Unge psykisk syge med anden etnisk baggrund - Region ...

Målgruppens barriererfejler. I familier som støtter patienten i mindre grad,fremgår det i øvrigt i et par tilfælde, at nogle pårørendebebrejder eller ligefrem håner eller mobber patienten forhans/hendes psykiske lidelse.Formuleringer som ’skam’ over psykisk sygdom figurererikke i gruppen af danske journaler; her er det snareresorg og frustration, som synes at være gennemgåendefølelser hos patienter og pårørende.Patienter og pårørende med anden etnisk baggrund,som har deltaget i undersøgelsens interviews, bekræfteralle frygten for sladder og forklarer det med det storetabu og uvidenheden, som hersker om psykisk sygdomi miljøet.En patient fortæller:I min kultur taler man ikke om psykiske problemer, det ermeget skamfuldt. Inden jeg selv blev psykisk syg, vidstejeg intet om det, og jeg tænkte at de, som har psykiskeproblemer, de er bare ”sindssyge”, sådan betragtede jegdet, de var udstødte, mindreværdige, ikke rigtige mennesker.Sådan ser man på det, der hvor jeg kommer fra.En anden patient:Man siger ikke noget til hverken børnene eller systemet.De er bange for, hvad naboen vil sige; så får man et dårligtrygte. Jeg sagde til en familie her i byen: ’Jeres drenger psykisk syg. Han skal have hjælp’, masser af gange.De sagde: ’Nej, du skal blande dig uden om’. Nu er dergået et år, han er gået amok i hjemmet, ødelagde alt, indlagtpå Nordvang på lukket afdeling. Så kommer familienog siger: ’Hjælp os. Hvordan er det, at du klarer det?’.En tredje patient siger:I det tyrkiske miljø presser man hinanden meget. Dersladres, og det kan sådan nogle som jeg ikke holde til –til sidst er du et sted, hvor kroppen ikke kan holde til detmere. Nu har de rendt rundt og sladret om mig og minfamilie i 3½ år. Mange tror, at man må være dum, nårman lider af noget psykisk. Sådan ser ’mine’ på det. Såer man stokdum, og folk griner af én og sådan. Danskereer bedre til at acceptere, synes jeg.En leder af et kommunalt værested bekræfter:Det er uvidenhed som skaber tabuet, og som gør, at deikke kommer i behandling når de burde.Man prøver jo at beskytte sin pårørende og familiens rypga. tabuet, men man vil jo på den anden side gernehave hjælp, altså når man først er kommet ind i systemet,det synes jeg da, at man kan se. Man har bare ikkekendskab til hverken psykisk sygdom eller mulighedernefor hjælp.Unge psykisk syge med anden etnisk baggrundEn eventuel skepsis overfor psykiatrien i Danmark kanogså ligge i de opfattelser om psykisk syge, som herskeri ’hjemlandet’ og psykiatriens rygte dér. Flere patienterkommer netop ind på, hvordan de oplever eller tror, atpsykisk syge typisk håndteres i oprindelseslandet.En patient beretter:Man lukker den syge inde og gemmer ham. I stedet forat hjælpe ham skælder man ham ud og skader hamendnu mere, ”væk med dig, du duer bare ikke” og måskekalder man ham en hund.Jeg har en onkel i mit hjemland, som også er syg. Hangår på gaden og snakker med sig selv og ser syner, ogbørnene på gaden råber efter ham og kaster ting ogsardiner i hovedet på ham. Jeg er sikker på, at hvis jeghavde været i mit hjemland, ville jeg have været færdig,100 % færdig.En patient siger om psykiatrien i sit hjemland:Hvis man bliver indlagt i mit hjemland bliver man barebedøvet. Fuldstændig bedøvet. Man er indlagt megetlænge og får meget medicin, og der er mange, somvirkelig bliver overmedicinerede. Der er heller ikke retmeget omsorg. Det føles som et fængsel. Man er nærmestmere syg, når man slipper ud igen, hvis man slipperud… og hvis man kommer ud, er man ikke længereet menneske på lige fod med andre.Manglende kendskab til psykiatrien og psykisk sygdom,anderledes sygdomsforståelse og skam, tabu og frygtfor sladder synes tilsammen at udgøre en stor barrierefor kontakten til psykiatrien. I hvert fald kan de væremedvirkende årsager til den relativt lange periode, derkan gå inden patienten eller de pårørende med andenetnisk baggrund reagerer og henvender sig for at fåhjælp første gang.Det har flere andre afledte konsekvenser, at nogle etniskeminoritetsmiljøer er præget af tabu omkring psykisksygdom og frygt for sladder, også når patienten ellers erkommet i kontakt med psykiatrien. Konsekvenserne sesbåde i forhold til personalets muligheder for at kommunikeretilfredsstillende med patienter og pårørende ogpatienternes motivation for at drage nytte af det samledebehandlingstilbud til svært psykisk syge i området, hvorde bor.Fravælger tolk:Flere patienter og pårørende fortæller eksempelvis, atde fravælger at benytte tolk, da de frygter, at det vil kommeud i netværket, hvad de eller deres pårørende fejler.De peger på, at tolkene ofte er i udkanten af patientenseget netværk inden for det etniske miljø, og de tvivler på27