– med historiske bånd til andre kirker i Hads Herred - Odder Kirke
– med historiske bånd til andre kirker i Hads Herred - Odder Kirke
– med historiske bånd til andre kirker i Hads Herred - Odder Kirke
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Odder</strong> Sognekirke<br />
– <strong>med</strong> <strong>historiske</strong> bånd <strong>til</strong> <strong>andre</strong> <strong>kirker</strong> i <strong>Hads</strong> <strong>Herred</strong><br />
af<br />
Knud Dahl Eriksen
<strong>Odder</strong> Sognekirke<br />
– <strong>med</strong> <strong>historiske</strong> bånd <strong>til</strong> <strong>andre</strong> <strong>kirker</strong> i <strong>Hads</strong> <strong>Herred</strong><br />
af<br />
Knud Dahl Eriksen
Forord:<br />
Da <strong>Odder</strong>egnen og der<strong>med</strong> <strong>Hads</strong>-<strong>Herred</strong> (Til omkring 1850 hed det <strong>Hads</strong>-Ning<br />
<strong>Herred</strong>) er stærkt formet af landskab og der<strong>med</strong> beboelsem, er <strong>kirker</strong>nes<br />
placering rettet ind derefter; dog ikke alle steder: Hvad kom først? For <strong>Hads</strong>-<br />
<strong>Herred</strong> var to-delt: Fastland mod vest <strong>med</strong> høje bakker og Ø-land mod øst,<br />
delt: først af et sund, siden af to fjorde <strong>med</strong> en odde imellem. Så ved vi, hvorfor<br />
byen hedder <strong>Odder</strong>.<br />
Ifølge Pontoppidans “Danske Atlas” fra 1768 bestod <strong>Hads</strong>-<strong>Herred</strong> af 15 sogne,<br />
16 <strong>kirker</strong>, 51 bondebyer, 483 gårde, 63 huse, 6 herregårde og 10 præstegårde.<br />
NB: Går vi længere <strong>til</strong>bage, var her 18 <strong>kirker</strong>, hvoraf siden 5 er forsvundet. Det<br />
kan undre, at Pontoppidans oplysninger omtaler 16 <strong>kirker</strong>. I <strong>Hads</strong>-<strong>Herred</strong> er<br />
der jo 13 gamle + 1 nyere kirke. Antallet af de omtalte bebyggelser tyder også<br />
på, at herredets oprindelige Ning-del er taget <strong>med</strong>.<br />
De første par hundrede år efter <strong>kirker</strong>nes placering var urolige år hvor<br />
stormændene/ kirkeejerne forskansede sig og “beskyttede” hovbønder og jord.<br />
<strong>Kirke</strong>rnes præster var også afhængige af kirkeejerne; men forkyndelse og<br />
der<strong>med</strong> civilisering af bondestanden var de ledende naturligvis interesseret i.<br />
Nogle præster var adelssnobber; men ser vi på de få, som i det følgende er<br />
omtalt, var de nok ikke ene blandt præster i omsorg og socialt virke.<br />
Da <strong>Hads</strong>-<strong>Herred</strong> gennem natur og historie er knyttet tæt sammen, bliver<br />
<strong>kirker</strong>ne og deres placering en væsentlig del heraf. I første del omtales lidt<br />
af herredets historie, hvorefter <strong>Odder</strong> <strong>Kirke</strong>, dens betydning og omgivelser<br />
bliver det centrale.<br />
<strong>Odder</strong>, april 2010<br />
Knud E. Dahl Eriksen.
Før kristendommens tid i Danmark havde man offer/blotsteder. Her placeredes<br />
de første <strong>kirker</strong>: Træbyggede – sandsynligvis fra Svend Tveskægs tid omkring<br />
986-1014.<br />
Måske lå der en trækirke, hvor <strong>Odder</strong> bondeby voksede op. I <strong>Hads</strong>-<strong>Herred</strong><br />
var der i hvert fald to steder, som røbede “førkristen” eksistens; nemlig Randlev<br />
<strong>Kirke</strong>, hvor offerstedet for havguden Ran lå. Neden for kirkebakken her<br />
lå vikingeflåden, og <strong>til</strong> kirkens/stedets landside lå i 800-950-årene vikingebopladsen<br />
Hesselbjerg.<br />
Man kunne sejle ind fra syd. Stednavnet blev <strong>til</strong> Randlev (lev = arv/levning).<br />
Ja. Vandet er siden sunket eller landet hævet. Det forstod man allerede i<br />
1731 oppe i Østersøen, Botniske Bugt, hvor der i vandkanten blev hugget en<br />
lige linje i klippen. I 1931 lå den udhuggede linje to meter oppe. Hvis man<br />
deraf kan slutte en ændring på 1 meter pr 100 år, lå vikingetidens vandlinje ca.<br />
5 eller 10 meter højere oppe end i dag.<br />
Stavkirken/Trækirken ved Moesgård Museum, må man tro, er rekonstrueret efter originale mål og udseende. Ligeledes at<br />
der kunne laves farver som vist på bygningen: rød og gul.<br />
Bygningens bredde ved indgangsdøren i gavlen er ca. 5 meter; så den har nemt kunnet stå der, mens kvaderstensmuren<br />
opsattes rundt om i større bredde og længde <strong>til</strong> den kommende kirke.<br />
Den anden kirke, som i denne forbindelse skal omtales, er den nu forsvundne<br />
Uld/Ulv <strong>Kirke</strong>, der blev placeret ved Ull tingsted, hvor der blev sværget ved<br />
himmelguden Ull’s ring, inden man gik ind på tingstedet.<br />
Ulv/Uld <strong>Kirke</strong> – nyere navne <strong>til</strong> kirken på <strong>Kirke</strong>bjerg Bakke – var sognekirke<br />
fra omkring 1200 <strong>til</strong> 1662. Den var valfarts- og sognekirke for Fillerup, Ondrup<br />
m.m. Valfartskirke havde de vejfarende brug for; for vejen gennem de store<br />
skove forude skulle sikres ved bøn og <strong>med</strong>itation. <strong>Kirke</strong>-inventaret var derfor<br />
særligt præget. Det kom sidenhen <strong>til</strong> Ørting <strong>Kirke</strong>, som ændrede/omfor<strong>med</strong>e<br />
det katolske præg.<br />
På loftet i den dengang tårnløse kirke blev et gyldent kors gemt og glemt,<br />
ind<strong>til</strong> godsforvalteren (på Aakær ser det ud <strong>til</strong>) et par hundrede år senere<br />
fik det sendt <strong>til</strong> Nationalmuseet. En smuk kopi blev for få år siden opsat som<br />
alterprydelse i Ørting <strong>Kirke</strong>.<br />
Resterne af Ull <strong>Kirke</strong> forsvandt i slutningen af 1800-årene. Da havde de<br />
svære bygningsrester i mange år formentlig ydet vejfarende natte- og vejrly.<br />
– 3 –
<strong>Odder</strong> kirkesogn var forlængst udvidet <strong>til</strong> området her. En mindesten rejstes i<br />
1934, hvor Uld <strong>Kirke</strong> havde ligget.<br />
Andre omegns<strong>kirker</strong>s placering antyder offer- og <strong>til</strong>kaldelsessteder som<br />
Saxild og Torrild: Ild/Baun på højene kendes f. eks. i nærheden af Hundslund;<br />
f. eks. Lysehøj (70 m), Bavnehøj (72 m), Bavnbjerg samt Stolpehøj ved<br />
Amstrup. Ikke alle højene var offerhøje. De var skipænhøje: Hvert landsbyområde<br />
skulle s<strong>til</strong>le <strong>med</strong> ca. 40 mand = et skipæn (vikingeskibsbesætning).<br />
Højene, som viste årstiden, signalerede: Nu er det tid tid at sejle! Det <strong>med</strong> den<br />
rette årstid at sejle ud afgjorde solhøjden målt ved<br />
hjælp af stolpehøje: De var anbragt i en lige linjes afstand på ca. 1500<br />
meter, eller ca. 3000 meters afstand.<br />
NB: Der er ca. 1500 meter mellem Falling <strong>Kirke</strong> og Stolpehøj i Amstrup.<br />
Og fra Baunbjerg, som Amstrupvej drejer rundt om, er der ca. 3000 meter <strong>til</strong><br />
Gylling <strong>Kirke</strong>.<br />
Man kunne også bruge gamle gravhøje, afhængig af placeringen. Højene<br />
havde i begyndelsen træstolper <strong>med</strong> skråkant foroven. De afløstes af stensøjler<br />
<strong>med</strong> <strong>til</strong>hugget skråkant. (Her og der ser man i vore dage sten fra den tid ved<br />
indkørselsveje <strong>til</strong> gårde).<br />
Skråkantsøjlerne brugtes <strong>til</strong> <strong>til</strong> at fange solhøjden ved – må man tro – tre<br />
højes placering i lige linje. Når solen ramte linjen hen på foråret, blev der<br />
baunet/brændt bål på højene før/når vikingebådene skulle påmønstres fra<br />
de spredte bebyggelser.<br />
Så kommer vi <strong>til</strong> <strong>Odder</strong> kirkes placering:<br />
Det skete tæt ved, hvor den dengang meget vandrige <strong>Odder</strong> Å havde<br />
et bredt vadested, og hvor vejen fra Århus kom fra øst over Norsminde og<br />
drejede ved kirken i vestlig retning for siden ved hærvejsforløbet oppe på<br />
bakkelandet at dele sig.<br />
Ja, man kunne også sejle ind <strong>til</strong> <strong>Odder</strong> landsby fra syd <strong>til</strong>, hvor torvet nu<br />
ligger. Fra nord kom man som nævnt gennem Norsminde(Nor = en næsten<br />
lukket, <strong>med</strong> Minde = smal indsejling, fjord). Her ved Mindet/Meden lå den<br />
eneste kirke, der endnu er rester <strong>til</strong>bage af.<br />
Vi er i 11-1200-tallet, hvor træ<strong>kirker</strong> afløstes af sten<strong>kirker</strong>: Man havde forud<br />
gennem mange år samlet, slæbt - sandsynligvis på paralelle træstammer - store<br />
sten hen over den frosthårde jord. Stenmestrene, der på rundture afgjorde,<br />
når stenmængden – afhængig af den ønskede kirkebygnings størrelse og af<br />
stenkvaliteten (farven) – var i orden, kunne så begynde at hugge kvadrene ud<br />
af de store sten. Hvis man altså ønskede en kvaderstenskirke.<br />
Stenene blev muret sammen <strong>med</strong> kalkmørtel (Kalcium).<br />
Der skulle cirka 1200 forskellige stentyper <strong>til</strong> <strong>Odder</strong> kirkes kvadre.<br />
NB.: Tænk på de mange skadede fingre eller stensplinter i øjnene og måske<br />
knuste fødder/ben, hvis en sten dumpede ned under opsætningen!<br />
I <strong>Odder</strong>s kirkegavl, før tårnet kom <strong>til</strong>, må stenmesteren have sat sit personlige<br />
tegn: et stenhuggerfelt , her et indrammet kvadrat, der i dag er indmuret<br />
på tårnets vestside forneden.<br />
Ja. Oprindelig var der 1800 <strong>kirker</strong> fra den tid (1050-1250) i det nuværende<br />
Danmark. Der er godt 1600 <strong>til</strong>bage; heraf 13 i <strong>Hads</strong>-<strong>Herred</strong> udover 4 nedrevne<br />
og en nedbrændt kirke.<br />
NB.: <strong>Odder</strong> <strong>Kirke</strong>s kvadre har især slægtskab <strong>med</strong> Randlev og Gosmers.<br />
– 4 –
Da man omkring 1890 regulerede åløbet langs <strong>Odder</strong>s nordlige kirke-<br />
gårdsmur tæt på, hvor kirkegårdsportalen stadig er, viste udgravningen mange<br />
stenrester fra stenhuggernes hårde arbejde. Når de løftede blikket, så de det<br />
kommende kirkeområde omgivet af vand fra to sider:<br />
1) Der var ca. 200 meter <strong>til</strong> sydfjorden, der hvor torvet nu ender ved Boulevarden.<br />
Fjorden havde her en vig; men videreløbet drejede forinden i området<br />
mellem vore dages Lundevejs og Houvejs begyndelse. – Nu er fjorden<br />
blevet <strong>til</strong> Rævsåen, der løber ud i Noret på vej gennem Mindet <strong>til</strong> Kattegat.<br />
2) Til den anden side lige nedenfor stenhuggerne brusede de samlede<br />
vandløb fra de høje bakker forbi og videre mod nordøst <strong>til</strong> Norsminde Fjord<br />
(omtalt anderledes ovenfor). Imellem dem og åen løb som nævnt vejen fra<br />
nord.<br />
Stenhuggerne placerede formodentlig de nye mure <strong>til</strong> kirkeskibet omkring<br />
trækirken (hvis der var en sådan?). For byggeriet kunne tage år, og menigheden<br />
var alligevel samlet i en lille vinduesløs kirke <strong>med</strong> åben dør. På et tidspunkt<br />
måtte trækirken jo fjernes. Måske kunne træstykker genbruges i den<br />
formodentlig stråtækte kirke.<br />
Spor af trækirken kender man ikke <strong>til</strong>; men under kirkegulvet er der<br />
muligvis spor af pælehuller.<br />
Åvandet skulle kun – kunne stenhuggerne se – løbe få hundrede meter, før<br />
det løb ud i nordfjorden, der hvor Kildegade og Mejerivej i dag løber sammen.<br />
Omkring 1850 må fjorden have været tæt på; for <strong>Odder</strong> Sogneforstanderskab<br />
(fra 1867 sogneråd) søgte regeringen om <strong>til</strong>ladelse <strong>til</strong> at anlægge en<br />
kanalhavn: Man fik afslag !<br />
Ønsket om havn var forståeligt; for det viste sig ved udgravninger omkring<br />
1957 <strong>til</strong> det første, nu fjernede rensningsanlæg for kloakvand ved Bisgårdsvej,<br />
at <strong>Odder</strong> landsby <strong>til</strong>syneladende havde haft en rigtig anløbshavn: Fund<br />
ved udgravningen viste ca 2000 år gamle, svære nedram<strong>med</strong>e pæle/bjælker,<br />
måske fra havne- og forsvarsanlæg m.m. samt mængder af potteskår.<br />
Måske var stedet et af Nordens ældste havneanlæg som Hedeby syd for<br />
grænsen, men her glemt og ved den nævnte udgravning droppet!<br />
Ved indsejlingen fra Kattegat gennem Mindet og ad Noret nåede man i<br />
tidligere tid formentlig <strong>til</strong> et offer/blotsted der, hvor man siden placerede<br />
<strong>Odder</strong> <strong>Kirke</strong>. Stedet var så <strong>til</strong> sikring mod/<strong>med</strong> havguderne – som i Randlev<br />
ved sydfjorden – og <strong>til</strong> hjælp mod fjendeangreb på og fra havet.<br />
Måske lå der også et offersted ved Mindet. Her i Norsminde lå før reformationen<br />
en provstekirke for Hattis Ø: Den del af herredet, der var adskildt fra<br />
fastlandet af den nu forsvundne syd- og meget reducerede nord-fjord. Mindet/<br />
Meden <strong>Kirke</strong>, der som nævnt er en rest <strong>til</strong>bage af, blev lagt øde i krigene<br />
omkring 1658.<br />
Andre forsvundne <strong>kirker</strong> er Dyngby <strong>Kirke</strong>: En lille rest er også <strong>til</strong>bage fra<br />
kirken. Den brændte 1524, og i årene derefter forsvandt <strong>kirker</strong>uinens sten<br />
over jorden. Det sidste blev fjernet, ser det ud <strong>til</strong>, i 1529. En stor del af stenene<br />
menes at være brugt <strong>til</strong> opbygning af Bjerager kirkes tårn i 1600-tallet.<br />
Det, der i dag minder om – er <strong>til</strong>bage fra – den gamle kirkes indre, er de<br />
to sjældne kvadersten, som er indmuret i Randlev kirkes korbue og viser udhugne<br />
bibelske billeder i relief.<br />
– 5 –
De senere nedbrudte <strong>kirker</strong> er: Oldrup/Sødrup 1579, Ull 1662 og Tvenstrup<br />
ca. 1820. Minder <strong>Kirke</strong> var provstekirke “inden bækken” <strong>til</strong> 1430. Fra den<br />
udgik “man” en gang om året, Sct. Hansdag, <strong>med</strong> et processionskors <strong>til</strong> Århus,<br />
for vejen fra herredet mod nord gik jo over Mindet. Præster, der bar korset,<br />
fulgtes af en voksende skare af munke og <strong>andre</strong> “syndere”. Fra 1203 <strong>til</strong>lod bisp<br />
Vogensen indsamling, fra de knælende langs langs vejen, <strong>til</strong> kannikerne (de<br />
præsteuddannende) ved Domkapitlet.<br />
Fra 1430 var alene Hundslund <strong>Kirke</strong> “uden bækken” provstekirke for herredet.<br />
Også den kirkes indflydelse blev reduceret efter provstemordet i 1283;<br />
(det vender vi <strong>til</strong>bage <strong>til</strong>). Hvorefter Århus “tog over”. Netop det, at man<br />
kunne sejle tæt ind på <strong>kirker</strong>ne i <strong>Odder</strong>, Randlev, Malling og Mårslet, fristede<br />
sørøverskibe fra Østersøens sydkyst: Venderne. De sejlede i deres “vikingeskibe”<br />
herop og angreb hvor der var rov: især i og ved <strong>kirker</strong>ne. Først da Valdemar<br />
den Store og bisp Absalon angreb og erobrede Arkona på Rügen 1169,<br />
begyndte freden fra syd; men tiden opfordrede nok <strong>til</strong> at beholde forsvarsmurene<br />
rundt om <strong>kirker</strong>ne. Det ses især ved <strong>Odder</strong> og Malling <strong>kirker</strong>, der<br />
begge har markante murrester <strong>til</strong>bage – og sidstnævnte kirke voldgravsrester.<br />
For freden fra Østersøens sydkyst sidenhen <strong>til</strong> op i 1600-tallet kan vi bla.<br />
takke den danske dronning, Margrethe Sambiria (kaldet “Sprænghest”) – egentlig<br />
Margrethe I. Hun var enke <strong>til</strong> den i Ribe ved altergang forgivne konge,<br />
Kristoffer I. Hun styrede siden for sin mindreårige søn, Erik (Glipping). Han<br />
blev jo som konge myrdet af stormænd 1286. Men tre år før, Allehelgensdag<br />
1. november 1283, blev provst Ugot i Hundslund myrdet af stormænd – nok<br />
uden for kirken. Formodentlig efter forudgående strid om tiendebetalingen<br />
<strong>til</strong> Domkapitlet i Århus. (Man drømte vel om en større domkirke i stedet for<br />
Frue <strong>Kirke</strong> der!). Her i Hundslund – ser det ud <strong>til</strong> – kom inspirationen <strong>til</strong><br />
kongemordet i Finderup.<br />
I Finderup lade var som bekendt Marsk Stig <strong>med</strong> og formodentlig også<br />
også i Hundslund tre år før; for han var knyttet <strong>til</strong> egnen her gennem familiebånd:<br />
<strong>til</strong> bl.a. dobbeltborgen Bjørnkær tæt ved det senere Hou. Hans nærvær<br />
i Hundslund bestyrkes også ved, at den myrdede konges søn, kong Erik<br />
Menved, lod det første Bjørnkær nedbryde/styrte sammen kort efter overtagelse<br />
af kronen.<br />
Her er en <strong>til</strong>føjelse i sammenhæng <strong>med</strong> den føromtalte enkedronning Margrethe<br />
(I): Hun kom fra fyrstefamilie i Østpommern, styrede Estland for sin<br />
søn Erik Glipping, da han blev konge. Når hun fik <strong>til</strong>navnet Sprænghest,<br />
hænger det nok sammen <strong>med</strong>, at hun red meget frem og <strong>til</strong>bage i det gamle<br />
Venderområde mellem Estland og Danmark. Hun oprettede klostre undervejs,<br />
bl.a. i sin fødeegn. Hun faldt måske af hesten og døde. Det skete 1282 i Bad<br />
Doberan lidt vest for Rostock. Hun blev begravet i den store klosterkirkes kor.<br />
En figur af hende ligger ovenpå hendes sarkofag i korbuen. Den blev model<br />
for en lignende i Roskilde Domkirke over Margrethe den Første – egentlig<br />
Margrethe den Andens sarkofag.<br />
Ja. Efter Margrethe Sambiria – over 100 år efter Arkonafreden – var <strong>Odder</strong><br />
<strong>Kirke</strong>s Vendermur nok overflødig. Den og dens funktion ser vi nærmere på.<br />
Den svære ringmurs rest ud mod Tornøegade har, som Malling <strong>Kirke</strong>s ringmur,<br />
formodentlig haft voldgrav foran. Muren omkrandsede et mindre område end den<br />
nuværende kirkegård og kaldes Vendermuren efter angriberne i 11-1300-tallet.<br />
– 6 –
På kirkegården opholdt sig under angreb nogle husdyr og kirkens forsvarere,<br />
der stod på en træbro foroven bag den øverste del af den ca. 2 meter høje og<br />
oprindelig 1,8 meter brede mur, der gennem årene forsvandt etapevis, mens<br />
den nuværende rest bevares og gennem årene er blevet omsat og udbedret<br />
mange gange.<br />
Under angreb opholdt landsbyens beboere (kvinder, børn, gamle og svage<br />
sig inde i kirken. Vinduerne, uden det glas vi kender i dag, var meget små og<br />
smalle: bredest udad<strong>til</strong>, så der evt. kunne skydes pile ret bredt ud.<br />
Hvem stod så for kirkebyggeriet ?<br />
Ja, selv om Knud den Hellige, der blev myrdet i Odense (i en trækirke?)<br />
1086, gav sine ordrer, skulle han ikke blande sig for meget. Stormændene –<br />
der blev dominerende, især her på egnen (den gode jord), fordi de havde ry<br />
fra vikingeskibenes ledelse og det ombordværende samarbejde – var siden<br />
skibsbesætningernes beskyttere i de lokale stridigheder. Herved blev bønderne<br />
fæste-og hoveribønder.<br />
Men hvem var den stormand – hvem ellers? – der igangsatte kirkebyggeriet.<br />
I det nordvestlige hjørne af den ældste del af kirkegården indenfor den senere<br />
byggede ringmur lå en meget stor kampesten over høvdingen (formoder<br />
man) Hattis/Battis grav. Han lod sig kristne; måske efter vikingetogter i det<br />
kristne Vesteuropa.<br />
I den tidligste kristentid skrev man ikke navne: Runer blev kendt i Norden<br />
omkring tidlige vikingetid (ca 8. århundrede); men nok ikke mere end en<br />
håndfuld kunne læse og måske skrive dem.<br />
Det tyder på, at navnet <strong>Hads</strong> (Hattis) <strong>Herred</strong> er inspireret af hans navn.<br />
Stenen blev senere anbragt udenfor kirkegårdens sydøstre hjørne. Den fik der<br />
navnet “Stodderstenen”, fordi de omv<strong>andre</strong>nde tiggere/farende folk holdt<br />
rast der. I mange år forbandt man nemlig stenen <strong>med</strong> trolderi. (Vel derfor sat<br />
udenfor kirkegårdsmuren?). Stenen kunne også have været offer- eller tingsten<br />
– 7 –<br />
Her ses Vendermurens rest ud mod<br />
Tornøegade. Oprindelig var den 2<br />
meter høj og 1,8 meter bred. Den beskyttede<br />
en mindre kirkegård end nu<br />
samt den vigtigste del: kirken!.
for mindre kontraverser. Ja, man kunne den gang fores<strong>til</strong>le sig, at en trold<br />
kastede stenen mod kirken, men ramte forbi.<br />
Måske var man inspireret af trolden Fen fra Fensholt, der slyngede en<br />
kæmpesten for at ramme en kirke (Ørting <strong>med</strong>/uden tårn?). Stenen dumpede<br />
ned i fensten; der kan man se den i dag.<br />
Og i dag står Hattis Sten ved den østlige indgangstrappe <strong>til</strong> <strong>Kirke</strong>gården.<br />
Efter Hattis tid – <strong>med</strong> formodentlig en trækirke – tog <strong>andre</strong> stormænd<br />
kirkebyggeriet på sig, når de – tænkte de vel – <strong>med</strong> Guds hjælp og beskyttelse<br />
efter stensamlingsårene tog fat på den nuværende kirkes opbygning.<br />
Udseende og størrelse var jo en del af deres storhed.<br />
Ja. Stormændene forskansede sig her på egnen i 5-7 dobbeltborge, vel inspireret<br />
af vikingetogterne. En er omtalt: Bjørnkær tæt ved Hou. Her tæt på<br />
<strong>Odder</strong> <strong>Kirke</strong> lå formodentlig en borg, der hvor den Hvide Grav ved Randlevvej<br />
nu vidner om kalkgravning i beg. af 1900-tallet. Dobbeltborgen/Motten er fra<br />
en tid, hvor “alle (stormænd) ville konger være” (citat fra digt).<br />
Dobbeltborge/motter var en afdæmpet borgform: To øer <strong>med</strong> hejsebro<br />
imellem. Den ene <strong>til</strong> husdyr og lade + husfolk og hovbønder og den anden<br />
<strong>med</strong> højere forsvarsvold end den førstnævnte ø. På denne ø var der forsvarsdel<br />
og tårn. Man kom over hejsebro ind på den første ø og ligeledes ind på næste.<br />
Det var dog kun i ufredstider at bønderne opholdt sig på borgene.<br />
Illustrationen her er model for den ene<br />
af to typer af Dobbeltmotter/Dobbeltborge:<br />
Tårnsbanke og Gårdsbanke,<br />
som der var flere af i <strong>Hads</strong>-<strong>Herred</strong>.<br />
Illustrationen her ser ud <strong>til</strong> at være<br />
model for Bjørnkær ved Hou (også<br />
omtalt side 5). I Gylling lå borgen<br />
Sams (<strong>til</strong>knytning <strong>til</strong> Samsø?).<br />
Hvor Aakær ligger lå “Knolden i<br />
Kæret” og tæt ved i en sø på en 40 meter<br />
høj bakke lå Kjærsgaard (angrebet<br />
af Niels Ebbesen omkr. 1340).<br />
Ud for Aakær i luftlinje ca. 1 km lå<br />
en anden større borgfæstning, der<br />
siden blev Spedalskhedshospital under<br />
Aakær. Resterne blev bortsprængt<br />
1926 og mindemur af sten derfra =<br />
kirkemur blev rejst 1949.<br />
Hvor Gosmer præstegård nu ligger,<br />
lå Gosmerholm og ca 1 km derfra lå<br />
Højby.<br />
Hvor Rodstenseje ligger er der en sø, og ligeså hvor den Hvide Grav ved Randlevvej ligger (hvid p.gr. af kalkgravning).<br />
Begge steder, tyder det på, lå dobbeltborge. Den sidstnævnte, ser det ud <strong>til</strong>, var ejet af Lyder Kale, der som omtalt, i 1363<br />
måtte afstå <strong>Odder</strong> <strong>Kirke</strong> <strong>til</strong> Valdemar Atterdag.<br />
Måske kan man regne <strong>med</strong>, at egnens mange <strong>kirker</strong> har deres oprindelse gennem stormændene. Og underligt her <strong>til</strong> sidst<br />
blev den glemte dobbeltborg i Fensten – nu Fensten Hougaards nærhed – også glemt blandt de ovennævnte borge. Den hed<br />
dengang Lindegaard. Det spøgte om natten – hed det – (skattegravere?). Voldene blev derfor fjernet.<br />
Fensten landsby uddøde (undtaget 2) i pestårene omkr 1340-50, og ejerskabet <strong>til</strong> borgen blev siden et spørgsmål!<br />
<strong>Odder</strong> <strong>Kirke</strong> ejedes formodentlig af den på egnen kendte Kalf-slægt. Da “Den<br />
sorte Død”s pestår udryddede store befolkningsmængder i 1340-erne, gav det<br />
de overlevende udvidelsestanker: De flyttede i hemmelighed markskel. Ejerne<br />
var jo døde!<br />
Hvad havde <strong>Odder</strong> <strong>Kirke</strong>s ejer, Lyder Kale, gjort? For han måtte “man-<br />
dagen før Mikkelsdag” 1363 overdrage kirken <strong>til</strong> kong Valdemar Atterdag.<br />
Hvad det så <strong>med</strong>førte for kirken, måtte tiden vise.<br />
Tilbage <strong>til</strong> kirkegårdsmuren. Den nyere del ud mod Tornøegade viser også,<br />
– 8 –
at senere krige kunne komme kirken nær. På siden ind mod kirkegården er<br />
indmuret en mindeplade, hvor der står: “Eskadron Preu Grd, Husaren Rgm.<br />
Julius Hænisch. Geb. 30. maj 1834 † 6. nov. 1864”.<br />
<strong>Kirke</strong>gården rummer her og der ved muren markante gravsten. Et par<br />
stykker skal her omtales:<br />
Ved hovedindgangen mindes Thorvald Køhl (1852-1931), der ved siden af<br />
sit forstander- og lærerembede ved <strong>Odder</strong> kommunale Realskole (hvor rådhuset<br />
nu ligger) var amatørastronom og byggede et observatorium, Carina, i<br />
Åbygade. Det fungerede fra 1884. Han var kendt for mange kursus og foredrag,<br />
tidskriftartikler og bøger i hele landet.<br />
En anden kendt person er Janus la Cour (1837-1909), hvis gravsten står lige<br />
ud for kirkegårdens anden hovedindgang. Han var en kendt landskabsmaler<br />
på Århusegnen, født tæt ved Ringkøbing. I en periode efter sin død ignorerede<br />
man ham. Nu er han igen anerkendt, og en del af hans billeder ses på<br />
kunstmuseet Aros, Århus.<br />
Hvorfor så begravet her? Forklaringen skal vi formodentlig hente fra en indmuret<br />
marmorplade på kirkekorets gavl nord for korbuen. Den er <strong>til</strong> minde<br />
om to af slægten la Cour, nemlig Jørgen la Cour og hans mor. Slægten stammer<br />
fra Frankrig, hvorfra protestanter (Huguenotter) flygtede bl.a. <strong>til</strong> Berlin<br />
omkring 1685. Derfra hentede godsejerfruen på Aakær i 1731 en ung fransklærer,<br />
Pierre la Cour, herop <strong>til</strong> sin søn.<br />
Her begyndte en vellykket integration. Derfor følte billedkunstneren Janus<br />
la Cour, at her skulle han hvile.<br />
Jørgen la Cour (1768-1809) blev uddannet teolog; men at blive ansat som<br />
præst var endnu først og fremmest for de velstående, ofte adelige. Han blev<br />
så præsteafløser/sognedegn og kordegn (både sang godt og spillede violin).<br />
Chancen for at få præsteembedet viste sig sidenhen på betingelse af giftermål<br />
<strong>med</strong> præsteenken. Det afviste han.<br />
Han måtte så tjene <strong>til</strong> sit og Lotte la Cours liv ved siden af som forpagter<br />
i Randlev Præstegård. Han ejede siden gården Christianslund, hvor supermarkedet<br />
Kvickly i dag ligger. Samtidig var han og hans kone lærere i skolen<br />
lige overfor gården på den anden side af Nørregade, (Svotgod/muddergade).<br />
Jørgen la Cour ramtes af sygdom og døde 40 år gammel 1809. På den<br />
tid var Sten Stensen Blicher forpagter for sin far, Niels Blicher, på Randlev<br />
præstegård. – Nu var man endelig blevet træt af de adelssnobbede præster.<br />
Blicher skrev et mindedigt. Første linje: “Min ven er død! Lad tåren flyde!”<br />
Jørgen la Cours søn, Christian, fik – efter at have været præst flere steder og<br />
i en periode var <strong>med</strong> i den grundlovsgivende rigsforsamling 1849 – sit ønskepræstedømme<br />
her i <strong>Odder</strong>. Det var i rationalismens (fornuftkristendommens)<br />
tid, som han var meget imod. Året efter sin ansættelse, blev han alvorligt syg<br />
og døde få år efter i 1865. Hans grav ligger lige bag Janus la Cours grav.<br />
Så går vi 3-400 år <strong>til</strong>bage i tiden. I begyndelsen af 1500-årene fornem<strong>med</strong>e<br />
man en ny tid for <strong>kirker</strong>ne. Bisperne i Århus havde gennem årene været meget<br />
kongetro og lånte penge <strong>til</strong> f.eks. Dronning Margrethe I. Siden drejede det<br />
sig om at få en større domkirkebygning end Vor Frue <strong>Kirke</strong>. Hvor kunne man<br />
hente pengene? Ja, <strong>Hads</strong>-<strong>Herred</strong> havde flere stormænd end normalt. For den<br />
bedste landbrugsjord i Jylland lå her.<br />
Bisperne “møvede” sig efterhånden ind på stormændene <strong>med</strong> løfte om en<br />
plads i himlen, hvis familiearven blev beskåret eller testamenteret <strong>til</strong> dem. Det<br />
lykkedes dem derved at overtage “Knolden i Kæret”: En stormands borg, der<br />
– 9 –
lå, hvor siden Aakær <strong>med</strong> sine tiendekældre blev opført. Nogle år efter blev en<br />
anden voldomgivet borg (større og anden type end dobbeltmotterne) i kæret<br />
ca. 1/2 kilometer derfra overtaget og brugt <strong>til</strong> de spedalske.<br />
Aakær ejede inden reformationen det meste af <strong>Hads</strong>-Ning (udvidet del)-<br />
<strong>Herred</strong>. Og nu begyndte “jorden at brænde” under bisperne.<br />
Biskop Niels Clausen, Århus, 1491-1520, var næstsidste katolske biskop der.<br />
Han havde været og var måske stadig lensmand over herredet og følte vel, at<br />
han kunne styrke den katolske tro ved at <strong>til</strong>bygge <strong>Odder</strong> <strong>Kirke</strong> tårn, våbenhus<br />
og stjernehvælvinger som i Århus Domkirke, samt kirkegårds-port, alt <strong>med</strong><br />
kamtakker. Byggeriet begyndte først i 1500-tallet og blev siden model for<br />
<strong>andre</strong> af egnens <strong>kirker</strong>.<br />
Tårnet – det mest markante på kirkebygningen – fik som <strong>andre</strong> bygningsdele<br />
kamtakker og mod øst 11 spidsbuede højblændinger; mod vest tre spidsbuer<br />
+ to cirkelblændinger som på kirkegårdsportalen/porten; der er også<br />
indmuret skjoldmærker: Bygherrens mærker som cirkelblændingerne.<br />
Indgang <strong>til</strong> tårnrummene er udefra på nordsiden ad en muret trappe <strong>med</strong><br />
vindue. Heroppe er to lave mellemetager og et lille vindue mod syd. Og ovenpå<br />
et klokkestokværk. Der er fire glamhuller ud <strong>til</strong> de fire verdenshjørner. To<br />
klokker er ude af brug; mens 25 klokker i klokkespil fra 1968 lyder dagligt.<br />
Våbenhuset fik ligesom tårnet forneden indmuret grav/mindesten. De var<br />
fra den romanske periode (900-ca. 1200), hvor symboler talte på gravsten,<br />
inden skriften kom <strong>til</strong>. De kan være fra en trækirkes tid. Ved hvælvsbyggeriet<br />
forsvandt de omfattende kalkmalerier, der fyldte skibets sidevægge; men oppe<br />
i hvælvet mod koret, lod Niels Clausen male de to våbenmærker: stjernecirkel<br />
og skjold <strong>med</strong> halvmåne: Adelsslægten Skade. De to skjoldmalerier er forlængst,<br />
ligesom en enkelt dekoration hen ad hvælvene, overkalket. Endnu<br />
1776 kunne de ses.<br />
Ja, Niels Clausen overlevede vel ikke reformationen. Det gjorde så hans<br />
efterfølger, Ove Bille, der var kendt for sin hæderlighed og grædende måtte<br />
fratræde bispestolen ved kongevalget i Rye 1534. Han havde jo aflagt løfte <strong>til</strong><br />
paven. Som den ikke retsforfulgte danske biskop levede han sine første<br />
pensionsår på Dragsholm Slot. Nogle år efter overdrog Chr. III ham Skovkloster,<br />
hvor han døde 1555.<br />
<strong>Odder</strong> <strong>Kirke</strong> var fra begyndelsen i 1100-tallet som de fleste <strong>kirker</strong> dengang<br />
uden tårn og våbenhus. Indvendig var der træloft, og korbuen var knap så<br />
bred som i dag. Som i <strong>andre</strong> <strong>kirker</strong> var der også kor og apsis (dengang uden<br />
dør).<br />
<strong>Kirke</strong>taget var formodentlig i de første mange år et stråtag. Det krævede<br />
iøvrigt lettere bærebjælker. I begyndelsen af 1600-tallet blev det teglsten samt<br />
bly og zink på kor og apsis. I 1984: blytag på apsis, kor og sydfløj.<br />
Hvornår det største rum i en kirke begyndte at kaldes skibet er usikkert; men<br />
vi er jo alle “på livets hav”, ligesom sømændene, der i tidligere tid ofrede/<br />
blotede på stedet, hvor en kirke senere blev bygget. I kirkens skib “sejler” jo<br />
alle mod østens sol, og i den katolske tid havde de søfarende værnehelgener<br />
som Skt. Nicolaj og Skt. Clemens.<br />
Oprindelig sås de i kalkmalerier. Siden blev sindet beroliget af et modelskib<br />
hængt op mellem lysekronerne for at påminde, ikke blot de søfarende<br />
om, at vi alle er i “livets båd”. Et kirkeskib var der også førhen i <strong>Odder</strong> <strong>Kirke</strong>.<br />
Med reformationen var helgentroen og der<strong>med</strong> hel neddykning af dåbsbarnet<br />
– 10 –
i døbefonten slut. For druknedød var ikke Guds straf. Et messingdåbsfad blev<br />
lagt ovenpå døbefonten omkring 1550-75.<br />
Igen er vi i den katolske tid: <strong>Kirke</strong>skibets vægge fik omkring 1325-75 malet en<br />
sjælden type af kalkmalerier. De var fra overgangen mellem romansk og gotisk<br />
s<strong>til</strong>: Kalk/Freskomalerier. Kalkmalerierne var “lægmandens Bibel” og fra en<br />
tid, hvor præsten oppe fra korbuen messede på latin <strong>med</strong> et slør foran alteret,<br />
og når ordene: “Hoc est corpus meum” lød, trak man vel forhænget fra så<br />
altret – nok i røgelseståge – glimtede i guld og ædelstene fra opsatte vokslys.<br />
Guldaltret var i sin helhed åbenbaringen; men billederne “talte” kun <strong>til</strong><br />
præsten. Der var kun små vindueshuller højt oppe i kirkebygningen. De var<br />
inddelt i småruder, og det var før glasruders tid (i hvert fald klare glas!). Så<br />
lyset kom ind gennem enten hornskiver, klare dyrehinder og evt. papir eller<br />
fint lærred behandlet <strong>med</strong> olie eller voks.<br />
<strong>Kirke</strong>n havde oprindelig kvindedør mod nord, hvor våbenhuset er i dag.<br />
Mandedøren var overfor mod syd og forsvandt, da tværskibet kom <strong>til</strong>. En indmuret<br />
døroverligger i <strong>til</strong>bygningens gavl forneden minder om den. Hvorfor<br />
to døre? Vi må tro, at kønsadskillelsen måtte håndhæves måske af stærke<br />
kirke<strong>med</strong>arbejdere.<br />
Vi må tro, at præsten i gudstjenestens begyndelse jævnligt gik ned mellem<br />
kirkegængerne og fortalte dem bibelhistorien, evt. prædikede foran et<br />
bestemt bíllede, inden han igen gik op foran sløret ved talepulten og talte<br />
latin, mens menigheden jo nok snakkede om billederne eller andet. For<br />
latinen var i folkemunde “hokus-pokus”, som det hed. Ja det blev <strong>til</strong> “trylleri”<br />
fra korbue og siden alter; men på tidens bondemål havde præsten nok forinden<br />
udtrykt sig.<br />
Vægbilledernes personer kunne have en personlig symbolsk betydning –<br />
objektive som naturkræfter! Et menneskebillede på væggen var selvfølgeligt;<br />
men havde man også inspiration fra en djævlemaske, kunne en ofte primitiv<br />
tegning af en person fra ens bosted/egn give en – troede man – magt over<br />
eller kræfter fra den pågældende billedefterligning. Dog, Gud- og Kristusaftegning<br />
kunne være blasfemi! Man var jo i middelalderens afslutning: 1400<br />
og op i 1500.<br />
Mens billederne i <strong>Odder</strong> <strong>Kirke</strong> havde en oplysende effekt, fik en senere<br />
billedtype i <strong>andre</strong> <strong>kirker</strong> ved siden af oplysning også moraliserende formål;<br />
for den beskyttede hovbonde fra stormandstiden var ved at fortone sig. En<br />
mere frigjort fæstebonde satte sine spor, og derfor måtte malerierne lære god<br />
opførsel og dæmpe bonde/nabostrid. For i tiden op mod reformationen var<br />
der færre stormænd <strong>til</strong> at bekrige hinanden. Nu ejede de mere jord, blev efterhånden<br />
herremænd eller godsejere.<br />
Men hvor frigjorte var bondefamilien? Den var i almindelighed uvidende.<br />
Ja, lidt om kristentroen havde de jo; men de kunne ikke læse og skrive, og<br />
dagliglivets afmagt: sult, kulde, sygdom, – ja uro om fællesarealet: almindingen,<br />
markskel osv. gav hele tiden splid. Der<strong>til</strong> kom i 1600-tallet skånsesløse<br />
krige.<br />
Efter reformationen 1536 skulle menigheden lytte <strong>til</strong> en mere forståelig<br />
prædiken, der gennem moralisering og vejledning skulle skabe orden i<br />
kaos. Ordene kom nu fra det nye inventar: prædikestolen. Nu skulle kirke<br />
“gængerne” vænne sig <strong>til</strong> ikke at gå rundt og spekulere, snakke og skændes. I<br />
<strong>kirker</strong>ne indrettede man sig fortsat <strong>med</strong> kvindeside mod nord og mandeside<br />
– 11 –
mod syd. Men moralen havde stadig svært ved at påvirke biologien; der var<br />
fremover brug for oplysning <strong>til</strong> tro (og der<strong>med</strong> moral).<br />
Kvindedøren er jo bevaret på det sted, hvor våbenhuset – nu også mandeindgang<br />
– blev bygget. Bygningen hed nok ikke våbenhus fra begyndelsen;<br />
men <strong>med</strong> 1600-tallets krigsår, måtte unge mænd, der efter gudstjenesten<br />
skulle våbentræne udenfor, anbringe deres våben i våbenhuset. I 1618 byggede<br />
Rasmus snedker, <strong>Odder</strong>, så et våbenskab <strong>til</strong> musketterne (luntebøsser).<br />
Skabet anbragtes ved udgangsdøren.<br />
I 1880-erne blev loftet i våbenhuset hævet, så nordportalen over kirkedøren<br />
igen var synlig. Der var allerede i 1857 indsat to nye vinduer <strong>til</strong> erstatning af<br />
syv fladbuede blændinger.<br />
NB: Da alterstagerne omkring 1970-80 blev stjålet, vendte de to <strong>med</strong><br />
løvefødderne hurtigt <strong>til</strong>bage (stod siden udenfor kirkedøren); men den syvar<strong>med</strong>e<br />
stage er ikke set siden. En kårde, der sad i murværket ovenover døren,<br />
vendte heller ikke <strong>til</strong>bage. Stedet, hvor den hang, kan ses endnu. Her ved<br />
døren ses endnu et indvielseskors.<br />
I skibet blev der efter reformationen bænkerækker i begge sider. Kønsadskillelsen<br />
skulle skabe ro under prædikenen; men pufferi, især på mandesiden<br />
var nok forventelig, og hvad så <strong>med</strong> snak/skænderi? I våbenhuset blev<br />
der ofte uro efter gudstjenesten: Mens kvinderne blev siddende, og børn og<br />
unge blev undervist i koret, havde mændene grande/nabostævne derude.<br />
Den nøjsomme og fromme bonde blev i gudstjenesten fremhævet igen og<br />
igen, fremfor den/dem der nægtede at betale tiende (skat <strong>til</strong> øvrighed og løn<br />
<strong>til</strong> præst), og hjalp ordene og bænkerækker ikke, kunne indtrykket af træhest<br />
og gabestok uden for våbenhuset måske virke på “den uvidende hob”. Disse<br />
strafferedskaber blev ops<strong>til</strong>let 1629: Gabestokken her var “en egestolpe <strong>med</strong><br />
halsbånd, lænke og stabel af jern” (ubehageligt at træde/stå på!). Først i begyndelsen<br />
af 1800-tallet blev strafferedskaberne fjernet !<br />
Som nævnt var 1600-årene urolige: Det var krigsår – <strong>til</strong> en vis grad en følge af<br />
reformationen som især 30-årskrigene 1618-48, og nu var man jo i krigstræning,<br />
og soldaterne fik sold (betaling), deraf navnet soldat. Soldet fik hærene<br />
især efter 1648 ved plyndring og røveri. Krigene bredte sig fra Mellemeuropa<br />
og nordpå op mod de frafaldne – nu protestanter. Svenskerne tog i begyndelsen<br />
“positivt del” (mit udtryk) i 30-årskrigene. Men det forsvandt <strong>med</strong><br />
deres næste, tyskfødte konge. I Polen gik det nemlig ikke så godt for dem, og<br />
de vendte sig mod Danmark og fik polske troppers angreb bagfra. Polakkerne<br />
kaldte sig “hjælpesoldater” for Danmark. I årene 1657-59 fik de deres sold ved<br />
bl.a. at røve og plyndre fra de tidligere katolske <strong>kirker</strong> (en “undskyldning for<br />
hjælpen”!).<br />
Det gik især ud over <strong>Hads</strong>-Ning <strong>Herred</strong>, kendt for sin gode jord og derfor<br />
noget at plyndre: Gårde og huse lå efterhånden i ruiner, og skovene lagt<br />
øde/mishandlede. Svenskerne bidrog især der<strong>til</strong>. Håbløshed bredte sig. Saxild<br />
og Nølev <strong>kirker</strong> blev stærkt beskadiget: Tag og loft brasede ned, og vægge?<br />
Bemærk, at de to <strong>kirker</strong> efter genopbygningen har helt <strong>andre</strong> korapsis’er end<br />
egnens <strong>andre</strong> <strong>kirker</strong>. Randlev <strong>Kirke</strong> fik et skud gennem alterbordet. Og i<br />
<strong>Odder</strong> <strong>Kirke</strong> var der noget at komme efter.<br />
Tiden påvirkede <strong>med</strong> de urolige, hærgende år kirkegængerne. Alligevel<br />
hører vi om uro i kirken og derefter i våbenhuset, <strong>til</strong> tider under gudstjenesten,<br />
så præsten som i Halling <strong>Kirke</strong> 1659 måtte ud og dæmpe gemytterne. Men<br />
troens trøst gennem kirken havde de fleste brug for i disse år.<br />
– 12 –
Og det gyldne alter, der formodentlig var mærket af tidens tand, kunne måske<br />
“oplives”, så menigheden – nu knælende eller stående ved nadveren fik et<br />
indtryk af Guds storhed.<br />
Altret blev ifølge kirkebog/regnskab fra 1612 – altså 40-50 år før hærværket –<br />
“opkratzet og renoveret” af Peder Gulds<strong>med</strong>, Skanderborg. Saxild <strong>Kirke</strong> opgav<br />
næsten samtidig renovering af deres gamle altertavle, der var “overtechet”<br />
<strong>med</strong> en tynd messingplade; for kirken solgte 1613-14 altret <strong>til</strong> Tvenstrup <strong>Kirke</strong><br />
og fik så opsat et protestantisk alter ? der som så meget andet blev ødelagt i<br />
krigene 1657-59.<br />
<strong>Odder</strong> <strong>Kirke</strong>s gyldne alter fristede <strong>til</strong> røveri (sold). Dette og den hærgede<br />
egn <strong>med</strong> de mange forsvundne kirkebøger (Nogle blev vel genfundne som<br />
ovennævnte fra 1612) førte <strong>til</strong>, at <strong>Odder</strong>s præst Christen Hansen Blichfeldt<br />
opfordrede – efter “Der Gud haffde ladet di onde oc forskyelige Tider komme<br />
offuer disse lande ...” – <strong>til</strong> morgenbøn i <strong>Odder</strong> og Saxild <strong>kirker</strong> (eller<br />
i begyndelsen udenfor den beskadigede kirke) som tak <strong>til</strong> Gud for endelig<br />
befrielse fra de onde tider. Et dokument fra 1660 viser en aftale <strong>med</strong> kirkedegnen<br />
Chresten Nielsen om at tage over indimellem for præsten. Der var<br />
daglige bønner før eller efter arbejdstid, hvor bymændene (og vel også af og<br />
<strong>til</strong> kvinder) mødte op.<br />
I Saxild stod præsten Jens Sørensen for det kirkelige. En bedesalme derfra<br />
lød: “ Bevar os, Gud, bevar os, ak! især fra vor ven, den vilde polak”. I den kirke<br />
mindedes “Den strenge Polche Aeg” i indskrift på korbuens to sider. De er<br />
næsten forsvundet og nu overkalket men kunne dog tydes ved restaureringen<br />
1981.<br />
Med årene indskrænkedes bønnedagene <strong>til</strong> særlige gudstjenester, sluttelig<br />
syv gange årligt og helt efter 200 år: 1859. <strong>Odder</strong> <strong>Kirke</strong> havde jo noget at<br />
komme efter: en fordel? For her havde man jo kirkegårdsmurene, som<br />
polakkerne kunne skyde fra, hvor Saxild og Nølev blev en slags ødelagte fæstninger<br />
i kampene.<br />
Hvad der udover det gyldne alter blev hærget eller røvet, er der ikke oplysninger<br />
om. Men først må vi vide noget om altrene og deres <strong>til</strong>blivelse og hvor<br />
de kom fra:<br />
Det i vore dage først kendte alter i den nuværende kirkebygning fra katolsk<br />
tid er formodentlig Det Gyldne Alter, som også var der det første århundrede<br />
i protestantisk tid.<br />
Man må formode, at kirkeherren/ejeren/stormanden har bekostet det “<strong>til</strong><br />
sin sjæls frelse” (som det lød i sin tid).<br />
Det gyldne alter er fra Valdemarernes tid (Valdemar den Store 1157-82 og<br />
Valdemar Sejr 1202-41). Altertypen var kendt rundt i Europa og vel inspireret<br />
af Rhinlandets og westfalens altre. Flest er bevaret i Danmark og tidligere<br />
danske områder.<br />
Det ældste gyldne alter i Danmark er fra Lisbjerg ved Århus, hvor de<br />
danske altre, ser det ud <strong>til</strong>, blev formet: Udhamret i kobberplader, der derefter<br />
blev forgyldte. De viser og illustrerer mange tekster fra Bibelen. Ind mellem<br />
billederne indsattes lysende ædelstene. Indeni bag kobberbillederne blev opfyldt<br />
<strong>med</strong> sand eller voks som forhindrer buler. Og nogle steder er der gemt<br />
et relikvie: helgenknogle, splint af Jesu kors eller andet helligt.<br />
<strong>Odder</strong>altret har, ser det ud <strong>til</strong>, en særlig historie. Frontalet: nederste del og<br />
alterbordsforside er af udhamrede, forgyldte kobberplader og stod i kirken<br />
– 13 –
ca. 100 år før Retablet og Himmelbuen kom <strong>til</strong>. Retablet er en personbilledrække<br />
ovenpå alterbordet (Frontalet), og ovenover Retablet er sat en<br />
himmelbue som foroven og midt på Retablet fremhæver en centralfigur, som<br />
forventeligt rum<strong>med</strong>e hellig dele (relikvier).<br />
Det viste sig, at Retabel og der<strong>med</strong> Himmelbue var lidt bredere end Frontalet.<br />
Og så rejser sig spørgsmålet: Er Retabel og Himmelbue hentet i de<br />
nævnte områder syd for grænsen af den senere kirkeejer?<br />
Her ses det gyldne alter, som det så ud efter hærværket. Bemærk at alterbordet, Frontalet, er smallere end Retablet <strong>med</strong><br />
Himmelbuen. Figuren øverst på Himmebuen fik kløvet hovedet (relikvie ?). Se foto på følgende side. Og hvad der var<br />
under Himmelbuen er røvet bort.Frontalet er berøvet tre kobberplader: to kvadratiske og en cirkulær(th): Relikvier? Og<br />
måske er røvet en trekantet plade forneden i midten.<br />
Næste side: Figuren på Retablets midte fik også kløvet hovedet (relikvie?). Foto af metalstumper fra hoveddele (bronze).<br />
– 14 –
– 15 –
Retablet <strong>med</strong> hævet Himmelbue, så det over korbuen nedtagne kors kunne være der. Altret var <strong>med</strong> sine “sår” i en årrække<br />
kirkens centrale del.<br />
– 16 –
Det forgyldte metal er ifølge oplysninger af støbt bronze. Det henter sin<br />
vished i at:<br />
1) Polakker eller <strong>andre</strong> røver-hjælpetropper måtte bruge økse- eller sværdhug<br />
mod de to centralfigurers hoveder. Altret var måske kendt for sine relikvier<br />
gemt i de to øverste dele. a) Himmelbuens figurs hoved: Figuren er Kristus<br />
mellem engle. Og b) Retablets midterfigur: Kristus tronende som Verdens<br />
Hersker, velsignende og <strong>med</strong> en bog. Ædelstenene rundt på altret var nok det<br />
mest givende at røve! NB: Se illustration af de afhuggede hoveddele, som vel<br />
blev fundet på gulvet efter røveriet.<br />
2) Fordi det var bronze og derfor hårdt metal.<br />
3) Kobberpladerne på Frontalet kunne lettere rives ud. Måske var der<br />
relikviegemmer bag de to forsvundne plader i hver side i midten eller bag<br />
deres runde sidefigurer, hvor den <strong>til</strong> højre også er væk. NB: Kobberplader er<br />
bløde afh. af tykkelsen i sammenligning <strong>med</strong> bronze-plader.<br />
Efter at krigsårene var ebbet ud i denne landsdel og derefter ramte det østlige<br />
Danmark inklusive Skånelandene, kunne genopbygning og skovplantning<br />
begynde her i <strong>Hads</strong>-Ning <strong>Herred</strong>.<br />
<strong>Kirke</strong>ns gyldne, beskadigede alter måtte genbruges, <strong>til</strong> man fik råd <strong>til</strong> et<br />
nyt. I den frarøvede del midt under himmelbuen måtte noget anbringes. Det<br />
blev det gyldne kors oppe over korbuen i skibets korgavl. Det var fra samme tid<br />
som det gyldne alter: 1150-75 og kom siden <strong>til</strong> Nationalmuseet sammen <strong>med</strong><br />
det øvrige alter. En smuk kopi af korset ses i dag i korbuen over døbefonten.<br />
For at få plads <strong>til</strong> det nedtagne kors under Himmelbuen, måtte den løftes<br />
op på et par forhøjninger (se ill.).<br />
Og <strong>til</strong>lid <strong>til</strong> fremtiden måtte kirkeejeren jo have haft, da et nyt alter blev<br />
bes<strong>til</strong>t få år efter sidste krig i denne landsdel. Det var den kendte “bildtsnider<br />
Peder Jensøn af Kolding”, der påtog sig og “<strong>med</strong> sine egne folk” at lave en ny<br />
udskåren “altertavle <strong>med</strong> billedværk”. Der blev købt “egetømmer og fjæl”.<br />
I 1640 var træværket udskåret, og 14 år efter udstafferet (malet). Igen<br />
spørger man sig: Vejen <strong>til</strong> Horsens over Skanderborg var uden brolægning<br />
(altså muddervej) og gik over flere vadesteder, især lige efter Horsens. Kunne<br />
de stafferede dele transporteres uden skrammer her<strong>til</strong>. Eller blev stafferingen<br />
foretaget i <strong>Odder</strong> kirkes tårndel fra 1640 <strong>til</strong> 1654?<br />
Før det nye alter blev placeret, blev det gamle, gyldne solgt <strong>til</strong> Tvenstrup<br />
<strong>Kirke</strong>. Her stod det så <strong>til</strong> kirken der omkring 1820-21 (nogle steder står der<br />
1804) blev nedrevet. Pastor Niels Blicher Randlev/Bjerager, havde sans for<br />
lokalhistorie. Han aftalte <strong>med</strong> godsejeren på Rodstenseje, major Fr. D. von<br />
Voss, at forære Det Gyldne Alter sammen <strong>med</strong> et fornemt røgelseskar fra<br />
1200-tallet <strong>til</strong> Oldsagskommissionen, nu Nationalmuseet.<br />
Det var iøvrigt pres fra godsejeren gennem årene, der fik Tvenstrup og de<br />
omgivende landsbyers bønder <strong>til</strong> at opgive kirken. Godsejeren havde allerede<br />
i 1674 fået kongelig <strong>til</strong>ladelse <strong>til</strong> at nedrive den formodentlig tårnløse kirke.<br />
Men bønderne ville beholde kirken og fik så lov <strong>til</strong> det mod selv at vedligeholde<br />
kirkebygningen. Og dele præst <strong>med</strong> <strong>Odder</strong> fik de fortsat lov <strong>til</strong>. Ja, de<br />
dårlige veje mellem Tvenstrupbønderne og <strong>Odder</strong> var vel også en årsag <strong>til</strong> at<br />
beholde den forfaldne kirke.<br />
En grund <strong>til</strong> at “spare Tvenstrup <strong>Kirke</strong> væk” (mit udtryk) var gods- og kirkeejer<br />
Jens Rodsten og hans frues ønske om gravkapel og slægtsminde. Det <strong>med</strong>førte<br />
den sidste større ændring af kirkebygningen ude og inde, da der i 1694<br />
blev <strong>til</strong>bygget tværskib <strong>med</strong> gravkapel under den yderste del.<br />
– 17 –
På kapelgavlen står: J R S (Jens Rod Sten) – det yderste bogstav er forsvundet<br />
– og S A G (Sophie Amalie Gersdorff).<br />
Oprindeligt var det meningen, at kisterne skulle stå på gulvet som i Gosmer<br />
<strong>Kirke</strong>s tårn og siden sidekapel. Måske blev spørgsmålet om at rumme Tvenstrup<br />
<strong>Kirke</strong>s menighed årsag <strong>til</strong>, at gravkrypten blev bygget i tværskibsgavlen.<br />
Over den anbragtes så det Rodstenske epitafium. Gulvet foran er belagt eller<br />
malet <strong>med</strong> sorte og hvide fliser. Gulvet nedenfor gravkrypten svarer <strong>til</strong> kirkegulvet.<br />
Her er åbningen <strong>til</strong> krypten en muret fladrundbuet port. En trælem i<br />
gulvet skjuler trappenedgangen.<br />
Kunstneren bag gravmonumentet er den fra <strong>andre</strong> gravminder/kapeller<br />
kendte billedhugger, Thomas Quellinus, der havde dygtige <strong>med</strong>arbejdere.<br />
For at tværskibets kirkegængere kunne se prædikanten, flyttedes prædikestolen ned tæt på døren (den kom fra højre side<br />
foroven i kirken). Oppe i korbuen havde herskabet sit pulpitur, og under det kunne “Tvenstrupperne” forhåbentlig også<br />
se og høre præsten.<br />
NB: Måske var opgangen <strong>til</strong> pulpituret i den smalle sidebueåbning<br />
Gravmindet er 4,3 meter i højden og 3,9 meter i bredden forneden. Fundamentet<br />
er muret af gotlandske sandsten. I midten ses buster af det afdøde<br />
ægtepar omgivet af maritime symboler. Jens Rodsten var jo en kendt kongeudnævnt<br />
admiral i flåden. Derfor ses også krigstrofæer og anevåbner. Øverst<br />
ses ægteparrets forbogstaver og årstallet 1707 (hun døde 1706 og han 1707).<br />
Nederst er anbragt en mørkerød kalkstenstavle <strong>med</strong> omfattende tekst skrevet<br />
<strong>med</strong> fordybede, forgyldte versaller. Teksten omtaler Rodsten og frue af ædel<br />
byrd og blod, hans strid for konge og fædreland “i Herrens sande frygt <strong>med</strong><br />
troskab <strong>med</strong> forstand”. Hans omfattende rejser i ungdommen “lagde <strong>til</strong> sit<br />
pund, og daglig wisdom lærde”. Det drejede sig om Asien, Ægypten, Holland,<br />
– 18 –
England, Spanien og Italien (Venedig). Det slutter <strong>med</strong>, at han var mæt af år<br />
og ære. “Gud ham så <strong>til</strong> sig tog”.<br />
Tavlen flankeres af delfiner og to havguder, der læner sig op ad podiets<br />
skråsider: Til venstre ses Poseidon <strong>med</strong> trefork og krukke og <strong>til</strong> højre Triton<br />
<strong>med</strong> konkylie og åre. (NB.: Poseidon var Havets Gud og Triton hans søn. De<br />
er fra græsk mytologi).<br />
Foroven ses trompetblæsende amoriner (engle) og over dem opadsnoede<br />
fiskehaler, der støtter det Rodstenske og Gersdorffske våbenskjold. På hver<br />
side af epitafiet er otte anevåbener anbragt i række: De <strong>til</strong> venstre nævner<br />
Jens Rodstens – og de <strong>til</strong> højre nævner Sophie Amalie Gersdorffs – forfædre.<br />
(Anerne var meget væsentlige for adelsstandens rettigheder).<br />
Og så var krypten åben for et antal kister. Det blev <strong>til</strong> ialt 22: 13 voksne og<br />
9 børn.<br />
Mærkeligt er det, at godsejeren på et tidspunkt har anbragt en trækasse<br />
ovenpå en af kisterne. Den havde et lufthul foroven; men nogen stank kom<br />
der nok ikke, selv om kassen indeholdt to indtørrede pattegrise. Der knytter sig<br />
overtro <strong>til</strong> anbringelsen; for på herregårdene fandtes dengang dele af gamle<br />
udtørrede dyr. De måtte ikke fjernes, hed det. For så ville det gå slægt og gård<br />
ilde. Det var så en enkel løsning <strong>med</strong> anbringelsen i gravkælderen: Så vidste<br />
man, hvor grismumierne var.<br />
Pastor Niels Blicher, Randlev (1795-1823) var som nævnt lokalhistorisk<br />
bevidst og fik lov at kigge ind i gravkapellet, hvor “2 stive og gamle forstenede<br />
grise lå”. Det var for Blicher en ganske overflødig ting at have stående. Kassen<br />
er siden <strong>med</strong> sit indhold fjernet sammen <strong>med</strong> overtroen.<br />
I 1925 restaureredes gravmælet grundigt, og 44 år senere – i 1969 – blev<br />
restaureringen gentaget. Forlængst var en rød- og gulmalet baldakin på<br />
væggen omkring gravmælet blevet overkalket <strong>med</strong> hvidt i forbindelse <strong>med</strong><br />
den øvrige væg- og hvælvingskalkning i kirken.<br />
I 1925 forsvandt derved hvælvingernes enkle dekoration sammen <strong>med</strong> de<br />
omtalte to våbenskjolde fra Århusbispens store hvælv samt kirkeudvidelse.<br />
Men kirkens kor blev – ser det ud <strong>til</strong> – ændret før <strong>til</strong>bygningerne under<br />
biskoppen: I triumfvæggen blev korbuen udvidet og omgivet af kvadre, og<br />
korloftet fik krydshvælv.<br />
Omkring 1873 blev korvæggene rødkalket og hvælvet blåkalket og mønstret<br />
<strong>med</strong> hvide stjerner.<br />
Et indvielseskors fra 1400-tallet på nordvæggen <strong>til</strong> højre for indgangen blev<br />
senere erstattet <strong>med</strong> et “bomærke-kors”; formodentlig sat efter den store udvidelse<br />
lige før reformationen.<br />
Iøvrigt blev inventaret: prædikestol, døbefont og alter også præget af tiden:<br />
Pietismen (inderlig tro) og rationalismen (fornuftstro). Pietismen kom<br />
af sorg over rationalisterne. Præster og menighed skulle derfor vækkes:<br />
Thomas Kingo (1634-1703) ønskede sig en anden verden, bl.a. <strong>med</strong> salmen<br />
“Far verden, farvel ... “. Hans salmebog fra 1699 blev forordnet ovenfra<br />
og <strong>med</strong> 1/3 af hans salmer. Han og Hans Adolf Brorson (1694-1764) erfa-<br />
rede nedgørelsen og foragten af gudstroen. Han ønskede øjnene åbnet for<br />
“Al den ting som Gud har gjort”. Fornuften kunne jo ikke redde verden<br />
fra de følgende mange krige. Vi kom længere fra vor vej “Vi stolte Adams<br />
slægter”, der jagede efter skygger ifølge Matthias Claudius (1740-1815), tysk<br />
digter.<br />
Fra omkring 1860-70 kom der besked fra <strong>Kirke</strong>- og Undervisnings ministeriet,<br />
at døbefontene skulle renses for de farvelagte stenmønstre (væk <strong>med</strong><br />
– 19 –
ød, gul, gylden osv.). Det skete også i <strong>Odder</strong>; men man kan endnu svagt se<br />
lidt farve på fonten.<br />
<strong>Odder</strong>fonten hører <strong>til</strong> den kendte Horsenstype fra 1170-1200: 16 fonte.<br />
Sandsynligt er syv af dem <strong>til</strong>virket i <strong>Hads</strong>-Ning <strong>Herred</strong>. De bedste af dem ses i<br />
<strong>Odder</strong>, Gosmer og Torrild; sikkert <strong>til</strong>virket af stenmesteren selv.<br />
En årsag <strong>til</strong>, at døbefontenes billeder skulle affarves, kan være, at billed-<br />
udhugningerne ikke var “kristne”, men inspireret af korsfarernes rejser <strong>til</strong><br />
Østen sidst i 1000-tallet. De fortalte herhjemme om Kentaurer, fabelvæsener:<br />
halvt dyr og halvt menneske og vilde, ukendte dyr som f. eks. løver.<br />
<strong>Odder</strong>fonten er af rødlig granit fra ca 1225: perioden hvor den “uhellige<br />
grals mysterium” var samlingsmærke. Fontens fod har frise af løvblade i hjertefor<strong>med</strong>e<br />
rammer forbundet <strong>med</strong> en ring og nedstukket liljer. Kummen har en<br />
krans af bægerblade og løver “i profil og en face”. Man må tro, at også grøn<br />
farve har vist sig på fonten. Ja. Hvad skal man tro, når døbefonte i en periode<br />
som i Randlev og <strong>andre</strong> <strong>kirker</strong> brugtes som vandingstrug ude <strong>til</strong> kreaturer og<br />
i <strong>kirker</strong> erstattet af metalstativer <strong>med</strong> dåbsfad; men ellers kunne man “pakke<br />
fonten ind” i træramme!<br />
Det øvrige kirkeinventar blev overmalet <strong>med</strong> grå/egetræsfarve; måske var<br />
det på samme tid koret, der jo siden blev hvidkalket, fik sit stjernehvælv m.m.<br />
som kompensation for det grå (alter og prædikestol).<br />
Døbefonten. <strong>Kirke</strong>ns ældste og “bevarede” inventar, stod oprindelig ved<br />
kirkens indgangsdør; (det ses endnu i Gosmer): Dåben var jo indgangen <strong>til</strong><br />
Guds Hus; men koldt må der have været i vintertiden. (Uisolerede mure som i<br />
dag og sandsynligvis uopvarmet i kirkens fleste år). Barnet sænkedes helt ned i<br />
den iskolde døbefonts vand. Et dåbsfad kom som nævnt <strong>til</strong> i <strong>Odder</strong> <strong>Kirke</strong> 10-20<br />
år efter reformationen; men man holdt fast ved en lov fra 1683: Den fødende<br />
kvinde måtte først vise sig i kirken 40 dage efter fødslen. Struensee(læge)<br />
søgte forgæves at ændre det i 1770; men man kaldte karantænen for barne-<br />
moderen en borgerpligt. Men dåbspligt var der og skulle ske otte dage<br />
efter fødslen ved hjælp af en gudmoder eller gudfader. Efter 40 dage førtes<br />
barnemoderen af præsten op i kirken <strong>til</strong> en velkomsttale og formaning om tak<br />
<strong>til</strong> Gud og varetagning af barnets kristne opdragelse.<br />
Til tværskibet blev der i 1990-erne bygget toilet og minikøkken/opvaskerum<br />
m.m. På det sted lå der førhen en lille <strong>til</strong>bygning <strong>med</strong> høj skorsten. Det var<br />
kirkens varmeværk fra 1877-78, der nedreves 1952. Det slog nemlig ikke <strong>til</strong>;<br />
for fra år 1900 suppleredes der <strong>med</strong> kakkelovn. Var der tale om toiletbesøg,<br />
gik man ud <strong>til</strong> den lille hvide bygning, der stadig ligger ved østre ind- og<br />
udgangstrappe <strong>til</strong> kirkegården <strong>med</strong> Batthis/Stodderstenen på den ene side.<br />
Her havde og har kirkegården sit værksted.<br />
Til kirkegårdens nordside tæt op ad muren og beskyttet af åens sving lå et<br />
par bygninger i 15-1700 årene. Den ene bygning var kirkeladen, hvor kirketienden<br />
(betaling overvejende i korn) blev afleveret af sognets bønder. Det var<br />
en afgift/betaling, der på et tidspunkt – foruden <strong>til</strong> de overordnede: bisp og<br />
kirkeejer – også kom præsterne <strong>til</strong>gode som løn og <strong>til</strong> kirkevedligeholdelse.<br />
Tiendekommissærer i herredet vurderede jord og kvæg og overvågede<br />
gårdene, og delfogeder måtte inddrive restancer. Tienden blev <strong>med</strong> tiden<br />
også en fastlagt skat <strong>til</strong> konge og stat.<br />
Tiendeladen var en tarvelig bygning og blev revet ned 1612 og var derefter<br />
– ser det ud <strong>til</strong> – en del af den nærliggende præstegård. Tæt ved tiendeladen<br />
– 20 –
lå et hospitium (hospital), der bl.a skulle hjælpe nødstedte rejsende. Der var<br />
også undervisningssted for degn og præst, der underviste børn og unge her i<br />
stedet for i kirkens kor. Degnen blev efterhånden lærer, mens præsten tog sig<br />
af det sociale.<br />
Pastor Christen Hansen Blichfeldt byggede 1655 et fattighus <strong>til</strong> tre fattige<br />
eksistensløse mennesker fra sognet. Dem tog han sig af. Præst betyder jo hyrde!<br />
Kvinderne, der før sad i kirken, mens der undervistes fra koret, gik nu <strong>med</strong><br />
over i hospicet eller lyttede/deltog i mændenes snak i eller udenfor våbenhuset.<br />
For her mødte sognefogeden op <strong>med</strong> oplysninger af almen interesse.<br />
Derfor var præsten ofte <strong>til</strong>stede, for han var også <strong>med</strong> i retssager.<br />
I slutningen af 1700-tallet var præsterne ikke mere udelukkende fra overklassen/adelsstanden.<br />
En årsag <strong>til</strong> Randlev Præstegårds “mordbrand” 1749,<br />
kunne findes her. En anden præstetype var nødvendig. Så – havde præsten<br />
råd <strong>til</strong> at købe embedet – kunne det lade sig gøre. F.eks. pastor Jørgen Davidsen,<br />
<strong>Odder</strong>: rig men ikke af adel. Hans eneste arving, evighedsstuderende<br />
teolog David Davidsen, brugte sin arv <strong>til</strong> i 1786 at frikøbe bønderne i Rude fra<br />
“herremandens åg”. Noget lignende var sket, da pastor Johannes Hildebrandt<br />
i Torrild 1777 hjalp 4 fæstebønder i Fensholt <strong>til</strong> ejerskab. Mindesten er rejst i<br />
de to landsbyer.<br />
I <strong>Odder</strong> sogn tog præsterne – allerede 100 år før ovennævnte donationer<br />
– sig af meget udover de kirkelige handlinger. Den førnævnte pastor Hansen<br />
Blichfeldt skulle f.eks. føre retssager på Ull Tingsted. Omkring 1657 drejede<br />
det sig om en stridig bonde, Jens Pedersen. (Var nok en af problembønderne<br />
i landsbyen Loverstrup, hvor alléen nu løber). Han løb ud på vejen og truede<br />
præsten <strong>med</strong> sin fork; men hans kone løb efter og greb forken bagfra.<br />
På vejen fra tingstedet passerede en af præsterne, hvor nu alléen begynder,<br />
stien op <strong>til</strong> Galgebakken (senere kaldet Borre/Borgbjerg). Et kranium var trillet,<br />
måske sparket af legende børn, ud på vejen. Præsten tog kraniet <strong>med</strong> hjem<br />
og lagde det foreløbig oppe på ladeloftet inden for porten <strong>til</strong> præstegården.<br />
Heroppe havde tiggere og hjemløse adgang. Kraniet blev senere begravet på<br />
kirkegården (Præstens særlige hensyn!), for de henrettedes rester begravedes<br />
normalt udenfor. Siden den tid hed det sig, at det spøgte i præstegården.<br />
12. maj 1895 – en søndag nat ved 11-tiden – brændte præstegården. (Man<br />
mente, at en vagabond oppe på ladelofter uforvarende var årsag). Omgående<br />
spærrede ilden porten ind<strong>til</strong> gården. Tililende folk nåede ad anden vej ind på<br />
gårdspladsen. Præstefamilien, der var gået i seng, kom hurtigt op og reddede<br />
kirke- og embedsbøger, regnskaber m.m., mens <strong>andre</strong> hentede heste og køer<br />
(undtagen en ko og tre kalve) samt en del indbo ud i præstegårdshaven gennem<br />
stuehuset. Ved udgangen var et ildgitter for flere år siden sat over døren<br />
under stråtaget. Men det, der reddede ind- og udgangen fra/<strong>til</strong> gårdspladsen<br />
gennem stuehuset, var et kraftigt vedbendtræ vokset op tæt ved siden af døren<br />
og op over stråtaget. En træstamme og nogle grene stod <strong>til</strong>bage efter branden.<br />
Den kom ind på kirkekontoret i den nybyggede præstegård. Pastor Thygesen<br />
(præst 1886-1908) havde det først i havestuen på en fodholder. Han slutter<br />
beretningen om branden: “Gid den altid må blive stående i, og æret af dette<br />
hus, som tegn på lykke, og som minde om Gud Herrens beskærmelse. Gid<br />
den, som vil flytte den – før den selv falder, må tage sin hånd <strong>til</strong>bage og føle, at<br />
han ikke handler i god ånd, men i en ånd, som kan bringe ham selv i ulykke.”<br />
(citat fra Sigrid Larsens erindringer).<br />
I dag hænger vedbendstammen oppe på væggen over talerstolen i <strong>Kirke</strong>centret.<br />
– 21 –
Den efterfølgende prstebolig – ikke længere gård – ses ovenfor.<br />
Øverst ses den gamle præstegårds stuehus. Vedbendtræet anes <strong>til</strong> venstre ved indgangsdøren.<br />
Præstegårdsbranden blev et indskud fra en for præster nok mere rolig tid,<br />
hvor de kunne samle sig om det kirkelige: forkyndelse, begravelser, trøst<br />
og vejledning etc. Men i 1800-tallets begyndelse ledede præsterne det der<br />
fra 1841 blev <strong>til</strong> kommuner. Deres rolle blev udhulet hen ad vejen; men<br />
pastoraterne blev forbillede for de kommende kommuner, mens fattigdoms-<br />
– 22 –
og skolevæsen stadig var ledet af præsterne, hvis de altså blev valgt <strong>til</strong> det, der<br />
kom <strong>til</strong> at hedde sognerådsformænd. For der var forskel på pastoraternes indsats.<br />
Derfor overtog embedsmænd og politikere hen ad vejen.<br />
Tilbage blev civilregistreringen i landet. Christian IV påbød allerede ved et<br />
reskript af 17. maj 1646 alle sogne at føre kirkebøger, for han hvervede den<br />
første stående hær allerede 1637. 1654 havde alle sogne gennemført loven.<br />
Iøvrigt var der allerede 1573 kirkebogsføring i Hjordkær sogn i Sønderjylland<br />
længe før den tyske tid og i Nakskov 1617. Så kirkebøger førtes dernede <strong>til</strong><br />
1864, men genoptoges ikke i <strong>kirker</strong>ne der efter genforeningen 1920. Iøvrigt: I<br />
krigene fra 1627-60 har egnene sydøst for Århus (den gode jord) kun bevaret<br />
de endnu nye kirkebøger i Mårslet og Årslev-Hørning. I <strong>Hads</strong>-Ning <strong>Herred</strong><br />
var som nævnt ødelæggelserne enorme, og dødsfaldene var 10 gange højere<br />
end nordpå.<br />
Endnu et glimt af en præsts aktivitet her på egnen: Randlev var i Niels Blichers<br />
tid (1795-1823) herredets største landsby. Han vaccinerede ca. 5000 i og uden<br />
for sine sogne mod kopper.<br />
Han levede da pietismen/fromhedskristendommen var ved at ebbe ud<br />
pga. rationalismens <strong>til</strong>tagende “fornuft”: Underberetningerne, sagde de var<br />
myter (fabler, opspind, sagn). Selvfølgelig var Blicher påvirket. Det ses af hans<br />
aktiviteter i sognene, så det blev en mellemting: Kulturkristendom.<br />
Men så oplevede han Biskop Balles lærebog fra 1798 (omtales senere). På<br />
Blichers gamle dage nåede også Grundtvigs tanker ham: Nu lå sandheden i<br />
hjertets følelse og ikke i hændernes handling: Forsoningslæren omvendte ham.<br />
Efter omtalen af præsters virke udover det, vi i dag fores<strong>til</strong>ler os skal her<br />
omtales et eksempel på, at <strong>Odder</strong> landsby og sogn nu var blevet herredets<br />
største, for der var, ser det ud <strong>til</strong>, for lidt plads i sognekirken; men også større<br />
åndsfrihed kan være årsag <strong>til</strong> større tankefrihed og <strong>med</strong>tænken. Der var nok<br />
samtale om søndagens prædike blandt kvinderne i kirken, mens mænd, børn<br />
og unge var i våbenhus og skole. Med Grundtvig havde kirkegængerne erfaret,<br />
at man godt kunne have forskellig opfattelse af kristentroen. Og menigheder,<br />
hvor man selv valgte præsten, dukkede op flere steder. Det gav inspiration <strong>til</strong><br />
<strong>Odder</strong>.<br />
Derfor tog den landskendte teolog fra Gylling, pastor Otto Møller, sammen<br />
<strong>med</strong> <strong>Odder</strong>præsterne, Christian la Cour (1861-65, tidligere omtalt, svagelig)<br />
og Anton Kierkebye (fast kapellan 1860-66) initiativet <strong>til</strong> oprettelse af en<br />
grundtvigsk frimenighed: <strong>Odder</strong> Valgmenighedskirke. Det var formodentlig<br />
begyndt <strong>med</strong> møder og samtaler i foredrags- og mødehallen, der lå overfor<br />
stedet, hvor den kommende stationsbygning for <strong>Odder</strong>banen blev bygget.<br />
De fremmødte blev sandsynligvis kirkegængere i valgmenigheden, der<br />
stiftedes 1884 for at få et kirkebyggeri i gang. 1886 blev kirken indviet. Det<br />
skal så omtales, at larmen fra den nu anlagte bane (fløjt og tuden!) generede<br />
møder og foredrag. Den nye valgmenighed kendte jo foredragshuset, købte<br />
det og flyttede det senere hen <strong>til</strong> Valgmenighedskirken, hvor det blev menighedens<br />
forsamlingshus.<br />
Den første præst i Valgmenigheden var Vilhelm Malling. Her skal så <strong>til</strong>føjes,<br />
at Thorvald Madsen – fra menigheden, der levede mange år senere og var<br />
skolebestyrer for friskolen tæt ved kirken – tog sig meget af det lokal<strong>historiske</strong>,<br />
skrev flere bøger/mapper om egnen, især om Rodstensejes historie og derved<br />
gav mange oplysninger om <strong>Odder</strong> Sognekirke.<br />
– 23 –
Anton Kierkebye blev efter få år i <strong>Odder</strong> præst i Gangsted, hvor der ved<br />
højskolen i Elbæk står en mindesten for hans indsats. Efter ham blev J. P.<br />
Boesen præst i <strong>Odder</strong> sognekirke 1865-85.<br />
Så er det igen sognekirkens bygning: Tårnet fik jo sine kamtakker, og på<br />
gavlen højt oppe, hvor der nu er et lille firkantet hul, sad et kirkeur i ca. 200<br />
år. Pastor Chresten Blichfeldt samlede penge ind <strong>til</strong> det. Opsat 1656. I 1852<br />
skulle det repareres i København: Kun det firkantede hul blev. Og uret? Det<br />
store vindue nedenfor i gavlen fik i 1939 en smuk glasmosaik indsat. Kunstneren<br />
var Arne Lofthus (norsk-dansk), og <strong>med</strong>hjælperen var glarmester<br />
Fledelius, <strong>Odder</strong>.<br />
Af de samme kunstnere indsattes glasmosaikken “Den brændende torne<br />
busk” i 1941 i vinduet bag stedet, hvor prædikestolen ind<strong>til</strong> sidste restaurering<br />
var anbragt. Oprindelig havde den sin plads oppe <strong>til</strong> højre for korbuen;<br />
men af hensyn <strong>til</strong> Tvenstrupfløjen, som tværskibet/kapellet kaldes,<br />
anbragtes prædikestolen lige indenfor kirkedøren. Der var iøvrigt anbragt<br />
et stolestade(pulpitur) oppe i buen <strong>til</strong> kapellet. Her sad herskabet fra Rodstenseje.<br />
I kirketårnet opsatte man i 1968 et klokkespil <strong>med</strong> 25 hollandskstøbte<br />
klokker, som der fire år før var skaffet plads <strong>til</strong> ved at flytte to (måske tre)<br />
gamle klokker højere op i tårnet.<br />
Efter sidste indvendige forandringer i <strong>kirker</strong>ummet i 1990-erne skete to meget<br />
afgørende ændringer:<br />
1) Prædikestolen flyttedes længere op i kirken <strong>til</strong> venstre. (Nu havde man<br />
fået en TV-skærm opsat i sidefløjen). Og væggen rundt om den gamle placering<br />
af prædikestolen afslørede rester af de gamle kalkmalerier, der forsvandt<br />
ved hvælvingsbyggeriet omkring 1510. Lidt kalkmaleri afsløredes også<br />
lige overfor på sydvæggen. (Deres betydning er omtalt i beretninger <strong>til</strong>bage<br />
foran).<br />
2) Ind<strong>til</strong> 1962 var kirkeorglet opbygget på hver side af Rodsten-epitafiet.<br />
Da det i årene forinder “gik i stå” hentede men at trædeorgel ind fra det<br />
nedrivningstruede kapel på den nye kirkegård og satte det foran epitafiet.<br />
Foran stod så trædeorglet, og korsangerne skiftedes <strong>til</strong> at træde luftpedalen<br />
for organisten (Edsen).<br />
Da kirken i 1962 blev middelmådigt restaureret, anbragtes et stort nyt<br />
orgel – midlertidigt? For det var <strong>til</strong>syneladende <strong>til</strong>passet Hundslund <strong>Kirke</strong> –<br />
på gulvet foran gravkapellet og epitafiet. Her stod så orglet og spærrede for<br />
det “kapitalistiske” gravminde så <strong>til</strong> den sidste mere omfattende restaurering<br />
i 1990-erne, hvor et stort nyt orgel <strong>til</strong>passet stedet placeredes oppe på et søjlebåret<br />
pulpitur i tårndelen. Indefra skjultes derved den føromtalte store glasmosaikrude.<br />
Et epitafium i tårnets højre side flyttedes så ind på højre side i<br />
sideskibet. Det var nu ryddet for det store nye orgel fra 1962, der fra begyndelsen<br />
her som nævnt var <strong>til</strong>passet<br />
Hundslund <strong>Kirke</strong>. Orglet herfra kom <strong>til</strong> Valgmenighedens <strong>Kirke</strong>. Rodstenepitafiet<br />
kunne nu igen ses fra kapelbuen. Der opsattes et nyt gelænder foran,<br />
der åbnede for et bedre udsyn <strong>til</strong> gravmælet end før. Samtidig flyttedes trappen<br />
hen <strong>til</strong> venstre side ved den nye dør <strong>til</strong> køkken- og toiletbygning m.m.<br />
Det har nok undret mange, hvorfor der er en smal bueåbning ved siden af<br />
sidekapellets, “Tvenstrup <strong>Kirke</strong>s” store bue.<br />
Det kunne vel have noget at gøre <strong>med</strong> varmeforsyningen fra den tidligere<br />
ovnbygning, afløst som nævnt af den nye køkken og toiletbygning<br />
– 24 –
<strong>med</strong> skabsplads og tekniske installationer.<br />
Mest sandsynligt er det, at der foran den smalle bueåbning har stået kirkens<br />
første orgel fra 1715 – et trædeorgel (ikke at forveksle <strong>med</strong> et positiv/<br />
stueorgel!).<br />
Her i den smalle bueåbning må man se for sig en eller to lange trædestænger<br />
langs gulvet fra orglet ud for den smalle bue og <strong>til</strong> højre for den. På pumpestængerne<br />
har organistens <strong>med</strong>hjælper så stået. Hvordan orglet så har set ud<br />
må man fores<strong>til</strong>le sig. Der har nok været konkurrence mellem Rathlousdals<br />
orgel fra 1696 i Gosmer <strong>Kirke</strong> og Rodstensejes her. Det omtales først i 1768.<br />
Til højre:<br />
<strong>Kirke</strong>koret ses her foran orgel og Rodstenepitafiet.<br />
(Bemærk det tætte rækværk foran – nu udskiftet ligesom<br />
den tidligealterskranke).<br />
Orglet heroppe var “gået i stå” engang i 1950-erne og<br />
blev foreløbig erstattet af et trædeorgel hentet ind fra<br />
kapellet i den “nye” kirkegård.<br />
Nedenfor:<br />
1) Sidebuen <strong>til</strong> tværskibet. Var den a) Stedet hvor trappen<br />
<strong>til</strong> Rodstenspulpituret i den store bue var anbragt?<br />
eller b) Stedet hvor et trædeorgel for år <strong>til</strong>bage var<br />
anbragt foran? Det sidste her er mest sandsynlig !<br />
2) Det store nye orgel fra 1962 – allerede dengang<br />
<strong>til</strong>passet Hundslund <strong>Kirke</strong>. (Det skjulte jo epitafiet!).<br />
I 1907 stod orglet ved tårnets nordvæg, og fra 1919 blev det bygget på hver<br />
side af Rodstenepitafiet, hvor det som nævnt stod <strong>til</strong> 1962. Iøvrigt kan man<br />
forstå, at særlige pladser <strong>med</strong> stole – som for kirkeejeren Rodstensejes vedkommende<br />
– også her i kirken var reserveret Rathlousdals herskab, når vejen<br />
<strong>til</strong> Gosmer føltes for lang.<br />
Måske derfor hentede man 1727 møllefæsteren på Fillerup Overmølle (under<br />
Rathlousdal) – hvor nu vej og vandværk er anlagt – som organist <strong>til</strong> <strong>Odder</strong><br />
<strong>Kirke</strong>. Han hed Knud Engelbredt, højt uddannet og betroet skriver i herredet<br />
(Hustru og <strong>med</strong>hjælpere klarede mølleriet). Efter ham tog bestyreren af<br />
– 25 –
Sandagers Mølle (nu museum) og Stampemølleren og hans slægt i flere generationer<br />
over som organister.<br />
NB: Møllebestyrere var meget velstående og fik uddannelse. De sidst<br />
nævnte hørte under Rodstenseje.<br />
Det ser ud <strong>til</strong>, at musikkritikken senere ledte <strong>til</strong> en rigtig uddannet organist.<br />
Det blev organisten gennem 32 år, Lars Nielsen, også uddannet skolelærer;<br />
sidst i Balle. Han blev også kendt som komponist af flere kendte melodier, <strong>til</strong><br />
f.eks. “Se nu stiger solen” (brugtes i kirken <strong>til</strong> omkring 1970) og <strong>til</strong> den norske:<br />
“Jeg vil værge mit land” (Den holder man fast ved!).<br />
Lars Nielsen døde 52 år gammel 1895. Nu var man blevet vænnet <strong>til</strong> god<br />
kirkemusik/organist. Om organisterne igen nogle år var kritisable er sandsynligt;<br />
for omkring 1919 søgte man uddannede organister ved <strong>Odder</strong> <strong>Kirke</strong>. Ja.<br />
Præster var der jo gennem tiden langt flere af. Det er organisternes arbejde<br />
arbejde udover troens forvaltere, der nogle steder er omtalt.<br />
Ved <strong>kirker</strong>estaureringen først i 1960-erne blev de gamle kirkestole ombygget<br />
og lyse-”kronerne” – vel fra forrige århundrede (var de oprindelige<br />
kroner røvet bort samtidig <strong>med</strong> dele af det gyldne alter?) – erstattet <strong>med</strong> forskellige<br />
prøvetyper. Man valgte så smukke, lidt tunge kroner <strong>med</strong> hver otte<br />
glaskupler. Det fortrød man få år senere og fik i stedet smukke lette kroner<br />
opsat i forbindelse <strong>med</strong> en større restaurering. De “gamle” kroner blev i 1994<br />
sendt <strong>til</strong> Færøerne. Den nye Frederikskirke i Toftir på Eysturoy (Østerø) havde<br />
en plan <strong>med</strong> dem. De hænger nu i den høje tårnagtige kirkegavl, der i midten<br />
har en ca. 2 meter bred glasvæg. Her hænger lysekronerne som en lyskæde fra<br />
oven og ned. Den brede gavlrude sender derved sit lys over mod Thorshavn<br />
på den tætvedliggende ø Stremoy (Strømø).<br />
Til venstre: Lysekronerne her fra begyndelsen af 1900-tallet fristede vel på grund af, der nu var mulighed for elektrisk<br />
lys (let at tænde!). Men hvad, der var der før er et spørgsmål ? Måske var kronerne af en kvalitet/type, som fristede soldaterne,<br />
der røvede fra Det gyldne alter.<br />
Til højre: El-kuplerne, der ses her, var midlertidige, ligesom bænkene nedenunder blev det og siden afløstes af de nuværende.<br />
– 26 –
Tilbage <strong>til</strong> vores kirkeinventar:<br />
I tårnet hang før det nye orgels placering som nævnt et epitafium fra<br />
1664. Det minder om Ull-tingskriveren gennem 32 år, Jesper Rasmussen og<br />
hans familie, boende i Fillerup Nedermølle. Ved sidste bygningsrestaurering<br />
blev epitafiet jo flyttet <strong>til</strong> højre væg i tværskibet. Det er sandsynligvis udført<br />
af samme kunstner, som skabte kirkens nuværende alter, Peder Jensen Kolding.<br />
På epitafiet ses <strong>til</strong> venstre Moses <strong>med</strong> lovens tavler og <strong>til</strong> højre Johannes<br />
Døberen, der peger mod den korsfæstede øverst. Nedenfor sidder to kvinder:<br />
Til venstre en <strong>med</strong> bog og kors og <strong>til</strong> højre en <strong>med</strong> due og anker – de kvinde<br />
lige dyder.<br />
Det næstældste inventar i den nuværende kirke ser ud <strong>til</strong> at være prædikestolen<br />
fra 1590-1600. Storfeltsmalerierne er fra omkring 1631. Lydhimlen<br />
<strong>med</strong> duen, der som ånden daler ned over prædikanten og gelændermalerierne<br />
på opgangen, er fra 1703, sandsynligvis da prædikestolen blev flyttet fra<br />
højre side af korbuen hen tæt på døren, så man fra Tvenstrupfløjen/tværskibet<br />
kunne se prædikanten.<br />
Lydhimlen menes at være nummer to (den første blev fjernet). Ovenpå<br />
er udsavede topstykker mellem drejede balustre, og imellem er sat reliefskårne<br />
bogstaver: J R S og S A G – kirkeejernes, som også er i det Rodstenske<br />
gravmæle.<br />
Udvendig står foroven: “For <strong>Kirke</strong>ns Pryd / og Stoelens Zier: /Patronens<br />
Løn / I Himlen Blier / Anno 1703”. Og på indersiden: “Herre Zebaoth huor<br />
lystige ere dine Bolige... Psalme 84 v. (2-3)”. De øvrige indskrifter på forsiden<br />
af prædikestolen er fra kendte bibelord i gammel skrift.<br />
– 27 –<br />
Her ses de “tunge” lysekroner, der<br />
endte som lyskæde i Toftir kirkegavl<br />
på Færøerne.
Prædikestol og nuværende altertavle blev på et tidspunkt overmalet <strong>med</strong> en<br />
gråbrun farve, ligesom kirkens kvadre udvendig blev hvidkalket: Var det for<br />
dyrt at vedligeholde, eller var det tidens trosholdning, som begyndende <strong>med</strong><br />
døbefonten ville fjerne billedpåvirkningen hos kirkegængerne?<br />
I 1883 fjernede man den ydre overkalkning, og 1919 tog en konservator<br />
fat og restaurerede den overmalede altertavle <strong>til</strong>bage <strong>til</strong> dens oprindelige udseende.<br />
Det samme skete <strong>med</strong> prædikestolen i 1927. Her var man usikker,<br />
ind<strong>til</strong> en skrabning i den hårde gråbrune maling afslørede overmalede farver.<br />
En konservator genskabte de skjulte billeder: På storfelterne var der fem <strong>med</strong><br />
Kristus i midten: Salvator Mundi = Verdens Frelser, og på hver side to apostle:<br />
S. Simon og S. Johannes – og S. Peder og S. Andreas. (Det sidste billede måtte<br />
nymales).<br />
Opgangen viser de fire evangelister; fra neden: Johannes, Lukas, Markus<br />
og Matthæus.<br />
Tidens trosholdning var nok den egentlige årsag <strong>til</strong> overmalingen. Den<br />
var <strong>med</strong> Voltaire (1694 1778) i åben kamp mod kirken: ratio = fornuft; men<br />
mødte også modspil som f.eks. af Ludvig Holberg(1684-1754): “Aldrig den<br />
sande fornuft får kraft <strong>til</strong> at fatte hvad Gud er!” Grundtvig (1783-1872) gik<br />
bagom rationalisternes dogmer og myter (fastlåste læresætninger ukritisk antaget<br />
og sagnagtige følelsesbårne fortællinger). Han vidste, at den der gør<br />
sjæleglad “er født <strong>til</strong> verden i Davids Stad. “ Også B. S. Ingemann (1789-1862)<br />
var <strong>med</strong> sine ukomplicerede salmer og romaner <strong>med</strong> <strong>til</strong> at sætte gang i den<br />
folkelige vækkelse. På den tid vækkedes nationalbevidstheden <strong>med</strong> Napoleonskrigene,<br />
og landsby<strong>kirker</strong>ne blev for alvor en del af det danske. Nok blev vi<br />
stærkt påvirket udefra.<br />
Men så greb Nicolai Edinger Balle ind. Han levede 1744-1816 og var<br />
professor ved Københavns Universitet. 1783 blev han Sjællands Biskop. Han<br />
tog kampen op mod rationalisterne. Selv var han “Superrationalist” dvs. han<br />
fastholdt den overnaturlige åbenbaring i den Hellige Skrift, som han mente<br />
at kunne forsvare <strong>med</strong> fornuftgrunde. Han udgav “Lærebog i den evangelisk<br />
christelige Religion” <strong>til</strong> brug i alle skoler. Bogen blev autoriseret 1794. Så<br />
måtte rationalisterne rette sig ind! Ved siden af nedsatte han en komission,<br />
der i 1798 udkom <strong>med</strong> “Evang – christelig Psalmebog”.<br />
De “stærke jyder” var meget imod den ny salmebog. Den var uevangelisk<br />
og ukristelig bearbejdet. (Se lidt om bogen under Niels Blicher!). Men Balle<br />
holdt fast ved den bibelske kristendom.<br />
Vi kom så ind i en kirkelig/tros-afbalanceret tid <strong>med</strong> fundamentalister og<br />
grundtvigianere.<br />
Tilbage <strong>til</strong> <strong>kirker</strong>ummet: Om de oprindelige lysekroner som nævnt blev<br />
bortrøvet vides jo ikke; men måske fjernede man dem i begejstring for fem<br />
nyromantiske kroner <strong>med</strong> el-pærer i 1912.<br />
På altret stod (op i 1970-80-erne) en syvarmet lysestage. Den blev stjålet<br />
sammen <strong>med</strong> de to stager på løvefødder samt en kårde over kirkedøren. De to<br />
store lysestager <strong>med</strong> løveføderne var så karakteristiske for en kirke, at de kort<br />
efter anonymt blev s<strong>til</strong>let foran kirkedøren. De er fra 1656, skænket af skovridder<br />
Erik Melkersen og hustru, som lod de gamle romanske stagers løver fra<br />
ca. 1200 sætte under de nye stager. På altret står under nadveren en alterkalk<br />
fra 1725 og en oblat-æske fra 1750-75. Altersølvet og messeklæder opbevaredes<br />
i et skab i koret.<br />
Så træder vi nogle skridt <strong>til</strong>bage og ser en gedigen, smukt formet alterskranke<br />
– 28 –
af s<strong>med</strong>ejern fra omkring 1920. Den tidligere skranke var, ligesom det først<br />
kendte gelænder foran Rodsten-epitafiet, tætsat <strong>med</strong> balustradelignende<br />
rækværk. De nye gelændere åbner for det, der står bagved. På alterbordet<br />
rejser sig den smukt udførte altertavle af “Bildtsnider” Peder Jensen fra Kolding<br />
(kaldte sig siden Colding). Han er Østjysk baroks grundlægger og stormester,<br />
kendt fra udsmykning af flere omegns <strong>kirker</strong> og som nævnt Jesper<br />
Rasmussens epitafium i tværkirken. Peder Jensen Colding havde gode, dygtige<br />
<strong>med</strong>arbejdere i sit værksted det meste af sin tid i Horsens.<br />
Altertavlen er af udskåret egetræ, <strong>til</strong>virket som nævnt i 1640 og færdiggjort<br />
1654. Den blev som omtalt – ligesom prædikestolen – overmalet gråbrun og i<br />
1912 restaureret <strong>til</strong>bage <strong>til</strong> det oprindelige udseende.<br />
Centrum på tavlen er indstiftelsen af nadveren: Jesus er i centrum <strong>med</strong> den<br />
unge Johannes, discipel/apostel og senere evangelist. Nedenfor er forrædderen<br />
Judas anbragt. På altrets sider ses de fire evangelister og deres symboler:<br />
Til venstre forneden Lukas <strong>med</strong> oksen, og over ham Matthæus <strong>med</strong> englen.<br />
Til højre forneden ses Johannes <strong>med</strong> ørnen og over ham Markus (Johannes<br />
Markus), der var apostlen Paulus <strong>med</strong>hjælper. Han led martyrdøden ved den<br />
af ham nyoprettede menighed i Alexandria.<br />
Øverst ses den korsfæstede <strong>med</strong> de to kvinder ved siden. Inde i altrets<br />
vinger ses også to kvindeskikkelser, <strong>til</strong> venstre <strong>med</strong> kors og bog: troen, og <strong>til</strong><br />
højre <strong>med</strong> due og anker: håbet.<br />
Yderst på vingerne ses to havfruelignende kvinder <strong>med</strong> palmegrene i den<br />
ene hånd: De minder om indtoget i Jerusalem og det store svigt siden. Djævlemasker<br />
og lignende er indgraveret flere steder i altret, og allerøverst ses småfigurer,<br />
putti, <strong>med</strong> lidelsesredskaberne: kors, spyd og korsdrikken.<br />
Nederst under nadverbilledet er 1. Peters brev 5, 8 citeret: Om at våge og<br />
bede; for djævlen lurer!<br />
Oprindeligt var alterbordet af sten. 1640 blev det et træbord, og 1963 igen<br />
et stenbord <strong>med</strong> overdækning (Måske har der ikke været det før?).<br />
Som tidligere nævnt havde Rodstenerne anbragt er pulpitur oppe i buen <strong>til</strong><br />
sideskibet (Tvenstrupfløjen som den senere hen kaldtes). Her skulle så være<br />
plads <strong>til</strong> kirkegængerne fra den nedrevne kirke. Derfor anbragtes prædikestolen<br />
lige overfor sidekapellet ved indgangsdøren <strong>til</strong> kirken.<br />
Der var tidligere stor forskel på rig og fattig, selv om 1788-loven havde frisat<br />
hovbønderne. Det viste sig efterhånden, at når adelens privillegier var nedtonet,<br />
så optonede de mere velstående bønder og vandmøllebestyrere/senere<br />
ejere sig <strong>til</strong> gengæld: Nogle fik råd <strong>til</strong> uddannelse og blev overklasse <strong>med</strong> titler<br />
som etatsråd (1. trin) osv. <strong>til</strong> gehejmeråd (øverst). Der<strong>med</strong> forventede man at<br />
få særlige stolepladser i kirken.<br />
Som nævnt – ser det ud <strong>til</strong> – havde også Rathlousdal et stolestade allerede<br />
1643 ved tårnets sydmur. Nu skulle det hæves ved et førforstørret vindue.<br />
I 1800-tallets første år blev vinduet så yderligere forlænget nedad; måske pga.<br />
den – skal vi kalde – første “<strong>Kirke</strong>stolestrid”, der fik Rathlousdal <strong>til</strong> at hæve<br />
deres pulpitur, så der var plads <strong>til</strong> kirkegængere nedenunder. Fra pulpituret<br />
var der så rudeåbninger ud <strong>til</strong> dele af kirken samt gelænder og trappe foran.<br />
Men gårdmænd og <strong>andre</strong>, der var velstående <strong>med</strong> fine titler, fik efter hånden<br />
ret <strong>til</strong> særlige pladser i kirken for familien. Noget kaldtes kvindestolestade i<br />
altergulvet. (Var der stadig kønsadskillelse?). I 1862 var kirken forsynet <strong>med</strong><br />
43 “stolestader” <strong>med</strong> rygstød og døre + 10 åbne stader i sidekapellet forrest.<br />
Oppe i kirken var der præste- og degnestade.<br />
– 29 –
Vi er nu oppe i de nationale vækkelsesår, der <strong>med</strong> Napoleonskrigene og de to<br />
sønderjyske krige (1848-50 og 1864) ruskede op i vort folkelige fællesskab og<br />
dets forpligtelser.<br />
Rodstenseje var solgt på auktion <strong>til</strong> holsteneren O. W. Hagemann i 1835.<br />
Han var dansk gift og drev sammen <strong>med</strong> sin kone et forbilledligt landbrug og<br />
fik dygtige, senere kendte, danske sønner: Tænk på Hagemannsgade! Men<br />
tidsånden var imod ham og hans familie: “Holsteneren” skulle chikaneres!!<br />
Derfor var han s<strong>til</strong>le og <strong>til</strong>bageholdende – dybest set dansk af sind. Da første<br />
sønderjyske krig var lige på trapperne, trak han sig ud af sogneforstanderskabet<br />
(mellemting mellem bystævne og sogneråd, der begyndte 1867).<br />
I 1857 solgte han Rodstenseje, og familien – undtaget et par voksne sønner<br />
– flyttede sydpå <strong>til</strong> Kiel som rentiere. Hagemann var fysisk og psykisk svækket.<br />
Forinden havde den anden “<strong>Kirke</strong>stolestrid” vel også skubbet <strong>til</strong> Hagemanns<br />
ønske om at flytte ud af landet. Da han købte Rodstenseje fulgte nemlig<br />
ikke som før Randlev og <strong>Odder</strong> <strong>kirker</strong> <strong>med</strong>: Tiden var foruden folkelig<br />
ved at blive demokratisk, så hvorfor skulle han og familien overtage retten <strong>til</strong><br />
pulpituret, selv om familien opholdte sig der de første år efter købet af Rodstenseje<br />
1835?<br />
Striden brød ud allerede 3 år efter, og godsejerfamilien ville beholde retten<br />
<strong>til</strong> pulpituret og der<strong>med</strong> nøglen, som de sammen <strong>med</strong> andet havde overtaget<br />
ved købet af godset. En jurist boende på Lundhoff tog sig af sagen: Provsten i<br />
Gosmer og Tvenstrup-Svorbækbønderne – nu ca 15 år efter deres kirkes nedrivning<br />
– arbejdede for udsyn fra tværskibet, hvor der var 98 pladser.<br />
Det endte <strong>med</strong>, at biskop Paludan Müller, Århus, befalede pulpituret nedtaget;<br />
men Hagemann gav ikke op, for han vidste, at kirkegængerne kun satte<br />
sig i tværskibet, hvis der ikke var <strong>andre</strong> pladser i kirken. (Han havde talt <strong>med</strong><br />
“Tvenstrup-folkene”).<br />
Efter det Kongelige Kancelli i 1842 blev indblandet, opgav Hagemann og<br />
afleverede nøglen. Familien fik derpå pladser i nordre side af tårnet.<br />
Med pulpiturets nedtagelse begyndte vel den demokratisering hen ad vejen,<br />
der fjernede <strong>andre</strong> særrettigheder <strong>til</strong> kirkestole.<br />
En nok rimelig begrundelse for de ret isolerede kirkepulpiturer var tidens<br />
hygiejne: Kun få havde bademuligheder og kendte <strong>til</strong> sæbebrug. Det kunne<br />
lugtes i kirken, men nok mindre oppe i et pulpitur. Med bondefrigørelsen<br />
1788 og godsernes særrettigheders ophævelse 1919 kan man vel sige, at nu<br />
stod striden på gulvet og endte <strong>med</strong> “ren luft” i kirken/<strong>kirker</strong>ne?<br />
Det sidste ibrugtagne inventar i kirken var vel salmetavlerne fra omkring 1850.<br />
For salmesangen i kirken havde i mange år nok været udenadslære. I 1699<br />
kom den forordnede “Ny <strong>Kirke</strong>-Psalmebog” <strong>med</strong> 1/3 af Kingos salmer. Og<br />
1798 (som kort herefter omtales, citeres) kom en langt lettere <strong>til</strong>gængelig<br />
tekst <strong>med</strong> “Evangelisk Christelig Salmebog”. Det førte jo <strong>til</strong> “salmebogsstrid”.<br />
Senere kom <strong>andre</strong> salmebøger <strong>med</strong> Grundtvigs og Ingemanns “toner” <strong>til</strong>; for<br />
flertallet kunne nok læse: 1736 indførtes konfirmation, 1739 undervisningspligt,<br />
1814 Almueskoleloven og 1818 en lov om læreruddannelse.<br />
I nogle år stod valget mellem biskop Balles lærebog (omkr. 1800) og biskop<br />
Erik Pontoppidans (1898-1764) pietistiske katekismus og salmebog.<br />
Når “Evangelisk-Kristelig Psalmebog” omtales i denne forbindelse er det,<br />
fordi den blev taget i brug af Niels Blicher i Randlev-Bjerager – og vel også<br />
i <strong>Odder</strong>? Blicher var kendt som en særdeles dygtig fløjtespiller og har vel<br />
der<strong>med</strong> styrket salmesangen.<br />
– 30 –
I den nye salmebog står der foran, at den var “Til <strong>Kirke</strong> og Huus-Andagt” og<br />
skrevet i et let og tydeligt sprog, så “gode mennesker maae finde Trøst og<br />
Glæde”.<br />
Som nævnt tidligere var biskop Balle inspirator <strong>til</strong> salmebogskommisionen<br />
og ordenes forståelighed og vejledning. Det forargede jo “de stærke jyder”.<br />
Her er nogle verslinjer citeret:<br />
Nummer 18: “Alt skeer, o Gud! som du det vil.<br />
Dit bud må alting lyde ....”<br />
22: Den kendte:<br />
“Alvidende! dit Øie mig ransager ....”<br />
118: “O Jesus! du har elsket mig,<br />
Mig Synder overmaade ....”<br />
219: “Engang jeg vaagner og mig hæver<br />
Fra Gravens Mørke, Gravens Muld ....”<br />
549: efter tordenvejr:<br />
“Dit Lyn foer ud, din Torden slog,<br />
Da truede os Døden!<br />
Du i din Varetægt os tog ....”<br />
Slutter <strong>med</strong> nr. 558, register samt 223 sider <strong>med</strong> Collecter, Epistler, Evangelier<br />
og Bønner.<br />
Og Niels Blicher satsede på at anlægge et Skolelærerinstitut i Randlev 1807.<br />
Han påtog sig derfor at uddanne lærere i præstegården og demitterede 14<br />
lærere i 1812. Da havde der siden 1740 ligget en skole i Dyngby på stedet, hvor<br />
den nedbrændte kirke havde ligget <strong>til</strong> ca. 1529. Men hvordan <strong>med</strong> undervisningen<br />
i herredets første <strong>til</strong> formålet opførte skolebygning? Det var nok en<br />
grund <strong>til</strong> Blichers læreruddannelse.<br />
Ved <strong>Odder</strong> <strong>Kirke</strong> slog åen oprindeligt en – formodentlig anlagt – bue udenom<br />
nordre kirkegårdsmur. Her lå som nævnt i 1600-tallets sidste del en af bønder<br />
simpelt opført skolebygning og et hospice, hvor man tog sig af “fattiglemmer”<br />
som Gosmer Hospital fra 1757, der var bekostet af Rathlousdal (Ja. Gårdens<br />
“lemmer” skulle <strong>med</strong>bringe deres ligkiste!).<br />
Skoleindlæring havde allerede Luther anbefalet, og i 1780-erne blev en<br />
lang skolebygning opført der, hvor man i dag drejer ind <strong>til</strong> rådhuset. Her blev<br />
sognedegn og præstevikar Jørgen la Cour lærer fra omkring 1785-1809. Præsteembedet<br />
kunne han som nævnt ikke få, da han nægtede at gifte sig <strong>med</strong><br />
præsteenken. Ja; det var jo en socialforanstaltning: enkeforsørgelse; en del af<br />
præstelønnen!<br />
Ved reformationen havde kongen overtaget en del af kirkens penge (korn<br />
m.m.), og præsterne fik præstegårde, dvs. jord<strong>til</strong>liggende styret af forpagtere.<br />
Med stamhus-lensafløsningsloven af 1919 mistede godsejerne retten <strong>til</strong> at eje<br />
<strong>kirker</strong> og præstegårde. Deres jord overtog staten <strong>til</strong> oprettelse af husmandsbrug<br />
mod at betale præstelønningerne.<br />
Som nævnt havde <strong>Odder</strong> <strong>Kirke</strong> salmetavler før 1862 (1850 er nævnt foran),<br />
da kirkesynet det år omtalte dem. I 1904 opsattes nye tavler, der igen 1924<br />
erstattedes af de nuværende <strong>med</strong> trekantgavl. Siden er trekanten dekoreret<br />
<strong>med</strong> bibelske motiver.<br />
I de mange år kirken har ligget der, har om- og <strong>til</strong>bygning, ændringer og<br />
vedligeholdelse hele tiden været en selvfølge.<br />
– 31 –
Da korgavlen i 1868 blev nymuret <strong>med</strong> røde mursten, blev apsis repareret og<br />
forsynet <strong>med</strong> udgangsdør for præsten.<br />
Gulvet er flere gange udskiftet/forstærket. Der nævnes intet om begravelser<br />
under kirkegulvet; så ville store mindesten, f.eks. opsat i våbenhus som i<br />
<strong>andre</strong> <strong>kirker</strong>, minde om det. Begravelser under kirkegulve blev iøvrigt forbudt<br />
1805.<br />
Våbenhuset fik 1857 to store vinduer og hævet loft, så skibets nordportal<br />
blev synlig. Det ser ud <strong>til</strong>, at den fjernede sydportal var <strong>til</strong> svarende.<br />
1862 byggedes et stort vindue i korets sydside (hvor cement brugtes i stedet<br />
for <strong>til</strong>hugne sten). Samtidig blev et mindre vindue overfor <strong>til</strong>muret. I skibets<br />
sydmur anbragtes 1885-88 to spidsbuede vinduer <strong>med</strong> <strong>til</strong>huggede sten. De var<br />
afløsere for de oprindelige små vinduer. To overliggere (Monolitter) derfra<br />
eller fra nordsidens vinduer er vel de to sten, der stikker op af jorden øst for<br />
våbenhusets væg.<br />
I 1930-erne talte man om at udvide kirken <strong>med</strong> en sidefløj ved siden af<br />
Tvenstrupfløjen: <strong>Kirke</strong>gængernes antal var nok øget efter 1. verdenskrig!?<br />
Som nævnt blev et vindue i tårnets sydside forlænget nedad og vestvinduet forstørret<br />
1885-88. Tvenstrupfløjen har som føromtalt også gennemgået forskønnende<br />
reparationer inkl. vinduer. Ved kirkedøren stod oprindelig (omtalt<br />
1862) en fattigblok <strong>med</strong> bøsse. Den afløstes 1965 af to kobberbøsser på hver<br />
side af kirkedøren.<br />
I det følgende berettes lidt mere om kirkens nære omgivelser:<br />
Tæt ved tværskibets gavl er der blevet plads <strong>til</strong> urnebegravelser markeret<br />
<strong>med</strong> flade sten, og foran op mod kapelmuren står et krucifiks af kunstneren<br />
Erik Heide – formentlig fra begyndelsen i 1969. <strong>Kirke</strong>gården i den tidligere<br />
“store, folkerige landsby” er udvidet flere gange. Første gang 1821-22 – ser det<br />
ud <strong>til</strong> – i en afdeling op mod den kommende jernbane, så der var en lille åben<br />
mark imellem de to kirkegårdsdele. 1872 blev jordstykket mellem dem så inddraget.<br />
En rest af den gamle vendermur var der op mod den store kirkegårdsportal.<br />
Den blev fjernet 1902. Man kan se aftryk af de store sten på portalens<br />
vestside. To år efter kom et pikstensbælte rundt om kirken sammen <strong>med</strong> en<br />
stenbelægning fra port <strong>til</strong> kirkedør.<br />
Den hvide bygning markeret <strong>med</strong> gamle sten ved østre opgang <strong>til</strong> kirkegården<br />
var oprindelig nødtørftshus. Efter 1968 blev der toilet og materialerum.<br />
Her ved opgangen blev Batthisstenen anbragt 1942 efter at have været Stoddersten<br />
i mange år. Den lå <strong>til</strong> hen i 1700-tallet over grav i kirkegårdens nordvestre<br />
hjørne.<br />
Gravpladsen på den flere gange udvidede kirkegård slog alligevel ikke <strong>til</strong>.<br />
1889 blev Assistenskirkegården ved den nye Århusvej, nu Rådhusgade indviet.<br />
Langt fra kirken syntes man. Derfor opførtes 1894-95 en bygning <strong>med</strong> ligkapel<br />
og andagtsrum <strong>med</strong> siddepladser samt trædeorgel på pulpitur. Bygningen<br />
blev nedrevet 1980 pga. gode veje og der<strong>med</strong> kistetransport fra kirken.<br />
Tilbage <strong>til</strong> det gamle område ved kirken.<br />
Mod øst lå <strong>Kirke</strong>torvet, hvor Østergade løb ind i det, der nu hedder <strong>Kirke</strong>sti,<br />
samt Rørthvej <strong>med</strong> den gamle vej <strong>til</strong>/fra Århus over Norsminde. Som den<br />
tredje gamle vej løb Randlevvej ind <strong>til</strong> torvet her. Omkring 1850 løb den nye<br />
vej/gade: Tornøegade herfra langs den sydlige kirkemur op mod det kommende<br />
bycentrum.<br />
Hvor det, der i dag hedder Østergade, begynder, begyndte <strong>Odder</strong>s oprindelse:<br />
– 32 –
Den gamle bondeby <strong>med</strong> ca. 24 gårde og huse ud gennem Ankjærområdet!<br />
<strong>Odder</strong> Å løb i et formodentlig tidligt reguleret, buet løb udenom<br />
kirkegårdsmuren og videre på – set fra kirken – venstre side af det, der siden<br />
hed Østergade. Hvor Mejerivej/Kildegade i dag støder <strong>til</strong>, drejede åen i et<br />
sving ud mod Norsminde Fjord. Huse og gårde på første del af Østergade lå<br />
så <strong>med</strong> bagsiden ud mod åen/vejen. De havde så en fællesvej ned mod den<br />
senere Mejerivej.<br />
I 1881 blev åen så reguleret hen langs kirkegårdsmuren og fortsatte i sit nye<br />
løb, hvor den lige omtalte fællesvej bag de stråtækte gårde og huse ind<strong>til</strong> nu<br />
havde været. Nu fik de så vej ud langs Østergade på det gamle åløbs opfyldning.<br />
Det gamle billede er – set fra Rørthvej – hvor Østergade <strong>med</strong> gårde og huse fra højre stødte <strong>til</strong>. Den var den gang ikke en<br />
gade, men en vej <strong>med</strong> åløb på nordsiden langs vejen ud <strong>til</strong> den senere Kildegade. Gårdene havde derfor en adgangsvej<br />
nedenfor, hvor det senere regulerede åløb kom <strong>til</strong> at strømme.<br />
Her hvor 4-5 veje efterhånden løb sammen blev der en plads kaldet <strong>Kirke</strong>torvet: Til venstre gik vejen mod Randlev (og<br />
der<strong>med</strong> Rodstenseje). Ved kirkegårdsmurens sving ude <strong>til</strong> venstre stod “Stodderstenen (Hattis Sten). Her forbi blev (var?)<br />
Tornøegade anlagt.<br />
På billedet ses et skur/maskinhus(?), der ser ud <strong>til</strong> at spærre den gamle vej forbi kirken. Måske var man ved at ændre<br />
åløbet. Årsag <strong>til</strong> spærringen kan også være begyndelsen <strong>til</strong> maskinfabrikken Aalykkes opbygning hen over åløbet.<br />
Ved kirken ses varmebygningens skorsten rage op. Her forbi kirken slog vejen et S-sving: Oprindelig over et bredt vadested<br />
og senere flyttede broer (kørebro, siden gangbro og igen kørebro) afhængig af åudgravningerne. Vejen fik <strong>til</strong> sidst navnet<br />
<strong>Kirke</strong>sti. Oprindelig var den jo hovedvejen fra Norsminde (Århus) og videre mod vest .<br />
I dag ender den i Mejerivej, som har et smalt forløb over jernbanen og igen over den nye vej <strong>til</strong>/fra Århus mod Nørregade.<br />
Det brusende brede åløb (dengang) – ser det ud <strong>til</strong> – er reguleret tre gange:<br />
1) I 1600-årene for at give plads <strong>til</strong> og beskyttelse af kirkelade og hospice.<br />
<strong>Kirke</strong>ejer/godsejer/oberst Fr. Chr. Rantzau (1700-1741) fornyede siden bygningerne.<br />
2) I 1796 var bygningerne tæt på kirkemuren forsvundet og blevet <strong>til</strong> en del<br />
af præstegården, så åen reguleredes nærmere muren; men man var betænkelig<br />
ved at komme for tæt på.<br />
3) I 1881 var betænkeligheden borte som antydet ovenfor, og åen blev lagt<br />
endnu tætter på muren.<br />
Vejen, der nu hedder <strong>Kirke</strong>sti, var som nævnt forbindelsesvejen/hoved-<br />
vejen <strong>til</strong>/fra Århus. Den løb mellem kirke og præstegård i et S-sving over åens<br />
– 33 –
vadested og videre ad “Svotgaaed”(Muddergade), nu Nørregade, videre mod<br />
Skanderborg-Horsens.<br />
Skulle man <strong>til</strong> Tvenstrup, som delte præst <strong>med</strong> <strong>Odder</strong>, gik vejen ad Bisgårdsvej<br />
og dens vadested <strong>til</strong> området, hvor den senere Århusvej løb. I vandrige<br />
årstider måtte man op gennem Rold Skov og ad Bondesvadvej. Vadestedet<br />
der (ved bondevadet) fik, da den senere <strong>Kirke</strong>bro ved S-svinget blev<br />
nedbrudt, sten <strong>til</strong> en bro der.<br />
Vejen mellem kirke og præstegård på begge sider af åen løb gennem et<br />
fugtigt område. 1693 byggedes tæt ved præstegården en ca. 10 meter lang<br />
kørebro over vadestedet. 1884 måtte vejen – og broen tre år efter – forhøjes<br />
på grund af hyppige oversvømmelser.<br />
Tegningen viser kirkens nærområde og der<strong>med</strong> også åløbet tæt på kirkegårdsmuren. Det løb oprindeligt <strong>med</strong> et elvagtigt<br />
brus og vandmængde, <strong>til</strong> en stor del af vandet blev <strong>til</strong> drikkevand m.m. gennem Fillerup Vandværk.<br />
Det gamle åløb er tre gange blevet flyttet: Første gang i 1600-tallet i en bue – <strong>til</strong> beskyttelse – uden om Tiendelade og<br />
Hospice, der senere også rum<strong>med</strong>e en slags børneskole (og måske voksenskole) brugt lige efter gudstjenesten om søndagen.<br />
Illustrationen viser den sidste åregulering i 1881.<br />
1856 forberedte sognerådet sig på den kommende vej direkte <strong>til</strong>/fra Århus<br />
og ville <strong>med</strong> en bro ved Tinghuset, der på samme tid blev bygget, ændre <strong>Kirke</strong>broen<br />
<strong>til</strong> en gangbro. I 1860 var Århusvejen færdiganlagt. Den gamle bro ved<br />
præstegården brugtes, trods dens elendighed, som gangbro <strong>til</strong> ålejet i 1881<br />
var flyttet tæt på kirkegårdsmuren. Derpå blev den omtalte gangbro bygget<br />
over åsvinget lige ved kirken. Fra nu af kaldtes vejen <strong>Kirke</strong>stien!<br />
Man må tro, at mange kørte <strong>til</strong> kirke – den gang i hestevogn (Så måtte der<br />
vel være hestepassere under gudstjenesten?). For beboere i <strong>Odder</strong>, Tvenstrup,<br />
Balle og Svorbæk ansøgte i 1884 om anlæg af en rigtig bro og vej tæt ved kirken.<br />
De havde som nævnt fået en bro over Bondesvad, så nu kunne de næsten<br />
køre <strong>til</strong> kirke. Efter overvejelse forlangte sognerådet mindst 400 kroner. Ved<br />
privatindsamling gennem pastor Thygesen kunne han i august 1889 aflevere<br />
beløbet. Derefter udførtes bro og brolægning. Men den hed stadig <strong>Kirke</strong>sti.<br />
– 34 –
Aalykke sænkes<strong>med</strong>ie og galvanisering” står der på gavlskiltet. Fabrikken blev bygget 1883 og nedrevet, flyttet <strong>til</strong> Fillerup<br />
1965.<br />
Nederst th: Der var fra begyndelsen en vandmølle (uden behov for mølledam!). Det ses at vandhjulet er fjernet; for-<br />
_modentlig<br />
da vandbruset hørte op pga. vandværket (omkring 1900 - 1910).<br />
Når vi i dag ser på området mellem “<strong>Kirke</strong>torv” og stedet, hvor den efter<br />
branden 1895 opførte præstegård og dens nære omgivelser lå, er alt totalt<br />
for<strong>andre</strong>t: Først var det præstegårdsjord og ubebygget undtaget de <strong>til</strong> kirken<br />
hørende bygninger. Og så begyndte det nye, som nu er væk.<br />
Det, kan man måske sige, begyndte <strong>med</strong> brandsprøjten, der var anbragt<br />
i kirkens våbenhus. (Det inspirerede vel?). For 1858 byggedes et sprøjtehus,<br />
som 1897 afløstes af en brandstation overfor præstegården tæt ved, hvor “stien”/<br />
vejen drejede.<br />
Ud for <strong>Kirke</strong>torvet og hen, hvor kirken i dag har parkeringsplads og på<br />
arealet, hvor biblioteket senere blev bygget, lå fra 1883 en maskinfabrik, Aalykke,<br />
bygget hen over en del af det nye åløb, hvor man også kunne bruge<br />
det brusende vand i en vandmølle, inden vandværket i Fillerup tog bruset.<br />
Efter Aalykkes første del drejede <strong>Kirke</strong>sti over den nye <strong>Kirke</strong>bro og hen mod<br />
præstegården <strong>til</strong> Mejerivej.<br />
Ud <strong>til</strong> <strong>Kirke</strong>sti lå få beboelseshuse, og bagved fyldte Aalykkefabrikken<br />
arealet hen <strong>til</strong> mejerivej.<br />
Tilbage <strong>til</strong> <strong>Kirke</strong>broen og over på kirkesiden:<br />
Hvor vejen drejede over åen byggedes en vaskeribygning <strong>med</strong> grundmure<br />
nede i åkanten/vandet. Den blev revet ned i 1972.<br />
Ja, tænk: I 1888 var der planer om at opføre et slagteri på den tidligere<br />
præstegårdsjord. Det forhindrede hofjægermester Holstein-Rathlou ved at<br />
– 35 –
skænke grunden på Horsensvej, hvor slagteriet så blev bygget. Ja, den omtalte<br />
præstegårdsjord gik fra det nye åløb langs kirkegårdsmuren og hen <strong>til</strong> det,<br />
der kom <strong>til</strong> at hedde Mejerivej (tidligere del af Nørregade). Mod vest nåede<br />
præstegårdsjorden over <strong>til</strong>, hvor jernbanen fra 1884 kom <strong>til</strong> at løbe.<br />
Her på det åbne areal tog transportvæsenet fat: Hvor <strong>Kirke</strong>centrets første<br />
bygning <strong>med</strong> tre sale ud mod åen blev bygget, var der rutebilholdeplads <strong>med</strong><br />
garager, tankstation og værksted. Resten af det store areal udfyldtes af jernbanen<br />
<strong>med</strong> vældige remiser, en drejeskive <strong>til</strong> lokomotiverne og værksteds-<br />
bygninger.<br />
Det eneste, der ikke <strong>til</strong>hørte bus- og togtransport, var brandstationen fra<br />
1897 ved enden af <strong>Kirke</strong>sti. Den blev verdenskendt pga. dens eksplosionsagtige<br />
brand december 1965.<br />
I <strong>til</strong>lid <strong>til</strong> den store præstegårdsbygnings holdbarhed – opført efter den<br />
omtalte brand 1895 – byggedes der en “Konfirmandbygning”, faktisk et kirkecenter,<br />
lidt ud for præstegårdens gavl og <strong>med</strong> indgang fra Åholmsgade. Her var<br />
der kirkekontor, dobbelt festsal og køkken mm. Denne nye bygning fik højst<br />
“10 års levetid”; for i slutningen af 1970-erne blev præstegården ubrugelig<br />
– 36 –<br />
Til venstre:<br />
Her ses vaskeribygningen ved<br />
åsvinget/broen <strong>med</strong> murene nede i<br />
åløbet.<br />
Nedenfor:<br />
Præstegården (boligen) før gasningen,<br />
der nok dræbte et eller andet insekt<br />
(husbukke?). Men gaslugten blev<br />
hængende. <strong>Kirke</strong>centret/konfirmandbygningen<br />
(nederst) fik kun ca. 10<br />
år og blev revet ned sammen <strong>med</strong><br />
præsteboligen og en anden <strong>til</strong>hørende<br />
bygning <strong>med</strong> – ser det ud <strong>til</strong> – gammel<br />
forsamlingssal.
efter gasning, og da kommunen gerne ville have et plejecenter og aktivitetshus<br />
for pensionister ude fra by og omegn, var præstegårdsgrunden <strong>med</strong> den<br />
store parklignende have et oplagt sted. På samme tid var banens og bussernes<br />
mange bygninger + tankstation blevet overflødige.<br />
_<br />
Øverst: Billedet er fra jernbaneværkstedets 25-års jubilæum 1909 <strong>med</strong> et pyntet lokomotiv og de aktive.<br />
Nederst tv: Billedet her er tydeligere. Her kan man se lokomotivdrejeskiven.<br />
Nederst th: Brandstationen på et fotografi fra 1955. Den brændte 16. dec. 1965. Til højre i billedet ses lokomotivværksted.<br />
Billedet <strong>til</strong> venstre er før 1970-erne, hvor de gamle bygninger langs <strong>Kirke</strong>sti endnu lå der. Man kan se ind- og udkørslen<br />
for rutebilerne mellem den hvide værkstedsbygning og vaskeribygningen. Der hvor rutebilerne serviceredes byggedes som<br />
vist første del af det nye <strong>Kirke</strong>center 1981-82. Den senere udvidelse er fra 2002.<br />
– 37 –
Nu var der blevet plads, hvor det tidligere baneareal <strong>til</strong> Horsensbanen lå, og<br />
behov for værksteder <strong>til</strong> motorbanetog og busser <strong>med</strong> stor holdeplads var<br />
dækket godt ind.<br />
Herefter kunne kirken overtage sine ryddede gamle arealer og fra 1980<br />
bygge kirkecenter <strong>med</strong> kontorfaciliteter samt præstebolig <strong>med</strong> provstekontor<br />
– indviet 1982. I 2002 blev <strong>Kirke</strong>centret udvidet. Hvor Aalykkefabrikken<br />
havde ligget, var der opført en stor biblioteksbygning <strong>med</strong> legehave og mange<br />
parkeringspladser, ligesom kirken fik sine tæt ved.<br />
Men husk: Det centrale er kirken. Gå rundt om den og find stenmesterens<br />
tegn i tårngavl og ind <strong>til</strong> det ældste: døbefonten og korset.<br />
– 38 –