"Jeg vil skrive 1900-tallets historie". Læs interview med ... - Modtryk

“JEG VIL SKRIVE1900-TALLETSHISTORIE”Tre norske brødre. To verdenskrige. Et århundrede.Jan Guillou er tilbage med sin største romanserienogensinde.I sin sidste bog, Ordets magt og afmagt, såJan Guillou tilbage på sit skrivende liv: afsløringer,der førte til både fængselsstrafog den største svenske journalistpris; politiskestandpunkter, der skaffede ham vennerog fjender for livet; romanfigurerneCarl Hamilton og Arn Magnusson, somomtegnede svensk skønlitteraturs landkortfor altid.Ordets magt og afmagt blev modtagetmed stor respekt, for ikke at sige hyldest.“Jan Guillou skriver bedre end andresvenske journalister. Men har han nogensindeskrevet så godt?” spurgte DagensNyheters anmelder. “En af de mest underholdendeerindringsbøger, jeg har læst,”skrev Aftonbladet.Ordets magt og afmagt var en afslutningog en status. Hvordan Jan Guillou villeformulere næste kapitel, stod hen i detuvisse.“Jeg har skrevet 40 bøger, og statistiskset har jeg tyve år tilbage. Jeg indså, at hvisjeg skal nå at lave en tredje stor romanserie,er det nu, jeg skal i gang med den,”siger Jan Guillou.Hvis man vil være dramatisk og udtrykkedet en anelse skæbnetungt, kanman altså betragte det, Jan Guillou nuhar skrevet, som begyndelsen til enden.Vi står over for hans sidste bogprojekt, ogdet vil garanteret holde ham beskæftiget,så længe han lever.“Det er så enormt stort, at jeg er ligeved at rødme, når jeg siger det. Det grænsertil storhedsvanvid at prøve at gabe overså meget, men én gang skal man sigte rigtighøjt. Jeg vil skrive 1900-tallets historie.Menneskehedens største, grusomste ogblodigste århundrede,” konstaterer han.Uden at rødme.Idéen fødtes faktisk allerede for fem årsiden, på en svampetur sammen med hustruenog forlæggeren Ann-Marie Skarp.“Det er mærkeligt, at ingen i Sverige gørbrug af slægtskrøniken som form. Det eren god, gammel engelsk specialitet, somman kan få meget ud af,” sagde Ann-Marie Skarp mellem kantarellerne i detnordlige Roslagen.“Det er nok, fordi det kræver så enormtmeget research. Jeg er velsagtens den eneste,der kan klare det,” svarede Jan Guillou.Dermed var formen fastlagt. Men hvadskulle der hældes på den? I de ti bøger

om Carl Hamilton havde Guillou skildretden kolde krig og dens afslutning,en slags løbende samtidskrønike.Med de fire bøger om Arn (plus MadameTerror og Fjenden i os selv) fortalteGuillou om den hellige krig mod islam,om dens opståen og om del 2 i voresegen tid.“Det er vor tids vigtigste spørgsmål,men jeg har allerede sagt, hvad jeg harat sige. Jeg ville bare have gentaget migselv, hvis jeg var fortsat,” konstaterer han.Den tændende gnist fandt Jan Guilloui sin egen slægt. I 1901 aflagde hansmorfar eksamen som ingeniør fra verdensypperste tekniske universitet, i Dresden.Da morfaderen og to af hans brødre –fattige bondeknøse fra det norske fylkeØstfold – dimitterede fra universitetet,holdt rektoren en glødende og fremtidsoptimistisktale.Det århundrede, der lige var begyndt,ville byde på så dramatiske tekniske fremskridt– hævdede rektoren – at det næstenikke var til at forestille sig. Han forudsagdefantastiske ting såsom passagerflyvningmellem landene, måske ligefremmellem kontinenterne, og udforskningaf verdenshavenes dybder på en måde,man hidtil kun kendte fra Jules Vernesromaner. Og bedst af alt: De teknologiskelandvindinger ville have den guddommeligevirkning, at de umuliggjordealle krige.Stormende bifald i salen. Denne lysendefremtid var deres. Det er nøglesceneni Jan Guillous nye roman, Brobyggerne.“Det er svimlende at tænke på, at deunge mænd i den sal endnu ikke havde seten flyvemaskine, men at nogle af dem villeleve længe nok til at opleve, at mennesketlandede på månen,” siger Jan Guillou.Hvordan det gik, ved vi jo. I 1900-talletviste mennesket både sine bedste og sineværste sider.“Historie er enormt spændende, hvisman rykker den ned i øjenhøjde og fortællerud fra et mikroperspektiv frem foret makroperspektiv. De fleste af os kenderjo historien og kan opremse årstallene forskuddet i Sarajevo, Hitlers magtovertagelse,atombomberne over Japan. Alt detder står jo i opslagsværkerne. Der, hvordet bliver spændende, er når man forsøgerat nærme sig de individuelle mennesker,der levede på den tid. Hvordan tænktede her norske knøse, som ikke havde nogenanelse om, hvad der ventede i horisonten?”Jan Guillou stiller de mest centralespørgsmål, man kan stille i litteraturen:Hvad er et menneske? Hvordan blev videm, vi blev? Og det mere konkrete ogfrygtelige spørgsmål: Kunne du og jegvære blevet nazister?“Set i bakspejlet, nu hvor vi kenderfacit, er det så nemt reflektorisk at svarenej. Selvfølgelig kunne jeg ikke væreblevet nazist. Vi behøver bare sige ordetAuschwitz, så er det umuligt at forestillesig noget andet svar. Men hvis du var fødti 1919 i Heidelberg? Hvis du var blevethåndplukket til en elitelejr med blomstenaf Tysklands ungdom, hvor alle håbedepå, at det nye Tyskland ville få revanchefor en uretfærdig krig? Hvis vivar i det miljø og ikke kunne overskuehele billedet, er det så lige så givet, at viville svare nej til spørgsmålet? Bagklogskabenlammer vores erkendelse,” konstatererGuillou.Det er ikke en biografi, han skriver. Bogenshovedpersoner lever deres egne liv,og selv om to af brødrene (Oscar og Sverre)har deres fornavne fra Jan Guillou selv,så er bogen en roman og intet andet. Forfatterensegen slægtshistorie har tjent sominspirationskilde for det store romanværk.Så i stedet for at lade drengene værebondeknægte fra Østfold (som Guillousmorfar) har han forvandlet dem til faderløsefiskerdrenge fra Vestlandet.“Østfold er den mest usexede region ihele Norge. Der er ingenting. I Vestlandeter der sneklædte fjeldtinder, vandfald,hav, fjorde. Det er med til at give historienlidt ekstra saft og kraft.”Herreklubben “Det Gode Formål” finansiererdrengenes uddannelse, da manbliver opmærksom på deres tekniske begavelse(om natten bygger de i smug ennøjagtig model af vikingeskibet Gokstadskibeti skala 1:5). I stedet for at blive fiskereuddannes de til jernbaneingeniørerog brobyggere.Handlingen udspiller sig i to vidt for-

skellige verdener. En af brødrene – Lauritz– føler sig efter ingeniøreksamenenmoralsk forpligtet til at vende hjem tilNorge for at arbejde på Bergensbanen,det spektakulære jernbanebyggeri fra Bergentil Oslo tværs over højfjeldsplateauetHardangervidda.En anden af brødrene – Oscar – flygtertil Tysk Østafrika, nutidens Tanzania.Også hans tekniske uddannelse kommertil at gøre gavn i forbindelse med et gigantiskjernbanebyggeri, nemlig det mellemDar es-Salaam og Tanganyikasøen.“Man havde anlagt jernbaner før, menikke midt imellem menneskeædende løver,angribende næsehorn, malariasumpeog giraffer, der rev telegrafledningernened,” fortæller Jan Guillou.Afrikaperspektivet giver Guillou mulighedfor at fortælle om Første Verdenskrigfra en synsvinkel, som ikke er fortærsketi litteraturen eller endevendt påHistory Channel.“Ingen kender den her historie. Dener gået i glemmebogen, og gennem denkan jeg også beskrive kolonialismens begyndelse,som er af så stor betydning for1900-tallet.”Da vi forlader de tre fiskersønner ogførste bind i romanserien, skriver man1919. Første Verdenskrig er slut.Hvor mange bind kæmpeprojektet endermed at blive på, ved Jan Guillou ikkeendnu, men det logiske punktum for historienom 1900-tallet blev sat den 11.september 2001.Udfordringerne er mangfoldige.En af dem er at finde et sprog, der passertil den tid, der skildres, og som altsåskal ændres og moderniseres, jo tætterehandlingen kommer på nutiden.“I Hamilton-bøgerne brugte jeg etjournalistisk sprog. Det skulle virke, somom der kørte en nyhedsudsendelse i baggrunden,med det formål at overbeviselæseren om, at ting, der absolut aldrig ersket, rent faktisk sker nu og her. At rammedet rigtige sprog i Arn-bøgerne krævedeen del øvelse. Det landede på en form for1830-sagprosastil tilsat en og anden oldnordiskglose. Historien her skal fortællesi klassisk, episk stil. Ikke journalistiskstil og ikke pastiche. Men jeg er god til atimitere, så bare jeg læser et par romanerfra dengang, falder det mig nemt.”Du har aldrig tænkt på, her efter at du harskrevet 40 bøger og rundet de 67, at trappened og hvile lidt på laurbærrene?“Jo. Det er ikke nødvendigt at skrive bøger.Hvis man ikke har noget at sige, skalman holde kæft. Men ... En større fortællingend den her findes ikke. Og jeg tror,pensionisttilværelsen kunne blive forbandetkedelig.”Sæt nu, du ikke når at blive færdig?“Døden skal man ikke begræde på forhånd.Den kommer til alle, som det bliverforundt at leve og bevare helbredet,”siger Jan Guillou og ler.