Grov uagtsomhed – et typebegreb - Juridisk Institut - Aarhus ...

ske udgangspunkt en graduering. Dette taler i virkeligheden for at giveFAL § 18, stk. 2, et bredere anvendelsesområde, om end det skal erindres,at der efter EAL § 24 eksisterer en mulighed for at lempe en skadevolderserstatningsansvar, i det omfang ansvaret ikke er dækket af en ansvarsforsikring.Risikoen for misbrug af forsikringen er utvivlsomt større i relation tilden sikredes fremkaldelse af forsikringbegivenheden, da den sikredekender forsikringens eksistens, hvorimod forsikringen typisk vil være entilfældig og upåregnelig omstændighed for andre skadevoldere end forsikringstageren.Det må dog konstateres, at en skadevolders erstatningsansvar genereltikke opretholdes i fuldstændigt samme omfang, som forsikringsdækningvil kunne nægtes i henhold til en forsikring, den skadelidte selv har tegnet.EAL § 19, stk. 2, nr. 1, er således begrænset til forsæt og grov uagtsomhed,hvorimod forsikringsdækningen ikke alene reguleres af FAL §18, men også af forsikringsvilkårene, FAL § 20 (der hjemler adgang tilundtagelse af selvforskyldt beruselse) mv. 56 Forskellen er i virkelighedenblot en konsekvens af, at forsikringen er en kontrakt, hvorved selskabetbetales for at overtage de økonomiske konsekvenser af en nærmere afgrænsetrisiko, mens erstatningsretten ikke sigter på en forud afgrænseligrisiko og desuden forudsætter, at der i det hele taget er tale om en ansvarpådragendeadfærd. Den »ulighed« som består i, at en forsikringstager,som selv forårsager forsikringsbegivenheden, i visse tilfælde kanblive dårligere stillet end skadevolderen, der er så heldig at ramme etforsikringsdækket »offer«, bør ikke bevirke, at man ud fra en lighedstankegangafstår fra at fritage skadevolderen for erstatningsansvar. 57 Detbedste bør aldrig blive det godes fjende.56 Som omtalt i afsnit 2.1. nævnes det i Betænkning nr. 829/1978, s. 15, at almindeligerimelighedsbetragtninger fører til, at en tredjemand, der fremkalder forsikringsbegivenheden,ikke bør stilles bedre i forhold til selskabet, end den sikrede selv. Da EAL § 19,stk. 2, nr. 1, alene angår forsæt og grov uagtsomhed, vil der kunne opstå situationer,hvor en skadevolder kan siges at være stillet bedre, end hvis det havde været den sikredeselv, der havde fremkaldt forsikringsbegivenheden. De almindelige rimelighedsbetragtningerkunne måske tænkes at indebære, at domstolene ville være mere tilbøjeligetil at anse en skadevolders adfærd for omfattet af EAL § 19, stk. 2, nr. 1, såfremt densikrede selv på grund af vilkårene ville have været afskåret fra at gøre krav på forsikringserstatningen,om han selv havde fremkaldt forsikringsbegivenheden. Det må doganses for tvivlsomt, om domstolene ved bedømmelsen af, om skadevolderens adfærdomfattes af EAL § 19, stk. 2, nr. 1, lader sig påvirke af, hvorledes den sikrede i henholdtil den konkrete polices vilkår ville have været stillet, såfremt han selv havde fremkaldtforsikringsbegivenheden.57 Smh. von Eyben og Vagner: Lærebog i erstatningsret (4. udg.), s. 330. Det er afLyngsø i Juristen 1993, s. 31 ff om den gældende retstilstand anført, at den ikke stemmeroverens med, hvad der umiddelbart opleves som ret og retfærdighed. Det synesherved overset, at de to situationer ikke er fuldstændig sammenlignelige.RETTID 2001 58