Juli 2007 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

mormon.dk
  • No tags were found...

Juli 2007 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

156. ÅRGANG • NUMMER 7 • JESU KRISTI KIRKE AF SIDSTE DAGES HELLIGE • JULI 2007FORSIDEHISTORIE:I deresfodspor, s. 8Frygt og triumf i desidste dage, s. 18Sådan taler man medunge om pornografi,s. 34, 38Aktivitet: Hvor ialverden er Zion?s. L8, L12


8Mens du leder efter den tyskeVDR-ring, som er gemt i dette nummer,kan du tænke over, hvordan du kan væremed til at gøre din familie lykkelig.FOR UNGE8 Med Iowa i tankerne Caroline H. Benzley30 Dit sprog røber dig Ældste L. Tom Perry34 Min kamp mod pornografi Navnet tilbageholdt46 Vidste du det?47 Lynbudskaber:En fremragende præstationViktória MerényiMed Iowai tankerneLILLE LIAHONA:FOR BØRNL1L4Vi lytter til profetens røst:Mod i majsmarkenPræsident James E. FaustFællestid: FamilietroElizabeth RicksL6 Fra præsident Spencer W.Kimballs liv: Modstå ondepåvirkningerL8L10L14L16L4 FamilietroIndsamling til ZionNu er det nok Jane McBride ChoateFra ven til ven: Templets velsignelserÆldste Paul E. KoellikerMalebogssideL8 Indsamling til ZionEMNER I DETTE NUMMERbeskrive deres håb om en bedrefremtid i ord eller tegninger. Talom hændelser, som kunne hindrerealiseringen af deres håb. Læsskriftsteder om tro. Hvordan kantro mindske vores frygt? Ud fraartiklen kan I tale om, hvad jeresfamilie kan gøre for at glæde sigover fremtiden.»Dit sprog røber dig«, s. 30:Giv et medlem af familien til opgaveat tale, som om vedkommende varen bestemt type person, som fxet lille barn, en historisk skikkelseeller en person fra skrifterne. Ladfamilien gætte, hvem det er. Fortælhistorien om L. Tom Perry i marineinfanteriet.Hvordan kan sprogetrøbe ens karakter? Hæng ældstePerrys tre forslag op, så de kanhjælpe din familie til at benytteet pænt sprog.»Mod i majsmarken«, s. L2:Sammenlign historien om søstreneRollins med historien om Nefi oghans brødre, der hentede bronzepladernefra Laban (se 1 Ne 3-4).Hvordan blev der udvist mod i deto historier? Hvorfor er det vigtigtat have skrifterne?L = Lille LiahonaAnsvarlighed, 14Arbejde, 14Besøgslærerinder, 25Bøn, 43Dyd, 34, 38, L6Familie, 14, L4, L10, L16Familieaften, 1Fysisk legeme, 38Hellighed, 25Helligånden, 43Hjemmelærere, 7Hjemmet, 14Jesus Kristus, 26Kimball, Spencer. W., L6Kommunikation, 46Konvertering, 42, L10Kristi genkomst, 18Lederskab, 46Lignelser, 26Mod, L2, L6Omvendelse, 34Pionerer, 8, 42Pornografi, 34, 38, L6Primary, L4Profeter, 8Præstedømme, 46Salmer, 47Slægtshistorie, L4Sprog, 30Sårede følelser, 2Templer, L10, L14Tilgivelse, 2Tro, 45RAMME © ARTBEATSLIAHONA JULI 2007 1


BUDSKAB FRA DET FØRSTE PRÆSIDENTSKABFaren vedskjulte kilerPRÆSIDENT THOMAS S. MONSONFørsterådgiver i Det Første PræsidentskabVed aprilkonferencen i 1966 holdt ældste Spencer W.Kimball (1895-1985) fra De Tolv Apostles Kvorumen mindeværdig tale. Han citerede fra en beretningskrevet af Samuel T. Whitman, som hedder »Glemte kiler«.Jeg vil også her citere fra Samuel T. Whitmanns beretning,efterfulgt af eksempler fra mit eget liv.Whitman skrev: »Isslaget den vinter var i det store oghele ikke ødelæggende. Ganske vist var der faldet et parelledninger ned, og der havde været en pludselig stigningi antallet af ulykker på landevejene ... Normalt ville detstore valnøddetræ let kunne have klaret vægten af den is,der dannede sig i dets store krone. Men det var jernkileni dets indre, som var årsag til skaden.Beretningen om jernkilen begyndte mange år før, daden hvidhårede landmand, som nu ejede ejendommen,hvor træet stod, var dreng på sin fars gård. Savværket varnetop flyttet fra dalen, og nybyggerne fandt stadig redskaberog forskelligt grej spredt rundt omkring ...Denne gang havde drengen fundet en skovhuggers kile– bred, flad og tung, en lille halv meter lang og forvredet af2


ILLUSTRERET AF DANIEL LEWISde mange slag. Skovhuggeren bruger kilen,når han skal fælde et træ, idet han sætterkilen fast i det snit, han har lavet med saven,hvorefter han udvider snittet ved at slå påkilen med en forhammer ... Da drengen alleredevar ved at komme for sent til aftensmaden,lagde han kilen ... mellem grenene pådet unge valnøddetræ, som hans far havdeplantet nær ved hovedindgangen. Han ville gåover til skuret med kilen lige efter aftensmaden,eller når han ellers skulle den vej.Det var virkelig hans mening, men han fikdet aldrig gjort. Kilen sad der stadig mellemgrenene – lidt fast – da han blev voksen. Densad der stadig – nu helt fast – da han blev giftog overtog sin fars gård. Den var halvt groetover, da tærskefolkene spiste deres mad undertræet ... Helt overgroet og indesluttet af træetsad kilen der stadig, da vinterens isslag kom.I vinternattens kølige stilhed ... brækkedeen af de tre hovedgrene af fra stammen ogstyrtede til jorden. Resten af kronen blev såskæv, at den også brækkede fra hinanden ogfaldt ned. Da stormen var forbi, var der ikkeså meget som en kvist tilbage af det engangså stolte træ.Tidligt næste morgen gik landmanden udfor at begræde sit tab ...Så fik han øje på noget, der lå blandt detsøndersplintrede træ. ›Kilen,‹ mumlede hanselvbebrejdende. ›Kilen, som jeg fandt påden sydlige mark.‹ Et enkelt blik fortalte ham,hvorfor træet var faldet omkuld. Med æggenvendt opad i stammen var kilen blevet indesluttetaf træet og havde forhindret fibrenei at vokse sammen, som de skulle.« 1Kiler i vores eget livDer findes skjulte kiler hos mange, vikender – ja, måske i vores egen familie.Der findes skjultekiler hos mange, vikender – ja, måske ivores egen familie.LIAHONA JULI 2007 3


Lad mig fortælle jer en beretning om en livslang ven,som nu er gået bort. Han hed Leonard. Han var ikke medlemaf Kirken, skønt hans hustru og børn var det. Hanshustru var primarypræsident, hans søn udførte en ærefuldmission. Hans datter og hans søn blev hver især gift veden højtidelige ceremoni, og fik begge deres egen familie.Alle, som kendte Leonard, holdt af ham, ligesom jeggjorde. Han støttede sin hustru og sine børn i deres kirkekaldelser.Han deltog i mange af Kirkens arrangementersammen med dem. Han levede et godt og rent liv, ja, etliv der var kendetegnet ved tjeneste og venlighed. Hansfamilie og mange andre undrede sig over, hvorfor Leonardhavde levet hele sit liv uden de velsignelser, som evangelietgiver medlemmerne.Da Leonard kom op i årene, blev han svagelig. Til sidstkom han på hospitalet, og hans liv var ved at rinde ud. Idet, som skulle vise sig at blive min sidste samtale medLeonard, sagde han: »Tom, jeg har kendt dig, siden du vardreng. Jeg føler, at jeg skal fortælle dig, hvorfor jeg aldrigtilsluttede mig Kirken.« Så fortalte han mig om en oplevelse,han havde haft med sine forældre mange, mange årtidligere. Modvilligt havde familien nået til et punkt, hvorde følte, at det var nødvendigt at sælge deres gård, og dehavde fået et tilbud. Så havde en af landmændene vedsiden af tilbudt at købe gården – dog til en lavere pris –for som han sagde: »Vi har været så gode venner. Og så kanjeg, hvis jeg erhverver ejendommen, passe på den.« Langtom længe indvilligede Leonards forældre, og gården blevsolgt. Køberen – nemlig naboen – bestred en ansvarsfuldstilling i Kirken, og den tillid, som dette medførte, bidrogtil at overtale familien til at sælge til ham, skønt de ikke fikså mange penge ud af salget, som de ville have fået, hvisde havde solgt til den først interesserede køber. Ikke retlænge efter handlen var blevet indgået, solgte naboen sinegen gård og den gård, som han havde erhvervet sig fraLeonards familie, som en samlet jordlod, hvilket forhøjedeværdien og salgsprisen. Spørgsmålet om, hvorfor Leonardaldrig havde tilsluttet sig Kirken, var blevet besvaret. Hanhavde altid følt, at hans familie var blevet snydt.Efter vores samtale betroede han mig, at han følte, aten stor byrde endelig var blevet lettet, nu da han stod overforat skulle møde sin Skaber. Tragedien var, at en skjultkile havde forhindret Leonard i at nå større højder.Vælg kærligheden i stedetJeg kender en familie, som emigrerede til Amerika fraTyskland. Det var svært for dem at lære engelsk. De havdekun lidt af denne verdens gods, men hver enkelt var velsignetmed viljen til at arbejde og med Guds kærlighed.De fik deres tredje barn, som kun levede i to måneder,før det døde. Faderen var møbelsnedker og lavede ensmuk kiste til sit dyrebare barn. Vejret ved begravelsenvar trist og afspejlede således den bedrøvelse, de følte vedderes tab. Mens familien – med faderen, der bar den lillekiste – gik ned mod kirken, havde en lille skare af vennerforsamlet sig. Men døren til kirken var låst. Den travlebiskop havde glemt begravelsen. Alle forsøg på at få fat iham var forgæves. Uden af vide, hvad de skulle gøre, togfaderen kisten under armen og bar den hjem i den silenderegn med sin familie ved sin side.Hvis denne familie havde været knap så ædel, kunnede have bebrejdet biskoppen det og have båret nag. Dabiskoppen blev klar over tragedien, besøgte han familienog undskyldte over for dem. De sårede følelser kunne stadigses i faderens ansigt, men med tårer i øjnene tog hanimod undskyldningen, og de to omfavnede hinanden i enforstående ånd. Der blev ikke efterladt nogen skjult kile,der kunne give årsag til yderlige vrede. Der herskede kærlighedog accept.Ånden må gøres fri for stærke tøjr og nagende følelser,så livets løft kan give sjælen lethed. I mange familier erder sårede følelser og en modvillighed til at tilgive. Det eregentlig ligegyldigt, hvad årsagen var. Vi må ikke og børikke lade det såre os. Bebrejdelse holder sårene åbne. Kuntilgivelse heler. George Herbert, en digter fra begyndelsenaf det 17. århundrede, har skrevet: »Den, som ikke kantilgive andre, knuser den bro, som han selv må krydse,hvis han nogen sinde skal nå himlen, for alle har brug fortilgivelse.«Smukke er de ord, som Frelseren udtalte, da han var4


UDSNIT AF KORSFÆSTELSEN, AF HARRY ANDERSONved at dø på det ubarmhjertige kors. Hansagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke,hvad de gør.« 2Vær tilgivendeDer er nogle, som har svært ved at tilgivesig selv, og som dvæler ved alle de ufuldkommenheder,de mener, de har. Jeg holder megetaf beretningen om den præst, der gik hen tilen døende kvinde for at trøste hende – menuden held. »Jeg er fortabt,« sagde hun. »Jeghar ødelagt min egen tilværelse og alle andresomkring mig. Der er ikke noget håb for mig.«Manden lagde mærke til et indrammet billedeaf en yndig pige på skabet. »Hvem erdet?« spurgte han.Kvinden lyste op. »Hun er min datter, deteneste smukke i mit liv.«»Og ville du hjælpe hende, hvis hun var inød eller havde begået en fejltagelse? Ville dutilgive hende? Ville du stadig elske hende?«»Selvfølgelig ville jeg det,« græd kvinden.»Jeg ville gøre hvad som helst for hende.Hvorfor spørger du om det?«»Fordi jeg synes, at du skal vide,« sagdemanden, »at billedlig talt har vor himmelskeFader et billede af dig på sit skab. Han elskerdig og vil hjælpe dig. Bed til ham.«En skjult kile for hendes lykke var blevetfjernet.I farens stund og trængslernes time giveren sådan viden, et sådant håb, en sådan forståelsetrøst til et bekymret sind og et sorgfuldthjerte. Hele Det Nye Testamentesbudskab emmer af en ånd, som vækker mennesketssjæl. Fortvivlelsens skygger spredes afhåbets stråler, sorgen må vige for glæden, ogfølelsen af blot at være et ansigt i mængdensvinder med visheden om, at vor himmelskeFader holder af hver enkelt af os.Frelseren gav os vished om denne sandhed,da han sagde, at end ikke en spurv faldertil jorden, uden at vor Fader bemærkerdet. Han afsluttede den smukke tanke medordene: »Frygt derfor ikke, I er mere værdend mange spurve.« 3For nogen tid siden læste jeg følgendenyhed fra Associated Press i en avis. »To ældremænd havde siden deres ungdom været fællesom en lille etværelses hytte i nærheden afCanisteo i New York. Ved broderens begravelsefortalte han, at efter et skænderi i deres ungdomhavde de delt rummet midt over meden kridtstreg, og ingen af dem havde krydsetSmukke erde ord, somFrelserenudtalte, da han varved at dø på detubarmhjertige kors.Han sagde: »Fader,tilgiv dem, for de vedikke, hvad de gør.«LIAHONA JULI 2007 5


Hvem vilundertvingesig sit ego,sin stolthed og sinsmerte og trædefrem og sige: »Jeg ervirkelig ked af det!Lad os være det, viengang var: Venner.«stregen eller sagt et ord til den anden sidenden dag – for 62 år siden!« Hvilken stærk ogødelæggende skjult kile.Alexander Pope har citeret: »Det ermenneskeligt at fejle, men guddommeligtat tilgive.« 4Tag initiativetNogle gange bliver vi nemt fornærmede.Andre gange er vi for stædige til at tage imoden oprigtig undskyldning. Den, der vil undertvingesig sit ego, sin stolthed og sin smerte –lad ham træde frem og sige: »Jeg er virkeligked af det! Lad os være det, vi engang var:Venner. Lad os ikke give vor tids forurettelserog vrede videre til kommende slægtled.« Lados fjerne alle skjulte kiler, som ikke kan andetend at ødelægge.Hvor kommer skjulte kiler fra? Nogle kommerfra uløste tvister, som fører til negativefølelser, efterfulgt af anger og fortrydelse.Andre har deres oprindelse i skuffelse, jalousi,skænderier og indbildt fortræd. Vi må og skalløse dem – bilægge dem og ikke lade dem fordærve,gnave og i den sidste ende ødelægge.En vidunderlig dame på over 90 år besøgtemig en dag og fortalte uventet om adskilligeforhold, hun fortrød. Hun nævnte, at en aflandmændene ved siden af, som hun og hendesmand af og til havde været uenige med,mange år tidligere havde spurgt, om hanmåtte skyde genvej over hendes ejendom, såhan kunne komme ud til sin egen mark. Hunholdt en pause i sin fortælling og sagde medskælvende stemme: »Tommy, jeg lod hamikke skyde genvej over vores ejendom, medbad ham gå den lange vej rundt – endog tilfods – så han kunne komme ud til sin jord.Jeg gjorde ham uret, og det fortryder jeg.Han er borte nu, men hvor villejeg ønske, jeg kunne sige til ham:›Det gør mig så ondt.‹ Hvor villejeg ønske, at jeg fik endnu enchance.«Mens jeg lyttede til hende,kom jeg i tanke om disse ord,som er skrevet af John GreenleafWhittier: »Blandt triste ord påpapir nedtværet, de værste er:›Det ku’ have været!‹« 5Fra Tredje Nefi i Mormons Bogfår vi dette inspirerende råd: »Derskal ikke være nogen mundhuggerierblandt jer ...For sandelig, sandelig siger jegtil jer: Den, der har stridens ånd,er ikke af mig, men er af Djævelen,som er faderen til strid, og hanophidser menneskers hjerte til at strides medvrede, den ene mod den anden.Se, det er ikke min lære at ophidse6


menneskers hjerte til vrede, den ene mod den anden,men det er min lære, at sådant skal afskaffes.« 6Lad mig afslutte med en beretning om to mænd, som ermine helte. Deres heltegerning blev ikke udført på nationaltplan, men i stedet i en fredelig dal, der er kendt somMidway i Utah.Byg broFor mange år siden tjente Roy Kohler og Grant Remundsammen i forskellige kirkekaldelser. De var de bedste venner.De var landmænd og mejerister. Så opstod der en misforståelse,som gav anledning til splid mellem dem.Senere, da Roy Kohler blev alvorligt syg af kræft og kunhavde kort tid tilbage at leve i, besøgte min hustru Francesog jeg Roy og hans hustru, og jeg gav ham en velsignelse.Da vi talte sammen bagefter, sagde bror Kohler: »Lad migfortælle dig om en af de skønneste oplevelser, jeg har hafti mit liv.« Så fortalte han om den misforståelse, der havdehersket mellem ham og Grant Remund, og det efterfølgendekølige forhold. Han sagde: »Vi var blevet uvenner.«»Og,« fortsatte Roy, »jeg havde netop kørt høet ind tilvinteren, da der pludselig en nat ved selvantændelse gik ildi høet, hvorved høet, laden og alt inden i den brændte nedtil grunden. Jeg var knust,« sagde Roy. »Jeg vidste overhovedetikke, hvad jeg skulle stille op. Natten var mørk, bortsetfra de ulmende gløder efter ilden. Da så jeg pludselig etlys fra nogle traktorer og noget tungt maskineri kommemod mig oppe fra vejen i retning af Grant Remunds gård.Mens ›redningsholdet‹ drejede ind i vores indkørsel ogmødte mig midt i mine tårer, sagde Grant: ›Roy, du harnoget af et svineri, du skal have ryddet op i. Mine drengeog jeg er klar. Lad os komme i gang.‹« Sammen kastede desig over opgaven. Borte for evigt var den skjulte kile, somen kort tid havde adskilt dem. De arbejdede hele natten ogindtil næste dag, og mange andre fra omegnen hjalp til.Roy Kohler og Grant Remund er begge gået bort. Deressønner har tjent sammen i det samme biskopråd. Jeg holdervirkelig meget af det venskab, jeg har med disse tovidunderlige familier.Måtte vi altid være forbilleder i vores hjem og trofastemed hensyn til at holde alle budene, så vi ikke gemmer pånogen skjule kiler, men snarere husker på Frelserens formaning:»Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis Ihar kærlighed til hinanden.« 7 ■NOTER1. I Conference Report, okt. 1966, s. 70.2. Luk 23:34.3. Matt 10:31.4. An Essay on Criticism (1711), del 2, linje 525.5. »Maud Muller«, The Complete Poetical Works of Whittier(1892), s. 48.6. 3 Ne 11:28-30.7. Joh 13:35.FORSLAG TIL SAMTALEEMNERFOR HJEMMELÆRERNEEfter at have studeret dette budskab under bøn vælger Iden undervisningsmetode, som bedst får dem, I underviser,til at tage del i samtalen. Her er nogle eksempler:1. Lad et familiemedlem forsøge at binde sine snørebåndmed kun en hånd. Tal om, hvordan det at bære nag er som atarbejde med kun én hånd og nægte at modtage hjælp. Fortælom nogle af præsident Monsons eksempler på, hvordan folksliv er blevet bedre, når de har tilgivet hinanden. Bed en andenom at hjælpe med at binde snørebåndet. Bær vidnesbyrd om,hvordan vi bliver i stand til at modtage større velsignelser, nårvi tilgiver andre.2. Genfortæl kort historien om kilen og træet. Spørg om,hvordan det at tøve med at tilgive andre kan sammenlignesmed at efterlade en kile i et træ? Hvorfor svækkes vi, når viikke tilgiver? Hvordan kan tilgivelse føre til helbredelse? Læsen af præsident Monsons beretninger, som illustrerer behovetfor tilgivelse. Bær vidnesbyrd om de velsignelser, du har modtagetved at følge Herrens eksempel og tilgive andre.3. Medbring et stykke snor, som du kan dele stuen med.Lad nogle familiemedlemmer stå i den ene side af stuen ogresten i den anden. Genfortæl historien om de to brødre. Fjernsnoren og tal om, hvordan man undgår stridbarhedens ånd.Læs Joh 13:35 og giv familien den opfordring at vise hinandenkærlighed.LIAHONA JULI 2007 7


MED IOWAITANKERNEHåndkærrer og de pionerer, som vandredetil Zion, er blevet et symbol på densidste dages hellige udvandring ogKirkens opbyggelse.CAROLINE H. BENZLEYEn sommermorgen i 1856 begyndte 16-årige JanettaMcBride sin vandring fra Iowa til Salt Lake Valley.Hendes rejse var begyndt flere måneder tidligere,da hun forlod England sammen med sin familie og sejledeover Atlanterhavet. Da de ankom til Amerika, fortsattede med tog til Iowa City i Iowa, hvor den vestgåendejernbane havde sin endestation.I Iowa City sluttede Janettas familie sig til andre sidstedages hellige, mens de samlede kræfter og forsyninger tilden sidste del af rejsen – en vandring på små 2000 km medhåndkærre. Janetta McBride blev tilknyttet Martins håndkærrekompagni,som var et af syv håndkærrekompagnier,der forlod Iowa City mellem 1856 og 1857.Med blikket mod vestNu, 150 år senere, er datoen den 9. juni 2006. Endnuet håndkærrekompagni skal til at forlade Iowa City.Denne gang består kompagniet af cirka 70 unge mændog kvinder fra Iowa City Stav i Iowa. De unge, der er klædt ipionerdragter og har håndkærrerne fulde af forsyninger, ersamlet ved Mormon Handcart Park lige uden for Iowa City.Det var det sted, hvorfra det første håndkærrekompagnidrog af sted præcis 150 år tidligere, nemlig den 9. juni1856. Når de retter blikket mod vest, kan de ikke undgåat tænke på de oprindelige pionerer, der stod her for såmange år siden.Kameron Hansen fra Iowa City 1. Menighed tænker påsin tiptipoldemor Janetta McBride. Kameron er med sine14 år næsten lige så gammel, som Janetta var, da hunbegyndte sin vandring til Zion.»Jeg tror, at det ville glæde hende at se mig gøre dether,« siger Kameron. »Jeg håber, at hun er stolt af, at hendesfamilie stadig er trofaste i Kirken.« Kameron ved godt,at hans rejse bliver meget kortere og lettere end Janettas,men han er alligevel taknemlig for denne mulighed for atmindes og hædre sine forfædre.Anna Shaner fra Fairfield Gren er også taknemlig forat kunne hylde pionererne. Hun er forbavset over, at devandrede ud i vildnisset uden at vide, om de overlevedeturen. Anna henter megen styrke fra de mennesker, der,som hun selv udtrykker det, »havde tro på det, de skullegøre, og mod til faktisk at gøre det«.Denne vandring giver alle de unge i Iowa City mulighedfor at hylde deres forfædre. Uanset om de har håndkærrepionereri deres slægt eller ej, så er de unge medlemmeraf Kirken, og på den måde er håndkærrepionererne deresåndelige forfædre.Hvorfor netop Iowa?I dag ligger Iowa City i hjertet af midtvesten i USA, menfor 150 år siden var det civilisationens yderste bastion.TIL VENSTRE: ILLUSTRATION AF ERIC P. JOHNSEN: FOTOS: RILEY M. LORIMER OG JANET THOMAS, UNDTAGEN HVOR ANDET ER ANGIVET8


De unge fra Iowa City Stav i Iowa drager afsted med deres håndkærrer fra samme sted,som håndkærrepionererne drog ud i 1856.Ruten er nu udlagt som statspark.LIAHONA JULI 2007 9


Selv om deresrejse kunvarede enenkelt dag, var detnok til at give deunge et indtrykaf håndkærrepionerernesoplevelser.Modstående side: JeffFillmore har forsøgtat genskabe den klædedragt,som en ungpioner på hans alderkunne have haft på.Allison Engle ogSummer Burch prøvernogle kyser.Togene kørte ikke længere end hertil. Defleste af de tidlige nyomvendte, som havdeslået lejr uden for Iowa City i 1856, var emigranterfra Europa. De havde allerede rejstlangt og havde kun få penge til vogne og forsyninger.Iowa Citys indbyggere var megettolerante over for de sidste dages hellige, ogpionerernes dagbøger rummer skildringeraf indbyggernes venlige hjælpsomhed.Da præsident Brigham Young iværksattehåndkærrerejserne som en billigere og hurtigeremåde at drage til Zion på, slog dissepionerer ivrigt til. Det første håndkærrekompagniforlod Iowa City den 9. juni 1856.De fleste håndkærrekompagnier gennemførteden udmattende rejse og nåede sikkertfrem til Salt Lake Valley, men det gik nogetværre for Janetta McBrides gruppe, Martinshåndkærrekompagni, og Willies håndkærrekompagni.Begge kompagnier blev fanget ide tidlige snestorme, og flere end 200 menneskeromkom. Deres rejse krævede storeofre, som kun var mulige at udholde, hvisman havde tro på vor himmelske Fader oghans plan. Den samme tro motiverede allede håndkærrekompagnier, som skubbedeog trak sig vej til Zion.I 2006 var håndkærrevandringen en delaf 150-årsjubilæet, som hyldede denne tro.Medlemmer af Iowa City Stav havde sørgetfor arrangementer såsom et akademisk symposion,en pionerfestival og en fælleskirkeliggudstjeneste. Disse arrangementer varikke blot en hyldest til håndkærrepionererne,men også Iowas indbyggere, somhjalp dem.10


FORTÆL MIG EN HISTORIERILEY M. LORIMERKirkens TidsskrifterFølg profetenEfter en lang dags vandring gennem Iowas bakker fårde unge nu mulighed for at tænke lidt over oplevelsen.Emma Pauley genlæser Eter 12, et kapitel om tro, somhun kan huske, at hun har gennemgået i seminar.»Jeg ved ikke, om jeg kunne være gået hele vejen tilUtah,« siger Emma, »men pionererne gjorde det, og jegved, at det var takket være deres tro. Alle store gerningerudføres ved tro.«Håndkærrepionerernes tro satte dem i stand til at følgepræsident Youngs opfordring til at samles i Salt Lake Valley.Deres eksempel gør det lettere for de unge i Iowa City atfølge profetens råd i dag.Unge mænd som Kameron Hansen kan blandt andetfølge profetens råd ved at fuldføre Pligt mod Gud-programmet.Som han siger: »Når jeg tænker på pionererneog deres offer, får jeg lyst til at fuldføre mine forpligtelser,så jeg også kan følge profeten.«Det betyder meget for de unge at følge profeten, og deglæder sig til at se ham den følgende søndagved en mindehøjtidelighed. Mulighedenfor at høre profetens røst er et af højdepunkterneved dette jubilæum.De tidlige pionerer må have føltsamme begejstring, da de vandredeaf sted mod Salt Lake Valley i forvisningenom, at hvert skridt bragtedem tættere på deres leder ogpå muligheden for at hørehans røst.Bikubepigerne i Iowa City 1. Menighed var ikke gamlenok til at deltage i de unges håndkærretur, men de var alligevelopsatte på at tage del i hyldesten til håndkærrepionererne.En af deres vejledere anbefalede dem at melde sigsom fortællere ved Håndkærrefestivalen.Pigerne besluttede sig for at benytte oplevelsen somen del af deres Personlige fremgangsprojekt. Hver afpigerne syede sin egen kyse til denautentiske pionerdragt. De øvede sig iflere timer for at lære den historie, dehavde valgt, udenad. Det var historienom Fanny Fry, der rejste med GeorgeRowleys håndkærrekompagni i 1859.Fanny kom væk fra sin egen familieog udholdt mange trængsler undervandringer over prærien. En dag besvimedehun og blev kørt over af sinhåndkærre. Søstrene, der troede, athun var død, gjorde hende klar tilbegravelse. Bikubepigerne fra Iowanyder at fortælle om, hvor overraskede disse gode søstreblev, da Fanny slog øjnene op. Trods sine kvæstelser fortsatteFanny og blev senere genforenet med sin søster.»Jeg kan så godt lide at tænke på, hvor modig Fannymå have været, siden hun magtede at overleve på egenhånd, efter hun blev væk fra sin egen familie,« sigerSummer Burch. »Hun var sej!«»Jeg beundrer hende, fordi hun aldrig var negativ, selvikke når det hele gik galt,« siger Allison Engle.Den morgen, festivalen fandt sted, udviste Summer ogAllison og deres søstre i bikubeklassen, Miranda Decker,Kendra Dawson, Lyssa Abel og Jenna Abel, de sammeegenskaber, som de beundrer hos Fanny Fry. Det var enblæsende, regnvåd og kold dag. Men de trodsede kuldenmed beredvilligt hjerte og store smil. Hver pige var påsin post, iført pionerdragt, og parat til at fortælle Fannyshistorie til enhver, som ville lytte. ■LIAHONA JULI 2007 11


HÅNDKÆRREHISTORIEHer er en smule baggrundshistorie om håndkærrepionererne:• Præsident Brigham Young opfordrede til de helligetil at rejse til Zion medhåndkærre, fordi detvar billigere end medprærievogn, og på denmåde kunne mangeflere hellige kommeaf sted.• Der var i alt tihåndkærrekompagnier fra 1856 til 1860.• De hellige rejste til Iowa City med jernbanen. Syvaf de ti håndkærrekompagnier drog af sted fra IowaCity, da de var fuldt udrustet, mens de sidste tre drogaf sted fra Florence i Nebraska.• De fleste af håndkærrepionererne var emigranterfra Europa. De kom fra England, Wales, Skotland,Irland, Danmark, Sverige, Norge, Schweiz og Italien.• Bortset fra Willies og Martins håndkærrekompagnier(som kom for sent af sted og blev fanget af tidligesnestorme) var der meget få dødsfald under håndkærrepionerernesrejser.• Skønt håndkærrepionererne kom ud for mangestrabadser, forblev de flestes tro stærk. Priscilla M. Evansfra Bunkers kompagni sagde: »Folk gjorde nar ad os, nårvi kom trækkende med vores håndkærre, men vejret varfint og vejene var fremragende, og skønt jeg var syg, ogvi var meget trætte om aftenen, så syntes vi alle, at detvar en herlig måde at rejse til Zion på.« ■Fra LeRoy R. Hafen og Ann W. Hafen, Handcarts to Zion, 1960.»Det er som en skat, der venter på mig for enden afrejsen,« siger Skylar fra Iowa City 1. Menighed.Nu hvor de unge fra Iowa City har fuldført deres vandring,er de tættere på deres skat, men de er ikke heltfremme endnu. Næste dag er lørdag, og der er megetat gøre endnu.En takI hele 2006 havde Iowa City Stav travlt med at tjene dem,der havde behov, i hele området. Det var medlemmernesmåde at sige tak til en by, som hjalp de tidlige hellige.I dag fik de unge chancen for at tjene. Skønt klokkenhalv syv kan lyde tidligt, så sagde Marc Humbert fra IowaCity 1. Menighed, at vandringen dagen før havde gjort detlettere for ham at komme tidligt op og tjene. »Den vandringmindede mig om, hvad der virkelig betyder noget,«sagde han, »og det gjorde det let at tjene.«Marc er ikke den eneste, der er ivrig efter at tjene.Trods den silende regn var begejstringen tydelig, da deunge tog på besøg på plejehjem, vaskede politibiler, fyldtekonserveres på hylderne i et asyl for hjemløse og ryddeop i en park.At yde denne form for tjeneste var den mindste tak,TIL VENSTRE: FOTO AF HÅNDKÆRRE: WELDEN C. ANDERSEN12


de kunne vise en by, som havde hjulpet detidlige hellige.Håndkærrehistorie er min historieEfter at have vandret hele fredagen og ydeten arbejdsindsats om lørdagen er de ungeglade for, at det nu er søndag – nu skal dehøre profeten, ansigt til ansigt. Nu, hvor deunge mænd og piger sidder sammen medderes familier til mindehøjtideligheden, er detaknemlige for deres nye indsigt i håndkærreoplevelsen.Præsident Gordon B. Hinckleysord inspirerer dem til at videreføre håndkærrepionerernesarv. Han siger: »Vi skal altid tænketilbage på dem, der betalte så høj en pris for atlægge grundvolden til dette sidste dages værk.«De pionerer, der forlod Iowa City i 1856,ville have glædet sig over at høre om de nutidigepionerer, som bor i Iowa City Stav. Måskekunne de blive inspireret af det mod, som deunge udviser, når de stræber efter at efterleveevangeliet i denne forvirrende verden.Som nu Anna Shaner, der gør en indsatsfor at været et retskaffent eksempel forsine venner og sin familie. Hendes tro indgyderhende den styrke, som hun har brug fortil at holde sig på den rette kurs. Hun siger:»Pionerernes erfaringer betyder meget formig, fordi de gjorde det for min skyld.Det er min historie.« ■PræsidentGordon B.Hinckley talertil de unge. De glædersig til at høreprofeten efter en dagmed tjenesteprojekteri lokalsamfundet.


Tre redskaber tilopbyggelsen af etHELLIGT HJEMHjemmets hverdagsgøremål byderpå mange muligheder for at udvisekærlighed, tjenstvillighed, lydighedog samarbejdsvilje.SHIRLEY R. KLEINDocent ved School of Family Life på Brigham Young UniversityNår pionererne skulle værne om deres hjem, krævededet hårde anstrengelser og beskyttelse modde barske omgivelser. Hør blot Ann Howell Burtshistorie. Hun udvandrede fra Wales, giftede sig og boedei en jordhytte i det nordlige Utah i sommeren 1863. Somung mor måtte hun knokle for at holde orden i huset ogsørge for familiens behov. I sin dagbog skrev hun:»For nogle dage siden dræbte jeg en klapperslange medmin kagerulle, da den snoede sig ned ad trappetrinene. Jegvar i færd med at tilberede aftensmaden, og mit lille barnkravlede på gulvet eller rettere jorden ... Jeg blev megetbange ...For et par dage siden opdagede jeg, mens jeg viftedefluer væk fra min sovende babys ansigt ... at en stor taranteledderkopkravlede hen mod barnet. Jeg greb mit kosteskaftog stødte den ene ende ned mod edderkoppen, ogda den greb fat i skaftet ... slyngede jeg den hurtigt indi ildstedet.« 1Skønt de fleste af os ikke skal bekymre os om taranteledderkoppereller slanger, der trænger ind i vores hjem, såtrues vi dog af langt farligere kræfter. Vore taranteledderkopperog slanger er af moralsk karakter, og de kan væremeget lumske. De omfatter abort, foragt for husligtarbejde, vanskeligheden ved at fastholde spisetider forhele familien, nye roller for mødre og fædre og dennedbrydelse af ægteskabet, som udspringer af skilsmisse,papirløse forhold og vielser af personer af samme køn. Detville da være rart, hvis vi kunne jage disse påtrængende elementervæk med almindelige husholdningsredskaber, menvi har mistet mange af vore kageruller og kosteskafter.Familielivets forfaldI vore dage er det normalt at høre unge kvinderudtrykke deres fremtidsmål i form af spændende karriereplaner.Disse unge kvinder har sikkert også et ønske om atblive hustruer og mødre, men i dag skal man helst nævnekarrieremål først. Skønt vi værdsætter disse muligheder forkvinder, så er moderskab og husholdning som et naturligtog skattet valg for kvinder nærmest forsvundet fra detmoderne samfundI stedet synes budskabet at være, at hvis mødre haradgang til moderne bekvemmeligheder, som kan aflastedem i hjemmet og familien, så bør de frit kunne realiseresig selv. Hjemmet betragtes ofte fejlagtigt som et sted,kvinder skal bryde fri af. Nogle ideologier søger sågar at fåkvinder til at mene, at pligter i hjemmet begrænser udviklingenaf deres fulde potentiale, og både kvinder og mændfristes til at ringeagte hjemmets vigtige hverdagsaspekter –og på den måde går vores kageruller og kosteskafter tabt.Skønt moderne bekvemmeligheder har lettet os i en delaf arbejdet i hjemmet, så har de samtidig ført til familielivetsforfald. Vi fristes til at tage let på værdien af dagligdags aktiviteteri hjemmet, som fx familiemåltider, og derved går viglip af vigtige udviklingsmuligheder for både den enkelteog familien. Forfatteren Cheryl Mendelson forklarer: »Jomere mennesker søger at få deres daglige behov stillet hosinstitutioner uden for hjemmet ... desto mere svinder vore14


MODELFOTOS: HYUN-GYU LEE OG MIN HEE LEEfærdigheder og forventninger, og derved mindskes mulighedenfor, at folks behov kan stilles i deres egne hjem.« 2Ved en generalkonference gav præsident Spencer W.Kimball (1895-1985) denne advarsel: »Mange af de socialebegrænsninger, som tidligere har været med til at styrkeog værne om familien, er nu i opløsning og forsvinder. Dendag kommer, hvor kun de, der virkelig inderligt og aktivttror på familien, vil kunne bevare deres familie midt i denondskab, som samles omkring os.« 3Værn om hjemmet og familienHvordan kan vi med held forsvare vores hjem mod»ondskaben« og udvikle os frem mod vores evige mål?For det første skal vi genopdage og bevare hjemmetshellighed og formål. I Bible Dictionary kan vi læse: »Kunhjemmet kan måle sig med templet i hellighed.« 4 Hvisvore hjem kan sammenlignes med templet, hvad er det da,som gør dem hellige? En ordbog beskriver hellig som »tilhørendeeller indviet til Gud; ærefrygtindgydende; tilegneteller indviet til en person, genstand eller hensigt; det, somikke må krænkes eller ringeagtes; beskyttet mod krænkelsereller forulempelser.« 5Prøv at anvende den betydning af hellig på dinehverdagsgøremål i hjemmet, så som måltider, musik,afslapning, tøjvask og omsorg for hjemmet og haven.Almindelige aktiviteter kan have et højere formål og måikke ringeagtes; de giver os mulighed for at udvikle ogudøve karakterdyder og etisk adfærd. Når vi udfører dissedagligdagsaktiviteter, kan vi lære mere om moralske sandhederog udvise hæderlighed, tålmodighed, kærlighed ogbroderlig omsorg. Hverdagspligter og afslapning i hjemmetgiver både børn og voksne rig mulighed for at træffevalg og lære af dem. For eksempel kan et barn, en ægtefælleeller sågar en bofælle vælge at hjælpe til i hjemmetved at se, hvad der skal gøres og så beredvilligt udføre det.Eller vedkommende kan vente på, at han eller hun bliverspurgt og så beklage sig over, at det er ubelejligt.Hverdagsbegivenheder i vores hjem kan synes så enkle,at vi overser deres betydning – ligesom israelitterne, derblev plaget af slanger. Det eneste, der skulle til for at blivehelbredt, var at se hen på en kobberslange på en stang (se4 Mos 21:8-9), men fordi det var så enkelt, var der mange,som ikke gjorde det. »Og på grund af vejens enkelhed,eller lethed, var der mange, der omkom« (1 Ne 17:41).Hverdagsaktiviteterne i vores hjem er måske nok enkle,men netop fordi de er enkle, hyppige og tilbagevendende,giver de gode muligheder for at udvikle den enkelte ogfamilien.For det andet skal vi gøre familiemåltidet til en hverdagsbegivenhed.I dag finder mange det lettere at spiseenkeltvis i køkkenet, spise i bilen eller smutte hen på dennærmeste restaurant og få et hurtigt måltid, snarere endLIAHONA JULI 2007 15


Selv det mindstebarnkan føle sigværdsat bare ved atdeltage i noget såverdsligt som atlægge vasketøj sammen.Som årene går,bliver opgavernevanskeligere, ogbørnene får størretillid til deres egneevner til at vælgeog udrette nogetværdifuldt.selv at tilberede et måltid og indtage det sammensom familie.Hvad er det, vi mister? Der er adskilligenyttige egenskaber ved familiemåltider.Undersøgelser viser, at familiemåltider sikrerbørn en bedre ernæring, 6 færre psykiskeproblemer og mindre farlig eller selvdestruktivadfærd. 7 Familiemåltider, som indtagesi positive omgivelser, spiller også en vigtigrolle, når det gælder om at forebygge sygeligeslankemetoder. 8Den enkle handling at tilberede et måltidog indtage det sammen giver familien mulighedfor at styrke de fælles bånd. Måltidet behøverikke at være overdådigt for at skabe etpusterum, hvor man kan tale sammen og høreom hinandens oplevelser. Uvedkommendeforstyrrelser kan holdes under kontrol, såman kan koncentrere sig om at række madenrundt, tale og hygge sig sammen. Børn lærerat spise familiens mad, i stedet for at bede omhver deres menu, som de ville gøre på en restaurant.De regelmæssige familiemåltidergiver børnene en tryghedsfornemmelse, fordide ved, hvad de har at se frem til om aftenen.Det er også et tidspunkt, hvor man kanudtrykke taknemlighed til Gud gennem bøn,hvor man takker for måltidet og andre velsignelser.Og hvad der måske er allervigtigst:Regelmæssige familiemåltider fremmer uformellesamtaler om evangeliet.For det tredje skal vi erkende, at familieaktiviteterhar både timelig og åndeligvirkning. Gud har udelukkende givet os åndeligebud; ingen af dem er timelige (se L&P29:35). Timelig betyder det, der kun har meddette liv at gøre. Hans befalinger er evigtvarende.Vi kan anvende denne viden i voreshjem og erkende, at vore handlinger her påjorden har evige konsekvenser. Vore handlingerformer det menneske, som vi bliver nuog i al evighed. Når ægtefæller for eksempel»elske[r] og vise[r] omsorg for hinanden ogfor deres børn« 9 , fremmer de udviklingen afde karaktertræk, som gør det muligt for demselv og deres børn at opnå evig fremgang.Familielivet lærer os lektier, som skaber enstærk karakter. Familieforskeren Enola Aird16


påpeger, at det er i hjemmet, vi lærer at arbejde og udøveselvbeherskelse, det er der, vi lærer gode manerer og sundmoral, der er der, vi lærer at blive uafhængige – ellers lærervi det ikke. 10 »Uden forældrenes menneskeliggørende indsatskan børnene være nok så kvikke, veluddannede ogfremgangsrige, men alligevel så selviske, selvoptagede ogufølsomme, at de egentlig er uciviliserede – ude af standtil at opleve en fællesskabsfølelse med andre.« 11Hvis vi erkender hverdagslivets betydning, indser vi, atselv det mindste barn kan føle sig værdsat, bare ved at deltagei noget så verdsligt som at lægge vasketøj sammen.Små børn kan »parre« sokker, sortere farver, lægge håndklædersammen og få ros for deres indsats. Som årene går,bliver opgaverne vanskeligere, og børnene får større tillid tilderes egne evner til at vælge og udrette noget værdifuldt.Oplys hjemmetAnsvar i familien giver mulighed for at øve sig på atopnå lys og sandhed ved lydighed. Jesus Kristus er verdensLys. Når vi følger ham og holder hans bud, vandrer vi ihans lys. Jo tættere vi følger ham, desto mere lys og sandhedopnår vi. Vi kan vise vore børn eksempler på lydighedved at passe vore ansvar. For eksempel kan både forældreog børn, ved regelmæssigt at udføre deres pligter, lærelydighed og omhu i det små, og det har mindre alvorligekonsekvenser. Derefter er de bedre rustet til at holde befalingerneog indgå hellige pagter.Blandt de vigtige, grundlæggende instrukser, som blevgivet, da Kirken blev organiseret, var rådet om »at varetagealle familiemæssige pligter« (L&P 20:47, 51). Tre år senereblev nogle af Kirkens ledende brødre revset, fordi de havdesvigtet deres familiemæssige pligter (se L&P 93:41-50). I dagminder familieproklamationen os om vore hellige, familiemæssigepligter.Når vi tænker på familiemæssige pligter, tænker vi oftepå familiebøn, hjemmeaften og skriftstudium, men vi børogså huske på, at aktiviteter såsom at bespise og beklædeos selv hjælper os til at udøve kærlighed, tjeneste, lydighedog samarbejde. Disse enkle hverdagsrutiner har stor indvirkningpå vores tilværelse.Kan vi komme Herren nærmere gennem vores dagligliv –gennem familiemåltider og sunde fritidsaktiviteter? Bestemt.Hvor meget lys vil vi gerne have? Herren har lovet: »... den,der modtager lys og forbliver i Gud, modtager mere lys«(L&P 50:24) og »For de trofaste vil [jeg] give linje på linjeog forskrift på forskrift, og jeg vil prøve jer og afprøve jerdermed« (L&P 93:12).Hvis du viser trofasthed i det små, bliver du givet det,der er større. Mulighederne for at lære og øve sig i hjemmeter hellige, og de byder på lejligheder til at udvikle sigåndeligt og nærme sig Frelseren. Denne udviklingsproceser en livslang stræben, og vores hjemmeliv byder på gentagne,vedvarende chancer for at øve os på at blive gudlignendeindivider og familier. ■Fra en tale på Brigham Young University den 5. april 2005.NOTER1. Sophy Valentine, Biography of Ann Howell Burt, 1916, s. 24-25.2. Home Comforts: The Art and Science of Keeping House, 1999, s. 7-8.3. »Familier kan være evige«, Stjernen, april 1981, s. 5.4. Bible Dictionary, »Temple«, s. 781.5. The World Book Dictionary, 1984, »sacred«, s. 1830.6. Se Tami M. Videon og Carolyn K. Manning, »Influences on AdolescentEating Patterns: The Importance of Family Meals«, Journal ofAdolescent Health, maj 2003, s. 365-373.7. Se Marla E. Eisenberg, Rachel E. Olson, Dianne Neumark-Sztainer,Mary Story og Linda H. Bearinger, »Correlations between FamilyMeals and Psychosocial Well-Being among Adolescents«, Archives ofPediatrics and Adolescent Medicine, august 2004, 792-796.8. Se Dianne Neumark-Sztainer, Melanie Wall, Mary Story og Jayne A.Fulkerson, »Are Family Meal Patterns Associated with DisorderedEating Behaviors among Adolescents?« Journal of Adolescent Health,november 2004, s. 350-359.9. »Familien: En proklamation til verden«, Liahona, oktober 2004, s. 49.10. Se »On Rekindling a Spirit of ›Home Training‹: A Mother’s Notes fromthe Front«, i Taking Parenting Public: The Case for a New SocialMovement, red. Sylvia A. Hewlett, Nancy Rankin og Cornel West,2002, s. 13-28.11. »On Rekindling«, s. 19.LIAHONA JULI 2007 17


Denne, denstørsteaf alle uddelingerÆLDSTE JEFFREY R. HOLLANDDe Tolv Apostles KvorumFOTOS: MATTHEW REIER, UNDTAGEN HVOR ANDET ER ANGIVETJeg vil gerne tale til jer om verdens urolighederog nogle af de udfordringer,som vi står overfor. Siden den 11.september 2001 er vi alle blevet mere frygtsomme,og internationale begivenhederforuroliger os mere, mens terror har fåeten helt ny betydning. Jeg ved, at mange afjer i hjertet grunder over, hvad alt dette skalbetyde i forbindelse med verdens ende ogjeres eget liv. Mange har spurgt: »Er dettetimen for Frelserens genkomst og alt det,som er profeteret omkring den begivenhed?«Faktisk var der en missionær, som ikke sålænge efter den 11. september 2001, oprigtigtog fuld af tro spurgte mig: »Ældste Holland,er dette de sidste dage?« Jeg kunne se inderlighedeni hans ansigt og en smule frygt ihans øjne. Jeg svarede: »Ja, ældste, vi lever ide sidste dage, men det er der jo ikke nogetnyt i. Frelserens lovede genkomst begyndtemed Joseph Smiths første åbenbaring i 1820.Vi kan være sikre på, at vi lever i de sidstedage – i mange, mange år endnu.« Jeg gavham et venligt håndtryk og sendte ham påvej. Han smilede og virkede mere opsat på atsætte det hele ind i en sammenhæng, og hanrankede ryggen lidt mere, da han forlod mig.Jeg vil skynde mig at sige, at jeg godt ved,hvad den unge mand virkelig spurgte om. Dethan egentlig mente var: »Når jeg at fuldføremin mission? Er der nogen mening i at tage enuddannelse? Kan jeg håbe på at blive gift? Harjeg en fremtid? Venter der mig nogen lykkefremover?« Og jeg vil sige til jer, hvad jeg sagdetil ham: »Ja, bestemt – til samtlige spørgsmål.«Hvad angår tidspunktet for Kristi triumferendeog synlige genkomst og de deraf følgendestore omvæltninger, så ved jeg ikke,hvornår det skal ske. Det er der ingen, dergør. Frelseren sagde, at selv ikke englene ihimlen vidste det (se Matt 24:36).Vi bør da holde øje med tegnene, vi børda leve så trofast, som vi overhovedet kan,og vi bør da fortælle alle andre om evangeliet,så dets velsignelser og beskyttelse kan blivealle til del. Men vi må ikke blive handlingslammede,blot fordi disse begivenheder og andreaf de følgende begivenheder ligger foran os.Vi kan ikke holde op med at leve livet. Faktiskbør vi leve livet mere fuldt ud, end vi tidligereGud forventer ikkebare, at du skal sefremtiden i møde.Han forventer, at dugriber den og formerden – at du elskerden, glæder dig overden, og fryder digover dine muligheder.LIAHONA JULI 2007 19


Herover fra oven:Templet i Curitiba iBrasilien under opførelse,december 2006.Templet i Helsinki iFinland, indviet den 22.oktober 2006. Templeti Nauvoo i Illinois, indvietden 27. juni 2002.I dag er der 124 fungerendetempler, ogyderligere 11 erbekendtgjort ellerunder opførelse.har gjort. Det er jo trods alt tidernes fyldesuddeling.Tro blot, frygt ikkeJeg har blot to ting at sige til jer, der frygterfor fremtiden. Jeg siger dem kærligt og ligefra hjertet.For det første må vi aldrig lade frygt ogfrygtens fader (som er Satan selv) lede osvæk fra vores tro og trofaste livsførelse.Ethvert menneske i enhver tidsalder har vedtro måtte vandre ind til det, som altid harrummet en vis uvished. Sådan er planen.Bare vær trofast. Gud er ved roret. Han kenderdit navn, og han kender dine behov.Tro på Herren Jesus Kristus – det er evangelietsførste princip. Vi skal gå fremad. Gudforventer, at du har nok tro, beslutsomhed ogtillid til ham til at fortsætte fremad, fortsættemed at leve, og fortsætte med at glæde dig.Han forventer ikke bare, at du skal se fremtideni møde. Han forventer, at du griber denog former den – at du elsker den, glæder digover den, og fryder dig over dine muligheder.Gud venter ivrigt på en chance for atbesvare dine bønner og realisere dinedrømme, sådan som han altid har gjort.Men det kan han ikke, hvis du ikke beder,og han kan heller ikke, hvis du ikke drømmer.Kort sagt, så kan han ikke gøre det,hvis du ikke tror.To skriftsteder, som trøsterHer er to skriftsteder, som begge er henvendttil dem, der lever i farlige tider.Det første stammer fra afsnit 101 i Lære ogPagter. Denne åbenbaring blev givet, da dehellige, som var samlet i Missouri, led underfrygtelige forfølgelser. Jeg skulle mene, at detpå sit højdepunkt nok var den vanskeligste ogfarligste tid – ja, sågar »terrorfyldte« tid –som Kirken indtil da havde oplevet.Og dog sagde Herren midt i disse skræmmendetider følgende til sit folk:»Lad derfor jeres hjerter finde trøst medhensyn til Zion, for alt kød er i mine hænder;vær rolig og vid, at jeg er Gud.Zion skal ikke flyttes fra sit sted, til trodsfor at hendes børn bliver spredt.De, der bliver tilbage og er rene af hjertet,skal vende tilbage og komme til deres arvelodder,de og deres børn, med sange omevigtvarende glæde, for at opbygge Zionsøde steder –og alt dette for at profeterne må bliveopfyldt« (L&P 101:16-19).Så lad jeres hjerte være fortrøstningsfuldtmed hensyn til Zion. Og husk, at den mestgrundlæggende definition på Zion, som vinogensinde har fået, er: »de rene af hjertet«(L&P 97:21). Hvis I vil holde jeres hjerte rent,så kan I og jeres børn og børnebørn syngesange om evigtvarende fryd, mens I opbyggerZion – og I skal ikke flyttes fra jeres sted.Det andet vers, som jeg vil henvise til erFrelserens ord til sine disciple, da han stodkonfronteret med sin korsfæstelse, og da destod konfronteret med deres frygt, forvirringog forestående forfølgelse. Den sidste ganghan i dette liv var sammen med dem og vejledtedem, sagde han: »Sådan har jeg talt tiljer, for at I skal have fred i mig. I verden har Itrængsler; men vær frimodige, jeg har overvundetverden« (Joh 16:33).Så lad os, i en verden fuld af trængsler,huske vores tro. Lad os genkalde os de andreløfter og profetier, som er blevet givet, alle deopmuntrende ord, og lad os leve livet fuldtud med større tapperhed og mere mod endpå noget andet tidspunkt.TIL VENSTRE, FRA OVEN: FOTOS: WAGNER TOASSA JUN., SHAUN STAHLE, GENGIVET MED TILLADELSE FRA CHURCH NEWS, OG JOHN LUKE20


For mere end 2000 år siden var der éttempel i den gamle verden og to ellertre templer i Mormons Bogs periode,men nu bygges der templer så hurtigt, at viknap kan tælle dem!Kristus har overvundet verden og banetvej for os. I vore dage har han sagt til os:»Bind derfor op om lænderne, og vær rede.Se, riget er jeres, og fjenden skal ikke sejre«(L&P 38:9).Tre profetiske citaterDet fører mig frem til det andet punkt,som jeg gerne vil fastslå om den tid, vi lever i.Vi har gjort vores entré på den jordiske scenei den mest storslåede uddeling, som nogensindehar været menneskene forundt, og vimå få det bedste ud af det.Her er et af mine yndlingscitater fra profetenJoseph Smith (1805-1844): »Zions opbygninger en sag, som har optaget Guds folk tilalle tider; det er et emne, som profeter, præsterog konger med særlig glæde har dvæletved. De har med lykkelig forventning set fremtil den tid, som vi lever i, og optændt af himmelskog lykkelig forventning har de sungetog skrevet og profeteret om vor tid ... vi erdet udsete folk, som Gud har udvalgt til atføre denne sidstedages herlighedud i livet.« 1Læg mærke til den lignende forvisningfra præsident Wilford Woodruff (1807-1898):»Den Almægtige er med sit folk. Vi får alle deåbenbaringer, vi har brug for, hvis vi blot gørvores pligt og adlyder Guds befalinger ... Sålænge jeg lever ... vil jeg gøre min pligt. Jeg vilhave, at de sidste dages hellige gør deres pligt... De har et stort og mægtigt ansvar. Gud ogalle de hellige profeter holder øje med os.Dette er den store uddeling, som har væretomtalt siden verdens skabelse. Vi er samlet ...ved Guds kraft og befaling. Vi udfører Gudsværk ... Lad os fuldføre vores mission.« 2Lad mig til sidst citerer dette fra præsidentGordon B. Hinckley, vores nuværende profet,som leder os gennem disse udfordrende tider:»Vi, der tilhører denne generation, er frugtenaf alt, hvad der er gået forud. Det er ikke nokblot at være kendt som medlem af dennekirke. Der påhviler os et højtideligt ansvar.Lad os se det i øjnene og arbejde på det.Vi må leve som Kristi sande disciple vedat udvise næstekærlighed over for alle, vedat gengælde ondt med godt, ved at undervisei Herrens veje ved vores eksempel og


ved at yde den vældige tjeneste, som han haropridset for os.Må vi leve værdigt til at få den herlige gaveaf lys og forståelse og evig sandhed, som erblevet givet os gennem alle fortidens farer. Afen eller anden årsag er vi – blandt alle dem,som har vandret på jorden – blevet ført frem idenne enestående og vidunderligetid. Vær taknemlige ogfrem for alt trofaste.« 3Over en repræsentativ periode afvor tid har vore profeter sat fokus, ikkepå de rædsler, som fandtes i deres levetid,og ikke på de sidste dages skræmmendesider, men på muligheder ogvelsignelser og frem for alt ansvaret forat gribe de privilegier, som tilbydes osi denne den mest storslåede af alleuddelinger. Jeg holder meget af denudtalelse fra profeten Joseph Smith,som påpeger, at tidligere profeter,præster og konger »med lykkelig forventninghar set frem til den tid, som vilever i; og de har sunget og skrevet ogprofeteret om vor tid«. Hvad var det,de glædede sig sådan over? Jeg kanforsikre jer om, at de ikke fokuserede pårædslerne og tragedierne. Præsident WilfordWoodruffs ord lød: »Gud og alle de helligeprofeter holder øje med os. Dette er denstore uddeling, som har været omtalt sidenverdens skabelse.« Lad mig gentage præsidentHinckleys ord: »Af en eller anden årsager vi – blandt alle dem, som har vandret påjorden – blevet ført frem i denne eneståendeog vidunderlige tid. Vær taknemlige og fremfor alt trofaste.«Jeg ved ikke, hvilke følelser alt dette indgyderjer, men for mit vedkommende forsvinderal unødvendig angst for den tid, vi lever i,pludselig, og jeg føler mig ydmyg, åndeligtbegejstret og motiveret af den mulighed, somvi har fået tildelt. Gud våger over sin verden,sin kirke, sine ledere, og han våger bestemtogså over dig. Lad os blot sikre os, at vi er»rene i hjertet«, og at vi er trofaste. Hvor vilI dog blive velsignet. Hvor vil jeres børn ogbørnebørn blive lykkelige.Tænk på den hjælp, som vi får til at føreevangeliets lys ud i en formørket verden. Vihar omtrent 53.000 missionærer – langt flereend i nogen anden tidsalder. Og det antalgentages hvert andet år af dem, som tagerud for at afløse dem, der rejser hjem! Menvi har brug for endnu flere.For mere end 2000 år siden var der et tempeli den gamle verden og to eller tre templerpå Mormons Bogs tid, men nu bygges dertempler så hurtigt, at vi knap kan tælle dem!Tilføj dertil computerens mirakel, somhjælper os med at dokumenterevores slægtshistorie ogudføre ordinancer forvore afdøde. Tilføjtil dette de modernetransportmidler, som gør


ØVERST OG NEDERST TIL HØJRE: MODELFOTOS © GETTY IMAGESIde sidste dage vil Gud udgyder sin Åndover »alle mennesker«, og menneskehedenskal velsignes med lys inden for allevirkeområder som følge af Jesu Kristi evangeliumsgengivelse.det muligt for generalautoriteter at rejsekloden rundt og personligt bære vidnesbyrdom Herren for alle de hellige i alle lande. Ogtilføj dertil, at dér, hvor vi ikke kan komme,kan vi nu »sende det«, som skrifterne beretter,via satellittransmissioner (se L&P 84:62).Tilføj hertil alle de aspekter af uddannelse,videnskab, teknologi, kommunikation,transport, lægevidenskab, ernæring og åbenbaring,som omgiver os, og så kan vi begyndeat forstå, hvad englen Moroni mente, da hangentagne gange citerede for den unge profetJoseph Smith fra profeten Joel fra Det GamleTestamente, at i de sidste dage skulle Gududgyde sin Ånd over »alle mennesker«, ogat menneskeheden skulle velsignes med lysinden for alle virkeområder som følge af JesuKristi evangeliums gengivelse (Joel 3:1; fremhævelsetilføjet; se også JS-H 1:41).Når vi overvejer alle de velsignelser, som vinyder i vores uddeling, stopper vi op og sigertil vor himmelske Fader: »O, store Gud!« 4En bryllupsfestLad mig tilføje endnu et element til dettesyn på vores uddeling. Eftersom vores uddelinger den sidste og største af alle uddelinger,fordi alt til sidst skal afsluttes og fuldføres ivor tid, er der et særligt ansvar, som påhvileros i Kirken i dag, men som ikke hvilede påsamme måde på Kirkens medlemmer i tidligeretider. Vi har det ansvar at berede GudsLams Kirke til at modtage Guds Lam – i egenhøje person i sejrrig herlighed, når hankommer i sin rolle som herrernes Herre ogkongernes Konge.Det er vores ansvar som kirke og somenkeltpersoner at være værdige til, at Kristuskan komme til os, at være værdige til at hanskal tage imod os og anerkende, modtageog omfavne os. Det liv, som vi fører fremfor ham i den hellige stund, skal være hamværdigt!For nu at anvende skriftens sprog, så er videm, der af alle mennesker i hele historien,er udset til at berede bruden (Kirken) tilbrudgommen (Frelseren) og være værdigetil at blive inviteret med til bryllupsfesten(se Matt 22:2-14; 25:1-12; L&P 88:92, 96).Så jeg lægger min frygt for fremtiden tilside og fyldes med en overvældende forståelseaf min pligt til at berede mit liv (og i detomfang, som jeg kan, også Kirkens medlemmersliv) til den længe forudsagte dag, til dentid, hvor vi overdrager Kirken til ham, hviskirke det er.Jeg ved ikke, hvornår den enestående dagoprinder. Jeg ved ikke, hvem der er til stede,så de kan opleve det. Men en ting ved jegdog: Når Kristus kommer, skal medlemmerneaf hans kirke opføre sig sådan, sommedlemmer af hans kirke forventes at opføresig, hvis vi skal anerkendes af ham. Vi skaludføre hans værk, og vi skal efterleve hanslærdomme. Han skal hurtigt kunne genkendeos som sine disciple.Det er bestemt derfor, at præsidentHinckley har sagt: »Det er ikke nok for os, digog mig, nu, i vor tid blot at være kendt sommedlem af denne kirke ... Vi skal leve somKristi sande disciple.« Dette er de sidste dage,og I og jeg skal være de bedste sidste dageshellige, som vi formår at være.Blandt den viden ogteknologi, som velsignermenneskeheden i dissesidste dage, er DNAforskning,computerstyretslægtsforskning ogavancerede medicinskebehandlinger.LIAHONA JULI 2007 23


I MIDTEN OG NEDERST: MODELFOTOS: HYUN-GYU LEE OG WELDEN C. ANDERSENFor at være de bedstesidste dages hellige,vi kan være, skal viudføre Herrens værkved at skabe stærkefamilier, øge denpersonlige åndelighedog tjene andre.Lev fortrøstningsfuldtEr der en lykkelig fremtid i vente for jerog jeres efterkommer i de sidste dage? Ja,bestemt! Kommer der vanskelige tider, nårdisse ildevarslende advarsler og profetier forde sidste dage opfyldes? Ja, selvfølgelig. Vilde, der har bygget på Kristi klippe modståvind, hagl og pile i hvirvelvinden? Det ved Igodt, at de vil. Det er et sikkert løfte. Det erhans løfte! At »den klippe, som I er byggetpå ... er en sikker grundvold, en grundvold,hvorpå menneskene, hvis de bygger derpå,ikke kan falde« (Hel 5:12).Jeg overbringer jer min kærlighed og mitvidnesbyrd om, at Gud ikke alene lever, menogså elsker os. Han elsker dig. Alt, hvad hangør, er til vor gavn og beskyttelse. Der er ondskabog sorg i denne verden, men han rummerhverken ondskab eller slette hensigter.Han er vor Fader – en fuldkommen fader – oghan vil hjælpe os med at finde ly for uvejret.Jeg bærer ikke alene vidnesbyrd om, atJesus er Kristus og Guds Enbårne Søn, menogså at han lever, at han elsker os, og at vi,takket være hans sonoffers styrke og fortjenester,kan leve evigt.Dette er Guds kirke og rige på jorden.Sandheden er blevet gengivet. Lev fortrøstningsfuldtmed optimisme, tro og hengivenhed.Tag alvorligt på livets udfordringer, menlad dem ikke skræmme jer eller gøre jer modløse.Oplev de helliges glæde ved de sidstedage – men aldrig en handlingslammendeangst eller destruktiv fortvivlelse.»Frygt derfor ikke, lille flok... Se hen til [Kristus] i allejeres tanker; tvivl ikke, frygtikke« (L&P 6:34, 36).»I har endnu ikke forstået, hvor storevelsignelser Faderen har ... beredt til jer ...Når Kristus kommer, skal medlemmerneaf hans kirke opføre sigsådan, som medlemmer af hanskirke forventes at opføre sig, hvis vi skalanerkendes af ham.[V]ær ... ved godt mod ... Riget er jeres, og detsvelsignelser er jeres, og evighedens rigdommeer jeres« (L&P 78:17-18).Jeg overbringerjer min velsignelse,min kærlighedog et apostolskvidnesbyrd om sandhedenaf alt dette. ■Fra et foredrag i KirkensUddannelsessystem den12. september 2004.NOTER1. History of the Church,4:609-610.2. James R. Clark, red.,Messages of the FirstPresidency of theChurch of Jesus Christof Latter-day Saints,6. bind, 1965-1975,3:258.3. »Nu stråler lyset i sinpragt«, Liahona,maj 2004, s. 84.4. »O store Gud«,Salmer ogsange, nr. 39;fremhævelsetilføjet.24


BESØGSBUDSKABETFOTO AF SKULPTUR OG VÆRKTØJ: CRAIG DIMOND; INDSAT: MODELFOTO: MATTHEW REIER; RAMME © ARTBEATSBliv et redskab i Guds hænderved at udøve hellighedUdvælg og læs underbøn de skriftsteder oglærdomme fra dettebudskab, som bedstsvarer til de behov, som de søstre,I skal besøge, har. Fortæl om jerespersonlige erfaringer og vidnesbyrd.Bed dem, I underviser, om atgøre det samme.Hvad vil det sige atudøve hellighed?Præsident James E.Faust, andenrådgiver iDet Første Præsidentskab:»Hellighed er sjælensstyrke. Det kommer vedtro og lydighed mod Gudslove og ordinancer. Gudrenser derpå hjertet vedtro, og hjertet bliver renset fordet, der er bespotteligt og uværdigt.Når hellighed er opnåetved at tilpasse sig Guds vilje,så ved man intuitivt, hvad derer forkert.... Vi bør besøge templet, blandtandet for at beskytte vores egen ogvores families hellighed.Udover templet, bør et andet helligtsted på jorden uden tvivl værevores hjem.... Må Herren velsigne os alle ivore særlige ansvar for at blive helligetHerren ved at stå på hellige steder.Det er der, vi finder den åndeligebeskyttelse, som vi behøver til os selvog vores familie« (»Stå på helligesteder«, Liahona, maj 2005, s. 62,67-68).Ældste Dieter F. Uchtdorf fra DeTolv Apostles Kvorum: »At udviklekristuslignende egenskaber i voresliv er ikke nogen let opgave... Virkelighedstestenkommer, når dekristuslignendeegenskaber skalvære synlige i voresliv – som mandeller hustru, somsøn eller datter, ivore venskaber, påvores arbejdsplads, ivores forretningsliv ogvores fritid. Vi kan erkendevores vækst, ligesom voreomgivelserkan, når vigradvist øgervores evnetil at ›handlei al hellighedfor [ham]‹(L&P 43:9)«(»Kristuslignende egenskaber –Vinden under vore vinger«, Liahona,november 2005, s. 102).Hvordan kan jeg udøve hellighedog være et redskab i Guds hænder?Kathleen H. Hughes, tidligereførsterådgiver i Hjælpeforeningenshovedpræsidentskab: »Hvem af oslænges ikke efter at blive værdsat,våget over, trøstet og undervist i det,der hører Gud til? Hvordan sker det?En venlig handling, et udtryk forkærlighed, en omsorgsfuld gestus,én villig hånd ad gangen. Men mitbudskab er ikke til dem, der modtagersådanne kærlighedsgerninger, mentil alle os, som hver dag må udøvesådan hellighed. Profeten Josephlærte os, at vi for at blive som JesusKristus ›må åbne vores sjæl over forandre‹« (»Så vi alle kan være sammeni himlen«, Liahona, november 2005,s. 110).Bonnie D. Parkin, Hjælpeforeningenstidligere hovedpræsident:»Pagter – eller bindende løftermellem os og vor himmelske Fader –er nødvendige for vores evigefremgang. Trin for trin lærer han osat blive som ham ved at lade osdeltage i hans værk. Ved dåbenindgår vi pagt om at elske ham afhele vores hjerte og elske voresøstre og brødre som os selv. Itemplet indgår vi yderligere pagtom at være lydige, uselviske,trofaste, hæderlige og godgørende.Vi indgår pagt omat ofre og indvie altdet, vi har ...Herren harkaldet os til atgøre alt, hvad vi kan gøre›i hjertets hellighed‹ (L&P46:7). Og hellighed er et produktaf at efterleve pagter ... Hellighedtil-skynder til ordene: ›Her er jeg,send mig‹« (»I hjertets hellighed«,Liahona, november 2002, s. 103,105). ■LIAHONA JULI 2007 25


LignelserMESTERENSJesus anvendte lignelserfor at sløre den dyberemening. På den mådelærer lytterne religiøsesandheder i forhold tilderes tro og intelligens.© PROVIDENCE COLLECTIONHerover: Lignelsen omtalenterne, af Henry Coller. »Menhans herre sagde til ham (som havdebegravet sin talent): Du dårlige ogdovne tjener!Tag derfor talenten fra ham«(Matt 25:26, 28; se v. 14-30).26


Til venstre: Lignelsen omsædemanden, af George Soper.»Se, en sædemand gik ud for at så ...Og da han såede, faldt noget påvejen ...Noget faldt på klippegrund ...Noget faldt mellem tidsler ...Men noget faldt i god jord«(Matt 13:3-5, 7-8; se v. 3-23).Herover: Det mistede får reddes,af Minerva K. Teichert. »Hvis en afjer har hundrede får og mister et af dem,lader han så ikke de nioghalvfems blive iødemarken og går ud efter det, han harmistet, indtil han finder det?Og når han har fundet det, lægger handet glad på sine skuldre,og når han kommer hjem, kalderhan sine venner og naboer sammenog siger til dem: Glæd jer med mig,for jeg har fundet det får, jeg havdemistet.Jeg siger jer: Sådan bliver der størreglæde i himlen over én synder, der omvendersig, end over nioghalvfems retfærdige,som ikke har brug for omvendelse«(Luk 15:4-7).LIAHONA JULI 2007 27


Herover: Fem af dem var kloge,af Walter Rane. »Da skal Himmerigetligne ti brudepiger, som tog deres lamperog gik ud for at møde brudgommen.Fem af dem var tåbelige, og fem varkloge.De tåbelige tog deres lamper med, menikke olie.De kloge tog både deres lamper medog olie i deres kander ...Men ved midnat lød råbet:Brudgommen kommer ...Og de tåbelige sagde til de kloge: Givos noget af jeres olie ...Men de kloge svarede: Nej, der er ikkenok til både os og jer« (Matt 25:1-4, 6, 8-9;se v. 1-13).Til højre: En fjende sår ukrudt,af James Tissot. »Himmeriget ligneren mand, der såede god sæd i sin mark.Mens folkene sov, kom hans fjende ogsåede ukrudt i hveden ...Da kornet skød op og satte kerne, komogså ukrudtet frem.Husbondens folk kom så og spurgte:Herre, såede du ikke god sæd i dinmark? ...Han svarede: Det har en fjendegjort ...Lad blot begge dele gro side om sideindtil høsten ... Tag først ukrudtet fra ... sådet kan brændes, men saml hveden i minlade« (Matt 13:24-28, 30).28


GENGIVET MED TILLADELSE FRA KIRKENS MUSEUM FOR HISTORIE OG KUNSTTil højre: Farisæeren og tolderen,af Robert T. Barrett. »Farisæerenstillede sig op og bad således for sig selv:Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke ersom andre mennesker, røvere, retfærdige,ægteskabsbrydere, eller som tolderendér ...Men tolderen stod afsides og villeikke engang løfte sit blik mod himlen, menslog sig for brystet og sagde: Gud, vær migsynder nådig!Jeg siger jer: Det var ham, der gikhjem som retfærdig, ikke den anden. Forenhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges,og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes«(Luk 18:11, 13-14; se v. 9-14).Herover: Den barmhjertigesamaritaner, af Gustave Doré.»Men en samaritaner, som var på rejse,kom hen til ham, og han fik medynk medham, da han så ham.Han gik hen og hældte olie og vin ihans sår og forbandt dem, løftede hamop på sit ridedyr og bragte ham til etherberg og sørgede for ham« (Luk 10:33-34;se v. 25-37).Til venstre: Den fortabte søn,af Clark Kelley Price. »Så brød [denfortabte søn] op og kom til sin far. Menshan endnu var langt borte, så hans farham, og han fik medynk med ham og løbhen og faldt ham om halsen og kyssedeham« (Luk 15:20; se v. 11-32). ■LIAHONA JULI 2007 29


vulgærintelligent


Dit sprogrøber digDe ord, du bruger, kan sætte dig i bås.MODELFOTO: CHRISTINA SMITHÆLDSTE L. TOM PERRYDe Tolv Apostles KvorumEn af de store skikkelser fra Det NyeTestamente, som altid har fascineretmig meget, er Peter. Peter måtte gøreen stor indsats for at overvinde alt det, derhører verden til og berede sig på at blivevidne for og forkynder af Jesu Kristi evangelium.Man kan lære en interessant lektie afforholdet mellem Frelseren og Peter i de sidstetimer inden Frelserens domsfældelse ogkorsfæstelse.»Jesus sagde til ham: ›Sandelig siger jegomsorgsfuldubehøvletdig: I nat, før hanen galer, vil du fornægte migtre gange.‹Peter sagde til ham: ›Om jeg så skal døsammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig‹«(Matt 26:34-35).Vores sprog røber, hvem vi erSå oprandt de skæbnesvangre timer,hvor Peter ikke ville indrømme, at han fulgteFrelseren, men alligevel gjorde hans kærlighedtil ham, at han bare måtte være til stedeunder domsfældelsen for at se, hvadder skete.»Imens sad Peter udenfor igården. Og en tjenestepige komhen til ham og sagde: ›Du varogså sammen med galilæerenJesus.‹Men han nægtedefølsomLIAHONA JULI 2007 31


et fingeraftryk kan identificere et menneske,viste Peters sprog, hvem han var, og hvorhan var opvokset. På samme måde bliverdu bedømt og sat i bås af dem, som hørerde ord, du bruger. Vores sprog afspejler detmenneske, vi er, og det afslører vores baggrundog måde at leve på. Det beskriver voretanker så vel som vore inderste følelser.Et rystende ordI dag, mere end på noget andet tidspunkti historien, anvendes der mere banden ogvulgaritet overalt. Jeg havde engang en oplevelse,som viste mig, at de forkerte ord kanryste mennesker, som ikke venter at høredem fra din mund. Jeg var i rekrutlejr i detamerikanske marineinfanteri under andenverdenskrig. Selvfølgelig var sproget blandtmine kammerater i marineinfanteriet ikke afen kaliber, som man ønsker at gentage. Jegvar nylig hjemvendt missionær, så jeg havdebesluttet mig for at holde mit sprog på et højereniveau end deres. Jeg bestræbte mig konstantpå at afholde mig fra at anvende selv demest almindelige eder.En dag var vi ude på skydebanen for at fåvores sidste anmærkninger. Jeg havde klaretmig fint i afstande af 100, 200 og 300 meter.Nu lå vi på 500 meters afstand af målet. Deteneste, jeg behøvede var et nogenlunde rimeligtpointtal – jeg behøvede blot at rammeskiven uden at ramme plet – så ville jeg bliveudnævnt til skarpskytte. Vi var blevet gejlet optil ville yde vores bedste og blive den bedstedeling på skydebanen. Jeg blev nervøs, dajeg stod på 500 metermærket, og det førsteskud fik min skulder til at hamre ind i riflen.Selvfølgelig blev der vinket med flaget – jeghavde skudt forbi målet. Og dermed mistedejeg chancen for at blive skarpskytte.Peters sprogviste, hvemhan var, oghvor han var opvokset.Vores sprogafspejler det menneske,vi er, og detafslører vores baggrundog måde atleve på. Det beskrivervore tanker såvel som vore inderstefølelser.det i alles påhør og sagde: ›Jeg forstår ikke,hvad du mener.‹Da han gik ud i portrummet, var der enanden af tjenestepigerne, som så ham ogsagde til dem, som var der: ›Han dér var sammenmed Jesus fra Nazaret.‹Atter nægtede han det og svor på det: ›Jegkender ikke det menneske!‹Lidt efter kom de, som stod der, hen tilPeter og sagde: ›Jo, sandelig er du også enaf dem; dit sprog røber dig.‹Da gav han sig til at bande og sværge: ›Jegkender ikke det menneske!‹ I det sammegalede hanen.Og Peter huskede det ord, Jesus havdesagt: ›Før hanen galer, vil du fornægte migtre gange.‹ Og han gik udenfor og grædbitterligt« (Matt 26:69-75).Ligesom et pasfoto, en underskrift ellerPETERS FORNÆGTELSE, AF CARL BLOCH, GENGIVET MED TILLADELSE FRA NATIONALHISTORISK MUSEUM PÅ FREDERIKSBORG SLOT I HILLERØD32


Ud af min mund røg en lille ed, som jeg havde svoretaldrig at anvende. Det rystede og forbløffede mig at se,at alle holdt inde med skydningen, vendte sig og stirredepå mig med åben mund. Enhver anden marineinfanteristkunne have anvendt den ed ude på skydebanen den dag,uden at nogen havde bemærket det. Men fordi jeg havdebesluttet at føre missionens standarder med mig ind i marineinfanteriet,var alle rystede, da jeg trådte ved siden af.Frelseren selv har undervist os i sprogbrug. Han harsagt: »Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneskeurent, men det, som kommer ud af munden, detgør et menneske urent« (Matt 15:11).Ofte finder vi på erstatninger i vores stræben efter atundgå upassende ord. Nogle gange ligger de så tæt på devulgære udtryk, at alle sikkert er klar over, at vi blot brugererstatningsord og egentlig ikke har forbedret voressprogbrug.Jeg har til tider været forarget, når jeg har hørt hjemvendtemissionærer tale ved et nadvermøde. Jeg har hørtde ord, vendinger eller sætninger, som de har samlet opi missionsmarken, men som faktisk er erstatninger forvulgære udtryk, og det viser deres manglende evne til atbeherske et pænt sprog og give et korrekt indtryk af, hvadde har foretaget sig på deres mission.Sådan forbedrer man sit sprogJeg har følgende forslag til dem, der længe harbandet og brugt et vulgært sprog, men som nu vilforbedre det:Holdditsprog1. Beslut dig for at fjerne den slags ord fra dit ordforråd.2. Hvis du falder i og bruger en ed eller et erstatningsord,omformulér da sætningen mentalt uden brug af edereller erstatningsord.3. Sig den nye sætning højt.Med tiden udvikler du så et sprogbrug uden vulgæreudtryk.Jeg mener, at vi alle kan have gavn af den belæring,Paulus gav til efeserne:»Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godtord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelsefor dem, der hører det.Vold ikke Guds hellige ånd sorg, den som I blev besegletmed indtil forløsningens dag« (Ef 4:29-30).Vær modig nok til at holde dit sprog rent og pænt.Opbyg dit ordforråd – det fører dig ind blandt dem, dertjener Herren.Frelseren har sagt: »Et godt menneske tager gode tingfrem af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske tageronde ting frem af sit onde forråd. For hvad hjertet erfuldt af, løber munden over med« (Luk 6:45).Må jeres mund løbe over med detgode fra jeres hjerte, det er min bønfor jer alle. ■rentogpænt!33


SØG LY»Man hører denundskyldning, atpornografi er vanskeligtat undgå,at det findes lige inden for rækkevidde,og at man ikke kankomme udenom det. Forudsætat det blæste op til storm, ogvinden hylede, og sneen hvirvledeomkring dig. Det ville du ikkekunne hindre. Men du kan klædedig ordentligt på og søge ly, og såkan uvejret ikke skade dig.«Præsident Gordon B. Hinckley, »Et tragiskonde blandt os«, Liahona, november2004, s. 64.34


Min kamp modpornografiNAVNET TILBAGEHOLDTILLIUSTRATION: ROGER MOTZKUSJeg var kun ti år gammel, da jeg førstegang stødte på pornografi. Jeg var påbesøg hos en ven, der var lidt ældreend mig selv, og vi sad og så fjernsyn. Hantændte for sin computer og sagde, at hanhavde noget, han ville vise mig. Da jegspurgte ham, hvad det var, svarede han:»Billeder af sexede piger.« Jeg fortalte ham,at det var imod min tro at se på sådan noget,men han sagde: »Sludder. Alle ser på denslags. Det er helt naturligt.« Jeg nægtedeat se på det og forlod hans hus.To år senere var jeg atter hjemme hos minven. Men denne gang var forskellen, at jeglod nysgerrigheden og fristelsen løbe af medmig, og jeg gik med til at kigge på det, hanville vise mig. Det var mit livs største fejltagelse.Der går ikke en dag, hvor jeg ikkeønsker, at jeg aldrig var kommet ud på detsidespor.Jeg fortsatte med at kigge på pornografihjemme på min computer. Den stod lidt afsides,men hvis nogen kom ind, sagde jeg, atdet var et pop-up-billede eller fandt på enanden undskyldning. Igennem det næste årkvalte jeg den skyldfølelse, jeg havde, og jeggjorde intet forsøg på at holde op med atkigge på pornografi. Jeg overbeviste mig selvom, at det var ganske naturligt, og jeg ignoreredealle råd fra Kirken, som sagde det modsatte.I begyndelsen var jeg ikke klar overdet, men jeg var blevet afhængig af pornografi.Jeg så på piger på en helt anden måde,og jeg skammede mig over mine tanker.Ved en ungdomskonference talte voresstavspræsident til os om, at omgang medpornografi gør en ung mand uværdig til atudøve præstedømmet. Hans tale overbevistemig om, at jeg måtte stoppe. Til at begyndemed troede jeg, at jeg kunne klare det påegen hånd. Jeg ville ikke sige noget til biskoppen,for jeg ville ikke have, at han skullefordømme mig for det, jeg gjorde. I stedetbesluttede jeg, at jeg ikke ville kigge på detmere. Desværre varede mine gode hensigtersjældent længe. Hver gang lovede jeg migselv, at det var sidste gang, men afhængighedenhavde så godt fat i mig, at jeg tog migselv i at kigge på det igen og igen.Mange andre synder fulgte i kølvandet afdenne. Jeg blev ved med at komme i Kirken,men jeg hørte ikke efter. Jeg lod Satan fåmagt over mit liv, og jeg mistede Åndensindflydelse. Jeg løj om mit skriftstudium iUanset hvormeget jeg kæmpedefor atbryde fri afmin afhængighed,så var deten forgæveskamp. Til sidstindså jeg, atjeg ikke kunneklare det alene.LIAHONA JULI 2007 35


FOREBYGGELSEDet bedste forsvar mod pornografi er atundgå det. Følgende tips kan hindre dig i attage det første skridt mod afhængighedenog alle dens følgevirkninger:• Mange mennesker, som kæmpermed pornografi, blev præsenteret fordet af en ven. Hvis nogen vil vise dignoget pornografisk, så gå straks. Vælgdine venner med omhu.• Vær modig nok til at slukke forethvert medie, der omtaler umoralskopførsel uanset klassificeringen.• Anbring fjernsyn og computere i travleområder af huset. Benyt ikke computeren, nårdu er alene hjemme.• Sørg for, at enhver computer, som du benytter,har filtre, der værner mod pornografiske hjemmesider.Beskyt dig mod pornografiens stormløb (se citatet afpræsident Hinckley på s. 34).• Åbn aldrig e-mails fra nogen, du ikke kender.Hvis du ved et tilfælde støder på pornografi pånettet, så sluk straks for computeren og fortældet til en voksen.• Lyt til Helligåndens tilskyndelser. Han advarerdig, når du befinder dig i en farlig situation.HELBREDELSEHvis du er fanget i pornografiens snare, skaldu omvende dig og overvinde din afhængighed.Tag fat på din omvendelse sammen med din biskopeller grenspræsident. LDS Family Services giverfølgende forslag til, hvordan man kan overvindeen afhængighed:• Lad være med at rationalisere. Duskal holde op med at forsvare dinafhængighed.• Afbryd afhængighedens onde cirkel. Undgåat følgende afhængighedscyklus gentager sig:Fase 1: Besættelse – tankerne dvæler medseksuelt stimulerende billeder.Fase 2: Ritualisering – optagethed af vaner,som fører til anvendelse af pornografi.Fase 3: Anvendelse af pornografi.Fase 4: Fortvivlelse.Du kan overvinde fristelsen til at kigge på pornografived at bryde cirklen ved et hvilket som helst afde fire punkter. Her er nogle forslag til, hvordan manhindrer den ene fase i at føre til den næste:1. Behersk dine tanker og ønsker. Anvend tro,faste, bøn og skriftstudium til at overvinde urenetanker. Få bugt med urene tanker, så snart de dukkerop, ved at lytte til inspirerende musik, fremsigeudenadslærte skriftsteder eller tænke glade tanker.2. Lav om på dine vaner. Gør noget andet, somfx at gå en tur, læse i skrifterne, tale med en veneller dyrke sport eller spille et musikinstrument.3. Sørg for at muligheden ikke er der. Afhold digfra at kigge på pornografi ved at sørge for, at du ikkehar adgang til det.4. Bed om, at håbet må erstatte fortvivlelsen. Laddig ikke gå på af tilbagefald. Når du omvender dig ogopnår tilgivelse, kan du mærke håbet erstatte fortvivlelsen.Det tager sin tid at overvinde en afhængighed.De, som det lykkes for, er udholdende.• Søg professionel hjælp. Alvorlig afhængighedkan kræve psykologbistand. I nogle områder kan dinbiskop eller grenspræsident henvise dig til det nærmesteLDS Family Services-kontor, som har etafvænningsprogram. Du kan finde yderligere oplysningerpå www.ldsfamilyservices.org. Kirkens hæfteLad dyd uophørligt pryde dine tanker (katalognr.00460 110) rummer også nyttige oplysninger omovervindelse af pornografi.36


TIL VENSTRE, FRA OVEN: FOTOS: JED CLARK, WELDEN C. ANDERSEN, JOHN LUKE OG TAMRA RATIETAseminar. Jeg løj om mine spejderresultater.Jeg blev alt det, som jeghavde lært, at jeg ikke skulle være.Der gik fem år, mens jeg kæmpedefor at overvinde min afhængighedmed bønner og selvbeherskelse.Men jeg kunne ikke overvindeafhængigheden alene.Til sidst indrømmede jeg over formine forældre, at jeg havde et problemmed pornografi. Jeg sagde tildem: »Jeg har brug for hjælp. Jeg kanikke klare det alene.« Selv om det toghårdt på dem, var de forstående ogprøvede at hjælpe mig. Mine forældreopmuntrede mig til at tale medbiskoppen.Jeg vidste, at mine forældre havderet, men jeg var bange for at talemed biskoppen. Jeg betragtede hamsom en ven, og jeg ville ikke have, athan skulle høre om alle de synder,jeg havde dækket over. Da jeg endeligtog mig sammen til at tale medham, blev jeg overrasket over, hvorforstående han var. Jeg følte sletikke, at han fordømte mig –han ville bare hjælpe.Så snart jeg havdebekendt over for biskoppenog begyndte at omvende mig,blev mit liv straks bedre. Jeg forstod,at for at omvende mig fuldt udfra min afhængighed af pornografi,måtte jeg omvende mig fra alle minesynder. Jeg afleverede alle mine seminarpræmierog spejdermærker ogindrømmede, at jeg ikke havde gjortmig fortjent til dem. Jeg bekendte også over for mine skolelærere,at jeg havde snydt.Med biskoppens hjælp fik jeg øjnene op for, hvor vigtigtdet er at bekende både over for biskoppen og over forHerren (se L&P 58:43). Tidligere forsøgte jeg at bekæmpeafhængigheden alene, men nu har jeg mine forældre, minbiskop og allervigtigst Herren på min side. Disse var etUNDGÅ FÆLDEN»Pornografien medføreret modbydeligtkølvand af umoral,opløste hjem og ødelagteliv. Pornografikan dræne os for vores åndeligestyrke til at holde ud. Pornografi ersom kviksand. Man kan så let blivefanget og overvældet, så snart mantræder ud i det, at man ikke læggermærke til den alvorlige fare. Manfår sandsynligvis brug for hjælp tilat komme op af pornografiens kviksand.Men hvor meget bedre er detikke aldrig at træde ud i det.«Ældste Joseph B. Wirthlin fra De TolvApostles Kvorum, »Stræb fremad«,nov. 2004, s. 102.KVIKSANDstærkt forsvar mod fristelser.Mine forældre fik sat et filter påcomputeren, og jeg anbragte billederaf templet eller profeten i nærheden,så jeg kunne koncentreretankerne om noget helligt. Jeg opdagede,at et dagligt skriftstudium varen af de bedste måder at opbyggemit åndelige forsvar på. Dengangjeg kiggede på pornografi, tror jegikke engang, at jeg anede, hvor mineskrifter var. Men nu ved jeg, at jegskal læse i skrifterne hver dag for atmodstå fristelse.Jeg må også være mere forsigtigmed, hvad jeg ser eller lytter til.Mange tv-serier og film omtaler umoralskopførsel, som om det var naturligt.Jeg har indset, at det er naturligtfor det naturlige menneske, som eren fjende af Gud (se Mosi 3:19). Kuntakket være Jesu Kristi forsoning harjeg kunnet aflægge mig det naturligemenneske og opnå tilgivelse formine synder. Jeg ved, at hvis nogenkan forstå den fortrydelse, som jeghar følt over mine synder, så er detFrelseren, som har lidt alt.Jeg har nu forsaget min afhængighedaf pornografi. Jeg har forstået, atder takket være forsoningen findeset evigt håb. Selv om jeg hele tidenskal være på vagt, kan jeg medÅndens hjælp vinde kampen. Jegved, at djævelen stadig vil friste mig,men han kan ikke sejre, når jeg harFrelseren på min side.Jeg måtte gøre den sørgeligeerfaring, at der kun skal én gang til at tænde for en langafhængighed, som kun fører elendighed med sig. Jeg lodnysgerrighed føre mig ind i synd og fortvivlelse, men nu erjeg motiveret til at holde mig fra den plage resten af mit liv.Jeg ser frem til at tage på mission, blive gift i templet og tilsidst leve sammen med min himmelske Fader og JesusKristus igen. ■LIAHONA JULI 2007 37


Sådan taler man medunge om pornografiNår forældre og præstedømmeledere taleråbent med de unge om fysisk intimitet, vil dekunne hjælpe de unge til at forstå og undgåde åndelige, følelsesmæssige og fysiske farerved pornografi.DAN GRAYAutoriseret socialrådgiverVor tids unge bombarderes med stærkebilleder – de fleste af dem af kødeligog seksuel karakter. Men fordi seksuelleemner kan være indviklede og lidtpenible at tale om, er mange forældre tilbageholdendeeller flove over at drøfte dem medderes børn. Derfor »undervises« mange ungeaf vildledte venner eller fordærvede medierog udvikler dermed en forkert holdning tilseksualitet. Og denne holdning kan føre tilupassende adfærd.Vi ønsker at fortælle vore unge om kyskhedsloven,så de kan undgå smerten ved atleve umoralsk. Hvad kan forældre og præstedømmeledereså gøre? Vi kan tale med deunge om den menneskelige intimitets helligekarakter og hjælpe dem med at forstå og tøjlede følelser, som knytter sig til den intimitet.Hvis vi kun taler om misbrug af seksualiteten,kan vore unge blive usikre og forvirrede.Vi kan så fejlagtigt sende dette forvirrendebudskab: »Seksuelle tanker og følelser eronde, syndige og forkerte – gem dem til en,du elsker.« Unge, som kun hører negativebudskaber om seksualitet, kan drage den konklusion:»Eftersom seksuelle følelser eller lysterer onde, og eftersom jeg føler dem megetstærkt, så må jeg jo være ond.« Sådanne tankerkan føre til lav selvværd, følelse af uværdighedog skam, og det får den unge til at følesig afskåret fra Ånden.MODELFOTO: CRAIG DIMOND


Åbenhjertig samtale kan forebygge meget af denne forvirring.Når vi taler med vore unge om vores legemes ogvores forplantningsevnes hellighed, kan vi hjælpe dem tilat forstå og undgå pornografiens åndelige, følelsesmæssigeog fysiske farer.Vores legeme: Dets hellige karakterMedier bringer ofte urealistiske forventninger til,hvordan vores krop bør se ud, og hvad den repræsenterer.Disse synspunkter får folk til at betragte kroppen som engenstand, snarere end en afgørende del af et menneskessjæl. Hvis man antager dette synspunkt, kan det føre til endyrkelse af den »fuldkomne krop«, og dem, der ikke kanleve op til dette ideal, fyldes med selvhad.Snarere end at lade medierne undervise vore unge idette destruktive verdenssyn, kan vi fortælle dem, at voreskrop i al sin mangfoldighed er en vidunderlig, gudgivengave, som er skabt til at sprede glæde og lykke. I 1913sagde ældste James E. Talmage (1862-1933) fra De TolvApostles Kvorum: »Vi har lært ... at betragte vores legemesom en Guds gave. Vi sidste dages hellige betragter ikkelegemet som noget, der skal fordømmes, eller som noget,som bør ses på med væmmelse ... Vi betragter legemetsom et tegn på vores kongelige arv ... Det er noget eneståendefor den sidste dages hellige teologi, at vi betragterlegemet som en vigtig del af sjælen.« 1 Denne indsigt kanhjælpe unge til at se på deres egen og andres krop meddyb respekt.Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorumhar også givet udtryk for vores legemes hellige natur:»Vi skal simpelthen forstå den åbenbarede, gengivnesidste dages hellige lære om sjælen og den ophøjedeog afgørende rolle, som legemet spiller inden for denlære.En af de ›enkle og dyrebare‹ sandheder, som blev gengiveti denne uddeling, er læren om, at ›ånden og legemetudgør menneskets sjæl‹ (L&P 88:15; fremhævelsetilføjet) ...Udnyttelse af legemet (og tag venligst ordet sjæl medher) er i den sidste ende en udnyttelse af ham, som erverdens lys og liv.« 2Vores seksualitet: En gaveUdover at være velsignet med et fysisk legeme har viogså fået forplantningsevnens hellige kraft. Vor himmelskeFader har godkendt det seksuelle samliv i ægteskabet ogtillader, at gifte par oplever den nydelse, kærlighed ogtilfredsstillelse, som følger med det samliv. PræsidentSpencer W. Kimball (1895-1985) har udtalt: »Inden for detlovformelige ægteskab er den seksuelle intimitet korrektog guddommeligt anerkendt. Der er intet uhelligt ellernedværdigende ved seksualiteten i sig selv, for det er veddette middel, at mænd og kvinder sammen fører skabelsenvidere og udtrykker kærlighed.« 3 Vores seksuelle drifterbør derfor – når de anvendes korrekt – betragtes somvidunderlige, hellige gaver.Præsident Boyd K. Packer, fungerende præsident for DeTolv Apostles Kvorum, har talt til Kirkens unge om detteemne. Hans kloge ord kan hjælpe forældre med at undervisederes børn om disse kræfters positive og hellige natur:»Der findes i vores legeme – og dette er helligt – en skaberkraft,et lys så at sige, som har magt til at skabe andrelys. Denne gave må udelukkende benyttes inden for ægteskabetshellige rammer. Det er ved udøvelsen af denneskaberkraft, at et nyt jordisk legeme kan undfanges, så enånd kan iføre sig det, og en ny sjæl kan fødes ind i denneverden.Denne kraft er god. Den kan skabe og værne om familielivet,og det er i familielivet, at vi finder kilden til al lykke.Den er givet til næsten alle mennesker, som fødes i denneverden. Det er en hellig og betydningsfuld kraft, og jeggentager, mine unge venner, at denne kraft er god ...Meget af den lykke, som I opnår i dette liv, afhænger af,hvordan I anvender denne hellige skaberkraft.« 4Pornografiens skadelige virkningNoget af det, som kan nedbryde denne hellige kraft, erpornografi. Præsident Gordon B. Hinckley har sagt, at nårman ser på det, »forvrænges det unge sind med falske forestillinger.Vedvarende omgang med det fører til en afhængighed,som er så godt som umulig at bryde.« 5Mange mennesker, sågar nogle professionelle psykologer,undskylder eller godkender beskæftigelse med pornografiLIAHONA JULI 2007 39


med, at det er en harmløs adfærd. De hævder, at det er »normalt«,og de siger, at det ikke volder nogen skade, når derforegår i det skjulte. De samme forklaringer bruges til atundskylde den onani, som ofte følger med. Hvad skal vi såsvare, når unge spørger: »Hvad er det, der er så forkert vedpornografi og onani?« Følgende fire tanker kan være enhjælp til at besvare dette spørgsmål.Det tilsmudser sjæle – sjæle, som Jesus Kristus harsonet for. Kroppen er en del af sjælen. Når vi derfor betragteren andens krop som noget, der skal tilfredsstille voreslystne begær, nedværdiger og tilsmudser vi den andenssjæl, såvel som vores egen. Ældste Holland advarede osom følgerne af at undskylde eller tage let på dette: »Nårvi tager let på andres sjæl (og tag venligst ordet krop medher), så tager vi let på forsoningen, som har reddet densjæl og sikret dens fortsatte eksistens. Og når man legermed Retfærdighedens Søn, selveste Morgenstjernen, såleger man med hvidglødende kul og en flamme, som ervarmere og helligere end middagssolen. Og det kan manikke gøre, uden at brænde sig slemt.« 6 Pornografi tilsmudserog nedværdiger legemet og ånden. Vi skal respektereandres og vores egen hellige natur.Det kan afholde os fra at nå vores sjæls ypperstepotentiale. Vor himmelske Fader har skabt vores legemeog vores ånd. Han ved, hvordan de fungerer optimalt. Hanved, hvad der kan hjælpe os med at nå vores potentiale, oghvad der kan hindre vores fremgang. Han ved, hvad vi børindtage, og hvad vi bør holde os fra. Profeter har lært os, atdet strider mod vores ånd at anbringe pornografiske billederi vores sind, og når vi gør det, bringer vi vores evne tilat kunne nyde lykke og glæde i fare. Hvis vi derimod følgerHerrens anvisninger fra skrifterne og profeterne, kan vi nåvores sjæls ypperste potentiale.Det kan blive vanedannende. Når man gentagne gangekigger på pornografi og samtidig onanerer, kan det bliveen vane eller sågar til afhængighed. Denne afhængighedrodfæstes, når et menneske bliver afhængig af det kemiske»gys«, som kroppen skaber, når man ser på pornografi.Vedkommende bliver afhængig af denne aktivitet som etmiddel til flugt fra livets udfordringer og følelsesmæssigestress i form af sorg, vrede, kedsomhed, ensomhed ellertræthed. Denne afhængighed bliver meget vanskelig atbryde ned, og nogle gange kan den føre til seksuelomgang uden for ægteskabet.Det skaber urimelige forventninger til ægteskabet.Når et menneske kigger på pornografi og ophidses seksuelt,oplever kroppen samme ophidselsesmønster somunder et virkeligt samleje. Når denne adfærd gentages ofte,vænnes kroppen til bestemte seksuelle billeder og adfærd,som kan skabe urealistiske eller urimelige forventninger til,hvad et seksuelt forhold bør være. Sådanne forventningerkan føre til sorg, mistillid, konflikt, forvirring og tillidsbrudmellem ægtefæller.Uophørlig dydHerren tilbyder fantastiske velsignelser til dem, derudover at have rene og dydige tanker også er kyske: »Laddyd uophørligt pryde dine tanker, da skal din selvtillidvokse sig stærk i Guds nærhed, og præstedømmets læreskal falde på din sjæl som dug fra himlen. Helligånden skalvære din stadige ledsager« (L&P 121:45-46).Hvordan sørger man for »uophørligt« at have dydigetanker? De, der formår at overvinde upassende tanker ogadfærd, er dem, der har lært at tillægge sig dydige vaner idet daglige. Disse aktiviteter omfatter følgende:• Lyt til opbyggende musik.• Nyd Guds skaberværk i naturen.• Hold legemet rent og sundt.• Læs i skrifterne og anden lødig litteratur.• Le sammen med gode venner og familie.• Tag del i samtaler, som ikke er fornedrende eller vulgære.• Tak Gud i dine bønner og bed om styrke til at modståfristelse.• Omgiv dig med dydige ting i dit hjem og på din arbejdsplads.Det kan være billeder, malerier, gaver fra dinekære, ting, som får dig til at le, eller ting, som får dig tilat mindes gode oplevelser.Alt dette kan blive symboler på dyd, som kan hjælpeos med at fokusere det rette, så vi ikke så let giver efterfor det naturlige menneskes krav. Hvis unge kan læredisse strategier og anvende dem, vil de opleve de utrolige40


velsignelser, som omtales i Lære og Pagter 121.Det er også vigtigt, at de forstår, at vialle har svagheder, som vi skal overvinde.Svagheder gør os ikke uværdige til Gudskærlighed. Faktisk er det en del af Gudsplan, at vi skal overvinde vore svagheder.Når Gud gør os opmærksomme på voresvagheder, og vi derefter følger hans anvisningom at bliveydmyge ogunderdanig (ikke fortvivlede og modløse),så sker der vidunderlige ting. Vi kan hengivevores hjerte til Herren i tro. Og så, takketvære hans nåde og kraft – ikke vores viljestyrkealene – vil han »gøre det svage stærkt«(Eter 12:27) for os.Vi har ikke fået at vide, at han vil tage svaghedenfra os. Vi kan fortsat fristes og plagesaf vores svaghed, men når vi er ydmyge ogbevarer troen, vil Herren hjælpe os med atmodstå fristelse.Når unge mennesker har problemer medpornografi, skal de først og fremmest vide,at de ikke er fortabte, at vi og Herren stadigelsker dem, og at der er en udvej. PræsidentHinckley har sagt: »Bønfald Herren ud frajeres sjæls dyb, at han vil fjerne denne vanefra jer, som gør jer til slaver. Og må I havemod til at søge den kærlige vejledning frajeres biskop, og hvis det er nødvendigt, vejledningfra omsorgsfulde behandlere.« 7 Voreunge bør ikke være bange for at søge forældres,præstedømmelederes eller professionelleshjælp.Som forældre og ledere skal vi være engageredei vore unges liv og stræbe efter atskabe trygge rammer for dem. Vi skal væreligefremme i vores samtale med dem omdisse vigtige emner og opmuntredem til at holde sig til evangelietsprincipper og styrke sig mod djævelensmagt. Vi skal være opmærksommepå vore unges aktiviteterog holde øje med dem – deriblandtderes brug af internettet –og åbent drøfte velsignelserne ogfarerne ved den menneskelige seksualitet.Vi skal lytte og give fornuftigeråd og vejledning.Selvfølgelig fortæller vi ikkeom vore egne intime oplevelser.Men ved at anvende de principper, som eromtalt i artiklen, kan vi hjælpe de unge tilat forstå deres seksuelle drifters kraft ogmuligheder.Men frem for alt bør vi være eksempler forde unge. De holder øje med, hvordan vi tacklernegative påvirkninger. Vore unge har brugfor at vide, at vi ved, at den ondes magt sletikke kan måle sig med den guddommeligemagt og Herrens indflydelse, som vi har satvores lid til. ■NOTER1. Conference Report, okt. 1913, s. 117.2. Of Souls, Symbols, and Sacraments, 2001, s. 11, 13.3. The Teachings of Spencer W. Kimball, red. Edward L.Kimball, 1982, s. 311.4. »Hvorfor skal vi være rene?«, se Stjernen, jan. 1973,s. 16, fremhævelse tilføjet.5. »Et tragisk onde blandt os«, Liahona, nov. 2004,s. 61.6. Of Souls, Symbols, and Sacraments, s. 13.7. Liahona, nov. 2004, s. 62.HJÆLP TIL ATOVERVINDEPORNOGRAFILad dyd pryde dinetanker er en ny pjece, somer udarbejdet som hjælptil dem, der kæmper medpornografi. Den omtalerhvordan man –• genkender skadeligemedier.• modstår og undgår pornografiensfristelser.• fralægger sig afhængighedaf pornografi.Lad dyd pryde dine tanker(katalognr. 00460 110)indeholder også skriftstederog andre kirkematerialerom omvendelse, legemetshellighed og overvindelseaf verdslige påvirkninger.Kirkens ledere og familiemedlemmerkan give pjecentil de af deres kære, somkæmper med pornografi.LAD DYD PRYDEDINE TANKERLIAHONA JULI 2007 41


SIDSTE DAGES HELLIGE RØSTERJeg mindedespionererneDaniel CisternasDa jeg var 19, blev jeg indkaldttil den svenske hær. Jeggjorde tjeneste som artillerisignaløri ottende kompagnis stabog første deling.Kl. 4 en tidlig januarmorgen gavofficererne os ordre til at klæde ospå og stille op udenfor 20 minuttersenere. Jeg var træt og sulten eftergårsdagens aktiviteter, og det føltes,som om jeg lige havde lukketøjnene, og nu skulle jeg igentackle en ny udfordring. Jeg kanstadig huske, hvordan det føltesat træde fra den varme kaserneude i den ubeskrivelige kulde.Der kom en stor militærbusog hentede os, og vi fik at vide,at vi skulle til Stockholm til enstor øvelse, som skulle vise, omvi egnede os til at fortsætte militæruddannelsen.Da vi ankomtil byen, blev vi opdelt i tregrupper, som fik hver dereskort og bestemmelsessteder.Vi vandrede gennemStockholms gader i fuld udrustningmed våben, ammunition oggrej. Ved hver post blev vi bedt omat udføre en fysisk test, såsom gidseltagninger,gadekamp, løb gennemtunneler og bygninger og give førstehjælp.Der var ikke meget tid til athvile sig efter hver øvelse, før viskulle videre til den næste post.Den iskolde asfalt gjorde minefødder følelsesløse, og mine skuldrevar ømme af den tunge oppakning.Men jeg fortsætte og prøvede atlade være med at beklage mig. Voresgruppe løb ind i hårdt vejr og vanskeligeøvelser, men vi marcherede afsted som brødre. Langs ruten mødtevi chokerede civile, som lo, pegedefingre og råbte ad os.Jeg var træt, frøs, og var snavset ogøm, da vi nåede vores mål, hvor bussenhentede os. På køreturen tilbagetænkte jeg over de prøvelser, sommin deling og jeg havde været udefor, og jeg spurgtemig selv, om militæruddannelsenvilleJeg mindedesberetningerom pionerernessult, forfrysningerog smerter;om den hån, demåtte lide, ogde endeløse vandringer– detsamme, som jeghavde oplevetden dag.give mig nogetudbytte, udoverde ordner, som man fik, når man varfærdig. Jeg spurgte mig selv, om dermon var andre, der havde oplevetprøvelser som dem, vi havde væretigennem.Pludselig kom jeg til at tænke påde lidelser og ofre, som pionererne iKirkens tidlige tid måtte yde. Jeg mindedesberetninger om deres sult, forfrysningerog smerter; om den hån,de måtte lide, og de endeløse vandringer– det samme, som jeg havdeoplevet den dag. Men den store forskelvar, at jeg kun skulle udholde deten enkelt dag. Pionererne vandredei kulde og sne, regn og hede, gennemmudder og støv. De drog af steduden nogen særlig form for beskyttelse,udover deres tro på, at Herrenville beskytte dem. Pionererne vandredeaf sted for at finde Zion, fordi42


ILLUSTRATIONER: DOUG FAKKELHerren havde et vidunderligt værk,som medlemmerne skulle udføre.Uden at tænke over det begyndtejeg at synge »Kom, kom, Guds folk«(Salmer og sange, nr. 16), og mensjeg sad der i bussen, kunne jeg fornemme,at der skete en forandringmed mig. En varme og glæde strømmedegennem min krop. Jeg varikke aktiv i Kirken på det tidspunkt,og jeg havde egentlig ikke regnetmed nogen sinde at vende tilbage,men pludselig fyldtes jeg af enfølelse, som sagde: »Kom tilbagetil Kirken.«Da jeg kom tilbage til kasernen,ringede jeg til mine forældre og fortaltedem, at jeg elskede dem, ogat jeg ville vende tilbage til Kirken.Den følgende søndag blev en sværprøve, som skulle vise, om jeghavde modet til at vende tilbage,for jeg havde været længe væk. Detvar ikke let at vende tilbage, mendet var umagen værd. Min familieog de øvrige medlemmer fik migtil at føle mig velkommen.Jeg begyndte at forberede mig tilen mission, og to år senere blev jegkaldet til at tjene i Praia-missionen iKap Verde. Da jeg ankom til Salt LakeCity på vej til missionærskolen, såjeg det vidunderlige værk, som pionerernehavde udført ved at opføre etpragtfuldt tempel og en smuk by. Jegsagde stille: »Tak.«Når jeg i dag spørger mig selv,om den militæruddannelse var umagenværd, svarer jeg, at det var den ienhver henseende, for det var i detøjeblik i militærbussen sammenmed en deling soldaterkammerater,at jeg indså, hvor vigtigt Herrensværk er. Det var det hele værd, fordijeg vendte tilbage til Herren og nuudfører hans værk og vilje. ■Få børneneop af vandet!Janell JohnsonDet var en dejlig dag i juni2003. Jeg kørte med minefem børn fra vores hjem iLogan i Utah op til Bear Lake for atbesøge min søsters familie. Dereshjem ligger et par minutters gangfra vandet, og da vi havde sludret etstykke tid, besluttede jeg mig for attage mine børn og deres to kusiner,Kami og Erin, med ned til strandenfor at lege lidt.Vandet i strandkanten var varmt,og der var en let brise, mens jeg sattemig i en stol og læste og slappede af.Jeg kiggede ned mod søen og opdagede,at Kami flød rundt på en skumpladeca. 50 meter fra bredden. Søenbliver ret dyb tæt på bredden, så jegvinkede til hende og råbte, at hunskulle komme længere ind, men hunkunne ikke høre mig på den afstand.Netop da begyndte jeg at blive urolig,og jeg hørte Ånden hviske, at børneneskulle op af vandet. Jeg råbte,at de skulle komme længere ind modstrandkanten, og nødtvungen kom deop imod mig. Pludselig talte Åndenhøjt og klart: »Få børnene op af vandet!«Jeg vendte mig og så op modLIAHONA JULI 2007 43


Jeg råbtehøjt, så Kamikunne høremig og vide, atjeg bad: »Kærehimmelske Fader,giv os styrke til atklare det her.«bjergene bag os, og der fik jeg øje påsorte skyer, som trak sammen. Et klartlyn skød hen over himlen.»Kom op af vandet,« råbte jeg.»Det lyner!« Jeg løb ud mod Kami,der nu flød rundt omtrent 75 meterfra bredden. I samme øjeblik ramteet vindstød os. Min otteårige søn,Dallin, prøvede at slæbe en andenskumplade op af vandet, men vindenramte den som et sejl og slyngedeham omkuld.Jeg prøvede at nå ud til Kami, såhurtigt jeg kunne, men vinden blæstehende længere ud i vandet. Jeg erikke den store svømmer, og da bølgerneblev højere, fortsatte jeg medat vade ud. Jeg kunne se, at hun sparkedemed fødderne, så kraftigt hunkunne, mens hun lænede sig til denene side på skumpladen. Men hunkunne ikke stille noget op mod denvoldsomme vind. Hun blev stadigblæst længere ud på åbent vand.Vandet blev dybere og dybere,mens jeg vadede ud, og til sidstnåede det mig til skuldrene. Så nåedemine fødder et brat fald i søbunden.Jeg måtte stoppe op, men jeg varstadig 20 meter fra Kami. Jeg åbnedemunden for at råbe til hende, men tilmin rædsel kunne jeg ikke få en lydfrem. Da det endelig lykkedes, vardet kun halvkvalte gisp. Og da gik detop for mig, hvor koldt vandet var heltherude. Jeg blev klar over, at jeg varved at blive nedkølet. Jeg ville ikkekunne nå tilbage. Vi ville nok beggedrukne.I det øjeblik samlede jeg alle minekræfter og råbte højt, så Kami kunnehøre mig og vide, at jeg bad: »Kærehimmelske Fader, giv os styrke til atklare det her.« Straks skyllede varmengennem min krop, og energienvendte tilbage. Min stemme blevklar og kraftig, og jeg råbte til hende:»Brug dine hænder til at padle med,Kami!« Hendes små tiårige arme hundesvømmedei vandet foran skumpladen.Hun var næppe stærk nok til atkunne stille meget op mod den kraftigevind, men det var, som om enenorm hånd skubbede hende bagfrahen mod mine fremstrakte hænder.Jeg blev ved med at råbe opmuntrendeord, indtil vore fingre mødtes,og i det øjeblik vidste jeg, at min himmelskeFader havde ført hende tilbagetil mig, og at vi nok skulle klare det.Inde på land græd Dallin, mensvinden og sandet piskede imod ham.Jeg måtte bruge alle mine kræfter påat få ham og de andre børn, pladerneog legetøjet ind i bilen. I det fjernelød en høj sirene, som signalerede, atlynene havde startet en brand oppei bjergene. Det øgede blot den uhyggeligestemning, men vi vidste, at vivar blevet reddet ved guddommeligindgriben.Jeg fortalte børnene, havde dervar sket ude i vandet, og så snart vinåede tilbage til huset, takkede viGud i bøn, fordi han havde reddet os.Mens vi gjorde det, fornemmede jegmin himmelske Faders overvældendekærlighed. Jeg ved, at han holder øjemed sine børn, og jeg er taknemligfor, at han var med os den dag. ■44


Kommer jeg tilat tale igen?Javier Gamarra VillenaJeg havde været på mission i mithjemland, Peru, i flere måneder,da jeg traf Santiago. Han kom ien søndagsskoleklasse for nye medlemmer,men han var ikke blevetdøbt. Og han var heller ikke blevetundervist af missionærerne. Jeg fandtud af, at han havde en talefejl, somgjorde ham usikker, fordi han havdesvært ved at kommunikere.Det meste af sit liv havde Santiagoværet i stand til at tale og havde væretvelsignet med en smuk sangstemme.Men så havde han fået et slagtilfælde.Efter lang tid på et genoptræningscenterhavde han lært at gå igen, menhan havde stadig svært ved at tale.Det glædede os, at Santiago gerneville mødes med os. Under vores førstemøde forsøgte han at tale, og vigjorde vores bedste for at forstå ham.Han holdt især meget af at læse højtfra Mormons Bog, og vi elskede ogbeundrede ham.En dag, hvor vi talte om evangelietsordinancer, sagde Santiago, at han varparat til at blive døbt og bekræftet. Dalektionen var forbi, rejste han sig, ogmed strålende øjne fik han fremstammet:»Ældster, når jeg er blevet døbt,vil jeg så kunne tale normalt igen?«Det rystede mig et øjeblik, og tilat begynde med vidste jeg ikke, hvadjeg skulle svare. Men jeg reageredepå Åndens tilskyndelse og sagde medoverbevisning: »Ja, hvis du har tronok, vil Herren opfylde dit ønske.«Den dag Santiago blev døbt, komjeg i tanker om hans spørgsmål, dahan blev bedt om at bære vidnesbyrd.Jeg var klar over, at nogle af Herrensløfter ikke bliver opfyldt med detsamme, og jeg spekulerede på, omSantiago mon ville blive skuffet, hvishans talegaver ikke straks forbedredes.I de følgende dage kæmpedehan for at tale, men det så ikke udtil at bekymre ham.Kort efter blev jeg forflyttet, og jegså ikke Santiago igen før slutningen afmin mission, da jeg tog hen for at sigefarvel til ham, inden jeg skulle rejsehjem. Min kammerat og jeg fandt hamikke hjemme, så vi skulle til at gå igen,da vi pludselig hørte en kraftig røstkalde på os. Det var Santiago!Vi trådte ind i hans hus, og hanfortalte os, hvor glad han var for atvære medlem af Kirken. Efter nogleminutter blev jeg pludselig opmærksompå, at han taltenæsten ubesværet.Overrasket sagde jeg:»Du taler jo flot nu,Santiago!«Han sagde, at hanvidste, at Herren villeopfylde hans ønske.Så han udøvede troog gjorde sin delved at læse højt fraMormons Bog ogudføre de taleøvelser,som lægen havdeSantiagovidste, atHerren villeopfylde hans ønske.Så han udøvede troog gjorde sin delved at læse højtfra Mormons Bog.anbefalet. »Herren har set min indsatsog har givet mig min stemme tilbage,«sagde han. »Og det varer ikkelænge, før han velsigner mig medevnen til at synge igen.«Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage.Den dag lærte Santiago mig envigtig lektie. Herrens løfter bliver ikkealtid opfyldt hurtigt, men de bliveraltid opfyldt. ■


Vidste du det?46Det skete i juli30. juli 1817: George D. Watt løbfra de andre dåbskandidater vedRibblefloden og blev dermed denførste, der blev døbt i Storbritannien.Ældste Heber C. Kimball døbte ham.24. juli 1847: Brigham Young ogandre pionerer ankom til Salt LakeValley.24. juli 1929: Den tjekkoslovakiskemission blev organiseret.9. juli 1976: Okayama-missioneni Japan blev organiseret.12LederskabstipsPræsident James E. Faust, andenrådgiveri Det Første Præsidentskab,har sagt: »Da Frelseren gav Peter lederskabstræning,sagde han: ›Og når duengang vender om, så styrk dine brødre‹(Luk 22:32).Det er interessant,at han benyttedeordet styrk. Deter meget vanskeligtat styrke nogen udenat være dygtig til atGenkend Guds kraftkommunikere. Ofte opstår der problemer,ikke fordi planen er dårlig, menfordi kommunikationen er utilstrækkelig«(»Disse vil jeg gøre til mineledere«, Stjernen, januar 1980, s. 36).Så når du lægger planner sammenmed din familie, din klasse eller ditkvorum, skal du huske at kommunikere.Det er ikke nok bare at tale; duskal også lytte. Lyt til dem, som du haret ledelsesansvar for, lyt til dine forældreog ungdomsledere, og frem foralt, lyt til Ånden.Nedenstående skriftsteder illustrerer eksempler på Guds kraft og viser, hvad præstedømmet kan udrette.Læs hver enkelt henvisning og forbind den med det rette billede.___ 1 Mos 1:1___ Joh 11:39-44___ 2 Ne 11:21___ Mark 14:22-24___ Joh 9:1-7___ Hel 12:9-173 4 56ØVERST: PIONERERNE ANKOMMER TIL DALEN, AF J.B. FAIRBANKS, GENGIVET MED TILLADELSE FRA KIRKENS MUSEUM FOR HISTORIE OG KUNST; TIL VENSTRE: UDSNIT AF STORMEN STILNES, AF TED HENNINGER; MODELFOTO: STEVE BUNDERSON;LAZARUS, AF CARL BLOCH, GENGIVET MED TILLADELSE FRA NATIONALHISTORISK MUSEUM VED FREDERIKSBORG I HILLERØD; MODELFOTO: JOHN LUKE; DYRENES OG FUGLENES SKABELSE, AF STANLEY GALLI, MODELFOTO: DAVID STOKER


LYNBUDSKABEREN FREMRAGENDE PRÆSTATIONVIKTÓRIA MERÉNYINår en klasse afslutter skolen iUngarn, holder vi en stor skolefest.Alle lærere, forældre og vennerer inviteret med. Klassens eleverdanser eller fremfører andre præsentationer.Da jeg afsluttede skolen,blev jeg bedt om at stå for en sådanpræsentation. Jeg besluttede migfor at spille klaver. Det ene af deto musikstykker, som jeg valgte atspille, var en af Kirkens salmer. Derer ikke mange medlemmer af Kirkeni Ungarn, så jeg regnede ikke med,at nogen medlemmer af Kirken villehøre min præsentation.Søndagen efter festen kom en søsterhen til mig i Kirken og lykønskedemig begejstret og fortalte, at hunog nogle andre medlemmeraf Kirken samt nogle undersøgerehavde hørt mig spille. Der havde ogsåværet nogle mindre aktive medlemmertil festen, som havde hørt migspille salmen. Søsteren fortalte mig,hvor dejligt det havde været at høreen salme ved et arrangement, somikke blev afholdt af Kirken, og hunsagde, at det havde styrket de tilstedeværendesvidnesbyrd.Jeg erfarede, at vialdrig ved, hvornårvi udviser etgodt eksempel, og at selv småhandlinger kan have en storindvirkning på andremennesker. ■ILLUSTRERET AF CHRIS HAWKESLIAHONA JULI 2007 47


KOMMENTARER FRA LÆSERNEEt budskab til min farEn missionærs erfaringerDa jeg vendte tilbage til universitetetefter min mission, opdagedejeg, at de akademiskestudier faldt migsvært. Jeg læstenaturvidenskabog matematik oghavde glemt minbasisviden omkemi, fysik ogmatematik, mensjeg var på mission.Skønt mintilbagevendentil universitetet ibegyndelsen var svær,så styrkede det, jeghavde lært på min mission –såsom at søge efter svar – minmoral, mens jeg læste videre. Jeger glad for, at jeg satte Herrenførst i mit liv og drog på mission.Artiklen »På Herrens hold« afR. Val Johnson i martsnummeret afLiahona for 2006 bekræftede dissefølelser.Aristotle Kyeremanteng Fokuo, GhanaMindet om andres behovJeg mener, at oktobernummeretaf Liahona for 2006 er et af de bedste,der nogensinde er blevet udgivet. Jegved, at der er mange mennesker,som undersøgerKirken, og som mener, atnetop det nummer talerspecielt til dem. Jeg harselv været medlem afKirken i mange år. Jeghar erfaret, at vi, derhar været medlemmeraf Kirken længe, kanblive blinde over for debekymringer, den frygt ogde behov, som nye medlemmeraf Kirken eller de, der overvejerat tilslutte sig den, har. Liahonafra oktober mindede mig om debehov.Volker P. Gebhard, TysklandSeptembernummeret af Liahonafor 2006 var enestående. Jeg ved, atpræsident James E. Faust virkelig varinspireret til at skrive sit budskab:»Faderlig omsorg«. Den syntes at drejesig om min familie og mig i særdeleshed.Vi er seks børn i min familie, ogvi har mistet vores mor. Da jeg havdelæst artiklen, tøvede jeg ikke med atgive den videre til min far, som er blevetmindre aktiv. Jeg ved, at den vilstyrke ham.Tshibasu M.E. Baron, Den DemokratiskeRepublik Congo.En arbejdstegning for mit livEn aften læste jeg i januarnummeretaf Liahona for 2006. Præsident GordonB. Hinckleys artikel i Vi lytter til profetensrøst, som hed »Vælg den højerevej«, fangede straks min opmærksomhed.Da jeg læste dette yderst inspireredebudskab, oplyste hvert enesteord hele min sjæl. Den er blevet enarbejdstegning, som jeg ønsker atfølge på min rejse gennem livet.Colleen Emily G., Mabilog i FilippinerneDIT FEEDBACKHvis du har lyst til at give osfeedback om Liahona i form at kortelæseundersøgelser, så send os ene-mail med dit navn samt din menighedog stav til liahona@ldschurch.org.Skriv »Reader Survey« (behold den engelskeoverskrift) i e-mailens emnefelt.Sande forklaringerJeg var så heldig at møde missionærernefra jeres kirke. Takket væredisse unge mænd blev jeg præsenteretfor Liahona. Det er et pragtfuldttidsskrift! Det forklarer jeres kirkesmission og principper fuldt ud. Detgennemgår problemer og kommermed løsninger på dem. Det taler ogsåligeud om den kurs, som jeres kirkevil følge i fremtiden.Jeg læste artiklen »Adams og Evasfald« i juninummeret af Liahona 2006.Jeg vil gerne takke jer, fordi I har ydetvores første moder, Eva, retfærdighed,og fordi I utrætteligt søger efter sandeforklaringer på de indviklede begivenheder,som beskrives i evangeliet.Alla R. Muriseva, RuslandMODELFOTO: JOHN LUKE48


F O R B Ø R N • J E S U K R I S T I K I R K E A F S I D S T E D A G E S H E L L I G E • J U L I 2 0 0 7Lille Liahona


VI LYTTER TILPROFETENS RØSTMod i majsmarkenPRÆSIDENT JAMES E. FAUSTAndenrådgiver i Det Første PræsidentskabDet lys, der stråler i jeres ansigt,stammer fra Herren. Det sammelys viste vej for 15-årige MaryElizabeth Rollins og hendes 13-årigesøster, Caroline, en mørk dag iIndependence i Missouri.Året var 1833, og en vred pøbelhob fórbrølende gennem Independences gaderog spredte ødelæggelse. Bror William W.Phelps hus, hvor trykpressen befandt sig,lå på deres vej. Han havde trykt de åbenbaringer,som profeten Joseph Smith havdemodtaget. Pøblen smadrede trykpressenog smed stumperne ud på gaden. Men destablede de trykte sider op ude i gården, så de kunnebrænde dem af senere.Mary Elizabeth ogCaroline havde gemtPræsident Faustfortæller en sandfærdigberetning omheltemod og guddommeligbeskyttelse,som kan ledeos på rette vej i dag.sig bag et hegn og skræmt fulgt ødelæggelserne.Selv om Mary Elizabeth varbange, så var hendes blik stift rettet modde dyrebare sider. Hun og hendes søsterløb frem fra deres skjulested, samledeskrifterne sammen og stak af. Nogle frapøbelen fik øje på dem og råbte, at deskulle standse. Men de to tapre piger løbind i en stor majsmark, hvor de sank forpustedeom på jorden. De skjulte omhyggeligtsiderne med åbenbaringerne bag dehøje rækker af majplanter, og så lagde desig ovenpå dem. Pøblen ledte overalt efterpigerne, og flere gange var de meget tætpå dem, men de fandt dem ikke. Til sidstopgav de jagten.Jeg tror på, at det var Herrens lys, der vejledte MaryElizabeth og Caroline og viste dem, hvad de skulle gøre.Det lys skinner for jer, og det vil lede jer på vej, somdet gjorde med søstrene Rollins. Det beskytter jer,selv når farerne lurer.Mine kære unge venner, I kan afholde jer fradet onde, ligesom søstrene Rollins, hvis Iudvikler jeres eget vidnesbyrd om Frelseren.Når I gør det, øges jeres åndelige styrke. ●Fra en tale ved Unge Pigers årlige møde i april 2006.ILLUSTRATION AF MAJS: ROBERT A. MCKAY; FOTO AF PRÆSIDENT FAUST: BUSATH PHOTOGRAPHY; TIL HØJRE: BEFALINGERNES BOG REDDES, AF CLARK KELLEY PRICEL2


NOGET AT OVERVEJE1. Selv om Mary Elizabeth og Caroline var bange, såsatte de livet på spil for at redde de åbenbaringer,som blev en del af Lære og Pagter. Hvordan kan duudvise kærlighed til skrifterne i dag?2. Det kræver mod at trodse en voldelig pøbel. Hvilketrusler står du overfor, som kræver mod af dig?3. Hvordan kan du udvikle et vidnesbyrd om Frelseren?Hvordan kan dit vidnesbyrd hjælpe dig til at afholdedig fra ondt?


Bemærk:Hvis du nødig vil fjerne siderne fra tidsskriftet, kan denneaktivitet kopieres, tegnes af eller skrives ud fra internettet på www.lds.org.Hvis du vil have den på engelsk, klikker du på »Gospel Library«. Hvisdu skal bruge den på et andet sprog, klikker du på »Languages«.


FÆLLESTIDFamilietroILLUSTRERET AF BRAD TEARE»Lykke i familielivet vil med størst sandsynlighedopnås, når det er baseret på HerrenJesu Kristi lærdomme« (»Familien: En proklamationtil verden«, Liahona, oktober 2004, s. 49).ELIZABETH RICKS§Da missionærerne ankom til William Jarvis’by i Lancashire i England, var der noglemænd, som prøvede at hindre dem i at forkynde.Men de gav ikke op, og William og hans kone,Jane, blev medlemmer af Kirken.Williams familie forlod England og rejste til Amerikai 1859. Efter 13 uger om bord på et skib og i tog sluttedede sig til andre immigranter i George Rowleyshåndkærrekompagni. William trak sin håndkærremere end 1600 km.Jane blev syg og døde. Kompagniet var nødt til atlede efter føde, så William blev tilbage og begravedesin kone. To svenske immigranter blev og hjalp ham.Da mændene drog af sted igen, så de nogle indianerekomme ridende imod sig. William blev bekymret.Men forestil jer hans lettelse, da de fandt ud af, atindianerne var venligsindede. De lo ad håndkærrene,som mændene var fastspændt til. Indianerne spændteså sig selv for håndkærrene og trak dem, indtil dehalede ind på kompagniet! Williams barnebarn skrevsenere: »Aldrig har en venlig gestus været mere værdsat«(se Jeston Jarvis, A Short Sketch of the Life ofWilliam Jarvis).I juli måned fejrer vi pionerernes ankomst til SaltLake Valley. Pionererne udviste stor tro. William Jarvishavde tro. Han var et eksempel for sin familie. Du harogså eksempler på tro i din familie, og du kan selv væreet eksempel på tro. Når din familie følger Jesus Kristus itro, bliver I velsignet.AktivitetTag side L4 ud og klip bladene ud. Klip såtræet ud og lim det på et stykke karton. På hvert afbladene skriver du navnet på en af dine slægtninge.(Det kan godt være, at du skal tegne flere blade). Limbladene på dit stamtræ. Du skal lime din fars side affamilien i den ene side af træet og din mors familie iden anden side. Du skal lime dit eget blad på selvestammen, for du tilhører begge sider af familien.Forslag til fællestid1. Lege legen »Hvem er vi?« Lad nogle børn repræsentere familierfra skrifterne, såsom Adam og Eva, Lehi og Sarija eller Josefog Maria. Hjælp dem med at besvare ja-eller-nej-spørgsmål omderes familie. Et barn kunne for eksempel spørge: »Er din familiefra Mormons Bog?« Når en familie bliver gættet, fortæller du omfamilien og viser, hvor i skrifterne man kan læse om den. Bedbørnene om at tænke over en god egenskab ved den gættedefamilie, som de gerne ville have i deres egen familie. For eksempel:»Jeg ville gerne have, at min familie fulgte Guds vilje, ligesomLehis og Sarijas familie gjorde.« Læs følgende fra syvende afsnit affamilieproklamationen: »Lykke I familielivet vil med størst sandsynlighedopnås, når det er baseret på Herren Jesu Kristi lærdomme.«Bær vidnesbyrd om betydningen af retskafne familier.2. Flere uger før denne lektion i fællestid beder du nogle af destørre børn om at fortælle om den første i deres familie, som blevmedlem af Kirken. Hvis det er muligt, så vælg børn, hvis familiehar været medlemmer af Kirken i flere generationer, og også noglebørn, hvis familie er nye medlemmer. (Alternativt kan du fortællehistorier om kirkeledere som Brigham Young og Parley P. Pratt fralektion 13 i Primary 5). Skriv en liste over de egenskaber, som folkhavde brug for, når de sluttede sig til Kirken for 150 år siden. Skriven anden liste over de egenskaber, som folk har brug for, når de blivermedlemmer af Kirken i dag. Påpeg lighederne. Bær vidnesbyrdom de velsignelser, som en familie opnår takket være evangeliet. ●LILLE LIAHONA JULI 2007L5


FRA PRÆSIDENT SPENCER W. KIMBALLS LIVModstå onde påvirkningerDa ældste Kimball som ung varmissionær i USA’s midtvesten,sad han en dag i et tog på vej tilChicago i staten Illinois, da enmand kom hen til ham.Det var en sjofel bog med masseraf upassende billeder. Spencerville end ikke røre ved den.Manden prøvede så noget andet.Tag med mig ind til byen.Så skal jeg vise dig, hvor mankan more sig.Davs, min unge ven.Jeg har en bog, som dunok vil synes om.Der tager De fejl,min herre. Den bog bryderjeg mig ikke om.Bestemt ikke. Jeg repræsentererJesus Kristus, så jeg følgerikke med Dem.ILLUSTRERET AF SAL VELLUTO OG EUGENIO MATTOZZIL6


Manden indså, at den unge missionærmente det alvorligt, så han lod hamvære i fred. Spencer skrev i sin dagbog,at han var rød i hovedet entime efter.Hvor stræber Satanog hans håndlanger dogihærdigt efter at lede ungemennesker på afveje.Jeg takker Herrenfor, at jeg havde styrketil at modstå det.Som profet talte præsident Spencer W. Kimball ofte om at modstå det onde.Kampen mod Satan og hans hærskarerer ikke en lille skærmydsel med enhalvslap fjende, men et stort slag mod en fjende,der er så mægtig, velbefæstet og organiseret,at vi bliver besejret, hvis vi ikke er stærke,underviste og årvågne.Tilpasset fra Kirkens præsidenters lærdomme: Spencer W. Kimball, 2006, s. 101.LILLE LIAHONA JULI 2007L7


Yo r kN e wi oO h1830erne –1850ernei n oi sllIN e b r a s kaii s s o u rMSIGNATURFORKLARINGIndsamling til OhioMormonbataljonenIndsamling til MissouriSkibet Brooklyns rejseIndsamling til IllinoisKoloniseringsmissionerPionerernes vandringSkibe fra Europat yiCL a k eS altSe instrukserne til denne aktivitet på side L12.


til ZionIndsamlingILLUSTRERET AF BRANDON DORMANI dag


Carlitos tørrede tårerne fra sine øjne. Hans morhavde været syg i mange måneder. Til sidst havdeCarlitos’ far overbevist hende om, at hun var nødttil at tage ind til en læge i byen, som lå mange kilometerfra deres lille landsby i Chile. Efter at have foretagetmange undersøgelser sagde lægen, at Carlitos’ morhavde kræft.Hans mor nægtede at have ondt af sig selv. »Jeg harstadig meget, jeg skal nå,« sagde hun.En dag dukkede to unge norteamericanos (nordamerikanere)op ved deres dør. »Vi kommer fra JesuKristi Kirke af Sidste Dages Hellige,« sagde den enepå gebrokkent spansk.Carlitos’ mor lyttede opmærksomt og stillede af ogtil spørgsmål. Hun tog straks imod de unge mændsbudskab. »Det er sandheden,« sagde hun.På trods af sygdommen, som voldte Carlitos’ mormange smerter, var hun fast besluttet på at blive døbtog bekræftet.En lørdag morgen drog familien ind til den lille kirkebygning,hvor ældste Metzer døbte hende. Hun skælvede,da hun trådte op af dåbsbassinet.»Du fryser jo, mor,« sagde Carlitos og lagde armeneom livet på hende. »Du skal hjem og varme dig.«Hans mor rystede på hovedet. »Det er ikke nokendnu. Jeg bliver her, indtil jeg er blevet bekræftet.Hvordan skulle jeg kunne fryse, når evangeliet varmermig?« Hun blev bekræftet som medlem af Jesu KristiKirke af Sidste Dages Hellige.Men Carlitos’ mor var ikke tilfreds med at stoppe her.Hun havde besluttet, at Carlitos og hans far skulle høreom det gengivne evangelium, ligesom hun selv havdeILLUSTRERET AF DILLEEN MARSHNu er det nokVores familie kan være sammen for evigt, siger Gud (Børnenes sangbog, s. 98).JANE McBRIDE CHOATEBygget over en sand beretning


gjort. »Hvis I beder, får I sandheden atvide om missionærernes budskab,« fortaltehun dem.Ældsterne fortalte dem om Jesu Kristievangelium. Carlitos’ far blev nødt til at giveafkald på sine cigaretter. Carlitos lyttede tilmissionærernes lærdomme og følte en fredi hjertet. Han begyndte at forstå denvarme, som hans mor havde talt om.I løbet af en måned var hans farholdt op med at ryge. Kort efter blevbåde Carlitos og hans far døbt og bekræftet.Få uger senere modtog Carlitos’ farDet Aronske Præstedømme. Carlitosmåtte vente tre år, før han kunne modtagepræstedømmet.Hans mor var megetsvag, men hun formåedealtid at gå i kirkeog besøge dem»Jeg ved, at jordenblev skabt og Herrenskirke gengivet, såfamilier kunne blivebeseglet og ophøjet.«Ældste Russell M.Nelson fra De TolvApostles Kvorum,»At næreægteskabet,«Liahona, maj2006, s. 36.i landsbyen, som var syge.»Vi er medlemmer af Guds kirke, men deter ikke nok,« sagde Carlitos’ mor en aften tilCarlitos og hans far.»Hvad skal vi nu gøre?« spurgte Carlitos.Han holdt meget af at høre mere om evangelietog ville efterleve det, så godt han kunne.»Vi skal besegles i templet,« sagdehans mor.Templet i Santiago var det, der lå tættestpå deres hjem. Men de havde ikke penge noktil at rejse derhen. Alle de ekstra penge, somfaderen tjente, gik til moderens medicin.Så Carlitos’ mor lavede en tempelkrukke.Hun stillede den ved døren. De mønter, somhun samlede, hobede sig op, indtil familienhavde penge nok til rejsen. I templet blevderes familie beseglet for tid og al evighed.Mor strålede af lykke. »Nu er det nok,«sagde hun. ●LILLE LIAHONA JULI 2007L11


Indsamlingtil ZionIden genoprettede kirkes tidlige dage blev medlemmernebedt om at samles på et centralt stedi USA. Først var det Ohio, så Missouri og sidenIllinois. Da de sidste dages hellige blev fordrevet fraNauvoo i Illinois, begyndte de den lange vandring vestpå til dalen ved den store salte sø. I mange år dereftersamledes Kirkens medlemmer fra hele verden der.Mange sejlede over havet i store skibe. Så rejste detil Winter Quarters (nu i Nebraska) med det transportmiddel,som var til rådighed. Det kunne være medfloddamper eller med tog. Den sidste strækning af rejsenover prærien til Rocky Mountains foretog de helligemed prærievogn, håndkærre, til hest eller til fods.Når de nåede frem, blev tusinder af dem sendt ud forat kolonisere andre områder af det vestlige USA.Vi bliver ikke længere bedt om at sejle over haveneeller kontinenterne for at samles på ét sted. Overhele verden samles evangeliets pionerer i deresgrene, menigheder, stave og hellige templer. Du eren af disse pionerer. Du er ude på en åndelig rejse,som er mindst lige så krævende som pionerernesrejse vestpå.Instruktioner: Du kan ære fortidens pionerer vedat klippe billederne ud og anbringe dem på det kort,som findes på side L8-L9. Kig på signaturforklaringen,når du skal finde ud af, hvor billederne skalanbringes. Templerne i Kirtland og Nauvoo er blevettrukket op for dig. Du kan ære vor tids pionerer, somsamles i deres egne lande, ved at anbringe de firefamilier på jordkloden.Bemærk: Hvis du ikke ønsker at fjerne siderne fra tidsskriftet, kan denne aktivitet kopieres,tegnes af eller skrives ud fra internettet på www.lds.org. Hvis du vil have den på engelsk, klikker du på»Gospel Library«. Hvis du skal bruge den på et andet sprog, klikker du på »Languages«.L12


SkibetBrooklynsrejseI 1846 (året før pionererne ankomtil Salt Lake Valley) sejlede omkring220 sidste dages hellige til Californienmed skibet Brooklyn. Rejsen gikrundt om Sydamerikas sydspids. Påden fem måneder og 27.000 km langerejse blev de ramt af uvejr, og 12mennesker omkom. Da de ankomtil Yerba Buena (det nuværende SanFrancisco), valgte nogle at blive iCalifornien, mens andre drog videretil Utah.MormonbataljonenI 1846 anmodede den amerikanskeregering om, at de sidste dages helligestillede med en gruppe mænd, somskulle kæmpe i krigen mod Mexico.De marcherede fra Council Bluffs iIowa og til Californien, en strækningpå 3200 km, for at tjene hårdt tiltrængtemidler til de hellige. De komaldrig i krig, men gennemførte en afhistoriens længste infanterimarcher.ILLUSTRERET AF BRANDON DORMANLILLE LIAHONA JULI 2007L13


FRA VEN TIL VENTemplets velsignelser»Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjergstår urokkeligt ... Alle folkeslag skal strømmedertil« (Es 2:2).Jeg elsker templet. Da jeg var barn, togmin primarylærer min klasse med tiltempelpladsen i Salt Lake City. Det varpragtfuldt at spadsere omkring på områdetomkring templet, beundre de smukke blomsterog fornemme vor himmelske FadersÅnd i nærheden af Herrens hus.Min lærer påpegede, at templet er byggetaf granitsten. Hun talte om de ofre, som pionerernehavde ydet for de smukke sten –om hvordan det tog fem dage for at fragteen sten ned til tempelpladsen. »Kan I se alledisse sten?« spurgte hun. »Tænk på, hvormange dage det har taget pionererne atfragte dem herned, så de kunne bygge dettesmukke tempel.« Jeg kan huske, at det gikop for mig, hvilke ofre mine forfædre havdeydet.Det var en mindeværdig oplevelse. Deter også et eksempel på, hvordan I børn kannyde templets velsignelser nu. Hvis I bor inærheden af et tempel, kan I nyde den åndeligeatmosfære på templets område. Hvis I erblevet døbt og bekræftet, kan I deltage i tempelindvielser.Og dem kommer der mangeflere af; der er planlagt 11 nye templer! NårI fylder 12 år, kan I udføre dåb for de døde.Uanset hvor langt I bor fra et tempel, er detFra en samtalemellem ældstePaul E. Koelliker fraDe Halvfjerds ogHeather Kirby fraKirkens Tidsskrifter.18 måneder gammel.vigtigt, at I forbereder jer på den helligehandling.Børn kan øve en god indflydelse på bådevoksne og andre børn. Nogle primarybørnfra tempeldistriktet i Houston i Texas skrevtil entreprenøren som opførte templet der.I brevet stod der: »I skal vide, at templetbetyder meget for os. Grunden er indviet afen Herrens apostel, så bygningen og grundener hellige for os. En dag skal vi giftes itemplet. Vi kommer der for at lære det, somvi skal vide for at vende tilbage til vor himmelskeFader. Må Herren velsigne jer fordet arbejde, som I udfører for os.«Entreprenørerne hængte brevet op påderes kontor. De læste det hver dag. Datemplet stod færdigt, tog entreprenørernederes egne børn med hen for at se templetog fornemme den ånd, som primarybørnenegav udtryk for i deres brev.En anden af mit livs velsignelser harværet at arbejde nært sammen med præsidentGordon B. Hinckley. I løbet af de sidsteni år er Kirken fra at have 51 templetnået op på at have 124 templer. Dette mirakelhar styrket min tro og fået mig til at forståtemplernes betydning.I 1998 havde vi 51 fungerende templerog 17 under opførelse. Ved en generalkonferencesagde præsident Hinckley så, at viskulle have 100 templer inden år 2000. Detbetød, at der skulle opføres yderligere 32FOTO VENLIGST UDLÅNT AF ÆLDSTE KOELLIKER; ILLUSTRERET AF NATALIE MALANL14


udover de 17, som var i gang.Vi mente, at det var en umuligopgave. Men intet er umuligt,når det velsignes af Herren. Detkrævede mange mirakler at fådet udført på så kort tid. Igenog igen faldt det hele rigtigt ud– som fx at man lige fandt denrette mængde rullegræs til tempelgrunden,få timer før indvielsenfandt sted.I år 2000 var 34 templerblevet indviet. Det er det højesteantal, som nogensindeer blevet indviet på et år i heleverdenshistorien. PræsidentHinckley blev inspireret til atopføre flere templer. Og så velsignedeHerren os i rigt mål, sådet kunne ske, fordi han ærersine profeter. Jeg håber, at Iogså ærer profeterne. Og jeghåber, at I altid vil værdsættetemplet og berede jer på atmodtage dets velsignelser. ●NOTE1. Se »Nye templer skal sikre evangeliets›kronende velsignelser‹« Liahona,juli 1998.


MALEBOGSSIDEMIN FAMILIE KAN FØLGE JESUS KRISTUS I TRO»Lykke i familielivet vil med størst sandsynlighed opnås, når det erbaseret på Herren Jesu Kristi lærdomme« (»Familien: En proklamationtil verden,« Liahona, oktober 2004, s. 49).ILLUSTRERET AF THOMAS S. CHILDL16


MÅ IKKE KOPIERESSe på Sara, af Lee Udall BennionOm moderskabet har præsident Howard W. Hunter (1907-1995) sagt: »Vi behøver ikke at gå ret langt forat se hverdagens ubemærkede og glemte helte ... Jeg taler om mødres usædvanlige tapperhed, når detime efter time, dag og nat, våger over et sygt barn ... Jeg taler om dem, der altid er der for at visekærlighed og pleje andre« (»Sand storhed«, Stjernen, oktober 1982, s. 36).


Vi skal altid tænke tilbage,« sagde præsidentGordon B. Hinckley til bl.a. de unge i Iowa Cityi Iowa Stav, »på dem, der betalte så høj en prisfor at lægge grundvolden til dette sidste dages værk.«Se »Med Iowa i tankerne«, s. 8.»DANISH4 02007 87110 0

More magazines by this user
Similar magazines