”LÆRERENSNAKKERFOR MEGET”Doctor Spencer Kagan, grundlæggeren af den amerikanske undervisningsmetodecooperative learning, er på international turné, og han har netop været iStram op, indfør strukturer, og lad så eleverne snakke resten af tiden.TEKST: METTE NEXMAND FOTO: JACOB NIELSEN<strong>Gymnasieskolen</strong> #8 <strong>2012</strong>Jeg forventer at se en anden person.Efter at have læst om læringsguruenfra Californien, forfatteren tilhundredvis af fagbøger, direktørenfor Kagan Publishing & ProfessionalDevelopment, professoren, som knokleri døgndrift og besøger alle kontinenterfor at udbrede sin teori om cooperativelearning. En rejsende i samarbejdskulturer… Jeg forestiller mig en solbrændt,bredt smilende mand. Og ind kommeren bleg, næsten forsagt type, der tilsyneladendeer så træt, at han knap kangruppekrammere. Han sætter sig tungti mødelokalet på Lergravsvej i København,hvor Cooperative Learnings danskekontor holder til. Og forsikrer medet lille smil ned i bordet, at ”nej, detikke er jetlag. Det får jeg ikke mere.”Den 68-årige doctor Spencer Kaganhar tilbragt en uge i Danmark og harblandt andet stået foran 175 underviserepå en konference i København. I morgenskal han videre til England og har vistlige været i … var det Indien? Nej, Sydkorea.”De første undersøgelser, jeg lavede,var i 1968.”Sætningen kommer uden et spørgsmålfra journalisten. Han går bare i gang,vi tager den åbenbart fra begyndelsen.Og efterhånden som amerikaneren fårtalt sig varm, kan man mærke denenergi, som driver ham. Han er så ivrigefter at forklare, at han glemmer tid ogsted. Dette er ikke en sælger, der barevil have en mikrofonholder. Han er idealistog vil inderligt gerne have, at andreogså ser lyset.At lytte er passivt, at tale er aktivtVi tager turen tilbage til slutningen af60’erne og starten af 70’erne, hvor SpencerKagan studerede psykologi på UCLAi Californien. Allerede dengang begyndtehan at interessere sig for, hvordanelever kunne tilegne sig viden påbedst mulig vis. En af hypoteserne var,at elever på skoler i landområderne varbedre til at samarbejde end jævnaldrendefra storbyerne. De sociale kompetencervar simpelt hen bedre udvikletblandt for eksempel spanske minoriteterfra landet end blandt de hvide, somgedeskoler i byerne. Og det gav ubalance,når de to grupper blev sat sammen.Desuden var undervisningen oftetilrettelagt som envejskommunikation– læreren talte, og de bedste elever raktehånden op, når der blev stillet spørgsmål.De fagligt svage forlod timen udenat have sagt noget som helst og uden athave lært noget.Spencer Kagan og hans forskerteamsatte forskellige eksperimenter op for atteste samarbejdsstrukturer i klasseværelserne,og efterhånden som årenegik, blev tusindvis af elever og lærerefra californiske skoler vurderet. Hanuniversiteter, hvor teorierne kunneafprøves. Forsøgspersonerne blevtrænet i metoder, hvor eleverneskiftevis talte med hinanden omopgaverne. Det var til gengældlærerens job at sørge for, at alleog med hinanden på tværs afgrupperne.”At lytte er passivt, at taleer aktivt. Hvis eleven sidderog lytter til læreren hele dagen,bliver informationernegemt i korttidshukommelsen.Hvis hun derimod40
<strong>Gymnasieskolen</strong> #8 <strong>2012</strong>41