Arbejdsmiljø er for vigtig en sag at overlade til ... - Nyt om Arbejdsliv

ejdsmiljø, er der foretaget case analyseraf fire større infrastrukturprojekter: Storebæltsforbindelsender blev bygget i årene1988-1998; Øresundsbroen der blev byggeti årene 1992-2000; Københavns Metro, fase1 og 2, der blev bygget i årene 1994-2002;og endelig Danmarks Radios nye Multimediehus på Amager der blev bygget i årene1999- 2009. Analysen bygger dels på skriftligehistoriske kilder og dels på case materialeder inkluderer interviews, observationer ogskriftligt materiale i øvrigt. Analyseenhedener de bærende principper eller logikker derligger til grund for opfattelse og håndteringaf arbejdsmiljøarbejdet (Dyreborg 2006, kapitel4). Mere konkret vil artiklen undersøgehvad der over tid opfattes som henholdsvisdrivkraft og normativt grundlag for varetagelsenaf arbejdsmiljøet på arbejdspladserne,og ud fra dette perspektiv besvare artiklensforskningsspørgsmål.Det samfundsmæssige ansvar forarbejdsmiljøetDet er bestemt ikke noget nyt at en bygherreeller entreprenør har ansvar for det debygger. Selv før vor tidsregning, var ansvarfor det byggede fastlagt – som for eksempeli Kong Hammurabis babylonske love.“§ 229: If a builder build a house for someone,and does not construct it properly, andthe house which he built fall in and killits owner, then that builder shall be put todeath” (Richardson, 2000, § 229).Der var tale om et ‘øje for øje’ ansvar derkan få vore tiders straffe for overtrædelseraf arbejdsmiljøloven til at blegne. Her er detblot fremhævet for at illustrere at socialt ansvarikke er et nyt fænomen, i sig selv, menat form og indhold for dette ansvar forandresmed den historiske og samfundsmæssigeudvikling.I vores nutid bliver arbejdsmiljø primærtreguleret gennem arbejdsmiljøloven, og lovenshåndhævelse varetages af Arbejdstilsynetsom hører under Beskæftigelsesministeriet(tidligere Arbejdsministeriet). Hvor detarbejdsretlige system regulerer aftaleforholdetmellem arbejdstager og arbejdsgiver, såregulerer arbejdsmiljøloven primært forholdetmellem arbejdstageren og de omgivelserder arbejdes under, selv om de i stigendegrad griber ind i hinanden, især når det gælderpsykisk arbejdsmiljø (Kristiansen 2005,360). Artiklens analyse har primært fokuspå arbejdsmiljølovens perspektiv. I analysenblev der i perioden fra 1954 og op til2007 identificeret to væsentlige skift i drivkraftenog det normative grundlag for detsamfundsmæssige ansvar for arbejdsmiljøet.Dels et skift fra myndighedskontrol tilmedarbejderinddragelse som bærende principi forbedring af arbejdsmiljøet (1. skift),og dels et skift fra medarbejderinddragelsetil virksomhedernes sociale ansvar sombærende princip i udviklingen af det samfundsmæssigeansvar for arbejdsmiljøet (2.skift). Der er ikke tale om en lineær udviklingmed faser der afløser hinanden, men atflere principper kan være til stede samtidigmed forskellig styrke. I det følgende vil jegempirisk dokumentere disse skift.1. skift: Fra myndighedskontrol tilmedarbejderinddragelse (1954-1975)I 1954 får Danmark en ny lov om arbejderbeskyttelsehvor sikkerhedstjenester blevobligatoriske på farlige fabrikker (Socialministeriet1956, § 59, stk. 7). Arbejderne skulletillige vælge en sikkerhedsrepræsentantpå virksomheder med 10 eller flere ansatte.Selv om sikkerhedstjenester strukturelt setkunne ligne vore dages sikkerhedsorganisation,er det dog væsentligt for artiklensargument at vise at sikkerhedstjenester ikkevar begrundet i demokrati og medarbejderindflydelse,men at de var lovens stedfor-Tidsskrift for ARBEJDSliv, 11 årg. • nr. 1 • 2009 51

træder i den daglige kontrol med sikkerhedeni arbejdet.MyndighedskontrolDen overordnede begrundelse for at haveen sikkerhedstjeneste der var permanent tilstede på virksomhederne, var at denne kunneføre den daglige kontrol med reglernesoverholdelse på arbejdspladsen, og dervedsupplere Arbejdstilsynet som kun kom påinspektion nu og da (Arbejdernes Oplysningsforbundi Danmark (AOF) 1960, 125ff.; Rieper 1985, 86).I Socialministeriets bekendtgørelse fra1955, Vejledning om sikkerhedsrepræsentanter(Socialministeriet 1955), var fokus isærpå sikkerhedsrepræsentantens rolle somkontrollant over for arbejdskolleger, og påderes pligt til at informere arbejdsgiverenom sikkerhedsproblemer. Sikkerhedsrepræsentantenvar således pålagt rollen som den‘løftede pegefinger’ over for kollegernes ulykkestilbøjeligeadfærd (Rieper 1985, 93-95).Det var således sikkerhedsrepræsentantensopgave at arbejde for“at arbejderne nøje overholder de bestemmelser,som måtte være fastsat med henblik på atbeskytte dem mod ulykkes- og sundhedsrisiko,og at de respekterer og holder hævd over de foranstaltninger,der måtte være truffet med dettefor øje, samt at de bruger disse foranstaltningerefter deres formål” (Nilsson 1956).Sikkerhedstjenestens medlemmer optrådtederved som tilsynsmyndighedens ‘internevagthund’ i det daglige sikkerhedsarbejdehvor de skulle tilse at lovens bestemmelserblev overholdt samt opdrage deres arbejdskollegertil at omgås de nye farlige industrimaskiner.“Baggrunden for oprettelsen af sikkerhedstjenesteri industrien var oprindelig den erkendelse,at arbejdstilsynets personel kun er istand til at inspicere den enkelte virksomhedmed længere mellemrum..” (Atlung 1961,side 6).Sammenfattende kan vi sige at det samfundsmæssigeansvar for arbejdsmiljø idenne periode overvejende var knyttet tiloverholdelsen af gældende love og reglerder via myndighedskontrollen blev opfattetsom drivkraften i udviklingen af virksomhedernesarbejdsmiljø, og normen var defineretaf lovens specifikationer.MedarbejderinddragelseI 1973 vedtog Folketinget en lov om medarbejderrepræsentanteri virksomheders bestyrelser.Forud for denne vedtagelse havdeder været en bred samfundsmæssig debatom demokratisering af erhvervslivet, udarbejdetbetænkninger og fremsat lovforslagom økonomisk og industrielt demokratii Folketinget (Christensen & Westenholz2001). Folkeafstemningen i 1972 gav flertalfor Danmarks medlemskab af EF (EuropæiskeFællesskab). Her havde der allerede væreten diskussion af industrielt demokratimellem daværende medlemmer af EF hvorVesttyskland allerede havde indført medarbejdervalgtei bestyrelser. Dette påvirkede,i følge Christensen og Westenholz (2001,503), højrefløjspartierne og erhvervsorganisationernetil at anse demokratisering forufarlig, og måske lige frem nødvendig.I revisionen af arbejderbeskyttelsesloven i70’erne blev der ligeledes sat fokus på medarbejdernesindflydelse som redskab til at forbedrearbejdsmiljøet. Den 1. april 1972 trådtenye regler i kraft om virksomheders internearbejdsmiljøarbejde (Fälling 1972b, 10-11),og disse regler fastlagde at alle virksomhedermed mere end ti ansatte skulle have en sikkerhedsorganisation,dvs. et sikkerhedsudvalgmed repræsentation af medarbejdere og52 Arbejdsmiljø er for vigtig en sag at overlade til sikkerhedsorganisationen

ledelse. Denne ‘demokratiforståelse’ vandtsåledes indpas hvad angår medarbejdernesmedbestemmelse i virksomhedsbestyrelsersamt i de interne forhold omkring samarbejdeog sikkerhed. Ledelsesretten forblevderimod uanfægtet selv om Arbejdsmiljølovenkunne ses som en systematisk og megetomfattende undtagelse fra arbejdsgiverensledelsesret (Kristiansen 2005, 388).Det overordnede princip bag styrkelsen afsikkerhedsorganisationen var således at arbejdsforholdeneskulle forbedres gennem demokratiseringaf arbejdslivet. Den SocialdemokratiskeArbejdsminister Erling Dinesennedsatte en uafhængig arbejdsgruppe (Arbejdsmiljøgruppenaf 1972) der skulle tagehele arbejderbeskyttelsens målsætning op tildybtgående overvejelser (Fälling 1972a, 5).Demokratisering af arbejdslivet blev etvæ sentligt omdrejningspunkt for denne arbejdsgruppesom fremhævede tre væsentligegrunde til demokratisering. For det førstefordi medarbejderindflydelse skulle være etredskab til at skabe et bedre arbejdsmiljø, fordet andet fordi medarbejderindflydelse i sigselv påvirker arbejdsmiljøet, og for det tredjefordi den enkeltes indflydelse skal betragtessom et gode i sig selv (Arbejdsmiljøgruppenaf 1972 1976, 23). Der blev argumenteret forflere forskellige former for medbestemmelseog flere grader af indflydelse på arbejdsforholdene,men resultatet i den senere lovgivningblev en forhandlingsbaseret modelmed tillidsmandssystemet som forbillede.Den centrale regelmodel suppleres såle desmed en decentral deltagermodel der skal sikreat virksomhederne selv kan løse sik kerhedsogsundhedsspørgsmål med vej ledning ogkontrol fra Arbejdstilsynet (Rieper 1985,28 og 115). Normen for virksomhedernessamfundsmæssige ansvar for arbejdsmiljøetfremgår ligeledes af Arbejdsmiljølovens formålsparagraf,at det skal tilstræbes at skabe“et sikkert og sundt arbejdsmiljø, der til enhvertid er i overensstemmelse med den tekniske ogsociale udvikling i samfundet” (Beskæftigelsesministeriet2005, § 1, nr. 1). Ifølge forarbejdernetil loven betyder denne norm at detskal “tilstræbes at opnå et arbejdsmiljø, der erpå højde med de bedste virksomheder i sikkerheds-og sundhedsmæssig henseende” (Kristiansen2005, 361), hvor der her lægges vægt påat det samme høje beskyttelsesniveau skalgælde for alle ansatte, og det blev i praksis endel af Arbejdstilsynets og Bedriftssundhedstjenestensopgaver at sikre dette.Dermed er det bærende princip for udviklingenaf arbejdsmiljøet i denne periodeknyttet til demokrati og medarbejderinddragelsesom drivkraft, og den tekniske ogsociale udvikling i samfundet som norm.Normen for det sikkerheds og sundhedsmæssigtforsvarlige er således ikke blotknyttet til lovens standard, som i arbejderbeskyttelseslovenfra 1956, men i overensstemmelsemed rammelovsprincippet skalarbejdsmiljøet være på højde med de virksomhederder gør det bedst.Fra arbejderbeskyttelse til det bredearbejdsmiljøbegrebUlykker og sygdomme blev i det fremherskendearbejderbeskyttelsesperspektiv i foregåendeperiode opfattet som biprodukteraf den moderne udvikling som kunne fjernesgennem oplysning og tekniske fremskridt(Arbejdernes Oplysningsforbund iDanmark (AOF) 1960).“At man sørger for at fjerne de farekilder, derkan være, anses for en selvfølge, og når enulykke alligevel sker, vil det ofte være, fordiman enten ikke har været klar over eller ikkehar erkendt en eksisterende fare” (Sekretær,Jørgen Nicolaisen, Dir. f. Arbejdstilsynet(AOF) 1960, 12).Den reviderede arbejdsmiljølov af 1975(Ar bejdsministeriet 1975), og den senereTidsskrift for ARBEJDSliv, 11 årg. • nr. 1 • 2009 53

1978 -bekendtgørelse (Arbejdsministeriet1978), lagde således i høj grad vægt på medarbejdernesindflydelse på planlægning ogprocesser med fokus på at minimere omgivelserneshelbredsskadelige påvirkninger(Arbejdstilsynet 1988). Den grundlæggendeidé i lovgrundlaget var nu klart skiftet til atdet var arbejdsforholdene der skulle tilpassesde ansatte, og ikke omvendt – arbejdspladsenvar patienten, ikke medarbejderne(Sønderriis 1989). I den officielle diskurs erden løftede pegefinger nu principielt setrettet mod de helbredsskadelige omgivelserrundt om medarbejderne. Et andet væsentligtaspekt i 1975-loven var således skiftetfra en arbejderbeskyttelse der handlede omat beskytte arbejdere fra nogle veldefineredefarekilder i produktionen, til introduktionenaf det brede arbejdsmiljøbegreb hvordet der skulle tælle med som arbejdsmiljøafgøres ved forhandling (Kabel m.fl. 2008;Lorentzen 1988; Sørensen 2007). En paralleludvikling har fundet sted i Sverige (Allvin& Aronsson 2001, 237-238).2. skift: Fra medarbejderinddragelse tilsocialt ansvar (1976-2007)Nye udgiftskrævende forslag fra Arbejdstilsynetom støj, grænseværdier og arbejdsstedetsindretning mv., blev opfattet som entrussel mod forbedringer af konkurrenceevnenog bekæmpelse af den høje arbejdsløshed(Litske 1987). Under den økonomiskekrise i starten af 1980’erne introducerededen socialdemokratiske regering økonomiskekonsekvensberegninger af arbejdsmiljøet.I midtfirserne, under den borgerligefirkløverregering, bliver udviklingen af arbejdsmiljøeti stigende grad koblet med eterhvervspolitisk sigte. Under overskriften‘Arbejdsmiljø og vækst’ skulle arbejdsmiljøkrav,ifølge den konservativt ledede regering,føre til produktudvikling, knowhowog eksportmuligheder (Arbejdsministeriet1986).Med ‘Rent Arbejdsmiljø 2005’-reformenaf 1995 blev der peget på nye virkemidlerder skulle aktivere den politiske forbruger.Under overskriften ‘Arbejdsmiljøet – denenkeltes ansvar i hele livet’ skulle den enkelteborgers bidrag til ‘Rent Arbejdsmiljø’ opnåsgennem “forbrugerrollen ved efterspørgselaf arbejdsmiljørigtige varer og tjeneste ydelser”(Arbejdstilsynet 1995). Selv om disse tiltagikke blev genstand for specifikke tiltag i programperioden(Arbejdstilsynet 2007), blevde dog et forvarsel om et skifte til et nyt bærendeprincip i håndteringen af arbejdsmiljøet.Initiativer vedrørende det rummeligearbejdsmarked og virksomhedernes socialeansvar i slutningen af 1990’erne drejede sigom at få erhvervslivet til at bære en størredel af det samfundsmæssige ansvar for deoffentlige ydelser, især med henblik på atfastholde medarbejdere med nedsat arbejdsevnepå arbejdsmarkedet (Boxenbaum2005, Kapitel 4; Nielsen & Dyreborg 2001).Ved at arbejdsmiljøpolitikken kobles medan dre politikfelter fjernes ikke bare densme re konfliktprægede status, men arbejdsmiljøkommer også ud af den mere isolerederolle og bliver koblet med andre strategiskeområder der traditionelt falder indunder ledelsesretten. Det er en udviklingder kommer til at lægge pres på sikkerhedsorganisationensom den organisatoriskeramme om udvikling af virksomhedernesarbejdsmiljø.Selv om det 2. skift blev mere tydeligtmed fremlæggelsen af VK-regeringens arbejdsmiljøreform10. juni 2003 der bl.a.in deholdte en Smiley-ordning (Arbejdstilsynet2005), så var det således en udviklingder allerede var sat i gang i 90’erne. ‘RentArbejdsmiljø’ handlingsplanens ide om atgøre arbejdsmiljø til en folkesag med fokuspå forbrugerens valg af arbejdsmiljørigtigeprodukter og serviceydelser, kan ses som entidlig forløber for Smiley-ordningen 1 . Mensmileys kom ikke til at sidde på de arbejds-54 Arbejdsmiljø er for vigtig en sag at overlade til sikkerhedsorganisationen

miljørigtige produkter, men blev i stedet en‘varedeklaration’ på den enkelte virksomhedsarbejdsmiljøforhold.“Claus Hjort Frederiksen understreger, atsmiley erne vil styrke virksomhedens forebyggelse,fordi den enkelte virksomhedsarbejdsmiljøindsats bliver synlig for bådemedarbejdere, kunder og offentligheden…”(Arbejdstilsynet 2004).Arbejdsmiljø bliver således i stigende gradtematiseret som social ansvarlighed overfor interessenter i virksomhedernes omverdender baner vej for en mere markedsorienteretregulering. Der er således tale om etnyt bærende princip for virksomhedernesar bejdsmiljøarbejde hvor drivkraften er atvirk somheder må demonstrere socialt ansvarover for en bredere vifte af interessenter,og normen er omverdenens forventningertil indhold og omfang af dette socialean svar. Arbejdstilsynet spiller i stigendegrad en rolle i synliggørelsen af indhold ogom fang af dette sociale ansvar for arbejdsmiljøet,bl.a. gennem offentliggørelsen afden enkelte virksomheds smiley på Arbejdstilsynetshjemmeside.Et ekspliciteret samfundsansvar forarbejdsmiljøI den undersøgte periode fra 1954 til 2007er spørgsmålet om hvorvidt virksomhederhar et samfundsansvar for varetagelsen afde ansattes sikkerhed og sundhed, ikke udfordret.Men som svar på det første forskningsspørgsmålhar analysen vist at derer markante forandringer i opfattelsen afhvad der er de bærende principper for detsamfundsmæssige ansvar for arbejdsmiljø. Iden første periode blev håndhævelsen af loveog regler set som den væsentligste drivkrafti udviklingen af arbejdsmiljøet på arbejdspladserne,og lovens standarder udgjorde detnormative grundlag. I den anden periodeblev demokrati og medarbejderinddragelse tematiseretsom en helt afgørende drivkrafti udviklingen af virksomhedernes arbejdsmiljøarbejde,og den tekniske og sociale udviklingi samfundet var det normative grundlag.Endelig, i tredje periode, blev det socialeansvar i stigende grad tematiseret som envæsentlig drivkraft i udviklingen af arbejdsmiljøet,med omverdenens forventninger somdet normative grundlag for udviklingen (tabel1, se næste side).Hvor det samfundsmæssige ansvar for arbejdsmiljøi de to første perioder primærthar ligget implicit i det formelle og uformellesamarbejdssystem omkring arbejdsmiljø,så er der tale om at dette ansvar i stigendegrad ekspliciteres som ‘virksomhedernes socialeansvar’ (Matten & Moon 2008). Det erikke længere tilstrækkeligt at virksomhederoverholder loven eller inddrager medarbejderne,men det er en væsentlig dyd atvise den rette indstilling for at indfri forventningertil det sociale ansvar fra diverseinteressenter. Medarbejderens position erligeledes skiftet over tid, fra et passivt objektfor beskyttelse til interessevaretagervia de demokratiske strukturer, og endeligses medarbejderne i et ressourceperspektiv,bl.a. med fokus på at mindske fravær, forbedrearbejdsfastholdelse, begrænse førtidspensioneringog derved øge tilgængelighedenaf arbejdskraft.Det sociale ansvar kan således ses som etnyt bærende princip for håndtering af arbejdsmiljøsom i høj grad er påvirket af deformer for regulering der tages i anvendelse,men som også skaber grundlag for meremarkedsorienterede reguleringsprincipper istyringen af arbejdsmiljøet.Det andet formål med artiklen var at undersøgebetydningen af disse institutionelleforandringer for håndteringen af arbejdsmiljø,herunder om det sociale ansvar eret supplement til lovgivningen eller et alternativ?Dette spørgsmål belyses i det føl-Tidsskrift for ARBEJDSliv, 11 årg. • nr. 1 • 2009 55

Tabel 1. Institutionelle forandringer i de bærende principper for virksomhedernes arbejdsmiljøarbejde (1954-2007).RegulativeændringerDrivkraft iudviklingenDet normativegrundlagForståelse afarbejdsmiljøpåvirkningerDominerendeforebyggelseslogikVirksomhedenspligt/dydMedarbejderenspositionPeriode I(1954 – 1974)Sikkerhedsrepræsentantensom intern kontrollantLovens HåndhævelseNormer for arbejdsmiljøfastsættes i lovgivning.Entydigt og tekniskveldefinerede farekilder iarbejdetMedarbejderne må tage sigi agt for det farlige(Tidsskriftet Pas På!)At overholde love og reglerPeriode II(1975 – 2000)Sikkerhedsorganisation ogøget medindflydelseDemokrati ogmedbestemmelseNormer for arbejdsmiljøskal følge den tekniske ogsociale udvikling isamfundetMultikausale påvirkninger,svært at adskille arbejde ogikke arbejdeArbejdsmiljøet skal tilpassesmedarbejderne, ikkeomvendt(Tidsskrift for arbejdsmiljø)At inddragemedarbejdernePeriode III(2001 – 2007)Certificering, Smiley-ordning,Byggeriets nøgletalDet sociale ansvarOffer Interessevaretager RessourceNormer og forventninger tilarbejdsmiljø etableres i(dialog med) omverdenenMultikausale påvirkninger,svært at adskille person ogarbejdeArbejdsmiljø som kultur,livsstil og personligt ansvar(Magasinet arbejdsmiljø)At vise den rette indstillingMinisterium Socialministeriet Arbejdsministeriet Beskæftigelsesministerietgende, gennem fire case analyser af nogle afde største danske byggeprojekter i nyere tid,med fokus på introduktionen af virksomhedernessociale ansvar.Byggebranchens nye omverdenBrancheorganisationer er blevet opmærksommepå den stigende betydning af dekrav der stilles til virksomhederne fra omverdenen,som det her fremgår af en årsberetningfra Dansk Byggeri:“Kravene til virksomhederne om social ansvarlighed,ikke mindst på arbejdsmiljøområdet,vil fremover blive stadigt større. Etarbejdsmiljøcertifikat er et synligt bevis på,at virksomheden gør en målrettet indsats forat sikre medarbejdernes helbred og velfærd.Den certificerede virksomhed vil derfor stålangt stærkere i konkurrencen om såvel nyekunder som ny arbejdskraft” (Dansk Byggeri,2004).Certificering bliver her fremhævet som etmiddel til at stå stærkere i konkurrencenom både kunder og arbejdskraft. Det synligebevis som dokumentation for den retteindstilling er ikke en uvæsentlig faktor ilegitimeringen af virksomhedernes socialeansvar for arbejdsmiljøet. En udvikling derligeledes viser sig i ændrede strategier i arbejdsmiljøarbejdetpå de senere års størrebyggeprojekter i Danmark. I det følgendeundersøges hvordan det samfundsmæssigeansvar for arbejdsmiljø ekspliciteres som etsocialt ansvar på disse store projekter, oghvad det betyder for hvordan arbejdsmiljøbliver håndteret. Case analysen vil startemed byggeriet af Storebæltsbroen.56 Arbejdsmiljø er for vigtig en sag at overlade til sikkerhedsorganisationen

Et Storebæltsbyggeri medomverdensproblemerEtableringen af Storebæltsbroen startede i1988 og varede 10 år. Den store og vedvarendeopmærksomhed som dette byggeri fikfra omverdenen, var noget helt nyt for byggebranchenpå det tidspunkt. Der var to væsentligegrunde til at omverdenen trådte indpå scenen. Dels var det affødt af projektetskontroversielle status allerede i udgangspunktet,og dels af de problemer som projektetstødte på undervejs, af både politiske,tekniske og sikkerhedsmæssige aspekter. Desikkerhedsmæssige aspekter var bl.a. knyttettil arbejdet i tunnelen under Storebælt.Pludseligt, den 11. juni 1994 tidligt ommorgenen, gik en gasalarm i gang i dennordlige tunnel under Storebælt på sjællandssiden.10 sekunder efter indtraf envoldsom eksplosion i fronten af tunnelboremaskinenDania.Stig Christensen (Togfører og tunnel formand):“Min indre stemme sagde til mig ‘Stig, nukører du ind i en to kilometer lang tunnel, 50meter under havets overflade, hvor en 220meter lang boremaskine står i flammer’ (…)og så fik jeg simpelthen et regulært panikanfald”(Christensen 2007).Arbejdet på Storebælt var farligt, og selv ombranden ikke kostede menneskeliv så varså danne hændelser med til at sætte fokuspå arbejdsmiljøet. Der skete syv dødsulykkerundervejs og ulykkesfrekvensen var omkringdobbelt så høj som byggebranchensulykkesfrekvens taget som helhed (Dyreborg2006, Figur 5.3; Dyreborg m.fl. 2009).Bygherren på Storebælt havde ikke etablereten sikkerhedsorganisation med ekspertisetil at klare et så komplekst og sikkerhedsmæssigtvanskeligt projekt (Nielsen2007). Det var på papiret entreprenørernesansvar at klare arbejdsmiljøet, bortset frabyggepladsens fællesområder som bygherrenhavde pligt til at koordinere. Men idetbygherren hovedsageligt var orienteret modsamarbejdsrelationerne indadtil i projektet,var denne ikke i stand til at modsvare forventningernetil det fremvoksende socialeansvar som omverdenen var ved at pålæggebyggebranchen (Dyreborg 2006).Storebælt konsortiets kommunikationvar orienteret mod de traditionelle tre parter:stat, arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer.Men håndteringen af omverdenenvar ude af trit med det nye netværk afinteressenter og deres forventninger. Eksempelviskunne bygherren ikke fremståsom socialt ansvarlig over for omverdenenved at henvise til at ansvaret for den ringearbejdsmiljøstandard lå hos den enkeltehovedentreprenør.Disse forhold var stærkt medvirkende tilat dette store byggeprojekt undervejs løbind i så store problemer i forhold til omverdenenat det betød store forsinkelser, samtat dette projekt fik et eftermæle som værendeskandaløst, bl.a. fordi ulykkesfrekvensenlå godt over branchens gennemsnit (Nielsen2007; Overgaard 1991). Erfaringernefra Storebæltsbyggeriet viste således at deti stigende grad var blevet nødvendigt atetablere en bredere samfundsmæssig acceptnår store offentlige byggeprojekter skullegennemføres, herunder at bygherren tog etoverordnet ansvar for arbejdsmiljøet (Dyreborg2006).Øresundsbroen – et vendepunkt forarbejdsmiljø i byggebranchenBygherren for Øresundsbroen mellem Danmarkog Sverige, som i Danmark var dendanske stat, ønskede ikke de alvorlige problemerfra Storebæltsbyggeriet gentagetved bygningen af Øresundsforbindelsen. Etblandt mange tiltag var at bygherren påtogsig koordineringspligten vedrørende arbejdsmiljøetog herved etablerede sig somTidsskrift for ARBEJDSliv, 11 årg. • nr. 1 • 2009 57

en markant foregangsbygherre i branchen 2 .Arbejdsmiljøet blev således et væsentligt fokusområdei skabelsen af samfundsmæssigaccept og satte samtidig nye standarder fororganisering af arbejdsmiljøindsatsen påstørre byggeprojekter. Dette skete bl.a. vedarbejdsmiljøkampagner, arbejdsmiljøkurser,sikkerhedsrunderinger og med deltagelse afrepræsentanter fra organisationerne der iøvrigt lagde et stort fagpolitisk engagementi arbejdsmiljøarbejdet på broen (ØresundA/S m.fl. 1997). Samlet set bidrog dette tilen forbedring af arbejdsmiljøet, og førtetil en signifikant reduktion i antallet af arbejdsulykkerunder byggeriet af Øresundsbroen(Spangenberg m.fl. 2002).Men samtidig var der en erkendelse af, atder måtte etableres andre former for relationertil omverdenen, hvis der skulle opnås ensamfundsmæssig accept af dette store byggeprojekt.Denne erkendelse udtrykkes ganskegodt i forordet til Øresundsprojektetsmidtvejsrapport om arbejdsmiljøindsatsenpå byggeriet (Øresund A/S m.fl. 1997, 3):“Et stort infrastrukturprojekt som Øresundsforbindelsener, når den står færdig, mereend summen af det stål og beton, den beståraf. Selve tilblivelsen må modsvare det omgivendesamfunds krav og omverdenens billedeaf miljørigtig, etisk og ansvarlig opførsel, derogså omfatter de vilkår som de tusindvis afmedarbejdere arbejder under”.Selve midtvejsrapporten var en del af enkommunikationsstrategi der gik ud på atopbygge en offentlig accept og forståelse afbyggeprojektet. Der blev undervejs stemtdørklokker hos hver og en af de berørtenaboer, samt afholdt borgermøder for debeboere og andre interessenter der var berørtaf byggeriet (Poulsen 1994, 57). Det beskrevnevendepunkt, som Øresundsbroenrepræsenterer i håndteringen af socialt ansvarog arbejdsmiljø, illustrerer således klartat det ikke længere er tilstrækkeligt at lænesig op af et teknisk videnskabeligt rationale,statslig lovgivning og partssamarbejde forat opnå legitimitet i omverdenen. Dette udtrykkesganske klart af daværende informationscheffor A/S Øresundsforbindelsen, AjsDam, (her citeret fra Poulsen 1998, 57):“Vi gennemførte en 360 graders omverdensanalyse,fra ejerne, dvs. ministeriet, tilgrønne organisationer, naboer, trafikanter,myndigheder, kommunerne, entreprenører,fagforeninger og så videre. Hvis vi skullehave råderum til vores virksomhed, måtte viskabe tryghed og tillid til at vi magtede opgavenog ville behandle andre ordentligt”.Det var ikke tilstrækkeligt, som bygherrengjorde på Storebæltsbyggeriet, at sende informationerud om tingenes tilstand, men detvar nødvendigt gennem en omverdensanalyseat fortolke omverdenens forventningerog integrere disse i virksomhedens strategi.Kommunikationspolitikken for Øresundsprojektetdrejede sig om at skabe ro om kerneaktiviteterne(Poulsen 1998, 61):“Målsætningen for Øresundsforbindelsenskommunikationspolitik er at opnå folkeligaccept af projektet og skaffe et sådant forholdtil offentligheden at den tekniske organisationfår ro til at gennemføre projektet”.Behovet for at afskærme kerneaktiviteternefra omverdenen er i særlig grad skærpet iovenstående tilfælde hvor der igangsætteset så stort og kontroversielt byggeprojektsom Øresundsbroen jo var i både trafik- ogmiljøpolitisk henseende. Denne klare markeringaf en ny kommunikationspolitik viljeg betegne som et vendepunkt i branchensomverdensrelationer, i det mindste når vitaler om større offentlige byggeprojekter.Denne model for organisering af arbejdsmiljøarbejdetog håndtering af omverden58 Arbejdsmiljø er for vigtig en sag at overlade til sikkerhedsorganisationen

liver da også videreført ved etableringen afKøbenhavns Metro og DR-byen.På DR-byggeriet blev der ligeledes etablereten intensiv kommunikation til omverdensom en del af bygherrens strategi hvorder blev udarbejdet overordnede politikkerog strategier der havde til formål at sikreat DR-byggeriet kunne opnå bred acceptblandt borgere, myndigheder og medarbejderne,samt tillige at sikre en vedvarendedialog med interessenter i omverdenen.Endelig skulle denne strategi bidrage til atfastholde, eller styrke, DR’s brand. Der liggersåledes en strategi for håndtering af deninstitutionelle omverden som ligger i forlængelseaf de erfaringer der blev gjort vedbygningen af Øresundsbroen.Både Metro projektet og DR-byen videreførteen anden væsentlig nyskabelse fra Øresundsprojektet,nemlig etableringen af enekstern referencegruppe for sikkerhed og sundhed.Den fungerede som et ‘eksternt sikkerhedsudvalg’der lagde de strategiske rammerfor arbejdsmiljøarbejdet på byggeprojektet.Referencegruppen havde repræsentanterfra myndigheder, de faglige organisationer,entreprenører og folk fra branchen i øvrigt.Disse repræsentanter kunne formidleomverdenens forventninger til byggeriet,men også fungere som ‘ambassadører’ forbygherren ved løbende at sende de positivebudskaber ud i omverdenen.Kjeld Boye-Møller (Projektdirektør, DRbyggeriet):“Så virker det jo også den anden vej, altså atreferencegruppen bliver jo ambassadører forde ting, altså for de holdninger vi (har), (…)altså de kender det konkrete vi gennemfører,og det bærer de så med sig ud i systemet, deter jo også en god ting”.Johnny (interviewer):“Hvad får I ud af at de konkret bærer det ud,kan man sige?”Kjeld Boye-Møller (som her refererer tilØresundsbyggeriet):“Jeg kan huske en episode nede fra Sydhavnsgadehvor der er en kran der vælterned i udgravningen, en aften, og jeg tror detvar TV2 der var der ude. Inden jeg nåede atsvare medierne, så gik Arbejdstilsynets chefud i medierne og sagde, at nede på Øresundder gør de alt hvad de kan for arbejdsmiljøet,så der er ikke noget at komme efter” (Dyreborg,2006).Det handler om at kunne legitimere sinehandlinger og bevare billedet af en arbejdsmiljømæssigansvarlig virksomhed. Tillid ogimage er blevet kostbare for virksomhederneog kan i værdi overstige udgifter til arbejdsmiljøforanstaltninger.Omkostninger fra arbejdsulykkerog skader kan således ikke begrænsestil personlige og materielle tab.Henning (Direktør i NCC)“… at de [medarbejderne] gør noget for at nåen ting, uden de rigtige hjælpemidler, det servi faktisk med negative øjne på, vi ser ikke pådet som om de har sparet en maskine, vi serpå det som om de har ødelagt vores image”(Dyreborg, 2006).Den brede offentlighed er således til stede ibåde entreprenørens og i bygherrens vurderingaf omverdensrelationerne. Den betydningsom omverdenen tillægges har såledesogså materialiseret sig indadtil, både i forholdtil markedsføring, virksomhedspolitikkerog arbejdsmiljøforanstaltninger, samt iforhold til beredskabsplaner, fx bygherrenskommunikationsberedskabsplan i tilfældeaf pludselige kriser i omverdenens billede aforganisationen.Men nok så vigtigt er det at disse nye omverdensrelationeråbner op for helt nye formerfor styring af arbejdsmiljø og sikkerhedi byggebranchen. I 2005 blev der indført en‘karakterbog’ som alle byggevirksomhederTidsskrift for ARBEJDSliv, 11 årg. • nr. 1 • 2009 59

skulle være i besiddelse af for at kunne afgivetilbud på offentlige udbud. Den enkelteentreprenørs karakterbog indeholder bl.a.oplysninger om overskridelse af tid og økonomi,omfanget af mangler, kundetilfredshedog arbejdsulykker (Hesdorf m.fl. 2003).Sådan beskriver administrerende direktørCurt Liliegreen, Byggeriets Evaluerings Center,ideen med karakterbogen 3 :“De virksomheder, der på den ene eller andenmåde sjusker eller snyder, vil selvsagtikke få ret gode karakterer, og det vil derforblive svært for dem at få byggeopgaver forstaten”.I lighed med smiley-ordningen har karakterbogentil formål at eksponere virksomhedernesarbejdsmiljøforhold over for forbrugerenog andre interessenter i omverdenensom indirekte har konsekvenser for indtjeningsmulighederne.Arbejdsmiljø mellem implicit ogeksplicit samfundsansvarSet i et institutionelt perspektiv er det socialeansvar således ikke blot et nyt konceptsom en virksomhed strategisk kan bruge tilat imponere sine omgivelser med (Campbell2006, 935). Der er snarere tale om et ‘must’og om reaktioner på et dynamisk pres påvirksomheden der her betyder at større entreprenørerog bygherrer er nødsaget til athåndtere de i stigende grad krævende omverdensrelationer.Der er således ikke taleom at virksomheder nødvendigvis er blevetmere samfundsansvarlige hvad angår arbejdsmiljø,men at det er blevet nødvendigtat eksplicitere et samfundsmæssigt ansvarover for en bredere, og nok mere sammensat,kreds af interessenter end staten og arbejdsmarkedetsparter. Samtidig med nyereguleringsformer i arbejdsmiljøet som foreksempel certificering og smiley-ordningerbliver form og indhold i det sociale ansvarændret. Et væsentligt spørgsmål er hvilkenbetydning et mere ekspliciteret socialt ansvarfår for det implicitte samfundsmæssige ansvarfor arbejdsmiljø (Morsing & Beckmann2006, 126; Shanahan & Khagram 2006).Fra intern til ekstern ‘vagthund’Sikkerhedsorganisationen er blevet betegnetvirksomhedens ‘interne vagthund’ (Jensen1990, 150) som skulle sikre at virksomhedenlevede op til det samfundsmæssige ansvarfor arbejdsmiljøet. Arbejdsmiljølovenfastsætter nogle spilleregler for hvordan devirksomhedsinterne interessenter, medarbejdereog ledelse skal drøfte og prioriterevirksomhedens arbejdsmiljøforhold medvejledning fra myndighederne (Hasle 2001;Jensen 1990; Rieper 1985).Den foregående analyse har vist at dettraditionelle trepartssamarbejde er blevetudfordret af et bredere sæt af interessenter ivirksomhedens omverden. Sikkerhedsorganisationens‘problem’ er således ikke bare atarbejdet er ad-hoc præget (Hasle 2001; Jensen1990), men mere fundamentalt at denikke er i stand til at indfange det bredere sætaf interessenter der gør sig gældende vedgennemførelsen af større offentlige byggeprojekter.Eller sagt på en anden måde, såer ledelsens strategiske fokus på arbejdsmiljøetflyttet fra medarbejderne som de primæreinteressenter, til en bredere og mereuspecifik gruppe af eksterne interessenter.Dette illustreres ganske godt med etableringenaf den eksterne referencegruppe underbygningen af Øresundsbroen, Metro enog DR-byen. Selv om denne eksterne referencegruppekun inviterer de traditionelleinteressenter indenfor, så viser dette klartet behov for en ny struktur som kan opfangeforventningerne fra en bredere vifteaf inter essenter i gråzonen mellem arbejdsmiljølov,samarbejdsaftaler og den politiskeomverden, eller ‘sub-politics’ som Dirk60 Arbejdsmiljø er for vigtig en sag at overlade til sikkerhedsorganisationen

Figur 1. Fra implicit til eksplicit samfundsansvar for arbejdsmiljøetOmverdenOmverden[Primært eksplicitsocialt ansvar]STATVirksomhedSTATVirksomhed[Primært implicitsocialt ansvar]MedarbejderindflydelseRegelmodel kombineret meddecentral deltagermodelMedarbejderindflydelseRegelmodel kombineret medomverdensstyret/socialt ansvarMatten (2004) efter Ulrich Beck (1997) benævnerdenne gråzone.Dette bidrager til at drivkraften i udviklingenaf arbejdsmiljøarbejdet i stigende gradkommer til at ligge i relationen mellem ledelseog omverdenen. Som det er illustrereti figur 1, så kan det betyde at sikkerhedsorganisationenbliver koblet af, i det omfangat det er trekantsrelationen mellem stat,virksomhed og omverden der bliver det væsentligsteomdrejningspunkt for varetagelsenaf arbejdsmiljøarbejdet.Traditionelt har myndighedernes håndhævelseaf de samfundsmæssige krav til arbejdsmiljøværet de mest dominerende, ogsikkerhedsorganisationen var tiltænkt rollensom den interne ‘vagthund’ der kunneholde øje med om kravene til arbejdsmiljøetvar opfyldt. I og med den øgede betydningaf et socialt ansvar for arbejdsmiljø,der jo involverer et noget bredere udsnit afinteressenter eller ‘eksterne vagthunde’, skerformidlingen af samfundsmæssige krav tilarbejdsmiljø gennem en vifte af kanaler. Deetablerede ordninger, Smiley-ordningen,byg geriets karakterbog, certificeringsordningermv. giver i princippet omverdenen mulighedfor at følge med i virksomhedernes‘arbejdsmiljøtilstand’. Jeg ser udviklingenaf disse ordninger som et udtryk for en institutionaliseringaf en markedsmedieretsty ring af arbejdsmiljøet.Den øgede orientering mod omverdeneni det institutionelle felt omkring byggebranchenskaber således en helt ny arena for udviklingaf arbejdsmiljøet hvor sikkerhedsorganisationensom arena kan blive trængtnoget i baggrunden. I sin undersøgelse afhåndteringen af kemikalier i Australien gennemto årtier identificerer Suzanne Benn(2004, 408) tilsvarende strukturer hvor deretableres lokale komiteer der bidrager tilat lette kommunikationen mellem virksomhed,lokalsamfund og myndigheder påde punkter hvor det traditionelle trepartssamarbejdeikke slår til. På lignende vis serdet ud til at sikkerhedsorganisationen i deundersøgte byggeprojekter heller ikke er istand til at indfange det bredere felt af interessenterrundt om virksomheden somderfor må indfanges via den etablerede referencegruppefor sikkerhed.Tidsskrift for ARBEJDSliv, 11 årg. • nr. 1 • 2009 61

Konklusion: Fra medbestemmelsetil socialt ansvarSet ud fra perspektivet i denne artikel erder tale om nogle væsentlige institutionelleforandringer i de bærende principper og begrundelserfor det samfundsmæssige ansvarfor arbejdsmiljøet. I den undersøgte periodeer der sket et skift fra et implicit samfundsmæssigtansvar, til et mere ekspliciteret socialtansvar for virksomheders håndteringaf arbejdsmiljø. Hvor virksomhedernes implicittesamfundsmæssige ansvar blev sikretvia arbejdsmiljøloven og dens håndhævelsesamt de demokratiske principper, bl.a. udmønteti medarbejdernes involvering i udviklingaf arbejdsmiljøet, så er det eksplicittesociale ansvar i høj grad bundet op på enmere markedsorienteret styring af arbejdsmiljøethvor virksomheder kan komme tilat stå til regnskab over for en bredere kredsaf eksterne interessenter.Dette bidrager til at flytte virksomhedernesstrategiske fokus på arbejdsmiljøet frasikkerhedsorganisationen til i højere gradat tilgodese de eksterne interessenter omkringet byggeprojekt. Dette blev på Øresundsprojektetløst gennem etableringen afden eksterne referencegruppe for sikkerhed ogsundhed, med deltagelse fra myndigheder,de faglige organisationer, entreprenører ogfolk fra branchen i øvrigt, som samlet setbidrog til at forbedre sikkerheden på dettebyggeri. Ledelsens strategiske satsning påarbejdsmiljøet på DR-byggeriet i forhold tilen bredere omverden betød at sikkerhedsrepræsentanteroplevede at det var ledelsender ‘kørte det med sikkerhed’, og som detblev citeret i artiklens start, så var opfattelsenat “sikkerhed er næsten blevet for vigtig forledelsen til at overlade til sikkerhedsorganisationen”.Dette bidrog til at den strategiskeudvikling af arbejdsmiljøarbejdet kom til atligge i relationen mellem ledelsen og omverdenen,og de ansattes sikkerhedsadfærdog fravær på grund af ulykker blev centralefor byggeriets performance udadtil. Arbejdsmiljøetblev dermed en del af en ‘humanressource’ strategi.I det omfang at arbejdsmiljø formuleressom en beskyttelse af medarbejderen, knyttettil normer i arbejdsmiljøloven, så fungerersikkerhedsorganisationen som en passendeorganisatorisk arena. Men i det øjeblikarbejdsmiljø formuleres i et virksomhedsstrategiskperspektiv, fx omkring virksomhedernessociale ansvar knyttet til normer ivirksomhedens omverden, så begynder sikkerhedsorganisationenat knage i fugerne.Grunden til dette er at arbejdsmiljø koblesmed politikområder i virksomheden der falderind under ledelsesretten, eksempelvishvis arbejdsulykker ses i et fraværsperspektiv.Det der i lovens forstand er defineretsom et sagsforhold mellem den ansatte ogarbejdsmiljøet, forskydes i virksomhedernespraksis fra lovens arena til aftalernes arena.Dette kan medføre konflikter i forholdtil det mere implicitte samfundsmæssigeansvar for arbejdsmiljøet. Der ligger delsen konflikt mellem håndhævelsen af enlov der bygger på forebyggelsestanken hvorden primære forebyggelse er det helt grundlæggende,og så virksomheders behov for atdemonstrere socialt ansvar over for omverdenpå kortere sigt. På grund af presset fraomverdenen, i dette tilfælde konkurrencenpå ulykkesfrekvenser, fokuseres der direktepå frekvensen af ulykker. Det viser en uheldigsideeffekt af denne type af reguleringsom kan betyde en forskydning af virksomhedensfokus i ulykkesforebyggelsen. I stedetfor det ‘lange seje træk’ med at reducererisikoen for arbejdsulykker, så bliver løsningermere kompensatoriske i deres sigte. Detkunne eksempelvis være introduktion aftilbage-til-arbejde foranstaltninger for at fåen tilskadekommen medarbejder så hurtigttilbage på arbejdet at en ulykke ikke kommertil at tælle med i ulykkesstatistikken,et fænomen der betegnes ‘krumspring’ (Jæ-62 Arbejdsmiljø er for vigtig en sag at overlade til sikkerhedsorganisationen

ger 2005). I forlængelse af ovenstående kanforebyggelsesprincipperne i EU’s rammedirektiv(Rådet for de Europæiske Fællesskaber1989) om forebyggelse så tæt på kildensom muligt komme til at stå mere svagt idet praktiske arbejdsmiljøarbejde.Der kan ligeledes identificeres en konflikti forhold til det mere implicitte samfundsmæssigeansvar for arbejdsmiljøet, især iforhold til den rolle som sikkerhedsorganisationenfår idet denne bliver koblet af i detomfang at det er trekantsrelationen mellemstat, virksomhed og omverden der bliver detvæsentligste omdrejningspunkt for varetagelsenaf arbejdsmiljøarbejdet. I stedet for atblive deltagere i udformningen af arbejdsmiljøet,er der en fare for at medarbejderneblot bliver den nødvendige omvej for at sikrevirksomhedernes sociale ansvar. Heri liggerder dog en potentiel mulighed for en fastholdelseaf de demokratiske principper idetdet åbner op for at eksterne interessenterkan få indflydelse på den enkelte virksomhedsdispositioner vedrørende arbejdsmiljøetsom det var tilfældet med den eksternereferencegruppe. På de tre byggeprojekter,Øresund, Metroen og DR-byen, måtte sikkerhedsorganisationendele sin indflydelsemed den eksterne referencegruppe.På baggrund af ovenstående konkluderesdet at virksomhedernes sociale ansvar er etkonkurrerende perspektiv, og ikke blot etsupplement til den eksisterende reguleringaf arbejdsmiljøet. Det er ikke til at sige udfra denne analyse, i hvilken udstrækningdisse konklusioner vil gælde for mindre ogmellemstore byggevirksomheder. Men bådeteoretiske og empiriske studier tyder dogpå at når væsentlige aktører som staten ogstørre virksomheder sætter dagsordenen, såøger det sandsynligheden for at nye institutioner,som fx virksomhedernes sociale ansvar,vil blive bredt implementeret (Campbell2006, Tolbert & Zucker 1994, 25). Detbetyder dog ikke at alle byggevirksomhederuden videre bliver ‘arbejdsmiljømæssigtansvarlige’, men at alle byggevirksomhederinden for det pågældende institutionellefelt må legitimere sig i forhold denne nyeforståelse af hvad det vil sige at blive opfattetsom en socialt ansvarlig virksomhed.Om denne legitimering betyder bedre arbejdsmiljøi byggebranchen, vil afhængeaf i hvilket omfang eksterne interessenterhar interesse og reel mulighed for at agerevagthunde (Braun & Gearhart 2004). Deperformance mål for arbejdsmiljøet der idag anvendes inden for byggebranchen, erhelt klart utilstrækkelige til dette formål. Idenne forstand er arbejdsmiljøet på en byggepladsfor vigtig en sag at overlade til deeksterne interessenter.TAKEn tidligere version af artiklen har været fremlagtpå Work-in-Progress seminaret, Det NationaleForskningscenter for Arbejds miljø, og deltagernetakkes hermed for deres kri tiske og konstruktivekommentarer. Især vil jeg takke mine to opponenter,Adjunkt An ne Roepstorff, Institut for In-ter kulturel Kommunikation og Ledelse på CBS, ogSeniorforsker Herman Burr, Det Nationale Forsk -ningscenter for Arbejdsmiljø, der hver især harbidraget med konstruktiv kritik og perspektiveringaf artiklens analyser. Ligeledes tak til de toano nyme bedømmere for konstruktiv kritik.Tidsskrift for ARBEJDSliv, 11 årg. • nr. 1 • 2009 63

NOTER1. Denne ordning tilskrives Det Radikale Venstresdeltagelse i forhandlingerne om arbejdsmiljøreformenaf 2003. Partiet deltog ligeledesi udformningen af ‘Rent Arbejdsmiljø år2005’-strategien af 1995.2. En foregangsbygherre betegner en bygherreder stræber efter det bedst opnåelige arbejdsmiljøfor de udførende på byggepladsen, ogbruges især om en social ansvarlig gennemførelseaf større offentlige byggeprojekter.3. Interview i Erhvervs Bladet fra den 15. september2004.REFERENCERAllvin, Michael & Gunnar Aronsson (2001):The Future of Work Environment Reforms:Does the Concept of Work EnvironmentApply within the New Economy?, i AnetteThörnquist (red.): Work Life, Work Environmentand Work Safety in Transition: Historicaland Sociological Perspectives on the Developmentin Sweden during the 20th Century,Stockholm, National Institute for WorkingLife, 237-249.Andersen, Søren Kaj (2005): Medarbejderindflydelsemellem decentralisering og globalisering.Et notat om tillidsvalgte og indflydelse på virksomheden,København, Forskningscenter forArbejdsmarkeds – og Organisationsstudier,FAOS Forskningsnotat.Arbejdernes Oplysningsforbund i Danmark(AOF) (1960): Vejen til sikkerhed, København,AOF.Arbejdsmiljøgruppen af 1972 (1976): Arbejdsmiljø– medbestemmelse, arbejdsmiljøtjenesten,uddannelse og forskning, planlægning, København,Arbejdsmiljøgruppen af 1972.Arbejdsministeriet (1975): Lov om Arbejdsmiljø,Lov nr. 681 af 23. december 1975.Arbejdsministeriet (1978): Bekendtgørelse omvirksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde,Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr.392 af 10. august 1978.Arbejdsministeriet (1986): En vækstfremmendearbejdsmarkedspolitik, Arbejdsministerietspressemeddelelse, 3. december 1986.Arbejdstilsynet (1988): Arbejdstilsynets vejledningom virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde,81/197822. oplag 1988.Arbejdstilsynet (1995): Arbejdsministerens Handlingsprogram– Redegørelse om rent arbejdsmiljøår 2005, http://www.at.dk/sw275.asp#afs1Arbejdstilsynet (2004): Ny reform skal styrke forebyggelsen,e-nyhedsbrev 23. februar.Arbejdstilsynet (2005): Bekendtgørelse om offentliggørelseaf virksomhedernes arbejdsmiljø mv.(Smiley-ordning), Arbejdstilsynets bekendtgørelsenr. 1497 af 20. december 2004.Arbejdstilsynet (2007): 10 år med handlingsprogrammet“Rent Arbejdsmiljø År 2005” – sammendrag,København, Arbejdstilsynet.Atlung, Gunnar (1961): Gør det rigtigt – gørdet sikkert. Hvad gør man for sikkerhedeni industrien? Radioforedrag af civilingeniørGunnar Atlung, A/S Schiønning & Arvé, iSikkerhedstjenesten, 1961, 1-2, 2-7.Beck, Ulrich (1997): Risikosamfundet – på vejmod en ny modernitet, København, HansReitzels Forlag A/S.Benn, Suzanne (2004): Managing toxic chemicalsin Australia: a regional analysis of therisk society, i Journal of Risk Research, 7, 4,399-412.Beskæftigelsesministeriet (2005): Bekendtgørelse aflov om arbejdsmiljø, Beskæftigelsesministerietsbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005.Boxenbaum, Eva (2005): Institutional Genesis:Micro-Dynamic Foundations of InstitutionalChange, CBS / Copenhagen Business School,PhD-program in Organizational Analysis,POA: PhD Series 16.Braun, Rainer & Judy Gearhart (2004): WhoShould Code Your Conduct? Trade Unionand NGO Differences in the Fight for Workers’Rights, i Development in Practice, 14, 1/2(Feb. 2004), 183-196.64 Arbejdsmiljø er for vigtig en sag at overlade til sikkerhedsorganisationen

Campbell, John L. (2004): Institutionel forandringog globalisering, København, AkademiskForlag.Campbell, John L. (2006): Institutional Analysisand the Paradox of Corporate Social Responsibility,i American Behavioral Scientist, 49, 7,925-938.Christensen, Søren & Ann Westenholz (2001):Institutionaliseringen af medarbejdervalgte idanske virksomhedsbestyrelser og den socialekonstruktion af bestyrelsen som praktisk strategiskaktør, Frederiksberg, Denmark, Institutfor Organisation og Arbejdssociologi.Christensen, Stig (2007): 2 mand fra boremaskinensavnes og skal reddes, i Under Hjelmen,2007, 1, 19-19.Dansk Byggeri (2004): Årsberetning Dansk Byggeri2003/2004, Dansk Byggeri, København.Djursø, Helene Tølbøll & Peter Neergaard(2006): Social ansvarlighed – fra idealisme tilforretningsprincip, Århus, Academica.Dyreborg, Johnny (2006): Mellem papiret &virkeligheden – Institutionalisering af sikkerhedi byggebranchen (between paper andreality – institutionalisation of work safety inthe Construction Industry), Copenhagen, TheNational Institute of Occupational Healthand Roskilde University.Dyreborg, Johnny, m.fl. (2009): Disability RetirementAmong Workers Involved in LargeConstruction Projects, American Journal ofIndustrial Medicine, in-press.Fälling, Carsten (1972a): SF-forslag i Folketinget– Arbejdsminister Erling Dinesen mener, atdet er på høje tid at arbejderbeskyttelsesloveneunderkastes en fornyelse, i Pas på! –Tidsskrift for arbejdsmiljø og sikkerhed, 1, 5, 5.Fälling, Carsten (1972b): Sikkerhed skal organiseres,i Pas på! – Tidsskrift for arbejdsmiljø ogsikkerhed, 1, 1, 10-11.Hägglund, Sam & Jan-Eric Degerblad (1996):Building Europe – Work environment and thecorporate society, Stockholm, Carlsson förlag.Hasle, Peter (2001): Sikkerhedsorganisationenslange vej, i Tidsskrift for Arbejdsliv, 3, 2, 95-110.Hesdorf, Peter, Kim Helding Larsen & Curt Liliegreen.(2003): En karakterbog for byggeriet,København, Byggeriets Evalueringscenter.Jæger, Jim (2005): Usikre tal for ulykker, i MagasinetArbejdsmiljø, 8, 40-41.Jensen, Per Langaa (1990): Sikkerhedsarbejdetpå arbejdspladsen, i Hans Klausen, Per Gregersen,& Lars Iversen (red.): Pas på arbejdsmiljøet,København, Hans Reitzels Forlag,149-156.Jepperson, Ronald L. (1991): Institutions,Institutional Effects, and Institutionalism, iWalter Powel & Paul J. DiMaggio (red.): TheNew Institutionalism in Organizational Analysis,Chicago and London, The University ofChicago Press.Kabel, Anders m.fl. (2008): Fra engagement tilstyring, København, Selskab for Arbejdsmiljø.Kristiansen, Jens (2005): Grundlæggende arbejdsret,København, Jurist- og ØkonomforbundetsForlag.Litske, Henrik (1987): Pris på sundhed. Mulighederneog begrænsningerne i økonomiske konsekvensberegningeri arbejdsmiljøet, København,Arbejdstilsynet.Lorentzen, Børge (1988): Psykisk arbejdsmiljø– i et arbejderbeskyttelsesperspektiv og i etarbejdslivsperspektiv, i Nordisk Psykologi, 40,3, 171-193.Matten, Dirk (2004): The impact of the risksociety thesis on environmental politics andmanagement in a globalizing economy –principles, proficiency, perspectives, i Journalof Risk Research, 7, 4, 377-398.Matten, Dirk & Jeremy Moon (2008): “Implicit”and “explicit” CSR: A conceptual frameworkfor a comparative understanding ofcorporate social responsibility, i Academy ofManagement Review, 33, 2, 404-424.Morsing, Mette & Suzanne C. Beckmann(2006): Virksomhedernes sociale ansvar:Danske CSR traditioner i lyset af angelsaksiskeog kontinentale CSR traditioner, i HeleneTølbøll Djursø & Peter Neergaard (red.):Social ansvarlighed – fra idealisme til forretningsprincip,Århus, Academica, 115-126.Nielsen, Jesper (2007): Struggles for Health andSafety in the Danish Construction Industry,i International Journal of Occupational Environmentand Health, 13, 21, 21-26.Nielsen, Jette & Johnny Dyreborg (2001):Tidsskrift for ARBEJDSliv, 11 årg. • nr. 1 • 2009 65

Arbejdsmiljø og arbejdsevne: udvikling ogafprøvning af en model til at bevare og fremmearbejdsevnen, København, ArbejdsmiljørådetsServicecenter.Nilsson, I. H. (1956): Bedre samarbejde, i PasPå!, 10, november, 12-13.Overgaard, Niels Stoktoft (1991): Sikkerhedsorganisationeni byggebranchen er intet værd,i Tidsskrift for Arbejdsmiljø, 1, 20-23.Poulsen, Per Thygesen (1994): Ledelse – modelØresund, København, A/S Øresundsforbindelsen.Poulsen, Per Thygesen (1998): Sidste mandlukker og slukker – A/S Øresund afprøverfremtidens midlertidige virksomhed, Viby J.,Jyllands-Postens Erhvervsbøger.Rådet for de Europæiske Fællesskaber (1989):om iværksættelse af foranstaltninger tilforbedring af arbejdstagernes sikkerhed ogsundhed under arbejdet (Rammedirektiv forArbejdsmiljø), Raadets Direktiv af 12. juni1989(89/391/EØF),Richardson, M. E. J. (2000): Hammurabi’s laws:text, translation and glossary, Sheffield AcademicPress.Rieper, Olaf (1985): Styring af arbejdsmiljøet:Regel eller deltager. En sociologisk studie af styringsmodellerpå arbejdsmiljøområdet, København,Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.Scott, W. Richard (2001): Institutions and Organisations,London, Sage Publications.Shanahan, Suzanne & Sanjeev Khagram (2006):Dynamics of Corporate Responsibility, i GillS. Drori, John W. Meyer & Hokyu Hwang(eds.): Globalization and Organization. WorldSociety and Organizational Change, New York,Oxford University Press Inc., 196-224.Socialministeriet (1955): Vejledning om sikkerhedsrepræsentanter,København, Socialministeriet.Socialministeriet (1956): Lov om almindelig arbejderbeskyttelse,Lov nr. 226 af 11. juni 1954,som ændret ved lov nr. 71 af 28. marts 1956.Sønderriis, Ebbe (1989): Med arbejdspladsensom patient. Interview med Speciallæge i arbejdsmedicinThora Brendstrup og arbejdsmiljøteknikerLotte Kastoft, i Information,45. årgang, nr. 200, 28-8-1989.Sørensen, Niels Porse (2007): Fra Protest til Paragraf– En analyse af drivkræfterne i arbejdsmiljøpolitikken1970-1998, København, Dethumanistiske Fakultet, Københavns Universitet,Saxo Instituttet, afdeling for historie.Spangenberg, Søren m.fl. (2002): The Constructionof the Øresund Link between Denmarkand Sweden: the effect of a multifacetedsafety campaign, i Safety Science, 40, 457-465.Tolbert, Pamela S. & Lynne G. Zucker (1994):Institutional Analyses of Organizations: Legitimatebut not Institutionalized, Paper 5, 1-44,University of California, Institute for SocialScience Research.Øresund A/S, Øresundskonsortiet & Svedab(1997): Godt begyndt – halvt fuldendt: Midtvejsrapportfor arbejdsmiljøindsatsen og arbejdsmiljøkampagnenpå Øresundsprojektet, Øresundsprojektet.Johnny Dyreborg, ph.d., er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.e-mail: jdy@arbejdsmiljoforskning.dk66 Arbejdsmiljø er for vigtig en sag at overlade til sikkerhedsorganisationen