Brdr. Volkerts Fabrikker

Brdr. Volkerts Fabriker A / s1877-1977 af Charles W.JensenI november 1977 havde BrødreneVolkert 100 års jubilæum,og selv om Kolding er en gammelby, er det ikke en hverdagsbegivenhed,at et familieforetagendesom sådant bevares gennem3 generationer i 87 år ogderefter fortsættes under sammenavn, men med et andet ejerforhold.Når der skal tales om familienVolkert — og det skal derhovedsageligt her — bør det nævnes,at også 4. generation MaxSchaumann har arbejdet på fabriken,og hans søn 5. generationsom barn har været der påbesøg.Kolding var kun en lille by,da de to unge, holstenske brødreDetlev og Johan Volkert slog signed på Rendebanen 7, hvor defor få penge købte L. P. Jacobsensspinderi (startet 1868), somvar i stærk tilbagegang og medfå og gamle maskiner. Brødrenehavde en god uddannelse indenforfarveri, spinderi og væveri,og de gik på med frisk mod meden lille stab på kun fire: farverHans Felsted, væverne C. G. Fricheog Søren Peter Sørensensamt spinder Peter Petersen (somendnu arbejdede på fabrikenved 50 års jubilæet). Produktionenvar heller ikke stor — 15-20pund garn om dagen.Efter overtagelsesannoncen atdømme var der en stor bredde ivaresortimentet, men det drejedesig i begyndelsen mest om lønarbejdeeller bytte med uld ogklude fra omegnens bønder ellerindsamlet gennem byens handlende.En fremgangsmåde, derblev brugt overalt i Danmark tillangt op i det 20. århundrede.Så sent som i 30-erne sendteCharlotte Trap de Thygeson (fraden lille herregård Damgård vedKoldingfjords udløb) uld og friskenødder ind til fabrikantHeinrich Volkert i bytte medsåkaldt hvergarn til hendes medarbejdere.Dette lå så meget iblodet på textilfolk, at fru FriedaVolkert engang imellem (påcykle) kom på fabriken og afleveredeen pakke med uldneklude fra egen husholdning. Ikkeaf økonomiske grunde, men demåtte ikke gå til spilde.Man skulle tro, at der i engammel grænseby som Koldingog så hurtigt efter 1864 kunneopstå vanskeligheder for de toholstenere, men det synes ikkeat have været tilfældet. De varbegge gift med danskere oghavde knyttet venskab med flereKoldingfamilier. Således med indehaverenaf Simonsens Hotelpå Rendebanen (som kaldte siggæstgiver). Dennes datter Johannefortæller i et brev til HeinrichVolkert ved 65 års jubilæet,at hun i 1877 som 20-årig modtogJohan Volkert i hotelletsport og senere var brudepige vedDetlev Volkerts bryllup (med endatter af blikkenslagermesterTh. Dohm, Axeltorvet — detteblikkenslagerfirma eksisterer stadigsom H. Schack & Co., Fredensgade),og hun skriver bl.a.:»Vi holdt af Dem, som var vislægt eller sippe«.Begge brødre var også med ibyens foreningsliv og var i periodermedlemmer af Industriforeningensbestyrelse og havdeogså andre tillidshverv f. eks. iLigningskommissionen og i Koldingborgerlige Skydeselskab.Allerede i 1888 deltager mani den store Industri-, LandbrugsogKunstudstilling i Københavnog erhverver her en medalje. FraKolding deltog bl.a. snedker A.L. Johansen, Kaalunds Fabriker,damaskvæver Jens Andreas Jensenog drejer L. P. Laursen.Fliden og tiden var med detlille firma. Lidt efter lidt blevInteriør fra fabriken på Rendebanenefter 1894. Midt i billedet de to brødreJohan og Detlev Volkert og børneneJohanne og Heinrich Volkert.29

den anledning en sang, hvori detbl. a. hedder: »I udvided' gangpå gang, men hvem kunne ane,at tilsidst I fandt for trang selvvor Rendebane; den er dog sådejlig bred, men ej for fabrikensted; det blev noget andet, da Ikom på landet. Dog på byensgrund lagt an, I til byen skatter— skatteligner er Johan, derforvi det fatter«.om morgenen kl. 6 for selv atovervåge blandingen af råvarer.Han var iført jaket, stribede benklæderog blankpudsede træsko.Efter citater at dømme kom hanaldrig helt af med en brydning isproget. Han skal således lidt irriterethave sagt til nevøen: »Dekarle, de karle, sitter bag densak og kukkelurer den hele dag«.Det drejede sig om de store rå-Medalje fra Den Nordiske Industri-Landbrugs- og Kunstudstilling i København1888. Relief af Joakim Skovgaard.maskinerne skiftet ud bl. a. meden kartemaskine fra Neumunster.Den er nu anbragt i Dengamle By i Århus.I 1894 køber man den væsentligstørre naboejendom (på 843m 2 , en forøgelse til ialt 1213 m 2 ),som var på tvangsauktion, ogman går straks i gang med atbygge en ny fabrik »i engelskstil«, d.v.s. med shedtage. Trodsdenne væsentlige udvidelse køberman i 1898 4 tønder landmellem Dalbyvej og Ny Agtrupvej,som dengang var bar markog lå »ude på landet«, og herbyggede man i vinteren 1899/1900 en stor, ny fabrik. Koldingvar også inde i en rivende udvikling.Indbyggerantallet mere endfordobledes fra 1870 til 1900 (fra5400 til 12.400).Industriforeningen lavede enfest ved 25 års jubilæet i 1902,og musikhandler Marcus skrev iFabriken på Rendebanen 1894—1900.Johan Volkert døde allerede i1903, og hans søn Heinrich Volkert,som havde fået en grundiguddannelse i ind- og udland oghavde været værkfører siden1902, indtræder som medindehaveri firmaet sammen medonklen Detlev Volkert.Der findes stadig arbejdere,som i hvert fald kan huske denlængstlevende af brødrene, DetlevVolkert. Han kom altid straksvareballer, som i givet fald kunnetjene som skjul for et mindrehvil, men også på den andenmåde hindrede udsynet. Da N.P. Sørensen (en søn af omtaltevæver Søren Peter Sørensen) endag på råvarelageret ikke kunnese et menneske, råbte han: »HarI ikke set den lille?« Da dukkedeHeinrich Volkert op og spurgtelidt surt: »Er det mig, De mener?«(han kunne ikke lide atblive mindet om sin størrelse),men NPS replicerede lynhurtigt:»Nej, det var Stegemüller, jegsøgte« (daværende driftslederFelix Stegemüller, som iøvrigtvar endnu mindre end HV).Detlev Volkert trak sig tilbagei 1911 (død 1915) og blev afløst afsin søn Gustav Volkert, såledesat fabriken nu var i hænderne påto fætre. Gustav Volkert var me-Hele arbejdsstyrken på Rendebanen i90'erne. Til højre de to brødre Volkertmed hustruer samt Johan Volkertsbørn, Johanne og Heinrich.30

get afholdt og medlem af Koldingbyråd. Desværre blev hanoffer for den frygtelige spanskesyge i 1918. Hans enke flyttedetil København og blev seneregift med violinisten Schlüter.Sønnen Mogens Volkert blev dr.med. og professor i København,og datteren Grethe Volkert ergift med den danske ambassadøri Stockholm, Erik Schram-Nielsen.Fabriken blev omdannet tilaktieselskab i 1919 med HeinrichVolkert som direktør.Denne havde i endnu højeregrad end faderen Johan V. ogonklen Detlev V. forstået atskaffe sig venner og var estniskkonsul, medens Estland endnuvar selvstændigt.Heinrich Volkert havde megensocial forståelse. Der blevsåledes den 1. oktober 1919 opretteten syge- og hjælpekasse påfabrikken med et starttilskud pågenerøs: biblioteket, kirkerne ogbørnebespisningen har i tidensløb fået store gaver, og der ervist ikke mange, der ved, at denstørste og smukkeste af lysekronernei Kristkirken er skænketaf Frieda og Heinrich Volkert.HV havde mistet sin højre armi en kartemaskine under sin uddannelsei Neumünster, og varderfor på vagt overfor letsindighederved pasningen af disse farligemaskiner og understregedeadvarsler med at pege på sin protese.I det daglige lagde man næstenikke mærke til dette handicap.Han kunne f. eks. prøvespænding og styrke i garn ved atanbringe en spole i højre armhuleog med venstre hånd trækkeog dreje garnet, ligesom hanhavde en smuk håndskrift. Detskyldes hans indstilling til arbejderstaben,der i perioder varoppe på over 300, at fabrikkenikke lukkede i de krisetider, derOmkring 1902 på jabriken i Dalbygade. Til venstre far, Johan Volkert, sønHeinrich og datter Johanne (senere Westerlund).5000 kr. og et ugentligt bidrag isamme størrelse som arbejderneskontingent. Ledelsen lå dog helti hænderne på arbejderne selv,og der har i perioder været udbetaltdagpenge for mere end3000 årlige sygedage, hvilket varen god hjælp i de år, hvor denlovpligtige ulykkesforsikringsdagpengesatser var meget små.Også overfor Kolding by var hanher som i andre brancher skiftedemed de mere givtige.Det er karakteristisk for dettegamle familieforetagende, atmange, som gennem årene harfået deres uddannelse på fabriken,er forblevet der hele livet,og at flere generationer af sammefamilie er fulgt efter. Someksempel kan nævnes væver SørenPeter Sørensen, som var medFabrikant, konsul Heinrich Volkert.fra starten på Rendebanen i1877: hans kone var kludesortereri en halv snes år, sønnerneNiels Peter, Martin og Søren Peterarbejdede fra 1907-45, 1915-64 og 1916-64, datteren Lilly vari karteriet i 10 år, og Martin Sørensensbørn Carl Martin ogElla har ligeledes været ansat ien årrække. Der var en egenbarsk tone mellem arbejderne.Den havde dog ingen indflydelsepå et godt kammeratskab og deuundgåelige øgenavne var ikkeondskabsfulde, men blot beskrivendesom f. eks. Fregatten,Visse, Sorte Mille, Pjattea, Slaske,Skringle, Randbøl.Siden 1900 er der sket en langrække til- og ombygninger medbyggeperioder i 1906, 1916/18,1920, 1925, 1935, 1939, 1943,1946/48, således at man efterhåndenkom op på over 13.200m 2etageareal.Der er naturligvis også i årenesløb foretaget mange ændringeri såvel maskinpark som produktion.I mange år fremstilledesder fortrinsvis garner, uldtæpperog metervarer i en megetbeskeden kvalitet. Garnerne varnavnlig vigogne til trikotageundertøj,underlagsgarn til possementfabrikerog vævegarn til såveleget brug som til salg, navn-31

lig til bomuldsvæverier. Ganskevist havde man renuldne tæppertil hospitalsbrug, dobbeltvævedeplaid af høj kvalitet og heluldnepaletotvarer m.v., men mængdemæssigtvar de billige ting iseriefabrikation de hyppigste. Pået vist tidspunkt begyndte manat satse på mere kvalitetsbetonedevarer, ligesom man udvidedesortimentet til også at omfattegulvtæpper af god kvalitet: Borgtæppeti 1937 og Krone Axminsteri 1949. Man arbejdede sammenmed danske dessinatører ogskabte i fællesskab meget smukkeboligtextiler: Safariplaid, møbelstofog gardinstoffer samtgulvtæpper, der høstede storanerkendelse og bl. a. kunne købesi kunsthåndværkets højborg,Den Permanente i København.Maskinparken kom efterhåndenop på et moderne niveaumed ringspindemaskiner i stedetfor de gammeldags vognspindere(selfactorer), avancerede kartemaskiner,automatvæve og etstærkt mekaniseret farveri og appretur.Transmissionsakslernevar afløst af el-motorer ved hverenkelt maskine, og den internetransport var bragt ned på et minimummed f. eks. pneumatisktransportanlæg mellem volferiog karteri. Råvarelageret skiftedeogså karakter, praktisk talt ingenklude, men kun rene råvarer:uld fra mange lande, bomuld,celluld og andre syntetiskefibre.Efter konsul Heinrich Volkertsdød i påsken 1943 blev denældste søn Erik Volkert direktør.Han havde på samme måde somfaderen og fætteren fået en grundig,praktisk textiluddannelse iind- og udland og teoretisk påen textilfagskole i Tyskland.Han var en meget flittig direktør,som i lighed med grandonklenDetlev Volkert kom straksom morgenen kl. 6 og var medi styringen af samtlige afdelinger.Erik Volkert trådte tilbage i1952 og gik over i hotelbranchen.Han har fornylig solgt sithotel i Henne, men hans to døtrefortsætter på dette felt.Heinrich Volkerts tvillingsønnerGunnar og Henrik var ogsåtilknyttet fabriken i en årrække.Gunnar Volkert som driftsleder,men kom senere til Ikast som direktørog medejer af Dansk VigogneSpinderi (som HeinrichVolkert som parthaver havde væretmed til at starte). Henrik Volkertvar salgschef fra 1948 til1962, hvorefter han startede egettextilagentur i Tyskland. HeinrichVolkerts ældste datter Fridablev gift med fabrikant MaxSchaumann, Haderslev Klædefabrik(startet 1872), og den yngstedatter Ingrid er gift med direktørPoul Hove, Sydjydsk Trælasthandel(startet 1786). Helt itråd med Heinrich Volkerts indstillingtil uddannelse havde ogsådisse to døtre arbejdet på fabrikenskontor.Textilindustriens liberaliseringi 1952 var en hård udfordring,som mange danske textilfabrikerikke overlevede. Ogsåfor brødrene Volkert var den enkatastrofe. Det var en periodemed dårlig drift, arbejdsstyrkenblev væsentlig reduceret, og manforsøgte af alle kræfter at findelønsomme produktioner. Selvom der blev ofret mange pengeog vist initiativ, måtte man i1964 konstatere, at der kun vareen løsning på problemerne: enstrukturrationalisering med konsekventnedlæggelse af væverierneog en halvering af maskinparkeni spinderiet (alle maskinerældre end 15 år blev skrottet).Disse gennemgribende ændringermedførte store besparelseri omkostningerne, ligesomomgående udlejning af de frigjortelokaler gav gode ekstraindtægter.Man kunne herefter koncentrerekræfter og kapital om detgryende store marked af garn tildanske gulvtæppefabriker, dernetop blev etableret i perioden1960-1970.Efter direktør Erik Volkertstilbagetræden i 1952 var henholdsvisOve Grau og GunnarPetersen direktører for fabriken,indtil familien Volkert i 1964besluttede helt at afhænde virksomheden,og alle aktiver og passiverblev overtaget af ægteparretGerda og Valdemar Thorning-Petersen,Rye Nørskov.I årene 1964-1977 blev der investeretså kraftigt i de nyestemaskiner, at fabriken i dag haret moderne og veludrustet spinderimed en dagsproduktion på5000 kg tæppegarn.33