Myter om holdbarheden* - De Økonomiske Råd

dors.dk
  • No tags were found...

Myter om holdbarheden* - De Økonomiske Råd

4 samfundsøkonomen nr 2, april 2011 – Myter om holdbarhedenMyter om holdbarheden *De økonomiske vismænd har i deres seneste rapport vurderet Danmarks finanspolitiskeholdbarhedsproblem til at udgøre 0,6 pct. af BNP eller 11 mia. kr. årligt. Her gennemgåsnogle af problemstillingerne i udarbejdelsen af holdbarhedsberegninger.Poul Schou,cand. polit., ph.d., chefkonsulent,De Økonomiske Råds SekretariatDet er velkendt, at Danmarks finanspolitiske holdbarhedstår over for store udfordringer i de kommende årtier. Dennuværende finanspolitiske linje anses af bl.a. de økonomiskevismænd for ikke at være holdbar. Holdbarhedsbegrebet erdog stadig relativt abstrakt for de fleste almindelige deltagerei den økonomiske debat herhjemme, og der er talrige eksemplerpå misforståede opfattelser af, hvori problemet består, oghvordan forskellige tiltag vil påvirke holdbarheden. I skrivendestund er der især fokus på spørgsmålet om efterlønnen.Denne artikel kommenterer ikke denne aktuelle debat.Formålet med artiklen er derimod at kaste lidt mere lys overselve begrebet finanspolitisk holdbarhed ved at forklare nogleaf problemstillingerne i udarbejdelsen af sådanne holdbarhedsberegninger.Groft sagt betyder finanspolitisk holdbarhed, at man kanfastholde den nuværende finanspolitik uændret i al fremtid,uden at den offentlige gæld stiger eksplosivt. Udtrykt lidtmere formelt er de offentlige finanser holdbare for en givenfinanspolitisk udvikling, hvis den indebærer, at den offentligesektor overholder sin intertemporale budgetrestriktion.Denne restriktion siger, at gælden på ethvert tidspunkt ikkekan overstige nutidsværdien af alle de fremtidige primærebudgetoverskud. Hvad det vil sige at fastholde den ”nuværende”finanspolitik er imidlertid til dels et fortolkningsspørgsmål.Der er bl.a. derfor næppe noget eksakt svar på,hvordan man mest korrekt skal måle størrelsen af et eventueltholdbarhedsproblem. Det er da også naturligt nok sådan,at de vurderinger af holdbarhedsproblemets størrelse, somjævnligt foretages, dels er forskellige, alt efter hvilken institutionder er ophavsmand til beregningen, og dels ændrer sigover tid. Det sker som følge af ændringer i den økonomiskepolitik som eksempelvis ændrede skatter, på grund af andreudefrakommende ændringer som finanskrisen, på grund afbrugen af ændrede datagrundlag og tekniske metoder, og somfølge af beslutninger om andre fremskrivningsprincipper hosde ansvarlige for fremskrivningerne.I tabel 1 ses, hvordan holdbarhedsproblemet har været vurdereti forskellige vismandsrapporter i det sidste årti. Dengældende finanspolitik har aldrig i nogle af rapporterne væretvurderet som holdbar, men som det fremgår, har holdbarhedsproblemetsstørrelse varieret noget i tidens løb. Størstvurderedes problemet at være i efteråret 2006 – i øvrigt ligeEFTER vedtagelsen og indregningen af den ret betydningsfuldevelfærdsaftale fra sommeren 2006. En hovedårsagNOTE *Kolleger til DØRS takkes for nyttige kommentarer. Synspunkterne i denne artikel er forfatterens egne og deles ikke nødvendigvis af De Økonomiske Rådsformandskab.


samfundsøkonomen nr 2, APRIL 2011 – Myter om holdbarheden5hertil er, at vismændene fra efteråret 2006 har betjent sig afen befolkningsfremskrivning med en noget større stigning iden fremtidige middellevetid, end man gjorde i tidligere vismandsrapporter.I samme vismandsrapport beregnedes det,at holdbarhedsproblemet ville have været næsten dobbelt såstort uden vedtagelsen af velfærdsaftalen, nemlig 4 pct. afBNP. Velfærdsaftalen og især dens indeksering af tilbagetrækningsaldrenegennem hele det 21. århundrede har altså haftmeget stor betydning for, hvor store de kommende finanspolitiskeproblemer er.Tabel 1 Vurderinger af det finanspolitiske holdbarhedsproblem i forskelligevismandsrapporterVismandsrapportHoldbarhedsproblemi pct. af BNPEfterår 2002 1,0Forår 2004 1,9Efterår 2006 2,2Efterår 2007 1,4Forår 2010 1,4Efterår 2010 0,6Anmærkning Holdbarhedsindikatoren angiver, hvor stor en permanent årlig forbedringaf den primære saldo der er nødvendig, for at den offentlige sektor netop kan overholdesin intertemporale budgetrestriktion. Vismandsrapporten fra efteråret 2010 indeholderikke nogen egentlig holdbarhedsberegning, men en mellemfristet fremskrivning frem mod2020, som kan omregnes til en holdbarhedsindikator på 0,6 pct. af BNP, jf. hovedteksten.I vismandsrapporten Dansk Økonomi, Forår 2010 blev holdbarhedsproblemeti det centrale forløb vurderet til at udgøre1,4 pct. af BNP eller 25 mia. kr. årligt. Denne beregning byggedeblandt andet på en konkret mellemfristet fremskrivningaf Danmarks økonomi, herunder de offentlige finanser, fremtil 2020. I den senest udkomne vismandsrapport fra oktober2010 er der ikke offentliggjort nogen ny holdbarhedsvurdering.Der er derimod en ny mellemfristet fremskrivningaf de offentlige finanser, som indebærer en forbedring afden offentlige saldo i 2020 i forhold til det centrale forløb iforårsrapporten. Det skyldes først og fremmest den genopretningsaftalemed bl.a. forskellige skattestramninger, som blevindgået i maj mellem de to vismandsrapporter. Opdatererman den langsigtede fremskrivning fra Dansk Økonomi, Forår2010 med de nyere forudsætninger i den mellemfristedefremskrivning fra Dansk Økonomi, Efterår 2010, får man, atholdbarhedsproblemet med disse forudsætninger vil værepå 0,6 pct. af BNP eller 11 mia. kr. årligt. Der er altså sket enformindskelse af det vurderede holdbarhedsproblem på 0,8pct. af BNP i den mellemliggende periode. Dette er dermedet eksempel på, hvordan ændringer i den økonomiske politiknaturligt nok vil påvirke holdbarhedsmålet fra gang til gang.”Gældende finanspolitik” kan fortolkes forskelligtNogle få andre eksempler kan illustrere, hvordan forskelligefortolkninger af begrebet gældende finanspolitik kan havestore konsekvenser for det målte holdbarhedsmål. Et spørgsmålvedrører behandlingen af skattestoppets nominalprincip,der medfører, at satserne for ejendomsværdiskatten ogforskellige punktafgifter løbende udhules i takt med inflationen.Nominalprincippet er modsat typiske skattesatser ikkenedfældet i nogen permanent lovgivning, men er indgået i regeringsgrundlagetfor skiftende regeringer siden 2001, og derer ikke nogle tegn på, at politikerne ønsker at ændre det i enoverskuelig fremtid. Alligevel forudsættes det i eksempelvisregeringens seneste langsigtede økonomiske fremskrivning(Konvergensprogram 2009) beregningsteknisk, at nominalprincippetkun indregnes frem til 2019. Tidligere tilsvarendeplaner fra regeringens side har på samme måde beregningstekniskantaget, at nominalprincippet afskaffedes fra 2010henholdsvis 2015. Man kan dog argumentere for, at det er enmere logisk og naturlig tolkning af begrebet ”uændret skattepolitik”,at skattestoppet og dermed nominalprincippetantages fortsat i hele fremskrivningsperioden. Vismændenehar valgt denne sidste antagelse i deres nyeste holdbarhedsberegninger.Antagelsen om, at nominalprincippets udhulingaf skattegrundlagene fortsætter også efter 2020, giver i deresberegninger en anseelig forværring af holdbarhedsindikatorenpå 0,9 pct. af BNP.Et andet spørgsmål drejer sig om, hvad der er en neutral fremskrivningaf udviklingen i det offentlige forbrug. I modsætningtil eksempelvis satser for overførselsindkomster og skatter erder her ikke nogen klare regler, som vil gælde uforandret ifremtidige år, indtil de specifikt laves om. Sædvanligvis er derher enighed blandt fremskrivere om i stedet at antage, at de offentligeserviceudgifter til hver enkelt bruger stiger i takt medden almindelige produktivitetsvækst og inflationen. I en situationmed en stabil befolkning medfører dette, at de offentligeforbrugsudgifter udgør en konstant andel af BNP.Ser man på udviklingen i de seneste årtier, passer denneforudsætning imidlertid ikke særlig godt med den historiskeudvikling. I Dansk Økonomi, Forår 2010 har man derforsuppleret den sædvanlige fremskrivning med et såkaldtvelstandsforløb, hvor den historiske trend i det offentlige forbrugi 1991-2008 antages videreført i perioden 2021-2040. Tagerman højde for de demografiske ændringer i den historiskeperiode og andre forhold, som ikke kan forventes videreførtfremover (som stigningen i antallet af unge under uddannelseog udbygningen af offentligt finansierede børnepasningsordninger),fås, at det offentlige forbrug har haft en mervækst iforhold til produktiviteten i de private byerhverv på 0,4 pct.om året. Sådan en mervækst kan blandt andet forklares ved etudgiftspres i sundhedssektoren som følge af, at der hele tidenudvikles nye behandlingsmetoder. Fremskrives denne mervæksti det offentlige forbrug i 20 år, medfører det, at holdbarhedsproblemeti velstandsforløbet bliver på 2,4 pct. af BNP– altså 1 pct.point større end i grundforløbet.Et tredje spørgsmål drejer sig om lovgivningen om satsreguleringen,der bestemmer, hvordan overførselsindkomster og forskelligeskattefradrag skal indekseres fremover. Hovedreglener, at disse beløb skal følge med den almindelige lønudvikling.Den konkrete udformning af reglerne medfører imidlertid, at


6samfundsøkonomen nr 2, april 2011 – Myter om holdbarhedenstigningerne i det lange løb bliver lidt mindre end udviklingen iden gennemsnitlige timeløn inklusive pension. Det skyldes ikkeblot, at der normalt fratrækkes 0,3 pct.point hvert år til satspuljen,som finansierer en række sociale tiltag, men blandt andetogså, at satsreguleringen ikke medregner den gennemsnitligelønstigning, der skyldes en strukturel forskydning mellem arbejdereog funktionærer, jf. Dansk Økonomi, Forår 2010. Baseretpå historiske beregninger betyder denne sidste forskel alene, atsatsreguleringen årligt er steget med godt 0,2 pct.point mindreend det gennemsnitlige lønniveau.Antager man, at denne udvikling fortsætter fremover, kan holdbarhedsforbedringensom følge heraf opgøres til at udgøre 1,3pct. af BNP – dvs. at finanspolitikken faktisk er holdbar, hvisman i øvrigt følger beregningsantagelserne i den pågældenderapport. En sådan fortsat stigende forskel mellem stigningen i realindkomsternefor folk i og uden for arbejdsmarkedet vil imidlertidsamtidig medføre stigende indkomstforskelle i befolkningen.Man kan forestille sig, at dette af fordelingsmæssige grundevil møde politisk modstand. I vismændenes centrale fremskrivning,hvor overførselsindkomsterne følger lønstigningerne 100pct., antages det derfor implicit, at politikerne med forskelligediskretionære tiltag eliminerer denne forskel. Denne implicitteantagelse forværrer altså alt andet lige holdbarheden med desamme 1,3 pct. af BNP.Konsekvensberegninger snarere end prognoserPå samme måde som man indtil nu jævnligt har lavet størrerevisioner af den måde, man foretager de langsigtede fremskrivningerpå, må man regne med, at mange af de vigtige faktorer,som indgår i beregningerne i dag, vil udvikle sig anderledesend forudsat. De ovenstående eksempler viser også, at der kanvære forskel på, hvad man opfatter som realistiske forudsætninger,og hvad man rent faktisk fremskriver under en forudsætningom uændret politik. Det er derfor naturligt at behandleresultaterne fra sådanne fremskrivninger med en vis ydmyghed:De er ikke udtryk for egentlige prognoser, men snarerekonsekvensberegninger af, hvordan økonomien vil udvikle sigunder de givne forudsætninger. Man kan derfor også spørge,om det overhovedet giver mening at lave sådanne fremskrivningeraf dansk økonomi mange årtier frem i tiden, når usikkerhedener så stor, og man alligevel ofte reviderer skønnenekraftigt som følge af nye data og ændrede betragtningsmåder?Svaret herpå er, at arbejdet med de lange fremskrivninger underalle omstændigheder er med til at forbedre vores informationsgrundlag.En fremsynet økonomisk politik bør tage hensyntil de væsentlige udfordringer i fremtiden, som man med en vissandsynlighed kan imødese allerede nu, og det vedvarende arbejdemed at forbedre model- og datagrundlaget for de langsigtedeberegninger medfører, at det danske fagøkonomiske miljøefterhånden opnår en bedre forståelse af de mange forskelligeproblemstillinger, der vil påvirke udviklingen fremover. Samtidigkaster forskellige følsomhedsanalyser lys over, hvor megetkonkrete ændringer i de forskellige usikre forudsætninger hverisær betyder for samfundsøkonomien fremover. På trods afusikkerheden i alle forsøg på at skue ind i den fjernere fremtider der derfor klare fordele ved at gøre forsøget alligevel.Givet usikkerheden om antagelserne i de langsigtede fremskrivningerer udarbejdelse og præsentation af følsomhedsanalyseren central del af arbejdet med dem. De giver enbedre forståelse af de enkelte elementers betydning og kan aflivenogle af de myter, som ofte nævnes, når talen er om voresfinanspolitiske udfordring. Et par eksempler skal her gives.Vil højere økonomisk vækst forbedre denfinanspolitiske holdbarhed?Det er en udbredt opfattelse, at højere økonomisk realvækstmå styrke de offentlige finanser. Således hører man ofte idebatten om den nedgang, der har været i produktivitetsvæksteni de senere år, at det er vigtigt at sætte gang i produktivitetsvækstenigen af hensyn til de offentlige finanser. Menfaktisk er det sådan, at højere produktivitetsvækst nok kanvære en god ting af mange forskellige årsager, men det er ikkenoget, som vil forbedre holdbarheden, i hvert fald ikke medde forudsætninger, som det er normalt at anvende i de danskelangsigtede fremskrivninger. Faktisk viste en analyse i DanskØkonomi, Forår 2010, at hvis man antager en årlig produktivitetsvækstfremadrettet på 1½ pct. i stedet for de 2 pct., somer forudsat i hovedscenariet, vil den lavere vækst forbedreden finanspolitiske holdbarhed en smule, nemlig med 0,2pct.point. Tror man, at 1½ pct. er en mere rimelig central antagelseom væksten fremadrettet, vil det nuværende holdbarhedsproblemaltså ligge på ca. 0,4 pct.Hvorfor påvirker realvækst holdbarheden på denne måde?Det er konstruktivt som en førsteordens-approksimation attænke på, at højere realvækst vil påvirke såvel BNP som deoffentlige indtægter OG de offentlige udgifter lige meget. Påindtægtssiden vil højere produktivitetsvækst omsætte sig istørre lønstigninger og tilsvarende større stigninger i kapitalindkomstog forbrug, og da disse komponenter også udgør devigtigste skattebaser, vil de offentlige skatteindtægter dermedstige med samme takt. De offentlige udgifter påvirkes imidlertidpå samme måde: Som allerede nævnt ovenfor afhænger deto vigtigste delposter her (overførselsindkomster til husholdningerneog det offentlige forbrug) også af produktivitetsvækstenog vil altså ændre sig i takt med denne. Stort set detsamme gælder for de øvrige offentlige udgifter.Denne tankegang efterlader altså såvel indtægter som udgifterog dermed hele den primære saldo uændrede som pct.af BNP. Skal man forklare, hvorfor holdbarhedsindikatoreni den konkrete følsomhedsberegning så ikke er helt upåvirket,men faktisk udviser en lille forbedring, når produktivitetsvækstener lavere, skal man kigge lidt mere detaljeret påde enkelte udgifts- og indtægtsposter, hvoraf nogle adskillersig lidt fra det overordnede billede. Nogle af skatteindtægterneer således ikke direkte knyttet til produktivitetsudviklingen,og disse stiger derfor i forhold til BNP. Det gælder førstog fremmest udviklingen i pensionsformuen og beskatningenheraf. Størstedelen af stigningen i de offentlige indtægter somandel af BNP kan således henføres hertil. Derudover skerder på udgiftssiden et lille fald i de offentlige investeringersBNP-andel, fordi man ikke behøver så højt et investeringsniveaufor at opretholde kapitalapparatet på et passende niveau


samfundsøkonomen nr 2, APRIL 2011 – Myter om holdbarheden7i forhold til resten af samfundsøkonomien, når produktivitetsvækstener lav.Hvor afgørende er befolkningsændringerfor holdbarheden?I mange almindelige danskeres bevidsthed hænger de langsigtedefinanspolitiske problemer meget snævert sammenmed en forestilling om en skrumpende arbejdsstyrke i dekommende årtier. Derfor er det en udbredt opfattelse, at befolkningsændringermå have stor betydning for den finanspolitiskeholdbarhed. Man hører således jævnligt udsagnom, at det er vigtigt at forøge fødselsantallet eller nettoindvandringenaf hensyn til finanspolitikken. Men faktisk viserberegninger i den sidste vismandsrapport om holdbarhedsproblemet,at såvel større fertilitet som større indvandringdels kun påvirker den finanspolitiske holdbarhed beskedent– og dels er fortegnet negativt: Såvel flere børnefødsler somflere (gennemsnitlige) indvandrere vil forværre holdbarhedenen anelse, jf. tabel 2. Grundlæggende skyldes dette, atnye medborgere af begge slags jo ikke blot medfører størreskatteindtægter fra den forøgede arbejdsstyrke, men ogsåstørre offentlige udgifter, og i begge tilfælde opvejer sidstnævntegodt og vel de positive effekter på den offentligesaldo af førstnævnte. Eksemplerne understreger, at denafgørende udfordring fremover ikke i sig selv drejer sig omat forøge arbejdsstyrken, men derimod om at foretage tiltag,der forbedrer de offentlige finanser, og der er ikke nogen entydigsammenhæng mellem disse to.Tabel 2 Ændringer i den finanspolitiske holdbarhed ved ændrede demografiskeforudsætninger1 promille højere fertilitet -0,21 års højere middellevetid 0,05.000 ekstra indvandrere årligt -0,1Nok så bemærkelsesværdigt er det, at hvis middellevetidenstiger endnu mere, end det er forudsat i den centrale befolkningsfremskrivning,vil det ikke påvirke de finanspolitiskeproblemer overhovedet. Det er ikke mindst bemærkelsesværdigt,fordi den forventede kommende middellevetidsstigningtidligere har været betragtet som en meget væsentlig del afårsagen til, at vi overhovedet havde et holdbarhedsproblem.Når beregninger i dag tyder på, at en ændring i middellevetidenoverhovedet ikke har nogen betydning for de finanspolitiskeudfordringer, skyldes det to ting. For det første gennemførelsenaf velfærdsaftalen i 2006 med den medfølgendelevetidsindeksering af tilbagetrækningsaldrene. Den har gjortden del af de offentlige udgifter, der handler om pensionsogefterlønsudgifter, immun over for ændringer i befolkningensaldring. Eller for at være helt præcis: Folkepensionog efterløn falder som andel af BNP, når der kommer fleregamle, fordi indekseringsreglerne medfører, at gennemsnitsdanskerenkommer til at tilbringe en større andel af sit liv påarbejdsmarkedet, når levetiden stiger. Arbejdsstyrken – ogdermed BNP – stiger altså, mens antallet af efterlønnere ogfolkepensionister vil forblive omtrent konstant.Den anden årsag er af mere teknisk karakter og handler om,hvor meget man forventer, at sundhedsudgifterne vil stige,når levealderen stiger. Baseret på analyser i Dansk Økonomi,Efterår 2009 har den nyeste holdbarhedsfremskrivning fra deøkonomiske vismænd revideret den tidligere beregningsmetode.Det har ført til en nedvurdering af de forventede fremtidigesundhedsudgifter. Og har altså som samlet konsekvens,at nettopåvirkningen af de samlede finanspolitiske udfordringernu ikke ser ud til at rokkes som følge af ændret demografiskadfærd.Dette resultat må siges at være ganske bemærkelsesværdigt.Stoler man nogenlunde på forudsætningerne bag disse modelberegninger,er de offentlige finanser altså overordentligrobuste over for fremtidige uventede demografiske forandringer– i stærk modsætning til de fleste andre europæiskelande. En stor del af årsagen hertil kan netop tilskrives princippetom levetidsindeksering i velfærdsaftalen.Er holdbarhedsproblemet det eneste,der truer de offentlige finanser på lang sigt?Er finanspolitikken IKKE holdbar – og er der ikke tiltro til, atden vil blive det – betyder det, at det offentlige er insolvent:Det vil før eller siden blive umuligt at opretholde troen på, atdet offentlige vil overholde sine forpligtelser, herunder rentebetalingerog afdrag på den offentlige gæld. Dermed vil detblive umuligt for det pågældende land at kunne refinansieresin statsgæld. Er finanspolitikken derimod holdbar – og erder på de finansielle markeder tiltro til, at dette virkelig er tilfældet– vil der ikke være nogen solvensrisiko forbundet medat eje landets statsobligationer. I princippet kan et land såledesgodt oparbejde selv en meget høj gæld på et givet tidspunkt,uden at dette i sig selv giver anledning til problemer,blot aktørerne har tillid til, at de offentlige finanser fremovervil blive forbedret tilstrækkelig meget til, at den finanspolitiskelinje stadig er holdbar.Imidlertid vil der i praksis altid være en del usikkerhed omden fremtidige finanspolitiske udvikling, jf. diskussionenovenfor. Som nævnt hviler de holdbarhedsberegninger, derudføres i dag, ofte på et ufuldstændigt datagrundlag og enrække kritiske antagelser om den fremtidige udvikling, oftei form af en række alt-andet-lige-antagelser, hvis realiseringkan være tvivlsom. Selvom denne usikkerhed kan trække ibegge retninger, er det naturligt at forestille sig, at man på definansielle markeder i praksis kigger på andre nøgletal end enret kompliceret – og usikker – holdbarhedsindikator. I stedeter gældens størrelse et mere umiddelbart tilgængeligt nøgletaltil at give et fingerpeg om et lands holdbarhed. Derfor kanman forestille sig, at et land, som midlertidigt opbygger enmeget stor statsgæld i forventning om, at der længere ude ifremtiden kommer en kraftig strukturel forbedring af saldoen,i praksis vil få svært ved at opretholde tilliden på finansmarkederne,selvom landet udregner sin egen finanspolitik til


8samfundsøkonomen nr 2, april 2011 – Myter om holdbarhedenat være holdbar. Denne problemstilling er relevant for detdanske holdbarhedsproblem, fordi profilen i de danske holdbarhedsberegningernetop er, at den finanspolitiske situation”automatisk” vil blive forbedret i den fjernere fremtid, førstog fremmest på grund af de langsigtede konsekvenser af velfærdsaftalen.25 dårlige og 50 gode årFigur 1 giver et indtryk af, hvordan de finanspolitiske udfordringeri de næste mange årtier ser ud med de forudsætninger,som er grundlaget for vismændenes seneste fremskrivninger.I det viste forløb antages det hypotetisk, at regeringenhar gennemført tiltag, der forbedrer den primære saldo med0,6 pct. af BNP hvert år fra 2010, sådan at dette forløb netoper holdbart. Alligevel fremkommer der betydelige udsving ibåde saldo og gæld i de kommende år.Figur 1 Nettogæld, saldo og primær saldo som pct. af BNPFra 2035 forbedres den primære saldo stort set permanenthvert år. Omkring 2055 bliver den positiv, og på helt lang sigtender den på et niveau på omkring 0,6 pct. af BNP. Denneforbedring skyldes ikke mindst de fortsatte virkninger afvelfærdsaftalen, som på lang sigt er så kraftige, at de dominererden fortsatte forringelse fra nominalprincip og størrerentefradrag. Den strukturelle saldo er lig med den primærestrukturelle saldo tillagt renteudgifter og er derfor i hele forløbetmere negativ. Fra omkring 2025 har den permanent etunderskud på mere end 2 pct. af BNP. Det største underskudnås i 2040, hvor det er lige under 4 pct. På lang sigt rammerdet et niveau på omkring 2,3 pct. af BNP. Nettogælden stigerfra at udgøre 0 pct. af BNP i 2009 til et niveau på godt 70 pct.omkring 2060. På lang sigt stabiliseres gældskvoten på ca. 63pct. af BNP. Da den vækstkorrigerede rente i DREAM er ca. 1pct., er dette en langsigtsligevægt, idet det i sådan en steadystate må gælde, at nettogælden er lig med det primære budgetoverskudpå ca. 0,6 pct. af BNP divideret med den vækstkorrigerederealrente, jf. Groth (2008).3210-1-2-3-4-52010 2020Primær saldo2030 2040 2050 2060 2070SaldoNettogæld (højre akse)KILDE: DREAM og beregninger i De Økonomiske Råds Sekretariat.Det bedste billede af timingen i de strukturelle finanspolitiskeudfordringer fremadrettet fås ved at kigge på udviklingeni den primære saldo, altså saldoen eksklusive renteudgifter.Fra et lavpunkt på et underskud på ca. 3 pct. af BNP i 2010forbedres den primære saldo kraftigt i de næste fem år indtilårene 2015 og 2016, hvor den er svagt positiv. Det skyldesdels konjunkturgenopretningen og dels den finanspolitiskestramning, der ligger i regeringens genopretningsplan. Derefterforværres den primære saldo imidlertid stort set uafbrudtindtil 2035, hvor den når et lavpunkt på omkring -2 pct. afBNP. Det skyldes først og fremmest en relativ stigning i det offentligeforbrug som følge af flere ældre. Overførselsindkomsternestiger i tidsrummet fra 2015 til 2020. Efter 2020 falderde igen gradvis som andel af BNP som følge af virkningerneaf velfærdsaftalen. På indtægtssiden medvirker udtømningenaf skatteindtægterne fra Nordsøen, en nedsparing blandt deprivate husholdninger (som medfører et større rentefradrag)og den fortsatte udhuling af ejendomsværdiskatten og noglepunktafgifter som følge af skattestoppets nominalprincip tilforringelsen.80706050403020100Helt overordnet vil vi altså med fremskrivningens forudsætningerse frem til først en periode på ca. 25 ”dårlige” år,hvor finanserne forværres hvert år (når der ses bort fra denindlagte konjunkturforbedring på helt kort sigt), og derefteren periode på ca. 50 ”gode” år, hvor den primære saldoforbedres hvert år. Overskuddene, der kommer i den megetfjerne fremtid, bruges altså til at finansiere omkostningerneved gældsætningen i den førstliggende dårlige periode. Somallerede tidligere nævnt er usikkerheden i sådanne fremskrivningermeget stor. Derfor kan man forestille sig, at holdbarhedeni en økonomisk politik, som bygger på en stigende offentliggæld i en lang periode kombineret med en forventningom overskud i den fjerne fremtid, ikke vil blive vurderet somtroværdig af aktørerne på finansmarkederne. I praksis kan detderfor blive en ekstra restriktion for et land som Danmark, atfinanspolitikken ikke blot skal være holdbar på det helt langesigt, men heller ikke undervejs må opleve for stor en midlertidigubalance i form af gæld og/eller underskud. Dermed blivertimingen af de forskellige fremtidige indtægter og udgifteren selvstændig problemstilling i tilgift til deres nutidsværdi– som er det, der opsummeres i holdbarhedsindikatoren. Mankan formulere det sådan, at finanspolitikken ikke blot skalvære holdbar, men også troværdig.Det er en velkendt sag i økonomisk teori, at den offentligegæld ikke behøver at være nogen særlig god indikator for detoffentliges fremtidige forpligtelser og betalingsevne, jf. f.eks.Auerbach, Gokhale og Kotlikoff (1994). Der kan således værevigtige implicitte passiver og aktiver, der ikke indgår i denofficielt opgjorte statsgæld. Et par danske eksempler er kommendefolkepensionsudbetalinger og med modsat fortegn denudskudte skat, der indgår i de private pensionsformuer, ogsom vil blive betalt, når disse engang kommer til udbetaling.Samtidig er der imidlertid empiriske vidnesbyrd om, at netopden offentlige gælds officielle niveau kan være en betydningsfuldindikator, når et lands betalingsevne og dermedrisikoen ved at holde dets statsobligationer vurderes. Flereundersøgelser peger således på, at hvis et lands (brutto-)gæld


samfundsøkonomen nr 2, APRIL 2011 – Myter om holdbarheden9overstiger en bestemt tærskelværdi, kommer det til at betaleen pris i form af en højere statsobligationsrente. Egert (2010)finder, at denne tærskelværdi ligger på omkring 76 pct. afBNP. Også Bi og Leeper (2010) kommer i en kalibreret modelfor Sverige frem til, at sammenhængen mellem gæld og risikopræmieri renten er meget ikke-lineær; i deres simulationerer sammenhængen uvæsentlig indtil et niveau for gælden påmellem 80 og 100 pct. af BNP, hvorefter der er en skarp stigningi risikopræmien og dermed den rente, som skal betales.Med den gældsprofil, der er vist i figur 1, ser Danmark ud tilat bevæge sig op over disse tærskelværdier i løbet af nogleårtier. Den danske ØMU-gæld, som er det gældsbegreb, derofte bruges i internationale sammenligninger, er nemlig be-tydelig større end nettogælden, som fremgår af figuren. Indtilfinanskrisen var ØMU-gældskvoten stabilt ca. 30 pct. af BNPstørre end nettogældskvoten i en årrække.Disse forhold peger dermed på, at ikke blot selve holdbarhedsproblemetsstørrelse er vigtig, men også profilen for,hvornår de forskellige forventede kommende offentlige indtægterog udgifter vil indtræffe. Vurderes denne udviklingikke at være troværdig, er det nødvendigt at ændre tidsprofilenved på den ene eller anden måde at fremrykke offentligesaldoforbedringer fra den fjernere fremtid til tættere pånutiden – selv i et holdbart forløb.LitteraturAuerbach, A.J., Gokhale, J. og Kotlikoff, L.J. (1994):Generational Accounting: A Meaningful Way toEvaluate Fiscal Policy. Journal of Economic Perspectives,vol. 8, No. 1.Bi, H. og Leeper, E.M. (2010): Sovereign debt riskpremia and fiscal policy in Sweden. Studier ifinanspolitik 2010 nr. 3. Svenska FinanspolitiskaRådet, Stockholm.Égert, B. (2010): Fiscal Policy Reaction to the Cyclein the OECD: Pro- or Counter-cyclical? OECD EconomicsDepartment Working Papers No. 763.Groth, C. (2008): Debatten om Stabilitets- ogVækstpagten. Samfundsøkonomen nr. 1.

More magazines by this user
Similar magazines