Skovdyrkeren Østjylland - Nr. 20 - Juni 2013 - Skovdyrkerforeningen

I Nepal har Skovdyrkerne arbejdet i mange år. Hovedaktivitetenhar været etablering af skovdyrkerforeninger. Foreningerne skalgive skovejerne kontrol over, og bedre betaling for, deres produkter,samt en simpel skovdyrkningsviden. Her ses formand,kasserer og næstformand i en sådan forening. Foto: Per HilbertLitauiske skovejere på kursus i skovning, opmåling og sorteringaf nåletræ. DFE har medvirket til stiftelsen og udviklingen afden litauiske skovdyrkerforening. Efter selvstændigheden fiktidligere ejere tilbageleveret den ejendom der blev konfiskeret isovjettiden Herren midt i billedet er i dag formand for de litauiskeskovdyrkere. Foto: Karsten RaaeDermed fremkom en hærskare af nye private skovejere,som oftest byfolk med et meget perifert kendskab tilskovbrug. Den tidligere ejendomsstruktur og de hastigtsammenflikkede regler for tilbagelevering gjorde, at deri rigtig mange tilfælde blev tale om skovejere med megetsmå stykker skov – helt som herhjemme.Nye skovdyrkerforeninger i østSituationen mindede slående om vores hjemlige efterudskiftningen, så det var mere end nærliggende at prøvemed et eksportfremstød for den danske model forskovpasning. Støttet af midler fra udenrigsministerietspulje til teknisk assistance til de nye demokratier i øst,udrustede Skovdyrkerne i 1993 en lille ekskursion tilEstland, Letland og Litauen.Resultatet blev oprettelsen af skovdyrkerforeninger ibåde Letland og Litauen, og i 1994 var SkovdyrkernesLandsformand inviteret med til den stiftende generalforsamlingi Litauens private skovejerforening, som visiden har samarbejdet med. Både i Letland og i Litauener der i dag tale om velfungerende og velkonsolideredeforeninger.Nye skovdyrkerforeninger i sydSuccesen i Letland og Litauen gav blod på tanden, og enekstern afdeling så dagens lys i Skovdyrkernes Sekretariatmed det formål at nyttiggøre de kompetencer, detsamlede personale i foreningerne besidder. Det blev tiloprettelsen af en skovdyrkerforening i Nepal i 1999, efterfulgtaf foreninger i Indien, Mozambique og Viet Nam.I forhold til modellen fra bl.a. Litauen er der sket enbetydelig tilpasning af konceptet for en skovdyrkerforening,når den etableres i et tredjeverdensland. Kernener dog stadig let genkendelig. Som i Danmark er grundlagetden uvildige rådgivning og interessefællesskabetmed skovejerne. Og det grundlæggende demokratiskeprincip, at en ledelse kan stilles til ansvar på en generalforsamling,er også af afgørende betydning for tillidentil en sådan organisation.I den tredje verden fokuseres der i meget høj grad påtræning af den enkelte landbofamilie. Det handler om atskabe bedre livsvilkår og optimere udbyttet af eksisterendeog nye træer. Viden om dyrkning og afsætning afisær kævler er stort set ikke eksisterende.Bønderne sælger typisk træ på roden uden at ane, hvormange m 3 det drejer sig om, eller hvad de er værd. Medarbejdslønninger som i dansk sammenhæng knap nok ertil at få øje på, og kævler der sælges til de samme verdensmarkedsprisersom herhjemme, burde der være mangepenge at tjene for den enkelte familie på salget af træ.4 Skovdyrkeren 20 — 2013