Barcelona! - ALS Gruppen Vestjylland

als.gruppen.vestjylland.dk

Barcelona! - ALS Gruppen Vestjylland

det! Jeg valgte naturligvis en grillet fisk, grillet tun med sauterede grøntsager, selvom mindst en afhjælperne havde erklæret at vedkommende ikke kunne lide fisk. Men mange tror at al fisk, smagerligesom fiskefileter af rødspætter, som ofte er det eneste de kender til. Men store fisk har ofte heltanderledes fast kød, som intet har med fiskefileter af rødspætter at gøre. Og de tre tunsteaks gled daogså let ned og bagefter talte hjælperne begejstrede om valget og vi havde endnu en dejlig aften iBarcelona!Tirsdag morgen tog jeg bare en truckervask og jeg gad ikke engang at sidde på bækkenet, så jegblev bare liftet direkte op i kørestolen. Jeg ville gerne ned i kælderen og se morgenbuffeten, sommine hjælpere hele ugen, havde talt med afsky om! Der var da også mest kød; pølser af diversekonsistens og oprindelse, rå vindtørret okseskinke, blæksprutter osv. Jeg kan ikke huske hvad jegspiste til morgenmad, da jeg var en uge i Madrid og en uge i Bilbao for tretten år siden, lige indenjeg fik ALS, men det har såmænd også nok været kød? Mine tre hjælpere levede hele ugen aftoastbrød med skrabet marmelade til morgenmad....Liftbil taxien kom lige til tiden og holdt foran hotellet, som bestilt via Handi Tours. Det vil sige, detvar ikke en liftbil taxi og den holdt ikke foran hotellet; vi troede ikke vores egne øjne: Det var enkæmpestor bus, så den kunne være inde i de smalle gader omkring hotellet, så den parkerede ude påhovedgaden over mod marinaen! Bussen havde en lift, så man svævede frit i luften i halvandenmeters højde, så det var ikke noget for tøsedrenge, altså ikke noget for Bo! Men vi fik mig liftet opog pakket al bagagen ind i bussen og kørte af sted mod lufthavnen.På vej mod lufthavnen, tænkte jeg på at for en gangs skyld på en rejse, var hverken Visa kortet ellerMarstercardet blevet lukket! Det er ikke sket de sidste mange gange, på en uges rejse. Denne gangfik vi god hjælp i Barcelonas lufthavn, alle kunne tale nogenlunde godt engelsk og jeg fik lov til atkøre helt ud til gaten i min el-kørestol. I sikkerhedskontrollen blev jeg mødt af en spansk sniffer,som var overordentlig høflig. Bagefter fandt vi et cafeteria, da det var frokost tid. Begge mine kortblev afvist, så en hjælper måtte lægge ud....Vi var i meget god tid ude ved gaten, så der var ingen panik. Vi mødte endda en dansk stewardesse,der fortalte at jeg ville komme først ind. Og hvem tror I skulle hjælpe med at løfte mig over isækkevognen og over i flysædet? Den samme lille kortbenede tykke spanske mand, Gumbas! Hansmilede venligt til os og sagde hej på engelsk, et af de få ord, han kendte på engelsk. Det var etmoderne fly denne gang og større, så min kørestol kunne let gå ind i lastrummet.Da hjælperne var ved at tape mig fast til flysædet med gaffa-tape, kom en af de danske stewardesserog spurgte om vi havde søgt om tilladelse til at tape mig fast med gaffa-tape? Hun forklarede at hvisder skete en nødsituation, så kunne de jo ikke få mig fri. Ja, hvis stewardesserne eller mine hjælpereikke engang kan rive gaffa-tape over, så er vi vist alle ilde stedt i en nødsituation! Noget senere bleven passager meget dårlig og knækkede sig ud over det hele, så de måtte lave et karantæne områdebagerst i flyet, kom stewardesserne faktisk og bad om at låne vores gaffa-tape, da de ville tapeaffaldsposer ud over flysæderne. Så vi fik vist tilladelsen til at tape mig fast med gaffa-tape....I Kastrup fik vi fantastisk god hjælp, af officials. Dog måtte jeg over i en manuel kørestol, da detville tage alt for lang tid at få min kørestol op til gaten. Men en kvindelig ansat fulgte os hele vejenigennem lufthavnen og vi forlod udgangen blot 45 minutter efter landingen. Det gøres næppehurtigere af en rask person! Vi fandt hurtigt min bil i parkeringen, men igen blev begge mine kortafvist i betalingen. En opringning til Danske Banks døgnservice viste at ingen af kortene var blevet

More magazines by this user
Similar magazines