Ok, man ser faktisk enkelte el-kørestole i kataloget, men det er klart at Handi Tours mest


er for stokbrugere, rollatorbrugere, el-scooterbrugere og manuel kørestolsbrugere. Jeg skulle jo lejehjælpemidler af Handi Tours, da det ikke er muligt at have mobillift og badestol med i flyet. HandiTours kan ganske vist levere en mobillift, men de kan ikke levere en badestol på hjul, som kanvippes tilbage og som har nakkestøtte på, sådan forstod jeg det i hvert fald! Handi Tours kan kunlevere en stationær badestol, der står fast ude på badeværelset og som mange hoteller alligevel har.En stationær badestol, som svært handicappede, som vi med fremskreden ALS og respirator, ikkekan bruge til noget som helst!Jeg ville ønske at jeg selv havde tid til at starte et rejsebureau for handicappede, men jeg hardesværre aldrig tid. Det må være en drøm at have et rejsebureau? For så skal man jo prøve allerejserne selv! Jeg ville lave et rejsebureau for svært handicappede og ikke som Handi Tours, formoderat handicappede! Og alle handicappede skulle have fuld afbestillings ret på alt og alligevelville jeg sikkert tjene kassen! Nej, det er lige meget....Med skiftet til SAS, skulle vi flyve til Barcelona klokken 8.40 om morgenen. Og det anbefales athandicappede møder op i lufthavnen tre timer før afrejse tidspunktet, da der er utallige praktisketing der skal ordnes før man kan stige ombord på flyet. Det vil sige at vi skulle mødes midt omnatten! Hjælperne aftalte at Paola ville komme ud og pakke dagen før og så skulle de tre hjælpereblot møde ind klokken 2.30 om natten, pakke det sidste, pakke bilen og køre bilen til Kastrup,stadig midt om natten. Jeg valgte ikke at blive liftet i seng den sidste aften, men at hvile i kørestolende få timer den sidste nat, selvom jeg udmærket vidste at jeg næppe ville sove.Jeg sov da heller ikke et eneste øjeblik den nat, dels fordi min hjælper faldt i søvn foran fjernsynetog jeg kunne ikke nå kørestols alarmen, så jeg kom alt for sent i seng (eller i kørestol, hvilket jegallerede var....) og dels fordi jeg havde smerter i hovedet af at ligge i nakkestøtten. Så jeg varlysvågen da Lars og Henrik mødte op klokken 02.30. Paola havde sovet længe, så vi hentede hendei Langeskov ved halv fire tiden. Alle hjælperne var dødtrætte og sure og tvære af at skulle møde såtidligt; nej det passer faktisk ikke, alle var tværtimod helt friske og i højt humør, på trods af dettidlige tidspunkt! Det begyndte at lysne da vi kørte af sted tyve minutter over tre.Da vi kørte over Storebæltsbroen, tænkte jeg på at jeg reelt var alt for syg, til at tage på en stor rejse.Efter 3-4 dage med diarre, begyndte jeg på en Imodium kur mod tynd mave, men jeg tog åbenbartalt for mange Imodium tabletter, for straks fik jeg total forstoppelse. Da maven begyndte at blivenogenlunde i orden igen, godt et døgn før afrejsen, misforstod en hjælper mig og gav mig Imodiumtabletter igen, mod tynd mave, selvom jeg stadig havde total forstoppelse! Grunden til at jegalligevel tog på rejsen, var at jeg allerede havde betalt 25.000 kroner for flybilletter, leje af mobilliftog badestol, transfer til og fra hotellet, rejseforsikring osv, som ikke kunne refunderes og desudentroede jeg på at varmen i Barcelona, ville være godt for mig. Jeg kunne, på nuværende tidspunkt,reelt kun afbestille hotelværelserne, bortset fra den første dag.Senere på Sjælland, så vi en utrolig smuk blodrød solopgang ved halv fem tiden. Vi ankom tillufthavnen ved godt fem tiden, heldigvis i meget god tid, for først kørte vi helt forkert i lufthavnenog senere blev både mit Visa kort og Mastercardet afvist i parkeringshuset. Det viste sig senere atparkeringshuset slet ikke havde åbnet så tidligt og vi måtte parkere udendørs, så vi ankom til checkinmindre end tre timer før flyafgang. Det skal siges til Handi Tours fortjeneste, at alt mittungtvejende ekstra bagage gik glat igennem check-in, ingen spurgte om noget! Jeg fik endviderelov til at køre helt ud til gaten i min store el-kørestol; det har jeg aldrig før fået lov til i Danmark,men ofte i udlandet.


Bagefter gik mine tre hjælpere og jeg til morgenmad hos Burger King, dvs jeg blev tvunget med!De valgte hver især en Crispy Chicken Burger, en pakke pommes fritter med remoulade som dipsauce og enten cola eller fanta. Klokken var kun kvart i syv, hvor klamt! Næste projekt var atkomme igennem sikkerhedskontrollen med el-kørestolen: Der kom en såkaldt "sniffer"; ikke ensporhund, men en elektronisk sporhund, der sniffede hele kørestolen og mig igennem og så var viklar. Bagefter gik vi helt forkert i lufthavnen, så vi kom alt for sent ud til gaten. Vi skulle jo førstind i flyet, men nu kom vi allersidst! De kaldte mig endda over højttalerne: "Arne Lykke Larsenbedes melde sig til gaten hurtigst muligt". Det er ikke ligefrem den form for berømmelse jeg higerefter....Ude ved gaten var officials meget bekymrede over størrelsen af min el-kørestol. Det var nemlig etældgammelt skod fly, fra Dronning Viktorias tid, hvis lastrums luge kun var 73 centimeter høj. Visænkede kørestolen helt ned og lagde ryggen helt ned, men vi havde ikke lige et målebånd. Jeg var imellemtiden, af stærke Falck mænd, blevet løftet over i denne her sækkevogn, som kan gå indimellem sæderne i flyet. Vi anede nu ikke om vi skulle til Barcelona eller ej, selvom jeg havdeindsendt målene på kørestolen, samtidig med at jeg havde bestilt flybilletterne en måned tidligereog dengang sagde SAS ikke noget.Jeg sagde til mine hjælpere at hvis vi blev afvist af flyet, så ville vi tage en køre ferie til Bornholm,for en ferie skulle vi ikke snydes for! Men jeg må sige at officials i lufthavnen virkelig gjorde alt forat vi skulle komme til Barcelona og det endte med tommelfingeren opad, for min kørestolsminimale højde er præcis 72,9 centimeter høj! Så vi var blot en millimeter fra Bornholm....Jeg blev som sædvanlig tapet fast til flysædet med gaffa-tape, rundt om brystkassen og rundt ompanden. Denne gang på økonomi klasse, da det har været de præcist samme sæder på første klasseog på økonomi klasse, de sidste fire gange jeg har fløjet. Jeg betaler gerne ekstra for ekstra komfort,men de skal ikke narre mig! Det var da også de samme sæder på første klasse og på økonomi klassedenne gang, så hvorfor betale tusindvis af kroner for at få gratis mad? Kort efter take-off, fik minehjælpere i øvrigt gratis mad af SAS alligevel! Vi skulle oprindeligt have siddet på tredje række, menblev af praktiske årsager flyttet bagud og da tredje række netop var skillelinjen mellem første klasseog økonomi klasse, havde stewardesserne åbenbart fået indtryk af at vi oprindeligt hørte til på førsteklasse, så vi fik da bare gratis mad og drikke af SAS!Der var skide koldt i flyet, så jeg bad om et tæppe. Og jeg fik et tæppe, af præcis det samme stof,som gardinet ud til stewardessernes køkken! Det ældgamle skod fly havde i øvrigt stenhårdestensæder af sten, så jeg fik lynhurtigt ondt i enden. Jeg prøvede først at få lagt puder under lårene,men det hjalp ikke. Derefter måtte begge mine mandlige hjælpere nærmest løfte op i mig, påflysædet og skubbe puderne ind under hver balle. Jeg har fremtidige planer om at tage til Tenerife,til Thailand og måske til USA, men det er hårdt at sidde i et flysæde så længe, når man erfuldstændig lam i hele kroppen, så jeg må udvikle et system af puder, så jeg kan holde det ud. Afandre skavanker ved det ældgamle skod fly fra Dronning Victorias tid, kan nævnes at den højremotor hele tiden satte ud, men det gik lige op med at vi tabte den venstre vinge over Paris....Da vi nærmere os indflyvningen til Barcelona, opdagede en af stewardesserne pludselig at jeg sadhelt uden sikkerhedsbæltet spændt. Henrik bemærkede at jeg jo havde gaffa-tape om brystkassen ogom panden. Nå ok, sagde stewardessen så. Lufthavnen ligger på en halvø ude i Middelhavet, så detvar flot da vi landede. Bagefter måtte vi sidde længe i flyet inden der kom hjælp og hjælpen bestod


af to kortbenede spanske kvinder, der ikke måtte løfte og var dårlige til engelsk! Så alle mine trehjælpere måtte løfte med, først over i sækkevognen og udenfor flyet over i en manuel kørestol,hvori jeg sad meget dårligt.Vi blev nu kontaktet af en lille kortbenet tyk spansk mand med et handicapskilt på ryggen, af minehjælpere straks kaldet Gumbas (da han lignede en Gumbas), som om muligt var endnu dårligere tilat tale engelsk, end de kortbenede spanske kvinder, der ikke måtte løfte. Han fulgte os gennem heleBarcelonas kæmpestore lufthavn til det sted, hvor min kørestol skulle komme ud. Vi ventedehalvanden time på min kørestol plus den tid vi allerede havde ventet i flyet og det endte selvfølgeligmed, at vi måtte tilbage til den anden ende af lufthavnen igen, fordi min kørestol slet ikke kom udder hvor Gumbas sagde. Mine hjælpere troede at lufthavns medarbejderen havde skubbet den låstekørestol (vi havde jo slået hoved afbryderen fra) gennem hele lufthavnen, men det nægter jeg at tro;de plejer at have køreskolen på en træpalle.Så vi var meget trætte da vi endelig gik mod udgangen af lufthavnen og blev noget overraskedeover, at der stadig stod en kvinde ved udgangen, med teksten: Mister Larsen. Jeg havde jo bestilttransfer til og fra hotellet hos Handi Tours og det fungerede perfekt, selvom vi var to timer om atkomme ud af lufthavnen. Vi troede at vedkommende for længst var kørt hjem igen. Kvinden, somtalte spansk uafbrudt, uanset om vi ikke forstod et ord af hvad hun sagde, førte os ud til en storhandicap taxi med lift.Vi så nu for første gang vejret i Barcelona: Det var ca 25 grader varmt, men overskyet. Vejrudsigtenfor Barcelona, som vi havde skrevet ud hjemmefra, viste 25-35 grader, masser af sol og næsteningen regn. Jeg blev hurtigt liftet op, kørestolen blev spændt fast i gulvet men jeg havde somsædvanlig ikke sele på i udlandet, det er jeg vant til. Vi var blevet advaret om trafikken i Barcelonaog kvinden startede med at køre med høj hastighed hen over nogle vejbump, så jeg var ved at rygeud af kørestolen. Men Henrik sagde "slow down" og det forstod hun åbenbart, mens hun snakkedevidere til os på spansk. Hun kunne reelt kun to ord på engelsk; "yes" og "okay".Man så straks at man var landet i et sydeuropæisk land; på vej ind til Barcelona kørte vi langs højeklipper og overalt var der palmer og andre eksotiske træer, blandt andet mahogni træer. Vi komsnart til centrum og igen var der palmer overalt. Når man ser palmer er man på ferie, sagdehjælperne samtidig. Mine tre hjælpere på denne tur og jeg, er helt vilde med palmer! Ferie og ferie,min socialrådgiver havde jo bestemt at jeg skal begrunde mine ferier fagligt, selvom jeg havdeskrevet til lederen af socialrådgiverne, om han også skulle begrunde sin ferie fagligt? Næppe, det erjo rent vrøvl! Efterfølgende skrev jeg naturligvis til socialrådgiveren at jeg skulle ned påuniversitetet i Barcelona, i forbindelse med mit arbejde! Der lå faktisk en afdeling af universitetettæt på vores hotel, så jeg skulle alligevel forbi universitetet, på vej til stranden! Jeg tager jo altid mitarbejde meget seriøst, så denne sandfærdige beretning viser at jeg hovedsageligt arbejdede påuniversitetet i Barcelona....Vi nåede snart Hotel Medinaceli, der ligger lige ud til marinaen og med en pragtfuld lille palmelundlige foran hotellet. Vi parkerede og slæbte al bagagen ind i receptionen. Det er et fint firestjernetromantisk hotel, med blodrøde hjerte formede møbler i receptionen. Paola var i øvrigt glad forendelig at komme til et land, hvor folk kunne udtale hendes navn! Jeg hørte snart Bo's skingre alarmog han kom med min tunge kuffert: Bo havde venligst taget al min sondemad, en masse handsker,en masse sugekathretre og diverse tøj med til mig, så jeg ikke fik alt for meget overvægt i flyet. Vitalte lidt om deres køretur til Barcelona og det havde været en meget anstrengende tur; de var først


nået frem til overnatnings stedet i Frankrig klokken halv fire om natten og skulle tidligt op næstemorgen, for at køre videre til Barcelona, hvilket bekræftede mig i at det reelt er uforsvarligt at køreså langt. Nå, Bo skulle ud at spise, så vi aftalte at mødes senere på dagen.Men først skulle vi finde et værelse. Bo havde egentlig fået lovning på at begge vores værelserskulle være i stueetagen, da han tvivlede på at vi kunne være i elevatoren. Der var nemlig ikke flereledige værelser i stueetagen, men Daniel og Johan tilbød at jeg kunne få deres værelse, lige vedsiden af Bo's værelse. Problemet var at der var at der var badekar i dette værelse, men Bo havdeallerede tilbudt at vi på skift kunne tage bad på hans badeværelse, hvor der var brusekabine. Menjeg nægtede kategorisk at dele Bo's badeværelse, tænk på hvad han laver derude?Vi havde nemlig allerede prøvet elevatoren og jeg kunne med besvær være der og vi fik nu frit valgpå alle hylder blandt alle hotellets ledige værelser. Vi valgte et værelse på fjerde etage, hvor derganske vist også var badekar, men der var et afløb ude på gulvet udenfor badekarret, som vi kunnebruge. Værelset på fjerde etage var meget stort, var egentlig et tre personers værelse, men vi fikhotellet til at fjerne den tredje seng. Til gengæld havde værelset det mindste fladskærms fjernsyn,jeg nogensinde har set på et moderne hotel, et kun 16 tommers fjernsyn. Ja, de er skøre despaniere....Et fjernsyn som vi i øvrigt aldrig havde tændt! I receptionen var der også en almindelig mobillift ogen badestol på hjul, som jeg havde lejet af Handi Tours til levering på hotellet. Jeg havde åbenbartmisforstået noget, for badestolen havde hjul under, men den kunne ikke vippes tilbage og havdeingen nakkestøtte, men jeg besluttede at jeg nok kunne bruge den til et eller andet. Vi slæbte hurtigtal bagagen op på værelset sammen med mobilliften og badestolen. Det er sjovt, vi mødte hele tidenrengøringskoner på gangene på hotellet og de sagde hele tiden "hola" i stedet for "hallo", når demødte os og i receptionen sagde de også hele tiden "hola" i stedet for "hallo". Ja, de er skøre despaniere....Vi pakkede hurtigt det mest nødvendige ud, så vi var klar til natten og så ville vi ud at se noget afBarcelona. Vi gik først over til marinaen, blot 50 meter fra hotellet. Der lå et nyt middelalderligtskib, et kanon skib meget lig Vasa skibet i Stockholm, som man kan forestille sig at have sejletrundt i Middelhavet i seksten hundrede tallet. Der lå også andre træskibe, blandt andet et tremastetskib. Vi ville finde noget at spise og gik over en bro, til den anden side af marinaen og fandt enudendørs cafe og de tre hjælpere satte sig i sofaen. Tænk at udendørs cafeer har sofaer med blødepuder? Hjælperne bestilte lækre sandwiches og cola og jeg fik min første spanske øl i sonden iBarcelona. Nej, det var vist en Carlsberg....Bagefter gik vi over endnu en bro, hvor mange afrikanske sælgere solgte solbriller, håndtasker,køleskabsmagneter, smykker osv til de forbipasserende, på havnen. De solgte åbenbart tingeneulovligt, for de var i stand til at pakke alt lynhurtigt sammen i et stort tæppe og lade som ingenting,når en politibil nærmede sig havnen. På havnen så vi den 59 meter høje Columbus statue, hvorColumbus står på en globus og peger ud mod havet. Der skulle være en elevator inde i den langeslanke søjle, op til Columbus statuen og der skulle være en flot udsigt deroppefra, men det var sværtat tro på, for søjlen er næppe mere end en meter tyk.Vi så også Søfartsmuseet og Havnekontoret udefra, utroligt flotte bygninger med detaljeredeudsmykninger ovenpå. Vi havde allerede nu indtryk af at der er utallige utroligt flotte bygninger iBarcelona! Vi gik op på Ramblaen for første gang, Barcelonas hovedstrøg, dog hovedsageligt for


turister. Nederst på Ramblaen stod der folk, der optrådte ved at stå helt stille, men det kan ligesomikke imponere os med fremskreden ALS! Slapsvanse, skulle det være noget? Vi med fremskredenALS, kan sidde helt stille en hel dag, vi kan nemlig slet ikke bevæge os! Ellers består Ramblaenmest af karikatur tegnere, souvenir sælgere og billige spisesteder. Ramblaen er også kendt for demange lommetyverier og for afrikanske mænd, der begår trick tyverier. Længere oppe af Ramblaenmødte vi tilfældigvis Bo og hans hjælpere. Det var ved at være aftensmad tid, men vi ville ikkespise på Ramblaen for det er for dårligt, så vi gik ind i de smalle sidegader øst for hovedstrøget. Deter sjovt, sidegaderne er næppe mere end to meter brede og alligevel er husene op til 5-6 etager høje.Vi nåede frem til Placa Real og Bo ville lige finde et diskret sted osv, men jeg gider simpelthen ikkeat forklare hvad Bo skulle, så lad os bare sige at Bo ville finde et diskret sted at købe en plasticmodel af Gaudis fantastiske katedral La Sagrada Familila - Den Hellige Familie, Barcelonasvartegn. Placa Real, er en utrolig smuk plads, med palmer spredt over hele pladsen og medspringvandet i midten. Der er udendørs restauranterne hele vejen rundt under arkaderne og der erofte optrædende, denne aften en akrobat der slog kraftspring, vindmøller og Nelson med skrue. Hanhavde alle sine venner med, som klappede helt vildt når han lykkedes med et kraftspring! PlacaReal, Kongens Plads, er næppe til ære for kongen i Madrid, men selvfølgelig for den catalanskekonge tilbage i tidernes morgen, Catalonien kæmper stadig for selvstændighed af Spanien. Et stærktusympatisk træk af catalanerne i disse tider, hvor alle andre forener sig!Vi gik videre i de smalle sidegader og gik hver for sig, for at finde en passende restaurant. Allerededen første dag i Barcelona, så jeg utallige kørestole på gaderne, ikke bare manuelle kørestole menogså el-kørestole. Jeg ved ikke om hjælperne lægger mærke til det, men som kørestolsbrugerbemærker jeg det, i de byer jeg kommer til. Jeg har aldrig set så mange kørestole på gaden, som iBarcelona: Man ser tydeligt at Spanien er et rigt land!Bo ringede og fortalte at han havde fundet en restaurant. Jeg lader altid Bo bestemme mhtrestauranter; jeg er ikke så kræsen, bare det er godt! Der var et højt trin ind til restauranten, menmed en masse skubben bagpå, klarede vi det lige. Det var en meget autentisk catalansk restaurant,med okse kranier og med ældre køkkenredskaber på væggene. Der var endda et par originale pelotaketchere på væggen. Rigtige mænd spiller naturligvis pelota med hånden, som jeg så det i Bilbao i1999 - pelota a mano. Bo skulle lige finde et diskret sted at købe en plastic model af Gaudisfantastiske katedral La Sagrada Familila - Den Hellige Familie, Barcelonas vartegn, inden vibestilte. Bo foreslog at vi tog nogle små tapas som forretter eller appetitvækkere. Forretter med fisk,blæksprutter, svampe, snegle osv.Men det var de helt forkerte hjælpere, jeg havde med til Barcelona: Den ene kunne ikke lide fisk ogblæksprutter, den anden kunne ikke lide pizza, den tredje kunne ikke lide orme og snegle og sådanvar det hele vejen igennem! Da jeg kunne spise for mange år siden, elskede jeg fisk, blæksprutter,hummere og anden seafood. Jeg spiste det mest når jeg var på rejser i Paris og på Sicilien:Sværdfisk, tun, blæksprutter osv. Da jeg arbejdede på Observatoire de Paris, var der ofte snegle somforret i restauranten. Jeg tog dem af og til; de var så saltede, at de mest af alt smagte af salt! Mantager naturligvis til Barcelona for at spise fisk, blæksprutter, muslinger og paella med det hele.Hvem tager til Barcelona for at spise burgere og steaks hele tiden? Ja, mine hjælpere gjorde....Jeg var meget træt den aften, efter næsten to døgn uden søvn, så jeg faldt lidt væk under tapas, sommine hjælpere vist ikke kunne lide. Bagefter bestilte hjælperne hovedretter og respiratoren begyndteat bippe bagpå. Vi var nervøse for at den var gået i stykker under flyvningen, så den ikke kunne


køre på kørestolens batteri mere. Det ville betyde store begrænsninger i min bevægelsesfrihed, menså opdagede vi heldigvis at kørestolen var løbet kørt tør for strøm. Så vi måtte skubbe kørestolenhjem til hotellet....Omkring hotellet holdt mange hjemløse til, de sov i porte og inde ved hæve automaten. Ja, man sertydeligt at Spanien er et fattigt land! Begge mine mandlige hjælpere blev tilbudt at købe hash afdem, de første dage. De så lidt mærkelige ud i receptionen, da vi skubbede en stor og tung elkørestolind i elevatoren. Vi havde som sædvanlig flyttet sengene ned til enden af værelset, så vikunne stable mine fødder op. Og jeg lå generelt godt i sengen, bedre end nogensinde før på minerejser. Tidligere fik jeg altid voldsomt ondt i lænden og i ryggen af at ligge på en flad seng, men såbegyndte den ene fysioterapeut at massere min ryg hver eneste gang og så forsvandt mine rygproblemer efterhånden. Jeg sov dog kun lidt den nat, da jeg hele tiden skulle suges enten i tuben, imunden eller i næsen og jeg kunne ikke nå nat alarmen.Onsdag morgen insisterede jeg på at komme i bad, da jeg kun tog en truckervask (deodorant underarmene) tirsdag nat. Mine hjælpere glædede sig i øvrigt også til at komme i bad onsdag, da de kunhavde taget en cowboyvask (våd klud under armene og i ansigtet) tirsdag nat. Jeg blev liftet op påbadestolen, men jeg kunne umuligt sidde der alene, så under hele badet, måtte en hjælper holde mithoved, mens en anden vaskede mig. Vi troede selvfølgelig også at gulvet på badeværelset hældedehen mod afløbet, men det hældede naturligvis ind mod mit værelse, så vi måtte læggesammenrullede håndklæder i døren. Jeg besluttede straks at jeg højst ville i rigtigt bad hver andendag!Onsdag morgen målte vi også mit blodsukker, som vi gjorde det et par gange under Barcelonaturen, men det var heldigvis meget lavt, mellem fem og syv. Så jeg havde ingen infektion og varlangt fra at skulle have insulin. Men vi havde selvfølgelig masser af insulin med, både ihåndbagagen og i en af kufferterne. Det var vi blevet rådet til af Diabetes Klinikken i Odense. Hvisman virkelig er på insulin, er det livsvigtigt at man har det med på rejser og det kan være svært atfinde præcis den samme type, når man står i et andet land.Men vi fik ordnet resten af morgen rutinen, pakkede tasken og gik ud og ventede på Bo. Jeg havdeLars og Henrik med og vi satte os ud i palmelunden, ovre ved springvandet. Det var meget varmereend om tirsdagen, mindst 30 grader og strålende solskin fra en skyfri himmel, hvilket er perfekt vejrfor os med fremskreden ALS. Vi er nemlig nogen kuldeskære frysepinde på grund af manglendemuskler og dårligt blodomløb. Vi har reelt kun ordentligt blodomløb i hjernen!Endelig kom Bo ved halv tolv tiden. Jeg foreslog at vi tog op for at se Antoni Gaudis fantastiskekatedral La Sagrada Familila - Den Hellige Familie, Barcelonas vartegn og den var Bo straks medpå. Jeg kunne se at Bo havde det svært med at være direkte i solen, mens jeg ville være i solen heletiden. Solen var dog så skarp, at vi måtte have noget på hovedet, så jeg tog min grå macho-manChevrolet mande kasket på, mens Bo tog sin kridhvide mælkemandsbøsse kasket på!Det var en rigtig drengetur i dag, da Bo havde Johan og Daniel med og jeg havde, som nævnt, ogsåkun drenge med. "Pas, Penge og Præservativer", som Lars altid siger når han skal på drengetur. Oghan praler af, at det er hans kone, der har pakket for ham! Der var 2-3 kilometer til katedralen, så viville se noget på vejen. Vi gik hen forbi Picasso Museet og ind i Parc de la Ciutadella. Jeg havdelæst om Picasso Museet hjemmefra og der var kun værker fra hans tidlige periode, så det havde ikkeden store interesse for mig: Jeg har set fantastiske Picasso udstillinger i Paris! Parc de la Ciutadella


er derimod en vidunderlig park, men vi gik kun langs den ene side, langs utroligt flotte botaniskevæksthuse.Vi kom op forbi Triumfbuen, som ikke er nær så smuk og nær så gammel, som Triumfbuen i Paris,men til gengæld har den smukkere omgivelser; en alle af palmer! Triumfbuen i Barcelona blevbygget til verdensudstillingen i 1888 og fungerede som indgangs port til verdensudstillingen, somnetop fandt sted i Parc de la Ciutadella, som vi lige havde gået igennem. Det skulle ikke undre migom nogle af de andre flotte bygninger, vi så i parken også var bygget til verdensudstillingendengang?Det var langt over frokost tid, så vi fandt hurtigt en fortovs cafe. Værten blev chokeret over at jegville sidde direkte i solen, men jeg elsker solen! Hjælperne fik lækre sandwiches og Bo og jeg fikspansk øl i sonden, udover sondemaden. Jeg spurgte Bo om han kunne huske noget fra dengang hanvar på forretningsrejse til Barcelona? Han havde bare gået en tur på Ramblaen og på havnen; restenhavde været arbejde. Han havde til gengæld afsløret svindel hos den spanske forretningspartner oghavde sparet det danske firma for millioner af euros. Eller var det millioner af pesetas?Efter frokosten ville Bo lige finde et diskret sted at købe en plastic model af Gaudis fantastiskekatedral La Sagrada Familila - Den Hellige Familie, Barcelonas vartegn. Snart så vi de første spir afkirken og pludselig tårnede den sig op foran os. Vi gik halvvejs rundt om kirken; vi kunne ikkekomme ind fra forsiden, men nogen fortalte om bagindgangen. Vi ville selvfølgelig ind i katedralenog den handicappede plus en hjælper kom gratis ind, så vi skulle kun købe to billetter, alt i alt!Indenfor og så vidt også udenfor, ventede et festfyrværkeri af finurligheder og fantasifuldeudsmykninger. Det er en fantastisk kirke, men højst utraditionel! Der er stort set ingen lige flader ikirken, alt er finurligt udsmykket og der er fantastiske glas mosaikker overalt. Og imponerendesøjler står ved siden af hinanden, op til 100 meter høje. Man forstår at Antoni Gaudis katedral erBarcelonas vartegn!Man bygger i øvrigt stadig på kirken og der stod flere kæmpestore kraner i området. Man hartilsyneladende bygget på kirken siden 1882 og Gaudi troede selv at det ville tage syv generationer atfærdiggøre kirken. Vi så en model af den færdige kirke inde i kirken, men det er vist noget med atGaudi ikke havde helt faste planer og tegninger for den færdige kirke. Det siges at Gaudi boede ikirken, de sidste år inden han blev dræbt ved en sportsvognsulykke, nej undskyld, ved ensporvognsulykke i 1926. Det er sjovt, man forestiller sig at en nationalhelt som Antoni Gaudi blevdræbt ved en kæmpe sporvognsulykke, hvor to sporvogne med lysets hastighed kørte sammen medsammenlagt 50.000 døde, men Gaudi blev vist bare ramt af en sporvogn....Jeg tror vi var et par timer inde i kirken og bagefter mødtes vi i parken bagved kirken. Hjælperne fikkæmpestore is og vi fik en masse væske i sonden. Nu da vi endelig fik set kirken, ville Bo lige findeet diskret sted at købe en plastic model af Gaudis fantastiske katedral La Sagrada Familila - DenHellige Familie, Barcelonas vartegn og jeg købte en t-shirt med kirken på, årets tøj indkøb. Vedfrokosten havde vi talt om at besøge Antoni Gaudis park, Parc Güell, når vi nu alligevel var i denende af byen. Til Parc Güell var der ligeså langt endnu, som vi havde gået til La Sagrada Famililaog det meste opad, da Parc Güell ligger på et 200 meter højt bjerg nord for Barcelona.Så vi begik os af sted mod Parc Güell, selvom mine to hjælpere allerede talte om deres ømmefødder og tæer. Det tog hårdt på batteriet, på vores to kørestole da det gik konstant opad 2-3


kilometer, men vi var fast besluttet på at vi ville nå frem til parken. Vi kørte lidt forkert, menendelig nåede vi til indgangen og allerede ved indgangen så vi sjove finurlige og fantasifulde husemed sjove hatte eller tage, men det lignede hatte! Antoni Gaudi havde planer om at bygge 60finurlige og fantasifulde beboelseshuse i Parc Güell, men han nåede kun at bygge et par stykker,inden han blev dræbt ved en kæmpe sporvognsulykke, hvor to sporvogne med lysets hastighedstødte sammen med sammenlagt 50.000 døde....Lige da vi var kommet indenfor i Parc Güell, opdagede Bo at han havde meget lavt strøm niveau påsin kørestol, så han ville straks vende hjemad til hotellet. Men vi havde jo ikke noget i Parc Güell,så jeg fik ham overtalt til at vi kørte lidt længere op i parken, hvor der skulle være en flot udsigtover Barcelona. Vi kørte overalt mellem finurlige og fantasifulde skulpturer og farvestrålende hegnog bygninger.Vi kom op til den store søjlehal, med græske eller romerske søjler, hvor der var en udmærket udsigtover byen. Jeg ville helt op på plateauet ovenfor, mens Bo trillede hjem til hotellet. Der var en stejlgrusvej op til plateauet, så det var ikke noget for tøsedrenge, altså ikke noget for Bo! Men vi blevvirkelig belønnet deroppe, med en fantastisk udsigt over hele byen. Jeg tror at vi stod deroppe entimes tid og nød udsigten og tog masser af billeder. Min kørestol havde også meget lavt strømniveau, men vi skulle såmænd nok nå hjem til hotellet. Men det var simpelthen så ynkeligt at høreto store stærke mænd tale om deres små ømme pussenusse fødder og tæer, så jeg besluttede at vi togen taxi ned til centrum, eller nærmere bestemt til Columbus statuen hvor vi aftalte at mødes medPaola.Nede ved indgangen af parken holdt der mange almindelige taxier og Henrik spurgte hos en af dem.De kaldte en liftbil taxi; den skulle være der om et kvarter. Da der var gået et spansk kvarter, dvs enhalv time, var liftbil taxien endnu ikke kommet, så Henrik prøvede at kontakte nogle af de andrealmindelige taxier, men taxichaufførerne kunne kun tale catalansk og spansk, så det opgav vi.Heldigvis kom der en politibetjent og han forklarede at en liftbil taxi skulle bestilles dagen iforvejen, men han var meget behjælpelig og ringede nu til et taxi firma og fik fat i taxichaufføren tilen liftbil taxi, og sagde at hvis liftbil taxien ikke var her om ti minutter ville taxichaufføren bliveanholdt!Sådan forstod jeg det i hvert fald. Og efter præcis ti spanske minutter, dvs tyve minutter, holdt deren liftbil taxi ved indgangen af Parc Güell. Liftbil taxien havde ganske vist ingen lift, men derimoden meget stejl rampe, så det var ikke noget for tøsedrenge at køre derop, altså ikke noget for Bo!Min kørestol gik da også død for strøm på vej op af den stejle rampe, så vi måtte slå den over påmanuel styring og skubbe kørestolen op. Desuden måtte vi lægge ryggen tilbage, ligesom dakørestolen skulle ind i flyet, da liftbilen (uden lift) ikke var særlig høj. Men ind kom kørestolen ogjeg og af sted gik det mod Columbus statuen.Paola kunne fortælle at hendes dag var gået med at hun havde været i organiseret slagsmål med tomuskuløse mænd og bagefter havde hun forfulgt to afrikanske mænd og forsøgt at stjæle deresmobiltelefoner, eller var det omvendt, men hun havde i hvert fald haft en spændende dag! Viskyndte os at finde en fortovs restaurant og få noget at spise. Kørestolen var helt død for strøm, såvi måtte skubbe den hjem til hotellet, for anden aften i træk. Vi tænkte at de i receptionen syntes atdet var en mærkelig el-kørestol ham den dumme dansker havde: De skubber den hjem hver aften....Torsdag morgen tog jeg kun en truckervask, men sad på bækkenet i et kvarter bagefter. Jeg havde


stadig total forstoppelse og der kom ingenting. Jeg følte nærmest at jeg havde cement i tarmene;torsdag var det syv dage siden der var kommet noget. Men vi fik hurtigt ordnet morgen rutinen ogvar klar til endnu en spændende dag i Barcelona. Torsdag havde de lovet det varmeste vejr i heleugen og vi mærkede den trykkende varme, da vi mødtes i palmelunden udenfor hotellet. Jeg havdefor længst bestemt, at vi på den varmeste dag i Barcelona, skulle ud at sejle, uden at vide om vioverhovedet kunne komme ud at sejle. Men tirsdag havde vi set at der lå mange turist skibe, dersejlede rundt i havnen og langs kysten af Barcelona. Skibene lå på rad og række i marinaen.Bo ville ikke med, så vi begik os alene mod marinaen. I boden foran det første skib, sagde de at detikke var muligt for kørestolsbrugere at komme ombord, men om ti dage kom der et andet skib, derkunne tage kørestole med. Skuffende, om ti dage var vi for længst tilbage i Odense igen! Men vispurgte bare i det næste skib, for en sikkerheds skyld: Jo, det kunne sagtens lade sig gøre, de havderamper, velkommen ombord! Hvorfor kunne den dumme skid fra det første skib, ikke bare sende osvidere? Vi kom snart ombord og alle var meget hjælpsomme, skubbede endda bagpå på kørestolen,når vi skulle over forhindringer.Vi sejlede først ud langs havnen, hvor der lå flere luksus linere til kaj. Vi hørte siden hen atBarcelona er den by ved Middelhavet, der besøges af flest luksus linere. Senere sejlede vi lidt langskysten, inden vi tog langt ud at vende på den halvanden time lange tur. Langt ude var der en flotudsigt til byen og specielt til de 200 meter høje bjerge omkring Barcelona. Når vi var langt ude,vippede skibet voldsomt på grund af de tre meter høje bølger (ok, så tredive centimeter høje bølger),så det var bestemt ikke noget for tøsedrenge, altså ikke noget for Bo! I læsiden på skibet var detbrændende varmt, mens det i den modsatte side blæste voldsomt op og havvand slog ind overskibet.I land igen, ringede vi til Bo for at spise frokost sammen. Men Bo havde stor krise; han var gået nedi byen med to hjælpere, men den ene var kørt træt og var gået hjem til hotellet for at hvile sig ogstraks efter var Bo's respirator gået i stykker! Så den alene tilbageværende hjælper måtte ventilereBo med Rubens ballonen samtidig med at han kørte kørestolen og Bo hjem til hotellet, en nærmestumulig opgave!Endelig havde Bo tekniske problemer, det har jeg drømt om i mange år! Det plejer nemlig altid atvære mig der har både de tekniske problemer og de helbredsmæssige problemer, men nu var detendelig Bo's tur! Nej, det var selvfølgelig en ulykkelig situation, som kunne have kostet ham livet!Heldigvis havde de kun været 300 meter fra hotellet, men de kunne ligeså godt have været i denanden ende af byen. Bo havde sikkert været for beskeden til at ringe til mig, for jeg kunne sagtensundvære en hjælper, men jeg var i øvrigt tre sømil fra kysten, på det tidspunkt.Vi måtte spise frokost alene og så på nogle udendørs restauranter ved marinaen, men Paola og Larskunne ikke lide maden. Så vi fandt en italiensk restaurant i et indkøbscenter, hvor de kræsnehjælpere fik lidt for små portioner af pasta og jeg fik en spansk øl i sonden. Desuden fik vi strøm tilkørestolen; vi begyndte nu hver dag at lede efter frokost restauranter, hvor vi kunne låne enstikkontakt, for opladeren til kørestolen havde vi alligevel med. Vi ville gerne vise dem ireceptionen på hotellet, at min kørestol godt kan køre selv om aftenen....Det er sjovt, i hele Barcelona, kørte der hele tiden fejemaskiner rundt i gaderne og overalt var derpinligt rent. Ikke som i Danmark, hvor der er et værre svineri i gaderne. Om aftenen havde vi ogsåset at beboerne i Barcelona bare satte deres skraldeposer ud på gaden, og så var de fjernet om


morgenen. Ja, man ser tydeligt at Spanien er et rigt land!Bagefter gik vi op i byen for at se den gotiske middelalder by, med flere paladser, rådhuset ogdomkirken. Det var voldsomt varmt inde i de stille gader i centrum og Lars lod sig friste til at gå ibar mave. Vi gik lidt forkert, men fandt snart domkirken, blandt andre smukke middelalderligebygninger. Domkirken er en vidunderlig bygning, med høje spir og smukke middelalderligeudsmykninger overalt. Kirken blev påbegyndt så tidligt som i 1298 og bygningen stod på i 150 år.Dengang havde man tålmodighed; man påbegyndte bygningen af en kirke, som først ville blivefærdiggjort mange generationer senere og som man aldrig ville se fuldendt! Der var høje trappetrinop, så jeg kunne umuligt komme ind, dels var mine hjælpere for lidt påklædt, man måtte ikke viseskuldre (og slet ikke bar mave!) og dels var der ingen ramper. Der var nogen der snakkede om enrampe ved en bagindgang, men vi gik hele vejen rundt om domkirken og vi fandt ingen rampe.Ups, jeg skulle jo besøge og arbejde på universitetet i Barcelona, så vi spurgte en politibetjent foranrådhuset om vejen til universitetets hovedbygning. Rådhuset var i øvrigt også en pragtfuld bygning,som vi kun så udefra, da vi havde travlt med at besøge universitetet, hvor jeg jo hovedsageligtskulle være i Barcelona. Vi gik over på Ramblaen og blev straks kontaktet af en mand, der luftedeen lille hund og som åbenbart kunne se at jeg havde ALS. Tydeligvis en trick tyv, men hanpræsenterede sig som kirurg fra Jerusalem. Han fortalte om nogle nye forskningsresultater fraWeissmann Institutet i Jerusalem, som kunne helbrede ALS. Han forklarede endvidere nogetindviklet om israelsk lovgivning, som ikke tillod at bruge israelere som forsøgspersoner, men hanopfordrede mig til at melde mig som handicappet forsøgsperson via den danske ambassade.Fjorten dage efter Barcelona turen, fik jeg en mail fra Birger Bergmann Jeppesen med et link tilnogle artikler om en ortodoks jødisk præst, der var blevet helbredt for ALS via stamcellebehandling i Israel. Ved første øjekast, var det nogle overbevisende artikler, men når man læste demi detaljer, viste det sig at være religiøse dokumenter, der kun kunne bruges til at tiltrække folk tiljødedommen! Lidt ligesom bogen "The Healing Code", hvor forfatterne også påstod at de kunnehelbrede ALS, men i virkeligheden var forfatterne ude i et helt andet ærinde, nemlig at tiltrækkefolk til kristendommen! Det er der forhåbentlig ingen der falder for og hvem stoler i øvrigt på enortodoks jødisk præst?Jeg kunne se at Lars var meget optaget af den israelske kirurg, men efter mange år med ALS, er jegskeptisk overfor nye forskningsresultater mht ALS, men jeg tror at kirurgen mente det oprigtigtnok! På den anden side, vi mødte kirurgen senere på eftermiddagen også på Ramblaen, men udenhund og jeg syntes at han havde et blodigt smil og hår om munden. Han havde sikkert spist hundenlevende....Bagefter gik vi op for enden til den store Placa Catalunya, hvor Ramblaen egentlig starter. Derspurgte vi endnu en politibetjent om vejen; politibetjente var virkelig vores venner i Barcelona, dekunne som de næsten eneste i byen, tale et forståeligt engelsk. Ok, tjenerne på restauranterne taltegenerelt fint engelsk, men spurgte man folk på gaden, skulle man være heldig hvis de kunne taleengelsk; utroligt i et moderne Europa!Vi skulle bare to minutter til venstre og så havde vi hovedbygningen af universitetet foran os.Universitetet er fra 1450, men de fleste bygninger er vist fra seksten hundrede tallet eller senere. Vimåtte have hjælp til at få åbnet dørene, så jeg kunne komme ind, men det var en pragtfuld historiskhovedbygning! Med søjler og arkader og historiske malerier og gobeliner på væggene. Lars havde


lånt et password fra Syddansk Universitet i Odense og pludselig var han på nettet! Det havde viikke regnet med, men sådan er det måske mange steder?Vi gik udenfor i de smukke gårdhaver og gik hele vejen rundt under arkaderne. Overalt hvor der vartrapper, var der lavet kørestolsramper, så det var let at komme rundt i min store el-kørestol, detkunne Syddansk Universitet i Odense lære noget af! De kunne i øvrigt også lære noget om skønhedved at besøge universitetet i Barcelona, universitetet i Odense er jo notorisk grimt! Det er sjovt, i enaf gårdhaverne så hjælperne at et par studerende sad og røg hash, en fed joint! Vi fandt detmatematiske institut, men ikke det fysiske institut men jeg laver såmænd ligeså meget matematiksom fysik....Vi gik videre til Placa Catalunya, som er et trafik centrum i Barcelona, alle busser går ud herfra. Jeglagde nu mest mærke til de tusindvis af duer på pladsen, storbyens rotter, hvor klamt! Tilbage påRamblaen snakkede Lars med en politibetjent. Lars kom tilbage og fortalte at det faktisk er ulovligtat gå med bar mave på gaden i Barcelona, selvom det er fyrre grader varmt. Ja, de er skøre despaniere....Vi satte os på en cafe på Ramblaen og Lars gik ind for at købe cola og is, så Paola og jeg sad tilbageved bordet. Straks satte sig en afrikansk mand tæt opad os, og hurtigt kom hans tre afrikanskevenner. Tydeligvis afrikanske trick tyve; vi var jo lette ofre, en kvinde og en handicappet mand. Deforsvandt hurtigt, alle fire afrikanske mænd, da Lars kom tilbage. De skulle bare vide, at han er enværre slapsvans! Men inden de fire trick tyve forsvandt, listede jeg lige fire tegnebøger op af deresbaglommer og jeg listede lige fire Rolex ure af deres håndled, så kan de lære det....Vi mødtes med Henrik og gik en lang tur ud mellem havnen og bjerget Montjuic. Der var smuktlangs havnen, med palmer overalt. Vi så endnu flere luksus linerne derude, nogle lå til kaj og noglesejlede ud eller ind. Halvvejs over en høj vippebro, hvorfra der var en flot udsigt over havnen. Vikom forbi nogle store bygninger på havnen, der trængte til at få renset tagrender; de havde meterhøje kaktusser i tagrenderne. Hvorfor har man overhovedet tagrender i Barcelona, vi så ikkeskyggen af regn hele ugen? Jeg havde håbet på at vi kunne finde en spændende havne restaurantderude, men vi fandt intet.Ved Columbus statuen så vi et termometer, der viste 35 grader og klokken var 20 om aftenen! Minehjælpere spekulerede i at det måtte have været mere end fyrre grader midt på dagen? Vi spiste på enaf restauranterne under arkaderne på Placa Real. Den afrikanske mand med kraftspringene var derogså og alle hans vildt klappende venner. På alle restauranterne rundt om i Barcelona, rendte derhele tiden folk rundt for at sælge røde roser, sjove hatte, selvlysende solbriller og andet gejl. Ja, manser tydeligt at Spanien er et fattigt land! Men vi havde igen en hyggelig aften, med masser af godmad og jeg fik som sædvanlig en spansk øl i sonden. Vi kunne sidde i t-shirt til klokken 23 ogkørestolen kunne selv køre ind på hotellet!Vistnok? Lars havde natten og han snorker sædvanligvis højlydt hele natten, men jeg havde indførten speciel politik for Lars på denne tur: Jeg vækkede ham, med nat alarmen, hver gang hanoverhovedet begyndte at snorke, eller bare tænkte på at snorke, så han snorkede slet ikke påBarcelona turen, i hvert fald ikke når han var sammen med mig og vi fik vist begge sovetnogenlunde alligevel, jeg var i hvert fald helt frisk om morgenen! Fredag morgen kom jeg i rigtigtbrusebad, efter den meget varme dag i går og vi fik hurtigt ordnet morgen rutinen.


Jeg havde nemlig store planer for fredag: Jeg ville op bjerget Montjuic, jødernes bjerg, hvor der erutroligt meget at se! Jeg havde egentlig planlagt at vi skulle gå helt op på Montjuic og til deforskellige seværdigheder deroppe, hvilket ville tage hårdt på kørestolens batteri og vi villesandsynligvis løbe tør for strøm. Men vi havde spurgt i hotellets reception og de sagde at vi bareskulle tage metroen derop, så vi begik os mod metro stationen nede ved havnen.Der var en meget lille elevator ned til metro toget, så vi måtte tage fodstøtterne af og tasken bagpåaf og alligevel blev mine fødder klemt, men vi kunne på millimeter være der. Da vi var ved at findeud af at købe billetter, åbnede en venlig ansat en speciel dør for kørestole for mig, så vi kom gratisind i metroen alle tre. Så hen til metro toget; der var et handicapskilt i gulvet forrest i toget og dervar plads til min store el-kørestol inde i toget. Men der var en dyb kløft mellem perronen og toget,så Paola og Henrik måtte skubbe godt bagpå på kørestolen, så det var ikke noget for tøsedrenge,altså ikke noget for Bo! Metro turen gik hurtigt og stejlt op af bjerget og i den anden ende, var deren venlig engelsk talende mand, der hjalp os. En kvinde med en klapvogn, veg endda til side for atjeg kunne komme først op med den meget lille elevator.Oppe ved metro stationen var der en svævebane videre op til kastellet eller fæstningen, Castell deMontjuic, som var en af de seværdigheder på bjerget som jeg alligevel ville se. Da vi nu havde haftheld med metro toget, ville vi naturligvis også forsøge os med svævebanen. Tænk at svæve isvævebane i en stor el-kørestol? Vi fik købt billetter og sjovt nok, mødte vi et par andre danskereved svævebane stationen; ja, verden er lille! Svævebanen kørte konstant, så man skulle springe på ifarten, hvilket ikke er nemt for en stor el-kørestol, så det er ikke noget for tøsedrenge, altså ikkenoget for Bo! Nej, de stoppede faktisk svævebanen hver gang jeg skulle på og af, så alle de andremennesker i de andre kabiner troede at svævebanen var gået i stykker, så de skulle hænge deroppehele dagen....Det var en vidunderlig følelse at svæve i svævebane! Svævebanen kørte stejlt opad og højt oppe, såder var en fantastisk udsigt over hele Barcelona. Jeg kunne lige nøjagtigt være i kabinen, men detene sæde måtte slås op for at min brede kørestol kunne være der og det passede lige i længden.Halvvejs oppe drejede svævebanen 90 grader op mod fæstningen, så vi fik en fantastisk udsigt overBarcelonas havn. Vi stod sikkert af, et par hundrede meter fra fæstningen.Vi gik de sidste par hundrede meter op, ad en ujævn brostensbelagt vej. Vi så flere kæmpe kanonerderoppe - Tykke Bertha kanoner. Der var høje mure omkring fæstningen, men der var naturligvis enkørestolsrampe så jeg kunne komme op og nyde udsigten over byen og havnen, spanierne har tænktpå alt! Ude ved den høje mur, så vi en spansk kvinde, der gik baglæns mens hun fotograferede og såvar hun lige ved at snuble ned af en trappe. Det så simpelthen så komisk ud, at mine hjælpere måttekommentere det og så var hun naturligvis dansker....Bagefter gik vi ind og så fæstningen; der var en stor kvadratisk gård og mere end 30 sale, hvisindgangsdøre var under arkader rundt langs fæstningen. Dog kun 4-5 sale var åbne for udstillinger.Vi kunne læse at arkæologiske udgravninger viste at bjerget havde været beboet i 10.000 år, atfæstningen var bygget i seksten hundrede tallet, om fæstningens betydning for forsvaret afBarcelona, blandt andet under krigene mod Frankrig, om fæstningen under Anden Verdenskrig, atfæstningen havde et militærhistorisk museum, men det så vi nu ikke noget til og vi læste om mangeandre ting vedrørende fæstningen. En utrolig spændende fæstning!Efter udstillingerne, spiste vi frokost i cafeteriet under arkaderne og ud til den flotte gård. Vi


afmonterede venligst en mikrobølgeovn til gæsternes mad, så jeg kunne få strøm til min kørestol.Jeg tænkte på at denne tur på bjerget, viser at alt er muligt for handicappede, hvis bare politikernehar den politiske vilje til at hjælpe! Jeg havde kørt med metro tog og svævet i svævebane, reelt udennogen som helst problemer. Det havde jeg ikke drømt om, før jeg kom til Barcelona? Nå, hjælpernevalgte noget hjemmelavet mad i metalfolie, af ubestemmelig oprindelse. Det viste sig at væreblæksprutte lasagne og blæksprutte chokoladekage....Vi gik hele vejen rundt om fæstningen efter frokosten, af ujævne brostens belagte veje. Vi så at dervar kæmpe kanoner i alle retninger, kanoner der så ud til at være fra Anden Verdenskrig? Kom ogsåforbi et postkontor; der var selvfølgelig også en stor kørestolsrampe op. Gik tilbage til svævebanenog tog den uden problemer til metro stationen, vi kendte proceduren! På vej ned i svævebanen, villeen af mine hjælpere fotografere mig i kabinen. Da vedkommende gik baglæns, for at få afstand,faldt vedkommende ud af kabinen og led en frygtelig død....Nej, dog ikke! Vi gik nu til Joan Miro Museet et par hundrede meter længere henne af gaden; ja, jegkunne bruge flere dage på bjerget, Montjuic! Joan Miro Museet ligger i en arkitektonisk flotbygning, tegnet af en af Miro's arkitekt venner gennem mange år og det siges at Miro selv foræredede fleste værker til museet. Den verdensberømte kunstner Miro boede jo i Barcelona, hvilket varstort set det eneste jeg vidste om byen, da Bo og jeg begyndte at tale om Barcelona året før. Vi gikindenfor og straks mødte vi vores engelsk talende ven fra metro stationen. Han arbejdede såmændpå Joan Miro Museet; vi syntes nok at der var noget mystisk og mistænkeligt ved at han talte sågodt engelsk!Museet er i tre etager: En lille kælder, en stor stue og en kæmpestor første sal. Bagefter syntes jeg atførste sal var mindst dobbelt så stor som stueetagen; måske, Miro var jo abstrakt kunstner? Jegvidste nok at Miro lavede skulpturer, men ifølge museet var han ligeså stor en skulptør, som enmaler! I kælderen og i stueetagen var der hovedsageligt skulpturer, meget fantasifulde og abstrakteskulpturer. Jeg havde høretelefoner på, så jeg hørte en masse om de enkelte kunstværker eller om deenkelte sale. Museet er kronologisk opbygget, så man kan følge Miro's kunst, periode for periode.Et helt rum med en masse gynger, en stor flade med glas på gulvet i mønstre, et helt rum medglaspærer på gulvet hvor lyset i dem skiftede, en rund sandkasse hvor en stolpe kørte rundt oglavede bølger på den ene side og gav fladt sand på den anden side osv. Men også almindeligeskulpturer i bronze og jern.Jeg brød mig mest om første salen, med utallige af Miro's kendte abstrakte, surrealistiske ogfarvestrålende malerier, som man har set på andre udstillinger andre steder i verden, fx på TateModern i London sidste år sammen med Bo. Det er den Miro jeg elsker! Der var også et parmalerier fra hans destruktive periode, med flænsede og brændte malerier. Jeg ved ikke om Mirovirkelig havde en destruktiv periode, men det kalder jeg hans ødelagte malerier?Vi gik udenfor i haven, hvor der også var fantasifulde skulpturer, for at give mig sondemad.Bagefter gik vi ind i museumshoppen; man kunne købe et lille originalt Miro maleri for kun 10.000euro! Jeg ville have købt det på stedet, men mine hjælpere nægtede simpelthen at slæbe malerietvidere rundt på bjerget og ned til hotellet. Både Visa kortet og Mastercardet var nok også blevetlukket....Vi gik lidt hen af vejen i den samme retning og så stod vi foran Det Olympiske Stadion! Barcelonahavde jo De Olympiske Lege i 1992, for bare tyve år siden. Den første indgang var ikke så


handicapvenlig, men Henrik spurgte bare efter en indgang for kørestolsbrugere og sådan en havdede selvfølgelig også. Man kunne komme ned at se ved tilskuer pladserne og udover den grønnegræsplæne og løbebanerne udenom, hvor atletik konkurrencerne fandt sted. Jeg troede først at DetOlympiske Stadion lå ubrugt hen, men det bruges faktisk som hjemmebane for Barcelonafodboldklubben Espanyol.Vi kunne læse at stadion blev bygget så tidligt som i 1927, da Spanien og Barcelona drømte om atafholde OL i 1936. Men det blev aflyst, da den fascistiske Fransisco Franco havde kastet Spanienind i en forfærdelig borgerkrig, imod demokratiet og han vandt desværre. Derfor havde Spanienfascistisk styre indtil Francos død i 1975; et sort kapitel i Europas historie! De Olympiske Lege blevi stedet flyttet til Hitlers Berlin og set i bagklogskabens klare lys, skulle man måske have beholdtOL i Barcelona, i stedet for at bære brænde til Hitlers selvtillid....Jeg nævnede at der kunne være 65.000 tilskuere på Det Olympiske Stadion og Henrik bemærkedestraks, at på fodboldklubben FC Barcelonas hjemmebane, Nou Camp, er der plads til næsten100.000 tilskuere. Som fodbold interesserede kunne det være oplagt at besøge FC Barcelonaskæmpe stadion Nou Camp, men det havde hverken Bo eller jeg nogen som helst interesse i. Vi ernemlig begge inkarnerede Real Madrid fans, når det drejer sig om spansk fodbold!Ja, lige så længe jeg kan huske, har jeg altid holdt med Real Madrid i fodbold. Det går tilbage til, dajeg var fem år og begyndte at interessere mig for fodbold under VM i 1970; jeg så vist kun et parkampe eller uddrag af et par kampe. I min barndom, med kun Danmarks Radio og en tilsneet tyskARD kanal, var der ingen chance for nogensinde at se Real Madrid spille i fjernsynet, men i radioenhørte jeg ofte reportager om Real Madrids kampe. Dengang var den store stjerne hos Real Madrid,angriberen Santiliana, så når jeg spillede fodbold ude i haven eller på marken, drømte jeg om at jegvar Santiliana. Det er sjovt, hvis man var sports interesseret dengang, så man alt sport på den enligedanske TV kanal; fodbold, håndbold, gymnastik, ishockey, tennis, skisport, motorløb, sejlsport osv.Nej, sejlsport så man alligevel ikke, det er for langt ude! Bo så sikkert sejlsport? Jeg hørte engangen radio lytter, kalde fodboldklubben fra Barcelona for FC Barcelort, hvilket er helt i min ånd....Efter at have set Det Olympiske Stadion, så vi faklen hvor den olympiske flamme brændte underOL og vi så det olympiske svømme stadion, som begge lå lige bagved. Det var nu allerede sidst påeftermiddagen, men vi gik længere ned af bjerget for at se Poble Espanyol, et frilandsmuseum medhuse samlet fra hele Spanien og bygget i forbindelse med verdensudstillingen i 1929. Arkitektenhavde fået en ide om at skabe en spansk mønster landsby til verdensudstillingen, og det resulteredeså i Poble Espanyol.Vi gik derind uden at vide hvornår de lukkede, men seværdigheder har længe åbent i Barcelona,med eller uden siesta. I de nordiske lande, forestiller vi os selvfølgelig at husene i etfrilandsmuseum er bygget af træ, men i Spanien har de vist altid bygget i sten og husene i PobleEspanyol var da også tætliggende stenhuse hele vejen igennem. Vi kunne desværre ikke se så megetaf mønster landsbyen, da der skulle være koncert senere på aftenen og vi kunne allerede høre at devarmede op. Vi gik rundt i en halv times tid mellem de hyggelige små huse, hvor de fleste solgtespanske specialiteter af en eller anden art. Mine to hjælpere fik en is, med udsigt til de mangeappelsintræer i Poble Espanyol, inden vi gik den lange vej, opad bjerget, tilbage til metro stationen.Det var nu ren rutine at tage metro toget ned af bjerget igen; denne gang købte vi dog billetter! Enbillet, mere behøvede vi ikke, vi kunne alle tre smutte igennem den specielle dør for kørestole. Det


er sjovt, i metroen og i øvrigt på hele Montjuic bjerget, stod al information først på catalansk, så påspansk og eventuelt til sidst på engelsk. Catalansk er en blanding af fransk og spansk og det siges atfor tusinde år siden, talte man catalansk på begge sider af Pyrenæerne. Mange tror at spansk er tætpå fransk, men det synes jeg absolut ikke! Jeg taler udmærket fransk, efter at have boet et par år iParis, men jeg forstår overhovedet ikke spansk! Nogle portugisiske venner fortalte mig engang atspansk er tæt på portugisisk.Nedenfor bjerget, på havnen ringede vi til Bo og vi aftalte at spise sammen på Placa Real, alleredenu min yndlings plads i Barcelona! Vi mødtes en halv time senere ved springvandet midt på PlacaReal, dvs vi mødte Daniel i bar mave; vi måtte som sædvanlig vente på Bo. Da han endelig kom,lod jeg som sædvanlig Bo bestemme restauranten og han gik da også hele vejen rundt underarkaderne inden han endelig bestemte sig. Jeg fortalte Lars og Henrik at Bo har meget svært ved atbestemme sig; Paola vidste det udmærket i forvejen....Vi havde igen en dejlig aften med masser af god mad. Mine tre hjælpere ville prøve noget andet endburgere og steaks, så de bestilte lammesteg, men de fik næsten ikke andet end lammeknogler. Bo'shjælpere fik vist paella og andre fiskeretter, mens Bo og jeg fik vores sædvanlige sondemadmorgen, middag og aften, suppleret af spansk øl eller vin. Bo fortalte at han havde set den gotiskemiddelalder by i dag, som vi så om torsdagen. Han sagde også at han havde været inde i domkirkenog at den måtte jeg ikke snyde mig for at se.Det var naturligvis en sort løgn at Bo havde været inde at se domkirken! Dels var Bo's hjælperenærmest nøgne i forhold til mine hjælpere, så de kunne umuligt komme ind og dels var der sletingen rampe. Ok, Bo's hjælpere var ikke nøgne, men de var generelt mindre påklædte end minehjælpere; jeg kan fx ikke huske at have set Daniel i andet end i bar mave! Til gengæld for Bo'sløgne historier, fortalte vi ingenting om vores fantastiske dag på bjerget Montjuic, han skulle barevide hvad han gik glip af....Lørdag morgen tog jeg igen bare en truckervask. Vi ville gå for os selv i dag, da Bo ville køre tilCosta Brava, det mest turistede sted i hele Spanien, i hvert fald på fastlandet. Jeg kunne selvfølgeligaldrig drømme om at tage til Costa Brava, men det er naturligvis det helt rette sted for Bo, hvorklamt! Jeg ville i stedet tage op på bjerget Montjuic igen. Vi havde alle dagene set en svævebane,der kørte ud over havnen og den startede et sted nedenfor fæstningen på Montjuic.Så vi gik den kendte vej, ned over havnen til metro stationen, en station op med metro toget, mendenne gang tog vi ikke med svævebanen op til fæstningen. Vi fulgte derimod vejen til et sted underfæstningen, den lange vej for der var flere kilometer, men ofte var der en flot udsigt over heleBarcelona. Ved boden, hvor man købte billetter til svævebanen, mødte vi for første gang i Spanienet menneske der talte perfekt engelsk, men kvinden fortalte desværre at det var en ældgammel skodsvævebane, så de havde ingen elevator og kunne desværre ikke tage kørestole. Hun var oprigtigtked af det og beklagede det meget! Nå pyt, vi havde bare spildt hele formiddagen, men den langegåtur var i det mindste god træning for mine slapsvanse hjælpere Lars og Henrik....Vi begik os nu mod den modsatte side af bjerget, en tur på 5-6 kilometer, mod en kæmpe bygningmed spir, tårne og kupler, angiveligt en kirke, som vi havde set ovenfra på bjerget om fredagen. Ja,hver eneste dag på denne ferie, gik vi mindst 10-15 kilometer i gennemsnit og kørestolen ville hvereneste dag løbe tør for strøm, medmindre vi opladede kørestolen en eller flere gange om dagen. Vispurgte et par gange i informations boder undervejs, om den præcise vej til kirken, men i den første


informations bod kunne kvinden slet ikke tale engelsk og i den anden informations bod, blevkvinden så fornærmet over at vi kaldte kæmpe bygningen for en kirke, at hun ikke gad snakke medos mere. Vi gik derfor helt forkert og efter en kæmpe omvej, nåede vi endelig frem til MuseuNacional d'Art de Catalunya, forkortet MNAC.Det var altså et museum for catalansk kunst og middelalder kunst og ikke en kirke! Det er faktisk etaf verdens førende museer for europæisk middelalder kunst og kirke kunst. Vi gik ind afhovedindgangen, men der var trapper op til udstillingerne. De skaffede hurtigt en ansat, der kunnetale engelsk og han forklarede at vi skulle ind af en bagindgang. Han fortalte også at vi desværreikke kunne se det hele i kørestol, særligt ved hovedindgangen, men så kom vi da bare gratis ind alletre! Utroligt flot af museet; det kunne andre lære af. Bagefter kunne vi se, at vi kunne se mindst 99procent af museet....Vi gik en lang vej til bagsiden af kæmpe bygningen og bagindgangen åbnede sig, lige da vi kom. Vigik igennem nogle lokaler "kun for personale" og kom ind i et kæmpestort rum. Vi læste at kæmpebygningen var den spanske pavillon ved verdensudstillingen i 1929, hvor også den nærliggendePoble Espanyol - frilandsmuseet, blev bygget. Jeg vidste slet ikke at man kunne bygge så store rum,med så stor spændvidde, i 1929. Men dengang var verdensudstillinger regulært praleri; man holdtverdensudstillinger for at prale af ens teknologi, af ens tekniske formåen og af ens kultur! Sådan erdet sikkert også i dag?Det var langt over frokost tid, så vi gik i restauranten. Der var både cafeteria og restaurant istueetagen, men i restauranten kunne vi få et bord lige ved en stikkontakt, så jeg kunne opladekørestolen og det afgjorde sagen. Hjælperne fik vist steaks til forret og Lars valgte en kæmpestor tørchokoladekage til dessert, en såkaldt dræberkage! Han gik flere gange i stå i den tørre kage, derkunne tørlægge hele Middelhavet, så jeg måtte nærmest true ham til at spise op! Jeg har altid enaftale med hjælperne på mine rejser, at hvis de ikke kan spise op, skal de selv betale maden! Men denægter sædvanligvis....Til gengæld var restauranten et rum midt inde i kæmpe bygningen, så der var overhovedet ingenvinduer og den eneste udsigt jeg havde, var til Lars og Henrik! Vi begyndte vores rundvisning iudstillingerne med en stor maleri samling fra middelalderen. Mest imponerende var at de havdealmindelige portræt malerier fra fjorten hundrede tallet, fra tretten hundrede tallet og endda fra tolvhundrede tallet! Det ser man ikke på ret mange andre museer; andre museer har i bedste fald portrætmalerier fra femten hundrede tallet, men fra tolv hundrede tallet, utroligt! Vi gik langsomt igennemdenne afdeling, for der var masser at se på. Bagefter kom vi ind i den romanske afdeling med kunstfra 900-1200. Det var mest kirke kunst; skulpturer, kister, altertavler osv, så det gik vi hurtigtigennem.Vi tog en kæmpestor elevator op til første sal, hvor der var endnu en restaurant med en flot udsigtover dele af Barcelona, men til gengæld var priserne også noget "flottere" end i vores restaurant,uden vinduer. Vi begyndte i den gotiske afdeling med altertavler og anden kirke kunst indsamlet frakirker i området. Den afdeling gik vi relativt hurtigt hen over, når man havde set en altertavle,havde man set dem alle, da det naturligt nok er nogenlunde de samme motiver. Vi kom ind iafdelingen for moderne catalansk kunst, hvor værkerne kun var 50-150 år gamle, ikke ligefrem detman normalt kalder moderne kunst! Men vi fandt nogle møbler, som var tegnet af Antoni Gaudi ogmuseet havde også enkelte malerier af Joan Miro.


Vi gik ned igen og vendte os en sidste gang rundt i kæmpe lokalet. Utroligt at man kunne bygge såstore lokaler i 1929! Vi var alle tre enige om at bygningen var mere fantastisk end udstillingerne.Ok, udstillingerne var spændende nok, hvis man er specielt interesseret i middelalder kunst,catalansk kunst og ikke mindst kirke kunst. Der var faktisk kæmpestore kirke orgler rundt i kæmpelokalet, så vi kunne for fanden ikke vide at det ikke var en kirke!Det var dejligt at komme udenfor i solen og varmen igen! Vi var nu i det kunstneriske mode, så vigik videre til et museum med forskellige skiftende udstillinger, kaldet CaixaForum lige i nærheden,som i øvrigt også lignede en kirke. Vi kom igen ned med en kæmpe elevator til informationen, derlå under jorden. Vi gik først til en udstilling om høje bygninger i verden. Ingen spurgte om billetter,så vi gik bare gratis ind alle steder i museet. Det var mest modeller af høje bygninger i verden ogdels fotografier og billeder. Der var naturligvis modeller af Eiffeltårnet, Empire State Building,Chrysler bygningen i New York og en model af Antoni Gaudis færdige katedral La SagradaFamilila, selvom man ikke ved hvordan han havde planlagt at den præcist skulle se ud. Der varnaturligvis også en stor model af verdens højeste bygning, det 828 meter høje Burj Khalifa (ogsåkaldet Burj Dubai) i Dubai. Der var også byggeklodser, så man selv kunne forsøge sig; en megetinteressant udstilling!Bagefter så vi en maleri udstilling af den berømte spanske maler Fransciso Goya. Igen kom vi gratisind og ingen spurgte om billetter, vi vadede bare ind. Goya var en kendt portræt maler og hof malerved det spanske hof. Han var i øvrigt også forfatter, jeg tror endda at jeg har en bog af ham? Endeligså vi en fotokunst udstilling, men den var ikke så interessant. Alt i alt var det et museum ligesomBrandts Klædefabrik hjemme i Odense, hvor jeg ofte kommer, bortset fra at CaixaForum var gratis.Måske?Vi valgte at gå ind til byen, i stedet for at gå halvvejs op af bjerget igen og tage metroen ned. BådeMNAC og CaixaForum var reelt nede for foden af Montjuic, så det var sikkert lettest at gå ind tilbyen. Så fik vi også set nogle almindelige beboelses kvarterer langt fra turist områderne. Vi gikselvfølgelig forkert og dem vi spurgte på gaden, kunne kun catalansk og spansk, ikke et ordengelsk! Det er også forvirrende at man kun har kort med nord, syd, vest og øst, for man aner joikke hvor nord er henne, når man står inde i et beboelsesområde med fire etager høje huse! Manskulle opfinde et kort med højre, venstre, frem og tilbage....Men endelig fandt vi tilbage til havnen og Paola stødte til os. Vi havde hele dagen på bjerget lagtmærke til at folk skød fyrværkeri af, kastede vandballoner osv og sådan var det også inde i selveBarcelona. Det var mest knald fyrværkeri og kæmpe brag lød hele tiden; der var næsten ingenfarvestrålende raketter. Det var Sankt Hans Aften, men spaniere fejrer vel ikke Sankt Hans? Jo,efter Barcelona turen læste jeg faktisk at Spanien fejrer Sankt Hans, blandt andet ved at fyrefyrværkeri af. Og spanierne kalder selvfølgelig Sankt Hans for San Juan. Ja, de er skøre despaniere....I Barcelona troede vi at festlighederne måske skyldtes at Spanien skulle spille EM kvartfinale iaften? Vi rejste jo midt i EM i fodbold i Polen og Ukraine, men det var ligesom svært at koncentreresig om fodbold på det tidspunkt. Jeg tror at både Bo og jeg havde rygende travlt med de sidsteforberedelser, i de sidste dage inden afrejsen. Jeg så dog kampen mod Nederland i byen Kharkov,eller Kharkiv på ukrainsk, hvor Danmark heldigt vandt. Ukrainerne har det svært med bogstaverne"i" og "o", byen Lvov hedder også Lviv på ukrainsk. Ja, de er skøre de ukrainere....


Det er sjovt, jeg var i Kharkov for tolv år siden, lige da jeg havde fået ALS, men før jeg fikdiagnosen. Jeg vaklede rundt med stok, på universitetet og i byen. I fodbold udsendelsen viste denogle billeder fra byen, men jeg kunne kun genkende Lenin statuen. Da jeg fløj til Barcelona, varDanmark for længst slået ud, så det var endnu sværere at engagere sig i fodbold og vi så da hellerikke en eneste kamp i Barcelona, eller fulgte med i resultaterne.Vi gik ind i Parc de la Ciutadella, da det stadig var tidligt på aftenen. Vi satte os ved en kiosk oghjælperne fik en masse cola. Ja, det er helt utroligt, mine tre hjælpere drak mindst tre liter cola omdagen, i alt ni liter cola! Vi var i Barcelona i otte dage, så det blev i alt tooghalvfjerds liter cola,hvor klamt! Vi ringede til Bo og spurgte om vi skulle spise sammen i aften? Men Bo var stadig 180kilometer fra Barcelona, så det ville blive for sent og i øvrigt ville han spise på den autentiskcatalanske restaurant fra den første aften, hvor mine hjælpere ikke kunne lide maden. Bo var heltvild med den autentisk catalanske restaurant, hvor de havde catalanske specialiteter som babyblæksprutter i eget blæk, rå vindtørret okseskinke, blævrede grisetæer, pelota ketchere af dyretarmeosv....Jeg ville også have været helt vild med den autentisk catalanske restaurant, hvis jeg stadig kunnespise, men vi har en tradition om at vi hovedsageligt spiser på forskellige restauranter på voresferier, så vi ville finde et andet sted. Vi gik længere ind i Parc de la Ciutadella og fotograferedehinanden under en seks meter høj model af en kæmpestor mammut. Der er både en zoologisk haveog et naturhistorisk museum i parken. Vi fandt frem til søen i Parc de la Ciutadella; en flot sø medkæmpestore palmer på en ø ude i søen. Forelskede par kunne leje robåde og de sejlede lystigt rundti søen. Mine hjælpere forsøgte at fange krabber i søen, inden vi gik videre.Kørestolen havde nu meget lavt strøm niveau, så hjælperne lavede væddemål om hvor den løb tørfor strøm, indenfor parken eller udenfor parken. Vi nåede en anelse udenfor parken og så måttehjælperne skubbe kørestolen. Vi måtte nu skynde os at finde en restaurant, helst med en stikkontaktlige ved bordet, så vi kunne oplade kørestolen. Vi skubbede kørestolen hen til en marina, længerehenne mod Barcelonas strand, hvor vi fandt nogle dyre fiske restauranter. Vi havde set masser afbillige tapas barer, cafeer og andre billige spisesteder, men endelig fandt vi nogle fine og dyrerestauranter!Nå, mine hjælpere kunne ikke lide maden, men snart fandt vi en restaurant, hvor vi kunne få et bordlige ved en stikkontakt. Og sandelig om ikke mine tre hjælpere valgte paella, den typisk spanskerigsret og risret. Dog, kun Henrik valgte paella med seafood, rejer, muslinger osv, de andre valgtepaella med henholdsvis svinekød og kyllingekød. Jeg vidste slet ikke at der fandtes paella medsvinekød og kyllingekød? Jeg fik en spansk øl i sonden og vi havde endnu en dejlig aften. Ogkørestolen kunne selv køre ind på hotellet!Vistnok? Søndag morgen tog jeg et rigtigt brusebad og bagefter sad jeg et kvarter på bækkenet, mender kom ingenting. Bagefter blev mine hjælpere chokerede over at der var en masse blod i bækkenetog jeg frygtede at jeg havde fået hæmmorider. Jeg havde hæmmorider for 8-9 år siden og dasprøjtede blodet ud over det hele, hvilket ville betyde øjeblikkelig indlæggelse i Barcelona! Menheldigvis kom der ikke noget blod resten af dagen eller resten af dagene under ferien. Det var nu tidage siden der var kommet noget afføring, men heldigvis havde jeg ingen smerter. Der kom hellerikke noget resten af ferien i Barcelona; først hjemme i Odense, efter tretten dage kom der gang iafføringen!


Jeg havde i de fem første dage i Barcelona, set alt hvad jeg havde planlagt hjemmefra og mere til, sånu ville jeg slappe af søndag og mandag. Søndag var imidlertid Bo's sidste dag, da han mandagmorgen ville køre til Bern i Schweiz og tage et par overnatninger, inden turen gik til Danmark. Boskulle pakke noget af dagen, så vi aftalte at mødes på stranden om eftermiddagen.Men inden vi tog til stranden, ville vi gøre endnu et forsøg på at komme ind i domkirken. Så vibegik os til domkirken og foran den, sad der et par ben amputerede mænd i manuelle kørestole ogtiggede. Ja, man ser tydeligt at Spanien er et fattigt land! Der sad også en ynkelig lille kvinde påknæ og tiggede. Men tiggeriet gik åbenbart ikke så godt og vi kunne simpelthen ikke lade være medat grine, da den ynkelige lille kvinde frisk og frejdigt rejste sig op og begyndte på sin andenvirksomhed, at sælge tørklæder til kvinder, der havde bare skuldre og som ville ind i domkirken.Hun fik da også lynhurtigt solgt et par tørklæder!Vi gik hele vejen rundt om domkirken og vi fandt faktisk en rampe ved en stor port. Men porten varnaturligvis lukket og låst, hvilket bekræftede mig i, at Bo er en værre løgnhals! Vi gik nu om tilhovedindgangen for at få åbnet porten, men manden foran hovedindgangen råbte hele tiden: "Messi,Messi, Messi". Så vi troede selvfølgelig at verdens bedste fodboldspiller, Lionel Messi, som netopspiller for FC Barcelona var inde i domkirken og så var det jo klart, at almindelige dødeligemennesker ikke kunne komme ind samtidig med. Senere fandt vi dog ud af at manden ivirkeligheden sagde: "Messie, Messie, Messie", hvilket betyder "Messe, Messe, Messe" påcatalansk, så når der er messe i domkirken har handicappede ingen adgang. Det burde væreomvendt, hvis man tror på at handicappede skal frelses. Nu tror jeg naturligvis ikke på himmel oghelvede, men hvis jeg tager fejl, så vil jeg ønske at manden foran hovedindgangen må ende ihelvede....Desillusioneret over at handicappede ikke har adgang til domkirken, når der er messe, gik vi nu påstranden. Indtil nu havde vi gået i de smalle gader, med 5-6 etagers huse omkring os, så vi havdeikke mærket den voldsomme varme, men nu hvor vi kom ud på stranden eller på strandpromenadenopdagede vi at det var mindst ligeså varmt, som om torsdagen, den hidtil varmeste dag. Det varstrålende solskin fra en skyfri himmel og voldsomt varmt, når man stod direkte i solen. Vi mødtesnart Lars, som havde fridag og vi fandt hurtigt en cafe til frokosten. Jeg måtte for en gangs skyldind under parasollen, mens alle tre hjælpere bestilte en kæmpestor burger og to colaer, hver især!Bagefter gik Lars hjem for at pleje sin vabel, som han havde fået af at gå hele vejen ned til stranden;det var simpelthen så ynkeligt at høre på....Efter frokosten gik vi en lang tur af den asfalterede strandpromenade. Der skulle være 4-5 kilometerstrand ved Barcelona og vi gik mindst fem kilometer og tilbage igen, noget af vejen langs strand ognoget af vejen langs marinaer, med kæmpestore lystbåde. Hen forbi Barcelonas Casino, med enkæmpestor guldbelagt hval på taget, som slet ikke lignede en hval, når man så den tæt på. Påtilbagevejen gik vi ud på en lang mole; der var naturligvis en kørestolsrampe ud til molen. Ude forenden af molen, så vi masser af fisk og Paola vil til sin død påstå at hun så en haj, en otte meter langtigerhaj! Vi gik konstant direkte i solen langs palmer, der ikke gav megen skygge. Paola blev daogså voldsomt solskoldet og vi andre tænkte at den otte meter lange tigerhaj, skyldtes solstik....Da vi kom tilbage til begyndelsen af stranden, satte vi os under et par palmer for at vente på at Bohavde pakket færdig; vi ventede altid på Bo! Da Bo endelig kom, fandt vi lynhurtigt en fortovs cafepå strandpromenaden og så sad vi resten af eftermiddagen og snakkede sammen og nød varmen ogsolen, dvs skyggen under parasollen. Bo og jeg fik selvfølgelig diverse alkoholiske drikke i sonden,


mens mine hjælpere fik en masse cola og Bo's hjælpere fik også noget at drikke.Ved aftenstide, kunne vi lige bevæge os over til de dyre fiske restauranter ved marinaen og jeg lod,som sædvanlig, Bo bestemme og vi satte os under halvtaget. Vi havde en vidunderlig afsluttendeaften i Barcelona, med alle seks hjælpere samlet. Vi bestilte to flasker spansk hvidvin, menhjælperne var nogle slapsvanse, så Bo og jeg måtte drikke næsten det hele selv! Midt på aftenentroede jeg pludselig at Bo og en hjælper var gået hjem, men Bo ville naturligvis bare finde et diskretsted at købe en plastic model af Gaudis fantastiske katedral, La Sagrada Familila - Den HelligeFamilie, Barcelonas vartegn....Det var brandvarmt hele søndagen, så vi kunne sidde i t-shirt helt til klokken 23.30, hvor vi gikhjem til hotellet. Jeg kan huske at en af mine afsluttende bemærkninger, var at det var en vanvittigdyr tur til Barcelona, men det er lige meget! Og Bo var helt enig! Det var også den dyreste middag,vi nogensinde havde spist sammen, men det var også lige meget!Da vi gik hjem, så vi to termometre, det ene viste 24 grader og det andet viste 28 grader. Da vi komforbi afdelingen af universitetet, tæt på hotellet, kunne Lars' mobiltelefon igen logge på internettet;jo, verden er lille! Da vi kom hjem til hotellet, stod natrespiratoren fuldstændigt af, den gavsimpelthen ingen luft. Så dagsrespiratoren måtte køre konstant to døgn i træk, hvilket var megetutrygt!Mandag morgen tog jeg bare et sengebad, dvs vaskeklude ud over det hele. Af de fire former forbad og vask, som jeg har nævnt i denne sandfærdige beretning, nævnes de hermed i stigende ordenaf renhed: Truckervask, cowboyvask, sengebad og endelig rigtigt brusebad. Efter morgen rutinengik vi over på Bo's værelse, for at sige farvel og god tur hjem. Jeg fik konstateret at Bo havde etværre skod værelse, mit værelse var mindst dobbelt så stort! Og Bo's badeværelse var lige ud tilgaden, så man kunne hygge snakke med folk udenfor, gennem vinduet. Aftenen i forvejen, havde vileveret en kuffert over til Bo med alt mit vasketøj, så jeg ikke fik overvægt i flyet på vej hjem. MenBo havde næsten ikke plads til min kuffert i bilen, idet han havde 55 plastic modeller af....Vi havde endnu en hel dag i Barcelona og første punkt på dagsordenen, var at gøre et sidste forsøgpå at komme ind i domkirken, bare for at få endeligt bekræftet at Bo er en løgnhals! Vi gik direkteefter porten med rampen og porten var utroligt nok åbnet, så vi bare kunne gå ind. Domkirken varom muligt endnu flottere end Gaudis katedral, La Sagrada Familila og tænk at domkirkenpåbegyndtes allerede i 1298? Med meget finere og mere detaljerede glas mosaikker og med utalligebladguld belagte sidekapeller hele vejen rundt i domkirken. Der var også en åben gård i kirken, medpalmer og indhegnede skræppende gæs; det ser man ikke i andre kirker! Opløftet af stemningen idomkirken, gik vi derfra, men jeg tror stadig at Bo er en værre løgnhals....Jeg havde fløjet til Barcelona, jeg havde kørt med taxi i Barcelona, jeg havde været ude at sejlelangs kysten af Barcelona, jeg havde været ude at køre metro tog i Barcelona, jeg havde svævet isvævebane i Barcelona og nu ville jeg prøve at køre i almindelig bus i Barcelona. Jeg havde nokhørt rygter om at kørestolsbrugere kunne tage bussen i Barcelona, men jeg troede ærlig talt at detgjaldt for manuelle kørestole. Min el-kørestol er jo kæmpestor og ville spærre hele vejen i bussen.De busser jeg havde udtænkt mig, var Bus Turistic, som vi havde set køre overalt i Barcelona. Altsåturist busserne, som kørte rundt til alle seværdigheder i Barcelona. Der må være hundredvis afbusser, for vi så dem hele tiden og overalt i Barcelona. Og alle med unge engelsk talende guider.


Det siges at ungdomsarbejdsløsheden er på 50 procent i Spanien. Altså hver anden ung i Spanien eruden arbejde, men Bus Turistic i Barcelona tæller i hvert fald den anden vej!Vi spurgte i informations boden ved Columbus statuen nede på havnen? Jo, det kunne sagtens ladesig gøre, velkommen ombord! Bussen skød bare en elektrisk rampe ud og ned til fortovet og såkunne man fint køre ombord. Men det var en stejl rampe, så det var ikke noget for tøsedrenge, altsåikke noget for Bo! Oppe i bussen var der en lang bred plads ovre i den ene side, hvor vi sagtenskunne få min store el-kørestol bakset ind. Men jeg sad lige foran nødsituationsruden, så i tilfælde afen nødsituation i bussen, skulle jeg bare gribe hammeren og slå ruden ud og så kunne folk strømmeud af den knuste rude. Nå nej, min store el-kørestol spærrede jo totalt vejen ud af ruden og jegkunne i øvrigt ikke slå ruden ud! Ja, de er skøre de spaniere....Der var en rød rute, en blå rute og en grøn rute og jeg købte billetter til dem alle tre, for jeg villeforbi alle Barcelonas seværdigheder, hvoraf jeg allerede havde set de fleste. Vi startede med denrøde rute og skiftede lidt frem og tilbage mellem den blå. Det er sjovt, når vi skiftede mellembusserne, kunne buschaufførerne ikke altid finde ud af at parkere, så jeg kunne komme ombord.Ofte skød de rampen direkte ud i en palme eller direkte ud foran busstoppestedet, så mine hjælperemåtte assistere med at parkere korrekt.På den røde rute kunne man se meget, dels på havnen, forbi stranden og dels oppe på Montjuicbjerget. Man havde ørepropper i, så man hørte en masse om Barcelona undervejs i bussen. På denblå rute, kørte man hele tiden i smalle gader mellem høje huse, så man kunne reelt ingenting se.Man skulle selvfølgelig have siddet ovenpå i den åbne dobbeltdækkerbus, men de havde trods altikke en elevator til kørestole. I skuffelse droppede jeg helt den grønne rute!Men vi kom forbi mange af Antoni Gaudis fantasifulde huse og også La Sagrada Familila, men jegkunne end ikke se katedralen! Vi kom også forbi en bank, hvor Joan Miro havde designetudsmykningen på taget, men jeg kunne end ikke se taget. Endelig kom vi forbi FC Barcelonaskæmpestore stadion, Nou Camp, men det havde jeg som nævnt ingen interesse i at se og man kunnei øvrigt heller ingenting se, med lukkede øjne....Vi kørte i bus i fem timer, inklusive korte pauser, hvor vi skiftede mellem busserne og kun på denrøde rute så vi noget nyt, så det var generelt en skuffelse! Men jeg fik da kørt i bus, for første gang ielleve år! Vi stod af ved World Trade Center, altså udgaven af den berømte bygning i Barcelona. Vigik ind i bygningen for at lede efter restauranter til vores sidste aftensmåltid, men der var for ødelangt ude på havnen og mine hjælpere kunne ikke lide maden. Men de havde flotte kaotiskespringvand!Vi gik tilbage mod Ramblaen og Henrik stødte til os. Han havde arbejdet med sit firma, på sinfridag. Lars og Henrik som begge har eget firma, henholdsvis Fun Fyn og HenrikUSA.com, vedsiden af hjælperjobbet hos mig, havde ellers sat konerne derhjemme til at passe forretningerne iDanmark, mens de var i Barcelona med mig. Bagefter måtte de beklageligvist erkende at konernederhjemme, henholdsvis Heidi og Nete, havde gjort det langt bedre end de selv kunne have gjort.Konerne havde nærmest skabt million omsætning derhjemme....Hjælperne lod mig bestemme stedet for det sidste aftensmåltid i Barcelona og jeg valgteselvfølgelig en restaurant på Placa Real. Vi lavede en sjov leg den sidste aften: Jeg skulle vælge enhovedret på menukortet, som jeg ville vælge, hvis jeg kunne spise og så skulle de tre hjælpere spise


det! Jeg valgte naturligvis en grillet fisk, grillet tun med sauterede grøntsager, selvom mindst en afhjælperne havde erklæret at vedkommende ikke kunne lide fisk. Men mange tror at al fisk, smagerligesom fiskefileter af rødspætter, som ofte er det eneste de kender til. Men store fisk har ofte heltanderledes fast kød, som intet har med fiskefileter af rødspætter at gøre. Og de tre tunsteaks gled daogså let ned og bagefter talte hjælperne begejstrede om valget og vi havde endnu en dejlig aften iBarcelona!Tirsdag morgen tog jeg bare en truckervask og jeg gad ikke engang at sidde på bækkenet, så jegblev bare liftet direkte op i kørestolen. Jeg ville gerne ned i kælderen og se morgenbuffeten, sommine hjælpere hele ugen, havde talt med afsky om! Der var da også mest kød; pølser af diversekonsistens og oprindelse, rå vindtørret okseskinke, blæksprutter osv. Jeg kan ikke huske hvad jegspiste til morgenmad, da jeg var en uge i Madrid og en uge i Bilbao for tretten år siden, lige indenjeg fik ALS, men det har såmænd også nok været kød? Mine tre hjælpere levede hele ugen aftoastbrød med skrabet marmelade til morgenmad....Liftbil taxien kom lige til tiden og holdt foran hotellet, som bestilt via Handi Tours. Det vil sige, detvar ikke en liftbil taxi og den holdt ikke foran hotellet; vi troede ikke vores egne øjne: Det var enkæmpestor bus, så den kunne være inde i de smalle gader omkring hotellet, så den parkerede ude påhovedgaden over mod marinaen! Bussen havde en lift, så man svævede frit i luften i halvandenmeters højde, så det var ikke noget for tøsedrenge, altså ikke noget for Bo! Men vi fik mig liftet opog pakket al bagagen ind i bussen og kørte af sted mod lufthavnen.På vej mod lufthavnen, tænkte jeg på at for en gangs skyld på en rejse, var hverken Visa kortet ellerMarstercardet blevet lukket! Det er ikke sket de sidste mange gange, på en uges rejse. Denne gangfik vi god hjælp i Barcelonas lufthavn, alle kunne tale nogenlunde godt engelsk og jeg fik lov til atkøre helt ud til gaten i min el-kørestol. I sikkerhedskontrollen blev jeg mødt af en spansk sniffer,som var overordentlig høflig. Bagefter fandt vi et cafeteria, da det var frokost tid. Begge mine kortblev afvist, så en hjælper måtte lægge ud....Vi var i meget god tid ude ved gaten, så der var ingen panik. Vi mødte endda en dansk stewardesse,der fortalte at jeg ville komme først ind. Og hvem tror I skulle hjælpe med at løfte mig over isækkevognen og over i flysædet? Den samme lille kortbenede tykke spanske mand, Gumbas! Hansmilede venligt til os og sagde hej på engelsk, et af de få ord, han kendte på engelsk. Det var etmoderne fly denne gang og større, så min kørestol kunne let gå ind i lastrummet.Da hjælperne var ved at tape mig fast til flysædet med gaffa-tape, kom en af de danske stewardesserog spurgte om vi havde søgt om tilladelse til at tape mig fast med gaffa-tape? Hun forklarede at hvisder skete en nødsituation, så kunne de jo ikke få mig fri. Ja, hvis stewardesserne eller mine hjælpereikke engang kan rive gaffa-tape over, så er vi vist alle ilde stedt i en nødsituation! Noget senere bleven passager meget dårlig og knækkede sig ud over det hele, så de måtte lave et karantæne områdebagerst i flyet, kom stewardesserne faktisk og bad om at låne vores gaffa-tape, da de ville tapeaffaldsposer ud over flysæderne. Så vi fik vist tilladelsen til at tape mig fast med gaffa-tape....I Kastrup fik vi fantastisk god hjælp, af officials. Dog måtte jeg over i en manuel kørestol, da detville tage alt for lang tid at få min kørestol op til gaten. Men en kvindelig ansat fulgte os hele vejenigennem lufthavnen og vi forlod udgangen blot 45 minutter efter landingen. Det gøres næppehurtigere af en rask person! Vi fandt hurtigt min bil i parkeringen, men igen blev begge mine kortafvist i betalingen. En opringning til Danske Banks døgnservice viste at ingen af kortene var blevet


lukket, men endnu en opringning til parkeringen, viste at vi blot havde glemt at stikkeparkeringskortet i automaten! Ja, hvor dum kan man være?Set i bakspejlet, var det en helt fantastisk ferie i Barcelona, mest på grund af vejret og afhandicapvenligheden. Bo og jeg har aldrig haft hedebølge i hele vores ferie, før nu. I London havdevi en enkelt dag og i Paris havde vi et par dage med over 25 grader. Kun den dag vi ankom tilBarcelona, var det dårligt vejr, dvs overskyet og kun 25 grader! Det er nok den ferie, hvor jeg haroplevet mest, efter at jeg fik ALS. Jeg fik set næsten alt i byen og prøvet flere ting, end jeg havdedrømt om og der var fuld fart på, fra morgen til aften! Jeg kommer næppe nogensinde tilbage tilBarcelona igen, det skulle da kun være for vejrets skyld.Barcelona er klart den mest handicapvenlige by, jeg nogensinde har besøgt. Overalt vedfodgængerfelter var der bløde nedgange til vejen og der var grønt lys så længe, at man ikke skulleskynde sig over. Og man kan køre med metro tog og almindelig bus, helt uden problemer. Ja, manser tydeligt at Spanien er et rigt land! Danske politikere skulle bare tage til Barcelona og se påforholdene. Nej det er for dyrt; bare læs min sandfærdige beretning!Lars' kone og en hjælper havde hentet en bytte respirator, da vi kom hjem. Den kørte hele natten også gik den også i stykker, den gav simpelthen ikke luft mere! Heldigvis fik vi min egen respiratortilbage efter få dage, men allerede en uge senere gik den igen i stykker! Alle gamle amerikanskePLV 100 militær respiratorer. Bo havde også store problemer med begge sine PLV 100 respiratorer,som satte ud, dog ikke samtidig. Vi lever begge i bedste velgående og det er tragisk at tænke på, atvi muligvis dør på grund af gamle amerikanske militær respiratorer.Nogle dage efter hjemrejsen besøgte jeg Bo, for at hente kufferten med vasketøj. Bo fortalte at dehavde haft et par fine overnatninger i Bern i Schweiz og at de havde fundet et fint hotel i Kassel iTyskland, men Bo kunne ikke komme ind på sit værelse. De havde så besluttet at køre direkte hjemfra Bern og de var kommet hjem tidligt om morgenen torsdag! Hjælperne havde været fuldstændigsmadrede, hvilket bekræftede mig i at det er uforsvarligt at køre så langt med uøvede hjælpere.Bo's kone, Wickie, kom hjem fra sit arbejde og hun kunne fortælle at Bo slet ikke er en tøsedreng!De havde derimod nogle familie regler, da Bo var dele forsørger for familien. Allerede før Bo blevsyg, havde de nogle familie regler: Bo måtte fx kun flyve med Mærsk Mc-Kinney Møllers privatfly, han måtte kun køre i Mercedes taxier og han måtte slet ikke køre i bus, det er alt for farligt! SåBo er i virkeligheden ikke nogen tøsedreng, han er bare under tøflen hos Wickie. Så han er virkeligen tøsedreng, tøsedreng, tøsedreng....Tak til Bo og hans tre hjælpere Daniel, Johan og Sanne for godt selskab i Barcelona. Desværre så viikke så meget til hinanden i år. Vi plejer ellers at følges ad hver eneste dag, i det mindste ud påeftermiddagen, når Bo er klar, men i Barcelona passede vores daglige planer ligesom ikke sammen.Tak til mine tre hjælpere Paola, Lars og Henrik som klarede arbejdet fremragende og arbejdede fintsammen. De lavede kun få fejl: Til hver frokost og aftensmad fik jeg jo spansk øl, men de spansketjenere var ikke meget for at hælde fadøl direkte på sondeflasker, så jeg fik sædvanligvis flaskeøl.Når mine hjælpere skulle hælde flaskeøllen over på sondeflasker, gik dyre dråber tabt på gulvet,hvilket desværre diskvalificerer de tre hjælpere til alle fremtidige rejser....Arne Lykke Larsen

More magazines by this user
Similar magazines