Debat - FORSKERforum

forskerforum.dk

Debat - FORSKERforum

Forskerkontor i kontorlanAAU’s københavner-campus samles i Nokias gamle hovedkvarter i Sydhavnen – i kontorlandskaber.Forskerne spørger, om de kan koncentrere sig på en banegård”Hvordan har de tænkt sig, at vi skal laveverdensklasseforskning i storrumskontorer?”Dette spørgsmål går lektor Lars Brodersenog flere af hans kolleger og stiller sig selv iøjeblikket, efter det er kommet frem, at demed en vis sandsynlighed kommer til at bytteenkeltmandskontorerne ud med et skrivebordi et kontorlandskab.Det sker, når Aalborg Universitetskøbenhavner-campus rykker ind i Nokiastidligere erhvervsdomicil i Københavnssydhavn, tæt på Sjællandsbroen. Her vil manskabe et ”integreret lærings-, forsknings- ogerhvervsmiljø”, idet tanken er at bygningenogså skal huse virksomheder, som AAU kanhave forskningssamarbejder med.Men set ud fra den enkelte forskers sideer valget af Nokia-huset specielt. De tidligereNokia-medarbejdere sad nemlig ikke påsmå kontorer, men fordelte sig i store, åbnekontorlandskaber, og det kommer AAU’s”københavnere” altså også til at gøre.“Vi flytter til nogle meget inspirerende ogspændende omgivelser, som Nokia har byggettil, at deres ingeniører skal mødes og inspireresaf hinanden og udvikle ny teknologi - kortsagt: at mennesker skal mødes og inspireres.Det betyder, at de fløje, hvor de flestemedarbejdere skal sidde, nu er indrettet somstorrumskontorer. Og vi starter med at flytteind i huset, som det er tænkt”, fortæller LeneLange, som er forskningsdirektør og leder afAalborg Universitets Campus i København.Forskerne: En banegård?At skulle flytte tæt på centrum i en modernebygning med hav(ne)udsigt, lyder ganskegodt i ørene på medarbejderne. Men detgør det til gengæld ikke, at man nu ikke kansidde alene i eget kontor med sit læse- ogskrivearbejde.”Umiddelbart lyder det aldeles ubehageligt.Vores arbejdsform kræver jo dybkoncentration, og bliver man forstyrret i det,siger al erfaring at det tager et kvarters tid, førman vender tilbage, hvor man kom fra”, sigerFinn Verner Jensen, professor ved Institut forDatalogi og DM-tillidsrepræsentant.Samme reaktion kommer fra Lars Brodersen,lektor på Institut for Planlægning.”Nogle synes, det er helt fantastisk. Menlangt de fleste er bekymrede. Alle, der har siddeti storrumslokaler ved, at det mest minderom en banegård fredag kl. 16, og hvordan skalman bedrive verdensklasseforskning i sådanet miljø?” siger Brodersen,Han hører selv til de bekymrede.”Jeg har det meget skidt med det. Alerfaring siger, at storrumskontorer er enormthyggeligt, men skidt for effektivitet ogarbejdsmiljø.”Selvom både Finn Verner Jensen og LarsBrodersen sidder i samarbejdsudvalget påDet Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, erder ingen af dem, der kender til planerne omstorrumslokaler, da FORSKERforum ringerfor at få deres kommentar. Kun Lars Brodersenhar hørt om det på rygteplan. Og det erikke et informationsniveau, han er imponeretaf.”Nej. Det er ikke tilfredsstillende. Rygterer altid skidt.”Arbejdsmiljøkonsulenter i baghåndenLene Lange forklarer den manglende informationmed, at den endelige tilladelse tilflytningen først netop er kommet i hus.“Det har været en fantastisk omhyggeligforberedelsesproces, og på AAU-Cph gør vimeget ud af at være medinddragende; men vihar jo først fået endelig OK til at flytte for todage siden, så selve den brede proces blandtmedarbejderne skal først rigtig starte nu”,siger hun.Hun fortæller også, at der vil blive mulighedfor løbende justeringer, efterhånden somman gør sig erfaringer om, hvordan de nyelokaler fungerer.“Vi har lovet hinanden, at vi ikke vil haveforudfattede meninger, og i stedet brugekræfterne på at finde ud af, hvad der passeros bedst. Det samlende organ på AAU-Cph eret campusråd, hvor der sidder repræsentanterfor de studerende og TAP og en repræsentantfor hvert institut i organisationen, og derdiskuterer vi sådanne emner. Tanken er også,at det er institutterne og deres personale, derselv skal indrette det areal, de skal sidde i.Beslutningerne om indretning træffes såledesså tæt på medarbejderne som muligt. Vi stillerså arbejdsmiljøkonsulenter til rådighedog folk, der har forstand på indretning af denslags lokaler,” siger Lange.Penge til ombygning?Hvis tingene ikke fungerer, er der så penge tilat lave det om?”Vi kommer ikke til at finde ud af, at detikke fungerer. Vi arbejder løbende på det, sådet bliver godt. Vi tager hånd om lokalernemed respekt for, at der skal være de motiverenderammer.”Så der vil i givet fald være råd til at byggeflere enkeltrum?“AAU lige nu har en fornuftig økonomi,så der vil være mulighed for ændringer.Vi vil følge udviklingen nøje og seriøstoverveje at justere hvis der i praksis opståruhensigtsmæssigheder.”Hun fastslår, at storrumskontorerne ikkehar været en målsætning i sig selv. MenNokia-bygningen viste sig som et ideelt svarpå københavner-campus’ens søgning efterbedre lokaliteter.“Valget af bygningen er ikke, fordi visynes folk skal sættes i storrum. Vi gik efterDer bliver flot havneud6 FORSKER forum Nr. 251 februar 2012


dskaberTalestøjhar negativ effektsigt for medarbejderne på AAU-Cph i Nokias gamle hovedkontor i Sydhavnen,men det bliver i storrumslokaler, som ikke alle ser frem til.bedre rammer til studie-, forsknings- oginnovations miljøet, og så vil vi gerne skabeet miljø, hvor man inspirerer hinanden påtværs - også af fagfelter, fakulteter og virksomheder.Jeg tror for eksempel, at mangeph.d.-studerende vil synes det er spændendeat sidde sammen med andre ph.d.er og tæt påvirksomheder, hvor man kan lære hinandenat kende og udbygge det tværdisciplinære oginnovative.”Lene Lange erkender dog, at der i medarbejdergruppener en skepsis.”Selvfølgelig er der nogle, der er skeptiske.Du er helt inde i kernen af folks arbejdsliv,så mange er bekymrede, og det skal tagesalvorligt. Når man siger ’storrum’, tænker folkjo på banker og lignende. Men vi har plads tilat gøre det på andre måder. Jeg mener, vi harlavet en ansvarlig plan, og der vil blive tagethånd om alles bekymringer.”AAU’s københavner-campus skal efter planenvære på plads i Sydhavnen til september.Dog starter de nye uddannelser op i Nokiahusetallerede den 1. februar.lahDer kan siges for og imod storrumsfællesskaber.Men når det gælder to centrale deleaf forsknings- og undervisningsarbejdet –nemlig læsning og skrivning – så er kontorlandskabersærligt uhensigtsmæssige.Ifølge Søren Peter Lund, seniorforskerved Det Nationale Forskningscenter forArbejdsmiljø, dokumenterer flere undersøgelserat talestøj – altså lyden fra mennesker,der taler – har en negativ effekt påkoncentrationsevnen.”Lyden af tale gør det sværere at koncentreresig. Og det underlige er, at det erligegyldigt om man forstår det talte sprogeller ej. Det har noget med stemmensmodulation at gøre. Og det er særlig udtalt,når man skal koncentrere sig om en opgaveaf sproglig karakter. Så det gør det sværere atlæse og skrive, særligt hvis du skal udtrykkedig på et fremmedsprog. Så for forskere vilet storrumslokale ikke nødvendigvis være enfordel,” siger Søren Peter Lund, der forskerspecifikt i støj.En vanesagHan vurderer, at vanen i høj grad spillerind på folks evne til at arbejde istorrumskontorer.”Noget tyder på, at de største problemeropstår for folk, der flytter fra enkeltmandskontorer.Om det fortager sig ... det er sværtat sige. Jeg vil gætte på, at yngre vil havenemmere ved det, fordi de er mere socialtaktive. Jeg vil selv være ked af at skulle siddei storrumskontorer. Hvis man er indadvendt,og skal koncentrere sig, vil det være en pestilens,”siger han.Der er dog mange tiltag, man kan gørefor at dæmpe støjniveauet i et lokale, først ogfremmest med lyddæmpende materialer. Etproblem, Søren Peter Lund dog tit støder på,er at arkitekterne, der tegner bygninger ogstorrum, ikke er gode til at tænke i støjdæmpendeløsninger.”Ofte sker det uden nævneværdige overvejelser,og man følger ikke tilgængelig videnom indretning af åbne kontorer. Arkitekterbryder sig typisk ikke om akustik-plader. Desynes, de er grimme og ødelægger helheden,og så finder de på alle mulige andre løsninger,”siger Lund og nævner som eksempel hvordanman kan lave såkaldte lyd-maskeringer, foreksempel i form af en rislende kilde.Han vurderer, at trenden med at lave storrumskontorerikke er helt så udbredt mere,som den har været.LO’s sekretariat: Tilvænning - med støjpolitikI Danmark fik storrumskontorerne enopblomstring i slutningen af halvfemserne,og siden har mange virksomheder konverteretde små kontorer til store og mellemstorerum. LO-sekretariatet blev lavet om tilkontorlandskab for ti år siden, og her var deren udtalt skepsis blandt medarbejderne. Menden skepsis fortog sig for manges vedkommende,fortæller Niels Sørensen, som erarbejdsmiljø repræsentant for AC’erne.”Vi er faktisk rigtig glade for det, og derer ikke mange, der oplever det som et stortproblem. Jeg tror det er et spørgsmål omtilvænning. Personligt ville jeg ikke tilbagetil det gamle. Jeg synes, det er fedt, for duer mere i kontakt med dine kolleger. Du serhvad der sker og hvad der rører sig,” sigerNiels Sørensen.En af de afgørende faktorer for, om etstorrumslokale kan fungere, er at man har enstøjpolitik.”Her aftaler man fælles spilleregler for, hvormeget man må forstyrrre, og hvornår man ernødt til at gå væk. Vi har stillerum, hvor vi kangå hen, når vi for eksempel skal tale i telefon.Reglerne bliver så taget op på afdelingsmøderen gang om året. Man kan også dæmpe støjenmed særlige tæpper; det har vi gjort et sted,fordi det støjer, når man går med sko.”Helt problemfrit er storrumsarbejdet dogikke. Ifølge den seneste arbejdspladsvurderingoplever 28 procent af medarbejdernei LO-sekretariatet af de er generet af støj iindeklimaet, og det tal er for højt, synes NielsSørensen.Da det nye LO-sekretariatshus for godt tiår siden blev indrettet som storrumslokaler,lød den officielle begrundelse, at det skulleskabe mere vidensdeling, men ifølge NielsSørensen var der også en økonomisk besparelsei den bedre udnyttelse af pladsen.lahFORSKER forum Nr. 251 februar 2012 7


Kæmpeinstitutter skaber ledelInstitutter er vokset til fakultetsstørrelser, men ledelsesorganisationener ikke fulgt med. Det skaber problemer, siger tillidsrepræsentanter.Eksperter advarer mod ledelsestomrumUniversiteternes institutter vokser og vokser.I Århus har man fået institutter med hundredevisaf ansatte, og det samme får man påKU, når de fire våde fakulteter bliver til to og36 institutter bliver til 24.Fra starten har man fra ledelsernes sideværet langt fremme i skoene omkring denydre organisering og behovet for større enheder.Helt så skarpe har man derimod ikkeværet på spørgsmålet om, hvordan institutterneskal organiseres, og hvordan man løserde personaleledelsesopgaver, som en stormedarbejderstab kræver.Ledelsesmangel kanskabe apati og mistrivselUnderskud af formel ledelse kan væreskidt både for medarbejderne og for deuformelle ledere. Det siger chefrådgiverBelinda Lange fra CfL Center for Ledelse.FORSKERforum har spurgt, hvad hunmener om en organisation med flerehundrede medarbejdere og kun én formelleder.”Generelt kan vi ikke anbefale, atman opretholder sådan en struktur. Nårledelsesskellet bliver for stort, påvirkerdet flere processer. Det kan gå ud overbeslutningsprocesserne, der kan bliveuigennemsigtige og uproduktive. Og såskaber det usikkerhed om indflydelsesgraden.Hvilken indflydelse har jeg sommedarbejder, og hvor går jeg hen medmine problemer?” siger hun.Belinda Lange peger også på usikkerhedenhos de personer, der tildeleslederopgaver uden at få en egentligledelsesbemyndigelse.”I et system, hvor man tildeles formeltansvar for en opgave, men uden et synligtog defineret beslutningsrum, så har mansvært ved at fuldføre opgaven. Det kanskabe manglende handlekraft og mistrivsel,både hos medarbejdere og de uformelleledere,” siger hun.Det mest fundamentale spørgsmål er,om det fulde ledelsesansvar fortsat kan liggehos institutlederen alene, eller om der skalindføres et formelt mellemleder-lag melleminstitutleder og øvrige ansatte. Dette spørgsmåler stadig uafklaret.Ikke tæt og personlig kontaktMest iøjnefaldende er problemstillingenpå Århus Universitet, hvor de nye kæmpeinstitutterformelt er trådt i kraft medhver deres institutleder som eneste formelledelseskompetence.Institut for Kultur og Samfund ved ÅrhusUniversitet har omkring 140 fastansatteVIP’er, og dertil kommer et tilsvarende antalpostdoc’er og ph.d.’er. På andre danske universiteterkalder man enheder af den størrelsefor fakulteter. For eksempel har både detsamfundsvidenskabelige og det humanistiskefakultet ved Aalborg Universitet omkring 300medarbejdere. Disse fakulteter er naturligvisorganiseret i institutter med institut- ogviceinstitutledere.Institut for Kultur og Samfund har énleder. Institutleder Bjarke Paarup kommerfra en stilling som leder for Institut forAntropologi og Arkæologi. Han erkender, atder ikke er mulighed for en tæt og personligkontakt til alle medarbejderne.”Selvfølgelig har jeg en mindre intimføling med alle dele af instituttet. Med såmange medarbejdere er det stort set umuligtfor en institutleder at have medarbejdersamtaler.Så skulle vi ned under halvdelen. Dentætte faglige sparring med medarbejdernekan jeg heller ikke gå ind i, men det kunne jegheller ikke før. Man må kende sin begrænsning,”siger Paarup. Det synes han dog ikke eret problem.Eksempel: Hvem skal stå for MUS-samtaler”Helt ærligt, så er min erfaring, at MUSsamtalerikke er der, tingene afgøres”, menerPaarup. ”Det er typisk i konkrete, løbendedialoger, at de egentlige spørgsmål afklares.Hvis man for eksempel har fået mulighed forat søge eksterne midler, så tager vi den henad vejen,” siger han og nævner også karriereplanlægningsom noget, hans medarbejderestadig kan komme til deres institutleder med.Bjarke Paarup har valgt at bruge de uddannelser,som hver VIP’er er tilknyttet, som enslags understruktur, og derfor er MUS-samtalerneblevet uddelegeret til uddannelseslederne.Den løsning ser man også andre steder,for eksempel på Institut for Biologi på KU.Her har man været forud for sin tid, forståetpå den måde, at instituttet på et tidligt tidspunkter vokset til et stort institut. Her er demange ansatte organiseret som sektioner, ogMUS-samtalerne varetages af sektionsledere.Men ligesom uddannelseslederne på AU,så er sektionslederne på KU ikke blevet tildeltformelle lederbeføjelser.Og det gør en forskel, vurderer MichaelOlesen, der er tillidsrepræsentant på Institutfor Biologi.”Sektionsleder har en masse forpligtelser,men ikke den magt, det burde afstedkomme.På sin vis giver det god mening at have medarbejdersamtalermed sektionslederen, somer den, der ved, hvad der rører sig og er afproblemer. Men han har bare ikke mulighedfor at kunne gøre så meget med de ting, derer oppe og vende,« siger Michael Olesen, dergerne så, at sektionslederne fik mere formelleledelsesbeføjelser.Deling mellem ledere uddannelse/forskningDen tidligere DPU-rektor Lars Qvortrup erkritisk over for det vokseværk, som institutternepå AU og KU er blevet påført. Hanmener, det er vigtigt, at en institutleder harmulighed for at bedrive både personaleledelseog faglig ledelse. Og løsningen medat lægge MUS-samtaler hos fagledere eller8 FORSKER forum Nr. 251 februar 2012


sestomrumNyt mellemlederlaguddannelsesledere, er ikke ideel, synes han.”Hvis du som institutleder har MUSsamtalemed en VIP, så kan du dække bådeforskning og undervisning. Det kan du ikkesom forskningsgruppeleder eller uddannelsesleder.Så det er kun halv MUS, og ideener jo, at det hele skal hænge sammen,” sigerQvortrup.Erik Strange Petersen, tillidsrepræsentantpå Institut for Kultur og Samfund på AU,peger også på, at en uddannelsesleder ikkeer meget bevendt i en MUS-samtale, hvisder er et problem, der vedrører VIP’erensforskningsarbejde.”I så fald skal forsknings- og uddannelseslederenfinde sammen. Men det er klart, athvis der opstår problemer, der vedrører beggeområder, så bliver institutlederen nødt til atvære beslutningstager. Det er meget besværligt,og det er noget, vi har peget på, skalrevurderes”, siger Strange Petersen.Han ser principielt helst, at beslutningertages i arbejdsgrupper og medarbejderfora,men i den konkrete situation på Institut forKultur og Samfund mener han også, at der eret indlysende behov for nogle mellemledere.Bjarke Paarup er enig i, at der er vissespørgsmål, der ikke kan ligge alene hosuddannelseslederen: ”Opstår der problemermellem uddannelse og forskning er institutlederenstadig den, der har ansvaret. Så det erklart, at det er en problematik, vi kommer tilat arbejde med. Men det gjorde vi også før. Imit tidligere job som institutleder havde jegheller ikke nærkontakt med uddannelsesområdet,”siger han.lahMen får de reel ret til selv at træffe beslutningereller skal de hele tiden spørge institutlederenNår KU-fakulteterne NAT og LIFE næste årfusionerer og bliver til KU SCIENCE, bliverdet med et nyt lag af mellemledere melleminstitutleder og de menige ansatte.Tanken hos de to nuværende dekanerer nemlig, at forskningsgruppelederne skalopgraderes ledelsesmæssigt, både i form afformelt ansvar og beføjelser, i form af løn og iform af uddannelse.På det nye KU SCIENCE såvel som detnye KU HEALTH vil institutterne blivermarkant større, hvilket har været en afmålsætningerne med hele fusionsprocessen.Men fra dekanernes side erkender man, atdet kommer til at få betydning for institutlederensmulighed for at nå hele vejen rundtsom fag- og personaleleder. Og løsningen pådet problem bliver forskergruppelederne. Påflere institutter er de allerede blevet tildeltledelsesopgaver som for eksempel MUSsamtaler.Men hvor ledelsesrollen hidtilhar været uofficiel, skal den nu gøres mereformel.Forskergruppelederemed særlige beføjelser?FORSKERforum har spurgt, om forskergruppelederefår selvstændige beføjelser.”Forskergruppelederen kommer til at fåen vigtig funktion, de kommer til at være denfaglige sparringspartner i det daglige, og så vilde indgå i instituttets lederteam sammen medinstitutlederen,” fortæller konst. LIFE-dekanNiels Elers Koch.Forskergruppeledere får et mere formeltledelsesansvar?”Ja. Og hjælp til det i form afledelsestræning.”Vil de også få lederløn?”De vil ofte få et mindre tillæg, men detvil afhænge af deres stilling og løn, idet der joi professor-stillingen ligger et krav om fagligledelse”.Skal de have selvstændigeinstruktionsbeføjelser?”Ja, i det omfang det er delegeret frainstitutlederen.”Skal de have budgetbeføjelser?”Ja, men det vil nok variere, men vi harikke fået diskuteret det på fakultetet. Jegmener, man bør give dem det. Så megetansvar som muligt, og det vil da være enmærkelig institutleder, der ikke drøfter sådannoget med sit ledelsesteam.”Hvordan skal de udpeges?”Så langt er vi ikke nået endnu, så det vedjeg ikke. I dag bliver det gjort på forskellig vis.Nogle laver interne opslag, andre drøfter deti samarbejdsudvalget. For mig er det vigtigt,at personen er menneskelig og faglig kapabel,og at der er medejerskab i gruppen omkringbeslutningen,” siger Niels Elers Koch.lahFORSKER forum Nr. 251 februar 2012 9


’Nej, 100 VIP’er er ikke et h100 VIP’er pr. institut er idealet, lød forklaringen på KUs store fusionskabale.Men hvor kom det tal fra, og er det fornuftigt, lyder spørgsmålet– som det slet ikke er nemt at få svar påUnder fusionsdiskussionerne på KU har etenkelt tal cirkuleret flittigt: 100! 100 VIP’er ernemlig den institutstørrelse, man ifølge KUledelsenbør sigte efter, når man danner nyeinstitutter. Og det har været et argument, derjævnligt er blevet trukket frem, når folk hartalt imod institutsammenlægninger.FORSKERforums dybdeborende reporterhar forsøgt at efterspore, hvad der findes afundersøgelser og teori omkring den ideelleinstitutstørrelse. Blandt danske forskere, derbeskæftiger sig med universitetspædagogikog -organisation, bliver tommelen imidlertidvendt nedad: de kender ikke til nogen undersøgelsereller forskning, der forholder sig tilden ideelle institutstørrelse.KU: Uklart hvor 100-VIP-idealet kommer fraI ledelserne for KU’s LIFE- og NAT-fakulteterkan man heller ikke henvise til, hvor ”100VIP-idealet” præcis kommer fra. Men konst.dekan Niels Elers Koch fortæller gerne omde overvejelser, man har haft i forhold til deinstitutstørrelser, man er endt med.”De 100 VIP’er er ikke et helligt tal, og deter en omsætning på 100-150 mio. kroner, somvi også har refereret til, for den sags skyldheller ikke. Men vi er nødt til at være større,fordi vi er mere og mere eksternt finansierede.De eksterne bevillinger kræver, at duselv kan finansiere en vis del. Men som lilleinstitut har du for få basismidler, og måskesvært ved at have råd. Større institutter giverstørre kasser til medfinansiering,” forklarerElers Koch.Den proces vil dekanerne så yderligerehjælpe på vej ved at man lægger den direktionspuljepå 30 millioner kroner, der før blevfordelt fra centralt hold, ud i institutterne,hvilket skulle give bedre mulighed for selv athandle strategisk.Niels Elers Koch fremhæver ogsåmuligheden for tværfaglige synergier, somhan mener bliver større, når forskningsområderneknyttes sammen i fælles institutter:”Nu kommer forskergruppelederen for idrættil at sidde sammen med lederen for humanernæring, og det kan give nogle fagligt spændendemeninger. Allerede nu diskuterer de enbachelor-uddannelse omkring ernæring ogfysisk aktivitet.”Et andet argument, han kommer ind på,er muligheden for at optimere på TAP-siden:”På mindre institutter vil du være tilbøjeligtil, når krisen kradser, at beholde VIP’eren, ogspare sekretæren, laboranten eller betjenten.Det lille institut har måske kun råd til enhalv administrativ medarbejder på en post,mens det store har råd til en hel. Vi har væretigennem så hårde sparerunder, at vi i dag harforskere, der laver administrativt arbejde,for eksempel kopiering af undervisningsmaterialer,betjentfunktioner eller laboratoriefunktioner.Nu får hvert institut mulighedfor at sikre ordentlig teknisk personale ogopbakning.”LIFE-dekan: Hensyn til det sociale miljøMen ud fra dekanens argumenter om institutstørrelsekunne man lige så godt lave dobbelt såstore institutter?”Det handler om det sociale miljø. Bliverdet dobbelt så stort, kan man ikke nå at lærehinanden at kende. Og så handler det om, atvi fagligt bliver for spredt. Det er vi måskeallerede på nogle af de institutter, vi laver nu.Og jeg skal ærligt sige, at de mange ph.d.-studerende, dem når du ikke at lære at kende.Men det gør du så i forskergrupperne,” sigerNiels Elers Koch, der lægger vægt på, at derpå institutterne sker en konsekvent undergrupperingi forskergrupper, hvor der i højeregrad dannes et fagligt, men også socialtfællesskab.”Det er måske en gruppe på 20-30 medarbejdere.Højst 40-50 med det løse. Sådan enstørrelse, så man kan være i et mødelokale,eller gå ud og bowle sammen. Forskergruppelederenhar så ansvar for den gruppe medarbejdere– hvad de forsker og underviser i oghvordan de kompetenceudvikles.”Men med de størrelser, dekanen taler om,hvad er så forskellen på en forskergruppe i dagog et institut af gamle dages størrelse?”Der er sådan set ingen forskel. Menskulle vi kun have små institutter, ville detblive tale om 50-60 institutter. Vi ville joaldrig kunne samle lederne i et lederteam oginddrage dem i fakultetsledelsen,” siger NielsElers Koch.Læringsprofessor: Fagligt veldefineredeenheder er produktiveEn, der har svært ved at følge argumenter – ihvert fald de faglige – for de store enheder,er den tidligere DPU-rektor Lars Qvortrup,der i dag er professor ved Institut for Læringog Filosofi, AAU. Stanford opererer fx medlangt mindre enheder. I stedet for fakultetermed op mod 1000 VIP’er, som man i dag harpå AU, har Stanford såkaldte ’schools’ medomkring 250 VIP’er. Og målt i nobelpriser oginternational anseelse ligger Stanford lysårforan AU.Hans pointe gælder også for institutternesstørrelse – stort er ikke altid godt: ”Oftetværtimod. Jeg mener stærk forskning opståri fagligt veldefinerede enheder. Så det erkontraproduktivt, når man laver de her storeinstitutter,” siger Qvortrup.I sin tid som rektor opstillede han selv trekriterier for den ideelle størrelse af et institut:”For det første skal det have en kritisk masse.Hvis instituttet er for lille, kan du ikke lavelangsigtet strategisk udvikling. For det andetskal du have et institut med et fagligt fokus,og for det tredje skal det have en størrelse, sålederen kan udøve faglig ledelse og personaleledelse.Det kan du ikke, når du har 400medarbejdere,” forklarer han.Ud fra de kriterier kom Qvortrup frem tilen idealstørrelse på mellem 50 og 100 VIP’er.10 FORSKER forum Nr. 251 februar 2012


Fattigdomsdebat- på fattig viden. Det blev politik og folkeopinion, der overtog debattenmellem Özlem Cekic og Joachim B. Olsen. Det ærgrer fattigdomsforskereEr Carina fattig? Det blev et af efteråretsmest diskuterede spørgsmål. Eller måskevar diskussionen nærmere, om man kantale om fattigdom i Danmark. For de flestevar enige om, at kontanthjælpsmodtageren”Fattig-Carina”, som SF-politikeren ÖzlemCekic havde fundet frem, var et rigtig dårligteksempel. Hendes budget pegede nemlig ikkepå, at hun var fattig.I stedet fik Joachim B. Olsen (LiberalAlliance) medvind med påstanden om, at derikke eksisterer reel fattigdom inden for dettelands grænser. Artikler, læserbreve, blogs ogweb-debatter var fulde af vrede indlæg modden danske ’kræve-mentalitet’ og eksemplerpå folk, der med fuldtidsarbejde havdemindre i rådighedsbeløb end Fattig-Carina.Og da Özlem Cekic næsten blev irettesat afsin egen SF-partileder, blev sagen for alvorspektakulær i medierne.Imens sad forskellige forskere og rev sigi håret. For den debat, der kørte i medier ogandre offentlige fora, var mildest talt ikkevidensbaseret eller fremmende for en forståelseaf samfundets sociale problemer.”Jeg synes, det kørte helt skævt. Det varret skræmmende, hvordan viden spillede enhelt marginal rolle i mediedebatten,” sigerRUC-professor John Andersen, der ofte haroptrådt som ”fattigdomsforsker” i medierne.Fattigdomsforskere:Uinformeret og skævvredet debatProfessoren ærgrer sig for eksempel over, atdet ikke blev gjort klart, at Carina-eksempletvar decideret ikke-repræsentativt forkontanthjælpsmodtagere.”Man hævdede, at hendes situation dokumenterer,at det ikke kan betale sig at tagedet berømte ’job i Netto’. Men det gælder formaksimalt ti procent af kontanthjælpsmodtagerne.Og så var der helt andre tolkninger, derslet ikke kom frem. For eksempel burde mangrundlæggende kun kunne få kontanthjælpi kort tid – hun havde fået det i 20 år! Detburde slet ikke forekomme. Er man for sygtil at arbejde, skal man have invalidepensioneller revalidering,” siger John Andersen.Samme syn finder man hos professor JørgenElm Larsen, KU-Sociologi: ”Jeg synes ihøj grad, debatten blev skævvredet. Det blevmere synspunkter og løsrevne eksempler. Nårman nu synes, at de her folk bare kan tagesig sammen og komme i arbejde, så er det jorimeligt at se på de barrierer, der kan værefor at komme i beskæftigelse. Og der er noglegevaldige barrierer, der gør, at de menneskerikke kan reagere på incitamenterne. Detville nuancere debatten at få med,” siger ElmLarsen.En tredje ærgerlig forsker er Finn KennethHansen fra CASA: ”Eksemplets magter blevet stor. I det sidste halvandet år har derkørt en stor fattigdomsdebat, og der har langthen ad vejen været en accept af, at der fandtesfattigdom, men at vi har brug for nogle målemetoder.Og så kommer eksemplet her ogbanker debatten tilbage til, at der er en, derhar en hund og ryger smøger og derfor ikkeer fattig,” siger han.Journalister gider kun en vinkelForskerne ærgrer sig over en fladpandet ogdestruktiv debat. John Andersen blev ringetop af journalister. Desværre var der ikkemange af hans pointer, der rimede på denhistorie, de pågældende journalister ønskedeat skrive.”Nej. Det var som om, at når der var saten diskurs, så var det svært at komme med enhelt anden vinkel. Der er for få journalister,der ligesom gider. Og nogle gang forstår dedet heller ikke. Du skal til at forklare sådannogle helt simple ting, for eksempel hvordanboligsikringssystemet fungerer. Så er detsvært at få de skarpe synspunkter frem. Påsådan et felt mangler man nogle fagjournalister”,fortæller han.Men selvom både den enkelt forsker oguniversitetsledelserne har et ansvar for atbyde ind med relevant viden, så mener JohnFattig-CarinaSagen om Fattig-Carina startede egentligmed opkastnings-fornemmelser. På sinFacebook-side kommenterede MF’erenJoachim B. Olsen (Ny Alliance) et forslagom at staten skal betale julehjælp til de fattige.”Jeg brækker mig”, skrev den tidligerekuglestøder.Det provokerede SF’eren Özlem Cekicså meget, at hun udfordrede Olsen til endebat, hvor hun tog udgangspunkt i etkonkret eksempel. Cekic havde to ’cases’,men da den ene – den fattigste – meldtefra, stod hun tilbage med Carina, enlig morAndersen mener dog at det først og fremmester pressen, der er barrieren for en merenuanceret og vidensbåren debat: ”Hvis manhavde kvalificerede journalister, der gider lavemere end fem minutters interview med os, såkunne man sagtens have bragt viden frem påområdet.”Ingen presseinteresse for konferenceDer blev dog taget et konkret initiativ forat bringe viden og forskningsresultaterneind i fattigdomsdebatten. Rådet for SocialtUdsatte arrangerede i hast en konference iLandstingssalen i Folketinget, hvor et panelaf forskere skulle fremlægge deres viden påområdet, herunder Jørgen Elm Larsen ogFinn Kenneth Hansen. Invitationen gik ud tilorganisationer, politikere og pressen.12 FORSKER forum Nr. 251 februar 2012


(Foto: Keld Navntoft/Scanpix)Har forskere pligt- til at melde sig ind i en aktuel samfundsdebat-debattenpå kontanthjælp. Det viste sig imidlertid,at Carina fik udbetalt 15.728 kroner ommåneden og har 5000 kroner tilbage, nåralle udgifter er betalt – herunder hundemadog cigaretter.Det provokerede både Joachim B. Olsensamt en lang række andre mennesker, ogÖzlem Cekic måtte efterfølgende erkende,at hun havde fundet et ualmindeligt dårligteksempel på fattigdom i Danmark. Og derstrandede debatten …Interessen for at høre forskernes klogeord var imidlertid begrænset blandt de tosidstnævnte grupper.Fremmødet blandt politikere var sparsomt,og eneste pressedækning kom fra detvenstreorienterede dagblad Arbejderen.”Det er jo et vist paradoks, at debattener hot i medierne, men at de ikke deltageri sådan et arrangement. Man kunne måskegodt have forventet, at der var en vis interessei at høre om forskernes viden på området,”siger Jørgen Elm Larsen.lahJa, forskere har selv et ansvar for aktivt at gåind i debatten, hvis der er en central offentligdebat, som de har forskningsbaseret videnom, mener ’fattigdomsforsker’ John Andersen.”Vi forskere kan i den aktuelle sag ikkesige os fri for ansvar. Jeg har haft lidt dårligsamvittighed. Vi forskere med forskningsbaseretviden på området skulle selvfølgelighave sat os ned og skrevet nogle ting. FinnKenneth Hansen fra CASA gjorde det – hanlavede selv et indlæg i pressen. Men jeg harsgu ikke selv haft tid,” mener han, der dogblev ringet op af journalister, som han ogsågav sig tid til at tale med.Professor Jørgen Elm Larsen synes selv,han gør en vis indsats for at få sine budskaberud, blandt andet i pressen. Men det er heletiden et spørgsmål om at afveje den indsats iforhold til ens mere officielle arbejdsopgaver.”Der er begrænsede ressourcer. Vi kanikke ringe rundt til pressen hvert andetminut. Selvom der principielt er stor opbakningfra systemet til at formidle forskning, såer der ikke afsat tid til det, man kunne kaldepressearbejde. Og karrieremæssigt er der ethonoreringssystem, der handler om internationaletidsskrifter, og det er især de yngreforskere nødt til at forholde sig til,” siger ElmLarsen.Formidling mangler anerkendelseOgså John Andersen peger på, at man somforsker står en smule splittet i forhold til detat bruge sin tid på presse og offentlige debatter,også selvom man har noget på hjerte.”Du har ikke tid, du får ikke løn ogprestige ud af det, og for nogle det kan oven ikøbet opleves lidt kontroversielt, så man holdersig lidt tilbage. Det er synd. Man kunnegodt savne, at universitetets ledelse var mereklar i spyttet og sagde: det er vigtigt at voresforskere træder i karakter og går ud i debatterog siger, hvad der er op og ned,” siger JohnAndersen og henviser til Uni-Loven.”Det er jo den berømte fjerde pind, derhandler om at universiteter skal være aktiveog synlige i den offentlige debat. Der kanman sige, at nogle universitetsledelser godtkan bakke mere op om, at det er en prioritet,og anerkende, at der er nogle, der trækker etvigtigt formidlingslæs.”Uni-ledelsers bidrag i formidlingenIfølge Universitetsloven skal universiteterne”tilskynde medarbejderne til at deltagei den offentlige debat”. Som konsekvensaf universitetslovens formidlingskrav erder på flere universiteter blevet oprustet ikommunikationsafdelingerne.Og hvad siger kommunikationsafdelingerneså til spørgsmålet om, hvorvidt dehar et ansvar for at bringe forskere i spil, foreksempel i en fattigdoms-debat?”Både ja og nej,” svarer KU’s kommunikationschefJasper Steen Winkel.”Vi har over 100 omtaler om dagen, hvorforskere fra KU omtales i pressen. Så universiteteter enormt eksponeret. Vores primæremålsætning er at formidle historier, der kanunderbygge ”forretningen KU”. De historier,vi sender til pressen, er dem, institutter ogfakulteter selv har prioriteret og fundet strategiskvigtige. Der er et hav af gode forskningshistorier,men det er begrænset, hvor mangevi i praksis kan hjælpe på vej,” siges JasperSteen Winkel.Ifølge loven har I jo et ansvar for at blandejer i den offentlige debat?”Universitetet har aldrig været så megeti medierne som nu. Der er sket en kulturforandringi en række forskningsmiljøer,hvor formidlingen er blevet opprioriteret,og forskerne får også bedre hjælp. Men detkan være svært at vurdere i en konkret aktuelsag, om vi har eksperter, der kan bidrage. Vived f.eks., at KU er stærke på EU-området. Iforbindelse med det danske EU-formandskabhar vi derfor lavet en ekspertliste til journalisterne,så de ved, hvem de kan henvende sigtil.”Fattigdoms-debatten, ville det være noget, Ikunne være proaktive omkring?”Ja, hvis der på KU er nogle forskere, derhar en særlig viden omkring fattigdom, ogsom er interesserede i det. Og hvis nogle forskeresiger: Jeg har aktuel viden, så understøttervi det hellere end gerne. Flere KU-forskerehar i øvrigt selv deltaget i debatten omfattigdom.”Han nævner desuden, at erfaringen er,at mange ”tørre” forskere efterhånden oftekommenterer og bliver udspurgt om aktuellesager. Men de er knap så gode til at få fortaltom deres egne forskningsresultater. For devåde forskere forholder det sig lige omvendt.lahFORSKER forum Nr. 251 februar 2012 13


Ingen problemer- udtalte udvalgte vidner ved ACkonference.Vidnerne blev dog modsagtaf andre vidners sidebemærkninger ogi protester fra salen16. jan. Der er slet ikke problemer med deansattes medbestemmelse, for uni-ledelserneer meget lydhøre overfor de ansattes indspil.Der er ikke noget i det nuværende system,som hindrer inddragelse af medarbejderne.Omkvædet var, at der kan være debatter oguenigheder – vi snakker sammen og finderud af det – i Akademisk Råd, men ledelsernejusterer ind efter indspil fra de ansatte –ledere skal facilitere de ansatte og gode lederelytter selvfølgelig til de ansatte i en vidensorganisation.Akademisk Råd fungerer somledelsens sparringspartner og som mediator irelation til de ansatte.Sådan lød rundt regnet den virkelighed,som udvalgte vidnepaneler beståendeaf bestyrelsesmedlemmer, rektorer, ledere,menige og studerende præsenterede ved ACsuni-konference Tid til tillidsreform. Der varfuldt hus til konferencen, hvis program vardisponeret som en konsensus-dialog og ikkeproblemfokuseret.Akademisk Råd: Tamt høringsorganDet var påfaldende, at ingen af de femindkaldte special-vidner om AkademiskRåd ville kritisere rådene for at være ”ettamt høringsorgan” (ACs program), somledelserne kan regere udenom. Tværtimodudtrykte vidnerne tilfredshed med systemet.Dermed afmonterede vidnerne kritikereskrav om mere reel medbestemmelsetil det akademiske personale. I salen blevKU-professor Peter Harder provokeret af dettandløse panel:”De fortæller fordrageligt om, at AkademiskRåd formelt giver mulighed for medindflydelse– der er bare ingen garanti for,at det virker i praksis i konfliktsituationer!Alle undersøgelser peger på, at der manglerstrukturer for reel medarbejderindflydelse. Deansatte har formelle muligheder, men reelt erder ikke redskaber til at sige til en leder, at haner ved at tage en forkert beslutning …”.Den eneste af de 20 udvalgte vidner,som for alvor kritiserede den manglendemedbestemmelse i fx Akademisk Råd, varAU-professor Cathrine Hasse: ”De ansattebør have større medbestemmelse i form af, atAC havde ikke inviteret markante kritikere af uni-dAkademisk Råd tillægges større magt. Det erfrustrerende, at de ansatte ikke har magt til atrette systemfejl”.Ingen debat om, hvad reelmedbestemmelse erBag debatten om Akademisk Råds rolle ogstruktur lå, at universiteterne inden 1. martsskal præsentere udkast til nye vedtægter, derskal give mere medbestemmelse til de ansatte.SDU-rektor Jens Oddershede kom med enbemærkelsesværdig indrømmelse: ”Der skalikke bare være tillid mellem os og politikerne,men også mellem ledelse og ansatte. Og jegerkender, at studerende og ansatte ikke synes,at vi ledere har gjort det godt nok. Der er altsåbehov for strukturelle ændringer med nyemåder at lave medindflydelse på”. Det fremgikdog ikke, om Oddershede er indstillet på atgive det menige personale reel medbestemmelse- eller om den bare skal være formel,som i dag.ACs konferencetema lagde ikke op til en14 FORSKER forum Nr. 251 februar 2012


med medbestemmelsenat temaet ’tillidskrise’ handlede om forholdetmellem politikerne og universiteterne. Men afde udvalgte vidner i panelerne om ’medbestemmelse’fremgik det så, at det gik rigtiggodt med bestyrelsesarbejde, med AkademiskRåd og med ledelse. Det harmonerer megetdårligt med min og mine kollegers oplevelse.Tillidskrisen er mellem ledelsen og deansatte. For mig er tillidsspørgsmålet altså:Hvordan sikres en tillidsreform, som rækkerhele vejen ned til medarbejderne, så medarbejderneinddrages reelt…”jøemokratiet til at sidde i panel. Derfor måtte Peter Harder (tv.) nøjes med at lytte, da rektorer og prorektorer udlagde deres visioner om demokrati m.m.debat om hvorvidt Akademisk Råd skal havereelle beføjelser med hensyn til prioriteringerhvad angår strategier, budgetter m.m. I stedetstrandede den debat i en diskussion om teknik/struktur,nemlig om dekanen skal værefødt medlem (og formand). Nogle mente, atorganet skal være uden dekanen så de menigekan tale frit. Andre mente, at dekanen skalvære medlem/formand, fordi det alligeveler hos dekanen, at magten/oplysninger/beslutningsgrundlaget er samlet. KU-rektorRalf Hemmingsen: ”Uden dekanen risikererAkademisk Råd at blive en struktur, så detbliver dem/os – ledelse/ansatte”.Rektorerne: Slæk på detailstyringenTil at belyse behovet for større frihed tiluniversitetsledelserne havde AC sammensatet vidnepanel bestående af rektorer. Gennemgåendefor deres vidneudsagn var, at den nyeregering bør slække på den gamle regeringsog embedsmændenes detailstyring.”En ansat i ministerierne kan spørgeom mere end 8 universiteter kan svare på…”, konstaterede rektortalsmand JensOddershede.I salen supplerede AAU-direktør PeterPlenge: ”Der bør være mere fokus på kompetencesamfundend på konkurrencesamfundi forskningspolitikken. Vi oplever, atembedsmænd går ret langt ned i detaljen forat opnå konkurrencemål, når det handler ombygning, uddannelse og økonomi”.Tillidskrise?ACs overskrift på konferencen var, at der erbehov for en tillidsreform, dvs. at der eksistereren ”tillidskløft”, men det kunne deltagerneikke anerkende.”Jeg tror på ministeren, når han siger, atder er fuld tillid til universiteterne. Det eret stort fremskridt”, sagde RUCs prorektorHanne Leth Andersen tørt.En af paneldeltagerne, KU-lektor FrederikVoetmann Christiansen, summeredeop: ”Da jeg kom til konferencen troede jeg,FORSKER forum Nr. 251 februar 2012 15


Frist 1. marts til ministerietUni-ministeren har anmodet universiteterneom inden 1. marts at præsentere forslag tilrevision af vedtægterne for at sikre, at der ihøjere grad sikres ”medbestemmelse og medinddragelseaf medarbejdere og studerende ivæsentlige beslutninger” (i Uni-Lovens §10,stk.6).Aarhus: ’Rettidig inddragelseFor et år siden var der murrende utilfredshedmed AU-ledelsen, der ved flere lejlighederhavde kørt de ansatte over. Derfor har bådeansatte og ledelsen været meget interesseredei de nye vedtægter. Og en af kritikernedengang – lektor Tonny Brems Knudsen – ertilfreds med resultatet:”Uni-Loven med den enstrengedeledelse har jo et udtrykkeligt forbud mod atgive selvstændig beslutningsmyndighed tilorganer med medarbejdere. Der er altså ikkemulighed for at få en egentlig ’vetoret’ ind. Såefter omstændighederne er vi i Aarhus kommetmeget langt”.Akademisk RådTonny Brems er medlem af Akademisk Rådog har været med i det udvalg, som har bidragettil vedtægtsforslaget. Processen har væretlang, men en central begivenhed var, da rektorLauritz Holm-Nielsen i foråret indkaldtemedlemmer af de akademiske råd til seminarpå Sandbjerg. Her tog Rektor det kloge skridt– efter kraftig opfordring fra AkademiskeRåd – at signalere, at han var indstillet på enny konsensus om Akademisk Råds funktionog opgaver.Ifølge AUs vedtægt får akademisk rådsom de vigtigste opgaver ”at udtale sig om”den interne fordeling af bevillinger og omcentrale strategiske prioriteringer m.m.”Rådet er rådgivende og altså ikke besluttende.Men af formuleringerne fremgår envigtig forpligtelse for dekanerne og den samledeledelse – og i øvrigt også for institutlederen– om at tage medinddragelse alvorligt.Det fremgår nemlig som dekanens pligt at’sikre medbestemmelse om akademiske forholdi bred forstand gennem løbende og rettidigmedinddragelse’. Det forpligter lederne på atinformere og drøfte ’væsentlige spørgsmål’,så snart lederen kender disse”, siger TonnyBrems. ”Jeg oplever og fortolker disse formuleringersom, at der er fælles forståelse om enhøj grad af medinddragelse og medbestemmelse.Men den skal selvfølgelig stå sin prøvei praksis”.Formandsforsamling forAkademisk Råd kan kritisereSom en meget central instans er der opretteten formandsforsamling for de fire AkademiskeRåd, som har valgte formænd (der ikkebehøver at være dekanen). Forsamlingen skalholde møder med rektoratet et par gange omåret og i øvrigt efter behov:”Jeg opfatter i høj grad forsamlingen somet centralt talerør og en vigtig kommunikationskanal.Hvor der ikke tidligere var kanalertil at levere formel og uformel kritik, såetableres den nu – og en henvendelse opad erdermed afdramatiseret. Forsamlingen ret tilat kritisere kan opfattes som en ’alarmknap’,som de ansatte kan bruge overfor rektor, hvisder opstår problemer eller konflikter. Detkan drøftes på møderne, men forsamlingenkan også sende breve til rektoratet”, vurdererTommy Brems.”Formandsforsamlingen kan blive envigtig kanal, også i kontroversielle sager, fordet vil være svært for ledelsen at overhøreformandsforsamlingens indspil. De vil lytteefter det stærke signal nedefra og søge samklang,hvis det er en klog ledelse. Så det bliveret vigtigt og centralt organ”.SDU: ’Universitetsråd”Jeg erkender, at studerende og ansatte ikkesynes at vi ledere har gjort det godt nok. Derer altså behov for strukturelle ændringer mednye måder at lave medindflydelse på”, lød denbemærkelsesværdige indrømmelse fra SDUrektorJens Oddershede for nylig.For at give medarbejderne have størremedindflydelse oprettes der på SDU etuniversitetsråd, som groft sagt svarer til detgamle ”konsistorium” (fra Styrelsesloven1968-93). Dette råd skal drøfte og rådgiveden øverste ledelse og har altså ikke konsistoriumsbemyndigelser som besluttendemyndighed.Universitetsrådet skal ”inddrage medarbejdereog studerende i væsentlige beslutningerpå øverste institutionsniveau”. Manskal - parallelt med, men på højere niveauend Akademisk Råd – drøfte og rådgive omuniversitetets strategi på forskning og uddannelse,om udviklingskontrakten med ministeriet,om organiseringen, om prioriteringen aføkonomi og budget, om ledelsesbeslutningerm.m.Rådet skal bestå af 12 medlemmer, dervælger en formand blandt vip-medlemmerne.Fødte medlemmer er formændene for SDUsfem akademiske råd og rektor. Der vælges tremedlemmer blandt tap-personalet og 3 blandtde studerende.Plads til tap’erneEn af de tekniske tvister, når medarbejderneskal have mere indflydelse, er hvordan tappersonaletinddrages. Strukturelt set er problemetat skabe organer, der medinddrager såbrede grupper som muligt, så der ikke skabesdobbeltstrukturer, samtidig med, at nogleikke får medbestemmelse på noget, som deikke har forstand på.På SDU har man løst problemetpragmatisk ved at tap-personalet får trerepræsenatnter i det nye universitetsråd(’konsistorium’) og tre i hvert fakultetsAkademiske Råd. Tap’erne er dog kun delvismedlemmer, idet de ikke kan deltage ibehandlingen af akademiske affærer (hvor dekun får status af observatører).FORSKER forum Nr. 251 februar 2012 17


Usynlige tDe menige laver masser af usynligt arbejde, somanerkendes af lederne, siger uni-eksperten CatFrustrationsmail”Dette er en frustrationsmail og er sådan set ikke passende i denneuge, hvor vi ellers har forskercamp. Men da jeg har været tvungettil at tage mig af ekstraordinære administrative opgaver i forbindelsemed eksamenerne på modul XX, skriver jeg lige til dig for atfå lidt luft.Jeg er i stigende grad frustreret over udviklingen af de administrativeopgaver, vi som VIP’ere skal påtage os. Jeg erfareren stigning i administrative opgaver, som både er resultat af en”outsourcing”, og som resultat af fejl eller ændrede arbejdsgange,som ikke er synliggjort for alle led i organisationen, og som VIP’eresom konsekvens skal bruge oceaner af tid på at forfølge, klarlæggeog løse.Vi har netop fået besked om at vi som noget nyt selv fremoverskal bestille rejser og lave individuelle rejseafregninger. Hvorforskal 5 forskere individuelt sidde og bruge tid på at søge billigste flypå nettet, bestille hotel etc. til samme konference, når en kollektivbestilling ville spare tid og penge? Og hvorfor skal vi efterfølgendehver især bruge tid på at scanne fakturaer etc. og lave (for migtidskrævende) rejseafregninger og dokumentation af stort set desamme udlæg?Med hensyn til de fejl, som opstår som konsekvens af ændredearbejdsgange og outsourcing, skal VIP’ere selv følge op, hviseksamenskontoret har lagt eksamensopgaver i forkerte kuverter(senest fik jeg YYs modul B’s opgaver i konvolutter med mit navnpå), og pludselig lå der 40 modul X opgaver på mit bord som jeg fik10 dage til at rette, hvad der slog min planlægning af min forskningstidi stykker.Det hele bliver mere omfattende af, at ingen ved, hvem manskal rette henvendelse til. Den viden, som ligger i at kende degamle forretningsgange, virker til at være blevet gjort overflødig,og det virker til, at den tid, der omrokeres, ikke bliver meriteretdet nye sted, den skal anvendes (hos VIP’erne!). På undervisningssidener koordinering og administration på mastermodulerne fx.pludselig blevet reduceret fra 60 til 30 timer - jeg ved ikke hvorfor,og spørgsmålet er, om nogen som helst ved det?Jeg vil hjertens gerne dokumentere de konkrete opgaver, somgår i hårdknude og stjæler min (forsknings-) tid.”Anonym AU-ansat”Frustrationsmailen giver et indblik i udviklingeni vores arbejdsbetingelser i de seneste5-6 år. Den illustrerer på gulvplan nogle af deproblemer forskere og undervisere har mangesteder i dag. Der er en masse usynlige tidsrøvere,som især går ud over vores såkaldte ’friforskningstid’, der er den eneste ubeskyttedetid, vi har som forskere og undervisere”.Siger AU-professor Cathrine Hasse.Hun har studeret uni som arbejdsplads desidste 15 år og oplever, at det især er slemtpå samfundsvidenskab og humaniora pågrund af pressede stå-bevillinger og fåforskningspenge.”Grundproblemet er, at arbejdet – undervisningog forskning – SKAL laves for atsystemet ikke bryder sammen. Og hvislederne ikke vil anerkende det usynligetidsrøveri, så bliver det i sidste ende forskerneselv, som må løse dem”.Ubeskyttet arbejdstidHasse modtog frustrationsmailen fra en afsine kolleger: ”Paradoksalt nok var den enundskyldning for et afbud til en af instituttets’forskercamps’ – beskyttet forskertid fem dageom året, hvor vi ansatte værner om vores frieforskningstid ved bl.a. at nægte at besvaree-mails fra studerende, universitetsadministratorer,ledelser, it-folk, journalister, kommunikationsmedarbejdere,embedsværk fraministerier, forskningsråd og fonde”.Også de store fusioner og ledelsesreformerer med til at skærpe frustrationerne.Mange menige oplever, at der laves nyestrukturer og organisationer, som betyder,at de får pålagt små og store opgaver. Menopgaverne er usynlige, for de betragtesbare som selvfølgelige af lederne. Og nården byrde vokser, går det nødvendigvis franoget andet.”Lederne glemmer, at det er forskerneder er omdrejningspunkt for såvel undervisningog forskning og ikke mindst forhele det komplekse netværk af relationer.Og når noget risikerer at gå galt etsted i systemet, så lander det konkreteproblem – og ansvaret - ofte på denenkelte forskers bord. Og det går udover forskning og undervisning”.18 FORSKER forum Nr. 251 februar 2012


idsrøvereForvalterlaget vokserofte ikkehrine HasseDet betyder, at det akademiske arbejde imperialiseres udefra, og det haralvorlige konsekvenser for fagligheden, siger amerikansk politolog i ny bog.AnsvarslimboHasse mener, at frustrationsmailen er udtrykfor et ansvarslimbo:”Den enstrengede ledelse, som gælderopad, betyder ofte, at de ansatte i dag oplever,at de ikke har officielle steder at få afløb forderes problemer, konkrete klager og frustrationer.Koks og mis-management andre stederi det komplekse netværk ender alt for ofte påde akademisk ansattes eget bord, og det erderes ansvar at løfte opgaverne - uden at dehar magt til legitimt at hæve stemmen for atfå tingene ændret”.Forskerne er universiteternes garanti forkerneydelser som undervisning og forskning.”Men der er mange steder en universitetskultur,der gør det til forskerens eget problemat påpege systemfejl, men det kan være risikofyldtsolo at lægge navn til noget, der kanvære kritik af lederen. Frustrationen opstår,fordi der ikke er klare og reglementeredesteder at placere sin klage, fx et akademiskråd med reel magt til at prioritere, dvs. at deansatte skal have reel magt til at gøre indsigelse”,siger hun.Ubalance sammenhængmellem ressourcer og krav”Det er også udtryk for ansvarslimbo, nårnogle - et sted i organisationen – på usynligkafkask vis pludselig kan reducere enarbejdsopgave fra 60 til 30 timer. Og så erdet bare op til den frustrerede underviser/forsker at indrette sig og finde de manglendetimer for ikke at give frustrationen videre tilde studerende”.Der er ingen sammenhæng mellem ressourcerog opgavemængde:”Manglen på basismidler presser helesystemet, men problemet individualisereshos den enkelte. Nogle forskere reagerer vedat ’arbejde efter reglerne’ – hvad vi selvfølgeligalle burde gøre – men det giver bådefrustrerede studerende og kolleger - så mangebider i det sure æble og æder af deres forskningstidi stedet. Det gør vi, netop fordi vi eransvarlige og ønsker at skabe det bedste foruniversitet, for vores studerende, for vores fagog for befolkningen”.jøI de gode, gamle dage var universitetets administratorerrekrutteret intern fra forskersamfundet.Og fordi meget af administrationenlå i deres hænder var der forståelse for denakademiske læring og forskning. Tilmed varnogle af dem – ofte deltids – fremragendeforvaltere, som blev støttet af professionelleforvaltere (direktører, jurister, økonomerm.fl.), som hele tiden blev holdt fast på, hvadder var universiteternes kerneformål.”Desværre tenderer nutidens fuldtidsadministratorertil at opfatte forvaltningsom et mål i og for sig selv. De fleste haringen akademisk erfaring, og selv de som harbrugt tid i klasseværelser eller laboratorierhåber at gøre forvaltning til deres fremtidigekarrierevej, og har ingen planer om at kommetilbage til det akademiske. For mange af dissekarrieremanagere er fremme af undervisningog forskning mindre vigtigt end at ekspanderederes egne administrative domæner. Underderes ledelse er forvaltning blevet målet i sigselv”.Sådan lyder en af mange harskeiagttagelser fra den amerikanske politologBenjamin Ginsberg i dennes analyse afforvaltningen på moderne universiteter:Universitetsfaglighedens fald (’The Fall ofthe Faculty’) – med undertitlen ’Rejsningenaf forvalternes universitet, og hvorfordet har betydning’. Analysen fortæller, atdebatten om de voksende administrationerikke bare er et dansk fænomen, men ikkemindst, at det har drastisk betydning for detakademiske arbejde.Indtil for nylig var US-universiteter styretaf det autonome akademiske personale, derser intellektuel produktion og pædagogiksom universitets kernemission. I dag erdagsordenen imidlertid ved at blive overtagetaf professionelle forvaltere. Nogle af disseer rekrutteret indefra og mange vælger enforvaltningskarriere, fordi de er kørt fast ideres akademiske liv, konstaterer Ginsbergbramfrit; andre er professionelle forvaltere(’djøf ’ere’) uden akademisk baggrund ogerfaring.Antallet af disse forvaltere vokser drastisk.De reglementerer og prioriterer i højere oghøjere grad det akademiske liv: ”Akademiaer rangeret ud på et sidespor. Det akademiskepersonale erfarer om nye programmer oginitiativer fra formelle bekendtgørelser eller frauniversitetets kommunikationsavis. Magten påcampus håndteres primært af ikke-akademiskeadministratorer, hvis navne sjældent er kendt…”Det betyder, at lærerne mister magt overdet, som har deres største interesse, nemligudnævnelse af topledere, udviklingen af nyeprogrammer og studie-curriculum samtprioriteringer af økonomi.Se næste side: En dekan er ikke noget …FORSKER forum Nr. 251 februar 2012 19


- fortsat fra sidste side.En dekan er ikke nogetOm hvordan uni-forvaltninger vokser efter en malthusiansk logik.Der rejste sig et ramaskrig blandtdanske rektorer, da Susan Wright ogRebecca Boden offentliggjorde enanalyse (nov.2010), som viste, at de danskeuni-forvaltninger er vokset drastisk: ”746lektorer gik til administration”. Analysen varfejlbehæftet, sagde rektorer. Men uanset omtallene var overdrevne, står menige universitetslæreretilbage med en faktisk oplevelseaf, at antallet af forvaltere udenfor kerneaktivitetenforskning/undervisning bare vokser,mens kerneaktiviterne stagnerer. Også detbenægtes hårdnakket af lederne: Når antalletaf forvaltere i toppen vokser, handler det omat man flytter /fjerner opgaver længere nede isystemet (hhv. på fakultetsniveau og institutniveau).At eftervise eller modbevise om uniforvaltningenvokser eller ej er umuligt forlægfolk som journalister, for uni-ledelsernesidder på statistikken.Provokerende analyseMen Benjamin Ginsberg modsigeri sin bog The Fall of the Faculty dedanske rektorer med henvisning tilstatistikker: Antallet af traditionelleuniversitetsadministratorer voksede iperioden 1985-2005 med 85 pct. mens antalletaf deres sub-ledere såmænd voksede med240 pct. Oversat til danske forhold betyderdet, at dekanerne har fået pro-dekaner (forforskning, undervisning og formidling).Og universitetsdirektøren har fået vicedirektører,som igen har fået et mylder afmellemledere at regere over. Og det, somtidligere hed personalekontoret, er i dag storeHR-afdelinger med chefer og specialtitler.Og denne vækst i forvaltere på 85-240 pct.i USA og England er vel at mærke sket i enperiode, hvor studentermassen kun voksedemed 56 pct. og antallet af universitetslærernevoksede med 50...Er forklaringen på denne mekanik, at demoderne studerende har brug for ikke bareen dekan, men et mylder af bette-dekanerfor at blive servicerede, spørger Ginsberg.Ginsbergs ondskabsfulde brug af udtrykketbette-dekaner om mylderet af nye forvaltereer bevidst fornærmende over for en gruppe(’djøf ’ere’), som ivrigt påtager sig opgaver,der skal operationalisere en svært styrbarmekanisme. Men de er altså omgærdet afmistro fra de menige universitetslærere,som oplever, at forvalterne overtageruniversitetet, herunder også styringen afdet faglige. Og det akademiske selvstyre harfor universitetslærerne (USA: ’Faculty’; eng.’Academia’) altid været kronjuvelerne på detklassiske universitet, men dem sælges der nuud af.Den politiske forklaring på væksten iforvaltere lyder, at det skyldes statslige kravom information, indberetninger og kontrol.Den forklaring anerkender Ginsberg, mensiger samtidig, at den langtfra kan være heleforklaringen. Hovedproblemet er i hansøjne, at uni-forvaltere har været ivrige forat opfinde eller overtage kontrollen medaktiviteter, som kan forøge deres indflydelseog give dem muligheder for at ansætte flereunderordnede osv.Der findes mange niveauer for disseuni-forvaltere: Der er HR-afdelinger medhardcore-jurister og managers. Der eromfattende kommunikationsafdelinger tilintern informationsbombning og eksternimagepolering. Han har mange eksemplerpå disse ”administrative imperialister”.Personligt oplevede han, at en dekan-assistentprøvede at overtage det administrativeansvar for et populært studieprogram, somGinsberg havde skabt og som var blevetforvaltet uproblematisk i årevis uden denstore administrative assistance. Ginsbergafviste overtagelsesforsøget, først venligtog senere uvenligt. Modsat sladder påJohn Hopkins benægter Ginsberg dog athave givet prorektoren et par på kassen.Dekanassistentens overtagelsesforsøg blevfordrevet, mens mange andre ikke væretså heldige, men har fået deres arbejdeimperialiseret af bureaukrater. Det betyder,at simple opgaver bliver gjort unødvendigtindviklede og ressourcekrævende, så nu haruniversitetet større grupper, hvor der før varen person ansat. Og disse grupper er travltoptaget af at udsende notitser om deresnyeste initiativer og fortjenester.Han redegør for ideologien eller rationaletbag de voksende forvaltninger. Uniadministratorerretfærdiggør sig ved atflytte vægten fra de akademiske kerneopgaverved at følge den populistiske retorik om, atuniversitetet skal interagere med samfundet.Det betyder, at universitetslærerne/forskerneskal lytte til samfundets krav og at læring ikkebare handler om det, der foregår i klasseværelset,men også det som foregår udenfor.De studerende skal tilegnes mere endakademiske færdigheder, siger uni-politikereog –forvaltere, hvorved de nedtoner detakademiske. Samarbejde med industrien eller”udenfor klasseværelset” bliver omkvædet forat retfærdiggøre den formidlende rolle, somuni-administratorer indtager. Og når denklassiske fagakademiske videns betydning ermindre, behøver uni-lærerne heller ikke haveden samme magt over læringen og forskningen;forvaltningen heraf kan overtages afnogle på mellemhånd.Ginsberg har ubetinget som målestok,at magten bør ligge hos fagfolket (dvs.professorer-lektorer). Han fortæller derformed stor indignation om de mekanikker,der flytter magten fra akademia tilforvalterne. Blandt de små daglige er atfravriste fagfolket indflydelse på (indholdeti) deres undervisning. Det gøres ved atindføre ”accountability”, dvs. akkreditering,godkendelsesprocedurer og tests påbekostning af det, som fagfolket selv opfattersom det centrale i faget.Ikke overraskende er forvalternes vigtigsteredskab overblikket over økonomien ogproduktionen. Da det ofte er stort og yderstkompliceret, er det vanskeligt for lægmandat udfordre forvalternes statusopgørelser ogbudgetter.Et redskab er at tale om ’best practice’,som er nysprog for en ubestemt kvalitet, somforvalterne ikke selv kan definere og somderfor også er ubegrænset standard, og somderfor kan bruges til at slå fagfolket i hovedetmed til evig tid. Og overordnet tales der iforvaltninger om ’shared governance’, hvilketegentlig skulle karakterisere akademiskselvforvaltning, men som i forvalternesudlægning bliver til en magtdeling, med dem.En måde at retfærdiggøre magtflytningenpå sker i managementvidenskaben, hvorarmslængde eller ”relativ autonomi”bruges som nysprog for at lade ”en hær afforvaltere” marginalisere fagakademikerne.Og formelt foregår det samme i universitetersstrukturreformer, når man tildeler organermed fagfolk formel og ikke reel magt(som det ses i den danske universitetslovsAkademiske Råd).Som et typisk eksempel på, hvordanforvalterne forstår at ekspandere, harGinsberg et helt kapital om hvordan denpolitiske korrekthed i USA har givet en storvækstmulighed indenfor områderne race ogkøn. Det er ingen hemmelighed, at mangeUS-akademikere er venstredrejede og støtterdisse lighedstanker, men de er desværreblevet kidnappet og perverteret af forvalterne20 FORSKER forum Nr. 251 februar 2012


uden bette-dekaner …i en grad, så det er blevet en jammerindustriuden tilknytning til de grupper, somangiveligt skulle støttes...Politologiprofessorens forklaring på denvoksende forvalter-masse er simpel ogmalthusiansk. Vokseværk skaber nyemuligheder. Og antallet af forvaltere vil voksestærkere end universitetets kerneopgaveregentlig kræver, dvs. at antallet af forvalterevokser (umærkeligt) uproportionalt, hvisder ikke holdes nøje kontrol. Mens akademiskprestige kommer fra publicering, godundervisning, forskningsbevillinger og kollegialanerkendelse, så er forvalternes prestigeforbundet med antallet af rapporteringer, dvs.hvor mange underordnede, der refererer tildem! Derfor behøver dekaner bette-dekanerog en sværm af sekretariatsmedarbejdere,ikke så meget for at gøre noget brugbartfor den akademiske verden, men mere forat styrke dekanernes prestige – og pressederes lønninger i vejret, for ens løn i sådan etsystem er proportional med antallet af underordnedemellemledere og menige.Det er selvfølgelig slemt, hvis forvalterneså var uproduktive (ikke mindst i lyset af,at studerende i USA og England betalerstudieafgifter og at forældre kræverrationel forvaltning). Men Ginsbergkonstaterer, at det er endnu værre, formange bestyrelsesformænd, rektorer,dekaner og deres underhunde kan værelivsfarlige for den akademiske undervisningog forskning. Som eksempel på, hvordansystemet tillader forvaltere friløb, henviserhan til ledere, der har ageret kriminelt ellerhøjst uansvarligt, når de har gjort somnyliberale politikere kræver, nemlig ageretefter markedsmekanismerne og landet ud iregelstridig forvaltning, misrøgt af fonde ellerrisikabel belåning og ejendomskøb.Værst er i Ginsbergs øjne, atforvalterne opfatter universitetet somenhver anden privat forretning med én(økonomisk) bundlinie. Når statussøgendeuniversitetsforvaltere formerer sig nedad,perverterer de universitets basismission.Mange forvaltere opfatter nemlig det ustyrligeakademia med dybeste mistro. Ligesom enindustriarbejder, der kan fyres for at kritiseresin chef, så bør en forsker, der kritisererledelsen, ansættelsespolitikken, forskningsstrategieneller studieplanen også kunne fyres,groft sagt. Med sådan en tankegang afløsereftersnakkere og fedterøve den akademiskefrihed, når bettedekaner og bettebette-dekanersætter nye standarder for, hvad universitetetskal og hvad de ansatte må. Langsomt snigerder sig et styre ind, hvor det er forvaltere, derregulerer og styrer på basis af mere eller mindrevigtige kriterier, som de kan bruge til at slåal modsigelse ned med og skabe deres billedeaf, hvad der er konsensus på stedet. I denneproces diffunderer det klassiske universitetsom akademisk selvstyrende organisme.Hovedansvaret for at modstå byrokraternesindtog er fagakademikerne, ”somdesværre ikke er godt forberedt på atforsvare sine interesser”. Det er fristendeat boykotte det politiske lobbyarbejde iorganerne for at meritere sig og skrive bøger,men det vil bare give de nye managers endnufriere spil til at regere. Akademias talsmændmå underminere forvalternes magt og autoritet,støttet af de menige. Men virkelighedener desværre, at langt de fleste blandt fagfolket– der har travlt med at forske og undervise –resignerer ud fra en erkendelse af, at mylderetaf ikke-faglige forvaltere vel nok er irriterende,men jeg passer bare mit, og jeg har daheldigvis min ansættelsessikkerhed!Så enkelt er det imidlertid ikke, siger Ginsbergmed henvisning til bl.a. den amerikanskeprofessorforening AAUPs statistikker. Derer nemlig flere og flere, der kontraktansættespå tidsbegrænsning. Dem med fastansættelsereller i karriereforløb (tenure ellertenuretracks) bliver færre og færre. De udgørmaximalt udgør 30 pct. af universitetspersonalet.Og når ansættelsessikkerheden er ringe,så er der i praksis ingen sikring af akademiasgrundsten, forskningsfriheden, som også erretten til at have kontroversielle vurderinger.Systemet mener da heller ikke, atforskningsfriheden er en individuel ret forVIP’eren. Det er derimod ledelsen – administratorerne:rektor, dekanerne, bettedekanernem.fl.- som har den akademiske frihed,lyder den overraskende konstatering hosden amerikanske professor. Og her kommentererhan faktisk den danske Uni-Lov,som netop giver den reelle forskningsfrihedtil ”universitetet” og bureaukraterne - og ikketil den enkelte forsker. Og fastansættelservil langsomt forsvinde, spår Ginsberg, for”universitetet” har ikke brug for denne dyregruppe ansatte, der tilmed kan være uregerligog besværlig.”There’s no such thing as AcademicFreedom …” konstaterer politologiprofessorenmed en omskrivning af MargaretThatchers anti-kritiske udsagn: ”Der findesikke sådan noget som ’samfundet’, der findeskun mennesker…”Ginsberg lægger ikke skjul på, at hanopfatter mange af forvalterne som magtliderligenovicer og - i al deres mangel pådannelse - fjender af det klassiske universitetskerneaktiviteter.Nogle gange forledes læseren til at tro,at det er en satire over den akademiskeverden, men han er dødalvorlig, når han fxkonstaterer, at i akademiske bureaukratierforekommer det, at mange møder ikke harnoget formål. Hans foragt skinner igennem,når han fx fortæller, at han er forbavset over,at velbetalte administratorer foretager sig sålidt fornuftigt hvad angår universiteterneskerneaktiviteter; formålet med strukturer,rapporteringer og planer, strategier, møderm.m. alene er at forøge forvalternes magt oginterne status!Sådanne udfald er tankevækkende ogbefriende i den pæne akademiske verden; hanmelder sig ud af det store konsensuscirkus,som foregiver, at universitetets aktører – topledere,forvaltere, universitetslærere m.fl. – eren masse med samme interesser.Analysen er for velinformeret og eksempelrigtil, at forvaltere kan affærdige densom satire. Har den svagheder er det, at denmalthusianske tilgang betyder en individualisering/personificeringaf problemet somstammende fra forvalteres magtliderlighed.Det er underholdende, men hermed bliverdet ikke klart, at politikerne o.a. ’stakeholders’har en interesse i at uni-magten flyttes vækfra fagfolket.jøBenjamin Ginsberg: The Fall of theFaculty. The Rise of the All-AdministrativeUniversity and Why It Matters (Oxford UniversityPress 2011).FORSKER forum Nr. 251 februar 2012 21


Email-terror: MailfriÅndsfortærende e-mail skaber stress og gør dig langsom.Dramatikeren Oliver Double foreslår principper til at bekæmpe demJeg bruger op til fire timer i løbet af minarbejdsdag på at håndtere e-mails, og jegkan ikke lade være med at spekulere på,om det egentlig er umagen værd.E-mail er vel nok den allerstørste kildetil stress i mit liv. Det er det mudder, jeg måvade igennem, før jeg kan nå frem til vigtigere– og mere tilfredsstillende – aspekterved mit arbejde. E-mail giver en fornemmelseaf, at man laver noget – men i virkelighedener man passiv. Det er altid forespørgsler oganmodninger fra andre, og fordi du ikke er istand til at styre, hvornår de kommer, har dualdrig mulighed for at planlægge din egen tid.E-mail får dig til at reagere i stedet for bareat agere. E-mail ødelægger din arbejdsglædeog dit humør – og det er ægte sisyfosarbejde,for du bliver aldrig færdig. Du rydder dinindbakke, men så er de der igen. Det er somen vandhane, der hele tiden drypper …Jeg brokker mig hele tiden over for vennerog kolleger, fordi jeg hader e-mail, og de hardet alle sammen på samme måde. Alle haderdet – men der er jo ikke noget, man kan gøreved det, eller?Jo, der er så.Hvis vi alle arbejder sammen omkringdet her, kan vi i det mindste forsøgeat mindske e-mailens ødelæggendeeffekt. For det første synes jeg, vi bør aftale,at følgende typer af besked, anmodningerog adfærd aldrig kommer i nærheden afSend-knappen:• Der er indført en ny politik, som betyder,at du skal gøre, som jeg siger, og gøredet nu• Jeg har brug for, at samtlige medarbejdereundersøger noget for mig med detsamme – selv om der allerede findes etsystem, hvor det kan tjekkes• Her får du et essay, der fylder som enmurstensroman, om noget, der irriterermig, og det hører ikke hjemme i ene-mail – alligevel vil jeg gerne have, atdu bruger flere timer på at læse mit sureopstød og derefter svarer igen på detpunkt for punkt• Jeg kopierer dig hermed ind i en kæmpee-mail, som har cirkuleret i ugevis, og nuer det altså din tur til at involvere dig –hvilket vil sige, at du skal scrolle helt nedi bunden og læse alt, hvad der deroverer skrevet, indtil du når tilbage til dettepunkt, hvis du altså gerne vil have selvden mindste chance for at vide, hvad dethele handler om. Og når du har gjort det,vil jeg gerne have, at du svarer igen påmin pointe• Jeg kopierer lige en syv-otte menneskerind i den her mail, selv om der kun er én,der har brug for at vide det her• Endnu bedre, kopierer jeg den lige indi en liste med ca. hundrede modtagere,fordi jeg elsker at udbrede mig omingenting• Der er en, der har spurgt, om jeg har tidtil at deltage i et møde, men i stedet forat svare den ene person, vil jeg nu trykkepå Svar alle, således at alle nu får en kopiaf min besked – uden at der er nogensom helst grund til det• Jeg elsker at gøre mig til ved at sendeprovokerende e-mails ud, der til trods forderes joviale tone med garanti kommertil at fremprovokere et ramaskrig af svar,som alle dermed kommer til at få i kopi,således at deres indbakker kan blive vedmed at være fyldt til randen.• Alle, der skal lykønskes, skal lykønskes ifuld offentlighed. I stedet for at sende enindividuel mail for at sige tillykke eller– Gud forbyde det – gøre det personligt,vil jeg hermed kopiere alle ind i minbesked, således at alle kan se, hvor rundhåndetjeg er med min rosHvis du nu har læst ovenstående og tænkt:”Ups, det gør jeg faktisk selv,” så er du endel af problemet. Hvorfor bliver du ikkebare en del af løsningen i stedet og holder opmed at sende den slags e-mail ud til folk?Men individer er jo kun i stand til så og såmeget. Her kommer nogle retningslinjer, somuniversiteterne bør overveje at implementerefor at højne vores effektivitet og – vi kan ligeså godt indrømme det – forbedre vores allesammens livskvalitet:• Mailfri fredage. E-mail er forbudt omfredagen. Det betyder, at vi alle sammefår en dag uden, og at vores indbakkerer knap så fyldte, når vi møder på jobbetom mandagen• Mailfri aftener og weekender. Medarbejdereforbydes at sende eller modtagee-mails uden for normal arbejdstid. Detville være befordrende for vores mentalesundhed og nedbringe antallet af e-mails,vi skal tage stilling til, når vi møder påjobbet hver morgen• Øvre grænse på 30 mails. Ingen måsende flere end 30 mails pr. dag, og hvermodtager tæller med som én e-mail.Med andre ord: Hvis du kopierer enbesked til otte mennesker, så har dubrugt otte af din daglige kvote. Kun 22tilbage – pas på med dem!• Øvre grænse på 30 mails (alternativ version).Medarbejdere forbydes at forholdesig til flere end 30 mails pr dag. Hvilke afdem er de vigtigste? Hvilke af dem vil dusende direkte ned i din papirkurv?• Øvre grænse på 150 ord. Ingen e-mail må22 FORSKER forum Nr. 251 februar 2012


fredageTABEL. De frie forskningsråd: Fordeling pr. råd (grundbevilling pct.), fordelings-pct. påSapere Aude-bevilling til sammenligning med antal årsstuderende på hovedområderneOmråde Sapere-ungforsker Års-studerendeNaturvid. 26 pct. 14 pct.Sundhed 26 10Teknik 20 11Samfund 11 36Kultur/hum 15 26Total (45 stk.) 80.000(Kilde: Det Frie Forskningsråd 2011.)fylde mere end 150 ord. Hvis man ikke eri stand til at sige, hvad man vil, inden forden grænse, er det fordi du bruger detforkerte kommunikationsmiddel. Prøvigen med et brev eller en telefonopringning– eller rejs dig op og gå hen til denpågældende for at tale ansigt til ansigt• Skrot lortet. Indtil ca. 1997 fungeredeuniversiteterne ved hjælp af telefoner,trykte memoer, breve og møder. Det virkedei årtier. Hvorfor skruer vi ikke tidentilbage og simpelthen bandlyser e-mails?Jeg har en lille anelse om, at mange afde mere enerverende aspekter ved voresarbejde ville fordufte uden e-mail. Det erjo immervæk vanskeligere at mikrostyreog håndhæve en rigid evalueringskultur,når man ikke er i stand til at sende alenlangeanmodninger og ordrige rapporterud til 1000 mennesker øjeblikkeligt og påen gang blot ved at trykke på en enkeltknap.Disse regler skal kun gælde for voresinterne e-mail og kommer ikke til at gå udover de aktiviteter, der kræver, at man mailersammen med folk uden for universitetet. Menen mere drakonisk version ville gøre demgældende over det hele.En sidste tanke: ved middagstid i daglykkedes det mig endelig at komme igennemmin indbakke, efter at jeg var mødt på jobbetkl. 08.45. Nu er klokken 13.15, og der ligger34 e-mails og venter på, at jeg tager stilling tildem. Dryp, dryp, dryp …Oliver Double er institutleder vedUniversity of Kent, institut for drama ogcomedy-ekspert.Kilde: Times Higher Education 8. dec. 2011i Martin Aitkens oversættelse.Skævheder mellem hovedområderneNaturvidenskab, sundhed og teknik sidder på 75 pct. af De Frie Forskningsrådspenge og unge-stipendier – mens de kun har 35 pct. af studenterneUnder det frie forskningsråds Sapere Audeprogramhar 45 unge forskere netop fået 2-3mio. hver. ”Modtagerne er utroligt dygtigeansøgere”, siger professor Peter MunkChristiansen, der som formand for rådetfor Samfund og Erhverv har siddet med vedudvælgelsen. ”Det er jo sådan, at kvalitetenvokser i takt med at succesraten/bevillingsprocentenfalder – og folk bliver bedre til atskrive ansøgninger. Af ca. 1200 ansøgningerfik ca. 150 postdoc fra forskningsrådene – ogherudfra udvælges igen 60, hvoraf så 45 fikbevilling fra Sapere Aude-programmet forunge forskere. Så det siger sig selv, at de erenormt dygtige, og at andre som også ersærdeles kvalificerede ikke fik”.Sapere Aude er forskningsbevillinger fraDet Frie Forskningsråd, som er rettet modforskere, der vil planlægge karriere indenfor forskning. De er udvalgt som lysendetalenter, der ”kan bidrage til at udføre danskforskning i verdensklasse”. (Ung forskerprogrammeter et af tre Sapere Aude-programmer.De andre er forskningsledere ogtopforskere).KannibaliseringDFF disponerer over ca. 900 mio. kr. årligt,og heraf får naturvidenskab, medicin ellertekniske ansøgere/projekter 75 pct.Så er kvaliteten blandt de unge forskerepå de medicinske og naturvidenskabeligeområder meget bedre end blandt de øvrigeområder (humaniora eller samfund)?”Jeg køber ikke den fortolkning, forfordelingen er faktisk ikke helt skæv i forholdtil forskerbestanden generelt. At tre fjerdedeleaf de danske uni-forskere faktisk kommer frade tre ’våde områder’ er et resultat af mangeforskellige forhold, herunder bevillingssystemet,historiske forhold, markedsorienteringog forskningspolitikken. Den fordeling kanman sagtens diskutere, men det er den fordeling,der ligger til grund for fordelingen afforskningsmidler – også i DFF”.DDF-formanden:Nat-ansøgere er forrygende godeMen kunne Det Frie Forskningsråd ikkekompensere for den skæve fordeling mellemhovedområderne ved at give relativtflere stipendier til samfundsvidenskab oghumaniora?”DFF-bestyrelsen har besluttet, at fordelingenskal svare nogenlunde til fordelingenaf forskervolumen mellem hovedområderne,og den beslutning vil jeg - med mine interesser- ikke polemisere imod. Jeg vil ikkeind i en offentlig kannibalisme-diskussion,hvor vi skal spise hinanden”, svarer MunkChristensen.Formanden for Det Frie forskningsrådbenægter, at der er lavet en egentligfordelingsnøgle:”Dette system kører alene på kvalitet.Det kører ikke på forskningspolitik. Hvis derkom mange flere højkvalitets-ansøgninger frahumaniora og samfundsvidenskab, så ville deogså få en højere andel af bevillingerne. Deter jo ikke mindst i naturvidenskaberne, at deer helt forrygende gode. Det er ikke en kritikaf forskerne på humaniora og samfundsvidenskab”,forklarer Jens Chr. Djurhuus. ”Jeger rigtig glad for dette karriereprogram, fordet sætter fokus på forskerkarriere, så det kanvirke inspirerende på bl.a. universiteterne”.jøSe næste side: Ung forsker …FORSKER forum Nr. 251 februar 2012 23


HvalforsknDet sværeste er selvtillid og pengeNaturudsendelser på tv giver indtryk af, at vi veFrants Havmand Jensen var en af de dygtige og heldigeforskere, der fik elitebevilling fra forskningsrådene”En af de sværeste ting for os unge forskereer at have eller opnå selvtilliden, troen påegne evne. Vi er placeret i et utroligt konkurrencedrevetsystem, hvor vi skal lægge rigtigmeget i en ansøgning og giver den et skud,og må vente at se, om man får bevilling. Oghvis det kun er hver tiende ansøgning, somfår penge, så får mange afslag og det kan væresvært at tro på sig selv. Jeg har fået utroligstor støtte hos min vejleder og jeg har væretheldig, men jeg har endnu ikke den storeselvfølelse, der siger, at ’selvfølgelig er jeg denbedste og får den bevilling”…KARRIEREFortæller Frants Havmand Jensen, der netophar fået 2,8 mio. kr. fra Sapere Aude-programmetfor unge eliteforskere. Han hørertil de 45 unge forskere, der har fået tildelt124 mio. mellem sig. Han er udvalgt blandtmange ansøgere, der har det til fælles, at dehar fået bevilget et stipendium fra et af defem frie forskningsråd.”Det er selvfølgelig rigtig flatterende atblive udvalgt blandt så mange andre dygtigeforskere. Men jeg opfatter også mig selv somheldig. Nu får jeg rigtig gode muligheder forat arbejde sammen med de dygtigste forskerei USA og Skotland inden for mit område. Jegfår penge til at besøge dem, tage til konferencer,sætte forskningsekspeditioner op somkan indhente ny viden osv.”Forskerkarriere: Ikke fortryghedsnarkomaner”Det sværeste ved at være en ung forsker medkarriereambitioner er det altoverskyggendeproblem med at skaffe penge. Der brugesmeget tid med at søge om penge, både i Danmarkmen også hos mine kolleger i USA…”Mange yngre forskere skal gå megetondt igennem. De kan hoppe fra postdoc tilpostdoc og fra projekt til projekt på åremål,men Havmands karriere har foreløbig kørtpå skinner. Efter 4+4 modellen, hvor mankan tage kandidatgraden og ph.d.-grad i ethug fik han postdoc-stipendium fra Forskningsrådetfor Natur og Univers. Og nu blevhan så tilmed ekstra forgyldt med SapereAude-bevillingen.”Den unge forskerkarriere er ikke fortryghedsnarkomaner. Da jeg ansøgte ompostdoc-stipendiet – hvor der er 8-10 pct.ssuccesrate – måtte jeg selvfølgelig lægge enplan B, hvis jeg ikke fik det. Og her var alternativetat blive tilknyttet et US-projekt. Mendet ville have været andres projekt”, forklarerhan. ”Nu fik jeg penge til i stedet at styre miteget forskningsprojekt med indkredsning affokuspunkt og projektkerne. Og det betydermeget for den personlige motivation ogengagement”.Det sociale miljøs betydningEt godt fagligt miljø, en god vejlederog gode rammer har været en del afforudsætningerne:”Jeg har selvfølgelig spekuleret på, hvorfornetop jeg blev udvalgt. Jeg har et rimeligt cv,min ph.d.-vejleder var fantastisk; han haropmuntret os til at publicere og til at gennemførefeltundersøgelser osv. Og så har detmåske også betydet noget, at jeg har lidt tværfagligkvalifikation; det som gør mig lidt særligi biolog-miljøet er, at jeg er lidt af en nørd,når det kommer til programmering. Dem erder ikke mange af i hvalforskningen …”Hvad er hans erfaring med universitets -systemet?”Jeg er imponeret over min ph.d.-tid meddygtige forskere og undervisere på AU. Vejlederen- Peter Teglberg Madsen - er en ildsjælog min rollemodel”, siger han.”Og det sociale miljø på vores afdeling harværet rigtig godt og understøttende. Det forhindrer,at man sander til i sit kontor – og deter vigtigt for at være kreativ. Miljøet skabes ien kombination af personer og kutyme. Derskal være nogle fastansatte anker-holdere, dergår foran med et godt eksempel, opmuntrerog er med til at skabe et socialt miljø, og dethar vi været heldige med på afdelingen”, sigerhan.jøRaske drenge interesserer sig på et eller andettidspunkt for dinosaurer, hvaler og lastbiler.Frants Havmand Jensen interesserer sig sletikke for biler; han har da snuset til dinosaurer.Men hvaler er hans store interesse, oghan har netop fået en millionbevilling til atstudere dem.”Da jeg var dreng synes jeg selvfølgelig,at delfiner var spændende dyr, tænk bare på’Flipper’. Men den akademiske interesse forhvaler startede faktisk først på et af biologistudietsintro-foredrag. Hvaler blev fascinerende.Og på en forskningstur til Nordnorgei 2005 – før jeg tog min ph.d. - gik det op formig, hvor interessant deres sociale mønster erog hvor lidt vi ved om det”.Da FORSKERforum interviewer hampr. telefon sidder han i Cape Cod, syd forBoston.”Nej, hvalforskning er ikke bare en badeferiemed friluftsliv og dykning og solskin.24 FORSKER forum Nr. 251 februar 2012


ing – alle raske drenges drømd meget om hvaler. Men vi ved skræmmende lidt om deres sociale adfærdvigtige for gruppestruktur og koordinering,hvordan grupperne reagerer når de møderandre familiegrupper, om der er førerdyr derer særligt vigtige for at koordinere gruppestrukturog adfærd m.m.”Hvalers kommunikation er problematiskat studere. En hval laver ikke synlige bevægelsernår den udsender et signal, så ofte erdet umuligt at vide, hvem der kommunikerer.Men teknologien gør, at vi nu kan placere tagspå hver hval i en familiegruppe og dermedse, hvordan de på større dybder koordinerer,såvel via lyd som i 3D-bevægelse. Hensigtener igennem akustiske signaler og bevægelserat få viden om, hvordan hvaler strukturerersig hierarkisk, hvordan de opretholder gruppesammenhængover tid og rum, hvordan oghvem der kommunikerer indbyrdes. Vi kanse, hvem der er de mest aktive i at bestemme,hvor flokken søger hen. Er det fx sådan, at deældre er styrende, fordi de kan huske, hvorder er farligt eller hvor der er føde?”Hensigten er igennem akustiske signaler og bevægelser at få viden om, hvordan hvaler strukturerer sig hierarkisk,fortæller hvalforskeren, der her observerer en flok delfiner.Faktisk sidder jeg 95 pct. af forskningstidenved min pc og programmerer, konstruererdatamodeller eller studerer computerpakker.Selve feltarbejdet og ekspeditionerne er envigtig del af forskningen, men tidsmæssigtfaktisk det mindste af min forskning”.Når han er i Cape Cod eller i Skotland,skyldes det, at han her kan være sammenmed de førende forskere i hvaler og i computerchipspå hvaler.Sugekopper med computer-tags”Hvaler er et populært felt – også i naturudsendelserpå tv - fordi det er fascinerende ogsociale dyr. Vi ved også meget om dem, menvi ved skræmmende lidt om deres socialeadfærd og kommunikation, når de forladeroverfladen. Det kan computer-tags, små pakkerder kan optage lyd og bevægelse og somsættes på dyrene med sugekopper, hjælpe osmed at forstå”, forklarer han. ”Min styrke ernok, at jeg er lidt af en nørd, når det kommertil programmering. Dem er der ikke mange afi hvalforskningen …”, forklarer han.Tandhvaler er sociale dyr der lever imeget komplekse og vidt forskelligt opbyggedesamfund - fra faste familiegrupper derer stabile over meget lang tid til flydendesamfund karakteriseret af mere flygtigebekendtskaber. I deres akvatiske verden rejserlyd hurtigt og langt, og akustiske signaler erderfor essentielle for kommunikationen.Hvalers kommunikation og gruppedynamikHavmands projekt gør ud på at undersøgekommunikation og gruppedynamik hosfritlevende grindehvaler, en dybtdykkendetandhval, der lever i langvarige familiegrupper.Ved at sætte computerchips med lyd- ogbevægelsessensorer på forskellige individer ien flok vil han måle interaktionerne. Hermedfår man viden om, hvilke signaler der erUsikkerheden:Går ekspeditionen efter planen?Inden for de næste år skal Havmand brugetid på Cape Cod, i Skotland og på Gibraltar,hvor man vil sætte computerpakker påfritlevende grindehvaler: ”Der går mangeressourcer og tid med at planlægge selvefeltekspeditionerne med bådtid, supportosv. Og når man så er til søs, er der ikke såmeget tid til at nyde, for man går i konstantusikkerhed, om set-up’et virker, som vi harbrugt tid på at udvikle. Kan vi finde hvalerne,kan vi få placeret pakker på dyrene, kan viramme de familie-grupper som vi er interesseredei, virker computeren osv. Så det, derer højdepunktet for os, er også noget, der eromgærdet af en vis nervøsitet og usikkerhed.Men sådan er al eksperimentel forskning velogså?”Come-on: Hvalforskning lyder altså somlidt af en badedyrstilværelse, så det må vel ogsåvære hans private hobby?”Alle forskere har vel deres forskning somen slags hobby. Men altså, nej. Jeg rejser ikkeefter hvaler i min ferie og fritid. Der vil jegmeget hellere væk fra arbejdet, og måske påvandretur i nogle bjerge, en tur til havs i kajakeller måske drage ned under vandet på endykkertur…”jøFORSKER forum Nr. 251 februar 2012 25


GruppeeksNu er VKO-regeringens forhadteforbud mod gruppeeksaminationenpå vej væk. Men det er ikkeuproblematisk, mener AAU-studielederGrundigforberedelseaf nyeeksamensreglerDet ligger fast, at gruppeeksaminationenigen bliver tilladt. Men det kommer ikketil at ske fra den ene dag til den anden. Førde nye regler bliver fastlagt, vil Uddannelsesministerietgennemføre en rækkedialogmøder, hvor man samler inputsfra studerende, uddannelsessteder ogandre parter, for at tilrettelægge reglerneoptimalt.”Vi vil spørge de studerende og de andreinteressenter, hvad de savner i de nuværendeeksamensformer og høre deres budpå nye regler. Dialogen skal være medtil at afklare, om der for eksempel skalsættes et loft over antallet af deltagere i engruppe, og om de studerende skal haveretskrav til at gå til individuel eksamen.Det er også vigtigt, at aftagersiden høres,for de ved, hvilke kompetencer blandt defærdiguddannede der efterspørges,” sigeruddannelsesminister Morten Østergaard ien pressemeddelelse.På baggrund af dialogmøderne, vilUddannelsesministeriet lave et forslagtil nye regler, som så igen bliver sendt ihøring. Målsætningen er, at de nye reglerskal få virkning fra 1. september 2012.Han sidder på gruppearbejdets højborg –Aalborg Universitet – og han har selv været ipressen med argumenter om, at regeringensargumenter for at afskaffe gruppeeksaminationenikke holder i byretten. Alligeveler det med lidt blandede følelser, at TrondBelko Klausen, lektor og studieleder vedinstitut for Sociologi og Socialt Arbejde, serfrem til gruppeeksamens tilbagekomst påuniversitetet.Han synes at den individuelle eksaminationpå baggrund af gruppe-projektarbejdet,som i dag praktiseres på AAU, faktisk fungererganske fint.”Da først skuffelsen over ikke at kunneafholde gruppeeksamen havde lagt sig, såsynes jeg, at den eksamensform, vi har haftsiden, har fungeret fint. Man får ikke dendynamik, der ligger i en gruppediskussion afet projekt. Men hvad angår det at fastsætteindividuelle karakter, så synes jeg det harværet væsentligt nemmere. Det må jeg væreærlig at sige.”Studieleder: Individuel bedømmelse bedstOg selvom det formentlig støder nogle afhans AAU-kolleger, så hælder Trond BelkoKlausen personligt mest til den individuelleeksamen: ”Det er mit helt personlige synspunkt,og ikke noget, jeg mener på uddannelsensvegne. Det skal også ses i lyset af dentraditionelle uddannelse, jeg selv har fået påSociologi i Oslo”.Problemet, som han fremhæver ved gruppeeksaminationen,er det helt klassiske, nemligat der i virkeligheden er tale om en individueleksamen, hvor den individuelle præstation”Gruppeeksamen er et eksempel på noget,hvor der ikke er selvstyre. Det står jegved.”(Tidligere videnskabsminister Helge Sander,der blev spurgt, om der ikke omvendtsymbolik i, at han ville give universiteternefri og samtidig bevare en detailstyring,nemlig forbud mod gruppeeksamen)Selvom projektet skrives i en gruppe – som her på AAU – har individuelleeksamener stadig sine fordele, siger Trond Belko Klausen.Foto: AAUskal bedømmes med en individuel karakter.”Når man sidder med så mange personer,der hver især har forskellige kompetencer, såkan det være svært at finde ud af, om de præstererså forskelligt at de skal have forskellige26 FORSKER forum Nr. 251 februar 2012


amen er tilbagekarakter. Ikke fordi, man ikke følger med,men man kommer til at have forskelligespørgsmål til forskellige personer. Nogle svarerpå det ene, andre svarer på noget andet.Det kan være svært at sammenligne og sige,at den ene er bedre”, siger Belko Klausen.Og her er det, den individuelle eksamensformgør det nemmere at fastsætte den individuellekarakter. Det er stadig det fælles projekt,der eksamineres i, men den enkelt studerendeseksamenspræstation bliver mere tydelig.Problemet ved individuel eksamen”Problemet ved den individuelle eksamen erat man går ind og siger: kan du svare på detog det? Det er en mere skematisk måde atholde eksamen på. Derfor kommer eksaminatorjo til at stille de samme spørgsmål.Når den tredje kommer ind, har han nået atsnakke med den første om, hvad vi spørgertil. Så er man nødt til at reformulere spørgsmålene,undervejs i processen,” forklarerBelko Klausen.En anden ulempe i sammenligning medgruppeeksaminationen er tidsrammen. Tilen individuel eksamen er der en halv time, tilen gruppeeksamen typisk fem gange længere.Det giver alt andet lige bedre tid til at kommerundt i hjørnerne af projektet.”Man får ikke den dynamik, der liggeri en gruppediskussion om et projekt.Man kunne komme rigtig meget i dybden- aspekter som teoretisk overvejelse, metodisktilgang og måske andre overvejelser omprojekt-ide og lignende. Så man får en meredybtgående snak om projektet. Det er klart enfordel,” siger han.Det kan være svært at vurdere den individuellepræstation i en gruppeeksamen. Mender er metoder til at angribe problemet.”En klassiker er jo, at man holder enpause undervejs i eksaminationen. Så snakkercensor og eksaminator sammen, om der ernogen, der ikke har sagt så meget, og efterpausen peger man så på den studerende ogsiger: nu vil vi spørge dig om noget. Og så”Det er gennemgående fornuftigt, atuniversiteterne får lov at bestemme selv.Men i forhold til at genindføre gruppeeksamener svaret klart nej.”(Jesper Langballe, tidligere MFfor Dansk Folkeparti.)må man være velforberedt og have en massespørgsmål i forskellige sværhedsgrader, derdækker mange dimensioner af projektet. Hvisde studerende selv bestemmer, hvem dersvarer på hvad, så svarer de hver især på det,de er bedst til.”Gruppeeksamen: Når nogletrækker mere end andreEssensen i gruppearbejdet er jo også, atman påtager sig forskellige opgaver og laverprojektet i samspil. Giver det så overhovedetmening at give differentierede karakterer?”Der er jo tale om en individuel eksaminationpå basis af en fælles arbejde. Karakterener en komponent af produktet, og såsvarene på de spørgsmål, der stilles ved eksaminationen.Sådan har det altid været, og jegtror ikke, det vil have legitimitet hos de studerende,hvis man bare får samme karakter. Dervil altid være nogen, der trækker mere endandre”, svarer studielederen.I det arbejdsliv, de studerende uddannestil, er produktet vigtigere end den individuelleindsats. Bør eksamenen ikke afspejle det?”Det er rigtigt. Når de så er i arbejdssituationen,så er det lige meget, hvem der harlavet hvad, bare produktet fungerer. Men nårarbejdsgiverne skal ansætte dem, skal de vide,hvem der er bedst. Og de vil have den mestkompetente. Så sådan er det nødt til at være”.Undersøgelse: Der gives forskelligekarakterer i gruppenStudielederen har selv ført en slags bevisfor, at det sagtens kan lade sig gøre at givedistinkte individuelle karakterer, selvom manbenytter gruppeeksamen frem for traditioneleksamen. I en undersøgelse har han sammenlignetkarakterspredningen på de danskeuniversiteter fra 1993 til 2006, og talleneviser, at der ikke ser synderlig forskel på de”Forbuddet er et meningsløst tiltag, der såvidt jeg kan se, udelukkende baserer sig påen kulturkamp. Det handler om at styrelandet ud fra en ideologi, som bestemtikke højner vores uddannelsesniveau.”(Henning Bender, censorformand forden samfundsvidenskabelige basisuddannelsepå Aalborg Universitet og RoskildeUniversitet, i en kommentar til planer omat afskaffe gruppeeksamen.)universiteter – RUC og AAU – der i høj gradhar benyttet gruppeeksamener, og de, derhælder til traditionelle eksamener. Godt nokligger RUC lavest på skalaen, men til gengældligger AAU helt i top sammen med KU.Med den undersøgelse tilbageviste hanaltså delvis den kritik, der fik den tidligereregering til at afskaffe gruppeeksaminationen– at man ikke kan karakterdifferentiereordentligt, så de dårlige studerende får forhøje karakter og de gode får for lave.Alligevel erkender studielederen altsåud fra sin personlige erfaring, at det someksaminator er sværere at bedømme denindividuelle præstation, og at han i mangetilfælde selv vil foretrække at holde fast i dennuværende traditionelle form. Også selvomgruppearbejdet fortsat skal være i højsædetpå AAU.”Gruppearbejdet fungerer stadig i bedstevelgående, selvom man eksaminerer individuelt.Det ville være et problem, hvis mankunne se at de studerende arbejder på enanden måde, for eksempel mere individuelt.Men det har jeg ikke kunnet konstatere.”Kollegial uenighedMen Trond Belko Klausen ved godt, at mangeaf hans kolleger på AAU ikke vil være enig ihans forbehold over for gruppeeksamen.”Der er sikkert mange, der er uenige. Ogder er nok også et generationsaspekt indeover. Den generation, der var med til at starteAAU i 70’erne, vil nok hellere have gruppeeksaminationentilbage, mens der nok er størrevariation hos de yngre. Mange af de heltunge har jo heller ikke erfaring med gruppeeksamination– ja, vi begynder jo sågar atansætte folk, der er for unge til at have prøvetdet selv.”Belko Klausen håber, at AAU vil genindføregruppeeksaminationen med en høj gradaf valgfrihed, så den enkelte uddannelse kanvurdere og bestemme, hvor det er hensigtsmæssigtat benytte gruppeeksamen, og hvorman bør bruge den traditionelle.”De to ministres meldinger er sødmusik i erhvervslivets ører.”(Charlotte Rønhof, forskningspolitiskchef i DI i en kommentar til 2012-genindførelsen af gruppeeksamen)lahFORSKER forum Nr. 251 februar 2012 27


Hævnens korridor …- fik sit navn efter litteraturprofessoren, der havde en hed affære med en studine.(Uddrag af den norske universitetsroman DE BEDSTE AF OS)Der gik det rygte, at de ansatte på instituttether gik og snakkede med sig selv,men sjældent med hinanden. Der varaltid helt stille i frokoststuen, selv til frokost,hvor den var fyldt af mørkklædte skikkelser,der klamrede sig til kopperne med tynd, beskkaffemaskinekaffe.Aleksander åbnede glasdøren, der fratrappeafsatsen og elevatoren førte ind igangen, som på fakultetet gik under navnetHævnens korridor.Lige inden for døren havde de, somunderviste i bosnisk-kroatisk-serbisk dereskontorer. Tidligere var serbokroatisk kunet lille fag med en enkelt fastansat og enenkelt meget underbetalt instruktor, derhavde taget sig af begynderundervisningen.Efter de sidste års udvikling på Balkan varantallet af de studerende blevet mangedoblet.Sprogsituationen var også en anden, og i ogmed at serbokroatisk ikke længere fandtessom sprog, måtte det følgelig nedlægges somfag. På det nyfødte fag, bosnisk-kroatiskserbisk(i alfabetisk rækkefølge) var der nuen fastansat for hvert af de tre sprog og dertilflere instruktorer. Imidlertid var kommunikationssituationenmellem fagets ansatte ikkemeget bedre, end den havde været mellemindbyggerne på Balkan under krisen der. Denfastansatte med ansvaret for bosnisk snakkedeikke med professoren, som underviste ikroatisk sprog, kultur og litteratur, og professoreni kroatisk kunne ikke drømme om attale med hende, der tog sig af det serbiske,som på sin side nægtede at snakke meddem begge. De nedlod sig kun til at nikke tilhinanden, hvis de tilfældigvis traf hinanden,men kommunikation ud over dette foregikstort set ved hjælp af korte beskeder skrevetpå gule post-it sedler, som blev klistret op påkontordørene.(Men det er endnu værre på Institut forKommunikation, for der snakker ingen af deansatte med hinanden længere. Det er lige såsandt og lige så paradoksalt morsomt, somdet er, at de ansatte på den praktisk-pædagogiskeuddannelse på Det UddannelsesvidenskabeligeFakultet uden tvivl er Blindernsdårligste forelæsere.)Skråt over for indgangen til læsesalenhavde en professor i russisk sprog sit kontor.Han var glad for hurtige biler og udviste enstærk forkærlighed for flagrende frakker. Menfor at ingen skulle være i tvivl om hans slavofili,gik han med bjørneskindshue med klapperfæstnet oven på hovedet. På kontoret vedsiden af hans sad professoren, som undervistei russisk litteratur. Han gik tit i laksko (sådannogle, som man bruger til smoking), og hanplejede at bruge dyre borsalino-hatte. Disse toprofessorer havde ikke engang hilst på hinandenen eneste gang de sidste tyve år. Det blevsagt, at de havde skændtes til en julefrokost,men det var uklart, hvad det drejede sig om.Nogle sagde, at det var om etymologien til etslavisk substantiv; andre, at de havde skændtesom en underskøn russerinde.Gangen havde imidlertid fået navnetHævnens korridor fra en anden historie,som også involverede litteraturprofessorenmed de eksklusive italienske hovedbeklædninger.Aleksander havde, ligesom alle andrestuderende ved Det Humanistiske Fakultet,hørt historien, som havde givet korridorendens navn:Rygterne sagde, at engang i det årti, hvorlitteraturprofessoren var en ret nyansatamanuensis, havde han haft et forhold tilen af sine studerende, en kvinde på omtrentsamme alder som ham, der snart i mangeår havde været i gang med at tage et hovedfag,men ikke så ud til at kunne afsluttesin opgave om Mikhail Bulgakovs romanMesteren og Margarita. Da hun opdagede, atden nyansatte amanuensis havde skrevet etpar artikler om netop denne roman, skiftedehun straks vejleder fra den ret gamle litteraturprofessortil den unge. Der gik ikke langtid, før den studerende og vejlederen havdegang i en heftig affære. Amanuensissen varnygift, så deres kærlighedsliv blev udfoldetpå amanuensissens kontor, hvor de drakrussisk champagne og elskede, normalt efterarbejdstid, men hvis begæret og tørsten togoverhånd, også midt på dagen.Den studerende følte sig sikker på, at hun,bogstaveligt talt, var i de bedste hænder. hunfølte sig eftertrykkeligt vejledt og var overbevistom, at hun ville få en meget høj karakterfor sit speciale, ja, det kan ikke nægtes, at hunså en førstekarakter for sig, som hun lå derunder amanuensissen på hans støvede kontor.Hendes øjne skinnede af fryd.Da censuren var overstået, viste det sigimidlertid, at opgaven var blevet bedømtmed et etcifret tal. Et speciale, der ikke fikudmærkelse, var et særsyn på det institut, ogden studerende mente, der måtte være sket enfejl, i betragtning af at vejlederen faktisk ogsåhavde siddet i bedømmelseskommissionen.Hun bankede grædende på amanuensissensdør, og da ingen svarede, låste hun sig indmed den nøgle, han havde givet hende, ogsom hun i al hemmelighed havde kysset ogset som et tegn på hans kærlighed til hendeog dermed som en forsikring om en gyldenakademisk fremtid (som i hendes efterhåndenmere nøgterne fantasier ikke indebarandet end en cand.phil. grad med en godkarakter for specialet).Da amanuensissen kom tilbage frainstitutrådsmøde, fandt han sin studerendeog elskerinde liggende på gulvtæppet, opløsti gråd. Hun smilede alligevel til ham, stadigfuldkommen overbevist om, at han ville fåordnet denne pinlige misforståelse. Det vistesig imidlertid ret hurtigt, at der slet ikke vartale om en misforståelse. Amanuensissen forklarede,at hendes speciale ikke var bedre, atdet slet og ret ikke fortjente at få en udmærkelse.Hun ville vide, om han havde tagethende i forsvar, om han havde prøvet på overfor de andre at pege på opgavens stærke sider.Han rystede på hovedet. Specialet havde ikkeværet særlig godt, derfor havde han hellerikke sagt noget. Den studerende fik indtrykaf, at han nok ligefrem havde forholdt sig kritisk.Han rakte sine hænder frem mod hende,ville omfavne hende, ja, han blev sandt at sigelettere seksuelt ophidset af at se hende sådan,og han mærkede, at han ville meget gernetrøste hende. Men hun trak sig væk fra ham,spyttede ham i ansigtet og gik.Han så hende aldrig mere. Nu kan manselvfølgelig sige, at amanuensissen havdeværet naiv, for det var slet ikke faldet hamind, at hans hede elskov med pigen havdenoget at gøre med hendes speciale. Det varikke gået op for ham, at hun, for hver ganghan var trængt ind i hende, havde regnetmed, at nu blev karakteren højnet yderligereen tak.28 FORSKER forum Nr. 251 februar 2012


Den studerende gennemførte sin sidsteeksamen uden at banke på hans dørigen. Amanuensissen savnede hende,men indså, at det hele havde ordnet sig til detbedste, i betragtning af hans ægteskabeligestatus.Historien kunne være endt her. Ingen villehave fundet på at kalde tiende etage i NielsTreschows hus for Hævnens korridor, hvisder ikke, samtidig eller lige efter, var sket treting.Rækken af tilfældigheder begyndtemed, at den studerende en dag mærkede, athun havde det noget bedre, så hun kunnetage den frakke på, hun havde været iførtden skrækkelige dag, men siden ikke havdekunnet holde ud at bruge. I lommen pådenne jakke opdagede hun den glatte nøgle,som hun i lykkeligere tider havde fået aamanuensissen. Senere samme dag åbnedehun et gammelt Cosmopolitan. hun bladedeligegyldigt igennem det, blikket gled hen oversiderne med sidste års mode og artikler omhårfjerning i bikinilinjen, til det stoppedeop ved en artikel, som hed noget i retningaf ”Hov to Get Even if Your Lover DumpsYou”. Og sidst, men ikke mindst, fortalte en afhendes kvindelige studiekammerater hende,at amanuensissen netop var rejst en uge tilGran Canaria med sin kone, vistnok på enslags forsinket bryllupsrejse og desuden somen kompensation, fordi ægtemanden havdearbejdet så meget og tilbragt så mange aftenerpå studenterhjemmet Blindern.Disse tre omstændigheder (nøglen, ugebladsartiklenog amanuensissens bortrejse)blandede sig sammen i den studerendeshjerne og resulterede i en plan, som igen fikhendes øjne til at skinne af fryd. Nogle timersenere var hun på vej ind gennem glasdørenepå tiende etage. Hun stoppede op, lyttedeog låste sig derefter ind på amanuensissenskontor. Fra sin lomme tog hun otte småpapirsposer, som hun lagde på hans skrivebordved siden af hinanden. I den tredjeskrivebordsskuffe lå der som ventet en flaskerussisk champagne. Hun trak sølvpapiretaf toppen, lirkede forsigtigt proppen af, såflasken kun gav et lille, opgivende suk. Hunløftede flasken op til munden og drak nogleslurke, før hun tog den med ud af kontoret ogud på dametoilettet, hvor hun hældte champagnenud i vasken. Hun stod og så på densprudlende strøm, der løb ned i afløbet, ogfølte sig lidt bedre tilpas. Så fyldte hun flaskenmed vand og returnerede til amanuensissenskontor. Da hun var kommet indenfor igen,gav hun sig til at vande gulvtæppet omhyggeligt.Hun måtte endda ud til vasken på dametoilettetto gange, før hun var tilfreds. Et parsekunder nølede hun med de otte små poser ihænderne. Så rev hun toppen af den første ogstrøede indholdet ud over det areal, som hunvurderede var en ottendedel af tæppet. Smålysebrune prikker lå tæt på det gennemfugtede,blå gulvtæppe.Hun passede sin ager omhyggeligt. Hunkom forbi hver dag for at vande. De brunekarsefrø forvandlede sig til lyse sprøde spirer,som trivedes og strakte sig, og den dag amanuensissenkom tilbage fra sin tur i syden oglåste sig ind på sit kontor for at gøre en artikelfærdig om Leo Tolstoj, var hans gulvtæppeforvandlet til en frodig, grøn eng. På hansskrivebord stod den tomme champagneflaskemed nøglen stukket ned i halsen.Den frodige vegetation og baggrunden forden lod sig ikke skjule for kollegerne. En kollegamed humoristisk sans fandt på det dermed Hævnens korridor, og snart var navnetsåvel som historien kendt over hele fakultetet.Folk lo ad amanuensissen. Han gjordeartiklen om Tolstoj færdig, skrev en bogom kvindeskikkelser i hviderussisk lyrik,en anden om Solsjenitsyn. På sin næste turtil sydligere himmelstrøg på et seminar ompostmodernismen, som blev holdt på DetNorske Institut i Rom, købte han sin førsteborsalinohat. Han blev professor. Og han varaldrig mere sin ægtefælle utro, andet end itankerne fra tid til anden, og hvem er ikkedet?Helene Uri: De bedste af os (KLIM 2008).FORSKER forum Nr. 251 februar 2012 29


LÆSERBREVDen Danske Foreningikke yderligtgåendeAf FORSKERforums decembernummer fremgår, at Den DanskeForening, der beskrives som ”yderligtgående”, via Helmuth Nyborgpå en eller anden måde er involveret i en ”byge” af klager overForskerforum, og at han har præsenteret ”fremmedfjendsk propagandamaterialesom forskning”.Oplysningen om Helmuth Nyborgs tilknytning til Den DanskeForening – hvis ikke-yderligtgående karakter fremgår af foreningensvedtægter og program på http://dendanskeforening.dk/side4.htmlog http://dendanskeforening.dk/side5.html – stammer fra en redegørelsefra det venstreekstreme såkaldte Redox’ hjemmeside. Dennerummede massivt manipuleret og forfalsket stof og er nu lukket afmyndighederne. Den postulerede bl.a. at vise Nyborg trædende udfra et møde i Den Danske Forening. Dette var et offentligt foredragsarrangement,hvor deltagelse ikke er udtryk for nogen tilhørighed.Det omtalte ”propagandamateriale”, som Nyborg angives at haveanvendt, er ét bud blandt flere på en prognose for udviklingen iudlændingeantallet, der er blevet trykt i foreningsbladet. HelmuthNyborg bruger den givetvis, fordi den er udarbejdet af en økonom,der ud fra sine tilsvarende prognoser i slutningen af 1980-erne harvist sig at have en forbavsende evne til præcise forudsigelser pådette felt.Professor, jur.dr. Ole HasselbalchEr dEt hElt sort?EU-sproget og -systemet kan være svært at afkode.Men det kan læres.Deltag i EuroCenters kurser og bliv klogere på EU’sforskningsprogram (FP7) – det betaler sig. En FP7-bevilling er typisk på 2,6 mio. kroner.Se årets kurser på www.fi.dk/fp7-kursereller bestil EuroCenters kursuskatalog 2012på eurocenter@fi.dk.Debat:Diskrimination af mænd?I sidste nummer hævdede professor og mandeforsker HansBonde, at kvindelige ansøgere begunstiges med særlige belønningsstrukturerpå KU. Det førte til en vred læserkommentarfra lektor Birgit Petersson (Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning,KU-Folkesundhed). Her går de to i duel med replikker ogdublikker.Petersson: Nedvurdering af kollegerDet lyder som om Hans Bonde har fået noget galt i halsen i sidstenummer af FORSKERforum, hvor han påstår, at køn og ikke fagligheder blevet et ansættelseskriterium.Han glemmer, at universiteterne nu er en slags forretning, hvorbestyrelserne har krævet forskellige mål, som ledelsen skal opfylde.KU’s bestyrelse har krævet at kvindeandelen blandt de fastansatteVIP’er blev højere. Det er der også god grund til, for mig er detvigtigste, at de studerende med egne øjne kan se, at kvinder ogsåfindes blandt lektorer og professorer, og at lærerstaben ikke kun ermænd. På lægestudiet er der stadig mange fag, hvor de studerende,som fortrinsvis er kvinder, ikke møder en kvindelig underviser.Det sted, hvor skammen over sådanne forhold må være størst, erhumaniora, hvor størsteparten af de studerende gennem nyere tidhar været kvinder, og hvor kvindelige professorer har været stortset ikke eksisterende, og kvindelige lektorer ganske sjældne. Så foren gangs skyld er der et gode forbundet med universitetsloven. Ogtilsyneladende har de incitamenter, som ledelsen har indført for atfå flere kvinder ansat haft nogen virkning. Der er langt igen.Hvornår rykker fagforeningerne DM, DJØF og IDA ud for atforsvare mandlige lektorer og professorer, spørger Hans Bonde.Jeg tror ikke at fagforeningerne, som Hans Bonde appellerer til,er så dumme, at de ser KU’s initiativ som en diskrimination afmænd. Jeg tror at også de kan se, at vi samlet skal arbejde på at få etsamfund, hvor alle samfundsgrupper er repræsenteret. Tænk barepå den glæde, der er over at andre etniske grupper end danske errepræsenteret rundt omkring, bl.a. hos politiet.Vi har lavet en lang række undersøgelser blandt de lægestuderende,som fortsat kommer fra samfundets øverste top og som fortsati stort omfang er kvinder, på trods af, at vi ved, at der er brug formandlige læger og læger fra andre sociale lag end socialgruppe 1 og2, hvis borgerne skal have socialt bevidste læger, som også kommermed de erfaringer, som kommer fra mænds verden. Derfor er deten katastrofe, at kvote 2 optagelsen på studierne er blevet reduceret,og derfor skal der indføres kønskvotering på dette felt til fordel formænd. Jeg tror ikke Hans Bonde kan være uenig i dette. I stedet forat være nuanceret vælger han at nedvurdere nogle kollegaer på KU,som ligesom jeg er uenig med ham. Hvor lavt kan det blive?30 FORSKER forum Nr. 251 februar 2012


Bonde: NybiologiseringBirgit Petersson går tydeligvis ind for biologiskekriterier ved ansættelser på KU. Menneskermed kvindelige genitalier skal ansættessom professorer via millionbelønninger,mens mændene fortsat kun skal have deresfaglighed at byde ind med. Hun fremhæver,at: ”Universiteterne nu er en slags forretning,hvor bestyrelserne har krævet forskellige mål”.Rektoraterne kan altså helt frit sammensættederes forskerstab som de vil. Så for Peterssoner der ingen forskel på, om en ledelse fxudstikker forskningsstrategiske mål, eller omde begynder at sortere på køn. Den holdningviser efter min mening en rystende mangelpå forståelse af elementære menneskerettigheder.Der er markant forskel på, at ledelsenprioriterer mellem faglige temaer og så, atden prioriterer mellem hvem der kan ansættestil opgaven, etniske, lavere socialgrupper,et bestemt køn etc. Det sidste strider i øvrigtogså mod ånden i ligebehandlingsloven.Petersson skriver, at det er vigtigt, at ”destuderende med egne øjne kan se, at kvinderogså findes blandt lektorer og professorer”,og som eksempler nævner hun politiet og destuderende på lægeuddannelserne. Undskyld,men der da himmelvid forskel på studerendeog politibetjente, og så på forskere,der skal udvælges på deres videnskabeligeniveau. Underviseren i mikrobiologi skal ikkerepræsentere sit køn, men sin faglighed. Duskubber både kvinder og mænd ind i en skabelon,hvor vi skal stå for nogle værdier, somuniversitet har bestemt, vi via vort køn skalrepræsentere, og uanset om vi indeholderdisse kvaliteter og livserfaringer eller ej.Sluttelig skriver Petersson, at: ”Jeg trorikke, at fagforeningerne, som Hans Bondeappellerer til, er så dumme, at de ser KU’sinitiativ, som en diskrimination af mænd”.Sig det til den mandlige lektor, der efter at enstilling var slået op indenfor det felt, hvor hanvar førende, måtte høre flg. fra sin ledelse:”Yderst trykkede fortalte de, at stillingen varøremærket til en kvinde, så instituttet kunnefå udløst en ”professorbonus” fra dekanatet”.Eller fortæl det til den mand, der efter at havefået at vide, at et professorat indenfor hansfelt alligevel ikke som lovet skulle slås op, fraledelsen skulle høre: ”Du har det forkertekøn”. Eller fortæl det til den mand, der sammenmed en kvinde begge er førende forskereinden for det samme forskningsfelt, menhar måttet opleve, at kvinden, uden opslag,uden om bemandingsplan og uden omforskningsudvalg, blev kaldet til et permanentprofessorat faciliteret af KU’s kvindeligebelønningsmidler.Petersson: Du digterDu digter, Hans Bonde. Jeg peger på etproblem, som også Københavns Universitetsbestyrelse har haft øje for, nemlig, at der eren uacceptabel kønsfordeling i mænds favør iVIP-stillingerne, uanset at der er mange højtkvalificerede kvinder. Noget af det er historiskbestemt, men der er ikke fagligt belæg for, atdenne skævhed skal fortsætte. Både jeg ogmange af mine kvindelige kollegaer har gennemmange år direkte fået at vide, at vi havdedet forkerte køn i faglige sammenhænge, ogda det blev politisk ukorrekt at sige det ligeud, blev stillingsopslagene meget ofte endnusnævrere, end de var i forvejen, så kvinderundlod at søge, for der var ikke mulighedertrods kvalifikationer.Heldigvis har man med den nuværendeforsøgsordning sagt tingene lige ud, og dengulerod der fulgte med, nemlig en professorbonus,kan jeg konstatere også har gavnetadskillige mænd. Det undrer mig i øvrigt, atdu, Hans Bonde, vælger at ignorere, at vi udfra denne holdning bevidst har arbejdet forkønskvotering til fordel for mænd på lægestudiet.Den af mange grunde uhensigtsmæssigekønsfordeling til fordel for kvinder, som nufindes, har vi i vores forskergruppe beskæftigetos med, og den er på mange mådersamfundsmæssigt problematisk. Men den er iøvrigt også et eksempel på, at kvalifikationerikke er et fast fænomen. I dette tilfælde, at enhøj karakter til en studentereksamen vælgessom den eneste afgørende kvalifikation, hvorman ud fra studier kan påvise, at netop denkvalifikation i en række tilfælde har en rækkenegative implikationer og absolut ikke harbetydning for om fx den studerende gennemførerstudiet.I øvrigt er det et generelt problem, at detikke alene er faglige kriterier, der har styretstillingsopslagene på universiteterne. En afde iøjnefaldende konsekvenser er, at der påtrods af en stærkt øget kvindeandel blandt deuddannede akademikere ikke er sket en stigningblandt de fastansatte. Derfor er det ikkemærkeligt, at der gribes ind politisk over forde implicitte ikke faglige kriterier, der bruges,bl.a. ved en form for kønskvotering. Man skalvære blind for ikke at se denne problemstilling.Det burde ikke mindst du, Hans Bonde,tænke over.Bonde:Myter hos kvindesagskvinder …Forgæves spejder man i Birgit Peterssonsindlæg efter dokumentation for, at der skulleforeligge diskrimination mod kvinder somårsag til det relativt lave antal kvindeligeprofessorer.Hvordan man kan acceptere positivsærbehandling, når der ikke er påvist diskriminationindenfor et område? Den førendestatistiker inden for området, Bertel Ståhle,kunne allerede i 1998 vise, at til trods for, at:“til både lektor- og adjunktstillingerne medkvalificerede ansøgere af begge køn, var deri gennemsnit dobbelt så mange mandligesom kvalificerede kvindelige ansøgere”, vistedet sig, helt i modsætning til de feministiskeforskeres antagelser, at kvinderne i beggekategorier til trods for deres ringere antalopnåede lidt over halvdelen af stillingerne.For mig er det en kæmpe gåde, at kvindesagskvinderholder fast i myterne om denevigt determinerede svage kvinde, der skalhjælpes frem via favoriseringer, når der faktiskfindes lødig forskning på området. Denstørste hjemlige ekspert i kvindelig mobilitet,professor på Aarhus Universitet Nina Smith,har i flere store undersøgelser påvist, atdanske kvinder i vidt omfang vælger et merebredspektret liv, hvor der er tid til megetandet end arbejdslivet. Hun siger: ”Vi har nuklare forskningsresultater på, at diskriminationog old boys-netværk kun kan forklarenogle få procent af forskellen på mænd ogkvinders karrierer. Til gengæld kan børn,barselsorlovs- og omsorgsordninger forklareen meget stor del”.På universitetet gør vi alt for at fremmedet kvindelige talent via mentorordninger,karriereprogrammer, forskerlederprogrammeretc. Men begynder vi at favorisere etbestemt køn i ansættelsessituationer, vilvi komme til at tilsidesætte fagligheden,diskriminere mænd samt reducere kvindertil svage ansatte, der skal hjælpes med at bliveprofessorer via store kontante belønninger tilden, som ansætter dem.FORSKER forum Nr. 251 februar 2012 31


Udgiveradresseret maskinel magasinpost id-nr.: 42026Alt henvendelse: dm@dm.dk, telefon 3815 6676Højstatus: Unilærere …Skuespillere er seje. Fodboldspillere, musikere, designere, ja selv journalister er fede.Men ingen har status som uni-lærere …Et godt råd: Er du ude og socialisere blandtfremmede mennesker, så lad det for Guds skyldsive så hurtigt som muligt, at du arbejder medforskning. Læg mærke til, hvordan stemningenskifter – du oplever en helt anden opmærksomhed,ja næsten andægtig interesse. Snart vildu være festens midtpunkt, og de øvrige gæstervil stå i kø for at gøre dig selskab, hente drikkevarerog i det hele taget varte dig op.Hvorfor mon denne smigrende interesse,spørger du. Handler det om mig som charmør?Men nej, det har ikke noget med dinperson at gøre; det er alene dit job, som giverdig status og prestige.Forskere og især universitetslektorer ernemlig blandt de personer, der nyder allermestanseelse, fortæller dokumentationen ien status-enquete (analysefirmaet Yougov forUgebrevet A4). Her er godt 2000 personerblevet spurgt, hvor meget status de tillæggerforskellige stillinger, og her ligger universitetslektor-stillingenhelt oppe i toppen på en5. plads ud af 99.Kun piloter, læger og advokater scorermarginalt højere på status-skalaen. Til gengældkan universitetslektorerne vigte sig medat stå foran ingeniører, arkitekter og desudenogså forskere i private virksomheder.Scorer højt hos kvinder,unge og studerendeUndersøgelsen fortæller ikke nærmere,hvad der definerer højstatus: lønnen,arbejdsforholdene, kloghedsfaktor el.lign.Men den fortæller, hvem der synes, atuni-lektorer er så pokkers lækre og kloge.Der falder tre tendenser for forskeres statusscorei øjnene: den er højere blandt kvinderend mænd, den er højere blandt unge endgamle, og den er højere blandt studerendeend andre erhvervskategorier. Kort sagt: deter blandt de unge studiner, lektorerne har ensærlig høj stjerne.Forskerne scorer dog godt blandt stortset alle. Men én gruppe giver tilsyneladendeikke meget for universitetslektorer, og deter de hjemmegående. De hjemmegåendelader sig ikke dupere af fløjlsblazere og langesætninger. Hvor andre grupper i snit giverlektorerne 8 og mere, så lander de hjemmegåendedem på et benhårdt 6-tal.Ser man på forskeres – altså folk medph.d. og højere uddannelse – syn på andreerhverv, er der en ting, der falder i øjnene:De har ingen respekt for folk uden arbejde.Dagpenge- og kontanthjælpsmodtagerenyder generelt ikke megen anseelse i befolkningen.Men blandt forskeruddannede er devirkelig uglesete og scorer markant lavereend hos alle andre.Så endnu et godt råd at slutte af med –denne gang til de arbejdsløse: Er du sammenmed forskeruddannede, så stik dem for Gudsskyld en nødløgn om, at du har et arbejde.Ellers værdiger de dig ikke et blik.lah

More magazines by this user
Similar magazines