produkter bedre kunne fø

produkter bedre kunne følges, og fastlæggelse af kilde til PAH forureninger vil kunne gennemføres. Den anførte beregning af koncentrationerne ud fra GC-MS-responset af moderforbindelsen [20] vil ifølge DHIs erfaringer ikke give et sandt billede, idet for eksempel 3,6 dimethylphenantren giver mindre end det halve i respons sammenlignet med phenantren. 6.5 Biomarkører Biomarkør fingerprinting har traditionelt være benyttet af i oliegeokemien til at karakterisere olies oprindelse, modenhed, transport mm. Bestemmelse af kildekarakteristiske og unedbrydelige biomarkørere danner baggrund for vigtig information, når kilden til et oliespild skal identificeres. Mange undersøgelser har benyttet biomarkører i forbindelse med identifikation af oliespild [2,26]. Nedbrydningen af biomarkørerne ved biologisk behandling og forvitring er studeret grundigt, og det viser sig, at forholdet mellem udvalgte biomarkører er uforandret. Biomarkører kan derfor benyttes som bevarede interne referencer, selv i stærkt nedbrudte oliespild [2]. De biomarkører, som er identificeret som værende karakteristiske for råolie og olieprodukter, er Hopanerne hopaner m/z 191 methyl hopaner m/z 205 Steranerne steraner m/z 217 og 218 methylsteraner m/z 217/231 disteraner m/z 217/259 Strukturformler for eksempler på hopaner og steraner er angivet i figur 3. Biomarkørerne vil altid være til stede i råolien, men i oliespild vil indholdet på grund af fremstillingsprocessen for olieprodukterne (destillation) afhænge af, olieproduktets kogepunktsinterval. I lette produkter som petroleum og benzin vil der ikke være biomarkører, og i dieselolie vil der kun være de lettere biomarkører til stede. De karakteristiske biomarkører, som rapporteres anvendt, har kulstof skeletter på mellem 23 og 33 kulstofatomer. Kogepunktet/retentionstiden for disse forbindelser er dog lavere end for n-alkaner med samme antal kulstofatomer. I NORDTEST-metoden Oil Spill Identification [27] anføres betingelser for bestemmelsen af biomarkørerne, herunder hvilke gaskromatografiske vinduer, der skal benyttes til at bestemme de enkelte komponenter. Vinduerne fastsættes ud fra n-alkanernes retentionstider, hvorved der er gode muligheder for at reproducere identifikationsdata mellem laboratorierne. Pristan og phytan omfattes også af begrebet biomarkører [28]. Stofferne dannes ved omdannelse af biologiske stoffer, men bevarelsen af specifikke steroid skeletter tillader korrelationen mellem fossile forbindelser og de biologiske forbindelser. Payet fastslår [28], at tilstedeværelsen i spildevandsslam af et tydeligt indhold af hopaner og tristeraner sammen med kortkædede n-alkaner, pristan/phytan, som er typiske indholdsstoffer fra mineralolie, er et sikkert bevis for en forurening med mineralolie. I en omfattende undersøgelse af kulbrinterne i San Francisco Bay [8] er der lavet nogle overbevisende sammenhænge mellem sedimentets alder og forholdene mellem forskellige biomar-

kører, der indicerer stigende petrogen belastning i de nyere sedimentaflejringer. Blandt hopanerne nævnes nogle, der karakteriserer biogene kulbrinter: 17β(H)trisnorhopane (C27, Tβ) og ββ-hopan (C31), 17β(H)-trisnorhopen (C27, Te) og adskillige C30 hopener inklusive diploten. Plottes forholdet mellem nogle af disse biogene markører mod de petrogene markører fås nogle overbevisende plots, der viser tydelige ændringer i kilderne til aflejringerne. Blandt steranerne kan det tilsvarende ses, at de biogene 20R epimerer af ααα-C27, -C28 og C29 steraner dominerer over de petrogene 20S epimere.