august 2010 - ALS Gruppen Vestjylland

als.gruppen.vestjylland.dk

august 2010 - ALS Gruppen Vestjylland

Årgang 4, nr. 8Side 4Arne’sklummeBare en sjov historieJeg mødte Per i 1989. Han var lige begyndt at læse bioteknologi (eller et andet blødt naturvidenskabeligtfag) i Odense og jeg var begyndt på mit PhD studium (dengang, Licentiat studium) i fysik. Atvi overhovedet lærte hinanden at kende, skyldes at vi boede i det samme hus i Hjallese og deltekøkken og bad. Jeg var lige flyttet fra Århus til Odense og kendte ikke så mange i byen, men viblev straks gode venner. Et halvt år senere måtte vi flytte, da huset skulle laves om til solcenter; ja,man må vige for fremskridtet....Per flyttede til bydelen Blangstedgaard, hvor jeg bor i dag, og jeg flyttede til Hunderupvej, den finestevej i Odense, næst efter Langelinie. Vi forblev gode venner i nogle år, besøgte ofte hinanden,tog til fodboldkampe osv. Men Per rejste til Tokyos havneby Yokohama, for at læse bioteknologi(eller et andet blødt naturvidenskabeligt fag) og snart rejste jeg til København for at arbejde på NielsBohr Institutet. I sommeren 1993 skulle jeg til Japan i en uge for at holde nogle foredrag pånogle universiteter og for at arbejde sammen med min gode ven Kazuo Ghoroku. Jeg valgte så attage mere end en uges ferie også, for at besøge Per og for at rejse gennem Japan.Arne Lykke Larsenwww.arnesunivers.dkJeg boede i den gamle bydel i Tokyo, hvilket var noget af en oplevelse. Gadeskiltene stod kun medjapanske tegn, ligeledes med metrostationerne når man kørte i metro, så mine medbragte kort fraDanmark var ikke til meget nytte. På restauranterne havde de ofte et menukort med billeder og ellershavde de simpelthen plastic modeller af retterne i vinduet! Og næsten ingen japanerne kunnetale et forståeligt engelsk. Jeg fik set det meste af Tokyo og Per og jeg rejste rundt i omegnen afTokyo og så fantastiske ting. Utrolig oplevelse at besøge Japan! Jeg oplevede endda et jordskælv!Næste dag troede jeg at det måske bare var noget jeg havde drømt, men Per spurgte: "Mærkede dujordskælvet i nat".Til den officielle del af min rejse tog jeg Shinkansen, toget der kører med 300 kilometer i timen,først til Kyoto hvor jeg havde et par overnatninger og derefter til Fukuoka. Selvom Shinkansenkører så hurtigt, kører der tog mellem destinationerne hvert kvarter, hvilket er nødvendigt på grundaf den store befolkning. I Kyoto besøgte jeg guldtemplet, kejser paladset og så flere andre ting(mest templer) og jeg besøgte tempelbyen Nara. Det er sjovt; på japansk staves Tokyo som Kyotobagfra og omvendt. Der er et tegn for "to" og et tegn for "kyo", så de to byer staves omvendt.Videre med Shinkansen til Fukuoka som er en millionby i Japan, som ingen nogensinde har hørtom. Fukuoka ligger også så langt ude at der normalt ikke kommer hvide mennesker, så jeg var etsærsyn i byen og folk gloede da også efter mig som var jeg Robert Redford. Jeg boede hos KazuoGhoroku og hans kone og to børn i den uge jeg var i Fukuoka; en utrolig oplevelse at bo privat hosen japansk familie! De kørte meget rundt med mig, så jeg fik set mange sider af det japanske samfund.Når man fx kører ind på en tankstation i Japan, kommer der straks fire mennesker ud for atbetjene en. Den ene fylder benzin på og de tre andre vasker bilens ruder. Man betaler ud af siderudenog inden man kører derfra, liner de fire mennesker op i indkørslen til tankstationen og så bukkerde når man kører ud. Det ser man ikke ved mange danske tankstationer!Jeg fik jo rejsen betalt, så vi arbejdede også lidt. Lidt! Jeg kan huske at Kazuo havde et kontor påstørrelse med en hel hal, hvor der stod adskillige skriveborde rundt omkring, så der var masser afplads til at jeg kunne arbejde. Og jeg holdt to foredrag på to universiteter. Det var også en sjov oplevelse;normalt får man jo honorar når man holder foredrag og i Japan var der kontant afregning.Efter foredragene kom kassereren op til mig ved tavlen og gav mig store bundter af store yen sedler.Efter Japan mistede vi forbindelsen, da vi begge flyttede rundt i verden. Jeg har dog ofte tænkt på,hvad der er blevet af Per? Nu spørger læseren måske hvad alt dette har med ALS at gøre? Alt behøvervel ikke at dreje sig om ALS, men pludselig her i 2010 fik jeg en mail fra Per, efter at vi ikkehavde haft kontakt i 17 år. Det viste sig at Per er afdelingschef på NsGene, et privat bioteknologifirma der forsker i, og udvikler medicin mod, neurologiske sygdomme som alzheimers og parkinsons.Og ALS, gudhjælpemig! De har fx prøvet nogle af deres produkter på SOD1 ALS-ramte mus,desværre uden nogen effekt. Vi må snart ses, skrev jeg tilbage.Bare en sjov historie.Arne Lykke Larsen

More magazines by this user
Similar magazines