Hvor er vi på vej hen? - Syddansk Universitet

primodanmark.dk

Hvor er vi på vej hen? - Syddansk Universitet

DEN KOMMUNALE FOREBYGGELSE:HVOR ER VI PÅ VEJ HEN?En rundbordssamtale om muligheder og kritiske risici


2RUNDBORDSSAMTALENSDELTAGEREVagn Nielsen, afdelingschef,Indenrigs- og Sundhedsministeriet”Der er brug for at lave en bundvending af hele det almene lægesystem.Systemet hviler på en overenskomst, som trænger til etgrundigt eftersyn.”Finn Kamper-Jørgensen, direktør,Statens Institut for Folkesundhed,Syddansk Universitet”Jeg har en forventning om, at kommunerne vil tage den nye lovrammetil sig og gøre forebyggelse til en driftsopgave og ikke bare etprojekt, hvor nogle borgere f.eks. bliver sendt ud i skoven og løbe etpar timer.”Pia Haugaard, direktør,AstraZeneca”Evidens vil for mig at se blive en kritisk succesfaktor. Men samtidigmå man også se i øjnene, at noget evidens skal skabes hen ad vejen.Der er ikke altid en viden, man kan finde på forhånd.”Eva Borg, centerchef,Sundhedscenter Østerbro”Det er min holdning, at sundhedscentrene skal kobles op på de storelægehuse. Hvis der sidder seks-otte læger sammen, skal de kunnehenvise til et sundhedscenter.”Anders Hedeforskningschef, TrygFonden”Jeg ser en stor udfordring i at identificere de relevante grupper afborgere, og jeg ser en risiko i, hvordan man sammensætter målgruppernemed de forskellige indsatser. Det virker som om, man siger:Kom hvis vi kalder på dig…”Klaus Marius Hansen, direktør,Social, Sundhed & Omsorg,Faxe Kommune”Man må have en dobbeltstrategi. Man må både indtænke sundhedsfremmei den kommunale organisation – bredt. Og desuden som etandet ben arbejde på at udjævne den sociale ulighed – evidensbaseret– såvidt det overhovedet er muligt.”Peter Torsten Sørensen, direktør,Dansk Selskab for Almen Medicin”Vi – de praktiserende læger - er bunden af sundhedssystemet. Vi serde 20% socialt, kulturelt og psykisk svage personer, men det er megetsvært for os at få dem bevæget nogen steder hen. Vi kan ikke give demøget egenomsorg og sende dem på en patientskole med besked om atstyre resten derhjemme.”


3Risikoledelsepå sundhedsområdetI forsommeren 2007 indbød PRIMO (Public Risk Management Organisation) syv ledere til enrundbordssamtale om muligheder og kritiske risici i den kommunale forebyggelse. Sigtet varat levere et strategisk indspark til debatten i vores kommuner.De syv ledere kommer fra kommunal praksis, ministerium, erhvervsliv, forsknings- og uddannelsesinstitutionerog brancheorganisationer. De bidrog hver især til samtalen ud fra deres egenbaggrund og slog ned på de områder, hvor de oplever den største usikkerhed. Det betød, atsamtalen bevægede sig rundt om bl.a. indsatsområder og samarbejde, effektmålinger og kunstenat nå målgruppen uden at smøre sundhed ud over det hele.PRIMO arbejder på at fremme risikoledelse i hele den offentlige sektor med udgangspunkt ibehovet hos vores medlemskommuner. Risikoledelse på sundhedsområdet er valgt som et kerneområdei 2007. Vores intention er at skabe overblik over risici og muligheder i den kommunalesundhedspolitik.Rundbordssamtalen og denne pjece er et led i dette arbejde.PRIMO ønsker god læsning!Med venlig hilsenPRIMOs sekretariat


4Peter Torsten Sørensen Eva Borg Anders HedeSAMARBEJDET MED ALMEN PRAKSISFinn Kamper-Jørgensen: Når vi nu skal tale fremtidsrettet, vil jeggerne med denne kommentar forebygge den konflikt, vi vilstå midt i om tre år.Jeg vurderer, at når 2007 er gået, så vil kommunerne i samarbejdemed regioner og de praktiserende læger skaffe udskrifterfra sygehusindlæggelser for at dokumentere, hvad der ertungtvejende i den pågældende kommune. Jeg er ret sikkerpå, at når man som kommune medfinansierer sygehusindlæggelser,vil man også spørge: Er det her en rimelig udgift?Det vil så gentage sig det næste år og det næste år igen. Hereftervil man rejse en diskussion, hvor man vil hævde, at nu skalvisitationsretten tages fra de praktiserende læger!Det vil kommunerne sige, fordi de ikke vil finde sig i, at derskal bruges så mange penge på indlæggelser. Derfor ser jegmeget gerne, at hele den sundhedspolitiske diskussion omstrukturen for almen praksis kommer op til overfladen.”Jeg er ret sikker på, at når man som kommunemedfinansierer sygehusindlæggelser, vil manogså spørge: Er det her en rimelig udgift?Det vil så gentage sig det næste år og det næsteår igen. Herefter vil man rejse en diskussion, hvorman vil hævde, at nu skal visitationsretten tagesfra de praktiserende læger!”Finn Kamper-JørgensenJeg vil sende en direkte opfordring til kommunerne om atbruge landspatientregistret og de indlæggelsesoplysninger,man nu kan få som kommune og analysere rimeligheden afindlæggelserne. Det vil jeg, fordi jeg ønsker at bevare det system,hvor man kan gå til sin læge og få en fornuftig drøftelseog få lægens skøn og en henvisning. Derfor mener jeg, at derskal forebygges nu.Peter Torsten Sørensen: Det kan jo heldigvis imødegås, hvis kommunerneskulle få den ide at tage visitationsretten fra lægerne.For et par år siden fik de praktiserende læger ret til at henvisetil højt specialiseret behandling og ikke kun til det lokalesygehus til basisbehandling. Der frygtede den daværendeAmtsrådsforening, at hele underlaget for sundhedsøkonomienville skride. Men der skete ingenting. De praktiserendelæger er sig deres ansvar bevidst og visiterer kun det, der erbehov for. Det kan vi sagtens bevise. Så jeg tror slet ikke, atdet her bliver aktuelt.Hertil kommer, at om tre år ser almen praksis helt anderledesud, end den gør nu. I dag har vi 40-45% sololæger og knapet årsværk per læge. I mange tilfælde sidder lægen med sinkone fire timer om dagen. Om nogle år har vi storklinikkermed fem til ti læger og to-tre fuldtidsansatte per læge. Storeklinikker, der har et indgående samarbejde med kommuneog andre samarbejdspartnere, fordi de har personale til atvaretage samarbejdsrelationerne. I de store enheder vil manhave en Praksis Manager, der skal informere alle de ansatte iklinikken om sundhedsplaner. Så der er meget, der vil se heltanderledes ud i fremtiden.Eva Borg: Det er min holdning, at sundhedscentrene skal koblesop på de store lægehuse. Hvis der sidder seks-otte læger


5sammen, skal de kunne henvise til et sundhedscenter. Der vari dag et udmærket eksempel i pressen. En artikel som handledeom et lægehus på Amager. Her var læger, sygeplejersker,fysioterapeuter og diætister. Alle parter samarbejdede. Densammensætning giver langt større mulighed for at skabe helhed.”Det totale skrækscenarium er jo, hvis nogenklipper pladerne på de praktiserende læger. Forså bryder helvede løs både folkeligt og politisk.Men jeg ved godt, at der er nogle kommunale folk,som har ekstremt naive ideer på det område”Anders HedeAnders Hede: Det totale skrækscenarium er jo, hvis nogen klipperpladerne på de praktiserende læger. For så bryder helvedeløs både folkeligt og politisk. Men jeg ved godt, at der ernogle kommunale folk, som har ekstremt naive ideer på detområde. Men når det er sagt, så er der også lidt om den kommunalekritik. Variationen i, hvad de praktiserende lægerforetager sig, er helt urimelig stor, og kvaliteten er svingende.Det bør man kunne have en dialog om.Vagn Nielsen: Der er brug for at lave en bundvending af hele detalmene lægesystem. Dybest set hviler systemet på en overenskomst,som trænger til et grundigt eftersyn. Den overenskomststruktur,der er nu, giver ikke de rigtige incitamenterfor at fremme samarbejdet. For den matcher ikke, at mantænker i sammenhængende patientforløb og på tværs. Denfokuserer i stedet på, at de praktiserende læger tager sig afborgere med et mere eller mindre identificeret sundhedsmæssigtproblem.Der er brug for, at kommunerne og KL bruger energi på attænke nogle visioner for, hvordan en ny overenskomststrukturkan komme til at se ud.Jeg mener, der ligger en stor udfordring i at tænke praksisoverenskomsterneigennem, så de kommer til at fokuseremere på, hvordan man skaber sammenhæng og forløb i stedetfor enkeltkontrakter. Samtidig hviler der et meget stortansvar på kommunerne for at få sat sig ned og få tænkt igennem,hvilke krav de vil stille.tilfældet i dag og gør op med silotænkningen. Integrationenskal spænde fra de specialiserede medarbejdere og helt ud tilsosu-assistenterne.Jeg oplever et linært system, hvor man starter et sted og gårvidere til det næste, uanset om opgaven løses. I stedet børman i langt højere grad arbejde ud fra en team-tankegang.Forleden talte jeg med en læge fra en kommune, der sagde tilmig, at mange skader når at ske på de seks-syv uger, der gårfra udskrivningen, til borgeren er tilbage i kommunens regi.Det kan medføre store problemer.”Jeg oplever et linært system, hvor man starter etsted og går videre til det næste, uanset om opgavenløses. I stedet bør man i langt højere gradarbejde ud fra en team-tankegang”Pia HaugaardKlaus Marius Hansen: Jeg vil gerne byde ind med en lille historie:For tre-fire uger siden havde Faxe kommune og det lokalelægelaug dialogmøde om sundhedsfremme og forebyggelse.Der var ca. 30 læger og sundhedsnøglepersoner. Stort setingen af lægerne havde hørt noget om sundhedsaftalerne.Man vidste ikke, hvad de havde af indhold, og man kendteikke formålet med dem. Så der starter vi på et omtrent blanktstykke papir med den samarbejdspartner, som nok er denvigtigste. Det er et vilkår for os i kommunerne, som jeg gernelige vil gøre opmærksom på.Peter Torsten Sørensen: Ja, hvis man kigger på hele strukturreformen,så er den blæst henover hovedet på de fleste praktiserendelæger. Sundhedsplaner er for dem en by i Rusland.Pia HaugaardPia Haugaard: Jeg kan kun være enig i betragtningen om at integreresundhed meget mere i de andre områder. Det er etmust, uanset om man taler primær, sekundær eller tertiærforebyggelse, at man tænker feltet meget bredere, end det er


6Klaus Marius HansenVagn NielsenFinn Kamper-JørgensenMen deres tillidsfolk er jo præsenteret for dem gennem de regionalesamarbejdsudvalg, hvor de sidder sammen med administratorerog politikere fra både regioner og kommuner.Det kan godt være, at en almindelig hårdtarbejdende praktiserendelæge ikke kender noget til sundhedsaftaler. Menhan har valgt nogle tillidsfolk, der forhandler i de relevanteorganer.”Ja, hvis man kigger på hele strukturreformen, såer den blæst henover hovedet på de fleste praktiserendelæger. Sundhedsplaner er for dem en by iRusland”Peter Torsten SørensenBertel Haarder hoveder - men også til at få nogle rigtig godekroppe, som kan holde i lang tid. Børn skal have en incitamentsstrukturbygget ind så tæt på sig, at man synes, det errart at røre sig og holde sig i en god form. - Men det er ikkeden ramme, vi har i dag i alle skoler og institutioner.Eva Borg: I relation til det Finn siger, tænker jeg, at der er enstor gruppe, som kan og skal klare sig selv. Men der er ogsåen gruppe, som vi bliver nødt til at hjælpe og ikke kun påbørneniveau. Vi skal hjælpe hele familien og have et helhedsorienteretperspektiv på vores indsats over for både børneneog familien.Jeg tænker også, at man bør lave et sundhedsregnskab. Ligesomvi kender til grønne regnskaber og andre typer regnskaber.Så kunne man for hvert initiativ, en kommune tager,beskrive, hvad sundhedsregnskabet er for opgaven og for institutionen.Derudfra kan man så opgøre, hvad gevinsten er.Finn Kamper-Jørgensen: Vi har nu fået en meget visionær lovramme,som kommunerne skal til at fylde ud. Den handler om, atkommunerne skal skabe nogle sunde rammer for borgerne.Det rammebegreb gør, at politikerne får nogle håndtag til atregulere og gøre borgernes sunde valg til det lette valg. Deter sådan lidt sloganagtigt sagt. Men jeg har en forventningom, at kommunerne vil tage den nye lovramme til sig og gøreforebyggelse til en driftsopgave og ikke bare et projekt, hvornogle borgere f.eks. bliver sendt ud i skoven og løbe et partimer.Daginstitutionerne og skolerne er eksempler på steder, hvorkommuner rent faktisk kan skabe sunde rammer. Man kanarbejde med sund kost og arbejde med incitamenter for, atbørnene rører sig mere fysisk.Driftsopgaven består for mig at se i, at man i alle dele af denkommunale organisation udarbejder et sundhedspolitisk dokument,hvor man siger: Hvad kan vi gøre med denne rammefor at stimulere f.eks. god børnesundhed i Danmark?I den forbindelse skal der arbejdes systematisk i folkeskolenfor at stimulere børnene – ikke bare til at få nogle store faglige”Det handler ikke om at smøre sundhed ud overalting. For så rammer man ingenting. 80-20reglen gælder også her: De 80% klarer sig selv.Det handler om at finde ud af, hvad vi gør ved desidste 20%”Vagn NielsenVagn Nielsen: Det handler ikke om at smøre sundhed ud overalting. For så rammer man ingenting. 80-20 reglen gælderogså her: De 80% klarer sig selv. Det handler om at finde udaf, hvad vi gør ved de sidste 20%. Og det skal der være fokuspå i den kommunale udvikling.Anders Hede: Problemet er, som jeg ser det, at mange initiativerikke har den finish i udførelsen, som de ville have godt af athave. Et eksempel er gymnastikundervisningen, som kommunerneallerede bruger mange penge på. Det er det tredje


7største fag i folkeskolen målt i timer. Her skal man sørge for,at der er en ordentlig disciplin omkring faget, og at lærerneer ordentligt uddannet og har ordentlige faciliteter sådan, atdet er et fag, man tager alvorligt.Det gælder om at bruge de eksisterende ressourcer gennemtænktog begavet. Det er det, der giver det sidste ryk i forholdtil de store udgifter, man har på området.Samtidig er der mange uudnyttede muligheder. F.eks. burdeskolelæger og sundhedsplejersker registrere data i en samletdatabase. I dag er det kun skoletandlæger, der gør det, og deter et meningsløst spild af gode ressourser.Klaus Marius Hansen: Der er absolut brug for at få lavet det, Anderskalder den begavede tænkning af sundhedsfremme helt ud idet enkelte kommunale system. Det er ligesom at bruge saltsprederenbegavet om vinteren, når vejret kræver det, for atundgå faldulykker. Og så ligger udfordringen i at få kombineretden tænkning med forebyggelse og drift. Men det foregårikke over night og heller ikke inden for det næste år. Der ernok brug for 1.000 dage til at få den motor i gang.Det bør være sådan, at når vi tænker drift af en given enhed,skal vi naturligvis også tænke sundhedsrisikovurdering.Meget apropos hørte jeg professor Bente Klarlund Pedersenforleden aften sidde i TV-programmet Penge og fortælle, atda man havde bygget Øresundsbroen og Storebæltsbroen,havde man ikke lavet nogen sundhedsrisikovurdering. Dethar så bl.a. medført, at man ikke kan cykle på broerne.På den måde har man i Københavns Kommune hele tidenset forebyggelsen som en driftsopgave og ikke kun som etudviklingsprojekt.Kommunen har valgt, at de bydækkende sundhedscentreskal være for de kronisk syge.Sundhedscenter Østerbro er møntet på de kronisk syge ogpå fire specifikke sygdomsgrupper. To tredjedele, af demder kommer, er over 65 år, og en tredjedel af dem under 65år er primært KOL-patienter og diabetes-patienter. Vi nårtil dels dem, vi gerne vil have fat i. Men vores tilbud kan afog til være for struktureret for målgruppen. Vi beder f.eks.borgeren om at møde op til bestemte tider, og det kan værefor svært for nogen, som slet ikke står op hver dag.I Sundhedscenter Østerbro skal vi arbejde mere med, hvordanvi når de kronisk syge – hvordan vi får fat i de socialtdårligt stillede – og hvordan vi udligner den sociale ulighedi sundhed. Det er et stykke visionært arbejde. Hvordandet hele skal tage sin endelige form vides først, når vi om etpar måneder er færdige med at evaluere.Klaus Marius Hansen: Jeg tror, at man må have en dobbeltstrategi.Man må både indtænke sundhedsfremme i den kommunaleorganisation – bredt. Og desuden som et andet benarbejde på at udjævne den sociale ulighed – evidensbaseret– såvidt det overhovedet er muligt. Vi skal sikre størst muligtpay back for indsatsen, hvad enten den bliver udført påindivid- niveau eller på det mere generelle niveau.DE SÆRLIGE MÅLGRUPPEREva Borg: København har for tre år siden startet den enhed, derhedder Folkesundhed København, som i høj grad vægter denborgerrettede forebyggelse. For to år siden blev det så besluttetat medtage den patientrettede forebyggelse, og man oprettededet første sundhedscenter.Eva BorgEva Borg: Man skal se uligheden på tværs af forvaltningerne.Når en forvaltning opdager, at der er et sundhedsmæssigtdeficit hos en mor eller hos et barn, bør man samle til samrådog tage aktivt ansvar for at finde frem til, hvordan manhjælper denne her familie bedst muligt. Det kan være enlang proces. Der er nogle, der skal holdes i ørene i rigtiglang tid. Indtil de selv har oplevet, hvordan de gør det.Som jeg kan se det nu i sundhedscenteret på Østerbro, sårammer vi primært middelklassen. Men det er de socialtdårligt stillede – dem der har dårlige levevilkår og stårudenfor arbejdsmarkedet, som er den største udfordring.Også de psykiatriske patienter mangler vi et godt tilbud til.”I Sundhedscenter Østerbro skal vi arbejde meremed, hvordan vi når de kronisk syge – hvordan vifår fat i de socialt dårligt stillede – og hvordan viudligner den sociale ulighed i sundhed. Det er etstykke visionært arbejde.”Eva Borg


8Vagn Nielsen: Min holdning er, at der bør være langt større fokuspå svær overvægt. Det er et kæmpe problem og en udfordring,som vokser hastigt, hvis man ikke gør noget vedden. Overvægt, alkohol og rygning er de tre ting, der i minverden skal være fokus på. Derved kan man implicit gøre enindsats for at udjævne den sociale ulighed.Finn Kamper-Jørgensen: Der er rent faktisk allerede lavet godemodeller for det, vi taler om her. Men fra kommunal sidebenytter man dem alt for få steder.Der findes f.eks. modeller, der angiver, at borgere med etlængerevarende sygefravær maksimalt må gå en måned, indender skal etableres kontakt til den praktiserende læge.Herefter skal man diskutere spørgsmålet om arbejdsfastholdelsepå vilkår, som den pågældende person kan klare. Andremodeller skitserer, hvordan arbejdsgiverens personalechefkan knyttes ind i et samarbejde med den praktiserendelæge og repræsentanter for kommunerne – det jeg kalderfor det socialmedicinske samarbejde.Umiddelbart kan alt dette lyde ressourcekrævende. Menerfaringen siger, at disse modeller kan betyde arbejdsfastholdelseog dermed en aflastning af den kommunale kasse.Samtidig er det en tilfredsstillelse for den praktiserendelæge at vide sig involveret.Her er der tale om en veldokumenteret indsats over for entypisk risikogruppe: Borgere med kort uddannelse og dårligeerfaringer på arbejdsmarkedet.Anders Hede: Det gør mig en smule skeptisk, at man tror, mankan lave et tværsektorielt samarbejde om individer, somman sådan lige trækker ud af deres miljø.Denne behandlende tilgang over for borgere med kort uddannelseer jeg tvivlende over for. Det er et af de steder, hvorjeg gerne vil se mere dokumentation for effekten, inden derkastes store ressourcer ind.Peter Torsten Sørensen: Jeg kan kun være enig i betydningen afet forpligtende samarbejde. De praktiserende læger skalinddrages i planlægningsfasen af alt, hvad der vedrører denpatientrettede forebyggelse. Jeg må påpege, at vi har problemermed borgere, fordi kommunerne ikke har gjort deresarbejde ordentligt. Meldingerne til mig går på, at der er optil seks måneders ventetid, når en læge fortæller kommunen,at en familie har problemer. Efter seks måneder er tingeneskredet i den familie. Og den familie vil så produceremanden, som vi alle sammen kender: Ham der stor, tyk ogmægtig kører på sin knallert med en grøn mælkekasse bagpå.Vi må og skal sætte ind over for de truede børn i tide, hvisvi skal kunne vende den sundhedsbrøk, som er den, dethele handler om. Vi – de praktiserende læger - er bunden afsundhedssystemet. Vi ser de 20% socialt, kulturelt og psykisksvage personer, men det er meget svært for os at få dembevæget nogen steder hen. Vi kan ikke give dem øget egenomsorgog sende dem på en patientskole med besked om atstyre resten derhjemme.De praktiserende læger følger jo børnene meget tæt op tilde er fem år og går ind i skolesystemet. Derefter ser vi demstort set ikke frem til, pigerne skal have p-piller. I det slipville det være vældig godt, hvis skolerne havde større opmærksomhedpå de svage børn og fik reageret på dem.Vi må derfor organisere de praktiserende læger, så de kansamle de 20% meget tunge borgere op. - Selvfølgelig i et tætsamarbejde med den del af kommunen, som er ude i voresområde: Hjemmesygeplejerske, sundhedsplejerske osv. –foruden de øvrige aktører i den primære sundhedstjeneste.Eva Borg: Jeg tror, at der på aktørplan hos dem, der er ansat ikommunen, skal være en helt anden tilgang til de mennesker,man har med at gøre. Det er ofte borgernes oplevelse,at kommunen ikke er til at komme i kontakt med.”Det gør mig en smule skeptisk, at man tror, mankan lave et tværsektorielt samarbejde om individer,som man sådan lige trækker ud af deresmiljø. Denne behandlende tilgang over for borgeremed kort uddannelse er jeg tvivlende over for”Anders HedeAnders Hede


9Myten går på, at man altid får nej, og at halvdelen af de breve,en kommune modtager, bliver arkiveret lodret, fordi kommunenikke gider at læse dem. Man bør have en helt andenproaktiv tilgang, sådan at borgerne møder et venligt menneske,der vil gøre noget for dem, og der er sikkerhed for, hvoransvaret er placeret.En anden ting er, at borgerne bliver fuldstændig forvirredeaf alle de forskellige tilbud. De ved ikke, hvor de skal gå hen,og de ved ikke, hvem de skal ringe til. Ofte er det sådan, atde praktiserende læger får så mange informationer om tilbudog muligheder for deres patienter, at det kan være svært i entravl hverdag at huske.BEHOVET FOR NY VIDENPia Haugaard: Evidens vil for mig at se blive en kritisk succesfaktor.Men samtidig tror jeg også, at man må se i øjnene,at noget evidens skal skabes hen ad vejen. Der er ikke altiden viden, man kan finde på forhånd. Derfor tror jeg også, atman i mange tilfælde bare må gå i gang.sygeplejersker med samfundsvidenskabelige overbygningervære med til at kvalificere og fagliggøre den kommunaleindsats. Oprustningen må gælde både det økonomiske ogdet sundhedsfaglige område, hvor vi har behov for noglekvalificerede tværfaglige vurderinger.Anders Hede: Kommunerne skal på sygeplejerske- og ergo- ogfysioterapiområdet vænne sig fra at have en ren generalistkulturtil i højere grad at se sig selv som specialister.Der vil simpelthen ske en subspecialisering af nogle medarbejdere.Det kan blive en udfordring at få det passet indi f.eks. den kommunale hjemmepleje, hvor vagtplaner skalkoordineres, og hvor små svigt skaber en hulens masse problemer.Peter Torsten Sørensen: Jeg tror, at det måske kun er 15% procentaf det arbejde, de praktiserende læger laver, der er rigtigfuldgyldigt evidensbaseret. Omvendt kan jeg sige, at minekontakter i den kommunale verden, fortæller mig, at maner meget interesseret i, at arbejdet i højere grad bliver dokumenteret.Jeg tror, at det er en ledelsebeslutning at styrkedette og skabe en kultur, som gør, at man arbejder mere evidens-og dokumentationsbaseret.Vagn Nielsen: Der vil i kommunerne være brug for et stærktfokus på driften – også driften af de opgaver, kommunernehar haft i mange år, og som jo ikke alle steder løses lige godt.Det vil være væsentligt, at kommunerne sikrer evidens fordet, man går rundt og gør. For der er meget få, der ved nogetom, hvad der virker, og navnlig hvorfor noget virker ogikke virker. Kommunerne skal have en faglig kultur underden indsats, de kan gøre på det her område. Men det er selvfølgeligen kæmpe udfordring.Klaus Marius Hansen: Rent fagligt står vi over for en oprustningsopgaveude i kommunerne. I de kommende år vil læger ogEva Borg: Evidens er en stor udfordring. Man har i kommunernehaft meget svært ved at måle sine resultater. I voressundhedscenter har vi med sundhedsloven i ryggen etableretvidensdelingmøder med de praktiserende læger og specialafdelingernepå de sygehuse, hvor vi har samme gruppepatienter.Det betyder, at vi har et forum, hvor vi kan mødes og deleviden om den sidste nye forskning og diskutere, om vi levererden rette indsats af højest mulig kvalitet. Det er da enstart.”Rent fagligt står vi over for en oprustningsopgaveude i kommunerne. I de kommende år vil lægerog sygeplejersker med samfundsvidenskabeligeoverbygninger være med til at kvalificere og fagliggøreden kommunale indsats”Klaus Marius HansenKlaus Marius Hansen


10Finn Kamper-Jørgensen: Når vi snakker almen praksis og struktur,så er der jo ingen mulighed for at få evidens, før manlaver forsøg og har evalueret. Det gør man ikke i dag.Anders Hede: Hvis man skal være meget kontant, kan man spørge:Hvor ved vi virkelig noget om, hvorvidt indsatsen virker?Det gør vi med hensyn til rygekurser og alkoholbehandling.På disse to faktorer kan man slå til med nogle solide tilbud.Desuden er der genoptrænings- og rehabiliteringsområdet.Desværre er der rigtig mange patienter, som bliver opereretpå sygehuse uden at få en forbedret funktion ud af det. Deter et spild, som man relativt nemt kan identificere og gørenoget ved.DRIFT OG VISIONERFinn Kamper-Jørgensen: En kommune bør lave en sundhedsprofilhvert fjerde år. Både for at finde ud af, hvordan indsatsenskal målrettes og for at monitorere, om man nåede de mål,man stillede sig i sine sundhedspolitiske dokumenter. Deter vitalt at få udviklet nogle måleinstrumenter. For voksengruppenhedder det sundhedsprofil. For børnegruppenkunne man kalde det en børnesundhedsprofil. Men dettefindes kun i ret få kommuner. For mig er det et ubønhørligtkrav, at disse informationsinstrumenter bliver udviklet påen solid måde.Pia Haugaard: Jeg er enig i, at det er vigtigt at kigge på genindlæggelser.Der er for ganske nylig lavet dokumentation, somviser, at det kan betale sig at følge patienterne de første touger, efter at de er kommet hjem fra en sygehusindlæggelse.Det giver nyttig information om, hvor man skal lave en indsats.”Jeg tror, at det måske kun er 15% procent af detarbejde, de praktiserende læger laver, der errigtig fuldgyldigt evidensbaseret. Omvendt kan jegsige, at mine kontakter i den kommunale verden,fortæller mig, at man er meget interesseret i, atarbejdet i højere grad bliver dokumenteret”Peter Torsten SørensenPeter Torsten Sørensen: Humlen ligger i at give det rette tilbudtil de rette personer på det rigtige tidspunkt. Det halter. Derer i øjeblikket seks måneders ventetid for hvem som helst,der kommer ud fra sygehuset med en eller anden form forbevægehandicap.Samarbejdsaftaler og afleveringsforretning skal prioriteres,sådan at kommunen har fået den nødvendige informationto dage efter, at patienten er udskrevet.Desuden vil det være afgørende, at der bliver etableret enfælles it-kommunikationsplatform, hvor kommunerne ermed på den kommunikation, som de praktiserende lægerhar med sygehusene og det øvrige sundhedsvæsen. Ellersmister vi sammenhængen, når man forlader sundhedsvæsnetog kommer over i kommunalt regi.Anders Hede: Man må definere social- og arbejdsmarkedsforvaltningensopgaver meget konkret og sætte nogle aktiviteteri søen, som man kan måle effekten af. Ellers frygter jeget tilfældigt sammenrend.Pia HaugaardPeter Torsten SørensenEva Borg


Vagn NielsenKlaus MariusHansen11”Som det er nu, fokuserer debatten meget påenkeltsager, fordi der er områder i driften, somhar svigtet. Hvis det ikke lykkes for kommunerog regioner at få styr på de ting, der foregårnede i maskinrummet, er der aldrig nogen, dervil interessere sig for, hvad der foregår oppepå kommandobroen”Vagn NielsenDet samme gør sig gældende for håndteringen af kronisksyge. Man skal finde dem, hvor indsatsen virkelig gør enforskel og undgå dem, som er uden for rækkevidde meddet tilbud, man realistisk kan give dem.Jeg ser en stor udfordring i at identificere de relevantegrupper af borgere, og jeg ser en risiko i, hvordan mansammensætter målgrupperne med de forskellige indsatser.Det virker som om, man siger: Kom hvis vi kalder pådig…Pia Haugaard: En forudsætning i dette er, at alle aktører erenige om strategien. Ud fra fælles aftaler og profiler vil detvære nemmere at sige: Hvad er incitamenterne? – hvad ervores fælles fokusområder? Og hvor kan vi være enige omat lave en strategisk indsats?Her ser jeg sundhedsaftalerne som det strategiske omdrejningspunkt.Så kan man i princippet se en region og enkommune som en virksomhed og sige: Det er her, vi vilhen. Hvorefter de forskellige aktører kan byde ind somsamarbejdspartnere.der foregår nede i maskinrummet, er der aldrig nogen, dervil interessere sig for, hvad der foregår oppe på kommandobroen.I den politiske diskussion, der kommer fremover mellemkommuner og regioner, må man bruge sundhedsaftalernetil at få hverdagen til at køre.Ved siden af det må kommunerne så udvikle nogle visionsværktøjer,som handler om, hvordan de løser tingene: Voresområde - med udgangspunkt i de problemer, vi møder - ogderefter bygge ovenpå.Vagn Nielsen: Det er så nemt at blive enige om alle de godevisioner. Men det er helt afgørende for succesen, at manhar driften i orden.Hvis ikke man har fokus på driften, så får de borgere, dermøder det offentlige sundhedsvæsen ikke en oplevelse af,at systemet hænger sammen. Og så skaber man ikke grobundfor, at befolkningen kan have tillid til, at de merevisionære ting rent faktisk kan flytte noget.Hvis debatten hele tiden starter med, at nu har den og denborger ikke fået dit og dat. Og nu er den og den blevetfejlmedicineret. Så vil vi sidde og skrue os ned i en negativspiral, der fuldstændig formørker diskussionen i stedet forat handle om, det vi vil.Som det er nu, fokuserer debatten meget på enkeltsager,fordi der er områder i driften, som har svigtet. Hvis detikke lykkes for kommuner og regioner at få styr på de ting,


PRIMO Danmark (Public Risk Management Organisation) er stiftet på initiativ af den danske Kommunaldirektørforeningi 2005 og er en del af den europæiske forening PRIMO Europe. PRIMO Danmarks måler at yde beslutningsstøtte til kommunerne ved at udbrede kendskabet til god offentlig risikoledelse ogudvikle metoder og værktøjer til en helhedsorienteret og innovativ håndtering af kritiske risici i kommunerne.Foreningen tæller topledere og specialister fra flertallet af de danske kommuner og regionersamt medlemmer fra statslige institutioner.PRIMO DanmarkKrumtappen 2 • 2500 ValbyTelefon (+45) 7025 2545 • Fax (+45) 7025 4045 • E-mail admin@primodanmark.dk • www.primodanmark.dk

More magazines by this user
Similar magazines