23 centimeter - Ove BjÃ¸rn Petersen

More documents

Recommendations

Info

Side 6 Det spanske bombetogt Men snart igen blev byen tilgængelig, hotellet slog dørene op, og livet fortsatte ubekymret. Dog, hvad vejrguderne ikke magtede, det gjorde den spanske borgerkrig, idet falangisterne under generalissimo Franco i 1938 bombede jernbaneanlægget. Ingen i Frankrig tog dog notits af denne grænseoverskridende krigshandling –det var jo så langt væk fra alt og alle. Op imod en halv million spaniere flygtede via Cerbère væk fra deres spanske hjem ind i det rolige sydfranske. At nogle hundreder vesteuropæiske frivillige spanienskrigere tog den anden vej, bekymrede Paris sig heller ikke om. Bombardementet var i realiteten dødsstødet for Cerbères internationale profil, også for hotellet Belvédère Rayon Vert, der kun holdt ud i endnu en halv snes år. Den usædvanlige ruin ligger som et trist, men stolt minde over fortids glans, men den har på grund af sin konstruktion med armeret beton indskrevet sig i ’Patrimoine des Monuments Historiques’, den er bevaringsværdig. En flot rangering, som udover æren også følges af et vist årligt tilskud til vedligeholdelse, men som dog er langt fra den beløbsstørrelse, som skal til for, at den private ejer blot kan undgå forfald. At ethvert initiativ også skal godkendes af Regionen, in casu bystyret i Montpellier, gør det kun vanskeligere at tage lokale hensyn. Eksempelvis har man her besluttet, at en rundvisning skal være gratis, men den lokale guide Mme Danry får dog fortalt, at man gerne må lægge en skilling til vedligeholdelse af bygningen –mange penge bliver det dog ikke til, for kun omkring 500 besøgende årligt er ikke mange. Går man ind i bygningen, da fornemmer man straks fortidens elegance og pragt. Brede trapper i marmor, smukke vægmalerier i den store spisesalon, flotte inter- ieur med udskårne træpaneler, marmoreringer og ikke mindst det store biograf- og teatersal med plads til 200 tilskuere, plus den helt vidunderlige udsigt over havet. Der er endnu mange arbejdspladser i tilknytning til jernbanen, men også her sker der snart store ændringer. Teknisk sætter jernbaneselskaberne mange kræfter ind på at finde en løsning på de <strong>23</strong> <strong>centimeter</strong>, og i 1966 kan man konstruere togvogne, der passer til den smalle skinne for så – når man skal over på den bredere spanske skinne – manuelt at udskifte den korte aksel med en bredere, blot et par minutter tager det for hver vogn. En hurtigere og mere bekvem løsning end at flytte varerne. Der går kun ganske få år, før næste revolution sætter sig præg, og den sidste transbordeuse forlader byen i 1970. Togvognene konstrueres nu så flexible, at de automatisk følger den aktuelle skinnebredde, så når toget med lav hastighed kører hen over det særlige skinneområde, tilpasser hjulene sig, hvorefter hastigheden sættes op igen. Yves Maurice, indehaveren af Cerbères gamle familierestaurant La Dorade, fortæller, at de fremsynede spaniere – man kaldte dem Les transitaires, i dag ville man omtale dem som investorer - byggede store villaer langs kysten, de viste film på Hotel Central for de fastboende, og de arrangerede festfyrværkeri, som ingen havde set magen til, hverken her eller andre steder på kontinentet. Den italienske mester Ruggieri blev hyret hertil; at han også satte København på den anden ende med sine spektakulære fyrværkerier i Tivoli er en ganske anden historie. Yves understreger realistisk, at dengang som i dag, satte de fremmede dagsordenen. De lokale var fattige arbejdere og kunne ikke tilføre byen noget, der blot mindede om finkultur - snarere var det et spørgsmål om at overleve. Så da de sidste fremmede i 1960’erne trak sig, sank byen igen tilbage til ukendtheden. Men snart får turisterne øje på den uspolerede by, og her er man ikke sen til at udnytte mulighederne i den nye type af aktiviteter. Midt i 80’erne kan man indvi ’kystvejen’, så de mange biler ikke skal gennem byens krogede gader, men kan køre direkte ned på ramblaen. I den øverste etage af fortidens hotel Belvédère Rayon Vert indrettes 9 ferielejligheder, som turister kører langt for at bebo. Man kan sige: Vi boede dér! Er man heldig, kan man deltage i de filmweekends, hvor den gamle sal åbnes, hvor man kan nyde den drink i La salle Bleu og blive sat generationer tilbage i tiden. Også udlændinge, der ønsker at slå sig ned i byen, bydes velkommen.
Tog og sprog til tiden Viceborgmester Jannick André udtrykker en forsigtig optimisme om byens fremtid, for om blot fire til fem år vil det nye TGV køre uden om byen, der så mister togrejsende og dermed job. Men da det nye tog indtil videre kun planlægger at transportere passagerer og ikke gods, satser Cerbère på at fastholde godstrafikken. I et forsøg herpå er der gjort store investeringer i dette område, men nu hvor også flyselskaber ønsker at engagere sig i banedrift, kan det vise sig at være en stakket frist. Men så har man lykkeligvis mange job indenfor social og sundhed, ikke mindst i kraft af et stort genoptræningscenter i byens udkant; det har netop fejret sit 30 års jubilæum. Turisterne har tydeligvis taget byens lidt provinsielle idyl til sig, for man forstyrres ikke af larmen fra store fourwheelers eller horder af en-dags turister, og med jernbanestationen vil man stadig være en station på vejen mellem Barcelona og Narbonne. Turister og fastboende kan stå af toget få skridt fra ramblaen og hotellerne, tage en pastice på en af de mange cafeer omkring havnen, eller nyde det rene badevand; andre glæder sig over de gode muligheder for flotte vandreture i Pyrenæerne. I sommermånederne har så mange som 5.000 et job i turistindustrien, og med 1.500 fastboende og 700 som residence secondaire stiller det store krav til byens infrastruktur. Men Jannick er overbevist om, at byen kan klare det. Ja, mere end det: ’Vi har alt – sol og varme, rent vand, gode vine, flotte bjerge og venlige cerberiensere - for at kunne blive et slags spejlbillede af Nice, hvis blot en verdenskendt rigmand købte noget her, da ville vores fremtid være stor. Indtil nu har der kun været enkelte tilløb. Til gengæld har vi heldigvis fået mange almindelige mennesker til byen, og de har tilført byen både penge, liv og anseelse, men alligevel skal der skal mere til for at indfri vores ambition –vi mangler stadig det afgørende ryk’, siger Jannick. Vi skal helt frem til slutningen af 1980’erne, før de fremmede – franskmænd og udlændinge – i større omfang ’opdager’ området, køber jord og slår sig ned, enten som fastboende eller som residence secondaire. Der er mange skandinaver blandt de nye beboere, og derfor beslutter byens borgmester Jean Marti den 21. juni 1992 at hædre de mange nye beboere ved at opsætte en plakette for ’La Colline des Vikings’, som han i øvrigt selv laver skitsen til. Den nye bydel får dette navn og en gade ligeså. Med fransk sans for iscenesættelse sker det under stor festivitas, hvor et skoleorkester fra Odense spiller for den store forsamling på langt over 100 franskmænd og skandinaver. Med borgmester i front og et hav af nationalflag, det danske, det franske og det catalonske, går man i procession ned til byen, hvor der danses og synges; ikke et øje Side 7
Page 1 and 2: 23 centimeter -en fortælling om en
Page 3 and 4: En halv snes centimeter er ikke nog
Page 5: Det vilde liv holder sit indtog Men
Page 9 and 10: Et farligt togt Bjergkæden Pyrenæ
Page 11: En lille roman Romanen ’La transb

23 centimeter - Ove BjÃ¸rn Petersen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?