Tidsskriftet Rampelyset, maj 2011 - 3 MB - DATS

dats.dk

Tidsskriftet Rampelyset, maj 2011 - 3 MB - DATS

6 7Gruppen bag børnedilettanten fotograferet udenfor Vigersted forsamlingshus.Fortalt til Peter Rafn DahmBente Holm, Niels Arentoft, Marianne og Anders Piilfortæller om deres ”hjertebarn” – børnedilettanten iVigersted Forsamlingshus, som de sammen har ståetfor i 27 årVores første forestilling lavede vi i 1984. Den havde denskønne titel ”Den store klodsede Krabbedask med dekrøllede ører”. Og den blev god. Faktisk spillede vi denigen i 2004, da vi havde 20 års jubilæum. For da skullevi fejre, at det var sidste år vi lavede teater sammen.Nu måtte det stoppe, simpelthen. Det er så 7 år og7 forestillinger siden nu (alle griner). Vi inviteredeskuespillerne fra den allerførste forestilling, og derkom faktisk nogen og så forestillingen. Sammen medderes børn. Så oplever man meget direkte, at tidenog årene flyver af sted.Vi fandt sammen gennem folkedansen, hvor Mariannevar instruktør. Bente fortalte at hun havde sådan enlyst til at sætte et stykke op. Men hun manglede en,der kunne sy kostumer. Det kunne Marianne. Og såhang hun på den. Efterhånden kom mændene såogså med.Det første stykke – ”Krabbedasken” - var virkelig enbegynderforestilling. Vi havde ingen penge ellernoget som helst. Så kostumerne blev blandt andetlavet af blå plasticsække og crepepapir. Og vi havdehverken lys- eller lydanlæg. Lyden måtte vi låne, oglyset var bare det, der hang i loftet over scenen iforsamlings-huset.Siden da er det blevet til 28 børne-forestillinger. Vi har”kun” været i gang i 27 år. Men det første år lavede vito forestillinger. Både fordi vi syntes det var sjovt, ogfor at få børne-forestillingen passet ind i den årligeteater-cyklus. Vi må nemlig lære at tage hensyn tilhinanden her i Vigersted Dilettanten. For udoverbørnegruppen er der både revyhold, voksengruppeog ungdomsgruppe. Så det ligger ret fast, hvornårman spiller. Og børne-forestillingen ligger omefteråret.27 år i fryd og gammen?Nej, én enkelt gang har vi været uvenner. Det varførste gang vi skulle arbejde med UV lys og sort teater.Én havde hørt fra sin svoger på Det Kongelige Teater,at man sagtens kunne bruge UV og almindeligt lyssammen. Effekterne ville være tydelige alligevel,havde svogeren sagt. Det fungerede bare ikkehos os. Da vi testede det torsdag – og skulle havepremiere dagen efter. DET gav RET meget arbejdemed kostumerne det sidste døgn! Og i kampens hedeblev Marianne og Bente uvenner. Marianne betroedeAnders at hun var færdig med at lave teater. Så kunneBente komme rendende så meget det skulle være.Aldrig mere! Den beslutning og det uvenskab varedelige til fredag morgen kl. 7. Da telefonen ringede ogBente var i røret. Sikke en lettelse! Ingen af os havdelukket et øje hele natten. Kostumerne kom på pladsog alting lykkedes til premieren – samme dag. Og vihar aldrig været uvenner siden.Alt skal kunne lade sig gøre - helstHen ad vejen har vi fundet frem til en måde atgøre tingene på, der efterhånden er blevet til enproduktions-plan. I starten stod Bente og Marianneselv for det hele. Men efterhånden som vi udvidedemed ”andre personaler” – og d´herrer ægtefællerkom på - er opgaverne blevet uddelegeret. Hvilketogså har ført til udvidede planer for opbygningen afen produktion.Først finder Bente årets nye stykke. Derefter mødesvi alle fire – plus dem vi ellers kan lokke med. For atudstikke rammerne, så alle kender opgaven og ved,hvad de skal lave. Sammen gennemgår vi stykket, altimens Bente fortæller om sine ideer og ønsker. OgAnders og Niels ser på hinanden og ryster på hovedet.Men de mener det ikke, for når vi begynder på en nyforestilling kan ALT lade sig gøre. Men selvfølgeligmå vi af og til gå på kompromis hen ad vejen, nårpremieren står for døren og alt står på gloende pæle.Plads og roller til alleFør sommerferien holder vi også et stormøde for allebørnene. Fortæller om stykket (hvis vi kender det).Noterer hvem der vil være med. Og så fordeler virollerne i løbet af sommerferien.Særligt i en lille by som Vigersted, synes vi, det ervigtigt, at der er plads til alle. Det betyder, at ingenfår store roller hele tiden. Vi vil nemlig ikke have”primadonner”, der føler sig bedre end de andre ogmåske begynder at mobbe ”de små roller” ovre i skolen.Så børnene ”stiger i graderne” efterhånden: Måskebegynder man , som 4. klasse elev, med at kommeind med et brev. Men før man bliver konfirmeret harman chancen for en stor rolle. Det er vigtigt for os, ogdet fortæller vi også børnene hvert eneste år.I starten kunne man begynde i børnedilettantenallerede i 2. klasse. Men da vi var oppe på 40 børn etår, hævede vi grænsen til 4. klasse. Vi kan simpelthenikke have SÅ mange børn på vores lille scene. I denanden ende satte vi så grænsen ved 7. klasse, selv omrigtig mange gerne ville blive ved. Det løste sig så ved,at andre påtog sig at lave en årlig ungdomsforestilling.Og det er jo dejligt. For det er synd at stoppe ungerne,når de gerne vil – også efter at de er blevet konfirmeret.Men når børnene har været med 4 år i børnedilettanten,kender de os også rigtigt godt. Så godt at de kan findepå at bryde ind: ”Bente nu plejer du da altid at sige…”Det sker, at de, der er blevet for store, kommer ogspørger om de må være med ”omme bagved”, og deter jo dejligt og meget velkomment. De store pigerer f.eks. rigtig gode til at sminke. Jo, vi har haft rigtigmeget gavn af de ”gamle” børneteaterbørn. Mendesværre flytter de jo fra byen, når de skal videre medderes uddannelser. Så ungdomsscenen har ikke altidgode vilkår.Forældre-hjælp og liv i forsamlingshusetForældrene er også med i vores produktionsplan.Ca. 3 uger før premieren bliver de indkaldt til enarbejdsaften. Vi sørger for kaffe, øl og vand. Demøder op med symaskiner, pensler og værktøj. Også bliver der ellers syet, malet, snedkereret - eftervores anvisninger. De aftener er der virkelig gangi forsamlingshuset. Samtidig med at forældrenehygger sig og får snakket med både naboer oggenboer.For os er de aftener temmelig hektiske, når 20 forældreskal sættes i gang på én gang alle sammen. Vi farerrundt og er faktisk fuldstændig rund-forvirrede. Mensjovt er det.Vores skumle bagtanke er selvfølgelig også at lokkeFortsættes næste side....


89Fotos: Michael Harder.Af ChristianSøgaard Hersker”All animals, even humans, can be herded. Thetrick is to make them think they chose their owndestination.”- citat fra et gammelt Magic-kort. Vi har desværre glemthvilket et.Det bedste ved de danske amatørscener må væreden grænseløse frihed til at lave lige præcis detman ønsker, på lige præcis den måde man vil. Her ertotal frihed, og det er i sig selv en luksus som mangeprofessionelle skuespillere og instruktørere ikke harråd til at opleve.Den type frihed kan være meget svær at overskue,især hvis arbejdsmetoderne er for sort/hvide. Og detvar vores.En kunstnergruppe som GelderaK, hvori demokratikonstant kæmper imod diktatur, har oplevet både debedste og de værste sider af begge dele. Og jeg ersikker på at mange grupper og teatre vil kunne nikkegenkendende til vores erfaringer...Klokken er mange. Der er snart premiere. Vi fungereralle som instruktører og smagsdommere. Jeg ertræt, og Jonas er ukoncentreret. Emil er bange forat få en plastikøkse i ansigtet, og Doktor sætterspørgsmålstegn ved min idé om, at han skal hænge påhovedet. Den sidste skuespiller, Michael, er ikke mødtop. Jeg får et raserianfald, og sender alle hjem. Jegsværger at jeg aldrig vil lave teater igen. Demokratiduer overhovedet ikke.Tre måneder senere er vi i gang med en ny forestilling.Denne gang har vi aftalt, at jeg er den suveræneleder, som alle er nødt til at adlyde. Det føles godt ibegyndelsen. Men et stykke inde i forløbet tørrer almin kreativitet ind. Jeg mangler input fra de levendeog kreative mennesker, der står på scenen medtomme blikke og kigger afventende på mig. Det herer ensomt. Diktatur duer overhovedet ikke. Jeg lovermig selv, at dette stykke bliver mit sidste. Og dennegang mener jeg det!Fire måneder senere er vi i gang med et nyt stykke.Igen. Hvor er min rygrad?Denne gang skal det være anderledes. Hvis ikke manlærer af sine fejltagelser, kan en teatergruppe bliveved med at rende forvirret rundt efter abstrakte idéer,som en høne uden hoved. Der er uden tvivl stor forskelpå de behov, en gruppe måtte have, men generelt harde fleste kunstnere vel behov for en form for retning.Og før eller senere støder man på noget, der virker.Forestillingen skrider frem. Denne gang må vieksperimentere med vores egen frihed: Vi begyndersåledes med demokratiet, og aftaler i fællesskab,hvordan styringen skal foregå. Til min store forbløffelsekræver alle diktatur.Teater (og teatermennesker) kan af natur væreselvmodsigende, men i dette tilfælde gemmer dersig et ønske om enbalancegang i dereskrav. Denne teaterhøneer nødt til at føle, at denselv har besluttet sig forat adlyde. Den erkender,at for mange kokkefordærver maden, mensamtidig vil den gernevære med til at tilsættesalt og peber.Vi arbejder efter enprøveplan, som vi hargodkendt i fællesskab.Vi brainstormer over ettema, og hver personfår lov til at komme medsit eget bud på denkommende forestilling.Vi øver sammen, og vidiskuterer respektfuldtmed hinanden, altsammen indtil vi ernået halvvejs igennemvores prøveplan. Herefterlukker vi for allebeslutningerne, ogførst nu bliver rollefunktionernetydelige.Men denne ganghar jeg med vilje efterladt huller i instruktionen.Denne gang skal den skabende kraft komme fraskuespillerne selv – jeg sørger bare for at de løber iden rigtige retning. Jeg giver dem besked på, at deikke må sige replikkerne, som de står. De er nødt tilat omformulere sætningerne, så de bliver deres egne.Kald det kontrolleret kaos. Og det fungerer.Fremdriften skal komme fra alle de involverede, mender skal være et hoved, som kan diktere retningen.Løsningen på vores problem var enkelt: Demokratieller diktatur? Vi har brug for begge dele.Kontrolleret kaos i gruppen Gelderak.Det bliver i familien, fortsat fra forrige side...yngre forældre med ind i vores teater-verden merepermanent, men det kniber det lidt med. Foreløbig erdet dog lykkedes os, at få en enkelt familie involveret,mens deres søn spillede børneteater. De holdt ved, ognu er hele familien bidt af det.Når det gælder kostumerne, fortæller Marianne,mærker man med det samme, om folk bliver bidt afdet. Det er dem, der ikke lader sig afskrække af demange kostumer, der skal sys, men bare er henne ogrøre og kigge med det samme.Samarbejde - tillid og tankelæsning.Noget atf det bedste ved at være så samarbejdede,som vi efterhånden er, er at vi ikke behøver sige såmeget (alle griner, ord i massevis flyver jo hele tidenhenover bordet). Vi kender hinanden og ved hvadhinanden mener. Det er ikke nødvendigt med såmange udredninger. Heller ikke når vi finder på nyeting, hvad vi tit og ofte gør. Vi har stor tillid til hinandenog kan tillade os at buse ud med skøre ideer. Og det erjo rart. For det er virkelig vildt nogen gange. Jo vilderejo sjovere. Tænk hvis DET kunne lade sig gøre…!!! Enanden fordel ved vores lange samarbejde er, at viogså deler holdning til, hvordan vi f.eks. tackler nykkerog krukkeri i forhold til kostumer. Vi er helt kolde, nårpigerne ikke synes de ser ”godt ud” i et hekse- ellertrolde-kostume. Her kan ungerne altså ikke spille osud mod hinanden.Fremtiden og ”familie-dynastiet”.Man bliver jo ikke yngre med alderen. Sådan er detbare. Vi startede med sige: Vi gør det i 10 år. Så blevdet 20 år. Og nu bliver det nok 30. Der er jo ikke længetil. Men tanken om, at børnedilettanten skulle stoppemed os, er næsten ikke til at bære. Her i byen er detmed teater som med fodbold. Børnene går og venterpå at få lov til at gå til dilettant. Det er en naturligdel af Vigersted-børnenes liv, at man går til dilettanti Vigersted Idrætsforening. Men håb er der jo altid.Katrine, Marianne og Anders´ 21-årige datter, erblevet rekvisitør i børne-dilettanten. Og hun er vedat introducere sin kæreste til teater-verdenen, somer helt ny for ham. Hvis Katrine nu lader være med atflytte alt for langt væk, når hun flytter hjemmefra. Oghvis hun samtidig skulle få lyst til at tage over efter ”degamle”. Så kunne hun jo føre børnedilettanten viderei Vigersted. Og det bliver i familien.


ÆSTETISK PÆDAGOGISKEFTERUDDANNELSEI DRAMA-, MUSIK- OGBILLEDPÆDAGOGIKUDDANNELSEN VARER FRA24. oktober 2011 til 16. marts 2012INFORMATIONSMØDERTirsdag d. 14. juni ogtorsdag d. 25. august kl. 19-21 på2 siderTEATERLAMPERLDR – Italienske teaterlamperi topkvalitet på tilbudLDR Tempo Fresnel/PC 500/650wVejl. 1.248,00 Nu: 930,00LDR Aria Fresnel/PC 1000wvejl. 1.388,00 Nu: 1.040,0013Pædagoguddannelsen Peter SabroePeter Sabroes gade 148000 Aarhus CTlf. 8755 3400www.viauc.dk/petersabroeLDR Suono 10/28 Profile SpotVejl. 3.190,00 Nu: 2.390,00LDR Nota Profile Spot 1200wVejl. 5.812,00 Nu: 4.350,00FØLGESPOTSLDR følgespots inkl. stativ og lyskilde– klar til brug:LDR Canto 250 msd Ideel på: 5-15mVejl. 9.340,00 Nu kun: 6.900,00LDR Canto 1200 th. Ideel på: 10-20mVejl. 12.376,00 Nu kun: 8.590,00FARVEVEKSLERELDR Xpress Colour Scrollers findes i tre modeller, Xpress13 til500/650 watt lamper, Xpress19 til 1kw og Par 64 lamper samtXpress26 til 2kw lamper.Farvevekslerne, der kontrolleres fra jeres lyspult, giver stor fleksibilitetog sparer en masse lamper og dæmperkanaler.Som standard leveres de med 21 Lee-farver, men man kan ogsåvælge at lave sine egne farvekombinationer.Tilbudspris på 4 stk. model 13 eller 19 inkl.strømdistribution, 4 stk. DMX/Powerkablerog 1 stk. 20 m. DMX styrekabel:Kun: 13.950,00VERMUNDSGADE 40C • 2100 KØBENHAVN Ø • TEL. 70201966 • FAX 70201967 • GOBO@GOBO.DK • WWW.GOBO-HIGHLIGHT.DK


s12 13Af Tina Nygaard, KAT – Kerteminde Amatør TeaterFebruar 2011. Hvorfor er det, at alting med teater skalvære hektisk og i sidste øjeblik? Som tovholder sidderjeg og knokler med at lægge sidste hånd på denpowerpoint, der skal præsentere scenerumsgruppensarbejde for generalforsamlingen – lige om lidt!Sidste møde i arbejdsgruppen var i søndags - somforeløbig afslutning på et halvt års arbejde. Det erknald eller fald! Vil vores arbejdsindsats bære frugt,så forandringen af vores scenerum bliver reel - ellermå vi nøjes med at lade drømmeskibet sejle sin egensø…hm!KAT fejrede 25-års jubilæum i 2010, og i denanledning nedsatte vi ved årets generalforsamlingen arbejdsgruppe, der fik i opdrag at undersøgemulighederne for at skabe et mere fleksibeltteaterrum. Arbejdsgruppen er Anders, der er tømrermesterog kender samtlige konstruktioner i huset,fordi han har bygget det meste og som sammenmed Kim, der er kreativ scenograf, står bag de flestesceneopbygninger. Lars Kristian er skuespiller oghandymand , Kaare, der er skuespiller, lysmand ognybagt instruktør og jeg, der er instruktør, skuespillerog dramaskoleunderviser. En alsidig flok, der medhver sin tilgang til teaterarbejdet skulle tænke nyetanker – sammen. For at kvalificere gruppens arbejdekontaktede vi Peter Rafn Dahm, der som scenografiskkonsulent for DATS har været inspirerende dynamoog vejleder undervejs.KAT har en lille sortmalet intimscene med etpænt stort teaterlampelager, hvilket betyder, atetableringen af de mange lamper oftest er i statiskposition og låser scenemulighederne, så der oftestspilles på kukkassescenen; denne er – i princippet- fleksibel, men med et fasttømret ’lysbur’, er detså som så med variationerne. Og så er publikumsudsigtsforhold ringe. Der har i årenes løb væretspillet mange vellykkede forestillinger i den klassiskeopstilling, og det skal der fortsat være mulighed for -men visionen er et teaterrum, der åbner op for at legemed flere teatermæssige udtryksformer, der kan bæreteateret ind i fremtiden – med blik for de digitaleudtryksmuligheder, der også appellerer til de ungespillere og publikum. Det skal – på alle måder – værelettere at styre lyset og indtænke nye lyssætninger iscenografien, og så skal der kunne spilles på alle lederog kanter. Kort sagt ønsker vi en dynamisk, multifleksibelspillemaskine, der kan rigges til på kort tidog justeres igen og igen og..Vi måler op og bygger en model af scenerummet,som vi senere leger med at lave opstillinger i, rentdukketeater og det er sjovt! Nogle af os er gode til atsnakke og skrive noter, andre sørger for de præciseopmålinger og tilskæringer af modellen. Vi oplever,at Peters professionelle tilgang og entusiasme blæserenergi ind i arbejdsgruppen. Peter strør om sig medmaterialeforslag og tekniske ord og begreber ogdemonstrerer, hvor smart der kan skabes overblik iGoogle Sketch-up og LED-bars mig her og der; deter altså noget af et kvantespring, når man stadiger i den analoge teaterverden, men hans evne tilat ’se’ puster til visionen og giver os en tro på detrealiserbare i projektet. Og så er der det der med,at flere hoveder bare tænker bedre: DATS-Peter eroppe på beatet med digital smartness, mens Andersmed det stille temperament og fingerspitzgefühlfor tommestokken har de helt lavpraktiske og snildeløsninger – Hvad han ikke har bygget i løbet af etlangt arbejdsliv! Og så er det bare, at jeg er lykkeligfor, at have mænd med forstand på søm og skruermed i projektet; når de snakker detaljeret fagsprogom sammensætning af rør og bjælker og trådvæv oghimstregimser, koncentrerer jeg energien om at fåstyr på de store linjer. Ups! Vi har glemt, at tiden går,og generalforsamlingen er lige rundt om hjørnet. Todage…Strategipapiret med trinvis plan og prisoverslag ersendt til bestyrelsen som forhåndsorientering. Også er powerpointen på plads. Billeder fortæller mereend ord, og fotografierne af vores ’model’ er devisuelle argumenter – vi skal kunne ’se’ mulighedernei forandringen; og så er vi spændte på, hvad de sigertil vores nødvendige forandringspræmis, at lysburetskal nedbrydes.’Det gjorde du godt, ’ siger Kaare efter endtpræsentation, og jeg sætter mig, helt forpustetog glad. Det blev knald! Der var tilsagn fra en eniggeneralforsamling og bestyrelse om, at selvfølgeligskal projektet realiseres – trinvis i det omfang, det kanfinansieres. KAT lægger ud med en egenfinansieringpå omkring 10.000 -15.000 kr., så vi går i gang med denstore nedbrydning i sommerperioden; vi kan næstenikke vente, men der er et par forestillinger, der lige skaloverstås. Scenen med nedbrydende lægtehammereog dingenoter overlader jeg trygt til de andre igruppen; der skal jo også laves fondsansøgninger…Samarbejdsgruppen bag det nye scenerum.


1415Foto tv: Karoline Michelsen. Th: Alexandra Moltke Johansen.Af Julie KirkegaardKaroline Michelsen, instruktør, og AlexandraMoltke Johansen, dramatiker, er begge dedikeredeteatermennesker i netværket omkring TeaterHUSET.Sidste forår dannede de sammen teatergruppen ”Vidog Sans” og producerede deres første forestilling”Flugten fra kommunen”, som med stor successpillede efterfølgende på både Quongafest ogVildskud festivalen.Jeg har sat de to kvinder stævne for at få svar påen række spørgsmål om deres næste stykke, deressamarbejde, forskellighederne og rollefordelingen –for hvordan er det lige, at man som kreative skabendemennesker formår at give hinanden plads uden attabe hinanden af syne og samtidig komme i mål meden teaterforestilling, som begge er lige stolte over?Hvad er I gået i gang med at arbejde på nu?Karoline: Vi arbejder på at få manuset til ”NårHenriette Synger” færdigt, så vi kan begynde prøvermed spillerne. Det er vel 3.-4. gennemskrivning vi(Alex) er i gang med nu. Vi har haft problemer medat få slutningen til at fungere, men nu tror jeg, Alexer kommet frem til noget godt, som jeg er megetspændt på at præsentere for spillerne.Alexandra: Stykket handler om en ung plejer, derankommer til et rædslens plejehjem, Tjørnehøj. Hunkæmper en hård kamp for de gamle, men ender medat lide en grusom skæbne.De gamle i vores historie er de onde, og så følger vide andre karakterer og deres måde at forholde sig tilondskab på. Vores tese er, at man ikke kan bekæmpeondskaben uden at tage den ind og acceptere denstilstedeværelse.Der er ikke nogen dramaturg tilknyttet ”Vid ogSans”, så det er Karoline, der er med til at udvikle påAlexandras historie...Karoline: Alex er et utrolig kreativt menneske, og deter altid nervepirrende at læse en gennemskrivning afet manus, for hun har altid fundet på noget helt nyt,som jeg så skal løse scenisk. Mit fokus er, at vi skal fåden overordnede historie til at hænge sammen. F.eks.har vi haft lidt problemer omkring en storm, somkaraktererne taler om. De er bange for stormen, menda stormen kommer, sker der ikke noget særligt. Såsiger jeg til Alex, at vi har behov for, at den storm haren betydning, at der er noget, der ændrer sig, når denkommer.Alexandra: Inden vi skal mødes og snakke omhistorien, håber jeg selvfølgeligt altid, hun synes deter godt, men jeg ved også, at der vil være yderligerearbejde med teksten. Det er fantastisk at have én,der vil læse ens ting, og konstruktivt går ind og serpå, hvad der kan ændres for hele tiden at optimeredet. Det er i de perioder vi producerer, at jeg lærerallermest.… At arbejde tæt sammen over længere tid forudsætter,at man er villig til at lære hinanden godt at kende – såjeg spørger også til hinandens respektive styrker...Karoline: Det er en meget klar fremdrift i Alex’ stykker.Der er noget, der er på spil for de karakterer, hunskaber. Hun skriver simpelthen gode historier. Og atman har en god historie som udgangspunkt, er detbedste fundament for alle teaterforestillinger, ognoget jeg i den grad værdsætter som instruktør.Alexandra: Jeg er en underlig én, der pludselig finderpå, at vi skal lave et stykke om et plejehjem, hvor degamle er rovdyr, der skal synge Takkesang efter deresotte portioner grød om dagen. Karoline går så ind ogkigger på alt det underlige og tager det alvorligt. Huner ikke sådan en mærkelig instruktør, hvor øjnenekører rundt i hovedet og alting er kunst. Det ville væreet kaos sammen med mig. Hun er anderledes endmig. Det er fedt.Og svaghederne …Karoline: Alex skriver nogle meget konkrete ogdetaljerede regibemærkninger, der beskriver, hvordankaraktererne bevæger sig, og hvordan de ser ud,f.eks. i forhold til kostumer. Så det kan være sværtfor mig (og spillerne og scenograf) at løsrive mig frahendes beskrivelser af rum og bevægelse. Derforforsøger jeg at forholde mig til den grundessens, dengrundstemning, som ligger i teksten, og ellers frigøremig fra det resterende.Alexandra: Tænke … tænke … tænke …Måske athun gerne vil have overblik over alle detaljer og derfortil sidst ender med at miste overblikket...Og hvad hvad er det bedste ved samarbejdet?Karoline: Den helt grundlæggende forståelse af, at vibegge arbejder på at få skabt en så god forestilling,som muligt. Vi fungerer godt som hinandens sparringspartnere,da vi ofte ser stykket gennem toforskellige optikker. Alex er rigtig god at snakke medom forestillingen og processen, selv efter at manuser færdigt. Jeg bliver hele tiden udfordret, både på etpersonlig og faglig niveau.Alexandra: Det bedste er, at vi er gode til at meldeud, hvordan vi har det. Hvis jeg er ked af en hændelse,ringer jeg med det samme til Karo og omvendt.Derudover komplimenterer vi hinanden formidabelt.Både i vores udtryk, men også i vores venskab. Vi kangodt lide at være sammen og savner hinanden, når viikke producerer, hvilket gør processen rigtig fed.Men er der ikke noget der er vanskeligt?Karoline: Selv om vi taler åbent sammen, og harstor respekt for hinanden, kommer vi nogle gangetil at såre hinanden i diskussioner og lign. fordi vi harmeget forskellige måder at være på.Alexandra: At opfinde relationen mellem os ivores samarbejde. Der er ikke nogen rammer foransvarsområder, når vi går i gang. Karoline skalvære min ”chef” samtidigt med, at vi er kunstneriskepartnere. Jeg skal affinde mig med ikke at haveindflydelse på prøverne og stå udenfor holdet i noglesituationer.Det får mig til at tænke på rollefordelingen … Min egenpersonlige er faring er, at man skal være skarp på, hvemder ”bestemmer hvad”, så hvordan definerer de hver isærderes område?Karoline: Alex rolle som dramatiker er at skabehistorien, fundamentet som forestillingen byggerpå. Min opgave som instruktør er, at få den historietil at leve på scenen og blive vedkommendefor et publikum. Det er mig, der sidder med detoverordnede ansvar, og det er i sidste ende mig, derbestemmer hvordan forestillingens sceniske udtrykog fortolkning bliver. Men jeg er meget lydhør overforde andre, og alle idéer og indspil er velkomne. Men forat hele processen ikke ender i diskussionsklub, er detaltid mig, der har det sidste ord.Alexandra: Den mest rammende måde at betragtedramatik på er, at sammenligne det med et stykkemusik. Nogen noder og partiturer og tonearter. Det erikke et færdigt værk på det tekstlige plan. Jeg anslårstemninger i mol eller dur, relationer og konflikter,men det er først, når instruktøren tager det i hænderneog giver det en form, at det bliver levende. Det erKarolines rolle. At gøre det levende. Hos mig forbliverdet bare en skitse. Derudover er jeg med til alleproduktionsmøder og prøver indtil premieredagenog bidrager med idéer til PR, ansøgninger og denslags, men jeg har ikke noget endeligt ord.… Og hvad med uenigheder - for de er vel ikke altid til atkomme udenom?Karoline: Jeg kan ikke komme i tanke om, at vi harhaft uenigheder som ikke kunne løses. Så vi går vel påkompromis med hinanden. Hvis der er et eller andetjeg gerne ser ændret eller uddybet i manus, har jegofte så gode argumenter på hånden, at hun ikke kanandet end at give mig ret!Alexandra: Det er kun på det tekstlige plan, at jegkan nægte. Det gør jeg også nogen gange. Det ermin ret. Det er dog meget sjældent. Teater er jo ethåndværk, så hvis vi er uenige forsøger vi os med dethos skuespillerne. Det bliver hurtigt tydeligt, hvad derikke fungerer. Det skal vi kunne opfange og ændresom scenekunstnere.Og: Hvis I var et dyre-makker-par, hvem ville så værehvilket dyr?Karoline: Alex er en løve - vild, stolt, modig, kampklarog autoritær. Jeg er en gammel abe - rolig, vis,engageret og autoritær på en mere lavmælt måde.Alexandra: Karoline ville være en ørn - fordi hunser det hele oppe fra luften af. Eller måske en lidtmindre fugl, en falk f.eks. (hun er jo ikke så stor!). Jeger en muldvarp. Jeg bygger gange og mærker miginstinktivt frem og skaber rum og plads og idéer. Deter det hun kigger ned på!”Når Henriette synger” spillede på Planeten i Huset iMagstrædet i maj 2011. Efter artiklens færdiggørelseblev Karoline desværre nødt til at trække sig sominstruktør for at fokusere på producentarbejdetmed forestillingen. Den endelige forestilling blevfærdiginstrueret af Anna Schulin-Zeuthen.Fra en prøve på “Når Henriette synger” i TeaterHuset,København.


16 17Foto: Isabell Sørensen.Af Torben RavnkildeSkov.Et fællestræk foralle os teatertossersom render rundthos de forskelligeamatørscener er, atvi brænder for detvi laver. Men hvadkan vi gøre, så vi ikkebrænder ud?I rigtig mange foreningerer der nogle ”blæksprutter”, som har mangeforskellige kasketter på. Ofte udspringer denne”rolle” af nød, fordi det kan være svært at finde nokfrivillige, som har modet til at tage en opgave på sig.Og så bliver man med tiden måske hængende i rollen,selvom der kommer nye folk til, som egentlig godtkunne tage over på nogle områder.Jeg er selv en af disse blæksprutter – eller hvis manskal bruge en finere titel – multi-teatermennesker- som render rundt med en masse kasketter på oggodt kan lide at have fingrene i alle mulige grene afde projekter, vi kaster os ud i. Men jeg har også måttetsande, at man ikke kan både blæse og have mel imunden.Da jeg for godt 14 år siden helt tilfældigt kom med ien forestilling på Skansen i Hals, havde jeg ikke regnetmed, at det var noget jeg fremover skulle bruge stortset alt min fritid på. Men så kom jeg til at spille overforen sød ung dame… - og et halvt år efter sad jegpludselig i bestyrelsen for Amatørscenen Skansen,sammen med den førnævnte unge dame. Ikkenødvendigvis fordi jeg egentlig havde lyst til det, jegvar der jo ”bare” for at spille teater, men der var ingenandre kandidater, så det kunne jeg da godt prøve.Og de næste 6 år udviklede det sig til at jeg pludseligvar både scenograf, kasserer, lydmand, fundraiser,instruktør, scenebygger, rekvisitør, plus at jeg havdeen finger med i PR-udvalget og alt muligt andet.Samtidig skete der det, at det blev besluttet atbestyrelsen ikke skulle stå på scenen, da der ellersgik for meget tid med prøver osv., således at de fåbestyrelsesmedlemmer, som ikke var med på scenen,følte at de stod med en masse opgaver.Men efter et par år som praktisk gris blev det simpelthen nok. Grunden til, at jeg oprindelig var dukketop, var jo netop, fordi det var sjovt at stå på de skråbrædder. Samtidig sad både jeg og min bedre halvdeljo begge i bestyrelsen, så hele vores liv handledepludselig om at få alle de praktiske gøremål i enteaterforening til at gå op i en højere enhed, menuden at få forløsning for det, vi egentlig gerne ville,nemlig at spille teater. Så vi trak simpelthen stikket udtil sidst – det var ikke sjovt længere.Men efter 2 års total teaterpause, var vi klar igen. Istarten var jeg tilbage i det gamle spor og tog alle deopgaver på mig, som jeg enten selv brændte for, ellersom ingen andre ville have. Men som blæksprutterisikerer man også at ende med at blive en flaskehals,ting bliver ikke færdige til tiden, de mindrespændende opgaver skubbes i baggrunden til fordelfor andre, som måske egentlig ikke er så vigtige,men måske er lettere at overskue og få færdiggjort.Samtidig har man jo også en mening om, hvordantingene skal gøres – og ”min” måde er jo den bedste.Faktisk endte det med, at der var så mange jern i ilden,at der ikke var tid til at sætte nye folk ind i opgaverne.Og man blev så stresset, at man ikke havde overskudtil at finde hjælp til at aflaste én. Ikke mindst i opløbetpå forestillingerne, hvor der egentlig var allermestbrug for det.Heldigvis var der på et tidspunkt nogle forældretil nogen af vores unge skuespillere, som tilet evalueringsmøde gav udtryk for, at det varfrustrerende, at se os bestyrelsesmedlemmer stresserundt, når de nu gerne ville hjælpe, men at det jokrævede, at vi fortalte dem, hvad de kunne gøre foros. Og det blev ligesom et vendepunkt. Siden detmøde har vi i bestyrelsen arbejdet ud fra den – ganskelogiske og fornuftige – betragtning, at bare fordiman er ansvarlig for en opgave, behøver man ikkenødvendigvis at være den, der udfører den. Vi er ogsåblevet meget bedre til at lytte og tage imod godeforslag og ideer. Så de sidste 4 år er det egentlig blevetlettere og lettere, fordi der langsomt er kommet flereog flere skuldre at støtte sig til. Faktisk stod vi i denmeget uvante situation sidste år, at vi var færdigemed alle de praktiske opgaver dagen før premieren.Det var en helt ny, men meget rar følelse.Men det med at være flaskehalsen var dog ikkehelt slut endnu. Jeg har i de sidste 3 år stået for etmini-musicalprojekt for børn i 7-12 års alderen omefteråret. Men i 2010 blev vi nødt til at aflyse det, dajeg skiftede job og var nødt til at prioritere dette i enperiode. Det var en stor skuffelse for ungerne og enrigtig svær beslutning at tage. Men der er nu engangkun 24 timer i døgnet. Heldigvis er der nogle af deyngre kræfter, som har meldt sig til at stå for både etbørne og et teenager hold til efteråret 2011, og endnuen kasket (stafet) er leveret videre.Jeg har dog stadig mange kasketter, fx kasserer, scenograf,koreograf, fundraiser og blæksprutte. Men jeger også skuespiller og har tid til at hygge mig – og deter jo det, det egentlig drejer sig om ved alle former forfrivilligt arbejde. – Det skal være sjovt at være med!En af de ting vi barsler med pt., er en omstruktureringaf den måde vi er organiseret på i dag. For det erstadig ikke let at finde folk, som ligefrem brænder forat melde sig til en plads i bestyrelsen. Det, erfaringenhar lært os er, at det er forholdsvis let at finde folk tilde enkelte afgrænsede opgaver, men så snart mannævner ordet bestyrelse, så bakker folk. Samtidig harvi jo alle vores forcer og præferencer, som sagtenskunne udnyttes bedre.Hvordan vores specifikke model kommer til at se ud,er endnu ikke på plads – pt. er der lige et sommerspil,som skal gøres færdigt, men til august trækker vifor alvor i arbejdstøjet for at se, om ikke vi kan findeen bedre måde at gøre tingene på, end vi gør i dag.En af de ting, som jeg selv er meget inspireret af,er ”Triologi – modellen”, som er udviklet af DGI ogJimmy Damgaard fra Sinding GIF,og som jeg tilfældigvis hørte omvia en arbejdskollega, som sidder ibestyrelsen i en gymnastikforening.Mange af de problemstillinger,vi har i teaterforeningerne, er joproblemstillinger, man finder ialle former for frivillige foreninger,og jeg vil anbefale, at man læserhæftet: ”Triologi - dynamisk ogeffektiv ledelse”, som kan fåsigennem DGI, eller man kan ogsålæse mere om dette på www.conventus.dk.Jeg vil tro, at vores model bliveren model a la ”Triologi modellen”,tilpasset vores specifikke behovog ønsker. Og når dennereorganisering kommer på plads iløbet af efteråret, vil jeg tro, at der iløbet af et års tid smutter en kasketeller to mere af hovedet, så der kanblive tid til at spille endnu mereteater.Torben på scenen i Skansens opførelse af “Annie”.Foto: Kenneth Mortensen


18 19Suffløren er den ”usynlige” samarbejdspartner- og det levende sikkerhedsnetunder forestillingen.Vi har stillet 8 sufflører, fra vidt forskelligeamatør-scener, 10 spørgsmål om deresholdning og tilgang til arbejdet:Helle Nymann fra Glostrup Amatør Scene1. Jeg er sufflør påGlostrup AmatørScene, også kaldetGAS. Teatret er engammel gård, somligger i meget skønneomgivelser.2. Det var megettilfældigt, kan mansige. Min kæreste hari mange år spillet påGAS, og jeg har ofteværet en glad tilskuer.Så skulle Jens Damsagersætte ”Frøken Nitouche”op som frilufts sommerforestillingog mangledeen sufflør. Han spurgte derfor mig, om det var nogetjeg havde lyst til. Jeg var ikke helt sikker på, at det varnoget for mig, men Jens var meget overbevisende ogfik mig overtalt. Det har jeg bestemt ikke fortrudt.3. 5 år.4. 2 friluftsforestillinger og 1 indendørs i teaterhusetog lige i øjeblikket er jeg i gang med den 3. friluftsforestilling.5. Jeg har lært via ”learning by doing”-metoden.1. Hvor er du sufflør?2. Hvordan blev du sufflør?3. Hvor længe har du været sufflør?4. Hvor mange forestillinger har du suffleret?5. Har du lært sufflør-faget af nogen?6. Hvad arbejder du på nu?7. Hvem er din vigtigste samarbejdspartner?8. Hvad er det bedste ved at være sufflør?9. Hvad er det sværeste ved at være sufflør?10. Hvilken egenskab mener du er vigtigst foren sufflør?Jens har dog givet mig nogle fif, da jeg startede, ogløbende sparrer jeg med min kæreste.6. I øjeblikket er vi i gang med forestillingen ”Jordenrundt på 80 dage”.7. Jeg mener, at hele holdet er mine samarbejdspartnereog selvfølgelig først og fremmest instruktøren.Men det er vigtig at kunne arbejdesammen med alle de forskellige individer, som er påscenen.8. Det er, at jeg kan få lov at være med til at skabeforestillingen. Jeg blander mig også en hel del af ensufflør at være.9. I starten af forestillingen er det sværeste for mig,at lære de forskellige skuespilleres måde at modtagesuffli på. Senere, når man har lært dette, mener jeg,at det sværeste er, at man ikke må blande sig endnumere i instruktørens arbejde, end man kan!10. Suffløren skal kunne aflæse skuespillerneskropssprog samt kunne lytte sig til hver enkeltskuespillers måde at tale på, når de er ved at gå i ståmed deres replik. Suffløren skal også kunne retteudtale af ord, og være omsorgsfuld samt etisk, nårhun gør det.Birthe Otte fra Teatret Sløjfen i Holstebro1. Jeg er sufflør i Teatret Sløjfen, Holstebro.2. De manglede en sufflør i Sløjfen, og BentKrog spurgte om jeg ville prøve. Vi arbejdedebegge to på Holstebro Sygehus på daværendetidspunkt.3. I 18 år.4. 18 sommerforestillinger, 6 revyer på HotelSchaumburg og et par ungdomsstykker.5. Nej, det er selvlært, men var på et sufflør kursus iÅrhus i en weekend, men havde jo arbejdet med det imange år forinden.6. Jeg er lige blevet færdig med to ungdomsstykker,som vi var i Århus med - på Filuren i Musikteatret. Viskal nu i gang med ”Med midt om natten”.Vivian Nielsen fra Amatørscenen Skansen i Hals1. Jeg er sufflørved AmatørscenenSKANSEN i Hals.2. Jeg startede medat være sminkør,men så skete derdet, at Skansenmanglede en sufflør,nå ja, så sprang jegtil.3. Ca. 15 år.4. 12-13 stykker5. Nej ikke til atbegynde med, men efterhånden fik jeg mange godetips og tricks af de instruktører, jeg har arbejdet med,og som jeg forsøger at give til alle de medvirkende, såman stadigvæk har et manuskript, der er til at findehoved og hale i, når der kommer ændringer mv.6. Her i år skal vi opførere ”Robin Hood”, en lidtanderledes udgave med musik og tekst af James og7. Det er jo sådan set alle,men nok meget sammenmed instruktøren.8. Det bedste er kontaktentil skuespillerne, deter sjovt, og vi får mangegode grin undervejs.9. Det sværeste er når detbliver alvor. Hvor forestillingen skal køre, og man erbange for ikke at slå til. Især hvis der er nogen, derspringer flere sider over. Så kan det være meget sværtat få dem bragt på rette spor igen.10. At tale klart og tydeligt og være koncentreret ogikke lade sig fange af spillet.Som illustration af sin rolle som samarbejdspartnertilføjer Birthe, at to af de instruktører hun har arbejdetsammen med kalder hende hhv. ”min livline” og ”minekstra hukommelse”.Adam Price efter Howard Pyle. I spidsen står instruktørPia Rose, som har sin gang på Aalborg Teater og sombl.a. har instrueret vores skønne forestilling ”PippiLangstrømpe” for Amatørscene SKANSEN.7. Absolut Instruktøren, sang– og danseinstruktørenog sidst, men ikke mindst, vores dirigent.8. At man er en del af et hold af fantastiske menneskerbåde på og uden for scenen, som brænder for,at lige nøjagtig dette års stykke skal være en succes.9. Svært og svært, jeg tror ikke som sådan at det ersvært at være sufflør, for hvis man har lysten, så gårtingene altid på bedste måde.10. At man brænder for at være med til at lave enfantastisk forestilling, og at man afsætter den tid,der skal bruges, da ikke kun skuespillerne, men ogsåsuffløren skal deltage i alle prøver, gennemspilningerog selvfølgelig være på plads under alle forestillingerne.Så det er et langt men dejligt træk, derskal til, også selv om foråret og lidt af sommerenglider forbi, så er det det hele værd.


20 21Anne Marie Henriksen fra Fyrspillene i Sydthy1. Jeg er sufflør hosFyrspillene i Sydthy.2. På opfordring af Fyrspillenesdaværendeformand. Min førsteforestilling var forestillingenom malerenJens Søndergård – “Etbilledes tid” – somblev spillet i Heltborg.3. Siden 1992, menkun indimellem. Jegmeldte mig, fordi minmand og søn alleredevar med i Fyrspillene og brugte meget tid på det. Påden måde ville vi få en familieinteresse sammen, ogmange fælles oplevelser. Sufflørarbejdet var oplagt,tænkte jeg, for det ville nok ikke kræve så megetarbejde og fremmøde. Men jeg blev klogere, dajeg kom til at samarbejde med Jacob Jessen sominstruktør. Han ville nemlig have mig med helt frastarten. Så det endte med, at jeg var deni familien, der skulle mest afsted. Men det erRuth Lefevrefra Kerteminde Amatør Teater1. Jeg er sufflør iKerteminde AmatørTeater.2. Jeg blev faktisk helttilfældigt spurgt, afdaværende instruktørNiels Svendstorp,der satte stykket FruMimi op, helt tilbagetil 1993.3. Det begyndte i1993.4. Det er blevet til8-10 stykker igennem tiden.5. Jeg er autodidakt, men har selv tit stået på scenenog kender en sufflørs værdi i stykket. Det er megetspændende.6. Lige nu arbejder jeg på et stykke der hedderdejligt afstressende at være med. Man træder heltud af “det virkelige liv”, og koncentrerer sig kun omdenne ene ting: At være med til at løfte det skrevneord til en færdig forestilling.4. Fem forestillinger er det blevet til.5. Nej.6. ”Trolden fra Bedsted” – årets Fyrspil i 2011. Somhandler om og skal spilles ved Thy Højspændingsværki byen Bedsted, hvor jeg selv bor.7. Instruktøren, samt de medvirkende i forestillingen.8. At være med i processen og se en forestilling blivetil, og at man er en del af det fællesskab, der er medtil at lave en forestilling.9. At aflæse hvornår skuespillerne har brug for suffli.Ikke at blande sig i instruktørens arbejde. Og så, heltpersonligt, at sidde alene ”ude foran” og ikke væreen del af bagscene-fællesskabet under forestillingen.10. Komme med suffli på de rigtige tidspunkter og”holde mund” på de rigtige tidspunkter”. Det er vigtigtat man er ”ude af billedet”, så publikum oplever enren forestilling.Små Ægteskabelige forbrydelser af Eric-EmmanuelSchmitt.7. Mine vigtigste samarbejdspartner er skuespillerne,selvfølgelig har instruktøren også en væsentlig rolle,men det er skuespillerne, jeg er tættest på.8. Det bedste ved at være sufflør er at sidde medrollehæftet, man skal selvfølgelig kende stykketmeget og hele tiden være sikker på, hvor man er istykket.9. Det sværeste er, hvis spillerne springer en del siderover og så få dem tilbage igen, uden at publikumopdager det.10. Det vigtigste er at få spillernes tillid og vise, at manhar styr på det. Man skal hele tiden være opmærksompå, hvordan spillerne agerer, og være 1 eller 2 linierforan i manuskriptet.Man ved, efter mange øve aftener, hvor spillerne hardet svært med replikkerne, og man lærer samtidigderes kropsprog at kende og kan agere ud fra det.Thorsten Thygesen fra 7-kanten,den vestjyske amatørscene i Janderup1. Jeg er sufflør i 7-kanten -den vestjyske amatørscene.2. Der var ikke andre, derville.3. Nogle år (6 -8 , hukommelsener ikke god).4. Ca. 10.5. Nej.Tove Bjerrefra Brønderslev Amatør Scene1. Jeg er sufflør i Brønderslev Amatør Scene(BAS).2. Jeg havde sagt ja, til at hjælpe til, ved enbørneforestilling. Under øveforløbet spurgteinstruktøren, om jeg kunne tænke mig atvære sufflør, når stykket skulle opføres.3. Min første ”optræden” som sufflør var i2007.4. Jeg har været sufflør ved 4 forestillinger.1 børneforestilling (Kronjuvelerne), 1 børne-/ungdomsforestilling(Skatteøen), 1 ungdomsforestilling(Bølle Bob), 1 voksenforestilling (Folk og røvere iKardemommeby).(hos BAS betyder “børneforestilling” at det er børnder spiller, “ungdomsforestilling” at det er unge derspiller og “voksenforestilling” at det er voksne derspiller, RED).5. Nej det har jeg ikke. Jeg har fået nogle gode råd,fra de forskellige instruktører. Var tilmeldt DATS’sufflørkursus sidste år, men det blev desværre aflyst.6. Jeg står lige over for, at skulle være sufflør vedbørnegruppens opførsel af Ali Baba’s Eventyr. De skalopføre stykket i starten af april måned. Jeg er med iøveforløbet fra februar, for at lære børnene at kende,og for at de kan lære mig at kende.7. Instruktøren er selvfølgelig en vigtig samarbejdspartner.Men jeg arbejder også meget tætsammen med skuespillerne. Jeg vil gerne havekommentarer fra skuespillerne gennem øveforløbet.Det kan være, at jeg er for hurtig til at sufflere enskuespiller og for langsom ved en anden skuespiller.6. Ungdomholdets forestilling PARADER, hvis ikke dermelder sig en anden. Jeg er co-instruktør på stykket.7. Instruktør og spillere.Jeg modtager megetgerne kommentarer fraskuespillerne. Det er jodem, der skal føle sigtrygge.8. Det bedste ved atvære sufflør er lige før enforestilling. Når alle er klar,og jeg går på plads oglyset slukkes i salen. Så erdet alvor, og jeg føler lidt,at det hele ligger i minehænder. Jeg ved jo godt,at skuespillerne kan deresting, og de sandsynligvisikke får brug for mig, mentænk nu hvis de går helt istå, eller kommer helt ud på et sidespor. Så er det jomit ansvar, at få dem guidet på plads igen. Det har jegheldigvis ikke prøvet endnu. Men det kan godt giveen rislen ned af ryggen ved tanken om det.Noget andet som jeg også godt kan lide ved atvære sufflør er, når en skuespiller efter en forestillingkommer til mig og kommenterer forestillingen. Detkan være jeg har givet suffli på et sted, hvor han/hunaldrig plejer at have brug for det, og så snakker vi omdet, og hvad det var, der gik galt.Ja, der er jo meget, som er godt ved at være sufflør.Det er jo også helt fantastisk, når jeg næsten ellerslet ikke skal sige noget i løbet af en forestilling. Nårskuespillerne bare kan deres roller, og det bare kørerderudaf.9. Det sværeste ved at være sufflør er at suffleresange. Der kunne jeg godt bruge lidt undervisning.10. Suffløren skal helst være usynlig og ikke tagefokus. Det er jo dem på scenen, det drejer sig om. Også er det vigtigt, at suffløren altid er med og klar tilat komme med suffli, når der er brug for det.Nogle gange helst lidt før, der erbrug for det.8. Når det lykkes at hjælpe en spiller, uden atpublikum opdager det.9. At man ikke kan se i manus og på scenensamtidig.10. Indleven i stykket, at lære stykket næstenuden ad, at følge hele forløbet og noterespillernes og instruktørens ønsker mht. pausero.lign., så man ikke stresser spillerne ved utidigsuffli, men så man er klar, hvis.


30 2425Foto: Jette Mortensen.Historisk live TV dokuteaterdramaTanker fra et drama-projekt, hvor flere medier og genrerspiller sammenAf Jens BalslevHistorisk stof med appel til nutidenSeniorforsker på Rigsarkivet, Tyge Krogh, serveredeen foræring af en historie til enhver, der måttehave interesse i teater eller film, da han i 2000udgav bogen ’Det store natmandskomplot ’. Dennegennemdokumenterede historie fra 1730-ernesKalundborg har alt, hvad man kan ønske sig afangst for anderledes tænkende, samfundsmæssigudstødelse, tortur, sexchikane, grænsepsykopatiskadfærd, politiske overlevelsesmanøvrer, intriger iborgerskab og retsvæsen, magiske forestillinger ogreligiøs magt over sindene. Alt sammen præsenteret,så man får indblik i psykologi og tankeformer i tidenhos folk i alle samfundslag. Det særligt inspirerendefor en lokal teaterinteresseret er, at de steder, huse oglokaliteter, hvor begivenhederne udspillede sig i 1730-erne, faktisk står velbevarede og relativt uforandredei Kalundborg Højby. Man kan nærmest genopførebegivenhederne i ’ægte’ kulisser. Jeg kastede migud i at skrive et manuskript til Teatret Handsken, hvorudgangspunktet var at lave et teaterstykke i sin egenret, ikke et traditionelt byspil, historiske tableauer ibyens rum eller sang, folklore og optrin fra en svundentid. Det skulle være et historisk forankret stykke, somskulle hænge sammen og have en appel til et nutidigtpublikum også. Det særlige var så, at jeg havde en bysom scene.Lokaliteter og logistiske udfordringerLige fra starten var der nogle store problemer,der skulle overkommes for at forløse stoffet for etteaterpublikum. I første omgang af logistisk art. Dervar nogle oplagte steder for begivenhederne, somkommunen ikke ville give os adgang til, selvom dehave ydet projektet massiv økonomisk støtte. Bl.a.på Bispegården, hvor retssagerne mod natmændeneoprindelig havde fundet sted, hvor fængslet var,og hvor torturen havde foregået. Her måtte vi ikkevære. Vi fik adgang til en lille forladt og faldefærdigejendom i Præstegade i Højbyen, der kunne tjenesom natmandshus, selvom dette oprindelig lå udenfor byen. Men hvordan skulle publikum kunne følgemed i, hvad der foregik i dette snævre hus? Særligmange publikummer kunne vi heller ikke have iNiels Linds hjem i det nuværende museum, somdengang faktisk var hans hjem og arbejdsplads somgodsforvalter. En vigtig scene skulle foregå på enkeglebane, Ladegårdshaven, bag ved Bispegården.Her kunne der heller ikke være meget publikum.Som en TV-krimiDisse problemer søgte jeg at løse i manuskriptetpå to måder. Stykkets handling blev delt i to delemed hver deres udtryk. Når vi nu ikke kunne være iBispegården pga. et arkitekttegnet bord og nogleborgmestermalerier, så måtte vi ’snyde’ og samle alleretssager og fangeoptrin på en scene et andet sted,og denne scene fik vi lov til at bygge op i museetsgård. Så kunne stykket være som en TV-kriminalseriea la Columbo, hvor vi først følger begivenhederne onlocation, og dernæst følger retsopgøret i retssalen.Filmen og den dokumentariske fornemmelseKnasten var første del ’Rundt i byen’. I førstegennemskrivning arbejdede jeg med den ide, at deri de fire scener, hvor der ikke var plads til publikum,skulle være en skærm udenfor, hvor scenen blev vistdirekte, optaget af et enkelt kamera. Publikum kunnese, høre og fornemme, at de virkelige skuespillere varinde bag et vindue eller en dør, men de kunne følgemed på skærm og højttaler, hvad der foregik. Denneide blev jeg ret glad for, da det gik op for mig, atdette greb i virkeligheden ville styrke fornemmelsenaf autencitet. Vores generelle billede af historiskepersoner og begivenheder er i dag meget præget affilmmediet. Vi har set utallige dokumentaroptagelseraf historiske optrin og begivenheder og masser afspillefilm, hvor man har rekonstrueret den historiskekulisse meget præcist. Så mediet er med til at give enide om at vi kigger ’ind i den rigtige historie’. Samtidighar vi bare også levende mennesker (i de fantastiskekostumer, der blev skabt til forestillingen), som agereri rigtigt lugtende og velbevarede lokaler, pladser,stræder og huse, hvor begivenhederne faktiskudspillede sig i 1730-erne.Flerkamera og samarbejde med filmskolestuderendeDa instruktør Brian Kristensen kom ind i projektet, ogvi var rundt for at studere lokaliteterne nærmere, blevdet dog klart, at vi selv med denne model ikke kunnehave nok publikum med. Højst 40-50 pr. forestilling.Så kom ideen med det delte publikum og flerkameraløsningen,som skulle vise sig at være megetkunstnerisk inspirerende (og særdeles udfordrende)og samtidig ville løse vores problemer med publikumsantal. Ved scenen i museets gård havde vi en niveaudeltpublikumsopstilling med plads til 230 mennesker.Vi ville så tilbyde to slags billetter, ca. 50 ’gå-rundt’-billetter, og resten som siddebilletter. De siddendeville under teltdug kunne se første del på storskærm,optaget af to kamerafolk og mixet live af en produceri radiokontakt med kamerafolkene og placeret i etværkstedsrum på museet. Vi havde kontakt til nogledygtige studerende på Den Danske Filmskole, og fireunge mennesker fra flerkameralinien, der fandt detudfordrende at prøve kræfter med dette projekt.En journalist skrives ind i historienI den sidste del af øvefasen udviklede konceptetsig så. Hver kameramand skulle have kabelbærere“TV-journalist” optræder på storskærm.Skuespillere og kamerahold on location. Foto: Preben Madsen


26 27bag sig, når de fulgte skuespillerne, så der var et retvoldsomt teknisk set-up omkring spillet. Desudenhavde vi et problem, når stykket skulle skifte fra etspillested i Højbyen til et andet. Der ville gå et stykketid inden publikum og skuespillere fik sig flyttet. Hvadskulle der så ske med det siddende publikum i dissepauser? Disse forhold affødte ideen om at foregive,at det hele var en del af optagelserne til et historiskfjernsynsdokudrama. Vi skrev en tv-journalist a la LivThomsen fra ’Liv i renæssancen’ ind i første del. Hunforklarer så til kameraerne om baggrunden for descener, der skal komme, indtil skuespillerne kommerog tager over. Vi kaldte vores fiktive serie ’Skæbnerpå Holbergs tid’. I pauserne, mens det vandrendepublikum flytter sig, viste vi så på storskærmennogle optagelser lavet på forhånd af Tyge Krogh fraRigsarkivet, hvor han fortæller om kilderne og dehistoriske forhold bag stykkets karakterer. Således fikdet siddende publikum en mere højpandet oplevelseoveni det teatermæssige.Alting bringes i spil – i spilletUnder de sidste prøver arbejdede Brian Kristensenogså meget med at få det siddende publikum oglive-skuespillerne til at udfordre hinanden. Såledeskommer et optog af skuespillere, kamerafolk og detgående publikum hen foran storskærmen og detsiddende publikum. Det havde en meget specieleffekt, når det gik op for publikum, at hele menagerietville komme forbi neden for stolene. Herefter blev deri en længere scene, som foregår i Niels Linds hjempå museumsgården, spillet på at personer farer fremog tilbage foran skærmen, og dele af dialogen udenfor Niels Linds stuer foregår her. Her bringes altingi spil for alle. I denne scene kunne det vandrendepublikum lige presses ind på bænke i Linds stue. Inatmandshuset kunne ikke alle være inde i stuen,men her bibeholdt vi ideen om et kamera der optogtil en lokal storskærm, hvor ca. 25 sad i en port og såpå, mens de fornemmede natmandsfolk skrige ogråbe og komme ind og ud.Filmet på forhåndMange ting kan gå galt med et så teknisk set up.Stykkets 1. del ’Rundt i byen’ varer godt en time, ogden fysiske afstand fra storskærmen hen til de tresidste spillesteder er temmelig lang. Derfor optogvi disse scener på forhånd, så efter et indslag med’Skæbner på Holbergs tid’ er det i virkelighedenikke længere live for det siddende publikum. Detvar imidlertid kun de allerfærreste, der opdagededette. Selv vores lysmand, der havde været med vedprøverne hele den sidste hektiske fase, kom forundrethen til mig i en pause og spurgte om noget ikke varoptaget på forhånd, for lyset var jo ikke det samme .Vi optog altså nogle af scenerne 14 dage før premieren,for der skulle være tid til at klippe, redigere og indpassedenne del, så den indgik fornuftigt i helheden. Detvar en udfordring at få disse scener færdige i deresudtryk. Skuespillet, kostumerne, scenografien, lyset– det hele skulle være færdigt og på plads til de firescener, der skulle filmes. I det videre prøvearbejdeog i spilleperioden skete der nogle stramninger ogændringer i udtrykket, men det kom til at virke somen inspiration for skuespillere og instruktør at spilleop imod den filmede version.Den halve time, der blev filmet live, kom kameraernestilstedeværelse til at påvirke skuespillet. Specielt for demere øvede skuespillere blev spillet mindre teatralskog mere naturligt i takt med at kamerafolkene ogsåkom tættere på.Kolde – men glade og begejstrede - tilskuereDet endelige resultat blev som vi havde håbet påog ønsket os. Det blev faktisk sådan, at de to typeraf billetter gav adgang til to forskellige forestillinger.Der var entusiastiske tilskuere, som købte billetteraf den anden slags, når de havde set den første. Vivar mindre heldige med vejret, som jo er enhverudendørsforestillings bløde punkt. Generalprøvenmåtte afbrydes pga stiv kuling og regn, en kuldebølgesatte ind, så vi til nogle forestillinger havde 5-8grader, og vinden blev ved at suse, så det klaprede ipresenningerne. Ved en forestilling gik brandalarmen,så brandvæsenet kom med blå blink og ståhej. Vihavde regn ved flere forestillinger, og kameraerne gikaf den grund en gang i udu, men kom sig. Alligevelgennemførte vi alle ordinære forestillinger, og selvompublikum var kolde, var de glade og begejstrede. Såvi synes, at der er kommet en intens og nyskabendeforestilling ud af det. Vi har efterfølgende fået lavet endvd-version af den, som interesserede kan anskaffesig ved henvendelse.Samvirke mellem medier: Skuespillere på scenen foran live video på storskærm.Fra den dramatiske retssag mod natmands-familierne.Live foran publikum - i Museumsgården, Kalundborg.


28 29Foto: Peter Rafn DahmPROFESSIONSHØJSKOLEN METROPOLMASTERUDDANNELSENI TEATERPÆDAGOGIKBETTY NANSEN TEATRET/ C:NTACTUNIVERSITÄT DER KÜNSTE BERLINMetropol/Fred. sem1/1 side eller superhelsided. 13. aprilMasteruddannelsen i teaterpædagogik er et treårigt deltidsstudium (120 ECTS-points) og er en unik mulighedfor videreuddannelse for professionelle på alle niveauer inden for undervisnings-, teater-, kultur- ogformidlingsverdenen. Efter endt studium erhverves mastergraden ved Universität der Künste Berlin.Uddannelsen er tilrettelagt, så du kan passe et almindeligt arbejde ved siden af.Masteruddannelsen i teaterpædagogik bygger på nyere forskning og nye metoder i undervisningen. Iuddannelsens moduler sættes der fokus på praktisk drama- og teaterpædagogik, viden om teaterformer,tværgående æstetik samt pædagogik og kulturteori. Der gives en praktisk indføring i digitale medier og lys- oglyddesign, og du lærer om projektledelse, kulturmanagement, fundraising og elementer af oplevelsesøkonomi.På studiet får du desuden mulighed for at skabe projekter, praktikker, kontakter og netværk inden for denprofessionelle teaterbranche samt kultur- og undervisningssektoren.OPTAGELSESPRØVE: 15. MAJ STUDIESTART: AUGUST 2011 WWW.MASTER-I-TEATER.DKE-MAIL: PIPA@PHMETROPOL.DK TELEFON: 7248 7283PROFESSIONSHØJSKOLEN METROPOLDIPLOMUDDANNELSENI DRAMABETTY NANSEN TEATRET / C:NTACTEfter 33 år som bogholder i DATS og DRAMA harIngerlise Olesen valgt at gå på pension pr. 31 maj.Ingerlise blev ansat af Arne Aabenhus i februar1978 og har siden styret både DATS’ og DRAMAsbogholderi med en meget sikker og rolig hånd.Ingerlise har arbejdet sammen med alle fem ledere afDATS’ landssekretariat og alle fem ledere af ForlagetDRAMA.Dengang, i 1978, var mangt og meget helt anderledes.Ingerlise fortæller:”Medlemskartoteket bestod i starten af små zinkplader.Hvert medlem havde sin egen plade. Pladerneblev lavet på en stor maskine, hvor man prægedeet bogstav ad gangen. Alle medlemspladerne blevplaceret i kasser fordelt efter kredsene. Når der skullesendes brev eller faktura til medlemmerne, tog manen stak plader frem. Dem kørte man igennem enmaskine, hvor man, plade for plade, trykte navn pågirokort mv. Hvorefter pladerne igen kom retur tilkassen. Når vi så fik giro indbetalingen fra et medlem,skulle man finde dennes plade og flytte den frakassen foroven, med ikke betalte, ned til kassen medbetalte. Og når det var tid til at rykke, kørte man allede plader, der var tilbage i den øverste kasse, igennemengang til. Hvis et medlem ringede og sagde at derskam var betalt, var det meget besværligt at finde udaf, om det nu også var rigtigt.Men udviklingen er gået hurtigt i Ingerlises tid sombogholder:”Alle Kassekladder blev ført i hånden i 78, da jegstartede i DATS. Kladden blev derefter sendt til revisor,som tastede det hele ind. Og så fik vi finanskort ogbalance retur. Faktura blev skrevet på en almindeligskrivemaskine. Det var kun sekretæren der havdeen elektrisk. I 80’erne blev der indført EDB. Alt skulletastes ind. Og der blev taget sikkerheds kopier påfloppy disk hver dag inden vi gik hjem. Det gik densidste ½ time af hver arbejdsdag med. I midten af90’erne gik vi over til nye EDB-systemer – Navigatorog senere Navision. Og igen skulle alt tastes ind påny”.Her fra redaktionen skal der lyde et stort tak tilIngerlise for hendes lange og altid omhyggeligeindsats. Samtidig vil vi ønske hende alt godt i detnæste kapitel af livet.Foto: Tina Holm-JensenDiplomuddannelsen i Drama (60 ECTS-points) kvalificerer til at arbjede med drama og teater i en pædagogiskog social sammenhæng. Uddannelsen rummer både praktisk læring i og rekleksion over, hvordan drama ogteater kan bruges aktivt til at give børn, unge og voksne mulighed for kunstnerisk at bearbejde deres samtidog udtrykke erfaringer og oplevelser. Via kendskab til og viden om drama og teaters særlige potentiale styrkesden æstetiske, den ekspressive og den sociale kompetence.Uddannelsen består af Modul 1: Teaterteori, dramaturgi og teaterproduktion, Modul 2: Dramapædagogik ogModul 3: Drama/ teater og børne-ungdomskultur, samt de obligatoriske moduler: Pædagogisk viden og forskning,Undersøgelse af pædagogisk praksis samt Afgangsprojektet.E-MAIL: PIPA@PHMETROPOL.DK TELEFON: 7248 7283 WWW.PHMETROPOL.DK


30 31Artikel af Maria Rosenhjerte, publiceret i KulturelleSamråd i Danmarks tidsskrift nr. 6, november 2010.Bearbejdet til Rampelyset af Morten Hovman.Internet med juhu-tube, TV med tjullahop-faktor ogfacebooking med dagligt udsalg af dit liv er blevetdele af en ny kulturbølge. Og bølgen ruller hen overbørn, unge og voksne og efterlader et billede af etstressende liv med altid at skulle være på og væreup-to-date. Være med i et digitalt fællesskab af højeseertal og mange virtuelle venner.Der er ikke noget nyt i, at børn og unge gerne vil sesog høres. Det skal der støttes positivt op om i allehverdagens mange situationer. Det giver selvtillidog større udsyn til verden. Men der er dukket et nytansvar op. Vi er nødt til at forholde os til, hvordan børnog unge finder vej i den jungle af muligheder, der idag findes for at blive set og hørt. Og ikke mindst denofte diffuse fascination af kendiselementet, der følgermed.Og her er foreningslivet et godt bud på en nemttilgængelig platform. Et forum med fællesskab ogmulighed for at udvikle realkompetencer. Mangesteder findes det som et kunstnerisk tilbud ilokalområdet: Børn og unge spiller teater.Forskellen på en varm scene og en kold skærmPå børne- og ungdomshold i amatørscenerne skabesder muligheder for at udvikle en kritisk sans ogdermed også en mulighed for at kunne sammenligne.På den ene side det fysiske, kunstneriske fællesskabi arbejdet med at skabe en teaterforestilling. På denanden side alt det, der tilbydes i den digitale ogvirtuelle verden. Symbolsk kan man sige, at børnog unge får mulighed for at gøre sig erfaringer medforskellen på en varm scene og en kold skærm.De mange frivillige voksne, der fungerer somledere og instruktører, har selvfølgelig et andetudgangspunkt: Glæden ved teater og ønsket om, atbørn og unge skal have gode muligheder for at dyrkederes teaterinteresse lokalt.Men teaterområdet indeholder i sin natur en højfrekvens af ”se og hør elementer”. Så der ligger heren fantastisk mulighed for at åbne for udviklinger forde deltagende børn og unge. Skabe erkendelser afbredere sammenhænge. Dette forhold gør vi i DATSen stor indsats for at gøre opmærksom på.Kommunerne bør vægte de kunstneriske fritidstilbudhøjereKommunerne bør støtte målrettet op omkringforeningslivets mange teatertilbud til børn og unge.Dette gælder både for amatørteaterforeningernesmange hold med børn og unge samt udviklingenaf kulturskoler (et samlet udbud af teater, musik,billedkunst m. fl. kunstarter).Man kunne frygte, at kommunerne desværre i enøkonomisk krisetid kunne finde på at skære ned pånetop tilskudsområdet til foreningslivet. Men detomvendte – at skrue op for tilskuddene – vil være enmeget klogere investering. Der er om noget brug forat styrke det frivillige foreningsliv i en presset tid forhele samfundet. Det er her de engagerede (og gratis)hænder rækker ud og skaber noget langt større endskrivebordskalkulerede tal i et kommunalt regnearknogensinde formår at fremstille.Man kunne ønske sig, at kommunalpolitikerne kunnenuancere deres syn på de mange gavnlige effekteraf foreningslivets forskelligartede interesser. Det erikke nok at kunne bryste sig af i en årrække at havemedvirket til at styrke folkesundheden i kommunerneved især at støtte idrætslivet. Det er helt centralt ogsåat kunne vurdere og værdsætte fx de kunstneriskefritidstilbud som mere end den kunstneriske aktiviteti sig selv.Teatret i børns og unges hverdagDe teaterkunstneriske tilbud er på forskellig vissamfundsgavnlige. De kan påvirke børns og ungestrivsel positivt. De kan medvirke til, at børn og ungeforholder sig kritisk til, ”at der er mange måder atvære rigtig på – at få et godt liv på”.Også familielivet blomstrer her – på tværs afgenerationerne. Mange børn og unge deler teaterinteressenmed søskende og forældre.Teater er den fritidsinteresse, der bedst udfylderrollen som et regulært, fordybende kunstnerisk tilbudtil børn og unge.På folkeskoleområdet halter vi fortsat begrædeligtbagefter. På seminarierne har man ikke som enselvfølgelighed muligheden for at uddanne sig pådette kunstneriske område. Og der ses en tilsvarendemangel på teater som et fag i folkeskolen. På friskoleogefterskoleområdet står det bedre til fx gennemfaste tilbagevendende temauger med teater elleret udbud af teater som et valg/linie/projektfag. Ogpå gymnasieområdet ser vi gymnasier, som tilbyderdramatik som et valgfag med tilhørende eksamen.Vi har et stort ansvarDen her skitserede tilstand på børne- og ungdomsteaterområdeter DATS meget bevidst om.Vi har et stort ansvar for at medvirke til at fremmeudviklingen af amatørteater med børn, unge ogvoksne. Vi arbejder målrettet på at skabe videnom kvaliteten af og udviklingsmulighederne i detkunstneriske teaterarbejde med børn og unge. Idette arbejde indgår også de mange helt konkreteog målelige sideeffekter, der opstår på baggrund afteaterarbejdets karakter.Vi har i de sidste 11 år løbende tilbudt en særliguddannelse for ledere, instruktører, lærere, pædagogerm.fl., der enten allerede arbejder med teatereller gerne vil i gang med et teaterarbejde med børnog unge.I den hidtidige uddannelse fokuserede vi primærtpå den teaterfaglige udvikling i kombination med atbruge fællesskabets præmisser som redskab. Børnsog unges demokratiske medbestemmelse brugt somen nødvendig og kraftfuld løftestang i teaterarbejdet.Med start i 2011 bliver denne uddannelse nu omlagt.Uddannelsen har fortsat som mål at styrke denteaterfaglige udvikling, men nu også kombineret medet mere direkte fokus på realkompetencer. Deltagerneskal sættes i stand til at sætte ord på og bevidstgørede mange positive sideeffekter, som børn og ungeopnår gennem arbejdet med teater. Det er vigtigt,at de siden kan videreudvikle denne erkendelse i endialog med børnene og de unge.Fortsættes næste side...Alle fotos: Glimt fra generalprøven på Langelands Efterskoles årlige musicial. En forestilling der involverer alle elever.


3233Anmeldelse af ” Kroppen i legog læring – cirkus i børnehaveog skole” af Maybritt Jensen &Heid Osnes.Af Bent NielsenForfatterne har i dennebog samlet deres viden ogerfaringer fra mange års arbejdemed og undervisningaf børn, unge og studerende.Omdrejningspunktet ercirkus, en mangfoldig oguniversel kunstform, der herbliver brugt som ramme iet tværfagligt samarbejde ifagene drama og idræt.Bogen er både praktisk ogteoretisk og opdelt i fire dele, der alle giver en bred ogvelfunderet indsigt i, hvad det vil sige at arbejde medcirkus. Hver del afsluttes med en opsummering, derfører læseren videre til bogens næste del, men bogenkan også anvendes som opslagsbog og give teoretiskindsigt eller konkrete ideer til cirkus.Bogen er velskrevet og gennembearbejdet. Sprogeter flydende og let forståeligt, og de mange teoretiskeog pædagogiske overvejelser omkring ”krop ogbevægelse” og ”leg og læring”, som bogen indeholder,bliver undervejs underbygget med henvisninger tilde forskningsresultater, der er blevetgjort på området i de seneste år.Dertil kommer de mange iagttagelser,som forfatterne har gjort sig undervejsi deres arbejde. De bliver anvendt someksempler, og er med til at give læserenen større forståelse for tekstens indhold.Forfatterne inddrager også andrefagområder i cirkusprojektet og viser,hvordan disse får en helt naturlig plads,efterhånden som projektet udvikler sig.Det er tankevækkende, hvor megetlæring, der ligger i at bevæge sig, oghvor mange muligheder, der er forlæring, hvis blot de rigtige rammer er tilstede. Den kreative proces, der sættesi gang, når man arbejder med cirkus,giver børnene mulighed for at udvikle såmange forskellige kompetencer, som dekan bruge senere i livet. Det kræver blot, at vi, som devoksne, forstår at give dem det rum, hvor de selv er endel af den skabende proces.Bogens afsnit om den pædagogiske brug af cirkusindeholder så meget stof til eftertanke, og burdelæses af alle, der har med undervisning og børn ogunge at gøre.Det er absolut en bog, der kan anbefales til enhverpædagogisk sammenhæng, og når man har læstbogen, ja så har man bare lyst til at lave cirkus.Omtale af bogen:”Skuespilteknik med børnog unge - en håndbog tilunderviseren” af Tanja PhaffLouring. Forlaget drama 2010.Af Bitten Guldbjerg. TeaterlærerLangelands Efterskole.For dig, der arbejder med teatersom instruktør - eller måske bareen gang om året - vil denne bogvære den helt rigtige håndbog atanskaffe sig.Den er systematisk og overskuelig med sine 3overordnede kapitler.1. kapitel behandler underviserens metoder, blandtandet med eksempler på undervisningsforløb. 2.kapitel beskriver refleksioner både før, under og efterundervisningen. I det sidste 3. kapitel afrundes dermed en række udvalgte teaterøvelser.Læseren bliver sikkert og pædagogisk ført igennemtilgange og refleksioner i forbindelse med at fåskabt en god praksis indenfor teaterundervisningog skuespilteknik for børn ogunge. Der er et væld af brugbareog inspirerende erfaringer athøste her, da bogens klarestyrke er dens mange grundigebeskrivelser af undervisningsforløbog planlægning af forløb. Denbeskriver teaterøvelsernes formål,samt bringer kommentarer omfaldgruber og det videre arbejdemed øvelserne.Skuespilteknik med børn og ungekan fint bruges som opslagsbog, men også løbendesom inspiration til den mere erfarne teaterinstruktør.Alt er velbeskrevet og lige til at gå til. Læsning afdenne bog skulle gerne bidrage til at højne og udviklekvaliteten af din teaterundervisning og give dineelever konkrete redskaber og teknikker til at bevægesig mere bevidst indenfor teaterfaget.”Det er sjovt at lave teater, men det er endnu sjovereat lave teater, når man ved hvorfor og hvordan, mangør det.” - Tanja Phaff Louring.Scenen er din fortsat...Vi udfordres dagligtVi lever i en tid, som udfordrer alle på krop og sjæl.Hvor udtrykket (adfærdsmønstre, tøjstil, vennekredsm.v.) og kompetencerne (hvad kan du, hvordanbruger du det m.v.) er blevet nøgleord for, hvordan vianskuer både os selv og andre. Det er vi også nødt tilat være bevidst om, når vi tænker teater. Ligeledes, nårvi tænker på den videre udvikling af teaterarbejdetmed børn og unge.Fordi der er rigtig mange børn og unge, som går tilteater rundt omkring i landet.Og alle bruger de amatørteater til at udtrykke sig.I et kunstnerisk frirum kan de prøve sig selv af i nyeroller. De kan opleve at være med i nye historier ogforstå teaterkunstens særlige univers og virkemidler.Og alle udvikler de mange kompetencer, der rækkervidere ud som kvalitative løft i barnets og den ungesdagligdag. En mindre del af de unge bruger bevidstamatørteatret til at tilegne sig mere målrettede fagligeerfaringer. De arbejder på at afklare, om de måske endag kan blive uddannet inden for teaterområdet.I det korte øjeblik hvor scenen er dinMen alle børn og unge deltager i et arbejdsfællesskabmed samme mål: Vi skal spille en forestilling for etpublikum. Og i det teatrale rum – på vejen mellemproces og produkt – lever fantasien, empatien og dengensidige respekt. Her oplever man det fysiske nærværog den kropslige bevidstgørelse. Man arbejder medden intellektuelle analyse, det sproglige udtryk, denhemmelige undertekst – det glade oprør. Alt sammener spejlet i en verden, der nok er genkendelig påforskellig vis men også mulig at omgøre – i hvert faldi det korte øjeblik, hvor scenen er din.


A A K J A E R S . D K · 1 1 6 4 4UDLEJNING OG PRODUKTIONSALG OG INSTALLATION• Alt til amatørscenenog det professionelle teater• Nye trådløse mikrofonermed de nye frekvenser - ”byt til nyt”Kontakt os for en gennemgang af jeresbehov og tekniske løsning.Tlf. 75 36 57 79 | post@unico-gruppen.dkFredericia TeaTer åbnerKOSTUMeMaGaSineTi helT nye OMGivelSerKostumemagasinet indeholder i tusindvis af kostumer i et bredt udvalgaf historiske dragter og original beklædning, som gør det muligt både atsammensætte hele forestillinger og leje enkelte kostumer.TEATERCAMP I SOMMERFERIEN2.-6. augustHvis du er mellem 11 og 15 år og kan lide atspille teater, har du chancen for fem sjove oginspirerende dage sammen med andre ‘teatertosser’på EVN-Teatercamp. Prisen er 1100 kr. -inkl. T-shirt, DVD med ugens oplevelser og afsluttendespisning for deltagere og forældre.Undervisning af erfarne dramalærere. Se mereog tilmeld på evn.dkEfterskolenved NyborgMangler du flere ens kjoler til store optrineller basis tilbehør som sorte leggins mv. kanvi også levere det.Desuden har vi et kæmpe udvalg af hatte,smykker, tasker, rekvisitter – ja alt, hvad derskal til for at fuldende kostumet.Er behovet at give den som Twiggy, Elvis ellermåske Kagemand, ja så har vi både det ogmange, mange flere muligheder for at peppemaskeballet op.Afgiv din ordre på kostumemagasinet.dkeller hos vores kostumeansvarligeAnna Juul Holm på tlf. 60 61 90 29Og selvsagt i vores butik som ligger iTøjhuset, Gothersgade 34, 7000 Fredericia,hvor du sammen med os kan udvælge netopdet, du har brug for.Butikken har åbent mandag, tirsdag, torsdagog fredag. Alle dage 10-14.Du kan både leje enkeltedele, hele sæt – ogskal du sammensætte en hel forestilling,laver vi gerne en særaftale.Lad os sætte gang i netop din forestilling.BLIV SETKostumemagasinetTøjhuset, Gothersgade 34,7000 Fredericia, tlf. 60 61 90 29kostumemagasinet.dk


Maybritt Jensen & Heid OsnesKROPPEN I LEG OG LÆRING -CIRKUS I BØRNEHAVE OG SKOLEOversat fra norsk af Susanne Braad AndersenHvad end du er skolelærer, pædagog, frivillig leder inden for teaterområdeteller idrætstilbud eller måske studerende i en sammenhæng, der førerfrem til at arbejde med børn og unge, så vil du i denne bog kunne findemange spændende inspirationer, iagttagelser, eksempler, faglige input,forslag og konkrete idéer til at styrke udviklingen af den kropsligedimension i arbejdet med børn og unge.Omdrejningspunktet for bogen er cirkus forstået som en mangfoldig oguniversel kunstform, hvor vi genfinder mange træk fra børne- og ungdomskulturen.Og denne kunstform bruges så videre til at argumenterefor at få skabt et helhedssyn, der går på tværs af leg og læring.Der bliver også præsenteret mange vinkler på tværfagligt samarbejdesåvel på tværs af kunstarter som skolefag m.v. - og begreberne flerfagligog tværfaglig sættes i perspektiv.Vi taler ofte om, at der skal mere fysisk aktivitet ind i børns og ungeshverdag set ud fra et motions- og sundhedsmæssigt aspekt. Vi talersjældent om, at kroppen er et naturligt læringsredskab, som burde indgå langt meremålrettet i mange læringssituationer generelt - her er det fortsat den intellektuelle indlæring, derdominerer. Og netop ønsket om en holdningsændring på dette område ligger også som en særligkontekst for hele bogen.ISBN 978-87-7865-809-8 158 s. kr. 198,-Tanja Phaff LouringSKUESPILTEKNIK MED BØRN OG UNGE- EN HÅNDBOG TIL UNDERVISERENTeater med børn og unge kræver løbende en lang række pædagogiskeovervejelser, som underviseren/instruktøren stilles overfor såvel i sitforberedende arbejde som under selve forløbene undervejs iprocessen. Og herunder hører også området skuespilteknik.Kroppen og stemmen er skuespillerens instrument, og hvordanlærer vi børn og unge at blive bedre til at spille teater - der findeskun en vej: Målrettet skuespilteknisk træning.Denne fagbog går systematisk til værks og introducerer tilgangetil og refleksioner over at få skabt en god praksis inden for detskuespiltekniske arbejde med børn og unge.Der bliver sat fokus på underviserens potentiale og udfordringer,mål og midler med undervisningen samt præsenteret en langrække eksemplariske øvelser inden for dette særlige område.For den garvede instruktør vil der med garanti være nye inspirationerat hente i bogen, og for instruktører med ingen ellermindre erfaring vil bogen være en guldgrube af anbefalinger og vejledninger.ISBN 978-87-7865-803-6 89 s. kr. 148,-FORLAGET DRAMA- postordreNygade 15DK-6300 GråstenTlf. 70 25 11 41Fax 74 65 20 93drama@drama.dkWWW.DRAMASHOP.DKButikVesterbrogade 175DK-1800 Frederiksberg CTlf. 70 25 11 41Fax 33 22 58 47

More magazines by this user
Similar magazines